Watchtower ONLINE LIBRARY
Watchtower
ONLINE LIBRARY
Dansk
  • BIBELEN
  • PUBLIKATIONER
  • MØDER
  • w99 1/9 s. 4-7
  • Er Djævelen skyld i al sygdom?

Ingen video tilgængelig.

Beklager, der opstod en fejl med at indlæse videoen.

  • Er Djævelen skyld i al sygdom?
  • Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1999
  • Underoverskrifter
  • Lignende materiale
  • Satans rolle
  • Satans fremgangsmåder
  • Forskellige årsager til sygdom
  • En varig løsning
  • Sygdommens mysterium
    Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1999
  • Når en i familien er syg
    Hemmeligheden ved et lykkeligt familieliv
  • Jobs trofasthed mod Gud
    Min bibelhistoriebog
  • Du er inddraget i et vigtigt stridsspørgsmål
    Du kan opnå evigt liv i et paradis på jorden
Se mere
Vagttårnet forkynder af Jehovas rige – 1999
w99 1/9 s. 4-7

Er Djævelen skyld i al sygdom?

OPRINDELIG VAR DET SLET IKKE MENINGEN AT MENNESKENE SKULLE BLIVE SYGE. Gud skabte os til at leve evigt med et fuldkomment helbred. Det var en åndeskabning, nemlig Satan, der var årsag til at menneskene begyndte at blive ramt af sygdom, smerte og død da han forledte vore første forældre, Adam og Eva, til at synde. — 1 MOSEBOG 3:1-5, 17-19; ROMERNE 5:12.

VIL det sige at al sygdom er en direkte følge af åndeverdenens indflydelse? Som det blev nævnt i den foregående artikel, er der mange, deriblandt Owmadjis bedstemor, der har den opfattelse. Men var Owmadjis diarré, en sygdom der undertiden koster børn i troperne livet, virkelig forårsaget af usynlige ånder?

Satans rolle

Det giver Bibelen et meget klart svar på. Den viser at afdøde forfædre ikke lever videre som ånder der kan gøre de levende noget. „De døde ved slet ingenting,“ siger Bibelen. De har ingen ånd der lever videre når legemet dør. De sover i graven, hvor der hverken er „virksomhed eller planlægning eller kundskab eller visdom“. (Prædikeren 9:5, 10) De døde kan på ingen måde påføre de levende sygdom.

Bibelen viser dog at der findes onde ånder. Den første oprører i universet var den åndeskabning der nu er kendt som Satan. Andre åndeskabninger sluttede sig til ham og blev senere kaldt dæmoner. Kan Satan og dæmonerne gøre mennesker syge? Det er sket. Nogle af Jesu mirakuløse helbredelser indbefattede uddrivelse af dæmoner. (Lukas 9:37-43; 13:10-16) Men de fleste af de sygdomme som Jesus helbredte, var ikke direkte forårsaget af dæmoner. (Mattæus 12:15; 14:14; 19:2) Også i dag kan sygdom almindeligvis tilskrives naturlige årsager.

Hvad med trolddom? I Ordsprogene 18:10 får vi denne forsikring: „Jehovas navn er et stærkt tårn; den retfærdige løber derind og beskyttes.“ Jakob 4:7 siger: „Stå Djævelen imod, og han vil flygte fra jer.“ Gud kan beskytte sine trofaste tjenere mod trolddom og andre overnaturlige kræfter. Det er blandt andet sådan man skal forstå Jesu ord: „Sandheden skal frigøre jer.“ — Johannes 8:32.

’Men var det ikke en ond ånd der slog Job med sygdom?’ vil nogle måske spørge. Jo. Bibelen siger at Jobs sygdom var forårsaget af Satan. Men Jobs tilfælde var en undtagelse. Gud havde i lang tid beskyttet Job mod direkte angreb fra dæmonerne. På et tidspunkt udfordrede Satan Jehova til at sætte Job på prøve, og på grund af de vigtige stridsspørgsmål det rejste, trak Jehova i dette ene tilfælde noget af sin beskyttelse bort fra sin tjener.

Gud sætter dog grænser. I en periode tillod han Satan at ramme Job med sygdom, men ikke at slå ham ihjel. (Job 2:5, 6) Jobs lidelser fik med tiden ende, og Jehova belønnede ham rigt for hans uangribelighed. (Job 42:10-17) Jobs uangribelighed fastslog nogle principper som for længe siden blev nedfældet i Bibelen, og de er tilgængelige for alle. Der er ikke behov for endnu en sådan prøvesag.

Satans fremgangsmåder

Den eneste forbindelse mellem Satan og sygdom hos mennesker er i næsten alle tilfælde det faktum at Satan fristede det første menneskepar, og at de syndede. Han og hans dæmoner er ikke den direkte årsag til hvert eneste sygdomstilfælde. Men Satan holder sig ikke for god til at søge at påvirke os til at træffe ukloge beslutninger og gå på kompromis med vores tro, hvilket kan medføre at vi svækker vores helbred. Satan hverken forheksede eller myrdede Adam og Eva. Han ramte dem heller ikke med sygdom. Nej, han overtalte Eva til at være ulydig mod Gud, og Adam valgte at følge hendes ulydige kurs. Det resulterede blandt andet i sygdom og død. — Romerne 5:19.

