Spørgsmål fra læserne

◼ Hentydede Jesus til Judas, da han til Pilatus sagde: „Derfor har den der har overgivet mig til dig større synd“? — Johannes 19:11.

Efter alt at dømme hentydede Jesus hverken til Judas eller til nogen anden enkeltperson. Der stod adskillige mennesker bag de begivenheder som førte til at Jesus blev stillet for Pilatus og dødsdømt.

Judas, den fordærvede apostel der blev forræder, er sikkert den første man kommer til at tænke på. (Johannes 6:64, 71; 12:4-6) Judas opsøgte de øverste præster som ønskede at „gøre det af med“ Jesus. De betalte Judas 30 sølvstykker for at forråde ham. (Lukas 22:2-6) Derfor pådrog Judas sig unægtelig stor skyld i forbindelse med Jesu død.

Men Judas var ikke ene om at få Jesus dræbt. Ypperstepræsten Kajfas havde ansporet til at få ham myrdet. (Johannes 11:49, 50) Mattæus fortæller at da først „de øverste præster og hele sanhedrinet“ havde dødsdømt Jesus, handlede de i fællesskab. „Alle de øverste præster og folkets ældste [lagde] råd op mod Jesus for at bringe død over ham. Og efter at de havde bundet ham, førte de ham af sted og overgav ham til landshøvdingen Pilatus.“ (Mattæus 26:59-65; 27:1, 2) Efter at Pilatus havde frikendt Jesus, krævede „folkeskarerne“ desuden at få Barabbas løsladt. Om Jesus råbte de derimod: „Lad ham blive pælfæstet!“ — Mattæus 27:20-23; Johannes 18:40.

I betragtning heraf er det ikke sandsynligt at Jesus talte om et bestemt menneske da han sagde til Pilatus: „Derfor har den der har overgivet mig til dig større synd.“ (Johannes 19:11) Skønt Judas, „undergangens søn“, bar en stor del af skylden, var der mange medskyldige i mordet på Jesus. (Johannes 17:12) Det var derfor Peter på Pinsedagen formanede jøderne til at angre deres alvorlige synd mod Guds søn. (Apostelgerninger 2:36-38) De tilhørte den nation der var indviet til Jesu Gud, Jehova. De havde adgang til de profetier som viste at Jesus var Messias, og mange af dem havde set Jesu mirakler. De havde derfor så afgjort større synd end den ikkejødiske embedsmand som fandt Jesus uskyldig. — Johannes 18:38.

◼ Hvad mente Jehova da han sagde til Ezekiel at hans ansigt skulle være lige så hårdt som jødernes ansigter?

Ezekiel tjente som en Guds profet blandt de jøder der var i fangenskab i Babylon. Disse jøder troede åbenbart at Jehova hurtigt ville udfri dem fordi de var hans udvalgte folk. De ville ikke se i øjnene at det der var kommet over dem skyldtes at de havde pådraget sig hans mishag.

Det var derfor ikke nogen let opgave Ezekiel fik da Jehova befalede ham at ’tale til dem med hans ord’. Gud advarede ham på forhånd med ordene: „Israels hus vil ikke høre på dig, for det vil ikke høre på mig; alle i Israels hus har nemlig hårde pander og forhærdede hjerter.“ — Ezekiel 3:4, 7.

Derefter sagde Gud til Ezekiel: „Se, jeg har gjort dit ansigt lige så hårdt som deres ansigter, og din pande lige så hård som deres pander. Som diamant, hårdere end flint, har jeg gjort din pande. Du skal ikke være bange for dem.“ — Ezekiel 3:8, 9.

Jøderne var stædige og opsætsige. (Ezekiel 2:6) Ville de kunne overvinde eller skræmme Guds sendebud? Nej. Eftersom Ezekiel havde Guds støtte, ville han ikke give efter for dem. Flint er meget hårdt, hårdere end stål. Hvis de stædige, afvisende jøder var som flint, måtte Ezekiel også være det. Ja, han skulle endda være som diamant, der er det hårdeste mineral der findes, og som kan ridse i flint. — Jeremias 17:1, 2.

Dette betyder ikke at Guds folk i dag skal opfatte det som en positiv egenskab at være hård, ufølsom over for andres lidelser eller besluttet på at gøre det man selv føler er rigtigt i enhver situation. Læg mærke til hvilken vejledning apostelen Peter gav om menneskers indbyrdes forhold: „I [skal] alle være enssindede, idet I viser medfølelse, nærer broderlig hengivenhed, har inderlig medlidenhed, er ydmyge af sind, ikke gengælder skade med skade eller skældsord med skældsord, men tværtimod velsigner.“ — 1 Peter 3:8, 9.

Medfølelse er desuden et af motiverne til at vi forkynder den gode nyhed om Riget. (Mattæus 9:36-38) Men selv om folk måske viser ligegyldighed, afviser os eller ligefrem modstår os, vil det ikke få os til at holde op med at forkynde det budskab Gud ønsker at lade lyde i vor tid. Dette betyder at vi også må forkynde at Gud snart vil bringe „hævn over dem der ikke kender [ham] og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. (2 Thessaloniker 1:6-9) Vi må ikke lade os skræmme til at tie. I den forstand bør vi være hårde som diamant — ligesom Ezekiel måtte være.