Menneskers styre på vægtskålen

7. del — Den politiske stræben efter Utopia

Socialisme: En samfundsorden der bygger på kollektiv ejendomsret og kontrol over produktionsmidlerne; kommunister betragter den som en overgangsfase mellem kapitalisme og kommunisme. Kommunisme: Et klasseløst samfund med kollektivt ejerskab af produktions- og subsistensmidler samt en ligelig fordeling af de økonomiske goder.

IFØLGE græsk mytologi oplevede Grækenland en guldalder under guden Kronos’ styre. „Alle delte de fælles goder ligeligt, privat ejendomsret var et ukendt begreb, og der rådede uindskrænket fred og harmoni,“ hedder det i opslagsværket Dictionary of the History of Ideas. Samme værk tilføjer: „Dette var det første tilløb til socialisme.“

Men det var først i begyndelsen og midten af det 19. århundrede at socialismen dukkede op som en ny politisk bevægelse. Den vandt hurtigt tilslutning, især i Frankrig, hvor Den Franske Revolution havde rokket ved de herskende ideer. Som i andre europæiske lande havde den industrielle revolution medført store sociale problemer. Tiden var moden til tanken om at kollektivt, og ikke privat, ejerskab af ressourcerne ville give en ligelig fordeling af arbejdets frugter.

Socialismen er ikke af nyere dato. De græske filosoffer Aristoteles og Platon skrev om den. Senere, under Reformationen i det 16. århundrede, gjorde den tyske katolske præst Thomas Münzer sig til talsmand for dannelsen af et klasseløst samfund. Men hans radikale synspunkter mødte modstand, især hans revolutionstanker. I det 19. århundrede hævdede nogle at socialisme blot var kristendom under et andet navn, deriblandt waliseren Robert Owen, franskmændene Étienne Cabet og Pierre-Joseph Proudhon, samt en række andre sociale reformatorer blandt hvilke der var flere fremtrædende præster.

Karl Marx’ og Thomas Mores utopier

Men „ingen af disse fortalere for socialisme fik samme indflydelse som Karl Marx, hvis skrifter blev prøvestenen for socialistisk tanke og virke,“ oplyser ovennævnte opslagsværk.a Marx lærte at samfundet gennemløber forskellige faser og at klassekampen er drivkraften. Når det ideelle politiske system er fundet, vil historien som sådan høre op og alle tidligere samfundsproblemer blive løst. Alle vil opleve fred, frihed og fremgang, og der vil intet behov være for nogen statsmagt eller noget militær.

Dette minder om det mønstersamfund den britiske statsmand sir Thomas More skildrede i sin bog Utopia fra 1516. Bogens titel, et græsk ord i Mores omstøbning, betyder „intetsteds“ (ou-topos), og skulle sikkert danne ordspil til et lignende udtryk, eu-topos, der betyder „godt sted“. Det Utopia som Thomas More skitserede var nemlig et tænkt idealsamfund. Med „Utopia“ mener man derfor „et sted hvor der råder ideelle tilstande, især hvad lovgivning, styreform og sociale forhold angår“. Mores bog var en klar fordømmelse af de alt andet end ideelle økonomiske og sociale forhold der rådede i datidens Europa, især i England, og som senere banede vejen for socialismens opståen.

Karl Marx var også inspireret af den tyske filosof Georg Wilhelm Friedrich Hegel. Ifølge Dictionary of the History of Ideas „var Hegels filosofiske genoplivning af den radikale kristne teologi med til at give den marxistiske socialisme dens apokalyptiske, pseudoreligiøse karakter“. Med ’den radikale kristne teologi’ som baggrund skabte Marx „en umådelig stærk moralsk appel der byggede på en pseudoreligiøs overbevisning. Det var intet mindre end en appel om at slutte sig til civilisationens og retfærdighedens rækker,“ siger forfatteren Georg Sabine. Socialismen var morgendagens bevægelse, og nogle mente måske at det i virkeligheden var kristendommen der marcherede frem til sejr under en ny etiket!

Vejen fra kapitalisme til Utopia

Marx nåede kun at få udgivet første bind af sit værk Das Kapital mens han levede. De to sidste bind blev redigeret og udgivet i henholdsvis 1885 og 1894 af hans nærmeste medarbejder Friedrich Engels, en tysk socialistisk filosof. Das Kapital forklarede den historiske baggrund for kapitalismen — det økonomiske system som fandtes i de vestlige repræsentative demokratier. I kapitalismen, som baserer sig på fri handel og fri konkurrence uden statskontrol, er produktions- og distributionsmidlerne ejet af privatpersoner eller selskaber. Ifølge Marx frembringer kapitalismen en middelklasse og en arbejderklasse som står i et modsætningsforhold til hinanden, hvilket fører til at de sidstnævnte undertrykkes. Idet Marx henter støtte for sine synspunkter hos de klassiske økonomer påstår han at kapitalismen i virkeligheden er udemokratisk mens socialismen er det sande demokrati, idet den skaber frihed og lighed.

