Kapitel 4

Hvor troværdigt er „Det Gamle Testamente“?

I de næste få kapitler vil vi behandle nogle af de angreb den moderne kritik har rettet mod Bibelen. Nogle hævder at Bibelen modsiger sig selv og at den er „uvidenskabelig“. Disse anklager vil vi vende tilbage til senere. Det første vi vil se på, er den almindelige indvending at Bibelen kun er en samling myter og legender. Har bibelkritikerne noget grundlag for at sige dette? Lad os begynde med at betragte De Hebraiske Skrifter, det såkaldte Gamle Testamente.

1, 2. Hvordan forløb Jerikos belejring, og hvilke spørgsmål stilles i denne forbindelse?

EN OLDTIDSBY er belejret. Angriberne er kommet østfra, over Jordanfloden, og har opslået deres lejr foran byens høje mure. Men det er en mærkelig taktik de følger. Hver dag i seks dage er hæren marcheret en gang rundt om byen i tavshed, ledsaget af en gruppe præster som har blæst i horn. Og nu, på den syvende dag, marcherer hæren rundt om byen syv gange uden at give en lyd fra sig. Pludselig blæser præsterne i hornene af alle kræfter, hæren udstøder et højt krigsråb, og de mægtige bymure styrter sammen i en støvsky, så byen ligger forsvarsløs. — Josua 6:1-21.

² Sådan beskriver Josuas bog, den sjette bog i De Hebraiske Skrifter, Jerikos fald, som fandt sted for snart 3500 år siden. Men gik det virkelig sådan til? Mange som går ind for den historisk-kritiske bibelforskning vil svare et afgjort nej.a De hævder at Josuas bog og de foregående fem bøger i Bibelen består af legender som er nedskrevet mange hundrede år efter at de påståede begivenheder fandt sted. Mange arkæologer vil også svare nej. De siger at Jeriko muligvis ikke engang eksisterede på det tidspunkt da israelitterne drog ind i Kana’ans land.

3. Hvorfor har det betydning om Bibelens historiske beretninger er pålidelige eller ej?

³ Dette er alvorlige påstande. Når man læser Bibelen vil man se at dens lære er nøje knyttet til historien. Gud beskæftiger sig med virkelige mennesker, med mænd, kvinder, familier og nationer, og hans bud er givet til et folk der optræder i historien. Moderne forskere der rejser tvivl om Bibelens historiske ægthed, rejser også tvivl om betydningen og pålideligheden af dens budskab. Hvis Bibelen virkelig er Guds ord må dens historiske beretninger være pålidelige og ikke bestå af myter og legender. Har kritikerne noget grundlag for at drage dens historiske sandfærdighed i tvivl?

Hvor pålidelig er den historisk-kritiske bibelforskning?

4-6. Hvad går nogle af Wellhausens teorier ud på?

⁴ Den historisk-kritiske bibelforskning vandt for alvor frem i det 18. og 19. århundrede. I sidste halvdel af det 19. århundrede gjorde den tyske bibelkritiker Julius Wellhausen sig til fortaler for den teori at de første seks bøger i Bibelen, det vil sige Mosebøgerne og Josuas bog, var skrevet i det femte århundrede f.v.t. — cirka tusind år efter de begivenheder der omtales i dem. Han mente dog at de delvis var sammensat af tidligere nedskrevne kilder.¹ Denne teori vandt almindelig anerkendelse og blev for eksempel trykt i 11. udgave af Encyclopædia Britannica, udgivet i 1911, hvor vi læser: „Første Mosebog er et eftereksilsk værk sammensat af et eftereksilsk præsteskrift (P) og tidligere ikkepræstelige skrifter der tydeligt afviger fra P både sprogligt, stilistisk og hvad det religiøse synspunkt angår.“

⁵ Ifølge Wellhausen og hans tilhængere indeholdt de historiske beretninger i begyndelsen af De Hebraiske Skrifter „ikke virkelig historie, men tidligere tiders folkelige overleveringer“.² Beretningerne fra den første tid blev blot regnet for at være en afspejling af Israels senere historie. Det blev for eksempel sagt at fjendskabet mellem Jakob og Esau var opdigtet, og at beretningen blot afspejlede det senere fjendskab mellem Israel og Edom.

⁶ I tråd med dette mente kritikerne at Moses aldrig havde fået noget påbud om at lave pagtens ark og at tabernaklet, midtpunktet for israelitternes gudsdyrkelse i ørkenen, aldrig havde eksisteret. De mente også at det aronitiske præstedømmes myndighed først var blevet fuldt stadfæstet få år før Jerusalem blev ødelagt af babylonierne, hvilket ifølge kritikerne skete i begyndelsen af det sjette århundrede f.v.t.³

7, 8. Hvad byggede Wellhausen sine teorier på, og var det et solidt grundlag?

⁷ Hvad bygger kritikerne disse tanker på? Jo, de hævder at teksten i de første bibelbøger kan opdeles i et antal forskellige dokumenter. De går generelt ud fra det grundprincip at ethvert bibelvers der bruger det hebraiske ord for Gud (’Ælohīmʹ) uden at knytte hans navn til, må være skrevet af én forfatter, mens de vers der nævner Gud ved hans navn, Jehova, må være skrevet af en anden — som om samme forfatter ikke kunne bruge begge udtryk.⁴

⁸ Hvis samme begivenhed er nævnt flere gange i en bog, betragter de også dette som et bevis for at der må have været flere forfattere, selv om anden semitisk oldtidslitteratur indeholder lignende eksempler på gentagelser. Desuden antager de at enhver stilændring er ensbetydende med et forfatterskift, til trods for at selv nyere eller moderne forfattere ofte har benyttet forskellige stilarter i forskellige perioder af deres forfatterskab eller i værker af forskellig art.b

9-11. Nævn nogle tydelige svagheder ved den historisk-kritiske bibelforskning.

⁹ Er der noget virkeligt bevis for disse teorier? Overhovedet ikke. En kommentator har bemærket: „Kritik er, selv i bedste fald, spekulativ og foreløbig. Den kan altid risikere at blive korrigeret eller modbevist og at måtte erstattes med noget andet. Den er en intellektuel udfoldelse, behæftet med al den usikkerhed og de gætterier der altid hører sådanne udfoldelser til.“⁵ Bibelkritikken, den historisk-kritiske forskning, er i særdeleshed og i allerhøjeste grad „spekulativ og foreløbig“.

