1, 2. Hvad er den bedste indbydelse man kunne få, og hvilket spørgsmål kunne vi stille os selv?

HVAD er den bedste indbydelse du nogen sinde har fået? Det kunne være en indbydelse til at overvære en speciel begivenhed, måske brylluppet mellem to som du holder særlig meget af. Eller det kunne være en indbydelse eller opfordring til at påtage dig et betydningsfuldt arbejde. Hvis du har fået en sådan indbydelse, har det uden tvivl fyldt dig med en særlig glæde; du har måske oven i købet følt dig beæret. Sandheden er dog at du har fået en endnu bedre indbydelse. Ja, det har hver eneste af os. Og måden hvorpå vi tager imod den, har afgørende betydning for os. Det er det vigtigste valg vi kommer til at træffe i vort liv.

² Hvad er det for en indbydelse? Det er en indbydelse der kommer fra Jesus Kristus, Gud den Almægtiges enestefødte søn, og den er omtalt i Bibelen. I Markus 10:21 læser vi Jesu ord: „Kom . . . og følg mig.“ Denne indbydelse gælder i realiteten os alle. Vi gør derfor klogt i at spørge os selv: ’Hvordan tager jeg imod den?’ Svaret skulle være indlysende. Hvem ville afslå en så betydningsfuld indbydelse? Men overraskende nok er det kun få der tager imod den. Hvordan kan det være?

3, 4. (a) Hvad kunne nogle måske have misundt den mand der kom til Jesus og stillede et spørgsmål om det evige liv? (b) Hvilke gode egenskaber har Jesus måske set hos den rige unge mand?

³ Lad os som eksempel tage en mand der fik denne indbydelse for omkring 2000 år siden. Han var højt anset og havde i hvert fald tre ting som mennesker i almindelighed betragter som ønskværdige, ja, misundelsesværdige, nemlig ungdom, rigdom og indflydelse. Bibelen beskriver ham som ’en ung mand’, som „meget rig“ og som „en leder“. (Mattæus 19:20; Lukas 18:18, 23) Men der var noget andet af større betydning som kendetegnede denne unge mand. Han havde hørt om Jesus, den store Lærer, og syntes godt om det han havde hørt.

⁴ De fleste af folkets ledere på den tid viste ikke Jesus den respekt han fortjente. (Johannes 7:48; 12:42) Men denne unge mand var anderledes. Bibelen fortæller: „Da [Jesus] gik ud og fortsatte på sin vej, løb en hen og faldt på knæ for ham og spurgte ham: ’Gode lærer, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?’“ (Markus 10:17) Læg mærke til hvor ivrig manden var efter at tale med Jesus. Han løb hen til ham for øjnene af alle, ligesom en af de fattige eller dårligt stillede i folket kunne have gjort, og han knælede respektfuldt ned foran Jesus. Han havde altså en vis ydmyghed og var klar over sit åndelige behov, egenskaber Jesus satte pris på. (Mattæus 5:3; 18:4) Det var derfor ikke så mærkeligt at „Jesus så på ham og fattede kærlighed til ham“. (Markus 10:21) Hvordan besvarede Jesus så den unge mands spørgsmål?

En enestående indbydelse

5. Hvordan svarede Jesus den rige unge mand, og hvordan véd vi at den ’ene ting’ han manglede, ikke var at han skulle være fattig? (Se også fodnoten).

⁵ Jesus viste i sit svar at hans Fader allerede havde givet oplysninger om hvordan man opnår evigt liv. Han henviste til Skriften, og den unge mand bekræftede at han trofast havde overholdt Moseloven. Men med sin usædvanlige evne til at se ind i et menneske så Jesus noget der lå dybere. (Johannes 2:25) Han så at den rige unge mand havde et problem af åndelig art, et alvorligt problem, og han sagde derfor: „Én ting mangler hos dig.“ Hvad var denne ’ene ting’? Jesus sagde: „Gå hen og sælg alt hvad du har og giv det til de fattige.“ (Markus 10:21) Mente Jesus at man absolut skulle være fattig for at kunne tjene Gud? Nej.a Han tænkte på noget som var af endnu større betydning.

6. Hvilken indbydelse gav Jesus den rige unge mand, og hvad afslørede mandens svar om hans hjertetilstand?

⁶ For at vise hvad den unge mand manglede, gav Jesus ham en enestående mulighed. Han sagde til ham: „Kom . . . og følg mig.“ Tænk engang — den allerhøjeste Guds søn indbød på stående fod manden til at følge ham! Jesus gav ham også løfte om en storslået belønning. Han sagde: „Og du vil have værdier i himmelen.“ Greb den rige unge mand denne mulighed? Tog han imod indbydelsen? Beretningen lyder: „Han blev mismodig ved denne udtalelse og gik bedrøvet bort, for han havde mange ejendomme.“ (Markus 10:21, 22) Jesu uventede ord afslørede at der var noget galt med mandens hjertetilstand. Han var alt for stærkt knyttet til det han ejede, og uden tvivl også til den magt og indflydelse der var forbundet med det. Hans kærlighed til dét var sørgeligt nok langt større end hans kærlighed til Jesus. Den ’ene ting’ han manglede, var en helhjertet, selvopofrende kærlighed til Jesus og Jehova. Fordi den unge mand manglede denne kærlighed, sagde han nej til en enestående indbydelse! Men hvordan gælder indbydelsen dig?

7. Hvorfor kan vi være sikre på at Jesu indbydelse gælder os i dag?

⁷ Jesu indbydelse gjaldt ikke kun denne mand eller blot nogle få mennesker. Jesus sagde ved en anden lejlighed: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham . . . følge mig til stadighed.“ (Lukas 9:23) Læg mærke til at enhver kan blive en discipel af Jesus Kristus hvis vedkommende virkelig „ønsker“ det. Gud drager mennesker der af hjertet ønsker det, til sin søn. (Johannes 6:44) Ikke blot rige, ikke blot fattige, ikke blot nogle af en bestemt race eller nationalitet og ikke blot nogle som levede dengang, men alle får mulighed for at tage imod Jesu indbydelse. Så Jesu ord „Kom . . . og følg mig“ gælder også dig. Hvorfor skulle du nære dette ønske, og hvad indebærer det at følge Jesus?

Hvorfor følge Jesus?

8. Hvad har alle mennesker brug for, og hvad er grunden?

⁸ Der er en bestemt sandhed vi må erkende. Vi har et fundamentalt behov for en god leder. Det er ikke alle mennesker der indrømmer at de har dette behov, men det er der ikke desto mindre. Jehovas profet Jeremias blev inspireret til at nedfælde denne evige sandhed: „Jeg ved, Jehova, at menneskets vej ikke står til ham selv. Det står ikke til en mand der vandrer, at styre sine skridt.“ (Jeremias 10:23) Menneskene har hverken evne eller ret til at styre sig selv, og historien vidner i det store og hele om dårligt lederskab. (Prædikeren 8:9) På Jesu tid blev folket undertrykt, mishandlet og vildledt af dets ledere. Jesus sagde meget træffende at det jævne folk var „som får uden hyrde“. (Markus 6:34) Det samme gælder i dag. Både som gruppe betragtet og som enkeltpersoner har vi brug for en leder vi kan stole på og respektere. Opfylder Jesus dette behov? Det er der flere grunde til at han gør.

9. Hvad adskiller Jesus fra alle andre ledere?

⁹ For det første: Jesus var udvalgt af Jehova Gud. De fleste ledere blandt menneskene vælges af andre mennesker der er ufuldkomne ligesom de selv, let bliver ført bag lyset og er tilbøjelige til at fejlbedømme en situation. Det gælder ikke Jesus. Det fortæller selve hans tilnavn. Ordet „Kristus“ betyder, ligesom ordet „Messias“, „den Salvede“. Ja, Jesus blev salvet, det vil sige specielt udnævnt til sit hellige embede, af ingen anden end universets suveræne Herre. Jehova Gud sagde om sin søn: „Se! Min tjener som jeg har udvalgt, min elskede, som min sjæl har godkendt! Jeg vil lægge min ånd på ham.“ (Mattæus 12:18) Ingen ved bedre end menneskenes Skaber hvilken leder vi har brug for. Jehovas visdom er ubegrænset, så vi har al mulig grund til at stole på hans valg. — Ordsprogene 3:5, 6.

10. Hvorfor er Jesu eksempel det bedste vi kan følge?

¹⁰ For det andet: Jesus var et fuldkomment eksempel til efterfølgelse og inspiration for os. Den bedste leder er i besiddelse af egenskaber som hans undersåtter kan beundre og efterligne. Han fører an ved sit eksempel og inspirerer andre til at blive bedre mennesker. Hvilke egenskaber respekterer du mest hos en leder? Mod? Visdom? Medfølelse? Udholdenhed under trængsler? Når du studerer beretningen om Jesu liv på jorden, vil du opdage at han havde netop disse egenskaber — og flere til. Som den der til fuldkommenhed genspejlede sin himmelske Fader, havde Jesus i fuldt mål de egenskaber der kendetegner Gud. Han var alt hvad et fuldkomment menneske skal være. I alt hvad Jesus gjorde, i alt hvad han sagde, og i hver følelse han gav udtryk for, finder vi derfor noget vi kan efterligne. Bibelen siger at „han efterlod [os] et forbillede så [vi] kan følge lige i hans fodspor“. — 1 Peter 2:21.

11. Hvordan viste Jesus at han var „den rigtige hyrde“?

¹¹ For det tredje: Jesus levede helt op til sin udtalelse: „Jeg er den rigtige hyrde.“ (Johannes 10:14) For dem der levede på Bibelens tid, var dette et kendt billede. Hyrder arbejdede flittigt for at vogte de får de havde i deres varetægt. En ’rigtig hyrde’ ville sætte hjordens sikkerhed og velfærd over sin egen. Jesu forfader David var for eksempel hyrde i sin ungdom, og ved flere lejligheder satte han livet på spil for at beskytte og forsvare fårene mod et vildt dyr. (1 Samuel 17:34-36) Jesus gjorde endnu mere for at redde sine disciple. Han gav sit liv for dem. (Johannes 10:15) Hvor mange ledere er så selvopofrende?

12, 13. (a) Hvor nøje kender hyrden sine får, og hvordan kender fårene hyrden? (b) Hvorfor skulle vi ønske at blive ledet af den rigtige hyrde?

¹² Jesus var også „den rigtige hyrde“ på en anden måde. Han sagde: „Jeg kender mine får, og mine får kender mig.“ (Johannes 10:14) Tænk engang over det billede Jesus brugte. For den almindelige iagttager vil en flok får blot være en ubestemmelig masse af lodne skabninger. Hyrden, derimod, kender hvert enkelt får. Han ved hvilke moderfår der snart vil få brug for hans hjælp når de skal læmme, hvilke lam der stadig må bæres fordi de er for små og svage til selv at gå langt, og hvilke får der lige har været syge eller sårede. Fårene kender også deres hyrde. De kender hans stemme og forveksler den aldrig med nogen af de andre hyrders. Når de fornemmer på hans stemme at der er fare på færde, reagerer de hurtigt. Hvor han end går hen, følger de efter. Og han ved lige hvor han skal føre dem hen. Han ved hvor græsset er frodigt og grønt, hvor vandet i bækkene er friskt og klart, og hvor det er sikkert at græsse. Når han våger over dem, føler fårene at de er i sikkerhed og trygt kan stole på ham. — Salme 23.

¹³ Trænger vi ikke til en sådan leder? Den rigtige hyrde, Jesus Kristus, er kendt for at lede sine disciple på netop denne måde. Ingen er som han. Han lover at lede os så vi får et lykkeligt og tilfredsstillende liv nu og i al evighed. (Johannes 10:10, 11; Åbenbaringen 7:16, 17) Vi har derfor brug for at vide nøjagtig hvad det indebærer at følge ham.

Hvad det vil sige at følge Jesus Kristus

14, 15. Hvorfor er det ikke nok at sige at man er kristen, eller at hævde at man følelsesmæssigt er knyttet til Jesus Kristus, hvis man vil være en discipel af ham?

¹⁴ Millioner af mennesker i dag mener sikkert at de har taget imod Jesu indbydelse. De kalder sig jo kristne. De tilhører måske den kirke som deres forældre lod dem døbe i. Eller de hævder at de er følelsesmæssigt knyttet til Jesus og har antaget ham som deres personlige frelser. Men gør det dem til disciple af ham? Var det dét Jesus tænkte på da han indbød os til at komme og følge ham? Nej, der skal meget mere til.

¹⁵ Betragt engang kristenheden — den del af verden hvor de fleste bekender sig til kristendommen og hævder at de er kristne. Genspejler kristenheden Jesu Kristi lære? Ser vi ikke at der i denne del af verden findes had, undertrykkelse, kriminalitet og uretfærdighed ligesom i den øvrige verden? Den ansete hinduleder Mahatma Gandhi har engang sagt: „Jeg kender ingen som har gjort mere for menneskeheden end Jesus. Det er ikke kristendommen der er noget i vejen med.“ Og han tilføjede: „Det er jer kristne der er problemet. I gør ikke det mindste for at leve op til jeres egen lære.“

16, 17. Hvad er det der ofte mangler hos dem der hævder at de er kristne, og hvad kendetegner sande disciple af Jesus?

¹⁶ Jesus sagde at hans sande disciple ikke blot kunne kendes på hvad de sagde de var, eller på den etiket de hæftede på sig selv, men at de først og fremmest skulle kendes på deres gerninger. Han sagde for eksempel: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje.“ (Mattæus 7:21) Hvorfor er der så mange der siger at Jesus er deres Herre, men som ikke gør hans Faders vilje? Tænk på den rige unge mand. Som tilfældet var med denne mand, er den ’ene ting’ de såkaldte kristne mangler, en helhjertet kærlighed til Jesus og den der udsendte ham.

¹⁷ Hvordan kan det være? Hævder de millioner der kalder sig kristne, ikke også at de elsker Kristus? Det gør de uden tvivl. Men det er ikke nok at sige at man elsker ham. Jesus sagde: „Hvis nogen elsker mig, vil han overholde mit ord.“ (Johannes 14:23) Og idet han sammenlignede sig selv med en hyrde, sagde han: „Mine får hører min stemme, og jeg kender dem, og de følger mig.“ (Johannes 10:27) Ja, beviset på sand kærlighed til Jesus består ikke blot i ord eller følelser, men først og fremmest i gerninger.

18, 19. (a) Hvordan bør det indvirke på os at vi lærer Jesus nærmere at kende? (b) Hvad er formålet med denne bog, og hvordan kan den være til gavn for dem der længe har betragtet sig selv som disciple af Jesus?

¹⁸ Men hvoraf udspringer vore gerninger, vore handlinger? De udspringer af vort indre og genspejler den person vi er inderst inde. Det er her grunden skal lægges. Jesus sagde: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ (Johannes 17:3) Hvis vi lærer Jesus rigtigt at kende og grunder over det vi lærer, vil det indvirke på vort hjerte. Vi vil komme til at elske ham mere og mere og få et stadig stærkere ønske om at følge ham.

¹⁹ Det er formålet med denne bog. Formålet er ikke at give en fuldstændig beretning om Jesu liv og tjeneste, men at hjælpe os til mere klart at se hvordan vi kan følge ham.b Den skal hjælpe os til at se ind i Skriftens spejl og spørge os selv: ’Følger jeg virkelig Jesus?’ (Jakob 1:23-25) Du har måske længe betragtet dig selv som en der ledes af den rigtige hyrde. Men er det ikke sandt at vi alle kan gøre forbedringer? Bibelen giver følgende opfordring: „Bliv ved med at prøve jer selv, om I er i troen, bliv ved med at bedømme jer selv.“ (2 Korinther 13:5) Det er alle anstrengelserne værd at vi forvisser os om at vi virkelig lader os lede af vor kærlige Hyrde, Jesus Kristus, som Jehova selv har sat til at lede os.

20. Hvad vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

²⁰ Det er vort håb at denne bog vil øge din kærlighed til Jesus og Jehova. Når denne kærlighed leder dig gennem livet, vil du opnå en fred og tilfredshed som er uden sidestykke i denne gamle verden, og du vil kunne lovprise Jehova for evigt fordi han har givet os den rigtige Hyrde. Vores studium af Jesu liv og tjeneste må naturligvis hvile på den rette grundvold. Derfor vil vi i kapitel 2 se nærmere på den plads Jesus indtager i Jehovas hensigt med sine skabninger.

1, 2. Hvorfor er det ikke muligt at nærme sig Jehova uden hjælp, og hvad har Jesus gjort for os i den forbindelse?

ER DU nogen sinde faret vild? Du husker måske engang du ville besøge en af dine venner, men ikke kunne finde hvor han boede. Mens du kom kørende et sted du ikke kendte, standsede du op for at spørge en mand om vej. Og tænk engang, i stedet for at forklare dig vejen sagde manden meget hjælpsomt: „Følg bare efter mig, så kører jeg foran og viser vej.“ Hvilken lettelse!

² I en vis forstand gør Jesus noget lignende for os. Uden hjælp ville det ikke være muligt for os at finde vejen til Gud. Alle mennesker er så at sige faret vild på grund af den nedarvede synd og ufuldkommenhed; de er „udelukkede fra det liv der hører Gud til“. (Efeserne 4:17, 18) Derfor må vi have hjælp til at finde vej. Jesus Kristus, vor hjælper og vort forbillede, viser os vej, og han forklarer os ikke blot vejen. Han gør mere end det. Som vi så i kapitel 1, siger han: „Kom . . . og følg mig.“ (Markus 10:21) Han giver os desuden en stærk grund til at tage imod denne indbydelse. Ved en lejlighed sagde han: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) Lad os se på nogle grunde til at det kun er muligt at komme til Faderen gennem Sønnen. Med disse grunde i tanke vil vi derefter se på hvordan Jesus er „vejen og sandheden og livet“.

En betydningsfuld plads i Jehovas hensigt

3. Hvorfor går vejen til Gud gennem Jesus?

³ Når vejen til Gud går gennem Jesus Kristus, er det først og fremmest fordi det har behaget Gud at betro sin søn den mest betydningsfulde opgave man kan tænke sig.a Han har gjort ham til den centrale skikkelse i gennemførelsen af alle sine hensigter. (2 Korinther 1:20; Kolossenserne 1:18-20) For at forstå hvad denne opgave går ud på, må vi se på det der skete i Edens Have, hvor det første menneskepar sluttede sig til Satan i oprøret mod Jehova. — 1 Mosebog 2:16, 17; 3:1-6.

4. Hvilket spørgsmål blev rejst ved oprøret i Eden, og hvad besluttede Jehova at gøre for at få spørgsmålet afgjort?

⁴ Oprøret i Eden rejste et spørgsmål som ville berøre alle skabninger: Udøver Jehova Gud herredømmet over sine skabninger på rette måde? For at afgøre dette vigtige spørgsmål besluttede Jehova at en fuldkommen åndesøn måtte sendes til jorden. Den opgave han skulle udføre, var af den største betydning — han skulle give sit liv for at hævde Jehovas suverænitet og tjene som en løsesum til menneskenes frelse. Ved at forblive trofast til døden ville den søn der blev udvalgt, gøre det muligt at løse alle de problemer der var opstået ved Satans oprør. (Hebræerne 2:14, 15; 1 Johannes 3:8) Men Jehova havde millioner og atter millioner af fuldkomne åndesønner. (Daniel 7:9, 10) Hvem af dem valgte han til at udføre dette vigtige hverv? Han valgte sin „enestefødte søn“, den der senere blev kendt som Jesus Kristus. — Johannes 3:16.

5, 6. Hvordan gav Jehova bevis på at han nærede tillid til sin søn, og hvad var denne tillid baseret på?

⁵ Skulle det overraske os at det var ham der blev valgt? På ingen måde! Faderen nærede den største tillid til sin enestefødte søn. Århundreder før Jehova sendte sin søn til jorden, forudsagde han at denne søn ville forblive loyal til trods for at han måtte gennemgå mange lidelser. (Esajas 53:3-7, 10-12; Apostelgerninger 8:32-35) Tænk over hvad det ville sige! Som alle andre fornuftbegavede skabninger var Sønnen moralsk frit stillet og kunne selv vælge hvad han ville gøre. Dog havde Jehova en sådan tillid til sin søn at han forudsagde at han ville forblive trofast. Hvad var denne tillid baseret på? Ganske enkelt: på at han kendte sin søn. Jehova har et indgående kendskab til sin søn og véd at Sønnen ønsker at behage ham. (Johannes 8:29; 14:31) Sønnen elsker sin Fader, og Jehova elsker Sønnen. (Johannes 3:35) Den kærlighed Faderen og Sønnen nærer til hinanden, har skabt et ubrydeligt bånd imellem dem, et bånd der hviler på gensidig tillid og gør dem til ét. — Kolossenserne 3:14.

⁶ I betragtning af den vigtige opgave Sønnen fik betroet, den tillid Faderen nærer til Sønnen, og den kærlighed der binder Faderen og Sønnen sammen, er det ikke så mærkeligt at det kun er muligt at komme til Gud gennem Jesus Kristus. Der er dog endnu en grund til at kun Sønnen kan føre os til Faderen.

Kun Sønnen kender fuldt ud Faderen

7, 8. Hvorfor kunne Jesus med rette sige at ingen kender Faderen fuldt ud „undtagen Sønnen“?

⁷ Der er visse krav vi må opfylde hvis vi skal have adgang til Jehova. (Salme 15:1-5) Hvem ved bedre end Sønnen hvad der kræves for at opfylde Guds normer og få hans godkendelse? Jesus sagde: „Alt er blevet overgivet mig af min Fader, og ingen kender fuldt ud Sønnen, undtagen Faderen, ligesom heller ingen fuldt ud kender Faderen, undtagen Sønnen og enhver som Sønnen ønsker at åbenbare ham for.“ (Mattæus 11:27) Lad os se på hvorfor Jesus med rette og uden at overdrive kunne sige at ingen kender fuldt ud Faderen „undtagen Sønnen“.

⁸ Som „al skabnings førstefødte“ har Sønnen et helt specielt og fortroligt forhold til Jehova. (Kolossenserne 1:15) Forestil dig det nære forhold der udviklede sig mellem Faderen og Sønnen igennem de uanede tidsaldre hvor kun de to eksisterede i universet — fra skabelsens begyndelse og indtil andre åndeskabninger blev til. (Johannes 1:3; Kolossenserne 1:16, 17) Tænk blot på den enestående mulighed Sønnen havde da han var alene sammen med Faderen, for at få et dybtgående kendskab til Faderens tanker og lære hans vilje, normer og veje at kende. Det er ingen overdrivelse at sige at Jesus kender sin Fader bedre end nogen anden gør. Det nære forhold mellem ham og Faderen satte Jesus i stand til at åbenbare sider af Faderen på en måde som ingen anden kunne.

9, 10. (a) På hvilke måder åbenbarede Jesus sin Fader for os? (b) Hvad må vi gøre for at få Jehovas godkendelse?

⁹ Jesu lære vidnede om hans dybe forståelse af hvordan Jehova tænker og føler, og af hvad Gud kræver af dem der tilbeder ham.b Der var endnu en måde hvorpå Jesus åbenbarede sin Fader for os, og som vidnede om hans dybtgående kendskab til ham. Jesus sagde: „Den der har set mig, har også set Faderen.“ (Johannes 14:9) Jesus genspejlede til fuldkommenhed sin Fader i alt hvad han sagde og gjorde. Så når vi i Bibelen læser om Jesus — de kraftfulde og vindende ord han brugte når han underviste, den medfølelse der fik ham til at helbrede syge, og den medmenneskelige forståelse der fik ham til at give tårerne frit løb — kan vi forestille os Jehova sige og gøre nøjagtig det samme. (Mattæus 7:28, 29; Markus 1:40-42; Johannes 11:32-36) Faderens vilje og måde at handle på åbenbares til fuldkommenhed i Sønnens ord og gerninger. (Johannes 5:19; 8:28; 12:49, 50) For at få Jehovas godkendelse må vi altså give agt på Jesu lære og følge hans eksempel. — Johannes 14:23.

¹⁰ Eftersom Jesus har et nært og fortroligt kendskab til Jehova og efterligner ham til fuldkommenhed, er det ikke overraskende at Jehova har ladet Sønnen være den hvorigennem vi kan nærme os ham. Efter at vi har lagt denne grundvold for vores forståelse af hvorfor vi kun kan komme til Jehova gennem Jesus, lad os da se nærmere på betydningen af Jesu ord: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ — Johannes 14:6.

„Jeg er vejen“

11. (a) Hvorfor er det kun gennem Jesus at vi kan få et godkendt forhold til Gud? (b) Hvordan fremgår det af Johannes 14:6 at Jesus indtager en ganske enestående stilling? (Se fodnoten).

¹¹ Vi har set at det kun er muligt at komme til Gud gennem Jesus. Lad os nu beskæftige os lidt mere indgående med hvad der ligger i det. Jesus er „vejen“ i den forstand at vi kun ved hjælp af ham kan få et godkendt forhold til Gud. Hvordan kan det være? Fordi Jesus gav sit liv som en løsesum ved at vise sig trofast til døden. (Mattæus 20:28) Uden denne løsesum ville det være umuligt for os at få adgang til Gud. Synden danner en forhindring der blokerer vejen mellem menneskene og Gud, for han er hellig og godkender ikke synd. (Esajas 6:3; 59:2) Men Jesu offer fjernede denne forhindring. Hans offer var det der skulle til for at dække, eller sone, synden. (Hebræerne 10:12; 1 Johannes 1:7) Hvis vi tager imod det offer som Gud har tilvejebragt ved Kristus, og tror på det, kan vi modtage Guds gunst. Der findes ingen anden måde hvorpå vi kan blive „forligt med Gud“.c — Romerne 5:6-11.

12. På hvilke måder er Jesus „vejen“?

¹² Jesus er „vejen“ når det drejer sig om bøn. Kun gennem Jesus kan vi henvende os til Jehova i bøn i forvisning om at han vil høre vore oprigtige anmodninger. (1 Johannes 5:13, 14) Jesus selv sagde: „Hvis I beder Faderen om noget, vil han give jer det i mit navn. . . Bed, og I vil få, så jeres glæde kan være hel og fuld.“ (Johannes 16:23, 24) I Jesu navn kan vi altså med rette komme til Jehova i bøn og kalde ham „vor Fader“. (Mattæus 6:9) Jesus er også „vejen“ på en anden måde — nemlig ved sit eksempel. Som tidligere nævnt efterlignede Jesus til fuldkommenhed sin Fader. Ved sit eksempel viser Jesus os derfor hvordan vi skal leve for at behage Jehova. For at komme til Jehova må vi altså vandre i Jesu fodspor. — 1 Peter 2:21.

„Jeg er . . . sandheden“

13, 14. (a) Hvordan kan det siges at Jesus var sandfærdig når han talte? (b) Hvad måtte Jesus gøre for at være „sandheden“, og hvad er grunden?

¹³ Jesus talte altid sandhed når han forkyndte sin Faders profetiske ord. (Johannes 8:40, 45, 46) Der blev aldrig fundet svig i hans mund. (1 Peter 2:22) Selv hans modstandere indrømmede at han lærte „Guds vej i overensstemmelse med hvad der er sandhed“. (Markus 12:13, 14) Men da Jesus sagde „jeg er . . . sandheden“, mente han ikke blot at han gjorde sandheden kendt når han talte, forkyndte og underviste. Der lå mere — meget mere — i det.

¹⁴ Århundreder i forvejen havde Jehova inspireret bibelskribenterne til at nedskrive mange profetier om Messias, Kristus. De pegede frem til visse enkeltheder i forbindelse med hans liv, tjeneste og død. Desuden indeholdt Moseloven profetiske ’skygger’, det vil sige forbilleder, der pegede frem til Messias. (Hebræerne 10:1) Ville Jesus vise sig at være trofast til døden og således opfylde alt det der var profeteret om ham? Først når det var sket, ville det være bevist at Jehova var den sande profetis Gud. Dette enorme ansvar hvilede på Jesu skuldre. Ved sin måde at leve på — ved hvert ord han udtalte, og hver gerning han gjorde — bragte Jesus de profetiske forbilleder ind i virkelighedens, eller sandhedens, verden. (2 Korinther 1:20) Han var „sandheden“. Det var som om Jehovas profetiske ords sandhed, eller virkelighed, var kommet med Jesus selv. — Johannes 1:17; Kolossenserne 2:16, 17.

„Jeg er . . livet“

15. Hvad vil det sige at tro på Sønnen, og hvad fører det til?

¹⁵ Jesus er „livet“, for det er kun gennem ham vi kan få liv — det vil sige „det virkelige liv“. (1 Timoteus 6:19) Bibelen siger: „Den der tror på Sønnen har evigt liv; den der ikke adlyder Sønnen skal ikke se livet, men Guds vrede forbliver over ham.“ (Johannes 3:36) Hvad vil det sige at tro på Guds søn? Det vil sige at vi er overbeviste om at vi ikke kan få liv uden ham. Desuden betyder det at vi viser vores tro i gerninger, fortsætter med at lære af Jesus og gør vort bedste for at følge hans lære og eksempel. (Jakob 2:26) At tro på Guds søn fører altså til evigt liv — udødeligt liv i himmelen for en „lille hjord“ salvede kristne og liv som fuldkomne mennesker i et jordisk paradis for „en stor skare“ „andre får“. — Lukas 12:32; 23:43; Åbenbaringen 7:9-17; Johannes 10:16.

16, 17. (a) Hvordan vil Jesus vise sig at være „livet“ også for dem der er døde? (b) Hvad kan vi have tillid til?

¹⁶ Hvad med dem der allerede er døde? Jesus er også „livet“ for dem. Kort før Jesus oprejste sin ven Lazarus fra de døde, sagde han til Lazarus’ søster Marta: „Jeg er opstandelsen og livet. Den der tror på mig, skal komme til live selv om han dør.“ (Johannes 11:25) Jehova har overdraget sin søn „dødens og Hades’ nøgler“ og således givet ham magt til at oprejse fra døden. (Åbenbaringen 1:17, 18) Med disse nøgler vil Jesus åbne Hades’ porte og udfri alle dem der befinder sig i menneskehedens fælles grav. — Johannes 5:28, 29.

¹⁷ „Jeg er vejen og sandheden og livet“ — med denne enkle udtalelse sammenfattede Jesus formålet med sit liv og sin tjeneste på jorden. Ordene har stor betydning for os i dag. Vi husker at Jesus umiddelbart efter sagde: „Ingen kommer til Faderen uden gennem mig.“ (Johannes 14:6) Det gælder lige så vel i dag som da han udtalte dem. Vi kan derfor have fuld tillid til at hvis vi følger Jesus, vil vi aldrig ’fare vild’. Han, og han alene, vil vise os vejen „til Faderen“.

Hvad vil du gøre?

18. Hvad betyder det at være en sand discipel af Jesus Kristus?

¹⁸ I betragtning af den betydningsfulde plads Jesus indtager, og hans indgående kendskab til Faderen har vi gode grunde til at følge ham. Som vi så i det foregående kapitel, skal der gerninger til, ikke blot ord eller følelser, for at være en sand discipel af Jesus Kristus. At følge Kristus betyder at man må rette sit liv ind efter hans lære og eksempel. (Johannes 13:15) Den bog du nu er i færd med at læse, kan hjælpe dig med dette.

19, 20. Hvad indeholder denne studiebog, og hvordan kan den hjælpe os til at følge Jesus Kristus?

¹⁹ I de følgende kapitler vil vi se nøjere på Jesu liv og tjeneste. Bogen er inddelt i tre dele. I første del vil vi gennemgå Jesu egenskaber og den måde de kom til udtryk på i handling. I anden del vil vi se nærmere på hans nidkærhed med hensyn til at forkynde og undervise. Og i tredje del vil vi se på hvordan han viste kærlighed. Fra og med kapitel 3 vil der i slutningen af hvert kapitel være en ramme med overskriften „Hvordan kan vi følge Jesus?“ De anførte skriftsteder og spørgsmål er beregnet på at vi skal tænke nærmere over hvordan vi kan efterligne Jesus i ord og gerning.

²⁰ Takket være Jehova Gud behøver vi altså ikke at være ’faret vild’, udelukkede fra Gud på grund af den nedarvede synd. Med store omkostninger for sig selv har Jehova i kærlighed sendt sin søn for at vise os vejen til et godkendt forhold til ham. (1 Johannes 4:9, 10) Måtte du føle dig opmuntret, ja, tilskyndet, til at gengælde denne store kærlighed ved at tage imod og efterkomme Jesu indbydelse: „Følg mig.“ — Johannes 1:43.

1-3. Hvordan foregår Jesu indtog i Jerusalem, og hvorfor ville nogle i folkemængden måske være overraskede?

JERUSALEM summer af aktivitet. Alle er på benene, og forventningen er stor. En kendt mand ventes til byen. Folk samles langs vejene. De er ivrige efter at hilse denne mand velkommen, for nogle siger at han er kong Davids arving og Israels retmæssige hersker. Nogle har palmegrene i hænderne; andre breder klædningsstykker og grene fra træerne ud på vejen for at jævne den for ham. (Mattæus 21:7, 8; Johannes 12:12, 13) Mange er sikkert spændt på hvordan han vil ankomme.

² Nogle venter måske et prægtigt optog. De ved at betydningsfulde mænd har holdt deres indtog med pomp og pragt. Davids søn Absalom lod for eksempel 50 mænd løbe foran sin vogn da han udråbte sig selv til konge. (2 Samuel 15:1, 10) Den romerske hersker Julius Cæsar omgav sig med endnu større pragt. Da han holdt sit indtog på Roms Capitolium, var han flankeret af 40 elefanter der var smykket med lamper. Men nu venter indbyggerne i Jerusalem en mand som har endnu større betydning. Hvad enten folkemængden forstår det eller ej, så er det Messias, det største menneske der har levet! Men da denne fremtidige konge viser sig, venter der dem en overraskelse.

³ De ser ingen vogn, ingen løbere, ingen heste — og bestemt heller ingen elefanter! Nej, Jesus kommer ridende på et ydmygt lastdyr, et æsel.a Der er intet luksuriøst ved ham eller hans ridedyr. I stedet for en kostbar sadel er der bredt nogle klædningsstykker ud over æselets ryg. Hvorfor har Jesus valgt at gøre sit indtog i Jerusalem på en så ydmyg måde når langt mindre betydningsfulde mænd har krævet langt større pomp og pragt?

4. Hvad har Bibelen forudsagt om den måde hvorpå den messianske konge ville gøre sit indtog i Jerusalem?

⁴ Jesus opfylder en profeti: „Jubl højt, Zions datter. Bryd ud i hyldest, Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig og frelses, sagtmodig og rider på et æsel.“ (Zakarias 9:9) Denne profeti viser at Guds Salvede, Messias, en dag ville træde frem for Jerusalems indbyggere som den af Gud udnævnte konge. Desuden ville den måde han gjorde det på — også hans valg af ridedyr — understrege en smuk egenskab hos ham, nemlig at han var ydmyg af hjertet.

5. Hvorfor gør Jesu ydmyghed et dybt indtryk på os, og hvorfor er det vigtigt at vi lærer at efterligne Jesus med hensyn til denne egenskab?

⁵ Jesu ydmyghed er en af hans mest tiltalende egenskaber. Den gør et dybt indtryk på os. Som vi så i det foregående kapitel, er Jesus „vejen og sandheden og livet“. (Johannes 14:6) Ingen af de milliarder af mennesker der har levet på jorden, kommer altså på højde med ham i betydning. Og dog var der hos Jesus intet spor af stolthed og hovmod eller den opfattelse af egen betydning som præger utallige ufuldkomne mennesker. Skal vi efterfølge Jesus, må vi bekæmpe tilbøjeligheden til at give efter for stolthed. (Jakob 4:6) Jehova hader stolthed og hovmod. Det er derfor vigtigt at vi lærer at efterligne Jesu ydmyghed.

Viste ydmyghed i sin førmenneskelige tilværelse

6. Hvad er ydmyghed, og hvordan vidste Jehova at Messias ville være ydmyg?

⁶ At være ydmyg vil sige at have en beskeden opfattelse af sig selv, ikke at være stolt eller hovmodig. Det er en egenskab der har sin rod i hjertet, og som giver sig til kende i en persons tale, adfærd og måde at behandle andre på. Hvordan vidste Jehova at Messias ville være ydmyg? Han vidste at hans søn genspejlede hans eget fuldkomne eksempel. (Johannes 10:15) Han havde også set sin søns ydmyghed komme til udtryk i handling. Hvordan?

7-9. (a) Hvordan viste Mikael ydmyghed da han havde en uoverensstemmelse med Satan? (b) Hvordan kan kristne efterligne Mikael med hensyn til at vise ydmyghed?

⁷ Judas’ Brev fortæller om en interessant hændelse: „Da ærkeengelen Mikael havde en uoverensstemmelse med Djævelen og sagde ham imod vedrørende Moses’ legeme, vovede han ikke at fremføre en spottende dom imod ham, men sagde: ’Måtte Jehova irettesætte dig.’“ (Judas 9) Mikael er et navn der anvendes om Jesus før og efter hans liv på jorden. Det bruges om ham i hans egenskab af ærkeengel, den engel som står i spidsen for Guds himmelske hærskarer af engle.b (1 Thessaloniker 4:16) Men læg mærke til hvordan Mikael greb denne uoverensstemmelse an.

⁸ Det fremgår ikke af Judas’ Brev hvad Satan ville med Moses’ legeme, men vi kan være sikre på at han havde noget ondt i tanke. Måske ville han bruge denne trofaste mands døde legeme til en form for afgudsdyrkelse. Samtidig med at Mikael modsatte sig Satans onde plan, viste han også en bemærkelsesværdig selvbeherskelse. Satan fortjente sandelig en irettesættelse, men Mikael, som på det tidspunkt da han havde sin uoverensstemmelse med Satan, endnu ikke havde fået overdraget „al dom“, følte at en sådan dom kun skulle komme fra Jehova Gud. (Johannes 5:22) I sin egenskab af ærkeengel havde Mikael en udstrakt myndighed, men alligevel bøjede han sig ydmygt for Jehova frem for at tiltage sig nogen yderligere myndighed. Foruden ydmyghed viste han altså også beskedenhed, idet han var klar over sine egne begrænsninger.

