Religionens fremtid i lyset af dens fortid

17. del: Fra år 1530 og frem — Var protestantismen virkelig en reform?

„At forandre er ikke det samme som at reformere.“ — Edmund Burke, britisk parlamentsmedlem fra det 18. århundrede

SET med protestantiske historikeres øjne blev den sande kristendom genoprettet med reformationen. Katolske teologer hævder derimod at den medførte en teologisk vildfarelse. Men hvad ser man når man kaster et tilbageblik på religionshistorien? Var reformationen virkelig en reformation, eller var det blot en ændring fra én fejlagtig tilbedelsesform til en anden?

Guds ord i højsædet

Reformatorerne tilskrev Bibelen stor betydning. De afviste traditionen; men som chefredaktøren for bladet The Christian Century, Martin Marty, påpeger, er der i løbet af de sidste hundrede år „flere og flere protestanter der har anerkendt en forbindelse mellem Bibelen og traditionen“. Dette kunne imidlertid ikke siges om deres „religiøse forfædre“. For dem „indtog Bibelen en særstilling, som hverken traditionen eller pavens myndighed kunne bestride“.

Denne holdning øgede interessen for at oversætte, udbrede og studere Bibelen. I midten af det 15. århundrede — mere end 50 år før reformationens hjul blev sat i gang — forsynede Luthers landsmand, tyskeren Johann Gutenberg, den spirende protestantisme med et nyttigt redskab. Gutenberg opfandt en metode til at trykke med løse typer og fremstillede den første trykte bibel. Da Luther indså hvilke perspektiver der lå i denne opfindelse, kaldte han trykketeknikken for „det nyeste og bedste af Guds redskaber til udbredelse af den sande tro i hele verden“.

Nu fik flere mulighed for at eje deres egen bibel, noget den katolske kirke ikke bifaldt. I 1559 traf pave Paul IV bestemmelse om at ingen bibel måtte trykkes på folkesproget uden kirkens godkendelse, og den ville kirken ikke give. Pave Pius IV sagde i 1564: „Erfaringen har vist at hvis man kritikløst tillader folk at læse Bibelen på deres eget sprog, vil der . . . ske mere skade end gavn.“

Reformationen frembragte en ny form for „kristendom“. Den erstattede pavens myndighed med den enkeltes mulighed for selv at vælge. Den katolske messe blev erstattet af den protestantiske liturgi, og de ærefrygtindgydende katolske katedraler blev afløst af protestantiske kirker der normalt var mere beskedne.

Uventede fordele

Historien har vist at bevægelser der oprindelig er af religiøs natur, ofte antager politiske og sociale overtoner. Sådan gik det også med den protestantiske reformation. Historieprofessor Eugene F. Rice jun. fra Columbia University forklarer: „I middelalderen havde den romersk-katolske kirke været en europæisk korporation. I den første halvdel af det 16. århundrede blev den splittet i et stort antal lokale og territoriale kirker . . . der i det store og hele var underlagt verdslige herskeres myndighed.“ Dette resulterede i „kulminationen på den lange middelalderlige kamp mellem den verdslige og den kirkelige myndighed. . . . Det endte med at magtbalancen blev forrykket fra kirke til stat og fra præst til lægmand.“

For den enkelte betød dette større frihed, både i det religiøse og i det civile liv. I modsætning til katolicismen havde protestantismen intet centralt organ der kunne føre tilsyn med lære og skikke, hvilket banede vej for mange forskellige religiøse opfattelser. Dette fremmede lidt efter lidt en religiøs tolerance og liberal holdning som mange på reformationens tid stadig havde svært ved at fatte.

Den større frihed slap hidtil ubenyttede kræfter løs. Nogle hævder at dette var det incitament der var nødvendigt for at udvirke den sociale, politiske og teknologiske udvikling der skulle føre os ind i vor moderne tidsalder. Den protestantiske arbejdsetik blev „overført på både statsmagten og dagligdagen,“ skriver afdøde forfatter Theodore White. Han definerede dette som „den trosbekendelse der går ud på at mennesket er direkte ansvarligt over for Gud med hensyn til sin samvittighed og sine handlinger, uden præsters mellemkomst eller indgriben. . . . Hvis en mand arbejdede hårdt, pløjede dybt, sørgede for kone og børn og hverken dovnede eller drev, da ville enten lykken eller Gud belønne hans anstrengelser.“

Bør disse tilsyneladende positive sider ved protestantismen gøre os blinde for dens mangler? Man må ikke glemme at reformationen også var „en tid hvor der blev begået utrolige ugerninger,“ siger værket Encyclopædia of Religion and Ethics og tilføjer: „Jesuitternes og inkvisitionens tidsalder blev bragt til ophør . . . blot for at blive afløst af noget endnu værre. Var middelalderen præget af megen ærlig uvidenhed, er vore dage præget af megen organiseret løgn.“

„Organiseret løgn“ — på hvilken måde?

