-
Julestemningen breder sig — hvorfor?Vågn op! – 2010 | December
-
-
Julestemningen breder sig — hvorfor?
GLÆDER du dig til det bliver jul? Eller er du nervøs ved tanken om at julen er lige om hjørnet? Millioner af mennesker spørger: ’Hvem skal jeg købe gaver til? Hvad skal jeg købe? Har jeg råd til det? Bliver jeg nødt til at sætte mig i gæld?’
På trods af sådanne bekymringer er julen meget populær. Højtiden har endda bredt sig til ikkekristne lande. I Japan holder de fleste familier i dag jul, ikke på grund af dens religiøse betydning, men udelukkende fordi det er en festlig begivenhed. I Kina „ser man julemandens glade ansigt i alle butiksvinduer i de større byer“, siger The Wall Street Journal og tilføjer: „Julefeberen har fået tag i Kinas nye middelklasse, der ser julen som en undskyldning for at shoppe, spise og feste.“
I mange dele af verden har julen betydet at den lokale økonomi har fået et stort opsving. Dette ser man især i Kina, som nu er „en stor eksportør af plastictræer, julepynt, julelys og andet julestads“, står der i The Wall Street Journal.
Også i overvejende muslimske lande bliver det mere og mere almindeligt at holde julelignende fester, men ikke nødvendigvis den 24. eller 25. december. I Ankara, Tyrkiet, og i Beirut, Libanon, ser man ofte butiksvinduer udsmykket med pyntede juletræer og fint indpakkede gaver. I Indonesien afholder hoteller og butikscentre festlige arrangementer, hvor børn kan spise sammen med julemanden og blive fotograferet sammen med ham.
I vestlige lande er julen blevet noget kommercielt, med mange reklamer der „helt åbenlyst er rettet mod børn“, hedder det i Royal Bank Letter (nyhedsbrev fra Canadas statsbank). Der er selvfølgelig stadig nogle der tager til julegudstjeneste i en kirke. Men det er butikscentrene, som genlyder af julesange, der er blevet de nye templer. Hvorfor denne ændring? Kunne det have noget at gøre med julens oprindelse? Hvad er dens rødder?
Inden vi tager disse spørgsmål op, vil vi se nærmere på de beretninger i Bibelen som krybbespillene efter sigende skulle bygge på.
[Ramme/illustration på side 4]
HVAD EVANGELIESKRIBENTERNE SIGER
Apostelen Mattæus: „Efter at Jesus var blevet født i Betlehem i Judæa i kong Herodes’ dage, se, da kom der astrologer fra Østen til Jerusalem og sagde: ’Hvor er den jødernes konge som er født? For vi har set hans stjerne da vi var i Østen, og vi er kommet for at bringe ham vor hyldest.’ Da kong Herodes hørte dette, blev han stærkt foruroliget.“ Han spurgte så de „øverste præster . . . hvor Messias skulle fødes“. Da han fik at vide at det var „i Betlehem“, sagde han til astrologerne: „Tag af sted og led omhyggeligt efter det lille barn, og når I har fundet det, så giv mig besked.“
„De [tog] af sted, og se, stjernen de havde set da de var i Østen, gik foran dem, indtil den kom til at stå over det sted hvor det lille barn var. . . . Da de gik ind i huset så de det lille barn hos Maria, dets moder.“ Efter at have givet Jesus gaver fik „de i en drøm . . . en guddommelig advarsel imod at vende tilbage til Herodes“, så de „rejste . . . hjem til deres eget land ad en anden vej“.
„Efter at de var rejst væk, se, da viste Jehovas engel sig i en drøm for Josef og sagde: ’Stå op, tag det lille barn og dets moder med og flygt til Ægypten . . .’ Så stod han op og tog det lille barn og dets moder med om natten og rejste væk . . . Da Herodes så at han var blevet narret af astrologerne blev han aldeles rasende, og han sendte folk ud og lod alle drengene i Betlehem og hele dens omegn aflive, fra toårsalderen og nedefter.“ — Mattæus 2:1-16.