⁹ Der var en grund til at Judas blev inspireret til at skrive om denne hændelse. Sørgeligt nok var der nogle kristne på Judas’ tid som ikke var ydmyge. Hovmodigt ’spottede de alt det som de ikke kendte’. (Judas 10) Hvor er det let for os ufuldkomne mennesker at bukke under for stolthed! Hvordan reagerer vi for eksempel når der er noget vi ikke forstår i den kristne menighed — måske en afgørelse truffet af ældsterådet? Ville det ikke være mangel på ydmyghed hvis vi udtalte os negativt og kritisk om en bestemt afgørelse når vi ikke kender alle de faktorer som ligger til grund for afgørelsen? Lad os i stedet efterligne Mikael, altså Jesus, og afholde os fra at dømme i forhold hvor vi ikke har nogen gudgiven myndighed.

10, 11. (a) Hvad kan der siges om den villighed Guds søn viste ved at komme herned til jorden? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesu ydmyghed?

¹⁰ Guds søn viste også ydmyghed ved at tage imod den opgave at komme herned til jorden. Tænk engang over hvad han måtte give afkald på. Han var ærkeengelen. Han var også „Ordet“ — talsmand for Jehova selv. (Johannes 1:1-3) Han havde sin bolig i himmelen, Jehovas „helligheds og hæders ophøjede bolig“. (Esajas 63:15) Alligevel „tømte [han] sig selv og tog en træls skikkelse på og fremtrådte i menneskers lighed“. (Filipperne 2:7) Tænk også på hvad hans opgave her på jorden indebar! Hans liv blev overført fra himmelen til en jødisk jomfrus moderliv, hvor det i ni måneder skulle udvikle sig til et lille menneskebarn. Han blev født som et hjælpeløst spædbarn i en fattig tømrers familie og voksede derefter op fra at være en lille dreng til at blive teenager og et ungt menneske. Gennem hele sin opvækst underordnede han sig ufuldkomne jordiske forældre skønt han selv var fuldkommen. (Lukas 2:40, 51, 52) Hvilken bemærkelsesværdig ydmyghed!

¹¹ Kan vi efterligne Jesu ydmyghed ved villigt at påtage os tjenesteopgaver som kunne synes ringe og ubetydelige? For eksempel kunne den opgave at forkynde den gode nyhed om Riget synes ydmygende når folk reagerer med ligegyldighed, latterliggørelse eller fjendtlighed. (Mattæus 28:19, 20) På den anden side — hvis vi viser udholdenhed, kan vi være med til at redde menneskeliv. Og i hvert fald kan vi lære en hel del om ydmyghed og således følge i vor Mesters, Jesu Kristi, fodspor.

Jesu ydmyghed som menneske

12-14. (a) Hvordan viste Jesus ydmyghed når folk lovpriste ham? (b) På hvilke måder viste Jesus ydmyghed over for andre? (c) Hvad viser at Jesu ydmyghed ikke var noget påtaget eller blot et udslag af gode manerer?

¹² Fra først til sidst var Jesu jordiske tjeneste kendetegnet af ydmyghed. Det ses af at han lod al ære og pris gå til Faderen. Undertiden var der nogle der lovpriste Jesus for visdommen i hans ord, for de forunderlige mirakler han øvede, og for den godhed de så hos ham. Men atter og atter henledte Jesus opmærksomheden på sin Fader og tog ikke selv æren. — Markus 10:17, 18; Johannes 7:15, 16.

¹³ Jesus viste ydmyghed ved den måde han behandlede andre på. Han understregede at han ikke var kommet til jorden for at lade sig betjene, men for selv at tjene. (Mattæus 20:28) Han viste ydmyghed ved sin mildhed og rimelighed over for andre. Når hans disciple skuffede ham, talte han ikke hårdt til dem, men blev ved med at appellere til deres hjerte. (Mattæus 26:39-41) Når skarerne forstyrrede ham mens han søgte ro og hvile og gerne ville være alene, sendte han dem ikke bort, men blev ved med at give af sig selv og at „lære dem mange ting“. (Markus 6:30-34) Da en fønikisk kvinde trængte ind på ham for at han skulle helbrede hendes datter, var han til at begynde med ikke indstillet på at gøre det. Dog afviste han hende ikke vredt, men gav efter for hende på grund af hendes usædvanlige tro, et emne vi skal komme nærmere ind på i kapitel 14. — Mattæus 15:22-28.

¹⁴ På utallige måder levede Jesus op til sine egne ord: „Jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet.“ (Mattæus 11:29) Hans ydmyghed var ikke overfladisk, noget påtaget eller blot et udslag af gode manerer. Den kom fra hjertet, hans eget indre. Det er derfor ikke så mærkeligt at han lagde vægt på at hans disciple også skulle lære ydmyghed!

Lærte sine disciple at være ydmyge

15, 16. Hvilken forskel viste Jesus der skulle være mellem de verdslige herskere og hans disciple?

¹⁵ Jesu apostle var sene til at lære ydmyghed. Jesus måtte prøve igen og igen for at få dem til at forstå nødvendigheden af at være ydmyg. For eksempel søgte Jakob og Johannes ved en lejlighed gennem deres mor at få Jesus til at love dem en fremtrædende plads i Guds rige. Men beskedent svarede Jesus dem: „Sædet ved min højre hånd og ved min venstre står det ikke til mig at give væk, men det tilhører dem for hvem det er beredt af min Fader.“ Da de ti andre hørte om det, „harmedes“ de på Jakob og Johannes. (Mattæus 20:20-24) Hvad gjorde Jesus i denne situation?

¹⁶ Han satte dem alle venligt i rette idet han sagde: „I ved at nationernes herskere spiller herrer over dem, og de store udøver myndighed over dem. Sådan er det ikke blandt jer; tværtimod, enhver der ønsker at blive stor blandt jer, skal være jeres tjener, og enhver der ønsker at være først blandt jer, skal være jeres træl.“ (Mattæus 20:25-27) Apostlene havde uden tvivl set hvor stolte, ærgerrige og selviske „nationernes herskere“ kunne være. Jesus viste at hans disciple skulle være anderledes end disse magtsyge tyranner. De skulle være ydmyge. Fik apostlene fat i meningen?

17-19. (a) Hvilken uforglemmelig lektion i ydmyghed gav Jesus apostlene aftenen før sin død? (b) Hvad var den mest talende lektion i ydmyghed Jesus gav apostlene mens han var på jorden?

¹⁷ Det var ikke let for dem. Det var hverken første eller sidste gang Jesus havde forsøgt at lære dem det. Ved en tidligere lejlighed da de havde skændtes om hvem af dem der var den største, havde han stillet et lille barn ind midt iblandt dem og sagt at de skulle være som børn, der er mindre tilbøjelige end voksne til at være stolte og ærgerrige og til at ville være noget. (Mattæus 18:1-4) Ikke desto mindre så han at apostlene, så sent som aftenen før hans død, stadig lå under for dette karaktertræk. Han gav dem da en lektion som de aldrig skulle glemme. Han bandt et håndklæde om sig og udførte den mest ydmyge af alle pligter, den som det var skik at tjenestefolk udførte over for gæsterne i et hus. Jesus vaskede disciplenes fødder, også Judas’, ham som stod i begreb med at forråde Jesus! — Johannes 13:1-11.

¹⁸ Jesus lod dem ikke være i tvivl om meningen med det han havde gjort. „Jeg har . . . givet jer et forbillede,“ sagde han. (Johannes 13:15) Forstod apostlene da omsider hvad Jesus ville lære dem? Nej. Senere samme aften diskuterede de igen hvem der var den største iblandt dem! (Lukas 22:24-27) Men Jesus havde stadig tålmodighed med dem og underviste dem ydmygt. Derpå gav han dem den mest talende lektion af dem alle: „[Han] ydmygede . . . sig og blev lydig indtil døden, ja, døden på en marterpæl.“ (Filipperne 2:8) Jesus underkastede sig villigt en ydmygende død, med urette dømt som en forbryder og gudsbespotter. Han viste derved at han var noget helt for sig selv, for blandt alle Guds skabninger fandt egenskaben ydmyghed hos ham sit ypperste og mest fuldkomne udtryk.

¹⁹ Måske var det denne sidste lektion i ydmyghed der prentede sig uudsletteligt i hans trofaste apostles hjerter. Bibelen fortæller at disse mænd ydmygt tjente i mange år, ja årtier, efter. Hvad med os?

Vil du følge Jesu eksempel?

20. Hvordan ved vi om vi er ydmyge af hjertet?

²⁰ Paulus giver os følgende formaning: „Bevar denne indstilling i jer som også var i Kristus Jesus.“ (Filipperne 2:5) Ligesom Jesus må vi være ydmyge af hjertet. Hvordan ved vi om vi er det? Paulus minder os om at vi ’intet skal gøre af stridbarhed eller selvoptagethed, men i ydmyghed skal agte de andre højere end os selv’. (Filipperne 2:3) Svaret på spørgsmålet afhænger altså af hvordan vi betragter andre i forhold til os selv. Vi skal se dem som „højere“, mere betydningsfulde, end os selv. Vil du følge dette råd?

21, 22. (a) Af hvilken grund må kristne tilsynsmænd være ydmyge? (b) Hvordan kan vi vise at vi er iført ydmyghed?

²¹ Mange år efter Jesu død tænkte apostelen Peter stadig på hvor vigtigt det er at være ydmyg. Han fortalte de kristne tilsynsmænd at de ydmygt skulle udføre deres pligter og aldrig spille herrer over Jehovas får. (1 Peter 5:2, 3) Ansvar giver ikke ret til at være stolt. Tværtimod øger det behovet for sand ydmyghed. (Lukas 12:48) Og denne egenskab er naturligvis ikke alene vigtig for tilsynsmænd, men for alle kristne.

²² Peter glemte aldrig den aften Jesus vaskede hans fødder — under Peters protester! (Johannes 13:6-10) Peter skrev senere til de kristne: „I skal alle iføre jer ydmyghed over for hinanden.“ (1 Peter 5:5) Udtrykket „iføre jer“ leder tanken hen på en tjener der tager et forklæde på for at udføre sit arbejde i huset. Udtrykket minder os også om den situation da Jesus bandt et håndklæde om sig før han knælede ned for at vaske apostlenes fødder. Hvis vi følger Jesus, hvilken gudgiven opgave kunne vi da regne for at være under vores værdighed at udføre? Vort hjertes ydmyghed skulle være synlig for alle, som var den en klædning vi var iført.

23, 24. (a) Hvorfor bør vi bekæmpe enhver tilbøjelighed til hovmod? (b) Hvilken forkert opfattelse angående ydmyghed vil blive behandlet i det næste kapitel?

²³ Hovmod er som gift. Virkningerne kan være ødelæggende. Det er en egenskab som kan gøre det mest begavede menneske til et ubrugeligt redskab for Gud. På den anden side kan ydmyghed gøre selv den mindste til et meget nyttigt redskab for ham. Hvis vi hver dag bestræber os for at opdyrke denne dyrebare egenskab ved at vandre ydmygt i Jesu fodspor, vil belønningen være stor. Peter skrev: „Ydmyg jer derfor under Guds vældige hånd, så han til sin tid kan ophøje jer.“ (1 Peter 5:6) Jehova ophøjede i sandhed Jesus fordi han ydmygede sig så fuldstændigt. Vor Gud vil ligeledes glæde sig over at belønne os for vores ydmyghed.

²⁴ Desværre mener nogle at ydmyghed er et tegn på svaghed. Jesu eksempel hjælper os til at se hvor forkert denne opfattelse er, for den mest ydmyge af alle var også den mest modige. Det vil være emnet for det næste kapitel.

1-3. Hvilken fare truer Jesus, og hvordan reagerer han?

EN PØBELSVÆRM er på sporet af Jesus. De søger ham for at få ham arresteret. Det er en stor skare bevæbnet med sværd og køller, og der er soldater med. Som drevet af en fælles vilje går de målbevidst gennem Jerusalems mørke gader, over Kedrondalen, til Oliebjerget. Det er fuldmåne, men alligevel bærer de fakler og lamper. Er det for at oplyse vejen fordi skyerne dækker månen? Eller tror de at den de søger, vil skjule sig i mørket? Én ting er sikker: Den der tror at Jesus er bange og vil skjule sig, kender ham ikke.

² Jesus er klar over den fare der nærmer sig. Dog flygter han ikke, men bliver hvor han er. Skaren nærmer sig, anført af Judas, engang en ven som Jesus stolede på. Skamløst forråder han Jesus idet han udpeger ham, sin tidligere herre, med en hyklerisk hilsen og et kys. Men Jesus bevarer fatningen. Så træder han frem foran skaren og spørger: „Hvem søger I?“ „Jesus Nazaræeren,“ svarer de.

³ De fleste ville forskrækket vige tilbage over for en sådan bevæbnet hob, og måske er det også hvad skaren forventer at Jesus vil gøre. Men han viger ikke tilbage. Han flygter ikke og skjuler ikke sin identitet bag en løgn. Han siger ganske enkelt: „Det er mig.“ Han er så rolig, så modig, at det forbløffer mændene. De viger tilbage og falder til jorden. — Johannes 18:1-6; Mattæus 26:45-50; Markus 14:41-46.

4-6. (a) Hvad sammenlignes Guds søn med, og hvorfor? (b) Nævn tre måder hvorpå Jesus viste mod.

⁴ Hvordan kunne Jesus se denne fare i øjnene så fuldstændig fattet og med en sådan selvkontrol? Det enkle svar er: Han havde mod! Der er få egenskaber der er så beundrede og så påkrævede hos en leder som mod, og intet menneske har nogen sinde været på højde med, endsige overgået, Jesus i denne henseende. I det foregående kapitel så vi hvor ydmyg og sagtmodig Jesus var. Det var med rette han blev kaldt et „lam“. (Johannes 1:29) Men Jesu mod giver anledning til en helt anden sammenligning. Bibelen siger om Guds søn: „Se! Løven af Judas stamme.“ — Åbenbaringen 5:5.

⁵ Løven forbindes ofte med mod. Har du nogen sinde stået over for en voksen hanløve? Hvis du har det, har det nok været på sikker afstand, måske foran et gitter i en zoologisk have. Men alligevel kan en sådan oplevelse være frygtindgydende. Når man ser denne vældige skabning i øjnene, og den stirrer tilbage på en, kan man vanskeligt forestille sig at den nogen sinde vil flygte i frygt. Bibelen siger at løven er som „en vældig kriger blandt dyrene“, og at den „ikke vender om for nogen“. (Ordsprogene 30:30) Et sådant mod havde Jesus Kristus.

⁶ Lad os nu se nærmere på hvordan Jesus især på tre måder viste en løves mod: ved at stå op for sandheden, ved at gå ind for ret og retfærdighed og ved at holde ud under modstand. Vi skal også se at vi alle — uanset om vi af natur er modige eller ej — kan efterligne Jesus og vise mod.

Stod modigt op for sandheden

7-9. (a) Hvad skete der da Jesus var 12 år gammel, og hvorfor kunne denne situation have virket frygtindgydende? (b) Hvordan viste Jesus mod over for lærerne i templet?

⁷ I en verden der beherskes af Satan, „løgnens fader“, skal der ofte mod til at stå op for sandheden. (Johannes 8:44; 14:30) Jesus ventede ikke til han blev voksen med at gøre dette. Da han var 12 år gammel, kom han bort fra sine forældre efter at de havde fejret påskehøjtiden i Jerusalem. I tre dage søgte Maria og Josef ængsteligt efter drengen. Til sidst fandt de ham i templet. Og hvad gjorde han dér? „Han sad midt iblandt lærerne og hørte på dem og stillede dem spørgsmål.“ (Lukas 2:41-50) Prøv engang at forestille dig situationen.

⁸ Ifølge nogle historikere blev de mest fremtrædende religiøse ledere tilbage i templet efter højtiderne, hvor de underviste ved en af indgangene. Tilhørerne sad ved lærernes fødder og lyttede og stillede spørgsmål. Det var lærde mænd som var velbevandrede i Moseloven og i de utallige indviklede menneskeskabte love og overleveringer der var kommet til i tidens løb. Hvordan ville du have været til mode ved at sidde dér? Måske lidt bange? Det ville kun have været naturligt. Og hvad nu hvis du kun var 12 år? Mange børn er generte. (Jeremias 1:6) Nogle prøver at undgå at tiltrække sig lærerens opmærksomhed, for de er bange for at læreren får øje på dem, bange for at blive bedt om at svare, bange for at blive stillet i forlegenhed eller blive til grin.

⁹ Men her finder vi Jesus siddende midt blandt de lærde, hvor han frygtløst stiller dem skarpsindige spørgsmål. Og han gør mere end det. Beretningen lyder: „Alle som hørte ham blev hele tiden slået af forbavselse over hans forståelse og hans svar.“ (Lukas 2:47) Bibelen fortæller ikke hvad han sagde ved den lejlighed, men vi kan være sikre på at han ikke gentog de falske læresætninger der var almindelige blandt den tids religiøse ledere. (1 Peter 2:22) Nej, han holdt sig til sandheden i Guds ord, og hans tilhørere var virkelig forbløffede over at en 12-års dreng kunne tale med et sådant mod og en sådan indsigt.

10. Hvordan efterligner unge kristne i dag Jesu mod?

¹⁰ Mange unge kristne i dag følger i Jesu fodspor. De er naturligvis ikke fuldkomne som Jesus, men i lighed med ham venter de ikke til de bliver voksne med at stå op for sandheden. I skolen og ved andre lejligheder stiller de taktfuldt spørgsmål, lytter og gør respektfuldt rede for hvad de tror på. (1 Peter 3:15) De har i flere tilfælde hjulpet deres klassekammerater, lærere og naboer til at blive disciple af Jesus. Deres mod må i sandhed glæde Jehova! Hans ord sammenligner sådanne unge med dugdråber — de er forfriskende, velgørende og talrige. — Salme 110:3.

11, 12. Hvordan viste Jesus mod som voksen med hensyn til at forsvare sandheden?

¹¹ Som voksen viste Jesus mod ved igen og igen at forsvare sandheden. Faktisk begyndte han sin tjeneste med en konfrontation som mange ville anse for skræmmende. Ikke som den mægtige ærkeengel, men som et menneske af kød og blod stod Jesus over for Satan, den mægtigste og farligste af alle Jehovas fjender. Jesus afviste Satan og tilbageviste hans forkerte brug af Guds inspirerede ord. Han gjorde ende på mødet ved modigt at sige: „Forsvind, Satan!“ — Mattæus 4:2-11.

¹² Jesus afstak hermed den kurs han ville følge i sin tjeneste. Han ville modigt forsvare sin Faders ord over for alle forsøg på at fordreje eller misbruge det. Dengang som nu var religiøs uærlighed meget almindelig. Jesus sagde til den tids religiøse ledere: „I gør . . . Guds ord ugyldigt med jeres overlevering som I har givet videre.“ (Markus 7:13) Disse mænd nød stor anseelse hos folket, men Jesus fordømte dem som hyklere og blinde vejledere.a (Mattæus 23:13, 16) Hvordan kan vi vise det samme mod som Jesus?

13. Hvad skal vi huske på når vi ønsker at efterligne Jesus, men hvilket privilegium har vi trods alt?

¹³ Vi skal naturligvis huske på at vi hverken har Jesu evne til at læse hjerter eller hans myndighed til at dømme. Vi kan dog godt efterligne det mod hvormed han forsvarede sandheden. Ved for eksempel at afsløre falske religiøse læresætninger — de usandheder som ofte fremholdes om Gud, hans hensigter og hans ord — spreder vi lys i en verden som er formørket af Satans propaganda. (Mattæus 5:14; Åbenbaringen 12:9, 10) Vi er med til at udfri mennesker fra trældom under falske dogmer der fylder dem med frygt og ødelægger deres forhold til Gud. På den måde kommer vi til at se opfyldelsen af Jesu løfte: „Sandheden skal frigøre jer.“ Et fantastisk privilegium! — Johannes 8:32.

Gik modigt ind for ret og retfærdighed

14, 15. (a) Nævn et eksempel på at Jesus ’gjorde klart hvad der er ret’. (b) Hvilke fordomme tog Jesus ikke hensyn til da han talte med den samaritanske kvinde?

¹⁴ En profeti i Bibelen forudsagde at Messias ville ’gøre klart for nationerne hvad der er ret’. (Mattæus 12:18; Esajas 42:1) Det gjorde Jesus virkelig mens han var her på jorden. Med stort mod viste han sig altid at være retfærdig og upartisk. For eksempel antog han ikke de ubibelske fordomme og hykleriske opfattelser der var så udbredte på hans tid.

¹⁵ Da Jesus talte med den samaritanske kvinde ved brønden i Sykar, var hans disciple overraskede. Hvorfor? På den tid nærede jøderne almindeligvis afsky for samaritanerne, en indstilling der gik mange år tilbage. (Ezra 4:4) Desuden var der rabbinere som nedvurderede kvinder. De havde regler — senere nedfældet i skrift — som frarådede en mand at tale med en kvinde; de mente endog at kvinder var uværdige til at blive undervist i Guds lov. Især samaritanske kvinder blev betragtet som urene. Jesus skød alle sådanne fordomme til side og underviste åbenlyst den samaritanske kvinde (der i øvrigt levede umoralsk), idet han oven i købet fortalte hende at han var Messias. — Johannes 4:5-27.

16. Hvorfor må kristne have mod til at være anderledes med hensyn til at nære fordom?

¹⁶ Har du undertiden været i selskab med nogle der nærer fordom mod andre mennesker? De fortæller måske nedsættende historier om folk af en anden race eller nationalitet, taler ringeagtende om nogle af det modsatte køn eller ser ned på dem som har en anden økonomisk eller social status end de selv. De som vil være disciple af Jesus, har ikke et sådant syn på andre mennesker, og de bestræber sig alvorligt på at udrydde ethvert spor af fordom hos sig selv. (Apostelgerninger 10:34) Vi må hver især have mod til at gøre det der er ret og retfærdigt på dette område.

17. Hvordan skred Jesus til handling i templet, og hvorfor gjorde han det?

¹⁷ Det var også mod der fik Jesus til at kæmpe for bevarelsen af Guds folks renhed og for en ren tilbedelsesordning. På et tidligt tidspunkt efter at han havde påbegyndt sin tjeneste, gik han ind på tempelområdet i Jerusalem og blev forfærdet over at se købmændene og pengevekslerne drive forretning dér. Fyldt med retfærdig harme smed han disse begærlige mænd og deres varer ud derfra. (Johannes 2:13-17) Han gjorde noget tilsvarende hen imod slutningen af sin tjeneste. (Markus 11:15-18) Alt dette skaffede ham uden tvivl mægtige fjender, men det holdt ham ikke tilbage. Hvad var grunden? Fra han var barn, havde han kaldt templet sin Faders hus — og det mente han. (Lukas 2:49) At besmitte den rene tilbedelse der foregik dér, var en uretfærdighed han ikke kunne se gennem fingre med. Hans nidkærhed gav ham mod til at gøre det der var nødvendigt.

18. Hvordan kan kristne i dag vise mod i forbindelse med menighedens renhed?

¹⁸ Kristi disciple i dag lægger ligeledes stor vægt på Guds folks renhed og en ren tilbedelsesordning. Hvis de bliver klar over at en af deres trosfæller gør sig skyldig i en alvorlig synd, lukker de ikke blot øjnene for det, men gør modigt vedkommende opmærksom på det. (1 Korinther 1:11) De sikrer sig også at menighedens ældste bliver informeret. De ældste kan hjælpe dem der er åndeligt syge, og kan også tage skridt til at menighedens renhed bevares. — Jakob 5:14, 15.

19, 20. (a) Hvilke uretfærdigheder fandtes til overmål på Jesu tid, og hvilket pres var Jesus udsat for? (b) Hvorfor nægter Kristi disciple at lade sig involvere i politik og voldshandlinger, og hvad har dette mod blandt andet resulteret i?

¹⁹ Men skal vi på grundlag af det Jesus sagde og gjorde, drage den slutning at han søgte at bekæmpe social uretfærdighed i verden i almindelighed? Der var virkelig megen uretfærdighed rundt om ham. Hans land var besat af romerne. De undertrykte jøderne ved hjælp af en stærk militærmagt, pålagde dem tunge skatter og krænkede ved flere lejligheder deres religiøse følelser. Det er derfor ikke overraskende at mange ønskede at Jesus skulle gå ind i politik. (Johannes 6:14, 15) Han måtte igen vise mod.

²⁰ Jesus forklarede at hans rige ikke var en del af verden. Med sit eksempel oplærte han sine disciple til ikke at lade sig involvere i den tids religiøse stridigheder, men i stedet koncentrere sig om forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. (Johannes 17:16; 18:36) Da pøbelskaren kom for at arrestere ham, demonstrerede han magtfuldt hvordan man forholder sig neutral. Peter greb impulsivt til handling ved at trække sit sværd og såre en mand. Det er let at sympatisere med Peter. Hvis det nogen sinde har været berettiget at gribe til vold, var det den aften man lagde hånd på Guds søn, der var uskyldig. Men Jesus viste da hvilken handleregel der skulle gælde for hans jordiske disciple. Han sagde: „Anbring igen dit sværd på dets plads, for alle der griber til sværd vil omkomme ved sværd.“ (Mattæus 26:51-54) Det krævede virkelig mod af Kristi disciple dengang at holde fast ved et sådant standpunkt, og det gør det stadig. Som følge af deres kristne neutralitet er Guds tjenere i dag kendt for at de ikke deltager i krige, optøjer, masseudryddelser og lignende voldshandlinger. Dette usædvanlige ry er en af belønningerne for deres mod.

Holdt modigt ud trods modstand

21, 22. (a) Hvilken hjælp fik Jesus før han blev udsat for den sværeste af alle prøver? (b) Hvordan viste Jesus mod lige til det sidste?

²¹ Guds søn vidste i forvejen at han ville komme ud for stærk modstand her på jorden. (Esajas 50:4-7) Han blev udsat for mange trusler på livet, og de kulminerede i den situation der er beskrevet i indledningen til dette kapitel. Hvordan bevarede Jesus sit mod trods disse farer? Svaret får vi når vi ser på hvad Jesus var i færd med umiddelbart før skaren kom for at arrestere ham. Han var fordybet i inderlig bøn til Jehova. Og hvad gjorde Jehova? Bibelen fortæller at Jesus blev „bønhørt“. (Hebræerne 5:7) Jehova sendte en engel fra himmelen for at styrke sin modige søn. — Lukas 22:42, 43.

²² Kort efter sagde Jesus til sine apostle: „Stå op, lad os gå.“ (Mattæus 26:46) Tænk på det mod der ligger i disse ord! Han sagde ganske enkelt „lad os gå“, vel vidende at han ville bede pøbelskaren skåne hans venner, at de ville forlade ham og flygte, og at han alene måtte stå ansigt til ansigt med den sværeste prøve i sit liv. Alene skulle han udsættes for et ulovligt forhør og en uretfærdig retssag, latterliggørelse, tortur og en pinefuld død. I alt dette svigtede hans mod ikke.

23. Forklar hvorfor Jesus ikke var dumdristig da han gik faren og truslen om død direkte i møde.

²³ Var Jesus dumdristig? Nej. Dumdristighed har intet med sandt mod at gøre. I virkeligheden lærte Jesus sine disciple at være forsigtige og klogeligt at undgå fare for stadig at kunne gøre Guds vilje. (Mattæus 4:12; 10:16) I dette tilfælde vidste Jesus dog at der ikke var nogen vej udenom. Han vidste hvad der var Guds vilje. Jesus var besluttet på at bevare sin uangribelighed, så den eneste vej var fremad, at gå prøven direkte i møde.

24. Hvorfor kan vi være forvissede om at vi kan bevare modet uanset hvilken prøve vi måtte komme ud for?

²⁴ Hvor ofte har Jesu disciple ikke gået modigt i deres Mesters spor! Mange har udholdt latterliggørelse, forfølgelse, arrestation, fængsling, tortur, ja, har også lidt døden. Hvor får ufuldkomne mennesker et sådant mod fra? Det kommer ikke fra dem selv. Jesus fik hjælp ovenfra, og det gør hans disciple også. (Filipperne 4:13) Frygt derfor aldrig for hvad fremtiden vil bringe. Vær besluttet på at bevare din uangribelighed, og Jehova vil give dig mod. Bliv ved med at hente styrke i vor Førers, Jesu Kristi, eksempel, for han sagde: „Fat mod! Jeg har besejret verden.“ — Johannes 16:33.

1-3. Hvordan var omstændighederne for den tale Jesus holdt en forårsdag i år 31 e.v.t., og hvorfor var hans tilhørere forbløffede?

DET ER en forårsdag i år 31 e.v.t. Jesus Kristus befinder sig nær Kapernaum, en travl by ved den nordvestlige bred af Galilæas Sø. På et bjerg i nærheden har Jesus tilbragt natten alene, fordybet i bøn. Da morgenen gryr, kalder han sine disciple til sig, og blandt dem vælger han 12, som han kalder apostle. I mellemtiden er store skarer af mennesker — nogle langvejsfra — fulgt efter Jesus hertil, og de er nu forsamlet på et jævnt sted på bjergskråningen. De er ivrige efter at høre hvad han har at sige, og efter at blive helbredt for deres sygdomme. Jesus skuffer dem ikke. — Lukas 6:12-19.

² Jesus nærmer sig skarerne og helbreder alle som er syge. Til sidst, da ikke en eneste af dem føler smerte på grund af sin sygdom, sætter han sig og begynder at undervise dem.a De ord han talte på denne forårsdag, må have overrasket hans tilhørere. De har aldrig hørt nogen undervise som han gør. For at give sine ord vægt citerer han hverken fra de mundtlige overleveringer eller henviser til kendte jødiske rabbinere. Nej, han citerer igen og igen fra de inspirerede Hebraiske Skrifter. Hans budskab er letforståeligt, ordvalget enkelt, meningen klar. Da han er færdig med at tale, er folk forbløffede. Det har de også grund til at være. De har netop lyttet til den viseste mand der har levet! — Mattæus 7:28, 29.

³ Denne prædiken findes nedskrevet i Guds ord sammen med mange andre af de ting Jesus sagde og gjorde. Vi gør klogt i at se nærmere på hvad den inspirerede beretning siger om Jesus, for hos ham findes ’alle visdommens værdier’. (Kolossenserne 2:3) Hvor fik han denne visdom fra — evnen til at anvende kundskab og forståelse i praksis? Hvordan lagde han visdom for dagen, og hvordan kan vi følge hans eksempel?

’Hvor har manden denne visdom fra?’

4. Hvilket spørgsmål stillede Jesu tilhørere i Nazaret, og hvorfor gjorde de det?

⁴ På en af sine forkynderture besøgte Jesus Nazaret, den by hvor han var vokset op, og begyndte at undervise i synagogen dér. Mange af hans tilhørere var forbløffede og spurgte: „Hvor har manden denne visdom . . . fra?“ De kendte hans familie — hans forældre og søskende — og vidste at han kom fra beskedne kår. (Mattæus 13:54-56; Markus 6:1-3) De var uden tvivl også klar over at denne veltalende tømrer ikke havde gået på nogen af de ansete skoler for rabbinere. (Johannes 7:15) Så det var meget naturligt at de spurgte sådan.

5. Hvor havde Jesus sin visdom fra?

⁵ Den visdom Jesus lagde for dagen, kom ikke fra ham selv, skønt han var fuldkommen. Da han senere underviste offentligt i templet, åbenbarede han at hans visdom kom fra et højere sted. Han sagde: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Ja, Faderen, som havde udsendt sin søn, var den egentlige kilde til Jesu visdom. (Johannes 12:49) Men hvordan fik Jesus denne visdom fra Jehova?

6, 7. På hvilke måder fik Jesus sin visdom fra Faderen?

⁶ Jehovas hellige ånd virkede på Jesu hjerte og sind. Om Jesus som den lovede Messias forudsagde Esajas: „Over ham skal Jehovas ånd hvile, visdoms og forstands ånd, råds og styrkes ånd, kundskabs og Jehovas frygts ånd.“ (Esajas 11:2) Når det var Jehovas ånd der hvilede over Jesus og ledede hans tanker og beslutninger, er det da så mærkeligt at hans ord og handlinger genspejlede den højeste visdom?

⁷ Jesus fik sin visdom fra Faderen på en anden storslået måde. Som vi så i kapitel 2, kunne Jesus i sin førmenneskelige tilværelse, der strakte sig over umådelige tidsaldre, tilegne sig sin Faders tanker om mange forhold. Vi kan slet ikke forestille os dybden af den visdom Sønnen opnåede ved sin Faders side mens han arbejdede som Guds „værkmester“ ved skabelsen af alt andet, både det levende og det livløse. Af gode grunde beskrives Sønnen i sin førmenneskelige tilværelse som den personificerede visdom. (Ordsprogene 8:22-31; Kolossenserne 1:15, 16) Under sin jordiske tjeneste kunne Jesus gøre brug af den visdom han havde tilegnet sig hos sin Fader i himmelen.b (Johannes 8:26, 28, 38) Derfor skal vi ikke forbavses over den brede kundskab og dybe forståelse der genspejledes i Jesu ord, eller over den sunde dømmekraft som alle hans gerninger vidnede om.

8. Hvordan kan vi som Jesu disciple opnå visdom?

⁸ Som disciple af Jesus må vi også se hen til Jehova efter visdom. (Ordsprogene 2:6) Naturligvis giver Jehova os ikke visdom mirakuløst. Men han besvarer vore oprigtige bønner om visdom til at klare livets udfordringer. (Jakob 1:5) For at opnå den kræves der desuden en indsats. Vi må lede efter den „som efter skjulte skatte“. (Ordsprogene 2:1-6) Ja, vi må til stadighed grave dybt i Guds ord, hvor visdommen er åbenbaret, og bringe vort liv i overensstemmelse med det vi lærer. Hertil kommer Guds søns eksempel, som er en værdifuld hjælp til at opnå visdom. Lad os undersøge flere områder hvor Jesus lagde visdom for dagen, og se hvordan vi kan efterligne ham.

Visdomsord

9. Hvordan kom Jesu visdom til udtryk når han underviste?

⁹ Store skarer flokkedes om Jesus blot for at høre ham tale. (Markus 6:31-34; Lukas 5:1-3) Og det er ikke så mærkeligt, for når Jesus talte, var det uforlignelige visdomsord der lød fra hans mund. Hans lære vidnede om dyb kundskab fra Guds ord og en uovertruffen evne til at trænge ind til selve kernen i et problem. Hans lære appellerede til alle slags mennesker og gjaldt til alle tider. Her er nogle eksempler på den visdom vi finder hos den ’Underfulde Rådgiver’, Jesus Kristus. — Esajas 9:6.

10. Hvilke positive egenskaber opfordrer Jesus os til at opdyrke, og hvad er grunden?

¹⁰ Bjergprædikenen, som blev omtalt i indledningen, er den længste af Jesu taler som uden afbrydelse af andre beretninger eller andres ord gør rede for Jesu lære. I denne prædiken giver Jesus ikke blot råd om den rette tale og adfærd. Hans vejledning går endnu dybere. Eftersom Jesus vidste at tanker og følelser fører til ord og handlinger, opfordrer han os til at opdyrke positive egenskaber i sind og hjerte, egenskaber som at have et mildt sind, tørste efter retfærdighed, være barmhjertige og fredsommelige og nære kærlighed til andre. (Mattæus 5:5-9, 43-48) Opdyrker vi sådanne egenskaber i hjertet, vil resultatet blive en tale og adfærd som ikke alene vil glæde Jehova, men også vil skabe et godt forhold til andre mennesker. — Mattæus 5:16.

11. Hvordan går Jesus lige til ondets rod når han giver vejledning om synd?

¹¹ Når Jesus giver vejledning angående en syndig adfærd, griber han fat om selve ondets rod. Han siger ikke blot at vi ikke må øve vold. Nej, han advarer os om ikke at lade vreden ligge og ulme i vort hjerte. (Mattæus 5:21, 22; 1 Johannes 3:15) Han forbyder ikke blot ægteskabsbrud. Nej, han advarer om den lidenskab der begynder i hjertet og fører til et sådant forræderi. Han formaner os til ikke at lade vore øjne vække et uret begær i os og stimulere begæret. (Mattæus 5:27-30) Jesus henviser altså til årsagerne, ikke blot til symptomerne. Han peger på den indstilling og de ønsker der fører til synd. — Salme 7:14.

12. Hvordan vil disciple af Jesus betragte hans vejledning, og hvad er grunden til det?

¹² Hvilken visdom! Det er ikke så mærkeligt at skarerne var „helt forbløffede over hans måde at undervise på“. (Mattæus 7:28) Som disciple af ham vil vi betragte hans vise råd som en rettesnor for vort liv. Vi vil bestræbe os for at opdyrke de positive egenskaber han anbefalede — barmhjertighed, fredsommelighed og kærlighed — idet vi véd at de vil danne grundvolden for en adfærd der behager Jehova. Vi vil søge at udrydde de negative følelser og ønsker af vort hjerte — for eksempel bitter vrede og et umoralsk begær — for det vil hjælpe os til at undgå en syndig adfærd. — Jakob 1:14, 15.

En livsvej ledet af visdom

13, 14. Hvad viser at Jesus brugte sund dømmekraft da han valgte sin livsvej?

