Efter tre år i rejsetjenesten i De Forenede Stater fik vi et brev fra Vagttårnsselskabets præsident. Vi blev spurgt om vi var villige til at tage til Etiopien, hvor vi samtidig skulle forkynde og undervise skoleklasser. Landets myndigheder krævede nemlig at missionærer gav undervisning. Vi sagde ja, og i sommeren 1952 tog vi af sted til Etiopien.

I Etiopien underviste vi i folkeskolen om formiddagen og ledede gratis bibelstudier om eftermiddagen. Snart kom der så mange til disse bibelstudier at vi ofte underviste i Bibelen tre til fire timer hver dag. Nogle af eleverne var politibetjente, mens andre var lærere eller diakoner på missionærskoler og etiopisk-ortodokse skoler. Somme tider var vi 20 eller flere til et bibelstudium! Mange af eleverne forlod den falske religion og begyndte at tjene Jehova. Vi var naturligvis begejstrede for al denne interesse. Igen takkede jeg Jehova hver morgen når jeg vågnede.

Forkyndelse under forbudet og som forældre

I 1954 fandt vi ud af at vi skulle være forældre. Vi måtte derfor beslutte om vi skulle tage tilbage til De Forenede Stater eller om vi skulle blive i Etiopien. Vores forbliven i landet var selvfølgelig afhængig af om jeg kunne finde et verdsligt arbejde. Jeg fik arbejde som radiotekniker og skulle passe en radiostation for kejser Haile Selassie. Vi blev altså.

Den 8. september 1954 blev vores datter Judith født. Jeg var overbevist om at jeg havde fået et sikkert job hos kejseren, men efter to år mistede jeg det. Inden der var gået en måned blev jeg imidlertid antaget inden for politiet — og dét endda til en højere løn end før. Jeg skulle undervise unge mænd i hvordan man reparerer radioanlæg.

I løbet af de næste tre år fik vi to sønner, Philip og Leslie. I mellemtiden var der sket en ændring i vores frihed til at deltage i forkyndelsesarbejdet. Den etiopisk-ortodokse kirke havde overtalt regeringen til at udvise alle Jehovas Vidners missionærer. På Selskabets anbefaling ændrede jeg mit visum fra missionsarbejde til verdsligt arbejde. Vort arbejde som missionærer blev underlagt forbud, og vi måtte derfor ’gå stille med dørene’. Alle menighedens møder kunne fortsætte, men vi måtte mødes i små studiegrupper.

Politiet havde forskellige forkyndere under mistanke og ransagede deres hjem. Men uden sine kollegers vidende var en af de overordnede inden for politiet en tilbeder af Jehova, og han advarede os altid når de havde planlagt en razzia. I disse år lykkedes det derfor ikke politiet at beslaglægge nogen af vore publikationer. Om søndagen holdt vi vort vagttårnsstudium på restauranter i udkanten af byen. Her kunne man sidde udendørs og spise sin medbragte madpakke.

Det var omkring den tid, mens jeg underviste politielever i radioteknik, at eleven fra indledningen af artiklen henvendte sig til mig og bad om et bibelstudium. Jeg følte at det var oprigtigt ment, så vi gik i gang. Efter at have studeret blot to gange tog han en anden elev med, og senere en tredje. Jeg advarede dem mod at fortælle nogen at de studerede med mig. Det lovede de, og de holdt deres ord.

Det følgende år kom Selskabets præsident, Nathan H. Knorr, og besøgte os i Etiopien. Han havde gode forslag til hvordan vi kunne fortsætte arbejdet under forbudet. Desuden var han også interesseret i vores familie og hvordan det gik os åndeligt. Jeg fortalte ham at vi lærte børnene at bede. Jeg spurgte om han ville høre Judith bede en bøn. Det ville han gerne og sagde bagefter til Judith: „Det klarede du godt, Judith.“ Da vi skulle spise bad jeg broder Knorr om at indlede med bøn, og da han havde sagt amen lød det fra Judith: „Det klarede du godt, broder Knorr!“