Disciplen Lukas: Josef „tog . . . af sted fra Galilæa, fra byen Nazaret, op til Judæa, til Davids by, som hedder Betlehem, for at blive indskrevet sammen med Maria . . . Det var mens de var dér . . . hun fødte sin søn, den førstefødte, og hun svøbte ham i bind og lagde ham i en krybbe, for der var ikke plads til dem i overnatningsrummet.“
„I den samme egn var der også hyrder som levede udendørs og holdt vagt over deres hjord om natten. Og pludselig stod Jehovas engel hos dem, . . . og de blev meget bange. Men engelen sagde til dem: ’I skal ikke være bange, for, se, jeg forkynder jer en god nyhed om en stor glæde som vil blive hele folket til del, for i dag er der født jer en frelser, som er Kristus, Herren, i Davids by.’“ Derefter skyndte hyrderne „sig af sted og fandt både Maria og Josef, og spædbarnet som lå i krybben“. — Lukas 2:4-16.
-
-
Sandheden om julenVågn op! – 2010 | December
-
-
Sandheden om julen
SYNES du det er vigtigt at kende sandheden om religiøse helligdage? Så har du måske stillet følgende spørgsmål: (1) Blev Jesus virkelig født den 25. december? (2) Hvem var de „vise mænd“, og var der virkelig tre? (3) Hvad var det for en „stjerne“ der ledte dem til Jesus? (4) Hvad har julemanden med Jesus og hans fødsel at gøre? (5) Hvordan ser Gud på den juletradition at give gaver, eller rettere at udveksle gaver?
Lad os se nærmere på disse spørgsmål i lyset af Bibelen og historiske kendsgerninger.
(1) Blev Jesus født den 25. december?
Skikken: Ifølge traditionen blev Jesus født den 25. december. Baggrunden for det danske ord ’jul’ er uklar, men ifølge Den Store Danske Encyklopædi var udtrykket ’at drikke jul’ fra vikingetiden til langt op i 1500-tallet det faste udtryk for at fejre jul. Man udbragte skåler for de guder der kunne skaffe én et godt og frugtbart nytår: Njord og Frej samt Odin, der blandt andet havde fået tilnavnet Jólner (af vestnordisk jól).
Dens rødder: „Fastsættelsen af den 25. december stammer ikke fra Bibelen,“ siger The Christmas Encyclopedia (Julens leksikon), „men fra hedenske romerske højtider der blev holdt ved årets udgang“, tiden omkring vintersolhverv på den nordlige halvkugle. Disse højtider indbefattede saturnalierne, til ære for Saturn, agerbrugets gud, „og de kombinerede festligheder for to solguder, den romerske Sol og den persiske Mithra“, siger det samme opslagsværk. Begge fødselsdage blev fejret den 25. december, datoen for vintersolhverv ifølge den julianske kalender.
Disse hedenske højtider begyndte at blive „kristnet“ i år 350 da pave Julius I erklærede den 25. december for Jesu fødselsdag. „Jesu fødsel overtog eller fortrængte alle andre solhvervsritualer,“ nævner Encyclopedia of Religion. „Billeder af solen blev stadig oftere brugt til at skildre den opstandne Kristus (der også blev kaldt Sol Invictus), og den gamle solskive . . . blev til den glorie som kristne helgener bærer.“
Hvad Bibelen siger: Bibelen oplyser ikke datoen for Jesu fødsel. Men vi kan roligt drage den slutning at han ikke blev født den 25. december. Bibelen siger nemlig at da Jesus blev født, var der hyrder som „levede udendørs“ og holdt vagt over deres hjord om natten i nærheden af Betlehem. (Lukas 2:8) Den kolde og regnfulde tid begyndte som regel i oktober, og hyrderne — især i de koldere bjergegne, som for eksempel omkring Betlehem — førte deres får ind under tag om natten. December var den koldeste måned, hvor der også kunne falde sne.a
Det er værd at lægge mærke til at de første kristne, hvoraf mange havde fulgt Jesus i hans tjeneste, ikke fejrede hans fødselsdag på nogen som helst dato. De mindedes derimod hans død, i overensstemmelse med hans befaling. (Lukas 22:17-20; 1 Korinther 11:23-26) Alligevel vil nogen måske sige: ’Har julens hedenske baggrund virkelig nogen betydning?’ Ja, det har den for Gud. „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed,“ sagde Jesus Kristus. — Johannes 4:23.
(2) De „vise mænd“ — hvor mange var der, og hvem var de?
Skikken: Tre „vise mænd“, ledet af en „stjerne“ fra øst, skildres mens de giver gaver til Jesus, der ligger i en krybbe i en stald. Nogle gange er der også hyrder til stede.
Dens rødder: Bortset fra den korte beretning i Bibelen „er alt hvad der er skrevet om de vise mænd, udelukkende baseret på legender“, siger The Christmas Encyclopedia.
