Kapitel 1

Hvorfor læse Bibelen?

Vi lever i en verden der har alt for mange problemer og alt for få løsninger. Mange millioner får ikke nok at spise. Stofmisbruget griber fortsat om sig. Flere og flere familier opløses. Blodskam og familievold er dagligt nyhedsstof. Luften vi indånder og vandet vi drikker er langsomt ved at blive forgiftet. Samtidig bliver flere og flere ofre for kriminalitet. Tror du at sådanne problemer nogen sinde vil blive løst?

1. (Med indledningen.) Hvilke problemer viser at vi mennesker har brug for vejledning?

VI LEVER også i en tid hvor det kan være svært at tage stilling. Mange er for eksempel stærke modstandere af abort og kalder det for drab, mens andre holder lige så stærkt på at kvinden har ret til at bestemme over sin egen krop og selv må afgøre den sag. Mange mener at homoseksualitet, ægteskabsbrud og samliv før ægteskabet er forkasteligt, mens andre mener at det må være en privatsag hvordan folk vil leve. Hvem kan sige hvad der er rigtigt og hvad der er forkert?

2, 3. Hvordan betragter mange i dag Bibelen?

² Bibelen giver vejledning i moralske spørgsmål, og den beskriver en effektiv løsning på problemer som kriminalitet, sult og forurening. Sagen er blot den at de fleste mennesker ikke længere betragter Bibelen som autoritet i sådanne spørgsmål. Engang lyttede man til den med stor respekt — i hvert fald i den vestlige verden. Skønt den er nedskrevet af mennesker mente de fleste i de „kristne“ lande at den var Guds ord og troede på at Gud selv havde inspireret dens indhold.

³ I vore dage er det imidlertid blevet moderne at sætte spørgsmålstegn ved mange ting: skikke, ideer, moralbegreber, ja endog Guds eksistens. Især tvivler man på Bibelens værdi. De fleste finder den gammeldags og uvedkommende. Kun få intellektuelle betragter den i dag som Guds ord. De fleste er snarere enige med forskeren James Barr, der har skrevet: „Historien om bibeltraditionens tilblivelse er, sådan som jeg fortæller den, historien om et menneskeskabt værk. Det er menneskers redegørelse for deres tro.“ ¹

4, 5. Hvorfor er det vigtigt at vide om Bibelen er inspireret af Gud eller ej? Hvad er formålet med bogen her?

⁴ Deler du denne opfattelse? Mener du at Bibelen er menneskers ord, eller tror du at den er Guds ord? Uanset hvordan du svarer, så overvej dette: Hvis Bibelen kun er menneskers ord, findes der ikke nogen klar løsning på menneskenes problemer. Så må vi bare forsøge at klare os så godt vi kan, og håbe på at vi ikke kvæler os selv i forurening eller sprænger os selv i luften i en kernekrig. Hvis Bibelen derimod er Guds ord, er det netop den vi behøver for at komme igennem denne vanskelige tid.

⁵ Formålet med denne bog er at fremlægge vidnesbyrd om at Bibelen virkelig er Guds ord. Og det er vort håb at du, efter at have overvejet disse vidnesbyrd, vil komme til den slutning at Bibelen indeholder den eneste virkelige løsning på menneskehedens problemer. Men først vil vi gerne henlede din opmærksomhed på nogle omstændigheder der i sig selv gør Bibelen værd at beskæftige sig med.

Historiens mest udbredte bog

6, 7. Hvad særligt er der ved Bibelen som vi bør lægge mærke til?

⁶ Først kan nævnes at Bibelen er en bestseller, ja historiens mest udbredte bog. Ifølge 1989-udgaven af Guinness Rekordbog anslår man at den mellem 1815 og 1975 er trykt i 2.500.000.000 eksemplarer. Det er et enormt tal. Ingen anden bog i historien er blot tilnærmelsesvis blevet trykt og udbredt i det omfang.

⁷ Dertil kommer at ingen anden bog er blevet oversat til så mange sprog som Bibelen. Hele Bibelen eller dele af den kan nu læses på over 1800 forskellige sprog. Det Amerikanske Bibelselskab har meddelt at den nu er tilgængelig for 98 procent af jordens befolkning. Tænk på hvad det har kostet af anstrengelser at fremstille så mange oversættelser! Hvilken anden bog har man vist så stor opmærksomhed?

En bog der øver indflydelse

8, 9. Hvordan har nogle udtalt sig om den indflydelse Bibelen har øvet?

⁸ Opslagsværket The New Encyclopædia Britannica siger at Bibelen „sandsynligvis er den samling bøger der har øvet den stærkeste indflydelse i menneskehedens historie“.² Den tyske digter Heinrich Heine, som levede i forrige århundrede, sagde: „Min oplysning skyldes ene og alene at jeg har læst i en bog . . . Bibelen. Den kaldes med fuld ret Den Hellige Skrift. Den der har mistet sin Gud kan genfinde ham i denne bog.“³ I samme århundrede erklærede William H. Seward, en af slaveriets store modstandere: „Håbet om menneskehedens fremskridt afhænger helt og holdent af Bibelens stadig voksende indflydelse.“⁴

⁹ Abraham Lincoln, De Forenede Staters 16. præsident, udtalte at Bibelen er „den bedste gave Gud nogen sinde har givet mennesket . . . Uden den ville vi ikke kende forskel på ret og uret“.⁵ Den engelske jurist Sir William Blackstone fremhævede Bibelens indflydelse da han sagde: „På disse to grundpiller, naturens lov og åbenbaringens lov [Bibelen], hviler alle menneskelige love; det vil sige at ingen love af menneskelig oprindelse bør tillades at gå imod disse.“⁶

Hadet og elsket

10. Hvilken modstand har Bibelen været udsat for?

¹⁰ Samtidig har ingen anden bog op gennem historien været udsat for så hård modstand eller så voldsomt et had som Bibelen. Fra middelalderen op til vort århundrede er bibler blevet brændt offentligt. Og læsning eller udbredelse af Bibelen er blevet straffet med bøde og fængsel, selv i vor moderne tid. I tidligere århundreder blev sådanne „forbrydelser“ ofte straffet med tortur og død.

11, 12. Hvordan viste William Tyndale sin kærlighed til Bibelen?

¹¹ Sideløbende med dette er Bibelen blevet omfattet med stor hengivenhed. Mange er blevet ved med at læse den trods heftig modstand. Som eksempel kan nævnes William Tyndale, en englænder fra det 16. århundrede som var uddannet ved Oxford-universitetet og blev en anset lærer ved Cambridge-universitetet.

¹² Tyndale elskede Bibelen. Men de religiøse ledere på hans tid ønskede at den kun skulle foreligge på latin, som var et dødt sprog. For at gøre den tilgængelig for sine landsmænd besluttede Tyndale derfor at oversætte den til engelsk. Da det var forbudt måtte Tyndale opgive sin trygge tilværelse som universitetslærer og flygte til kontinentet. Under flygtningens vanskelige vilkår nåede han at oversætte De Græske Skrifter („Det Nye Testamente“) og en del af De Hebraiske („Det Gamle Testamente“) til sit modersmål, men til sidst blev han pågrebet, dømt for kætteri, stranguleret og brændt.

13. I hvilken henseende er Bibelen enestående?

¹³ Tyndale er blot én ud af mange som har ofret alt for at kunne læse Bibelen eller gøre den tilgængelig for andre. Ingen anden bog har indgydt så mange almindelige mennesker et så ubetvingeligt mod. I denne henseende er Bibelen intet mindre end enestående.

Gør krav på at være Guds ord

14, 15. Hvad giver bibelskribenterne gang på gang udtryk for?

¹⁴ Bibelen er også enestående på grund af en påstand som mange af dens skribenter har fremsat. Der var omkring 40 mænd — deriblandt konger, fårehyrder, fiskere, embedsmænd og mindst én hærfører og en læge — som skrev de forskellige dele af Bibelen. Men de giver gang på gang udtryk for det samme: at det ikke var deres egne tanker de skrev, men Guds.

¹⁵ Derfor støder vi ofte i Bibelen på udtalelser som: „Det var Jehovas ånd som talte ved mig, og hans ord var på min tunge,“ eller: „Således har den suveræne Herre, hærstyrkers Jehova, sagt.“ (2 Samuel 23:2; Esajas 22:15) I et brev til en medarbejder skrev apostelen Paulus: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed, så Guds-mennesket kan være fuldt ud dygtigt, fuldt udrustet til enhver god gerning.“ — 2 Timoteus 3:16, 17.

16. Hvilke spørgsmål beskæftiger Bibelen sig med?

¹⁶ Samtidig med at Bibelen gør krav på at være Guds ord og ikke menneskers, besvarer den spørgsmål som kun Gud kan besvare. Den forklarer for eksempel hvorfor menneskenes regeringer ikke har været i stand til at indføre varig fred, hvordan vi kan finde størst mulig tilfredshed i livet, og hvad fremtiden vil bringe jorden og menneskene på den. Er det ikke spørgsmål du selv har tænkt over mange gange? Hvorfor da ikke i det mindste overveje om Bibelen skulle være Guds ord og derfor virkelig i stand til at give autoritative svar?

17, 18. (a) Hvilken kritik som rettes mod Bibelen, vil blive behandlet i denne bog? (b) Hvad vil bogen også komme ind på?

¹⁷ Vi opfordrer dig til at undersøge og vurdere de vidnesbyrd der fremlægges i denne bog. Nogle af kapitlerne vil komme ind på den kritik der ofte rettes mod Bibelen. Er Bibelen uvidenskabelig? Modsiger den sig selv? Er beretningerne historiske eller fyldt med myter? Har de mirakler der omtales i Bibelen, virkelig fundet sted? Svarene på disse spørgsmål underbygges med logiske vidnesbyrd. Derefter behandles nogle ting som taler stærkt for at Bibelen må være inspireret af Gud: dens profetier, dens dybe visdom og dens forbløffende virkning på menneskers liv. Til sidst vil vi se på hvordan Bibelen kan berøre dit liv.

¹⁸ Men lad os først undersøge hvordan vi har fået Bibelen. Alene bogens historie vidner om at den ikke kan være af menneskelig oprindelse.

Kapitel 2

Bibelens kamp for livet

Beviserne for at Bibelen er Guds ord kan sammenlignes med mange tråde. Hver for sig er de stærke, men tvundet sammen er de ubrydelige. I dette og det følgende kapitel vil vi behandle blot én af disse „tråde“: Bibelens historie som bog. At denne forbløffende bog har overlevet til i dag er intet mindre end et mirakel. Læs videre og døm selv.

1. Hvordan er Bibelen sammensat, og hvornår blev den skrevet?

BIBELEN er mere end en bog. Den er et helt bibliotek bestående af 66 bøger, nogle korte og nogle forholdsvis lange, indeholdende love, profetier, historie, poesi, vejledning og meget mere. Århundreder før Jesu fødsel blev de første 39 af disse bøger skrevet — hovedsagelig på hebraisk — af troende jøder eller israelitter. Denne del kaldes ofte Det Gamle Testamente. De sidste 27 bøger blev skrevet på græsk af de kristne, og denne del er almindeligt kendt som Det Nye Testamente. Ifølge bøgernes eget vidnesbyrd og de ældste traditioner blev disse 66 bøger skrevet over en periode på cirka 1600 år, som begyndte da Ægypten var en stormagt og endte da Romerriget sad inde med verdensherredømmet.

Kun Bibelen overlevede

2. (a) Hvordan var israelitterne stillet da de første dele af Bibelen blev skrevet? (b) Hvilke andre litterære værker blev frembragt i samme periode?

² Da de første dele af Bibelen blev skrevet for over 3000 år siden, var israelitterne kun en lille nation blandt mange andre i Mellemøsten. Deres Gud var Jehova, mens de omboende nationer dyrkede en mængde forskellige guder og gudinder. Israelitterne var ikke de eneste der frembragte religiøs litteratur i denne periode. De andre nationer frembragte også skriftlige værker som afspejlede deres religiøse og nationale forestillinger og værdier. For eksempel var det mesopotamiske Gilgamesj-epos, skrevet på akkadisk, og Ras Sjamra-eposerne, skrevet på ugaritisk (et sprog der taltes i det område der nu udgør det nordlige Syrien), uden tvivl meget populære. Den store litteraturmængde fra denne periode omfattede også værker som Ipu-wers formaninger og Nefer-rohus profeti på ægyptisk, hymner til forskellige guddomme på sumerisk, og profetiske værker på akkadisk.¹

3. Hvordan adskiller Bibelen sig fra den øvrige religiøse litteratur der blev frembragt i Mellemøsten i samme periode?

³ Alle disse mellemøstlige værker fik imidlertid en fælles skæbne. De gik i glemme, og selv de sprog de var skrevet på, uddøde. Det er først i nyere tid at arkæologer og filologer har fået kendskab til deres eksistens og har lært at læse dem. Derimod har selv de ældste bøger i den hebraiske Bibel overlevet op til vor tid og er stadig meget læste. Der er forskere som hævder at Bibelens hebraiske bøger er påvirket eller afledt af disse gamle litterære værker. Men den omstændighed at store dele af datidens litteratur gik i glemme mens den hebraiske Bibel overlevede, viser at Bibelen er noget særligt.

Ordets vogtere

4. Hvilke alvorlige problemer som israelitterne var udsat for, kunne have skabt tvivl om hvorvidt Bibelen ville overleve?

⁴ Vi må imidlertid ikke tro at det fra et menneskeligt synspunkt var givet på forhånd at Bibelen ville overleve. De samfund der frembragte Bibelen blev udsat for så svære prøvelser og så hård modstand at det faktisk er et under at den har overlevet til i dag. I tiden før Kristus var jøderne, som nedskrev De Hebraiske Skrifter („Det Gamle Testamente“), en forholdsvis lille nation. De førte en usikker tilværelse blandt mægtige stater der ustandselig stredes om overherredømmet. Israel måtte kæmpe for livet mod en lang række folkeslag, som for eksempel filistrene, moabitterne, ammonitterne og edomitterne. I en periode hvor israelitterne var delt i to riger blev det nordlige rige praktisk taget udslettet af det grusomme Assyrerrige, og siden knuste babylonierne det sydlige rige og førte dets folk i fangenskab, hvorfra kun en rest vendte tilbage 70 år senere.

5, 6. Hvilke anslag mod hebræerne bragte selve folkets eksistens i fare?

⁵ Der er endda beretninger om forsøg på folkedrab på israelitterne. På Moses’ tid befalede Farao at alle deres nyfødte drengebørn skulle dræbes. Hvis hans ordre var blevet udført, var det hebraiske folk blevet tilintetgjort. (2 Mosebog 1:15-22) Lang tid senere, da jøderne var under persisk herredømme, planlagde deres fjender at indføre en lov der tog sigte på at tilintetgøre dem. (Ester 3:1-15) Denne plans fiasko fejres den dag i dag med den jødiske purimsfest.

⁶ Da jøderne endnu senere var underlagt Syrien, gjorde kong Antiochos IV sig store anstrengelser for at hellenisere folket, at tvinge det til at følge græske skikke og dyrke græske guder. Men han havde heller ikke heldet med sig. I stedet for at blive udslettet eller assimileret overlevede jøderne, mens de fleste folkeslag omkring dem forsvandt fra skuepladsen et efter et. Og Bibelens Hebraiske Skrifter overlevede sammen med dem.

7, 8. Hvordan blev Bibelens eksistens truet af den behandling de kristne blev udsat for?

⁷ De kristne, der nedskrev den anden del af Bibelen („Det Nye Testamente“), var også en forfulgt befolkningsgruppe. Deres leder, Jesus, blev dræbt som en gemen forbryder. I den første tid efter hans død forsøgte de jødiske myndigheder i Palæstina at undertrykke dem. Da kristendommen trods alt blev udbredt til andre lande, forfulgte jøderne dem fra sted til sted og forsøgte at hindre deres missionsarbejde. — Apostelgerninger 5:27, 28; 7:58-60; 11:19-21; 13:45; 14:19; 18:5, 6.

⁸ De romerske myndigheder var i begyndelsen tolerante, men dette ændredes brat på Neros tid. Tacitus skrev pralende om de „udsøgte måder“ de kristne blev torteret på af denne lastefulde kejser, og fra hans tid var der dødsstraf for at være kristen.² I år 303 e.v.t. tog kejser Diocletian et skridt som var rettet direkte mod Bibelen.a I et forsøg på at få bugt med kristendommen beordrede han alle kristne bibler brændt.³

9. Hvad ville der være sket hvis forsøgene på at udrydde jøderne og de kristne var lykkedes?

⁹ Disse forsøg på undertrykkelse og folkedrab var en sand trussel mod Bibelens eksistens. Hvis det var gået jøderne ligesom filistrene og moabitterne, eller hvis jødernes og derefter de romerske myndigheders forsøg på at udslette kristendommen var lykkedes, hvem skulle så have skrevet og bevaret Bibelen? Heldigvis blev Bibelens vogtere — først jøderne og derefter de kristne — ikke udslettet, og Bibelen overlevede. Der var imidlertid en anden trussel, om ikke mod Bibelens eksistens, så i hvert fald mod tekstens uangribelighed.

Fejl sniger sig ind

10. Hvordan blev bibelteksten oprindelig bevaret?

¹⁰ Mange af de førnævnte oldtidsværker som efterhånden gik i glemme, var blevet indhugget i sten eller præget i holdbare lertavler. Men det var Bibelen ikke. Den blev oprindelig skrevet på papyrus eller pergament — langt mere forgængelige materialer. Derfor er de oprindelige bøger som skribenterne skrev, for længst gået tabt. Hvordan er Bibelen da blevet bevaret? Ved at den møjsommeligt er blevet afskrevet i hånden i tusinder af eksemplarer. Det var den almindelige måde at mangfoldiggøre en bog på før bogtrykkerkunsten blev opfundet.

11. Hvad sker der uvægerlig når en tekst afskrives i hånden?

¹¹ Der er imidlertid en fare ved at afskrive en tekst i hånden. Den berømte arkæolog Sir Frederic Kenyon, der var overbibliotekar og direktør ved British Museum, forklarede: „Der er endnu ikke blevet frembragt en menneskelig hånd og hjerne som kan afskrive et langt værk fuldstændig fejlfrit. . . . Der ville uvægerlig indsnige sig fejl.“⁴ De fejl der indsneg sig i et håndskrift, blev gentaget når dette håndskrift igen blev afskrevet. Efterhånden som der blev foretaget mange afskrifter, opstod der således mange menneskelige fejl i teksten.

12, 13. Hvem påtog sig at bevare den hebraiske bibeltekst?

¹² Hvordan kan vi da — i betragtning af de mange tusind afskrifter der blev foretaget af Bibelen — vide at denne proces ikke har ændret teksten til ukendelighed? Lad os først tage den hebraiske Bibel, „Det Gamle Testamente“. Da jøderne i anden halvdel af det sjette århundrede f.v.t. vendte tilbage fra fangenskabet i Babylon, blev en gruppe hebraiske skriftlærde der kaldtes Soferim bibeltekstens vogtere, og de fremstillede afskrifter af teksten til brug i den offentlige og den private gudsdyrkelse. De var professionelle afskrivere som helt havde helliget sig denne gerning, og deres arbejde var af højeste kvalitet.

¹³ Fra det syvende til det tiende århundrede e.v.t. førte masoreterne arven videre. Deres navn kommer af et hebraisk ord der betyder „overlevering“, og de var ligesom deres forgængere skriftlærde der havde til opgave at bevare den overleverede hebraiske tekst. Masoreterne var yderst samvittighedsfulde. Enhver afskriver skulle for eksempel bruge en behørigt bekræftet tekst som sit grundlag, og han måtte ikke skrive noget som helst efter hukommelsen. Han skulle kontrollere hvert bogstav før han skrev det.⁵ Professor Norman K. Gottwald fortæller: „Den omhu hvormed de udførte deres arbejde fremgår blandt andet af det rabbinske krav om at alle nye håndskrifter skulle korrekturlæses og eksemplarer med fejl straks kasseres.“⁶

14. Hvilket fund har gjort det muligt at efterprøve nøjagtigheden af Soferims og masoreternes overlevering af bibelteksten?

¹⁴ Hvor nøjagtigt blev teksten overleveret af Soferim og masoreterne? Indtil 1947 var det vanskeligt at besvare dette spørgsmål fordi de ældste komplette hebraiske håndskrifter der fandtes, var fra det tiende århundrede e.v.t. Men i 1947 blev der i nogle huler i nærheden af Dødehavet fundet nogle meget gamle håndskriftfragmenter, heriblandt dele af hebraiske bibelbøger. Flere af fragmenterne stammede fra tiden før Kristus. Forskerne sammenlignede dem med de eksisterende hebraiske håndskrifter for at undersøge hvor nøjagtigt teksten var blevet overleveret. Hvad blev resultatet af deres sammenligninger?

15. (a) Hvad fandt man ud af da man sammenlignede Esajashåndskriftet fra Det Døde Hav med den masoretiske tekst? (b) Hvordan skal man se på dét at nogle af de håndskrifter der er fundet ved Det Døde Hav indeholder en del tekstvarianter? (Se fodnoten.)

¹⁵ Et af de ældste håndskrifter man fandt var en fuldstændig udgave af Esajas’ bog, og dens tekst stemmer forbløffende godt overens med teksten i den masoretiske Bibel vi bruger i dag. Professor Millar Burrows skriver: „Mange af forskellene mellem [den nyligt fundne] Skt. Markus’ Esajasrulle og den masoretiske tekst kan forklares som afskriverfejl. Bortset fra disse er der i det store og hele en bemærkelsesværdig overensstemmelse med teksten i de middelalderlige håndskrifter. En sådan overensstemmelse i et håndskrift der er så meget ældre, udgør et betryggende vidnesbyrd om hvor nøjagtig den overleverede tekst i almindelighed er.“⁷ Burrows tilføjer: „Det er noget af et under at teksten er undergået så lidt forandring gennem rundt regnet tusind år.“b

16, 17. (a) Hvorfor kan vi være sikre på at teksten i De Kristne Græske Skrifter er pålidelig? (b) Hvad erklærede Sir Frederic Kenyon angående De Græske Skrifters tekst?

¹⁶ Hvad den sidste del af Bibelen angår, den del der blev skrevet på græsk af de kristne, det såkaldte Nye Testamente, var afskriverne snarere dygtige amatører end veluddannede professionelle som Soferim. Men som de arbejdede under trussel om straf fra myndighedernes side, tog de deres arbejde meget alvorligt. Og der er to ting som giver os sikkerhed for at vi i dag har en tekst som i det væsentlige er identisk med den der oprindelig blev nedfældet af skribenterne. For det første findes der håndskrifter som tidsmæssigt ligger meget tættere på affattelsestidspunktet end det er tilfældet med den hebraiske del af Bibelen. Et enkelt fragment til Johannesevangeliet er endda fra første halvdel af det andet århundrede, mindre end 50 år fra det tidspunkt da Johannes efter al sandsynlighed skrev sit evangelium. For det andet er selve mængden af håndskrifter som er bevaret til i dag, et uomgængeligt vidnesbyrd om tekstens ægthed.

¹⁷ Hvad dette sidste angår, erklærede Sir Frederic Kenyon: „Det kan ikke understreges for kraftigt at bibelteksten i det væsentlige er sikker. Dette gælder i særlig grad Det Nye Testamente. Antallet af håndskrifter til Det Nye Testamente, af tidligere oversættelser af det, og af citater fra det hos kirkens ældste forfattere, er så omfattende at der stort set er vished for at den sande læsemåde til enhver tvivlsom passage er bevaret i en eller anden af disse gamle tekstvidner. Dette kan ikke siges om nogen anden oldtidsbog i verden.“¹⁰

Folkene og deres sprog

18, 19. Hvordan gik det til at Bibelen ikke blev begrænset til kun at foreligge på de sprog den oprindelig blev skrevet på?

¹⁸ De sprog Bibelen oprindelig blev skrevet på, var også i det lange løb en hindring for at den kunne overleve. De første 39 bøger blev hovedsagelig skrevet på hebraisk, som var israelitternes sprog. Men hebraisk har aldrig været særlig udbredt. Hvis Bibelen kun havde foreligget på dette sprog, ville den aldrig have fået indflydelse på andre end jødefolket og de få udlændinge der kunne læse den. Men af hensyn til de hebræere der boede i Alexandria i Ægypten, begyndte man i det tredje århundrede f.v.t. at oversætte den hebraiske del af Bibelen til græsk. Græsk var da blevet et internationalt sprog. På denne måde blev den hebraiske Bibel tilgængelig for ikkejøder.

¹⁹ Da tiden kom til at den anden del af Bibelen skulle skrives, var græsk stadig meget udbredt, så Bibelens sidste 27 bøger blev skrevet på det sprog. Men det var ikke alle der forstod græsk. Derfor begyndte man snart at oversætte både den hebraiske og den græske del af Bibelen til andre sprog som taltes i de første århundreder, som for eksempel syrisk, koptisk, armensk, georgisk, gotisk og ætiopisk. Romerrigets officielle sprog var latin, og latinske oversættelser så dagens lys i et sådant antal at det blev nødvendigt at fastlægge en „autoriseret“ udgave. Den blev færdig omkring år 405 og blev kaldt Vulgata (der betyder „almindelig“).

20, 21. Hvilke hindringer var der for at Bibelen kunne overleve, og hvad var grunden til at de blev overvundet?

²⁰ Det var således på trods af mange hindringer at Bibelen overlevede frem til de første århundreder af vor tidsregning. Den blev skrevet af foragtede og forfulgte mindretal som havde en svær tilværelse i en fjendtlig verden. Teksten kunne nemt være blevet forvansket under afskrivningen, men blev det ikke. Også de sprogmæssige forhindringer, der kunne have begrænset Bibelens tilgængelighed, blev overvundet.

²¹ Hvorfor kom Bibelen ud for disse hindringer? Bibelen siger selv: „Hele verden ligger i den ondes magt.“ (1 Johannes 5:19) Man måtte derfor regne med at verden ville være imod at sandheden blev udbredt skriftligt, og det var netop hvad den var. Hvorfor lykkedes det da Bibelen at overleve, når så mange andre litterære værker der ikke var udsat for de samme vanskeligheder, er gået i glemmebogen? Dette giver Bibelen også svar på. Den siger: „Jehovas ord forbliver til evig tid.“ (1 Peter 1:25) Hvis Bibelen virkelig er Guds ord, kan ingen menneskelig magt ødelægge den. Dette har vist sig at være sandt helt frem til det 20. århundrede.

22. Hvilken forandring fandt sted i begyndelsen af det fjerde århundrede e.v.t.?

²² Men i det fjerde århundrede e.v.t. skete der noget som efterhånden førte til nye angreb på Bibelen og som i høj grad kom til at præge historiens forløb. Blot ti år efter at Diocletian havde forsøgt at tilintetgøre alle eksemplarer af Bibelen, skiftede kejserriget politik og gjorde „kristendommen“ lovlig. Tolv år senere, i år 325, førte en romersk kejser forsædet ved det „kristne“ kirkemøde i Nikæa. Denne tilsyneladende gunstige udvikling skulle vise sig at blive en trussel mod Bibelen. Hvordan? Det vil vi se i det næste kapitel.

[Fodnoter]

En anden kommentator tilføjer: „Trods alle usikkerhedsmomenter er og bliver det et faktum at teksten som vi har den nu, i det store og hele er en ganske nøjagtig gengivelse af de ord der blev nedfældet af forfatterne, som for nogles vedkommende levede for næsten tre tusind år siden, og vi behøver ikke hvad tekstforvanskning angår nære nogen alvorlig tvivl om gyldigheden af det budskab Det Gamle Testamente har til os.“⁹

[Ramme på side 19]

Bibelens velbevidnede tekst

For at kunne bedømme hvor velbevidnet Bibelens tekst er, behøver vi blot at sammenligne den med anden litteratur fra oldtiden: de klassiske græske og romerske forfatteres værker. De fleste af disse værker blev skrevet efter at De Hebraiske Skrifter var fuldført. Der findes ingen beretninger om forsøg på folkedrab rettet mod grækerne eller romerne, og deres litteratur var ikke ved at gå tabt under nogen form for forfølgelse. Læg imidlertid mærke til hvad professor F. F. Bruce skriver:

„Til Cæsars Gallerkrigen (skrevet mellem år 58 og 50 f.Kr.) er der bevaret flere håndskrifter, men kun ni eller ti er gode, og det ældste af dem stammer fra omkring 900 år efter Cæsars tid.

Af Livius’ Romerske Historie (59 f.Kr.–17 e.Kr.), der bestod af 142 bøger, har kun 35 bøger overlevet, og de foreligger ikke i mere end tyve håndskrifter af nogen betydning, hvoraf kun ét, som indeholder brudstykker af 3.-6. bog, kan føres så langt tilbage som til det 4. århundrede.

Af de 14 bøger i Tacitus’ Historie (ca. 100 e.Kr.) har kun fire og en halv overlevet, og af hans 16 Årbøger foreligger der kun ti fuldstændige og to ufuldstændige. Teksten til disse dele som er tilbage af hans to store historiske værker støtter sig udelukkende på to håndskrifter, et fra det 9. og et fra det 11. århundrede. . . .

Thukydids Historie (ca. 460-400 f.Kr.) kender vi fra otte håndskrifter, hvoraf det tidligste er fra ca. 900 e.Kr., foruden nogle få papyrusstumper fra omkring den kristne tidsalders begyndelse.

Det samme gælder Herodots Historie (ca. 488-428 f.Kr.). Og dog vil ingen af de klassiske lærde gå med til at ægtheden af Herodots eller Thukydids værker skulle være tvivlsom fordi de tidligste brugbare håndskrifter til dem er over 1300 år yngre end originalerne.“ — The Books and the Parchments, side 180.

Til sammenligning findes der tusinder af håndskrifter til forskellige dele af Bibelen. Og håndskrifterne til De Kristne Græske Skrifter kan føres tilbage til de første hundrede år efter de originale skrifters tilblivelse.

[Illustration på side 13]

Hebræerne var et lille folk som konstant var truet af stærkere nationer. På dette gamle relief ses nogle hebræere blive ført i fangenskab af assyrerne

[Illustration på side 14]

Før bogtrykkerkunstens opfindelse blev bibelteksten afskrevet i hånden

[Illustration på side 16]

Nero indførte dødsstraf for dét at være kristen

[Illustration på side 21]

En undersøgelse af Esajasrullen fra Det Døde Hav har vist at Esajas’ bog er forblevet praktisk taget uændret gennem en periode på 1000 år

[Illustration på side 23]

Kejser Diocletian forsøgte at udrydde Bibelen, men forgæves

Kapitel 3

Bibelens falske ven

I dette kapitel vil vi komme ind på den væsentligste grund til at mange i de ikkekristne lande afviser at Bibelen skulle være Guds ord. Op gennem historien har kristenheden hævdet at tro på Bibelen og at være dens ven og vogter. Men samtidig har kirkerne været meddelagtige i nogle af historiens værste rædsler, fra middelalderens korstog og pogromer til vor egen tids Holokaust. Er kristenhedens optræden en god grund til at afvise Bibelen? I virkeligheden har kristenheden været Bibelens falske ven. Da kristenheden tog form i det fjerde århundrede e.v.t., var Bibelens kamp for livet på ingen måde forbi.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvorfor nægter mange at anerkende Bibelen som Guds ord? (b) Hvilket godt arbejde blev udført i det første og det andet århundrede, men hvilken farlig udvikling var i gang?

VED udgangen af det første århundrede var den sidste af Bibelens bøger skrevet færdig. Herefter gik de kristne ivrigt i gang med at afskrive og udbrede den fuldstændige bibel. Samtidig begyndte de at oversætte den til datidens almindeligste sprog. Mens den kristne menighed var travlt optaget af dette beundringsværdige arbejde, begyndte noget imidlertid at tage form som skulle bringe Bibelens eksistens i alvorlig fare.

² Det var en udvikling som Bibelen selv havde forudsagt. Jesus fortalte engang en lignelse om en mand der tilsåede sin mark med hvede. Mens manden sov, kom en fjende og såede ukrudt i marken. Begge dele fik lov at spire og vokse op, og for en tid blev hveden helt skjult af ukrudtet. Med denne lignelse viste Jesus at hans arbejde ville bære frugt i form af sande kristne, men at menigheden efter hans død ville blive infiltreret med falske kristne. Til sidst ville det endda blive svært at skelne de ægte kristne fra de falske. — Mattæus 13:24-30, 36-43.

3. Hvordan ville udkrudtslignende „kristne“, ifølge apostelen Peter, komme til at påvirke troen på Bibelen?

³ Apostelen Peter advarede om at de ukrudtslignende „kristne“ ville påvirke folks syn på kristendommen og Bibelen. Han sagde: „Der . . . vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv. Og mange vil følge deres skamløse gerninger, og på grund af dem vil sandhedens vej blive spottet.“ — 2 Peter 2:1, 2.

4. Hvordan gik Jesu og Peters profetier i opfyldelse allerede i det første århundrede?

⁴ Jesu og Peters profetier gik i opfyldelse allerede i det første århundrede ved at ærgerrige mænd trængte ind i den kristne menighed og såede splid i den. (2 Timoteus 2:16-18; 2 Peter 2:21, 22; 3 Johannes 9, 10) I løbet af de næste to århundreder blev Bibelens rene og uforfalskede lære blandet op med græsk filosofi, og mange begyndte at antage hedenske lærdomme for at være bibelske sandheder.

5. Hvilken forandring indførte Konstantin i begyndelsen af det fjerde århundrede?

⁵ I det fjerde århundrede gjorde den romerske kejser Konstantin derpå „kristendommen“ til Romerrigets officielle religion. Men den „kristendom“ han kendte, afveg ikke så lidt fra den religion Jesus havde forkyndt. Det var „ukrudtet“ der trivedes, sådan som Jesus havde forudsagt. Alligevel kan vi være forvissede om at der i hele denne tid også var nogle få som bekendte sig til den sande kristendom og som gjorde hvad de kunne for at følge Bibelen som Guds inspirerede ord. — Mattæus 28:19, 20.

Modstand mod oversættelse af Bibelen

6. Hvornår begyndte kristenheden at tage form, og i hvilken henseende adskilte kristenhedens religion sig fra Bibelens kristendom?

⁶ På Konstantins tid begyndte kristenheden som vi kender den i dag, at tage form. Den degenererede form for kristendom der havde slået rod, var nu ikke længere blot en religion. Den var en del af staten, og dens ledere spillede en vigtig rolle i politik. Det endte med at den frafaldne kirke brugte sin politiske magt på en måde som var fuldstændig i strid med den bibelske kristendom, med det resultat at der blev rettet en ny, alvorlig trussel mod Bibelen. Hvordan det?

7, 8. Hvornår erklærede paven sig som modstander af at Bibelen blev oversat, og hvorfor gjorde han det?

⁷ Jo, da latin uddøde som hverdagssprog, blev der brug for nye oversættelser af Bibelen. Men den katolske kirke så ikke længere med velvilje på at få Bibelen oversat. I 1079 bad hertug Vratislav, der senere blev konge af Böhmen, pave Gregor VII om lov til at oversætte Bibelen til sine undersåtters sprog. Pavens svar var nej. Han sagde: „Det står dem der ofte reflekterer over det, klart at det ikke er uden grund at det har behaget den almægtige Gud at lade Den Hellige Skrift være en hemmelighed visse steder, for hvis den var lettilgængelig for alle mennesker kunne den måske blive agtet ringe eller blive omfattet med respektløshed, eller den kunne blive misforstået af de ulærde og føre til vildfarelse.“¹

⁸ Paven ønskede at Bibelen kun skulle foreligge på latin, som nu var et dødt sprog. Dens indhold skulle holdes ’hemmeligt’ og ikke oversættes til det jævne folks sprog.a Hieronymus’ latinske Vulgata-oversættelse, der var blevet fremstillet i det femte århundrede for at Bibelen kunne blive gjort tilgængelig for alle, blev nu brugt til at holde dens ord skjult.

9, 10. (a) Hvordan erklærede kirken sin voksende modstand mod oversættelse af Bibelen? (b) Hvad var formålet med denne modstand?

