Rødderne havde fæstet sig og sat skud længe inden det 19. århundrede. Overraskende nok havde kristenhedens kirker selv vandet og gødet ateismen i nyere tid! Hvordan? Ved at deres religiøse institutioner var så fyldte med fordærv og korruption at det vakte større og større skuffelse og harme.

Træet plantes

I middelalderen holdt den katolske kirke sine undersåtter i et fast greb. „Hierarkiet syntes kun i ringe grad udrustet til at dække befolkningens åndelige behov,“ bemærkes det i The Encyclopedia Americana. „Det højere præsteskabs medlemmer, og især biskopperne, blev hentet fra adelen, og disse så for det meste deres embede som en vej til magt og anseelse.“

Da Johannes Calvin, Martin Luther og andre prøvede at reformere kirken, skete det ikke altid med kristne metoder. Reformationen skæmmes af intolerance og blodsudgydelse. (Jævnfør Mattæus 26:52.) Så uhyggelige var nogle af de overgreb der blev begået, at Thomas Jefferson, USA’s tredje præsident, tre hundrede år senere skrev: „Det er mere tilgiveligt slet ikke at tro på nogen gud, end at spotte ham ved at tilskrive ham de afskyelige egenskaber som Calvin gør.“a

Det står klart at Reformationen ikke genskabte den rene måde at dyrke Gud på, men den gjorde alligevel et indhug i den katolske kirkes magt. Nu havde Vatikanet ikke længere monopol på troen. Mange sluttede sig til de nye protestantiske kirkeretninger. Men andre var blevet så skuffede over religion i det hele taget, at de gjorde den menneskelige fornuft til en slags gud. Blandt de intellektuelle opstod der et liberalt klima hvor mange forskellige meninger om Gud kunne trives.

Ny skepsis spirer

I det 18. århundrede blev menneskets fornuft efterhånden hyldet som løsningen på alle problemer. Den tyske filosof Immanuel Kant hævdede at fremskridtet hæmmedes ved at menneskene altid lod sig lede af politik og religion. „Hav mod til at bruge din egen forstand!“ opfordrede han.

Denne holdning var typisk for tiden — som kaldtes oplysningstiden, eller rationalismens tid. Perioden varede det 18. århundrede ud. En stadig spørgen og søgen efter ny viden var typisk for tiden. „Skepticisme trådte i stedet for blind tro,“ hedder det i bogen Milestones of History (Historiens milepæle). „Man satte spørgsmålstegn ved hele den gamle ortodoksi.“

Når „hele den gamle ortodoksi“ kom i søgelyset, slap religionen selvfølgelig heller ikke fri. „Der kom en ændret holdning til religion,“ nævner bogen The Universal History of the World (Den universelle verdenshistorie). „Man stillede sig ikke længere tilfreds med løftet om himmelsk løn; man forlangte et bedre liv her på jorden. Man begyndte at miste troen på det overnaturlige.“ De fleste af oplysningstidens filosoffer foragtede nærmest religionen. Især bebrejdede de den katolske kirkes magtbegærlige gejstlige at de holdt befolkningen hen i uvidenhed.

For mange af disse filosoffer førte utilfredsheden til at de blev ’deister’ (betegnelsen for mennesker der nok tror på en gud, men mener at denne ikke interesserer sig for menneskene og ikke griber ind i verdensordenen).b Nogle få blev renlivede ateister, såsom filosoffen Paul Henri Thiry Holbach, der hævdede at religion var „kilden til splid, vanvid og forbrydelser“. Med årene blev flere og flere trætte af kirkerne og erklærede sig enige med Holbach.

Hvor ironisk at kristenheden selv satte en sådan fart i ateismens vækst! „Kirkerne var selv ateismens jordbund,“ skriver Michael J. Buckley, der er professor i teologi. „Den vestlige verdens samvittighed følte sig dybt forlegen over og frastødt af bekendelseskirkerne. Kirker og sekter havde lagt Europa i ruiner, udtænkt massakrer, krævet modstand eller oprør, og søgt at udstøde eller afsætte monarker.“

Hvordan kristenheden fornægter Gud

Det der er mest rystende, er at også præster i kristenhedens kirker fornægter Guds autoritet, idet de har udskiftet Bibelens sandhedsord med menneskers tanker og traditioner. (Jævnfør Mattæus 15:9.) De har desuden medvirket i de mest blodige krige her i det 20. århundrede — en klar forkastelse af Bibelens kærlighedsbud. — Johannes 13:35.

Disse præster har samtidig fornægtet Gud ved at vende hans moralnormer ryggen. Et enkelt eksempel på dette er at stadig flere præster nu ved domstole bliver anklaget for pædofile handlinger. Forholdene i kristenheden leder tanken hen på tilstanden i fortidens Israel og Juda. „Landet er fyldt med udgydt blod og byen er fuld af lovbrud,“ fik profeten Ezekiel at vide, „de siger nemlig: ’Jehova har forladt landet, og Jehova ser intet.’“ (Ezekiel 9:9; se også Esajas 29:15.)