Tømrer. Mirakelmager. Læge. Jesus var alt dette og mere til. Men det var ikke de udtryk hans tilhørere brugte når de henvendte sig til ham. De kaldte ham „Lærer“. Ja, hans livsgerning var ’at undervise . . . og forkynde den gode nyhed’. (Mattæus 4:23) Som Jesu disciple har vi den samme gerning. I denne anden del vil vi se nærmere på hans eksempel, der viser hvordan vi skal forkynde.

1-4. (a) Hvordan underviser Jesus mesterligt en samaritansk kvinde, og med hvilket resultat? (b) Hvordan reagerer apostlene?

JESUS og hans disciple har gået i flere timer. De er på vej nordpå fra Judæa til Galilæa. Den korteste vej — en rejse på omkring tre dage — fører dem gennem Samaria. Ved middagstid nærmer de sig en lille by ved navn Sykar, hvor de standser op for at tage et hvil.

² Mens apostlene går ind til byen for at købe mad, hviler Jesus sig ved en brønd uden for byen. En kvinde kommer for at trække vand op. Jesus kunne godt have valgt at ignorere hende. Han er „udmattet af rejsen“. (Johannes 4:6) Det ville have været forståeligt hvis han blot lukkede øjnene og lod den samaritanske kvinde komme og gå uden at tage notits af hende. Som vi så i kapitel 4, ville kvinden sikkert ikke have fundet det mærkeligt hvis en jøde ignorerede hende. Men alligevel begynder Jesus at tale med hende.

³ Han indleder samtalen med at bruge en illustration hentet fra kvindens dagligdag — ja, fra selve den aktuelle situation. Hun er kommet for at trække vand op, og Jesus taler om det livgivende vand som vil slukke hendes åndelige tørst. Flere gange nævner hun emner som kunne give anledning til en diskussion.a Men Jesus undgår dem taktfuldt og holder sig til det han har i tanke. Han koncentrerer sig om emner af åndelig art — den rene tilbedelse og Jehova Gud. Hans ord får en langtrækkende virkning, for kvinden fortæller om ham til sine bysbørn, og de vil også gerne høre ham. — Johannes 4:3-42.

⁴ Hvad mener apostlene, da de vender tilbage, om det bemærkelsesværdige vidnesbyrd Jesus har aflagt her? Der er intet tegn på at de viser nogen stor begejstring. De er overraskede over at Jesus i det hele taget har talt med kvinden, og åbenbart siger de ikke noget til hende. Efter at hun er gået, opfordrer de Jesus til at spise den mad de har bragt ham. Men Jesus siger til dem: „Jeg har mad at spise som I ikke kender.“ De undrer sig, for de tager hans ord helt bogstaveligt. Så forklarer han: „Min mad er at gøre hans vilje som har sendt mig, og at fuldføre hans gerning.“ (Johannes 4:32, 34) Jesus fortæller dem her at hans hovedopgave i livet er vigtigere for ham end mad. Han ønsker at de skal have det på samme måde. Hvad var det for en opgave?

5. Hvad var Jesu livsopgave, og hvad vil vi se nærmere på i dette kapitel?

⁵ Jesus har engang sagt: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ (Lukas 4:43) Ja, Jesus blev udsendt for at han skulle forkynde den gode nyhed om Guds rige og undervise folk.b Jesu disciple i dag har den samme opgave. Det er derfor vigtigt at vi ser nærmere på hvorfor Jesus forkyndte, hvad han forkyndte, og hvordan hans indstilling var til denne opgave.

Hvorfor Jesus forkyndte

6, 7. Hvilket motiv skulle „enhver offentlig lærer“ ifølge Jesu ord have til at forkynde den gode nyhed for andre? Illustrer det med et eksempel.

⁶ Lad os først undersøge hvordan Jesus så på det han lærte andre. Derefter vil vi beskæftige os med hvordan hans indstilling var til dem han underviste. Jesus brugte en illustration fra dagliglivet for at vise hvad der tilskyndede ham til at fortælle andre om de ting han havde lært hos sin Fader. Han sagde: „Enhver offentlig lærer [er], når han er oplært med hensyn til himlenes rige, som en mand, en husherre, der tager nye og gamle ting frem fra sit forråd.“ (Mattæus 13:52) Hvorfor tager husherren i denne illustration visse ting frem fra sit forråd?

⁷ Der er ikke tale om at han fremviser sine ting for at prale, sådan som kong Ezekias i sin tid gjorde — og det fik skæbnesvangre følger. (2 Kongebog 20:13-20) Hvad er så hans motiv? Forestil dig følgende situation: Du besøger en af dine yndlingslærere i hans hjem. Han åbner en skrivebordsskuffe og tager et par breve frem — det ene gulnet af ælde, det andet nyere. Det er breve han har modtaget fra sin far — det ene har han modtaget for mange år siden da han endnu var dreng; det andet er af nyere dato. Lærerens øjne lyser af glæde da han fortæller hvor stor pris han sætter på disse breve, og hvordan de råd de indeholder, har ændret hans liv og også kan være til hjælp for dig. Han værdsætter tydeligvis disse breve, som står hans hjerte nær. (Lukas 6:45) Han har vist dig disse breve, ikke for at prale eller opnå noget, men for at gavne dig og give dig en fornemmelse af deres værdi.

8. Hvorfor har vi god grund til at føle at de sandheder vi lærer fra Guds ord, er som dyrebare skatte?

⁸ Det var også det motiv den store Lærer, Jesus Kristus, havde til at forkynde Guds sandheder for andre. For ham var disse sandheder som uvurderlige skatte. Han elskede dem og var ivrig efter at dele dem med andre. Og han ønskede at hans disciple, „enhver offentlig lærer“, skulle have det på samme måde. Har vi det? Vi har al mulig grund til at elske hver eneste sandhed vi lærer fra Guds ord. Vi gemmer dem som dyrebare sandhedsord i vort hjerte, hvad enten det er nogle vi har lært for lang tid siden, eller nogle vi nylig har fået kendskab til. Ved at bevare kærligheden til det Jehova har lært os, og tale med stor begejstring om det, giver vi andre del i den samme kærlighed, nøjagtig ligesom Jesus gjorde.

9. (a) Hvad følte Jesus for dem han underviste? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesu indstilling til dem han forkyndte for?

⁹ Jesus elskede også de mennesker han underviste — et emne vi skal komme nærmere ind på i bogens tredje del. Det var profeteret at Messias ville „ynkes over den ringe og den fattige“. (Salme 72:13) Ja, Jesus var interesseret i andre mennesker. Han bekymrede sig om hvad de tænkte, og hvilke motiver de havde. Han ville gerne vide hvad der tyngede dem, og hvad der hindrede dem i at forstå sandheden. (Mattæus 11:28; 16:13; 23:13, 15) Tag for eksempel den samaritanske kvinde. Det gjorde uden tvivl et dybt indtryk på hende at Jesus interesserede sig for hende. Hans viden om hende personligt fik hende til at anerkende ham som en profet og til at fortælle andre om ham. (Johannes 4:16-19, 39) Jesu disciple i dag kan naturligvis ikke læse folks hjerter og se hvad der bor i dem. Men vi kan alligevel vise interesse for dem vi forkynder for, sådan som Jesus gjorde. Vi kan vise at vi vil dem det bedste, og tilpasse vores ord efter det der interesserer dem, de problemer de har, og det de har behov for.

Hvad Jesus forkyndte

10, 11. (a) Hvad forkyndte Jesus? (b) Hvordan opstod behovet for Guds rige?

¹⁰ Hvad forkyndte Jesus? Hvis man ville finde svaret ved at undersøge hvad de mange forskellige kirker lærer, kunne man få det indtryk at han forkyndte et socialt evangelium, eller at han gik ind for en politisk reform, eller at han lagde vægt på menneskets frelse som det vigtigste. Men som tidligere anført sagde Jesus rent ud: „Jeg må nødvendigvis . . . forkynde den gode nyhed om Guds rige.“ Hvad vil det helt nøjagtigt sige?

¹¹ Som tidligere nævnt var Jesus til stede i himmelen da Satan rejste tvivl om retmæssigheden af Jehovas suverænitet. Hvor må det have såret Jesus at se sin retfærdige Fader bagtalt og anklaget for at være en uretfærdig hersker som forholdt sine skabninger noget godt! Hvor må det have pint ham da Adam og Eva, hvis børn skulle befolke jorden, troede på Satans løgn! Guds søn blev vidne til at menneskene blev underlagt synd og død som følge af dette oprør. (Romerne 5:12) Men hvor må det have glædet ham at få at vide at hans Fader en dag ville rette op på alt dette!

12, 13. Hvad vil Guds rige rette op på, og hvordan gjorde Jesus Guds rige til det centrale i sin forkyndelse?

