De psykologiske årsager
„JEG har undersøgt dig på kryds og tværs uden at finde noget,“ sagde en venlig læge til Elizabeth. „Men jeg kan se at du er dybt deprimeret, og der er en grund til det.“
Elizabeth, der selv troede at hun led af en fysisk sygdom, begyndte at spekulere på om lægen mon kunne have ret. Hun tænkte over hvordan hun i årevis havde kæmpet hver eneste dag for at styre sin urolige og ofte helt uregerlige søn, der nu var seks år. (Det er senere blevet konstateret at hans koncentrationsevne er unormalt dårlig.) „Presset og bekymringerne der fortsatte dag ud og dag ind, var en enorm følelsesmæssig belastning for mig,“ fortæller Elizabeth. „Jeg var kommet så langt ud at jeg følte at alt var håbløst og at jeg lige så godt kunne tage mit eget liv.“
Mange deprimerede mennesker har ligesom Elizabeth været udsat for en usædvanlig hård følelsesmæssig belastning. Ved en banebrydende undersøgelse har de engelske forskere George Brown og Tirril Harris konstateret at deprimerede kvinder gennemsnitlig har været udsat for over tre gange så mange „større vanskeligheder“ (for eksempel dårlige boligforhold eller familieproblemer) som raske kvinder. Disse vanskeligheder havde forårsaget „betydelig og ofte konstant bekymring“ i mindst to år. Hændelser som et familiemedlems eller en nær vens død, en alvorlig sygdom eller ulykke, en chokerende, dårlig nyhed eller pludselig arbejdsløshed forekom også fire gange så ofte blandt de deprimerede kvinder!
Brown og Harris kunne dog konstatere at modgang i sig selv ikke forårsager depression. Meget afhænger af den enkeltes mentale reaktion og følelsesmæssige sårbarhed.
„Alt syntes håbløst“
Sarah, en hårdtarbejdende hustru og mor til tre små børn, fik sin ryg beskadiget ved en arbejdsulykke. Hendes læge sagde at hun måtte skære ned på sin fysiske aktivitet på grund af en diskusprolaps. „Jeg syntes at hele min verden var styrtet i grus. Jeg havde altid været aktiv, jeg havde dyrket sport sammen med mine børn. Jeg grublede over dette, og jeg følte at det aldrig ville blive bedre. Snart mistede jeg al livsglæde. Alt syntes håbløst,“ fortæller Sarah.
Hendes reaktion på ulykken fik hende til at føle at hendes liv nu var helt uden håb og mening, og dette fremkaldte en depression. Som Brown og Harris skriver i deres bog Social Origins of Depression: „Den [udløsende faktor, i Sarahs tilfælde ulykken] kan føre til tanken om at ens liv er blottet for ethvert håb. Det er denne generalisering af håbløshed som vi mener danner den centrale kerne i en depressiv lidelse.“
Men hvad er det der gør at mange mennesker føler sig ude af stand til at rette op på den skade et smerteligt tab har forvoldt, så de i stedet synker hen i en dyb depression? Hvorfor lod Sarah sig for eksempel påvirke af sine negative tanker?
’Jeg duer ikke til noget’
„Jeg har altid manglet selvtillid,“ forklarer Sarah. „Min selvagtelse var meget lav, og jeg følte ikke at jeg fortjente nogen som helst opmærksomhed.“ De smertelige følelser i forbindelse med manglende selvtillid er ofte den udløsende faktor. „Ved hjertesorg kommer en nedslået ånd,“ siges der i Ordsprogene 15:13. Bibelen anerkender at en depression kan være et resultat af negative tanker, og ikke nødvendigvis udelukkende skyldes ydre omstændigheder. Hvad kan være skyld i at man mangler selvrespekt?
En del af vort tankemønster fastlægges i barndommen. „Som barn blev jeg aldrig rost af mine forældre,“ fortæller Sarah. „Jeg kan ikke huske at jeg overhovedet har fået en kompliment før jeg blev gift. Derfor søgte jeg hele tiden andre menneskers accept. Jeg er frygtelig bange for at andre ikke skal kunne lide mig.“
Dette stærke behov for accept går igen hos mange der er ramt af en alvorlig depression. Forskningen har vist at de er tilbøjelige til at basere deres selvtillid på andres kærlighed og godkendelse, i stedet for på det de selv kan og gør. De bedømmer måske deres eget værd efter hvor stor betydning de har for andre. „Hvis denne støtte ophører,“ oplyser et forskerhold, „vil det føre til dalende selvagtelse, hvilket bidrager væsentligt til et anfald af depression.“
Perfektionisme
Denne overdrevne trang til at være accepteret af andre kan komme til udtryk på flere måder. Sarah fortæller: „Jeg bestræbte mig for at gøre alting helt rigtigt, så jeg kunne få den accept jeg ikke fik som barn. På mit arbejde gjorde jeg alt så perfekt som jeg kunne. Det var også nødvendigt for mig at have den ’fuldkomne’ familie. Jeg havde et idealbillede af mig selv som jeg måtte leve op til.“ Men da hun fik ryggen beskadiget syntes alt pludselig håbløst. Hun tilføjer: „Jeg mente at det var mig der holdt sammen på familien, og jeg var bange for at hvis jeg svigtede ville min mand og mine børn ikke kunne klare sig, og at folk så ville sige: ’Hun er vel nok en dårlig hustru og mor.’“
Sarahs tankegang resulterede i en dyb depression. Undersøgelser af deprimerede menneskers personlighed har vist at hendes tilfælde absolut ikke er enestående. Margaret, der også har lidt af en dyb depression, indrømmer: „Det bekymrede mig meget hvad andre mente om mig. Jeg var en perfektionistisk, overpræcis, overorganiseret, bekymret stakkel.“ Det at man sætter sig urealistisk høje mål eller er alt for samvittighedsfuld og derfor ikke kan leve op til sine egne forventninger, har givet stødet til mange depressioner. I Prædikeren 7:16 siges der advarende: „Vær ikke overmåde retfærdig, og optræd ikke alt for viist. Hvorfor skulle du ødelægge dig selv?“ Det kan virke både fysisk og psykisk nedbrydende at forsøge at give andre indtryk af at man er så godt som fuldkommen. Desuden kan skuffelserne føre til en destruktiv form for selvbebrejdelse.
