12. Hvordan klarer den historisk-kritiske bibelforskning sig i lyset af de arkæologiske vidnesbyrd?

¹² Er der nogen mulighed for at efterprøve den historisk-kritiske forskning for at se om dens teorier er sande eller ej? The Jewish Encyclopedia sagde videre: „Wellhausens synspunkter bygger næsten udelukkende på litterær analyse og må suppleres af en undersøgelse fra den etablerede arkæologis synspunkt.“ Bidrog arkæologien, som årene gik, til at bekræfte Wellhausens teorier? The New Encyclopædia Britannica fra 1987 svarer: „Den arkæologiske kritik har været tilbøjelig til at bekræfte pålideligheden af de udpræget historiske detaljer fra selv de ældste perioder [af bibelhistorien] og at svække teorien om at Pentateukens beretninger [de historiske beretninger i Bibelens første bøger] blot afspejler det der skete i en langt senere periode.“

Støtter arkæologien Bibelen?

15, 16. Hvilken oplysning i Bibelen om en hersker i fortiden er blevet bekræftet af arkæologien?

¹⁵ Arkæologien er en langt mere velfunderet forskningsgren end den historisk-kritiske bibelforskning. Ved at afdække resterne af fortidens kulturer har arkæologerne på mange måder øget vor forståelse af hvordan forholdene var dér tilbage i tiden. Og for den troende er det ikke overraskende at de arkæologiske fund gang på gang stemmer overens med det vi læser i Bibelen. I adskillige tilfælde har arkæologien ligefrem givet Bibelen ret over for dens kritikere.

¹⁶ Daniels bog i Bibelen fortæller for eksempel at den sidste hersker i Babylon før byen faldt for perserne, var en mand ved navn Belsazzar. (Daniel 5:1-30) Eftersom der ikke kendtes nogen Belsazzar uden for Bibelen, hævdede kritikerne at Bibelen tog fejl og at manden aldrig havde levet. Men i forrige århundrede blev der under udgravninger i det sydlige Irak fundet nogle små lercylindre beskrevet med kileskrift. Det viste sig at de blandt andet indeholdt en bøn om at kong Nabonid af Babylon og hans ældste søn måtte have et godt helbred. Og sønnens navn? Belsazzar.

17. Hvordan kan vi forklare at Bibelen omtaler Belsazzar som konge, mens han i de fleste inskriptioner fremstilles som kronprins?

¹⁷ Der fandtes altså en Belsazzar! Men var han konge da Babylon faldt? De fleste af de inskriptioner man siden fandt, omtalte ham blot som kongens søn, kronprinsen. Men et kileskriftdokument der kaldes „Et polemisk digt om Nabonid“ kastede mere lys over Belsazzars virkelige stilling. Der stod heri: „Da betroede han [Nabonid] lejren til sin ældste, førstefødte, og tropperne fra alle provinser tildelte han ham. Han løsnede sine hænder(s tag) og betroede ham kongemagten.“⁸ Belsazzar fik altså overdraget kongemagten. Det gjorde ham i praksis til konge!d Dette forhold mellem Belsazzar og hans fader, Nabonid, forklarer hvorfor Belsazzar under den skæbnesvangre banket i Babylon tilbød Daniel at han skulle herske som den tredje i riget. (Daniel 5:16) Eftersom Nabonid var den øverste, var Belsazzar selv kun den næstøverste myndighed i Babylon.

Andre vidnesbyrd

18. Hvordan underbygger arkæologien de bibelske oplysninger om den fred og velstand der fulgte efter Davids herredømme?

¹⁸ Ja, mange arkæologiske fund har bekræftet Bibelens historiske nøjagtighed. Bibelen fortæller for eksempel at der var stor velstand i Israel efter at kong Salomon havde overtaget magten efter sin fader, David. Vi læser: „Juda og Israel var talrige, så talrige som sandskornene der er ved havet. De spiste og drak og frydede sig.“ (1 Kongebog 4:20) Dette er blevet underbygget, for „de arkæologiske vidnesbyrd viser at Juda oplevede en befolkningseksplosion i og efter det tiende århundrede f.Kr., da den fred og velstand som David havde indført, gjorde det muligt at bygge mange nye byer.“¹⁰

19. Hvordan har arkæologien givet os flere oplysninger om krigen mellem Israel og Moab?

¹⁹ Senere blev Israel og Juda delt i to riger, og Israel erobrede nabolandet Moab. Moabitterkongen Mesja gjorde oprør, og Israel allierede sig med Juda og naboriget Edom for at gå i krig mod Moab. (2 Kongebog 3:4-27) I 1868 blev der fundet en stele (en flad, tilhugget sten) i Jordan med en indskrift på moabitisk som indeholdt Mesjas egen beretning om denne konflikt.