¹³ Ikke alene i ord, men også i gerning lagde Jesus visdom for dagen. Hele hans måde at leve på — hans beslutninger, hans syn på sig selv og hans behandling af andre — vidnede om visdommens mange smukke facetter. Her er nogle eksempler der viser at Jesus blev ledet af „praktisk visdom og evnen til at tænke“. — Ordsprogene 3:21.

¹⁴ Visdom er forbundet med dømmekraft. Jesus gjorde brug af sund dømmekraft da han valgte sin livsvej. Kan du forestille dig det liv han kunne have levet — det hus han kunne have opført, den forretning han kunne have opbygget, eller den verdslige stilling han kunne have opnået? Jesus vidste at et liv der var viet til at forfølge sådanne mål, „er tomhed og jag efter vind“. (Prædikeren 4:4; 5:10) At stræbe efter sådanne livsmål ville være tåbeligt, lige det modsatte af visdom. Jesus foretrak et enkelt liv. Han var ikke interesseret i at tjene penge eller samle sig materielle værdier. (Mattæus 8:20) I overensstemmelse med sin egen lære holdt han blikket rettet mod et enkelt mål — at gøre Guds vilje. (Mattæus 6:22) Jesus viede klogt sin tid og sine kræfter til at fremme Guds riges sag, noget som har langt større betydning og er langt mere berigende end materielle værdier. (Mattæus 6:19-21) I alt dette efterlod han et eksempel der er værd at følge.

15. Hvordan kan Jesu disciple i dag vise at de bevarer øjet klart, og hvorfor er det visdom at følge en sådan livsvej?

¹⁵ Jesu disciple i dag forstår visdommen i at bevare øjet klart. De undgår derfor at overbebyrde sig selv ved at skaffe sig unødig gæld og sætte sig verdslige, materielle mål der sluger tid og energi. (1 Timoteus 6:9, 10) Mange er begyndt at forenkle deres liv så de kan bruge mere tid i den kristne forkyndelse; er måske endda blevet heltidsforkyndere. Der findes ingen livsvej det er klogere at følge, for når arbejdet for Guds rige får sin rette plads, fører det til den største lykke og tilfredshed. — Mattæus 6:33.

16, 17. (a) Hvordan viste Jesus at han var beskeden og realistisk med hensyn til det han forventede af sig selv? (b) Hvordan kan vi vise at vi er beskedne og realistiske med hensyn til det vi forventer af os selv?

¹⁶ Bibelen forbinder visdom med beskedenhed, som blandt andet består i at man erkender sin egen utilstrækkelighed. (Ordsprogene 11:2) Jesus var beskeden og realistisk med hensyn til det han forventede af sig selv. Han vidste at det ikke var alle der blev omvendt når de hørte hans budskab. (Mattæus 10:32-39) Han forstod også at det kun var et begrænset antal han personligt ville kunne nå med sin forkyndelse. Det var derfor klogt af ham at overdrage arbejdet med at gøre disciple til sine efterfølgere. (Mattæus 28:18-20) Han anerkendte beskedent at de ville „gøre større gerninger“ end han, for de ville nå ud til flere i et langt større område og over en længere tidsperiode. (Johannes 14:12) Jesus erkendte også at han ville behøve hjælp. Han tog imod hjælp fra engle der kom og sørgede for ham i ørkenen, og fra den engel der kom og styrkede ham i Getsemane Have. På det tidspunkt da han havde hårdest brug for hjælp, råbte han til Gud i himmelen. — Mattæus 4:11; Lukas 22:43; Hebræerne 5:7.

¹⁷ Vi må også være beskedne og realistiske med hensyn til det vi forventer af os selv. Vi ønsker helt naturligt at ’arbejde med hele vor sjæl’ og at ’kæmpe energisk’ for at forkynde og gøre disciple. (Lukas 13:24; Kolossenserne 3:23) Samtidig må vi huske at Jehova ikke sammenligner os med hinanden, så det skulle vi heller ikke gøre. (Galaterne 6:4) Praktisk visdom vil hjælpe os til at sætte os realistiske mål i overensstemmelse med vore evner og omstændigheder. Desuden vil visdom lede dem der har fået et ansvar betroet, til at erkende at de har deres begrænsninger, og at de fra tid til anden har brug for hjælp og støtte. Beskedenhed vil få dem til med taknemmelighed at tage imod en sådan hjælp, idet de forstår at Jehova kan gøre brug af en af deres trosfæller til at være „en styrkende hjælp“ for dem. — Kolossenserne 4:11.

18, 19. (a) Hvad viser at Jesus var rimelig, og at han havde en positiv indstilling over for sine disciple? (b) Hvorfor har vi grund til at have en positiv indstilling til vore trosfæller og at være rimelige i vore krav til dem, og hvordan praktiserer vi det?

¹⁸ „Visdommen ovenfra er . . . rimelig,“ siges der i Jakob 3:17. Jesus var rimelig og havde en positiv indstilling over for sine disciple. Han var klar over deres fejl, men havde også øje for deres gode sider. (Johannes 1:47) Han vidste at de ville forlade ham den nat han blev arresteret, men han tvivlede ikke på deres loyalitet. (Mattæus 26:31-35; Lukas 22:28-30) Peter nægtede tre gange at han så meget som kendte Jesus. Alligevel bad Jesus for Peter og gav udtryk for sin tillid til ham. (Lukas 22:31-34) Da Jesus den sidste aften i sit jordiske liv bad til sin Fader, nævnte han ikke de fejl disciplene havde begået. Tværtimod talte han positivt om det de havde gjort frem til denne aften. Han sagde: „De har overholdt dit ord.“ (Johannes 17:6) Trods deres ufuldkommenhed betroede han dem arbejdet med at forkynde Riget og gøre disciple. (Mattæus 28:19, 20) Den tro på og tillid til dem som han gav udtryk for, styrkede dem uden tvivl til at udføre det arbejde han overdrog dem.

¹⁹ Jesu disciple har grund til at følge hans eksempel i denne henseende. Hvis Guds fuldkomne søn havde tålmodighed med sine ufuldkomne disciple, hvor langt mere burde vi syndige mennesker da ikke være rimelige over for hinanden? (Filipperne 4:5) I stedet for at fokusere på vore trosfællers fejl og mangler gør vi vel i at have øje for deres gode sider. Vi må huske at det er Jehova der har draget dem. (Johannes 6:44) Han må altså se noget godt i dem, og det bør vi også gøre. En positiv indstilling vil hjælpe os til ikke alene at bære over med andres fejl, men også til at finde noget hos dem som vi kan rose dem for. (Ordsprogene 19:11) Når vi giver udtryk for tillid til vore kristne brødre og søstre, hjælper vi dem til at gøre deres bedste i tjenesten for Jehova og til at finde glæde i den. — 1 Thessaloniker 5:11.

20. Hvad bør vi gøre med det skatkammer fyldt med visdom som vi finder i evangelierne, og hvad er grunden?

²⁰ Beretningen i evangelierne om Jesu liv og tjeneste er virkelig et skatkammer fyldt med visdom! Hvad skal vi gøre med denne kostelige gave? Som afslutning på Bjergprædikenen opfordrede Jesus sine tilhørere til ikke blot at høre hans visdomsord, men også at handle efter dem. (Mattæus 7:24-27) Hvis vi lader vore tanker, motiver og handlinger forme efter Jesu vise ord og gerninger, vil det hjælpe os til at få det bedste ud af livet nu og til at forblive på vejen til det evige liv. (Mattæus 7:13, 14) Der findes ingen bedre og klogere livsvej vi kunne vælge!

1, 2. Hvorfor glæder det en kærlig far at se sin søn adlyde ham, og hvorfor kan det sammenlignes med den glæde Jehova føler?

EN FAR ser ud ad vinduet og får øje på sin lille søn der leger udenfor med nogle kammerater. Bolden triller fra ham og ud på gaden. Drengen følger den længselsfuldt med øjnene. En af kammeraterne siger at han skal løbe ud på gaden og hente den, men drengen ryster på hovedet. „Det må jeg ikke,“ siger han. Faderen smiler tilfreds og glæder sig.

² Hvorfor gør han det? Fordi han har sagt til sin søn at han ikke må løbe ud på gaden. Når faderen ser at drengen adlyder hans ord — selvom drengen ikke ved at faderen iagttager ham — er han klar over at sønnen er ved at lære lydighed, og det er til gavn for sønnen. Denne far har det på samme måde som vores himmelske Fader, Jehova, der ved at hvis vi skal bevare troen og opnå den skønne fremtid han har tiltænkt os, må vi lære at stole på ham og adlyde ham. (Ordsprogene 3:5, 6) Netop derfor har han sendt os den bedste af alle jordiske lærere.

3, 4. Hvordan gik det til at Jesus ’lærte lydighed’ og blev „gjort fuldkommen“?

³ Bibelen siger noget om Jesus som måske vil forbavse os: „Skønt han var søn, lærte han lydighed af det han led; og efter at han var blevet gjort fuldkommen, blev han ansvarlig for evig frelse for alle dem som adlyder ham.“ (Hebræerne 5:8, 9) Denne søn havde eksisteret i umådelige tidsaldre i himmelen. Han havde set Satan og andre engle gøre oprør mod Gud, men denne førstefødte søn sluttede sig ikke til dem i oprøret. Ifølge profetien sagde han: „Jeg var ikke opsætsig.“ (Esajas 50:5) Hvordan kan det da siges om ham, denne fuldkomment lydige søn, at han ’lærte lydighed’? Og hvordan kan en allerede fuldkommen skabning ’gøres fuldkommen’?

⁴ Det kan illustreres på følgende måde: En soldat har et sværd af jern. Det er smukt forarbejdet og fuldkomment i sin form, men det har aldrig været prøvet i kamp. Imidlertid udskifter soldaten sværdet med et der er lavet af et stærkere metal, hærdet stål. Dette nye sværd har allerede vist sig effektivt i kamp. Var det ikke et klogt bytte? På samme måde med Jesus. Før han kom til jorden, var hans lydighed fejlfri, uden plet. Men efter at han havde levet her, var hans lydighed af en helt anden støbning. Den var nu prøvet, hærdet, så at sige. Han havde bevist den ved prøver som han aldrig ville være kommet ud for i himmelen.

5. Hvorfor var Jesu lydighed af så stor betydning, og hvad vil vi se på i dette kapitel?

⁵ Det var af største betydning at Jesus viste lydighed da han kom herned til jorden. Som „den sidste Adam“ kom han til jorden for at gøre det som ’den første Adam’ ikke gjorde, nemlig at forblive lydig mod Jehova Gud, selv under prøve. (1 Korinther 15:45) Denne lydighed var ikke noget Jesus viste rent mekanisk. Han adlød af hele sit hjerte, af hele sin sjæl og af hele sit sind. Og han gjorde det med glæde. At gøre Faderens vilje var vigtigere for ham end mad! (Johannes 4:34) Hvad vil hjælpe os til at efterligne Jesu lydighed? Lad os først se på det der motiverede ham. Hvis vi opelsker de samme motiver som dem der drev Jesus, vil det hjælpe os til at modstå fristelse og til at gøre Guds vilje. Derefter vil vi se på hvad det medfører at vise en lydighed som den der kendetegnede Jesus.

Det der motiverede Jesus til lydighed

6, 7. Nævn noget af det som motiverede Jesus til lydighed.

⁶ Jesu lydighed udsprang af det der boede i hans hjerte. Som vi så i kapitel 3, var Jesus ydmyg af hjertet. En stolthed som skyldes hovmod, får et menneske til at betragte lydighed med foragt, hvorimod ydmyghed hjælper en til villigt at adlyde. (2 Mosebog 5:1, 2; 1 Peter 5:5, 6) Desuden var Jesu lydighed motiveret af det han elskede, og det han hadede.

⁷ Frem for alt nærede Jesus kærlighed til sin himmelske Fader, Jehova. Denne kærlighed vil blive behandlet mere indgående i kapitel 13. Den var årsag til Jesu gudsfrygt. Hans kærlighed til Jehova var så stærk og hans ærefrygt for ham så dyb at han ikke ønskede at mishage sin Fader. Hans gudsfrygt var en af grundene til at han blev bønhørt. (Hebræerne 5:7) Denne egenskab vil også kendetegne ham som den messianske konge. — Esajas 11:3.

8, 9. Hvordan var Jesu indstilling til retfærdighed og ugudelighed, sådan som det var profeteret? Giv eksempler.

⁸ Kærlighed til Jehova indbefatter had til det Jehova hader. Læg for eksempel mærke til denne profeti som gjaldt den messianske konge: „Du elsker retfærdighed, og du hader ugudelighed. Derfor har Gud, din Gud, salvet dig med glædens olie frem for dine partnere.“ (Salme 45:7) Jesu „partnere“ var de øvrige konger i Davids kongelige slægtslinje. Mere end nogen af de andre konger havde Jesus grund til at glæde sig over sin salvelse. Hvorfor? Fordi hans belønning er langt større end deres, og hans kongedømme til langt større gavn. Han belønnes fordi hans kærlighed til retfærdighed og hans had til ugudelighed motiverede ham til at adlyde Gud i alt.

⁹ Hvordan kom Jesu indstilling til retfærdighed og ugudelighed til udtryk? Ja, hvordan reagerede han for eksempel da hans disciple kom tilbage efter at de havde adlydt ham og var gået ud for at forkynde og var blevet velsignet? Han blev „usigelig glad“. (Lukas 10:1, 17, 21) Og hvad gjorde han da indbyggerne i Jerusalem igen og igen havde afvist hans kærlige forsøg på at hjælpe dem? Han græd over byens oprørskhed. (Lukas 19:41, 42) Jesus nærede dybe følelser med hensyn til både en ret og en uret adfærd.

10. Hvilken indstilling vil vi bestræbe os for at få med hensyn til rette og urette gerninger, og hvad kan hjælpe os i den henseende?

¹⁰ At tænke over Jesu indstilling vil hjælpe os til at ransage vore egne motiver til at adlyde Jehova. Selvom vi er ufuldkomne, kan vi opelske en inderlig kærlighed til gode gerninger og et stærkt had til en uret adfærd. Vi må bede Jehova om hjælp til at få den samme indstilling som han og hans søn. (Salme 51:10) Samtidig må vi undgå enhver påvirkning som kunne svække os. Det er vigtigt at være omhyggelig med sit valg af underholdning og dem man omgås. (Ordsprogene 13:20; Filipperne 4:8) Hvis vi opelsker kristne motiver, vil vores lydighed ikke blive noget påtaget. Vi vil gøre det der er ret, fordi vi elsker det, og vi vil undgå urette gerninger fordi vi hader dem, ikke fordi vi er bange for at blive opdaget.

„Han begik ikke synd“

11, 12. (a) Hvad skete der på et tidligt tidspunkt under Jesu jordiske tjeneste? (b) Hvordan gik Satan underfundigt til værks med sin første fristelse?

¹¹ Med hensyn til at hade synd blev Jesus prøvet på et tidligt tidspunkt under sin jordiske tjeneste. Efter sin dåb tilbragte han 40 dage og nætter i ørkenen uden at få mad. Hen imod slutningen af denne periode kom Satan for at friste ham. Læg mærke til hvor udspekuleret Djævelen var. — Mattæus 4:1-11.

¹² Satan sagde først: „Hvis du er søn af Gud, så sig til disse sten at de skal blive til brød.“ (Mattæus 4:3) Hvordan havde Jesus det efter at han havde fastet så længe? Bibelen siger at han følte sult. (Mattæus 4:2) Satan benyttede sig derfor af Jesu naturlige behov for mad, idet han uden tvivl med fuldt overlæg ventede indtil Jesus var i en fysisk svækket tilstand. Læg også mærke til den spottende måde Satan udtrykte sig på: „Hvis du er søn af Gud.“ Satan vidste udmærket at Jesus var „al skabnings førstefødte“. (Kolossenserne 1:15) Alligevel lod Jesus sig ikke provokere til at gå imod Guds bud. Han vidste at det ikke var Guds vilje at han skulle bruge sin magt i selvisk øjemed. Jesus nægtede derfor at gøre som foreslået af Satan og viste således at han ydmygt stolede på at Jehova ville lede ham og dække hans behov. — Mattæus 4:4.

13-15. (a) Hvordan fristede Satan Jesus anden og tredje gang, og hvordan var Jesu reaktion? (b) Hvordan ved vi at Jesus altid måtte være på vagt over for Satan?

¹³ I forbindelse med den anden fristelse tog Satan Jesus og stillede ham højt oppe på muren omkring templet, på en af templets tinder. Behændigt fordrejede han Guds ord og prøvede at få Jesus til at stille sin magt til skue ved at kaste sig ud fra muren så englene måtte redde ham. Hvis skarerne i templet så et sådant mirakel, ville de så vove at tvivle på at Jesus var den lovede Messias? Og hvis skarerne anerkendte Jesus som Messias på grundlag af en sådan magtdemonstration, ville han så ikke undgå en masse vanskeligheder og besvær? Måske. Men Jesus vidste at det var Jehovas vilje at den lovede Messias skulle gøre sin gerning i ydmyghed og ikke skulle overbevise folk ved hjælp af en sådan dramatisk forestilling. (Esajas 42:1, 2) Atter nægtede Jesus at gå imod Jehova. Berømmelse virkede ikke tillokkende på ham.

¹⁴ Hvad så med magt som lokkemiddel? I sit tredje forsøg tilbød Satan Jesus alle verdens riger hvis han ville kaste sig ned og udføre en enkelt tilbedelseshandling over for Satan. Overvejede Jesus alvorligt Satans tilbud? „Forsvind, Satan!“ lød hans svar. Og han tilføjede: „For der står skrevet: ’Det er Jehova din Gud du skal tilbede, og det er ham alene du skal yde hellig tjeneste.’“ (Mattæus 4:10) Intet ville nogen sinde få Jesus til at tilbede en anden gud. Intet tilbud om magt og indflydelse i denne verden kunne få ham til at begå nogen form for ulydighed.

¹⁵ Gav Satan op? Han forlod rigtignok Jesus da denne befalede ham at forsvinde. Men Lukasevangeliet fortæller at Djævelen trak sig bort fra ham „indtil en bedre tid“. (Lukas 4:13) Ja, Satan ville finde andre muligheder for at prøve og friste Jesus lige indtil enden. Bibelen siger at Jesus blev „prøvet i alle henseender“. (Hebræerne 4:15) Så Jesus måtte hele tiden være på vagt; det må vi også være.

16. Hvordan frister Satan Guds tjenere i dag, og hvordan kan vi afvise hans forsøg på at friste os?

¹⁶ Satan udsætter stadig Guds tjenere for fristelse, og vores ufuldkommenhed gør os desværre ofte til et let bytte. Satan appellerer snedigt til vores selviskhed, stolthed og magtbegær. Ved at bruge materialisme som lokkemad kan Satan endda benytte sig af alle tre ting på én gang! Det er vigtigt at vi indimellem standser op og ærligt ransager os selv. Vi gør klogt i at tænke over ordene i Første Johannesbrev 2:15-17. Vi kan da spørge os selv om verdens kødelige begær, længselen efter materielle goder og ønsket om at gøre indtryk på andre i nogen grad har svækket kærligheden til vor himmelske Fader. Vi må minde os selv om at denne verden er ved at forsvinde, ligesom dens hersker, Satan Djævelen. Lad os afvise hans snedige forsøg på at lokke os til at synde! Måtte vi følge vor Herres og Mesters eksempel, for „han begik ikke synd“. — 1 Peter 2:22.

„Jeg gør altid det han synes om“

17. Hvordan forholdt det sig med Jesu lydighed over for hans Fader, og hvad vil nogle måske indvende?

¹⁷ Lydighed indbefatter langt mere end at afholde sig fra synd. Det indbefatter aktiv handling. Jesus gjorde alt det Faderen gav ham påbud om. Han sagde selv: „Jeg gør altid det han synes om.“ (Johannes 8:29) Denne lydighed beredte Jesus stor glæde. Nogle vil måske indvende at det ikke var så svært for Jesus at være lydig. De forestiller sig at han kun skulle stå til ansvar over for Jehova, som er fuldkommen, mens vi ofte er underlagt ufuldkomne mennesker som har myndighed over os. Sandheden er dog at Jesus også var lydig over for ufuldkomne mennesker som havde myndighed.

18. Hvordan var Jesus som dreng et godt eksempel med hensyn til at være lydig?

¹⁸ Under sin opvækst var Jesus underlagt sine ufuldkomne jordiske forældres, Josefs og Marias, myndighed. Sandsynligvis kunne han, bedre end de fleste børn, se sine forældres fejl og mangler. Men gjorde han oprør mod dem? Forlod han sin gudgivne plads i familien og fortalte dem hvordan de skulle styre familien? Læg mærke til hvad der siges i Lukas 2:51 om den tolvårige Jesus: „Han fortsatte med at underordne sig dem.“ Med denne lydighed var han et ypperligt eksempel for kristne børn og unge, der bestræber sig for at adlyde deres forældre og vise dem respekt. — Efeserne 6:1, 2.

19, 20. (a) Hvilke særlige udfordringer mødte Jesus med hensyn til lydighed over for ufuldkomne mennesker? (b) Hvorfor bør sande kristne i dag være lydige over for dem der fører an iblandt dem?

¹⁹ Med hensyn til at adlyde ufuldkomne mennesker mødte Jesus udfordringer som sande kristne i dag ikke kommer ud for. Tænk på de særlige omstændigheder hvorunder han levede. Den jødiske religiøse ordning med dens tempel og præsteskab i Jerusalem havde længe været godkendt af Jehova, men ville nu snart blive fjernet og erstattet af den kristne menighedsordning. (Mattæus 23:33-38) Mange af de religiøse ledere havde antaget og gjort sig til talsmænd for falske religiøse opfattelser fra den græske filosofi. Korruption var blevet så udbredt i templet at Jesus kaldte det „en røverhule“. (Markus 11:17) Men betød det at Jesus holdt sig borte fra templet og synagogerne? Nej! Jehova gjorde stadig brug af disse ordninger. Jesus kom lydigt i templet til højtiderne og i synagogen og blev ved med det indtil Gud greb ind og ændrede situationen. — Lukas 4:16; Johannes 5:1.

²⁰ Hvis Jesus var lydig under disse omstændigheder, hvor langt mere skulle sande kristne da ikke være det i dag? Vi lever jo på et langt fremskredet tidspunkt, ved den forudsagte genoprettelse af den rene tilbedelse. Jehova forsikrer os om at han ikke vil tillade at hans genrejste folk fordærves. (Esajas 2:1, 2; 54:17) Det er sandt at vi oplever tilfælde af synd og ufuldkommenhed i den kristne menighed. Men skal vi bruge andres ufuldkommenhed som en undskyldning for ikke at adlyde Jehova, ved måske ikke at komme til de kristne møder eller ved at blive kritiske over for de ældste? Nej. Tværtimod vil vi af hjertet støtte dem der fører an i menigheden. Vi vil lydigt komme til de kristne møder og stævner og rette os efter den bibelske vejledning vi får dér. — Hebræerne 10:24, 25; 13:17.

21. Hvad gjorde Jesus da Peter ville overtale ham til ikke at adlyde Gud, og hvilket eksempel var han dermed for sine disciple?

²¹ Jesus lod aldrig nogen, heller ikke velmenende venner, hindre ham i at adlyde Jehova. For eksempel prøvede apostelen Peter at sige til ham at det ikke var nødvendigt at han skulle lide og dø, men Jesus afviste på det bestemteste Peters velmente men fejlagtige råd om at Jesus skulle være god mod sig selv. (Mattæus 16:21-23) I dag sker det at Jesu disciple står over for velmenende familiemedlemmer som vil tale dem fra at adlyde Guds love og principper, men som Jesu disciple i det første århundrede holder de fast ved at de må „adlyde Gud . . . mere end mennesker“. — Apostelgerninger 5:29.

Belønningen for kristen lydighed

22. Hvilket spørgsmål gav Jesus svaret på, og hvordan?

²² Da Jesus stod ansigt til ansigt med døden, blev hans lydighed sat på den største og alvorligste prøve. I løbet af denne mørke dag lærte han i fuldeste forstand lydighed. Han gjorde sin Faders vilje, ikke sin egen. (Lukas 22:42) Med hele sit livsløb viste han hvad det vil sige at være uangribelig. (1 Timoteus 3:16) Han gav svaret på et spørgsmål der var blevet rejst for længe siden: Kan en der er fuldkommen, forblive lydig mod Jehova, også under prøve? Adam havde svigtet, og det havde Eva også. Så kom Jesus, levede og døde og gav det endelige svar. Den mest betydningsfulde af alle Jehovas skabninger gav det stærkest mulige svar. Han adlød, selv da lydigheden kostede ham lidelse og død.

23-25. (a) Hvordan er lydighed forbundet med uangribelighed? Illustrer det med et eksempel. (b) Hvad vil blive behandlet i det næste kapitel?

²³ Uangribelighed, det vil sige helhjertet hengivenhed for Jehova, bevises ved lydighed. Fordi Jesus adlød, bevarede han sin uangribelighed og blev til gavn for hele menneskeheden. (Romerne 5:19) Jehova belønnede Jesus rigt. Hvis vi adlyder vor Herre og Mester, Jesus Kristus, vil Jehova også belønne os. Lydighed mod Kristus fører til „evig frelse“. — Hebræerne 5:9.

²⁴ Desuden er uangribelighed en belønning i sig selv. Der står i Ordsprogene 10:9: „Den der vandrer i uangribelighed vandrer trygt.“ Hvis man sammenligner uangribelighed med et prægtigt slot bygget af fine mursten, kan man sige at hver enkelt lydighedshandling er som den enkelte mursten. Én mursten syner ikke af meget, men hver enkelt mursten har sin plads, sin værdi. Og når mange mursten føjes sammen, opbygges der noget værdifuldt. Når den ene lydighedshandling lægges til den anden, dag efter dag, år efter år, opbygger vi vor uangribeligheds smukke hus.

²⁵ Et langt liv i lydighed får os til at tænke på en anden egenskab — udholdenhed. Denne egenskab hos Jesus vil være emnet for det næste kapitel.

1-3.  (a) Hvilket enormt pres er Jesus udsat for i Getsemane Have, og hvad er grunden? (b) Hvad kan der siges om Jesu eksempel med hensyn til at holde ud, og hvilke spørgsmål giver det anledning til?

PRESSET er enormt. Jesus har aldrig før været udsat for en sådan mental og følelsesmæssig belastning. Det er de sidste timer i hans jordiske liv. Sammen med apostlene kommer han til et sted de kender godt, Getsemane Have. Han har ofte været sammen med dem dér, men i denne nat har han brug for at være lidt alene. Han forlader apostlene og går længere ind i haven; han knæler og begynder at bede. Han beder så inderligt og kommer i en sådan dødsangst at hans sved ’bliver som bloddråber der falder på jorden’. — Lukas 22:39-44.

² Hvorfor er Jesus så foruroliget? Sandt nok véd han at han snart vil blive udsat for ekstrem fysisk lidelse, men det er ikke grunden til hans indre uro. Der er noget langt mere betydningsfuldt der tynger ham. Han er dybt bekymret, for det drejer sig om hans Faders navn, og han forstår at menneskeslægtens fremtid afhænger af om han forbliver trofast. Jesus ved hvor vigtigt det er at han holder ud. Hvis han svigter, vil han bringe stor forsmædelse over Jehovas navn. Men Jesus svigter ikke. Senere samme dag, nogle få øjeblikke før han drager sit sidste suk, udstøder han, der er det største eksempel med hensyn til udholdenhed her på jorden, et højt råb: „Det er tilendebragt!“ Han véd han har sejret. — Johannes 19:30.

³ Bibelen opfordrer os til ’nøje at betragte ham som har holdt ud’. (Hebræerne 12:3) Det giver anledning til nogle vigtige spørgsmål: Hvilke prøvelser måtte Jesus udholde? Hvad satte ham i stand til at holde ud? Hvordan kan vi følge hans eksempel? Men lad os, før vi besvarer disse spørgsmål, undersøge hvad det indebærer at holde ud.

Hvad er udholdenhed?

4, 5. (a) Hvad vil „udholdenhed“ sige? (b) Vis med et eksempel at udholdenhed er mere end blot at finde sig i uundgåelige prøver.

⁴ Det sker for os alle at vi fra tid til anden „bedrøves ved forskellige prøvelser“. (1 Peter 1:6) Betyder dét at vi bliver udsat for en prøvelse, at vi udholder den? Nej. Det græske ord for „udholdenhed“ betyder „evnen til at holde ud eller holde stand under vanskeligheder“. Om den form for udholdenhed bibelskribenterne taler om, forklarer en bibelforsker: „Det er evnen til at kunne bære noget, ikke blot med resignation, men med et levende håb . . . Det er den egenskab der gør at man ikke bliver blæst omkuld selvom man har modvind. Det er den dyd der kan forvandle selv den hårdeste prøve til noget stort, for hinsides smerten ser man målet.“

⁵ At holde ud er altså ikke blot dét at finde sig i en uundgåelig prøve. I bibelsk forstand indebærer det at man under prøven holder stand, bevarer den rette indstilling og har et lyst syn på fremtiden. Det kan illustreres med dette eksempel: To mænd sidder i fængsel under de samme forhold, men af helt forskellige grunde. Den ene, som er en simpel forbryder, afsoner modvilligt og resigneret sin dom. Den anden, som er en kristen der sidder i fængsel på grund af sin tro, holder ud og bevarer en positiv indstilling fordi han betragter situationen som en lejlighed til at vise sin tro. Forbryderen kan næppe betragtes som et eksempel i udholdenhed, hvorimod den loyale kristne må siges at være et eksempel med hensyn til denne værdifulde egenskab. — Jakob 1:2-4.

6. Hvordan kan vi opnå større udholdenhed?

⁶ Det er absolut nødvendigt at eje udholdenhed hvis vi skal opnå frelse. (Mattæus 24:13) Men vi fødes ikke med denne betydningsfulde egenskab. Den må opdyrkes. Hvordan gør man det? „Trængselen bevirker udholdenhed,“ siges der i Romerbrevet 5:3. Hvis vi gerne vil være udholdende, kan vi ikke frygtsomt unddrage os alle trosprøver. Nej, vi må modigt se dem i øjnene og stå dem igennem. Udholdenhed er et resultat af at vi dag efter dag overvinder store såvel som små trosprøver. Hver prøve vi udholder, styrker os til at klare den næste. Det er naturligvis ikke i egen kraft at vi opnår større udholdenhed. Vi er afhængige af „den styrke Gud skænker“. (1 Peter 4:11) For at vi kan holde stand, har Jehova givet os den bedst tænkelige hjælp — sin egen søns eksempel. Lad os se nærmere på Jesu fuldkomne eksempel i denne henseende.

De prøvelser Jesus udholdt

7, 8. Hvad måtte Jesus udholde hen imod slutningen af sit jordiske liv?

⁷ Efterhånden som Jesus nærmede sig afslutningen på sit liv her på jorden, udholdt han den ene grusomhed efter den anden. Til det ekstreme mentale pres han var udsat for den sidste nat, kom den skuffelse og ydmygelse han må have følt. Han blev forrådt af en af sine disciple, ladt i stikken af sine nærmeste venner og underkastet et ulovligt forhør, under hvilket medlemmer af landets højeste religiøse domstol spottede ham, spyttede på ham og slog ham med knytnæver. Dog udholdt han det alt sammen med ro, værdighed og styrke. — Mattæus 26:46-49, 56, 59-68.

⁸ I sine sidste timer udholdt Jesus store fysiske lidelser. Han blev pisket på en måde som ifølge en beskrivelse ville efterlade „lange, dybe flænger i huden“ og forårsage „et betydeligt blodtab“. Han blev pælfæstet, en henrettelsesmetode som ville føre til „en langsom død under de største lidelser“. Tænk på den smerte han må have følt da han blev fastgjort til pælen med store nagler der blev hamret gennem hans hænder og fødder. (Johannes 19:1, 16-18) Forestil dig den jagende smerte der gik igennem ham da pælen blev rejst op og vægten af hans legeme kom til at hvile på naglerne og hans sønderflængede ryg skurede mod pælen. Og denne ekstreme fysiske lidelse udholdt han mens han mentalt bar den byrde som er beskrevet i indledningen til kapitlet.

9. Hvad betyder det at tage sin „marterpæl“ op og følge Jesus?

⁹ Hvilke prøver kan vi som Jesu disciple komme ud for? Jesus sagde: „Hvis nogen ønsker at efterfølge mig, så lad ham . . . tage sin marterpæl op og følge mig til stadighed.“ (Mattæus 16:24) Udtrykket „marterpæl“ bruges her billedligt om lidelse og skam, måske endog død. Det er ikke nogen let sag at følge Kristus. De normer vi retter os efter som kristne, skiller os ud fra verden. Den hader os fordi vi ikke er en del af den. (Johannes 15:18-20; 1 Peter 4:4) Ikke desto mindre er vi villige til at tage vores marterpæl op — ja, vi er indstillet på til stadighed at følge vores store eksempel, om så det betyder lidelser og selv død. — 2 Timoteus 3:12.

10-12.  (a) Hvordan var menneskers ufuldkommenhed en prøve på Jesu udholdenhed? (b) Nævn eksempler på nogle af de situationer hvor Jesu udholdenhed blev sat på prøve.

¹⁰ Under sin jordiske tjeneste kom Jesus ud for andre prøver som skyldtes menneskers ufuldkommenhed. Vi husker at han var den „værkmester“ Jehova gjorde brug af da han skabte jorden og alt liv på den. (Ordsprogene 8:22-31) Jesus vidste derfor hvad Jehovas hensigt var med menneskene; de skulle genspejle Jehovas egenskaber og glæde sig ved livet og et fuldkomment helbred. (1 Mosebog 1:26-28) Da Jesus var på jorden, så han syndens tragiske følger fra en anden synsvinkel — han var nu selv et menneske, i stand til at tænke og føle som et menneske. Hvor må det have smertet ham på nært hold at se hvor dybt menneskene var faldet, hvor langt bort de var kommet fra den fuldkommenhed som Adam og Eva havde til at begynde med! Jesus stod her over for en udholdenhedsprøve. Ville han tabe modet og give op, ud fra den betragtning at det var håbløst at gøre noget for den syndige menneskehed? Lad os se.

¹¹ Jødernes uimodtagelighed for hans budskab pinte Jesus så meget at han græd offentligt. Men lod han deres ligegyldighed indvirke på hans nidkærhed så han holdt op med at forkynde? Nej, tværtimod underviste han „hver dag i templet“. (Lukas 19:41-44, 47) Han var „dybt bedrøvet“ over farisæerne på grund af deres hjertes ufølsomhed. De holdt nemlig skarpt øje med ham for at se om han ville helbrede en mand på sabbatten. Lod han sig skræmme af disse selvretfærdige modstandere? Bestemt nej! Han stod fast og helbredte manden — og dét lige midt i synagogen! — Markus 3:1-5.

¹² Der var også noget andet som må have været en prøvelse for Jesus — hans nærmeste disciples svaghed. Som vi så i kapitel 3, nærede de et vedholdende ønske om at få en fremtrædende plads. (Mattæus 20:20-24; Lukas 9:46) Jesus talte mere end én gang til dem om hvor nødvendigt det var at være ydmyg. (Mattæus 18:1-6; 20:25-28) Men de var sene til at tage ved lære. Så sent som den sidste aften han var sammen med dem, kom de i „en heftig diskussion“ om hvem af dem der var den største iblandt dem. (Lukas 22:24) Men opgav Jesus dem af den grund, ud fra den betragtning at de var håbløse? Nej. Tålmodig som han var, forblev han positiv og bevarede håbet, indstillet på at se deres gode sider. Han vidste at de inderst inde elskede Jehova og oprigtigt ønskede at gøre hans vilje. — Lukas 22:25-27.

13. Hvilke prøver kan vi komme ud for i lighed med dem Jesus udholdt?

¹³ Vi kan komme ud for lignende prøver. Vi kan for eksempel møde nogle der er ligegyldige over for budskabet om Riget, ja ligefrem er modstandere. Vil vi lade en sådan negativ reaktion gøre os modløse, eller vil vi fortsætte med at forkynde med nidkærhed? (Titus 2:14) Vi kan blive prøvet på grund af vore kristne brødres ufuldkommenhed. Et tankeløst ord eller en uoverlagt handling kan såre vore følelser. (Ordsprogene 12:18) Vil vi lade vore trosfællers ufuldkommenhed få os til at opgive dem, eller vil vi affinde os med deres fejl og have øje for deres gode sider? — Kolossenserne 3:13.

Hvorfor Jesus kunne holde ud

14. Hvad hjalp Jesus til at holde stand?

¹⁴ Hvad hjalp Jesus til at holde stand og bevare sin uangribelighed trods alle de ydmygelser, skuffelser og lidelser han blev udsat for? Der er især to ting der holdt Jesus oppe. For det første rettede han blikket opad og bad til „den Gud som skænker udholdenhed og trøst“. (Romerne 15:5) For det andet rettede han blikket fremad mod det hans udholdenhed ville føre til. Lad os se nærmere på disse to faktorer.

15, 16. (a) Hvad viser at Jesus ikke stolede på at han kunne holde ud i egen kraft? (b) Hvilken tillid havde Jesus til sin Fader, og hvad var grunden?

¹⁵ Skønt Jesus var Guds fuldkomne søn, stolede han ikke på at han kunne holde ud i egen kraft. Nej, han vendte sig til sin himmelske Fader og bad om hjælp fra ham. Apostelen Paulus skrev: „I sit køds dage frembar Kristus, med stærke råb og tårer, bønner [eller: anråbelser] og også anmodninger til den som var i stand til at frelse ham fra døden.“ (Hebræerne 5:7) Læg mærke til at Jesus ikke blot frembar anmodninger, men også anråbelser. En ’anråbelse’ er en særlig indtrængende og inderlig form for bøn, en tryglen om hjælp. Flertalsformen „anråbelser“ viser at Jesus anråbte Jehova mere end én gang. I Getsemane Have bad Jesus således flere gange indtrængende til sin Fader. — Mattæus 26:36-44.

