Spørgsmål fra læserne
Antyder Mattæus 28:17 at nogle apostle fortsat tvivlede længe efter at den opstandne Jesus havde vist sig for dem?
Nej, vi behøver ikke at drage den slutning af Mattæus 28:16, 17, som lyder: „De elleve disciple tog imidlertid af sted til Galilæa, til det bjerg som Jesus havde aftalt med dem, og da de så ham, bøjede de sig ærbødigt for ham, men nogle tvivlede.“
Jesus havde i god tid forsøgt at hjælpe disciplene til at forstå „at han nødvendigvis måtte tage til Jerusalem og gennemgå mange lidelser fra de ældstes og de øverste præsters og de skriftlærdes side, og dræbes, og oprejses på den tredje dag“. (Mattæus 16:21) Alligevel blev disciplene skuffede og forvirrede på grund af hans arrestation og henrettelse. Hans opstandelse lod til at komme som en overraskelse. Og da han viste sig i menneskeskikkelse, var der til at begynde med nogle som „af glæde stadig ikke troede men undrede sig“. (Lukas 24:36-41) Jesu tilsynekomster efter sin opstandelse hjalp imidlertid hans nære disciple til at forstå at han virkelig var opstået. Selv apostelen Thomas blev overbevist om at Jesus var blevet oprejst. — Johannes 20:24-29.
Derefter tog de elleve trofaste apostle „af sted til Galilæa“. (Mattæus 28:16; Johannes 21:1) Mens de var dér „viste [Jesus] sig for mere end fem hundrede brødre på én gang“. (1 Korinther 15:6) Det er i denne forbindelse at Mattæus 28:17 oplyser at „nogle tvivlede“. De der tvivlede kan have været nogle af disse 500 disciple.
Læg mærke til hvilken interessant kommentar Vagttårnsselskabets første præsident, C. T. Russell, havde hertil:
„Vi kan ikke tro at de der tvivlede var nogen af de elleve apostle, for de havde tidligere givet udtryk for at de var blevet helt overbevist. Vi må formode at de der tvivlede, har været nogle af ’de fem hundrede brødre’ som var til stede ved dette aftalte møde og som ikke tidligere havde været sammen med ham efter hans opstandelse. Det er rimeligt at slutte at nogle af disse har været betydeligt svagere i troen end apostlene og de særlige venner han allerede havde haft fortroligt samkvem med. Oplysningen om at ’nogle tvivlede’ er et vidnesbyrd om evangelistens ærlighed. Den viser os også, at Herrens disciple ikke var godtroende, men snarere ønskede at veje og vurdere de oplysninger de modtog, og den senere nidkærhed, energi og selvopofrende indstilling hos dem der troede, er tilstrækkeligt vidnesbyrd om ægtheden af deres overbevisning om Herrens opstandelse, som både de og vi betragter som selve hjørnestenen i vor tro på ham. Hvis Kristus ikke er oprejst er vor tro forgæves og vi er stadig i vore synder. — 1 Kor. 15:17.“ — Zion’s Watch Tower and Herald of Christ’s Presence, 1. maj 1901, side 152.
At Mattæus nævner at „nogle tvivlede“ er et vidnesbyrd om Bibelens ærlighed og pålidelighed. Hvis én fortæller en opdigtet historie, vil han være tilbøjelig til at give enkeltheder som underbygger historiens troværdighed. Han vil uden tvivl føle at manglende detaljer eller tilsyneladende huller vil så tvivl om hans opdigtede historie. Var det sådan det forholdt sig med Mattæus?
Nej, han følte sig ikke forpligtet til at forklare oplysningen om at „nogle tvivlede“. Markus, Lukas og Johannes nævner intet herom, så umiddelbart skulle man tro at Mattæus taler om de elleve apostle, hvoraf han selv var den ene, men han giver ingen yderligere forklaring. Omkring 14 år senere skriver apostelen Paulus sit første brev til korintherne. Ud fra en oplysning han giver i Første Korintherbrev 15:6 kan vi forstå at det formentlig ikke var apostlene der tvivlede men disciplene i Galilæa som Jesus endnu ikke havde vist sig for. Mattæus’ oplysning om at „nogle tvivlede“ lyder derfor ægte. Den bærer præg af at være nedfældet af en ærlig skribent som tilstræbte at affatte en sandfærdig beretning uden at redegøre for hver eneste detalje.