’Jeg kan ikke gøre noget rigtigt’
Selvbebrejdelser kan være en positiv reaktion. For eksempel er én måske blevet overfaldet fordi han færdedes alene i et farligt område. Bagefter bebrejder han sig selv at han har bragt sig i sådan en situation, og for at undgå lignende hændelser senere hen, beslutter han at det ikke skal ske mere. Men han kunne gå videre og rette skytset mod selve sin personlighed ved at sige: ’Jeg er simpelt hen også så uforsigtig. Jeg roder mig ind i det ene problem efter det andet.’ Gennem denne type selvbebrejdelser kritiserer man sin egen karakter og undergraver sin selvrespekt.
Et eksempel på en sådan destruktiv type selvbebrejdelse ses i den 32-årige Marias tilfælde. Hun var vred på sin storesøster i et halvt år på grund af en misforståelse. En aften ringede hun til hende og gav hende det glatte lag. Da deres mor fandt ud af hvad Maria havde gjort, ringede hun hende op og irettesatte hende skarpt.
„Jeg blev gal på min mor; men jeg blev endnu mere vred på mig selv da det gik op for mig hvor meget jeg havde såret min søster,“ fortæller Maria. Kort tid efter overfusede hun sin niårige søn fordi han ikke opførte sig ordentligt. Drengen tog sig det meget nær, og sagde senere til hende: „Mor, du lød præcis som om du kunne have slået mig ihjel!“
Maria var knust. Hun siger: „Jeg følte at jeg måtte være et forfærdeligt menneske. Jeg tænkte: ’Jeg kan da heller ikke gøre noget som helst rigtigt!’ Det blev ved med at kværne i mit hoved. Det var på det tidspunkt at jeg for alvor blev deprimeret.“ Ja, Marias selvbebrejdelser viste sig at være destruktive.
Vil det nu sige at alle der lider af en dyb depression mangler selvrespekt? Nej. Der er mange forskellige komplicerede årsager. Mange følelser kan fremkalde det Bibelen kalder „hjertesorg“, deriblandt indestængt vrede, krænkelse, reel eller overdreven skyldfølelse og uafklarede konflikter i forholdet til andre. (Ordsprogene 15:13) Alt dette kan resultere i „en nedslået ånd“, depression.
Da det gik op for Sarah at hendes depression for en stor del skyldtes hendes tankegang, blev hun i første omgang modløs. „Men så kunne jeg skimte lys forude,“ fortæller hun, „for jeg forstod at hvis det var min tankegang der var skyld i depressionen, kunne min tankegang også fjerne depressionen.“ Denne tanke virkede oplivende på hende. Hun forklarer: „Jeg indså at hvis jeg ændrede nogle af mine tankebaner kunne det ændre resten af mit liv.“
Sarah foretog de nødvendige forandringer, og hendes depression lettede. Maria, Margaret og Elizabeth vandt ligeledes kampen mod depressionen. Hvilke forandringer foretog de?
[Tekstcitat på side 10]
’Da jeg forstod at min tankegang var skyld i depressionen, kunne jeg skimte lys forude, for så kunne min tankegang også fjerne depressionen.’
[Ramme på side 8, 9]
Depression hos børn: „Bare jeg var død“
Et interview med dr. Donald McKnew fra USA’s Mentalhygiejniske Institut, der i 20 år har forsket i dette emne.
Vågn op!: Hvor udbredt mener De at dette problem er?
McKnew: En undersøgelse man for nylig har foretaget blandt tusind børn i New Zealand, viste at allerede i niårsalderen havde omkring 10 procent af disse børn haft en depression. Vi har indtryk af at 10-15 procent af alle skolebørn er psykisk ude af balance. Et mindre antal lider af en dyb depression.