20. Hvad kan arkæologien fortælle om assyrernes ødelæggelse af Israel?

²⁰ I år 740 f.v.t. tillod Gud derpå at det oprørske nordlige rige, Israel, blev ødelagt af assyrerne. (2 Kongebog 17:6-18) Arkæologen Kathleen Kenyon henviser til den bibelske beretning om denne ødelæggelse, og siger: „Man kunne nok have en mistanke om at noget af dette er overdrevent stærkt udtrykt.“ Men er det det? Hun tilføjer: „De arkæologiske vidnesbyrd om kongeriget Israels fald er næsten mere levende end dem vi finder i Bibelen. . . . Den fuldstændige udslettelse af de israelitiske byer Samaria og Hazor, sammen med ødelæggelsen af Megiddo, er det håndfaste arkæologiske bevis for at [bibel]skribenten ikke har overdrevet.“¹¹

21. Hvilke oplysninger om babyloniernes undertvingelse af Juda har arkæologien tilvejebragt?

²¹ Senere igen fortæller den bibelske beretning at Jerusalem under kong Jojakin blev belejret af babylonierne og måtte overgive sig. Denne belejring er omtalt i Den Babyloniske Krønike, et sæt lertavler som arkæologerne har fremdraget. På en af tavlerne læser vi: „Kongen af Akkad [Babylon] . . . belejrede byen i Juda (iahudu), og kongen indtog byen på den anden dag i måneden addaru.“¹² Jojakin blev ført til Babylon og fængslet. Men senere blev han ifølge Bibelen løsladt fra fængselet og fik en daglig tildeling af fødevarer. (2 Kongebog 24:8-15; 25:27-30) Dette underbygges af gamle administrative dokumenter som indeholder en oversigt over rationer givet til „Jaukin, konge af landet Jahud“.¹³

22, 23. Hvordan er forholdet generelt mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger?

²² Om forholdet mellem arkæologien og Bibelens historiske beretninger siger professor David Noel Freedman: „I det store og hele har arkæologien imidlertid bidraget til at underbygge den bibelske beretnings historiske ægthed. Den kronologiske oversigt fra patriarkerne frem til nytestamentlig tid stemmer i grove træk overens med arkæologiske data. . . . Fremtidige fund vil efter al sandsynlighed støtte den nuværende moderate holdning at den bibelske tradition er rodfæstet i historien og trofast overleveret, om end den ikke er historie i kritisk eller videnskabelig forstand.“

²³ Om kritikernes anstrengelser for at drage Bibelen i tvivl siger han derpå: „De nyere forskeres forsøg på at rekonstruere den bibelske historie — f. eks. Wellhausens opfattelse af patriarktiden som en afspejling af det delte kongedømme, eller Noths og hans tilhængeres afvisning af Moses og udvandringen som historiske og deres deraf følgende omstrukturering af den israelitiske historie — har ikke klaret sig så godt over for de arkæologiske data som den bibelske beretning.“¹⁴

Jerikos fald

24. Hvad siger Bibelen om Jerikos fald?

²⁴ Vil det sige at arkæologien stemmer overens med Bibelen i ethvert tilfælde? Nej, der er flere uoverensstemmelser. En af dem gælder den dramatiske indtagelse af Jeriko som vi beskrev i kapitlets begyndelse. Ifølge Bibelen var Jeriko den første by Josua indtog da han førte israelitterne ind i Kana’ans land. Bibelkronologien placerer dermed byens fald i første halvdel af det 15. århundrede f.v.t. Da byen var indtaget blev den brændt ned og lå derefter ubeboet i flere hundrede år. — Josua 6:1-26; 1 Kongebog 16:34.