¹² Hvad var det der mere end noget andet måtte rettes op på? Jehovas navn måtte helliges, renses for enhver forsmædelse der var bragt over det af Satan og alle dem som havde stillet sig på hans side. Det måtte fastslås at Jehova med rette er den suveræne hersker, og at han udøver sit herredømme på rette måde. Disse vigtige spørgsmål forstod Jesus bedre end nogen anden. I den bøn han lærte sine disciple at bede, var det første de skulle bede om, at Faderens navn måtte blive helliget. Dernæst at hans rige måtte komme, og endelig at Guds vilje måtte ske på jorden. (Mattæus 6:9, 10) Guds rige med Jesus Kristus som konge vil nu snart befri jorden for Satans korrupte styre og for evigt befæste Jehovas retfærdige styre. — Daniel 2:44.

¹³ Guds rige var det gennemgående tema i Jesu forkyndelse. Alle hans ord og gerninger tog sigte på at forklare hvad Riget er, og hvordan det vil tjene Jehovas hensigt. Der var intet som kunne aflede Jesu opmærksomhed fra det der var hans hovedopgave: at forkynde den gode nyhed om Guds rige. Der blev på hans tid begået mange uretfærdigheder, og der var store sociale problemer der trængte til at blive løst, men han koncentrerede sig om sit budskab og sin gerning. Vil det sige at han var snæversynet og verdensfjern? Var han kedelig og ensformig i sin forkyndelse? Nej, langtfra!

14, 15. (a) Hvorfor kan man sige at der i Jesu tilfælde var „mere end Salomon“? (b) Hvordan kan vi efterligne Jesus når vi forkynder?

¹⁴ Som vi skal se i denne anden del af bogen, var Jesu undervisning både interessant og farverig. Han talte til folks hjerter. Det minder os om den vise kong Salomon, der søgte „ord der lyder godt“, „ord der er sande“, for at give udtryk for de tanker Jehova inspirerede ham til at nedskrive. (Prædikeren 12:10) Jehova gav denne ufuldkomne mand ’et hjerte der spændte vidt’ så han kunne tale om mange emner, om fisk, fugle, træer, landdyr og meget andet. Folk kom langvejsfra for at høre ham tale. (1 Kongebog 4:29-34) Men i Jesu tilfælde var der „mere end Salomon“. (Mattæus 12:42) Han havde en langt større visdom, og hans hjerte spændte endnu videre. Når han underviste, øste han af sit større kendskab til Guds ord foruden af sit kendskab til fisk, fugle, landdyr, agerbrug, vejret, nutidige og fortidige begivenheder samt sociale forhold. Men Jesus brugte aldrig sin kundskab for at gøre indtryk på andre. Hans budskab var enkelt og klart. Det er ikke så mærkeligt at folk med glæde hørte ham tale. — Markus 12:37; Lukas 19:48.

¹⁵ Kristne i dag prøver at følge Jesu eksempel. Vi har ikke hans store visdom og kundskab, men vi har alle et mål af kundskab og erfaring vi kan øse af når vi forkynder Guds ords sandheder for andre. De der har børn, kan for eksempel bruge den erfaring de har fået ved at opdrage børn, når de skal skildre Jehovas kærlighed til sine børn. Andre kan hente eksempler og sammenligninger fra deres arbejde, fra skolen eller fra deres kendskab til andre mennesker eller aktuelle begivenheder. Samtidig skal vi dog passe på ikke at bortlede opmærksomheden fra vores budskab — den gode nyhed om Guds rige. — 1 Timoteus 4:16.

Hvordan så Jesus på sin tjeneste?

16, 17. (a) Hvordan betragtede Jesus sin tjeneste? (b) Hvordan viste Jesus at tjenesten var det vigtigste for ham i livet?

¹⁶ Jesus betragtede sin tjeneste som en dyrebar skat. Han glædede sig over at hjælpe folk til at se hvordan hans himmelske Fader virkelig var — ikke tilsløret eller forvansket af forvirrende menneskeskabte dogmer og overleveringer. Han elskede at kunne hjælpe folk til at få et godkendt forhold til Jehova og håb om evigt liv. Han følte en dyb glæde ved at kunne trøste og opmuntre dem med den gode nyhed. Hvordan kom denne indstilling til udtryk? På i hvert fald tre måder.

¹⁷ For det første: Jesus gjorde forkyndelsen til det vigtigste i sit liv. At tale om Riget var hans livsopgave, hans livsgerning, det han koncentrerede sig om. Det er grunden til at Jesus, som vi så i kapitel 5, levede et enkelt liv. Som han rådede andre til, holdt han blikket rettet mod det der havde størst betydning. Han lod sig ikke distrahere af en masse ting som han skulle betale for, vedligeholde, reparere eller erstatte som tiden gik. Han levede enkelt og lod intet unødvendigt trække ham bort fra tjenesten. — Mattæus 6:22; 8:20.

18. På hvilke måder gav Jesus sig selv helt og fuldt i tjenesten?

¹⁸ For det andet: Jesus gav sig selv helt og fuldt i tjenesten. Han brugte alle sine kræfter i tjenesten. Han gik hundreder af kilometer gennem Palæstina for at opsøge mennesker som han kunne forkynde den gode nyhed for. Han talte til dem i deres hjem, på offentlige steder, på torvene og ude i det fri. Han talte endog til dem når han havde behov for hvile, mad, vand eller blot en stille stund sammen med sine nærmeste venner. Selv da han hang døende på pælen, fortsatte han med at forkynde den gode nyhed om Guds rige! — Lukas 23:39-43.

19, 20. Hvilket billede brugte Jesus for at vise at forkyndelsen hastede?

¹⁹ For det tredje: Jesus betragtede tjenesten som noget der hastede. Da Jesus talte med den samaritanske kvinde ved brønden uden for Sykar, forstod hans apostle åbenbart ikke at der var et presserende behov for at forkynde den gode nyhed. Men Jesus sagde: „Siger I ikke at der endnu er fire måneder til høsten kommer? Se, jeg siger jer: Løft jeres blik og betragt markerne: de er hvide til høst.“ — Johannes 4:35.

²⁰ Jesus brugte dette billede på grund af årstiden. Samtalen fandt øjensynlig sted i kislev måned (november/december). Der var endnu fire måneder til byghøsten, der begyndte i nisan måned, omkring påsken. Så en landmand ville ikke føle at høsten stod lige for døren. Der var stadig lang tid til den. Men hvad med indhøstningen af mennesker? Jo, mange var rede til at høre, lære, blive Kristi disciple og få det vidunderlige håb Jehova nu tilbød dem. Det var som om Jesus så ud over disse billedlige marker, der var hvide af alt det modne korn der bølgede blidt i brisen som tegn på at det var parat til at blive høstet.c Tiden var inde, og arbejdet hastede! Da nogle prøvede at få Jesus til at blive hos dem i deres by, svarede han derfor: „Jeg må nødvendigvis også forkynde den gode nyhed om Guds rige for de andre byer; det er jo dette jeg er sendt ud for.“ — Lukas 4:43.

21. Hvordan kan vi efterligne Jesus?

²¹ Vi kan efterligne Jesus på alle de tre ovennævnte måder. Vi kan gøre den kristne tjeneste til det vigtigste i livet. Selvom vi har familie og verdslige forpligtelser, kan vi vise at vores tjeneste kommer først ved at vi nidkært og regelmæssigt tager del i den, på samme måde som Jesus. (Mattæus 6:33; 1 Timoteus 5:8) Vi kan give af os selv i tjenesten ved gavmildt at bruge vores tid, kræfter og midler for at støtte den. (Lukas 13:24) Og vi kan hele tiden holde os for øje at arbejdet er presserende og haster. (2 Timoteus 4:2) Vi må bruge enhver lejlighed til at forkynde!

22. Hvad vil være emnet for det næste kapitel?

²² Jesus viste også at han forstod betydningen af arbejdet ved at sørge for at det ville fortsætte efter hans død. Han overdrog sine disciple den opgave at fortsætte arbejdet med at forkynde og undervise. Denne opgave vil være emnet for det næste kapitel.

1-3. (a) Hvad gør en landmand når afgrøden er for stor til at han kan høste kornet alene? (b) Hvilket problem har Jesus i foråret 33, og hvordan løser han det?

EN LANDMAND har et problem. Nogle måneder tidligere har han pløjet sine marker og tilsået dem. Han har holdt øje med sæden for at se hvornår de første spirer kom op, og han har glædet sig over at se kornet vokse. Nu belønnes hans store arbejde, for tiden er kommet til at høste kornet. Men her er problemet: Afgrøden er alt for stor til at han kan gøre arbejdet alene. For at løse problemet beslutter han klogt at leje nogle arbejdere og sende dem ud på sine marker. Der er trods alt kun en begrænset tid at høste den dyrebare afgrøde i.

