Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • g90 22/6 s. 18-20
  • Hvordan skal jeg bruge makeup?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Hvordan skal jeg bruge makeup?
  • Vågn op! – 1990
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Guds ords vejledning
  • Før du bruger makeup
  • Analysér dit behov
  • Gode råd om makeup
  • Hvornår kan jeg få lov til at bruge makeup?
    Vågn op! – 1990
  • Spørgsmål fra læserne
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1991
  • Bruger du make-up?
    Vågn op! – 1985
  • Hvad siger Bibelen om det at bruge makeup og smykker?
    Svar på bibelske spørgsmål
Se mere
Vågn op! – 1990
g90 22/6 s. 18-20

Unge spørger:

Hvordan skal jeg bruge makeup?

„KUNNE du tænke dig at få lidt makeup på?“ Nina blev overrasket over at høre sin mor spørge om det. For to år siden var hun blevet nægtet at bruge makeup. Men ved denne særlige lejlighed — et bryllup de skulle overvære — havde hendes mor besluttet sig for at tiden var inde til at Nina skulle lære kunsten at lægge makeup. „Jeg var lidt nervøs,“ husker Nina. „Jeg vidste ikke hvordan man skulle bruge det rigtigt. Mor lagde derfor lidt læbestift og rouge på for mig.“

Måske mener dine forældre også at tiden er inde til at du kan få lov at bruge makeup.a Når det bruges rigtigt — og i begrænset omfang — kan det godt fremhæve ens udseende. Hvis det bruges forkert, gør det dig imidlertid ikke kønnere — tværtimod. „Nogle piger kan lægge en makeup der ser enormt godt ud,“ siger en teenagedreng. „Men andre piger bruger alt for meget, og det ser forfærdeligt ud.“

„Når en pige lægger stærke farver på, rigtig stærke farver,“ tilføjer en teenagepige, „kommer hun let til at ligne en klovn!“ Hvordan kan du bruge makeup så det vil fremhæve — og ikke forringe — dit udseende?

Guds ords vejledning

Brugen af kosmetik er ikke et nyt fænomen. Skjult mellem ruiner har man i Israel fundet små skåle eller paletter der tjente et overraskende moderne formål. De „var blevet brugt til at tilberede farver til ansigtet“ af israelitiske kvinder. Ifølge tidsskriftet The Biblical Archaeologist for februar 1955 var „brugen af . . . kosmetik meget udbredt“, også på Bibelens tid. — Ezekiel 23:40.

I dag bruger kosmetikindustrien hvert år knap to milliarder dollars (omkring 14 milliarder kroner) på reklamer alene i De Forenede Stater. Ved at benytte meget smukke modeller, fremmer de det seneste „look“ lige fra „det naturlige“ til det outrerede. De hævder at man kan komme til at se ud som modellen hvis bare man køber et helt batteri af kosmetiske produkter. Det er imidlertid de færreste piger der kan komme til at ligne dem. Og selv om de kan, vil det nye „look“ sandsynligvis blive umoderne inden den første læbestift er brugt op.

Bibelen kan hjælpe dig til at undgå at blive revet med af enhver modedille. Den siger: „Lad jer ikke forme efter denne tingenes ordning, men lad jer forvandle gennem en fornyelse af jeres sind, så I kan forvisse jer om hvad der er Guds gode, velbehagelige og fuldkomne vilje.“ (Romerne 12:2) På Bibelens tid har nogle kristne kvinder måske været tilbøjelige til at gå i prangende tøj eller tillægge sig datidens populære, kunstfærdige frisurer. Apostelen Paulus gav imidlertid følgende vejledning: „Jeg [ønsker] at kvinderne skal smykke sig i velordnet klædning, med fordringsløshed og et sundt sind, ikke med hårfletningsfrisurer og guld eller perler eller meget dyr klædedragt.“ — 1 Timoteus 2:9.