⁹ Senere i middelalderen skærpede kirken sin modstand mod bibler på det jævne folks sprog. I 1199 skrev pave Innocens III et så skarpt brev til ærkebiskoppen af Metz i Tyskland at ærkebiskoppen brændte alle de tyske bibler han kunne finde.³ I 1229 vedtog synoden i Toulouse i Frankrig at „lægfolket“ ikke måtte være i besiddelse af bibelbøger på modersmålet.⁴ I 1233 befalede en provinssynode i Tarragona i Spanien at alle bøger af „Det Gamle eller Det Nye Testamente“ skulle afleveres og brændes.⁵ I 1407 forbød en præstesynode som var sammenkaldt af ærkebiskop Thomas Arundel i Oxford i England, udtrykkeligt at Bibelen blev oversat til engelsk eller noget andet sprog som taltes dengang.⁶ I 1431 nedlagde biskop Stafford af Wells, også i England, forbud mod at oversætte Bibelen til engelsk og at eje engelske oversættelser.⁷

¹⁰ Disse religiøse øvrigheder forsøgte ikke at tilintetgøre Bibelen. Men de forsøgte at forsegle den, at lukke den til, så den kun fandtes på et sprog som et fåtal kunne læse. Derved håbede de at kunne forhindre det de kaldte kætteri men som i virkeligheden blot var en anfægtelse af deres myndighed. Hvis det var lykkedes dem, kunne Bibelen være blevet en museumsgenstand, en bog der kun påkaldte sig de lærdes interesse og ikke øvede nogen særlig indflydelse på almindelige menneskers liv.

Bibelens forkæmpere

11. Hvad blev følgen da Julián Hernández smuglede spanske bibler ind i Spanien?

¹¹ Heldigvis var der dog mange oprigtige mennesker som nægtede at adlyde disse forbud. Men det var ikke ufarligt for dem. Nogle blev udsat for de værste lidelser for at have begået den „forbrydelse“ at eje en bibel. For eksempel kan nævnes en spanier ved navn Julián Hernández. Ifølge John Foxes bog The History of Christian Martyrdom påtog Julián (eller Juliano) sig at „bringe et stort antal [spanske] bibler fra Tyskland til sit eget land, skjult i vinfade og pakket som rhinskvin“. Han blev imidlertid forrådt og pågrebet af den katolske inkvisition. De der skulle have modtaget biblerne „blev alle uden forskel torteret, hvorefter de fleste af dem blev idømt forskellige straffe. Juliano blev brændt, 20 blev stegt på spid, flere blev fængslet for livstid, nogle blev pisket offentligt og mange sendt til galejerne.“⁸

12. Hvordan ved vi at middelalderens religiøse øvrigheder ikke repræsenterede Bibelens kristendom?

¹² Hvilket uhyggeligt magtmisbrug! Det er tydeligt at disse religiøse øvrigheder på ingen måde repræsenterede Bibelens kristendom! Bibelen viser selv hvem de repræsenterede, idet den siger: „Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke. For dette er det budskab som I har hørt fra begyndelsen, at vi skal elske hinanden, og ikke være som Kain, der var af den onde og slog sin broder ihjel.“ — 1 Johannes 3:10-12.

13, 14. (a) Hvilken tankevækkende omstændighed i forbindelse med Bibelen i middelalderen understreger dens guddommelige oprindelse? (b) Hvordan ændredes situationen for Bibelen i Europa?

¹³ Det er imidlertid tankevækkende at nogle var villige til at risikere en så forfærdende behandling, blot for at eje en bibel. Og der har været masser af eksempler på dette, helt op til vor tid. Den dybe hengivenhed Bibelen har vakt hos mange, foruden villigheden til at gennemgå lidelser og risikere en frygtelig død uden at forsøge at hævne sig på deres plageånder, taler stærkt for at Bibelen er Guds ord. — 1 Peter 2:21.

¹⁴ Med det protestantiske oprør mod Romerkirken i det 16. århundrede blev den katolske kirke tvunget til selv at fremstille oversættelser af Bibelen på de sprog man talte i Europa. Men selv efter dette blev Bibelen mere knyttet til protestantismen end til katolicismen. Den romersk-katolske præst Edward J. Ciuba forklarer: „Man må ærligt indrømme at en af de mere tragiske følger af den protestantiske reformation var at Bibelen blev forsømt af de katolske troende. Skønt den aldrig blev helt glemt, var den for de fleste katolikker en lukket bog.“⁹

Historisk-kritisk bibelforskning

15, 16. Hvorfor kan de protestantiske kirker ikke sige sig fri for at have modarbejdet Bibelen?

¹⁵ De protestantiske kirker kan imidlertid heller ikke sige sig fri for at have modarbejdet Bibelen. Som årene gik, rettede protestantiske lærde et angreb af en anden slags mod bogen: et intellektuelt angreb. I løbet af det 18. og det 19. århundrede udviklede de en bibelstudiemetode der kaldes „den historisk-kritiske forskning“. Metodens fortalere hævdede at meget af Bibelen var myter og legender. Nogle sagde endda at Jesus aldrig havde levet. I stedet for at betragte Bibelen som Guds ord sagde disse protestantiske lærde at den var menneskers ord, endda et sammensurium af menneskers ord.

¹⁶ De mest yderliggående af disse synspunkter er man siden gået bort fra, men den historisk-kritiske bibelforskning indgår stadig i undervisningen ved teologiske fakulteter, og det er ikke usædvanligt at høre protestantiske præster offentligt underkende store dele af Bibelen. En anglikansk præst er således blevet citeret i en australsk avis for at have sagt at meget af det der står i Bibelen „er direkte fejlagtigt. En del af historien er fejlagtig. Der er tydeligvis pyntet på nogle af detaljerne“. Sådanne tanker er et produkt af den historisk-kritiske bibelforskning.

’Sandhedens vej spottes’

17, 18. Hvordan har kristenhedens adfærd bragt skam over Bibelen?

¹⁷ Men den væsentligste årsag til at Bibelen afvises som Guds ord, er nok kristenhedens adfærd. Kristenheden hævder at følge Bibelen, men dens adfærd har bragt stor skam over Bibelen og selve benævnelsen „kristen“. Som apostelen Peter forudsagde, er ’sandhedens vej blevet spottet’. — 2 Peter 2:2.

¹⁸ I samme periode som den katolske kirke forbød oversættelse af Bibelen, iværksatte eller støttede paverne omfattende militærekspeditioner mod muslimerne i Mellemøsten. Disse felttog blev kaldt „hellige“ korstog, men der var intet som helst helligt ved dem. Det første — der benævnes „folkekorstoget“ — anslog tonen for de næste. En vældig, udisciplineret horde samledes, og inden den drog bort fra Europa vendte den sig — opflammet af præster — mod jøderne i Tyskland og myrdede dem i den ene by efter den anden. Hvorfor? Historikeren Hans Eberhard Mayer siger: „Det argument at jøderne, som Kristi fjender, fortjente at blive straffet, var . . . blot et ynkeligt dække over det virkelige motiv: begærlighed.“¹⁰

19-21. Hvordan har Trediveårskrigen, missionsvirksomheden og koloniherredømmet været med til at bringe Bibelen i vanry?

¹⁹ Ved det protestantiske oprør i 1500-tallet blev Romerkirken sat fra magten i mange europæiske lande. Et resultat af dette var Trediveårskrigen (1618-48), der i The Universal History of the World kaldes „en af de frygteligste krige i Europas historie“. Og hvad var krigens egentlige årsag? „Katolikkers had til protestanter, og protestanters had til katolikker.“¹¹

²⁰ På den tid var kristenheden begyndt at ekspandere ud over Europas grænser, hvorved den „kristne“ kultur blev bragt til andre verdensdele. Det var en militær ekspansion, præget af grusomhed og begær. I Mellem- og Sydamerika tilintetgjorde de spanske conquistadorer hurtigt de lokale kulturer. En historiebog siger: „I almindelighed ødelagde de spanske guvernører den indfødte kultur uden at sætte den europæiske i stedet. Tørsten efter guld var det der i første række drev dem til den nye verden.“¹²

²¹ Protestantiske missionærer drog også ud til andre kontinenter. Et af resultaterne af deres arbejde var det voksende koloniherredømme. Det er i dag en udbredt opfattelse at den protestantiske missionsvirksomhed „i mange tilfælde er blevet brugt som skalkeskjul for og retfærdiggørelse af verdsligt herredømme. Forbindelsen mellem mission, teknologi og imperialisme er velkendt“.¹³

22. Hvordan har kristenheden bragt kristendommens navn i vanry i det 20. århundrede?

²² Den nære forbindelse mellem kristenhedens kirker og staten har bestået op til vor tid. De to verdenskrige blev hovedsagelig udkæmpet mellem „kristne“ lande, og præster på begge sider af fronten opfordrede deres unge mænd til at kæmpe mod og forsøge at dræbe fjenden — der i mange tilfælde bekendte sig til samme tro. Som der siges i bogen If the Churches Want World Peace: „Det tjener bestemt ikke til [kirkernes] ros at vore dages krigsvæsen er opstået og har anrettet sine største ødelæggelser i lande der bekender sig til kristendommens sag.“¹⁴

Guds ord overlever

23. Hvordan understreger kristenhedens historie at Bibelen er Guds ord?

²³ Når vi betragter kristenhedens lange og sørgelige historie ser vi at den understreger to ting. For det første er disse begivenheder en opfyldelse af Bibelens profetier. Det var forudsagt at mange som hævdede at være kristne ville bringe skam over Bibelen og kristendommen; og at det virkelig er gået sådan, viser at Bibelen har talt sandt. Men vi må ikke glemme at kristenhedens adfærd ikke giver et sandt billede af Bibelens kristendom.

24. Hvad kendetegner sande kristne, og hvad må derfor siges om kristenheden?

²⁴ Jesus forklarede selv hvad der skulle kendetegne sande kristne: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Han sagde også: „De er ikke en del af verden, ligesom jeg ikke er en del af verden.“ (Johannes 17:16) På begge punkter har kristenheden selv tydeligt afsløret at den ikke repræsenterer Bibelens kristendom. Den hævder at være Bibelens ven, men den har været en falsk ven.

25. Hvorfor har Bibelen overlevet alle trængsler frem til i dag?

²⁵ Det andet vi gerne vil understrege, er dette: I betragtning af at kristenheden som helhed i den grad har modarbejdet Bibelens interesser, er det intet mindre end forbløffende at bogen har overlevet til den dag i dag og stadig øver en god indflydelse på mange menneskers liv. Bibelen har klaret sig trods bitter modstand mod at den blev oversat, trods bibelkritikkens stormløb og trods dens falske vens, kristenhedens, ukristne adfærd. Hvorfor? Fordi den ikke er nogen almindelig bog. Bibelen kan ikke dø. Den er Guds ord, og den siger selv: „Græsset tørres, blomsten visner, men vor Guds ord bliver evindelig.“ — Esajas 40:8, den danske autoriserede oversættelse.

[Fodnote]

[Tekstcitat på side 34]

De store protestantiske kirker har rettet et intellektuelt stormløb mod Bibelen

[Illustration på side 26]

Kristenhedens historie begyndte for alvor da Konstantin legaliserede sin tids „kristendom“

[Illustrationer på side 29]

Paverne Gregor VII og Innocens III førte an i den katolske kirkes kamp for at hindre at Bibelen blev oversat til de sprog folk talte

[Illustration på side 33]

Kristenhedens chokerende adfærd har fået mange til at tvivle på at Bibelen virkelig er Guds ord

[Illustration på side 35]

Scene fra den første verdenskrig: Russiske soldater bøjer sig for en religiøs ikon før de går ud for at dræbe andre „kristne“

Kapitel 4

Hvor troværdigt er „Det Gamle Testamente“?

I de næste få kapitler vil vi behandle nogle af de angreb den moderne kritik har rettet mod Bibelen. Nogle hævder at Bibelen modsiger sig selv og at den er „uvidenskabelig“. Disse anklager vil vi vende tilbage til senere. Det første vi vil se på, er den almindelige indvending at Bibelen kun er en samling myter og legender. Har bibelkritikerne noget grundlag for at sige dette? Lad os begynde med at betragte De Hebraiske Skrifter, det såkaldte Gamle Testamente.

1, 2. Hvordan forløb Jerikos belejring, og hvilke spørgsmål stilles i denne forbindelse?

EN OLDTIDSBY er belejret. Angriberne er kommet østfra, over Jordanfloden, og har opslået deres lejr foran byens høje mure. Men det er en mærkelig taktik de følger. Hver dag i seks dage er hæren marcheret en gang rundt om byen i tavshed, ledsaget af en gruppe præster som har blæst i horn. Og nu, på den syvende dag, marcherer hæren rundt om byen syv gange uden at give en lyd fra sig. Pludselig blæser præsterne i hornene af alle kræfter, hæren udstøder et højt krigsråb, og de mægtige bymure styrter sammen i en støvsky, så byen ligger forsvarsløs. — Josua 6:1-21.

² Sådan beskriver Josuas bog, den sjette bog i De Hebraiske Skrifter, Jerikos fald, som fandt sted for snart 3500 år siden. Men gik det virkelig sådan til? Mange som går ind for den historisk-kritiske bibelforskning vil svare et afgjort nej.a De hævder at Josuas bog og de foregående fem bøger i Bibelen består af legender som er nedskrevet mange hundrede år efter at de påståede begivenheder fandt sted. Mange arkæologer vil også svare nej. De siger at Jeriko muligvis ikke engang eksisterede på det tidspunkt da israelitterne drog ind i Kana’ans land.

3. Hvorfor har det betydning om Bibelens historiske beretninger er pålidelige eller ej?

³ Dette er alvorlige påstande. Når man læser Bibelen vil man se at dens lære er nøje knyttet til historien. Gud beskæftiger sig med virkelige mennesker, med mænd, kvinder, familier og nationer, og hans bud er givet til et folk der optræder i historien. Moderne forskere der rejser tvivl om Bibelens historiske ægthed, rejser også tvivl om betydningen og pålideligheden af dens budskab. Hvis Bibelen virkelig er Guds ord må dens historiske beretninger være pålidelige og ikke bestå af myter og legender. Har kritikerne noget grundlag for at drage dens historiske sandfærdighed i tvivl?

Hvor pålidelig er den historisk-kritiske bibelforskning?

4-6. Hvad går nogle af Wellhausens teorier ud på?

⁴ Den historisk-kritiske bibelforskning vandt for alvor frem i det 18. og 19. århundrede. I sidste halvdel af det 19. århundrede gjorde den tyske bibelkritiker Julius Wellhausen sig til fortaler for den teori at de første seks bøger i Bibelen, det vil sige Mosebøgerne og Josuas bog, var skrevet i det femte århundrede f.v.t. — cirka tusind år efter de begivenheder der omtales i dem. Han mente dog at de delvis var sammensat af tidligere nedskrevne kilder.¹ Denne teori vandt almindelig anerkendelse og blev for eksempel trykt i 11. udgave af Encyclopædia Britannica, udgivet i 1911, hvor vi læser: „Første Mosebog er et eftereksilsk værk sammensat af et eftereksilsk præsteskrift (P) og tidligere ikkepræstelige skrifter der tydeligt afviger fra P både sprogligt, stilistisk og hvad det religiøse synspunkt angår.“

⁵ Ifølge Wellhausen og hans tilhængere indeholdt de historiske beretninger i begyndelsen af De Hebraiske Skrifter „ikke virkelig historie, men tidligere tiders folkelige overleveringer“.² Beretningerne fra den første tid blev blot regnet for at være en afspejling af Israels senere historie. Det blev for eksempel sagt at fjendskabet mellem Jakob og Esau var opdigtet, og at beretningen blot afspejlede det senere fjendskab mellem Israel og Edom.

⁶ I tråd med dette mente kritikerne at Moses aldrig havde fået noget påbud om at lave pagtens ark og at tabernaklet, midtpunktet for israelitternes gudsdyrkelse i ørkenen, aldrig havde eksisteret. De mente også at det aronitiske præstedømmes myndighed først var blevet fuldt stadfæstet få år før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne, hvilket ifølge kritikerne skete i begyndelsen af det sjette århundrede f.v.t.³

7, 8. Hvad byggede Wellhausen sine teorier på, og var det et solidt grundlag?

⁷ Hvad bygger kritikerne disse tanker på? Jo, de hævder at teksten i de første bibelbøger kan opdeles i et antal forskellige dokumenter. De går generelt ud fra det grundprincip at ethvert bibelvers der bruger det hebraiske ord for Gud (’Ælohīmʹ) uden at knytte hans navn til, må være skrevet af én forfatter, mens de vers der nævner Gud ved hans navn, Jehova, må være skrevet af en anden — som om samme forfatter ikke kunne bruge begge udtryk.⁴

⁸ Hvis samme begivenhed er nævnt flere gange i en bog, betragter de også dette som et bevis for at der må have været flere forfattere, selv om anden semitisk oldtidslitteratur indeholder lignende eksempler på gentagelser. Desuden antager de at enhver stilændring er ensbetydende med et forfatterskift, til trods for at selv nyere eller moderne forfattere ofte har benyttet forskellige stilarter i forskellige perioder af deres forfatterskab eller i værker af forskellig art.b

9-11. Nævn nogle tydelige svagheder ved den historisk-kritiske bibelforskning.

⁹ Er der noget virkeligt bevis for disse teorier? Overhovedet ikke. En kommentator har bemærket: „Kritik er, selv i bedste fald, spekulativ og foreløbig. Den kan altid risikere at blive korrigeret eller modbevist og at måtte erstattes med noget andet. Den er en intellektuel udfoldelse, behæftet med al den usikkerhed og de gætterier der altid hører sådanne udfoldelser til.“⁵ Bibelkritikken, den historisk-kritiske forskning, er i særdeleshed og i allerhøjeste grad „spekulativ og foreløbig“.

¹⁰ En anden brist ved den historisk-kritiske forskning er ifølge Gleason L. Archer jun. at „Wellhausenskolen gik ud fra den rene antagelse (som den næppe har bekymret sig om at føre bevis for) at Israels religion var af blot og bar menneskelig oprindelse ligesom enhver anden, og at den måtte forklares som et rent udviklingsprodukt“.⁶ Wellhausen og hans tilhængere tog med andre ord deres udgangspunkt i den antagelse at Bibelen blot var menneskers ord.

¹¹ Tilbage i 1909 gjorde The Jewish Encyclopedia opmærksom på endnu et par svagheder ved Wellhausens teori: „De argumenter hvormed Wellhausen har vundet næsten alle samtidens bibelkritikere for sine synspunkter, bygger på to antagelser: for det første at ritualerne bliver mere udførlige efterhånden som en religion udvikles; for det andet at ældre kilder nødvendigvis beskæftiger sig med de tidligere stadier af ritualudviklingen. Den første antagelse strider mod de primitive kulturers vidnesbyrd, og den anden finder ingen støtte i for eksempel de indiske ritualkodeksers vidnesbyrd.“

12. Hvordan klarer den historisk-kritiske bibelforskning sig i lyset af de arkæologiske vidnesbyrd?

¹² Er der nogen mulighed for at efterprøve den historisk-kritiske forskning for at se om dens teorier er sande eller ej? The Jewish Encyclopedia sagde videre: „Wellhausens synspunkter bygger næsten udelukkende på litterær analyse og må suppleres af en undersøgelse fra den etablerede arkæologis synspunkt.“ Bidrog arkæologien, som årene gik, til at bekræfte Wellhausens teorier? The New Encyclopædia Britannica fra 1987 svarer: „Den arkæologiske kritik har været tilbøjelig til at bekræfte pålideligheden af de udpræget historiske detaljer fra selv de ældste perioder [af bibelhistorien] og at svække teorien om at Pentateukens beretninger [de historiske beretninger i Bibelens første bøger] blot afspejler det der skete i en langt senere periode.“

13, 14. Hvorfor har den historisk-kritiske bibelforskning stadig bred tilslutning på trods af de svagheder den er behæftet med?

¹³ Hvorfor er den historisk-kritiske metode trods sine svagheder så populær blandt vore dages intellektuelle? Fordi den fortæller dem det de gerne vil høre. En forsker forklarede i forrige århundrede: „Personligt hilste jeg denne bog af Wellhausen mere velkommen end næsten enhver anden, for det forekom mig at det påtrængende problem med Det Gamle Testamentes historie endelig var blevet løst på en måde som stemte med princippet om menneskets udvikling, som jeg føler mig nødsaget til at anvende på al religionshistorie.“⁷ Den historisk-kritiske bibelforskning harmonerede tydeligvis med hans forudfattede, evolutionistiske synspunkter. De to teorier har da også nøjagtig samme sigte. Ligesom udviklingslæren ville overflødiggøre troen på en Skaber, ville Wellhausens historisk-kritiske metode indebære at det ikke er nødvendigt at tro at Bibelen er inspireret af Gud.

¹⁴ Den antagelse at Bibelen ikke er Guds ord, forekommer de intellektuelle i dette rationalistiske 20. århundrede meget acceptabel.c De har langt lettere ved at tro at profetierne er skrevet efter deres opfyldelse end ved at anerkende dem som sande profetier. De foretrækker at bortforklare Bibelens beretninger om mirakler som myter, legender eller folkesagn, frem for at tage den mulighed i betragtning at miraklerne virkelig har fundet sted. Men en sådan holdning er både usaglig og fordomsfuld, og er ikke noget virkeligt grundlag for at afvise Bibelen som sand. Den historisk-kritiske bibelforskning er behæftet med alvorlige svagheder, og dens angreb på Bibelen har ikke formået at modbevise at Bibelen er Guds ord.

Støtter arkæologien Bibelen?

15, 16. Hvilken oplysning i Bibelen om en hersker i fortiden er blevet bekræftet af arkæologien?

¹⁵ Arkæologien er en langt mere velfunderet forskningsgren end den historisk-kritiske bibelforskning. Ved at afdække resterne af fortidens kulturer har arkæologerne på mange måder øget vor forståelse af hvordan forholdene var dér tilbage i tiden. Og for den troende er det ikke overraskende at de arkæologiske fund gang på gang stemmer overens med det vi læser i Bibelen. I adskillige tilfælde har arkæologien ligefrem givet Bibelen ret over for dens kritikere.

¹⁶ Daniels bog i Bibelen fortæller for eksempel at den sidste hersker i Babylon før byen faldt for perserne, var en mand ved navn Belsazzar. (Daniel 5:1-30) Eftersom der ikke kendtes nogen Belsazzar uden for Bibelen, hævdede kritikerne at Bibelen tog fejl og at manden aldrig havde levet. Men i forrige århundrede blev der under udgravninger i det sydlige Irak fundet nogle små lercylindre beskrevet med kileskrift. Det viste sig at de blandt andet indeholdt en bøn om at kong Nabonid af Babylon og hans ældste søn måtte have et godt helbred. Og sønnens navn? Belsazzar.

17. Hvordan kan vi forklare at Bibelen omtaler Belsazzar som konge, mens han i de fleste inskriptioner fremstilles som kronprins?

¹⁷ Der fandtes altså en Belsazzar! Men var han konge da Babylon faldt? De fleste af de inskriptioner man siden fandt, omtalte ham blot som kongens søn, kronprinsen. Men et kileskriftdokument der kaldes „Et polemisk digt om Nabonid“ kastede mere lys over Belsazzars virkelige stilling. Der stod heri: „Da betroede han [Nabonid] lejren til sin ældste, førstefødte, og tropperne fra alle provinser tildelte han ham. Han løsnede sine hænder(s tag) og betroede ham kongemagten.“⁸ Belsazzar fik altså overdraget kongemagten. Det gjorde ham i praksis til konge!d Dette forhold mellem Belsazzar og hans fader, Nabonid, forklarer hvorfor Belsazzar under den skæbnesvangre banket i Babylon tilbød Daniel at han skulle herske som den tredje i riget. (Daniel 5:16) Eftersom Nabonid var den øverste, var Belsazzar selv kun den næstøverste myndighed i Babylon.

Andre vidnesbyrd

18. Hvordan underbygger arkæologien de bibelske oplysninger om den fred og velstand der fulgte efter Davids herredømme?

¹⁸ Ja, mange arkæologiske fund har bekræftet Bibelens historiske nøjagtighed. Bibelen fortæller for eksempel at der var stor velstand i Israel efter at kong Salomon havde overtaget magten efter sin fader, David. Vi læser: „Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig.“ (1 Kongebog 4:20) Dette er blevet underbygget, for „de arkæologiske vidnesbyrd viser at Juda oplevede en befolkningseksplosion i og efter det tiende århundrede f.Kr., da den fred og velstand som David havde indført, gjorde det muligt at bygge mange nye byer.“¹⁰

19. Hvordan har arkæologien givet os flere oplysninger om krigen mellem Israel og Moab?

¹⁹ Senere blev Israel og Juda delt i to riger, og Israel erobrede nabolandet Moab. Moabitterkongen Mesja gjorde oprør, og Israel allierede sig med Juda og naboriget Edom for at gå i krig mod Moab. (2 Kongebog 3:4-27) I 1868 blev der fundet en stele (en flad, tilhugget sten) i Jordan med en indskrift på moabitisk som indeholdt Mesjas egen beretning om denne konflikt.

20. Hvad kan arkæologien fortælle om assyrernes ødelæggelse af Israel?

²⁰ I år 740 f.v.t. tillod Gud derpå at det oprørske nordlige rige, Israel, blev ødelagt af assyrerne. (2 Kongebog 17:6-18) Arkæologen Kathleen Kenyon henviser til den bibelske beretning om denne ødelæggelse, og siger: „Man kunne nok have en mistanke om at noget af dette er overdrevent stærkt udtrykt.“ Men er det det? Hun tilføjer: „De arkæologiske vidnesbyrd om kongeriget Israels fald er næsten mere levende end dem vi finder i Bibelen. . . . Den fuldstændige udslettelse af de israelitiske byer Samaria og Hazor, sammen med ødelæggelsen af Megiddo, er det håndfaste arkæologiske bevis for at [bibel]skribenten ikke har overdrevet.“¹¹

21. Hvilke oplysninger om babyloniernes undertvingelse af Juda har arkæologien tilvejebragt?

²¹ Senere igen fortæller den bibelske beretning at Jerusalem under kong Jojakin blev belejret af babylonierne og måtte overgive sig. Denne belejring er omtalt i Den Babyloniske Krønike, et sæt lertavler som arkæologerne har fremdraget. På en af tavlerne læser vi: „Kongen af Akkad [Babylon] . . . belejrede byen i Juda (iahudu), og kongen indtog byen på den anden dag i måneden addaru.“¹² Jojakin blev ført til Babylon og fængslet. Men senere blev han ifølge Bibelen løsladt fra fængselet og fik en daglig tildeling af fødevarer. (2 Kongebog 24:8-15; 25:27-30) Dette underbygges af gamle administrative dokumenter som indeholder en oversigt over rationer givet til „Jaukin, konge af landet Jahud“.¹³

22, 23. Hvordan er forholdet generelt mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger?

²² Om forholdet mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger siger professor David Noel Freedman: „I det store og hele har arkæologien imidlertid bidraget til at underbygge den bibelske beretnings historiske ægthed. Den kronologiske oversigt fra patriarkerne frem til nytestamentlig tid stemmer i grove træk overens med arkæologiske data. . . . Fremtidige fund vil efter al sandsynlighed støtte den nuværende moderate holdning at den bibelske tradition er rodfæstet i historien og trofast overleveret, om end den ikke er historie i kritisk eller videnskabelig forstand.“

²³ Om kritikernes anstrengelser for at drage Bibelen i tvivl siger han derpå: „De nyere forskeres forsøg på at rekonstruere den bibelske historie — f. eks. Wellhausens opfattelse af patriarktiden som en afspejling af det delte kongedømme, eller Noths og hans tilhængeres afvisning af Moses og udvandringen som historiske og deres deraf følgende omstrukturering af den israelitiske historie — har ikke klaret sig så godt over for de arkæologiske data som den bibelske beretning.“¹⁴

Jerikos fald

24. Hvad siger Bibelen om Jerikos fald?

²⁴ Vil det sige at arkæologien stemmer overens med Bibelen i ethvert tilfælde? Nej, der er flere uoverensstemmelser. En af dem gælder den dramatiske indtagelse af Jeriko som vi beskrev i kapitlets begyndelse. Ifølge Bibelen var Jeriko den første by Josua indtog da han førte israelitterne ind i Kana’ans land. Bibelkronologien placerer dermed byens fald i første halvdel af det 15. århundrede f.v.t. Da byen var indtaget blev den brændt ned og lå derefter ubeboet i flere hundrede år. — Josua 6:1-26; 1 Kongebog 16:34.

25, 26. Hvilke forskellige slutninger er arkæologer kommet til under udgravningen af Jeriko?

²⁵ Før Anden Verdenskrig blev stedet hvor Jeriko mentes at have ligget, udgravet af professor John Garstang. Han fandt frem til at byen var meget gammel og var blevet ødelagt og genopbygget mange gange, og han fastslog at murene under en af disse ødelæggelser var styrtet sammen som ved et jordskælv og at byen var blevet brændt ned til grunden. Han mente at dette var sket omkring år 1400 f.v.t., hvilket ikke er langt fra den tid Bibelen angiver for Jerikos ødelæggelse.¹⁵

²⁶ Efter krigen foretog Kathleen Kenyon yderligere udgravninger i Jeriko. Hun kom til det resultat at de sammenstyrtede mure som Garstang havde identificeret, var flere hundrede år ældre end han havde ment. Hun fastslog at Jeriko havde lidt en omfattende ødelæggelse i det 16. århundrede f.v.t, men sagde at der ikke fandtes nogen by på stedet i det 15. århundrede — da Josua ifølge Bibelen drog ind i landet. Hun nævnte videre at der var mulige tegn på endnu en ødelæggelse, som kunne have fundet sted i 1325 f.v.t., og sagde: „Hvis Jerikos ødelæggelse skal forbindes med en invasion under Josua, er det dette årstal arkæologien peger på.“¹⁶

27. Hvorfor skulle uoverensstemmelser mellem arkæologien og Bibelen ikke forurolige os unødigt?

²⁷ Vil det sige at Bibelen her har taget fejl? Nej, slet ikke. Vi må forstå at arkæologien nok er et vindue til fortiden, men ikke altid et klart vindue. Somme tider er der temmelig meget snavs på ruden. Som en kommentator har bemærket: „De arkæologiske vidnesbyrd er desværre fragmentariske og derfor begrænsede.“¹⁷ Dette gælder især de tidlige perioder af den israelitiske historie, hvor de arkæologiske vidnesbyrd ikke er tydelige. I forbindelse med Jeriko er de endda mindre tydelige end ellers, fordi stedet er blevet stærkt eroderet.

Arkæologiens begrænsninger

28, 29. Hvilke begrænsninger erkender forskere at arkæologien har?

²⁸ Arkæologerne indrømmer selv at deres videnskab har sine begrænsninger. Yohanan Aharoni forklarer for eksempel: „Når det drejer sig om historisk eller historisk-geografisk tolkning træder arkæologen uden for de eksakte videnskabers virkefelt og må støtte sig til værdidomme og hypoteser for at nå frem til et sammenhængende historisk billede.“¹⁸ Om de årstal der knyttes til de forskellige fund, tilføjer han: „Vi må derfor altid huske at ikke alle årstal er absolutte men at de er mere eller mindre usikre.“ Han mener dog at arkæologerne i vore dage kan være mere sikre på deres dateringer end man kunne før i tiden.¹⁹

²⁹ I bogen The World of the Old Testament stilles spørgsmålet: „Hvor objektiv eller virkelig videnskabelig er den arkæologiske metode?“ Svaret lyder: „Arkæologerne er mere objektive når de afdækker fundene end når de fortolker dem. Men deres menneskelige observanser vil også påvirke de metoder de bruger når de graver. De kan ikke undgå at ødelægge deres bevismateriale efterhånden som de graver ned gennem lagene, så de kan aldrig efterprøve deres ’forsøg’ ved at gentage det. Dette sætter arkæologien i særklasse blandt videnskaberne. Og det gør rapporteringen af fundene til en yderst krævende og risikofyldt opgave.“²⁰

30. Hvordan betragter oprigtige bibellæsere arkæologien?

³⁰ Arkæologien kan altså være meget nyttig, men ligesom alt andet mennesker beskæftiger sig med, er den behæftet med fejlmuligheder. Skønt vi betragter de arkæologiske teorier med interesse, bør vi aldrig regne dem for at være ubestridelige sandheder. Hvis arkæologerne fortolker deres fund på en måde der strider mod Bibelen, skal vi ikke uden videre mene at Bibelen har uret og arkæologerne ret. Deres fortolkninger er før blevet revideret.

31. Hvilken ny betragtning er for nylig blevet fremsat angående Jerikos fald?

³¹ Det er interessant at professor John J. Bimson i 1981 tog Jerikos ødelæggelse op til ny vurdering. Han undersøgte nøje vidnesbyrdene om den brand der — ifølge Kathleen Kenyon — ødelagde Jeriko i midten af det 16. århundrede f.v.t. Han kom ikke alene til det resultat at ødelæggelsen stemte med Bibelens beretning om Josuas ødelæggelse af byen, men også at det arkæologiske billede af Kana’an som helhed stemte perfekt med Bibelens beskrivelse af Kana’an på det tidspunkt da israelitterne invaderede landet. Han mener derfor at den arkæologiske datering må være forkert og foreslår at ødelæggelsen i virkeligheden fandt sted midt i det 15. århundrede f.v.t., i Josuas levetid.²¹

Bibelen er sand historie

32. Hvilken tendens gør sig gældende blandt nogle forskere?

³² Dette eksempel viser at arkæologerne ofte er uenige indbyrdes. Det bør derfor ikke overraske os at nogle er uenige med Bibelen mens andre er enige med den. Det er imidlertid værd at bemærke at nogle forskere er begyndt at anerkende Bibelens historiske ægthed i generelle træk, om ikke i alle detaljer. William Foxwell Albright repræsenterede én retning af forskere da han skrev: „Man er generelt gået tilbage til at anerkende nøjagtigheden, både i store træk og i faktiske detaljer, af Israels religiøse historie. . . . For at sammenfatte det, kan vi nu igen behandle Bibelen fra begyndelse til slutning som et autentisk religionshistorisk dokument.“²²

33, 34. Hvordan bærer De Hebraiske Skrifter i sig selv præg af at være historisk nøjagtige?

³³ Bibelen bærer i sig selv præg af at være nøjagtig historie. I modsætning til de fleste gamle myter og legender er dens begivenheder forbundet med nøjagtige tidsangivelser. Mange af de begivenheder den omtaler, bekræftes af samtidige inskriptioner. Hvor der er en afvigelse mellem Bibelen og en gammel inskription, kan den ofte tilskrives det forhold at oldtidens herskere ikke så gerne omtalte deres egne fiaskoer men hellere fremhævede deres bedrifter.

³⁴ Mange af disse gamle inskriptioner er i virkeligheden ikke så meget historie som officiel propaganda. I modsætning til dette udviser bibelskribenterne en sjælden åbenhed. Hovedskikkelser som Moses og Aron fremstilles med både svage og stærke sider. Selv den navnkundige kong Davids fejltagelser blotlægges. Og de fejltrin der blev begået af folket som helhed, afsløres gang på gang. Denne oprigtighed taler for at De Hebraiske Skrifter er sandfærdige og pålidelige, og giver Jesu ord vægt da han bad til Gud og sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.

35. Hvad har de rationalistiske tænkere ikke formået at gøre, og hvori vil oprigtige bibellæsere søge vidnesbyrd om Bibelens inspiration?

³⁵ Albright skrev videre: „Under alle omstændigheder hæver Bibelen sig indholdsmæssigt op over al tidligere religiøs litteratur; og den hæver sig lige så højt over al efterfølgende litteratur med sit direkte og enkle budskab og med den bredde hvormed den henvender sig til mennesker i alle lande til alle tider.“²³ Det er dette magtfulde budskab frem for de lærdes udsagn der beviser Bibelens inspiration — hvilket vi senere skal komme ind på. Lad os her blot fastslå at nutidens rationalistiske tænkere ikke har formået at bevise at De Hebraiske Skrifter er uhistoriske, hvorimod disse skrifter selv indeholder alle vidnesbyrd om at de er nøjagtige. Kan det samme siges om De Kristne Græske Skrifter, „Det Nye Testamente“? Det vil vi se på i det næste kapitel.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 53]

I modsætning til verdslige historieberetninger fra oldtiden fortæller Bibelen åbent om fejl der blev begået af fremtrædende personer som Moses og David

[Ramme på side 44]

Arkæologiens værdi

„Arkæologien fremdrager eksemplarer af gamle redskaber og kar, mure og bygninger, våben og smykker. De fleste af disse kan indordnes i et kronologisk mønster og forbindes med betegnelser og beretninger som findes i Bibelen. I denne forstand har Bibelen i skriftlig form bevaret et nøjagtigt billede af sit gamle kulturelle miljø. Detaljerne i de bibelske beretninger er ikke produkter af en forfatters frodige fantasi men autentiske afspejlinger af den verden hvori de omtalte begivenheder, fra de verdslige til de mirakuløse, fandt sted.“ — The Archaeological Encyclopedia of the Holy Land.