² I foråret 33 står den opstandne Jesus over for et lignende problem. I løbet af sin jordiske tjeneste har han sået sandhedens sæd. Nu er tiden kommet til at høste, og høsten vil være stor. Mange som har hørt og taget imod Jesus, skal indsamles som disciple. (Johannes 4:35-38) Hvordan løser Jesus dette problem? På et bjerg i Galilæa giver han, kort før han stiger til himmelen, sine disciple en befaling der skal skaffe flere høstarbejdere. Han siger: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem . . . , og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

³ Denne befaling viser hvad det egentlig vil sige at være en sand discipel af Jesus Kristus. Lad os derfor se på tre spørgsmål: Hvorfor gav Jesus befaling om flere arbejdere? Hvordan oplærte han sine disciple til at finde dem? Hvordan berører denne befaling os?

Hvorfor der er brug for flere arbejdere

4, 5. Hvorfor ville det ikke være muligt for Jesus at fuldføre det arbejde han havde påbegyndt, og hvem måtte fortsætte arbejdet efter at han var vendt tilbage til himmelen?

⁴ Da Jesus begyndte sin tjeneste i år 29, vidste han at han begyndte på et arbejde som han ikke selv ville fuldføre. I den korte tid han havde tilbage på jorden, var det begrænset hvor stort et område han ville komme ud til, og hvor mange han kunne nå med budskabet om Riget. Sandt nok begrænsede han sin forkyndelse til hovedsagelig at omfatte jøder og proselytter, „de bortkomne får af Israels hus“. (Mattæus 15:24) Men disse „bortkomne får“ var spredt ud over hele Israel, et område der strakte sig over tusinder af kvadratkilometer, og hertil kom at hele resten af verden med tiden også skulle nås med den gode nyhed. — Mattæus 13:38; 24:14.

⁵ Jesus forstod at der var et stort arbejde der skulle gøres efter hans død. Til sine 11 trofaste apostle sagde han: „Jeg siger jer i sandhed, ja i sandhed: Den der tror på mig, han vil også gøre de gerninger jeg gør; og han vil gøre større gerninger end disse, for jeg går til Faderen.“ (Johannes 14:12) Jesus vendte nu tilbage til himmelen, men hans disciple — ikke blot apostlene, men alle fremtidige disciple — måtte fortsætte arbejdet med at forkynde og undervise. (Johannes 17:20) Jesus anerkendte ydmygt at deres gerninger ville være „større“ end hans. Hvordan? På tre måder.

6, 7. (a) På hvilke måder ville disciplenes gerninger være større end Jesu gerninger? (b) Hvordan kan vi vise at vi er værdige til Jesu tillid?

⁶ For det første måtte Jesu disciple dække et større område. I dag er forkyndelsen nået ud til jordens ender, langt ud over grænserne til det land hvor Jesus selv forkyndte. For det andet skulle de nå langt flere mennesker. Den lille gruppe disciple Jesus efterlod, voksede hurtigt til tusinder. (Apostelgerninger 2:41; 4:4) Nu tæller de millioner, og hvert år døbes der hundredtusinder af nye. For det tredje skulle de forkynde i et længere tidsrum — helt frem til i dag, næsten 2000 år efter at Jesus havde fuldført sin tjeneste på tre og et halvt år.

⁷ Jesus gav udtryk for tillid til sine disciple da han sagde at de ville „gøre større gerninger end disse“. Han overdrog dem et arbejde der var af største betydning for ham, nemlig at forkynde „den gode nyhed om Guds rige“ og undervise dem der ville lytte. (Lukas 4:43) Han var overbevist om at de trofast ville udføre den tildelte opgave. Hvad betyder det for os i dag? Når vi nidkært og helhjertet udfører forkyndelsen, viser vi at vi er værdige til hans tillid. Er det ikke en storslået forret? — Lukas 13:24.

Oplært til at aflægge vidnesbyrd

8, 9. Hvordan var Jesus et eksempel i forkyndelsen, og hvordan kan vi efterligne ham?

⁸ Jesus gav sine disciple den bedste oplæring. Først og fremmest var han selv et fuldkomment eksempel. (Lukas 6:40) I det foregående kapitel så vi nærmere på hans indstilling til forkyndelsen. Læg nu mærke til hvad disciplene så når de fulgtes med ham på hans forkynderture. De så at han forkyndte overalt hvor der var mennesker — ved søen og på bjergskråninger, i byer, på torve og i private hjem. (Mattæus 5:1, 2; Lukas 5:1-3; 8:1; 19:5, 6) De så at han var flittig, stod tidligt op og arbejdede til langt ud på aftenen. Tjenesten var ikke noget han blot af og til beskæftigede sig med. (Lukas 21:37, 38; Johannes 5:17) De fornemmede uden tvivl at hans motiv var en dyb kærlighed til mennesker. Måske så de i hans ansigt den medlidenhed han følte i sit hjerte. (Markus 6:34) Hvilken virkning tror du hans eksempel havde på disciplene? Hvilken virkning ville det have haft på dig?

⁹ Som disciple af Jesus følger vi hans eksempel i forkyndelsen. Vi gør os derfor store anstrengelser for at aflægge „et grundigt vidnesbyrd“. (Apostelgerninger 10:42) Ligesom Jesus besøger vi folk i deres hjem. (Apostelgerninger 5:42) Vi tilpasser om nødvendigt vores tid så vi kan komme til folk når der er størst sandsynlighed for at de er hjemme. Vi henvender os også taktfuldt til folk på offentlige steder — på gader, i parker, i forretninger og andre steder. Vi ’slider i det og kæmper energisk’, for vi tager forkyndelsen alvorligt. (1 Timoteus 4:10) Oprigtig kærlighed til vore medmennesker motiverer os til at have øje for lejligheder til at forkynde hvor som helst og når som helst der er mulighed for det. — 1 Thessaloniker 2:8.

10-12. Hvilke vigtige instruktioner gav Jesus disciplene før han sendte dem ud for at forkynde?

¹⁰ Jesus oplærte også sine disciple ved at give dem detaljerede instruktioner om hvordan de skulle bære sig ad. Før han udsendte de 12 apostle og senere de 70 disciple, holdt han hvad man kunne kalde nogle „instruktionsmøder“ med dem. (Mattæus 10:1-15; Lukas 10:1-12) Oplæringen gav resultat, for der siges i Lukas 10:17: „Så vendte de halvfjerds tilbage med glæde.“ Lad os se på to vigtige ting Jesus lærte sine disciple, idet vi husker på at hans ord skal forstås på baggrund af jødisk skik og brug på Bibelens tid.

¹¹ Jesus lærte sine disciple at stole på Jehova. Han sagde til dem: „I skal ikke skaffe jer guldpenge eller sølvpenge eller kobberpenge til jeres bælter, eller en madpose til rejsen, eller to underklædninger, eller sandaler eller en stav; for den der arbejder, er sin føde værd.“ (Mattæus 10:9, 10) Det var almindeligt at de der var på rejse dengang, tog penge med i deres bælte, en madpose til proviant og et ekstra par sandaler.a Når Jesus lærte disciplene at de ikke skulle bekymre sig om disse ting, var det i virkeligheden som om han sagde: ’Stol helt på Jehova, for han vil tage sig af jer.’ Jehova ville sørge for dem ved at tilskynde dem der tog imod den gode nyhed, til at vise gæstfrihed, sådan som det var almindeligt i Israel. — Lukas 22:35.

¹² Jesus lærte også sine disciple at de ikke skulle lade sig distrahere unødigt. Han sagde: „I skal ikke til hilsen omfavne nogen på vejen.“ (Lukas 10:4) Betød det at de skulle være kølige og afmålte? Nej. På Bibelens tid var en almindelig hilsen mere end et høfligt „goddag“. Den typiske orientalske hilsen bestod i forskellige formaliteter og en længere samtale. En bibelkommentar forklarer: „Hilsener blandt orientalerne bestod ikke som hos os i et lille buk eller et håndtryk, men i mange omfavnelser og i at man bøjede sig eller endog kastede sig ned. Alt dette krævede tid.“ Når Jesus instruerede sine disciple om ikke at bruge den sædvanlige hilsen, sagde han i virkeligheden: ’Få det meste ud af tiden, jeres budskab haster.’b

13. Hvordan kan vi vise at vi forstår at de instruktioner Jesus gav sine disciple dengang, også gælder os?

¹³ Vi forstår at de instruktioner Jesus gav sine disciple dengang, også gælder os. Når vi går ud i forkyndelsen, stoler vi helt på Jehova. (Ordsprogene 3:5, 6) Vi ved at vi aldrig vil mangle det nødvendige hvis vi bliver ved med „først at søge riget“. (Mattæus 6:33) Heltidsforkyndere i hele verden kan bekræfte at Jehovas hånd selv i vanskelige tider aldrig er for kort. (Salme 37:25) Vi forstår også at det er nødvendigt at vi ikke lader os distrahere. Hvis vi ikke passer på, kan denne tingenes ordning let føre os ud på et sidespor. (Lukas 21:34-36) Men tiden er ikke inde til at lade sig distrahere. Der står menneskeliv på spil, og vores budskab haster. (Romerne 10:13-15) Hvis vi i vort hjerte har en fornemmelse af tidens alvor, vil det forhindre os i at lade noget i denne verden distrahere os og tage tid og kræfter som ville være bedre anvendt i tjenesten. Husk at den tid der er tilbage, er begrænset, og høsten er stor. — Mattæus 9:37, 38.

