Kærlighed mellem alle mennesker — et realistisk håb?
EN LOVKYNDIG havde netop sagt at man for at få „evigt liv“ måtte elske Gud af hele sit hjerte og sin næste som sig selv. Jesus roste den lovkyndige og sagde: „Du har svaret korrekt; ’bliv ved med at gøre dette, så vil du få liv ’.“ (Lukas 10:25-28; 3 Mosebog 19:18; 5 Mosebog 6:5) Men manden, der gerne ville retfærdiggøre sig, spurgte: „Hvem er egentlig min næste?“
Den lovkyndige regnede sikkert med at Jesus ville sige: ’Dine jødiske landsmænd.’ Men Jesus fortalte en beretning om en næstekærlig og barmhjertig samaritaner der viste at medmennesker af andre nationaliteter også er vor næste. (Lukas 10:29-37; Johannes 4:7-9) Jesus fremhævede under sin tjeneste at det vigtigste af alle Skaberens bud var at elske Gud og at elske sin næste. — Mattæus 22:34-40.
Men har der nogen sinde eksisteret et samfund hvor den enkelte virkelig elskede sin næste? Er kærlighed mellem alle mennesker et realistisk håb?
Et mirakel i det første århundrede
Jesus sagde til sine disciple at man skulle kunne kende dem på en kærlighed der overskrider racemæssige, nationale og alle andre grænser. Han sagde: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ Og så tilføjede han: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ — Johannes 13:34, 35; 15:12, 13.
Jesu lære om kærlighed samt hans eget eksempel resulterede i et mirakel i det første århundrede. Disciplene efterlignede deres Herre og lærte at elske hinanden på en måde der vakte megen opmærksomhed og beundring. Forfatteren Tertullian, der levede i det andet og tredje århundrede, gengav hvad udenforstående sagde om de kristne: ’Se hvor de elsker hinanden, og hvor de er rede til at dø for hinanden.’
Apostelen Johannes skrev: „Vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene.“ (1 Johannes 3:16) Jesus lærte sine disciple at de endog skulle elske deres fjender. (Mattæus 5:43-45) Hvad resulterer det i når folk adlyder Jesu bud om at elske deres næste?
Det har en professor i statsvidenskab spekuleret over. I bladet The Christian Century stillede han spørgsmålet: „Kan nogen for alvor forestille sig Jesus kaste håndgranater mod sine fjender, bruge et maskingevær, betjene en flammekaster, udløse atombomber eller affyre en interkontinental raket som ville dræbe eller lemlæste tusinder af mødre og børn?“
Professoren svarede: „Spørgsmålet er så absurd at det næppe fortjener noget svar. Hvis Jesus ikke kunne gøre dette og samtidig være loyal mod sin personlighed, hvordan kan vi da gøre det og stadig være loyale mod ham?“ Det er derfor ikke overraskende at Jesu første disciple forholdt sig neutrale i politiske anliggender, hvilket mange historiebøger kan dokumentere at de gjorde. Her er blot to eksempler.
I bogen Our World Through the Ages af N. Platt and M. J. Drummond siges der: „De kristnes adfærd adskilte sig stærkt fra romernes. . . . Eftersom Kristus havde forkyndt fred, nægtede de at blive soldater.“ Edward Gibbon skriver i sin bog Det romerske riges forfald og undergang: „[De første kristne] vægrede . . . sig ved at tage aktiv del i rigets civilforvaltning eller i dets ydre forsvar. . . . det var ikke muligt, at de kristne uden at svigte andre og mere hellige pligter kunne gå hen og blive soldater.“
Hvordan forholder det sig i dag?
Findes der nogen i dag som efterligner Kristi kærlighed? Opslagsværket Encyclopedia Canadiana siger: „Jehovas Vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af urkristendommen, der blev praktiseret af Jesus og hans disciple . . . Alle er brødre.“
Hvordan kommer det til udtryk? Blandt andet ved at Jehovas vidner ikke hader deres medmennesker, hverken på grund af race, nationalitet eller etnisk oprindelse. De nægter at dræbe andre, da de i overført betydning har ’smedet sværd til plovjern og spyd til beskæreknive’, sådan som Bibelen har forudsagt at Guds sande tjenere ville gøre. — Esajas 2:4.