Hvad Bibelen siger: Bibelen siger ikke hvor mange „vise mænd“ der besøgte Jesus. Der kan have været to, eller der har måske været tre, fire eller flere. Nogle bibeloversættelser bruger udtrykket „vise mænd“, men det ord der er anvendt på grundsproget, er magoi, der betyder astrologer eller troldmænd — erhverv som ifølge Bibelen er en „vederstyggelighed for Jehova“. (5 Mosebog 18:10-12) På grund af deres lange rejse fra Østen nåede astrologerne ikke at besøge Jesus mens han var i stalden. I stedet gik de, efter måske flere måneders rejse, „ind i huset“ hvor Jesus var. Der så de „det lille barn hos Maria, dets moder“. — Mattæus 2:11.
(3) Hvad var det for en stjerne der ledte astrologerne?
Vi får et fingerpeg om det ved at se på hvad stjernen rent faktisk gjorde. Den førte ikke mændene direkte til Betlehem, men til Jerusalem, hvor deres forespørgsler om Jesus kom kong Herodes for øre. „Så tilkaldte Herodes hemmeligt astrologerne“, der fortalte ham om den nyfødte, der skulle være „jødernes konge“. Herodes sagde da: „Led omhyggeligt efter det lille barn, og når I har fundet det, så giv mig besked.“ Han var dog ikke interesseret i Jesus fordi han ville ham noget godt. Nej, den stolte og ubarmhjertige hersker var fast besluttet på at slå Jesus ihjel! — Mattæus 2:1-8, 16.
„Stjernen“ førte nu astrologerne mod syd til Betlehem „indtil den kom til at stå“ over det hus hvor Jesus var. — Mattæus 2:9, 10.
Det er tydeligt at det ikke var en almindelig stjerne. Og hvorfor skulle Jehova, der havde brugt engle til at fortælle ydmyge hyrder om Jesu fødsel, nu gøre brug af en stjerne til at lede hedenske astrologer — først til Jesu fjende og derefter til Jesus selv? Den eneste logiske konklusion er at stjernen var et led i Satans onde plan. Ifølge Bibelen er han i stand til at udføre sådanne kraftige gerninger. (2 Thessaloniker 2:9, 10) Det er tankevækkende at man ofte placerer en stjerne kaldet betlehemsstjernen på toppen af et juletræ.
(4) Hvad har julemanden med Jesus og hans fødsel at gøre?
Skikken: I mange lande siger man at det er julemanden der kommer med gaver til børnene.b Børn skriver ofte til julemanden og beder om gaver, som nisser efter sigende skulle hjælpe ham med at fremstille på Nordpolen.
Dens rødder: Ifølge en populær opfattelse kan myten om julemanden spores tilbage til Sankt Nicolaus, ærkebiskop af Myra i Lilleasien, nu Tyrkiet. „Så godt som alt hvad der er skrevet om Sankt Nicolaus, er baseret på legender,“ står der i The Christmas Encyclopedia. Den hollandske betegnelse for Sankt Nicolaus er Sinterklaas, og det blev på engelsk til Santa Claus, som på dansk kaldes julemanden. Julemanden har intet med Jesus Kristus at gøre, hverken historisk set eller ifølge Bibelen.
Hvad Bibelen siger: „Nu da I har aflagt løgnen, så tal sandhed hver med sin næste.“ Vores „næste“ er især vores familie. (Efeserne 4:25) Bibelen siger også at vi skal ’elske sandhed’, ’tale sandhed i vores hjerte’. (Zakarias 8:19; Salme 15:2) Det kan måske virke harmløst at fortælle børn at det er julemanden (eller Jesusbarnet) der kommer med julegaver, men synes du det er rigtigt eller fornuftigt at lyve for små børn, selv hvis man ikke mener noget ondt med det? Er det ikke ironisk at man ved en højtid som skulle ære Jesus, fører børn bag lyset?
(5) Hvordan betragter Gud julens gaveudveksling og festligheder?
Skikken: Der er det særlige ved gavegivningen til jul at det hovedsagelig handler om at udveksle gaver. Juletiden er desuden forbundet med at feste, spise og drikke.
Dens rødder: Den romerske saturnaliefest begyndte den 17. december og sluttede den 24., hvor man udvekslede gaver. Larm fra fester, drikkeri og tumulter genlød i huse og gader. Efter saturnaliefesten fejrede man den første dag i januar. Her holdt man også en fest, der normalt varede i tre dage. Saturnaliefesten og den første dag i januar har sandsynligvis været én stor festlig begivenhed.