Det ideelle samfund skulle opstå ved at proletariatet rejste sig til revolution og omstyrtede borgerskabets tvangsapparat og lod „proletariatets diktatur“, som Marx kalder det, træde i stedet. (Se rammen side 21.) Med tiden modererede han dog sine synspunkter og gav rum for to former for revolution — den voldelige opstand og den mere permanente, gradvise revolution. Dette afføder et interessant spørgsmål.

Revolution eller reformer?

Ordet „kommunisme“ kommer af det latinske ord communis, som betyder „fælles, tilhørende alle“. Ligesom andre socialister hævder kommunisterne at „det fri initiativ“ uden begrænsninger skaber arbejdsløshed, fattigdom, konjunktursvingninger og konflikter mellem arbejdsgivere og arbejdstagere. Disse problemer kan løses ved at samfundets velstand fordeles mere ligeligt og retfærdigt.

Allerede i slutningen af forrige århundrede opstod der splid i den marxistiske lejr om hvordan man nåede dette mål. I begyndelsen af vort århundrede havde en gren af den socialistiske bevægelse afskrevet den voldelige revolution og i stedet betrådt den parlamentariske vej. Denne retning kaldes nu for demokratisk socialisme. I dag findes der socialdemokratiske partier i både Vesttyskland, Storbritannien, Danmark og en del andre lande. Disse partier har så godt som afsvoret den rene marxistiske tankegang og har stort set dét ene mål at skabe en velfærdsstat for borgerne.

Lenin, derimod, var svoren marxist og troede at et kommunistisk samfund kun kunne opnås ved en voldelig revolution. Hans og Marx’ skrifter kom til at danne grundlaget for den ortodokse kommunisme. Lenin, som er et pseudonym for Vladímir Iljítj Uljánov, blev født i 1870 i det der i dag er Sovjetunionen. I 1889 blev han omvendt til marxismen. Efter at have været forvist til Sibirien flyttede han i 1900 til Vesteuropa. Da zarstyret faldt vendte han tilbage til Rusland, hvor han stiftede det russiske kommunistparti og ledede den bolsjevistiske revolution i 1917. Derefter fungerede han som Sovjetunionens første statsoverhoved indtil sin død i 1924. Han ønskede at kommunistpartiet skulle være et velskolet, centraliseret eliteparti af revolutionære der tjente som proletariatets avantgarde. Mensjevikkerne var uenige. — Se rammen side 21.

Skillelinjen mellem revolution og reform er ikke længere så klart defineret. I bogen Comparing Political Systems: Power and Policy in Three Worlds fra 1978 hedder det: „Der er blevet større uenighed inden for kommunisternes rækker om hvordan de socialistiske mål nås. . . . Forskellene mellem kommunismen og den demokratiske socialisme er blevet betydeligt mindre.“ Her i 1990 har disse ord fået ekstra vægt på grund af de dramatiske forandringer kommunismen i Østeuropa undergår.

Kommunismen udsoner sig med religionen

„Vi har behov for åndelige værdier . . . De moralske værdier religionen har frembragt og udformet i århundreder kan også være med til at forny vort land.“ Få ville have drømt om at man nogen sinde skulle komme til at høre generalsekretæren for Sovjetunionens kommunistparti udtale sådanne ord. Men da Mikhail Gorbatjov den 30. november 1989 besøgte Italien, bebudede han et brat omsving i synet på religion.

Er der hold i den teori at de første kristne var kommunister og at de praktiserede en slags kristen socialisme? Det er der nogle der hævder, idet de henviser til Apostelgerninger 4:32, hvor der om de kristne i Jerusalem siges: „De havde alle ting fælles.“ En undersøgelse viser imidlertid at dette kun var en midlertidig ordning som blev truffet på grund af visse uforudsete omstændigheder — ikke en permanent „kristen“ socialisme. Fordi de kristne kærligt delte de materielle goder, „var [der] ikke én iblandt dem som led nød“. Nej, „der blev . . . delt ud til hver enkelt, alt efter som han havde behov“. — Apostelgerninger 4:34, 35.