En befaling der berører os

14. Hvad viser at befalingen i Mattæus 28:18-20 gælder alle disciple af Jesus Kristus? (Se også fodnoten).

¹⁴ Med ordene „Gå . . . og gør disciple“ gav den opstandne Jesus sine efterfølgere et stort ansvar at skuldre. Han havde flere disciple i tanke end dem der var til stede den dag på bjerget i Galilæa.c Det arbejde han gav befaling om, skulle nå ud til „folk af alle nationerne“ og fortsætte frem til „afslutningen på tingenes ordning“. Befalingen gælder tydeligvis alle disciple af Kristus, også os i dag. Lad os se nærmere på Jesu ord som er gengivet i Mattæus 28:18-20.

15. Hvorfor gør vi klogt i at adlyde Jesu befaling om at gøre disciple?

¹⁵ Før Jesus gav befalingen, sagde han: „Al myndighed i himmelen og på jorden er blevet givet mig.“ (Vers 18) Har Jesus virkelig en sådan myndighed? Ja. Han er ærkeengelen og har befaling over titusinder af engle. (1 Thessaloniker 4:16; Åbenbaringen 12:7) Som „menighedens hoved“ har han myndighed over sine disciple på jorden. (Efeserne 5:23) Siden 1914 har han hersket som messiansk konge i himmelen. (Åbenbaringen 11:15) Hans myndighed når helt til gravens porte, for han har magt til at oprejse de døde. (Johannes 5:26-28) Ved først at nævne sin store myndighed viser han at de følgende ord han udtaler, ikke er et forslag, men en befaling. Vi gør klogt i at adlyde den, for han har ikke selv tiltaget sig denne myndighed, men den er skænket ham af Gud. — 1 Korinther 15:27.

16. Hvad befaler Jesus med det lille ord „gå“, og hvordan adlyder vi denne del af befalingen?

¹⁶ Jesus udtaler nu befalingen, der begynder med det lille ord: „Gå.“ (Vers 19) Han befaler os altså at tage initiativet til at nå ud til andre med budskabet om Riget. Men hans ord giver rum for at det kan gøres på mange forskellige måder. En meget effektiv måde at komme i personlig kontakt med folk på er ved at forkynde fra hus til hus. (Apostelgerninger 20:20) Vi er også på udkig efter at aflægge uformelle vidnesbyrd. Hvor som helst det er muligt og passende i løbet af dagen, søger vi at indlede en samtale om den gode nyhed. Den metode vi bruger, kan variere, alt efter de lokale behov og omstændigheder. Men én ting er fælles for dem alle: Vi ’går ud’ og finder frem til dem der fortjener det. — Mattæus 10:11.

17. Hvordan gør vi disciple?

¹⁷ Jesus forklarer derefter formålet med befalingen, nemlig at ’gøre disciple af folk af alle nationerne’. (Vers 19) Hvordan gør vi det? En discipel er en elev, en der er oplært. Men at gøre disciple består ikke blot i at give eleven kundskab. Når vi studerer Bibelen med nogen, er det vores mål at hjælpe vedkommende til at følge Kristus. Når det er muligt, fremhæver vi Jesu eksempel så den vi studerer med, lærer at se hen til ham som lærer og forbillede, at leve på den måde han levede, og gøre den gerning han gjorde. — Johannes 13:15.

18. Hvorfor er dåben den vigtigste milepæl i en discipels liv?

¹⁸ En vigtig del af befalingen er ordene: „Idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn.“ (Vers 19) Dåben er den vigtigste milepæl i en discipels liv, for den er et passende symbol på disciplens helhjertede indvielse til Gud og er en forudsætning for frelse. (1 Peter 3:21) Ja, ved fortsat at gøre sit bedste for at tjene Jehova kan den døbte discipel se frem til evige velsignelser i den kommende nye verden. Har du hjulpet nogen til at blive en døbt discipel af Jesus Kristus? Der findes ingen større grund til glæde i den kristne tjeneste. — 3 Johannes 4.

19. Hvad lærer vi de nye, og hvorfor skal undervisningen måske fortsætte efter deres dåb?

¹⁹ Den næste del af befalingen lyder: „Idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ (Vers 20) Vi lærer de nye at give agt på Jesu bud, som for eksempel at elske Gud, elske sin næste og gøre disciple. (Mattæus 22:37-39) Vi lærer dem lidt efter lidt hvordan de kan forklare Bibelens sandheder og forsvare deres voksende tro. Når de er kvalificerede til at deltage i den offentlige forkyndelse, arbejder vi sammen med dem og lærer dem i ord og gerning hvordan de får en meningsfyldt andel i dette arbejde. Undervisningen af de nye er ikke nødvendigvis fuldført før deres dåb. Det er muligt at der skal yderligere oplæring til for at hjælpe dem til at opfylde de krav der stilles til en Kristi discipel. — Lukas 9:23, 24.

„Jeg er med jer alle dage“

20, 21. (a) Hvorfor er der ingen grund til frygt når vi udfører Jesu befaling? (b) Hvorfor er tiden ikke inde til at lade hænderne synke, og hvad skal vi være besluttede på?

²⁰ De sidste ord i Jesu befaling indeholder den opmuntrende forsikring: „Se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 28:20) Jesus forstår at opgaven har stor betydning. Han ved også at udførelsen af den kan være årsag til en fjendtlig reaktion fra modstandere. (Lukas 21:12) Der er dog ingen grund til frygt. Vores Leder forventer ikke at vi udfører opgaven alene, uden hjælp. Er det ikke opmuntrende at vide at Han som har „al myndighed i himmelen og på jorden“, er med os og vil hjælpe os med at udføre befalingen?

²¹ Jesus forsikrede disciplene om at han ville være med dem i deres tjeneste indtil „afslutningen på tingenes ordning“. Vi må fortsætte lige indtil enden med at adlyde Jesu befaling. Tiden er ikke inde til at lade hænderne synke. En stor åndelig høst er i gang! Lydhøre og lærvillige indsamles i tusindtal. Lad os da som disciple af Kristus være besluttede på at efterkomme den befaling han har givet os. Lad os være besluttede på at give af vores tid, kræfter og midler for at adlyde Jesu befaling: „Gå . . . og gør disciple.“

1-3. Hvilken vigtig slutning ønsker Jesus at indbyggerne i Nazaret skal komme til, og hvad gør han?

VI BEFINDER os på et tidligt tidspunkt under Jesu jordiske tjeneste. Jesus er vendt tilbage til Nazaret, den by hvor han er vokset op. Han vil gerne at indbyggerne dér skal komme til en vigtig slutning: at han er den forudsagte Messias! Hvad gør han for at overbevise dem?

² Mange forventer sikkert at han gør et mirakel. De har hørt om hans undergerninger. Men han giver dem ikke noget tegn af den art. Han går derimod ind i synagogen, sådan som han plejer. Han rejser sig for at læse, og man rækker ham skriftrullen med Esajas’ profeti. Det er en tyk rulle, uden tvivl fastgjort til to stokke, og Jesus ruller forsigtigt dokumentet fra den ene stok over på den anden indtil han finder det sted han søger. Derpå læser han højt fra det der i dag er Esajas 61:1-3. — Lukas 4:16-19.

³ Tilhørerne kender godt stedet. Det er en profeti om Messias. Alles øjne i synagogen er rettet mod Jesus. Der er fuldstændig tavshed. Så begynder Jesus at forklare — måske i detaljer — idet han siger: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ Tilhørerne undrer sig over hans vindende ord, men mange ønsker åbenbart stadig at se et tydeligt tegn, et mirakel. I stedet afslører Jesus deres mangel på tro ved at henvise til to eksempler fra Skriften. Resultatet er at de kort efter prøver at slå ham ihjel. — Lukas 4:20-30.

4. Hvordan var Jesus i sin forkyndelse et eksempel der er værd at følge, og hvad vil vi se på i dette kapitel?

⁴ Jesus brugte her en fremgangsmåde som han fulgte under hele sin tjeneste. Han støttede sig helt til Guds inspirerede ord og henviste til det som grundlag for alt hvad han sagde og gjorde. Selvom hans mirakler havde betydning som bevis på at Guds ånd var med ham, var der intet der havde større betydning for ham end De Hellige Skrifter. Lad os se nærmere på hans eksempel i denne henseende, nemlig på hvordan han citerede fra Guds ord, forsvarede Guds ord og forklarede Guds ord.