Hvad Bibelen siger: Sand tilbedelse er kendetegnet af glæde og gavmildhed. „Jubl, I retfærdige; ja, råb af glæde,“ siger Bibelen. (Salme 32:11) En sådan glæde er ofte forbundet med gavmildhed. (Ordsprogene 11:25) „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage,“ sagde Jesus Kristus. (Apostelgerninger 20:35) Han sagde også: „Gør jer det til en regel at give.“ — Lukas 6:38.
En sådan gavmildhed har ikke meget tilfælles med den ritualiserede gavegivning eller det at give fordi andre, måske på grund af lokal skik og brug, forventer det. Sand gavmildhed bliver i Bibelen beskrevet på denne måde: „Lad hver enkelt gøre som han har besluttet i sit hjerte, ikke uvilligt eller tvungent, for Gud elsker en glad giver.“ (2 Korinther 9:7) De der følger disse gode bibelske principper, giver fordi deres gavmilde hjerte tilskynder dem til det, og det kan være når som helst i løbet af året. Der er ingen tvivl om at Gud velsigner denne form for gavmildhed, og den er aldrig en byrde.
Et bedrag!
Når man i lyset af Bibelen ser nærmere på julen, opdager man at praktisk talt alle dens skikke og traditioner enten er af hedensk oprindelse eller er en forvanskning af den bibelske beretning. Juleskikkene er altså kun kristne af navn. Hvordan kunne det komme så vidt? Nogle århundreder efter Jesu død fremstod der mange falske lærere, ganske som Bibelen havde forudsagt. (2 Timoteus 4:3, 4) Disse samvittighedsløse mænd var mere interesseret i at gøre kristendommen antagelig for de hedenske masser end i at undervise i sandheden. Derfor antog de efterhånden flere populære hedenske højtider og kaldte dem „kristne“.
Sådanne „falske lærere“, advarer Bibelen, „vil . . . udnytte jer med falske ord. For dem er dommen fra gammel tid ikke uvirksom, og deres ødelæggelse slumrer ikke“. (2 Peter 2:1-3) Jehovas Vidner tager disse ord alvorligt — ja, de tager hele Bibelen alvorligt, for de anser den for at være Guds skrevne ord. (2 Timoteus 3:16) De afviser derfor falske religiøse skikke og højtider. Har denne holdning berøvet dem glæden? Tværtimod! Som vi nu skal se, har de erfaret at Bibelens sandheder virker frigørende!
[Fodnoter]
a Det lader til at Jesus blev født i etanim måned (september/oktober) efter den gamle jødiske kalender. — Se opslagsværket Indsigt i Den Hellige Skrift, bind 1, side 1115, udgivet af Jehovas Vidner.
b I nogle europæiske lande, såsom Østrig, „venter man ikke lige så længselsfuldt på julemanden som på Christkind“, eller Jesusbarnet, hedder det i en nyhedsrapport fra BBC. Besøget handler dog stadig om gaver.
[Ramme/illustration på side 8]
HVIS MAN SÅR UKRUDT, HØSTER MAN UKRUDT
Engang kæmpede kirken „med næb og kløer mod alle levn fra hedenskabet“, siger bogen Christmas Customs and Traditions — Their History and Significance (Julens skikke og traditioner — deres historie og betydning). Men efterhånden blev kirkelige ledere mere opsatte på at fylde kirkerne end på at lære folk de bibelske sandheder. De begyndte derfor at „se gennem fingre med“ de hedenske skikke. Senere tog de dem til sig.
’Hvad man sår, skal man også høste,’ siger Bibelen. (Galaterne 6:7) Når kirkerne har tilsået deres marker med hedenskab, kan det ikke komme bag på dem at der vokser „ukrudt“ op. En højtid hvor man hævder at fejre Jesu fødsel, bliver til en undskyldning for at feste og drikke; indkøbscentrets popularitet er større end kirkens; familier sætter sig i gæld for at købe gaver; og børn forveksler myte med virkelighed og julemanden med Jesus Kristus. Ja, det er med god grund at Gud sagde: „Hold op med at røre det urene.“ — 2 Korinther 6:17.