[Ramme på side 50]

Hvad arkæologien kan og ikke kan

„Arkæologien hverken beviser eller modbeviser på afgørende måde Bibelen, men den har andre funktioner som er af stor betydning. Den genskaber i nogen grad den materielle verden som Bibelen forudsætter. At vide for eksempel hvilket materiale et hus var bygget af eller hvordan en offerhøj så ud, øger i høj grad vor forståelse af teksten. For det andet udfylder den den historiske beretning. Mesjastelen fortæller for eksempel den anden side af den sag der behandles i 2 Kongebog 3:4ff. . . . For det tredje åbenbarer den hvordan det gamle Israels naboer levede og tænkte — hvilket er interessant i sig selv og hvilket belyser den tankeverden hvori det gamle Israels tanker udvikledes.“ — Ebla — A Revelation in Archaeology.

[Illustration på side 41]

Milton skrev i flere stilarter. Mener tilhængerne af den historisk-kritiske bibelforskning at hans værker er frembragt af flere forfattere?

[Illustration på side 45]

„Et polemisk digt om Nabonid“ oplyser at Nabonid betroede sin førstefødte søn kongemagten

[Illustration på side 46]

Mesjastelen gengiver kong Mesjas version af konflikten mellem Moab og Israel

[Illustration på side 47]

Officielle babyloniske fortegnelser støtter Bibelens beretning om Jerusalems fald

Kapitel 5

„Det Nye Testamente“ — historie eller myte?

„Det Nye Testamente kan i dag betegnes som den uden sammenligning bedst undersøgte bog i verdenslitteraturen.“ Sådan skriver Hans Küng i sin bog „Christ sein“. Og han har helt ret. Gennem de sidste 300 år er De Kristne Græske Skrifter blevet undersøgt på kryds og tværs. De er blevet grundigere gennemgået og nøjere analyseret end noget andet stykke litteratur.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvordan er De Kristne Græske Skrifter blevet behandlet i de sidste 300 år? (b) Hvilke mærkelige slutninger er nogle forskere kommet til?

NOGLE forskere er kommet til besynderlige resultater. Tilbage i det 19. århundrede drog Ludwig Noack i Tyskland den slutning at Johannesevangeliet var skrevet i år 60 af den elskede discipel — som han fastslog var Judas! Franskmanden Joseph Ernest Renan mente at Lazarus’ opstandelse sandsynligvis var et bedrag som Lazarus selv havde sat i scene for at støtte Jesus i hans påstand om at han kunne gøre mirakler. Og den tyske teolog Gustav Volkmar holdt på at den historiske Jesus ikke havde kunnet gøre krav på at være Messias.¹

² Bruno Bauer mente på sin side at Jesus overhovedet aldrig havde eksisteret! „Han hævdede at de egentlige skabende kræfter i urkristendommen var Filon, Seneca og gnostikerne. Til slut erklærede han at der aldrig havde eksisteret en historisk Jesus . . . at den kristne religion var opstået i slutningen af det andet århundrede og var udsprunget af en jødedom hvori stoicismen var blevet dominerende.“²

3. Hvordan ser mange stadig på De Kristne Græske Skrifter?

³ I dag er kun de færreste så yderliggående, men hvis man læser moderne forskeres værker, vil man opdage at mange stadig tror at De Kristne Græske Skrifter indeholder myter, legender og overdrivelser. Gør de det?

Hvornår blev de skrevet?

4. (a) Hvorfor er det vigtigt at vide hvornår bøgerne i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet? (b) Hvilke tidspunkter sætter nogle for affattelsen af De Kristne Græske Skrifter?

⁴ Myter og legender skal have tid til at udvikle sig. Derfor har spørgsmålet om hvornår bøgerne blev skrevet, stor betydning. Historikeren Michael Grant siger at de historiske dele af De Kristne Græske Skrifter blev påbegyndt „tredive til fyrre år efter Jesu død“.⁴ Bibelarkæologen William Foxwell Albright nævner at C. C. Torrey „nåede frem til at alle evangelierne blev skrevet før år 70 e.Kr. og at der ikke fandtes noget i dem som ikke kunne have været skrevet i løbet af de første tyve år efter Jesu korsfæstelse“. Albright mente selv at de var fuldført „senest omkring år 80 e.Kr.“. Andre ansætter tiden en smule anderledes, men de fleste er enige om at „Det Nye Testamente“ var fuldført ved udgangen af det første århundrede.

5, 6. Hvilken slutning kan vi drage på det grundlag at De Kristne Græske Skrifter blev skrevet ret kort efter de begivenheder de omtaler?

⁵ Hvad kan vi udlede af dette? Albright drager denne slutning: „Alt hvad vi kan sige er at en periode på mellem tyve og halvtreds år er alt for kort til at der kan være sket nogen mærkbar forvanskning af indholdet eller endog af ordlyden af Jesu udtalelser.“⁵ Professor Gary Habermas tilføjer: „Evangelierne ligger forholdsvis tæt på den periode de beskriver, mens gamle historieberetninger ofte skildrer begivenheder som fandt sted århundreder tidligere. Og dog er nutidens historikere i stand til at fastslå hvad der skete selv i disse fjerne tider.“⁶

⁶ De historiske dele af De Kristne Græske Skrifter er med andre ord mindst lige så troværdige som de verdslige historieberetninger. I betragtning af de få årtier der gik fra begivenhederne indtraf indtil de blev nedfældet skriftligt, var der simpelt hen ikke tid til at der kunne dannes myter og legender og til at disse kunne blive almindeligt udbredte.

Øjenvidneberetninger

7, 8. (a) Hvem var stadig i live da De Kristne Græske Skrifter blev skrevet og udbredt? (b) Hvilken slutning må vi drage i overensstemmelse med professor F. F. Bruces udtalelse?

⁷ Dette gælder især da mange af de bibelske beretninger henviser til øjenvidner. I Johannesevangeliet siges der: „Det er den discipel [den discipel Jesus elskede] som vidner om dette og som har skrevet dette.“ (Johannes 21:24) I Lukasevangeliet læser vi: „De der fra begyndelsen var øjenvidner og budskabets tjenere har overleveret os [beretningen].“ (Lukas 1:2) Apostelen Paulus omtalte dem der havde været vidner til Jesu opstandelse, og sagde: „De fleste [er stadig] her, men nogle er sovet ind i døden.“ — 1 Korinther 15:6.

⁸ I denne forbindelse fremsætter professor F. F. Bruce en god iagttagelse: „I de dage, hvor så mange af Jesu disciple med en levende erindring om, hvad der havde fundet sted, var i live, kan det ikke have været så let at opdigte historier om Jesus, som nogle forfattere synes at tro. . . . Disciplene kunne derfor ikke tillade sig at være skødesløse i deres omtale af de faktiske hændelser (for slet ikke at tale om en forsætlig fordrejning af kendsgerningerne), for sådanne unøjagtigheder ville omgående blive brugt imod dem af mindre venligtsindede vidner. Kendsgerningerne er da også, at apostlene så langt fra at være bange for sådanne vidner tværtimod appellerede til folks viden om disse ting; de nøjedes ikke med at sige: ’Herom er vi vidner’, men de tilføjede: ’Sådan som I jo selv véd’ (Ap. G. 2, 22).“⁷

Er teksten pålidelig?

9, 10. Hvad kan vi være sikre på med hensyn til teksten i De Kristne Græske Skrifter?

⁹ Kunne det mon så tænkes at øjenvidneberetningerne blev nedskrevet nøjagtigt, men at de senere blev forvansket? Blev der med andre ord indføjet myter og legender i teksten efter at den var skrevet færdig? Som vi allerede har set, er teksten til De Kristne Græske Skrifter i langt bedre stand end teksten til noget andet stykke litteratur fra oldtiden. Kurt og Barbara Aland, som er eksperter i Bibelens græske tekst, anfører næsten 5000 gamle håndskrifter som er blevet bevaret til i dag, heraf nogle som er helt tilbage fra det andet århundrede e.v.t.⁸ Det samlede vidnesbyrd fra alle disse tekstvidner er at teksten i alt væsentligt er til at stole på. Desuden findes der mange gamle oversættelser — den tidligste fra omkring år 180 e.v.t. — som også er med til at bevise at den tekst vi har i dag, er nøjagtig.⁹

¹⁰ Vi kan derfor være sikre på at der ikke har indsneget sig myter og legender i De Kristne Græske Skrifter efter at skribenterne havde afsluttet deres arbejde. Den tekst vi har i dag er i det væsentlige den samme som den de oprindelige skribenter nedskrev, og dens nøjagtighed bekræftes af at samtidens kristne anerkendte den. Kan vi så efterprøve Bibelens historiske ægthed ved at sammenholde den med andre historiske beretninger fra oldtiden? I et vist omfang, ja.

De skriftlige vidnesbyrd

11. I hvilket omfang finder De Kristne Græske Skrifters historiske beretninger støtte i ikkebibelske skrifter?

¹¹ Ud over Bibelen er det faktisk ret begrænset hvad der findes af skriftlige vidnesbyrd om Jesu og hans apostles liv. Det er dog hvad man kunne forvente, eftersom de kristne i det første århundrede var en forholdsvis lille gruppe der ikke blandede sig i politiske spørgsmål. Men de vidnesbyrd den verdslige historie trods alt aflægger, stemmer overens med det vi læser i Bibelen.

12. Hvad fortæller Josefus om Johannes Døber?

¹² Efter at Herodes Antipas havde lidt et knusende militært nederlag skrev den jødiske historieskriver Josefus for eksempel (i år 93 e.v.t.): „Nogle af jøderne mente at ødelæggelsen af Herodes’ hær var en hævn fra Gud, og tilmed en retfærdig hævn, for hans behandling af Johannes med tilnavnet Døberen. For Herodes havde ladet ham dræbe skønt han var en god mand og havde formanet jøderne til at føre et retfærdigt liv, at øve ret over for deres næste og fromhed over for Gud.“¹⁰ Josefus bekræfter altså Bibelens beretning om at Johannes Døber var en retfærdig mand der forkyndte sindsændring og blev henrettet af Herodes. — Mattæus 3:1-12; 14:11.

13. Hvordan bekræfter Josefus at Jakob og Jesus er historiske personer?

¹³ Josefus nævner også Jakob, Jesu halvbroder, der ifølge Bibelen ikke fra begyndelsen fulgte Jesus men senere blev en fremtrædende ældste i Jerusalem. (Johannes 7:3-5; Galaterne 1:18, 19) Han dokumenterer Jakobs arrestation med disse ord: „[Ypperstepræsten Ananus] kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus, og nogle andre, frem for dem.“¹¹ Med disse ord bekræfter Josefus desuden at „Jesus, der kaldtes Kristus,“ var en historisk person.

14, 15. Hvordan støtter Tacitus den bibelske beretning?

¹⁴ Flere andre skribenter fra oldtiden hentyder også til begivenheder som er nævnt i De Kristne Græske Skrifter. Evangelierne fortæller at Jesu forkyndelse i Palæstina vandt udbredt gehør. Da han blev dømt til døden af Pontius Pilatus, blev hans tilhængere rådvilde og modløse. Men kort efter fyldte de samme disciple frimodigt Jerusalem med det budskab at deres Herre var blevet oprejst fra de døde. Få år senere var kristendommen blevet udbredt i hele Romerriget. — Mattæus 4:25; 26:31; 27:24-26; Apostelgerninger 2:23, 24, 36; 5:28; 17:6.

¹⁵ Sandheden i dette bevidnes af den romerske historiker Tacitus, der ikke var nogen ven af kristendommen. Han skrev kort efter år 100 e.v.t. om Neros grusomme forfølgelse af de kristne, og sagde: „Disse mennesker havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus. Således blev denne fordærvelige overtro for øjeblikket undertrykt, men brød siden atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, hvor den fra først af var opstået, men også her i hovedstaden [Rom].“¹²

16. Hvilken historisk begivenhed som omtales i Bibelen, er også omtalt af Svetonius?

¹⁶ I Apostelgerninger 18:2 nævner bibelskribenten at „[den romerske kejser] Claudius havde beordret alle jøderne til at forlade Rom“. Den samme hændelse er omtalt af den romerske historiker Svetonius fra det andet århundrede. Han skriver i sin biografi Divus Claudius: „Jøderne, der på Chrestus’s tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.“¹³ Hvis Chrestus her sigter til Jesus Kristus og hvis begivenhederne i Rom fulgte samme mønster som i andre byer, fandt optøjerne ikke virkelig sted på Kristi (det vil sige Kristi disciples) tilskyndelse. De var derimod et udslag af jødernes voldelige reaktion på de kristnes trofaste forkyndelse.

17. Hvilke kilder som Justinus Martyr havde adgang til i det andet århundrede, støttede Bibelens beretning om Jesu mirakler og hans død?

¹⁷ Justinus Martyr skrev i midten af det andet århundrede om Jesu død: „At dette har fundet Sted, kan I erfare af de Akter, der blev udfærdiget under Pontius Pilatus.“¹⁴ Han gjorde opmærksom på at de samme optegnelser nævnte Jesu mirakler, idet han skrev: „At han har udført dette, kan I faa at vide af de under Pilatus forfattede Akter.“¹⁵ Disse ’akter’ eller officielle optegnelser findes ganske vist ikke mere, men det gjorde de åbenbart i det andet århundrede, og Justinus Martyr opfordrede trygt sine læsere til at undersøge dem for at sikre sig at det han skrev var sandt.

De arkæologiske vidnesbyrd

18. Hvilket arkæologisk vidnesbyrd er der om at Pontius Pilatus har levet?

¹⁸ Arkæologien har også belyst eller bekræftet det vi læser i De Græske Skrifter. I 1961 blev navnet Pontius Pilatus fundet i en indskrift i ruinerne af et romersk teater i Cæsarea.¹⁶ Indtil dette fund blev gjort havde man, ud over Bibelen selv, kun meget begrænsede vidnesbyrd om denne romerske landshøvdings eksistens.

19, 20. Hvilke personer som Lukas omtaler (i Lukasevangeliet og Apostelgerninger) er der fundet arkæologiske vidnesbyrd om?

¹⁹ I Lukasevangeliet læser vi at Johannes Døber begyndte sin tjeneste „da . . . Lysanias var landsdelshersker i Abilene“. (Lukas 3:1) Nogle har draget denne oplysning i tvivl fordi Josefus nævner en Lysanias der herskede i Abilene og som døde i år 34 f.v.t., længe før Johannes blev født. Men arkæologer har afdækket en inskription i Abilene som omtaler en anden Lysanias, der var tetrark (landsdelshersker) under Tiberius, der var kejser i Rom da Johannes påbegyndte sin tjeneste.¹⁷ Det kan udmærket have været den Lysanias Lukas hentydede til.

²⁰ I Apostelgerninger læser vi at Paulus og Barnabas blev sendt ud som missionærer og at de på Cypern traf en prokonsul ved navn Sergius Paulus, „en forstandig mand“. (Apostelgerninger 13:7) Under udgravninger på Cypern midt i forrige århundrede fandt man en inskription fra år 55 e.v.t. hvori denne mand nævnes. Arkæologen G. Ernest Wright siger herom: „Det er den eneste omtale vi har af denne prokonsul uden for Bibelen, og det er interessant at Lukas anfører hans navn og titel korrekt.“¹⁸

21, 22. Hvilken religiøs praksis som nævnes i Bibelen er blevet bekræftet af arkæologiske fund?

²¹ I Athen nævnte Paulus at han havde lagt mærke til et alter som var indviet til „en ukendt gud“. (Apostelgerninger 17:23) Rundt om i Romerrigets område er der fundet altre med indskrifter på latin som viser at de var indviet til ikke navngivne guder. Og i Pergamum er der fundet et alter med indskriften på græsk, sådan som dét i Athen må have haft.

²² Da Paulus senere var i Efesus, stødte han på voldsom modstand hos sølvsmedene, der levede af at lave små Artemistempler og Artemisbilleder. Efesus blev omtalt som „tempelvogter for den store Artemis“. (Apostelgerninger 19:35) I harmoni med dette er der i ruinerne af det gamle Efesus fundet et større antal terrakotta- og marmorfigurer af Artemis. I forrige århundrede blev resterne af det store tempel udgravet.

Sandhedens præg

23, 24. (a) Hvor finder vi det stærkeste bevis på at De Kristne Græske Skrifter er sande? (b) Hvilket træk ved den bibelske beretning vidner om at den er sandfærdig? Giv et eksempel.

²³ Vi ser altså at historien og arkæologien belyser og til en vis grad bekræfter de historiske elementer i De Græske Skrifter. Men også her gælder det at det stærkeste bevis på at skrifterne er sande, findes i bøgerne selv. Når man læser dem, virker de ikke som myter. De har sandhedens præg.

²⁴ De er for eksempel meget åbenhjertige. Tænk på hvad der fortælles om Peter. Hans pinlige mangel på tro da han forsøgte at gå på vandet, er nøje beskrevet. Siden sagde Jesus til denne højt ansete apostel: „Forsvind om bag mig, Satan!“ (Mattæus 14:28-31; 16:23) Og efter at Peter under voldsomme protester havde bedyret at selv om alle de andre forlod Jesus, ville han aldrig gøre det, faldt han i søvn på sin nattevagt og fornægtede senere sin Herre tre gange. — Mattæus 26:31-35, 37-45, 73-75.

25. Hvilke svagheder hos apostlene lægger bibelskribenterne ikke skjul på?

²⁵ Men Peter er ikke den eneste hvis svagheder afsløres. Den usminkede beretning lægger ikke skjul på at apostlene skændtes om hvem af dem der var den største. (Mattæus 18:1; Markus 9:34; Lukas 22:24) Den undlader heller ikke at fortælle at Jakobs og Johannes’ moder bad Jesus om at give hendes sønner de mest begunstigede stillinger i hans rige. (Mattæus 20:20-23) Det skarpe opgør mellem Barnabas og Paulus bliver heller ikke fortiet. — Apostelgerninger 15:36-39.

26. Hvilken detalje i forbindelse med Jesu opstandelse ville ikke have været taget med i beretningen hvis ikke den var sand?

²⁶ Det er også værd at bemærke at det ifølge Lukasevangeliet var „kvinderne, som var kommet sammen med ham fra Galilæa,“ der først erfarede at Jesus var opstået. Dette var højst usædvanligt i datidens mandsdominerede samfund. Beretningen fortæller da også at kvindernes udtalelser ’forekom apostlene som vrøvl’. (Lukas 23:55–24:11) Hvis beretningen i De Græske Skrifter ikke er sand, må den være opdigtet. Men hvorfor skulle nogen opdigte en historie der stiller så respekterede personer i et så lidet flatterende lys? Disse oplysninger kan kun være taget med fordi de er sande.

Jesus — en virkelig person

27. Hvordan bevidner en historiker at Jesus har levet?

²⁷ Mange har betragtet Bibelens beskrivelse af Jesus som et opdigtet idealbillede. Men historikeren Michael Grant siger: „Hvis vi, som vi burde, anvender samme slags kriterier på Det Nye Testamente som vi bør anvende på andre oldtidsskrifter der indeholder historisk materiale, kan vi lige så lidt afvise Jesu eksistens som vi kan afvise eksistensen af en mængde hedenske personer hvis ægthed som historiske skikkelser aldrig er blevet draget i tvivl.“¹⁹

28, 29. Hvilken betydning har det at de fire evangelier tegner et ensartet billede af Jesu personlighed?

²⁸ Ikke alene Jesu eksistens men også hans personlighed skildres med et tydeligt præg af ægthed. Det er ikke let at opdigte en usædvanlig skikkelse og derefter fremstille ham konsekvent og ensartet hele bogen igennem. Og det er næsten umuligt for fire forskellige skribenter at skildre den samme skikkelse og konsekvent tegne det samme billede af ham, hvis denne skikkelse aldrig har eksisteret. Den omstændighed at Jesus tydeligvis er den samme i alle fire evangelier, taler stærkt for at beretningerne er sande.

²⁹ Michael Grant citerer et meget passende spørgsmål: „Hvordan kan det være at der i alle evangelietraditionerne uden undtagelse bliver tegnet et forbløffende skarpt portræt af en tiltalende ung mand som frit omgås kvinder af enhver slags, selv dem med et decideret dårligt rygte, uden nogen antydning af sentimentalitet, unaturlighed eller snerpethed, og alligevel på alle punkter bevarer sin retskafne karakter?“²⁰ Det eneste svar er at der virkelig har levet en sådan mand og at han har handlet sådan som Bibelen siger.

Hvorfor de ikke tror

30, 31. Hvorfor er der mange som på trods af vidnesbyrdene ikke vil anerkende De Kristne Græske Skrifter som historisk pålidelige?

³⁰ Når der er så gode grunde til at anerkende De Græske Skrifter som historiske, kan man med rette spørge hvorfor nogle alligevel siger det modsatte. Og hvorfor er der mange som nok vil anerkende dele af disse skrifter som ægte, men ikke vil godtage alt hvad de siger? Det er hovedsagelig fordi Bibelen indeholder noget som vor tids intellektuelle ikke ønsker at tro på. Den siger for eksempel at Jesus både opfyldte og selv udtalte profetier. Den siger også at han gjorde mirakler og at han efter sin død blev oprejst fra de døde.

³¹ I dette skeptiske 20. århundrede tør man ikke tro den slags. Hvad mirakler angår siger professor Ezra P. Gould: „Der er ét forbehold som nogle af kritikerne føler sig berettigede til at tage . . . at der ikke sker mirakler.“²¹ Nogle anerkender at Jesus kan have udført helbredelser, men kun af den psykosomatiske slags hvor ’ånden råder over materien’. De øvrige mirakler bliver som regel bortforklaret, enten som opspind eller som virkelige begivenheder der er blevet forvansket når de er blevet fortalt videre.

32, 33. Hvordan har man forsøgt at bortforklare Jesu bespisningsmirakel, men hvorfor er denne forklaring uholdbar?

³² Som et eksempel på dette kan vi tage dét at Jesus bespiste en folkemængde på mere end 5000 med blot nogle få brød og to fisk. (Mattæus 14:14-22) Heinrich Paulus fra forrige århundrede foreslog at der i virkeligheden skete følgende: Jesus og hans apostle så sig omgivet af en stor skare mennesker der var ved at blive sultne. Så besluttede Jesus sig til at sætte et godt eksempel for de rige iblandt dem. Han tog den smule mad som han og apostlene havde, og delte ud af den. Snart fulgte andre som havde taget mad med, hans eksempel og delte ud af deres. Til sidst havde alle fået noget at spise.²²

³³ Hvis det i virkeligheden var det der skete, var det imidlertid et bemærkelsesværdigt bevis på eksemplets magt. Hvorfor skulle nogen forsøge at forvanske en så interessant og meningsfyldt beretning for at få det der skete, til at tage sig ud som et mirakel? Alle forsøg på at forklare miraklerne som andet end mirakler skaber i virkeligheden flere problemer end de løser. Og de bygger alle på en forkert forudsætning, nemlig den antagelse at mirakler ikke kan finde sted. Men hvorfor skulle de ikke kunne det?

34. Hvilken slutning må vi drage hvis Bibelens profetier er ægte og dens mirakler virkelig har fundet sted?

³⁴ Ifølge de rimeligste kriterier er både De Hebraiske og De Græske Skrifter historisk troværdige; men de indeholder også profetier og beretninger om mirakler. (Jævnfør Anden Kongebog 4:42-44.) Sæt nu at profetierne er ægte. Og sæt at miraklerne virkelig har fundet sted. Så har Gud afgjort stået bag Bibelens nedskrivning, og den er i virkeligheden hans ord, ikke menneskers. Vi vil komme ind på spørgsmålet om profetier i et senere kapitel, men først vil vi se nærmere på miraklerne. Er det, i dette 20. århundrede, fornuftigt at tro at der før i tiden er sket mirakler?

[Tekstcitat på side 66]

Hvorfor skulle Bibelen fortælle at det var nogle kvinder der først opdagede at Jesus var opstået, hvis ikke det var sandt?

[Ramme på side 56]

Kritikken vejet og fundet for let

Et godt eksempel på usikkerheden ved nutidens bibelkritik fremgår af følgende bemærkninger af Raymond E. Brown om Johannesevangeliet: „I slutningen af forrige århundrede og i begyndelsen af dette, gennemgik forskningen en periode hvor man stillede sig yderst skeptisk til dette evangelium. Det blev dateret meget sent, endog til anden halvdel af det andet århundrede. Det blev regnet for at være et produkt af den hellenistiske verden, helt uden historisk værdi og kun med ringe relation til det Palæstina som Jesus fra Nazaret var knyttet til . . .

Der er ikke ét af disse standpunkter som ikke er blevet berørt af en række uventede arkæologiske, dokumentariske og tekstmæssige opdagelser. Disse opdagelser har fået os til, på et fornuftmæssigt grundlag, at gøre indsigelse mod de kritiske synspunkter der næsten var blevet ortodokse, og at indse hvor skrøbeligt et grundlag den meget skeptiske analyse af Johannesevangeliet hvilede på. . . .

Dateringen af evangeliet er blevet flyttet tilbage til slutningen af det første århundrede eller endnu før. . . . Det mærkeligste af det hele er måske at nogle forskere oven i købet igen tør vove sig frem med den formodning at Zebedæus’ søn Johannes kan have haft noget at gøre med evangeliet“!³

Hvad mærkeligt er der ved at tro at Johannes har skrevet den bog der traditionelt tillægges ham? Det eneste mærkelige er at det ikke stemmer med kritikernes forudfattede ideer.

[Ramme på side 70]

Blot et nyt angreb på Bibelen

Timothy P. Weber skriver: „Den højere kritiks resultater fik mange lægfolk til at tvivle på deres evne til at forstå noget [i Bibelen]. . . . A. T. Pierson gav udtryk for mange evangeliske kristnes frustration da han erklærede at ’[den højere kritik], i lighed med Romerkirken, i praksis tager Guds ord fra det jævne folk ved at foregive at kun de lærde kan udlægge det; mens Rom stiller en præst mellem mennesket og ordet, anbringer kritikken en uddannet fortolker mellem den troende og hans bibel.’“²³ Den højere bibelkritik er hermed afsløret — som blot et nyt angreb på Bibelen.

[Illustration på side 62]

Dette alter i Pergamum var åbenbart indviet „til ukendte guder“

[Illustration på side 63]

Ruinerne af det førhen prægtige Artemistempel, som efeserne var så stolte af

[Illustration på side 64]

Bibelen fortæller ærligt at Peter nægtede at kendes ved Jesus

[Illustration på side 67]

Bibelen fortæller åbenhjertigt at Paulus og Barnabas havde „et skarpt opgør“

[Illustration på side 68]

De fire evangeliers ensartede skildring af Jesus er et vægtigt bevis for at beretningerne er ægte

[Illustration på side 69]

De fleste bibelkritikere går ud fra som givet at der ikke sker mirakler

Kapitel 6

Har miraklerne virkelig fundet sted?

En dag i år 31 var Jesus og hans disciple på vej til Nain, en by i det nordlige Palæstina. Da de nærmede sig byporten mødte de et ligtog. Det var en ung mand der var død. Moderen var enke, og han var hendes eneste søn, så nu var hun helt alene. Ifølge beretningen „fik [Jesus] inderligt ondt af hende, og han sagde til hende: ’Græd ikke mere.’ Så gik han hen og rørte ved ligbåren, og bærerne stod stille, og han sagde: ’Unge mand, jeg siger dig: Stå op!’ Og den døde satte sig op og begyndte at tale.“ — Lukas 7:11-15.

1. (Med indledningen.) (a) Hvilket mirakel gjorde Jesus nær ved byen Nain? (b) Hvilken plads indtager miraklerne i Bibelen, og tror alle på at de har fundet sted?

DET er en gribende historie, men er den sand? Mange har svært ved at tro at sådan noget virkelig har fundet sted. Ikke desto mindre er mirakler uløseligt forbundet med den bibelske beretning. Hvis vi tror på Bibelen, må vi også tro på at der skete mirakler. Ja, hele det bibelske sandhedsmønster er bygget op omkring ét meget vigtigt mirakel: Jesu Kristi opstandelse.

Hvorfor nogle ikke tror

2, 3. Hvad var det første argument den skotske filosof David Hume fremførte i et forsøg på at bevise at der ikke sker mirakler?

² Tror du på mirakler? Eller synes du at det i vor videnskabelige tidsalder er fornuftstridigt at tro på mirakler — det vil sige på usædvanlige hændelser der vidner om overmenneskelig indgriben? Hvis du ikke kan tro på den slags, er du ikke den første. For to hundrede år siden befandt den skotske filosof David Hume sig i samme situation. Dine grunde til at tvivle er måske de samme som hans.

³ Hume havde tre hovedindvendinger mod troen på mirakler.¹ Først skriver han: „Et mirakel er en krænkelse af naturens love.“ Menneskene har i umindelige tider regnet med naturlovene. De ved at en ting vil falde hvis den slippes, at solen vil stå op hver morgen og gå ned hver aften, og så videre. De ved instinktivt at begivenhederne altid vil følge det vante mønster. Der vil aldrig ske noget som strider mod naturlovene. Dette „bevis“, mente Hume, er „et direkte og fuldt erfaringsbevis“ imod at der skulle forekomme mirakler.

4, 5. Hvilke andre argumenter fremsatte David Hume for at modbevise at der kan forekomme mirakler?

⁴ Et andet argument han fremførte, var at folk er lette at narre. Nogle ønsker at tro på undere og mirakler, især når det har med religion at gøre, og mange såkaldte mirakler har vist sig at være falsknerier. Et tredje argument gik ud på at beretningerne om mirakler som regel forekommer i tider hvor folk er uvidende. Jo mere oplyste folk bliver, jo færre mirakler berettes der om. Som Hume udtrykte det: „Sådanne forunderlige begivenheder indtræffer aldrig i vore dage.“ Det var efter hans opfattelse bevis nok for at de aldrig var indtruffet.

⁵ De fleste af de argumenter der siden er blevet fremsat mod forekomsten af mirakler, går i princippet ud på det samme. Lad os derfor betragte Humes indvendinger en ad gangen.

Imod naturlovene?

6. Hvorfor strider det mod logikken at sige at der ikke kan ske mirakler fordi de ’krænker naturlovene’?

⁶ Hvad skal vi sige til den indvending at mirakler ’krænker naturlovene’ og derfor ikke kan finde sted? Rent umiddelbart lyder det meget overbevisende; men analysér engang hvad det egentlig er der siges. Et mirakel kan som regel defineres som noget der sker uden om de normale naturlove.a Det er en hændelse der er så uventet at tilskuerne er overbeviste om at de har været vidne til en overmenneskelig indgriben. Indvendingen går altså i virkeligheden ud på at ’mirakler ikke kan finde sted fordi de er mirakuløse’! Var det ikke bedre at undersøge vidnesbyrdene end at drage slutninger på den måde?

7, 8. (a) Hvordan er videnskabsmændene blevet mere liberale i deres syn på hvad der er muligt og hvad der ikke er muligt ifølge de naturlove vi kender? (b) Hvis vi tror på Gud, hvad bør vi da også tro med hensyn til hans evne til at gøre noget som er usædvanligt?

⁷ Faktisk er oplyste mennesker i dag mindre tilbøjelige end David Hume til at hævde at de kendte naturlove gælder overalt og til alle tider. Vore dages videnskabsmænd går ikke af vejen for at spekulere på om der ud over de tre kendte dimensioner — længde, bredde og højde — findes mange andre dimensioner i verdensrummet.² De har teorier om at der findes sorte huller, som opstår ved at meget tunge stjerner kollapser og ender i et punkt af uendelig høj tæthed. I nærheden af disse huller siges alt stof at blive så forvrænget at tiden selv står stille.³ Nogle forskere har endda debatteret om tiden under visse omstændigheder ville gå baglæns i stedet for fremad!⁴

⁸ I en omtale af universets opståen siger Stephen W. Hawking, der er professor i matematik ved Cambridge-universitetet: „Ifølge den klassiske almindelige relativitetsteori . . . må universets begyndelse være en singularitet af uendelig tæthed i et krumt tidrum. Under sådanne forhold ville alle de kendte fysiske love bryde sammen.“⁵ Vore dages videnskabsmænd vil altså ikke hævde at noget er umuligt fordi det strider mod de normale naturlove. Under usædvanlige forhold kan der ske usædvanlige ting. Og tror vi på en almægtig Gud må vi erkende at han har magt til at lade usædvanlige — eller mirakuløse — begivenheder indtræffe når det tjener hans hensigt. — 2 Mosebog 15:6-10; Esajas 40:13, 15.

Hvordan med falsknerierne?

9. Er det sandt at nogle mirakler er falske? Forklar nærmere.

⁹ Intet fornuftigt menneske vil benægte at der forekommer falske mirakler. Nogle hævder for eksempel at de kan kurere syge ved hjælp af mirakuløs troshelbredelse. En læge, William A. Nolan, satte sig for at undersøge denne form for helbredelser. Han efterforskede et stort antal påståede helbredelser som var foretaget dels af evangeliske troshelbredere i De Forenede Stater og dels af såkaldte psykiske kirurger i Asien. Resultatet? Alt hvad han fandt var eksempler på at folk var blevet skuffet og bedraget.⁶

10. Er alle mirakler nødvendigvis et bedrag, blot fordi nogle mirakler har vist sig at være falsknerier?

¹⁰ Men betyder sådanne bedragerier at der aldrig er forekommet ægte mirakler? Ikke nødvendigvis. Somme tider hører vi at der er falske penge i omløb, men det betyder ikke at alle pengesedler er forfalskede. Nogle syge har stor tiltro til kvaksalvere og bruger masser af penge på dem, men det betyder ikke at alle læger er kvaksalvere. Nogle malere har været dygtige til at kopiere de gamle mestres billeder, men det betyder ikke at alle malerier er forfalskninger. At nogle påståede mirakler er falsknerier betyder heller ikke at der aldrig kan forekomme ægte mirakler.

’Der sker ingen mirakler nu’

11. Hvordan lød David Humes tredje indvending mod tanken om mirakler?

¹¹ Den tredje indvending blev sammenfattet i udtalelsen: „Sådanne forunderlige begivenheder indtræffer aldrig i vore dage.“ Hume havde aldrig set et mirakel, og derfor nægtede han at tro at der kunne ske mirakler. Dette ræsonnement er imidlertid inkonsekvent. Enhver der tænker over tingene må indrømme at der før den skotske filosofs tid indtraf nogle „forunderlige begivenheder“ der ikke gentog sig i hans levetid. Hvilke?

12. Hvilke underfulde begivenheder som indtraf engang i fortiden kan ikke forklares ud fra de naturlove der gælder i dag?

¹² Først og fremmest dét at livet begyndte på jorden. Derefter at visse livsformer blev udstyret med bevidsthed. Og endelig at mennesket blev til, udrustet med visdom, fantasi, samvittighed og evnen til at vise kærlighed. Ingen videnskabsmand kan på grundlag af de naturlove der virker i dag forklare hvordan disse usædvanlige ting fandt sted. Og dog har vi levende vidnesbyrd om at de fandt sted.

13, 14. Hvilke ting som er almindelige i vor tid ville have forekommet mirakuløse på David Humes tid?

¹³ Og hvad skal vi sige til de „forunderlige begivenheder“ der er indtruffet siden David Humes tid? Lad os forestille os at vi kunne rejse tilbage i tiden og fortælle ham om vore dages verden. Lad os sige at vi forsøgte at forklare ham at en forretningsmand i Hamburg kan tale med en anden der befinder sig tusinder af kilometer borte i Tokyo, endda uden at hæve stemmen; at en fodboldkamp i Spanien kan ses på hele jorden samtidig med at den spilles; at fartøjer som er langt større end skibene på Humes tid kan hæve sig op fra jordens overflade og føre 500 mennesker gennem luften tusinder af kilometer på få timer. Kan vi forestille os hvad han ville svare? ’Umuligt! Sådanne forunderlige begivenheder indtræffer aldrig i vore dage!’

