LAODIKEA

(Laodikeʹa), Laodikensere.

En by i det vestlige Lilleasien. Ruinerne af den findes i nærheden af den tyrkiske by Denizli, ca. 150 km øst for Efesus. Laodikea hed tidligere Diospolis og Rhoas, men blev øjensynlig genopbygget i det 3. århundrede f.v.t. af Antiochos II af seleukidernes slægt og opkaldt efter hans hustru, Laodike. Byen lå i den frugtbare dal omkring Lykosfloden, på et sted hvor flere handelsruter krydsedes, og var med veje forbundet med byer som Efesus, Pergamum og Filadelfia.

Laodikea nød stor velstand som handels- og industriby og som center for en livlig bankvirksomhed. Et vidnesbyrd om byens store velstand er at den efter et stort jordskælv i kejser Neros regeringstid kunne genopbygges uden økonomisk støtte fra Rom. (Tacitus’s Årbøger, XIV, XXVII) Den skinnende sorte uld fra Laodikea og de klædninger der fremstilledes heraf, var kendt viden om. Byen var også sæde for en berømt lægeskole, og sandsynligvis blev det øjenmedikament der kaldtes „frygisk pulver“, fremstillet her. En af byens hovedguddomme var derfor også lægeguden Asklepios.

Byen havde én større ulempe. Til forskel fra de to nærliggende byer, Hierapolis, med dens varme kilder der var kendt for deres helbredende egenskaber, og Kolossæ, med dens forfriskende kolde vand, havde Laodikea ingen permanent vandforsyning. Over en betydelig afstand måtte vandet føres til Laodikea og var sandsynligvis lunkent når det nåede byen. Den første del af vejen blev vandet ført gennem en akvædukt og derefter, nærmere byen, gennem firkantede stenblokke hvori der var boret et hul i midten, og som derefter var føjet sammen med mørtel eller kit.

Det ser ud til at der var et betydeligt antal jøder i Laodikea. Ifølge et brev fra øvrigheden i Laodikea (citeret af Josefus) havde jøderne, i overensstemmelse med en befaling fra Gajus Rabirius, tilladelse til at holde deres sabbatter og andre hellige ceremonier. (Jewish Antiquities, XIV, 241-243 [x, 20]) I hvert fald nogle af jøderne i byen var temmelig velhavende. Dette kan man slutte af at da statholderen Flaccus gav ordre til at det årlige bidrag til templet i Jerusalem skulle konfiskeres, svarede beløbet efter sigende til over 20 pund guld.

I det 1. århundrede var der en kristen menighed i Laodikea som øjensynlig mødtes i kvinden Nymfas hus. Epafras havde uden tvivl været med til at oprette menigheden. (Kol 4:12, 13, 15) Virkningerne af Paulus’ arbejde i Efesus er sikkert også nået helt til Laodikea. (Apg 19:10) Selv om Paulus ikke personligt tjente i Laodikea, havde han omsorg for menigheden dér og skrev endog et brev til den. (Kol 2:1; 4:16) Nogle forskere mener dog at Paulus’ brev blot var en kopi af det han sendte til Efesus. Dette er naturligvis kun en teori, et forsøg på at forklare hvorfor der ikke i Bibelen findes noget brev fra Paulus til laodikenserne skønt Paulus skrev til dem. Brevet til Laodikea kan ganske enkelt have indeholdt oplysninger som vi ikke har brug for i dag, eller det kan have gentaget tanker som er tilstrækkeligt behandlet i andre kanoniske breve.

Menigheden i Laodikea var en af de syv menigheder i Lilleasien som den herliggjorte Jesus Kristus havde et personligt budskab til i åbenbaringen til Johannes. (Åb 1:11) På dette tidspunkt — hen imod slutningen af det 1. århundrede — var der kun lidt der tjente til menighedens ros. Skønt den var rig i materiel henseende, var den fattig i åndelig henseende. I stedet for det bogstavelige guld der gik gennem bankmændenes hænder i Laodikea, i stedet for de klædninger af skinnende sort uld der blev lavet i byen, i stedet for den øjensalve som uden tvivl fremstilledes af lægerne i Laodikea, i stedet for det skoldhede og helbredende vand fra kilderne i det nærliggende Hierapolis havde menigheden i Laodikea brug for alt dette i åndelig forstand. Den havde brug for „guld lutret i ild“ til forskønnelse af den kristne personlighed (jf. 1Kor 3:10-14; 1Pe 1:6, 7) og „hvide yderklæder“ så den fik et ulasteligt kristent ydre, uden ukristne træk der var lige så beskæmmende som legemlig nøgenhed. (Jf. Åb 16:15; 19:8.) Den havde brug for åndelig „øjensalve“ som kunne fjerne dens blindhed for Bibelens sandheder og det kristne ansvar. (Jf. Es 29:18; 2Pe 1:5-10; 1Jo 2:11.) Alt dette kunne den købe af Kristus Jesus, som stod ved døren og bankede, hvis den gæstfrit bød ham indenfor og beværtede ham. (Jf. Es 55:1, 2.) Den havde brug for at blive stimulerende varm (jf. Sl 69:9; 2Kor 9:2; Tit 2:14) eller forfriskende kold (jf. Ord 25:13, 25), men burde ikke forblive lunken. — Åb 3:14-22.