„Glasnost“ og „Perestrojka“

Siden sidste år er der sket nogle kolossale politiske omvæltninger i Sovjetunionen og hos dens kommunistiske forbundsfæller i Østeuropa. På grund af glasnost, der betyder åbenhed, har alle og enhver kunnet iagttage dette. Østeuropæerne har krævet vidtrækkende reformer og har for en stor del fået det. Kommunistlederne har erkendt behovet for et mere menneskeligt politisk system og har efterlyst „en genfødsel af socialismen i en mere oplyst og levedygtig skikkelse“, som en polsk økonom siger det.

Den toneangivende blandt lederne har været Gorbatjov, som kort efter at han i 1985 kom til magten, introducerede begrebet perestrojka (omstrukturering). Under et besøg i Italien forsvarede han perestrojka som nødvendig hvis 90’ernes udfordringer skal tages op. Han sagde: „Ved at slå ind på de radikale reformers vej har de socialistiske lande overskredet en grænse, og nu er der ingen vej tilbage. Det er imidlertid forkert at hævde, sådan som mange i Vesten gør, at dette er ensbetydende med socialismens sammenbrud. Tværtimod betyder det at den socialistiske proces i verden vil udvikle sig yderligere i mange retninger.“

De kommunistiske ledere vil derfor ikke skrive under på den vurdering spalteredaktøren Charles Krauthammer kom med sidste år: „Det stadig tilbagevendende spørgsmål som har optaget alle politiske filosoffer siden Platon — hvilken regeringsform er den bedste? — er blevet besvaret. Efter at vi i nogle få tusind år har forsøgt os med alle tænkelige politiske systemer, vil vi gå ud af dette årtusind med sikker forvisning om at vi i det liberale, pluralistiske og kapitalistiske demokrati har fundet netop det vi søgte efter.“

Den tyske avis Die Zeit indrømmer åbenhjertigt at de vestlige demokratier hjemsøges af „arbejdsløshed, alkohol- og stofmisbrug, prostitution, sociale nedskæringer samt budgetunderskud,“ og spørger: „Er det virkelig sandt at det fuldkomne samfund for bestandig har sejret over socialismen?“

Et ordsprog siger at man ikke skal kaste med sten når man selv bor i glashus. Hvilket ufuldkomment menneskeligt styre har ret til at kritisere andre styreformers svagheder? Fakta viser at det fuldkomne menneskelige styre — Utopia — ikke findes. Politikerne stræber stadig efter det, men det er og bliver en utopi.

[Fodnote]

[Ramme på side 21]

SOCIALISTISKE OG KOMMUNISTISKE BEGREBER

BOLSJEVIKKER/MENSJEVIKKER: Det Russiske Socialdemokratiske Arbejderparti, som blev stiftet i 1898, spaltedes i 1903 i to fløje; bolsjevikkerne, „flertalsfolkene“, ønskede under Lenins førerskab at bevare partiet som en lille sluttet kreds af veldisciplinerede revolutionære; mensjevikkerne, som betyder „mindretalsfolkene“, gik ind for at gøre partiet bredere og lade det virke efter demokratiske principper.

BOURGEOISI/PROLETARIAT: Marx skrev at proletariatet (arbejderklassen) ville omstyrte bourgeoisiet (borgerskabet, herunder fabriksejerne) og indføre „proletariatets diktatur“, med et klasseløst samfund som enderesultat.

KOMINTERN: Forkortelse for Kommunistisk Internationale (eller Tredje Internationale), en organisation oprettet af Lenin i 1919 for at udbrede kommunismen, og opløst igen i 1943; fulgte i kølvandet på Første Internationale (1864-76), som gav stødet til dannelse af en lang række europæiske socialistpartier, og Anden Internationale (1889-1919), de socialistiske partiers internationale parlament.

DET KOMMUNISTISKE MANIFEST: Et socialistisk programskrift forfattet 1848 af Marx og Engels; indeholder den videnskabelige socialismes teser der længe dannede grundvold for de europæiske socialist- og kommunistpartier.

EUROKOMMUNISMEN: De vesteuropæiske kommunistpartier som har undsagt sig Sovjetunionens ledelse, idet de har været villige til at gå i koalition med de lokale regeringer og ikke længere anser „proletariatets diktatur“ for en nødvendighed.

VIDENSKABELIG/UTOPISK SOCIALISME: Begreber benyttet af Marx for at skelne hans lære, der hævdedes at grunde sig på en videnskabelig undersøgelse af historien og kapitalismens funktionsmåde, fra forløbernes utopiske socialisme.