Citerede fra Guds ord

5. Hvad ønskede Jesus at hans tilhørere skulle vide, og hvordan beviste han det?

⁵ Jesus ønskede at folk skulle vide hvor han havde sit budskab fra. Han sagde: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Ved en anden lejlighed sagde han: „Jeg [gør intet] af mig selv; men jeg siger disse ting sådan som Faderen har undervist mig.“ (Johannes 8:28) Og igen: „Det jeg siger til jer, siger jeg ikke ud fra mine egne ideer; men Faderen som forbliver i samhørighed med mig, gør sine gerninger.“ (Johannes 14:10) Jesus beviste at disse udtalelser var sande, ved blandt andet hyppigt at citere fra Guds skrevne ord.

6, 7. (a) I hvilken udstrækning citerede Jesus fra De Hebraiske Skrifter, og hvorfor er det imponerende? (b) Hvordan adskilte Jesu måde at undervise på sig fra de skriftlærdes?

⁶ Et nærmere studium af Jesu ord som de findes nedskrevet i Bibelen, viser at han citerede direkte eller indirekte fra over halvdelen af De Hebraiske Skrifters bøger. Det lyder måske i første omgang ikke af så meget. Vi kunne undre os over hvorfor han i løbet af tre og et halvt års forkyndelse ikke citerede fra alle de inspirerede bøger der var til rådighed. Det kan han også have gjort, for vi må huske at kun en brøkdel af alt det Jesus sagde og gjorde, er blevet nedskrevet. (Johannes 21:25) I virkeligheden ville det kun tage nogle få timer at læse alle de nedskrevne ord af Jesus højt. Forestil dig at du skulle tale om Gud og hans rige i blot nogle få timer, og at du skulle citere fra eller henvise til over halvdelen af bøgerne i De Hebraiske Skrifter! Tænk også på at Jesus i de fleste tilfælde ikke havde nogen skriftruller med sig! I Bjergprædikenen alene brugte han i snesevis af direkte og indirekte citater fra De Hebraiske Skrifter — og han gjorde det udelukkende efter hukommelsen!

⁷ At Jesus henviste så meget til Skrifterne, vidnede om hans store ærbødighed for Guds ord. Hans tilhørere var „helt forbløffede over hans måde at undervise på, for han underviste dem som en der havde myndighed, og ikke som de skriftlærde“. (Markus 1:22) Når de skriftlærde underviste, foretrak de at citere den såkaldte mundtlige lov, det vil sige hvad lærde rabbinere tidligere havde sagt. Jesus brugte ikke en eneste gang den mundtlige lov og henviste aldrig til en eller anden rabbiner som autoritet. Han betragtede Guds ord, De Hellige Skrifter, som den højeste autoritet. Atter og atter sagde han: „Der står skrevet.“ Han brugte denne sætning eller en lignende vending når han underviste sine disciple eller korrigerede en fejlagtig opfattelse.

8, 9. (a) Hvordan henviste Jesus til Guds ord som sin autoritet da han rensede templet? (b) På hvilken måde viste de religiøse ledere i templet manglende respekt for Guds ord?

⁸ Da Jesus rensede templet i Jerusalem, sagde han: „Der står skrevet: ’Mit hus skal kaldes et bedehus,’ men I gør det til en røverhule.“ (Mattæus 21:12, 13; Esajas 56:7; Jeremias 7:11) Dagen før denne modige handling havde han gjort mange undergerninger dér, og det fik nogle drenge som så det, til at lovprise ham. De religiøse ledere spurgte harmfuldt om Jesus hørte hvad drengene sagde. Han svarede: „Ja. Har I aldrig læst dette: ’Af spædes og diendes mund har du beredt dig lovprisning’?“ (Mattæus 21:16; Salme 8:2) Jesus ønskede at de skulle vide at det der her skete, var i overensstemmelse med Guds ord.

⁹ Senere kom de religiøse ledere til Jesus og afkrævede ham svar på spørgsmålet: „Med hvilken bemyndigelse gør du disse ting?“ (Mattæus 21:23) Jesus havde til overflod vist hvor han havde sin bemyndigelse fra. Det han lærte, var ikke noget han selv havde fundet på; han havde ikke indført nogen ny lære. Han havde blot henvist til det hans Faders inspirerede ord sagde. I realiteten var det præsterne og de skriftlærde der viste manglende respekt for Jehova og hans ord. De fortjente fuldt ud Jesu fordømmende ord når han afslørede deres ondskab og egentlige motiv. — Mattæus 21:23-46.

10. Hvordan kan vi efterligne Jesus med hensyn til at bruge Guds ord, og hvilke hjælpemidler har vi som Jesus ikke havde?

¹⁰ Ligesom Jesus støtter sande kristne i dag sig til Guds ord når de forkynder. Jehovas Vidner er kendt verden over for deres iver efter at forkynde Bibelens budskab for andre. Vores publikationer indeholder et væld af både direkte og indirekte citater fra Bibelen. Og i forkyndelsen følger vi samme eksempel idet vi bestræber os for at bruge Bibelen når vi taler med folk. (2 Timoteus 3:16) Det er en sand glæde for os når nogen giver os lov til at læse op fra Bibelen og tale om værdien og betydningen af Guds ord. Vi har ikke Jesu hukommelse, men vi har mange hjælpemidler som Jesus ikke havde. Foruden hele Bibelen, som nu fremstilles på stadig flere sprog, har vi mange bibelske publikationer hvormed vi kan finde de vers vi søger. Lad os være besluttede på fortsat at citere fra Bibelen og gøre folk opmærksomme på den ved enhver lejlighed.

Forsvarede Guds ord

11.  Hvorfor måtte Jesus hyppigt forsvare Guds ord?

¹¹ Jesus erfarede at Guds ord hyppigt blev angrebet, men det overraskede ham ikke. „Dit ord er sandhed,“ sagde Jesus i en bøn til sin Fader. (Johannes 17:17) Jesus vidste at Satan, „verdens hersker“, er „en løgner og løgnens fader“. (Johannes 8:44; 14:30) Jesus citerede tre gange fra Skrifterne da han tilbageviste Satans fristelser. Satan citerede ét vers fra Salmernes Bog og anvendte det med overlæg forkert, og Jesus imødegik ham ved at forsvare Guds ord mod denne forkerte brug af det. — Mattæus 4:6, 7.

12-14. (a) Hvordan viste de religiøse ledere manglende respekt for Moseloven? (b) Hvordan forsvarede Jesus Guds ord?

¹² Jesus forsvarede ofte Guds ord mod misbrug, fejlfortolkning og en forkert fremstilling af det. De religiøse ledere dengang forvanskede Guds ord ved at lægge stor vægt på at overholde de mindste enkeltheder i Moseloven, men kun ringe vægt på at følge de principper som lå til grund for lovene. De fremmede således en overfladisk form for gudsdyrkelse, en gudsdyrkelse som lagde vægt på det udvendige frem for det der havde større værdi — ret, barmhjertighed og trofasthed. (Mattæus 23:23) På hvilken måde forsvarede Jesus Guds lov?

¹³ I Bjergprædikenen brugte Jesus flere gange udtrykket „I har hørt at der blev sagt“, hvorefter han nævnte et bud i Moseloven. Men umiddelbart efter sagde han: „Men jeg siger jer,“ hvorefter han forklarede et princip der gik dybere end en overfladisk overholdelse af Moseloven. Talte han imod Loven? Nej, han forsvarede den. For eksempel var folk godt kendt med buddet: „Du må ikke myrde.“ Men Jesus sagde at hvis man hadede nogen, var det en krænkelse af ånden i buddet. På samme måde var det en krænkelse af det princip der lå til grund for Guds lov mod ægteskabsbrud, hvis man nærede lidenskabelige følelser for en man ikke var gift med. — Mattæus 5:17, 18, 21, 22, 27-39.

¹⁴ Som det sidste eksempel på brugen af dette udtryk sagde Jesus: „I har hørt at der er blevet sagt: ’Du skal elske din næste og hade din fjende.’ Men jeg siger jer: Bliv ved med at elske jeres fjender og at bede for dem som forfølger jer.“ (Mattæus 5:43, 44) Var buddet om at hade sin fjende noget som stod i Guds ord? Nej, det var noget som de religiøse ledere selv havde føjet til. De udvandede Guds fuldkomne lov med menneskers tanker. Jesus forsvarede frygtløst Guds ord mod de skadelige virkninger af menneskers overleveringer. — Markus 7:9-13.