Paulus’ vejledning udelukker ikke at man kan se tiltalende ud. Det betyder ganske enkelt at ens udseende bør være „velordnet“ eller passende, ikke prangende; fordringsløst og fornuftigt, ikke meget specielt eller ultramoderne. Det græske ord for „fordringsløs“ indeholder tanken om at have ’respekt for andres meninger’, og du bør især have respekt for dine forældres meninger. Lad os derfor se på hvordan dette princip kan anvendes på det at bruge makeup.

Før du bruger makeup

Eftersom makeup er beregnet på at fremhæve ens udseende, og ikke blot er en maske eller forklædning, er det fornuftigt først at pleje sit naturlige udseende og helbred. En varieret kost, tilstrækkeligt med hvile og regelmæssig motion kan således gøre ens udseende mere tiltalende end makeup kan.

Makeupkonsulenten Jane Parks-McKay tilskynder unge piger „til at begynde med de grundlæggende ting — det vil sige en regelmæssig, grundig hudpleje. . . . Mange har en tendens til at forsømme deres hud . . . [for bagefter] at dække deres uskønne hud med kosmetik i håb om at det vil gøre dem smukke“.

Makeup ser pænest ud på velplejet hud. Bogen A Lifetime of Beauty forklarer hvorfor: „At rense huden kan sammenlignes med det at klargøre en væg til et nyt lag maling: uanset hvor pæn farven er, vil slutresultatet blive dårligt hvis overfladen er snavset og ujævn. Dårligt renset hud vil ligeledes se kedelig og snavset ud.“

En kosmetolog siger til Vågn op!: „Om morgenen kan en pige vaske sit ansigt med et specielt, skånsomt rensemiddel. Derefter kan hun benytte en skintonic og en god fugtighedscreme.“

Analysér dit behov

Studér dit ansigt nøje og find frem til dine fortrin og mangler. Har du nogle levende øjne, en nogenlunde ren hud og en sund kulør? I bekræftende fald behøver du kun at bruge lidt eller slet ingen makeup. Men det kan også være at du har en meget fedtet hud (hvilket er meget almindeligt i teenageårene) og er tilbøjelig til at få filipenser. Eller du kan have nogle ansigtstræk som du gerne vil fremhæve (for eksempel dine kindben). Her kan makeup brugt med omtanke måske være en hjælp.

På Bibelens tid brugte nogle kvinder sort farve for at give indtryk af ’store øjne’. (Jeremias 4:30) I dag bruges øjenskygge, øjenblyanter og flydende eyeliner for at skabe samme virkning. Makeup-creme og -lotioner kan udjævne en uens ansigtsfarve. Rouge kan fremhæve kindbenene.

Måske har du brug for hjælp til at vælge eller bruge makeup. På biblioteket kan du finde bøger om emnet. Men du kan også spørge din mor eller en veninde der er lidt mere erfaren på området. En teenager ved navn Tina mindes: „Min mor tog mig med i byen og fik en ekspedient i et parfumeri til at finde frem til de farver der stod bedst til mig.“ En veluddannet ekspedient i et parfumeri kan råde dig med hensyn til hvilke farver der står bedst til din hud og fortælle dig hvordan du lettest kan anvende præparaterne. Men eftersom det er deres job at sælge produkterne til dig, så vær opmærksom på at du ikke bliver overtalt til at købe flere end du egentlig behøver. Husk også at du som en kristen ikke bør købe hvad som helst. Nogle farver som du måske godt kunne tænke dig at bruge hvis du skulle i byen, ville være upassende i skolen eller ved de kristne aktiviteter.

Gode råd om makeup

Måden man lægger makeup på varierer fra land til land. Man kan imidlertid opstille nogle få generelle principper:

Tag hensyn til din hudtype. Eftersom de fleste teenagere har fedtet hud, vil det sikkert være klogest at vælge en vandbaseret, oliefri makeup. Den er let at bruge og ser ikke så kunstig ud. Mange mener at oliebaseret makeup fremmer filipenser.