¹⁶ Jesus nærede fuldstændig tillid til at Jehova ville svare på hans anråbelser, for han vidste at hans Fader „hører bøn“. (Salme 65:2) I sin førmenneskelige tilværelse havde han, den førstefødte søn, set hvordan Faderen besvarer sine loyale tjeneres bønner. Fra himmelen var han for eksempel vidne til at Jehova sendte en engel som svar på profeten Daniels inderlige bøn — og det endda før Daniel var færdig med at bede! (Daniel 9:20, 21) Hvordan kunne Faderen da undlade at svare når hans enestefødte søn udøste sit hjerte for ham „med stærke råb og tårer“? Og Jehova hørte virkelig sin søns indtrængende bønner og sendte en engel som kunne styrke ham til den forestående prøve. — Lukas 22:43.

17. Hvorfor skal vi rette blikket opad for at holde ud, og hvordan kan vi gøre det?

¹⁷ For at holde ud må vi også rette blikket opad — mod den Gud som giver kraft. (Filipperne 4:13) Hvis Guds fuldkomne søn følte behov for at anråbe Jehova om hjælp, hvor meget mere gælder det da ikke os? Ligesom Jesus har vi måske brug for at bede indtrængende til Jehova flere gange. (Mattæus 7:7) Selvom vi ikke forventer at få besøg af en engel, er der én ting vi kan være sikre på: Vor kærlige Gud vil bønhøre den der loyalt „bliver ved med anråbelser og bønner nat og dag“. (1 Timoteus 5:5) Uanset hvilke prøver vi måtte blive udsat for — dårligt helbred, dødsfald i familien eller forfølgelse fra modstandere — vil Jehova besvare vore indtrængende bønner om visdom, mod og styrke til at holde ud. — 2 Korinther 4:7-11; Jakob 1:5.

18. Hvordan så Jesus længere end til den lidelse der lå foran ham?

¹⁸ Den anden ting som satte Jesus i stand til at holde ud, var at han rettede blikket fremad, længere end til den lidelse der lå umiddelbart foran ham. Bibelen siger om Jesus: „For den glæde der lå foran ham, udholdt [han] en marterpæl.“ (Hebræerne 12:2) Jesu eksempel viser hvordan håb, glæde og udholdenhed går hånd i hånd. Det kan opsummeres på den måde at håb fører til glæde, og glæde til udholdenhed. (Romerne 15:13; Kolossenserne 1:11) Der ventede Jesus en storslået fremtid. Han vidste at hans trofasthed ville medvirke til at fastslå hans Faders suverænitet og at gøre det muligt for ham at genløse menneskene fra synd og død. Jesus havde desuden håb om at komme til at herske som konge og tjene som ypperstepræst, noget der ville føre til yderligere velsignelser for lydige mennesker. (Mattæus 20:28; Hebræerne 7:23-26) Fordi Jesus rettede blikket mod den fremtid der ventede ham, og det håb han havde, var han fyldt med glæde, og denne glæde hjalp ham til at holde ud.

19. Hvordan kan håb, glæde og udholdenhed samvirke til gavn for os når vi står over for trosprøver?

¹⁹ I lighed med Jesus må vi lade håb, glæde og udholdenhed virke sammen til gavn for os. „Glæd jer i håbet,“ sagde apostelen Paulus, og han tilføjede: „Hold ud under trængselen.“ (Romerne 12:12) Står du i øjeblikket over for en alvorlig trosprøve? Så ret blikket fremad. Glem ikke at din udholdenhed vil være til ophøjelse af Jehovas navn. Hold dig håbet om Riget klart for øje. Se dig selv i Guds nye verden, og forestil dig at du oplever velsignelserne i Paradiset. Hvis du med forventning ser frem til opfyldelsen af Jehovas storslåede løfter — at hans suverænitet er hævdet, ondskab er fjernet fra jorden, og sygdom og død er borte — vil det fylde dit hjerte med glæde, og denne glæde kan hjælpe dig til at holde ud, uanset de prøver du kommer ud for. I sammenligning med virkeliggørelsen af håbet om Riget vil enhver lidelse i denne tingenes ordning synes „kortvarig og let“. — 2 Korinther 4:17.

’Følg lige i hans fodspor’

20, 21. Hvad forventer Jehova af os med hensyn til udholdenhed, og hvad bør vi være besluttede på?

²⁰ Jesus vidste at det ville være en udfordring at blive en af hans disciple, og at det ville kræve udholdenhed. (Johannes 15:20) Han var indstillet på at gå foran da han vidste at hans eksempel ville styrke andre. (Johannes 16:33) Jesus var ganske vist et fuldkomment eksempel i udholdenhed, og vi er langtfra fuldkomne. Men hvad forventer Jehova af os? Peter forklarer: „Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor.“ (1 Peter 2:21) Ved den måde hvorpå Jesus mødte prøverne, var han „et forbillede“ som vi må efterligne.a Det forbillede han var ved sin udholdenhed, kan sammenlignes med „fodspor“. Vi kan ikke følge disse fodspor til fuldkommenhed, men vi kan følge dem så godt vi kan.

²¹ Lad os da være besluttede på at følge Jesu eksempel så godt vi kan. Lad os aldrig glemme at jo nøjere vi følger i Jesu fodspor, jo bedre er vi udrustede til at holde ud „til enden“ — enden på denne gamle tingenes ordning eller enden på vort nuværende liv. Vi ved ikke hvad der vil komme først, men én ting ved vi: Jehova vil i al evighed belønne os for vores udholdenhed. — Mattæus 24:13.

1-4. (a) Hvordan underviser Jesus mesterligt en samaritansk kvinde, og med hvilket resultat? (b) Hvordan reagerer apostlene?

JESUS og hans disciple har gået i flere timer. De er på vej nordpå fra Judæa til Galilæa. Den korteste vej — en rejse på omkring tre dage — fører dem gennem Samaria. Ved middagstid nærmer de sig en lille by ved navn Sykar, hvor de standser op for at tage et hvil.

² Mens apostlene går ind til byen for at købe mad, hviler Jesus sig ved en brønd uden for byen. En kvinde kommer for at trække vand op. Jesus kunne godt have valgt at ignorere hende. Han er „udmattet af rejsen“. (Johannes 4:6) Det ville have været forståeligt hvis han blot lukkede øjnene og lod den samaritanske kvinde komme og gå uden at tage notits af hende. Som vi så i kapitel 4, ville kvinden sikkert ikke have fundet det mærkeligt hvis en jøde ignorerede hende. Men alligevel begynder Jesus at tale med hende.

³ Han indleder samtalen med at bruge en illustration hentet fra kvindens dagligdag — ja, fra selve den aktuelle situation. Hun er kommet for at trække vand op, og Jesus taler om det livgivende vand som vil slukke hendes åndelige tørst. Flere gange nævner hun emner som kunne give anledning til en diskussion.a Men Jesus undgår dem taktfuldt og holder sig til det han har i tanke. Han koncentrerer sig om emner af åndelig art — den rene tilbedelse og Jehova Gud. Hans ord får en langtrækkende virkning, for kvinden fortæller om ham til sine bysbørn, og de vil også gerne høre ham. — Johannes 4:3-42.

⁴ Hvad mener apostlene, da de vender tilbage, om det bemærkelsesværdige vidnesbyrd Jesus har aflagt her? Der er intet tegn på at de viser nogen stor begejstring. De er overraskede over at Jesus i det hele taget har talt med kvinden, og åbenbart siger de ikke noget til hende. Efter at hun er gået, opfordrer de Jesus til at spise den mad de har bragt ham. Men Jesus siger til dem: „Jeg har mad at spise som I ikke kender.“ De undrer sig, for de tager hans ord helt bogstaveligt. Så forklarer han: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Johannes 4:32, 34) Jesus fortæller dem her at hans hovedopgave i livet er vigtigere for ham end mad. Han ønsker at de skal have det på samme måde. Hvad var det for en opgave?

5. Hvad var Jesu livsopgave, og hvad vil vi se nærmere på i dette kapitel?

⁵ Jesus har engang sagt: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43) Ja, Jesus blev udsendt for at han skulle forkynde den gode nyhed om Guds rige og undervise folk.b Jesu disciple i dag har den samme opgave. Det er derfor vigtigt at vi ser nærmere på hvorfor Jesus forkyndte, hvad han forkyndte, og hvordan hans indstilling var til denne opgave.

Hvorfor Jesus forkyndte

6, 7. Hvilket motiv skulle „enhver offentlig lærer“ ifølge Jesu ord have til at forkynde den gode nyhed for andre? Illustrer det med et eksempel.

⁶ Lad os først undersøge hvordan Jesus så på det han lærte andre. Derefter vil vi beskæftige os med hvordan hans indstilling var til dem han underviste. Jesus brugte en illustration fra dagliglivet for at vise hvad der tilskyndede ham til at fortælle andre om de ting han havde lært hos sin Fader. Han sagde: „Enhver offentlig lærer [er], når han er oplært med hensyn til himlenes rige, som en mand, en husherre, der tager nye og gamle ting frem fra sit forråd.“ (Mattæus 13:52) Hvorfor tager husherren i denne illustration visse ting frem fra sit forråd?

⁷ Der er ikke tale om at han fremviser sine ting for at prale, sådan som kong Ezekias i sin tid gjorde — og det fik skæbnesvangre følger. (2 Kongebog 20:13-20) Hvad er så hans motiv? Forestil dig følgende situation: Du besøger en af dine yndlingslærere i hans hjem. Han åbner en skrivebordsskuffe og tager et par breve frem — det ene gulnet af ælde, det andet nyere. Det er breve han har modtaget fra sin far — det ene har han modtaget for mange år siden da han endnu var dreng; det andet er af nyere dato. Lærerens øjne lyser af glæde da han fortæller hvor stor pris han sætter på disse breve, og hvordan de råd de indeholder, har ændret hans liv og også kan være til hjælp for dig. Han værdsætter tydeligvis disse breve, som står hans hjerte nær. (Lukas 6:45) Han har vist dig disse breve, ikke for at prale eller opnå noget, men for at gavne dig og give dig en fornemmelse af deres værdi.

8. Hvorfor har vi god grund til at føle at de sandheder vi lærer fra Guds ord, er som dyrebare skatte?

⁸ Det var også det motiv den store Lærer, Jesus Kristus, havde til at forkynde Guds sandheder for andre. For ham var disse sandheder som uvurderlige skatte. Han elskede dem og var ivrig efter at dele dem med andre. Og han ønskede at hans disciple, „enhver offentlig lærer“, skulle have det på samme måde. Har vi det? Vi har al mulig grund til at elske hver eneste sandhed vi lærer fra Guds ord. Vi gemmer dem som dyrebare sandhedsord i vort hjerte, hvad enten det er nogle vi har lært for lang tid siden, eller nogle vi nylig har fået kendskab til. Ved at bevare kærligheden til det Jehova har lært os, og tale med stor begejstring om det, giver vi andre del i den samme kærlighed, nøjagtig ligesom Jesus gjorde.

9. (a) Hvad følte Jesus for dem han underviste? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesu indstilling til dem han forkyndte for?

⁹ Jesus elskede også de mennesker han underviste — et emne vi skal komme nærmere ind på i bogens tredje del. Det var profeteret at Messias ville „ynkes over den ringe og den fattige“. (Salme 72:13) Ja, Jesus var interesseret i andre mennesker. Han bekymrede sig om hvad de tænkte, og hvilke motiver de havde. Han ville gerne vide hvad der tyngede dem, og hvad der hindrede dem i at forstå sandheden. (Mattæus 11:28; 16:13; 23:13, 15) Tag for eksempel den samaritanske kvinde. Det gjorde uden tvivl et dybt indtryk på hende at Jesus interesserede sig for hende. Hans viden om hende personligt fik hende til at anerkende ham som en profet og til at fortælle andre om ham. (Johannes 4:16-19, 39) Jesu disciple i dag kan naturligvis ikke læse folks hjerter og se hvad der bor i dem. Men vi kan alligevel vise interesse for dem vi forkynder for, sådan som Jesus gjorde. Vi kan vise at vi vil dem det bedste, og tilpasse vores ord efter det der interesserer dem, de problemer de har, og det de har behov for.

Hvad Jesus forkyndte

10, 11. (a) Hvad forkyndte Jesus? (b) Hvordan opstod behovet for Guds rige?

¹⁰ Hvad forkyndte Jesus? Hvis man ville finde svaret ved at undersøge hvad de mange forskellige kirker lærer, kunne man få det indtryk at han forkyndte et socialt evangelium, eller at han gik ind for en politisk reform, eller at han lagde vægt på menneskets frelse som det vigtigste. Men som tidligere anført sagde Jesus rent ud: „Jeg må nødvendigvis . . . forkynde den gode nyhed om Guds rige.“ Hvad vil det helt nøjagtigt sige?

¹¹ Som tidligere nævnt var Jesus til stede i himmelen da Satan rejste tvivl om retmæssigheden af Jehovas suverænitet. Hvor må det have såret Jesus at se sin retfærdige Fader bagtalt og anklaget for at være en uretfærdig hersker som forholdt sine skabninger noget godt! Hvor må det have pint ham da Adam og Eva, hvis børn skulle befolke jorden, troede på Satans løgn! Guds søn blev vidne til at menneskene blev underlagt synd og død som følge af dette oprør. (Romerne 5:12) Men hvor må det have glædet ham at få at vide at hans Fader en dag ville rette op på alt dette!

12, 13. Hvad vil Guds rige rette op på, og hvordan gjorde Jesus Guds rige til det centrale i sin forkyndelse?

¹² Hvad var det der mere end noget andet måtte rettes op på? Jehovas navn måtte helliges, renses for enhver forsmædelse der var bragt over det af Satan og alle dem som havde stillet sig på hans side. Det måtte fastslås at Jehova med rette er den suveræne hersker, og at han udøver sit herredømme på rette måde. Disse vigtige spørgsmål forstod Jesus bedre end nogen anden. I den bøn han lærte sine disciple at bede, var det første de skulle bede om, at Faderens navn måtte blive helliget. Dernæst at hans rige måtte komme, og endelig at Guds vilje måtte ske på jorden. (Mattæus 6:9, 10) Guds rige med Jesus Kristus som konge vil nu snart befri jorden for Satans korrupte styre og for evigt befæste Jehovas retfærdige styre. — Daniel 2:44.

¹³ Guds rige var det gennemgående tema i Jesu forkyndelse. Alle hans ord og gerninger tog sigte på at forklare hvad Riget er, og hvordan det vil tjene Jehovas hensigt. Der var intet som kunne aflede Jesu opmærksomhed fra det der var hans hovedopgave: at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Der blev på hans tid begået mange uretfærdigheder, og der var store sociale problemer der trængte til at blive løst, men han koncentrerede sig om sit budskab og sin gerning. Vil det sige at han var snæversynet og verdensfjern? Var han kedelig og ensformig i sin forkyndelse? Nej, langtfra!

14, 15. (a) Hvorfor kan man sige at der i Jesu tilfælde var „mere end Salomon“? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus når vi forkynder?

¹⁴ Som vi skal se i denne anden del af bogen, var Jesu undervisning både interessant og farverig. Han talte til folks hjerter. Det minder os om den vise kong Salomon, der søgte „ord der lyder godt“, „ord der er sande“, for at give udtryk for de tanker Jehova inspirerede ham til at nedskrive. (Prædikeren 12:10) Jehova gav denne ufuldkomne mand ’et hjerte der spændte vidt’ så han kunne tale om mange emner, om fisk, fugle, træer, landdyr og meget andet. Folk kom langvejsfra for at høre ham tale. (1 Kongebog 4:29-34) Men i Jesu tilfælde var der „mere end Salomon“. (Mattæus 12:42) Han havde en langt større visdom, og hans hjerte spændte endnu videre. Når han underviste, øste han af sit større kendskab til Guds ord foruden af sit kendskab til fisk, fugle, landdyr, agerbrug, vejret, nutidige og fortidige begivenheder samt sociale forhold. Men Jesus brugte aldrig sin kundskab for at gøre indtryk på andre. Hans budskab var enkelt og klart. Det er ikke så mærkeligt at folk med glæde hørte ham tale. — Markus 12:37; Lukas 19:48.

¹⁵ Kristne i dag prøver at følge Jesu eksempel. Vi har ikke hans store visdom og kundskab, men vi har alle et mål af kundskab og erfaring vi kan øse af når vi forkynder Guds ords sandheder for andre. De der har børn, kan for eksempel bruge den erfaring de har fået ved at opdrage børn, når de skal skildre Jehovas kærlighed til sine børn. Andre kan hente eksempler og sammenligninger fra deres arbejde, fra skolen eller fra deres kendskab til andre mennesker eller aktuelle begivenheder. Samtidig skal vi dog passe på ikke at bortlede opmærksomheden fra vores budskab — den gode nyhed om Guds rige. — 1 Timoteus 4:16.

Hvordan så Jesus på sin tjeneste?

16, 17. (a) Hvordan betragtede Jesus sin tjeneste? (b) Hvordan viste Jesus at tjenesten var det vigtigste for ham i livet?

¹⁶ Jesus betragtede sin tjeneste som en dyrebar skat. Han glædede sig over at hjælpe folk til at se hvordan hans himmelske Fader virkelig var — ikke tilsløret eller forvansket af forvirrende menneskeskabte dogmer og overleveringer. Han elskede at kunne hjælpe folk til at få et godkendt forhold til Jehova og håb om evigt liv. Han følte en dyb glæde ved at kunne trøste og opmuntre dem med den gode nyhed. Hvordan kom denne indstilling til udtryk? På i hvert fald tre måder.

¹⁷ For det første: Jesus gjorde forkyndelsen til det vigtigste i sit liv. At tale om Riget var hans livsopgave, hans livsgerning, det han koncentrerede sig om. Det er grunden til at Jesus, som vi så i kapitel 5, levede et enkelt liv. Som han rådede andre til, holdt han blikket rettet mod det der havde størst betydning. Han lod sig ikke distrahere af en masse ting som han skulle betale for, vedligeholde, reparere eller erstatte som tiden gik. Han levede enkelt og lod intet unødvendigt trække ham bort fra tjenesten. — Mattæus 6:22; 8:20.

18. På hvilke måder gav Jesus sig selv helt og fuldt i tjenesten?

¹⁸ For det andet: Jesus gav sig selv helt og fuldt i tjenesten. Han brugte alle sine kræfter i tjenesten. Han gik hundreder af kilometer gennem Palæstina for at opsøge mennesker som han kunne forkynde den gode nyhed for. Han talte til dem i deres hjem, på offentlige steder, på torvene og ude i det fri. Han talte endog til dem når han havde behov for hvile, mad, vand eller blot en stille stund sammen med sine nærmeste venner. Selv da han hang døende på pælen, fortsatte han med at forkynde den gode nyhed om Guds rige! — Lukas 23:39-43.

19, 20. Hvilket billede brugte Jesus for at vise at forkyndelsen hastede?

¹⁹ For det tredje: Jesus betragtede tjenesten som noget der hastede. Da Jesus talte med den samaritanske kvinde ved brønden uden for Sykar, forstod hans apostle åbenbart ikke at der var et presserende behov for at forkynde den gode nyhed. Men Jesus sagde: „Siger I ikke at der endnu er fire måneder til høsten kommer? Se, jeg siger jer: Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ — Johannes 4:35.

²⁰ Jesus brugte dette billede på grund af årstiden. Samtalen fandt øjensynlig sted i kislev måned (november/december). Der var endnu fire måneder til byghøsten, der begyndte i nisan måned, omkring påsken. Så en landmand ville ikke føle at høsten stod lige for døren. Der var stadig lang tid til den. Men hvad med indhøstningen af mennesker? Jo, mange var rede til at høre, lære, blive Kristi disciple og få det vidunderlige håb Jehova nu tilbød dem. Det var som om Jesus så ud over disse billedlige marker, der var hvide af alt det modne korn der bølgede blidt i brisen som tegn på at det var parat til at blive høstet.c Tiden var inde, og arbejdet hastede! Da nogle prøvede at få Jesus til at blive hos dem i deres by, svarede han derfor: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ — Lukas 4:43.

21. Hvordan kan vi efterligne Jesus?

²¹ Vi kan efterligne Jesus på alle de tre ovennævnte måder. Vi kan gøre den kristne tjeneste til det vigtigste i livet. Selvom vi har familie og verdslige forpligtelser, kan vi vise at vores tjeneste kommer først ved at vi nidkært og regelmæssigt tager del i den, på samme måde som Jesus. (Mattæus 6:33; 1 Timoteus 5:8) Vi kan give af os selv i tjenesten ved gavmildt at bruge vores tid, kræfter og midler for at støtte den. (Lukas 13:24) Og vi kan hele tiden holde os for øje at arbejdet er presserende og haster. (2 Timoteus 4:2) Vi må bruge enhver lejlighed til at forkynde!

22. Hvad vil være emnet for det næste kapitel?

²² Jesus viste også at han forstod betydningen af arbejdet ved at sørge for at det ville fortsætte efter hans død. Han overdrog sine disciple den opgave at fortsætte arbejdet med at forkynde og undervise. Denne opgave vil være emnet for det næste kapitel.

1-3. (a) Hvad gør en landmand når afgrøden er for stor til at han kan høste kornet alene? (b) Hvilket problem har Jesus i foråret 33, og hvordan løser han det?

EN LANDMAND har et problem. Nogle måneder tidligere har han pløjet sine marker og tilsået dem. Han har holdt øje med sæden for at se hvornår de første spirer kom op, og han har glædet sig over at se kornet vokse. Nu belønnes hans store arbejde, for tiden er kommet til at høste kornet. Men her er problemet: Afgrøden er alt for stor til at han kan gøre arbejdet alene. For at løse problemet beslutter han klogt at leje nogle arbejdere og sende dem ud på sine marker. Der er trods alt kun en begrænset tid at høste den dyrebare afgrøde i.

² I foråret 33 står den opstandne Jesus over for et lignende problem. I løbet af sin jordiske tjeneste har han sået sandhedens sæd. Nu er tiden kommet til at høste, og høsten vil være stor. Mange som har hørt og taget imod Jesus, skal indsamles som disciple. (Johannes 4:35-38) Hvordan løser Jesus dette problem? På et bjerg i Galilæa giver han, kort før han stiger til himmelen, sine disciple en befaling der skal skaffe flere høstarbejdere. Han siger: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . . , og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

³ Denne befaling viser hvad det egentlig vil sige at være en sand discipel af Jesus Kristus. Lad os derfor se på tre spørgsmål: Hvorfor gav Jesus befaling om flere arbejdere? Hvordan oplærte han sine disciple til at finde dem? Hvordan berører denne befaling os?

Hvorfor der er brug for flere arbejdere

4, 5. Hvorfor ville det ikke være muligt for Jesus at fuldføre det arbejde han havde påbegyndt, og hvem måtte fortsætte arbejdet efter at han var vendt tilbage til himmelen?

⁴ Da Jesus begyndte sin tjeneste i år 29, vidste han at han begyndte på et arbejde som han ikke selv ville fuldføre. I den korte tid han havde tilbage på jorden, var det begrænset hvor stort et område han ville komme ud til, og hvor mange han kunne nå med budskabet om Riget. Sandt nok begrænsede han sin forkyndelse til hovedsagelig at omfatte jøder og proselytter, „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 15:24) Men disse „bortkomne får“ var spredt ud over hele Israel, et område der strakte sig over tusinder af kvadratkilometer, og hertil kom at hele resten af verden med tiden også skulle nås med den gode nyhed. — Mattæus 13:38; 24:14.

⁵ Jesus forstod at der var et stort arbejde der skulle gøres efter hans død. Til sine 11 trofaste apostle sagde han: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ (Johannes 14:12) Jesus vendte nu tilbage til himmelen, men hans disciple — ikke blot apostlene, men alle fremtidige disciple — måtte fortsætte arbejdet med at forkynde og undervise. (Johannes 17:20) Jesus anerkendte ydmygt at deres gerninger ville være „større“ end hans. Hvordan? På tre måder.

6, 7. (a) På hvilke måder ville disciplenes gerninger være større end Jesu gerninger? (b) Hvordan kan vi vise at vi er værdige til Jesu tillid?

⁶ For det første måtte Jesu disciple dække et større område. I dag er forkyndelsen nået ud til jordens ender, langt ud over grænserne til det land hvor Jesus selv forkyndte. For det andet skulle de nå langt flere mennesker. Den lille gruppe disciple Jesus efterlod, voksede hurtigt til tusinder. (Apostelgerninger 2:41; 4:4) Nu tæller de millioner, og hvert år døbes der hundredtusinder af nye. For det tredje skulle de forkynde i et længere tidsrum — helt frem til i dag, næsten 2000 år efter at Jesus havde fuldført sin tjeneste på tre og et halvt år.

⁷ Jesus gav udtryk for tillid til sine disciple da han sagde at de ville „gøre større gerninger end disse“. Han overdrog dem et arbejde der var af største betydning for ham, nemlig at forkynde „den gode nyhed om Guds rige“ og undervise dem der ville lytte. (Lukas 4:43) Han var overbevist om at de trofast ville udføre den tildelte opgave. Hvad betyder det for os i dag? Når vi nidkært og helhjertet udfører forkyndelsen, viser vi at vi er værdige til hans tillid. Er det ikke en storslået forret? — Lukas 13:24.

Oplært til at aflægge vidnesbyrd

8, 9. Hvordan var Jesus et eksempel i forkyndelsen, og hvordan kan vi efterligne ham?

⁸ Jesus gav sine disciple den bedste oplæring. Først og fremmest var han selv et fuldkomment eksempel. (Lukas 6:40) I det foregående kapitel så vi nærmere på hans indstilling til forkyndelsen. Læg nu mærke til hvad disciplene så når de fulgtes med ham på hans forkynderture. De så at han forkyndte overalt hvor der var mennesker — ved søen og på bjergskråninger, i byer, på torve og i private hjem. (Mattæus 5:1, 2; Lukas 5:1-3; 8:1; 19:5, 6) De så at han var flittig, stod tidligt op og arbejdede til langt ud på aftenen. Tjenesten var ikke noget han blot af og til beskæftigede sig med. (Lukas 21:37, 38; Johannes 5:17) De fornemmede uden tvivl at hans motiv var en dyb kærlighed til mennesker. Måske så de i hans ansigt den medlidenhed han følte i sit hjerte. (Markus 6:34) Hvilken virkning tror du hans eksempel havde på disciplene? Hvilken virkning ville det have haft på dig?

⁹ Som disciple af Jesus følger vi hans eksempel i forkyndelsen. Vi gør os derfor store anstrengelser for at aflægge „et grundigt vidnesbyrd“. (Apostelgerninger 10:42) Ligesom Jesus besøger vi folk i deres hjem. (Apostelgerninger 5:42) Vi tilpasser om nødvendigt vores tid så vi kan komme til folk når der er størst sandsynlighed for at de er hjemme. Vi henvender os også taktfuldt til folk på offentlige steder — på gader, i parker, i forretninger og andre steder. Vi ’slider i det og kæmper energisk’, for vi tager forkyndelsen alvorligt. (1 Timoteus 4:10) Oprigtig kærlighed til vore medmennesker motiverer os til at have øje for lejligheder til at forkynde hvor som helst og når som helst der er mulighed for det. — 1 Thessaloniker 2:8.

10-12. Hvilke vigtige instruktioner gav Jesus disciplene før han sendte dem ud for at forkynde?

¹⁰ Jesus oplærte også sine disciple ved at give dem detaljerede instruktioner om hvordan de skulle bære sig ad. Før han udsendte de 12 apostle og senere de 70 disciple, holdt han hvad man kunne kalde nogle „instruktionsmøder“ med dem. (Mattæus 10:1-15; Lukas 10:1-12) Oplæringen gav resultat, for der siges i Lukas 10:17: „Så vendte de halvfjerds tilbage med glæde.“ Lad os se på to vigtige ting Jesus lærte sine disciple, idet vi husker på at hans ord skal forstås på baggrund af jødisk skik og brug på Bibelens tid.

¹¹ Jesus lærte sine disciple at stole på Jehova. Han sagde til dem: „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter, eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder, er sin føde værd.“ (Mattæus 10:9, 10) Det var almindeligt at de der var på rejse dengang, tog penge med i deres bælte, en madpose til proviant og et ekstra par sandaler.a Når Jesus lærte disciplene at de ikke skulle bekymre sig om disse ting, var det i virkeligheden som om han sagde: ’Stol helt på Jehova, for han vil tage sig af jer.’ Jehova ville sørge for dem ved at tilskynde dem der tog imod den gode nyhed, til at vise gæstfrihed, sådan som det var almindeligt i Israel. — Lukas 22:35.

¹² Jesus lærte også sine disciple at de ikke skulle lade sig distrahere unødigt. Han sagde: „I skal ikke til hilsen omfavne nogen på vejen.“ (Lukas 10:4) Betød det at de skulle være kølige og afmålte? Nej. På Bibelens tid var en almindelig hilsen mere end et høfligt „goddag“. Den typiske orientalske hilsen bestod i forskellige formaliteter og en længere samtale. En bibelkommentar forklarer: „Hilsener blandt orientalerne bestod ikke som hos os i et lille buk eller et håndtryk, men i mange omfavnelser og i at man bøjede sig eller endog kastede sig ned. Alt dette krævede tid.“ Når Jesus instruerede sine disciple om ikke at bruge den sædvanlige hilsen, sagde han i virkeligheden: ’Få det meste ud af tiden, jeres budskab haster.’b

13. Hvordan kan vi vise at vi forstår at de instruktioner Jesus gav sine disciple dengang, også gælder os?

¹³ Vi forstår at de instruktioner Jesus gav sine disciple dengang, også gælder os. Når vi går ud i forkyndelsen, stoler vi helt på Jehova. (Ordsprogene 3:5, 6) Vi ved at vi aldrig vil mangle det nødvendige hvis vi bliver ved med „først at søge riget“. (Mattæus 6:33) Heltidsforkyndere i hele verden kan bekræfte at Jehovas hånd selv i vanskelige tider aldrig er for kort. (Salme 37:25) Vi forstår også at det er nødvendigt at vi ikke lader os distrahere. Hvis vi ikke passer på, kan denne tingenes ordning let føre os ud på et sidespor. (Lukas 21:34-36) Men tiden er ikke inde til at lade sig distrahere. Der står menneskeliv på spil, og vores budskab haster. (Romerne 10:13-15) Hvis vi i vort hjerte har en fornemmelse af tidens alvor, vil det forhindre os i at lade noget i denne verden distrahere os og tage tid og kræfter som ville være bedre anvendt i tjenesten. Husk at den tid der er tilbage, er begrænset, og høsten er stor. — Mattæus 9:37, 38.

En befaling der berører os

14. Hvad viser at befalingen i Mattæus 28:18-20 gælder alle disciple af Jesus Kristus? (Se også fodnoten).

¹⁴ Med ordene „Gå . . . og gør disciple“ gav den opstandne Jesus sine efterfølgere et stort ansvar at skuldre. Han havde flere disciple i tanke end dem der var til stede den dag på bjerget i Galilæa.c Det arbejde han gav befaling om, skulle nå ud til „folk af alle nationerne“ og fortsætte frem til „afslutningen på tingenes ordning“. Befalingen gælder tydeligvis alle disciple af Kristus, også os i dag. Lad os se nærmere på Jesu ord som er gengivet i Mattæus 28:18-20.

15. Hvorfor gør vi klogt i at adlyde Jesu befaling om at gøre disciple?

¹⁵ Før Jesus gav befalingen, sagde han: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Vers 18) Har Jesus virkelig en sådan myndighed? Ja. Han er ærkeengelen og har befaling over titusinder af engle. (1 Thessaloniker 4:16; Åbenbaringen 12:7) Som „menighedens hoved“ har han myndighed over sine disciple på jorden. (Efeserne 5:23) Siden 1914 har han hersket som messiansk konge i himmelen. (Åbenbaringen 11:15) Hans myndighed når helt til gravens porte, for han har magt til at oprejse de døde. (Johannes 5:26-28) Ved først at nævne sin store myndighed viser han at de følgende ord han udtaler, ikke er et forslag, men en befaling. Vi gør klogt i at adlyde den, for han har ikke selv tiltaget sig denne myndighed, men den er skænket ham af Gud. — 1 Korinther 15:27.

16. Hvad befaler Jesus med det lille ord „gå“, og hvordan adlyder vi denne del af befalingen?

¹⁶ Jesus udtaler nu befalingen, der begynder med det lille ord: „Gå.“ (Vers 19) Han befaler os altså at tage initiativet til at nå ud til andre med budskabet om Riget. Men hans ord giver rum for at det kan gøres på mange forskellige måder. En meget effektiv måde at komme i personlig kontakt med folk på er ved at forkynde fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) Vi er også på udkig efter at aflægge uformelle vidnesbyrd. Hvor som helst det er muligt og passende i løbet af dagen, søger vi at indlede en samtale om den gode nyhed. Den metode vi bruger, kan variere, alt efter de lokale behov og omstændigheder. Men én ting er fælles for dem alle: Vi ’går ud’ og finder frem til dem der fortjener det. — Mattæus 10:11.

17. Hvordan gør vi disciple?

¹⁷ Jesus forklarer derefter formålet med befalingen, nemlig at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Vers 19) Hvordan gør vi det? En discipel er en elev, en der er oplært. Men at gøre disciple består ikke blot i at give eleven kundskab. Når vi studerer Bibelen med nogen, er det vores mål at hjælpe vedkommende til at følge Kristus. Når det er muligt, fremhæver vi Jesu eksempel så den vi studerer med, lærer at se hen til ham som lærer og forbillede, at leve på den måde han levede, og gøre den gerning han gjorde. — Johannes 13:15.

18. Hvorfor er dåben den vigtigste milepæl i en discipels liv?

¹⁸ En vigtig del af befalingen er ordene: „Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Vers 19) Dåben er den vigtigste milepæl i en discipels liv, for den er et passende symbol på disciplens helhjertede indvielse til Gud og er en forudsætning for frelse. (1 Peter 3:21) Ja, ved fortsat at gøre sit bedste for at tjene Jehova kan den døbte discipel se frem til evige velsignelser i den kommende nye verden. Har du hjulpet nogen til at blive en døbt discipel af Jesus Kristus? Der findes ingen større grund til glæde i den kristne tjeneste. — 3 Johannes 4.

19. Hvad lærer vi de nye, og hvorfor skal undervisningen måske fortsætte efter deres dåb?

¹⁹ Den næste del af befalingen lyder: „Idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Vers 20) Vi lærer de nye at give agt på Jesu bud, som for eksempel at elske Gud, elske sin næste og gøre disciple. (Mattæus 22:37-39) Vi lærer dem lidt efter lidt hvordan de kan forklare Bibelens sandheder og forsvare deres voksende tro. Når de er kvalificerede til at deltage i den offentlige forkyndelse, arbejder vi sammen med dem og lærer dem i ord og gerning hvordan de får en meningsfyldt andel i dette arbejde. Undervisningen af de nye er ikke nødvendigvis fuldført før deres dåb. Det er muligt at der skal yderligere oplæring til for at hjælpe dem til at opfylde de krav der stilles til en Kristi discipel. — Lukas 9:23, 24.

„Jeg er med jer alle dage“

20, 21. (a) Hvorfor er der ingen grund til frygt når vi udfører Jesu befaling? (b) Hvorfor er tiden ikke inde til at lade hænderne synke, og hvad skal vi være besluttede på?

²⁰ De sidste ord i Jesu befaling indeholder den opmuntrende forsikring: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:20) Jesus forstår at opgaven har stor betydning. Han ved også at udførelsen af den kan være årsag til en fjendtlig reaktion fra modstandere. (Lukas 21:12) Der er dog ingen grund til frygt. Vores Leder forventer ikke at vi udfører opgaven alene, uden hjælp. Er det ikke opmuntrende at vide at Han som har „al myndighed i himmelen og på jorden“, er med os og vil hjælpe os med at udføre befalingen?

²¹ Jesus forsikrede disciplene om at han ville være med dem i deres tjeneste indtil „afslutningen på tingenes ordning“. Vi må fortsætte lige indtil enden med at adlyde Jesu befaling. Tiden er ikke inde til at lade hænderne synke. En stor åndelig høst er i gang! Lydhøre og lærvillige indsamles i tusindtal. Lad os da som disciple af Kristus være besluttede på at efterkomme den befaling han har givet os. Lad os være besluttede på at give af vores tid, kræfter og midler for at adlyde Jesu befaling: „Gå . . . og gør disciple.“

1-3. Hvilken vigtig slutning ønsker Jesus at indbyggerne i Nazaret skal komme til, og hvad gør han?

VI BEFINDER os på et tidligt tidspunkt under Jesu jordiske tjeneste. Jesus er vendt tilbage til Nazaret, den by hvor han er vokset op. Han vil gerne at indbyggerne dér skal komme til en vigtig slutning: at han er den forudsagte Messias! Hvad gør han for at overbevise dem?

² Mange forventer sikkert at han gør et mirakel. De har hørt om hans undergerninger. Men han giver dem ikke noget tegn af den art. Han går derimod ind i synagogen, sådan som han plejer. Han rejser sig for at læse, og man rækker ham skriftrullen med Esajas’ profeti. Det er en tyk rulle, uden tvivl fastgjort til to stokke, og Jesus ruller forsigtigt dokumentet fra den ene stok over på den anden indtil han finder det sted han søger. Derpå læser han højt fra det der i dag er Esajas 61:1-3. — Lukas 4:16-19.

³ Tilhørerne kender godt stedet. Det er en profeti om Messias. Alles øjne i synagogen er rettet mod Jesus. Der er fuldstændig tavshed. Så begynder Jesus at forklare — måske i detaljer — idet han siger: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ Tilhørerne undrer sig over hans vindende ord, men mange ønsker åbenbart stadig at se et tydeligt tegn, et mirakel. I stedet afslører Jesus deres mangel på tro ved at henvise til to eksempler fra Skriften. Resultatet er at de kort efter prøver at slå ham ihjel. — Lukas 4:20-30.