15. Hvordan forsvarede Jesus Guds lov mod de religiøse lederes forsøg på at få den til at synes unødigt streng og hård?

¹⁵ De religiøse ledere undergravede også Guds lov ved at få den til at lyde unødigt streng og hård. Da Jesu disciple engang plukkede nogle få aks mens de var på vej gennem en kornmark, påstod nogle farisæere at de overtrådte sabbatten. Jesus brugte et bibelsk eksempel for at forsvare Guds ord mod denne forkerte opfattelse. Han henviste til den eneste omtale i Skrifterne af hvordan skuebrødene blev spist uden for tempelhelligdommen, nemlig da David og hans mænd fik dem udleveret fordi de var sultne. Jesus viste farisæerne at de slet ikke havde forstået Jehovas barmhjertighed og medfølelse. — Markus 2:23-27.

16. Hvordan havde de religiøse ledere forvansket Moses’ forskrift angående skilsmisse, og hvad sagde Jesus om dette?

¹⁶ De religiøse ledere fandt også smuthuller i Loven for at omgå den, hvorved de svækkede den. For eksempel tillod Moseloven at en mand måtte skille sig fra sin hustru hvis han fandt „noget anstødeligt“ ved hende, øjensynlig noget alvorligt som bragte skam over familien. (5 Mosebog 24:1) På Jesu tid brugte de religiøse ledere imidlertid denne indrømmelse som en undskyldning for at en mand kunne skille sig fra sin hustru af alle mulige grunde, selv for at lade maden brænde på!a Jesus viste imidlertid at de havde fordrejet Moses’ inspirerede ord, og han understregede hvad Jehovas oprindelige norm for ægteskabet var, nemlig den monogame, idet han påpegede at den eneste gyldige grund til skilsmisse er kønslig umoralitet. — Mattæus 19:3-12.

17. Hvordan kan kristne i dag efterligne Jesus ved at forsvare Guds ord?

¹⁷ Kristi disciple i dag føler ligeledes at de må forsvare Bibelen mod angreb. Når religiøse ledere antyder at dens moralnormer er gammeldags, er det i virkeligheden et angreb på Guds ord. Det er også et angreb på Bibelen når kirkerne udbreder falske læresætninger og fremstiller dem som noget Bibelen lærer. Vi anser det for en forret og pligt at forsvare Guds rene sandhedsord — for eksempel ved at vise at Gud ikke er en del af en treenighed. (5 Mosebog 4:39) Når vi på denne måde forsvarer Bibelen, sørger vi for at gøre det taktfuldt, med mildhed og dyb respekt. — 1 Peter 3:15.

Forklarede Guds ord

18, 19. Hvilke eksempler viser at Jesus havde en forunderlig evne til at forklare Guds ord?

¹⁸ Jesus befandt sig i himmelen da De Hebraiske Skrifter blev nedskrevet. Det må have været en stor glæde for ham at komme herned til jorden og få mulighed for at forklare Guds ord. Tænk for eksempel på den mindeværdige dag efter hans opstandelse da han mødte to af sine disciple på vejen til Emmaus. Før de forstod hvem han var, havde de fortalt ham hvor bedrøvede og forvirrede de var på grund af deres elskede Herres og Mesters død. Hvad gjorde Jesus? „Idet han begyndte ved Moses og alle Profeterne, fortolkede han for dem det der i alle Skrifterne handlede om ham.“ Hvilken virkning havde det på dem? De sagde senere til hinanden: „Brændte vore hjerter ikke da han talte til os på vejen, mens han åbnede Skrifterne helt for os?“ — Lukas 24:15-32.

¹⁹ Senere samme dag mødte Jesus apostlene og andre. Læg mærke til hvad han gjorde: „Da åbnede han deres sind helt, så de forstod Skrifterne.“ (Lukas 24:45) Uden tvivl mindedes de ved den lejlighed de mange, mange gange hvor Jesus havde gjort noget lignende for dem og alle som hørte på ham. Han nævnte ofte velkendte skriftsteder og forklarede dem på en sådan måde at der skete noget i deres sind — de fik en ny og dybere forståelse af Guds ord.

20, 21. Hvordan forklarede Jesus de ord Jehova udtalte over for Moses ved den brændende tornebusk?

²⁰ Ved en sådan lejlighed talte Jesus til en gruppe saddukæere, en retning inden for jødedommen der var nært tilknyttet præsterne. De troede ikke på opstandelsen. Jesus sagde til dem: „Med hensyn til de dødes opstandelse har I da ikke læst det der blev udtalt til jer af Gud, som sagde: ’Jeg er Abrahams Gud og Isaks Gud og Jakobs Gud’? Han er ikke dødes men levendes Gud.“ (Mattæus 22:31, 32) Her var et skriftsted som de kendte godt, nedskrevet af en mand som saddukæerne agtede højt — Moses. Men kan du se pointen i Jesu forklaring?

²¹ Samtalen mellem Gud og Moses fandt sted ved den brændende tornebusk omkring år 1514 f.v.t. (2 Mosebog 3:2, 6) På det tidspunkt havde Abraham været død i 329 år, Isak i 224 og Jakob i 197 år, men alligevel sagde Jehova: „Jeg er“ deres Gud. Saddukæerne vidste at Jehova ikke er som en hedensk sagngud der hersker over de døde i en eller anden underverden. Nej, han er ’de levendes Gud’, som Jesus sagde. Hvad betyder det? Jesus drog den magtfulde konklusion: „De er nemlig alle levende for ham.“ (Lukas 20:38) Jehovas elskede tjenere som nu er døde, er bevaret i Guds ubegrænsede og aldrig svigtende hukommelse, og det er så sikkert at Jehova vil oprejse dem at de omtales som levende. (Romerne 4:16, 17) Er det ikke en storslået forklaring på Guds ord? Og er det så mærkeligt at skarerne var „helt forbløffede“? — Mattæus 22:33.

22, 23. (a) Hvordan kan vi efterligne Jesus med hensyn til at forklare Guds ord for dem vi besøger? (b) Hvad vil vi se på i det næste kapitel?

²² I dag kan vi, selvom vi ikke er fuldkomne, følge Jesu eksempel ved at forklare Guds ord for andre. Det er ofte muligt at forklare et kendt skriftsted for folk på en måde som giver dem en bedre forståelse af det. For eksempel kender folk som oftest ordene fra „fadervor“: „Helliget vorde dit navn“ og „Komme dit rige“ og har gentaget dem mange gange, men de har ikke gjort sig klart at Gud har et navn, eller hvad Guds rige er. (Mattæus 6:9, 10, den danske autoriserede oversættelse af 1948) Er det ikke vidunderligt når nogen giver os lejlighed til at forklare sådanne bibelske sandheder for dem!

²³ Når vi citerer fra Guds ord, forsvarer det og forklarer det, efterligner vi Jesu måde at forkynde på. Lad os nu se på nogle af de effektive metoder Jesus brugte for at nå ind til sine tilhøreres hjerte med Bibelens sandheder.

1, 2. (a) Hvorfor vendte de betjente der var sendt ud for at pågribe Jesus, tomhændede tilbage? (b) Hvorfor var Jesus en så fremragende lærer?

FARISÆERNE er forbitrede. Jesus befinder sig i templet, hvor han taler om sin Fader. Tilhørerne er splittede; mange tror på Jesus, mens andre vil have ham arresteret. Ude af stand til at beherske deres vrede sender de religiøse ledere betjente af sted for at de skal pågribe Jesus. De vender imidlertid tomhændede tilbage. De øverste præster og farisæerne kræver en forklaring. „Hvordan kan det være at I ikke har ham med?“ spørger de. Betjentene svarer: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ Jesu undervisning havde gjort så stærkt et indtryk på dem at de ikke kunne få sig selv til at arrestere ham.a — Johannes 7:45, 46.

² Disse betjente var ikke de eneste som Jesu undervisning gjorde indtryk på. Folk samledes i stort tal blot for at høre ham undervise. (Markus 3:7, 9; 4:1; Lukas 5:1-3) Hvorfor var Jesus en så fremragende lærer? Som vi så i kapitel 8, elskede han de sandheder han forkyndte, og han elskede de mennesker han underviste. Han havde også et mesterligt greb om brugen af forskellige undervisningsmetoder. Lad os se nærmere på tre effektive metoder han brugte, og hvordan vi kan efterligne dem.

Enkel undervisning

3, 4. (a) Hvorfor brugte Jesus enkle ord og vendinger i sin undervisning? (b) Hvorfor er Bjergprædikenen et godt eksempel på måden Jesus underviste på?

³ Kan du forestille dig det store ordforråd Jesus kunne have gjort brug af? Alligevel talte han aldrig hen over hovedet på sine tilhørere, som for manges vedkommende var „ulærde og almindelige mennesker“. (Apostelgerninger 4:13) Han tog hensyn til deres begrænsninger og overvældede dem aldrig med alt for mange oplysninger. (Johannes 16:12) Han brugte enkle ord, men de sandheder de indeholdt, var dybe og fulde af betydning.