¹⁰ En anden brist ved den historisk-kritiske forskning er ifølge Gleason L. Archer jun. at „Wellhausenskolen gik ud fra den rene antagelse (som den næppe har bekymret sig om at føre bevis for) at Israels religion var af blot og bar menneskelig oprindelse ligesom enhver anden, og at den måtte forklares som et rent udviklingsprodukt“.⁶ Wellhausen og hans tilhængere tog med andre ord deres udgangspunkt i den antagelse at Bibelen blot var menneskers ord.

¹¹ Tilbage i 1909 gjorde The Jewish Encyclopedia opmærksom på endnu et par svagheder ved Wellhausens teori: „De argumenter hvormed Wellhausen har vundet næsten alle samtidens bibelkritikere for sine synspunkter, bygger på to antagelser: for det første at ritualerne bliver mere udførlige efterhånden som en religion udvikles; for det andet at ældre kilder nødvendigvis beskæftiger sig med de tidligere stadier af ritualudviklingen. Den første antagelse strider mod de primitive kulturers vidnesbyrd, og den anden finder ingen støtte i for eksempel de indiske ritualkodeksers vidnesbyrd.“

12. Hvordan klarer den historisk-kritiske bibelforskning sig i lyset af de arkæologiske vidnesbyrd?

¹² Er der nogen mulighed for at efterprøve den historisk-kritiske forskning for at se om dens teorier er sande eller ej? The Jewish Encyclopedia sagde videre: „Wellhausens synspunkter bygger næsten udelukkende på litterær analyse og må suppleres af en undersøgelse fra den etablerede arkæologis synspunkt.“ Bidrog arkæologien, som årene gik, til at bekræfte Wellhausens teorier? The New Encyclopædia Britannica fra 1987 svarer: „Den arkæologiske kritik har været tilbøjelig til at bekræfte pålideligheden af de udpræget historiske detaljer fra selv de ældste perioder [af bibelhistorien] og at svække teorien om at Pentateukens beretninger [de historiske beretninger i Bibelens første bøger] blot afspejler det der skete i en langt senere periode.“

13, 14. Hvorfor har den historisk-kritiske bibelforskning stadig bred tilslutning på trods af de svagheder den er behæftet med?

¹³ Hvorfor er den historisk-kritiske metode trods sine svagheder så populær blandt vore dages intellektuelle? Fordi den fortæller dem det de gerne vil høre. En forsker forklarede i forrige århundrede: „Personligt hilste jeg denne bog af Wellhausen mere velkommen end næsten enhver anden, for det forekom mig at det påtrængende problem med Det Gamle Testamentes historie endelig var blevet løst på en måde som stemte med princippet om menneskets udvikling, som jeg føler mig nødsaget til at anvende på al religionshistorie.“⁷ Den historisk-kritiske bibelforskning harmonerede tydeligvis med hans forudfattede, evolutionistiske synspunkter. De to teorier har da også nøjagtig samme sigte. Ligesom udviklingslæren ville overflødiggøre troen på en Skaber, ville Wellhausens historisk-kritiske metode indebære at det ikke er nødvendigt at tro at Bibelen er inspireret af Gud.

¹⁴ Den antagelse at Bibelen ikke er Guds ord, forekommer de intellektuelle i dette rationalistiske 20. århundrede meget acceptabel.c De har langt lettere ved at tro at profetierne er skrevet efter deres opfyldelse end ved at anerkende dem som sande profetier. De foretrækker at bortforklare Bibelens beretninger om mirakler som myter, legender eller folkesagn, frem for at tage den mulighed i betragtning at miraklerne virkelig har fundet sted. Men en sådan holdning er både usaglig og fordomsfuld, og er ikke noget virkeligt grundlag for at afvise Bibelen som sand. Den historisk-kritiske bibelforskning er behæftet med alvorlige svagheder, og dens angreb på Bibelen har ikke formået at modbevise at Bibelen er Guds ord.

Støtter arkæologien Bibelen?

15, 16. Hvilken oplysning i Bibelen om en hersker i fortiden er blevet bekræftet af arkæologien?

¹⁵ Arkæologien er en langt mere velfunderet forskningsgren end den historisk-kritiske bibelforskning. Ved at afdække resterne af fortidens kulturer har arkæologerne på mange måder øget vor forståelse af hvordan forholdene var dér tilbage i tiden. Og for den troende er det ikke overraskende at de arkæologiske fund gang på gang stemmer overens med det vi læser i Bibelen. I adskillige tilfælde har arkæologien ligefrem givet Bibelen ret over for dens kritikere.

¹⁶ Daniels bog i Bibelen fortæller for eksempel at den sidste hersker i Babylon før byen faldt for perserne, var en mand ved navn Belsazzar. (Daniel 5:1-30) Eftersom der ikke kendtes nogen Belsazzar uden for Bibelen, hævdede kritikerne at Bibelen tog fejl og at manden aldrig havde levet. Men i forrige århundrede blev der under udgravninger i det sydlige Irak fundet nogle små lercylindre beskrevet med kileskrift. Det viste sig at de blandt andet indeholdt en bøn om at kong Nabonid af Babylon og hans ældste søn måtte have et godt helbred. Og sønnens navn? Belsazzar.

17. Hvordan kan vi forklare at Bibelen omtaler Belsazzar som konge, mens han i de fleste inskriptioner fremstilles som kronprins?

¹⁷ Der fandtes altså en Belsazzar! Men var han konge da Babylon faldt? De fleste af de inskriptioner man siden fandt, omtalte ham blot som kongens søn, kronprinsen. Men et kileskriftdokument der kaldes „Et polemisk digt om Nabonid“ kastede mere lys over Belsazzars virkelige stilling. Der stod heri: „Da betroede han [Nabonid] lejren til sin ældste, førstefødte, og tropperne fra alle provinser tildelte han ham. Han løsnede sine hænder(s tag) og betroede ham kongemagten.“⁸ Belsazzar fik altså overdraget kongemagten. Det gjorde ham i praksis til konge!d Dette forhold mellem Belsazzar og hans fader, Nabonid, forklarer hvorfor Belsazzar under den skæbnesvangre banket i Babylon tilbød Daniel at han skulle herske som den tredje i riget. (Daniel 5:16) Eftersom Nabonid var den øverste, var Belsazzar selv kun den næstøverste myndighed i Babylon.

