Et barn ved navn Fattig

I EN LILLE afrikansk landsby glædede en mand ved navn Okot og hans kone, Matina, sig over deres nyfødte datter. Slægtninge og venner kom rejsende til for at give gaver og udtrykke deres håb om at barnet ville få et langt og lykkeligt liv.

Ægteparret levede i vanskelige og beskedne kår. De dyrkede et lille stykke jord, og deres hjem, hvor Matina havde født, var en stråtækt, lerklinet hytte. De var besluttede på at arbejde flittigt så tilværelsen ville blive nemmere for deres førstefødte end den havde været for dem. For at huske dette mål kaldte de deres datter Acan, der betyder „jeg er fattig“.

Hvilken fremtid går Acan i møde? Hvis hendes liv følger det samme mønster som de fleste andre i hendes land, vil hun måske aldrig lære at læse og skrive. Hvis hun som voksen finder et arbejde, vil hun ikke tjene mere end cirka 1300 kroner om året. Og gennemsnitslevealderen i landet er kun 42 år.

Men Acan er ikke den eneste der befinder sig i denne sørgelige situation. Ud af jordens næsten 6 milliarder indbyggere har omkring 1,3 milliarder mindre end 2500 kroner i årsindtægt. I de rige lande tjener en indbygger i gennemsnit 146.000 kroner om året. Hver dag øges de fattiges rækker med 67.000, cirka 25 millioner om året. De fleste bor i udviklingslande i Afrika, Asien og Latinamerika. Men selv i de rige lande findes der fattige. På verdensplan er 7 ud af 10 fattige kvinder.

De fleste kommer aldrig ud af fattigdommen og mangler de mest basale fornødenheder som føde, klæder og husly. De berøves deres frihed, værdighed og mulighed for en uddannelse samt et godt helbred. Verdenssundhedsorganisationen siger: „Fattigdom øver sin destruktive indflydelse i alle faser af et menneskes liv, fra vugge til grav. Den har rottet sig sammen med de mest dødelige og smertefulde sygdomme, så alle der lider af den, får et ulykkeligt liv.“

Men er levestandarden ikke blevet højere i udviklingslandene? Jo, i nogle lande, men langtfra i alle. I en artikel om FN’s udviklingsprogram i tidsskriftet Choices betegnes den opfattelse at „de fattige skulle være ved at indhente [de rige]“ som ’farlig og usand’. I stedet, siger tidsskriftet, „lever vi i en verden der økonomisk set er blevet mere polariseret, både landene imellem og hvad angår befolkningen i det enkelte land“.

Vil fattigdom for evigt hjemsøge menneskeheden? I de næste to artikler vil Vågn op! undersøge dette komplekse emne og pege på løsningen.

Sult og underernæring

Ayembe, som bor i Congo (Kinshasa), har 15 i sin familie der er afhængige af hende. Nogle gange har familien kun råd til at spise ét måltid om dagen, der består af majsgrød krydret med kassavablade, salt og sukker. Til tider må de undvære mad i to eller tre dage. „Jeg må vente til børnene græder af sult før jeg laver mad,“ siger Ayembe.

Deres situation er ikke usædvanlig. I udviklingslandene går hver femte indbygger sulten i seng hver aften. På verdensplan er omkring 800 millioner — deraf 200 millioner børn — kronisk underernærede. Disse børn udvikler sig ikke normalt; de bliver ofte syge. Deres præstationer i skolen er dårlige. Alt dette får konsekvenser i deres voksenliv. Fattigdom fører altså ofte til fejlernæring, der igen resulterer i fattigdom.

Fattigdom, sult og underernæring er så store problemer at de står i vejen for både de politiske, økonomiske og sociale bestræbelser der gøres for at løse dem. Situationen er ikke blevet bedre, men værre.

Dårligt helbred

Ifølge Verdenssundhedsorganisationen er fattigdom „verdens mest dødbringende sygdom“ og „den største enkeltårsag til sygdom, død og lidelser“.

Bogen An Urbanizing World: Global Report on Human Settlements, 1996 nævner at mindst 600 millioner mennesker i Latinamerika, Asien og Afrika lever under så dårlige boligforhold — hvor de både mangler vand, gode sanitære forhold og kloakering — at deres liv og helbred konstant er i fare. På verdensplan har over en milliard mennesker ikke adgang til rent drikkevand. Hundredmillioner har ikke råd til en varieret kost. Alle disse faktorer gør det vanskeligt for fattige at forebygge sygdomme.

