Bryllupsskikke i Ghana

AF VÅGN OP!-​KORRESPONDENT I GHANA

HVERT år bliver flere hundrede tusind i hele verden gift. I den anledning følger de fleste de bryllupsskikke der er almindelige på deres breddegrader.

Et såkaldt traditionelt bryllup er den mest almindelige måde at holde bryllup på i Ghana. Brudgommens familie betaler ved den lejlighed en brudekøbesum til brudens familie. At holde traditionelt bryllup er skik og brug i det meste af Afrika og steder som Hongkong, Papua Ny-Guinea og Salomonøerne samt blandt goajiro-indianerne i det nordøstlige Colombia og nordvestlige Venezuela, for blot at nævne nogle få steder.

På Bibelens tid var det en hævdvunden skik at betale en brudekøbesum. (1 Mosebog 34:11, 12; 1 Samuel 18:25) Begrundelsen for brudekøbesummen er i dag den samme som i fortiden. Den skal betragtes som en erstatning til pigens forældre for tabet af hendes arbejdskraft og som en kompensation for den tid og energi samt de midler de har brugt på at undervise og opdrage hende inden hun blev gift.

Forældrenes ansvar og opgave

I gamle dage var der ingen unge i Ghana som kom sammen eller på eget initiativ forlovede sig. Forældrene arrangerede deres børns ægteskaber efter nøje at have iagttaget giftefærdige unge mænd og kvinder i lokalsamfundet. Nogle forældre i Ghana følger stadig denne skik.

Den unge mands forældre ser på faktorer som pigens personlighed, hendes og familiens omdømme samt arvelige sygdomme i pigens familie; og hvis forældrene er Jehovas vidner, indgår hendes åndelighed også i deres overvejelser. Er forældrene tilfredse, henvender de sig formelt til pigens forældre og beder på deres søns vegne om datterens hånd.

Pigens forældre undersøger nu den unge mands og hans families baggrund. Foruden at tage de førnævnte faktorer i betragtning overvejer de også om den unge mand kan forsørge en hustru — har han arbejde, eller er han arbejdsløs? Hvis pigens forældre er tilfredse, underretter de hans familie. Når den unge mand og den unge pige begge har givet deres samtykke, mødes de to forældrepar for at planlægge brylluppet i detaljer.

Hvorfor påtager nogle forældre sig stadig den opgave at finde ægtefæller til deres voksne børn? En indisk kvinde der fik sit ægteskab arrangeret af sine forældre, siger: „Hvordan kan en ung mand eller kvinde være kvalificeret til at tage en så vigtig beslutning? Jeg synes det er meget bedre at overlade dette til nogle hvis alder og erfaring gør dem egnede til at vide hvad der er det klogeste valg.“ Hendes opfattelse deles af mange afrikanere.

Men tiderne skifter i Ghana. Det bliver stadig mere populært at indlede bekendtskaber og komme sammen. Når de unge har besluttet sig for hinanden, meddeler de forældrene deres planer. Efter at de to forældrepar har talt sammen og er blevet enige om at børnene gør et godt parti, holdes der en formel ceremoni. Den kendes på forskellige sprog i Ghana som det at banke på døren — døren til ægteskabet.

’Banke-på-døren’-ceremonien

Parrets forældre underretter familiemedlemmerne om datoen for ceremonien. Med udtrykket „familiemedlemmer“ menes den udvidede afrikanske familie, deriblandt brudeparrets onkler, tanter, kusiner og bedsteforældre. På den fastsatte dag samles repræsentanter for begge familier til ceremonien. Det er ikke nødvendigt at brudgommen er til stede. Her følger en kort beskrivelse af den såkaldte banke-på-døren-ceremoni.

Pigens repræsentanter (PR) siger til brudgommens repræsentanter: Vi ved hvorfor I er kommet, men traditionen byder os at vi skal spørge: Hvilket ærinde bringer jer herhen?

Den unge mands repræsentanter (MR): Da vores søn Kwasi gik forbi jeres hus, så han en smuk blomst som han nu vil bede om tilladelse til at plukke.

PR: [Lyder forbavset] Der er ikke nogen blomst i dette hus. I er velkomne til selv at se efter.

MR: Vores søn har ikke taget fejl. Vi ved at der er en meget smuk blomst i dette hus. Blomsten hedder Afi.

PR: Det er altså en menneskeblomst vi taler om. Ja, det er sandt at Afi bor her.