¹⁴ Men sådanne forunderlige ting indtræffer i vore dage. Hvorfor? Fordi menneskene, på grundlag af videnskabelige principper som Hume ikke kendte noget til, har lært at lave telefoner, fjernsynsapparater og flyvemaskiner. Er det da svært at tro at Gud engang i fortiden, på måder vi stadig ikke forstår, kan have udført nogle ting der for os er mirakler?

Hvordan kan vi vide det?

15, 16. Hvad er den eneste måde vi kan få kendskab til miraklerne på, hvis de virkelig indtraf? Belys det med et eksempel.

¹⁵ Men at miraklerne kan have indtruffet, er naturligvis ikke det samme som at de gjorde det. Hvordan kan vi her i det 20. århundrede vide om Gud på Bibelens tid udførte ægte mirakler gennem sine tjenere på jorden? Hvilken slags beviser kan vi forvente at få? Lad os forestille os at en primitiv jæger fra junglen kommer til en moderne storby. Hvordan kan han, når han vender tilbage, fortælle sine stammefrænder om civilisationens vidundere? Han kan ikke forklare hvordan en bil virker eller hvorfor der kommer musik ud af en transistorradio. Han kan ikke bygge en datamat for at bevise at sådan én findes. Alt hvad han kan gøre, er at fortælle hvad han har set.

¹⁶ Vi er i samme situation som denne mands stammefrænder. Hvis Gud virkelig har gjort mirakler, kan vi kun få det at vide gennem øjenvidner. Øjenvidnerne kan ikke forklare hvordan miraklerne er sket, og de kan heller ikke gøre dem efter. De kan kun fortælle os hvad de har set. Øjenvidner kan naturligvis føres bag lyset. De kan også nemt overdrive det de har set, eller give forkerte oplysninger. Hvis vi skal tro hvad de fortæller, må vi derfor vide at de er troværdige, at de har de bedste kvalifikationer, og at de har vist sig at have de rette motiver.

Det bedst bevidnede mirakel

17. (a) Hvad er det bedst bevidnede mirakel i Bibelen? (b) Hvilke begivenheder førte til Jesu død?

¹⁷ Det bedst bevidnede mirakel i Bibelen er Jesu Kristi opstandelse, så lad os bruge det som en slags prøvesag. De rapporterede kendsgerninger er: Jesus blev arresteret om aftenen den 14. nisan — hvilket var en torsdag aften efter den kalender vi bruger i dag.b Han blev ført for jødernes ledere, der anklagede ham for gudsbespottelse og afgjorde at han skulle dø. De førte ham derefter til den romerske landshøvding Pontius Pilatus, der bøjede sig for deres pres og overgav ham til at blive henrettet. Fredag eftermiddag — stadig den 14. nisan efter den jødiske kalender — blev han naglet til en marterpæl, og få timer senere var han død. — Markus 14:43-65; 15:1-39.

18. Hvordan begyndte det ifølge Bibelen at rygtes at Jesus var blevet oprejst?

¹⁸ Efter at en romersk soldat havde stukket Jesus i siden med et spyd for at sikre sig at han var død, blev liget taget ned og lagt i en ny grav. Dagen efter, den 15. nisan (fredag/lørdag), var en sabbat. Men om morgenen den 16. nisan — søndag morgen — gik nogle disciple ud til graven og fandt den tom. Snart begyndte det at rygtes at Jesus var blevet set i live. Den første reaktion på disse historier var nøjagtig hvad den ville være i dag — vantro. Selv apostlene nægtede at tro på det. Men da de selv så Jesus i live havde de ikke andet valg end at anerkende at han virkelig var blevet oprejst fra de døde. — Johannes 19:31–20:29; Lukas 24:11.

Den tomme grav

19-21. (a) Hvordan reagerede jøderne, ifølge Justinus Martyr, på de kristnes forkyndelse af Jesu opstandelse? (b) Hvad kan vi være sikre på med hensyn til Jesu grav den 16. nisan?

¹⁹ Var Jesus blevet oprejst, eller var det hele pure opspind? Én ting som folk dengang sikkert ville spørge om, var om Jesu lig stadig lå i graven. Jesu disciple ville have haft store problemer med at hævde at han var opstået hvis deres modstandere havde kunnet henvise til at liget stadig lå i graven som et bevis på det modsatte. Men der er ingen beretning om at de nogen sinde gjorde dette. Tværtimod oplyser Bibelen at de jødiske ledere bestak de soldater der havde skullet bevogte graven, og sagde til dem: „Sig: ’Hans disciple kom om natten og stjal ham mens vi sov.’“ (Mattæus 28:11-13) At de jødiske ledere handlede på denne måde, er også bevidnet fra anden side.

²⁰ Omkring hundrede år efter Jesu død skrev Justinus Martyr et værk som kaldes Dialog med Tryfon. Heri sagde han: „I [jøderne] har sendt udvalgte og ordinerede mænd ud i alverden for at kundgøre: Et gudløst og lovløst kætteri er udsprunget fra en vis Jesus, en galilæisk bedrager, som vi korsfæstede, men hans disciple stjal ham om natten fra den grav hvori han blev lagt.“⁷

²¹ Tryfon var jøde, og det nævnte værk blev skrevet for at forsvare kristendommen over for jødedommen. Det er derfor usandsynligt at Justinus Martyr ville have skrevet hvad han gjorde — at jøderne anklagede de kristne for at have stjålet Jesu lig fra graven — uden at jøderne virkelig havde rejst en sådan anklage. I modsat fald ville han have udsat sig for en velbegrundet anklage om at fare med løgn. Justinus Martyr ville kun have sagt dette hvis jøderne virkelig havde sendt sådanne budbringere ud. Og det ville de kun have gjort hvis graven virkelig var tom den 16. nisan år 33 og hvis de ikke kunne henvise til at Jesu lig lå i graven som et bevis for at han ikke var blevet oprejst. Altså var graven tom. Men hvordan gik det til? Blev liget stjålet af disciplene? Eller blev det fjernet mirakuløst for at vise at Jesus var blevet oprejst?

Lægen Lukas’ konklusion

22, 23. Hvilken veluddannet mand i det første århundrede undersøgte spørgsmålet om Jesu opstandelse, og hvilke oplysningskilder havde han adgang til?

²² Vidnesbyrdene blev omhyggeligt undersøgt af en veluddannet mand i det første århundrede, en læge ved navn Lukas. (Kolossenserne 4:14) Denne Lukas skrev to bøger som nu er en del af Bibelen: et evangelium med en historisk beretning om Jesu tjeneste, og bogen Apostelgerninger med en historisk beretning om kristendommens udbredelse i årene efter Jesu død.

²³ I indledningen til sit evangelium henviser Lukas til mange vidnesbyrd som han dengang havde adgang til, men som vi ikke længere har adgang til i dag. Han taler om at der var skriftlige beretninger om Jesu liv som han havde rådført sig med. Han nævner også at han havde talt med nogle som havde været øjenvidner til Jesu liv, død og opstandelse. Derefter siger han at han ’omhyggeligt havde gået alle ting igennem forfra’. (Lukas 1:1-3) Lukas gik åbenbart grundigt til værks. Var han en god historiker?

24, 25. Hvordan ser mange på Lukas’ kvalifikationer som historiker?

²⁴ Ja, det har mange bevidnet. I 1913 holdt Sir William Ramsay en forelæsning hvori han kom ind på den historiske værdi af Lukas’ værker. Hans konklusion? „Lukas er en førsteklasses historiker; ikke alene er hans oplysninger pålidelige, men han besidder også en virkelig historisk sans.“⁸ Nyere forskere er nået til samme slutning. Bibelkommentaren The Living Word Commentary siger i indledningen til de bind der handler om Lukas’ værker: „Lukas var både historiker (tilmed en nøjagtig historiker) og teolog.“

²⁵ Dr. David Gooding, tidligere professor i gammeltestamentligt græsk i Nordirland, erklærer at Lukas var „oldtidshistoriker af samme tradition som de gammeltestamentlige historikere og af samme tradition som Thukydid [en af de højest vurderede historikere i oldtiden]. Ligesom de har han gjort sig stor umage for at undersøge sine kilder, udvælge sit stof og disponere det. . . . Thukydid kombinerede denne metode med en sand lidenskab for historisk nøjagtighed; der er ingen grund til at tro at Lukas gjorde dette i mindre grad.“⁹

26. (a) Hvilken slutning drog Lukas med hensyn til Jesu opstandelse? (b) Hvad kan have bestyrket ham i denne overbevisning?

²⁶ Hvad mente denne højt kvalificerede mand så var forklaringen på at Jesu grav var tom den 16. nisan? Både i sit evangelium og i Apostelgerninger fremstiller Lukas det som en kendsgerning at Jesus blev oprejst fra de døde. (Lukas 24:1-52; Apostelgerninger 1:3) Han var ikke det mindste i tvivl. Hans tro på opstandelsesmiraklet er muligvis blevet styrket af de ting han selv oplevede. Skønt han efter al sandsynlighed ikke var vidne til opstandelsesmiraklet, så han flere mirakler blive udført af apostelen Paulus. — Apostelgerninger 20:7-12; 28:8, 9.

De så den opstandne Jesus

27. Hvem hævdede at have set den opstandne Jesus?

²⁷ To af evangelierne tilskrives mænd der kendte Jesus, så ham dø og påstod at have set ham efter hans opstandelse. Det er den tidligere skatteopkræver, apostelen Mattæus, og Jesu elskede apostel, Johannes. Endnu en bibelskribent, apostelen Paulus, hævdede også at have set den opstandne Jesus. Paulus anfører desuden navnene på andre som så Jesus i live efter hans død, og han siger at Jesus ved en lejlighed viste sig for „mere end fem hundrede brødre på én gang“. — 1 Korinther 15:3-8.

28. Hvilken virkning havde Jesu opstandelse på Peter?

²⁸ En af dem Paulus nævner som øjenvidne er Jakob, Jesu kødelige halvbroder, som må have kendt Jesus fra barn. En anden er apostelen Peter; historikeren Lukas beretter at Peter aflagde et frygtløst vidnesbyrd om Jesu opstandelse blot få uger efter hans død. (Apostelgerninger 2:23, 24) To breve i Bibelen tilskrives Peter, og i det første af disse viste Peter at hans tro på Jesu opstandelse stadig var en magtfuld motivation for ham mange år efter. Han skrev: „Velsignet være vor Herres Jesu Kristi Gud og Fader, for i sin store barmhjertighed har han givet os en ny fødsel til et levende håb ved Jesu Kristi opstandelse fra de døde.“ — 1 Peter 1:3.

29. Hvilke overbevisende udsagn har vi adgang til, selv om vi ikke kan tale med dem der var øjenvidner til opstandelsen?

²⁹ Ligesom Lukas kunne tale med folk der hævdede at have set og have talt med Jesus efter hans død, kan vi læse hvad nogle af disse har skrevet. Og vi kan selv dømme om hvorvidt de var ført bag lyset, om de forsøgte at føre andre bag lyset, eller om de virkelig så den opstandne Kristus. Oprigtig talt var der ingen mulighed for at føre dem bag lyset. Flere af dem var Jesu nære venner lige til hans død. Nogle af dem så hans lidelser på marterpælen. De så blodet og vandet komme ud da soldaten stak ham i siden med sit spyd. Soldaten vidste, og de vidste, at Jesus var fuldstændig død. Senere, siger de, så de Jesus i live og talte med ham. Nej, de kan umuligt have været ført bag lyset. Forsøgte de da at føre os bag lyset ved at sige at Jesus var blevet oprejst? — Johannes 19:32-35; 21:4, 15-24.

30. Hvorfor er det utænkeligt at de der var øjenvidner til Jesu opstandelse skulle lyve?

³⁰ For at svare på dette behøver vi blot at spørge os selv: Troede de selv på det de sagde? Det kan der ikke være nogen som helst tvivl om. Datidens kristne — de der hævdede at være øjenvidner til opstandelsen indbefattet — byggede hele deres tro på Jesu opstandelse. Apostelen Paulus sagde: „Hvis Kristus ikke er blevet oprejst, er det vi forkynder jo forgæves, og vor tro forgæves. . . . Og hvis Kristus ikke er blevet oprejst, så er jeres tro forgæves.“ (1 Korinther 15:14, 17) Lyder det som om han lyver når han siger at han har set den opstandne Kristus?

31, 32. Hvad gav de første kristne afkald på, og hvorfor er dette et vægtigt vidnesbyrd om at disse kristne talte sandt når de sagde at Jesus var blevet oprejst?

³¹ Tænk over hvad det indebar at være kristen dengang. Det gav hverken prestige, magt eller rigdom. Tværtimod. Mange af de første kristne fandt sig med glæde i at man, på grund af deres tro, ’røvede hvad de ejede’. (Hebræerne 10:34) Kristendommen indebar et liv i selvopofrelse og forfølgelse der i mange tilfælde endte med en skændig og smertefuld død som martyr.

³² Nogle kristne kom fra velstående familier, som for eksempel Johannes, hvis fader havde en tilsyneladende blomstrende fiskerivirksomhed i Galilæa. Mange havde lovende fremtidsudsigter, som for eksempel Paulus, der, da han tog imod kristendommen, havde studeret hos den ansete rabbiner Gamaliel og var begyndt at udmærke sig i de jødiske lederes øjne. (Apostelgerninger 9:1, 2; 22:3; Galaterne 1:14) Og dog gav de alle afkald på det som denne verden havde at tilbyde dem, for at udbrede et budskab der byggede på dét at Jesus var blevet oprejst fra de døde. (Kolossenserne 1:23, 28) Ville de bringe sådanne ofre for at lide for en sag som de vidste byggede på en løgn? Svaret er nej. De var villige til at lide og dø for sagen fordi de vidste at dens grundlag var sandt.

Der er sket mirakler

33, 34. Hvad kan vi sige om de øvrige mirakler i Bibelen, eftersom opstandelsen fandt sted?

³³ Ja, vidneudsagnene er fuldstændig overbevisende. Jesus blev oprejst fra de døde den 16. nisan år 33. Og eftersom denne opstandelse fandt sted, kan alle de andre mirakler i Bibelen også have fundet sted — mirakler som vi også har pålidelige øjenvidneberetninger om. Den samme Magt som oprejste Jesus fra de døde, satte Jesus i stand til at oprejse enkens søn fra Nain. Han gav også Jesus kraft til at udføre de mindre — men dog underfulde — helbredelsesmirakler. Han stod bag den mirakuløse bespisning af folkemængden, og han satte Jesus i stand til at gå på vandet. — Lukas 7:11-15; Mattæus 11:4-6; 14:14-21, 23-31.

³⁴ At Bibelen omtaler mirakler er derfor ikke nogen grund til at tvivle på dens sandfærdighed. Tværtimod er dét at der virkelig skete mirakler på Bibelens tid, et magtfuldt bevis for at Bibelen er Guds ord. Men der rettes endnu en indvending mod Bibelen. Mange siger at den modsiger sig selv og at den derfor ikke kan være Guds ord. Har de ret?

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 81]

Kristendommens fjender sagde at disciplene stjal Jesu lig. Hvis det var sandt, hvorfor var de kristne da villige til at dø for en tro der byggede på hans opstandelse?

[Ramme på side 85]

Hvorfor sker der ingen mirakler i dag?

Af og til spørger nogle hvorfor der ikke sker mirakler af den slags Bibelen fortæller om, i dag. Svaret er at miraklerne tjente deres formål dengang, og at Gud i dag forventer at vi lever ved tro. — Habakkuk 2:2-4; Hebræerne 10:37-39.

De mirakler der fandt sted på Moses’ tid, tjente til at stadfæste Moses’ bemyndigelse. De viste at Jehova brugte ham, og de bekræftede at Lovpagten var af guddommelig oprindelse og at israelitterne fra da af var Guds udvalgte folk. — 2 Mosebog 4:1-9, 30, 31; 5 Mosebog 4:33, 34.

Miraklerne i det første århundrede bidrog til at stadfæste Jesu stilling og efter ham den unge kristne menigheds stilling. De var med til at godtgøre at Jesus var den lovede Messias, at den kristne menighed efter hans død trådte i stedet for det kødelige Israel som Guds særlige folk, og dermed at Moseloven ikke længere var bindende. — Apostelgerninger 19:11-20; Hebræerne 2:3, 4.

Med apostlenes død hørte miraklernes tid op. Apostelen Paulus forklarede: „Hvad enten det er gaver til at profetere, de vil blive afskaffet; eller tungetale, den vil ophøre; eller kundskab, den vil blive afskaffet. For vor kundskab er delvis og vor profeteren er delvis; men når det fuldstændige kommer, vil det delvise blive afskaffet.“ — 1 Korinther 13:8-10.

I dag har vi hele Bibelen med alle Guds åbenbaringer og vejledninger. Vi har profetiernes opfyldelse, og vi har en indgående forståelse af Guds hensigter. Mirakler er derfor overflødige. Men den samme ånd fra Gud som udvirkede mirakler findes stadig og frembringer resultater der i lige så høj grad vidner om Guds magt. Det vil vi komme nærmere ind på i et senere kapitel.

[Illustration på side 75]

Mange betragter naturlovenes stabilitet, der for eksempel indebærer at solen står op hver morgen, som et bevis for at der ikke kan ske mirakler

[Illustration på side 77]

At jorden blev skabt som et hjem for dyrene og menneskene var en ’forunderlig begivenhed’ der kun indtraf denne ene gang

[Illustrationer på side 78]

Hvordan ville du forklare den moderne videnskabs undere for en der levede for 200 år siden?

Kapitel 7

Modsiger Bibelen sig selv?

Bibelen bliver ofte anklaget for at være selvmodsigende. De der kommer med denne påstand har som regel ikke selv læst Bibelen; de gentager blot hvad de har hørt andre sige. Nogle har imidlertid læst i Bibelen og fundet tilsyneladende uoverensstemmelser som foruroliger dem.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvad bliver Bibelen ofte anklaget for at være? (b) Hvad bør vi huske på når vi sammenligner forskellige passager i Bibelen? (c) Hvilke grunde kan der være til at to bibelskribenter undertiden beskriver den samme begivenhed lidt forskelligt?

HVIS Bibelen virkelig er Guds ord, må dens indhold være harmonisk og ikke selvmodsigende. Hvorfor synes nogle passager da at modsige hinanden? For at få svar på dette må vi huske at selv om Bibelen er Guds ord, blev den nedskrevet af en række mænd over en periode på mange hundrede år. Disse skribenter havde forskellig baggrund, forskellige evner og forskellig skrivemåde — og disse forskelle afspejler sig i det de skrev.

² Desuden er det sådan at hvis to eller flere skribenter skal beskrive samme begivenhed, vil én af dem som regel tage nogle detaljer med som en anden vil udelade. Forskellige skribenter vil endvidere arrangere stoffet forskelligt. Én vil måske fremstille det kronologisk, mens en anden vil ordne det på en anden måde. Vi vil i dette kapitel betragte nogle af de påståede modsigelser i Bibelen og se hvordan de forsvinder når man tager ovennævnte forhold i betragtning.

Uafhængige vidner

3, 4. Hvilken tilsyneladende modsigelse er der mellem Mattæus’ og Lukas’ beretning om centurionen hvis tjener var syg, og hvordan kan problemet løses?

³ Nogle „modsigelser“ forekommer hvor to eller flere beretninger omtaler samme begivenhed. For eksempel læser vi i Mattæus 8:5 at da Jesus gik ind i Kapernaum, „kom en centurion hen til ham med en indtrængende bøn“ om at Jesus ville helbrede hans tjener. Men i Lukas 7:3 læser vi at officeren „sendte . . . nogle af jødernes ældste hen til [Jesus] for at anmode ham om at komme og redde hans træl“. Var det officeren selv der talte med Jesus, eller sendte han nogle ældste?

⁴ Svaret er klart nok at manden sendte nogle af jødernes ældste. Hvorfor siger Mattæus så at manden selv kom og bad Jesus om hjælp? Fordi det i realiteten var ham der rettede anmodningen til Jesus. De ældste talte blot på hans vegne.

5. Hvorfor siger Bibelen at det var Salomon der byggede templet, når det tydeligt nok var andre der udførte arbejdet?

⁵ Svarende til dette læser vi i Anden Krønikebog 3:1 at ’Salomon begyndte at bygge Jehovas hus i Jerusalem,’ og senere at ’Salomon blev færdig med Jehovas hus’. (2 Krønikebog 7:11) Var det Salomon selv der byggede templet fra først til sidst? Selvfølgelig ikke. Selve byggearbejdet blev udført af en mængde håndværkere og medhjælpere. Men det var Salomon der havde organiseret arbejdet. Han var den ansvarlige. Derfor siger Bibelen at han byggede huset. Set under samme synsvinkel fortæller Mattæusevangeliet at officeren henvendte sig til Jesus. Men Lukas tilføjer den detalje at han henvendte sig til ham gennem jødernes ældste.

6, 7. Hvordan kan vi få de to forskellige evangelieberetninger om Zebedæus-sønnernes anmodning til at harmonere med hinanden?

⁶ Der er et andet eksempel som ligner det. I Mattæus 20:20, 21 læser vi: „Så kom moderen til Zebedæus’ sønner hen til [Jesus] med sine sønner, bøjede sig ærbødigt for ham og bad ham om noget.“ Det hun bad om, var at hendes sønner måtte få de mest begunstigede stillinger når Jesus kom i sit rige. I Markus’ beretning om samme hændelse læser vi: „Jakob og Johannes, de to sønner af Zebedæus, trådte hen til [Jesus] og sagde til ham: ’Lærer, vi ønsker at du skal gøre det for os vi vil bede dig om.’“ (Markus 10:35-37) Var det de to sønner der rettede denne anmodning til Jesus, eller var det moderen?

⁷ Det er tydeligt at anmodningen kom fra de to sønner, sådan som Markus siger. Men de fremførte den gennem deres moder. Hun talte på deres vegne. Dette underbygges af Mattæus’ bemærkning om at da de andre apostle hørte hvad moderen til Zebedæus’ sønner havde gjort, harmedes de, ikke på moderen, men „på de to brødre“. — Mattæus 20:24.

8. Hvordan kan to beretninger om samme begivenhed begge være sande, selv om de afviger lidt fra hinanden?

⁸ Har du nogen sinde hørt to mennesker beskrive noget de begge har oplevet? Så har du sikkert lagt mærke til at de hver især plejer at fremhæve forskellige detaljer der har gjort indtryk på dem. Og den ene udelader gerne noget som den anden tager med. Men de taler begge sandt. Sådan forholder det sig også med de fire evangelieberetninger om Jesu tjeneste og med andre historiske beretninger i Bibelen hvor flere skribenter beskriver de samme begivenheder. Hver skribent er nøjagtig med sine oplysninger, selv om den ene måske tager noget med som den anden udelader. Ved at sammenholde beretningerne får man et klarere og mere detaljeret billede af hvad der skete. Variationerne mellem dem viser at det er selvstændige beretninger. Og harmonien mellem dem viser at de er sande.

Læs sammenhængen

9, 10. Hvordan hjælper sammenhængen os til at se hvor Kain fik sin kone fra?

⁹ Tilsyneladende uoverensstemmelser bliver ofte opklaret når man blot læser sammenhængen. Lad os for eksempel tage det tilbagevendende spørgsmål om hvor Kain fik sin kone fra. I Første Mosebog 4:1, 2 læser vi: „Da tiden var inde fødte [Eva] Kain og sagde: ’Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.’ Senere fødte hun igen, nemlig hans broder Abel.“ Kain slog som bekendt Abel ihjel, og derefter læser vi at Kain var gift og fik børn. (1 Mosebog 4:17) Hvor fik han sin kone fra, hvis Adam og Eva kun havde de to sønner?

¹⁰ Løsningen ligger i det faktum at Adam og Eva havde flere børn. Ifølge sammenhængen fik de en stor børneflok. Første Mosebog 5:3 oplyser at Adam blev fader til endnu en søn, som han kaldte Set, og i det følgende vers læser vi at han ’blev fader til sønner og døtre’. (1 Mosebog 5:4) Kain kan altså have giftet sig med en af sine søstre eller med en af sine niecer. På dette tidlige tidspunkt i menneskehedens historie, da menneskene endnu ikke havde fjernet sig langt fra det fuldkomne stade, indebar et sådant ægteskab åbenbart ikke den samme risiko for afkommet som det ville have gjort i dag.

11. Hvilken uoverensstemmelse mener nogle at der er mellem disciplen Jakob og apostelen Paulus?

¹¹ Ved at tage sammenhængen i betragtning hjælpes vi også til at opklare det som nogle har påstået er en uoverensstemmelse mellem apostelen Paulus og disciplen Jakob. I Efeserbrevet 2:8, 9 siger Paulus at de kristne bliver frelst ved tro, ikke ved gerninger. Han siger: „I [er] frelst ved tro; . . . det skyldes ikke gerninger.“ Jakob, derimod, holder på at gerninger har stor betydning. Han skriver: „Ligesom legemet er dødt uden ånd, således er også troen død uden gerninger.“ (Jakob 2:26) Hvordan kan disse to udtalelser forenes?

12, 13. Hvordan ser vi at Jakobs ord supplerer Paulus’, frem for at modsige dem?

¹² Når vi tager Paulus’ ord i deres sammenhæng, finder vi at den ene udtalelse supplerer den anden. Paulus henviser til at jøderne bestræbte sig for at overholde Moseloven. De troede at hvis de kunne overholde Loven til punkt og prikke, ville de blive retfærdige. Paulus påpegede at dette var umuligt. Vi kan aldrig blive retfærdige — og dermed gøre os fortjent til frelsen — ved hjælp af vore egne gerninger, for vi er født syndige. Vi kan kun blive frelst ved at tro på Jesu genløsningsoffer. — Romerne 5:18.

¹³ Jakob tilføjer imidlertid den vigtige detalje at troen i sig selv er værdiløs hvis ikke den ledsages af gerninger. Hvis man hævder at man tror på Jesus må man vise det i handling. En uvirksom tro er død og vil ikke føre til frelse.

14. Hvor viser Paulus at han er i fuld overensstemmelse med det princip at troen må komme til udtryk i gerning for at være levende?

¹⁴ Apostelen Paulus var i fuld overensstemmelse med dette, og han nævner ofte den form for gerninger de kristne bør gøre for at vise deres tro. Han skrev for eksempel til romerne: „Med hjertet tror man til retfærdighed, men med munden bekender man offentligt til frelse.“ Ja, for at opnå frelse er det vigtigt at man ’offentligt bekender’ sin tro ved at dele den med andre. (Romerne 10:10; se også Første Korintherbrev 15:58; Efeserbrevet 5:15, 21-33; 6:15; Første Timoteusbrev 4:16; Andet Timoteusbrev 4:5; Hebræerbrevet 10:23-25.) På den anden side kan man aldrig ved nogen kristen gerning, og bestemt heller ikke ved nogen bestræbelse for at overholde Moseloven, gøre sig fortjent til evigt liv. Evigt liv er „den gave Gud giver“ dem som udviser tro. — Romerne 6:23; Johannes 3:16.

Forskellige synsvinkler

15, 16. Hvordan kunne både Moses og Josua have ret når den ene sagde at landet øst for Jordan lå „på denne side“ af floden, mens den anden sagde at det lå „på den anden side“?

¹⁵ Somme tider beskrev bibelskribenterne de samme begivenheder under forskellige synsvinkler, eller de byggede deres beretninger op på forskellige måder. Når man tager disse forskelle i betragtning, er der flere tilsyneladende modsigelser som nemt lader sig opklare. Et eksempel på dette er at Moses i Fjerde Mosebog 35:14 omtaler Østjordanlandet som liggende „på denne side af Jordan“, mens Josua i Josua 22:4 siger at det lå „på den anden side af Jordan“. Hvem af dem havde ret?

¹⁶ Det havde de begge. Ifølge beretningen i Fjerde Mosebog var israelitterne endnu ikke gået over Jordanfloden og ind i det forjættede land, så for dem var landet øst for Jordan „på denne side“. Josua var derimod kommet over Jordan og befandt sig nu vest for floden, i Kana’ans land. For ham var landet øst for Jordan derfor „på den anden side“.

17. (a) Hvilken påstået uoverensstemmelse finder nogle i de to første kapitler i Første Mosebog? (b) Hvad er grunden til den formodede uoverensstemmelse?

¹⁷ Den måde en beretning er opbygget på, kan også medføre tilsyneladende modsigelser. I Første Mosebog 1:24-26 viser Bibelen at dyrene blev skabt før mennesket. Men i Første Mosebog 2:7, 19, 20 ser det ud som om mennesket blev skabt før dyrene. Forskellen ligger i at de to skabelsesberetninger er skrevet under to forskellige synsvinkler. Den første beskriver skabelsen af himmelen og jorden og alt liv der. (1 Mosebog 1:1–2:4) Den anden koncentrerer sig om skabelsen af mennesket og om syndefaldet. — 1 Mosebog 2:5–4:26.

18. Hvordan kan vi forklare de tilsyneladende uoverensstemmelser mellem de to skabelsesberetninger?

¹⁸ I den første beretning er indholdet ordnet kronologisk, efter hvad der skete på seks på hinanden følgende „dage“. I den anden er det ordnet efter betydning. Efter en kort indledning går beretningen direkte frem til at beskrive Adams skabelse, eftersom det er ham og hans familie det efterfølgende drejer sig om. (1 Mosebog 2:7) Andre oplysninger knyttes til efterhånden som der bliver behov for dem. Efter at Adams skabelse er beskrevet, får vi at vide at han skulle bo i en have i Eden, så nu fortælles hvordan Edens have blev plantet. (1 Mosebog 2:8, 9, 15) Jehova pålægger Adam at give „alle markens vilde dyr og alle himmelens flyvende skabninger“ navne, og i den forbindelse nævnes det så at ’Jehova Gud havde været i færd med at danne’ alle disse skabninger, selv om deres skabelse begyndte længe før Adam viste sig på skuepladsen. — 1 Mosebog 2:19; 1:20, 24, 26.

Læs beretningen omhyggeligt

19. Hvilken forvirring synes der at være i Bibelens beretning om israelitternes indtagelse af Jerusalem?

¹⁹ I nogle tilfælde kan man opklare tilsyneladende modsigelser ved blot at læse beretningen omhyggeligt og tænke over de oplysninger der gives. Det er tilfældet med beretningen om israelitternes indtagelse af Jerusalem. Jerusalem anføres som en del af Benjamins arvelod, men der siges at Benjamins stamme ikke var i stand til at indtage byen. (Josua 18:28; Dommerne 1:21) Der siges også at Juda ikke var i stand til at indtage byen — som om Jerusalem hørte til denne stammes arvelod. Omsider lykkedes det Juda at besejre Jerusalem og at brænde byen af. (Josua 15:63; Dommerne 1:8) Flere hundrede år senere siges der imidlertid også at David indtog Jerusalem. — 2 Samuel 5:5-9.

20, 21. Hvilket billede får man af Jerusalems indtagelse når man grundigt undersøger alle relevante enkeltheder?

²⁰ Ved første øjekast kan alt dette forekomme ret forvirrende, men i virkeligheden er der ingen modsigelse i det. Grænsen mellem Judas og Benjamins områder fulgte Hinnoms Dal tværs igennem det gamle Jerusalem. Det der senere blev kaldt Davidsbyen lå i Benjamins område, i overensstemmelse med det der siges i Josua 18:28. Men det er sandsynligt at jebusitterbyen Jerusalem strakte sig ind i Judas område på den anden side af Hinnoms Dal, sådan at Juda også måtte føre krig mod byens kana’anæiske indbyggere.

²¹ Benjamin var ikke i stand til at indtage byen. Engang lykkedes det Juda at indtage den og at brænde den af. (Dommerne 1:8, 9) Men Judas styrker drog åbenbart videre, og nogle af byens oprindelige indbyggere vendte tilbage til den. Senere dannede de en modstandslomme som hverken Juda eller Benjamin kunne nedkæmpe. Derved blev jebusitterne boende i Jerusalem indtil David indtog byen flere hundrede år senere.

22, 23. Hvem bar Jesu marterpæl ud til henrettelsesstedet?

²² Vi finder et andet eksempel i evangelierne. I forbindelse med at Jesus blev ført ud til henrettelsen læser vi i Johannesevangeliet at „han selv bar marterpælen“. (Johannes 19:17) Men i Lukas’ beretning læser vi: „Mens de nu førte ham bort greb de fat i Simon, en mand fra Kyrene, som var på vej ind fra landet, og de lagde marterpælen på ham for at han skulle bære den bag efter Jesus.“ (Lukas 23:26) Bar Jesus marterpælen, eller bar Simon den for ham?

²³ Til at begynde med bar Jesus den åbenbart selv, sådan som Johannes siger. Men senere blev Simon fra Kyrene, sådan som Mattæus, Markus og Lukas fortæller, tvunget til at bære den for ham resten af vejen ud til henrettelsespladsen.

Viser at vidnerne er uafhængige

24. Hvorfor undrer det os ikke at vi finder nogle tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen, og hvilken slutning bør vi ikke drage?

²⁴ Det er sandt at der er nogle tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen som er vanskelige at løse. Men det behøver ikke at være direkte modsigelser. Ofte er forklaringen blot den at nogle oplysninger er udeladt. Bibelen indeholder tilstrækkeligt til at dække vort åndelige behov. Hvis den skulle oplyse alle detaljer ved hver eneste begivenhed den omtaler, ville den blive et uhåndterligt bibliotek i stedet for den handige, overkommelige bog vi har i dag.

25. Hvad siger Johannes om beretningen om Jesu tjeneste, og hvordan hjælper dette os til at forstå hvorfor Bibelen ikke oplyser alle detaljer ved hver eneste begivenhed?

²⁵ Om Jesu tjeneste skrev apostelen Johannes med en berettiget overdrivelse: „Der er også mange andre ting som Jesus gjorde, og hvis de blev skrevet ned i alle detaljer kunne hele verden — formoder jeg — ikke rumme de skriftruller der blev skrevet.“ (Johannes 21:25) Det ville være endnu mere umuligt at nedskrive alle detaljer i Guds folks lange historie fra patriarkerne frem til den kristne menighed i det første århundrede!

26. Hvad indeholder Bibelen oplysninger nok til at vi kan se?

²⁶ Bibelen er et mesterligt eksempel på sammentrængningens kunst. Den er kortfattet, men indeholder dog så mange oplysninger at vi kan se at den ikke er menneskeværk. Afvigelserne viser at skribenterne var uafhængige vidner, og den enestående harmoni i Bibelen — som vi vil behandle nærmere i et senere kapitel — udelukker enhver tvivl om dens guddommelige oprindelse. Den er Guds ord, ikke menneskers.

[Tekstcitat på side 89]

Tilsyneladende uoverensstemmelser i Bibelen viser at skribenterne virkelig var uafhængige vidner

[Tekstcitat på side 91]

Påståede modsigelser forsvinder ofte når man læser sammenhængen

[Ramme på side 93]

„Uoverensstemmelser“ behøver ikke at være selvmodsigelser

Teologen Kenneth S. Kantzer gav engang et eksempel på hvordan to beretninger om samme hændelse kan synes modstridende og alligevel begge være sande. Han skrev: „For nogen tid siden blev moderen til en af vore nære venner dræbt. Vi hørte først om hendes død gennem en fælles ven, som fortalte os at hun havde stået på et gadehjørne og ventet på en bus, da hun var blevet ramt af en anden bus som kørte forbi, hvorved hun blev dødeligt kvæstet og døde få minutter senere.“

Kort efter fik teologen en helt anden rapport. Han fortæller: „Af den afdødes barnebarn hørte vi at hun havde været impliceret i et sammenstød, var blevet kastet ud af bilen og var blevet dræbt på stedet. Drengen var helt sikker på at det var rigtigt.

