Troen på Jesu navn gennem tiderne

„JESUS er vidunderlig! Han er simpelt hen fantastisk!“ har en troende kvinde i Brasilien sagt. Det kan ikke benægtes at Jesu navn har øvet stor indflydelse på menneskers liv. Op gennem historien har mange været villige til at lide og endog dø for ham.

Apostlene Peter og Johannes blev arresteret og pisket fordi de forkyndte ’på grundlag af Jesu navn’ i Jerusalem. Alligevel siges der om dem at de „gik . . . bort fra Sanhedrinets ansigt, idet de frydede sig over at de var blevet anset for værdige til at blive vanæret for navnets skyld“. — Apostelgerninger 5:28, 41.

En anden kristen i det første århundrede der satte Jesu navn højt, var Antipas. I den sidste bog i Bibelen, Åbenbaringens Bog, omtaler Jesus ham som „mit vidne, min trofaste, som blev dræbt hos jer, dér hvor Satan bor“. (Åbenbaringen 2:13) Sammen med andre kristne i Pergamum nægtede Antipas at afsværge sin tro på Kristus. Han holdt fast ved Jesu navn selv om det kostede ham livet.

Omkring et halvt århundrede senere, i år 155, stod Polykarp, der bekendte sig som kristen, over for en lignende prøve da han blev beordret til at forbande Kristus. Han svarede: „I seksogfirs år har jeg tjent ham, og han har ingen uret gjort mig. Hvorledes kan jeg så spotte min konge, som har frelst mig?“ Da Polykarp ikke ville fornægte Kristus, blev han brændt på bålet.

Apostlene, Antipas og andre var villige til at besegle deres vidnesbyrd om Kristus med døden. Hvordan forholder det sig i dag?

Jesu navn i dag

Jesu navn vækker stadig stærke følelser. I Latinamerika er antallet af kirker som hævder at tro på Jesus, i de seneste årtier steget mere end nogen sinde. Selv de mindste landsbyer har en evangelisk kirke. Samtidig får kirkerne mere og mere politisk indflydelse. For eksempel indtager medlemmer af disse kirker 31 pladser i senatet og kongressen i Brasilien.

Jesus er også samlingspunkt for en nyreligiøs bevægelse i USA hvis tilhængere kalder sig Promise Keepers (de der holder deres løfter). Tidsskriftet Time skrev i 1997 at antallet af tilstedeværende ved deres møder var steget fra 4200 i 1991 til 1,1 million i 1996. En af deres salmer lyder: „O, sejren tilhører Jesus, min evige Frelser.“

Ikke alle følelser som hævdes at være inspireret af Jesu navn, har dog været lige ædle. Ofte har man løftet krigsbanneret i Jesu navn. Både jøder og ikkejøder er blevet nedslagtet, anderledestænkende er blevet tortureret, lemlæstet og brændt på bålet — alt sammen i Jesu navn. I nyere tid er kommercialiseringen af evangeliet blevet mere og mere udbredt. Alt dette er et afskyeligt og frastødende misbrug af Jesu navn og hvad det virkelig står for.

Dette rejser nogle relevante spørgsmål: Hvad indebærer det at tro på Jesu navn? Og hvordan ser Jehovas Vidner på det? Det vil vi komme ind på i den næste artikel.

Navnet der fører til sand tro

„I TROR ikke på Jesus og hans frelsende blod,“ har en kvinde engang sagt til et af Jehovas vidner. En mand har sagt: „I kalder jer Jehovas vidner, men jeg er et vidne for Jesus.“

Det er en almindelig opfattelse at Jehovas vidner ikke tror på Jesus, eller at de ikke tillægger ham tilstrækkelig betydning. Men hvad viser kendsgerningerne?

Det er sandt at Jehovas vidner tillægger Guds navn, Jehova, stor betydning.a Itamar, et Jehovas vidne fra Brasilien, siger: „Vendepunktet i mit liv kom da jeg lærte Guds navn at kende. Første gang jeg læste det, var det som om jeg vågnede af en dyb søvn. Navnet Jehova satte noget i gang hos mig og greb mig om hjertet; det rørte mine inderste følelser.“ Men han tilføjer: „Mit hjerte strømmer også over af kærlighed til Jesus.“

Jehovas vidner erkender at man for at få evigt liv må tro på „Guds søns navn“, Jesus. (1 Johannes 5:13) Men hvad ligger der i udtrykket „i Jesu navn“?

