Styres dit liv af skæbnen?
„ALA NÒ DON.“ Dette udtryk betyder på bambari, der tales i Mali i Vestafrika: „Det er Guds værk.“ I denne del af verden er sådanne vendinger meget almindelige. På wolof findes talemåden: „Yallah mo ko def“ (Gud gjorde det). Og på en af dialekterne der tales af dogon-stammen, siger man: „Ama biray“ (Gud forårsagede det).
I andre lande hører man ofte udtryk som: „Hans tid var inde,“ og: „Det var Guds vilje,“ når nogen dør eller rammes af en tragedie. I Vestafrika bliver mundheld som: „Mennesket spår, Gud rå’r [råder, bestemmer],“ ofte malet på offentlige transportmidler og på butiksskilte. Mange lægger ikke noget i disse udtryk. Men tit afspejler de en rodfæstet fatalisme.
The World Book Encyclopedia definerer fatalisme som „troen på at begivenheder er bestemt af kræfter mennesket ikke kan kontrollere“. Hvilke „kræfter“ hentydes der til? For tusinder af år siden hævdede babylonierne at himmellegemernes stilling i fødselsøjeblikket havde stor indflydelse på ens skæbne. (Jævnfør Esajas 47:13.) Ifølge de gamle grækere blev skæbnen styret af tre magtfulde gudinder som spandt livets tråd, bestemte dens længde og afskar den. Men det var kristenhedens teologer der undfangede idéen om at Gud bestemmer den enkeltes skæbne.
Den katolske „helgen“ Augustin afviste for eksempel astrologernes „falske og giftige meninger“. Men til gengæld hævdede han at det var „det største udtryk for tåbelighed at vedkende sig Guds eksistens og samtidig benægte hans forudviden om fremtidige begivenheder“. Augustin mente at Gud for at kunne kaldes almægtig måtte „vide alt inden det skete“, hvilket betød at „alt var forudbestemt“. Augustin argumenterede ivrigt for at menneskene havde en fri vilje til trods for at Gud vidste alt inden det skete. — The City of God, Bind V, kapitel 7-9.
Nogle århundreder senere gik den protestantiske teolog Johannes Calvin et skridt videre og hævdede at nogle var „forudbestemt [af Gud] til at være børn og arvinger til det himmelske rige“, mens andre var forudbestemt til at være „modtagere af hans vrede“.
I dag styres mange menneskers liv af skæbnetroen. Ousmane, en ung mand i Vestafrika, var for eksempel en af de dygtigste elever i skolen, men da han gik op til den afsluttende eksamen, dumpede han. Dette betød ikke blot at han måtte gå et år om, men gjorde ham også forlegen over for sin familie og sine venner. En ven forsøgte at trøste ham ved at sige at det var Guds vilje. Ousmanes mor gav også skæbnen skylden for sin søns dårlige resultat.
I begyndelsen var Ousmane glad for deres medfølelse. Hvis det virkelig var Guds vilje at han skulle dumpe, kunne han jo hverken gøre fra eller til. Men hans far var af en anden opfattelse. Han sagde til Ousmane at hans dårlige eksamensresultat var hans egen skyld — ikke Guds. Ousmane havde ganske enkelt forsømt lektierne.
Dette rystede Ousmanes tro på skæbnen, og han besluttede sig for at undersøge tingene nærmere. Vi vil nu indbyde dig til at gøre det samme ved at læse den efterfølgende artikel.