Langt senere . . . forsøgte vi at finde ud af sammenhængen. Det viste sig at bedstemoderen havde ventet på en bus, var blevet ramt af en anden bus og var kommet alvorligt til skade. Hun var blevet taget op af en forbipasserende bil, som kørte i fuld fart af sted mod hospitalet, men undervejs stødte den sammen med en anden bil. Hun blev kastet ud af bilen og dræbt på stedet.“¹

Ja, to beretninger om samme begivenhed kan begge være sande, selv om de ikke synes at stemme overens. Også i Bibelen er der eksempler på at uafhængige vidner beskriver forskellige detaljer ved samme begivenhed. Men i stedet for at modsige hinanden supplerer de hinanden, og hvis vi sammenholder de forskellige beretninger får vi et mere fuldstændigt billede af hvad der er foregået.

Kapitel 8

Har videnskaben modbevist Bibelen?

I 1613 offentliggjorde den italienske videnskabsmand Galilei et værk der kaldes „Breve om solpletterne“, hvori han fremlagde beviser for at det er jorden der kredser om solen, og ikke omvendt. Dermed gav han stødet til en række begivenheder der endte med at han blev stedt for den romersk-katolske inkvisition, mistænkt for kætteri. Til sidst blev han tvunget til at tilbagekalde sine synspunkter. Hvorfor blev den tanke at jorden kredser om solen betragtet som kættersk? Fordi Galileis anklagere hævdede at den var i strid med det Bibelen siger.

1. (Med indledningen.) (a) Hvad skete der med Galilei da han sagde at jorden kredser om solen? (b) Hvad finder vi når vi sammenligner Bibelen med moderne videnskab, selv om Bibelen ikke er en lærebog i naturvidenskab?

DET er en udbredt opfattelse i dag at Bibelen er uvidenskabelig, og nogle henviser til processen mod Galilei som et bevis for det. Men er det sandt? Når vi besvarer det spørgsmål, må vi huske at Bibelen er en bog der indeholder profetier, historie, bønner, love, vejledning og oplysninger om Gud. Den gør ikke krav på at være en lærebog i naturvidenskab. Når den alligevel berører videnskabelige spørgsmål, er den imidlertid helt nøjagtig.

Planeten Jorden

2. Hvordan beskriver Bibelen jordens stilling i verdensrummet?

² Tag for eksempel hvad Bibelen siger om planeten Jorden. I Jobs bog læser vi: „[Gud] udspænder norden over det tomme, hænger jorden på intet.“ (Job 26:7) Sammenhold dette med Esajas’ ord om at Gud „bor over jordens kreds“. (Esajas 40:22) Denne fremstilling af en rund jord der ’hænger på intet’ i „det tomme“, leder tanken hen på de fotografier astronauter har taget af jordkloden.

3, 4. Hvordan foregår vandets kredsløb, og hvad siger Bibelen om det?

³ Tænk også på vandets forunderlige kredsløb. Et opslagsværk beskriver det på denne måde: „Vand . . . fordamper fra havoverfladen og stiger op i atmosfæren . . . Stadige luftstrømme i jordens atmosfære fører den fugtige luft ind over land. Når luften bliver afkølet bliver dampen kondenseret til små vanddråber. De kan for det meste ses som skyer. Smådråberne samles ofte og danner regndråber. Hvis atmosfæren er kold nok, dannes der snefnug i stedet. I begge tilfælde vil vandet som er kommet fra et hav hundreder eller tusinder af kilometer borte, falde ned på jordoverfladen. Dér samles det i vandløb eller siver ned i jorden og begynder sin rejse tilbage til havet.“¹

⁴ Denne bemærkelsesværdige proces, der muliggør livet på det tørre land, blev beskrevet i Bibelen for omkring 3000 år siden med disse enkle og letforståelige ord: „Alle floder løber ud i havet, men havet flyder aldrig over; til det sted hvorfra floderne løber, vender de tilbage for at løbe igen.“ — Prædikeren 1:7, The New English Bible.

5. Hvordan stemmer salmistens ord om bjergenes historie med det vi ved i dag?

⁵ Endnu mere bemærkelsesværdig er måske Bibelens indsigt i bjergenes historie. En lærebog i geologi siger: „Fra prækambrisk tid til nu er bjerge stadig blevet opbygget og nedbrudt i en vedvarende proces. . . . Ikke alene er bjerge vokset op fra bunden af have som nu er forsvundet; mange er også blevet oversvømmet længe efter at de er blevet dannet, for siden at hæve sig igen.“² Sammenhold dette med salmistens poetiske beskrivelse: „Med havdybet som en klædedragt dækkede du [jorden]. Vandet stod over bjergene. . . . bjerge steg, sletter sank — til det sted som du havde fastlagt til det.“ — Salme 104:6, 8.

„I begyndelsen“

6. Hvilken bibelsk udtalelse er i harmoni med videnskabelige teorier om universets oprindelse?

⁶ Det første vers i Bibelen siger: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden.“ (1 Mosebog 1:1) Videnskabsfolk har på grundlag af deres iagttagelser udformet en teori om at det materielle univers faktisk har en begyndelse. Det har ikke eksisteret altid. Astronomen Robert Jastrow, som religiøst set er agnostiker, skriver: „Enkelthederne er forskellige, men de væsentlige elementer i den astronomiske og den bibelske beretning om skabelsen er de samme: Den kæde af begivenheder som førte til menneskets opståen, begyndte pludseligt, i et ganske bestemt øjeblik og med en voldsom udladning af lys og energi.“³

7, 8. Hvad er mange videnskabsmænd nødt til at indrømme vedrørende universets oprindelse, selv om de ikke erkender at Gud spiller nogen rolle i sagen?

⁷ Det er naturligvis sandt at mange videnskabsmænd som tror at universet havde en begyndelse, dog ikke godtager udtalelsen om at ’Gud skabte’. Men nogle indrømmer nu at det er vanskeligt at ignorere vidnesbyrdene om at der står en eller anden form for intelligens bag det hele. Professor i fysik Freeman Dyson siger: „Jo mere jeg undersøger universet og studerer detaljerne ved dets opbygning, jo flere vidnesbyrd finder jeg om at universet på en eller anden måde må have vidst at vi skulle komme.“

⁸ Dyson indrømmer videre: „Som videnskabsmand, oplært i det tyvende og ikke i det attende århundredes tænkemåde og sprogbrug, hævder jeg ikke at universets opbygning beviser Guds eksistens. Jeg hævder bare at universets opbygning stemmer med den hypotese at intelligens spiller en vigtig rolle i den måde det virker på.“⁴ Det er tydeligt at han ligger under for den skeptiske holdning der er så udbredt i dag. Men ser vi bort fra denne skepsis er der en bemærkelsesværdig harmoni mellem den moderne naturvidenskab og Bibelens udsagn: „I begyndelsen skabte Gud himmelen og jorden“. — 1 Mosebog 1:1.

Sundhed og sanitære forhold

9. Hvordan genspejler Bibelens lov om smitsomme hudsygdomme stor visdom og indsigt? (Job 12:9, 16a)

⁹ Lad os se hvad Bibelen siger om et andet emne: sundhed og sanitære forhold. Hvis en israelit havde pletter på huden og man havde mistanke om at det var spedalskhed, blev han sat i karantæne. „Alle de dage han er angrebet, vil han være uren. Han er uren. Han skal bo for sig selv. Uden for lejren skal hans bolig være.“ (3 Mosebog 13:46) Inficerede klæder blev brændt. (3 Mosebog 13:52) På den tid var det en effektiv måde at forhindre smittespredning på.

10. Hvordan ville det have været til gavn for mange lande at følge Bibelens vejledning om hygiejne?

¹⁰ En anden vigtig lov gjaldt menneskers ekskrementer. De skulle graves ned uden for lejren. (5 Mosebog 23:12, 13) Denne lov beskyttede uden tvivl Israel mod mange sygdomme. Selv i dag er der lande som har alvorlige sundhedsproblemer fordi menneskeekskrementer ikke bliver fjernet på tilbørlig måde. Hvis folk i disse lande blot havde fulgt de love der blev nedskrevet i Bibelen for tusinder af år siden, ville sundhedstilstanden have været langt bedre.

11. Hvilken bibelsk vejledning om mental sundhed har vist sig at være praktisk anvendelig?

¹¹ Bibelens høje norm for hygiejne omfattede også den mentale sundhed. Et bibelsk ordsprog sagde: „Et roligt hjerte er liv for legemet, men skinsyge er råddenskab i knoglerne.“ (Ordsprogene 14:30) I de senere år har den medicinske forskning vist at vort fysiske helbred i høj grad påvirkes af vor sindstilstand. For eksempel har dr. C. B. Thomas fra Johns Hopkins-universitetet fulgt over tusind universitetsuddannede gennem en periode på seksten år og sammenholdt deres mentale karakteregenskaber med deres modtagelighed for sygdomme. Hun lagde blandt andet mærke til at de mest modtagelige for sygdomme var dem der blev mest vrede og mest bekymrede under stress.⁵

Hvad siger Bibelen?

12. Hvorfor hævdede den katolske kirke at Galileis teori om jorden var kættersk?

¹² Hvis Bibelen er så nøjagtig i videnskabelige spørgsmål, hvorfor sagde den katolske kirke da at Galileis lære om at jorden bevæger sig rundt om solen, var ubibelsk? Det skyldes den måde kirkens ledere fortolkede visse bibelvers på.⁶ Var deres fortolkning rigtig? Lad os læse to af de steder de citerede, og se.

13, 14. Hvilke skriftsteder blev fejlfortolket af den katolske kirke? Forklar.

¹³ Det ene skriftsted lyder: „Sol står op, og sol går ned og haster igen til sin opgangs sted.“ (Prædikeren 1:5, da. aut.) Kirken mente at udtryk som „sol står op“ og „sol går ned“ betød at det var solen, og ikke jorden, der bevægede sig. Men selv i dag siger vi jo at solen står op og går ned, skønt de fleste af os udmærket ved at det er jorden, og ikke solen, der bevæger sig. Når vi bruger disse udtryk beskriver vi bare solens bevægelse som den tager sig ud for en iagttager på jorden. Det var det samme bibelskribenten gjorde.

¹⁴ I det andet skriftsted står der: „Du fæsted jorden på dens grundvolde, aldrig i evighed rokkes den.“ (Salme 104:5, da. aut.) Dette blev udlagt sådan at da jorden først var skabt, kunne den ikke mere bevæge sig. Verset understreger imidlertid hvor bestandig jorden er, ikke at den er ubevægelig. Jorden vil ’aldrig rokkes’ i den forstand at den aldrig vil blive ødelagt eller ophøre med at eksistere, hvilket bekræftes af andre skriftsteder. (Salme 37:29; Prædikeren 1:4) Dette skriftsted har heller ikke noget at gøre med jordens bevægelse i forhold til solen. Det var altså kirken, og ikke Bibelen, der hindrede en åben videnskabelig drøftelse på Galileis tid.

Udvikling og skabelse

15. Hvad går udviklingsteorien ud på, og hvordan er den i strid med Bibelen?

¹⁵ Der er imidlertid et område hvor mange vil sige at den moderne videnskab og Bibelen er håbløst uforenelige. De fleste videnskabsmænd tror på evolutionsteorien, som lærer at alt levende har udviklet sig fra en simpel livsform der blev til for millioner af år siden. Bibelen lærer derimod at hver hovedgruppe af livsformer blev skabt særskilt og kun formerer sig „efter sin art“. Og den siger at mennesket blev skabt „af støv fra jorden“. (1 Mosebog 1:21; 2:7) Er dette en alvorlig videnskabelig fejl i Bibelen? Før vi afgør det, bør vi se nærmere på hvad videnskaben ved, i modsætning til hvad den blot har teorier om.

16-18. (a) Hvilken iagttagelse bevirkede at Charles Darwin kom til at tro på en udvikling? (b) Hvordan kan vi påvise at det som Darwin så på Galápagosøerne, ikke er i strid med det Bibelen siger?

¹⁶ Evolutionsteorien fik stor udbredelse i forrige århundrede på grund af Charles Darwins arbejde. Under et ophold på Galápagosøerne i Stillehavet lagde Darwin mærke til at der var forskellige finkearter på de forskellige øer, og han drog den slutning at de alle stammede fra én art. Delvis på grund af denne iagttagelse fremsatte han en teori om at alle livsformerne stammer fra én oprindelig, simpel form. Han hævdede at drivkraften bag udviklingen fra laverestående til højerestående livsformer var naturlig udvælgelse og dét at de bedst egnede overlever. Han påstod at landdyr havde udviklet sig fra fisk, fugle fra krybdyr, og så videre.

¹⁷ Det som Darwin iagttog på disse isolerede øer var ikke i strid med Bibelen, for Bibelen giver rum for variation inden for hver hovedart. Alle de forskellige menneskeracer stammer for eksempel fra ét menneskepar. (1 Mosebog 2:7, 22-24) Der var derfor ikke noget mærkeligt i at de forskellige finkearter skulle stamme fra én oprindelig art. Men de var stadig finker. De havde ikke udviklet sig til høge eller ørne.

¹⁸ Hverken de forskellige finkearter eller noget som helst andet af det Darwin så, beviste at alle livsformer, det være sig hajer eller havmåger, rotter eller regnorm, har en fælles stamfader. Ikke desto mindre påstår mange videnskabsmænd at evolution nu ikke blot er en teori, men et faktum. Andre erkender at teorien byder på visse vanskeligheder, men siger at de tror på den alligevel. Det er populært at gøre det. Vi må imidlertid have klarlagt om udviklingsteorien er blevet så godt bevist at Bibelen må siges at tage fejl.

Er den bevist?

19. Støtter fossilernes vidnesbyrd læren om en udvikling eller læren om en skabelse?

¹⁹ Hvordan kan udviklingsteorien efterprøves? Den mest nærliggende måde er at undersøge fossilernes vidnesbyrd og se om der virkelig er foregået en gradvis forandring fra én art til en anden. Er der det? Nej, en række videnskabsmænd indrømmer ærligt at det er der ikke. En af dem, Francis Hitching, skriver: „Når man leder efter overgangsled mellem hovedgrupperne af dyrene, er de der simpelt hen ikke.“⁷ Denne mangel på overgangsformer i fossilmaterialet er så åbenbar at evolutionisterne har opstillet alternativer til Darwins teori om en gradvis forandring. Sandheden er imidlertid at dyrearternes pludselige tilsynekomst i de fossilførende lag støtter skabelseslæren langt mere end den støtter udviklingslæren.

20. Hvorfor giver cellernes formeringsproces ikke rum for en udvikling?

²⁰ Hitching viser desuden at livsformerne er programmeret til at reproducere sig selv nøjagtigt, og ikke til at udvikle sig til noget andet. Han siger: „De levende celler laver kopier af sig selv med så godt som fuldkommen nøjagtighed. Fejlgraden er så lille at ingen menneskelavet maskine kan måle sig med den. Cellerne har også indbyggede bremser. Planter når en vis størrelse og bliver ikke større. Bananfluer er ikke under nogen af de forhold der hidtil er blevet udtænkt, blevet til andet end bananfluer.“⁸ Mutationer som forskere har fremkaldt hos bananfluer i mange årtier, har ikke fået dem til at udvikle sig til noget andet.

Livets oprindelse

21. Hvilken slutning som Louis Pasteur førte bevis for, udgør et alvorligt problem for evolutionisterne?

²¹ Et andet vanskeligt spørgsmål som evolutionisterne ikke har kunnet besvare, drejer sig om livets oprindelse. Hvordan blev den første enkle livsform til — den som vi alle skal have udviklet os fra? For nogle hundrede år siden ville dette ikke have forekommet at være noget problem. De fleste troede dengang at fluer kunne udvikle sig af råddent kød og at mus kunne opstå af sig selv i en bunke gamle klude. Men for godt hundrede år siden påviste den franske kemiker Louis Pasteur at liv kun kan komme fra allerede eksisterende liv.

22, 23. Hvordan mener evolutionisterne at livet begyndte, men hvad viser kendsgerningerne?

²² Hvordan forklarer evolutionisterne så livets oprindelse? Den mest populære teori går ud på at en tilfældig kombination af kemiske stoffer og energi fremkaldte liv spontant for millioner af år siden. Hvordan så med det princip Pasteur påviste? Et opslagsværk forklarer: „Pasteur viste at liv ikke kan opstå spontant under de kemiske og fysiske forhold der er på jorden i dag. Men for milliarder af år siden var de kemiske og fysiske forhold på jorden helt anderledes“!⁹

²³ Selv under helt andre forhold er der imidlertid en enorm kløft mellem livløst stof og selv den enkleste livsform. Michael Denton siger i sin bog Evolution: A Theory in Crisis: „Mellem en levende celle og det mest velordnede ikkebiologiske system, for eksempel et krystal eller et snefnug, er der en afgrund så vældig og absolut som man overhovedet kan forestille sig.“¹⁰ Muligheden for at livløst stof skulle blive levende ved en tilfældighed, er så ringe at den slet ikke eksisterer. Bibelens forklaring, at ’liv kommer af liv’ i den forstand at det blev skabt af Gud, stemmer derimod med de faktiske forhold.

Hvorfor de ikke tror på en skabelse

24. Hvorfor holder de fleste videnskabsmænd stadig fast ved udviklingsteorien, på trods af de problemer der er forbundet med den?

²⁴ Til trods for de problemer der knytter sig til udviklingsteorien, bliver troen på en skabelse betragtet som uvidenskabelig og tilmed excentrisk. Hvordan kan det være? Hvad er grunden til at selv en autoritet som Francis Hitching, som er ærlig nok til at påpege svaghederne ved evolutionsteorien, forkaster skabelsestanken?¹¹ Michael Denton forklarer at evolutionsteorien med alle dens fejl og svagheder fortsat vil blive fremholdt fordi de teorier der er forbundet med skabelsestanken „viser hen til direkte overnaturlige årsager“.¹² Det er med andre ord dét at skabelse forudsætter en Skaber der gør læren uacceptabel. Det er en cirkelslutning af samme slags som den vi stødte på i tilfældet med miraklerne: Mirakler kan ikke finde sted fordi de er mirakuløse!

25. Hvilken svaghed ved evolutionsteorien, videnskabeligt set, viser at den ikke er noget holdbart alternativ til skabelsesberetningen som en forklaring på livets oprindelse?

²⁵ Desuden er evolutionsteorien i sig selv højst tvivlsom fra et videnskabeligt synspunkt. Michael Denton siger videre: „Eftersom [Darwins evolutionsteori] i det væsentlige er en teori som indebærer rekonstruktion af historien, er det umuligt at få den bekræftet ved forsøg eller ved direkte iagttagelse, sådan som det er almindeligt inden for videnskaben. . . . Desuden beskæftiger evolutionsteorien sig med en række unikke begivenheder — livets oprindelse, intelligensens oprindelse og så videre. Unikke begivenheder kan ikke gentages og kan ikke underkastes nogen eksperimentel undersøgelse.“¹³ Faktum er at udviklingsteorien trods sin store popularitet er fuld af huller og problemer. Den giver os ingen gyldig grund til at forkaste Bibelens beretning om livets oprindelse. Det første kapitel i Første Mosebog indeholder en fuldt ud troværdig beretning om hvordan disse „unikke begivenheder“ der ’ikke kan gentages’, indtraf i løbet af skabelsesdage der strakte sig over tusinder af år.a

Hvordan med Vandfloden?

26, 27. (a) Hvad siger Bibelen om Vandfloden? (b) Hvor må noget af vandet være kommet fra?

²⁶ Mange vil også pege på noget andet som de mener er en uoverensstemmelse mellem Bibelen og den moderne videnskab. I Første Mosebog læser vi at menneskenes ondskab for tusinder af år siden blev så stor at Gud bestemte sig til at udslette dem. Han befalede imidlertid den retfærdige mand Noa at bygge et stort fartøj af træ, en ark. Derefter sendte Gud en vandflod over menneskeheden. Kun Noa og hans familie overlevede, sammen med repræsentanter for alle dyrearterne. Vandfloden var så stor at „alle de høje bjerge der var under hele himmelen efterhånden blev dækket“. — 1 Mosebog 7:19.

²⁷ Hvor kom alt vandet fra, så det kunne dække hele jorden? Bibelen giver selv svaret. Tidligt i skabelsesprocessen, da „det udstrakte rum“ med atmosfæren begyndte at tage form, blev der ’vand under det udstrakte rum’ og ’vand over det udstrakte rum’. (1 Mosebog 1:7; 2 Peter 3:5) Da Vandfloden kom siger Bibelen at „himmelens sluser åbnedes“. (1 Mosebog 7:11) Det var tydeligvis ’vandet over det udstrakte rum’ der faldt ned og forårsagede en stor del af oversvømmelsen.

28. Hvordan betragtede fortidens tjenere for Gud, deriblandt Jesus, Vandfloden?

²⁸ Moderne lærebøger er tilbøjelige til at se bort fra en verdensomspændende vandflod. Vi må derfor spørge: Er beretningen om Vandfloden bare en myte, eller har denne oversvømmelse virkelig fundet sted? Før vi svarer, bør vi mærke os at de der tilbad Jehova i senere tider, godtog denne beretning som historisk rigtig; de betragtede den ikke som en myte. Esajas, Jesus, Paulus og Peter var blandt dem der omtalte Vandfloden som noget der virkelig havde fundet sted. (Esajas 54:9; Mattæus 24:37-39; Hebræerne 11:7; 1 Peter 3:20, 21; 2 Peter 2:5; 3:5-7) Men der er visse spørgsmål i forbindelse med denne oversvømmelse der må besvares.

Vandet der oversvømmede jorden

29, 30. Hvordan viser jordens vandmængde at der udmærket kan have været en verdensomspændende vandflod?

²⁹ Er det ikke lidt for fantastisk at hævde at hele jorden blev oversvømmet? Egentlig ikke. Faktisk er jorden stadig til en vis grad oversvømmet. Cirka 70 procent af den er dækket af vand, og kun 30 procent er tørt land. Desuden er 75 procent af jordens ferskvand bundet i gletschere og polaris. Hvis al denne is smeltede, ville vandstanden i havene stige betydeligt. Byer som New York og Tokyo ville forsvinde.

³⁰ Et opslagsværk siger desuden: „Verdenshavenes gennemsnitsdybde er blevet anslået til 3790 meter, et tal som er betydeligt større end landmassernes gennemsnitshøjde over havet, som er 840 meter. Hvis gennemsnitsdybden bliver multipliceret med det respektive overfladeareal, er verdenshavenes volumen 11 gange større end volumenet af landmasserne over havoverfladen.“¹⁴ Hvis alt blev planeret — hvis bjergene blev jævnet ud og de dybe havbassiner blev fyldt — ville havet komme til at stå flere tusind meter over hele jorden.

31. (a) Hvordan må jorden have set ud før Vandfloden for at der kan have været en vandflod? (b) Hvoraf fremgår det at bjergene kan have været lavere og havbassinerne fladere før Vandfloden?

³¹ For at der kan have været en verdensomspændende vandflod må havbassinerne før Vandfloden have været fladere og bjergene lavere end de er nu. Kan de have været det? En lærebog siger: „Der hvor bjergene nu rejser sig til svimlende højder, var der engang for millioner af år siden have og sletter som strakte sig i flad ensformighed. . . . Kontinentalpladernes bevægelser får landmasserne til både at stige op til højder hvor kun de mest hårdføre dyr og planter kan overleve, og, som den anden yderlighed, at sænke sig og ligge skjult dybt under havoverfladen.“¹⁵ Eftersom bjergene og havbassinerne stiger og synker, er det indlysende at bjergene ikke altid har været så høje og de store havbassiner ikke så dybe som de er nu.

32. Hvor må vandet være blevet af efter Vandfloden? Forklar.

³² Hvor blev vandet af efter Vandfloden? Det må have samlet sig i havbassinerne. Hvordan? Videnskabsmændene mener at kontinenterne hviler på enorme plader. Disse pladers bevægelser kan føre til at jordoverfladen hæver og sænker sig. Nogle steder findes der i dag store, over ti kilometer dybe dybhavsgrave langs pladegrænserne.¹⁶ Det er sandsynligt at pladerne, måske som et resultat af selve Vandfloden, bevægede sig så havbunden sank og der blev dannet store render som ledede vandet væk fra landjorden.b

Spor efter Vandfloden?

33, 34. (a) Hvad kan være vidnesbyrd om at der har været en vandflod? (b) Er det tænkeligt at videnskabsmændene fejlfortolker vidnesbyrdene? Forklar.

³³ Lad os nu forudsætte at der kan have været en stor vandflod. Hvorfor har videnskabsmændene da ikke fundet noget spor efter den? Det har de måske også, men tolker dem måske blot på en anden måde. Ortodoks videnskab lærer for eksempel at jordoverfladen mange steder er blevet formet af store gletschere i løbet af en række istider. Men det der tilsyneladende er vidnesbyrd om gletscheraktivitet kan undertiden skyldes vand. Det er derfor meget sandsynligt at nogle af vidnesbyrdene om Vandfloden bliver fejltolket som vidnesbyrd om en istid.

³⁴ Der er før blevet gjort lignende fejl. Vi læser om den tid da videnskabsmændene udformede teorien om istiderne: „I overensstemmelse med uniformitetslæren fandt de istider på hvert eneste stadium af den geologiske historie. Men efter at vidnesbyrdene i de senere år er blevet grundigt undersøgt på ny, er mange af disse istider blevet forkastet; formationer der engang blev identificeret som moræner dannet af gletschervirksomhed, forklares nu som lag afsat af mudderstrømme, undersøiske jordskred og strømme af grumset vand der har ført slam, sand og grus ud over dybhavsbunden.“¹⁸

35, 36. Hvilke fossile og geologiske vidnesbyrd kan måske sættes i forbindelse med Vandfloden? Forklar.

³⁵ Beretningen om Vandfloden synes også at finde støtte i fossilernes vidnesbyrd. Fossilerne viser at der engang fandtes store sabeltigre i Europa, heste større end de nulevende i Nordamerika og mammutter i Sibirien. Over hele verden uddøde så visse pattedyrarter. Samtidig indtraf der en pludselig klimaændring. Titusinder af mammutter blev dræbt og lynfrosset i Sibirien.c Naturforskeren Alfred Wallace, der levede samtidig med Charles Darwin, mente at denne omfattende ødelæggelse måtte være forårsaget af en eller anden usædvanlig, verdensomspændende begivenhed.¹⁹ Mange holder på at denne begivenhed var Vandfloden.

³⁶ En lederartikel i tidsskriftet Biblical Archaeologist siger: „Det er vigtigt at huske at fortællingen om en stor vandflod er et af de mest udbredte sagn i den menneskelige kultur . . . Ikke desto mindre kan grundlaget for de ældste sagn som er fundet i nærøstlige kilder, udmærket være en virkelig vandflod af gigantiske dimensioner som har fundet sted i en af regnperioderne . . . for mange tusind år siden.“²⁰ Regnperioderne var perioder hvor jordoverfladen var meget vådere end nu. Ferskvandssøerne var meget større. Der er fremsat en teori om at fugtigheden skyldtes kraftige regnskyl som sættes i forbindelse med afslutningen af istiderne. Nogle har imidlertid foreslået at den ekstreme fugtighed på jordoverfladen i et af tilfældene skyldtes Vandfloden.

Menneskeheden har ikke glemt den

37, 38. Hvordan viser en videnskabsmand at der kan have været en verdensomspændende vandflod, og hvordan ved vi at der har været det?

³⁷ John McCampbell, som er professor i geologi, skrev engang: „De grundlæggende uoverensstemmelser mellem Bibelens katastrofeteori [Vandfloden] og den evolutionære uniformitetslære gælder ikke de faktiske geologiske data, men fortolkningerne af disse data. Hvilken fortolkning der bliver foretrukket, vil i det store og hele afhænge af den enkelte studerendes baggrund og forudsætninger.“²¹

³⁸ At der virkelig har været en verdensomspændende vandflod, fremgår af at menneskeheden aldrig har glemt den. Over hele jorden, på steder der ligger så langt fra hinanden som Alaska og de sydlige Stillehavsøer, har de indfødte gamle beretninger om en stor vandflod. Civilisationer i Amerika før Columbus’ tid og urindbyggere i Australien har også sådanne beretninger. Detaljerne kan variere i nogle af dem, men noget som går igen i næsten alle versionerne, er at jorden blev oversvømmet af vand og at kun nogle få mennesker blev reddet i et menneskelavet fartøj. Den eneste forklaring på at en sådan beretning er så almindeligt udbredt, er at Vandfloden er en historisk begivenhed.d

39. Hvilket yderligere vidnesbyrd har vi nu om at Bibelen er Guds og ikke menneskers ord?

³⁹ Vi ser altså at Bibelen på væsentlige punkter er i harmoni med moderne videnskab. Når der er en uoverensstemmelse mellem de to, er videnskabsmændenes vidnesbyrd usikkert. Når de stemmer overens, er Bibelen ofte så nøjagtig at vi må tro at den har fået sine oplysninger fra en overmenneskelig intelligens. At Bibelen stemmer overens med bevist videnskab, er endnu et vidnesbyrd om at den er Guds og ikke menneskers ord.

[Fodnoter]

[Ramme på side 105]

„Af støv“

„The World Book Encyclopedia“ siger: „Alle de kemiske stoffer som livsformerne består af, findes også i livløst stof.“ Med andre ord: De grundlæggende kemiske stoffer som de levende organismer, mennesket indbefattet, er opbygget af, findes også i selve jorden. Det stemmer med Bibelens ord: „Så dannede Jehova Gud mennesket af støv fra jorden.“ — 1 Mosebog 2:7.

[Ramme på side 107]

„I Guds billede“

Nogle peger på fysiske ligheder mellem mennesker og visse dyr for at bevise at de er beslægtede. De må imidlertid indrømme at menneskets mentale evner langt overgår noget dyrs. Hvoraf kommer det at mennesket er i stand til at lægge planer og organisere verden omkring sig, kan vise kærlighed, har en høj intelligens og en samvittighed, og kan gøre sig begreb om fortid, nutid og fremtid? Udviklingsteorien kan ikke svare på det. Men Bibelen svarer når den siger: „Gud gik i gang med at skabe mennesket i sit billede, i Guds billede skabte han det.“ (1 Mosebog 1:27) Hvad mentale og moralske egenskaber og evner angår, er mennesket en afspejling af sin himmelske Fader.

[Illustration på side 99]

Bibelens ord om at jorden hænger i rummet stemmer godt overens med det astronauterne fortæller at de så

[Illustration på side 102]

Bibelen siger hverken at jorden kredser om solen eller at solen kredser om jorden

[Illustration på side 112, 113]

Hvis jorden blev jævnet ud og der ikke fandtes bjerge eller havdyb, ville vandet stå højt over hele jorden

[Illustration på side 114]

Der er fundet mammutter som blev lynfrosset da de døde

[Illustration på side 115]

Louis Pasteur påviste at liv kun kan komme fra allerede eksisterende liv

[Diagram/illustration på side 109]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

Bibelen giver en nøjagtig beskrivelse af vandets kredsløb

Kapitel 9

Profetier der er gået i opfyldelse

Mennesker er ikke i stand til at forudsige fremtiden. Deres forsøg er gang på gang slået ynkeligt fejl. En bog med profetier der er gået i opfyldelse, må derfor påkalde sig vor opmærksomhed. Bibelen er en sådan bog.

1. (Med indledningen.) Hvad er dét at Bibelen indeholder profetier som gik i opfyldelse, et vidnesbyrd om?

MANGE bibelprofetier har fået en så detaljeret opfyldelse at kritikerne hævder at de er skrevet efter at begivenhederne har fundet sted. Men sådanne påstande har ikke noget på sig. Gud er almægtig og fuldt ud i stand til at forudsige hvad der vil ske. (Esajas 41:21-26; 42:8, 9; 46:8-10) Opfyldte bibelprofetier vidner om guddommelig inspiration, ikke om sen affattelse. Vi vil nu betragte nogle fremtrædende profetier der gik i opfyldelse i fortiden — som et yderligere vidnesbyrd om at Bibelen ikke er menneskers ord, men Guds.

Fangenskabet i Babylon

2, 3. Hvilke begivenheder førte til at kong Ezekias fremviste alle skattene i sit hus og i sit rige for en delegation fra Babylon?

² Ezekias var konge i Jerusalem i omkring 30 år. I 740 f.v.t. så han naboriget Israel mod nord blive ødelagt af assyrerne. I 732 f.v.t. oplevede han Guds beskyttelse da assyrernes forsøg på at indtage Jerusalem blev afværget, med katastrofale følger for den invaderende fjende. — Esajas 37:33-38.

³ Derefter modtog Ezekias en delegation fra kong Merodak-Baladan af Babylon. Udsendingene kom angiveligt for at lykønske Ezekias med at han var kommet sig efter en svær sygdom. Det er dog sandsynligt at Merodak-Baladan i Ezekias så en mulig forbundsfælle mod det assyriske verdensrige. Ezekias gjorde intet for at afvise en sådan tanke, idet han for gæsterne fra Babylon fremviste skattene i sit hus og i hele sit rige. Måske var han også interesseret i forbundsfæller mod assyrerne hvis de skulle vende tilbage. — Esajas 39:1, 2.

4. Hvilke tragiske følger forudsagde Esajas at Ezekias’ ukloge handling ville få?

⁴ Datidens fremtrædende profet var Esajas, og han indså straks hvor uklogt Ezekias havde handlet. Han vidste at Ezekias’ sikreste forsvar var Jehova, ikke Babylon, og han sagde til ham at det ville føre til ulykke for ham at han havde vist babylonierne alle sine rigdomme. „De dage kommer,“ sagde Esajas, „da alt hvad der er i dit hus og som dine forfædre har oplagret frem til denne dag, skal bringes til Babylon.“ Jehovas afgørelse lød: „Intet vil blive ladt tilbage.“ — Esajas 39:5, 6.

5, 6. (a) Hvad sagde Jeremias som bekræftede Esajas’ profeti? (b) Hvordan gik Esajas’ og Jeremias’ profetier i opfyldelse?

⁵ Dengang, i det ottende århundrede f.v.t., har det måske forekommet usandsynligt at denne profeti ville gå i opfyldelse. Men hundrede år senere havde billedet vendt sig. Babylon havde overtaget Assyriens rolle som det dominerende verdensrige, mens Juda var blevet så religiøst fordærvet at Gud ikke længere velsignede det. Nu blev en anden profet, Jeremias, inspireret til at gentage Esajas’ advarsel. Jeremias forkyndte: „Jeg . . . bringer [babylonierne] imod dette land og imod dets indbyggere . . . Og hele dette land skal blive et øde sted, noget man forfærdes over, og disse nationer skal tjene Babylons konge i halvfjerds år.“ — Jeremias 25:9, 11.

⁶ Omkring fire år efter at Jeremias havde udtalt denne profeti, gjorde babylonierne Juda til en del af deres rige. Tre år senere førte de nogle jødiske fanger og en del af rigdommene fra templet i Jerusalem til Babylon. Otte år senere igen gjorde Juda oprør og blev på ny invaderet af Babylons konge, Nebukadnezar. Denne gang blev byen og templet ødelagt. Alle dens rigdomme, og jøderne selv, blev ført bort til det fjerne Babylon, sådan som Esajas og Jeremias havde forudsagt. — 2 Krønikebog 36:6, 7, 12, 13, 17-21.

7. Hvordan bevidner arkæologien at Esajas’ og Jeremias’ profetier om Jerusalem gik i opfyldelse?

⁷ Et arkæologileksikon bemærker at da det babyloniske angreb var overstået, var „byens ødelæggelse total“.¹ Arkæologen W. F. Albright siger: „Udgravninger og undersøgelser af terrænet i Juda har bevist at Judas byer ikke blot blev fuldstændig ødelagt af kaldæerne de to gange de gjorde invasion, men de blev heller ikke beboet igen i flere generationer — mange af dem aldrig mere.“² Arkæologien bekræfter altså at profetien gik i opfyldelse.

Tyrus’ skæbne

8, 9. Hvilken profeti udtalte Ezekiel om Tyrus?

⁸ En anden skribent i fortiden der nedskrev guddommeligt inspirerede profetier, var Ezekiel. Han profeterede fra slutningen af det syvende århundrede f.v.t. til et stykke ind i det sjette — det vil sige i årene op til Jerusalems ødelæggelse og derefter i de første årtier af jødernes fangenskab i Babylon. Selv nogle af Bibelens kritikere vedgår at Ezekiels bog er skrevet omkring den tid.