Hvad Jesu navn står for

„I Jesu navn“ og lignende udtryk anvendes overalt i De Kristne Græske Skrifter eller „Det Nye Testamente“. Ordet „navn“ brugt i forbindelse med Jesus forekommer over 80 gange; alene i Apostelgerninger forekommer det cirka 30 gange. De kristne i det første århundrede døbte i Jesu navn, helbredte i hans navn, underviste i hans navn, påkaldte hans navn, led for hans navn og gjorde hans navn stort. — Apostelgerninger 2:38; 3:16; 5:28; 9:14, 16; 19:17.

Ifølge et bibelleksikon bruges det græske ord for navn jævnlig i Bibelen „for alt hvad et navn indebærer, myndighed, personlighed, rang, majestæt, magt, fortrin o.s.v., for alt hvad dette navn dækker“. Jesu navn står således for den majestætiske og vidtrækkende udøvende myndighed Jehova Gud har betroet ham. Jesus sagde: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Mattæus 28:18) Da Peter og Johannes havde helbredt en vanfør mand, sagde de jødiske religiøse ledere: „Ved hvilken kraft eller i hvis navn har I gjort dette?“ Peter gav modigt udtryk for sin tro på den myndighed og kraft Jesu navn repræsenterede, da han lod det blive kendt at det var „ved Jesu Kristi, Nazaræerens, navn, . . . at denne mand står her rask for jeres øjne“. — Apostelgerninger 3:1-10; 4:5-10.

Tro på Jesus eller på kejseren?

At tro på Jesu navn ville imidlertid være forbundet med vanskeligheder. Som Jesus havde forudsagt, ville hans disciple ’blive genstand for alle nationernes had på grund af hans navn’. (Mattæus 24:9) Hvorfor? Fordi Jesu navn repræsenterer hans stilling som Guds udnævnte hersker, kongers Konge, som alle nationerne burde bøje sig for og underlægge sig, hvilket de hverken er parate eller villige til at gøre. — Salme 2:1-7.

De religiøse ledere på Jesu tid ønskede heller ikke at underlægge sig Jesus. De sagde: „Vi har ingen anden konge end kejseren,“ og fornægtede derved Guds søn. (Johannes 19:13-15) De valgte i stedet at tro på kejserens og hans kejserlige regerings navn eller myndighed og magt. For at bevare deres stilling og status lagde de oven i købet planer om at dræbe Jesus. — Johannes 11:47-53.

I århundrederne efter Jesu død indtog mange af dem der hævdede at være kristne, samme holdning som de jødiske ledere. Disse såkaldte kristne satte deres lid til statens magt og myndighed, og de blev involveret i dens konflikter. I det 11. århundrede, for eksempel, efter at kirken havde organiseret ledige krigere og dannet militia Christi (de kristne riddere), blev „ansvaret for at føre retfærdig krig taget fra de verdslige magter i kristenheden og i stedet overtaget af kirken ved hjælp af dens kristne riddere“. (The Oxford History of Christianity) Det berettes desuden at visse pavelige erklæringer fik de fleste korsriddere til at tro at de ved at deltage i korstogene „havde indgået en kontrakt med Gud og sikret sig en plads i Paradiset“.

Nogle ville måske indvende at man godt kan være loyal mod Jesus samtidig med at man tager del i politiske anliggender og i nationernes krige. De mener at det er den kristnes pligt at bekæmpe ondskab uanset hvor den findes, også selv om det skulle betyde at man må ty til krig. Men hvilket standpunkt indtog de første kristne?

