Salvador, der kom til Truk med sin kone, Helen, for ti år siden, kan huske at han ved en lejlighed ville spørge en kvinde om hun ønskede at blive lykkelig (pwapwa). Men i stedet kom han til at spørge hende om hun ønskede at blive gravid (pwopwo). Og Zenette, der kom fra Canada sammen med sin mand, David, kan huske dengang hun prøvede at sige: „Tak“ (kilisou), men kom til at sige: „Hesteflue“ (kiliso). Det er vist overflødigt at sige at de i dag udmærket kender betydningen af disse ord.

Nogle missionærer på Ponape, Truk og Belau har deres egne både og anvender dem når de forkynder på de andre øer. Eftersom der de fleste steder ingen havne er, må de ofte vade i land i knæhøjt mudder. De fleste af indbyggerne er venlige og byder de besøgende velkommen ved at brede deres vævede gulvmåtter ud som siddeplads for gæsterne og servere kold kokosmælk. Hele familien sammenkaldes og lytter opmærksomt. Da mange ikke har penge, er det ikke usædvanligt at se forkynderne vende hjem efter to eller tre dage med båden tungt lastet af frugt som de har modtaget i bytte for bibelsk læsestof.

Rodney og Sheri kom til Truk fra Hawaii. Rodney indrømmer: „For at sige det rent ud oplevede jeg et kulturchok.“ Nu, ti år senere, skriver han: „Vi har et særdeles tilfredsstillende arbejde at udføre her. Vi har både medgang og modgang; somme tider føler vi os mismodige og ensomme. Men vi ønsker at fortsætte med at forfølge vort livsmål, missionærgerningen her.“ Og Sheri tilføjer med glæde: „Selvopofrende mennesker er lykkelige mennesker.“