Vågn op!: Hvordan kan man konstatere om børn lider af en dyb depression?
McKnew: Et af de vigtigste symptomer er at de ikke finder glæde ved noget som helst. De har ikke lyst til at gå ud at lege, og de har heller ikke lyst til at være sammen med deres venner. De er ikke interesserede i familien. De har svært ved at koncentrere sig; de kan ikke samle sig om et fjernsynsprogram, og da slet ikke deres lektier. De føler sig overflødige, og de lider af skyldfølelse. De går rundt og siger at de ikke duer til noget og at ingen kan lide dem. Enten kan de ikke sove eller også sover de alt for meget; de mister appetitten eller de spiser for meget. Desuden kan man høre dem give udtryk for selvmordstanker, for eksempel med ordene: „Bare jeg var død.“ Hvis disse symptomer optræder samtidig hos børn, og det har varet en uge eller to, lider de sandsynligvis af en dyb depression.
Vågn op!: Hvad er de væsentligste årsager til depression hos børn?
McKnew: Hvis vi skal tale om specifikke faktorer i et bestemt barns liv, er den væsentligste sikkert et dødsfald. Barnet har måske mistet den ene af sine forældre eller dem begge, eller det kan dreje sig om venner, nære slægtninge eller endda et kæledyr. Nedvurdering og forkastelse vil jeg mene kommer ind på en andenplads. Vi ser en forfærdelig masse børn hvis forældre kritiserer dem sønder og sammen eller giver dem en følelse af at de er små og ubetydelige. Somme tider bliver børn gjort til syndebukke. De får skylden for alt hvad der går galt i deres familie, uanset om det er berettiget eller ej. Derfor mister de efterhånden al selvrespekt. En tredje faktor er en sindslidelse hos en af forældrene.
Vågn op!: I bogen Why Isn’t Johnny Crying?, som De har været med til at skrive, siges der at nogle deprimerede børn begynder at tage stoffer, at drikke for meget eller at begå forbrydelser. Hvordan kan det være?
McKnew: Vi mener at de prøver at skjule depressionen, endda for sig selv. De reagerer ofte på depressionen ved at sørge for at være travlt optaget af noget andet, som at stjæle biler, at tage stoffer eller at drikke. På den måde prøver de at dække over hvor dårligt de har det. Netop det at de prøver at skjule deres depression er noget af det der tydeligst får dem til at adskille sig fra voksne.
Vågn op!: Hvordan kan man vide om børn er deprimerede og ikke blot adfærdsvanskelige?
McKnew: Hvis man taler med dem og får dem til at åbne sig, vil man som regel opdage at de er deprimerede. Og hvis depressionen behandles på den rigtige måde, vil børnenes opførsel bedres. Overfladisk set var problemet måske et andet, men depressionen har hele tiden ligget under overfladen.
Vågn op!: Hvordan kan man få et deprimeret barn til at åbne sig?
McKnew: Først og fremmest skal man vælge et tidspunkt og et sted hvor man kan tale uforstyrret, og så skal man stille specifikke spørgsmål som: ’Er der noget du går og spekulerer på?’ ’Er der noget du er ked af?’ ’Er du vred over et eller andet?’ Hvis der har været et dødsfald i familien, kunne man — alt efter omstændighederne — sige noget i retning af: ’Jeg savner bedstemor meget. Gør du ikke også det?’ Man skal give barnet mulighed for at fortælle om sine følelser.
Vågn op!: Hvad ville De råde alvorligt deprimerede børn til at gøre?
McKnew: Til at tale med deres forældre om det. Det er vigtigt at man bliver opmærksom på problemet, for som regel er børnene selv de eneste der ved at de er deprimerede. Forældre og lærere opdager i regelen ikke noget. Jeg kender tilfælde hvor unge har henvendt sig til deres forældre og sagt: „Jeg er deprimeret, jeg har brug for hjælp,“ og så har de fået den nødvendige hjælp.
Vågn op!: Hvordan kan forældrene hjælpe et deprimeret barn?
McKnew: Hvis det synes at være en dyb depression er det ikke noget der kan klares i hjemmet — lige så lidt som lungebetændelse er det. En dyb depression skal behandles af en ekspert fordi der kan være behov for medicin. Vi bruger medicin i godt og vel halvdelen af tilfældene, også hos børn, helt ned til femårsalderen. Vi forsøger også at få barnet til at ændre tankegang. Og med disse midler er det så afgjort muligt at behandle en depression med et godt resultat.
Vågn op!: Hvad kan forældrene gøre hvis det ikke drejer sig om en dyb depression?
McKnew: De kan kaste et ransagende blik på sig selv og familien. Er der indtruffet et dødsfald som man må tale igennem med barnet? Man skal ikke undervurdere børns sorg i forbindelse med dødsfald. De skal have lov til at bearbejde deres sorg. Deprimerede børn har behov for særlig megen opmærksomhed, ros og følelsesmæssig støtte. Forældrene bør være meget sammen med dem på tomandshånd. Deres varme interesse er den bedste form for behandling børnene kan få.