4. Hvordan var Jesus i sin forkyndelse et eksempel der er værd at følge, og hvad vil vi se på i dette kapitel?

⁴ Jesus brugte her en fremgangsmåde som han fulgte under hele sin tjeneste. Han støttede sig helt til Guds inspirerede ord og henviste til det som grundlag for alt hvad han sagde og gjorde. Selvom hans mirakler havde betydning som bevis på at Guds ånd var med ham, var der intet der havde større betydning for ham end De Hellige Skrifter. Lad os se nærmere på hans eksempel i denne henseende, nemlig på hvordan han citerede fra Guds ord, forsvarede Guds ord og forklarede Guds ord.

Citerede fra Guds ord

5. Hvad ønskede Jesus at hans tilhørere skulle vide, og hvordan beviste han det?

⁵ Jesus ønskede at folk skulle vide hvor han havde sit budskab fra. Han sagde: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Ved en anden lejlighed sagde han: „Jeg [gør intet] af mig selv; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Johannes 8:28) Og igen: „Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer; men Faderen som forbliver i samhørighed med mig, gør sine gerninger.“ (Johannes 14:10) Jesus beviste at disse udtalelser var sande, ved blandt andet hyppigt at citere fra Guds skrevne ord.

6, 7. (a) I hvilken udstrækning citerede Jesus fra De Hebraiske Skrifter, og hvorfor er det imponerende? (b) Hvordan adskilte Jesu måde at undervise på sig fra de skriftlærdes?

⁶ Et nærmere studium af Jesu ord som de findes nedskrevet i Bibelen, viser at han citerede direkte eller indirekte fra over halvdelen af De Hebraiske Skrifters bøger. Det lyder måske i første omgang ikke af så meget. Vi kunne undre os over hvorfor han i løbet af tre og et halvt års forkyndelse ikke citerede fra alle de inspirerede bøger der var til rådighed. Det kan han også have gjort, for vi må huske at kun en brøkdel af alt det Jesus sagde og gjorde, er blevet nedskrevet. (Johannes 21:25) I virkeligheden ville det kun tage nogle få timer at læse alle de nedskrevne ord af Jesus højt. Forestil dig at du skulle tale om Gud og hans rige i blot nogle få timer, og at du skulle citere fra eller henvise til over halvdelen af bøgerne i De Hebraiske Skrifter! Tænk også på at Jesus i de fleste tilfælde ikke havde nogen skriftruller med sig! I Bjergprædikenen alene brugte han i snesevis af direkte og indirekte citater fra De Hebraiske Skrifter — og han gjorde det udelukkende efter hukommelsen!

⁷ At Jesus henviste så meget til Skrifterne, vidnede om hans store ærbødighed for Guds ord. Hans tilhørere var „helt forbløffede over hans måde at undervise på, for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som de skriftlærde“. (Markus 1:22) Når de skriftlærde underviste, foretrak de at citere den såkaldte mundtlige lov, det vil sige hvad lærde rabbinere tidligere havde sagt. Jesus brugte ikke en eneste gang den mundtlige lov og henviste aldrig til en eller anden rabbiner som autoritet. Han betragtede Guds ord, De Hellige Skrifter, som den højeste autoritet. Atter og atter sagde han: „Der står skrevet.“ Han brugte denne sætning eller en lignende vending når han underviste sine disciple eller korrigerede en fejlagtig opfattelse.

8, 9. (a) Hvordan henviste Jesus til Guds ord som sin autoritet da han rensede templet? (b) På hvilken måde viste de religiøse ledere i templet manglende respekt for Guds ord?

⁸ Da Jesus rensede templet i Jerusalem, sagde han: „Der står skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus,’ men I gør det til en røverhule.“ (Mattæus 21:12, 13; Esajas 56:7; Jeremias 7:11) Dagen før denne modige handling havde han gjort mange undergerninger dér, og det fik nogle drenge som så det, til at lovprise ham. De religiøse ledere spurgte harmfuldt om Jesus hørte hvad drengene sagde. Han svarede: „Ja. Har I aldrig læst dette: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning’?“ (Mattæus 21:16; Salme 8:2) Jesus ønskede at de skulle vide at det der her skete, var i overensstemmelse med Guds ord.

⁹ Senere kom de religiøse ledere til Jesus og afkrævede ham svar på spørgsmålet: „Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting?“ (Mattæus 21:23) Jesus havde til overflod vist hvor han havde sin bemyndigelse fra. Det han lærte, var ikke noget han selv havde fundet på; han havde ikke indført nogen ny lære. Han havde blot henvist til det hans Faders inspirerede ord sagde. I realiteten var det præsterne og de skriftlærde der viste manglende respekt for Jehova og hans ord. De fortjente fuldt ud Jesu fordømmende ord når han afslørede deres ondskab og egentlige motiv. — Mattæus 21:23-46.

10. Hvordan kan vi efterligne Jesus med hensyn til at bruge Guds ord, og hvilke hjælpemidler har vi som Jesus ikke havde?

¹⁰ Ligesom Jesus støtter sande kristne i dag sig til Guds ord når de forkynder. Jehovas Vidner er kendt verden over for deres iver efter at forkynde Bibelens budskab for andre. Vores publikationer indeholder et væld af både direkte og indirekte citater fra Bibelen. Og i forkyndelsen følger vi samme eksempel idet vi bestræber os for at bruge Bibelen når vi taler med folk. (2 Timoteus 3:16) Det er en sand glæde for os når nogen giver os lov til at læse op fra Bibelen og tale om værdien og betydningen af Guds ord. Vi har ikke Jesu hukommelse, men vi har mange hjælpemidler som Jesus ikke havde. Foruden hele Bibelen, som nu fremstilles på stadig flere sprog, har vi mange bibelske publikationer hvormed vi kan finde de vers vi søger. Lad os være besluttede på fortsat at citere fra Bibelen og gøre folk opmærksomme på den ved enhver lejlighed.

Forsvarede Guds ord

11.  Hvorfor måtte Jesus hyppigt forsvare Guds ord?

¹¹ Jesus erfarede at Guds ord hyppigt blev angrebet, men det overraskede ham ikke. „Dit ord er sandhed,“ sagde Jesus i en bøn til sin Fader. (Johannes 17:17) Jesus vidste at Satan, „verdens hersker“, er „en løgner og løgnens fader“. (Johannes 8:44; 14:30) Jesus citerede tre gange fra Skrifterne da han tilbageviste Satans fristelser. Satan citerede ét vers fra Salmernes Bog og anvendte det med overlæg forkert, og Jesus imødegik ham ved at forsvare Guds ord mod denne forkerte brug af det. — Mattæus 4:6, 7.

12-14. (a) Hvordan viste de religiøse ledere manglende respekt for Moseloven? (b) Hvordan forsvarede Jesus Guds ord?

¹² Jesus forsvarede ofte Guds ord mod misbrug, fejlfortolkning og en forkert fremstilling af det. De religiøse ledere dengang forvanskede Guds ord ved at lægge stor vægt på at overholde de mindste enkeltheder i Moseloven, men kun ringe vægt på at følge de principper som lå til grund for lovene. De fremmede således en overfladisk form for gudsdyrkelse, en gudsdyrkelse som lagde vægt på det udvendige frem for det der havde større værdi — ret, barmhjertighed og trofasthed. (Mattæus 23:23) På hvilken måde forsvarede Jesus Guds lov?

¹³ I Bjergprædikenen brugte Jesus flere gange udtrykket „I har hørt at der blev sagt“, hvorefter han nævnte et bud i Moseloven. Men umiddelbart efter sagde han: „Men jeg siger jer,“ hvorefter han forklarede et princip der gik dybere end en overfladisk overholdelse af Moseloven. Talte han imod Loven? Nej, han forsvarede den. For eksempel var folk godt kendt med buddet: „Du må ikke myrde.“ Men Jesus sagde at hvis man hadede nogen, var det en krænkelse af ånden i buddet. På samme måde var det en krænkelse af det princip der lå til grund for Guds lov mod ægteskabsbrud, hvis man nærede lidenskabelige følelser for en man ikke var gift med. — Mattæus 5:17, 18, 21, 22, 27-39.

¹⁴ Som det sidste eksempel på brugen af dette udtryk sagde Jesus: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Mattæus 5:43, 44) Var buddet om at hade sin fjende noget som stod i Guds ord? Nej, det var noget som de religiøse ledere selv havde føjet til. De udvandede Guds fuldkomne lov med menneskers tanker. Jesus forsvarede frygtløst Guds ord mod de skadelige virkninger af menneskers overleveringer. — Markus 7:9-13.

15. Hvordan forsvarede Jesus Guds lov mod de religiøse lederes forsøg på at få den til at synes unødigt streng og hård?

¹⁵ De religiøse ledere undergravede også Guds lov ved at få den til at lyde unødigt streng og hård. Da Jesu disciple engang plukkede nogle få aks mens de var på vej gennem en kornmark, påstod nogle farisæere at de overtrådte sabbatten. Jesus brugte et bibelsk eksempel for at forsvare Guds ord mod denne forkerte opfattelse. Han henviste til den eneste omtale i Skrifterne af hvordan skuebrødene blev spist uden for tempelhelligdommen, nemlig da David og hans mænd fik dem udleveret fordi de var sultne. Jesus viste farisæerne at de slet ikke havde forstået Jehovas barmhjertighed og medfølelse. — Markus 2:23-27.

16. Hvordan havde de religiøse ledere forvansket Moses’ forskrift angående skilsmisse, og hvad sagde Jesus om dette?

¹⁶ De religiøse ledere fandt også smuthuller i Loven for at omgå den, hvorved de svækkede den. For eksempel tillod Moseloven at en mand måtte skille sig fra sin hustru hvis han fandt „noget anstødeligt“ ved hende, øjensynlig noget alvorligt som bragte skam over familien. (5 Mosebog 24:1) På Jesu tid brugte de religiøse ledere imidlertid denne indrømmelse som en undskyldning for at en mand kunne skille sig fra sin hustru af alle mulige grunde, selv for at lade maden brænde på!a Jesus viste imidlertid at de havde fordrejet Moses’ inspirerede ord, og han understregede hvad Jehovas oprindelige norm for ægteskabet var, nemlig den monogame, idet han påpegede at den eneste gyldige grund til skilsmisse er kønslig umoralitet. — Mattæus 19:3-12.

17. Hvordan kan kristne i dag efterligne Jesus ved at forsvare Guds ord?

¹⁷ Kristi disciple i dag føler ligeledes at de må forsvare Bibelen mod angreb. Når religiøse ledere antyder at dens moralnormer er gammeldags, er det i virkeligheden et angreb på Guds ord. Det er også et angreb på Bibelen når kirkerne udbreder falske læresætninger og fremstiller dem som noget Bibelen lærer. Vi anser det for en forret og pligt at forsvare Guds rene sandhedsord — for eksempel ved at vise at Gud ikke er en del af en treenighed. (5 Mosebog 4:39) Når vi på denne måde forsvarer Bibelen, sørger vi for at gøre det taktfuldt, med mildhed og dyb respekt. — 1 Peter 3:15.

Forklarede Guds ord

18, 19. Hvilke eksempler viser at Jesus havde en forunderlig evne til at forklare Guds ord?

¹⁸ Jesus befandt sig i himmelen da De Hebraiske Skrifter blev nedskrevet. Det må have været en stor glæde for ham at komme herned til jorden og få mulighed for at forklare Guds ord. Tænk for eksempel på den mindeværdige dag efter hans opstandelse da han mødte to af sine disciple på vejen til Emmaus. Før de forstod hvem han var, havde de fortalt ham hvor bedrøvede og forvirrede de var på grund af deres elskede Herres og Mesters død. Hvad gjorde Jesus? „Idet han begyndte ved Moses og alle Profeterne, fortolkede han for dem det der i alle Skrifterne handlede om ham.“ Hvilken virkning havde det på dem? De sagde senere til hinanden: „Brændte vore hjerter ikke da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ — Lukas 24:15-32.

¹⁹ Senere samme dag mødte Jesus apostlene og andre. Læg mærke til hvad han gjorde: „Da åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne.“ (Lukas 24:45) Uden tvivl mindedes de ved den lejlighed de mange, mange gange hvor Jesus havde gjort noget lignende for dem og alle som hørte på ham. Han nævnte ofte velkendte skriftsteder og forklarede dem på en sådan måde at der skete noget i deres sind — de fik en ny og dybere forståelse af Guds ord.

20, 21. Hvordan forklarede Jesus de ord Jehova udtalte over for Moses ved den brændende tornebusk?

²⁰ Ved en sådan lejlighed talte Jesus til en gruppe saddukæere, en retning inden for jødedommen der var nært tilknyttet præsterne. De troede ikke på opstandelsen. Jesus sagde til dem: „Med hensyn til de dødes opstandelse har I da ikke læst det der blev udtalt til jer af Gud, som sagde: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.“ (Mattæus 22:31, 32) Her var et skriftsted som de kendte godt, nedskrevet af en mand som saddukæerne agtede højt — Moses. Men kan du se pointen i Jesu forklaring?

²¹ Samtalen mellem Gud og Moses fandt sted ved den brændende tornebusk omkring år 1514 f.v.t. (2 Mosebog 3:2, 6) På det tidspunkt havde Abraham været død i 329 år, Isak i 224 og Jakob i 197 år, men alligevel sagde Jehova: „Jeg er“ deres Gud. Saddukæerne vidste at Jehova ikke er som en hedensk sagngud der hersker over de døde i en eller anden underverden. Nej, han er ’de levendes Gud’, som Jesus sagde. Hvad betyder det? Jesus drog den magtfulde konklusion: „De er nemlig alle levende for ham.“ (Lukas 20:38) Jehovas elskede tjenere som nu er døde, er bevaret i Guds ubegrænsede og aldrig svigtende hukommelse, og det er så sikkert at Jehova vil oprejse dem at de omtales som levende. (Romerne 4:16, 17) Er det ikke en storslået forklaring på Guds ord? Og er det så mærkeligt at skarerne var „helt forbløffede“? — Mattæus 22:33.

22, 23. (a) Hvordan kan vi efterligne Jesus med hensyn til at forklare Guds ord for dem vi besøger? (b) Hvad vil vi se på i det næste kapitel?

²² I dag kan vi, selvom vi ikke er fuldkomne, følge Jesu eksempel ved at forklare Guds ord for andre. Det er ofte muligt at forklare et kendt skriftsted for folk på en måde som giver dem en bedre forståelse af det. For eksempel kender folk som oftest ordene fra „fadervor“: „Helliget vorde dit navn“ og „Komme dit rige“ og har gentaget dem mange gange, men de har ikke gjort sig klart at Gud har et navn, eller hvad Guds rige er. (Mattæus 6:9, 10, den danske autoriserede oversættelse af 1948) Er det ikke vidunderligt når nogen giver os lejlighed til at forklare sådanne bibelske sandheder for dem!

²³ Når vi citerer fra Guds ord, forsvarer det og forklarer det, efterligner vi Jesu måde at forkynde på. Lad os nu se på nogle af de effektive metoder Jesus brugte for at nå ind til sine tilhøreres hjerte med Bibelens sandheder.

1, 2. (a) Hvorfor vendte de betjente der var sendt ud for at pågribe Jesus, tomhændede tilbage? (b) Hvorfor var Jesus en så fremragende lærer?

FARISÆERNE er forbitrede. Jesus befinder sig i templet, hvor han taler om sin Fader. Tilhørerne er splittede; mange tror på Jesus, mens andre vil have ham arresteret. Ude af stand til at beherske deres vrede sender de religiøse ledere betjente af sted for at de skal pågribe Jesus. De vender imidlertid tomhændede tilbage. De øverste præster og farisæerne kræver en forklaring. „Hvordan kan det være at I ikke har ham med?“ spørger de. Betjentene svarer: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ Jesu undervisning havde gjort så stærkt et indtryk på dem at de ikke kunne få sig selv til at arrestere ham.a — Johannes 7:45, 46.

² Disse betjente var ikke de eneste som Jesu undervisning gjorde indtryk på. Folk samledes i stort tal blot for at høre ham undervise. (Markus 3:7, 9; 4:1; Lukas 5:1-3) Hvorfor var Jesus en så fremragende lærer? Som vi så i kapitel 8, elskede han de sandheder han forkyndte, og han elskede de mennesker han underviste. Han havde også et mesterligt greb om brugen af forskellige undervisningsmetoder. Lad os se nærmere på tre effektive metoder han brugte, og hvordan vi kan efterligne dem.

Enkel undervisning

3, 4. (a) Hvorfor brugte Jesus enkle ord og vendinger i sin undervisning? (b) Hvorfor er Bjergprædikenen et godt eksempel på måden Jesus underviste på?

³ Kan du forestille dig det store ordforråd Jesus kunne have gjort brug af? Alligevel talte han aldrig hen over hovedet på sine tilhørere, som for manges vedkommende var „ulærde og almindelige mennesker“. (Apostelgerninger 4:13) Han tog hensyn til deres begrænsninger og overvældede dem aldrig med alt for mange oplysninger. (Johannes 16:12) Han brugte enkle ord, men de sandheder de indeholdt, var dybe og fulde af betydning.

⁴ Tag for eksempel Bjergprædikenen, som er gengivet i Mattæus 5:3–7:27. Jesus gav en vejledning i denne prædiken som gik i dybden og trængte ind til selve sagens kerne. Der er ingen indviklede tanker eller sætninger. Ja, der er næppe et ord som selv et barn ikke med lethed ville kunne forstå! Da Jesus var færdig med at tale, var det derfor ikke så mærkeligt at skarerne — hvoriblandt der sikkert befandt sig mange landmænd, fårehyrder og fiskere — var „helt forbløffede over hans måde at undervise på“. — Mattæus 7:28.

5. Giv eksempler på udtalelser af Jesus som var enkle men yderst meningsfyldte.

⁵ I sin undervisning brugte Jesus ofte korte, fyndige udsagn der var meningsfyldte og nemme at forstå. Længe før der fandtes trykte bøger man kunne læse, prentede han sit budskab uudsletteligt i sine tilhøreres sind og hjerte. Her er nogle eksempler på sådanne udsagn: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt.“ „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge.“ „Ånden er . . . ivrig, men kødet er svagt.“ „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“b (Mattæus 7:1; 9:12; 26:41; Markus 12:17; Apostelgerninger 20:35) I dag, næsten 2000 år efter at de blev udtalt, huskes disse berømte ord stadig.

6, 7. (a) Hvorfor er det vigtigt at vi bruger et almindeligt, dagligdags sprog? (b) Hvordan undgår vi at overvælde eleven med alt for mange oplysninger?

⁶ Hvordan kan vi gøre vores undervisning enkel? Det er vigtigt at vi bruger et almindeligt, dagligdags sprog som de fleste uden videre kan forstå. Grundsandhederne i Bibelen er ikke komplicerede. Jehova har åbenbaret sine hensigter for dem som er oprigtige og ydmyge af hjertet. (1 Korinther 1:26-28) Enkle ord som er valgt med omhu, vil være velegnede til at give andre del i sandhederne fra Guds ord.

⁷ Hvis vores undervisning skal være enkel, må vi passe på at vi ikke overvælder den vi underviser, med alt for mange oplysninger. Når vi for eksempel leder et bibelstudium, behøver vi ikke at forklare hver eneste detalje; det er heller ikke nødvendigt at fare gennem lektien som om det vigtigste var at nå et bestemt antal sider. Det vil være klogt at lade elevens evner og behov afgøre hvor hurtigt vi kan gå frem. Det er vores mål at hjælpe eleven til at tilbede Jehova og blive en discipel af Jesus. Med dette mål for øje må vi bruge den tid der er nødvendig for at eleven kan få en rimelig forståelse af det han lærer. Først da vil Bibelens sandheder nå ind til hans hjerte og tilskynde ham til at anvende det han har lært. — Romerne 12:2.

Gode spørgsmål

8, 9. (a) Hvorfor stillede Jesus spørgsmål? (b) Hvordan brugte Jesus spørgsmål for at få Peter til at nå til den rigtige konklusion med hensyn til at betale tempelskatten?

⁸ Jesus gjorde en bemærkelsesværdig brug af spørgsmål, selv når det ville have taget mindre tid blot at fortælle tilhørerne ligeud hvad han ville sige. Hvorfor stillede han så spørgsmål? Undertiden brugte han dybtgående spørgsmål for at afsløre sine modstanderes motiver og derved bringe dem til tavshed. (Mattæus 21:23-27; 22:41-46) I andre tilfælde brugte han spørgsmål for at få sine disciple til at give udtryk for hvad de tænkte, og for at skærpe deres tænkeevne. Han stillede dem for eksempel spørgsmål som: „Hvad mener I?“ Og: „Tror du dette?“ (Mattæus 18:12; Johannes 11:26) Med sådanne spørgsmål nåede han ind til sine disciples hjerte. Lad os tage et eksempel.

⁹ Ved en lejlighed spurgte nogle skatteopkrævere Peter om Jesus ikke betalte tempelskatten.c Peter svarede straks: „Jo.“ Senere fik Jesus Peter til at tænke nærmere over det ved at stille spørgsmål: „Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter eller kopskat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?“ Peter svarede: „Af de fremmede.“ Jesus sagde: „Så er sønnerne altså fritaget.“ (Mattæus 17:24-27) Peter forstod uden tvivl hvad Jesus mente med sine spørgsmål, for det var en kendt sag at en kongefamilies medlemmer var fritaget for at betale skat. Som søn af den himmelske konge der blev tilbedt i templet, var Jesus derfor ikke forpligtet til at betale skat. Læg mærke til at Jesus, i stedet for blot at fortælle Peter hvad svaret var, taktfuldt brugte spørgsmål for at få Peter til at nå til den rigtige konklusion og måske også for at få ham til at indse at han måtte tænke sig lidt mere om før han svarede.

10. Hvordan kan vi gøre god brug af spørgsmål når vi forkynder fra hus til hus?

¹⁰ Hvordan kan vi gøre god brug af spørgsmål i forkyndelsen? Når vi forkynder fra hus til hus, kan vi bruge spørgsmål for at vække den besøgtes interesse og bane vej for en samtale om den gode nyhed. Hvis det for eksempel er en ældre der kommer til døren, kunne vi efter en kort indledning respektfuldt stille spørgsmålet: „Hvilke forandringer i verden har du oplevet?“ Efter at have givet den besøgte tid til at svare kunne vi spørge: „Hvad mener du der skal til for at gøre verden bedre at leve i?“ (Mattæus 6:9, 10) Hvis det er en mor med små børn der kommer til døren, kunne vi spørge: „Har du nogen sinde tænkt på hvordan verden vil se ud når dine børn bliver voksne?“ (Salme 37:10, 11) Ved at lægge mærke til omgivelserne når vi nærmer os døren, kan vi måske vælge et spørgsmål der passer til den besøgtes interesser.

11. Hvordan kan vi gøre god brug af spørgsmål når vi leder bibelstudier?

¹¹ Hvordan kan vi stille gode spørgsmål når vi leder et bibelstudium? Velvalgte spørgsmål kan hjælpe os til at finde ud af hvad eleven personligt mener. (Ordsprogene 20:5) Lad os sige at vi studerer kapitlet „En livsform Gud synes om“ i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?d Kapitlet kommer blandt andet ind på hvordan Gud ser på kønslig umoralitet, drukkenskab og løgn. Elevens svar viser måske at han forstår hvad Bibelen lærer, men er han også enig i det den lærer? Vi kunne spørge: „Synes du at de krav Gud stiller, er rimelige?“ Vi kunne også spørge: „Hvordan kan du gøre brug af disse oplysninger i dit liv?“ Vi må dog huske at være taktfulde og vise eleven tilbørlig respekt. Vi skulle aldrig stille spørgsmål der sætter eleven i forlegenhed. — Ordsprogene 12:18.

Logiske argumenter

12-14. (a) På hvilke måder gjorde Jesus brug af sin evne til at anvende logiske ræsonnementer? (b) Hvilket logisk ræsonnement brugte Jesus da farisæerne påstod at det var ved Satan han uddrev dæmoner?

¹² Med sit fuldkomne sind var Jesus en mester i at ræsonnere med andre. Undertiden brugte han logiske argumenter for at gendrive sine modstanderes falske anklager, og i andre tilfælde brugte han overbevisende ræsonnementer for at lære sine disciple noget værdifuldt. Lad os tage nogle eksempler.

¹³ Efter at Jesus havde helbredt en der var dæmonbesat, blind og stum, sagde farisæerne anklagende: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelzebub [Satan], dæmonernes hersker.“ De indrømmede altså at der skulle en overmenneskelig kraft til for at uddrive dæmonerne, men de tilskrev Satan denne kraft. Anklagen var ikke alene falsk, men også ulogisk. Jesus afslørede deres fejlagtige tankegang med ordene: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå. På samme måde her: Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige da bestå?“ (Mattæus 12:22-26) Jesus sagde i virkeligheden: ’Hvis jeg bliver brugt af Satan, men ophæver noget han har gjort, så modarbejder Satan jo sine egne interesser og vil derfor ikke kunne bestå.’ Hvordan kunne de gendrive denne overbevisende argumentation?

¹⁴ Men Jesus var ikke færdig med at ræsonnere med dem. Da han vidste at nogle af farisæernes egne disciple havde uddrevet dæmoner, stillede han det enkle men virkningsfulde spørgsmål: „Hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebub, ved hvem uddriver jeres sønner [eller: disciple] dem da?“ (Mattæus 12:27) Jesu argument var følgende: ’Hvis jeg uddriver dæmoner ved hjælp af kraft fra Satan, så må jeres disciple gøre brug af den samme kraft.’ Hvad kunne farisæerne sige? De ville aldrig indrømme at deres disciple handlede under indflydelse af Satan. Ved hjælp af deres egen fejlagtige måde at ræsonnere på tvang Jesus dem til at drage en meget ubehagelig konklusion. Gør det ikke et stærkt indtryk at læse om hvordan Jesus ræsonnerede med dem? Tænk så på hvilket indtryk det har gjort på skarerne der hørte Jesus! Hans personlighed og stemme må have givet hans ord endnu større vægt!

15-17. Giv et eksempel på hvordan Jesus brugte et „hvor langt snarere“-ræsonnement for at fremhæve sin Faders gode egenskaber.

¹⁵ Jesus brugte også logiske og overbevisende argumenter for at fremhæve sin Faders gode egenskaber. Han brugte ofte udtrykket „hvor langt snarere“ for at hjælpe sine tilhørere til at slutte fra en kendt sandhed til noget der måtte være endnu mere indlysende. Denne måde at ræsonnere på gør et dybt indtryk fordi den stiller tingene i relief. Lad os se på to eksempler.

¹⁶ Da disciplene engang havde anmodet Jesus om at lære dem at bede, beskrev han hvordan ufuldkomne forældre er villige til at give deres børn gode gaver. Han sagde derefter: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Lukas 11:1-13) Jesus drager her en sammenligning. Hvis syndige jordiske forældre vil opfylde deres børns behov, hvor langt snarere vil vor himmelske Fader, der i enhver henseende er fuldkommen og retfærdig, da ikke give hellig ånd til sine loyale tilbedere der ydmygt nærmer sig ham i bøn!

¹⁷ Jesus brugte en lignende måde at ræsonnere på da han gav disciplene vejledning angående bekymringer. Han sagde: „Læg nøje mærke til at ravnene hverken sår eller høster, og de har hverken magasin eller forrådshus, og dog giver Gud dem føde. Hvor meget mere er I ikke værd end fuglene? Læg nøje mærke til hvordan liljerne vokser; de hverken slider eller slæber, og de spinder ikke; . . . Når Gud nu således klæder planterne på marken, som er her i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor langt snarere vil han da ikke sørge for tøj til jer, I småttroende!“ (Lukas 12:24, 27, 28) Hvis Jehova tager sig af fugle og blomster, hvor langt snarere vil han da ikke tage sig af mennesker der elsker og tilbeder ham! Med et sådant ræsonnement talte Jesus til sine tilhøreres hjerte.

18, 19. Hvordan kan vi ræsonnere med en der siger at han ikke tror på en Gud han ikke kan se?

¹⁸ I forkyndelsen ønsker vi at bruge sunde logiske argumenter når vi gendriver falske trosopfattelser. Vi vil også gerne bruge overbevisende ræsonnementer for at andre kan lære forskellige sider af Jehovas personlighed at kende. (Apostelgerninger 19:8; 28:23, 24) Skal vi da lære at bruge indviklede ræsonnementer? Nej. Det vi lærer af Jesus, er at enkle, logiske argumenter er de mest effektive.

¹⁹ Hvad kan vi for eksempel fremføre hvis en siger at han ikke tror på en Gud han ikke kan se? Vi kunne ræsonnere på grundlag af loven om årsag og virkning. Når vi lægger mærke til en virkning, forstår vi at der må være en årsag. Vi kunne sige: „Hvis du befinder dig i et øde område og støder på et smukt hus som er velforsynet med fødevarer (virkning), vil du så ikke mene at der er nogen (årsag) der har bygget huset og fyldt skabene med mad? På samme måde når vi ser den iøjnefaldende plan og design i naturen og mængderne af fødevarer i Jordens ’spisekammer’ (virkning), vil det så ikke være fornuftigt at slutte at der er en eller anden som står bag (årsag)? Bibelen selv bruger dette ræsonnement: ’Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.’“ (Hebræerne 3:4) Uanset hvor logiske ræsonnementer vi bruger, er det naturligvis ikke alle der vil lade sig overbevise. — 2 Thessaloniker 3:2.

20, 21. (a) Hvordan kan vi bruge et „hvor langt snarere“-ræsonnement for at fremhæve Jehovas egenskaber og handlemåde? (b) Hvad vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

²⁰ Når vi underviser i forkyndelsen eller i menigheden, kan vi også bruge et „hvor langt snarere“-ræsonnement for at fremhæve Jehovas egenskaber og handlemåde. Hvis vi for eksempel vil vise at læren om evig pine i et brændende helvede vanærer Gud, kunne vi sige: „Hvilken kærlig far vil straffe sit barn ved at holde dets hånd over en brændende flamme? Hvor langt mere frastødende vil tanken om et brændende helvede da ikke være for vor kærlige himmelske Fader!“ (Jeremias 7:31) Når vi vil forsikre en deprimeret trosfælle om Jehovas kærlighed, kunne vi sige: „Hvis Jehova anser selv en lille spurv for at være af værdi, hvor langt mere vil han da ikke elske og tage sig af hver eneste af sine jordiske tjenere, altså også dig!“ (Mattæus 10:29-31) Ved at ræsonnere på denne måde kan vi nå ind til andres hjerte.

²¹ Efter at have set nærmere på blot tre af de undervisningsmetoder Jesus brugte, forstår vi at betjentene som undlod at arrestere Jesus, ikke overdrev da de sagde: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ I det næste kapitel vil vi se på den undervisningsmetode som Jesus måske er bedst kendt for, nemlig hans brug af billeder, eller illustrationer.

1-3. (a) Hvilket enestående privilegium havde de disciple der færdedes sammen med Jesus, og hvordan gjorde han det lettere for dem at huske det han fortalte? (b) Hvorfor er gode illustrationer lette at huske?

DE DISCIPLE der færdes sammen med Jesus, har et enestående privilegium. De bliver undervist direkte af den store Lærer. De hører ham personligt forklare Guds ord, og han giver dem indblik i mange vidunderlige sandheder. I øjeblikket må de bevare hans dyrebare ord i deres sind og hjerte, for tiden er endnu ikke kommet til at bevare dem skriftligt.a Men Jesus gør det lettere for dem at huske det han fortæller. Hvordan? Ved den måde han underviser på, især ved hans mesterlige brug af billeder, eller illustrationer.

² Gode illustrationer glemmes ikke hurtigt. En forfatter siger at billedsprog „gør ører til øjne“ og „får tilhørerne til at tænke i billeder“. Da vi ofte tænker bedst i billeder, kan illustrationer gøre selv abstrakte begreber nemmere at fatte. De giver ordene liv og bevirker at det vi hører, prentes dybt i hukommelsen.

³ Ingen lærer på jorden har været dygtigere til at bruge illustrationer end Jesus Kristus. De huskes den dag i dag. Hvorfor brugte Jesus så ofte denne undervisningsmetode? Hvad gjorde hans illustrationer så virkningsfulde? Hvordan kan vi lære at bruge den samme metode?

Hvorfor Jesus brugte billeder

4, 5. Hvorfor brugte Jesus billeder, eller illustrationer?

⁴ Bibelen anfører to vigtige grunde til at Jesus brugte billeder. For det første opfyldte han derved en profeti. I Mattæus 13:34, 35 læser vi: „Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. Ja, uden et billede talte han ikke til dem, for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten, der sagde: ’Jeg vil åbne min mund med billedtale.’“ Den profet Mattæus nævner, var den der skrev Salme 78:2. Salmisten skrev under inspiration af Guds ånd flere hundrede år før Jesu fødsel. Tænk over hvad det vil sige! Hundreder af år i forvejen besluttede Jehova at Messias skulle undervise ved hjælp af billeder, eller illustrationer. Jehova må altså sætte denne undervisningsmetode meget højt.

⁵ For det andet forklarede Jesus selv at han brugte billeder for at sortere dem fra hvis hjerte var „blevet uimodtageligt“. (Mattæus 13:10-15; Esajas 6:9, 10) Hvordan afslørede hans illustrationer det der boede i hans tilhøreres hjerte, altså deres motiv? I nogle tilfælde ønskede han at hans tilhørere skulle bede om at få ordene forklaret for helt at forstå dem. De der var ydmyge, ville stille spørgsmål, mens de hovmodige eller ligegyldige ikke ville gøre det. (Mattæus 13:36; Markus 4:34) Jesu illustrationer åbenbarede altså sandheden for dem hvis hjerte længtes efter at høre den, mens de skjulte den for dem der var stolte.

6. Hvilke andre formål tjente Jesu illustrationer?

⁶ Jesu illustrationer tjente flere andre formål. De vakte interesse og tvang folk til at lytte. De malede et billede for deres indre øje som de kunne forstå. Som nævnt i indledningen hjalp illustrationerne også Jesu tilhørere til at huske hans ord. Bjergprædikenen, som vi har den i Mattæus 5:3–7:27, er et godt eksempel på Jesu hyppige brug af billeder. Ifølge én optælling indeholder denne prædiken over 50 billedlige udtryk. For at sætte det i relief kan vi tænke på at denne prædiken kan læses højt på omkring 20 minutter. Det vil sige at der gennemsnitlig nævnes et billedligt udtryk cirka hvert tyvende sekund! Det er klart at Jesus havde øje for værdien af at male billeder med sine ord.

7. Hvorfor skal vi prøve at efterligne Jesu brug af illustrationer?

⁷ Som disciple af Jesus ønsker vi at efterligne hans undervisningsmetode, og altså også hans brug af illustrationer. Ligesom krydderier i en ret mad skærper appetitten, bevirker gode illustrationer at vores undervisning bliver mere appellerende. Gennemtænkte illustrationer kan også gøre vigtige sandheder lettere at forstå. Lad os nu betragte nogle af de ting der gjorde Jesu illustrationer så virkningsfulde. På den måde vil vi kunne se hvordan vi kan gøre brug af denne værdifulde undervisningsmetode.

Enkle sammenligninger

8, 9. Hvordan gjorde Jesus brug af enkle sammenligninger, og hvad gjorde sammenligningerne så virkningsfulde?

⁸ I sin undervisning brugte Jesus ofte enkle sammenligninger som kun krævede få ord. Men de enkle ord fremkaldte billeder i tilhørernes sind som fik vigtige åndelige sandheder til at stå klart for dem. Da han for eksempel opfordrede sine disciple til ikke at bekymre sig om de daglige fornødenheder, viste han hen til „himmelens fugle“ og „liljerne på marken“. Fuglene sår og høster ikke, og liljerne spinder og væver ikke. Men Gud tager sig af dem. Det vi skal lære, er let at se — nemlig at hvis Gud tager sig af fuglene og blomsterne, vil han også sørge for mennesker som ’bliver ved med først at søge riget’. — Mattæus 6:26, 28-33.

⁹ Jesus gjorde også hyppigt brug af metaforer, billedlige udtryk, som er en endnu stærkere sammenligning. En metafor omtaler en ting som var den noget andet. Igen holdt han sig til helt enkle sammenligninger. Ved en lejlighed sagde han til disciplene: „I er verdens lys.“ Disciplene forstod udmærket hvad Jesus mente, nemlig at de i ord og gerning kunne lade sandhedens lys skinne og derved hjælpe andre til at herliggøre Gud. (Mattæus 5:14-16) Her er nogle andre metaforer Jesus brugte: „I er jordens salt,“ og: „Jeg er vintræet, I er grenene.“ (Mattæus 5:13; Johannes 15:5) Sådanne billedlige udtryk er meget magtfulde i al deres enkelhed.

10. Nævn nogle eksempler på hvordan vi kan bruge illustrationer i vores undervisning.

¹⁰ Hvordan kan vi gøre brug af illustrationer i vores undervisning? Vi behøver ikke at finde på nogle der er lange og indviklede. Vi skal blot finde på nogle der er enkle. Lad os forestille os at vi skal tale om emnet opstandelse, og at vi gerne vil fortælle at det ikke er vanskeligt for Jehova at oprejse de døde. Hvad kan vi sammenligne det med? Bibelen sammenligner døden med en søvn. Vi kunne derfor sige: „Gud kan oprejse de døde lige så let som vi kan vække en der sover.“ (Johannes 11:11-14) Lad os nu forestille os at vi gerne vil illustrere at børn har brug for kærlighed og omsorg hvis de skal trives. Hvilket eksempel kunne vi så bruge? Bibelen bruger denne sammenligning: Børn er som „nyplantede oliventræer“. (Salme 128:3) Vi kunne sige: „Kærlighed og omsorg er for et barn hvad solskin og vand er for et træ.“ Jo enklere sammenligningen er, jo lettere vil det være for tilhørerne at få fat i meningen.