De fattige har heller ikke altid mulighed for at få deres sygdomme behandlet. Når de bliver syge, har de som regel ikke penge til den rette medicin eller lægebehandling. De lider måske af kroniske sygdomme eller dør i en ung alder.

Zahida, der er markedssælger på Maldiverne, siger: „Fattigdom er ensbetydende med et dårligt helbred der hindrer en i at arbejde.“ Når man ikke kan arbejde, forværres fattigdommen. Resultatet er en ond og dødbringende cirkel hvor fattigdom og sygdom forstærker hinanden.

Arbejdsløshed og lavtlønnet arbejde

Et andet aspekt af fattigdommen er arbejdsløshed. Globalt set er der omkring 120 millioner arbejdsløse. Andre, cirka 700 millioner, får så ussel en løn for en lang arbejdsdag at den ikke kan dække udgifterne til det mest nødvendige.

Rudeen er cykelrickshawer i Cambodja. Han siger: „For mig betyder fattigdommen at jeg skal arbejde over 18 timer i døgnet, men stadig ikke kan tjene nok til at brødføde mig selv, min kone og vores to børn.“

Ødelæggelsen af miljøet

Fattigdom påvirker også miljøet i negativ retning. Elsa, en forsker fra Guyana i Sydamerika, siger: „Fattigdom er ensbetydende med at naturen — skoven, jorden, dyrene, floderne og søerne — bliver ødelagt.“ Det er endnu en ond cirkel hvor fattigdom ødelægger miljøet, hvilket igen resulterer i at der bliver flere fattige.

I mange år har man dyrket jorden indtil den var udpint, eller man har ryddet skove for at få tømmer og brændsel, eller for at skaffe plads til afgrøder. Eftersom jordens befolkningstal hele tiden stiger, er situationen nu blevet kritisk.

Ifølge Den Internationale Fond for Landbrugsudvikling er cirka 20 procent af verdens muldjord gået tabt i de sidste 30 år, hovedsagelig på grund af mangel på penge og den nødvendige teknologi til at holde på jorden. I samme periode er millioner af hektarer blevet lagt øde fordi overrislingsanlæggene var af dårlig kvalitet og ikke blev vedligeholdt. Derudover bliver millioner af hektarer skov hvert år fældet for at rydde jorden til afgrøder eller for at skaffe træ til tømmer eller brændsel.

Denne nedbrydning af miljøet har relation til fattigdomsproblemet på to måder. For det første bliver de fattige ofte tvunget til at udpine miljøet fordi de mangler mad og brænde. Hvordan kan man tale om en bæredygtig udvikling eller fremtidige generationers velfærd til folk der er sultne og fattige, og som er tvunget til at udpine naturens ressourcer for at overleve netop nu? For det andet udnytter de rige ofte de fattiges ressourcer for profittens skyld. Når både rige og fattige ødelægger naturen, vokser fattigdommen.

Uddannelse

Alicia, der er socialrådgiver i en storby i Filippinerne, siger: „Fattigdom er blandt andet at en mor må sende sine børn ud for at tigge på gaden i stedet for at sende dem i skole fordi de ellers ikke vil få noget at spise. Moderen ved at det er en gentagelse af den onde cirkel hun selv er fanget i, men hun kan ikke se nogen anden løsning.“

Der mangler plads til omkring 500 millioner børn i skolerne. En milliard voksne er funktionelle analfabeter. Uden uddannelse er det vanskeligt at få et godt job. Fattigdommen er altså skyld i at mange ikke får en uddannelse, og dét resulterer igen i at der bliver flere fattige.

Boligforhold

I de fattige lande — og såmænd også i nogle af de rige — er der boligmangel. En rapport siger at næsten en kvart million af New Yorks indbyggere på et eller andet tidspunkt inden for de sidste fem år har boet på herberger for hjemløse. I London står omkring 400.000 opført som hjemløse, og i Frankrig har en halv million mennesker ikke nogen bolig.

I udviklingslandene er situationen endnu værre. Folk strømmer ind til byerne i håb om at finde mad, arbejde og et bedre liv. I nogle byer bor over 60 procent af indbyggerne i blikskure eller slumkvarterer. Fattigdommen på landet bidrager således til fattigdommen i byerne.

Befolkningstilvæksten

Et andet problem er befolkningstilvæksten. Verdens befolkning er blevet mere end fordoblet i de sidste 45 år. FN skønner at tallet vil stige til 6,2 milliarder i år 2000 og til 9,8 milliarder i år 2050. De fattigste lande har den højeste befolkningstilvækst. I 1995 blev der født cirka 90 millioner børn, og de 85 millioner af dem blev født i de lande hvor man har mindst mulighed for at forsørge dem.