I en artikel i tidsskriftet The Christian Century hedder det: „De første kristne tjente ikke i nogen væbnede styrker.“ Den forklarer at frem til tiåret 170-180 er der ikke noget som helst vidnesbyrd om kristne i hæren. Artiklen tilføjer: „Kun gradvis opgav de kristne deres modstand mod militærtjeneste.“

Hvilke følger fik dette? „Intet har måske bragt kristendommen mere i vanry end det at dens holdning til krig næppe kan skelnes fra de ikke-kristnes,“ hedder det i artiklen. „At kristne på den ene side antager troen på den milde Frelser, mens de på den anden side ivrigt støtter religiøse eller nationalistiske krige, har været meget ødelæggende for troen.“

Efterlignere af de første kristne

Er det muligt for kristne i dag at efterligne de første kristnes strålende eksempel? Jehovas vidner i vort århundrede har vist at det kan lade sig gøre. Herom skriver redaktøren af Holocaust Educational Digest: „Intet Jehovas vidne vil nogen sinde gå i krig. . . . Hvis alle med en magtposition i verden havde tilhørt denne trosretning, . . . ville den anden verdenskrig aldrig have fundet sted.“

Det samme kan siges om de regionale konflikter der har været i nyere tid, som for eksempel i Nordirland. For nogle år siden var et Jehovas vidne ude at forkynde fra hus til hus i et protestantisk område i Belfast. En af dem han besøgte, fandt ud af at han havde været katolik, og spurgte ham: „Da du var katolik, støttede du så IRA [Den Irske Republikanske Hær]?“ Forkynderen var klar over at manden kunne blive voldelig, da han netop var blevet løsladt efter at have været tilbageholdt fordi han var blevet pågrebet med et våben og havde haft i sinde at skyde en katolik. Broderen svarede derfor: „Jeg er ikke længere katolik. Jeg er et af Jehovas vidner. Som sand kristen ville jeg aldrig dræbe nogen for noget menneske eller for nogen regering.“ Den besøgte gav ham dernæst hånden og sagde: „Det er altid forkert at slå ihjel. I gør et godt arbejde. Bliv ved med det.“

Hvad det betyder at tro på Jesu navn

At tro på Jesu navn indbefatter imidlertid mere end at man blot afstår fra at tage del i krig. Man må adlyde alle Kristi bud. Jesus sagde: „I er mine venner hvis I gør hvad jeg befaler jer,“ og en af hans befalinger er at vi skal elske hinanden. (Johannes 15:14, 17) Kærlighed tilskynder os til at gøre godt mod andre. Den rydder alle racemæssige, religiøse og sociale fordomme af vejen. Jesus viste hvordan.

Jøderne på Jesu tid var meget negativt indstillede over for samaritanerne, men Jesus talte med en samaritansk kvinde, med det resultat at hun og mange andre fik tro på hans navn. (Johannes 4:39) Jesus sagde også at hans disciple skulle være vidner om ham „både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) Hans livgivende budskab skulle ikke kun bringes ud til jøderne. Følgelig fik Peter besked på at besøge den romerske centurion Kornelius. Skønt det var utilladeligt for en jøde at besøge nogen af en anden afstamning, lod Gud Peter forstå at han ’ikke måtte kalde noget menneske vanhelligt eller urent’. — Apostelgerninger 10:28.

Jehovas vidner efterligner Jesus og hjælper villigt alle, uanset deres race, religion eller etniske baggrund, til at lære om den frelse der kommer gennem Jesu navn. Troen på Jesu navn får dem til ’offentligt at bekende at Jesus er Herre’. (Romerne 10:8, 9) Vi vil gerne tilskynde dig til at tage imod deres hjælp så du også kan lære at tro på Jesu navn.

Jesu navn skulle indgyde os ære, respekt og lydighed. Apostelen Paulus sagde: „I Jesu navn [skal] hvert knæ . . . bøje sig, deres i himmelen og deres på jorden og deres under jorden, og hver tunge åbent anerkende at Jesus Kristus er Herre til ære for Gud, Faderen.“ (Filipperne 2:10, 11) Størstedelen af menneskeheden ønsker ganske vist ikke at underlægge sig Jesu herredømme, men Bibelen viser at tiden er nær da alle enten må underlægge sig dette herredømme eller gå til grunde. (2 Thessaloniker 1:6-9) Tiden er derfor inde til at tro på Jesu navn ved at holde alle hans bud.