Indvielsen af Jehovas Vidners nye stævneplads

„En stor dag for Danmark“

DET var lørdag den 1. juni, og mindst 4000 danskere der vågnede op den morgen tænkte: ’Hvordan bliver vejret i Silkeborg?’ De skulle overvære indvielsen af Jehovas Vidners nye stævneplads ved Silkeborg. Og da denne plads er et udendørs anlæg, ville vejret spille en vis rolle.

Udsigten lød som den plejede: Frisk vind og mulighed for byger. Men ikke én af gæsterne ville lade vejret holde dem hjemme. „Da vi indviede stævnehallen i Silkeborg i 1979 var der snestorm, og vi nåede da alligevel derover,“ erklærede en søster som var med igen. Det viste sig at vinden var endog meget frisk. Færgerne fra Sjælland gyngede; de der vovede sig ud på dækket af Molsfærgen fik kraftige sprøjt af Kattegat ind over sig. Nogle mistede kuløren, men ingen mistede modet. Alle nåede frem — og det var det værd.

Hellere eje end leje

Til de kongresser Jehovas Vidner holder hver sommer, har de i Danmark i årtier lejet sportshaller og stadioner. Hvert år har man måttet begynde forfra med at indrette disse steder som stævneplads, ved hjælp af mobilt udstyr og megen arbejdskraft. Og hvad koster det ikke at leje et stadion?

Men siden der nu er over 24.000 Jehovas vidner i Danmark, opstod den idé at man kunne indrette sin egen permanente stævneplads. Den kunne skræddersys til formålet; den skulle blot bygges én gang for alle; og pengene ville så ’blive stående’. I begyndelsen af 1980’erne blev beslutningen truffet: Vi vil bygge vores egen stævneplads til brug for alle Jehovas vidner i Danmark, og hvad mere er: Vi vil gøre det selv!

Det var virkeliggørelsen af denne idé der fik de mange gæster til at styre mod Midtjylland i busser og i talrige privatbiler. Og hvad var det så de så?

Ideelle omgivelser

Når man kommer ad den idyllisk snoede landevej, ser man med ét den nye stævneplads, med den store tilskuertribune som en flot, buet vold — omgivet af skov og marker. I flere af de ankommende busser brød gæsterne spontant ud i klapsalver ved synet. Og nu skinnede solen fra en blå himmel med travle skyer.

Den naturgrund hvor pladsen ligger er på 15,5 hektarer. Her findes det store auditorium med plads til mindst 3500. Ved siden af er der endnu et stort, grønt naturområde, hvor stævnets deltagere kan opholde sig før og efter programmet. På den velanlagte overnatningsplads, komplet med toilet- og badebygning, kan cirka 1000 bo i telt eller campingvogn. Og der er indrettet en grillplads, som kan bruges om aftenen efter en stævnedag. Længere henne mod stævnepladsen er der bolig til pladsens inspektør.

Idet man nærmer sig pladsen kommer man først til spiseteltene. Mellem disse og hovedbygningen ligger forpladsen, et bredt område hvor man i pauser vil kunne snakke med venner, slentre frem og tilbage, kigge på „vandkunsten“ (et anlæg med springvand og dekorative kampesten), og nyde stemningen.

Fra forpladsen går man ind i den store, lyse vestibule med faciliteter som bogbord og oplysningsbureau. Her ligger også stævnekontorerne. I samme bygning er der et lokale hvor døve (ved nogle stævner) vil kunne følge programmet på en skærm; samtidig med at et foredrag holdes bliver det indtastet af en maskinskriver, og viser sig da som letlæselig skrift på et tv.

I forhallen er der udgange til selve tilhørerområdet. Det er bygget i terrasseform, som et amfiteater der udgør en bue på 120 grader. Man sidder i det fri, men over halvdelen af pladserne er der bygget et enormt, delvis gennemsigtigt tag. På en del af området er der faste stole. På en anden del er der langbænke, så man kan bestemme hvor meget man vil ’fylde’ i bredden. Men på hele den forreste del af tilhørerområdet er der frit, med henblik på at man kan opstille sine egne campingstole. Der er også løse stole til rådighed som kan bruges her.

Selve scenebygningen rummer et kontor, et lokale til styring af lyden, og et venterum til medvirkende. Hvor talerne står, kan de se hele tilhørerpladsen. Foran scenen er der en halvcirkelformet græsplæne kantet af blomster, velegnet til fremførelse af bibelske skuespil.

’Tak for at I valgte vores by’

Alle menigheder i Danmark var repræsenteret på denne lørdag i juni. Desuden var menighederne i Silkeborg fuldtalligt med. Dagen før havde byens borgmester og 1. viceborgmester været til stede ved en reception. „I skal være hjertelig velkomne til Silkeborg,“ havde borgmesteren sagt. „Og vi er glade for at I har valgt vores by til så smukt et arrangement.“

En stor del af gæsterne var de frivillige fra byggeriet, som nu var mødt op i stiveste puds og med berettiget stolthed kunne tage deres fælles værk i øjesyn. Attenårige Michael fra Vester-Skerninge havde for eksempel været med på tømrerholdet i mange weekender. Når han om mandagen kom tilbage til sin arbejdsplads på Fyn fortalte han altid hvad han havde lavet; til sidst spurgte de andre på værkstedet selv hvordan det gik ’derovre på jeres byggeri’. Nogle fik endda lyst til selv at komme over og se stedet.