Andre vidnesbyrd

18. Hvordan underbygger arkæologien de bibelske oplysninger om den fred og velstand der fulgte efter Davids herredømme?

¹⁸ Ja, mange arkæologiske fund har bekræftet Bibelens historiske nøjagtighed. Bibelen fortæller for eksempel at der var stor velstand i Israel efter at kong Salomon havde overtaget magten efter sin fader, David. Vi læser: „Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig.“ (1 Kongebog 4:20) Dette er blevet underbygget, for „de arkæologiske vidnesbyrd viser at Juda oplevede en befolkningseksplosion i og efter det tiende århundrede f.Kr., da den fred og velstand som David havde indført, gjorde det muligt at bygge mange nye byer.“¹⁰

19. Hvordan har arkæologien givet os flere oplysninger om krigen mellem Israel og Moab?

¹⁹ Senere blev Israel og Juda delt i to riger, og Israel erobrede nabolandet Moab. Moabitterkongen Mesja gjorde oprør, og Israel allierede sig med Juda og naboriget Edom for at gå i krig mod Moab. (2 Kongebog 3:4-27) I 1868 blev der fundet en stele (en flad, tilhugget sten) i Jordan med en indskrift på moabitisk som indeholdt Mesjas egen beretning om denne konflikt.

20. Hvad kan arkæologien fortælle om assyrernes ødelæggelse af Israel?

²⁰ I år 740 f.v.t. tillod Gud derpå at det oprørske nordlige rige, Israel, blev ødelagt af assyrerne. (2 Kongebog 17:6-18) Arkæologen Kathleen Kenyon henviser til den bibelske beretning om denne ødelæggelse, og siger: „Man kunne nok have en mistanke om at noget af dette er overdrevent stærkt udtrykt.“ Men er det det? Hun tilføjer: „De arkæologiske vidnesbyrd om kongeriget Israels fald er næsten mere levende end dem vi finder i Bibelen. . . . Den fuldstændige udslettelse af de israelitiske byer Samaria og Hazor, sammen med ødelæggelsen af Megiddo, er det håndfaste arkæologiske bevis for at [bibel]skribenten ikke har overdrevet.“¹¹

21. Hvilke oplysninger om babyloniernes undertvingelse af Juda har arkæologien tilvejebragt?

²¹ Senere igen fortæller den bibelske beretning at Jerusalem under kong Jojakin blev belejret af babylonierne og måtte overgive sig. Denne belejring er omtalt i Den Babyloniske Krønike, et sæt lertavler som arkæologerne har fremdraget. På en af tavlerne læser vi: „Kongen af Akkad [Babylon] . . . belejrede byen i Juda (iahudu), og kongen indtog byen på den anden dag i måneden addaru.“¹² Jojakin blev ført til Babylon og fængslet. Men senere blev han ifølge Bibelen løsladt fra fængselet og fik en daglig tildeling af fødevarer. (2 Kongebog 24:8-15; 25:27-30) Dette underbygges af gamle administrative dokumenter som indeholder en oversigt over rationer givet til „Jaukin, konge af landet Jahud“.¹³

22, 23. Hvordan er forholdet generelt mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger?

²² Om forholdet mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger siger professor David Noel Freedman: „I det store og hele har arkæologien imidlertid bidraget til at underbygge den bibelske beretnings historiske ægthed. Den kronologiske oversigt fra patriarkerne frem til nytestamentlig tid stemmer i grove træk overens med arkæologiske data. . . . Fremtidige fund vil efter al sandsynlighed støtte den nuværende moderate holdning at den bibelske tradition er rodfæstet i historien og trofast overleveret, om end den ikke er historie i kritisk eller videnskabelig forstand.“

²³ Om kritikernes anstrengelser for at drage Bibelen i tvivl siger han derpå: „De nyere forskeres forsøg på at rekonstruere den bibelske historie — f. eks. Wellhausens opfattelse af patriarktiden som en afspejling af det delte kongedømme, eller Noths og hans tilhængeres afvisning af Moses og udvandringen som historiske og deres deraf følgende omstrukturering af den israelitiske historie — har ikke klaret sig så godt over for de arkæologiske data som den bibelske beretning.“¹⁴

Jerikos fald

24. Hvad siger Bibelen om Jerikos fald?

²⁴ Vil det sige at arkæologien stemmer overens med Bibelen i ethvert tilfælde? Nej, der er flere uoverensstemmelser. En af dem gælder den dramatiske indtagelse af Jeriko som vi beskrev i kapitlets begyndelse. Ifølge Bibelen var Jeriko den første by Josua indtog da han førte israelitterne ind i Kana’ans land. Bibelkronologien placerer dermed byens fald i første halvdel af det 15. århundrede f.v.t. Da byen var indtaget blev den brændt ned og lå derefter ubeboet i flere hundrede år. — Josua 6:1-26; 1 Kongebog 16:34.

25, 26. Hvilke forskellige slutninger er arkæologer kommet til under udgravningen af Jeriko?