Illustrationer hentet fra hverdagen

11. Giv eksempler på hvordan Jesu lignelser afspejler ting han kan have set under sin opvækst i Galilæa.

¹¹ Jesus var en mester i at bruge illustrationer hentet fra folks hverdag. Mange af hans lignelser afspejlede situationer som han sikkert havde lagt mærke til under sin opvækst i Galilæa. Hvor ofte har han ikke som barn set sin mor male korn til mel og komme hævemiddel i dejen? Og hvor ofte har han ikke set hende tænde en lampe og feje huset? (Mattæus 13:33; 24:41; Lukas 15:8) Hvor mange gange har han ikke iagttaget fiskerne når de kastede deres net i Galilæas Sø? (Mattæus 13:47) Hvor ofte har han ikke set børnene lege på torvet? (Mattæus 11:16) Jesus så uden tvivl mange andre ting som er nævnt i hans lignelser — sædekorn der blev sået, bryllupper der blev fejret, og kornmarker der modnedes i solen. — Mattæus 13:3-8; 25:1-12; Markus 4:26-29.

12, 13. Hvorfor skal man lægge mærke til at Jesus talte om vejen der gik „fra Jerusalem til Jeriko“ da han fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner?

¹² I sine illustrationer nævnte Jesus ting som hans tilhørere kendte til. For eksempel begyndte han lignelsen om den barmhjertige samaritaner således: „En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de . . . efterlod ham halvdød.“ (Lukas 10:30) Læg mærke til at Jesus, for at få pointen frem, talte om vejen der gik „fra Jerusalem til Jeriko“. Da han fortalte lignelsen, befandt han sig i Judæa, ikke langt fra Jerusalem; så hans tilhørere kendte uden tvivl vejen. Den var berygtet for at være farlig, især for en der rejste alene. Den snoede sig gennem et øde landskab, hvor der var mange skjulesteder for røvere.

¹³ Jesus nævnte andre ting som vejen „fra Jerusalem til Jeriko“ var kendt for. Ifølge lignelsen kom først en præst og så en levit forbi — men ingen af dem standsede for at hjælpe den overfaldne. (Lukas 10:31, 32) Præsterne gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem, og levitterne gik dem til hånde. Der var mange præster og levitter som boede i Jeriko når de ikke arbejdede i templet; Jeriko lå kun 23 kilometer fra Jerusalem. Derfor kunne man se dem færdes på vejen. Læg også mærke til at manden „var på vej ned“ fra Jerusalem, ikke på vej op til Jerusalem. Det forstod Jesu tilhørere. Jerusalem lå højere end Jeriko. Når man kom „fra Jerusalem“, ville man naturligt være „på vej ned“.b Jesus tænkte tydeligvis på hvem hans tilhørere var.

14. Hvordan kan vi have vore tilhørere i tanke når vi bruger illustrationer?

¹⁴ Vi må også have tilhørerne i tanke når vi bruger illustrationer. Hvad kunne for eksempel have indflydelse på vores valg af illustrationer når vi tænker på dem vi taler med? Måske sådan noget som alder, kulturel baggrund, familieforhold og beskæftigelse. Det kunne for eksempel være at en illustration der nævner forhold fra landbruget, ville blive bedre forstået i et landbrugsområde end i en storby. Det der optager vore tilhørere, deres liv og daglige beskæftigelse — børn, hus, mad og fritidsinteresser — kan også give stof til passende illustrationer.

Illustrationer hentet fra skaberværket

15. Hvorfor er det ikke så mærkeligt at Jesus var godt kendt med skaberværket?

¹⁵ Mange af Jesu illustrationer vidner om hans kendskab til naturen, for eksempel planter, dyr og vejrforhold. (Mattæus 16:2, 3; Lukas 12:24, 27) Hvor fik han denne viden fra? Under sin opvækst i Galilæa havde han uden tvivl rig lejlighed til at betragte skaberværket. Men frem for alt er Jesus „al skabnings førstefødte“, og ved skabelsen brugte Jehova ham som sin „værkmester“. (Kolossenserne 1:15, 16; Ordsprogene 8:30, 31) Det er derfor ikke så mærkeligt at Jesus var godt kendt med skaberværket. Lad os se hvordan han gjorde brug af denne viden.

16, 17. (a) Hvad viser at Jesus var bekendt med det der er karakteristisk for får? (b) Nævn et eksempel der viser at får virkelig kender deres hyrdes stemme.

¹⁶ Vi husker at Jesus betegnede sig selv som „den rigtige hyrde“ og disciplene som „fårene“. Af Jesu ord fremgår det at han var bekendt med hvordan tamfår opfører sig. Han vidste at der var et stærkt bånd mellem hyrden og hans får. Han havde lagt mærke til at disse tillidsfulde skabninger villigt lod sig lede, og at de trofast fulgte deres hyrde. Hvorfor følger fårene deres hyrde? Fordi „de kender hans stemme,“ sagde Jesus. (Johannes 10:2-4, 11) Kan får virkelig kende deres hyrdes stemme?

¹⁷ På grundlag af egne iagttagelser skrev George A. Smith i sin bog The Historical Geography of the Holy Land (Det hellige lands historiske geografi): „Nogle gange tog vi vores middagshvil ved en af disse brønde i Judæa hvor tre eller fire hyrder kommer med deres hjorde. Hjordene blandede sig med hinanden, og vi tænkte på hvordan hyrderne mon ville få fat i deres egne får igen. Men da hjordene var færdige med at drikke og springe omkring, gik hyrderne én efter én i forskellige retninger op fra dalen, og hver af dem udstødte sit særlige råb. Fårene løb nu ud af flokken og hen til deres egen hyrde, og hjordene forlod stedet på lige så ordnet vis som de var kommet.“ Jesus kunne næppe have valgt et bedre eksempel på det han gerne ville understrege, nemlig at hvis vi anerkender og adlyder hans lære, og hvis vi følger hans ledelse, så vil „den rigtige hyrde“ tage sig af os.

18. Hvor kan vi finde oplysninger om Jehovas skaberværk?

¹⁸ Hvordan kan vi lære at bruge illustrationer der er hentet fra skaberværket? Det som specielt kendetegner et dyr, kan danne grundlag for en enkel men virkningsfuld sammenligning. Men hvor finder vi sådanne oplysninger? I Bibelen. Den indeholder et væld af oplysninger om mange forskellige dyr og bruger deres specielle kendetegn i mange sammenligninger. For eksempel taler den om at være hurtige som gazeller eller leoparder og at være forsigtige som slanger og uskyldige som duer.c (1 Krønikebog 12:8; Habakkuk 1:8; Mattæus 10:16) Andre steder hvor man kan hente sådanne oplysninger, er Vagttårnet og Vågn op! eller andre publikationer udgivet af Jehovas Vidner. Man kan lære meget ved at lægge mærke til hvordan disse publikationer bruger enkle sammenligninger hentet fra skaberværket.

Eksempler fra kendte forhold

19, 20. (a) Hvordan gjorde Jesus brug af en aktuel begivenhed for at tilbagevise en falsk påstand? (b) Hvordan kan vi i vores undervisning bruge eksempler og erfaringer fra det virkelige liv?

¹⁹ Man kan hente virkningsfulde illustrationer ved at bruge aktuelle begivenheder som eksempel. Jesus brugte ved en lejlighed en aktuel begivenhed for at tilbagevise den falske påstand at når nogen bliver ramt af en ulykke, er det fordi de har fortjent det. Han sagde: „De atten som tårnet i Siloam faldt ned over, så det dræbte dem, mener I at de viste sig at være større skyldnere end alle andre mennesker som bor i Jerusalem?“ (Lukas 13:4) Nej, de atten omkom ikke på grund af en eller anden synd som havde vakt Guds mishag. Deres tragiske død skyldtes „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Jesus gendrev således en falsk lære ved at henvise til en begivenhed som hans tilhørere kendte til.

²⁰ Hvordan kan vi bruge eksempler og begivenheder fra det virkelige liv i vores undervisning? Lad os antage at vi taler om opfyldelsen af Jesu profeti om tegnet på hans nærværelse. (Mattæus 24:3-14) Vi kunne da nævne aktuelle begivenheder som er omtalt i nyhedsmedierne, for eksempel krige, hungersnød og jordskælv, for at vise at de er en opfyldelse af en bibelsk profeti. Eller måske vil vi gerne vise at det er muligt at forandre sig og få en ny personlighed. (Efeserne 4:20-24) Hvor finder vi en oplevelse der fortæller det? Vi kender måske personligt nogle Jehovas Vidner der har undergået en sådan forandring, eller vi kan måske finde noget i en beretning i en af Jehovas Vidners publikationer.

21. Hvad er belønningen for at være en dygtig lærer som underviser andre i Guds ord?

²¹ Jesus var virkelig en mester i at undervise. Som vi har set i denne del af bogen, var det hans livsopgave ’at undervise og at forkynde den gode nyhed om riget’. (Mattæus 4:23) Det er også vores livsopgave. Belønningen for at være en dygtig lærer er stor. Når vi underviser, giver vi af os selv, og der er lykke forbundet med at give. (Apostelgerninger 20:35) Det er en glæde at vide at vi giver andre noget af ægte og varig værdi, nemlig sandheden om Jehova Gud. Samtidig er det tilfredsstillende at vide at vi følger Jesus, den største lærer der har levet på jorden.

1, 2. Hvad åbenbarede Johannes fra den sidste aften som han og de øvrige apostle tilbragte sammen med Jesus?

EN GAMMEL MAND dypper sin pen i blækket. Hans tanker er fyldt med minder. Hans navn er Johannes, og han er den sidste af Jesu Kristi apostle der er i live. Nu hvor han er omkring 100 år gammel, går han i tankerne cirka halvfjerds år tilbage til en mindeværdig aften — den sidste som han og de øvrige apostle tilbragte sammen med Jesus før han døde. Under ledelse af Guds hellige ånd er Johannes i stand til at huske og nedskrive begivenhederne ret detaljeret.

² Den aften gjorde Jesus det klart for disciplene at han snart skulle lide døden. Johannes er den eneste der åbenbarer grunden til at Jesus sagde at det skulle gå ham sådan. Han sagde nemlig: „For at verden kan vide at jeg elsker Faderen, så gør jeg således som Faderen har givet mig bud om. Rejs jer, lad os gå herfra.“ — Johannes 14:31.

3. Hvordan viste Jesus at han elskede Faderen?

³ „Jeg elsker Faderen.“ Der var intet der betød mere for Jesus end hans kærlighed til Faderen. Det vil dog ikke sige at han ofte gentog denne udtalelse. Faktisk er Johannes 14:31 det eneste sted i Bibelen hvor vi finder Jesus give så direkte udtryk for at han elskede Faderen. Men at det forholdt sig sådan, fremgik af hele hans måde at leve på. Jesu kærlighed til Jehova sås daglig. Hans mod, lydighed og udholdenhed vidnede om hans kærlighed til Gud. Motivet til hele hans tjeneste var kærlighed.

4, 5. Hvilken kærlighed lægger Bibelen hovedvægten på, og hvad kan der siges om Jesu kærlighed til Jehova?

⁴ I dag har mange et noget forenklet syn på hvad kærlighed er. De tænker måske på kærlighedsdigte og kærlighedssange, måske oven i købet på den letfærdighed der ofte forbindes med den romantiske kærlighed. Bibelen taler rigtignok om den romantiske kærlighed, men i mere ophøjede vendinger end det er almindeligt nu om dage. (Ordsprogene 5:15-21) Den ofrer dog langt mere opmærksomhed på en anden slags kærlighed. Denne form for kærlighed er ikke en lidenskabelig hengivenhed eller en flygtig, forbigående følelse; den er heller ikke tør, intellektuel eller filosofisk. Den involverer både hjerte og sind. Den kommer indefra og ledes af og er i overensstemmelse med ophøjede principper og kommer til udtryk i positiv handling. Den er alt andet end letfærdig. „Kærligheden svigter aldrig,“ siger Bibelen. — 1 Korinther 13:8.

⁵ Af alle mennesker er Jesus den der frem for nogen elskede Jehova. Ingen har overgået Jesus med hensyn til at leve efter de ord som ifølge hans eget udsagn er det største af alle Guds bud: „Du skal elske Jehova din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind og af hele din styrke.“ (Markus 12:30) Hvordan opstod denne kærlighed hos Jesus? Hvordan bevarede han den stærk i al den tid han levede på jorden? Og hvordan kan vi efterligne ham?

Det ældste og stærkeste kærlighedsbånd

6, 7. Hvordan ved vi at Ordsprogene 8:22-31 taler om Guds søn og ikke blot om egenskaben visdom?

⁶ Har du nogen sinde arbejdet på en opgave sammen med en ven og opdaget at I med tiden blev meget gode og nære venner? Dette kan måske illustrere den kærlighed der kom til at knytte Jehova og hans enestefødte søn sammen. Vi har tidligere henvist til Ordsprogene 8:30, men lad os nu se nærmere på dette vers og den sammenhæng hvori det forekommer. I vers 22-31 har skribenten under inspiration fra Gud beskrevet den personificerede visdom. Hvordan ved vi at disse ord gælder Guds søn?

⁷ I vers 22 siger visdommen: „Jehova frembragte mig som begyndelsen til sin vej, det tidligste af sine værker fra gammel tid.“ Her må der være tale om mere end egenskaben visdom, for den er aldrig blevet ’frembragt’. Den har aldrig haft en begyndelse, for Jehova har altid eksisteret og har altid været vís. (Salme 90:2) Guds søn, derimod, var „al skabnings førstefødte“. Han blev frembragt, eller skabt; han var det tidligste af alle Jehovas værker. (Kolossenserne 1:15) Sønnen eksisterede før jorden og himmelen blev til, som det fremgår af Ordsprogenes Bog. Og som Ordet, Guds talsmand, var han det fuldkomne udtryk for Jehovas visdom. — Johannes 1:1.

8. Hvad foretog Sønnen sig i sin førmenneskelige tilværelse, og hvad kunne vi tænke på når vi beundrer skaberværket?

⁸ Hvad foretog Sønnen sig i det umådelige tidsrum der var fra han blev skabt og indtil han kom til jorden? I vers 30 siges det at han var hos Gud som hans „værkmester“. Hvad vil det sige? Kolossenserne 1:16 forklarer: „Ved hjælp af ham er alt andet blevet skabt i himlene og på jorden . . . Alt andet er skabt ved ham og til ham.“ Skaberen, Jehova Gud, brugte altså sin søn, Værkmesteren, til at frembringe alt andet — fra åndeskabningerne i det himmelske til det umådelige fysiske univers, til jorden med dens forunderlige variation af planter og dyr og til selve højdepunktet på det jordiske skaberværk, mennesket. I nogle henseender kunne vi sammenligne dette samarbejde mellem Faderen og Sønnen med samarbejdet mellem en arkitekt og en entreprenør, der har til opgave at virkeliggøre arkitektens komplicerede tegninger. Når vi fyldes af ærefrygt ved at betragte skaberværket, er det i virkeligheden den store Arkitekt vi fyldes af ærefrygt for. (Salme 19:1) Men vi kunne også tænke på det lykkelige samarbejde der har bestået gennem lang tid mellem Skaberen og hans „værkmester“.

9, 10. (a) Hvad styrkede båndet mellem Jehova og hans søn? (b) Hvad kan styrke båndet mellem os og vor himmelske Fader?

⁹ Når to ufuldkomne mennesker arbejder nært sammen, har de undertiden svært ved at komme ud af det med hinanden. Men sådan forholder det sig ikke med Jehova og hans søn! Sønnen arbejdede i umådelige tidsaldre sammen med sin Fader og ’glædede sig hele tiden for hans ansigt’. (Ordsprogene 8:30) Ja, han frydede sig over at være sammen med sin Fader. Og glæden var gensidig. Naturligt nok kom Sønnen til at ligne Faderen mere og mere. Han lærte at efterligne hans egenskaber. Det var derfor ikke så mærkeligt at der opstod et stærkt bånd mellem Faderen og Sønnen. Man kan med rette sige at det er det ældste og stærkeste kærlighedsbånd i hele universet!

¹⁰ Men hvad betyder det for os? Vi ville måske sige at vi aldrig kunne opnå at blive knyttet med så stærkt et bånd til Jehova. Ingen af os har naturligvis den ophøjede stilling som Sønnen indtager. Men vi har dog en anden storslået mulighed. Vi husker at Jesus kom til at stå sin Fader nær ved at arbejde sammen med ham. I sin kærlighed tilbyder Jehova os den mulighed at blive hans „medarbejdere“. (1 Korinther 3:9) Når vi følger Jesu eksempel i forkyndelsen, bør vi altid tænke på at vi er Guds medarbejdere. På den måde vil det kærlighedsbånd der binder os til Jehova, blive stadig stærkere. Findes der noget større privilegium?

Hvordan Jesus bevarede en stærk kærlighed til Jehova

11-13. (a) Hvorfor vil det være en hjælp at tænke på kærligheden som noget levende, og hvordan bevarede Jesus i sin ungdom en stærk kærlighed til Jehova? (b) Hvordan viste Guds søn interesse for at blive oplært af Jehova, både før han kom til jorden og senere som menneske?

¹¹ På mange måder vil det være en hjælp at tænke på den kærlighed vi nærer i vort hjerte, som noget levende. Kærligheden til Jehova kan sammenlignes med en smuk plante, der må plejes og have næring hvis den skal vokse og trives. Hvis den bliver forsømt og berøvet sin næring, visner den og dør. Jesus tog ikke sin kærlighed til Jehova som noget selvfølgeligt. Han bevarede den stærk og levende under hele sin jordiske tilværelse. Lad os se hvordan.

¹² Tænk igen på det der skete da Jesus som dreng frimodigt talte med lærerne i templet i Jerusalem. Husk de ord han sagde til sine bekymrede forældre: „Hvorfor ledte I efter mig? Vidste I ikke at jeg måtte være i min Faders hus?“ (Lukas 2:49) Det ser ud til at Jesus som dreng endnu ikke havde nogen erindring om sin førmenneskelige tilværelse. Alligevel nærede han en stærk og inderlig kærlighed til sin Fader, Jehova. Han vidste at denne kærlighed naturligt kom til udtryk i tilbedelsen af Gud. Der var derfor intet sted på jorden der øvede en sådan tiltrækning på Jesus som hans Faders hus, templet for den rene tilbedelse. Han længtes efter at være der og brød sig ikke om at forlade det. Desuden var han ikke nogen passiv tilskuer. Han var ivrig efter at lære mere om Jehova og at give udtryk for det han vidste. Denne følelse begyndte ikke først da han var 12 år gammel, og den endte heller ikke dér.

¹³ I sin førmenneskelige tilværelse havde Sønnen ivrigt taget imod undervisning af sin Fader. Profetien i Esajas 50:4-6 viser at Jehova gav sin søn en speciel oplæring med henblik på hans opgave som Messias. Selvom denne oplæring indbefattede at han blev gjort bekendt med nogle af de lidelser han ville blive udsat for som Jehovas Salvede, tog han villigt imod oplæringen. Efter at Jesus senere var kommet til jorden og var blevet voksen, blev han ved med ivrigt at komme i sin Faders hus, deltage i tilbedelsen dér og tage imod den undervisning som Jehova ønskede skulle foregå dér. Bibelen fortæller således at Jesus trofast kom i templet og synagogen. (Lukas 4:16; 19:47) Hvis vi vil bevare vores kærlighed til Jehova stærk og levende, og hvis vi ønsker at den skal vokse, må vi flittigt komme til de kristne møder, hvor vi tilbeder Jehova, og hvor vores kundskab om ham og værdsættelse af ham bliver større.

14, 15. (a) Hvorfor søgte Jesus ensomhed? (b) Hvordan vidnede de bønner Jesus bad til sin Fader, om fortrolighed og respekt?

¹⁴ Jesus bevarede også en stærk kærlighed til Jehova ved at bede regelmæssigt til ham. Skønt han var en venlig mand som gerne ville være sammen med andre, er det bemærkelsesværdigt at han også satte pris på ensomhed. For eksempel siges der i Lukas 5:16: „Han holdt sig imidlertid tilbagetrukket på øde steder og bad.“ På samme måde siges der i Mattæus 14:23: „Da han endelig havde fået folkeskarerne sendt bort, gik han op på bjerget for at være for sig selv og bede. Selv om det blev sent, var han der alene.“ Jesus søgte ensomhed ved disse og andre lejligheder, ikke fordi han ville holde sig for sig selv og ikke brød sig om andres selskab, men fordi han ønskede at være alene sammen med Jehova og at tale frit med sin Fader i bøn.

¹⁵ Når Jesus bad, brugte han undertiden udtrykket „Abba, Fader“. (Markus 14:36) „Abba“ betyder „far“ og var det ord som børnene på Jesu tid brugte over for deres far. Det var et af de første ord de lærte, og var samtidig et udtryk for respekt. Når Jesus brugte det i sine bønner til sin Fader, vidnede det altså ikke alene om den fortrolighed der herskede mellem Faderen og Sønnen, men også om den dybe respekt Jesus nærede for Jehovas faderlige myndighed. Vi finder denne kombination af fortrolighed og respekt i alle de bønner af Jesus som er gengivet i Bibelen. For eksempel har vi i Johannesevangeliet, kapitel 17, den lange og inderlige bøn som Jesus bad den sidste aften i sit liv. Det er meget bevægende at studere denne bøn, og det er vigtigt at vi efterligner den — naturligvis ikke ved at gentage Jesu ord, men ved ligesom Jesus at tale fra hjertet til vor himmelske Fader og gøre det så ofte vi kan. På den måde vil vi bevare vores kærlighed til ham stærk og levende.

16, 17. (a) Hvordan gav Jesus udtryk for sin kærlighed til Faderen? (b) Hvordan skildrede Jesus sin Faders gavmildhed?

¹⁶ Som vi allerede har nævnt, udtalte Jesus ikke ordene „Jeg elsker Faderen“ igen og igen. Mange gange gav han udtryk for sin kærlighed til Faderen med andre ord. Hvordan? Jesus sagde for eksempel: „Jeg priser dig offentligt, Fader, himmelens og jordens Herre.“ (Mattæus 11:25) Da vi studerede denne bogs anden del, så vi at Jesus elskede at prise sin Fader ved at hjælpe folk til at lære ham at kende. For eksempel sammenlignede han Jehova med en far der var så ivrig efter at tilgive sin egensindige søn at han så frem til at den angrende unge mand skulle vende hjem, og da han fik øje på ham langt borte, løb han ham i møde og omfavnede ham. (Lukas 15:20) Hvem kan læse denne passage uden at blive berørt af Jesu skildring af Jehovas kærlighed og tilgivelse?

¹⁷ Jesus lovpriste ofte sin Fader for hans gavmildhed. Han brugte ufuldkomne forældre som eksempel for at vise hvor sikre vi kan være på at vor himmelske Fader vil give os al den hellige ånd vi behøver. (Lukas 11:13) Jesus talte også om det håb som Faderen så gavmildt skænker os. Jesus beskrev med længsel det håb han selv havde, håbet om igen at få en plads ved sin Faders side i himmelen. (Johannes 14:28; 17:5) Han fortalte sine disciple om det håb som Jehova har givet Kristi „lille hjord“ — håbet om at de kunne få en plads i himmelen og være med til at herske sammen med ham, den messianske konge. (Lukas 12:32; Johannes 14:2) Og han trøstede en døende forbryder med håbet om livet i Paradiset. (Lukas 23:43) At tale om sin Faders store gavmildhed på alle disse måder har været en stor hjælp for Jesus til at bevare en stærk kærlighed til Jehova. Mange af Kristi disciple har opdaget at intet styrker deres kærlighed til Jehova eller deres tro på ham mere end at tale om ham og det håb han skænker dem der elsker ham.

Vil vi efterligne Jesu kærlighed til Jehova?

18. Hvad er den vigtigste måde hvorpå vi kan følge Jesus, og hvad er grunden?

¹⁸ Af alle de måder hvorpå vi må følge Jesus, har ingen større betydning end denne: Vi må elske Jehova af hele vores hjerte, sjæl, sind og styrke. (Lukas 10:27) Hvor stor vores kærlighed til Jehova er, måles ikke blot i hvor inderligt vi føler denne kærlighed, men også i vore handlinger. Jesus var ikke tilfreds med blot at føle kærlighed til Faderen, eller med blot at sige: „Jeg elsker Faderen.“ Han sagde: „For at verden kan vide at jeg elsker Faderen, så gør jeg således som Faderen har givet mig bud om.“ (Johannes 14:31) Satan havde fremsat den påstand at intet menneske ville tjene Jehova af uselvisk kærlighed. (Job 2:4, 5) For at give det bedste svar på Satans ondsindede løgn påtog Jesus sig modigt at vise verden hvor højt han elskede sin Fader. Han adlød med selve livet som indsats. Vil vi gøre det samme ved at følge Jesu eksempel? Vil vi vise verden at vi elsker Jehova af hele vor sjæl?

19, 20. (a) Nævn nogle vigtige grunde til regelmæssigt at overvære de kristne møder. (b) Hvordan skal vi se på det personlige studium, meditation og bøn?

¹⁹ Vi har et stort åndeligt behov for at vise denne kærlighed. Jehova har derfor sørget for at vi kan tilbede ham på en sådan måde at kærligheden til ham styrkes og næres. Når vi overværer de kristne møder, kan vi tænke på at vi er der for at tilbede Gud. Tilbedelsen består i at vi af hjertet er med i bønnen, synger lovsange, lytter opmærksomt og udtaler os når der er lejlighed til det. Møderne giver os også mulighed for at opmuntre vore trosfæller. (Hebræerne 10:24, 25) At tilbede Jehova regelmæssigt ved de kristne møder vil hjælpe os til at vokse i kærlighed til vor himmelske Fader.

²⁰ Det samme kan siges om vores personlige studium, om at meditere over det vi lærer, og om bønnen. Lad os betragte alt dette som muligheder for at være alene med Jehova. Når vi studerer Guds skrevne ord og grunder over det, meddeler Jehova os sine tanker. Når vi beder, åbner vi vort hjerte for ham. Men vi skal huske at bøn er mere end blot at bede Gud om noget. Den giver os også mulighed for at takke Jehova for alt det vi har modtaget af ham, og at lovprise ham for hans underfulde gerninger. (Salme 146:1) At lovprise Jehova offentligt med glæde og begejstring er desuden endnu en måde at takke ham på og vise ham vores kærlighed.

21. Hvor vigtigt er det at nære kærlighed til Gud, og hvad vil vi se på i de følgende kapitler?

²¹ Kærlighed til Gud er forudsætningen for evig lykke. Det var alt hvad der var nødvendigt for at Adam og Eva kunne have opnået et liv i lykke — og den ene ting de undlod at opelske. Kærlighed til Gud er den vigtigste forudsætning for at vi kan bestå enhver trosprøve, modstå enhver fristelse og udholde enhver anden prøve. Det er selve grundlaget for at være en discipel af Jesus. Og kærligheden til Gud er naturligvis forbundet med kærligheden til næsten. (1 Johannes 4:20) I de følgende kapitler vil vi se nærmere på hvordan Jesus viste kærlighed til andre mennesker, og i det næste kapitel vil vi komme ind på hvorfor så mange følte sig tiltrukket af Jesus.

1-3. Hvad sker der da nogle bringer deres børn hen til Jesus, og hvad viser denne hændelse om hvordan han er?

JESUS ved at afslutningen på hans jordiske tilværelse hastigt nærmer sig. Han har blot nogle få uger tilbage, og der er stadig meget at gøre. Han forkynder sammen med sine apostle i Peræa, et område øst for Jordanfloden. De er på vej sydpå, til Jerusalem, hvor Jesus vil holde sin sidste, dramatiske, påskehøjtid.

² Efter at Jesus mesterligt har besvaret et spørgsmål fra nogle religiøse ledere, opstår der røre blandt skarerne. Nogle bringer deres børn hen til ham. Der er åbenbart børn i forskellige aldre, for Markus bruger det samme ord om dem som han tidligere har brugt om et barn på 12 år, mens Lukas bruger et ord der gengives med „spædbørn“. (Lukas 18:15; Markus 5:41, 42; 10:13) Hvor der er børn, er der naturligt nok ofte en del støj og uro, og Jesu disciple taler strengt til forældrene, måske i den tro at Mesteren er for optaget til at ofre børnene opmærksomhed. Men hvad gør Jesus?

³ Da Jesus bliver klar over hvad der foregår, harmes han. På hvem? Børnene? Forældrene? Nej, på disciplene! Han siger: „Lad de små børn komme hen til mig; søg ikke at hindre dem, for Guds rige tilhører sådanne. Jeg siger jer som sandt er: Den som ikke tager imod Guds rige ligesom et lille barn, vil slet ikke komme ind i det.“ Og derefter tager han børnene „i sine arme“ og velsigner dem. (Markus 10:13-16) Det ord Markus bruger for ’at tage i sine arme’, tyder på at Jesus kærligt tog børnene op i sin beskyttende favn. Det er altså tydeligt at Jesus er glad for børn. Men det viser også noget andet — at Jesus er venlig og imødekommende.

4, 5. (a) Hvad viser at Jesus var imødekommende? (b) Hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på i dette kapitel?

⁴ Hvis Jesus havde været streng, utilnærmelig og stolt, ville børnene sikkert ikke have følt sig tiltrukket af ham, og deres forældre ville heller ikke have haft lyst til at nærme sig ham. Men når man forestiller sig situationen, kan man så ikke se forældrenes ansigter lyse af glæde over at denne venlige mand viser deres børn opmærksomhed, velsigner dem og derved anerkender at de har værdi i Guds øjne? Jo. Der er ingen tvivl om at Jesus, trods det tunge ansvar der hvilede på hans skuldre, forblev den mest imødekommende af alle — en det var let at komme i kontakt med.

⁵ Hvem andre syntes uden tvivl at Jesus var venlig og imødekommende? Hvad var det der gjorde at det var så let at henvende sig til ham? Og hvordan kan vi lære at være som Jesus i denne henseende? Lad os se nærmere på det.

Hvem var Jesus imødekommende over for?

6-8. Hvem færdedes Jesus som regel iblandt, og hvordan afveg hans holdning fra de religiøse lederes?

⁶ Når man læser evangelierne, forbavses man over så mange mennesker der flokkedes om Jesus. Gang på gang læser vi at store skarer fulgte ham. For eksempel: „Store folkeskarer fulgte ham, fra Galilæa“ og andre steder. „Store folkeskarer samledes om ham.“ „Da kom store folkeskarer til ham.“ „Store skarer gik nu med ham.“ (Mattæus 4:25; 13:2; 15:30; Lukas 14:25) Ja, Jesus var ofte omgivet af en mængde mennesker.

⁷ Som regel var det jævne mennesker der flokkedes om Jesus, dem som de religiøse ledere nedsættende kaldte „landets folk“. Farisæerne og præsterne sagde ligeud: „Denne folkemængde som ikke kender loven, de er forbandede.“ (Johannes 7:49) Senere rabbinske skrifter bekræfter at de havde denne holdning. Mange religiøse ledere betragtede de jævne mennesker med foragt. De ville ikke spise sammen med dem, handle med dem eller omgås dem. Nogle påstod endda at mennesker som ikke kendte den mundtlige lov, ikke havde noget håb om en opstandelse! Mange af de fattige og dårligt stillede må have holdt sig på lang afstand af de religiøse ledere, som ikke indbød til at man spurgte dem om hjælp og vejledning. Men Jesus var anderledes.

⁸ Jesus færdedes naturligt blandt jævne mennesker. Han spiste sammen med dem, helbredte dem, underviste dem og gav dem håb. Jesus var naturligvis realistisk og vidste at de fleste ville sige nej til at tjene Jehova. (Mattæus 7:13, 14) Men han havde et positivt syn på hver eneste og så i mange en potentiel tilbeder af Jehova. Hvilken modsætning til de hårdhjertede præster og farisæere! Forbavsende nok var der dog både præster og farisæere som kom til Jesus, og flere af dem omvendte sig og blev disciple af ham. (Apostelgerninger 6:7; 15:5) Nogle af de velhavende og indflydelsesrige fandt også at det var let at henvende sig til Jesus. — Markus 10:17, 22.

9. Hvorfor fandt kvinderne at det var let at henvende sig til Jesus?

⁹ Kvinderne tøvede heller ikke med at henvende sig til Jesus. De må ofte have følt de religiøse lederes ydmygende foragt. Rabbinerne misbilligede i almindelighed at kvinder blev undervist. Faktisk var det ikke tilladt kvinder at vidne i en retssag, for de blev betragtet som upålidelige vidner. Rabbinerne havde oven i købet en bøn hvori de takkede Gud fordi de ikke var kvinder! Men en sådan foragt for kvinder fandtes ikke hos Jesus. Mange kom til ham, ivrige efter at lære. For eksempel ser vi Lazarus’ søster Maria sidde ved Jesu fødder, opslugt af at lytte til hans ord, mens hendes søster, Marta, var travlt optaget af at lave mad. Jesus roste Maria fordi hun havde valgt det vigtigste at være optaget af. — Lukas 10:39-42.

10. Hvordan var Jesus anderledes end de religiøse ledere i sin måde at behandle de syge på?

¹⁰ De syge flokkedes også om Jesus, selvom de var vant til at blive behandlet som udstødte af de religiøse ledere. Moseloven indeholdt forskrifter for at spedalske skulle sættes i karantæne af hensyn til smittefaren, men den gav ikke rum for at man behandlede dem uvenligt. (Tredje Mosebog, kapitel 13) Senere hed det imidlertid i rabbinernes regler at spedalske var lige så afskyelige som ekskrementer. Nogle religiøse ledere gik endog så vidt som til at kaste sten efter spedalske for at holde dem på afstand. Det er svært at forestille sig at nogle der blev behandlet sådan, havde mod til at nærme sig en lærer, men der var spedalske som kom til Jesus. En af dem udtalte de kendte ord, der vidnede om stor tro: „Herre, hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ (Lukas 5:12) I det næste kapitel får vi at vide hvad Jesus gjorde. Lad det her være tilstrækkeligt at sige at der næppe kunne gives noget større bevis på hvor hjælpsom og imødekommende Jesus var.

11. Hvilket eksempel viser at de der var tynget af skyld, følte at de frit kunne komme til Jesus, og hvorfor er det vigtigt?

¹¹ De som var tyngede af skyldfølelse, nærmede sig også frimodigt Jesus. Tænk for eksempel på den situation da Jesus spiste hos en farisæer. En kvinde der var kendt for at være en synder, kom ind og knælede grædende ved Jesu fødder, fyldt af skyldfølelse. Hun vædede hans fødder med sine tårer og tørrede dem med sit hår. Mens Jesu vært veg tilbage i afsky og i sit indre fordømte Jesus fordi han lod kvinden nærme sig ham, talte Jesus venligt til hende, roste hende for hendes oprigtige anger og forsikrede hende om Jehovas tilgivelse. (Lukas 7:36-50) I dag har mennesker der er tynget af skyldfølelse, mere end nogen sinde brug for at føle at de frit kan komme til dem der er i stand til at hjælpe dem med at få et godt forhold til Gud. Hvad var det der gjorde det let at nærme sig Jesus?

Hvad gjorde Jesus så imødekommende?

12. Hvorfor er det ikke overraskende at det var let at nærme sig Jesus?

¹² Vi husker at Jesus til fuldkommenhed efterlignede sin elskede himmelske Fader. (Johannes 14:9) Bibelen minder os om at Jehova „ikke er langt borte fra en eneste af os“. (Apostelgerninger 17:27) Som den der „hører bøn“, er han altid villig til at tage imod og høre på sine trofaste tjenere og alle andre der oprigtigt ønsker at finde ham og tjene ham. (Salme 65:2) Tænk at den mægtigste og mest betydningsfulde person i hele universet også er den det er lettest at få adgang til! Ligesom sin Fader elsker Jesus menneskene. I de følgende kapitler vil vi se nærmere på denne dybe kærlighed. Det var let at nærme sig Jesus, og det skyldtes først og fremmest at hans kærlighed til menneskene var så iøjnefaldende. Lad os betragte nogle af de egenskaber hos Jesus der vidnede om denne kærlighed.

13. Hvordan kan forældre efterligne Jesus?

¹³ Folk mærkede hurtigt at Jesus var personligt interesseret i dem, og denne personlige interesse bevarede han, selv under pres. Som vi allerede har set da forældrene kom med deres børn til ham, var Jesus venlig og imødekommende selvom han var optaget og havde meget at tænke på. Hvilket eksempel for forældre! Det er en stor opgave at opdrage børn i vore dages verden, og det er vigtigt for børnene at mærke at deres forældre har tid til dem. Hvis du har børn, ved du at der er tidspunkter hvor du har for travlt til at vise dem al den opmærksomhed de har behov for. Men det vil være godt hvis du kan forsikre dem om at du vil sige til så snart du har tid. Og når du så holder dit løfte, vil de lære at tålmodighed lønner sig. De lærer også at de altid kan komme til dig, uanset hvad der er problemet.

14-16. (a) Hvilken situation fik Jesus til at gøre sit første mirakel, og hvorfor var det et mirakel? (b) Hvad fortæller Jesu mirakel i Kana om ham, og hvad kan forældre lære af det?

