Patientens valgfrihed bekræftet

DET er ingen ringere end universets mest ophøjede person, nemlig Skaberen selv, der står bag princippet om retten til at træffe informerede valg. Han ved alt om menneskets behov og giver os gavmildt de oplysninger, advarsler og retningslinjer der kan hjælpe os til at følge den rette vej. Men han lader ikke hånt om den frie vilje som han har udstyret sine fornuftbegavede skabninger med. Profeten Moses gengav Guds synspunkt på denne måde: „Jeg har forelagt dig livet og døden, velsignelsen og forbandelsen; og du skal vælge livet for at du kan blive i live, du og dit afkom.“ — 5 Mosebog 30:19.

Denne valgfrihed har betydning i forholdet mellem læge og patient. Princippet om informeret valg eller informeret samtykke er ved at blive accepteret i Japan og andre lande hvor det ikke tidligere har været almindeligt anerkendt. Dr. Michitaro Nakamura har defineret begrebet informeret samtykke på følgende måde: „Det indebærer at lægen på en letforståelig måde informerer patienten om sygdommen, dens prognose, behandlingsmulighederne og deres eventuelle bivirkninger, idet han respekterer patientens ret til selv at vælge den form for behandling han ønsker.“ — Japan Medical Journal.

I årevis har lægerne i Japan med forskellige begrundelser nægtet at acceptere et sådant læge-patientforhold, og domstolene har været tilbøjelige til at rette sig efter den lægelige tradition. Der var derfor tale om et vendepunkt da dommer Takeo Inaba ved retten i Tokyo den 9. februar 1998 afsagde dom til fordel for det informerede valg. Hvordan lød dommen, og hvad var grunden til at sagen var blevet indbragt for domstolene?

I juli 1992 var den 63-årige Misae Takeda, et af Jehovas vidner, kommet i kontakt med et universitetshospital i Tokyo. Hun havde fået konstateret kræft i leveren og skulle opereres. Da hun var fast besluttet på at adlyde Bibelens forbud mod misbrug af blod, gjorde hun det klart for lægerne at hun ønskede behandling uden blodtransfusion. (1 Mosebog 9:3, 4; Apostelgerninger 15:29) Misae Takeda gav lægerne en erklæring som fritog dem og hospitalet for ethvert ansvar for de følger det måtte få at man fulgte hendes ønske. Lægerne forsikrede hende om at de ville respektere hendes standpunkt.

Men efter operationen, mens Misae Takeda endnu ikke var vågnet efter bedøvelsen, gav man hende alligevel en blodtransfusion — i direkte modstrid med hendes klart udtrykte vilje. Forsøgene på at skjule hvad der var foregået, mislykkedes da en af hospitalets ansatte åbenbart lækkede sagen til en journalist. Som man kan forstå, følte denne oprigtige kristne kvinde sig helt slået ud da hun hørte at man alligevel havde givet hende blod. Hun havde stolet på at lægerne ville holde ord og respektere hendes religiøse overbevisning. På grund af de følelsesmæssige kvaler denne grove krænkelse påførte hende, og i håb om at kunne skabe et præcedens som kunne spare andre for samme dårlige behandling, indbragte Misae Takeda sagen for domstolene.

Offentlig orden og moral

Tre dommere fra distriktsretten i Tokyo påhørte sagen. De afgjorde den i lægernes favør og gik dermed imod retten til informeret samtykke. I deres dom, som blev afsagt den 12. marts 1997, erklærede dommerne at ethvert forsøg på at indgå en aftale med lægerne om behandling uden blodtransfusion ville være ugyldig. Deres begrundelse var at det ville være en overtrædelse af kojo ryozoku,a eller samfundets normer, hvis en læge indgik en særlig aftale om ikke at give blodtransfusion selv i en livstruende situation. De hævdede at en læge først og fremmest er forpligtet til for enhver pris at redde liv, og at en sådan aftale derfor ville være ugyldig fra det øjeblik den blev indgået, uanset patientens religiøse overbevisning. Det fremgik af dommen at lægens faglige bedømmelse i sidste ende skulle prioriteres højere end enhver anmodning som patienten på forhånd måtte fremsætte vedrørende behandlingen.

Dommerne fastslog desuden med samme begrundelse at selv om det forventedes at lægen i store træk informerede patienten om den foreslåede operation, dens virkninger og de risici den indebar, „kunne han undlade at fortælle patienten om han ville give blod eller ej“. Deres bedømmelse lød: „Man kan ikke hævde at det er retsstridigt eller upassende at de læger der er tiltalt i sagen, forstod sagsøgerens ønske om ikke at modtage blod under nogen omstændigheder og lod som om de ville respektere hendes standpunkt, hvilket fik hende til at sige ja til at gennemgå den aktuelle operation.“ Ræsonnementet var at hvis lægerne havde handlet anderledes, ville patienten måske have afvist operationen og forladt hospitalet.

Fortalerne for informeret samtykke var chokerede og forfærdede over denne dom. I sin omtale af dommen i Takeda-sagen og dens betydning for det informerede samtykke i Japan skrev professor Takao Yamada, en førende autoritet inden for civilret: „Hvis ræsonnementet bag denne dom får lov til at stå uimodsagt, vil det juridiske princip om informeret samtykke og retten til at afvise blodtransfusion snart være en saga blot.“ (Det juridiske tidsskrift Hogaku Kyoshitsu) I stærke vendinger fordømte han den påtvungne blodtransfusion som „et groft tillidsbrud der kan sammenlignes med et bagholdsangreb“. Professor Yamada tilføjede at den slags tillidsødelæggende handlinger „absolut aldrig burde tillades“.