Læs varedeklarationen. Sammenlign indholdet i de billige mærker med de dyre præparater. Måske er den eneste virkelige forskel prisen og indpakningen. Det er især vigtigt at læse varedeklarationen hvis makeup giver dig allergiske reaktioner.

Hav gode lysforhold. Hvis der er utilstrækkeligt med lys kan man komme til at bruge for meget makeup. En makeup der er lagt i lysstofbelysning, kan virke skrigende i sollys. Prøv at lægge den på i nærheden af et vindue så du kan se hvordan det vil se ud i naturligt lys.

Brug makeup med måde. For meget af selv en god ting kan være skadeligt. (Jævnfør Ordsprogene 24:13; 25:27.) Hvis dit ansigt ligefrem råber af makeup, har du enten for meget på eller også bruger du nogle alt for stærke farver. For meget makeup kan få én til at se billig ud og kan give andre et forkert indtryk af ens moral. (Jævnfør Ezekiel 23:36-42.) Hold dig derfor til sarte og afdæmpede farvenuancer. Lær at beherske den teknik det er at lægge en makeup, så rougen ikke kommer til at se ud som om du har malet en streg på hver side af ansigtet og øjenskyggen ikke får dig til at ligne en vaskebjørn.

Rens dit ansigt grundigt. Bogen A Lifetime of Beauty siger: „Læg dig aldrig til at sove om aftenen uden først at fjerne ethvert spor af makeup . . . Hvis man gentagne gange sover med et lag snavs, døde hudceller og andre efterladenskaber i ansigtet, vil ens ansigtskulør blive grå og kedelig.“ En specialist i hudsygdomme hævder endda at „man risikerer at få irritationer og infektioner hvis man ikke renser al makeuppen af inden man går i seng om aftenen“. Brug noget der kan opløse den og rense ansigtet, som for eksempel en speciel ansigtssæbe, en rensecreme eller -lotion. Dup huden med en skintonic og slut af med en fugtighedscreme.

„Ynde kan være falsk,“ står der i Ordsprogene 31:30. Hvor kunstfærdigt man end lægger sin makeup, kan den hverken skjule dårlige egenskaber eller en overfladisk indstilling. Bibelen giver os denne påmindelse: „Jeres skønhed skal ikke være i det ydre, . . . men i hjertet, det skjulte menneske, med en mild og stille ånds uforgængelige skønhed, som er meget værd i Guds øjne.“ — 1 Peter 3:3, 4, da. prøveovers. 1989.

[Fodnote]

a Se artiklen „Hvornår kan jeg få lov til at bruge makeup?“ i Vågn op! for 22. maj 1990.

[Ramme på side 20]

Farer ved at bruge makeup

Forbrugerrådgiveren Elaine Brumberg oplyser følgende: „Mange kemikalier og ingredienser i kosmetik kan trænge ind under huden og spredes i kroppen.“ Nogle af de almindeligt brugte ingredienser er mistænkt for at være kræftfremkaldende.

Andre ingredienser (som regel dufte og konserveringsmidler) er kendt for at forårsage allergiske reaktioner, lige fra kløe til nysen. Sandt nok hævder nogle produkter at være testet mod allergi. Men hvordan du reagerer på et produkt kan du kun finde ud af ved at prøve det og for eftertiden omhyggeligt gennemlæse varedeklarationerne.

En anden almindeligt udbredt fare er bakteriologisk inficering. Mascara kan blive en næringskilde for mikroorganismer som er blevet overført dertil fra øjenlåget eller fingrene via mascarabørsten. Hvis mascarabørsten kommer til at lave en ridse i øjet kan det forårsage øjeninfektioner. Det er især et problem med infektion i vareprøver i forretninger hvor masser af mennesker har rørt ved dem. Det anbefales derfor at man undgår at påføre vareprøver i ansigtet.

[Illustration på side 18]

Måske kan din mor lære dig at lægge makeup

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del