⁹ Ezekiel fremsatte en markant profeti om Israels nabo mod nord, bystaten Tyrus, der engang havde været venligt indstillet over for Guds folk men nu var blevet dets fjende. (1 Kongebog 5:1-9; Salme 83:2-8) Han skrev: „Derfor har den suveræne Herre Jehova sagt således: ’Se, jeg er imod dig, Tyrus, og jeg vil føre mange nationer op imod dig, ligesom havet fører sine bølger op. Og de skal ødelægge Tyrus’ mure og rive dets tårne ned, og jeg vil feje støvet væk fra det og gøre det til en lysende, nøgen klippe. . . . Og dine sten og dit træværk og dit støv vil de kaste i vandet.’“ — Ezekiel 26:3, 4, 12.

10-12. Hvornår blev Ezekiels profeti til sidst opfyldt, og hvordan?

¹⁰ Kom det til at gå sådan? Få år efter at Ezekiel havde fremsat profetien, blev Tyrus belejret af Babylons konge, Nebukadnezar. (Ezekiel 29:17, 18) Det var imidlertid ikke nogen nem belejring. Tyrus lå delvis på fastlandet (den del der kaldes Det Gamle Tyrus), og delvis på en ø cirka 800 meter fra kysten. Nebukadnezar belejrede øen i tretten år før den endelig overgav sig til ham.

¹¹ Men det var først i år 332 f.v.t. at Ezekiels profeti endelig blev opfyldt i alle detaljer. På den tid var Alexander den Store, erobreren fra Makedonien, på vej ind i Asien med sin hær. Tyrus, som lå trygt ude på sin ø, holdt stand imod ham. Alexander ønskede på den ene side ikke at få en potentiel fjende i ryggen, men på den anden side heller ikke at bruge mange år på at belejre Tyrus, sådan som Nebukadnezar havde gjort.

¹² Hvordan løste han dette militære problem? Han anlagde en dæmning ud til øen, sådan at hans soldater kunne marchere ud og angribe byen. Men læg mærke til hvad han brugte til at bygge dæmningen af. Opslagsværket The Encyclopedia Americana forklarer: „Af ruinerne af fastlandsbyen, som han havde demoleret, byggede han i 332 en stor dæmning for at forbinde øen med fastlandet.“ Efter en forholdsvis kort belejring blev øbyen ødelagt. Ezekiels profeti blev opfyldt i alle enkeltheder. Endog ’stenene og træværket og støvet’ fra Det Gamle Tyrus blev ’kastet i vandet’.

13. Hvordan beskrev en rejsende i forrige århundrede det sted hvor fortidens Tyrus lå?

¹³ En rejsende som besøgte stedet i forrige århundrede, fortæller hvad der på hans tid var tilbage af byen: „Af det oprindelige Tyrus som Salomon og Israels profeter kendte, er der ingen spor tilbage bortset fra udhuggede gravkamre i bjergsiderne, og murfundamenter . . . Selv på øen, som Alexander den Store under sin belejring af byen forvandlede til et forbjerg ved at fylde strædet mellem den og fastlandet op, er der ingen genkendelige levn fra nogen periode tidligere end korstogenes. Nutidsbyen, der i det store og hele er forholdsvis ny, optager den nordlige halvdel af det der engang var øen, mens resten af overfladen næsten overalt er dækket af ikke særlig markante ruiner.“³

Babylon står for tur

14, 15. Hvilke profetier optegnede Esajas og Jeremias om Babylon?

¹⁴ I det ottende århundrede f.v.t. forudsagde profeten Esajas, der havde advaret jøderne om at de skulle undertvinges af Babylon, også noget meget forbløffende: at Babylon selv ville blive ødelagt. Han beskrev dette i malende vendinger: „Se, imod dem ægger jeg mederne . . . Og det skal gå Babylon, rigernes pryd, kaldæernes stolthed og hæder, som da Gud omstyrtede Sodoma og Gomorra. Det vil aldrig blive beboet, og det vil heller aldrig, generation efter generation, selv tage bolig.“ — Esajas 13:17-20.

¹⁵ Profeten Jeremias forudsagde også Babylons fald, der ville finde sted mange år senere. Og han nævnte en interessant detalje: „Tørke over dets vande, og de tørres bort. . . . Babylons vældige krigere er holdt op med at kæmpe. De er blevet siddende i borgene. Deres styrke er tørret bort.“ — Jeremias 50:38; 51:30.

16. Hvornår blev Babylon indtaget, og af hvem?

¹⁶ Babylons tid som verdensrige blev bragt til afslutning i 539 f.v.t., da den handlekraftige perserkonge Kyros marcherede mod byen sammen med sine mediske forbundsfæller. Hvad Kyros fandt, var imidlertid overvældende. Babylon var omgivet af vældige mure og syntes uindtagelig. Den store flod Eufrat løb gennem byen og var et vigtigt led i dens forsvar.

17, 18. (a) Hvordan kom der ’tørke over Babylons vande’? (b) Hvorfor ’holdt Babylons vældige krigere op med at kæmpe’?

¹⁷ Den græske historiker Herodot beskriver hvordan Kyros løste problemet: „Han koncentrerede hele sin hær om flodpassagen, dér hvor den løber ind i byen, og en del også bag ved byen dér, hvor floden løber ud af byen igen, og gav så hæren besked om, når de så, at strømmen blev lav nok, til at de kunne vade igennem den, da at trænge ind i byen ad den vej. . . . Han ledte ved en gennemgravning floden ind i det sumpede søbassin [en kunstig sø som en tidligere hersker i Babylon havde gravet] og gjorde det derved muligt at vade gennem det gamle flodleje, når vandet sank. Da dette var gennemført, og vandet sunket så meget, at det kun gik en mand til midt op på låret, trængte de persere, der var opstillet netop med dette for øje, gennem Eufrats flodleje ind i Babylon.“⁴

¹⁸ På denne måde faldt byen, sådan som Jeremias og Esajas havde advaret om. Men læg mærke til hvor nøjagtigt profetien blev opfyldt. Der var rent bogstaveligt ’tørke over byens vande, og de tørrede bort’. Det var netop ved at sænke vandstanden i Eufratfloden at Kyros skaffede sig adgang til byen. Holdt ’Babylons vældige krigere op med at kæmpe’, sådan som Jeremias havde forudsagt? Bibelen — og de græske historikere Herodot og Xenofon — beretter at babylonierne festede i byen da persernes angreb fandt sted.⁵ Et officielt kileskriftdokument, Nabonids Krønike, siger at Kyros’ tropper drog ind i Babylon „uden kamp“, hvilket utvivlsomt vil sige uden at møde regulær modstand.⁶ Babylons vældige krigere gjorde åbenbart ikke meget for at beskytte byen.

19. Gik profetien om at Babylon ’aldrig skulle bebos’ i opfyldelse? Forklar.

¹⁹ Hvordan så med profetien om at Babylon ’aldrig ville blive beboet’ igen? Den blev ikke opfyldt med det samme i 539 f.v.t. Ikke desto mindre var profetien sand. Efter at Babylon var faldet var den skueplads for flere oprør indtil 478 f.v.t., da den blev ødelagt af Xerxes. Ved slutningen af det fjerde århundrede planlagde Alexander den Store at genopbygge byen, men døde før han var nået ret langt med sit forehavende. Fra da af forfaldt byen. Den var stadig beboet i det første århundrede e.v.t., men i dag er alt hvad der er tilbage af fortidens Babylon, en dynge ruiner i Irak. Og selv om ruinerne skulle blive delvis restaurerede, ville Babylon kun blive et museum for turister, ikke en levende, pulserende by. Dens øde ruiner vidner om at de inspirerede profetier imod den har fået deres fulde opfyldelse.

Verdensrigernes march

20, 21. Hvilket syn fik Daniel angående verdensrigernes march, og hvordan blev det opfyldt?

²⁰ I det sjette århundrede f.v.t., under det jødiske fangenskab i Babylon, blev en anden profet, Daniel, inspireret til at nedskrive nogle bemærkelsesværdige syner som forudsagde verdensbegivenhedernes forløb. I et af disse syner beskriver Daniel en række symbolske dyr der fortrænger hinanden på verdensskuepladsen. En engel forklarer at disse dyr skildrer verdensrigernes march fra Daniels tid. Om de to sidste dyr siger engelen: „Vædderen med de to horn som du så, er Mediens og Persiens konger, og den lådne buk er Grækenlands konge, og det store horn som var mellem dens øjne, er den første konge; og når dét blev brudt af, så der til sidst fremstod fire i dets sted, vil fire riger fremstå af hans nation, men ikke med hans kraft.“ — Daniel 8:20-22.

²¹ Denne profetiske forhåndsskildring holdt stik. Det babyloniske rige blev omstyrtet af Medo-Persien, der 200 år senere måtte vige pladsen for det græske verdensrige. I spidsen for det græske rige stod Alexander den Store, „det store horn“. Men efter Alexanders død kæmpede hans generaler om magten, og det endte med at det vidtstrakte imperium blev delt i fire mindre riger.

22. Hvordan så Daniel endnu et verdensrige skildret i et lignende syn af verdensrigernes march?

²² I det 7. kapitel i Daniels bog skildres et lignende syn som også rakte langt ud i fremtiden. Det babyloniske verdensrige blev her skildret ved en løve, det persiske ved en bjørn, og det græske ved en leopard med fire vinger på ryggen og fire hoveder. Derefter så Daniel endnu et vilddyr, „frygtindgydende og skrækkeligt og overmåde stærkt . . ., og det havde ti horn“. (Daniel 7:2-7) Dette fjerde vilddyr symboliserede det mægtige romerrige, der begyndte at tage form cirka 300 år efter at Daniel havde nedskrevet profetien.

23. På hvilken måde var det fjerde vilddyr i Daniels profeti „anderledes end alle andre riger“?

²³ Engelen forudsagde om Rom: „Med hensyn til det fjerde dyr, så kommer der på jorden et fjerde rige, som vil være anderledes end alle andre riger, og det vil fortære hele jorden og trampe den ned og knuse den.“ (Daniel 7:23) H. G. Wells siger i sin bog A Pocket History of the World: „Denne nye romerske magt som svang sig op til at herske over den vestlige verden i det andet og første århundrede f.Kr., var i flere henseender forskellig fra alle de andre store riger som tidligere havde haft magten i den civiliserede verden.“⁷ Romerriget begyndte som en republik og fortsatte som et monarki. I modsætning til de tidligere riger blev det ikke skabt af en enkelt stor erobrer men voksede umærkeligt og ubønhørligt frem gennem århundrederne. Det bestod i meget længere tid og beherskede et langt større område end noget tidligere storrige.

24, 25. (a) Hvordan fremstod vilddyrets ti horn? (b) Hvilken magtkamp mellem hornene forudså Daniel?

²⁴ Hvordan så med dette vældige dyrs ti horn? Engelen sagde: „Og med hensyn til de ti horn, så vil der af det rige fremstå ti konger, og endnu én vil fremstå efter dem, og han vil være anderledes end de første, og han vil ydmyge tre konger.“ (Daniel 7:24) Hvordan fandt dette sted?

²⁵ Jo, da Romerriget begyndte at forfalde i det femte århundrede e.v.t., blev det ikke straks afløst af et andet verdensrige. Det blev derimod opløst i et antal riger, „ti konger“. Til sidst besejrede Det Britiske Imperium de tre rivaliserende riger Spanien, Frankrig og Nederlandene, og blev den dominerende verdensmagt. Sådan ydmygede det nyankomne ’horn’ „tre konger“.

Er Daniels profetier skrevet bagefter?

26. Hvornår hævder bibelkritikerne at Daniels bog blev skrevet, og hvorfor?

²⁶ Bibelen angiver at Daniels bog er skrevet i det sjette århundrede f.v.t. Men dens profetier er blevet opfyldt så nøjagtigt at kritikerne siger den må være skrevet omkring år 165 f.v.t., da en del af profetierne allerede var gået i opfyldelse.⁸ Til trods for at den eneste virkelige grund til at fremsætte denne påstand, er at Daniels profetier er gået i opfyldelse, fremsættes dette sene årstal for affattelsen af Daniels bog som en kendsgerning i mange opslagsværker.

27, 28. Hvilke omstændigheder viser at Daniels bog ikke kan være skrevet i år 165 f.v.t.?

²⁷ Teorien må imidlertid bedømmes i lyset af følgende: For det første hentydes der til bogen i jødiske værker som blev skrevet i det andet århundrede f.v.t., som for eksempel Første Makkabæerbog. For det andet er den taget med i den græske Septuaginta-oversættelse, der blev påbegyndt i det tredje århundrede f.v.t.⁹ For det tredje var Daniels bog et af de værker man fandt temmelig mange fragmenter af i Dødehavsfundene — og disse fragmenter menes at stamme fra omkring år 100 f.v.t.¹⁰ Det vil sige at kort efter at Daniels bog formodes at være skrevet, var den allerede velkendt og respekteret. Det taler stærkt for at den blev skrevet længe før kritikerne siger at den blev.

²⁸ Desuden indeholder Daniels bog historiske detaljer som en skribent i det andet århundrede ikke ville have kendt noget til. Et bemærkelsesværdigt eksempel er omtalen af Belsazzar, herskeren i Babylon der blev dræbt da Babylon faldt i 539 f.v.t. De vigtigste ikkebibelske kilder til vor viden om Babylons fald er Herodot (femte århundrede), Xenofon (femte og fjerde århundrede) og Berossos (tredje århundrede). Ingen af disse kendte noget til Belsazzar.¹¹ Hvor sandsynligt er det at en skribent i det andet århundrede skulle have siddet inde med oplysninger som disse tidligere forfattere ikke havde adgang til? Beretningen om Belsazzar i Daniels bogs 5. kapitel er et vægtigt argument for at Daniel skrev sin bog før disse andre skribenter skrev deres.a

29. Hvorfor er det ikke muligt at Daniels bog kan være skrevet efter at de profetier den indeholder, var gået i opfyldelse?

²⁹ Endelig er der en række profetier i Daniels bog som blev opfyldt længe efter år 165 f.v.t. En af disse er førnævnte profeti om Romerriget. En anden er en bemærkelsesværdig profeti om hvornår Messias, eller Jesus, skulle træde frem.

Den Salvedes komme

30, 31. (a) Hvilken profeti i Daniels bog pegede frem til tiden for Messias’ fremtræden? (b) Hvordan kan vi, på grundlag af Daniels profeti, regne os frem til det år da Messias skulle træde frem?

³⁰ Denne profeti findes i det 9. kapitel og begynder således: „Halvfjerds [år]uger [fire hundrede og halvfems år] er fastsat over dit folk og over din hellige by.“b (Daniel 9:24, The Amplified Bible) Hvad skulle der ske i løbet af disse 490 år? Vi læser: „Fra befalingen om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår, indtil den salvede, en fyrste, [kommer], vil der være syv [år]uger, og toogtres [år]uger.“ (Daniel 9:25, AB) Profetien peger altså frem til den tid da „den salvede“, eller Messias, skulle komme. Hvordan gik den i opfyldelse?

³¹ Befalingen om at genrejse og opbygge Jerusalem ’udgik’ i perserkongen „Artaxerxes’ tyvende år“, det vil sige i 455 f.v.t. (Nehemias 2:1-9) Efter de første 49 års (7 årugers) forløb var meget af Jerusalems herlighed blevet genoprettet. Og tæller vi det fulde antal på 483 år (7 plus 62 åruger) fra 455 f.v.t., kommer vi til år 29 e.v.t. Det var „det femtende år af kejser Tiberius’ regeringstid“, det år da Jesus blev døbt af Johannes Døber. (Lukas 3:1) På det tidspunkt blev Jesus offentligt udpeget som Guds søn og begyndte sin tjeneste med at forkynde den gode nyhed for den jødiske nation. (Mattæus 3:13-17; 4:23) Han blev „den salvede“, eller Messias.

32. Hvor længe skulle Jesu jordiske tjeneste vare, ifølge Daniels profeti, og hvad skulle der ske ved udløbet af den?

³² Profetien fortsætter: „Og efter de toogtres [år]uger vil den salvede blive ryddet bort.“ Den siger videre: „Og han skal indgå en stærk og fast pagt med de mange i én uge [syv år]; og i midten af ugen vil han få slagtoffer og offergave til at ophøre.“ (Daniel 9:26, 27, AB) I overensstemmelse med dette henvendte Jesus sig udelukkende til „de mange“, de kødelige jøder. Ved enkelte lejligheder forkyndte han også for samaritanerne, der troede på nogle af Skrifterne men havde dannet en sekt der adskilte sig fra jødedommens hovedretning. „I midten af ugen“, efter at have forkyndt i tre og et halvt år, bragte han derpå sit liv som et offer og blev således „ryddet bort“. Dette betød at Moseloven med dens slagtofre og offergaver ville blive sat ud af kraft. (Galaterne 3:13, 24, 25) Ved at lide døden fik Jesus altså „slagtoffer og offergave til at ophøre“.

33. Hvor længe ville Jehova udelukkende tage sig af jøderne, og hvilken begivenhed markerede udløbet af denne periode?

³³ Den nyoprettede kristne menighed fortsatte imidlertid i endnu tre og et halvt år med at forkynde udelukkende for jøderne og, senere, for de religiøst beslægtede samaritanere. Men i år 36, ved udløbet af de 70 åruger, blev apostelen Peter ledet til at forkynde for en hedning, Kornelius. (Apostelgerninger 10:1-48) Nu skulle ’pagten med de mange’ ikke længere omfatte jøderne alene. Frelsen skulle også forkyndes for de uomskårne hedninger.

34. Hvad skete der, i overensstemmelse med Daniels profeti, med de kødelige jøder fordi de forkastede Messias?

³⁴ Da jøderne som folk betragtet havde forkastet Jesus og sammensvoret sig om at få ham henrettet, beskyttede Jehova dem ikke da romerne kom og ødelagde Jerusalem i år 70. Derved gik disse ord af Daniel i opfyldelse: „Og folket der tilhører den anden fyrste som skal komme, vil ødelægge byen og helligdommen. Enden på det vil komme med en oversvømmelse, og lige til enden vil der være krig.“ (Daniel 9:26b, AB) Denne anden „fyrste“ var Titus, den romerske hærfører der ødelagde Jerusalem i år 70.

Profetier der blev inspireret

35. Hvilke andre profetier om Jesus gik i opfyldelse?

³⁵ Således gik Daniels profeti om de 70 uger i opfyldelse med bemærkelsesværdig nøjagtighed. Mange andre profetier i De Hebraiske Skrifter blev også opfyldt i det første århundrede, og en del af dem handlede om Jesus. Stedet hvor Jesus skulle fødes, hans nidkærhed for Guds hus, hans forkyndelse, at han blev forrådt for 30 sølvpenge, måden han døde på, at der blev kastet lod om hans klæder — alle disse enkeltheder var forudsagt i De Hebraiske Skrifter. At de gik i opfyldelse viste ud over enhver tvivl at Jesus var Messias, og er endnu et vidnesbyrd om at profetierne var inspirerede. — Mika 5:2; Lukas 2:1-7; Zakarias 11:12; 12:10; Mattæus 26:15; 27:35; Salme 22:18; 34:20; Johannes 19:33-37.

36, 37. Hvilken slutning kan vi drage på grundlag af bibelprofetiernes opfyldelse, og hvilken tillid får vi?

³⁶ Ja, alle de bibelprofetier der skulle opfyldes i fortiden, er gået i opfyldelse. Tingene er indtruffet nøjagtig som Bibelen sagde de ville. Dette er et vægtigt vidnesbyrd om at Bibelen er Guds ord. Der må have ligget mere end menneskelig visdom bag disse profetiske udtalelser, siden de kunne være så nøjagtige.

³⁷ Der er imidlertid nogle profetier i Bibelen som ikke blev opfyldt dengang. Hvorfor ikke? Fordi de skulle opfyldes i vor tid, eller endda først engang i fremtiden. Den omstændighed at mange profetier gik i opfyldelse i fortiden, giver os tillid til at disse sidste profetier også med usvigelig sikkerhed vil gå i opfyldelse. Som vi skal se i det næste kapitel, er denne tillid berettiget.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 133]

Alle de bibelprofetier der skulle opfyldes i fortiden, er gået i opfyldelse. Tingene er indtruffet nøjagtig som Bibelen sagde de ville

[Illustration på side 118]

Arkæologer har fastslået at Nebukadnezars ødelæggelse af Jerusalem var total

[Illustration på side 121]

Nutidens Tyrus. Der er kun få rester tilbage af det Tyrus som Israels profeter kendte

[Illustration på side 123]

Turister som besøger ruinerne af fortidens Babylon, kan bevidne at profetierne om byen er gået i opfyldelse

[Illustrationer på side 126]

Daniels profetier om verdensrigernes march er blevet opfyldt så nøjagtigt at kritikerne i vore dage mener at de blev skrevet bagefter

BABYLON

PERSIEN

GRÆKENLAND

ROM

ENGLAND

[Illustration på side 130]

Daniel forudsagde nøjagtigt hvornår Messias ville træde frem i Israel

Kapitel 10

En bibelprofeti du ser gå i opfyldelse

Har du nogen sinde tænkt på hvorfor forholdene er så meget anderledes i dag end de var for hundrede år siden? Nogle ting er bedre. I mange lande er sygdomme som før var dødbringende, nu kun en rutinesag, og almindelige mennesker har en levestandard som deres forfædre end ikke drømte om. På den anden side har vort århundrede været vidne til historiens værste krige og nogle af dens uhyggeligste grusomheder. Vores velstand — ja endda vores fortsatte eksistens — er truet af overbefolkning, forurening og et kæmpearsenal af kernevåben samt biologiske og kemiske kampmidler. Hvorfor er det 20. århundrede så helt anderledes end tidligere århundreder?

1. (Med indledningen.) (a) Hvordan adskiller det 20. århundrede sig fra tidligere århundreder? (b) Hvad vil hjælpe os til at forstå hvorfor vor tid er så helt anderledes?

SVARET på dette spørgsmål ligger i en bemærkelsesværdig bibelprofeti du ser gå i opfyldelse. Det er en profeti som Jesus selv udtalte og som, foruden at være et vidnesbyrd om Bibelens inspiration, viser at vi lever tæt på nogle meget dramatiske forandringer på verdensskuepladsen. Hvordan lyder denne profeti? Og hvordan ved vi at den er ved at blive opfyldt?

Jesu store profeti

2, 3. Hvilket spørgsmål stillede disciplene Jesus, og hvor finder vi hans svar?

² Bibelen fortæller at Jesu disciple kort før hans død talte om de store tempelbygninger i Jerusalem — uden tvivl om deres imponerende størrelse og det solide indtryk de gav. Men Jesus sagde: „Ser I ikke alt dette? Jeg skal sige jer sandheden: Her skal afgjort ikke lades sten på sten tilbage som ikke vil blive revet ned.“ — Mattæus 24:1, 2.

³ Disse ord må have overrasket disciplene. De kom senere hen til ham for at høre nærmere, idet de spurgte: „Sig os: Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ (Mattæus 24:3) Jesu svar findes i Mattæusevangeliets 24. og 25. kapitel. Hans ord er også nedskrevet i Markus, kapitel 13, og Lukas, kapitel 21. Det var tydeligvis den vigtigste profeti Jesus udtalte mens han var på jorden.

4. Hvilke forskellige ting spurgte Jesu disciple om?

⁴ Jesu disciple spurgte i virkeligheden om flere ting. Først stillede de spørgsmålet: „Hvornår vil disse ting ske?“ Det vil sige: Hvornår vil Jerusalem og templet blive ødelagt? Desuden ville de gerne vide hvilket tegn der ville angive at Jesu nærværelse som konge i Guds himmelske rige var begyndt og at enden på tingenes ordning var nær.

5. (a) Hvilken indledende opfyldelse fik Jesu profeti, og hvornår skulle hans ord få deres fulde opfyldelse? (b) Hvordan påbegyndte Jesus sit svar på disciplenes spørgsmål?

⁵ Jesus lod sit svar omfatte begge dele. Mange af hans ord blev opfyldt dengang i det første århundrede, i årene frem til Jerusalems frygtelige ødelæggelse i år 70. (Mattæus 24:4-22) Men hans profeti skulle få en større opfyldelse senere, ja, i vor tid. Hvad sagde Jesus da? Han begyndte med at udtale det vi læser i vers 7 og 8: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige, og der skal være tilfælde af hungersnød og jordskælv det ene sted efter det andet. Alt dette er en begyndelse til veer.“

6. Hvilken parallel profeti minder Jesu ord i Mattæus 24:7, 8 os om?

⁶ Jesu nærværelse som himmelsk konge ville åbenbart blive markeret af store uroligheder på jorden. Dette bekræftes af en parallel profeti som findes i Åbenbaringens bog: synet af de fire apokalyptiske ryttere. (Åbenbaringen 6:1-8) Den første af disse ryttere skildrer Jesus selv som sejrende konge. De øvrige ryttere med deres gangere symboliserer begivenheder på jorden der markerer begyndelsen af Jesu regering: krig, hungersnød, og døden ved forskellige årsager. Ser vi disse to profetier gå i opfyldelse i dag?

Krig!

7. Hvad skildres profetisk ved den anden apokalyptiske rytters ridt?

⁷ Lad os se nærmere på dem. Først sagde Jesus: „Nation skal rejse sig mod nation og rige mod rige.“ Det var en profeti om krig. Den anden af de fire apokalyptiske ryttere var også et symbol på krig. Vi læser: „En anden kom ud, en ildrød hest; og ham som sad på den blev det givet at tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel; og et stort sværd blev givet ham.“ (Åbenbaringen 6:4) Men der har jo været krige blandt mennesker i tusinder af år. Hvorfor skulle disse ord specielt hentyde til vor tid?

8. Hvorfor må vi forvente at krig ville være en fremtrædende del af tegnet?

⁸ Husk at krig alene ikke er tegnet på Jesu nærværelse. Tegnet består af alle de enkeltheder Jesus forudsagde, når de indtræffer inden for samme periode. Men krig er det første han nævner, så vi må forvente at dette træk skulle opfyldes på en så iøjnefaldende måde at vi tydeligt lagde mærke til det. Og enhver må indrømme at krigene her i det 20. århundrede er uden sidestykke i historien.

9, 10. Hvordan begyndte profetierne om krig at gå i opfyldelse?

⁹ For eksempel har ingen tidligere krige — hvor grusomme og ødelæggende de end har været — anrettet tilnærmelsesvis de ødelæggelser som vi har set i de to verdenskrige her i det 20. århundrede. Den første verdenskrig krævede omkring 14 millioner dødsofre, flere end den samlede befolkning i mange lande. Ja, det blev afgjort „givet“ denne rytter at „tage freden bort fra jorden så man ville slå hinanden ihjel“.

¹⁰ Ifølge profetien fik denne krigeriske apokalyptiske rytter „et stort sværd“. Hvad sigter det til? Til at krigsvåbnene blev langt mere dødbringende. Udrustede med tanks, flyvemaskiner, giftgasser, ubåde, og artilleri der kunne affyre eksplosive granater over adskillige kilometers afstand, blev menneskene langt mere effektive til at slå deres medmennesker ihjel. Og siden den første verdenskrig er ’det store sværd’ blevet endnu mere ødelæggende — ved at man er begyndt at anvende radiokommunikation, radar, avancerede rifler, bakteriologiske og kemiske våben, flammekastere, napalm, nye bombetyper, langdistanceraketter, atombevæbnede ubåde, supermoderne fly og vældige slagskibe.

„En begyndelse til veer“

11, 12. I hvilken forstand var den første verdenskrig kun „en begyndelse til veer“?

¹¹ De første vers i Jesu profeti slutter med ordene: „Dette er en begyndelse til veer.“ Dette gjaldt i sandhed den første verdenskrig. Dens afslutning i 1918 bragte fred, men ikke ret længe. Kort efter fulgte begrænsede, men voldsomme militæraktioner i Etiopien, Libyen, Spanien, Rusland, Indien og andre lande. Derefter udbrød den frygtelige anden verdenskrig, der krævede omkring 50 millioner militære og civile ofre.

¹² Og trods periodiske fredsaftaler og standsninger i skyderiet, er menneskeheden stadig i krig. I 1987 blev det rapporteret at der siden 1960 var blevet udkæmpet 81 større krige, hvori der var blevet dræbt 12.555.000 mænd, kvinder og børn. I det år, 1987, blev der udkæmpet flere krige end i noget tidligere år i den registrerede historie.¹ Desuden er de samlede militærudgifter nu ved at nå op på 1.000.000.000.000 dollars årligt, hvilket forvrider hele verdensøkonomien.² Jesu profeti om at ’nation skulle rejse sig mod nation og rige mod rige’ er afgjort i færd med at gå i opfyldelse. Den røde stridshest fortsætter sin rasende galop hen over jorden. Men hvordan med den næste del af tegnet?

Hungersnød!

13. Hvilke tragiske begivenheder forudsagde Jesus, og hvordan underbygges hans profeti af synet af den tredje apokalyptiske rytter?

¹³ Jesus forudsagde: „Og der skal være tilfælde af hungersnød . . . det ene sted efter det andet.“ Læg mærke til hvordan dette harmonerer med den tredje af de fire apokalyptiske ryttere. Om ham læser vi: „Jeg så, og se! en sort hest; og han som sad på den havde en vægt i sin hånd. Og jeg hørte en stemme, som var den i de fire levende skabningers midte, og den sagde: ’En liter hvede for en denar, og tre liter byg for en denar; og gør ikke olivenolien og vinen skade.’“ (Åbenbaringen 6:5, 6) Ja, alvorlig mangel på levnedsmidler — hungersnød!

14. Hvilke alvorlige tilfælde af hungersnød har der været siden 1914, som en opfyldelse af Jesu profeti?

¹⁴ Er det muligt at denne profeti går i opfyldelse i dag, hvor nogle lande har opnået så høj en levestandard? Et blik på verden som helhed lader ingen i tvivl om svaret. Op gennem historien har krige og naturkatastrofer forårsaget hungersnød. Det er derfor ikke overraskende at vi i vort århundrede, der har fået sin rigelige andel af katastrofer og krige, gentagne gange er blevet hjemsøgt af hungersnød. Mange dele af jorden har mærket til hungerkatastrofer siden 1914. I en rapport anføres over 60 alvorligere tilfælde siden 1914, i så vidt forskellige lande som Grækenland, Holland, Sovjetunionen, Nigeria, Tchad, Chile, Peru, Bangladesh, Kampuchea, Etiopien og Japan.³ Nogle af disse tilfælde har varet i adskillige år og forårsaget millioner af dødsfald.

15, 16. Hvilken anden form for fødevaremangel kræver mange ofre i dag?

¹⁵ Selv om alvorlige hungerkatastrofer som regel bliver meget omtalt i nyhedsmedierne, går de over igen, og de overlevende vender lidt efter lidt tilbage til en forholdsvis normal tilværelse. Men der er en anden, mere ildevarslende form for fødevaremangel som har udviklet sig i vort 20. århundrede. Den er mindre dramatisk og bliver derfor ofte overset. Men den varer ved år efter år. Det er underernæringens svøbe, som berører op imod en femtedel af jordens befolkning og hvert år kræver mellem 13 og 18 millioner menneskeliv.⁴

¹⁶ Det vil sige at denne form for fødevaremangel for hver to dage rundt regnet koster lige så mange menneskeliv som blev udslettet af atombomben over Hiroshima. Ja, på to år dør der flere mennesker af sultens virkninger end det samlede antal soldater der blev dræbt i de to verdenskrige. Har der været „tilfælde af hungersnød . . . det ene sted efter det andet“ siden 1914? Det må man sige!

Jordskælv

17. Hvilket ødelæggende jordskælv indtraf kort efter 1914?

¹⁷ Den 13. januar 1915, blot få måneder efter at den første verdenskrig var begyndt, rystede et jordskælv Abruzzi i Italien og kostede 32.610 mennesker livet. Denne katastrofe minder os om at krigene og hungersnøden under Jesu nærværelse ville blive ledsaget af noget tredje: „Der skal være . . . jordskælv det ene sted efter det andet.“ Ligesom krigshandlingerne og hungersnøden, var jordskælvet i Abruzzi kun „en begyndelse til veer“.a

18. Hvordan er Jesu profeti om jordskælv blevet opfyldt?

¹⁸ Det 20. århundrede har været jordskælvenes århundrede, og takket være udviklingen af moderne nyhedsmedier er hele menneskeheden meget velunderrettet om de ødelæggelser disse katastrofer har forårsaget. Lad os blot nævne nogle få eksempler: I 1920 døde 200.000 under et jordskælv i Kina, i 1923 omkom 99.300 under en rystelse i Japan, i 1935 mistede 25.000 livet i det der nu hedder Pakistan, og i 1939 dræbtes 32.700 i Tyrkiet. Der var 66.800 dødsofre ved et jordskælv i Peru i 1970, og i 1976 døde omkring 240.000 (eller, ifølge nogle kilder, 800.000) i Tangshan i Kina. Og så sent som i 1988 omkom 25.000 ved et kraftigt jordskælv i Armenien.b Der har i sandhed været „jordskælv det ene sted efter det andet“!⁶

„En dødbringende plage“

19. Hvilken yderligere detalje blev forudsagt af Jesus og skildret ved den fjerde apokalyptiske rytter?

¹⁹ Endnu en detalje i Jesu profeti er sygdom. Evangelisten Lukas nævner i sin beretning at Jesus forudsagde „tilfælde af pest“ det ene sted efter det andet. (Lukas 21:11) Dette harmonerer også med det profetiske syn af de fire apokalyptiske ryttere. Den fjerde rytter kaldes Døden. Han skildrer en for tidlig død som skyldes forskellige årsager, deriblandt „en dødbringende plage og . . . jordens vilde dyr“. — Åbenbaringen 6:8.

20. Hvilken omfattende epidemi var en delvis opfyldelse af Jesu profeti om tilfælde af pest?

²⁰ I 1918 og 1919 blev over 1.000.000.000 mennesker angrebet af den spanske syge, og mere end 20.000.000 døde. Sygdommen krævede flere ofre end den store krig havde gjort.⁷ Og til trods for de mange bemærkelsesværdige fremskridt der er gjort inden for lægevidenskaben, hjemsøges menneskeheden stadig af „pest“ eller ’dødbringende plager’. Hvorfor? En af grundene er at de fattige lande ikke altid får gavn af de videnskabelige fremskridt. Fattige mennesker rammes og dør af sygdomme som kunne helbredes hvis der var flere penge til rådighed.

21, 22. Hvordan er folk i både rige og fattige lande blevet hjemsøgt af „en dødbringende plage“?

²¹ Omkring 150 millioner mennesker i hele verden lider af malaria. Omkring 200 millioner er angrebet af sneglefeber. Ti millioner er ramt af Chagas’ sygdom. Cirka 40 millioner lider af flodblindhed. Hvert år dør millioner af børn af akutte diarrésygdomme.⁸ Tuberkulose og spedalskhed er stadig et betydeligt problem. Ja, verdens fattige er i særlig grad hjemsøgt af ’pest det ene sted efter det andet’.

²² Men de rige går ikke ram forbi. Influenza, for eksempel, angriber rige og fattige uden forskel. I 1957 forårsagede en influenzatype 70.000 dødsfald alene i De Forenede Stater. I Tyskland anslår man at hvert sjette menneske vil få kræft.⁹ Seksuelt overførte sygdomme rammer også både rig og fattig. Gonorré er den hyppigst anmeldte smitsomme sygdom i De Forenede Stater, og i dele af Afrika er helt op til 18,9 procent af befolkningen berørt af den.¹⁰ Andre seksuelt overførte ’pestsygdomme’ der har stor udbredelse, er syfilis, chlamydia og genital herpes.

23. Hvilken „dødbringende plage“ er i den senere tid blevet forsidestof?

²³ I de senere år er den „dødbringende plage“ der kaldes AIDS blevet føjet til listen. AIDS er en forfærdende sygdom fordi der, indtil dato, ikke er fundet nogen effektiv behandling for den, og antallet af ofre bliver ved med at stige. Dr. Jonathan Mann, lederen af Verdenssundhedsorganisationens særlige AIDS-program, har sagt: „Vi anslår også at der i dag er fem til ti millioner mennesker i verden som er smittet med human immundefekt-virus (HIV).“¹¹ Det er blevet anslået at AIDS-virus finder ét nyt offer i minuttet. I sandhed „en dødbringende plage“! Men hvordan så med profetien om døden ved vilde dyr?

