Sande kristne og krig
JESUS sagde til sine disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden.“ (Johannes 13:34) Kan sande kristne nære en sådan kærlighed til hinanden og samtidig gå i krig og slå hinanden ihjel?
Læg også mærke til det spørgsmål apostelen Paulus stillede: „Er Kristus da delt?“ (1 Korinther 1:13, da. aut.) Hvor finder man en større splittelse end den der kan få trosfæller til at slå hinanden ihjel?
Det er derfor ikke overraskende at de kristne i det første århundrede ikke gik i krig. Det anerkendte leksikon Encyclopædia of Religion and Ethics, ved James Hastings, oplyser: „Det synspunkt var almindeligt udbredt i den første kirke, at krig var organiseret uretfærdighed som kirken og Kristi disciple ikke kunne have noget med at gøre.“
De kristne i det første århundrede efterlevede Jesu befaling om at de skulle have indbyrdes kærlighed. I den forbindelse siger den tyske teolog Peter Meinhold: „Skønt Det Nye Testamente tier vedrørende spørgsmålet om hvorvidt kristne kan eller ikke kan være soldater og hvorvidt de skal trække sig tilbage fra hæren når de bliver kristne, tog oldkirken et standpunkt i stridsspørgsmålet. At være kristen og soldat blev betragtet som uforeneligt.“ Findes der nogen i dag som indtager samme standpunkt som „oldkirken“ gjorde?
Findes der sande kristne i dag?
I Encyclopedia Canadiana står der: „Jehovas Vidners arbejde er en genoplivelse og genoprettelse af urkristendommen, der blev praktiseret af Jesus og hans disciple i det første og andet århundrede efter vor tidsregning. . . . Alle er brødre.“
Hvad indebærer dette i praksis? „Jehovas vidner opretholder en streng neutralitet i krigstid,“ bemærker Australian Encyclopædia. Det er et standpunkt de som enkeltpersoner vælger at indtage, men de blander sig ikke i de enkelte landes interne anliggender. Derfor støttede de ikke Hitlers krigsmaskine, og derfor blev ingen af dem anklaget for krigsforbrydelser under Nürnberg-processen.
En af de tyskere der blev fundet skyldig og henrettet var Alfred Rosenberg, som var leder af nazistpartiets udenrigspolitiske bureau. Som forsvar for nazisternes praksis med at sætte Jehovas vidner i koncentrationslejre, sagde Rosenberg under afhøringen: „Mens jeg sad i min celle var en amerikansk præst så venlig at give mig et kirkeblad fra Columbus, [Ohio, USA]. Jeg forstår ud fra dette skrift at også De Forenede Stater spærrede Jehovas vidner inde under krigen, og at der frem til december 1945 stadig sad 11.000 af disse i fangelejre.“ Ja, Jehovas vidner har holdt sig strengt neutrale og ikke taget parti i politiske stridigheder. De har ikke udgydt noget blod, hverken i den anden verdenskrig eller i andre krige.
I det ungarske blad Ring for 4. november 1992 har en skribent sagt om Jehovas vidner: „De vil hellere dø end dræbe andre. Jeg er derfor overbevist om at hvis der kun var Jehovas vidner på jorden ville der ikke udbryde krig noget sted.“ Professor i statsvidenskab Reo M. Christenson har i bladet The Christian Century behandlet spørgsmålet om hvorvidt en sand kristen kan deltage i krig, og nåede til denne slutning:
„Kan nogen for alvor forestille sig Jesus kaste håndgranater mod sine fjender, bruge et maskingevær, betjene en flammekaster, udløse atombomber eller affyre en interkontinental raket som ville dræbe eller lemlæste tusinder af mødre og børn? Spørgsmålet er så absurd at det næppe fortjener noget svar. Hvis Jesus ikke kunne gøre dette og samtidig være loyal mod sin personlighed, hvordan kan vi da gøre det og stadig være loyale mod ham?“ I sandhed et tankevækkende spørgsmål.
Ikke desto mindre tager kirkerne fortsat parti i krig. Katolikker fortsætter med at dræbe katolikker. Og de der tilhører andre religioner fortsætter ligeledes med at dræbe deres trosfæller eller dem der har en anden tro. At følge Jesu lære har krævet mod og en fast overbevisning, som det fremgår af den følgende beretning fra virkelighedens verden.
[Illustration på side 7]
Kan man forestille sig Jesus bruge et maskingevær i krig?
[Kildeangivelse]
U.S. National Archives photo