Som familieoverhoveder skulle de gudfrygtige patriarker også sørge for deres families åndelige behov. Da Noa efter den globale vandflod kom ud af arken, siges der: „Derpå byggede Noa et alter for Jehova . . . og bragte brændofre på alteret.“ (1 Mosebog 8:20; Jævnfør Job 1:5.) Den trofaste patriark Abraham satte et godt eksempel ved personligt at undervise de enkelte familiemedlemmer. Han ’gav sine sønner og sit hus efter sig påbud, så de holdt sig til Jehovas vej ved at øve retfærdighed og ret’. (1 Mosebog 18:19) Hvis kærlige familieoverhoveder følger disse råd, vil deres familie trives både følelsesmæssigt og åndeligt.

I dag følger kristne mænd dette mønster. De sætter et godt eksempel ved at føre an i gudsdyrkelsen og derved hjælper de deres familie til at rette sig efter Guds krav. (Mattæus 28:19, 20; Hebræerne 10:24, 25) Ligesom patriarkerne sætter kristne ægtemænd og fædre også tid af til at undervise deres familie.

Der kræves handling

Da patriarken Jakob endelig var blevet færdig med at afbetale en stor gæld til sin svigerfar, spurgte han: „Hvornår kan jeg nu selv gøre noget for mit eget hus?“ (1 Mosebog 30:30) Som de fleste fædre følte Jakob det som et pres at skulle dække sin families behov, og han arbejdede flittigt for at kunne gøre det. I Første Mosebog 30:43 står der: „Manden blev ved med at brede sig mere og mere, og han fik efterhånden meget småkvæg og tjenestepiger og tjenere og kameler og æsler.“

Men nogle år senere, da Jakob havde bosat sig i Kana’an, lagde han tilsyneladende ikke mærke til at hans datter Dina havde tillagt sig den farlige vane at omgås de hedenske kana’anæere.a (1 Mosebog 34:1) Han greb heller ikke ind da han blev klar over at der var hedenske genstande i hans hus. Efter den tragiske episode hvor Dina var blevet voldtaget af en kana’anæisk mand, skred Jakob til handling. „Fjern de fremmede guder der er iblandt jer, og rens jer,“ sagde han. — 1 Mosebog 35:2-4.

En kristen far må årvågent følge sin families åndelige sundhed. Han må straks skride til handling hvis der er noget som udgør en alvorlig trussel mod familiens åndelige sundhed — hvis han for eksempel opdager umoralsk litteratur i hjemmet eller hører at der bliver spillet nedbrydende musik.

Det er interessant at trofaste kvinder som Sara, Rebekka og Rakel også øvede en betydelig indflydelse på familielivet. Til trods for at de underordnede sig deres mænd, holdt de sig ikke tilbage for at tage et initiativ når det var passende og nødvendigt. I Anden Mosebog 4:24-26 står der for eksempel at da Moses og hans familie var på vej til Ægypten „[mødte] Jehova [„Jehovas engel“, Septuaginta] . . . ham og søgte at bringe død over ham [Moses’ søn]“. Moses’ søn var åbenbart i fare for at blive dræbt fordi Moses havde undladt at omskære ham. Zippora handlede hurtigt og omskar sin søn. Som følge heraf lod engelen drengen leve. I dag kan kristne hustruer også tage initiativet når der opstår en situation hvor det vil være passende.

Faderen — lærer under Moseloven

Patriarktiden ophørte i 1513 f.v.t. da Israel blev en nation. (2 Mosebog 24:3-8) Fædrene fortsatte imidlertid med at tjene som familieoverhoveder. Men den lov Gud havde givet Moses at overbringe folket blev sat over familiens lov. Samtidig overgik myndigheden til at dømme til udnævnte dommere. (2 Mosebog 18:13-26) Det levitiske præsteskab fik det hverv at frembære ofrene i forbindelse med tilbedelsen. Men faderen spillede fortsat en vigtig rolle. Moses formanede fædrene: „Disse ord som jeg pålægger dig i dag skal du have i dit hjerte, og du skal indprente din søn dem og tale om dem når du sidder i dit hus og når du vandrer på vejen og når du lægger dig og når du står op.“ — 5 Mosebog 6:6, 7.

Loven sørgede for at der, for eksempel under påsken, kunne undervises både formelt og uformelt. Når påskedagen, den 14. nisan, nærmede sig, begyndte de jødiske familier at forberede deres sædvanlige rejse til Jerusalem. (5 Mosebog 16:16; jævnfør Lukas 2:41.) Hvilket barn kunne undgå spændt at følge sådanne forberedelser? Selve rejsen var en fornøjelse. Ved den tid var regntiden slut, og forårssolen var begyndt at opvarme den kølige vinterluft. Når sneen på Hermons Bjerg begyndte at smelte, løb Jordanfloden over sine bredder.

På rejsen kunne fædrene undervise deres børn, ikke kun i landets geografi men også i dets omfattende historie, der måske havde relation til de steder de passerede. Dette kunne omfatte Ebals Bjerg og Garizims Bjerg, hvor lovens forbandelser og velsignelser var blevet oplæst. De passerede måske også Betel, hvor Jakob fik en drøm om en stige der nåede til himmelen. Det må have ført til nogle interessante samtaler. Efterhånden som rejsen skred frem og rejsende fra andre dele af landet sluttede sig til, kunne familien nyde det opbyggende samvær.

Endelig ankom familien til Jerusalem, byen som var „fuldendt i skønhed“. (Salme 50:2) Historikeren Alfred Edersheim siger: „Mange af disse pilgrimme må have slået lejr uden for bymurene. De der boede inden for murene blev gæstfrit modtaget.“ Ja, de unge hebræere lærte på denne måde broderkærlighed og gæstfrihed. I dag har Jehovas Vidners årlige stævner et lignende formål.

Endelig oprandt den 14. nisan. Påskelammet blev slagtet og derefter stegt i flere timer. Ved midnat spiste familien lammet sammen med usyrede brød og bitre urter. Det var skik at en af sønnerne spurgte: „Hvad betyder denne hellige handling for jer?“ Hvorpå faderen underviste sønnerne idet han sagde: „Det er påskeofferet til Jehova, som gik forbi Israels sønners huse i Ægypten da han slog ægypterne med plagen, men udfriede vore huse.“ — 2 Mosebog 12:26, 27; 13:8.