²⁵ Før Anden Verdenskrig blev stedet hvor Jeriko mentes at have ligget, udgravet af professor John Garstang. Han fandt frem til at byen var meget gammel og var blevet ødelagt og genopbygget mange gange, og han fastslog at murene under en af disse ødelæggelser var styrtet sammen som ved et jordskælv og at byen var blevet brændt ned til grunden. Han mente at dette var sket omkring år 1400 f.v.t., hvilket ikke er langt fra den tid Bibelen angiver for Jerikos ødelæggelse.¹⁵

²⁶ Efter krigen foretog Kathleen Kenyon yderligere udgravninger i Jeriko. Hun kom til det resultat at de sammenstyrtede mure som Garstang havde identificeret, var flere hundrede år ældre end han havde ment. Hun fastslog at Jeriko havde lidt en omfattende ødelæggelse i det 16. århundrede f.v.t, men sagde at der ikke fandtes nogen by på stedet i det 15. århundrede — da Josua ifølge Bibelen drog ind i landet. Hun nævnte videre at der var mulige tegn på endnu en ødelæggelse, som kunne have fundet sted i 1325 f.v.t., og sagde: „Hvis Jerikos ødelæggelse skal forbindes med en invasion under Josua, er det dette årstal arkæologien peger på.“¹⁶

27. Hvorfor skulle uoverensstemmelser mellem arkæologien og Bibelen ikke forurolige os unødigt?

²⁷ Vil det sige at Bibelen her har taget fejl? Nej, slet ikke. Vi må forstå at arkæologien nok er et vindue til fortiden, men ikke altid et klart vindue. Somme tider er der temmelig meget snavs på ruden. Som en kommentator har bemærket: „De arkæologiske vidnesbyrd er desværre fragmentariske og derfor begrænsede.“¹⁷ Dette gælder især de tidlige perioder af den israelitiske historie, hvor de arkæologiske vidnesbyrd ikke er tydelige. I forbindelse med Jeriko er de endda mindre tydelige end ellers, fordi stedet er blevet stærkt eroderet.

Arkæologiens begrænsninger

28, 29. Hvilke begrænsninger erkender forskere at arkæologien har?

²⁸ Arkæologerne indrømmer selv at deres videnskab har sine begrænsninger. Yohanan Aharoni forklarer for eksempel: „Når det drejer sig om historisk eller historisk-geografisk tolkning træder arkæologen uden for de eksakte videnskabers virkefelt og må støtte sig til værdidomme og hypoteser for at nå frem til et sammenhængende historisk billede.“¹⁸ Om de årstal der knyttes til de forskellige fund, tilføjer han: „Vi må derfor altid huske at ikke alle årstal er absolutte men at de er mere eller mindre usikre.“ Han mener dog at arkæologerne i vore dage kan være mere sikre på deres dateringer end man kunne før i tiden.¹⁹

²⁹ I bogen The World of the Old Testament stilles spørgsmålet: „Hvor objektiv eller virkelig videnskabelig er den arkæologiske metode?“ Svaret lyder: „Arkæologerne er mere objektive når de afdækker fundene end når de fortolker dem. Men deres menneskelige observanser vil også påvirke de metoder de bruger når de graver. De kan ikke undgå at ødelægge deres bevismateriale efterhånden som de graver ned gennem lagene, så de kan aldrig efterprøve deres ’forsøg’ ved at gentage det. Dette sætter arkæologien i særklasse blandt videnskaberne. Og det gør rapporteringen af fundene til en yderst krævende og risikofyldt opgave.“²⁰

30. Hvordan betragter oprigtige bibellæsere arkæologien?

³⁰ Arkæologien kan altså være meget nyttig, men ligesom alt andet mennesker beskæftiger sig med, er den behæftet med fejlmuligheder. Skønt vi betragter de arkæologiske teorier med interesse, bør vi aldrig regne dem for at være ubestridelige sandheder. Hvis arkæologerne fortolker deres fund på en måde der strider mod Bibelen, skal vi ikke uden videre mene at Bibelen har uret og arkæologerne ret. Deres fortolkninger er før blevet revideret.

31. Hvilken ny betragtning er for nylig blevet fremsat angående Jerikos fald?

³¹ Det er interessant at professor John J. Bimson i 1981 tog Jerikos ødelæggelse op til ny vurdering. Han undersøgte nøje vidnesbyrdene om den brand der — ifølge Kathleen Kenyon — ødelagde Jeriko i midten af det 16. århundrede f.v.t. Han kom ikke alene til det resultat at ødelæggelsen stemte med Bibelens beretning om Josuas ødelæggelse af byen, men også at det arkæologiske billede af Kana’an som helhed stemte perfekt med Bibelens beskrivelse af Kana’an på det tidspunkt da israelitterne invaderede landet. Han mener derfor at den arkæologiske datering må være forkert og foreslår at ødelæggelsen i virkeligheden fandt sted midt i det 15. århundrede f.v.t., i Josuas levetid.²¹

Bibelen er sand historie

32. Hvilken tendens gør sig gældende blandt nogle forskere?

³² Dette eksempel viser at arkæologerne ofte er uenige indbyrdes. Det bør derfor ikke overraske os at nogle er uenige med Bibelen mens andre er enige med den. Det er imidlertid værd at bemærke at nogle forskere er begyndt at anerkende Bibelens historiske ægthed i generelle træk, om ikke i alle detaljer. William Foxwell Albright repræsenterede én retning af forskere da han skrev: „Man er generelt gået tilbage til at anerkende nøjagtigheden, både i store træk og i faktiske detaljer, af Israels religiøse historie. . . . For at sammenfatte det, kan vi nu igen behandle Bibelen fra begyndelse til slutning som et autentisk religionshistorisk dokument.“²²

33, 34. Hvordan bærer De Hebraiske Skrifter i sig selv præg af at være historisk nøjagtige?

³³ Bibelen bærer i sig selv præg af at være nøjagtig historie. I modsætning til de fleste gamle myter og legender er dens begivenheder forbundet med nøjagtige tidsangivelser. Mange af de begivenheder den omtaler, bekræftes af samtidige inskriptioner. Hvor der er en afvigelse mellem Bibelen og en gammel inskription, kan den ofte tilskrives det forhold at oldtidens herskere ikke så gerne omtalte deres egne fiaskoer men hellere fremhævede deres bedrifter.

³⁴ Mange af disse gamle inskriptioner er i virkeligheden ikke så meget historie som officiel propaganda. I modsætning til dette udviser bibelskribenterne en sjælden åbenhed. Hovedskikkelser som Moses og Aron fremstilles med både svage og stærke sider. Selv den navnkundige kong Davids fejltagelser blotlægges. Og de fejltrin der blev begået af folket som helhed, afsløres gang på gang. Denne oprigtighed taler for at De Hebraiske Skrifter er sandfærdige og pålidelige, og giver Jesu ord vægt da han bad til Gud og sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.