En troløs profet ved navn Bileam blev engang lejet af Moabs konge til at forbande Israel, der lå lejret ved Moabs grænser og udgjorde en trussel. Bileam prøvede at forbande Israel, men fordi Jehova beskyttede sit folk, lykkedes det ham ikke. Dernæst forsøgte moabitterne at lokke Israel til afgudsdyrkelse og umoralitet. Denne taktik virkede, og Israel mistede Jehovas beskyttelse. — 4 Mosebog 22:5, 6, 12, 35; 24:10; 25:1-9; Åbenbaringen 2:14.

Vi kan lære noget meget vigtigt af denne begivenhed i fortiden. Guds trofaste tilbedere bliver beskyttet mod direkte angreb fra onde ånder. Men Satan vil måske forsøge at få os til at gå på kompromis i forbindelse med vores tro. Han vil måske prøve at lokke os til at begå umoralitet, eller han vil som en brølende løve forsøge at skræmme os til at gøre noget der afskærer os fra Guds beskyttelse. (1 Peter 5:8) Det er grunden til at Paulus kalder Satan for den „som har magt til at forårsage død“. — Hebræerne 2:14.

Owmadjis bedstemor forsøgte at overtale Hawa til at bruge amuletter og feticher som en beskyttelse mod sygdom. Hvad ville der være sket hvis Hawa havde givet efter? Det ville have vist at hun ikke havde hel og fuld tillid til Jehova Gud, og dermed ville hun ikke længere kunne være sikker på at få hans beskyttelse. — 2 Mosebog 20:5; Mattæus 4:10; 1 Korinther 10:21.

I Jobs tilfælde forsøgte Satan også at benytte sig af overtalelse. Det var ikke nok at Satan fratog Job hans familie, velstand og helbred. Job fik desuden et meget dårligt råd af sin kone. Hun sagde: „Forband Gud og dø!“ (Job 2:9) Han fik også besøg af tre såkaldte venner, som forsøgte at overbevise ham om at han selv var skyld i sin sygdom. (Job 19:1-3) Satan forsøgte at udnytte Jobs svækkede tilstand til at gøre ham modløs og til at ødelægge hans tillid til Jehovas retfærdighed. Men Job blev ved med at støtte sig til Jehova som sit eneste håb. — Jævnfør Salme 55:22.

Når vi rammes af sygdom, kan vi også blive nedtrykte. I en sådan situation er Satan hurtig til at forsøge at få os til at handle i modstrid med vores tro. Når vi bliver syge, er det derfor vigtigt at huske at den grundlæggende årsag til vore lidelser sandsynligvis er vores nedarvede ufuldkommenhed, ikke overnaturlige kræfter. Den trofaste Isak blev blind flere år før han døde. (1 Mosebog 27:1) Det skyldtes ikke onde ånder, men alderdom. Da Rakel døde mens hun fødte, skyldtes det ikke Satan, men menneskelig skrøbelighed. (1 Mosebog 35:17-19) Med tiden døde alle fortidens trofaste, ikke på grund af trolddom eller forbandelser, men på grund af deres nedarvede ufuldkommenhed.

At tro at usynlige ånder står bag enhver sygdom vi udsættes for, er en snare. Det kan få os til at nære en sygelig frygt for dæmonerne. Når vi bliver syge, kunne vi fristes til at forsøge at formilde dæmonerne i stedet for at holde os langt borte fra dem. Hvis Satan kan skræmme os til at øve spiritisme, ville det være forræderi mod den sande Gud, Jehova. (2 Korinther 6:15) Vi bør lade os lede af en respektfuld frygt for Gud, ikke af en overtroisk frygt for hans modstander. — Åbenbaringen 14:7.

Owmadji havde allerede den bedst mulige beskyttelse mod onde ånder. Ifølge apostelen Paulus betragter Gud hende som ’hellig’ fordi hun har en troende mor, og hendes mor kan bede Gud om at være med hende ved hjælp af hans hellige ånd. (1 Korinther 7:14) Hawas nøjagtige kundskab motiverede hende til at få Owmadji under lægebehandling i stedet for at stole på amuletter.

Forskellige årsager til sygdom

De fleste mennesker tror ikke på ånder. Når de bliver syge, går de til læge hvis de har råd til det. At man søger læge er naturligvis ikke nogen garanti for at man bliver helbredt. Læger kan ikke gøre mirakler. Men mange overtroiske mennesker der kunne blive helbredt, går først til læge når det er for sent. De forsøger sig først med behandlingsmetoder der er forbundet med overtro, og når de ikke hjælper, går de til læge som en sidste udvej. Mange dør en unødvendig død.