⁴ Tag for eksempel Bjergprædikenen, som er gengivet i Mattæus 5:3–7:27. Jesus gav en vejledning i denne prædiken som gik i dybden og trængte ind til selve sagens kerne. Der er ingen indviklede tanker eller sætninger. Ja, der er næppe et ord som selv et barn ikke med lethed ville kunne forstå! Da Jesus var færdig med at tale, var det derfor ikke så mærkeligt at skarerne — hvoriblandt der sikkert befandt sig mange landmænd, fårehyrder og fiskere — var „helt forbløffede over hans måde at undervise på“. — Mattæus 7:28.

5. Giv eksempler på udtalelser af Jesus som var enkle men yderst meningsfyldte.

⁵ I sin undervisning brugte Jesus ofte korte, fyndige udsagn der var meningsfyldte og nemme at forstå. Længe før der fandtes trykte bøger man kunne læse, prentede han sit budskab uudsletteligt i sine tilhøreres sind og hjerte. Her er nogle eksempler på sådanne udsagn: „Hold op med at dømme, for at I ikke skal blive dømt.“ „De raske trænger ikke til læge, men det gør de syge.“ „Ånden er . . . ivrig, men kødet er svagt.“ „Tilbagebetal kejseren det der er kejserens, og Gud det der er Guds.“ „Der er mere lykke ved at give end ved at modtage.“b (Mattæus 7:1; 9:12; 26:41; Markus 12:17; Apostelgerninger 20:35) I dag, næsten 2000 år efter at de blev udtalt, huskes disse berømte ord stadig.

6, 7. (a) Hvorfor er det vigtigt at vi bruger et almindeligt, dagligdags sprog? (b) Hvordan undgår vi at overvælde eleven med alt for mange oplysninger?

⁶ Hvordan kan vi gøre vores undervisning enkel? Det er vigtigt at vi bruger et almindeligt, dagligdags sprog som de fleste uden videre kan forstå. Grundsandhederne i Bibelen er ikke komplicerede. Jehova har åbenbaret sine hensigter for dem som er oprigtige og ydmyge af hjertet. (1 Korinther 1:26-28) Enkle ord som er valgt med omhu, vil være velegnede til at give andre del i sandhederne fra Guds ord.

⁷ Hvis vores undervisning skal være enkel, må vi passe på at vi ikke overvælder den vi underviser, med alt for mange oplysninger. Når vi for eksempel leder et bibelstudium, behøver vi ikke at forklare hver eneste detalje; det er heller ikke nødvendigt at fare gennem lektien som om det vigtigste var at nå et bestemt antal sider. Det vil være klogt at lade elevens evner og behov afgøre hvor hurtigt vi kan gå frem. Det er vores mål at hjælpe eleven til at tilbede Jehova og blive en discipel af Jesus. Med dette mål for øje må vi bruge den tid der er nødvendig for at eleven kan få en rimelig forståelse af det han lærer. Først da vil Bibelens sandheder nå ind til hans hjerte og tilskynde ham til at anvende det han har lært. — Romerne 12:2.

Gode spørgsmål

8, 9. (a) Hvorfor stillede Jesus spørgsmål? (b) Hvordan brugte Jesus spørgsmål for at få Peter til at nå til den rigtige konklusion med hensyn til at betale tempelskatten?

⁸ Jesus gjorde en bemærkelsesværdig brug af spørgsmål, selv når det ville have taget mindre tid blot at fortælle tilhørerne ligeud hvad han ville sige. Hvorfor stillede han så spørgsmål? Undertiden brugte han dybtgående spørgsmål for at afsløre sine modstanderes motiver og derved bringe dem til tavshed. (Mattæus 21:23-27; 22:41-46) I andre tilfælde brugte han spørgsmål for at få sine disciple til at give udtryk for hvad de tænkte, og for at skærpe deres tænkeevne. Han stillede dem for eksempel spørgsmål som: „Hvad mener I?“ Og: „Tror du dette?“ (Mattæus 18:12; Johannes 11:26) Med sådanne spørgsmål nåede han ind til sine disciples hjerte. Lad os tage et eksempel.

⁹ Ved en lejlighed spurgte nogle skatteopkrævere Peter om Jesus ikke betalte tempelskatten.c Peter svarede straks: „Jo.“ Senere fik Jesus Peter til at tænke nærmere over det ved at stille spørgsmål: „Hvad mener du, Simon? Hvem får jordens konger afgifter eller kopskat af? Af deres egne sønner eller af de fremmede?“ Peter svarede: „Af de fremmede.“ Jesus sagde: „Så er sønnerne altså fritaget.“ (Mattæus 17:24-27) Peter forstod uden tvivl hvad Jesus mente med sine spørgsmål, for det var en kendt sag at en kongefamilies medlemmer var fritaget for at betale skat. Som søn af den himmelske konge der blev tilbedt i templet, var Jesus derfor ikke forpligtet til at betale skat. Læg mærke til at Jesus, i stedet for blot at fortælle Peter hvad svaret var, taktfuldt brugte spørgsmål for at få Peter til at nå til den rigtige konklusion og måske også for at få ham til at indse at han måtte tænke sig lidt mere om før han svarede.

10. Hvordan kan vi gøre god brug af spørgsmål når vi forkynder fra hus til hus?

¹⁰ Hvordan kan vi gøre god brug af spørgsmål i forkyndelsen? Når vi forkynder fra hus til hus, kan vi bruge spørgsmål for at vække den besøgtes interesse og bane vej for en samtale om den gode nyhed. Hvis det for eksempel er en ældre der kommer til døren, kunne vi efter en kort indledning respektfuldt stille spørgsmålet: „Hvilke forandringer i verden har du oplevet?“ Efter at have givet den besøgte tid til at svare kunne vi spørge: „Hvad mener du der skal til for at gøre verden bedre at leve i?“ (Mattæus 6:9, 10) Hvis det er en mor med små børn der kommer til døren, kunne vi spørge: „Har du nogen sinde tænkt på hvordan verden vil se ud når dine børn bliver voksne?“ (Salme 37:10, 11) Ved at lægge mærke til omgivelserne når vi nærmer os døren, kan vi måske vælge et spørgsmål der passer til den besøgtes interesser.

11. Hvordan kan vi gøre god brug af spørgsmål når vi leder bibelstudier?

¹¹ Hvordan kan vi stille gode spørgsmål når vi leder et bibelstudium? Velvalgte spørgsmål kan hjælpe os til at finde ud af hvad eleven personligt mener. (Ordsprogene 20:5) Lad os sige at vi studerer kapitlet „En livsform Gud synes om“ i bogen Hvad er det Bibelen virkelig lærer?d Kapitlet kommer blandt andet ind på hvordan Gud ser på kønslig umoralitet, drukkenskab og løgn. Elevens svar viser måske at han forstår hvad Bibelen lærer, men er han også enig i det den lærer? Vi kunne spørge: „Synes du at de krav Gud stiller, er rimelige?“ Vi kunne også spørge: „Hvordan kan du gøre brug af disse oplysninger i dit liv?“ Vi må dog huske at være taktfulde og vise eleven tilbørlig respekt. Vi skulle aldrig stille spørgsmål der sætter eleven i forlegenhed. — Ordsprogene 12:18.

Logiske argumenter

12-14. (a) På hvilke måder gjorde Jesus brug af sin evne til at anvende logiske ræsonnementer? (b) Hvilket logisk ræsonnement brugte Jesus da farisæerne påstod at det var ved Satan han uddrev dæmoner?

¹² Med sit fuldkomne sind var Jesus en mester i at ræsonnere med andre. Undertiden brugte han logiske argumenter for at gendrive sine modstanderes falske anklager, og i andre tilfælde brugte han overbevisende ræsonnementer for at lære sine disciple noget værdifuldt. Lad os tage nogle eksempler.

¹³ Efter at Jesus havde helbredt en der var dæmonbesat, blind og stum, sagde farisæerne anklagende: „Dette menneske uddriver ikke dæmonerne uden ved Beelzebub [Satan], dæmonernes hersker.“ De indrømmede altså at der skulle en overmenneskelig kraft til for at uddrive dæmonerne, men de tilskrev Satan denne kraft. Anklagen var ikke alene falsk, men også ulogisk. Jesus afslørede deres fejlagtige tankegang med ordene: „Ethvert rige som er kommet i splid med sig selv lægges øde, og ingen by og intet hus som er kommet i splid med sig selv vil bestå. På samme måde her: Hvis Satan uddriver Satan er han kommet i splid med sig selv; hvordan kan hans rige da bestå?“ (Mattæus 12:22-26) Jesus sagde i virkeligheden: ’Hvis jeg bliver brugt af Satan, men ophæver noget han har gjort, så modarbejder Satan jo sine egne interesser og vil derfor ikke kunne bestå.’ Hvordan kunne de gendrive denne overbevisende argumentation?