25, 26. Hvilke forskellige slutninger er arkæologer kommet til under udgravningen af Jeriko?

²⁵ Før Anden Verdenskrig blev stedet hvor Jeriko mentes at have ligget, udgravet af professor John Garstang. Han fandt frem til at byen var meget gammel og var blevet ødelagt og genopbygget mange gange, og han fastslog at murene under en af disse ødelæggelser var styrtet sammen som ved et jordskælv og at byen var blevet brændt ned til grunden. Han mente at dette var sket omkring år 1400 f.v.t., hvilket ikke er langt fra den tid Bibelen angiver for Jerikos ødelæggelse.¹⁵

²⁶ Efter krigen foretog Kathleen Kenyon yderligere udgravninger i Jeriko. Hun kom til det resultat at de sammenstyrtede mure som Garstang havde identificeret, var flere hundrede år ældre end han havde ment. Hun fastslog at Jeriko havde lidt en omfattende ødelæggelse i det 16. århundrede f.v.t, men sagde at der ikke fandtes nogen by på stedet i det 15. århundrede — da Josua ifølge Bibelen drog ind i landet. Hun nævnte videre at der var mulige tegn på endnu en ødelæggelse, som kunne have fundet sted i 1325 f.v.t., og sagde: „Hvis Jerikos ødelæggelse skal forbindes med en invasion under Josua, er det dette årstal arkæologien peger på.“¹⁶

27. Hvorfor skulle uoverensstemmelser mellem arkæologien og Bibelen ikke forurolige os unødigt?

²⁷ Vil det sige at Bibelen her har taget fejl? Nej, slet ikke. Vi må forstå at arkæologien nok er et vindue til fortiden, men ikke altid et klart vindue. Somme tider er der temmelig meget snavs på ruden. Som en kommentator har bemærket: „De arkæologiske vidnesbyrd er desværre fragmentariske og derfor begrænsede.“¹⁷ Dette gælder især de tidlige perioder af den israelitiske historie, hvor de arkæologiske vidnesbyrd ikke er tydelige. I forbindelse med Jeriko er de endda mindre tydelige end ellers, fordi stedet er blevet stærkt eroderet.

Arkæologiens begrænsninger

28, 29. Hvilke begrænsninger erkender forskere at arkæologien har?

²⁸ Arkæologerne indrømmer selv at deres videnskab har sine begrænsninger. Yohanan Aharoni forklarer for eksempel: „Når det drejer sig om historisk eller historisk-geografisk tolkning træder arkæologen uden for de eksakte videnskabers virkefelt og må støtte sig til værdidomme og hypoteser for at nå frem til et sammenhængende historisk billede.“¹⁸ Om de årstal der knyttes til de forskellige fund, tilføjer han: „Vi må derfor altid huske at ikke alle årstal er absolutte men at de er mere eller mindre usikre.“ Han mener dog at arkæologerne i vore dage kan være mere sikre på deres dateringer end man kunne før i tiden.¹⁹

²⁹ I bogen The World of the Old Testament stilles spørgsmålet: „Hvor objektiv eller virkelig videnskabelig er den arkæologiske metode?“ Svaret lyder: „Arkæologerne er mere objektive når de afdækker fundene end når de fortolker dem. Men deres menneskelige observanser vil også påvirke de metoder de bruger når de graver. De kan ikke undgå at ødelægge deres bevismateriale efterhånden som de graver ned gennem lagene, så de kan aldrig efterprøve deres ’forsøg’ ved at gentage det. Dette sætter arkæologien i særklasse blandt videnskaberne. Og det gør rapporteringen af fundene til en yderst krævende og risikofyldt opgave.“²⁰

30. Hvordan betragter oprigtige bibellæsere arkæologien?

³⁰ Arkæologien kan altså være meget nyttig, men ligesom alt andet mennesker beskæftiger sig med, er den behæftet med fejlmuligheder. Skønt vi betragter de arkæologiske teorier med interesse, bør vi aldrig regne dem for at være ubestridelige sandheder. Hvis arkæologerne fortolker deres fund på en måde der strider mod Bibelen, skal vi ikke uden videre mene at Bibelen har uret og arkæologerne ret. Deres fortolkninger er før blevet revideret.