Man kan tale om „organiseret løgn“ fordi protestantismen lovede at foretage læremæssige reformer men undlod at indfri sine løfter. Ofte var det kirkepolitikken og ikke de usande læresætninger der vakte reformatorernes vrede. Protestantismen beholdt stort set katolicismens religiøse skikke og ideer, der var befængt med hedenskab. Hvordan det? Et typisk eksempel er troen på treenighedslæren. Troen på denne er en af betingelserne for at blive medlem af den protestantiske organisation Kirkernes Verdensråd. Man klynger sig til denne lære, skønt værket The Encyclopedia of Religion indrømmer at ’eksegeter og teologer i dag er enige om at læren ikke er tydeligt formuleret i Bibelen’.

Reformerede protestantismen et korrumperet kirkestyre? Nej. I stedet „videreførte den katolicismens styreform fra middelalderen,“ siger Martin Marty, og „brød blot med den katolske statskirke for at danne protestantiske versioner“.

Protestantismen lovede endvidere at genoprette „enheden i troen“. Men med oprettelsen af de mange splittede protestantiske sekter blev heller ikke dette bibelsk baserede løfte opfyldt. — Efeserne 4:13.

Hvad skyldes den organiserede forvirring?

Nu, hvor vi skriver 1989, er protestantismen blevet opsplittet i så mange sekter og trosretninger at det er umuligt at fastslå det nøjagtige antal. Før man blev færdig med at tælle ville nogle være forsvundet og nye kommet til.

Opslagsværket World Christian Encyclopedia har imidlertid gjort det „umulige“ og opdeler kristenheden (i 1980) i „20.780 forskellige kristne trosretninger“, hvoraf størstedelen er protestantiske.a Dette omfatter 7889 klassiske protestantiske kirker, 10.065 overvejende protestantiske ikkehvide trossamfund blandt indfødte befolkningsgrupper, 225 anglikanske trosretninger samt 1345 protestantiske marginalgrupper.

Som en forklaring på hvordan denne forvirrende splittelse, der både er blevet kaldt „et sundhedstegn og et sygdomstegn“, er opstået, nævner bogen Protestant Christianity at det „kan skyldes den menneskelige kreativitet og de menneskelige begrænsninger, men nok snarere skyldes hovmodige mænd der har haft for høje tanker om deres eget syn på tilværelsen“.

Hvor er det sandt! Uden at tage tilstrækkeligt hensyn til sandheden fra Gud, tilbyder stolte mennesker straks nye alternativer til at opnå frelse, frigørelse eller tilfredshed. Religiøs pluralisme finder ingen støtte i Bibelen.

Ved at fremme den religiøse pluralisme antyder protestantismen tilsyneladende at Gud ikke har opstillet nogen retningslinjer for hvordan han vil tilbedes. Men er en sådan organiseret forvirring i overensstemmelse med sandhedens Gud, om hvem Bibelen siger: „Gud er ikke uordenens men fredens Gud“? Adskiller den udbredte protestantiske holdning at man blot kan komme i den kirke man synes bedst om, sig fra den uafhængige tankegang der fik Adam og Eva til at antage en forkert tro og senere gav dem problemer? — 1 Korinther 14:33; se Første Mosebog 2:9; 3:17-19.

Bibelens særlige status tilsidesættes

Trods den særlige status de første reformatorer tillagde Bibelen, er protestantiske teologer senere slået ind på en holdning der er kritisk over for Bibelen og dens troværdighed. Med Martin Martys ord har de „behandlet bibelteksten som de ville behandle en hvilken som helst anden litterær tekst fra fortiden“. De gav „ikke bibelskribenternes inspiration nogen særlig status“.

Ved at betvivle Bibelens guddommelige inspiration har de protestantiske teologer derfor undermineret troen på det reformatorerne betragtede som selve grundlaget for protestantismen. Dette har banet vej for skepticisme, fritænkeri og rationalisme. Det er derfor ikke uden grund at mange teologer betragter reformationen som en af hovedårsagerne til vor tids verdsliggørelse.

Indblandet i politik

De ovennævnte frugter er et klart vidnesbyrd om at protestantismen — til trods for at de enkelte reformatorer og deres tilhængere sikkert havde de bedste hensigter — ikke genoprettede sand kristendom. I stedet for at fremme freden gennem kristen neutralitet, lod den sig inddrage i nationalisme.

Dette stod klart i det øjeblik kristenheden blev opdelt i katolske og protestantiske nationer. I mange krige trak katolske og protestantiske styrker et blodigt spor tværs over Europa. The New Encyclopædia Britannica kalder dem „religionskrige ansporet af den tyske og schweiziske reformation i 1520’erne“. Den kendteste af disse var Trediveårskrigen (1618-48), der blev udkæmpet på grund af politiske og religiøse forskelle mellem tyske protestanter og katolikker.