„Jordens vilde dyr“

24, 25. (a) Hvilken slags ’vilddyr’ talte profeten Ezekiel om? (b) Hvad sagde Jesus om ’vilde dyrs’ hærgen på jorden under hans nærværelse?

²⁴ Når vilde dyr nævnes i aviserne nu om dage, er det for det meste fordi visse arter er i fare for at uddø. „Jordens vilde dyr“ er langt mere truede af menneskene end menneskene er af dem. Trods dette er der i nogle lande vilde dyr, for eksempel tigrene i Indien, som jævnlig kræver ofre blandt menneskene.

²⁵ Bibelen henleder imidlertid vores opmærksomhed på en anden slags vilddyr der har spredt stor frygt i de senere år. Profeten Ezekiel sammenlignede voldelige mennesker med vilde dyr da han sagde: „Dets fyrster i dets midte er som ulve der sønderriver bytte, ved at udgyde blod, ved at udrydde sjæle for at opnå uærlig vinding.“ (Ezekiel 22:27) Da Jesus forudsagde „tiltagende lovløshed“, sagde han i virkeligheden at sådanne ’vilddyr’ ville hærge på jorden under hans nærværelse. (Mattæus 24:12) Bibelskribenten Paulus tilføjer at menneskene i „de sidste dage“ ville blive „pengekære, . . . uden selvbeherskelse, vilde, uden kærlighed til det gode“. (2 Timoteus 3:1-3) Har dette været tilfældet siden 1914?

26-28. Hvilke rapporter fra lande rundt om i verden viser at kriminelle ’vilddyr’ lusker om på jorden?

²⁶ Så ganske afgjort. Hvis du bor i en storby, ved du det kun alt for godt. Men hvis du skulle være i tvivl, kan du kaste et blik på følgende aviscitater. Fra Colombia: „Sidste år registrerede politiet . . . omkring 10.000 mord og 25.000 væbnede røverier.“ Fra Victoria i Australien: „Stor stigning i alvorlig kriminalitet.“ Fra De Forenede Stater: „Manddrab i New York mod ny rekord.“ „Detroit overhalede sidste år Gary i Indiana som byen med landets højeste mordrate — 58 pr. 100.000 indbyggere.“

²⁷ Fra Zimbabwe: „Drab af spædbørn har antaget kriseagtige proportioner.“ Fra Brasilien: „Der er så megen kriminalitet her, og så mange der går med våben, at nyheder om vold ikke længere gør nævneværdigt indtryk.“ Fra New Zealand: „Seksuelle overgreb og voldsforbrydelser giver stadig politiet nok at gøre.“ „Voldsniveauet blandt newzealænderne kan kun beskrives som barbarisk.“ Fra Spanien: „Spanien kæmper med et voksende kriminalitetsproblem.“ Fra Italien: „Efter tilbagegang blomstrer den sicilianske mafia op igen med en bølge af drab.“

²⁸ Dette er blot et lille udpluk af hvad aviserne skrev kort før denne bog blev udgivet. „Vilde dyr“ lusker i sandhed om på jorden og får folk til at skælve af frygt for deres sikkerhed.

Den gode nyhed forkyndes

29, 30. Hvordan er den religiøse situation i kristenheden, som en opfyldelse af Jesu profeti?

²⁹ Hvordan ville det se ud på det religiøse område i den problemfyldte tid under Jesu nærværelse? På den ene side forudsagde Jesus at der ville være en stigende religiøs aktivitet: „Mange falske profeter skal fremstå og vildlede mange.“ (Mattæus 24:11) På den anden side forudsagde han at i kristenheden som et hele ville interessen for Gud være ringe. „Kærligheden [vil] blive kold hos de fleste.“ — Mattæus 24:12.

³⁰ Dette er en udmærket beskrivelse af situationen i kristenheden i dag. På den ene side lider de store kirkeretninger under manglende tilslutning. I de engang så stærke protestantiske lande i Nordeuropa er religionen så godt som død. I de katolske lande må kirken kæmpe med præstemangel og dalende kirkegang. På den anden side har yderliggående religiøse elementer haft et vældigt opsving. Bevægelser som hælder til Østens religioner trives, og begærlige tv-evangelister indkasserer millioner af dollars.

31. Hvad forudsagde Jesus som man kan kende de sande kristne på i dag?

³¹ Hvordan så med den sande kristendom, den religion Jesus indførte og som hans apostle forkyndte? Den ville stadig findes under Jesu nærværelse, men hvordan ville det være muligt at kende den? Den sande kristendom kendes på flere ting, og én af dem nævnes i Jesu store profeti. Sande kristne ville være optaget af et verdensomspændende forkyndelsesarbejde. Jesus forudsagde: „Og denne gode nyhed om riget vil blive forkyndt på hele den beboede jord til et vidnesbyrd for alle nationerne; og så vil enden komme.“ — Mattæus 24:14.

32. Hvilket samfund alene har opfyldt Jesu profeti i Mattæus 24:14?

³² Denne forkyndelse udføres nu i kolossal målestok. Det religiøse samfund der kaldes Jehovas Vidner er i dag optaget af den mest intensive forkyndelse i kristendommens historie. (Esajas 43:10, 12) Da kristenhedens politisk orienterede kirker i 1919 gav deres støtte til Folkeforbundet, gjorde Jehovas Vidner sig klar til at udføre denne verdensomspændende forkyndelseskampagne.

33, 34. I hvilket omfang er den gode nyhed om Riget blevet forkyndt?

³³ Der var kun omkring 10.000 Jehovas vidner dengang, men de vidste at arbejdet måtte gøres. De gik modigt i gang med opgaven. Da de indså at opdelingen i præsteskab og lægfolk var i strid med både Bibelens bud og det apostolske mønster, lærte de alle som én at tale med andre om Guds rige. De blev et samfund af forkyndere.

³⁴ Som tiden gik, mødte de hård modstand. I Europa var der totalitære regeringer som ville standse deres arbejde. I De Forenede Stater og Canada blev de slæbt for retten eller udsat for pøbeloptøjer. I andre lande måtte de overvinde fanatisk religiøs fordom og udstå tyranniske diktatorers nådeløse forfølgelse. I de senere år har de også måttet trodse den skeptiske ånd og hang til selvforkælelse der har udviklet sig i verden. Men de er blevet ved med at forkynde, med det resultat at de i dag tæller over tre og en halv million i 212 lande og områder. Den gode nyhed om Riget er aldrig før blevet forkyndt i et sådant omfang. Det er en tydelig opfyldelse af denne del af tegnet.

Hvad betyder det alt sammen?

35. (a) Hvordan er profetiens opfyldelse med til at vise at Bibelen må være inspireret af Gud? (b) Hvad betyder det for os at det tegn Jesus gav, er gået i opfyldelse?

³⁵ Der er ingen tvivl om at vi ser opfyldelsen af det store tegn Jesus gav. Det er endnu et vidnesbyrd om at Bibelen virkelig er inspireret af Gud. Intet menneske kunne så lang tid i forvejen have forudsagt disse begivenheder der ville indtræffe i dette 20. århundrede. Desuden betyder tegnets opfyldelse at vi lever i tiden for Jesu nærværelse og for afslutningen på tingenes ordning. (Mattæus 24:3) Hvilken betydning har det? Hvad indebærer Jesu nærværelse? Og hvilken tingenes ordning er det der slutter? For at besvare disse spørgsmål må vi undersøge endnu et stærkt vidnesbyrd om Bibelens inspiration: dens bemærkelsesværdige indre harmoni. Det vil vi gøre i det næste kapitel, hvor vi skal se hvordan Bibelens hovedtema netop nu nærmer sig et betagende højdepunkt.

[Fodnoter]

Kapitel 11

Bibelens indre harmoni

Forestil dig et bibliotek på 66 bøger skrevet af cirka 40 mennesker over en periode på 1600 år. Skribenterne benyttede tre forskellige sprog. De levede i flere forskellige lande, havde forskellig personlighed, forskellige evner og forskellig baggrund. Men da bøgerne til sidst blev samlet, viste det sig at de i virkeligheden udgjorde ét værk som behandlede det samme gennemgående tema fra begyndelsen til slutningen. Det er svært at forestille sig at noget sådant kunne lade sig gøre, ikke sandt? Men Bibelen er netop et sådant værk.

1. (Med indledningen.) Hvilken bemærkelsesværdig harmoni i Bibelen vidner om at den er inspireret af Gud?

INGEN som ærligt læser Bibelen kan undgå at blive slået af den harmoni der præger den. Selv om den er sammensat af forskellige bøger, udvikler den ét overordnet tema, og hele vejen igennem fremmer den tilbedelsen af én og samme Gud, hvis egenskaber aldrig forandres. Denne indre harmoni er et magtfuldt vidnesbyrd om at Bibelen virkelig er Guds ord.

2, 3. Hvilken profeti som blev udtalt i Eden gav grundlag for håb, og hvilke omstændigheder førte til at profetien blev udtalt?

² Bibelens grundtema nævnes allerede i de første kapitler af Første Mosebog. Dér læser vi at vore første forældre, Adam og Eva, blev skabt fuldkomne og sat i en paradisisk have, Eden. En slange henvendte sig imidlertid til Eva og anfægtede retmæssigheden af Guds love og forledte hende med underfundige løgne til at synde. Adam fulgte hende og var ulydig mod Gud. Resultatet? Begge blev drevet ud af Eden og dømt til døden. Vi der lever i dag, lider stadig under resultaterne af dette første oprør. Vi har alle arvet synden og døden fra vore første forældre. — 1 Mosebog 3:1-7, 19, 24; Romerne 5:12.

³ På dette tragiske tidspunkt udtalte Gud imidlertid en profeti som gav grundlag for håb. Profetien blev henvendt til slangen, men den blev udtalt i overværelse af Adam og Eva, så de kunne fortælle deres børn om den. Gud sagde: „Og jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ — 1 Mosebog 3:15; Romerne 8:20, 21.

4. Hvilke parter blev nævnt i Jehovas profeti i Eden, og hvordan ville forholdet mellem dem være?

⁴ Læg mærke til at der nævnes fire parter i dette temavers: slangen og dens afkom samt kvinden og hendes afkom. Disse fire skulle blive hovedpersoner i begivenheder der ville strække sig årtusinder frem i tiden. Der skulle bestå et stadigt fjendskab mellem på den ene side kvinden og hendes afkom og på den anden side slangen og dens afkom. Dette fjendskab ville omfatte den stadige strid mellem godt og ondt, mellem sand tilbedelse og falsk tilbedelse. På et tidspunkt ville slangen opnå en tilsyneladende fordel når den knuste hælen på kvindens afkom. Men til sidst skulle kvindens afkom knuse slangens hoved, og Gud selv ville blive ophøjet når ethvert spor af dette oprindelige oprør blev fjernet.

5. Hvordan ved vi at kvinden i profetien ikke var Eva?

⁵ Hvem er kvinden og slangen? Og hvem er deres respektive afkom? Da Eva fik sin første søn, Kain, udbrød hun: „Jeg har bragt en mand til verden ved Jehovas hjælp.“ (1 Mosebog 4:1) Måske mente hun at hun var kvinden i profetien og at denne søn ville vise sig at være afkommet. Men Kain havde en dårlig indstilling, ligesom slangen. Han blev morder, idet han dræbte sin yngre broder Abel. (1 Mosebog 4:8) Det var tydeligt at profetien havde en dybere, symbolsk betydning som kun Gud kunne forklare. Og det gjorde han, lidt efter lidt. Alle Bibelens 66 bøger bidrager på den ene eller den anden måde til at åbenbare betydningen af denne, den første profeti i Bibelen.

Hvem er slangen?

6-8. Hvilke ord af Jesus hjælper os til at se hvilken magt der stod bag slangen? Forklar.

⁶ Først: Hvem er den slange der omtales i Første Mosebog 3:15? Ifølge beretningen var det en bogstavelig slange der henvendte sig til Eva i Eden. Men bogstavelige slanger kan ikke tale. Der må have stået en eller anden magt bag denne slange, som fik den til at gøre hvad den gjorde. Hvilken magt var det? Dens identitet blev ikke klart afsløret før i det første århundrede e.v.t., da Jesus udførte sin tjeneste på jorden.

⁷ Jesus talte ved en lejlighed med nogle selvretfærdige jødiske religiøse ledere som pralede af at de var Abrahams sønner. Alligevel havde de hårdnakket modstået sandheden som Jesus forkyndte. Han sagde derfor til dem: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker. Han var en manddraber da han begyndte, og han stod ikke fast i sandheden, for der er ikke sandhed i ham. Når han taler løgn, taler han i overensstemmelse med sin egen indstilling, for han er en løgner og løgnens fader.“ — Johannes 8:44.

⁸ Jesu ord var stærke og direkte. Han beskrev Djævelen som „en manddraber“ og „løgnens fader“. De første registrerede løgne var dem der blev udtalt af slangen i Eden. Ophavet til disse løgne var derfor „løgnens fader“. Disse løgne førte til døden for Adam og Eva, så denne gamle løgner blev samtidig en morder. Det er derfor tydeligt at den magt der stod bag slangen i Eden var Satan Djævelen; det var i virkeligheden ham Jehova talte til i den gamle profeti.

9. Hvordan blev Satan til?

⁹ Nogle har spurgt: Hvis Gud er god, hvorfor skabte han så Djævelen? Jesu ord hjælper også til at besvare det spørgsmål. Jesus sagde om Satan: „Han var en manddraber da han begyndte.“ Det var altså da Satan løj for Eva at han begyndte at være Satan — et hebraisk ord der betyder „modstander“. Gud skabte ikke Satan, men en engel som indtil da havde været trofast, tillod et uret begær at udvikle sig i hans hjerte sådan at han blev Satan. — 5 Mosebog 32:4; jævnfør Job 1:6-12; 2:1-10; Jakob 1:13-15.

Slangens afkom

10, 11. Hvordan hjælper Jesus og apostelen Johannes os til at udpege slangens afkom?

¹⁰ Hvordan så med ’slangens afkom’? Jesu ord hjælper os også til at løse denne del af gåden. Han sagde til de jødiske religiøse ledere: „I er fra jeres fader Djævelen, og I vil gerne gøre hvad jeres fader ønsker.“ De var efterkommere af Abraham, sådan som de pralende sagde. Men deres onde gerninger gjorde dem til åndelige børn af Satan, syndens ophav.

¹¹ Ved slutningen af det første århundrede forklarede apostelen Johannes direkte hvem der hører til slangens eller Satans afkom. Han skrev: „Den der øver synd er af Djævelen, for Djævelen har syndet fra begyndelsen. . . . Guds børn og Djævelens børn kendes på dette: Enhver som ikke øver retfærdighed er ikke af Gud, og det er den som ikke elsker sin broder heller ikke.“ (1 Johannes 3:8, 10) Det er tydeligt at slangens afkom har eksisteret og været meget virksomt hele vejen op gennem historien!

Hvem er kvindens afkom?

12, 13. (a) Hvordan åbenbarede Jehova for Abraham at kvindens afkom skulle fremstå blandt hans efterkommere? (b) Hvem gik løftet om afkommet i arv til?

¹² Hvem er da ’kvindens afkom’? Det er et af de vigtigste spørgsmål man kan stille, for det er kvindens afkom der til sidst vil knuse Satans hoved og råde bod på alt det onde der blev følgen af det første oprør. Helt tilbage i det 20. århundrede f.v.t. åbenbarede Gud for den trofaste Abraham et vigtigt fingerpeg om dette afkoms identitet. På grund af Abrahams stærke tro gav Gud ham en række løfter vedrørende det afkom han ville få. Et af disse løfter viste at ’kvindens afkom’ der skulle ’knuse slangens hoved’, ville fremstå blandt Abrahams efterkommere. Gud sagde til ham: „Dit afkom vil tage sine fjenders porte i besiddelse. Og ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig fordi du har hørt efter min røst.“ — 1 Mosebog 22:17, 18.

¹³ Som årene gik blev Jehovas løfte til Abraham gentaget for Abrahams søn Isak og for hans sønnesøn Jakob. (1 Mosebog 26:3-5; 28:10-15) Med tiden blev Jakobs efterkommere til tolv stammer, og en af disse stammer, Juda, fik et særligt løfte: „Scepteret vil ikke vige fra Juda eller kommandostaven fra stedet mellem hans fødder, før Silo kommer, og ham vil folkeslagenes lydighed tilhøre.“ (1 Mosebog 49:10) Afkommet skulle åbenbart fremstå i Judas stamme.

14. Hvilken nation blev organiseret og forberedt på at modtage afkommet?

¹⁴ Ved slutningen af det 16. århundrede f.v.t. blev Israels tolv stammer organiseret til en nation og gjort til Guds særlige folk. Med dette for øje indgik Gud en højtidelig pagt med dem og gav dem en lovsamling. Hovedformålet med dette var at forberede et folk til at tage imod afkommet. (2 Mosebog 19:5, 6; Galaterne 3:24) Fra da af kom Satans fjendskab over for kvindens afkom til udtryk i nationernes fjendskab over for Guds udvalgte folk.

15. Hvilket sidste fingerpeg blev givet med hensyn til hvilken slægt blandt Abrahams efterkommere afkommet skulle frembringes i?

¹⁵ Det sidste fingerpeg om hvilken slægt afkommet skulle frembringes i, blev givet i det 11. århundrede f.v.t. Gud talte da til Israels anden konge, David, og lovede at afkommet skulle fremstå i hans slægt og at dette afkoms trone skulle være „grundfæstet for stedse“. (2 Samuel 7:11-16) Fra da af kunne afkommet med rette omtales som Davids søn. — Mattæus 22:42-45.

16, 17. Hvordan beskriver Esajas de velsignelser afkommet ville bringe?

¹⁶ I årene der fulgte lod Gud profeter fremstå for at give flere inspirerede oplysninger om det lovede afkom. For eksempel skrev Esajas i det ottende århundrede f.v.t.: „Et barn er født os, en søn er givet os; og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste. På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være, over Davids trone og over hans rige.“ — Esajas 9:6, 7.

¹⁷ Esajas profeterede videre om dette afkom: „Med retfærdighed dømmer han de ringe, og med retskaffenhed retleder han til gavn for de sagtmodige på jorden. . . . Og ulven skal holde til hos vædderlammet, og leoparden vil ligge hos kiddet, og kalven og ungløven og fedekvæget er sammen . . . De vil ikke volde skade eller forårsage ødelæggelse på hele mit hellige bjerg; for jorden vil være fyldt med kundskab om Jehova, som vandene dækker havets bund.“ (Esajas 11:4-9) Afkommet skulle tydeligvis bringe store velsignelser!

18. Hvilke yderligere oplysninger om afkommet nedskrev Daniel?

¹⁸ I det sjette århundrede f.v.t. fremsatte Daniel også en profeti om afkommet. Han forudsagde at en der var som en menneskesøn ville træde frem i himmelen, og sagde at „der blev givet ham herredømme og ære og kongemagt, og alle folkeslag, folkestammer og tungemål skal tjene ham“. (Daniel 7:13, 14) Det lovede afkom skulle altså arve et himmelsk rige, og hans kongelige myndighed skulle omfatte hele jorden.

Gåden løses

19. Hvilken opgave skulle Maria få i forbindelse med afkommets fremtræden?

¹⁹ Ved begyndelsen af vor tidsregning blev afkommets identitet endelig afsløret. I år 2 f.v.t. viste en engel sig for en ung jødisk pige ved navn Maria, som var en efterkommer af David. Engelen forklarede hende at hun skulle føde et ganske særligt barn, og sagde: „Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) Den lange venten på afkommet var omsider ved at være forbi.

20. Hvem er det lovede afkom, og hvilket budskab forkyndte han i Israel?

²⁰ I år 29 e.v.t. (et år som Daniel længe i forvejen havde peget frem til) blev Jesus døbt. Den hellige ånd dalede da ned over ham, og Gud anerkendte ham som sin søn. (Daniel 9:24-27; Mattæus 3:16, 17) I tre og et halvt år derefter forkyndte han for jøderne: „Himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) I løbet af denne tid opfyldte han så mange profetier fra De Hebraiske Skrifter at der ikke kunne være nogen tvivl om at han var det lovede afkom.

21. Hvilken forståelse havde de første kristne af afkommets identitet?

²¹ De første kristne forstod dette. Paulus forklarede sine trosfæller i Galatien: „Nu blev løfterne udtalt til Abraham og til hans afkom. Der siges ikke: ’Og til dine efterkommere,’ som når der er mange, men, som når der er én: ’Og til dit afkom,’ som er Kristus.“ (Galaterne 3:16) Jesus skulle være den „Fredsfyrste“ Esajas havde forudsagt. Når han en dag kom i sit rige, ville der blive indført ret og retfærdighed på hele jorden.

Hvem er så kvinden?

22. Hvem er kvinden som blev omtalt i Jehovas profeti i Eden?

²² Hvis Jesus er afkommet, hvem er da kvinden der blev omtalt dengang i Eden? Eftersom det var en åndeskabning der stod bag slangen, skulle det ikke overraske os at kvinden også er åndelig og ikke noget menneske. Apostelen Paulus talte om en himmelsk „kvinde“ da han sagde: „Men det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Galaterne 4:26) Andre skriftsteder viser at dette „Jerusalem som er oventil“, allerede havde eksisteret i årtusinder. Det er nemlig Jehovas himmelske organisation af åndeskabninger, hvorfra Jesus blev sendt til jorden for at udfylde rollen som ’kvindens afkom’. Det var kun en sådan åndelig „kvinde“ der kunne være udsat for ’slangens’ fjendskab i årtusinder. — Åbenbaringen 12:9; Esajas 54:1, 13; 62:2-6.

23. Hvorfor er den fremadskridende måde som betydningen af Jehovas profeti i Eden blev åbenbaret på, så bemærkelsesværdig?

²³ Dette korte overblik over hvordan enkelthederne i den gamle profeti i Første Mosebog 3:15 er blevet åbenbaret, er et talende vidnesbyrd om den enestående harmoni der præger Bibelen. Det er bemærkelsesværdigt at profetien kun kan forstås når man sammenholder begivenheder og udtalelser fra det 20., det 11., det 8. og det 6. århundrede f.v.t. med udtalelser og begivenheder fra det første århundrede e.v.t. Det kan ikke være tilfældigt. Der må være en som har styret alt dette. — Esajas 46:9, 10.

Hvad det betyder for os

24. Hvad betyder det for os at det er blevet fastslået hvem afkommet er?

²⁴ Hvad betyder alt dette nu for os? Som vi har set, sigtede den gamle profeti om ’kvindens afkom’ til Jesus. Den forudsagde at hans hæl skulle ’knuses’ af slangen, og dette skete da Jesus døde på marterpælen. En læsion i hælen kan heles igen. Slangens tilsyneladende sejr blev hurtigt vendt til nederlag da Jesus blev oprejst. (Som vi så i kapitel 6, er der overvældende vidnesbyrd om at dette skete.) Jesu død blev grundlaget for retsindige menneskers frelse, hvorved afkommet begyndte at blive til velsignelse, sådan som Gud havde lovet Abraham. Men hvordan så med profetierne om at Jesus skulle herske i et himmelsk rige og udøve herredømme over hele det jordiske domæne?

25, 26. Hvilket stridsspørgsmål var inddraget i fjendskabet mellem ’kvindens afkom’ og slangen, sådan som det beskrives i Åbenbaringen?

²⁵ I et profetisk syn der beskrives i Åbenbaringens 12. kapitel, skildres dette riges oprettelse som et drengebarn der fødes i himmelen. Det lovede afkom tiltræder magten i dette rige under titlen Mikael, der betyder „Hvem er som Gud?“ Han viser at ingen med rette kan anfægte Jehovas suverænitet, idet han for altid kaster „slangen fra fortiden“ ud af himmelen. Vi læser: „Så blev den store drage kastet ned, slangen fra fortiden, der kaldes Djævelen og Satan, som vildleder hele den beboede jord; han blev kastet ned til jorden.“ — Åbenbaringen 12:7-9.

²⁶ Dette er en befrielse for himmelen, men det medfører trængsler på jorden. Sejrsråbet lyder: „Nu er frelsen og magten og riget som tilhører vor Gud, og myndigheden som tilhører hans Messias, blevet til virkelighed.“ Og videre læser vi: „Derfor, glæd jer, I himle og I som bor i dem! Ve jorden og havet, for Djævelen er kommet ned til jer og har stor harme, da han ved at han kun har en kort tidsperiode.“ — Åbenbaringen 12:10, 12.

27. Hvornår blev profetien om at Satan skulle kastes ud af himmelen, opfyldt? Hvordan ved vi det?

²⁷ Kan vi sige hvornår denne profeti skulle opfyldes? Det var i virkeligheden det spørgsmål disciplene stillede Jesus da de spurgte ham om ’tegnet på hans nærværelse og afslutningen på tingenes ordning’ — det vi behandlede i kapitel 10. (Mattæus 24:3) Som vi så, er der overvældende vidnesbyrd om at Jesu nærværelse som konge i det himmelske rige begyndte i 1914. Siden den tid har vi mærket til store ’veer’ på jorden.

28, 29. Hvilke store forandringer skal der ske på den jordiske skueplads, og hvordan ved vi at de snart vil finde sted?

²⁸ Men læg mærke til at stemmen fra himmelen bekendtgjorde at Satan „kun har en kort tidsperiode“. Opfyldelsen af den gamle profeti i Første Mosebog 3:15 nærmer sig sit højdepunkt. Slangen, dens afkom, kvinden og hendes afkom er alle blevet identificeret. Kvindens afkom har fået ’hælen knust’, men har forvundet det. Snart vil Satan (og hans afkom) begynde at blive knust under Guds regerende konge, Kristus Jesus.

²⁹ Dette vil medføre kolossale forandringer på den jordiske skueplads. Sammen med Satan vil de der viser sig at være hans afkom, blive fjernet. Som salmisten forudsagde: „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere; og du vil se dig om efter hans sted, og han er der ikke.“ (Salme 37:10) Hvilken radikal forandring vil det ikke være! Derefter vil salmistens næste ord blive opfyldt: „Men de sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred.“ — Salme 37:11.

30. Hvorfor er det dem der tvivler på Bibelens inspiration og Guds eksistens, der er urealistiske?

³⁰ På denne måde vil Fredsfyrsten omsider bringe fred på jorden, i overensstemmelse med det bibelske løfte vi så i Esajas 9:6, 7. I denne skeptiske tidsalder finder mange et sådant løfte urealistisk. Men hvilket alternativ har menneskene at tilbyde? Intet! På den anden side står dette løfte tydeligt skrevet i Bibelen, og Bibelen er Guds ufejlbarlige ord. Det er i virkeligheden skeptikerne der er urealistiske. (Esajas 55:8, 11) De ignorerer Gud, som inspirerede Bibelen og er den største af alle realiteter.

[Illustration på side 151]

Bibelens første profeti gav den faldne menneskehed grundlag for håb

[Illustration på side 154]

I det 20. århundrede f.v.t. sagde Jehova til Abraham at det lovede afkom ville fremstå blandt hans efterkommere

[Illustration på side 155]

I det 11. århundrede f.v.t. erfarede kong David at afkommet ville fremtræde i hans kongelige slægtslinje

[Illustration på side 156]

I det 8. århundrede f.v.t. forudsagde Esajas de velsignelser afkommet ville bringe

[Illustration på side 157]

I det 6. århundrede f.v.t. forudsagde Daniel at afkommet ville herske i et himmelsk rige

[Illustration på side 159]

Kort før begyndelsen af det første århundrede e.v.t. erfarede Maria at hun skulle føde et barn, Jesus, som ville vokse op og blive det lovede afkom

Kapitel 12

Visdom fra en højere kilde

„Hvor er dine værker mange, Jehova! Dem alle har du udført med visdom. Jorden er fuld af hvad du har frembragt.“ (Salme 104:24) Ja, fra det storladne univers til den sarteste blomst vidner skaberværket om Skaberens uforlignelige visdom. Det 20. århundredes teknologi blegner i sammenligning med Guds værker. Hvis Bibelen er Guds ord, må vi forvente at den også afspejler en visdom der overstiger menneskers. Gør den det?

1. (Med indledningen.) (a) Hvor ser vi udslag af Guds uforlignelige visdom? (b) Hvilken vejledning indeholder Bibelen om visdom?

BIBELEN fremhæver betydningen af visdom. Den siger: „Vigtigst er visdommen. Skaf dig visdom; og skaf dig forstand for alt hvad du har.“ (Ordsprogene 4:7) Den vedgår også at vi mennesker ofte mangler visdom, og tilskynder: „Hvis nogen af jer mangler visdom, så lad ham fortsat bede Gud derom, for han giver gavmildt til alle.“ — Jakob 1:5.

2. Hvordan kan man opnå større visdom?

² Hvordan deler Gud gavmildt ud af sin visdom? Blandt andet ved at opfordre os til at læse i Bibelen og tage ved lære af den. Ordsprogenes bog i Bibelen formaner: „Min søn, hvis du tager imod mine ord og gemmer mine bud hos dig, så du med dit øre giver agt på visdom . . ., da vil du forstå frygten for Jehova og finde kundskab om Gud. For det er Jehova der giver visdom.“ (Ordsprogene 2:1, 2, 5, 6) Når vi følger Bibelens vejledning og erfarer hvor praktisk den er, vil vi indse at den er et udtryk for guddommelig visdom.

Visdomsord

3, 4. (a) Hvad siger Bibelen om tomheden ved kærlighed til penge? (b) Hvordan afspejler Bibelen en ligevægtig holdning idet den vejleder os om værdien af penge?

³ Vi kan få dette bekræftet ved at betragte nogle få bibelvers. Overvej for eksempel dette visdomsord: „De der gerne vil være rige, falder i fristelse og en snare og mange uforstandige og skadelige ønsker . . . For kærligheden til penge er en rod til alt muligt skadeligt.“ (1 Timoteus 6:9, 10) Sammenlign dette med den materialistiske holdning som er så udbredt i dag, i hvert fald i den vestlige verden, og som bevirker at man gør penge til det vigtigste mål i livet. Mange opnår den rigdom de søger, men har stadig en følelse af tomhed og utilfredshed. En psykolog har bemærket: „At man bliver nr. 1 og rig betyder ikke at man bliver tilfreds og virkelig respekteret eller elsket.“¹

⁴ Det vil naturligvis ikke sige at man helt kan undvære penge. Bibelen indtager en fornuftig og ligevægtig holdning idet den siger: „Visdom er en beskyttelse som penge er en beskyttelse, men fordelen ved kundskab er at visdommen holder sine ejermænd i live.“ (Prædikeren 7:12) Bibelen hjælper os altså til at se at penge har betydning men ikke er det vigtigste. De er kun et middel, og deres værdi er begrænset hvis man ikke har visdom til at bruge dem rigtigt.

5, 6. (a) Hvorfor er Bibelens vejledning om at undgå en dårlig omgangskreds forstandig? (b) Hvordan gavner det os at ’vandre med de vise’?

⁵ Denne udtalelse i Bibelen er også sand: „Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt.“ (Ordsprogene 13:20) De fleste har erfaret at man præges af dem man omgås. Gruppepres har ført unge ud i drikkeri, stofmisbrug og umoralitet. Omgås man nogle der benytter et grimt sprog, ender det med at man selv bruger et grimt sprog. Søger man sammen med uærlige mennesker, vil det bidrage til at man selv bliver uærlig. Det er som Bibelen også siger: „Dårligt selskab ødelægger gode vaner.“ — 1 Korinther 15:33.

⁶ På den anden side kan en god omgangskreds gavne en. Hvis man „vandrer med de vise“, vil man selv blive visere. Gode vaner smitter af, ligesom de dårlige gør. Også her afspejler Bibelen visdom ved at tilskynde os til at vælge vor omgangskreds med omhu.

7. Hvad gør Bibelen til en uovertruffen rettesnor?

⁷ Bibelen indeholder mange sådanne anvisninger vi kan lade os lede af. Den er en uovertruffen rettesnor. Dens vejledning er altid gavnlig. Den er aldrig blot teoretisk, og den virker aldrig til skade for os. Den berører et utal af områder. De der følger den og ser hvordan den altid virker til gavn for dem, vil indse at Bibelen er en enestående visdomskilde.

Kloge principper

8. Hvordan kan Bibelen hjælpe os, selv om vi står i en situation der ikke direkte er nævnt i den?

⁸ Hvad så hvis vi står i en situation som ikke direkte er nævnt i Bibelen? Så vil vi ofte finde almene principper som vi kan lade os lede af. Mange kommer for eksempel på et eller andet tidspunkt i deres liv ud for at skulle tage stilling til om de vil ryge tobak. Eftersom tobak var ukendt i Mellemøsten på Jesu tid, er spørgsmålet ikke nævnt i Bibelen. Men der er nogle principper man kan bruge som en hjælp til at træffe en fornuftig afgørelse.

9-11. Hvordan hjælper Bibelens principper os til at træffe en klog afgørelse i spørgsmålet om at bruge tobak, og hvordan gavner det os at følge disse principper?

⁹ Tobaksrygning siges at være en nydelse, men består i virkeligheden i at man inhalerer koncentrerede forureningsstoffer i lungerne. Rygeren forurener sit legeme, foruden sit tøj og luften omkring sig. Dertil kommer at rygning er vanedannende. De der gerne vil holde op med at ryge, har ofte meget svært ved det fordi de er blevet afhængige. Lad os med dette i tanke gå til Bibelen og se hvilken afgørelse den anbefaler.

¹⁰ Først kan vi tage spørgsmålet om afhængighed. I forbindelse med fødevarer sagde Paulus: „Jeg vil ikke lade noget få myndighed over mig.“ (1 Korinther 6:12) Paulus havde frihed til at spise hvad han ville, men han vidste at nogle dengang havde en sart samvittighed. Derfor sagde han at han ikke var så „afhængig“ af visse fødevarer at han ikke kunne undvære dem hvis han var nødt til det for ikke at bringe andre til fald. Hvis nogle ikke kan holde op med at ryge — eller tygge — tobak, har tobakken afgjort ’fået myndighed over dem’. Paulus’ udtalelse om dét at spise mad, er derfor en god retningslinje for brugen af tobak. Man bør ikke gøre sig til slave af en vane.

¹¹ Så er der spørgsmålet om forurening. Bibelen siger: „Lad os rense os for enhver besmittelse af kød og ånd.“ (2 Korinther 7:1) Rygning er tydeligvis en besmittelse, eller forurening, af kødet. Alvoren af denne forurening ses af at den, ifølge Verdenssundhedsorganisationen, forårsager over en million dødsfald om året. Hvis man følger det bibelske princip om at undgå at besmitte kødet, vil man være beskyttet mod de alvorlige sundhedsfarer der følger med rygning, samt med stofmisbrug og andre former for besmittelse.

Ord der gavner

12. Hvorfor er Bibelens vejledning altid forbundet med vort fysiske og følelsesmæssige velbefindende?

¹² Det skulle ikke overraske os at det gavner os rent fysisk at følge Bibelens vejledning. Vejledningen kommer jo fra Gud, og som den der har skabt os ved han fuldt ud hvordan vi er indrettet og hvad vi behøver. (Salme 139:14-16) Hans vejledning er altid forbundet med vort fysiske og følelsesmæssige velbefindende.

13, 14. Hvorfor er det klogt at følge Bibelens vejledning om ikke at lyve?

¹³ Dette fremgår af vejledningen om ikke at lyve. Løgn nævnes blandt syv ting Jehova hader, og i Åbenbaringens bog nævnes løgnere blandt dem der ikke får nogen plads i Guds nye verden. (Ordsprogene 6:19; Åbenbaringen 21:8) På trods af dette er løgn meget udbredt. Et erhvervstidsskrift bemærker: „USA oplever den værste bølge af svig, bedrageri og tilsvarende misligheder i historien.“²

¹⁴ Hvor almindeligt det end måtte være at lyve, er løgn skadeligt for både samfundet og den enkelte. Spalteskribenten Clifford Longley bemærker som sandt er: „Løgn skader både løgneren og den der lyves for, dybt i deres inderste, fordi det bryder den vigtige kontakt mellem sind og virkelighed.“³ The American Journal of Psychiatry siger: „Den psykologiske virkning på dem der befinder sig i modtagerrollen kan være altødelæggende. Vigtige beslutninger i livet kan blive baseret på forkerte oplysninger som antages for at være rigtige. Løgne kan også have en negativ virkning på løgnerne selv.“⁴ Hvor langt bedre er det ikke at tale sandt, sådan som Bibelen tilråder!