¹⁴ Jesus lod folk forstå at det der bekymrede dem, betød noget for ham. Som eksempel kan vi tage det første mirakel Jesus udførte. Han var indbudt til et bryllup i Kana i Galilæa. Så opstod der en pinlig situation — vinen slap op! Jesu mor, Maria, fortalte Jesus hvad der var sket. Og hvad gjorde han? Han lod tjenerne fylde seks store stenkar med vand. Da man bragte en prøve hen til skafferen — den mand som havde overopsynet med bordene og maden — for at han kunne smage på den, konstaterede han at det var god vin. Var det et trick Jesus havde udført, ligesom en tryllekunstner? Nej, vandet var virkelig „blevet til vin“. (Johannes 2:1-11) At kunne omdanne én ting til en anden er noget mennesker længe har ønsket at kunne gøre. Alkymister har i århundreder prøvet at omdanne bly til guld, men har aldrig haft held til det — skønt bly og guld er grundstoffer der ligner hinanden meget.a Hvad med vand og vin? Kemisk er vand ret simpelt, nemlig en forbindelse af blot to grundstoffer. Vin, derimod, indeholder næsten et tusind bestanddele, mange af dem ret komplicerede. Hvorfor udførte Jesus et så forunderligt mirakel på grund af noget så banalt som at vinen var sluppet op ved en bryllupsfest?

¹⁵ Problemet var ikke uden betydning for bruden og brudgommen. I Mellemøsten var gæstfrihed over for indbudte gæster dengang af største vigtighed. At vinen slap op ved brylluppet, ville have bragt bruden og brudgommen i stor forlegenhed og kastet en skygge over deres bryllupsdag og mindet om den i årene efter. Problemet var af betydning for dem, og det var det også for Jesus. Så han gjorde noget ved det. Kan du se hvorfor folk kom til ham med deres bekymringer?

¹⁶ Igen kan forældre lære noget her. Hvad gør du hvis dit barn kommer til dig med et eller andet problem? Du er måske fristet til at afvise det som noget der er mindre væsentligt. Du ler måske oven i købet ad det. I sammenligning med dine egne problemer synes barnets problem blot at være en bagatel. Men husk at det ikke er nogen bagatel for barnet! Hvis det har betydning for en du holder meget af, skulle det så ikke også have betydning for dig? Hvis dit barn kan føle at du nærer oprigtig interesse for de problemer og bekymringer det har, vil barnet tillidsfuldt komme til dig med dem.

17. Hvordan var Jesus et godt eksempel med hensyn til at vise mildhed, og hvorfor er denne egenskab et tegn på styrke?

¹⁷ Som vi så i kapitel 3, var Jesus mild og ydmyg. (Mattæus 11:29) Mildhed er en smuk egenskab, et stærkt bevis på den ydmyghed der findes i et menneskes hjerte. Den er en del af Guds hellige ånds frugt og er nært forbundet med den visdom der kommer fra Gud. (Galaterne 5:22, 23; Jakob 3:13) Selv når Jesus blev stærkt provokeret, bevarede han fuld kontrol over sig selv. Hans mildhed var alt andet end svaghed. En bibelforsker har sagt om denne egenskab: „Bag blidheden [eller: mildheden] skjuler sig stålets styrke.“ Er det ikke rigtigt at der skal styrke til for at beherske sit temperament og behandle andre med mildhed? Men med Jehovas hjælp kan vi efterligne Jesus og vise mildhed, og det vil gøre det lettere for andre at henvende sig til os.

18. Hvilken hændelse vidner om Jesu rimelighed, og hvorfor mener du at denne egenskab vil gøre det lettere for folk at henvende sig til en?

¹⁸ Jesus var rimelig. Da Jesus var i Tyrus, henvendte en kvinde sig til ham fordi hendes datter var „slemt dæmonbesat“. På tre forskellige måder gav Jesus til kende at han ikke var indstillet på at gøre det hun bad om. For det første svarede han hende ikke. For det andet gav han hende en grund til at han ikke ville gøre det hun bad om. Og for det tredje brugte han en illustration som gjorde hans svar endnu tydeligere. Men var han kølig og afvisende? Lod han hende forstå at hun befandt sig på farlig grund ved at modsige ham, en så betydningsfuld mand? Nej, kvinden følte sig tydeligvis tryg. Hun bad ikke alene om hjælp, men hun blev også ihærdigt ved, selvom han tydeligt viste at han ikke var villig til at hjælpe. Jesus så den bemærkelsesværdige tro der lå bag hendes ihærdighed, og han helbredte hendes datter. (Mattæus 15:22-28) Der er ingen tvivl om at Jesu rimelighed og hans villighed til at lytte og give efter når det var på sin plads, tilskyndede folk til at nærme sig ham!

Er vi imødekommende?

19. Hvordan kan vi vide om vi er imødekommende?

¹⁹ Folk betragter som regel sig selv som imødekommende. Nogle i ledende stillinger roser sig for eksempel af at deres underordnede altid frit kan komme til dem. Bibelen indeholder dog denne talende advarsel: „Mange mennesker udråber deres egen loyale hengivenhed, men hvem finder en pålidelig mand?“ (Ordsprogene 20:6) Det er så let at sige at vi er venlige og imødekommende, men hører vi virkelig til dem der efterligner denne side af Jesu kærlighed? Svaret ligger nok ikke så meget i hvordan vi betragter os selv, men i hvordan andre betragter os. Paulus sagde: „Lad jeres rimelighed blive kendt for alle mennesker.“ (Filipperne 4:5) Vi gør vel i at spørge os selv: ’Hvordan opfatter andre mig? Hvad er jeg kendt for?’

20. (a) Hvorfor er det vigtigt for ældste at være imødekommende? (b) Hvorfor skal vi være rimelige i det vi forventer af de ældste i menigheden?

²⁰ Kristne ældste bestræber sig for at være imødekommende og lette at tale med. De har et oprigtigt ønske om at leve op til beskrivelsen i Esajas 32:1, 2: „Hver af dem skal være som et læ mod vinden og et skjul mod uvejrsregnen, som vandstrømme i et ørkenland, som et vældigt klippebjergs skygge i et udtørret land.“ En ældste kan kun yde en sådan beskyttelse og lindring og være så opmuntrende og forfriskende hvis han er imødekommende. Det er ikke altid let, for de ældste har mange ting at tage sig af, og vi lever i kritiske tider. Men de bør aldrig give andre det indtryk at de har for travlt til at tage sig af Jehovas får. (1 Peter 5:2) De andre medlemmer af menigheden vil på deres side prøve at være rimelige i deres krav til disse trofaste mænd ved at have en ydmyg indstilling og være samarbejdsvillige. — Hebræerne 13:17.

21. Hvad bør forældre bestræbe sig for i opdragelsen af deres børn, og hvad vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

²¹ Forældre vil altid bestræbe sig for at have tid til deres børn. Der står meget på spil! De ønsker at deres børn skal vide at de altid trygt kan komme til deres far eller mor og betro sig til dem. De må derfor bestræbe sig for at være milde og rimelige og ikke overreagere når børnene fortæller noget de har gjort forkert, eller når de afslører en forkert tankegang. I deres tålmodige opdragelse af børnene vil de bestræbe sig for at have en åben kommunikation. Ja, vi ønsker alle at være imødekommende ligesom Jesus. I det næste kapitel vil vi se nærmere på Jesu dybe medfølelse, en af de egenskaber der i høj grad viste hvor hjælpsom og imødekommende han var.

1-3. (a) Hvad gør Jesus da to blinde tiggere bønfalder ham om at hjælpe dem? (b) Hvad ligger der i udtrykket ’at have inderligt ondt af’? (Se fodnoten).

TO BLINDE sidder ved vejen lige uden for Jeriko. De kommer hver dag, finder et sted hvor der færdes mange mennesker, og sidder dér og tigger. Men i dag kommer de til at opleve noget der vil forandre deres liv.

² Pludselig hører tiggerne larm af nogen der nærmer sig. Da de ikke kan se hvad larmen skyldes, spørger den ene af dem hvad det er de kan høre, og nogle siger: „Jesus Nazaræeren er på vej forbi.“ Jesus er på vej til Jerusalem for sidste gang. Men han er ikke alene; store skarer følger ham. Da tiggerne hører hvem der kommer forbi, råber de: „Herre, vis os barmhjertighed, Davids søn!“ Irriterede beder folk dem om at tie stille, men tiggerne råber bare højere. De vil ikke tie stille.

³ Jesus hører deres råb over larmen fra folkemængden. Hvad vil han gøre? Der er meget der tynger hans sind og hjerte. Han står umiddelbart over for sin sidste uge her på jorden. Han ved at der venter ham en grusom og lidelsesfuld død i Jerusalem. Men han overhører ikke de vedholdende råb. Han stopper op og siger at de der råber, skal føres hen til ham. „Herre, lad vore øjne blive åbnet,“ bønfalder de ham. Da Jesus ’har inderligt ondt af dem’, rører han ved deres øjne, og de får deres syn igen.a Og de begynder straks at følge Jesus. — Lukas 18:35-43; Mattæus 20:29-34.

4. Hvordan opfyldte Jesus den profeti at han ville „ynkes over den ringe“?

⁴ Dette var ikke det eneste tilfælde. Ved mange lejligheder og under mange forskellige omstændigheder var Jesus dybt berørt og følte sig stærkt tilskyndet til at vise sin medfølelse. I en af Bibelens profetier hedder det at han ville „ynkes over den ringe“. (Salme 72:13) I overensstemmelse med disse ord havde Jesus en stærk fornemmelse af hvad andre følte, og han tog initiativ til at hjælpe dem. Det var således medfølelse der fik ham til at forkynde. Lad os se hvordan evangelierne åbenbarer den dybe medfølelse der lå bag Jesu ord og handlinger, og tænke over hvordan vi kan vise en lignende medfølelse.

Tog hensyn til andres følelser

5, 6. Hvilke eksempler viser at Jesus havde dyb medfølelse med andre?

⁵ Jesus havde en dyb forståelse for andre mennesker. Han havde empati. Han forstod og følte med dem der led. Selvom han ikke personligt var udsat for de samme lidelser, levede han sig ind i deres situation og satte sig i deres sted. (Hebræerne 4:15) Da han helbredte en kvinde der havde lidt af stadige blødninger i 12 år, beskrev han hendes sygdom som ’en alvorlig lidelse’ og anerkendte dermed at den havde været årsag til megen bekymring og smerte for hende. (Markus 5:25-34) Da han så Maria og dem der var sammen med hende, græde over Lazarus’ død, følte han så stærkt med dem at han oprørtes i sit indre. Selvom han vidste at han snart ville oprejse Lazarus fra døden, blev han så dybt berørt at hans øjne fyldtes med tårer. — Johannes 11:33, 35.

⁶ Ved en anden lejlighed kom en spedalsk hen til Jesus og bønfaldt ham: „Hvis blot du vil, kan du gøre mig ren.“ Hvad gjorde Jesus, en fuldkommen mand der aldrig havde været syg? Han følte med den spedalske, ja, han fik „inderligt ondt af ham“. (Markus 1:40-42) Derpå gjorde han noget helt usædvanligt. Han vidste at spedalske ifølge Moseloven var urene og ikke måtte komme i nærheden af andre. (3 Mosebog 13:45, 46) Der er ingen tvivl om at Jesus kunne helbrede denne mand uden fysisk kontakt med ham. (Mattæus 8:5-13) Men alligevel rakte han hånden ud og rørte ved den spedalske idet han sagde: „Jeg vil. Bliv ren.“ Og straks forsvandt spedalskheden fra ham. Hvilket udtryk for inderlig medfølelse og empati!

7. Hvordan kan vi lære at føle empati, og hvordan kommer denne egenskab til udtryk?

⁷ Som kristne skal vi efterligne Jesus og ligeledes vise empati. Bibelen opfordrer os til at vise medfølelse.b (1 Peter 3:8) Det er måske ikke så let at sætte sig ind i hvordan nogle har det når de lider af en kronisk sygdom eller en depression — især ikke hvis man ikke selv har oplevet det. Men husk at man ikke behøver at have været ude for de samme prøvelser som andre for at kunne vise empati. Jesus havde empati for de syge selvom han aldrig selv havde været syg. Hvordan kan vi da lære at have empati? Ved tålmodigt at lytte når syge betror sig til os og fortæller hvad de føler. Vi kunne spørge os selv: ’Hvordan ville jeg have det hvis jeg var i deres situation?’ (1 Korinther 12:26) Hvis vi skærper vores evne til at føle med andre, vil vi bedre kunne ’trøste de modfaldne sjæle’. (1 Thessaloniker 5:14) Undertiden giver man ikke blot udtryk for sin empati med ord, men også med tårer. „Græd med dem der græder,“ siges der i Romerbrevet 12:15.

8, 9. Hvordan tog Jesus hensyn til andres følelser?

⁸ Jesus tog hensyn til andre ved blandt andet at være opmærksom på hvordan de følte. Vi husker måske den situation hvor en mand der var døv og knap kunne tale, blev ført hen til ham. Da Jesus åbenbart fornemmede en vis forlegenhed hos manden, gjorde han noget som han normalt ikke plejede at gøre når han helbredte nogen: „Han tog [manden] væk fra folkemængden.“ Da de var alene, uden for mængdens nysgerrige blikke, helbredte han ham. — Markus 7:31-35.

⁹ Jesus viste det samme hensyn da nogle kom til ham med en mand der var blind, og bad ham om at helbrede den blinde. Jesus „tog den blinde ved hånden [og] førte ham uden for landsbyen“. Derpå helbredte han ham lidt efter lidt. Dette bevirkede måske at mandens sind og øjne gradvis vænnede sig til det blændende sollys og de mange indtryk fra den verden der omgav ham. (Markus 8:22-26) Hvilken hensyntagen!

10. Hvordan kan vi tage hensyn til andres følelser?

¹⁰ Som disciple af Jesus må vi også tage hensyn til andres følelser. Vi vil passe på hvordan vi taler, idet vi husker at tankeløs brug af tungen kan såre andre. (Ordsprogene 12:18; 18:21) Hårde ord, nedsættende udtalelser og sarkastiske bemærkninger hører ikke hjemme blandt kristne, som vil tage hensyn til andres følelser. (Efeserne 4:31) Hvordan kan ældste tage hensyn til andres følelser? Når de giver vejledning, kan de for eksempel sørge for at gøre det venligt, uden at berøve tilhøreren hans værdighed. (Galaterne 6:1) Hvordan kan forældre tage hensyn til deres børns følelser? Når de for eksempel tugter og irettesætter dem, kan de sørge for at gøre det skånsomt, så børnene ikke helt mister modet. — Kolossenserne 3:21.

Tog initiativet til at hjælpe andre

11, 12. Hvilke bibelske beretninger viser at Jesus ikke kun viste medfølelse når han blev bedt om det?

¹¹ Jesus viste ikke kun medfølelse når han blev bedt om det. Medfølelse er nemlig ikke en passiv, men en aktiv, positiv egenskab der får en til at handle. Inderlig medfølelse fik derfor Jesus til at tage initiativet til at hjælpe andre. Da en stor skare mennesker havde fulgt Jesus i tre dage uden at få noget at spise, var der for eksempel ingen der behøvede at fortælle ham at de var sultne, eller behøvede at foreslå ham at gøre noget. Beretningen lyder: „Jesus kaldte sine disciple til sig og sagde: ’Jeg har inderligt ondt af de mange mennesker, for de har allerede været hos mig i tre dage og har ikke noget at spise; og jeg vil ikke lade dem gå fastende herfra, for at de ikke skal blive helt udmattede på vejen.’“ På eget initiativ bespiste han derefter de mange mennesker. — Mattæus 15:32-38.

¹² Her er en anden beretning. Da Jesus i år 31 nærmede sig byen Nain, mødte der ham et sørgeligt syn. Et begravelsesoptog kom ud af byen, måske på vej til de nærliggende gravsteder på skråningerne uden for byen. Den døde var „en moders enestefødte søn“, og hun var desuden enke. Kan vi forestille os den sorg og smerte moderen må have følt? Hun skulle nu begrave sin eneste søn, og hun havde ingen mand at dele sorgen med. Blandt alle dem der befandt sig i processionen, fik Jesus øje på den nu barnløse enke. Det han så, rørte ham. Ja, han fik „inderligt ondt af hende“. Ingen behøvede at bede ham om at gøre noget. Medfølelsen i hans hjerte fik ham til at tage initiativet. Han gik hen og rørte ved ligbåren, og så kaldte han den unge mand til live. Hvad skete der så? Jesus bad ikke den unge mand om at slutte sig til skaren der fulgte ham. Nej, „han gav ham til hans moder“, så de igen var en familie og sønnen kunne tage sig af sin mor. — Lukas 7:11-15.

13. Hvordan kan vi efterligne Jesus ved at tage passende initiativ til at hjælpe?

¹³ Hvordan kan vi følge Jesu eksempel? Vi kan naturligvis ikke mirakuløst bespise andre eller kalde døde til live, men vi kan efterligne Jesus ved at tage initiativ til at hjælpe. En trosfælle har måske lidt et alvorligt økonomisk tab eller mistet sit arbejde. (1 Johannes 3:17) En enlig søster trænger måske til at få foretaget nogle reparationer i hjemmet. (Jakob 1:27) Eller vi kender en familie der har brug for trøst og praktisk hjælp efter at have mistet en af sine kære. (1 Thessaloniker 5:11) I tilfælde af virkelig nød behøver vi ikke at vente med at hjælpe til vi bliver bedt om det. (Ordsprogene 3:27) Medfølelse vil tilskynde os til at tage et passende initiativ, alt efter omstændighederne. Glem ikke at en venlig handling eller nogle få trøstende ord som kommer fra hjertet, kan betyde meget for den der har brug for medfølelse. — Kolossenserne 3:12.

Medfølelse fik ham til at forkynde

14. Hvorfor satte Jesus forkyndelsen af den gode nyhed så højt?

¹⁴ Som vi så i denne bogs anden del, er Jesus vort store forbillede med hensyn til at forkynde den gode nyhed. Han sagde: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43) Hvorfor satte han dette arbejde så højt? Først og fremmest på grund af kærlighed til Gud. Men han havde også en anden grund til at forkynde: Hans inderlige medfølelse fik ham til at gøre noget for at opfylde andres åndelige behov. Af alle de måder hvorpå han viste medfølelse, havde ingen større betydning end den at tilfredsstille andres åndelige hunger. Lad os se nærmere på to hændelser der viser hvordan Jesus betragtede de mennesker han forkyndte for. Det vil hjælpe os til at analysere vore egne grunde til at deltage i den offentlige forkyndelse.

15, 16. Beskriv to situationer der viser hvordan Jesus betragtede dem han forkyndte for.

¹⁵ Efter at have arbejdet intenst i to år med at forkynde øgede Jesus i år 31 sine anstrengelser ved på ny at tage „rundt til alle byerne og landsbyerne“ i Galilæa. Dét han blev vidne til her, gjorde et dybt indtryk på ham. Apostelen Mattæus fortæller: „Da han så folkeskarerne fik han inderligt ondt af dem, for de var medtagne og omtumlede som får uden hyrde.“ (Mattæus 9:35, 36) Jesus følte med disse jævne folk. Han var klar over deres sørgelige åndelige tilstand. Han vidste at de var misrøgtede og forsømte af netop dem der burde have været deres åndelige hyrder — de religiøse ledere. Dyb medfølelse fik Jesus til at gøre alt for at nå ud til folk og give dem håb. Der var intet de havde mere brug for end den gode nyhed om Guds rige.

¹⁶ Nogle måneder senere, kort før påsken i år 32, skete der noget lignende. Denne gang gik Jesus og apostlene om bord i en båd og sejlede tværs over Galilæas Sø for at finde et sted hvor de kunne hvile sig. Men folkemængden løb langs med søen og ankom til den anden side forud for båden. Hvordan tog Jesus det? „Da han kom ud af båden så han en stor skare mennesker, og han fik inderligt ondt af dem, for de var som får uden hyrde. Og han begyndte at lære dem mange ting.“ (Markus 6:31-34) Igen fik Jesus „inderligt ondt af dem“ på grund af deres sørgelige åndelige tilstand. Som „får uden hyrde“ var de åndeligt udsultede og overladt til at klare sig selv. Det var medfølelse snarere end pligt der fik Jesus til at forkynde.

17, 18. (a) Hvad vil tilskynde os til at deltage i forkyndelsen? (b) Hvordan får vi medfølelse med andre?

¹⁷ Hvad får os til som disciple af Jesus at deltage i forkyndelsen? Som vi så i kapitel 9 i denne bog, har vi fået en opgave, et ansvar, betroet som går ud på at vi skal forkynde og gøre disciple. (Mattæus 28:19, 20; 1 Korinther 9:16) Men vores motiv til at forkynde skal være mere end blot pligtfølelse. Først og fremmest skal det være kærlighed til Jehova der får os til at forkynde den gode nyhed om Riget. Dertil kommer så medfølelse med dem der ikke har det samme håb som os. (Markus 12:28-31) Hvordan får vi denne medfølelse med andre?

¹⁸ Vi må se folk sådan som Jesus så dem — „medtagne og omtumlede som får uden hyrde“. Lad os forestille os at vi finder et lam som er faret vild og i nød. Uden en hyrde som kan føre det til grønne græsgange og frisk vand, vil det stakkels lam dø af sult og tørst. Har vi ikke medlidenhed med dette lille lam? Vil vi ikke gøre alt hvad vi formår, for at give det noget at spise og drikke? Mange mennesker i dag er i samme situation som det lille lam, for de kender endnu ikke den gode nyhed. Svigtet af falske religiøse hyrder og uden noget virkeligt håb er de ved åndeligt talt at dø af sult og tørst. Vi har hvad de har brug for: den nærende åndelige føde fra Guds ord og sandhedens forfriskende vand. (Esajas 55:1, 2) Når vi tænker over folks åndelige behov, føler vi virkelig med dem. Hvis vi ligesom Jesus har inderlig medfølelse med dem der bor i vores distrikt, vil vi gøre alt hvad vi kan, for at give dem del i håbet om Riget.

19. Hvad kan vi gøre for at motivere en vi studerer med, til at deltage i forkyndelsen når vedkommende er kvalificeret?

¹⁹ Hvordan kan vi hjælpe andre til at følge Jesu eksempel? Lad os sige at vi gerne vil opmuntre en vi studerer med, til at deltage i den offentlige forkyndelse, forudsat at vedkommende er kvalificeret. Eller at vi gerne vil hjælpe en der er blevet uvirksom, til igen at deltage i forkyndelsen. Hvordan kan vi hjælpe dem? Vi må tale til deres hjerte. Vi husker at Jesus først fik „inderligt ondt“ af folk, hvorefter han underviste dem. (Markus 6:34) Hvis vi kan vække deres medfølelse, kan det måske tilskynde dem til at efterligne Jesus så de også ønsker at forkynde den gode nyhed for andre. Vi kunne spørge dem: „Hvordan har budskabet om Riget forandret dit liv til gavn for dig? Hvad med dem der endnu ikke kender dette budskab? Har de ikke også brug for den gode nyhed? Hvad kan du gøre for at hjælpe dem?“ Den stærkeste grund til at forkynde skulle naturligvis være kærlighed til Gud og ønsket om at tjene ham.

20. (a) Hvad indbefatter det at være en discipel af Jesus? (b) Hvad vil vi beskæftige os med i det næste kapitel?

²⁰ At være en discipel af Jesus indbefatter mere end blot at gentage hans ord og efterligne hans gerninger. Vi må også have den samme indstilling som han havde. (Filipperne 2:5) Vi kan derfor være taknemmelige for at Bibelen har åbenbaret de tanker og følelser der lå bag Jesu ord og handlinger. Ved at lære „Kristi sind“ at kende vil vi være bedre udrustet til at føle med andre og behandle dem på samme måde som Jesus behandlede dem. (1 Korinther 2:16) I det næste kapitel vil vi se nærmere på de forskellige måder hvorpå Jesus især viste sine disciple kærlighed.

1, 2. Hvordan tilbringer Jesus sin sidste aften sammen med apostlene, og hvorfor er disse sidste timer så dyrebare for ham?

DA JESUS samler sine disciple i en sal ovenpå i et hus i Jerusalem, ved han at det er hans sidste aften sammen med dem. Tiden er nær da han skal vende tilbage til sin Fader. Om blot nogle få timer vil han blive arresteret og hans tro prøvet som aldrig før. Men end ikke tanken om at han snart skal dø, kan afholde ham fra at tage sig af apostlenes behov.

² Jesus har forberedt apostlene på at han må forlade dem, men han har stadig meget at sige dem for at styrke dem til det der ligger foran. Han bruger derfor de sidste dyrebare timer på at lære dem noget der kan hjælpe dem til at forblive trofaste. Hans ord er nogle af de kærligste og mest fortrolige han nogen sinde har talt til dem. Hvorfor er Jesus mere bekymret for apostlene end for sig selv? Hvorfor er disse sidste timer sammen med dem så dyrebare for ham? Svaret er med ét ord: kærlighed. Han nærer dyb kærlighed til dem.

3. Hvordan ved vi at Jesus ikke ventede til den sidste aften med at vise sine disciple kærlighed?

³ Da apostelen Johannes flere årtier senere indledte den inspirerede beretning om begivenhederne denne aften, skrev han: „Før påskehøjtiden vidste Jesus at hans time var kommet til at gå bort fra denne verden til Faderen, og derfor, som han havde elsket sine egne der var i verden, elskede han dem nu lige til det sidste.“ (Johannes 13:1) Jesus ventede ikke til den aften med at bevise sin kærlighed til „sine egne“. Under hele sin tjeneste gav han på mange forskellige måder bevis på sin kærlighed til dem. Det vil være gavnligt for os at se nærmere på nogle af disse måder, for ved at efterligne Jesus kan vi vise at vi er sande disciple af ham.

Havde tålmodighed med dem

4, 5. (a) Hvorfor havde Jesus brug for tålmodighed over for sine disciple? (b) Hvordan reagerede Jesus da tre af hans apostle ikke kunne holde sig vågne sammen med ham i Getsemane Have?

⁴ Kærlighed er forbundet med tålmodighed. „Kærligheden er langmodig,“ siges der i Første Korintherbrev 13:4, og langmodighed betyder blandt andet at man tålmodigt bærer over med andre. Havde Jesus brug for tålmodighed i sit forhold til disciplene? Ja, det må man sige! Som vi så i kapitel 3, var apostlene længe om at lære ydmyghed. Mere end én gang diskuterede de hvem der var den største iblandt dem. Hvordan tog Jesus det? Blev han vred og irriteret og satte dem skarpt i rette? Nej, tålmodigt ræsonnerede han med dem, selv da der den sidste aften opstod „en heftig diskussion“ iblandt dem om netop dette spørgsmål. — Lukas 22:24-30; Mattæus 20:20-28; Markus 9:33-37.

⁵ Senere denne sidste aften, da Jesus gik ud til Getsemane Have sammen med de 11 trofaste apostle, blev hans tålmodighed sat på prøve endnu en gang. Da han var kommet ind i haven, efterlod han de otte af apostlene mens han tog Peter, Jakob og Johannes med sig længere ind i haven. „Min sjæl er dybt bedrøvet, ja til døden,“ sagde han. „Bliv her og hold jer vågne sammen med mig.“ Han gik lidt længere væk og begyndte at bede inderligt. Da han havde bedt længe, vendte han tilbage til de tre apostle. Og hvad fandt han? På dette tidspunkt hvor han stod over for sin største prøve, var de faldet i søvn! Men bebrejdede han dem fordi de ikke havde kunnet holde sig vågne? Nej, han formanede dem tålmodigt. Hans venlige ord viste at han forstod deres svaghed og det pres de havde været udsat for.a „Ånden er naturligvis ivrig,“ sagde han, „men kødet er svagt.“ Jesus blev ved med at bære over med dem den aften, også da han kom og fandt dem sovende, ikke én, men to gange til. — Mattæus 26:36-46.

6. Hvordan kan vi efterligne Jesus i vort forhold til andre?

⁶ Det er opmuntrende at se at Jesus ikke opgav sine apostle. Hans tålmodighed bar til sidst frugt, for disse trofaste mænd lærte betydningen af at være både ydmyg og årvågen. (1 Peter 3:8; 4:7) Hvordan kan vi efterligne Jesus i vort forhold til andre? Ældstebrødre har især brug for at vise tålmodighed. En i menigheden kommer måske til en ældstebroder med et problem når broderen er træt eller er optaget af sine egne bekymringer. Undertiden er de som beder om hjælp, måske længe om at efterkomme de råd de får. Alligevel vil tålmodige ældste undervise „med mildhed“ og „behandle hjorden skånsomt“. (2 Timoteus 2:24, 25; Apostelgerninger 20:28, 29) Forældre bør også efterligne Jesus ved at være tålmodige, for børn kan somme tider være længe om at adlyde en vejledning eller irettesættelse. Kærlighed og tålmodighed vil hjælpe dem til ikke at give op med hensyn til at opdrage deres børn. Belønningen for en sådan tålmodighed er stor. — Salme 127:3.

Opfyldte deres behov

7. På hvilke måder opfyldte Jesus sine disciples fysiske og materielle behov?

⁷ Kærlighed kommer til udtryk i uselviske gerninger. (1 Johannes 3:17, 18) Den „søger ikke sine egne interesser“. (1 Korinther 13:5) Det var kærlighed der fik Jesus til at opfylde sine disciples fysiske og materielle behov. Han handlede ofte før de havde givet udtryk for at de manglede noget. Når han så at de var trætte, foreslog han at de tog med ham hen til et sted ’hvor de kunne være for sig selv og hvile sig lidt’. (Markus 6:31) Når han mærkede at de var sultne, tog han initiativ til at bespise dem — foruden de tusinder der var kommet for at høre ham. — Mattæus 14:19, 20; 15:35-37.

8, 9. (a) Hvad viser at Jesus var klar over sine disciples åndelige behov og sørgede for dem? (b) Hvordan viste Jesus en rørende omsorg for sin mor da han hang på pælen?

⁸ Jesus var også klar over sine disciples åndelige behov og sørgede for at opfylde det. (Mattæus 4:4; 5:3) Når han underviste, var han ofte specielt opmærksom på dem. Bjergprædikenen var i første række henvendt til disciplene. (Mattæus 5:1, 2, 13-16) Når han underviste ved hjælp af lignelser, forklarede han dem for disciplene når de var alene sammen med ham. (Markus 4:34) Jesus forudsagde at han ville udnævne ’en trofast og klog træl’ for at sikre at hans disciple ville være velforsynede med åndelig føde i de sidste dage. Denne trofaste træl, som består af en lille gruppe af Jesu salvede brødre på jorden, har lige siden 1919 sørget for åndelig „mad i rette tid“. — Mattæus 24:45.

⁹ Den dag Jesus døde, viste han en ganske særlig og rørende omsorg for dem han elskede. Vi kan måske forestille os situationen. Jesus hænger på pælen, hvor han gennemgår de ulideligste smerter. For at kunne trække vejret har han sikkert måttet hæve sig op ved at støde fra med fødderne, men dette har været utrolig smertefuldt da vægten af hans legeme har hvilet på fødderne med naglegabene og hans sønderflængede ryg har skuret mod pælen. Det må have været svært og pinefuldt for ham at tale, for det kræver at man har kontrol over vejrtrækningen. Alligevel udtalte Jesus kort før han døde, nogle ord der vidnede om hans dybe kærlighed til sin mor. Da han så hende og apostelen Johannes stå i nærheden, sagde han, henvendt til moderen, med en stemme der var høj nok til at de omkringstående kunne høre den: „Kvinde, se! Din søn!“ Og til Johannes sagde han: „Se! Din moder!“ (Johannes 19:26, 27) Jesus vidste at den trofaste apostel ville sørge ikke blot for Marias fysiske og materielle behov, men også for hendes åndelige behov.b

10. Hvordan kan forældre efterligne Jesus med hensyn til at tage sig af deres børns behov?

¹⁰ Det vil være gavnligt for omsorgsfulde forældre at tænke nærmere over Jesu eksempel. En far der elsker sin familie, vil sørge for den materielt. (1 Timoteus 5:8) Kærlige familieoverhoveder vil også sætte tid af til hvile og adspredelse for familien. Men det er endnu vigtigere at de sørger for deres børns åndelige behov. Hvordan kan de gøre det? Ved at sætte tid af til et regelmæssigt familiestudium og sørge for at disse studier er opbyggende og fornøjelige for børnene. (5 Mosebog 6:6, 7) Dertil kommer at forældrene både i ord og gerning vil lære børnene at forkyndelsen må indtage en vigtig plads i tilværelsen, og at forberedelsen til de kristne møder og overværelsen af dem også er en væsentlig del af gudsdyrkelsen. — Hebræerne 10:24, 25.

Var villig til at tilgive

11. Hvad lærte Jesus sine disciple med hensyn til at tilgive?

¹¹ At kunne tilgive hører med til at vise kærlighed. (Kolossenserne 3:13, 14) Kærligheden „holder ikke regnskab med hver en forurettelse,“ siges der i Første Korintherbrev 13:5. Ved flere lejligheder lærte Jesus sine disciple hvor vigtigt det er at tilgive. Han opfordrede dem til at tilgive, „ikke indtil syv gange, men indtil syvoghalvfjerds gange“, det vil sige et ubegrænset antal gange. (Mattæus 18:21, 22) Han lærte dem at en der har syndet, skal tilgives hvis vedkommende ændrer sind efter at være blevet irettesat. (Lukas 17:3, 4) Jesus var dog ikke som de hykleriske farisæere, der underviste ved deres ord alene; han underviste også ved det han gjorde. (Mattæus 23:2-4) Lad os se hvordan Jesus viste at han var villig til at tilgive, selv da en nær ven svigtede ham.

12, 13. (a) På hvilken måde svigtede Peter Jesus den aften Jesus blev arresteret? (b) Hvordan viste Jesus efter sin opstandelse at han gjorde mere end blot at tale om tilgivelse?

¹² Jesus havde et nært forhold til apostelen Peter, en mand som havde et stort hjerte, men som også til tider optrådte impulsivt. Jesus så Peters gode egenskaber og gav ham derfor visse tjenesteprivilegier. Sammen med Jakob og Johannes var Peter vidne til mirakler som de øvrige af de 12 apostle ikke fik at se. (Mattæus 17:1, 2; Lukas 8:49-55) Som tidligere nævnt var Peter en af de apostle som Jesus tog med længere ind i Getsemane Have den aften han blev arresteret. Men den selv samme aften da Jesus var blevet arresteret og taget i forvaring, forlod Peter og de øvrige apostle Jesus og flygtede. Senere viste Peter sig modig nok til at opholde sig i gården mens det ulovlige forhør over Jesus fandt sted. Men alligevel blev Peter derefter bange og begik en alvorlig fejl — tre gange løj han ved at sige at han overhovedet ikke kendte Jesus! (Mattæus 26:69-75) Hvordan reagerede Jesus? Hvordan ville vi have reageret hvis en nær ven af os svigtede os på samme måde som Peter svigtede Jesus?

¹³ Jesus var rede til at tilgive Peter. Han vidste at Peter var sønderknust på grund af sin synd. Ja, den angrende apostel „brød sammen og græd“. (Markus 14:72) Samme dag som Jesus var blevet oprejst, viste han sig for Peter, sandsynligvis for at trøste og opmuntre ham. (Lukas 24:34; 1 Korinther 15:5) På Pinsedagen, mindre end to måneder senere, viste Jesus Peter den store ære at det var ham der fik lov at stå frem og aflægge vidnesbyrd for skarerne i Jerusalem. (Apostelgerninger 2:14-40) Lad os også huske at Jesus ikke bar nag til apostlene som gruppe betragtet fordi de havde forladt ham. Tværtimod kaldte han dem stadig — efter sin opstandelse — „mine brødre“. (Mattæus 28:10) Er det ikke tydeligt at Jesus gjorde mere end blot at tale om tilgivelse?

14. Hvorfor må vi lære at tilgive andre, og hvordan kan vi vise at vi er villige til at tilgive?

¹⁴ Som disciple af Kristus må vi lære at tilgive. Hvorfor? Fordi vi, til forskel fra ham, er ufuldkomne — ligesom dem der måske synder mod os. Nu og da kommer vi alle til kort i ord og gerning. (Romerne 3:23; Jakob 3:2) Ved at tilgive andre når der er grundlag for det, baner vi vej for at vore egne synder kan blive tilgivet af Gud. (Markus 11:25) Hvordan kan vi da vise at vi er villige til at tilgive dem som måske har syndet mod os? I mange tilfælde vil kærlighed hjælpe os til at se gennem fingre med mindre synder som andre begår mod os. (1 Peter 4:8) Når de som har gjort os uret, angrer af hjertet, sådan som Peter gjorde, vil vi efterligne Jesus og være villige til at tilgive. I stedet for at bære nag vil det være klogt af os at give slip på den forurettelse vi føler. (Efeserne 4:32) På den måde bidrager vi både til menighedens fred og til vor egen fred i sind og hjerte. — 1 Peter 3:11.

Viste tillid

15. Hvorfor stolede Jesus på disciplene trods deres fejl?

¹⁵ Kærlighed og tillid går hånd i hånd. Kærligheden „tror alt“.c (1 Korinther 13:7) Jesus elskede disciplene, og derfor stolede han på dem selvom de var ufuldkomne. Han havde tillid til dem og troede på at de af hjertet elskede Jehova og ønskede at gøre hans vilje. Selv når de fejlede, tvivlede han ikke på deres motiv. Da Jakob og Johannes åbenbart fik deres mor til at anmode Jesus om at de måtte få en plads ved siden af ham i hans rige, tvivlede han for eksempel ikke på deres loyalitet eller fratog dem deres hverv som apostle. — Mattæus 20:20-28.

16, 17. Hvilke ansvarsfulde opgaver overdrog Jesus til disciplene?