Intet under at en leder i den californiske avis Sacramento Union engang skrev: „Lad det være nok at sige at hvis hele verden levede efter Jehovas Vidners lære, ville det være slut med blodsudgydelse og had; kærligheden ville herske som konge.“
En skribent har i det ungarske blad Ring skrevet: „Jeg har draget den konklusion at hvis Jehovas vidner var de eneste her på jorden, ville al krigsførelse høre op, og politiets eneste opgaver ville bestå i at regulere færdselen og udstede pas.“
I det italienske kirkeblad Andare alle genti har en katolsk nonne udtrykt sin beundring for Jehovas vidner med ordene: „De nægter at gribe til nogen form for vold og finder sig i de mange trængsler de udsættes for på grund af deres tro . . . Hvor helt anderledes ville verden ikke blive hvis vi alle vågnede en morgen fast besluttede på aldrig mere at gribe til våben, uanset hvad det måtte koste, eller af hvilken grund det måtte være, ligesom Jehovas vidner!“
Jehovas vidner er kendt for at tage initiativet til at hjælpe deres medmennesker. (Galaterne 6:10) En lettisk kvinde skriver i sin bog Women in Soviet Prisons at hun engang blev meget syg da hun i midten af 60’erne opholdt sig i straffelejren Potma. „Under hele min sygdom var [Jehovas vidner] flittige sygeplejersker. Under de forhold der var i lejren, kunne jeg ikke have ønsket mig en bedre behandling.“ Hun tilføjer: „Jehovas vidner ser det som deres pligt at hjælpe alle, uanset deres religion eller nationalitet.“
Nyhedsmedierne i Tjekkiet satte for nylig fokus på Jehovas vidners adfærd i koncentrationslejrene. I en kommentar til dokumentarfilmen „The Lost Home“, der blev produceret i byen Brno, skriver avisen Severočeský deník: „Det er værd at lægge mærke til at disse pålidelige samtidige [tjekkiske og slovakiske jødiske overlevende] med tydelig beundring har talt til gunst for fangerne blandt Jehovas vidner. Mange sagde: ’De var meget modige, og de hjalp os altid så godt de kunne, selv med risiko for at blive henrettet. De bad for os som om vi hørte til deres familie, og tilskyndede os til ikke at give op.’“
Men hvad med dem der hader os? Er det virkelig muligt at elske dem?
Kærligheden sejrer over hadet
Jesu påbud om at vi skal elske vore fjender, er i harmoni med det bibelske ordsprog: „Hvis den der hader dig sulter, så giv ham brød at spise, og hvis han tørster, så giv ham vand at drikke.“ (Ordsprogene 25:21; Mattæus 5:44) En sort kvinde der netop var blevet et af Jehovas vidner, beskrev hvordan det føltes at blive vist kærlighed af nogle hun engang betragtede som sine fjender: „Ved nogle lejligheder er jeg simpelt hen blevet rørt til tårer over den ægte kærlighed som hvide Jehovas vidner har vist mig, mennesker som jeg kort forinden ville have dræbt uden tøven for at fremme revolutionens sag.“
Et Jehovas vidne fra Frankrig fortæller at en nabo angav hendes mor til Gestapo under den anden verdenskrig. „Min mor måtte derfor tilbringe to år i tyske koncentrationslejre, hvilket nær havde kostet hende livet,“ forklarer hun. „Efter krigen ville det franske politi have mor til at underskrive en erklæring om at denne kvinde havde samarbejdet med tyskerne. Men hun afviste det.“ Nogle år senere blev denne nabo dødeligt syg af kræft. Datteren siger: „Mor [brugte] mange timer på at gøre damens sidste tid så tålelig som muligt. Jeg vil aldrig glemme at kærligheden på denne måde sejrede over hadet.“
Mennesker kan altså lære at vise hinanden kærlighed. Tidligere fjender — tutsier og hutuer, jøder og arabere, armeniere og tyrkere, japanere og amerikanere, tyskere og russere, protestanter og katolikker — er blevet forenet ved hjælp af Bibelen.
Da flere millioner mennesker i dag har lært at elske deres fjender, burde det også være muligt for en hel verden at gøre det. Det kræver dog en drastisk forandring overalt på jorden hvis kærligheden skal præge alle mennesker. Hvordan vil den forandring blive gennemført?
[Illustration på side 7]
Hvide og sorte i Sydafrika
[Illustration på side 7]
Jøder og arabere
[Illustration på side 7]
Hutuer og tutsier
[Illustration på side 7]
I overført betydning har Jehovas vidner ’smedet deres sværd til plovjern’