PROSELYT

En omvendt, det vil sige en der var gået over til jødedommen, og som, hvis det var en mand, havde ladet sig omskære. (Mt 23:15, fdn.) Det græske ord prosēʹlytos (proselyt) bruges både i Septuaginta og i De Kristne Græske Skrifter.

I over 1900 år beskæftigede Jehova sig med et udvalgt folk, Abrahams slægt og afkom, i første række den israelitiske nation. Ikkehebræere eller ikkeisraelitter der ønskede at tjene ham i overensstemmelse med den sande tilbedelses krav, kunne dog også gøre det, men de måtte i så fald omvende sig til den sande religion og blive proselytter. Moseloven indeholdt bestemmelser for de mennesker af ikkeisraelitisk herkomst som boede i Israel. Sådanne ’fastboende udlændinge’ kunne få fuld status som tilbedere af Jehova hvis mændene iblandt dem lod sig omskære som et tegn på at de havde antaget den sande tilbedelse. (2Mo 12:48, 49) En proselyt skulle overholde Moseloven, og de kødelige jøder skulle behandle ham som en broder. (3Mo 19:33, 34; 24:22; Ga 5:3; se UDLÆNDING, FASTBOENDE.) Det hebraiske ord ger, der gengives med „fastboende udlænding“ („fremmed“, DA92), betegner ikke altid en der har skiftet religion (1Mo 15:13; 2Mo 2:22; Jer 14:8), men i mere end 70 tilfælde hvor oversætterne af Septuaginta åbenbart mente at det var denne betydning der lå i ordet, har de gengivet det med det græske ord prosēʹlytos.

Gennem hele Israels historie var der ikkejøder som blev proselytter. De sagde i realiteten det samme til jøderne som moabitterinden Rut sagde til No’omi: „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16; Jos 6:25; Mt 1:5) Salomons bøn ved indvielsen af templet afspejlede Guds imødekommende og storsindede indstilling til dem fra andre nationer der måtte ønske at tjene ham som proselytter. (1Kg 8:41-43) Der omtales flere navngivne ikkejøder som øjensynlig var proselytter, heriblandt edomitten Doeg (1Sa 21:7), hetitten Urias (2Sa 11:3, 11) og ætiopieren Ebed-Melek (Jer 38:7-13). Da jøderne på Mordokajs tid fik lov at forsvare sig mod dem der ville dem til livs, ’bekendte mange af folkene i landet sig som jøder’. (Est 8:17) Septuaginta siger her: „Og mange af hedningerne lod sig omskære og blev jøder.“ — Bagster.

Hvervning af proselytter. Som følge af landflygtigheden i Babylon blev jødedommen udbredt til mange lande. Jøderne i adspredelsen kom i kontakt med ikkejøder, og dét at der blev bygget synagoger, og at De Hebraiske Skrifter blev oversat til græsk, gjorde det lettere for folk i hele den romerske verden at lære den jødiske religion at kende. Oldtidsforfattere som Horats og Seneca bekræfter at talrige mennesker i forskellige lande sluttede sig til jøderne og altså blev proselytter. Josefus fortæller at jøderne i Antiochia i Syrien også fik „et stort antal grækere til at indfinde sig ved deres religiøse ceremonier, og på en vis måde havde de fået dem gjort til medlemmer af deres samfund“. (Den jødiske krig, 7. bog, 3. kap., 3. afsnit, oversat af Erling Harsberg, 1997) The Interpreter’s Dictionary of the Bible nævner at „jøderne i Rom var så aggressive i deres iver for at hverve proselytter at man anklagede dem for at forsøge at inficere romerne med deres tilbedelsesform, og i 139 f.Kr. udviste regeringen hovedpropagandisterne af byen“. (Redigeret af G. Buttrick, 1962, bd. 3, s. 925) Denne anklage kan naturligvis have været ubegrundet eller overdrevet. Der kan have ligget politiske motiver bag eller måske fordom af religiøs eller racemæssig art. Ikke desto mindre sagde Jesus om de hykleriske farisæere og skriftlærde: „I rejser over havet og det tørre land for at gøre en enkelt til proselyt, og når han bliver det, gør I ham til et emne for Gehenna, dobbelt så slem som I selv.“ — Mt 23:15.

Tvangsomvendelse. Det var ikke alle proselytter der blev vundet med fredelige midler. Josefus fortæller at da Johannes Hyrkan I undertvang idumæerne, hvilket skete omkring 125 f.v.t., tillod han dem kun at blive boende i deres land på betingelse af at de lod sig omskære, hvorved han tvang dem til at blive proselytter. (Jewish Antiquities, XIII, 257, 258 [ix, 1]) Aristobulus, Johannes Hyrkans søn, gjorde det samme med ituræerne. (XIII, 318 [xi, 3]) Senere jævnede jøderne under Alexander Jannæus byen Pella med jorden fordi indbyggerne nægtede at blive proselytter. (XIII, 397 [xv, 4]) Alt dette udsprang utvivlsomt af politiske motiver snarere end af missionsiver.

Proselytter blev kristne. Af beretningen i De Kristne Græske Skrifter fremgår det at nogle af de omskårne proselytter var oprigtige i deres tilbedelse af Jehova. Den store folkemængde fra mange lande som hørte Peters tale på pinsedagen år 33, og hvoraf mange blev kristne, bestod af „både jøder og proselytter“. (Apg 2:10) De proselytter der kom fra andre lande, var rejst til Jerusalem i lydighed mod Jehovas lov. Den ætiopiske eunuk der blev døbt af Filip, var også rejst til Jerusalem for at tilbede, og på hjemvejen sad han i sin vogn og læste i Guds ord. (Apg 8:27-38) At han omtales som eunuk, må betyde at han beklædte et embede ved hoffet, for hvis han havde været kastreret, kunne han ikke være blevet en proselyt. (5Mo 23:1; se ÆTIOPIEN, ÆTIOPIER.) I den kristne menigheds første tid blev „Nikolaus, en proselyt fra Antiochia,“ udnævnt til at varetage særlige pligter i forbindelse med uddelingen af mad da han var ’fuld af ånd og visdom’. — Apg 6:2-6.

Den gode nyhed udbredes blandt hedningerne. Indtil år 36 blev den gode nyhed udelukkende forkyndt for jøder, for hedninger der var blevet omskårne proselytter, og for samaritanere. Italieneren Kornelius beskrives som „en gudhengiven mand, en der . . . frygtede Gud og gav mange barmhjertighedsgaver til folket og stadig bad til Gud“. Men han var ikke en proselyt, for han var en uomskåren hedning. (Apg 10:1, 2; jf. Lu 7:2-10.) Da døren først var blevet åbnet for hedningerne, blev det kristne missionsarbejde udvidet. Alligevel forkyndte Paulus ofte først for jøderne og proselytterne i de byer han kom til. Han nærede stor kærlighed til sine jødiske brødre og ønskede oprigtigt at de måtte blive frelst. (Ro 9:3; 10:1) Desuden var det meget naturligt at gå til jøderne og proselytterne først, da de kendte Jehova og hans love og ventede Messias. De havde således gode forudsætninger for at se at Jesus Kristus var opfyldelsen af deres forhåbninger. De kunne blive en stærk kerne i en menighed og kunne undervise hedningerne, der ikke kendte noget til Jehova og hans ord.