[Illustrationer på side 7]
Juletiden er, nøjagtig som romernes saturnaliefest, forbundet med at feste, spise og drikke
[Kildeangivelse]
© Mary Evans Picture Library
-
-
„Sandheden skal frigøre jer“!Vågn op! – 2010 | December
-
-
„Sandheden skal frigøre jer“!
DENNE udtalelse af Jesus Kristus, der findes i Bibelen i Johannes 8:32, er en eviggyldig sandhed. Den frigør os fra overtro og fra skikke der mishager Gud og er til skade for os. Det følgende viser hvordan sandheden fra Bibelen har befriet mennesker i mange lande for nogle af de byrdefulde skikke der er forbundet med julen.
Sandheden fra Bibelen har frigjort dem!
Argentina „Vores familie er blevet befriet for de problemer der er forbundet med fråseri og drikkeri, og for udgifterne til gaver vi ikke havde råd til,“ siger Oscar.
Mario følte en umådelig frihed da „juleløgnen“, som han kalder den, blev afsløret for ham. „Nu glæder jeg mig over at kunne vise andre at jeg holder af dem, ved at give dem gaver på et hvilket som helst tidspunkt og når min økonomi tillader det.“
Canada „Jeg elsker at give og få gaver,“ skriver Elfie. „Men jeg kan ikke lide at man skal give fordi man føler sig presset til det. Da vores familie holdt op med at fejre jul, føltes det som om vi havde ferie.“
Ulli, som er datter af Elfie, husker: „Efter at mine forældre holdt op med at fejre jul, plejede de at overraske os med sjove arrangementer og gaver hele året, og vi elskede det! Når vores klassekammerater spurgte hvad anledningen var, svarede vi stolt: ’Bare fordi!’ Overgangen til at leve efter Bibelens sandheder var dog ikke let for vores forældre, for de mødte modstand og pres fra familien. Men de stod fast. At se deres beslutsomhed i forbindelse med at tjene Jehova Gud på en antagelig måde fik stor betydning for mig.“
Silvia synes at det „var en lettelse“ da hun havde droppet julen. Hun siger: „Bagefter var jeg virkelig glad! Jeg vidste at jeg glædede Jehova Gud, og den følelse var bedre end tusind juleaftener.“
Kenya Peter skriver: „Dengang jeg holdt jul, måtte jeg låne mange penge til gaver og overdådige middage. Det betød selvfølgelig at jeg måtte tage overarbejde og derfor ikke kunne være så meget sammen med min familie. Jeg var lykkelig over at blive befriet for alt dette!“
„I min familie og i min vennekreds giver vi hinanden gaver når som helst,“ siger Carolyne. „Jeg synes at sådanne uventede gaver, der gives af et oprigtigt hjerte, er langt de bedste.“
Japan „Vores børn,“ skriver Hiroshi og Rie, „er ikke gået i den fælde at de forventer at få gaver og tager dem for givet. Som forældre er vi glade for at de forstår at det at give skal komme fra hjertet.“
Keiko husker: „I vores familie plejede vi at holde jul. Når min mand og jeg var sikre på at vores søn var faldet i søvn, lagde vi en gave ved siden af hans seng. Om morgenen sagde vi til ham: ’Julemanden har givet dig en gave fordi du har været en god dreng.’ Da jeg lærte sandheden om julen at kende og fortalte min søn om det, blev han chokeret og begyndte at græde. Da gik det op for mig at julen slet ikke er så smuk som den skildres. Den er en løgn, og ved at videregive denne løgn følte jeg at jeg havde svigtet min søn.“
Filippinerne Dave siger: „Ord slår ikke til når jeg vil beskrive den glæde vi føler over at Jehova har lært os Bibelens rene sandheder at kende. Når vi i familien giver gaver, forventer vi ikke noget til gengæld. Og når vi giver, er det fordi vi har lyst til det.“
De der er citeret ovenfor, er blot nogle af de millioner som personligt har erfaret at sandheden fra Bibelen frigør mennesker. Men der er noget som er endnu vigtigere. Når vi lever i overensstemmelse med denne sandhed, glæder vi Jehovas hjerte. (Ordsprogene 27:11) Jesus Kristus sagde: „De sande tilbedere vil tilbede Faderen i ånd og sandhed, for det er sådanne tilbedere Faderen søger.“ (Johannes 4:23) Når Gud ser på dig, ser han så én der af hjertet længes efter sandheden? Vi håber at svaret er et klart ja!
[Illustration på side 9]
Kristne giver af kærlighed og på et hvilket som helst tidspunkt af året
-