Har menneskeheden brug for en messias?

„VERDEN HAR BRUG FOR EN MESSIAS“

Sådan lød en overskrift i 1980 i den canadiske avis The Financial Post, der udkommer i Toronto. Overskriften var et citat af Aurelio Peccei, formand for og grundlægger af den berømte tænketank kaldet Rom-klubben. Ifølge avisen mente Peccei at „en karismatisk leder — det være sig videnskabelig, politisk eller religiøs — vil være verdens eneste håb om frelse fra de sociale og økonomiske rystelser som truer med at ødelægge civilisationen“. Hvad mener du? Står det virkelig så slemt til at vi har brug for en messias? Lad os blot se på et enkelt af de problemer verden kæmper med, nemlig hungersnøden.

TO STORE, brune øjne stirrer på dig fra et billede i en avis eller et tidsskrift. Det er barneøjne. Billedet viser en lille pige i femårsalderen. Men hendes blik får ikke én til at smile, for det er uden glans. Det rummer ikke forundringens glæde eller barnets uskyldige tillid. Pigen sulter. Hun har kun kendt til lidelse og sult.

Måske bryder du dig ligesom så mange andre ikke om at betragte den slags billeder og blader derfor hastigt videre. Ikke fordi du er ligeglad, men fordi du bliver fortvivlet ved tanken om at det måske er for sent at redde dette barn. De udmagrede lemmer og den opspilede mave er tegn på at legemet allerede er begyndt at fortære sig selv. Pigen er sandsynligvis allerede død. Og hvad der er endnu værre: du ved at hun langtfra er et enkeltstående tilfælde.

Hvor stort er dette problem? Prøv at forestille dig at du ser 14 millioner børn. De fleste af os har nok svært ved at fatte så stort et tal. Men se for dig et stadion med 40.000 pladser (Idrætsparken i København har for eksempel plads til 50.000 tilskuere). Forestil dig nu at det er helt fyldt med børn — række efter række, sæde efter sæde, et hav af ansigter. Selv dét sætter forestillingsevnen på prøve. Alligevel skal der 350 af sådanne stadioner fyldt med børn til for at nå op på 14 millioner. Ifølge UNICEF (FN’s Børnefond) dør der hvert år så mange børn under fem år i ulandene af underernæring og sygdomme som let kunne forebygges. Det vil sige at der hver dag dør hvad der ville svare til et stadion fyldt med børn! Dertil kommer antallet af sultende voksne, hvorved man når op på i alt én milliard kronisk underernærede mennesker i verden.

Hvorfor al den sult?

Jorden producerer i øjeblikket mere føde end vi fortærer, og den har kapacitet til at frembringe meget mere. Men hvert minut er der 26 børn som dør af fejlernæring og sygdom. I løbet af det samme minut bruger verden omkring 12 millioner kroner på at forberede sig på krig. Tænk hvordan disse penge, eller blot en del af dem, kunne have gavnet disse 26 børn.

Hungersnød er altså ikke blot et spørgsmål om mangel på fødevarer eller penge. Problemet stikker langt dybere. Som en argentinsk professor, Jorge E. Hardoy, siger: „Verden som et hele mangler i kronisk grad evnen til at dele velstand, magt, tid, ressourcer og viden med de nødlidende.“ Problemet skyldes ikke ressourcemangel, men en mangel hos mennesket selv. Begær og selviskhed lader til at være dominerende kræfter i menneskesamfundet. Den rigeste femtedel af jordens befolkning har 60 gange så mange goder som den fattigste femtedel.

Nogle forsøger ganske vist at skaffe mad til de sultende, men for det meste glipper deres bestræbelser på grund af faktorer som de ikke har kontrol over. Lande der er splittede af oprør eller borgerkrig rammes ofte af hungersnød, og det er ikke ualmindeligt at stridens parter forsøger at hindre nødhjælp i at nå frem til civilbefolkningen. Begge parter frygter at de ved at lade fødevarer nå frem til civile på fjendens territorium, hjælper deres fjender. De ledende holder sig heller ikke for gode til at bruge sult som et politisk våben.

Er der en løsning?

Desværre er sultproblemet ikke det eneste problem mennesker i vor tid har at slås med. Den omsiggribende forurening og ødelæggelse af miljøet, de vedvarende krige som koster millioner af mennesker livet, den voldsomme epidemi af kriminalitet som skaber frygt og mistillid overalt, og det stadig mere umoralske klima som ligger til grund for mange af de andre problemer — alle disse globale kriser forstærker hinanden og bekræfter den samme uomtvistelige sandhed, nemlig at det ikke står til mennesket selv at styre.

Uden tvivl har mange opgivet at finde en løsning på verdens problemer. Andre er af samme opfattelse som Aurelio Peccei, der blev citeret i indledningen. Hvis der er nogen løsning, siger de, må den bero på en ekstraordinær — måske overmenneskelig — instans. Forestillingen om en messias virker derfor meget tiltalende. Men er det realistisk at håbe på en messias? Eller er et sådant håb blot ønsketænkning?

[Kildeangivelse på side 2]

Forsidefotos: Øverst: U.S. Naval Observatory. Nederst: NASA

[Kildeangivelse på side 3]

Foto: WHO; P. Almasy

[Kildeangivelser på side 4]

Foto: WHO; P. Almasy

Foto: U.S. Navy