15, 16. Hvordan gavner det os at følge Bibelens vejledning om at vise kærlighed?

¹⁵ I den mere positive retning viser Bibelen at vi bør have omsorg for andre, være hjælpsomme og vise kærlighed. Jesu ord er velkendte: „Alt hvad I ønsker at folk skal gøre mod jer, skal I også gøre mod dem.“ — Mattæus 7:12.

¹⁶ Hvor langt bedre ville verden ikke være hvis alle fulgte denne regel! Ifølge en psykologisk undersøgelse der er foretaget i De Forenede Stater, ville den enkelte endda få det bedre med sig selv. De 1700 der var med i undersøgelsen, fortalte at de ved at hjælpe andre fik en følelse af ro og at det befriede dem for stressfremkaldte lidelser som hovedpine og stemmesvigt. Rapporten slutter: „Det ser altså ud til at det ligger lige så dybt i den menneskelige natur at gøre noget for andre som at gøre noget for sig selv.“⁵ Dette minder os om det bibelske bud: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (Mattæus 22:39; jævnfør Johannes 13:34, 35.) Det er naturligt for os at elske os selv. Men for at være i følelsesmæssig balance må vi ifølge Bibelen afveje denne kærlighed til os selv med kærlighed til andre.

Ægteskab og moral

17. Hvorfor bliver Bibelens vejledning i nogle tilfælde beskyldt for at være gammeldags?

¹⁷ Skønt Bibelens vejledning afspejler dyb visdom, siger den ikke altid det folk gerne vil høre. Ofte bliver den beskyldt for at være gammeldags. Hvorfor? Fordi Bibelens vejledning, der gavner os i det lange løb, ofte kræver selvtugt og selvfornægtelse, og disse begreber er ikke populære i dag.

18, 19. Hvordan er Bibelens normer for ægteskab og moral?

¹⁸ Tag for eksempel spørgsmålet om ægteskab og moral. Bibelens normer her er meget strenge. Den foreskriver monogami, én mand til én hustru. Og selv om den i ekstreme tilfælde giver rum for skilsmisse eller separation, siger den i almindelighed at ægteskabet er bindende for livet. „Har I ikke læst at han som skabte dem, fra begyndelsen gjorde dem som mand og kvinde og sagde: ’Af den grund vil en mand forlade sin fader og moder og holde sig til sin hustru, og de to skal være ét kød’? Altså er de ikke længere to, men ét kød. Derfor, hvad Gud har sat sammen, må intet menneske skille ad.“ — Mattæus 19:4-6; 1 Korinther 7:12-15.

¹⁹ Desuden siger Bibelen at det seksuelle samliv kun hører hjemme inden for ægteskabet. Den forbyder ethvert intimt forhold af den art uden for ægteskabet. Vi læser: „Hverken utugtige eller afgudsdyrkere eller ægteskabsbrydere eller mænd der bruges til unaturlige formål, eller mænd som ligger hos mænd . . . skal arve Guds rige.“ — 1 Korinther 6:9, 10.

20. Hvordan bliver Bibelens moralnormer ignoreret i dag?

²⁰ I dag bliver disse normer i det store og hele ignoreret. Professor i sociologi David Mace bemærker: „I dette århundrede har vor kultur undergået gennemgribende forandringer, og mange gamle skikke og institutioner er blevet rystet i deres grundvolde. Ægteskabet har ikke været nogen undtagelse.“⁶ Den frie moral er udbredt. Kønslige forhold mellem teenagere betragtes ofte som det normale. Samliv før ægteskabet — ’for at se om man passer sammen’ — er almindeligt. Og efter at parterne er blevet gift er sidespring ikke nogen sjældenhed.

21. Hvad har det medført at Bibelens normer for ægteskab og moral i vid udstrækning ignoreres?

²¹ Har denne løsere moral medført lykke? Nej, den har ikke medført andet end kvaler — kvaler som har kostet dyrt og som har resulteret i sorger og opløste hjem. Der er også pandemien af seksuelt overførte sygdomme som kan spores direkte tilbage til en løs moral. Gonorré, syfilis og chlamydia breder sig ukontrollabelt. I de senere år har prostitution og homoseksuelle handlinger udbredt den frygtede AIDS. Og der er en epidemi af unge ugifte piger der får børn inden de selv rigtigt er blevet voksne. Et dameblad skrev i 1987: „Den vægt man lagde på sex i tresserne og halvfjerdserne har ikke medført ubegrænset lykke men i nogle henseender stor elendighed.“⁷

22. Hvilke moralnormer bringer den største lykke?

²² Derfor hører vi nu kommentarer som denne af sociologiprofessor Carlfred B. Broderick: „Vi er måske blevet voksne nok til at overveje om det ikke ville gavne os alle mere at anbefale førægteskabelig afholdenhed som det der bedst dækker borgernes behov og sikrer dem deres ret til frihed: frihed for sygdom, frihed for uønsket graviditet.“⁸ Ja, Bibelens moralnormer har i det lange løb vist sig at være dem der bringer den største lykke.

Principper der duer

23. (a) Er skilsmisse den eneste løsning hvis man lever i et ulykkeligt ægteskab? (b) Nævn to ting som vil føre til et stabilt og lykkeligt ægteskab.

²³ Hvis ægteskabet skal vare hele livet, må vi vide hvordan vi får det til at lykkes. Nogle har sagt at det er bedre at komme ud af et ulykkeligt ægteskab end at blive i det og gøre livet surt for hinanden. Men der er en anden mulighed: at forsøge at løse de problemer der gør det ulykkeligt. Dette er endnu et område hvor Bibelen hjælper os. Vi har allerede set hvordan den råder os til at være tro mod vores ægtefælle, og det er én af de ting der bidrager til et stabilt og lykkeligt ægteskab. En anden ting er at man må indse at der kun kan være ét overhoved i ægteskabet, og Bibelen siger at det skal være manden. Hustruen rådes til at støtte sin mand og ikke anfægte hans stilling. Manden skal på sin side bruge sin stilling til hustruens gavn og ikke være egoistisk. — 1 Korinther 11:3; 1 Timoteus 2:11-14.

24, 25. Hvordan tilskynder Bibelen ægtemænd og hustruer til at udfylde deres respektive pladser i ægteskabet?

²⁴ Til manden siger Bibelen: „Således bør mændene elske deres hustruer som deres egne legemer. Den der elsker sin hustru, elsker sig selv, for ingen har jo nogen sinde hadet sit eget kød.“ (Efeserne 5:28, 29) En kærlig ægtemand er hensyntagende. Selv om han er familiens overhoved, husker han at tage sin hustru med på råd. Ægteskabet er et partnerskab, ikke et diktatur.

²⁵ Til hustruen siger Bibelen blandt andet: „Hustruen skal have dyb respekt for sin mand.“ (Efeserne 5:33) Hun respekterer sin mand på grund af hans stilling, og hun viser det ved at støtte ham, ligesom han viser hende sin kærlighed ved at have omsorg for hende. For mange moderne mennesker er den slags råd helt uacceptable. Men partnerskaber der bygger på kærlighed og respekt — sådan som Bibelen tilråder — er altid lykkelige.

26. Vis med et eksempel at de bibelske normer for ægteskabet duer.

²⁶ At Bibelens vejledning på dette område virkelig duer, understreges af en erfaring fra en ø i det sydlige Stillehav. Efter at have været gift i ti år følte et ægtepar dér at deres ægteskab var mislykkedes. De begyndte at lægge planer om at opløse det. Så talte konen med et af Jehovas vidner. Sammen med dette Jehovas vidne begyndte hun at undersøge Bibelens råd til ægtepar. Manden fortæller: „Efterhånden som min kone lærte de bibelske principper at kende, forsøgte hun at følge dem. Efter kun få uger begyndte jeg at se flere forandringer.“ Forbavset over dette sagde han ja til at være med til bibelstudiet, og lærte nu Bibelens vejledning til ægtemænd at kende. Resultatet? Han fortæller: „Nu har vi fundet grundlaget for et virkelig godt familieliv.“

27. Hvilke bibelske principper kan hjælpe kristne der lever i fattigdom?

²⁷ Problemet fattigdom er endnu et område hvor Bibelens råd hjælper. For eksempel taler dens principper imod rygning og drikkeri, som er laster der tærer stærkt på de begrænsede midler. (Ordsprogene 23:19-21) Desuden anbefaler Bibelen flid, da den arbejdsomme oftere vil finde mulighed for at forsørge sin familie end den dovne eller den der fortvivlet giver op. (Ordsprogene 6:6-11; 10:26) Og hvis man følger rådet om ’ikke at misunde dem der handler uret’, tyr man ikke til kriminalitet eller hasardspil for at forbedre sine kår. (Salme 37:1) Sådanne „udveje“ synes måske at tilbyde en hurtig løsning på økonomiske vanskeligheder, men på længere sigt medfører de bitre konsekvenser.

28-30. (a) Hvordan har en fattig kristen kvinde klaret sig ved at følge Bibelens principper? (b) Hvad kan tusinder af kristne som lever i økonomisk fattige kår, bevidne?

²⁸ Kan disse råd virkelig hjælpe fattige mennesker, eller er det hele bare skøn teori? Svaret er at de hjælper, og det underbygges af mange erfaringer rundt om i verden. For blot at tage et enkelt eksempel kan vi henvise til en kristen kvinde i Asien som var blevet enke og havde en lille søn at tage sig af, men ikke havde nogen indtægt. Hvordan hjalp Bibelen hende og hendes søn?

²⁹ Hun var flittig, sådan som Bibelen anbefaler, og begyndte at sy tøj og at sælge det. Da hun var ærlig og pålidelig, som Bibelen også tilråder, begyndte hun snart at få faste kunder. (Kolossenserne 3:23) Så indrettede hun et lille værelse i sit hus til et spisested og stod op klokken fire hver morgen for at lave mad hun kunne sælge, hvorved hun tjente lidt mere. „Selv med dette,“ siger hun, „må vi leve meget beskedent.“ Men hun husker det bibelske råd: „Når vi har føde og klæder skal vi være tilfredse med det.“ — 1 Timoteus 6:8.

³⁰ Hun tilføjer: „Selv om jeg lever på randen af fattigdom, er jeg ikke fortrydelig eller bitter. Sandheden i Bibelen giver mig et positivt livssyn.“ Desuden kan hun bekræfte at et vigtigt løfte som Jesus gav, har holdt stik i hendes tilfælde. Han sagde: „Bliv da ved med først at søge riget og hans retfærdighed, og alle disse andre ting [de materielle fornødenheder] vil blive givet jer i tilgift.“ (Mattæus 6:33) Hun har erfaret at når hun lader tjenesten for Gud komme i første række, får hun altid på en eller anden måde de materielle fornødenheder. Denne kristne kvinde, og utallige andre kristne som er økonomisk dårligt stillede, kan bevidne at Bibelens råd virkelig duer.

31. Hvad sker der når man følger Bibelens vejledning, og hvad er det et vidnesbyrd om?

³¹ I dette kapitel har vi kun lige berørt det væld af vejledning Bibelen indeholder, og vi har kun set nogle ganske få eksempler på at vejledningen har virket. De her nævnte erfaringer kan ganges med tusinder. Det viser sig igen og igen at når folk følger Bibelen, gavner det dem. Og når de ignorerer den, skader det dem. Ingen anden vejledning fra fortiden eller nutiden er så konsekvent gavnlig og henvender sig til folk af alle racer. En så forstandig vejledning kan ikke udspringe af menneskers livsvisdom. At Bibelen er så rig en visdomskilde er et magtfuldt vidnesbyrd om at den er Guds ord.

[Tekstcitat på side 168]

En hjælpsom indstilling gavner alle

[Illustration på side 163]

„Den der vandrer med de vise bliver viis, men den der omgås tåber går det dårligt“

[Illustration på side 165]

Tobaksrygning må undgås fordi det strider mod Bibelens principper

[Illustration på side 171]

De der følger Bibelens vejledning i ægteskabet har et solidt grundlag for lykke

[Illustration på side 173]

Fattige klarer sig bedre ved at følge Bibelens vejledning

Kapitel 13

„Guds ord er levende og virkende“

I det foregående kapitel så vi at Bibelens vejledning kan hjælpe os til at løse problemer og undgå fejltagelser. Den tidløse visdom i Bibelens vejledning er et afgørende vidnesbyrd om guddommelig inspiration. Bibelen siger selv: „Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering, til optugtelse i retfærdighed.“ (2 Timoteus 3:16) Men Bibelen nøjes ikke med at give gode råd. Den øver en sådan indflydelse at den ligefrem forandrer folk.

1-3. (a) Hvordan understreger Bibelen at det kan være nødvendigt at ændre personlighed? (b) Hvilken erfaring viser at Bibelen har magt til at ændre et menneskes personlighed?

KAN Bibelen virkelig forandre folk? Ja, den kan endda ændre deres personlighed. Betragt engang denne vejledning som findes i Bibelen: „I skal aflægge den gamle personlighed som svarer til jeres tidligere adfærd og som fordærves i overensstemmelse med sine bedrageriske ønsker, og gøres nye i jeres sinds drivkraft og iføre jer den nye personlighed som blev skabt i overensstemmelse med Guds vilje i sand retfærdighed og loyalitet.“ — Efeserne 4:22-24.

² Er det virkelig muligt at få en ny personlighed? Ja, det er det. Nogle forandrer sig faktisk temmelig meget når de bliver kristne. (1 Korinther 6:9-11) Der var for eksempel en dreng i Sydamerika der blev forældreløs som niårig. At han ikke havde forældrene til at lede sig under sin opvækst, kom til at præge hans personlighed. Han fortæller: „Da jeg var 18, var jeg fuldstændig afhængig af stoffer og havde også været i fængsel fordi jeg stjal for at få råd til mit stofmisbrug.“ Hans tante var imidlertid et af Jehovas vidner, og det lykkedes hende at hjælpe ham.

³ Han forklarer: „Min tante begyndte at læse Bibelen med mig, og efter syv måneder slap jeg ud af stofmisbruget.“ Han brød også med sin gamle omgangskreds og fik nye venner blandt Jehovas vidner. Han fortsætter: „Disse nye venner og mit regelmæssige bibelstudium hjalp mig til at gøre fremskridt, så jeg til sidst indviede mig til at tjene Gud.“ Ja, en tidligere stofmisbruger og tyv blev en aktiv kristen, og denne radikale forandring blev udvirket ved hjælp af den kraft Bibelen udfolder. Det er som apostelen Paulus siger: „Guds ord er levende og virkende.“ — Hebræerne 4:12.

Kundskab virker forandrende

4, 5. Hvad skal der til, ifølge Kolossenserbrevet 3:8-10, for at opdyrke den nye personlighed?

⁴ Hvordan bærer Bibelen sig ad med at forandre folk? Svaret findes i denne passage fra Bibelen: „Nu skal også I aflægge dem alle: vrede, harme, slethed, spot og skammelig tale af jeres mund. Lyv ikke for hinanden. Affør jer den gamle personlighed sammen med dens forehavender, og ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ — Kolossenserne 3:8-10.

⁵ Læg mærke til at der lægges vægt på nøjagtig bibelkundskab. Bibelen forklarer hvilke karaktertræk vi bør aflægge og hvilke vi bør opdyrke. At vide dette kan i sig selv have stor virkning. Det har en ung mand i Sydeuropa erfaret. Han havde et meget voldsomt temperament. Under sin opvækst kom han konstant i slagsmål, og for at få afløb for sit temperament begyndte han at dyrke boksning; men han kunne stadig ikke beherske sin voldsomme natur. Da han blev soldat kom han i vanskeligheder fordi han gennemtævede en anden soldat. Efter hjemsendelsen blev han gift, men bankede så sin kone. Under et familieskænderi slog han endda sin egen fader i gulvet. Virkelig en vred og voldelig ung mand!

6, 7. Hvordan hjalp nøjagtig bibelkundskab en ung mand i Sydeuropa til at forandre sin personlighed?

⁶ Efterhånden begyndte han imidlertid at læse Bibelen sammen med Jehovas vidner og hørte råd som dette: „Gengæld ikke nogen ondt med ondt. . . . Om muligt, så vidt det står til jer, hold fred med alle mennesker. I må ikke hævne jer, I elskede, men giv plads for vreden.“ (Romerne 12:17-19) Dette hjalp ham til at indse hvor alvorlig en svaghed hans voldsomme temperament var. Han opgav boksningen, som han indså var uforenelig med en fredelig kristen personlighed. Men han måtte stadig kæmpe hårdt for at holde sin voldelige natur i ave.

⁷ Efterhånden som han fik større kundskab om de bibelske principper gik det imidlertid bedre. Det justerede hans samvittighed, og det lagde så igen en dæmper på hans iltre temperament. Efter at han havde studeret Bibelen i nogen tid og gjort disse fremskridt, skete det at en fremmed blev vred på ham og råbte fornærmelser efter ham. Den unge mand følte den gammelkendte vrede vælde op i sig. Men så mærkede han en anden følelse — skamfølelse — og den afholdt ham fra at give sin vrede luft. I stedet for at ’gengælde ondt med ondt’, beherskede han sig. Han er nu et helt andet menneske, med en ny personlighed, takket være nøjagtig kundskab fra Bibelen.

Må kende Gud

8. (a) Hvis billede formes den nye personlighed efter? (b) Hvem må man kende for at have den nøjagtige kundskab der fører til den nye personlighed?

⁸ Der er naturligvis mange som ved hvad der er rigtigt, men som giver efter for deres kødelige svagheder. Det er derfor tydeligt at nøjagtig kundskab om hvad der er rigtigt og hvad der er forkert ikke er alt hvad der skal til. Der var også noget andet som bidrog til at hjælpe de to mænd der er beskrevet i det foregående. Hvad var det? I førnævnte passage fra Bibelen stod der: „Ifør jer den nye personlighed, som gennem nøjagtig kundskab fornys efter billedet af ham som skabte den.“ (Kolossenserne 3:10) Læg mærke til at ligesom Adam oprindelig blev skabt i Guds billede, er den nye personlighed formet efter Guds billede. (1 Mosebog 1:26) Det vil sige at den nøjagtige kundskab der hjalp de to unge mænd, måtte indbefatte kundskab om Gud. Det minder os om Jesu ord: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ — Johannes 17:3.

9. Hvordan hjælper kundskab om Gud os til at forandre vor personlighed?

⁹ Hvordan hjælper kundskab om Gud os til at forandre vor personlighed? Jo, den motiverer os til det. Når vi gennem vort studium af Bibelen lærer Gud at kende, får vi indblik i hans guddommelige egenskaber og ser hvilken kærlighed han har vist os. Det får os til at elske ham til gengæld. (1 Johannes 4:19) Så kan vi adlyde det som Jesus sagde var det første og største bud: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.“ (Mattæus 22:37) Når vi elsker Gud, vil vi ønske at iføre os den nye personlighed der behager ham. Vi vil ønske at ligne ham mere, uanset hvor hårdt vi må kæmpe for det.

Indgroede svagheder

10, 11. Hvordan fik nøjagtig kundskab en ung kvinde i Nordamerika til at begynde at forandre sin personlighed?

¹⁰ I nogle tilfælde koster det virkelig kamp at gøre sådanne forandringer. Det kan en ung kvinde i Nordamerika bekræfte. Som barn blev hun misbrugt, hun voksede op i en familie hvor man skændtes og sloges, og hun søgte tilflugt i stofmisbrug. Stofferne var imidlertid dyre, og for at få råd til dem solgte hun sig selv som prostitueret. Hun udnyttede og udplyndrede også turister, og endte med at opholde sig mere i spillebuler og fængsler end i sit hjem.

¹¹ Da Jehovas vidner traf hende, havde hun — efter flere aborter — fået et barn uden for ægteskab. Hun syntes godt om det hun hørte fra Bibelen, og begyndte at undersøge det nærmere. Snart opbyggede hun et forhold til Gud og gjorde forandringer i sit liv.

12, 13. Beskriv hvordan nøjagtig kundskab virker når først den har slået rod.

¹² Men der ventede hende en hård kamp, for den gamle personlighed var dybt indgroet hos hende. Ved en lejlighed tog hun anstød af nogle velmente råd, holdt op med at studere Bibelen og vendte tilbage til sin tidligere livsform. Men hun kunne ikke glemme de bibelske sandheder hun havde lært, og hun indrømmer: „Af og til fik jeg skyldfølelser, og ordene i Andet Petersbrev 2:2 for gennem mine tanker: ’Hunden vender tilbage til sit eget bræk og den vaskede so til sølen.’“

¹³ Efterhånden fik den kundskab hun havde, hende til at gøre endnu et forsøg. Hun fortæller: „Jeg begyndte at åbne døren for Jehova og bad ofte om hjælp.“ Denne gang kom den nye personlighed til at stikke dybere hos hende, selv om hun stadig måtte kæmpe hårdt. I et svagt øjeblik begyndte hun at drikke igen og begik umoralitet. Men denne gang viste hendes reaktion at hun virkelig havde forandret sig. Hun væmmedes ved sig selv, og siger: „Jeg bad og studerede meget.“ Til sidst virkede Guds ord så stærkt på hende at hun blev en aktiv kristen der nu i flere år har ført et rent og ærbart liv, helt forskelligt fra det udsvævende, vilde liv i stofmisbrug hun før levede.

Et folk der er blevet forandret af Guds ord

14, 15. (a) Hvilken kraft fra Gud virker gennem Bibelen? (b) Hvad kendetegner sande kristne i dag?

¹⁴ Den indflydelse Bibelen har øvet på ydmyge menneskers liv, viser at den ikke er simpelt menneskeværk. Den er Guds inspirerede ord, en kanal hvorigennem Guds ånd virker. Den samme ånd som muliggjorde Jesu mirakler, hjælper i dag os til at overvinde dårlige egenskaber og udvikle en kristen personlighed. De grundlæggende egenskaber som kristne må opdyrke — kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse — kaldes i Bibelen direkte for „åndens frugt“. — Galaterne 5:22, 23.

¹⁵ I dag virker denne ånd ikke blot på nogle enkelte, men på millioner som er blevet „oplært af Jehova“ og har opnået ’stor fred’ fra ham. (Esajas 54:13) Hvem er det? Jesus nævnte noget man kunne kende dem på da han sagde: „På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:35) Kristen kærlighed er en frugt af Guds ånd og en vigtig bestanddel af den nye kristne personlighed. Findes der en gruppe mennesker som viser kærlighed på den måde Jesus sagde?

16, 17. Nævn nogle avisudtalelser som er med til at udpege hvem der er „oplært af Jehova“ og nyder ’stor fred’.

¹⁶ Læg mærke til dette uddrag af et læserbrev i den nordamerikanske avis New Haven Register: „Uanset om man, som jeg, er blevet irriteret eller opbragt over deres missioneren, må man beundre dem for deres nidkærhed, deres ufordærvethed, deres enestående eksempel med hensyn til menneskelig adfærd og sund livsførelse.“ Den tyske avis Münchner Merkur har skrevet om den samme gruppe mennesker: „Det er de mest ærlige og punktlige skatteydere i Forbundsrepublikken. Deres lovlydighed ses såvel af måden de kører bil på som af kriminalitetsstatistikkerne.“

¹⁷ Hvem talte de to aviser om? Den samme gruppe som Buenos Aires-avisen Herald skrev dette om: „Hvor irriterende Jehovas Vidners form for gudsdyrkelse end virker . . ., må det dog siges at de gennem årene har bevist at de er flittige, ædruelige, sparsommelige og gudfrygtige borgere af den slags landet ganske givet har brug for.“ En sociologisk undersøgelse fra Zambia, offentliggjort i tidsskriftet American Ethnologist, beskæftiger sig med samme gruppe. Der siges heri: „Jehovas vidner har i højere grad end medlemmerne af andre trossamfund formået at opretholde varige ægteskaber.“

18, 19. Hvordan er Jehovas vidner i Italien og i Sydafrika blevet beskrevet?

¹⁸ Avisen La Stampa i Italien taler også om Jehovas vidner når den skriver: „De er de mest loyale borgere nogen kunne ønske sig: de snyder ikke i skat og forsøger ikke at omgå ubehagelige love for egen fordels skyld. Idealer som næstekærlighed, personlig ærlighed, ikkevold og afstandtagen fra magtanvendelse (der for de fleste kristne er ’søndagsregler’ som kun egner sig til at blive forkyndt fra prædikestolen) er en del af deres ’daglige’ levevis.“

¹⁹ En sydafrikansk universitetsprofessor som er blevet udsat for diskrimination under landets racelove, omtaler Jehovas vidner som et „folk der ved hjælp af Bibelens ophøjede normer har lært at være virkelig ’farveblinde’“. Han forklarer videre: „Her er folk som ser på hvad andre indeholder, og ikke kun på hvad farve deres hud er. Jehovas vidner udgør i dag det eneste virkelige broderskab mellem mennesker.“

20. Hvorfor er Jehovas vidner anderledes?

²⁰ Disse bemærkninger viser at der findes et samfund af mennesker som har åbnet deres hjerte for Bibelen og som Guds ånd har virket på. Det er værd at bemærke at det er de samme mennesker som vi tidligere fastslog adlyder Jesu befaling om at forkynde den gode nyhed om Riget i hele verden. (Mattæus 24:14) Hvorfor skiller Jehovas vidner sig ud på disse punkter? I mange retninger er de jo ikke anderledes end andre. De har de samme kødelige svagheder, de samme økonomiske problemer, og de samme grundlæggende behov. Men som gruppe betragtet elsker de Gud, tager Bibelen alvorligt og lader den virke på deres liv.

21. Hvilken slutning må vi drage når et folk som Jehovas vidner kan eksistere i vore dages hadfyldte verden?

²¹ Der er millioner af Jehovas vidner, og de findes i over 200 lande og områder. De kommer fra alle mulige racer, sproggrupper og samfundslag. Alligevel er de et forenet og fredeligt, internationalt brodersamfund. De er gode borgere i de lande de bor i, men de er først og fremmest undersåtter under Guds rige, og de er alle meget aktive med at fortælle andre den gode nyhed om dette rige. Det er bemærkelsesværdigt at en gruppe som Jehovas vidner overhovedet kan eksistere i denne splittede, hadfyldte verden. Det er et stærkt vidnesbyrd om at Guds ånd stadig virker blandt menneskene. Og det er et bevis på at Bibelen virkelig er „levende og virkende“.

[Tekstcitat på side 177]

Bibelen forandrer virkelig folk

[Tekstcitat på side 181]

Når man kender Gud, ønsker man at være som han

Kapitel 14

Bibelen og dig

Kritikerne siger at Bibelen er uvidenskabelig og selvmodsigende, at den blot er en samling myter. Jesus sagde derimod til Gud: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17) Vidnesbyrdene støtter Jesus frem for kritikerne. Kendsgerningerne viser at Bibelen er historisk pålidelig. Desuden taler dens forbløffende indre harmoni, dens sande profetier, dens dybe visdom og dens gode indflydelse på menneskers liv, alt sammen for at den er Guds skrevne ord. Som apostelen Paulus skrev:„Hele Skriften er inspireret af Gud og gavnlig.“ — 2 Timoteus 3:16.

1. (Med indledningen.) (a) Hvad viser kendsgerningerne vedrørende Bibelen? (b) Hvilke perspektiver åbner det at Bibelen er Guds inspirerede ord?

AT BIBELEN er Guds ord, og ikke menneskers, åbner store perspektiver. Det betyder at Gud virkelig har kommunikeret med menneskene. Han har besvaret mange af vore spørgsmål og har anvist løsningen på mange af vore problemer. Det betyder også at de fremtidsudsigter der beskrives i Bibelen, er sande. Guds rige er begyndt at herske og vil en dag gå i aktion og befri jorden for al uretfærdighed, undertrykkelse og lidelse.

2. Hvad bør du gøre, nu da du ved at Bibelen er Guds ord?

² Nu er spørgsmålet: Hvad vil du gøre med disse oplysninger? Din viden om at Bibelen er Guds ord skulle i det mindste få dig til at læse i den. Salmisten lovede at de der gør dette vil blive lykkelige, da han skrev: „Lykkelig er den mand der ikke har vandret efter de ugudeliges råd . . . Men til Jehovas lov har han lyst, og i hans lov læser han dæmpet dag og nat.“ — Salme 1:1, 2.

Tag imod hjælp

3, 4. (a) Hvad bør vi gøre når vi finder noget i Bibelen vi ikke forstår? (b) Hvem er altid parate til at hjælpe andre til at forstå Bibelen bedre?

³ Når du læser i Bibelen vil du uden tvivl støde på noget du ikke forstår. (2 Peter 3:16) At det er sandsynligt, fremgår af en hændelse der er beskrevet i bogen Apostelgerninger. Kort efter Jesu død sad en ætioper og læste i Esajas’ profetier. Den kristne evangelist Filip henvendte sig til manden og spurgte: „Forstår du egentlig det du læser?“ Det gjorde ætioperen ikke, og han bad derfor Filip om at hjælpe ham. — Apostelgerninger 8:30, 31.

⁴ En dame i De Forenede Stater befandt sig i en lignende situation. Hun var en flittig bibellæser, men der var mange vigtige lærepunkter i Bibelen hun ikke fik den rette forståelse af ved sin private læsning. Det var først da hun talte med Jehovas vidner at Bibelens grundlærdomme gik op for hende, deriblandt betydningen af Guds rige og de mange velsignelser dette rige vil bringe. Hvis du beder dem om det, vil Jehovas vidner også være glade for at hjælpe dig til en bedre forståelse af det du læser i Bibelen.

Følg Bibelens vejledning

5. Hvad vil ifølge Bibelen medføre lykke?

⁵ Vi tilskyndes ikke blot til at læse i Bibelen, men også til at rette os efter det vi læser. (Salme 119:2) Desuden opfordrer Bibelen: „Smag og se at Jehova er god; lykkelig er den mand som søger tilflugt hos ham.“ (Salme 34:8) Den indbyder os til at sætte Gud på prøve. Prøv at leve efter Guds principper, ja, vis at du stoler på at Gud ved hvad der er bedst for dig. Først da vil du erfare at det er det rigtige. De der viser en sådan tillid til Gud, bliver lykkelige.

6. Kan det lade sig gøre at leve efter Bibelens normer i dag? Forklar.

⁶ Nogle påstår at ingen kan leve efter Bibelens principper i denne uærlige, umoralske og voldsprægede verden. Sandheden er imidlertid at mange allerede gør det. Hvem? En ung mand i Afrika fandt en gruppe der gjorde det. Han skrev: „Her i Zimbabwe har jeg inden for de sidste få år lagt mærke til jer Jehovas vidner som nogle der virkelig søger at følge det eksempel Kristus satte. . . . I er de eneste der — gennem jeres livsform og ikke blot gennem det talte og trykte ord — har været i stand til at overbevise mig om Guds kærlighed og kraften i hans evangelium. I lever efter evangeliet og forkynder det, hvorimod mange mennesker forkynder evangeliet uden at leve efter det.“

Anerkend dens autoritet

7. Hvilke handlinger der er almindelige i dag, er i strid med det Bibelen siger?

⁷ Apostelen Paulus sagde at Bibelen er „gavnlig til undervisning, til retledning, til reformering“. (2 Timoteus 3:16) I nogle tilfælde er det Bibelen siger imidlertid ikke populært. Bibelen fordømmer for eksempel homoseksuelle handlinger, men homoseksualitet betragtes i dag mange steder som en acceptabel livsform. (Romerne 1:24-27; 1 Korinther 6:9-11; 1 Timoteus 1:9-11) Bibelen siger også at det ufødte barns liv har betydning og skal beskyttes, men der foretages årligt omkring 50 millioner aborter i hele verden. (2 Mosebog 21:22, 23; Salme 36:9; 139:14-16; Jeremias 1:5) Hvad skal vi gøre hvis vi personligt har svært ved at acceptere hvad Bibelen siger om sådanne ting?

8, 9. Hvad bør vi huske hvis der er noget i Bibelen vi umiddelbart har svært ved at acceptere, og hvis normer bør vi altid anerkende?

⁸ Kristne har erfaret at det altid er klogest at følge Guds ord. Hvorfor? Fordi det altid viser sig at være det der gavner i det lange løb. (Ordsprogene 2:1-11) Sagen er at menneskers visdom er meget begrænset. De kan sjældent forudse de fulde konsekvenser af deres handlinger. Profeten Jeremias bekendte: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ — Jeremias 10:23.

⁹ Vi behøver blot at se os omkring for at se at denne bedømmelse er rigtig. De fleste af de problemer verden er plaget af, er direkte resultater af at folk ikke følger vejledningen i Guds ord. Menneskehedens lange, problemfyldte historie har til fulde vist at vi mennesker ikke er i stand til at opstille moralnormer der duer. Gud er langt klogere end vi. Hvorfor skulle vi ikke anerkende hvad han siger, i stedet for at stole på vores egen visdom? — Ordsprogene 28:26; Jeremias 17:9.

Ingen er fuldkommen

10, 11. (a) Hvad volder problemer for os når vi forsøger at leve efter Bibelens normer? (b) Hvilken slags mennesker opfordrer Bibelen os til at komme sammen med, og hvor kan vi gøre dette?

¹⁰ Bibelen peger på endnu et område hvor vi behøver hjælp. Vi har alle arvet en tilbøjelighed til at synde. „Menneskehjertets tilbøjelighed er ond fra ungdommen af.“ (1 Mosebog 8:21; Romerne 7:21) At vi lever i en verden der ikke følger Bibelens principper, er med til at forstærke problemet. Vi behøver derfor hjælp, ikke alene til at forstå hvad Bibelen siger, men også til at handle efter det vi lærer. Det er grunden til at Bibelen tilskynder os til at komme sammen med andre der ønsker at leve efter Guds normer. Salmisten skrev: „Jeg hader de ondes menighed, og blandt ugudelige sidder jeg ikke. . . . i menighedsforsamlinger vil jeg velsigne Jehova.“ Og en anden salme siger: „Hvor er det godt og hvor er det lifligt når brødre bor sammen i enhed!“ — Salme 26:5, 12; 133:1.

¹¹ At komme sammen er en vigtig del af tilbedelsen for Jehovas vidner. De har flere møder hver uge, foruden tilbagevendende stævner, hvor de studerer Bibelen sammen og drøfter hvordan dens principper kan følges i hverdagen. De udgør et verdensomspændende brodersamfund hvori den enkelte bliver tilskyndet og hjulpet til at holde fast ved Bibelens høje normer. (1 Peter 2:17) Prøv engang at overvære et af deres møder og se hvordan et sådant samvær også kan hjælpe dig. — Hebræerne 10:24, 25.

Lev efter Guds ord

12. Hvilke velsignelser medfører det at vide at Bibelen er Guds ord?

¹² At vide at Bibelen er Guds ord, medfører altså både velsignelser og forpligtelser. Vi velsignes med en vejledning for vor daglige adfærd som ikke fås andre steder. Desuden lærer vi at Gud i sin kærlighed har sendt sin egen søn til at genløse os for at vi kan have håb om evigt liv. (Johannes 3:16) Vi forstår at Jesus nu hersker som konge og snart vil gribe ind og fjerne det onde fra jorden. Og vi ser tillidsfuldt frem til „nye himle og en ny jord“, ja en retfærdig verden som Gud selv har lovet. — 2 Peter 3:13.

13. Hvilke forpligtelser følger der med når vi anerkender Bibelen som Guds ord?

¹³ Men husk at der følger forpligtelser med. Vi må undersøge Bibelen og lægge os på sinde hvad den siger. Gud selv formaner: „Min søn, glem ikke min lov, og måtte dit hjerte værne om mine bud.“ (Ordsprogene 3:1) Skønt de fleste blot regner Bibelen for at være menneskers ord, bør vi modigt ’lade Gud blive fundet sandfærdig, selv om hvert menneske bliver fundet at være en løgner’. (Romerne 3:4) Ja, lad dit liv lede af Guds visdom. „Stol på Jehova af hele dit hjerte . . . Tag ham i betragtning på alle dine veje.“ (Ordsprogene 3:5, 6) Hvis du følger Guds ord på denne måde, vil det gavne dit liv både nu og i al evighed.