35. Hvad har de rationalistiske tænkere ikke formået at gøre, og hvori vil oprigtige bibellæsere søge vidnesbyrd om Bibelens inspiration?

³⁵ Albright skrev videre: „Under alle omstændigheder hæver Bibelen sig indholdsmæssigt op over al tidligere religiøs litteratur; og den hæver sig lige så højt over al efterfølgende litteratur med sit direkte og enkle budskab og med den bredde hvormed den henvender sig til mennesker i alle lande til alle tider.“²³ Det er dette magtfulde budskab frem for de lærdes udsagn der beviser Bibelens inspiration — hvilket vi senere skal komme ind på. Lad os her blot fastslå at nutidens rationalistiske tænkere ikke har formået at bevise at De Hebraiske Skrifter er uhistoriske, hvorimod disse skrifter selv indeholder alle vidnesbyrd om at de er nøjagtige. Kan det samme siges om De Kristne Græske Skrifter, „Det Nye Testamente“? Det vil vi se på i det næste kapitel.

[Fodnoter]

Kapitel 5

„Det Nye Testamente“ — historie eller myte?

„Det Nye Testamente kan i dag betegnes som den uden sammenligning bedst undersøgte bog i verdenslitteraturen.“ Sådan skriver Hans Küng i sin bog „Christ sein“. Og han har helt ret. Gennem de sidste 300 år er De Kristne Græske Skrifter blevet undersøgt på kryds og tværs. De er blevet grundigere gennemgået og nøjere analyseret end noget andet stykke litteratur.

1, 2. (Med indledningen.) (a) Hvordan er De Kristne Græske Skrifter blevet behandlet i de sidste 300 år? (b) Hvilke mærkelige slutninger er nogle forskere kommet til?

NOGLE forskere er kommet til besynderlige resultater. Tilbage i det 19. århundrede drog Ludwig Noack i Tyskland den slutning at Johannesevangeliet var skrevet i år 60 af den elskede discipel — som han fastslog var Judas! Franskmanden Joseph Ernest Renan mente at Lazarus’ opstandelse sandsynligvis var et bedrag som Lazarus selv havde sat i scene for at støtte Jesus i hans påstand om at han kunne gøre mirakler. Og den tyske teolog Gustav Volkmar holdt på at den historiske Jesus ikke havde kunnet gøre krav på at være Messias.¹

² Bruno Bauer mente på sin side at Jesus overhovedet aldrig havde eksisteret! „Han hævdede at de egentlige skabende kræfter i urkristendommen var Filon, Seneca og gnostikerne. Til slut erklærede han at der aldrig havde eksisteret en historisk Jesus . . . at den kristne religion var opstået i slutningen af det andet århundrede og var udsprunget af en jødedom hvori stoicismen var blevet dominerende.“²

3. Hvordan ser mange stadig på De Kristne Græske Skrifter?

³ I dag er kun de færreste så yderliggående, men hvis man læser moderne forskeres værker, vil man opdage at mange stadig tror at De Kristne Græske Skrifter indeholder myter, legender og overdrivelser. Gør de det?

Hvornår blev de skrevet?

4. (a) Hvorfor er det vigtigt at vide hvornår bøgerne i De Kristne Græske Skrifter blev skrevet? (b) Hvilke tidspunkter sætter nogle for affattelsen af De Kristne Græske Skrifter?

⁴ Myter og legender skal have tid til at udvikle sig. Derfor har spørgsmålet om hvornår bøgerne blev skrevet, stor betydning. Historikeren Michael Grant siger at de historiske dele af De Kristne Græske Skrifter blev påbegyndt „tredive til fyrre år efter Jesu død“.⁴ Bibelarkæologen William Foxwell Albright nævner at C. C. Torrey „nåede frem til at alle evangelierne blev skrevet før år 70 e.Kr. og at der ikke fandtes noget i dem som ikke kunne have været skrevet i løbet af de første tyve år efter Jesu korsfæstelse“. Albright mente selv at de var fuldført „senest omkring år 80 e.Kr.“. Andre ansætter tiden en smule anderledes, men de fleste er enige om at „Det Nye Testamente“ var fuldført ved udgangen af det første århundrede.

5, 6. Hvilken slutning kan vi drage på det grundlag at De Kristne Græske Skrifter blev skrevet ret kort efter de begivenheder de omtaler?

⁵ Hvad kan vi udlede af dette? Albright drager denne slutning: „Alt hvad vi kan sige er at en periode på mellem tyve og halvtreds år er alt for kort til at der kan være sket nogen mærkbar forvanskning af indholdet eller endog af ordlyden af Jesu udtalelser.“⁵ Professor Gary Habermas tilføjer: „Evangelierne ligger forholdsvis tæt på den periode de beskriver, mens gamle historieberetninger ofte skildrer begivenheder som fandt sted århundreder tidligere. Og dog er nutidens historikere i stand til at fastslå hvad der skete selv i disse fjerne tider.“⁶

⁶ De historiske dele af De Kristne Græske Skrifter er med andre ord mindst lige så troværdige som de verdslige historieberetninger. I betragtning af de få årtier der gik fra begivenhederne indtraf indtil de blev nedfældet skriftligt, var der simpelt hen ikke tid til at der kunne dannes myter og legender og til at disse kunne blive almindeligt udbredte.

Øjenvidneberetninger

7, 8. (a) Hvem var stadig i live da De Kristne Græske Skrifter blev skrevet og udbredt? (b) Hvilken slutning må vi drage i overensstemmelse med professor F. F. Bruces udtalelse?

⁷ Dette gælder især da mange af de bibelske beretninger henviser til øjenvidner. I Johannesevangeliet siges der: „Det er den discipel [den discipel Jesus elskede] som vidner om dette og som har skrevet dette.“ (Johannes 21:24) I Lukasevangeliet læser vi: „De der fra begyndelsen var øjenvidner og budskabets tjenere har overleveret os [beretningen].“ (Lukas 1:2) Apostelen Paulus omtalte dem der havde været vidner til Jesu opstandelse, og sagde: „De fleste [er stadig] her, men nogle er sovet ind i døden.“ — 1 Korinther 15:6.