Misae Takedas beskedne natur gjorde det svært for hende at træde frem i rampelyset. Men i erkendelse af at hun kunne være med til at forsvare Jehovas navn og hans retfærdige normer i forbindelse med blodets hellighed, var hun besluttet på at gøre sin del. Hun skrev til sin juridiske rådgiver: „Jeg er kun støv, ja mindre end støv. Jeg undrer mig over at en der er så inkompetent som jeg, kan bruges til dette. Men når jeg bestræber mig for at gøre det Jehova ønsker, vil han give mig styrke. Han kan jo få stenene til at råbe.“ (Mattæus 10:18; Lukas 19:40) Under retssagen beskrev hun i vidneskranken med skælvende stemme det følelsesmæssige traume lægernes forræderi havde påført hende. „Jeg følte mig skændet, som en kvinde der er blevet voldtaget.“ Mange af de tilstedeværende græd da de hørte hendes forklaring i retten.

En overraskende opmuntring

Domstolens afgørelse blev øjeblikkelig anket til landsretten. Appelretten påbegyndte behandlingen af sagen i juli 1997, og Misae Takeda overværede nu retsmøderne i en kørestol, bleg, men målbevidst og fattet. Hendes kræftlidelse var brudt ud igen, og hun blev stadig svagere. Det var en stor opmuntring for Misae da dommeren helt uventet gav udtryk for rettens intentioner i denne sag. Han gjorde det klart at appelretten ikke kunne tilslutte sig den lavere retsinstans’ vurdering, at en læge havde ret til at tilsidesætte patientens ønske ved at lade som om han ville respektere patientens holdning, mens han i al hemmelighed havde i sinde at gøre noget andet. Dommeren sagde at retten ikke ville støtte den paternalistiske etik i mottoet „Shirashimu bekarazu, yorashimu beshi“,b som betyder: „Lad dem forblive uvidende og afhængige“, hvad lægevidenskaben angår. Misae sagde senere: „Det glæder mig meget at høre dommerens retfærdige bedømmelse af sagen. Den er helt anderledes end den afgørelse som den lavere retsinstans nåede frem til.“ Og hun tilføjede: „Det er lige det jeg har bedt Jehova om.“

Misae Takeda døde måneden efter, omgivet af sin kærlige familie og personalet på et hospital hvor man forstod og respekterede hendes overbevisning. Trods sorgen over hendes død var hendes søn, Masami, og andre af familiens medlemmer besluttede på at gennemføre retssagen i overensstemmelse med Misaes ønske.

Dommen

Den 9. februar 1998 faldt dommen fra de tre landsretsdommere, og den omstødte den afgørelse som den lavere retsinstans havde truffet. Det lille retslokale var fyldt med journalister, akademikere og andre som troligt havde fulgt retssagen. Dommen blev omtalt af større aviser og tv-stationer. Nogle af overskrifterne lød: „Domsafsigelse: Patienter kan afslå behandling,“ „Landsretsdom: Transfusion en overtrædelse af patientens rettigheder,“ „Læge som påtvang patient blodtransfusion, taber retssag“ og „Jehovas vidne får tilkendt erstatning for transfusion.“

Artiklerne om dommen var præcise og meget positive. Avisen The Daily Yomiuri skrev: „Dommer Takeo Inaba sagde at det var forkert af lægerne at gennemføre en behandling som patienten havde afvist.“ Den fastslog: „Lægerne som gav [blodtransfusion], fratog hende retten til at vælge behandling.“

Avisen Asahi Shimbun påpegede at skønt retten i dette tilfælde ikke mente at der var tilstrækkelige beviser for at parterne havde indgået en aftale om at der ikke måtte gives blod selv i en livstruende situation, var dommerne uenige med den lavere retsinstans om den juridiske gyldighed af en sådan aftale: „Hvis de implicerede parter har indgået en velovervejet aftale om at der ikke under nogen omstændigheder må gives blodtransfusion, anser denne ret ikke en sådan aftale for at være i modstrid med den offentlige orden, og derfor ugyldig.“ Ifølge samme avis var det dommernes synspunkt at „alle mennesker skal dø på et eller andet tidspunkt, og at den enkelte selv må afgøre hvordan processen hen imod dette tidspunkt skal forløbe“.

Jehovas vidner har sat sig grundigt ind i spørgsmålet om blodtransfusion, og de er overbeviste om at de vælger den bedste livsform. Det indbefatter at de undgår de mange risici der er forbundet med blodtransfusion, og i stedet vælger at blive behandlet med lægevidenskabelige alternativer til blodtransfusion, som i vid udstrækning bruges i mange lande, og som ikke indebærer en overtrædelse af Guds lov. (Apostelgerninger 21:25) En kendt japansk professor i statsforfatningsret har påpeget: „Afvisningen af den pågældende behandling [blodtransfusionen] er ikke et spørgsmål om at vælge ’hvordan man vil dø’, men snarere om hvordan man vil leve“.

Denne dom bør få læger til at indse at deres ret til at handle efter eget forgodtbefindende ikke er så omfattende som nogle måske har troet. Den bør også få mange flere hospitaler til at udarbejde etiske retningslinjer for læge-patientforholdet. Skønt denne dom er en opmuntring for patienter som ikke tidligere har haft megen indflydelse på den behandling de fik, og til trods for at man i al almindelighed har taget dommen til efterretning, er det ikke alle der har hilst den velkommen. Det statsdrevne hospital og de tre involverede læger har anket sagen til højesteret. Vi må derfor vente og se om også Japans højesteret, i lighed med universets suveræne Herre, vil støtte patientens ret til selv at vælge.

[Fodnoter]