¹⁶ Som bevis på denne tillid gav Jesus disciplene ansvaret for at tage sig af forskellige opgaver. Ved to lejligheder da han mirakuløst bespiste skarerne, gav han disciplene til opgave at uddele maden. (Mattæus 14:19; 15:36) Før den sidste påskehøjtid gav han Peter og Johannes til opgave at gå ind til Jerusalem og gøre alt parat. De fik fat i lammet, vinen, det usyrede brød, de bitre urter og alt det andet der skulle bruges. Det var ikke nogen ubetydelig opgave, for ifølge Moseloven skulle påskehøjtiden fejres på en ganske bestemt måde, og Jesus måtte overholde Loven. Desuden brugte han senere samme aften vinen og det usyrede brød som vigtige symboler da han indstiftede højtiden til minde om sin død. — Mattæus 26:17-19; Lukas 22:8, 13.

¹⁷ Jesus overdrog sine disciple opgaver af endnu større betydning. Som tidligere nævnt gav han en lille gruppe af sine salvede disciple på jorden det store ansvar at uddele den åndelige føde. (Lukas 12:42-44) Han overdrog dem også den betydningsfulde opgave at forkynde og gøre disciple. (Mattæus 28:18-20) Selv nu hvor han er usynlig og hersker fra himmelen, har han betroet sin menighed på jorden til kvalificerede mænd og givet dem som gaver til menigheden. — Efeserne 4:8, 11, 12.

18-20. (a) Hvordan kan vi vise at vi stoler på og har tillid til vore trosfæller? (b) Hvordan kan vi følge Jesu eksempel med hensyn til at uddelegere opgaver? (c) Hvad vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

¹⁸ Hvordan kan vi følge Jesu eksempel i vort forhold til andre? Det vil være et udtryk for kærlighed at stole på og have tillid til vore trosfæller. Lad os huske at kærligheden er positiv, ikke negativ. Når andre skuffer os — og det vil ske fra tid til anden — vil kærlighed forhindre os i hurtigt at betvivle deres motiv. (Mattæus 7:1, 2) Hvis vi bevarer et positivt syn på vore trosfæller, vil vi behandle dem på en måde der er opbyggende og ikke nedbrydende. — 1 Thessaloniker 5:11.

¹⁹ Kan vi efterligne Jesus med hensyn til at uddelegere ansvar? Det vil være gavnligt for dem der har en ansvarsopgave i menigheden, at overdrage passende og meningsfyldte opgaver til andre i tillid til at de gør deres bedste. Erfarne ældste kan derved sørge for at kvalificerede yngre mænd som „tragter efter“ at være til hjælp i menigheden, får en nødvendig og værdifuld træning. (1 Timoteus 3:1; 2 Timoteus 2:2) Det har stor betydning, for efterhånden som Jehova intensiverer forkyndelsen og flere strømmer til, må der oplæres kvalificerede mænd til at tage sig af væksten. — Esajas 60:22.

²⁰ Jesus er det ypperste eksempel for os med hensyn til at vise kærlighed. Af alle de måder hvorpå vi bør følge ham, er det den der har størst betydning. I det næste kapitel vil vi se nærmere på det største udtryk for hans kærlighed til os, nemlig at han var villig til at give sit liv for os.

1-4. (a) Hvad sker der da Pilatus fører Jesus ud til den ophidsede menneskemængde der er samlet uden for landshøvdingens palads? (b) Hvordan tager Jesus ydmygelserne og lidelserne, og hvilke vigtige spørgsmål melder sig?

„SE! MENNESKET!“ Med disse ord fører den romerske landshøvding Pontius Pilatus Jesus Kristus ud til den ophidsede menneskemængde der har samlet sig uden for landshøvdingens palads tidligt påskemorgen i år 33. (Johannes 19:5) Blot nogle få dage tidligere var Jesus blevet hyldet af skarerne da han holdt sit indtog i Jerusalem som den konge der var udnævnt af Gud. Men nu er stemningen vendt. Denne morgen har menneskemængden et helt andet syn på ham.

² Jesus er klædt i en purpurfarvet kappe i lighed med den der blev båret af en konge, og han har en krone på hovedet. Men kappen, der delvis dækker de blodige striber på hans ryg efter piskeslagene, og den flettede tornekrone, som er presset ned over hans hoved så den efterlader blødende sår, er ment som en hån mod hans kongeværdighed. Anført af de øverste præster forkaster folket den ilde tilredte mand der står foran dem. Præsterne råber: „Pælfæst ham! Pælfæst ham!“ Og med mord i hjertet råber folket: ’Han bør dø!’ — Johannes 19:1-7.

³ Modigt og værdigt tager Jesus ydmygelserne og lidelserne uden at kny.a Han er forberedt på at dø. Senere samme påskedag lider han en smertefuld død på en marterpæl. — Johannes 19:17, 18, 30.

⁴ Ved at give sit liv viste Jesus sig som en sand ven. Han havde sagt: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) Der melder sig imidlertid nogle vigtige spørgsmål: Var det virkelig nødvendigt at Jesus skulle gennemgå alle disse lidelser og derefter dø? Hvorfor var han villig til det? Hvordan kan vi som hans venner og disciple efterligne ham?

Hvorfor skulle Jesus lide og dø?

5. Hvordan vidste Jesus hvilke særlige prøvelser der ventede ham?

⁵ Som den lovede Messias vidste Jesus hvad der ventede ham. Han kendte de mange profetier i De Hebraiske Skrifter som i enkeltheder forudsagde Messias’ lidelse og død. (Esajas 53:3-7, 12; Daniel 9:26) Mere end én gang forberedte han disciplene på de prøvelser han kunne forvente. (Markus 8:31; 9:31) På vejen til Jerusalem, hvor han skulle fejre den sidste påske, fortalte han mere specifikt hvad der ville ske med ham: „Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham.“ (Markus 10:33, 34) Det var ikke tomme ord. Som vi har set, gjorde man virkelig nar af Jesus, og man spyttede på ham, piskede ham og dræbte ham.

6. Hvorfor skulle Jesus lide og dø?

⁶ Men hvorfor skulle Jesus lide og dø? Det er der flere meget vigtige grunde til. For det første ville Jesus ved at forblive loyal bevise sin uangribelighed og hævde Jehovas suverænitet. Vi husker at Satan falskeligt havde påstået at mennesker kun tjener Gud af selviske grunde. (Job 2:1-5) Ved at forblive trofast „indtil døden, ja, døden på en marterpæl“ gav Jesus det endelige og afgørende svar på Satans grundløse anklage. (Filipperne 2:8; Ordsprogene 27:11) For det andet ville Messias’ lidelse og død skaffe soning for synd. (Esajas 53:5, 10; Daniel 9:24) Jesus gav „sin sjæl som en løsesum i bytte for mange“ og banede dermed vejen for at vi kunne få et godkendt forhold til Gud. (Mattæus 20:28) For det tredje blev Jesus gennem mange trængsler og lidelser „prøvet i alle henseender ligesom vi“. Han blev derved en medfølende ypperstepræst, en der kunne „føle med vore svagheder“. — Hebræerne 2:17, 18; 4:15.

Hvorfor var Jesus villig til at give sit liv?

7. Hvad gav Jesus afkald på for at komme til jorden?

⁷ For helt at forstå hvad Jesus var villig til at gøre, kunne vi spørge: Hvilken mand ville forlade sit hjem og sin familie og rejse til et fremmed land hvis han vidste at de fleste dér ikke ville tage imod ham, men ville udsætte ham for ydmygelser og lidelser og til sidst myrde ham? Tænk så over dét Jesus gjorde. Før han kom til jorden, havde han en privilegeret stilling i himmelen ved sin Faders side. Alligevel forlod han sit hjem i himmelen og kom til jorden som et menneske. Han gjorde det selvom han vidste at han ville blive udsat for ydmygelser, en grusom behandling og store lidelser, og at han til sidst ville lide en smertefuld død. (Filipperne 2:5-7) Hvad fik Jesus til at bringe et sådant offer?

8, 9. Hvad fik Jesus til at ofre sit liv?

⁸ Det var først og fremmest hans dybe kærlighed til Jehova der tilskyndede ham. Han holdt ud på grund af denne kærlighed. Det der lå ham på sinde, var hans Faders navn og omdømme. (Mattæus 6:9; Johannes 17:1-6, 26) Mere end noget andet ønskede Jesus at se sin Faders navn renset for den forsmædelse der var overgået det. Derfor regnede Jesus det for den største ære at få lov til at lide for retfærdighedens skyld, for han vidste at hans uangribelighed ville medvirke til at hellige hans Faders hæderværdige navn. — 1 Krønikebog 29:13.

⁹ Der var endnu en grund til at Jesus ofrede sit liv — nemlig hans kærlighed til menneskene. Det er en kærlighed der går helt tilbage til begyndelsen af menneskehedens historie, for længe før han kom til jorden, sagde han: „Jeg . . . glædede mig over det frugtbare land på hans jord, og menneskenes sønner holdt jeg af.“ (Ordsprogene 8:30, 31) Hans kærlighed sås tydeligt da han var her på jorden. Som vi har set i de foregående tre kapitler i denne bog, viste Jesus på mange måder sin kærlighed til mennesker i almindelighed og til sine disciple i særdeleshed. Og den 14. nisan i år 33 gav han villigt sin sjæl, sit liv, for os. (Johannes 10:11) Der fandtes ingen bedre måde hvorpå han kunne bevise sin kærlighed til os. Skal vi da også efterligne ham på dette punkt? Ja. Faktisk får vi befaling til det.

„I skal elske hinanden . . . ligesom jeg har elsket jer“

10, 11. Hvad er det nye bud Jesus gav sine disciple, hvad indebærer det, og hvorfor er det vigtigt at adlyde det?

¹⁰ Aftenen før sin død sagde Jesus til sine nærmeste disciple: „Jeg giver jer et nyt bud, at I skal elske hinanden; at ligesom jeg har elsket jer, skal I også elske hinanden. På dette skal alle kende at I er mine disciple, hvis I har kærlighed til hinanden.“ (Johannes 13:34, 35) „I skal elske hinanden“ — hvorfor var det „et nyt bud“? Moseloven havde allerede sagt: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) Men det nye bud kræver en endnu større kærlighed, en kærlighed der får os til om nødvendigt at ofre vort eget liv for andre. Jesus gjorde det tydeligere da han sagde: „Dette er mit bud, at I skal elske hinanden ligesom jeg har elsket jer. Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:12, 13) Det nye bud siger i virkeligheden: „I skal elske hinanden, ikke som jer selv, men højere end jer selv.“ Både i sit liv og ved sin død gav Jesus bevis på denne kærlighed.

¹¹ Hvorfor er det vigtigt at vi adlyder det nye bud? Fordi, som Jesus sagde: „På dette [denne selvopofrende kærlighed] skal alle kende at I er mine disciple.“ Ja, en selvopofrende kærlighed vil kendetegne, eller identificere, os som sande kristne. Vi kunne sammenligne denne kærlighed med et lille kort, eller skilt, på reversen der fortæller hvem vi er. De delegerede ved Jehovas Vidners årlige stævner bærer et reversmærke. Mærket identificerer den der bærer det, ved at vise vedkommendes navn og menighed. Det „mærke“ der identificerer os som sande kristne, er en selvopofrende kærlighed. Den kærlighed vi viser hinanden, bør med andre ord være så tydelig at den er som et mærke der fortæller andre at vi er sande disciple af Jesus Kristus. Vi bør hver især spørge os selv: ’Er dette mærke, denne selvopofrende kærlighed, noget der kendetegner mig?’

Hvad indbefatter den selvopofrende kærlighed?

12, 13. (a) Hvor langt skal vi være villige til at gå for at vise kærlighed til hinanden? (b) Hvad vil det sige at være selvopofrende?

¹² Som disciple af Jesus Kristus må vi elske hinanden som han elskede os. Det vil sige at vi må være villige til at bringe ofre for vore trosfæller. Hvor langt skal vi da gå? Bibelen siger: „Ved dette har vi lært kærligheden at kende, at Han satte sin sjæl til for os; og vi er skyldige at sætte vore sjæle til for brødrene.“ (1 Johannes 3:16) Ligesom Jesus må vi altså være villige til om nødvendigt at dø for hinanden. Det betyder at vi i tider med forfølgelse hellere vil ofre vort eget liv end forråde vore åndelige brødre og bringe deres liv i fare. I lande hvor der er racemæssige og etniske stridigheder, vil vi sætte vort liv på spil for at beskytte vore brødre, uanset deres race eller etniske baggrund. Når landene er i krig indbyrdes, vil vi hellere risikere fængsel og måske endog død end gribe til våben mod vore trosfæller — eller mod enhver anden for den sags skyld. — Johannes 17:14, 16; 1 Johannes 3:10-12.

¹³ Men der er også andre måder hvorpå man kan vise en selvopofrende kærlighed end ved at give sit liv for brødrene. I virkeligheden er det kun få af os der vil komme til at bringe dette offer. Hvis vi elsker vore brødre så meget at vi vil gå i døden for dem, skulle vi da ikke være villige til at bringe mindre ofre for dem og gøre noget ekstra for at hjælpe dem nu? At være selvopofrende vil sige at man er villig til at give afkald på fordele og bekvemmeligheder for andres skyld. At man lader andres behov og velfærd gå forud for ens eget selvom det ikke er belejligt. (1 Korinther 10:24) Hvordan kan vi rent praktisk vise en selvopofrende kærlighed?

I menigheden og i familien

14. (a) Hvilke ofre bringer de ældste? (b) Hvordan skal vi se på de ældstes flittige indsats i menigheden?

¹⁴ Menighedsældste bringer mange ofre for at kunne være hyrder for hjorden. (1 Peter 5:2, 3) Ud over at skulle sørge for deres egen familie må de ofte bruge tid om aftenen eller i weekenderne for at tage sig af menighedsanliggender, som for eksempel forberede indlæg til møderne, foretage hyrdebesøg og deltage i udvalgssager. Mange ældste bringer yderligere ofre ved at tjene i forbindelse med store og små stævner, i Kontaktudvalg til Hospitaler, patientbesøgsgrupper og regionale byggeudvalg. Ved at tjene villigt og bruge tid, kræfter og midler på at være hyrder for hjorden viser de ældste en selvopofrende kærlighed. (2 Korinther 12:15) Denne uselviskhed værdsættes ikke alene af Jehova, men af hele den menighed de betjener. — Filipperne 2:29; Hebræerne 6:10.

15. (a) Nævn nogle af de ofre som de ældstes hustruer bringer. (b) Hvilke ofre bringer de hustruer der ledsager deres mænd på menighedsbesøg?

¹⁵ Hvad så med de ældstes hustruer? Må vi ikke sige at de også bringer ofre for at deres mænd kan tage sig af hjorden? For er det ikke et offer når en ægtemand og familiefar må bruge tid på menighedsanliggender som han ellers ville bruge på familien? Og hvad med de rejsende tilsynsmænds hustruer? Bringer de ikke også ofre for at kunne ledsage deres mænd fra menighed til menighed og fra kreds til kreds? De giver afkald på at have deres eget hjem og skal måske sove i en fremmed seng hver uge! Den villighed hvormed sådanne hustruer sætter menighedernes interesser over deres egne, bør påskønnes, for det er et smukt udtryk for en selvopofrende kærlighed. — Filipperne 2:3, 4.

16. Hvilke ofre bringer kristne forældre for deres børn?

¹⁶ Hvordan kan man vise en selvopofrende kærlighed i familien? Der er ingen tvivl om at de som har børn, bringer mange ofre for at tage sig af deres børn og opdrage dem i „Jehovas tugt og formaning“. (Efeserne 6:4) De skal måske arbejde hårdt i mange timer blot for at familien kan have mad på bordet, tøj at tage på og et sted at bo. De vil hellere klare sig med mindre til sig selv end se deres børn undvære livets fornødenheder. De bruger også tid og kræfter på at studere med deres børn, tage dem med til de kristne møder og arbejde sammen med dem i forkyndelsen. (5 Mosebog 6:6, 7) Deres selvopofrende kærlighed behager Gud, som har indstiftet familien, og den kan betyde evigt liv for deres børn. — Ordsprogene 22:6; Efeserne 3:14, 15.

17. Hvordan kan kristne ægtemænd efterligne Jesu uselviskhed?

¹⁷ Hvordan kan ægtemænd vise en selvopofrende kærlighed? Bibelen svarer: „I mænd, elsk fortsat jeres hustruer, ligesom Messias også elskede menigheden og gav sig selv hen for den.“ (Efeserne 5:25) Som vi har set, elskede Jesus sine disciple så meget at han gav sit liv for dem. En kristen ægtemand efterligner Jesus, som ikke „var sig selv til behag“. (Romerne 15:3) En sådan uselvisk ægtemand lader med glæde sin kones behov og interesser komme før sine egne. Han insisterer ikke på at alt skal gå efter hans hoved, men er villig til at give efter når der bibelsk set intet er i vejen for det. Den ægtemand der viser en selvopofrende kærlighed, behager Jehova og vinder sin kones og sine børns kærlighed og respekt.

Hvad vil vi gøre?

18. Hvilken stærk grund har vi til at følge det nye bud om at elske hinanden?

¹⁸ At adlyde det nye bud om at elske hinanden er ikke nogen let sag, men vi har en stærk grund til at gøre det. Paulus skrev: „Messias’ kærlighed tvinger os nemlig, for denne slutning har vi draget: én er død for alle; . . . og han døde for alle, for at de som lever, ikke længere skal leve for sig selv, men for ham som døde for dem og blev oprejst.“ (2 Korinther 5:14, 15) Eftersom Jesus er død for os, skulle vi da ikke føle os stærkt tilskyndet til at leve for ham? Det kan vi gøre ved at følge hans eksempel og vise en selvopofrende kærlighed.

19, 20. Hvilken kostbar gave har Jehova givet os, og hvordan kan vi vise at vi tager imod den?

¹⁹ Jesus overdrev ikke da han sagde: „Ingen har større kærlighed end den, at han sætter sin sjæl til for sine venner.“ (Johannes 15:13) At han villigt gav sin sjæl, sit liv, for os, var det største udtryk for hans kærlighed til os. Der er dog en der har vist os en endnu større kærlighed. Jesus sagde: „For Gud elskede verden så meget at han gav sin enestefødte søn, for at enhver som tror på ham, ikke skal gå til grunde men have evigt liv.“ (Johannes 3:16) Gud elsker os så meget at han har givet sin søn som en løsesum og derved gjort det muligt for os at blive udfriet fra synd og død. (Efeserne 1:7) Denne løsesum er en kostbar gave fra Jehova, men han tvinger os ikke til at tage imod den.

²⁰ Det er op til os selv om vi vil tage imod Jehovas gave. Hvordan det? Jo, vi må tro på hans søn. Men tro alene er ikke nok. Troen må vises i gerning, ved den måde vi lever på. (Jakob 2:26) Vi viser vores tro på Jesus Kristus ved at følge ham dag efter dag. Gør vi det, vil det medføre store velsignelser nu og i fremtiden — som det sidste kapitel i denne bog vil vise.

1-3. (a) På hvilken måde forlod Jesus apostlene, og hvorfor var det ikke en vemodig afsked? (b) Hvorfor må vi have kendskab til det Jesus har været optaget af siden han vendte tilbage til himmelen?

ELLEVE mænd er samlet på et bjerg. Med stor kærlighed og beundring betragter de en tolvte skikkelse. Han ser ud som et menneske, men det er den opstandne Jesus, som nu atter er den mægtigste af Jehovas åndesønner. For sidste gang mødes han med sine disciple her på Oliebjerget.

² Dette bjerg, som er et af en række kalkstensbjerge der ligger på den anden side af Kedrondalen lige over for Jerusalem, rummer et væld af minder for Jesus. Her ligger den lille by Betania, hvor han oprejste Lazarus. Fra det nærliggende Betfage havde han blot nogle få uger tidligere holdt sit indtog i Jerusalem ridende på et æselføl. Det er sandsynligvis også her Getsemane Have har ligget, det sted hvor han tilbragte de sidste kvalfulde timer før sin arrestation. På dette samme bjerg står han nu i begreb med at forlade sine nærmeste disciple og venner. Hans sidste ord til dem er opmuntrende og kærlige. Derpå løftes han op fra jorden! Apostlene står som naglet til stedet mens de ser efter deres elskede Herre og Mester idet han stiger op mod himmelen. Til sidst tager en sky ham bort fra deres øjne, og de ser ham ikke mere. — Apostelgerninger 1:6-12.

³ Hvilke følelser fylder apostlene ved denne afsked? Er det et vemodigt farvel? Egentlig ikke, for to engle som har vist sig, minder dem om at dette langtfra er afslutningen. (Apostelgerninger 1:10, 11) På mange måder er hans opstigning til himmelen blot en begyndelse. Bibelen lader os ikke i uvidenhed om hvad der skete med Jesus derefter, og det er vigtigt at vi gør os klart hvad han har været optaget af siden han forlod jorden. Tænk på de ord Jesus sagde til Peter: „Bliv ved med at følge mig.“ (Johannes 21:19, 22) Vi må alle adlyde denne befaling, som ikke blot gælder midlertidigt, men hele livet. For at kunne adlyde den må vi forstå hvad Jesus foretager sig nu, og hvilke opgaver han har fået overdraget i himmelen.

Jesu liv efter at han forlod jorden

4. Hvordan havde Bibelen på forhånd åbenbaret hvad der ville ske i himmelen efter at Jesus var vendt tilbage dertil?

⁴ Bibelen siger intet om den velkomst Jesus fik i himmelen, og hvordan han blev lykkeligt genforenet med sin Fader. Den har dog på forhånd fortalt hvad der ville ske kort efter at han var vendt tilbage til himmelen. Som vi ved, havde jøderne i mere end 1500 år regelmæssigt overværet en hellig ceremoni på forsoningsdagen. Én gang om året gik ypperstepræsten på denne dag ind i Det Allerhelligste i templet for at stænke blodet af forsoningsdagens ofre foran pagtens ark. Med denne handling forudskildrede ypperstepræsten hvad Messias ville gøre. Efter at Jesus var vendt tilbage til himmelen, opfyldte han én gang for alle dette profetiske billede. Han trådte frem for Jehovas majestætiske trone i himmelen — det helligste sted i universet — og frembar værdien af sit genløsningsoffer for Faderen. (Hebræerne 9:11, 12, 24) Tog Jehova imod dette offer?

5, 6. (a) Hvad viser at Jehova tog imod Kristi genløsningsoffer? (b) Hvem har gavn af genløsningen, og på hvilken måde?

⁵ Vi finder svaret ved at se på hvad der skete nogle få dage efter at Jesus var steget til himmelen. En lille gruppe på omkring 120 kristne var samlet i en sal ovenpå et sted i Jerusalem da der pludselig lød støj som af en voldsom vind der kom farende og fyldte hele huset. Tunger som af ild viste sig over hovederne på de forsamlede, som blev fyldt med hellig ånd og begyndte at tale på andre sprog. (Apostelgerninger 2:1-4) Denne begivenhed betød at en ny nation var født, et åndeligt Israel, som var „en udvalgt slægt“ og „et kongeligt præsteskab“ der skulle gøre Guds vilje på jorden. (1 Peter 2:9) Det var tydeligt at Jehova Gud havde taget imod og godkendt Kristi genløsningsoffer. Udgydelsen af den hellige ånd var en af de første gavnlige virkninger af dette offer.

⁶ Kristi genløsningsoffer har lige siden været til gavn for Jesu disciple i hele verden. Uanset om vi hører til den „lille hjord“ af salvede, der skal regere med Kristus i himmelen, eller til de „andre får“, der skal leve under hans styre på jorden, har vi gavn af hans offer. (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Det danner grundlaget for vort håb og for tilgivelsen af vore synder. Så længe vi har tro på dette offer og følger Jesus dag efter dag, kan vi have en ren samvittighed og et sikkert fremtidshåb. — Johannes 3:16.

7. Hvilken myndighed fik Jesus overdraget da han vendte tilbage til himmelen, og hvordan kan du støtte ham?

⁷ Hvad har Jesus været optaget af i himmelen siden han vendte tilbage dertil? Han har fået overdraget stor myndighed. (Mattæus 28:18) Jehova har indsat ham til at herske over den kristne menighed, en opgave han har udført med kærlighed og retfærdighed. (Kolossenserne 1:13) Som forudsagt har Jesus betroet ansvarsbevidste mænd at tage sig af hans hjord. (Efeserne 4:8) For eksempel udvalgte han Paulus til at være „apostel for nationerne“ og sendte ham ud for at forkynde den gode nyhed i et stort område. (Romerne 11:13; 1 Timoteus 2:7) Hen imod slutningen af det første århundrede sendte Jesus budskaber med ros, vejledning og tugt til syv menigheder i den romerske provins Asien. (Åbenbaringen, kapitlerne 2, 3) Anerkender du Jesus som den kristne menigheds hoved? (Efeserne 5:23) For stadig at følge ham må du medvirke til at der råder en lydig og samarbejdsvillig ånd i din menighed.

8, 9. Hvilken myndighed fik Jesus overdraget i 1914, og hvilken betydning bør det få for de beslutninger vi træffer?

⁸ Jesus fik endnu større myndighed i 1914, hvor han blev indsat som konge i Jehovas messianske rige. Som følge heraf „udbrød [der] krig i himmelen“. Satan og hans dæmoner blev kastet ned til jorden, hvilket udløste en æra med veer. Det stigende antal krige, forbrydelser, terrorhandlinger, sygdomme, jordskælv og hungerkatastrofer der har hjemsøgt vor tids verden, er tegn på at Jesus nu hersker fra himmelen. Satan er dog stadig „denne verdens hersker“, men kun „en kort tidsperiode“. (Åbenbaringen 12:7-12; Johannes 12:31; Mattæus 24:3-7; Lukas 21:11) I mellemtiden giver Jesus mennesker i hele verden mulighed for at anerkende hans styre.

⁹ Det er livsvigtigt for os at vi stiller os på den messianske konges side. I alle de beslutninger vi daglig træffer, må vi søge hans godkendelse, ikke denne fordærvede verdens. Når han som er „Kongers Konge og Herrers Herre“, ser ud over menneskehedens verden, bliver hans retfærdige hjerte optændt af vrede, men det strømmer også over af glæde. (Åbenbaringen 19:16) Hvorfor?

Den messianske konges vrede og glæde

10. Hvordan er Jesus af natur, men hvad fylder ham alligevel med retfærdig harme?

¹⁰ Ligesom sin Fader er vor Herre og Mester af natur lykkelig. (1 Timoteus 1:11) Som menneske var Jesus hverken kritisk eller svær at gøre tilpas. Dog er der meget på jorden i dag som må fylde ham med retfærdig harme. Han må i sandhed harmes på alle de religiøse organisationer der falskeligt hævder at de tjener ham. Han sagde selv: „Ikke enhver som siger til mig: ’Herre, Herre,’ vil komme ind i himlenes rige, men kun den der gør min himmelske Faders vilje. Mange vil sige til mig på den dag: ’Herre, Herre, har vi ikke . . . gjort mange kraftige gerninger i dit navn?’ Og alligevel vil jeg da erklære over for dem: Jeg har aldrig kendt jer! Fjern jer fra mig, I som øver lovløshed.“ — Mattæus 7:21-23.

11-13. Hvorfor kunne nogle finde de ord mærkelige som Jesus henvendte til dem der havde gjort „mange kraftige gerninger“ i hans navn, og hvorfor er han vred? Illustrer det med et eksempel.

¹¹ Mange som kalder sig kristne, vil måske finde disse ord mærkelige. Hvorfor brugte Jesus så stærke ord over for nogle der har gjort „mange kraftige gerninger“ i hans navn? Kristenhedens kirker har stået bag velgørenhedsindsamlinger, hjulpet fattige, bygget hospitaler og skoler og gjort mange andre ting i samme retning. Men lad os bruge en illustration for bedre at forstå hvorfor de har fortjent Jesu vrede.

¹² En far og en mor må tage ud på en lille rejse. De kan ikke tage deres børn med, så de ansætter en til at passe børnene. Deres anvisninger til barnepigen er meget enkle: „Tag dig godt af børnene. Sørg for at de får mad, og at de er rene, og pas på at der ikke sker dem noget.“ Men da forældrene kommer tilbage, er de chokerede over at opdage at deres børn ingen mad har fået. De er snavsede og syge og har det i det hele taget ikke godt. De græder for at påkalde sig pigens opmærksomhed, men deres gråd går upåagtet hen. Hvorfor? Hun står oppe på en stige og er ved at pudse vinduer. De vrede forældre kræver en forklaring. Pigen svarer: „Se alt det jeg har gjort! Er vinduerne ikke flotte? Jeg har også foretaget nogle reparationer i huset. Alt det har jeg gjort for jer!“ Har forældrene det bedre af den grund? Nej. De har aldrig bedt hende om at gøre alt det; hun skulle kun passe børnene. De er fyldt med harme over at pigen ikke har fulgt deres anvisninger.

¹³ Kristenhedens kirker har været som denne barnepige. Før Jesus forlod sine disciple, gav han dem påbud om at give folk åndelig føde ved at lære dem sandheden fra Guds ord og hjælpe dem til at være åndeligt rene. (Johannes 21:15-17) Men kristenhedens kirker har ulykkeligvis ikke adlydt Jesu påbud. De har ladet folk sulte åndeligt, forvirret dem med falsk lære og holdt dem i uvidenhed om grundlæggende bibelske sandheder. (Esajas 65:13; Amos 8:11) Selv deres forsøg på at gøre verden bedre kan næppe retfærdiggøre deres forsætlige ulydighed. I virkeligheden er denne verden som et hus der er dømt til nedrivning. Guds ord viser at Satans verden snart vil gå til grunde. — 1 Johannes 2:15-17.

14. Hvilket arbejde glæder Jesus i dag, og hvad er grunden?

¹⁴ På den anden side må det glæde Jesus at se ned fra himmelen på de millioner der er i færd med at efterkomme den befaling til at gøre disciple som han gav før han forlod jorden. (Mattæus 28:19, 20) Hvilket privilegium at være med til at glæde den messianske konge! Lad os være besluttede på aldrig at holde op med at hjælpe „den trofaste og kloge træl“. (Mattæus 24:45) Til forskel fra kristenhedens præsteskab har denne lille gruppe af salvede brødre lydigt ført tilsyn med forkyndelsesarbejdet og samvittighedsfuldt givet Kristi får føde.

15, 16. (a) Hvilke følelser må det fremkalde hos Jesus at se mangelen på kærlighed i verden i dag, og hvordan ved vi det? (b) Hvordan har kristenheden gjort sig fortjent til Jesu vrede?

¹⁵ Vi kan være forvissede om at Kongen er fyldt med vrede over at se den mangel på kærlighed der hersker på jorden i dag. Vi kommer måske til at tænke på hvordan farisæerne kritiserede Jesus fordi han helbredte på sabbatten. De var så hårdhjertede og stædige at de ikke kunne se ud over deres egen snæversynede fortolkning af Moseloven og den mundtlige lov. Jesu mirakler var til umådelig gavn for folket. Men den glæde, lindring og styrkelse af troen som disse mirakler udvirkede, betød intet for disse mænd. Hvilke følelser fremkaldte dette hos Jesus? Ved en lejlighed, fortælles det, så han rundt på dem „med vrede, dybt bedrøvet over deres hjertes ufølsomhed“. — Markus 3:5.

¹⁶ I dag ser Jesus langt mere der gør ham „dybt bedrøvet“. De religiøse ledere i kristenheden holder blindt fast ved ubibelske traditioner og dogmer. Desuden er de forbitrede over at den gode nyhed om Guds rige bliver forkyndt. Mange steder i verden har præster ophidset til voldsom forfølgelse af dem der oprigtigt søger at udbrede det budskab Jesus forkyndte. (Johannes 16:2; Åbenbaringen 18:4, 24) Samtidig opfordrer de medlemmerne af deres kirke til at gå i krig og tage andres liv — som om det ville behage Jesus!

17. Hvordan glæder Jesu sande disciple den messianske konge?

¹⁷ I modsætning hertil bestræber Jesu sande disciple sig for at vise deres medmennesker kærlighed. De forkynder den gode nyhed for „alle slags mennesker“, sådan som Jesus gjorde, selvom de møder modstand. (1 Timoteus 2:4) Og den kærlighed de viser hinanden, er meget tydelig; den er deres vigtigste kendetegn. (Johannes 13:34, 35) Ved at behandle deres trosfæller med kærlighed, respekt og værdighed viser de at de virkelig følger Jesus — og derved glæder de den messianske konge.

18. Hvad gør Jesus bedrøvet, og hvordan kan vi glæde ham?

¹⁸ Lad os også huske at det bedrøver Jesus når hans disciple ikke holder ud, når de lader deres kærlighed til Jehova blive kold og de holder op med at tjene ham. (Åbenbaringen 2:4, 5) Derimod glæder han sig over dem der holder ud til enden. (Mattæus 24:13) Lad os derfor altid holde os Jesu befaling for øje: „Bliv ved med at følge mig.“ (Johannes 21:19) I det næste afsnit skal vi se på nogle af de velsignelser som de der holder ud til enden, vil få del i.

Kongens trofaste tjenere vil få del i stadige velsignelser

19, 20. (a) Hvilke velsignelser opnår vi allerede nu ved at følge Jesus? (b) Hvordan bliver vores behov for en far opfyldt?

¹⁹ Vi vil opnå store velsignelser allerede nu ved at følge Jesus. Hvis vi antager Jesus Kristus som vor Herre og følger hans ledelse og eksempel, vil vi finde skatte som mennesker i verden leder forgæves efter. Vi vil have et arbejde at udføre som giver livet mening, vi vil få en familie af trosfæller der er forenede i et sandt kærlighedens bånd, og vi vil opnå en ren samvittighed og fred i sindet. Med andre ord: Vi vil få et rigt og tilfredsstillende liv. Ja, vi vil få mere end det.

²⁰ Jehova har i Jesus sørget for at de som nærer håb om evigt liv på jorden, får en „Evig Fader“. Han træder i stedet for vores første jordiske far, Adam, der så sørgeligt svigtede sine efterkommere. (Esajas 9:6, 7) Ved at vi tager imod Jesus som vores ’evige far’ og tror på ham, vil vi få et sikkert håb om evigt liv. Samtidig vil vi få et endnu nærmere forhold til Jehova Gud. At stræbe efter at følge Jesu eksempel dag efter dag vil være den bedste måde hvorpå vi kan adlyde den guddommelige befaling: „Bliv . . . Guds efterlignere, som elskede børn.“ — Efeserne 5:1.

21. Hvilket lys genspejler de der følger Kristus?

²¹ Det er et storslået privilegium at efterligne Jesus og hans Fader, Jehova. Derved genspejler vi et strålende lys. I en verden der er hyllet i mørke, hvor milliarder er vildledt af Satan og efterligner ham, genspejler vi der følger Kristus, det mest strålende lys — lyset fra Bibelens sandheder, lys i form af gode kristne egenskaber og lys i form af ægte glæde, sand fred og virkelig kærlighed. Samtidig drages vi nærmere til Jehova, det højeste og største mål nogen fornuftbegavet skabning kan have.

22, 23. (a) Hvilke fremtidige velsignelser vil de der loyalt bliver ved med at følge Jesus, komme til at opleve? (b) Hvad skulle vi være besluttede på?

²² Tænk desuden på det Jehova vil gøre for os i fremtiden ved hjælp af sin messianske konge. Snart vil denne konge føre en retfærdig krig mod Satans onde tingenes ordning, og hans sejr er sikker. (Åbenbaringen 19:11-15) Efter denne sejr begynder Kristi tusindårige styre over jorden. Hans himmelske regering vil lade de gavnlige virkninger af genløsningen tilflyde alle som forbliver trofaste, og de vil blive løftet op til fuldkommenhed. Forestil dig selv ung og stærk, med et strålende helbred, mens du arbejder lykkeligt sammen med en jordisk familie om at gøre denne jord til et paradis! Når de tusind år er til ende, vil Jesus overgive herredømmet til sin Fader. (1 Korinther 15:24) Hvis du bliver ved med loyalt at følge Kristus, vil du opleve en velsignelse så storslået at du næppe kan forestille dig den — „Guds børns herlige frihed“! (Romerne 8:21) Vi vil opnå alle de velsignelser Adam og Eva havde, men som de mistede. Som Jehovas jordiske sønner og døtre vil vi for evigt være befriet for mærket efter Adams synd. Ja, „døden skal ikke være mere“. — Åbenbaringen 21:4.

²³ Husker du den rige unge mand som blev omtalt i kapitel 1? Han afslog Jesu indbydelse: „Kom . . . og følg mig.“ (Markus 10:17-22) Begå ikke den samme fejl! Måtte du tage imod Jesu indbydelse med glæde og begejstring. Måtte du være besluttet på at holde ud og fortsat følge den rigtige Hyrde dag efter dag, år efter år, og opleve at se ham fuldbyrde Jehovas storslåede hensigt!

Jesus levede som menneske her på jorden for omkring 2000 år siden, men det er stadig muligt for os i dag at ’komme og se’ Guds søn. (Johannes 1:46) Evangelierne giver os et levende billede af hans personlighed, indstilling og gerninger. I bogens første del vil vi gennemgå de egenskaber der især kendetegnede Jesus.

Tømrer. Mirakelmager. Læge. Jesus var alt dette og mere til. Men det var ikke de udtryk hans tilhørere brugte når de henvendte sig til ham. De kaldte ham „Lærer“. Ja, hans livsgerning var ’at undervise . . . og forkynde den gode nyhed’. (Mattæus 4:23) Som Jesu disciple har vi den samme gerning. I denne anden del vil vi se nærmere på hans eksempel, der viser hvordan vi skal forkynde.

Hvad vil anspore os til fortsat at følge Jesus? Apostelen Paulus svarer: „Messias’ kærlighed tvinger os.“ (2 Korinther 5:14) I denne tredje del af bogen vil vi studere Jesu kærlighed — til Jehova, til menneskene og til os som enkeltpersoner. Det vil tale stærkt til os. Vi vil af hjertet føle os tilskyndet til at handle og gøre fremskridt med hensyn til at følge vor Mesters eksempel.