⁸ I denne forbindelse fremsætter professor F. F. Bruce en god iagttagelse: „I de dage, hvor så mange af Jesu disciple med en levende erindring om, hvad der havde fundet sted, var i live, kan det ikke have været så let at opdigte historier om Jesus, som nogle forfattere synes at tro. . . . Disciplene kunne derfor ikke tillade sig at være skødesløse i deres omtale af de faktiske hændelser (for slet ikke at tale om en forsætlig fordrejning af kendsgerningerne), for sådanne unøjagtigheder ville omgående blive brugt imod dem af mindre venligtsindede vidner. Kendsgerningerne er da også, at apostlene så langt fra at være bange for sådanne vidner tværtimod appellerede til folks viden om disse ting; de nøjedes ikke med at sige: ’Herom er vi vidner’, men de tilføjede: ’Sådan som I jo selv véd’ (Ap. G. 2, 22).“⁷

Er teksten pålidelig?

9, 10. Hvad kan vi være sikre på med hensyn til teksten i De Kristne Græske Skrifter?

⁹ Kunne det mon så tænkes at øjenvidneberetningerne blev nedskrevet nøjagtigt, men at de senere blev forvansket? Blev der med andre ord indføjet myter og legender i teksten efter at den var skrevet færdig? Som vi allerede har set, er teksten til De Kristne Græske Skrifter i langt bedre stand end teksten til noget andet stykke litteratur fra oldtiden. Kurt og Barbara Aland, som er eksperter i Bibelens græske tekst, anfører næsten 5000 gamle håndskrifter som er blevet bevaret til i dag, heraf nogle som er helt tilbage fra det andet århundrede e.v.t.⁸ Det samlede vidnesbyrd fra alle disse tekstvidner er at teksten i alt væsentligt er til at stole på. Desuden findes der mange gamle oversættelser — den tidligste fra omkring år 180 e.v.t. — som også er med til at bevise at den tekst vi har i dag, er nøjagtig.⁹

¹⁰ Vi kan derfor være sikre på at der ikke har indsneget sig myter og legender i De Kristne Græske Skrifter efter at skribenterne havde afsluttet deres arbejde. Den tekst vi har i dag er i det væsentlige den samme som den de oprindelige skribenter nedskrev, og dens nøjagtighed bekræftes af at samtidens kristne anerkendte den. Kan vi så efterprøve Bibelens historiske ægthed ved at sammenholde den med andre historiske beretninger fra oldtiden? I et vist omfang, ja.

De skriftlige vidnesbyrd

11. I hvilket omfang finder De Kristne Græske Skrifters historiske beretninger støtte i ikkebibelske skrifter?

¹¹ Ud over Bibelen er det faktisk ret begrænset hvad der findes af skriftlige vidnesbyrd om Jesu og hans apostles liv. Det er dog hvad man kunne forvente, eftersom de kristne i det første århundrede var en forholdsvis lille gruppe der ikke blandede sig i politiske spørgsmål. Men de vidnesbyrd den verdslige historie trods alt aflægger, stemmer overens med det vi læser i Bibelen.

12. Hvad fortæller Josefus om Johannes Døber?

¹² Efter at Herodes Antipas havde lidt et knusende militært nederlag skrev den jødiske historieskriver Josefus for eksempel (i år 93 e.v.t.): „Nogle af jøderne mente at ødelæggelsen af Herodes’ hær var en hævn fra Gud, og tilmed en retfærdig hævn, for hans behandling af Johannes med tilnavnet Døberen. For Herodes havde ladet ham dræbe skønt han var en god mand og havde formanet jøderne til at føre et retfærdigt liv, at øve ret over for deres næste og fromhed over for Gud.“¹⁰ Josefus bekræfter altså Bibelens beretning om at Johannes Døber var en retfærdig mand der forkyndte sindsændring og blev henrettet af Herodes. — Mattæus 3:1-12; 14:11.

13. Hvordan bekræfter Josefus at Jakob og Jesus er historiske personer?

¹³ Josefus nævner også Jakob, Jesu halvbroder, der ifølge Bibelen ikke fra begyndelsen fulgte Jesus men senere blev en fremtrædende ældste i Jerusalem. (Johannes 7:3-5; Galaterne 1:18, 19) Han dokumenterer Jakobs arrestation med disse ord: „[Ypperstepræsten Ananus] kaldte Sanhedrinets dommere sammen og førte en mand ved navn Jakob, en broder til Jesus, der kaldtes Kristus, og nogle andre, frem for dem.“¹¹ Med disse ord bekræfter Josefus desuden at „Jesus, der kaldtes Kristus,“ var en historisk person.

14, 15. Hvordan støtter Tacitus den bibelske beretning?

¹⁴ Flere andre skribenter fra oldtiden hentyder også til begivenheder som er nævnt i De Kristne Græske Skrifter. Evangelierne fortæller at Jesu forkyndelse i Palæstina vandt udbredt gehør. Da han blev dømt til døden af Pontius Pilatus, blev hans tilhængere rådvilde og modløse. Men kort efter fyldte de samme disciple frimodigt Jerusalem med det budskab at deres Herre var blevet oprejst fra de døde. Få år senere var kristendommen blevet udbredt i hele Romerriget. — Mattæus 4:25; 26:31; 27:24-26; Apostelgerninger 2:23, 24, 36; 5:28; 17:6.

¹⁵ Sandheden i dette bevidnes af den romerske historiker Tacitus, der ikke var nogen ven af kristendommen. Han skrev kort efter år 100 e.v.t. om Neros grusomme forfølgelse af de kristne, og sagde: „Disse mennesker havde dette navn efter Kristus, som under Tiberius’ regering blev henrettet ved prokuratoren Pontius Pilatus. Således blev denne fordærvelige overtro for øjeblikket undertrykt, men brød siden atter ud, ikke blot rundt om i Judæa, hvor den fra først af var opstået, men også her i hovedstaden [Rom].“¹²

16. Hvilken historisk begivenhed som omtales i Bibelen, er også omtalt af Svetonius?

¹⁶ I Apostelgerninger 18:2 nævner bibelskribenten at „[den romerske kejser] Claudius havde beordret alle jøderne til at forlade Rom“. Den samme hændelse er omtalt af den romerske historiker Svetonius fra det andet århundrede. Han skriver i sin biografi Divus Claudius: „Jøderne, der på Chrestus’s tilskyndelse idelig gjorde optøjer, forviste han fra Rom.“¹³ Hvis Chrestus her sigter til Jesus Kristus og hvis begivenhederne i Rom fulgte samme mønster som i andre byer, fandt optøjerne ikke virkelig sted på Kristi (det vil sige Kristi disciples) tilskyndelse. De var derimod et udslag af jødernes voldelige reaktion på de kristnes trofaste forkyndelse.

