MISUNDELSE
En følelse af uvilje og bitterhed over for andre på grund af deres ejendele, velstand, fordele, stilling eller ry. Det „ikke at unde“ andre disse ting. Misundelige mennesker begærer det andre har, og kan føle at disse ikke er berettigede til at eje det som de misundes for. Det hebraiske ord qin’ah kan, alt efter sammenhængen, betyde nidkærhed, krav om udelt hengivenhed eller skinsyge og misundelse (2Kg 19:31; 4Mo 25:11; 5:14; Job 5:2), mens det græske ord fthoʹnos altid har en negativ klang og betegner misundelse. — Ro 1:29.
En af det syndige menneskes dårlige tilbøjeligheder er dets tendens til misundelse. (Jak 4:5) Misundelse er et udtryk for had. Da filistrene misundte Isak hans velstand, tilstoppede de ondskabsfuldt de brønde som han var afhængig af for at kunne vande sine hjorde. Til sidst forlangte filisterkongen at Isak forlod området. (1Mo 26:14-16, 27) Kora, Datan og Abiram misundte Moses og Aron den værdighed og ærefulde stilling de havde, og angreb dem med hadefulde ord. (4Mo 16:1-3; Sl 106:16-18) Folkets positive reaktion på Jesu undervisning fyldte de øverste præster og mange jødiske ældste med misundelse, hvilket til sidst fik dem til at overgive Guds søn til Pilatus for at han kunne blive henrettet. — Mt 27:1, 2, 18; Mr 15:10.
Misundelse spiller også ind når nogle fører en lære som ikke stemmer med Jesu Kristi lære. De er nemlig ikke i første række interesserede i at ære Gud, men i at fremme deres egen opfattelse, og deres misundelse kan resultere i at de giver et forkert billede af sande kristne, bagtaler dem og undergraver deres arbejde og sunde indflydelse. (1Ti 6:3, 4) Apostelen Paulus kom ud for nogle som havde forkerte motiver og forkyndte Messias af misundelse. Det var deres hensigt at skade Paulus’ omdømme og undergrave hans autoritet som apostel, som de misundte ham. De forsøgte at gøre den fængslede apostel modløs og prøvede at ophøje sig selv på hans bekostning for at nå deres selviske mål. — Flp 1:15-17.
Faren ved at bukke under for misundelse. Mennesker som når deres mål ved hjælp af bedrageri og vold, kan måske for en tid glæde sig over velstand, tryghed og et godt helbred. De dør måske endda i fred, uden store kvaler. Når en Guds tjener betragter sine egne, muligvis mindre gunstige, omstændigheder, kan han blive misundelig på de ugudelige og miste værdsættelsen af at gøre Guds vilje. Dette skete for salmisten Asaf. (Sl 73:2-14) Det er derfor Bibelen gentagne gange giver gode grunde til at man ikke skal misunde de ugudelige eller efterligne dem: De der handler uret, er forgængelige som græs der hurtigt visner under den brændende sol. (Sl 37:1, 2) De der når deres mål ved voldelige metoder, er, uanset deres velstand, en vederstyggelighed for Jehova, og hans forbandelse hviler over dem. (Ord 3:31-33) De har ingen fremtid. — Ord 23:17, 18; 24:1, 19, 20.
Følgende inspirerede ordsprog viser hvordan det vil gå misundelige mennesker: „En mand med misundeligt [ordr.: „ondt, slet“] øje har travlt med at samle sig velstand, men han ved ikke at armod vil komme over ham.“ (Ord 28:22) Den der misunder andre, kan således vente armod. Mens han kæmper for at nå op på samme niveau som dem han misunder, fornedrer han sig moralsk og lader hånt om rette principper. Skulle det lykkes ham at samle sig velstand, vil den kun være midlertidig og må efterlades når han dør. Han har således kæmpet til ingen nytte. Jesus nævnte „et misundeligt øje [ordr.: „et ondt øje“]“ blandt de onde ting der kommer indefra og gør et menneske urent. — Mr 7:22, 23.
Misundelse er en af kødets gerninger som hindrer et menneske i at arve Guds rige. (Ga 5:19-21) Alle der fortsat misunder andre, „fortjener døden“. (Ro 1:29, 32) Med Guds ånds hjælp kan man imidlertid modstå tendensen til misundelse. — Ga 5:16-18, 25, 26; Tit 3:3-5; 1Pe 2:1.