Blodet flød også i England. I årene fra 1642 til 1649 førte kong Karl I krig mod parlamentet. Eftersom de fleste af kongens modstandere tilhørte den puritanske fløj af Den Anglikanske Kirke, bliver krigen til tider omtalt som den puritanske revolution. Den endte med kongens henrettelse og oprettelsen af en kortvarig republik under Oliver Cromwell. Skønt denne engelske borgerkrig ikke først og fremmest var en religionskrig, er historikere enige om at religionen var afgørende for hvilken side man valgte.

Under denne krig opstod den religiøse gruppe der i dag er kendt som kvækerne eller „Vennernes Samfund“. Gruppen blev mødt med stærk modstand fra sine protestantiske „brødre“. Flere hundrede døde i fængsler, og tusinder fik en skammelig behandling. Men bevægelsen bredte sig, endog til de britiske kolonier i Amerika, hvor Karl II i 1681 gav William Penn tilladelse til at oprette en kvækerkoloni, som senere blev til staten Pennsylvanien.

Kvækerne var ikke de eneste der søgte tilhængere i udlandet. Det havde andre trossamfund gjort før dem. Men nu, efter at protestanterne var fremstået, begyndte katolikkerne, foruden mange protestantiske grupper, at øge deres bestræbelser for at bringe Kristi budskab om fred og sandhed ud til „ikketroende“. Hvor ironisk! Som „troende“ var katolikker og protestanter ikke i stand til at finde frem til en fælles definition af den guddommelige sandhed. De formåede heller ikke at lægge broderlig fred og enhed for dagen. Hvad kunne man i betragtning af dette forvente „da ’kristne’ og ’hedninger’ mødtes“? Det vil vi svare på i 18. del af denne artikelserie, som vi bringer i næste nummer af Vågn op!

[Fodnote]

[Ramme på side 26]

Reformationens første afkom

DEN ANGLIKANSKE KOMMUNION: En sammenslutning af 25 selvstændige kirker og 6 andre grupper der har samme læresætninger, styreform og liturgi som Den Anglikanske Kirke og som anerkender ærkebiskoppen af Canterbury som deres overhoved. The Encyclopedia of Religion siger at anglikanismen „har bevaret troen på en apostolsk succession af biskopper og har beholdt mange skikke fra før reformationen“. The Book of Common Prayer, der indtager en central rolle i deres gudsdyrkelse, er „den eneste liturgi på folkesprog fra reformationen der stadig anvendes“. Anglikanere i De Forenede Stater, der i 1789 brød med Den Anglikanske Kirke og dannede Amerikas Protestantiske Episkopale Kirke, brød atter med traditionen i februar 1989 ved at indsætte den første kvindelige biskop i Den Anglikanske Kirkes historie.

BAPTISTKIRKERNE: 369 religiøse grupper (1970) der stammer fra 1600-tallets anabaptister, som lagde vægt på voksendåb ved fuldstændig nedsænkning. The Encyclopedia of Religion nævner at baptisterne har „fundet det vanskeligt at bevare den organisationsmæssige og teologiske enhed“, og tilføjer at „baptistfamilien i De Forenede Stater er stor, . . . men, som i så mange andre store familier, er der nogle som ikke taler med hinanden“.

LUTHERANSKE KIRKER: 240 religiøse grupper (1970), har det største samlede medlemstal af alle protestantiske grupper. De er „stadig til en vis grad opdelt efter etnisk baggrund (tysk, svensk, o.s.v.),“ hedder det i The World Almanac and Book of Facts 1988. Værket tilføjer dog at „den væsentligste forskel består mellem fundamentalister og liberale“. Lutheranernes opdeling i nationale lejre blev især tydelig under den anden verdenskrig. Som E. W. Gritsch fra Det Lutheranske Præsteseminarium i USA siger, „var der en lille minoritet af lutheranske præster og menigheder [i Tyskland] der modstod Hitler, men størsteparten af lutheranerne forholdt sig enten tavse eller samarbejdede aktivt med naziregimet“.

METODISTKIRKERNE: 188 grupper (1970), opstod fra en bevægelse inden for Den Anglikanske Kirke i 1738. Efter grundlæggeren John Wesleys død skilte den sig ud fra kirken; Wesley beskrev en metodist som „en der lever efter den metode der er nedlagt i Bibelen“.

DE REFORMERTE OG PRESBYTERIANSKE KIRKER: De reformerte kirker (354 grupper i 1970) er snarere calvinistiske end lutheranske, og betragter sig selv som „den reformerte katolske kirke“. „Presbyteriansk“ betegner et kirkestyre bestående af ældste (presbytere); alle presbyterianske kirker er reformerte, men ikke alle reformerte kirker har en presbyteriansk styreform.

[Illustration på side 23]

En smukt dekoreret side i Gutenbergbibelen på latin

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af The British Library

[Illustrationer på side 24]

Gutenberg og hans bogtrykkerpresse med løse typer

[Illustration på side 25]

John Wesley, metodistkirkens grundlægger (1738)