17. Hvilke kilder som Justinus Martyr havde adgang til i det andet århundrede, støttede Bibelens beretning om Jesu mirakler og hans død?

¹⁷ Justinus Martyr skrev i midten af det andet århundrede om Jesu død: „At dette har fundet Sted, kan I erfare af de Akter, der blev udfærdiget under Pontius Pilatus.“¹⁴ Han gjorde opmærksom på at de samme optegnelser nævnte Jesu mirakler, idet han skrev: „At han har udført dette, kan I faa at vide af de under Pilatus forfattede Akter.“¹⁵ Disse ’akter’ eller officielle optegnelser findes ganske vist ikke mere, men det gjorde de åbenbart i det andet århundrede, og Justinus Martyr opfordrede trygt sine læsere til at undersøge dem for at sikre sig at det han skrev var sandt.

De arkæologiske vidnesbyrd

18. Hvilket arkæologisk vidnesbyrd er der om at Pontius Pilatus har levet?

¹⁸ Arkæologien har også belyst eller bekræftet det vi læser i De Græske Skrifter. I 1961 blev navnet Pontius Pilatus fundet i en indskrift i ruinerne af et romersk teater i Cæsarea.¹⁶ Indtil dette fund blev gjort havde man, ud over Bibelen selv, kun meget begrænsede vidnesbyrd om denne romerske landshøvdings eksistens.

19, 20. Hvilke personer som Lukas omtaler (i Lukasevangeliet og Apostelgerninger) er der fundet arkæologiske vidnesbyrd om?

¹⁹ I Lukasevangeliet læser vi at Johannes Døber begyndte sin tjeneste „da . . . Lysanias var landsdelshersker i Abilene“. (Lukas 3:1) Nogle har draget denne oplysning i tvivl fordi Josefus nævner en Lysanias der herskede i Abilene og som døde i år 34 f.v.t., længe før Johannes blev født. Men arkæologer har afdækket en inskription i Abilene som omtaler en anden Lysanias, der var tetrark (landsdelshersker) under Tiberius, der var kejser i Rom da Johannes påbegyndte sin tjeneste.¹⁷ Det kan udmærket have været den Lysanias Lukas hentydede til.

²⁰ I Apostelgerninger læser vi at Paulus og Barnabas blev sendt ud som missionærer og at de på Cypern traf en prokonsul ved navn Sergius Paulus, „en forstandig mand“. (Apostelgerninger 13:7) Under udgravninger på Cypern midt i forrige århundrede fandt man en inskription fra år 55 e.v.t. hvori denne mand nævnes. Arkæologen G. Ernest Wright siger herom: „Det er den eneste omtale vi har af denne prokonsul uden for Bibelen, og det er interessant at Lukas anfører hans navn og titel korrekt.“¹⁸

21, 22. Hvilken religiøs praksis som nævnes i Bibelen er blevet bekræftet af arkæologiske fund?

²¹ I Athen nævnte Paulus at han havde lagt mærke til et alter som var indviet til „en ukendt gud“. (Apostelgerninger 17:23) Rundt om i Romerrigets område er der fundet altre med indskrifter på latin som viser at de var indviet til ikke navngivne guder. Og i Pergamum er der fundet et alter med indskriften på græsk, sådan som dét i Athen må have haft.

²² Da Paulus senere var i Efesus, stødte han på voldsom modstand hos sølvsmedene, der levede af at lave små Artemistempler og Artemisbilleder. Efesus blev omtalt som „tempelvogter for den store Artemis“. (Apostelgerninger 19:35) I harmoni med dette er der i ruinerne af det gamle Efesus fundet et større antal terrakotta- og marmorfigurer af Artemis. I forrige århundrede blev resterne af det store tempel udgravet.

Sandhedens præg

23, 24. (a) Hvor finder vi det stærkeste bevis på at De Kristne Græske Skrifter er sande? (b) Hvilket træk ved den bibelske beretning vidner om at den er sandfærdig? Giv et eksempel.

²³ Vi ser altså at historien og arkæologien belyser og til en vis grad bekræfter de historiske elementer i De Græske Skrifter. Men også her gælder det at det stærkeste bevis på at skrifterne er sande, findes i bøgerne selv. Når man læser dem, virker de ikke som myter. De har sandhedens præg.

²⁴ De er for eksempel meget åbenhjertige. Tænk på hvad der fortælles om Peter. Hans pinlige mangel på tro da han forsøgte at gå på vandet, er nøje beskrevet. Siden sagde Jesus til denne højt ansete apostel: „Forsvind om bag mig, Satan!“ (Mattæus 14:28-31; 16:23) Og efter at Peter under voldsomme protester havde bedyret at selv om alle de andre forlod Jesus, ville han aldrig gøre det, faldt han i søvn på sin nattevagt og fornægtede senere sin Herre tre gange. — Mattæus 26:31-35, 37-45, 73-75.

25. Hvilke svagheder hos apostlene lægger bibelskribenterne ikke skjul på?

²⁵ Men Peter er ikke den eneste hvis svagheder afsløres. Den usminkede beretning lægger ikke skjul på at apostlene skændtes om hvem af dem der var den største. (Mattæus 18:1; Markus 9:34; Lukas 22:24) Den undlader heller ikke at fortælle at Jakobs og Johannes’ moder bad Jesus om at give hendes sønner de mest begunstigede stillinger i hans rige. (Mattæus 20:20-23) Det skarpe opgør mellem Barnabas og Paulus bliver heller ikke fortiet. — Apostelgerninger 15:36-39.