En anden gruppe gæster var Jehovas vidner fra hele Danmark som havde været døbte forkyndere i 40 år eller derover. Også de så sig om med berettiget stolthed. Christian Rømer fra Langeland, 91 år, kunne huske dengang et landsstævne kunne holdes i en krostue. Bertel Ravn fra Aalborg huskede dengang man hvert år rejste til København til stævne, og hvor besværligt det var under krigen. Og Filip Hoffmann fra Gilleleje tænkte på dengang i Odd Fellow Palæet i 1943, da et stævne blev ramt af tyskernes forsamlingsforbud men alligevel blev gennemført.

Og nu stod man her i solskin og frisk vind på den flotte forplads, hvor hundreder af venner mødtes og snakkede og hilste, efter at have nydt frokosten i spiseteltene. Over en indgang var der blomster og et skilt med ordet „Velkommen“. Og endnu højere oppe cirklede et privatfly. „Smil til fotografen,“ sagde et par venner til hinanden og pegede op på flyet.

Ude i auditoriet måbede flere da de så tribunens størrelse. „Som tribunen på et sportsstadion i en pæn dansk provinsby,“ erklærede én. Andre pegede på at tilhørerne overalt sad ret tæt på platformen. En søster bemærkede dog at der godt kunne trænge til lidt mere varme i „lokalet“, og at „ventilationen“ var lidt rigelig. Men sådan var det jo i hele Danmark, vidste alle. Henne fra platformen lød der musik — et ensemble på 10 musikere spillede som en festlig optakt til programmet.

Indvielsesprogrammet

Orla Rand Nielsen fra afdelingskontoret i Holbæk bød velkommen — også til de gæster der fyldte stævnehallen på Sjælland, som var koblet til via telefon. Han nævnte også at der blev lavet en videoreportage af programmet som ville blive vist i alle Danmarks menigheder allerede om søndagen i den følgende uge.

Jørgen Larsen fra afdelingskontoret havde derefter nogle interview med tilbageblik på Jehovas Vidners historie i Danmark. Det var meget passende at denne plads blev indviet nu i 1991, hvor det er 100 år siden at Danmark for første gang fik besøg af Charles Taze Russell, som igangsatte det arbejde der har fået så stort et omfang.

Så fulgte et afsnit med oplysninger om byggeriets forløb. Man imponeres når man får at vide at hele projektet er blevet gennemført på kun 11 måneder — og endda hovedsagelig i weekenderne. En stab af håndværkere blev hjulpet af frivillige, idet et stort antal menigheder mødte op på skift. Der havde også været bespisning for medarbejderne på pladsen. Alene de kartofler der var blevet spist på de 11 måneder kunne have forsynet en normal 4-personers familie i 27 år. Alle medarbejdere var fulde af lovord om den ånd hvori arbejdet var foregået — ingen gnidninger eller knubbede ord men lutter iver og samarbejdsglæde. „Det har været en helt igennem positiv og trosstyrkende oplevelse,“ erklærede brødrene fra byggeudvalget.

Arne Nielsen fra afdelingskontoret ledede et programafsnit hvor der blev bragt hilsener, blandt andet fra Norge, Sverige, Grønland og Færøerne. Derefter fulgte selve indvielsestalen, som blev holdt af broder Lloyd Barry, medlem af Jehovas Vidners Styrende Råd i New York.

„En stor dag for Danmark“

Jehova er i færd med at udføre et vældigt byggeprogram, sagde Lloyd Barry. Jorden, ja hele universet, hører til hans byggeri; men i dag udfører han også et åndeligt byggeri, idet tusinder af mennesker opbygges til at få sand tro. Det er i denne sammenhæng vi skal se de mange bogstavelige byggerier som Jehovas Vidner udfører.

Taleren ønskede tilhørerne til lykke med stævnepladsen. ’Men er den nu også helt jeres egen?’ spurgte han. ’Ligesom kong Salomon indviede sit pragtfulde tempel til Gud, vil det være rigtigt af os at indvi denne stævneplads som I har bygget, til Gud.’ Efter indvielsesbønnen, som blev bedt af Jørgen Bak Møller, fortsatte Lloyd Barry med at fremhæve egenskaberne selvopofrelse og begejstring, og nævnte hvordan disse kommer til udtryk i Jehovas Vidners aktiviteter. „Det er en stor dag for Danmark,“ sluttede han. „Når I i fremtiden træder ind på jeres nye stævneplads, måtte I da altid tænke på ordene i Salme 100:1-5: ’Bryd ud i hyldest til Jehova . . . Kom for hans ansigt med glædesråb. . . . Gå ind i hans porte med taksigelse, ind i hans forgårde med lovsang. Tak ham; velsign hans navn.’“

Jo, det var en stor dag, tænkte deltagerne da de gik ud til festmiddagen i spiseteltene. Det havde nok været køligt på pladsen, men stemningen viste at alle var begejstrede for at have været med til denne indvielsesfest.

[Illustration på side 12]

Auditoriet har plads til 3500-4000. Desuden kan mange følge programmet i spiseteltene og i den nærliggende stævnehal

[Illustrationer på side 13]

Indvielsestalen blev holdt af W. Lloyd Barry fra Jehovas Vidners Styrende råd

[Illustration på side 14]

Indvielsen blev overværet af 4092, foruden 743 som fulgte programmet i stævnehallen i Herlufmagle — i alt 4835

Her ses spiseteltene og forpladsen på den nye stævneplads