Kommunisme: Et klasseløst samfund med kollektivt ejerskab af produktions- og subsistensmidler samt en ligelig fordeling af de økonomiske goder.

Revolution eller reformer?

Ordet „kommunisme“ kommer af det latinske ord communis, som betyder „fælles, tilhørende alle“. Ligesom andre socialister hævder kommunisterne at „det fri initiativ“ uden begrænsninger skaber arbejdsløshed, fattigdom, konjunktursvingninger og konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Disse problemer kan løses ved at samfundets velstand fordeles mere ligeligt og retfærdigt.

Allerede i slutningen af forrige århundrede opstod der splid i den marxistiske lejr om hvordan man nåede dette mål. I begyndelsen af vort århundrede havde en gren af den socialistiske bevægelse afskrevet den voldelige revolution og i stedet betrådt den parlamentariske vej. Denne retning kaldes nu for demokratisk socialisme. I dag findes der socialdemokratiske partier i både Vesttyskland, Storbritannien, Danmark og en del andre lande. Disse partier har så godt som afsvoret den rene marxistiske tankegang og har stort set dét ene mål at skabe en velfærdsstat for borgerne.

Lenin, derimod, var svoren marxist og troede at et kommunistisk samfund kun kunne opnås ved en voldelig revolution. Hans og Marx’ skrifter kom til at danne grundlaget for den ortodokse kommunisme. Lenin, som er et pseudonym for Vladímir Iljítj Uljánov, blev født i 1870 i det der i dag er Sovjetunionen. I 1889 blev han omvendt til marxismen. Efter at have været forvist til Sibirien flyttede han i 1900 til Vesteuropa. Da zarstyret faldt vendte han tilbage til Rusland, hvor han stiftede det russiske kommunistparti og ledede den bolsjevistiske revolution i 1917. Derefter fungerede han som Sovjetunionens første statsoverhoved indtil sin død i 1924. Han ønskede at kommunistpartiet skulle være et velskolet, centraliseret eliteparti af revolutionære der tjente som proletariatets avantgarde. Mensjevikkerne var uenige. — Se rammen side 21.

Skillelinjen mellem revolution og reform er ikke længere så klart defineret. I bogen Comparing Political Systems: Power and Policy in Three Worlds fra 1978 hedder det: „Der er blevet større uenighed inden for kommunisternes rækker om hvordan de socialistiske mål nås. . . . Forskellene mellem kommunismen og den demokratiske socialisme er blevet betydeligt mindre.“ Her i 1990 har disse ord fået ekstra vægt på grund af de dramatiske forandringer kommunismen i Østeuropa undergår.

Kommunismen udsoner sig med religionen

„Vi har behov for åndelige værdier . . . De moralske værdier religionen har frembragt og udformet i århundreder kan også være med til at forny vort land.“ Få ville have drømt om at man nogen sinde skulle komme til at høre generalsekretæren for Sovjetunionens kommunistparti udtale sådanne ord. Men da Mikhail Gorbatjov den 30. november 1989 besøgte Italien, bebudede han et brat omsving i synet på religion.

Er der hold i den teori at de første kristne var kommunister og at de praktiserede en slags kristen socialisme? Det er der nogle der hævder, idet de henviser til Apostelgerninger 4:32, hvor der om de kristne i Jerusalem siges: „De havde alle ting fælles.“ En undersøgelse viser imidlertid at dette kun var en midlertidig ordning som blev truffet på grund af visse uforudsete omstændigheder — ikke en permanent „kristen“ socialisme. Fordi de kristne kærligt delte de materielle goder, „var [der] ikke én iblandt dem som led nød“. Nej, „der blev . . . delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov“. — Apostelgerninger 4:34, 35.

„Glasnost“ og „Perestrojka“

Siden sidste år er der sket nogle kolossale politiske omvæltninger i Sovjetunionen og hos dens kommunistiske forbundsfæller i Østeuropa. På grund af glasnost, der betyder åbenhed, har alle og enhver kunnet iagttage dette. Østeuropæerne har krævet vidtrækkende reformer og har for en stor del fået det. Kommunistlederne har erkendt behovet for et mere menneskeligt politisk system og har efterlyst „en genfødsel af socialismen i en mere oplyst og levedygtig skikkelse“, som en polsk økonom siger det.

Den toneangivende blandt lederne har været Gorbatjov, som kort efter at han i 1985 kom til magten, introducerede begrebet perestrojka (omstrukturering). Under et besøg i Italien forsvarede han perestrojka som nødvendig hvis 90’ernes udfordringer skal tages op. Han sagde: „Ved at slå ind på de radikale reformers vej har de socialistiske lande overskredet en grænse, og nu er der ingen vej tilbage. Det er imidlertid forkert at hævde, sådan som mange i Vesten gør, at dette er ensbetydende med socialismens sammenbrud. Tværtimod betyder det at den socialistiske proces i verden vil udvikle sig yderligere i mange retninger.“

De kommunistiske ledere vil derfor ikke skrive under på den vurdering spalteredaktøren Charles Krauthammer kom med sidste år: „Det stadig tilbagevendende spørgsmål som har optaget alle politiske filosoffer siden Platon — hvilken regeringsform er den bedste? — er blevet besvaret. Efter at vi i nogle få tusind år har forsøgt os med alle tænkelige politiske systemer, vil vi gå ud af dette årtusind med sikker forvisning om at vi i det liberale, pluralistiske og kapitalistiske demokrati har fundet netop det vi søgte efter.“