Andre dør en for tidlig død på grund af uvidenhed. De er ikke opmærksomme på sygdomssymptomer, og de ved ikke hvad de rent praktisk skal gøre for at forebygge sygdom. Oplysning er med til at forhindre unødige lidelser. Det er værd at bemærke at spædbørnsdødeligheden er lavere når mødrene kan læse og skrive, end når de er analfabeter. Uvidenhed kan koste menneskeliv.

Sygdom kan også skyldes forsømmelighed. For eksempel bliver mange syge fordi de ikke holder insekter væk fra deres mad, eller fordi de ikke vasker hænder før de tilbereder den. At sove uden et moskitonet i malariabefængte områder er også farligt.a I sundhedsspørgsmål er det som regel „bedre at forebygge end at helbrede“.

Millioner er blevet syge og har lidt en for tidlig død som følge af en ufornuftig levevis. Drukkenskab, umoralitet, stofmisbrug og brug af tobak har ødelagt manges helbred. Hvis en person ligger under for en af disse laster og bliver syg, er det så fordi han er blevet forhekset eller angrebet af en dæmon? Nej. Han er selv skyld i at han er blevet syg. At give dæmoner skylden for sin sygdom vidner om at man nægter at tage ansvaret for sin ukloge levevis.

Der er selvfølgelig forhold vi ikke selv er herrer over. Vi kan for eksempel blive udsat for sygdomsfremkaldende mikroorganismer eller forurening. Det var det der skete for Owmadji. Hendes mor vidste ikke hvorfor hun fik diarré. I forhold til andre børn er hendes børn sjældnere syge fordi hun holder sin bolig ren indenfor og udenfor og altid vasker hænder før hun tilbereder mad. Men alle børn bliver syge en gang imellem. Der findes omkring 25 forskellige infektioner af organismen som kan give diarré. Der er sikkert ingen der nogen sinde vil finde ud af hvilken infektion der var årsag til Owmadjis sygdom.

En varig løsning

Gud er ikke skyld i at der findes sygdom. „Med ondt kan Gud nemlig ikke prøves, og selv prøver han ingen med noget ondt.“ (Jakob 1:13) Når en af hans tjenere bliver syg, styrker han vedkommende åndeligt. „Jehova vil styrke ham på sygelejet; hele hans seng vil du forvandle under hans sygdom.“ (Salme 41:3) Jehova er en medfølende Gud som ønsker at hjælpe os, ikke skade os.

Jehova har en varig løsning på sygdomsproblemet — Jesu død og opstandelse. Ved hjælp af Jesu genløsningsoffer er retsindige blevet løskøbt fra deres syndige tilstand og vil med tiden kunne glæde sig over at få et fuldkomment helbred og leve evigt på en paradisisk jord. (Mattæus 5:5; Johannes 3:16) Jesu mirakler var en forsmag på den varige helbredelse der vil finde sted under Guds rige. Gud vil også fjerne Satan og hans dæmoner. (Romerne 16:20) Jehova har vidunderlige ting i beredskab til dem der tror på ham. Vi må blot være tålmodige og udholdende.

Indtil da formidler Gud praktisk visdom og åndelig vejledning gennem Bibelen og det verdensomspændende brodersamfund af hans trofaste tilbedere. Han viser os hvordan vi kan holde os fri af laster som er skadelige for helbredet. Han har også givet os sande venner som vil hjælpe os når der opstår problemer.

Lad os igen betragte tilfældet med Job. At søge hjælp hos en troldmand ville have været det værste han kunne have gjort. Det ville have afskåret ham fra Guds beskyttelse, og han ville være gået glip af alle de velsignelser der ventede ham efter at han havde gennemgået alvorlige prøvelser. Gud havde ikke glemt Job, og han vil heller ikke glemme os. „I har hørt om Jobs udholdenhed og set hvordan Jehova lod det ende,“ siger disciplen Jakob. (Jakob 5:11) Vi vil også opnå store velsignelser når Guds fastsatte tid er inde, forudsat at vi aldrig giver op.

Hvordan gik det Owmadji? Hendes mor kom i tanker om en artikel i Vagttårnets søsterblad, Vågn op!, der handlede om oral rehydreringsterapi.b Hun fulgte artiklens råd og lod Owmadji drikke opløsningen. I dag er den lille pige sund og rask.

[Fodnoter]

a Næsten en halv milliard mennesker lider af malaria. Sygdommen koster hvert år cirka to millioner menneskeliv, de fleste i Afrika.

b Se artiklen „En livreddende saltdrik“ i Vågn op! for 8. februar 1986, side 24-25.

[Illustrationer på side 7]

Jehova har en varig løsning på sygdomsproblemet

    Danske publikationer (1950-2025)
    Log af
    Log på
    • Dansk
    • Del
    • Indstillinger
    • Copyright © 2025 Watch Tower Bible and Tract Society of Pennsylvania
    • Anvendelsesvilkår
    • Fortrolighedspolitik
    • Privatlivsindstillinger
    • JW.ORG
    • Log på
    Del