26. Hvilken detalje i forbindelse med Jesu opstandelse ville ikke have været taget med i beretningen hvis ikke den var sand?

²⁶ Det er også værd at bemærke at det ifølge Lukasevangeliet var „kvinderne, som var kommet sammen med ham fra Galilæa,“ der først erfarede at Jesus var opstået. Dette var højst usædvanligt i datidens mandsdominerede samfund. Beretningen fortæller da også at kvindernes udtalelser ’forekom apostlene som vrøvl’. (Lukas 23:55–24:11) Hvis beretningen i De Græske Skrifter ikke er sand, må den være opdigtet. Men hvorfor skulle nogen opdigte en historie der stiller så respekterede personer i et så lidet flatterende lys? Disse oplysninger kan kun være taget med fordi de er sande.

Jesus — en virkelig person

27. Hvordan bevidner en historiker at Jesus har levet?

²⁷ Mange har betragtet Bibelens beskrivelse af Jesus som et opdigtet idealbillede. Men historikeren Michael Grant siger: „Hvis vi, som vi burde, anvender samme slags kriterier på Det Nye Testamente som vi bør anvende på andre oldtidsskrifter der indeholder historisk materiale, kan vi lige så lidt afvise Jesu eksistens som vi kan afvise eksistensen af en mængde hedenske personer hvis ægthed som historiske skikkelser aldrig er blevet draget i tvivl.“¹⁹

28, 29. Hvilken betydning har det at de fire evangelier tegner et ensartet billede af Jesu personlighed?

²⁸ Ikke alene Jesu eksistens men også hans personlighed skildres med et tydeligt præg af ægthed. Det er ikke let at opdigte en usædvanlig skikkelse og derefter fremstille ham konsekvent og ensartet hele bogen igennem. Og det er næsten umuligt for fire forskellige skribenter at skildre den samme skikkelse og konsekvent tegne det samme billede af ham, hvis denne skikkelse aldrig har eksisteret. Den omstændighed at Jesus tydeligvis er den samme i alle fire evangelier, taler stærkt for at beretningerne er sande.

²⁹ Michael Grant citerer et meget passende spørgsmål: „Hvordan kan det være at der i alle evangelietraditionerne uden undtagelse bliver tegnet et forbløffende skarpt portræt af en tiltalende ung mand som frit omgås kvinder af enhver slags, selv dem med et decideret dårligt rygte, uden nogen antydning af sentimentalitet, unaturlighed eller snerpethed, og alligevel på alle punkter bevarer sin retskafne karakter?“²⁰ Det eneste svar er at der virkelig har levet en sådan mand og at han har handlet sådan som Bibelen siger.

Hvorfor de ikke tror

30, 31. Hvorfor er der mange som på trods af vidnesbyrdene ikke vil anerkende De Kristne Græske Skrifter som historisk pålidelige?

³⁰ Når der er så gode grunde til at anerkende De Græske Skrifter som historiske, kan man med rette spørge hvorfor nogle alligevel siger det modsatte. Og hvorfor er der mange som nok vil anerkende dele af disse skrifter som ægte, men ikke vil godtage alt hvad de siger? Det er hovedsagelig fordi Bibelen indeholder noget som vor tids intellektuelle ikke ønsker at tro på. Den siger for eksempel at Jesus både opfyldte og selv udtalte profetier. Den siger også at han gjorde mirakler og at han efter sin død blev oprejst fra de døde.

³¹ I dette skeptiske 20. århundrede tør man ikke tro den slags. Hvad mirakler angår siger professor Ezra P. Gould: „Der er ét forbehold som nogle af kritikerne føler sig berettigede til at tage . . . at der ikke sker mirakler.“²¹ Nogle anerkender at Jesus kan have udført helbredelser, men kun af den psykosomatiske slags hvor ’ånden råder over materien’. De øvrige mirakler bliver som regel bortforklaret, enten som opspind eller som virkelige begivenheder der er blevet forvansket når de er blevet fortalt videre.

32, 33. Hvordan har man forsøgt at bortforklare Jesu bespisningsmirakel, men hvorfor er denne forklaring uholdbar?

³² Som et eksempel på dette kan vi tage dét at Jesus bespiste en folkemængde på mere end 5000 med blot nogle få brød og to fisk. (Mattæus 14:14-22) Heinrich Paulus fra forrige århundrede foreslog at der i virkeligheden skete følgende: Jesus og hans apostle så sig omgivet af en stor skare mennesker der var ved at blive sultne. Så besluttede Jesus sig til at sætte et godt eksempel for de rige iblandt dem. Han tog den smule mad som han og apostlene havde, og delte ud af den. Snart fulgte andre som havde taget mad med, hans eksempel og delte ud af deres. Til sidst havde alle fået noget at spise.²²

³³ Hvis det i virkeligheden var det der skete, var det imidlertid et bemærkelsesværdigt bevis på eksemplets magt. Hvorfor skulle nogen forsøge at forvanske en så interessant og meningsfyldt beretning for at få det der skete, til at tage sig ud som et mirakel? Alle forsøg på at forklare miraklerne som andet end mirakler skaber i virkeligheden flere problemer end de løser. Og de bygger alle på en forkert forudsætning, nemlig den antagelse at mirakler ikke kan finde sted. Men hvorfor skulle de ikke kunne det?

34. Hvilken slutning må vi drage hvis Bibelens profetier er ægte og dens mirakler virkelig har fundet sted?

³⁴ Ifølge de rimeligste kriterier er både De Hebraiske og De Græske Skrifter historisk troværdige; men de indeholder også profetier og beretninger om mirakler. (Jævnfør Anden Kongebog 4:42-44.) Sæt nu at profetierne er ægte. Og sæt at miraklerne virkelig har fundet sted. Så har Gud afgjort stået bag Bibelens nedskrivning, og den er i virkeligheden hans ord, ikke menneskers. Vi vil komme ind på spørgsmålet om profetier i et senere kapitel, men først vil vi se nærmere på miraklerne. Er det, i dette 20. århundrede, fornuftigt at tro at der før i tiden er sket mirakler?