MR: Vi ønsker at banke på døren og bede om Afis hånd så hun kan indgå ægteskab med vores søn Kwasi.

Den unge mands familie overrækker nu forskellige genstande, såsom drikkevarer, og betaler nogle penge. Mængden og arten af gaver varierer efter hvilken stamme man kommer fra. Denne ceremoni svarer i store træk til en forlovelse i den vestlige verden, og i nogle tilfælde aftaler man også at pigen skal have en forlovelsesring.

Brudens repræsentant spørger hende nu i alles påhør om hun kan acceptere de medbragte gaver. Ved hendes bekræftende svar er alle de tilstedeværende vidner til at hun indvilliger i at gifte sig. Derefter aftaler begge familier en dato for betalingen af brudekøbesummen og afholdelsen af brylluppet. Ceremonien afsluttes med forfriskninger.

Bryllupsceremonien

Der er sædvanligvis flere til stede ved pigens hus eller en udvalgt repræsentants hus når brudekøbesummen skal betales og brylluppet holdes, end der er til stede ved ’banke-på-døren’-ceremonien. Det er fordi mange venner nu også møder op.

Stemningen er høj. De unge ugifte mænd og kvinder er spændte på at se brudekøbesummen. Men den glade stemning forsvinder da brudens familie pludselig giver udtryk for utilfredshed med de ting der udgør brudekøbesummen. Nogle holder vejret af bare spænding, for brudens familie står tilsyneladende fast på at brudekøbesummen er mangelfuld. Brudgommens talsmand argumenterer det bedste han har lært, og gør brudens familie venligere stemt. Efterhånden som pigens familie bliver mere medgørlig, stiger stemningen igen. Nu serveres der forfriskninger under festlige former.

Dernæst beder brudens talsmand om gæsternes opmærksomhed og byder alle velkommen. Han spørger brudgommens repræsentanter om hensigten med deres besøg. Brudgommens talsmand forklarer hvorfor de er kommet, og minder forsamlingen om at man har banket på døren, og at der er blevet givet tilladelse til at gå ind.

Begge familiers talsmænd præsenterer derefter nære familiemedlemmer for forsamlingen. Blandt andet præsenteres den der gifter pigen bort, og brudgommens brudesvend. Ceremonien fortsætter.

PR siger til brudgommens repræsentanter: Nu må I godt lægge de bryllupsgenstande frem vi har bedt om.

Brudens talsmand opregner de ting der udgør brudekøbesummen, så forsamlingen kan bevidne at den er fuldstændig. Hvis brudgommens repræsentanter føler at brudens familie har øget deres krav, vil de privat finde frem til en løsning inden bryllupsdagen. Allerede inden ceremonien er brudgommens familie dog forberedt på at tinge om brudekøbesummen hvis nogen i brudens familie pludselig forhøjer den. Lige meget hvor man bor, skal brudekøbesummens aftalte grundbeløb, højt eller lavt, betales fuldt ud.

Nogle familier stiller som krav at der i brudekøbesummen indgår halskæder, øreringe og andre smykker. I det nordlige Ghana kan brudekøbesummen bestå af salt, kolanødder, perlehøns, får og endda kvæg. Der følger også altid nogle kontanter med.

Bruden er ikke til stede under forhandlingerne. Hun står i nærheden og følger med i hvad der foregår. Det er heller ikke noget krav at brudgommen er med til forhandlingerne. En brudgom der bor langt væk, kan derfor give sine forældre bemyndigelse til på hans vegne at indgå ægteskab. Men ved det bryllup der beskrives her, er brudgommen til stede. Nu er det hans families tur til at fremsætte et krav.

MR: Vi har opfyldt de krav der er blevet stillet, men vi har endnu ikke set vores svigerdatter.

Bryllupshøjtideligheden er ikke udelukkende en alvorlig begivenhed; det er også en lejlighed til at more sig. Pigens familie svarer nu på kravet om at se bruden.

PR: Vi ville ønske at bruden var her. Men uheldigvis er hun rejst bort, og vi har ikke pas eller visum så vi kan rejse ud og hente hende hjem.

Enhver ved hvad det betyder. Brudgommens familie tilbyder straks et pengebeløb — efter hvad brudgommen nu har råd til — og vupti! Trods problemer med pas og visum er bruden vendt hjem fra sin „rejse“!