31. Hvilken ny betragtning er for nylig blevet fremsat angående Jerikos fald?

³¹ Det er interessant at professor John J. Bimson i 1981 tog Jerikos ødelæggelse op til ny vurdering. Han undersøgte nøje vidnesbyrdene om den brand der — ifølge Kathleen Kenyon — ødelagde Jeriko i midten af det 16. århundrede f.v.t. Han kom ikke alene til det resultat at ødelæggelsen stemte med Bibelens beretning om Josuas ødelæggelse af byen, men også at det arkæologiske billede af Kana’an som helhed stemte perfekt med Bibelens beskrivelse af Kana’an på det tidspunkt da israelitterne invaderede landet. Han mener derfor at den arkæologiske datering må være forkert og foreslår at ødelæggelsen i virkeligheden fandt sted midt i det 15. århundrede f.v.t., i Josuas levetid.²¹

Bibelen er sand historie

32. Hvilken tendens gør sig gældende blandt nogle forskere?

³² Dette eksempel viser at arkæologerne ofte er uenige indbyrdes. Det bør derfor ikke overraske os at nogle er uenige med Bibelen mens andre er enige med den. Det er imidlertid værd at bemærke at nogle forskere er begyndt at anerkende Bibelens historiske ægthed i generelle træk, om ikke i alle detaljer. William Foxwell Albright repræsenterede én retning af forskere da han skrev: „Man er generelt gået tilbage til at anerkende nøjagtigheden, både i store træk og i faktiske detaljer, af Israels religiøse historie. . . . For at sammenfatte det, kan vi nu igen behandle Bibelen fra begyndelse til slutning som et autentisk religionshistorisk dokument.“²²

33, 34. Hvordan bærer De Hebraiske Skrifter i sig selv præg af at være historisk nøjagtige?

³³ Bibelen bærer i sig selv præg af at være nøjagtig historie. I modsætning til de fleste gamle myter og legender er dens begivenheder forbundet med nøjagtige tidsangivelser. Mange af de begivenheder den omtaler, bekræftes af samtidige inskriptioner. Hvor der er en afvigelse mellem Bibelen og en gammel inskription, kan den ofte tilskrives det forhold at oldtidens herskere ikke så gerne omtalte deres egne fiaskoer men hellere fremhævede deres bedrifter.

³⁴ Mange af disse gamle inskriptioner er i virkeligheden ikke så meget historie som officiel propaganda. I modsætning til dette udviser bibelskribenterne en sjælden åbenhed. Hovedskikkelser som Moses og Aron fremstilles med både svage og stærke sider. Selv den navnkundige kong Davids fejltagelser blotlægges. Og de fejltrin der blev begået af folket som helhed, afsløres gang på gang. Denne oprigtighed taler for at De Hebraiske Skrifter er sandfærdige og pålidelige, og giver Jesu ord vægt da han bad til Gud og sagde: „Dit ord er sandhed.“ — Johannes 17:17.

35. Hvad har de rationalistiske tænkere ikke formået at gøre, og hvori vil oprigtige bibellæsere søge vidnesbyrd om Bibelens inspiration?

³⁵ Albright skrev videre: „Under alle omstændigheder hæver Bibelen sig indholdsmæssigt op over al tidligere religiøs litteratur; og den hæver sig lige så højt over al efterfølgende litteratur med sit direkte og enkle budskab og med den bredde hvormed den henvender sig til mennesker i alle lande til alle tider.“²³ Det er dette magtfulde budskab frem for de lærdes udsagn der beviser Bibelens inspiration — hvilket vi senere skal komme ind på.

[Ramme på side 44]

Arkæologiens værdi

„Arkæologien fremdrager eksemplarer af gamle redskaber og kar, mure og bygninger, våben og smykker. De fleste af disse kan indordnes i et kronologisk mønster og forbindes med betegnelser og beretninger som findes i Bibelen. I denne forstand har Bibelen i skriftlig form bevaret et nøjagtigt billede af sit gamle kulturelle miljø. Detaljerne i de bibelske beretninger er ikke produkter af en forfatters frodige fantasi men autentiske afspejlinger af den verden hvori de omtalte begivenheder, fra de verdslige til de mirakuløse, fandt sted.“ — The Archaeological Encyclopedia of the Holy Land.