Nyheder på nært hold
Katolikker og dåb
Et stigende antal voksne døbes af den katolske kirke i Frankrig, skriver den franske avis Le Monde. Avisen mener endda at „tallet er fordoblet inden for de sidste fire år“. Over 4000 voksne franskmænd følger dåbsforberedelseskurser for at blive døbt som katolikker. To tredjedele er kvinder i alderen mellem 20 og 40 år, og en fjerdedel er af ikke-fransk afstamning.
Forberedelserne til voksendåb kan imidlertid strække sig over to-tre år. Præsten Guy Cordonnier, der står for dåbsforberedelseskurserne i Versailles-området, siger: „Det er ikke nok at sige at man tror på Gud for at blive døbt. Man må lære at leve i et samfund.“
Voksendåb er naturligvis ikke noget nyt. Jesus blev for eksempel døbt i en alder af 30 år. Det er heller ikke noget nyt at det ikke er nok at tro på Gud for at blive døbt. Jesus gav sine efterfølgere denne befaling: „Gør disciple . . ., idet I døber dem“ og „lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer“. — Mattæus 28:19, 20.
Men da den katolske kirke igennem århundreder har praktiseret barnedåb, er dens holdning til voksendåb paradoksal. Ledende kirkefolk siger at det tager to år eller mere at forberede en voksen til dåb, og fastholder alligevel at det er i orden at døbe børn. De hævder at dåben renser barnet for arvesynden, men apostelen Johannes skrev: „Jesu . . . blod renser os fra al synd.“ (1 Johannes 1:7) Man kan ikke lade være at spørge: Hvorfor døbe børn, når de ikke kan give udtryk for tro på Gud og på Kristi udgydte blod?
Ord der sjældent siges
Næsten halvdelen af de 3800 gifte kvinder som et japansk forsikringsselskab har udspurgt, „har ikke i flere år hørt deres mand sige ’Jeg elsker dig’,“ skriver The Daily Yomiuri. Antallet af gifte kvinder der ikke har hørt ordene længe, stiger i takt med kvindernes alder, og ikke mindre end 82 procent af dem der er i 50’erne fortæller at de aldrig hører deres mand sige ’Jeg elsker dig’. Selv blandt gifte kvinder i 20’erne er det kun 10 procent der hver dag hører deres mand sige disse ord.
I den vise kong Salomons kærlighedshistorie om en hyrde og en smuk bondepige fra fortidsbyen Sjunem, vandt hyrden pigens hjerte gennem „kærtegn“ eller „udtryk for kærlighed“. (Højsangen 1:2; se fodnote i studieudgaven af New World Translation.) Men når en mand først har vundet sin kones hjerte, er der så nogen grund til at han skulle blive ved med at give udtryk for sin kærlighed? Ja! Bibelen giver denne tilskyndelse: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ — Efeserne 5:25.
Den nat Jesus blev forrådt gav han gentagne gange udtryk for sin kærlighed til disciplene. (Johannes 13:34; 14:19-21; 15:9, 10, 12) En mand bør tage hensyn til sin kones behov for at føle sig elsket af ham. Han bør også huske at Kristus ’gav sig selv hen for menigheden’. Kristus viste altså sin kærlighed i både ord og handling. Ægtemænd bør efterligne hans eksempel.