For at gøre det endnu mere underholdende arrangerer nogle stammer at veninder til bruden skal spille brud. Hver eneste stedfortræder afvises uden videre af forsamlingen, men så træder den rigtige brud frem, og tilskuerne bryder ud i store klapsalver. Hun indbydes herefter af sin talsmand til at bese brudekøbesummens forskellige bestanddele. Han spørger om hun kan acceptere det brudgommen har bragt med sig. Der er dyb stilhed mens alle spændt venter på hendes svar. Nogle piger er generte, andre ligefremme, men svaret er altid et ja, fulgt af højlydte klapsalver.

Hvis brudgommen er til stede, kræver brudens familie på samme måde at se ham. Er det på forhånd aftalt at en af hans venner skal give sig ud for at være brudgom, fortsætter morskaben. Med påtaget selvbevidsthed rejser vennen sig op, men han bliver højlydt afvist af alle i forsamlingen.

Brudens forældre fremsætter endnu en gang kravet om at se svigersønnen. Den rigtige brudgom rejser sig nu med et bredt smil. Brudens familie giver hende tilladelse til at slutte sig til sin ægtemand, og hvis der skulle indgå en ring i brudekøbesummen, er det på dette tidspunkt brudgommen skal sætte den på hendes finger. Det at bære ring er en skik fra den vestlige verden. Hun sætter også en ring på hans finger. Derefter genlyder luften af lykønskninger og glade tilråb. Afhængigt af hvad der er praktisk og økonomisk muligt, slår nogle i dag ’banke-på-døren’-ceremonien sammen med bryllupsceremonien.

Erfarne personer i familien og i forsamlingen giver de nygifte råd om hvordan de kan få et lykkeligt ægteskab ’indtil døden dem skiller’. Til sidst runder man dagen af med forfriskninger.

Bryllupsceremonien er gennemført! Fra og med denne dag betragter det ghanesiske samfund parret som lovformeligt gift. Hvis der på pigens side er nogle nære familiemedlemmer som ikke har kunnet være til stede, får de tilsendt nogle drikkevarer som bekræftelse på at bryllupsceremonien er blevet gennemført. Hvis bruden og brudgommen er Jehovas vidner, holdes der et bibelsk foredrag når ceremonien er slut, og derefter serveres der forfriskninger.

Nogle par i Ghana holder en bryllupsceremoni som man kender den fra de vestlige lande. Dette kaldes her i landet et borgerligt bryllup. Et sådant ægteskab kan indgås med eller uden forældrenes samtykke blot parterne er myndige. Forældrenes samtykke er et krav når et par indgår et traditionelt ægteskab.

Ved indgåelse af et borgerligt ægteskab aflægger parret et ægteskabsløfte. Der aflægges ikke løfte ved et traditionelt bryllup. Staten kræver at alle traditionelle ægteskaber registreres, og Jehovas vidner adlyder dette krav. (Romerne 13:1) Når man har ladet sit ægteskab registrere, får man udstedt en vielsesattest.

Fra gammel tid og indtil Guldkysten, nu Ghana, blev en britisk koloni, eksisterede der ikke andre bryllupsformer end det traditionelle bryllup. Senere indførte briterne vestlige bryllupsskikke for de britiske borgere der boede i Ghana. Det blev også tilladt indfødte at indgå sådanne ægteskaber, og i mange år har det vestligt prægede bryllup og det traditionelle bryllup eksisteret side om side. I Ghana betragtes begge former for ægteskab som lovformelige og er derfor også antagelige for Jehovas vidner. Det står ethvert par frit for at vælge den bryllupsform der passer parterne bedst.

I nogle afrikanske lande kan traditionelle ægteskaber først betragtes som lovformelige i det øjeblik de er blevet registreret. Men i Ghana er et traditionelt indgået ægteskab som før nævnt juridisk gyldigt uden at det er registreret. Parret er lovformeligt gift når den traditionelle bryllupshøjtidelighed er gennemført. Det traditionelle ægteskab bliver senere registreret for god ordens skyld og for at opfylde lovens krav.

Gud har givet menneskeheden ægteskabet som gave, en enestående gave der end ikke er blevet engle til del. (Lukas 20:34-36) Det er et værdifuldt forhold som fortjener at blive værnet om til ære for ægteskabets indstifter, Jehova Gud.

[Illustration på side 23]

Brudeparret udveksler ringe