Et såkaldt traditionelt bryllup er den mest almindelige måde at holde bryllup på i Ghana. Brudgommens familie betaler ved den lejlighed en brudekøbesum til brudens familie. At holde traditionelt bryllup er skik og brug i det meste af Afrika og steder som Hongkong, Papua Ny-Guinea og Salomonøerne samt blandt goajiro-indianerne i det nordøstlige Colombia og nordvestlige Venezuela, for blot at nævne nogle få steder.

På Bibelens tid var det en hævdvunden skik at betale en brudekøbesum. (1 Mosebog 34:11, 12; 1 Samuel 18:25) Begrundelsen for brudekøbesummen er i dag den samme som i fortiden. Den skal betragtes som en erstatning til pigens forældre for tabet af hendes arbejdskraft og som en kompensation for den tid og energi samt de midler de har brugt på at undervise og opdrage hende inden hun blev gift.

Der er sædvanligvis flere til stede ved pigens hus eller en udvalgt repræsentants hus når brudekøbesummen skal betales og brylluppet holdes, end der er til stede ved ’banke-på-døren’-ceremonien. Det er fordi mange venner nu også møder op.

Stemningen er høj. De unge ugifte mænd og kvinder er spændte på at se brudekøbesummen. Men den glade stemning forsvinder da brudens familie pludselig giver udtryk for utilfredshed med de ting der udgør brudekøbesummen. Nogle holder vejret af bare spænding, for brudens familie står tilsyneladende fast på at brudekøbesummen er mangelfuld. Brudgommens talsmand argumenterer det bedste han har lært, og gør brudens familie venligere stemt. Efterhånden som pigens familie bliver mere medgørlig, stiger stemningen igen. Nu serveres der forfriskninger under festlige former.

Dernæst beder brudens talsmand om gæsternes opmærksomhed og byder alle velkommen. Han spørger brudgommens repræsentanter om hensigten med deres besøg. Brudgommens talsmand forklarer hvorfor de er kommet, og minder forsamlingen om at man har banket på døren, og at der er blevet givet tilladelse til at gå ind.

Begge familiers talsmænd præsenterer derefter nære familiemedlemmer for forsamlingen. Blandt andet præsenteres den der gifter pigen bort, og brudgommens brudesvend. Ceremonien fortsætter.

PR siger til brudgommens repræsentanter: Nu må I godt lægge de bryllupsgenstande frem vi har bedt om.

Brudens talsmand opregner de ting der udgør brudekøbesummen, så forsamlingen kan bevidne at den er fuldstændig. Hvis brudgommens repræsentanter føler at brudens familie har øget deres krav, vil de privat finde frem til en løsning inden bryllupsdagen. Allerede inden ceremonien er brudgommens familie dog forberedt på at tinge om brudekøbesummen hvis nogen i brudens familie pludselig forhøjer den. Lige meget hvor man bor, skal brudekøbesummens aftalte grundbeløb, højt eller lavt, betales fuldt ud.

Nogle familier stiller som krav at der i brudekøbesummen indgår halskæder, øreringe og andre smykker. I det nordlige Ghana kan brudekøbesummen bestå af salt, kolanødder, perlehøns, får og endda kvæg. Der følger også altid nogle kontanter med.

Bruden er ikke til stede under forhandlingerne. Hun står i nærheden og følger med i hvad der foregår. Det er heller ikke noget krav at brudgommen er med til forhandlingerne. En brudgom der bor langt væk, kan derfor give sine forældre bemyndigelse til på hans vegne at indgå ægteskab. Men ved det bryllup der beskrives her, er brudgommen til stede. Nu er det hans families tur til at fremsætte et krav.

MR: Vi har opfyldt de krav der er blevet stillet, men vi har endnu ikke set vores svigerdatter.

Bryllupshøjtideligheden er ikke udelukkende en alvorlig begivenhed; det er også en lejlighed til at more sig. Pigens familie svarer nu på kravet om at se bruden.

PR: Vi ville ønske at bruden var her. Men uheldigvis er hun rejst bort, og vi har ikke pas eller visum så vi kan rejse ud og hente hende hjem.

Enhver ved hvad det betyder. Brudgommens familie tilbyder straks et pengebeløb — efter hvad brudgommen nu har råd til — og vupti! Trods problemer med pas og visum er bruden vendt hjem fra sin „rejse“!

For at gøre det endnu mere underholdende arrangerer nogle stammer at veninder til bruden skal spille brud. Hver eneste stedfortræder afvises uden videre af forsamlingen, men så træder den rigtige brud frem, og tilskuerne bryder ud i store klapsalver. Hun indbydes herefter af sin talsmand til at bese brudekøbesummens forskellige bestanddele. Han spørger om hun kan acceptere det brudgommen har bragt med sig. Der er dyb stilhed mens alle spændt venter på hendes svar. Nogle piger er generte, andre ligefremme, men svaret er altid et ja, fulgt af højlydte klapsalver.

Hvis brudgommen er til stede, kræver brudens familie på samme måde at se ham. Er det på forhånd aftalt at en af hans venner skal give sig ud for at være brudgom, fortsætter morskaben. Med påtaget selvbevidsthed rejser vennen sig op, men han bliver højlydt afvist af alle i forsamlingen.

Brudens forældre fremsætter endnu en gang kravet om at se svigersønnen. Den rigtige brudgom rejser sig nu med et bredt smil. Brudens familie giver hende tilladelse til at slutte sig til sin ægtemand, og hvis der skulle indgå en ring i brudekøbesummen, er det på dette tidspunkt brudgommen skal sætte den på hendes finger. Det at bære ring er en skik fra den vestlige verden. Hun sætter også en ring på hans finger. Derefter genlyder luften af lykønskninger og glade tilråb. Afhængigt af hvad der er praktisk og økonomisk muligt, slår nogle i dag ’banke-på-døren’-ceremonien sammen med bryllupsceremonien.