¹⁴ Men Jesus var ikke færdig med at ræsonnere med dem. Da han vidste at nogle af farisæernes egne disciple havde uddrevet dæmoner, stillede han det enkle men virkningsfulde spørgsmål: „Hvis jeg uddriver dæmonerne ved hjælp af Beelzebub, ved hvem uddriver jeres sønner [eller: disciple] dem da?“ (Mattæus 12:27) Jesu argument var følgende: ’Hvis jeg uddriver dæmoner ved hjælp af kraft fra Satan, så må jeres disciple gøre brug af den samme kraft.’ Hvad kunne farisæerne sige? De ville aldrig indrømme at deres disciple handlede under indflydelse af Satan. Ved hjælp af deres egen fejlagtige måde at ræsonnere på tvang Jesus dem til at drage en meget ubehagelig konklusion. Gør det ikke et stærkt indtryk at læse om hvordan Jesus ræsonnerede med dem? Tænk så på hvilket indtryk det har gjort på skarerne der hørte Jesus! Hans personlighed og stemme må have givet hans ord endnu større vægt!

15-17. Giv et eksempel på hvordan Jesus brugte et „hvor langt snarere“-ræsonnement for at fremhæve sin Faders gode egenskaber.

¹⁵ Jesus brugte også logiske og overbevisende argumenter for at fremhæve sin Faders gode egenskaber. Han brugte ofte udtrykket „hvor langt snarere“ for at hjælpe sine tilhørere til at slutte fra en kendt sandhed til noget der måtte være endnu mere indlysende. Denne måde at ræsonnere på gør et dybt indtryk fordi den stiller tingene i relief. Lad os se på to eksempler.

¹⁶ Da disciplene engang havde anmodet Jesus om at lære dem at bede, beskrev han hvordan ufuldkomne forældre er villige til at give deres børn gode gaver. Han sagde derefter: „Hvis altså I, skønt I er onde, forstår at give jeres børn gode gaver, hvor langt snarere vil da ikke Faderen i himmelen give hellig ånd til dem der beder ham!“ (Lukas 11:1-13) Jesus drager her en sammenligning. Hvis syndige jordiske forældre vil opfylde deres børns behov, hvor langt snarere vil vor himmelske Fader, der i enhver henseende er fuldkommen og retfærdig, da ikke give hellig ånd til sine loyale tilbedere der ydmygt nærmer sig ham i bøn!

¹⁷ Jesus brugte en lignende måde at ræsonnere på da han gav disciplene vejledning angående bekymringer. Han sagde: „Læg nøje mærke til at ravnene hverken sår eller høster, og de har hverken magasin eller forrådshus, og dog giver Gud dem føde. Hvor meget mere er I ikke værd end fuglene? Læg nøje mærke til hvordan liljerne vokser; de hverken slider eller slæber, og de spinder ikke; . . . Når Gud nu således klæder planterne på marken, som er her i dag og i morgen kastes i ovnen, hvor langt snarere vil han da ikke sørge for tøj til jer, I småttroende!“ (Lukas 12:24, 27, 28) Hvis Jehova tager sig af fugle og blomster, hvor langt snarere vil han da ikke tage sig af mennesker der elsker og tilbeder ham! Med et sådant ræsonnement talte Jesus til sine tilhøreres hjerte.

18, 19. Hvordan kan vi ræsonnere med en der siger at han ikke tror på en Gud han ikke kan se?

¹⁸ I forkyndelsen ønsker vi at bruge sunde logiske argumenter når vi gendriver falske trosopfattelser. Vi vil også gerne bruge overbevisende ræsonnementer for at andre kan lære forskellige sider af Jehovas personlighed at kende. (Apostelgerninger 19:8; 28:23, 24) Skal vi da lære at bruge indviklede ræsonnementer? Nej. Det vi lærer af Jesus, er at enkle, logiske argumenter er de mest effektive.

¹⁹ Hvad kan vi for eksempel fremføre hvis en siger at han ikke tror på en Gud han ikke kan se? Vi kunne ræsonnere på grundlag af loven om årsag og virkning. Når vi lægger mærke til en virkning, forstår vi at der må være en årsag. Vi kunne sige: „Hvis du befinder dig i et øde område og støder på et smukt hus som er velforsynet med fødevarer (virkning), vil du så ikke mene at der er nogen (årsag) der har bygget huset og fyldt skabene med mad? På samme måde når vi ser den iøjnefaldende plan og design i naturen og mængderne af fødevarer i Jordens ’spisekammer’ (virkning), vil det så ikke være fornuftigt at slutte at der er en eller anden som står bag (årsag)? Bibelen selv bruger dette ræsonnement: ’Ethvert hus bygges jo af en eller anden, men den der har bygget alt er Gud.’“ (Hebræerne 3:4) Uanset hvor logiske ræsonnementer vi bruger, er det naturligvis ikke alle der vil lade sig overbevise. — 2 Thessaloniker 3:2.

20, 21. (a) Hvordan kan vi bruge et „hvor langt snarere“-ræsonnement for at fremhæve Jehovas egenskaber og handlemåde? (b) Hvad vil vi se nærmere på i det næste kapitel?

²⁰ Når vi underviser i forkyndelsen eller i menigheden, kan vi også bruge et „hvor langt snarere“-ræsonnement for at fremhæve Jehovas egenskaber og handlemåde. Hvis vi for eksempel vil vise at læren om evig pine i et brændende helvede vanærer Gud, kunne vi sige: „Hvilken kærlig far vil straffe sit barn ved at holde dets hånd over en brændende flamme? Hvor langt mere frastødende vil tanken om et brændende helvede da ikke være for vor kærlige himmelske Fader!“ (Jeremias 7:31) Når vi vil forsikre en deprimeret trosfælle om Jehovas kærlighed, kunne vi sige: „Hvis Jehova anser selv en lille spurv for at være af værdi, hvor langt mere vil han da ikke elske og tage sig af hver eneste af sine jordiske tjenere, altså også dig!“ (Mattæus 10:29-31) Ved at ræsonnere på denne måde kan vi nå ind til andres hjerte.

²¹ Efter at have set nærmere på blot tre af de undervisningsmetoder Jesus brugte, forstår vi at betjentene som undlod at arrestere Jesus, ikke overdrev da de sagde: „Aldrig har noget andet menneske talt således.“ I det næste kapitel vil vi se på den undervisningsmetode som Jesus måske er bedst kendt for, nemlig hans brug af billeder, eller illustrationer.

1-3. (a) Hvilket enestående privilegium havde de disciple der færdedes sammen med Jesus, og hvordan gjorde han det lettere for dem at huske det han fortalte? (b) Hvorfor er gode illustrationer lette at huske?

DE DISCIPLE der færdes sammen med Jesus, har et enestående privilegium. De bliver undervist direkte af den store Lærer. De hører ham personligt forklare Guds ord, og han giver dem indblik i mange vidunderlige sandheder. I øjeblikket må de bevare hans dyrebare ord i deres sind og hjerte, for tiden er endnu ikke kommet til at bevare dem skriftligt.a Men Jesus gør det lettere for dem at huske det han fortæller. Hvordan? Ved den måde han underviser på, især ved hans mesterlige brug af billeder, eller illustrationer.

² Gode illustrationer glemmes ikke hurtigt. En forfatter siger at billedsprog „gør ører til øjne“ og „får tilhørerne til at tænke i billeder“. Da vi ofte tænker bedst i billeder, kan illustrationer gøre selv abstrakte begreber nemmere at fatte. De giver ordene liv og bevirker at det vi hører, prentes dybt i hukommelsen.

³ Ingen lærer på jorden har været dygtigere til at bruge illustrationer end Jesus Kristus. De huskes den dag i dag. Hvorfor brugte Jesus så ofte denne undervisningsmetode? Hvad gjorde hans illustrationer så virkningsfulde? Hvordan kan vi lære at bruge den samme metode?

Hvorfor Jesus brugte billeder

4, 5. Hvorfor brugte Jesus billeder, eller illustrationer?

⁴ Bibelen anfører to vigtige grunde til at Jesus brugte billeder. For det første opfyldte han derved en profeti. I Mattæus 13:34, 35 læser vi: „Alt dette fortalte Jesus folkeskarerne ved hjælp af billeder. Ja, uden et billede talte han ikke til dem, for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten, der sagde: ’Jeg vil åbne min mund med billedtale.’“ Den profet Mattæus nævner, var den der skrev Salme 78:2. Salmisten skrev under inspiration af Guds ånd flere hundrede år før Jesu fødsel. Tænk over hvad det vil sige! Hundreder af år i forvejen besluttede Jehova at Messias skulle undervise ved hjælp af billeder, eller illustrationer. Jehova må altså sætte denne undervisningsmetode meget højt.

⁵ For det andet forklarede Jesus selv at han brugte billeder for at sortere dem fra hvis hjerte var „blevet uimodtageligt“. (Mattæus 13:10-15; Esajas 6:9, 10) Hvordan afslørede hans illustrationer det der boede i hans tilhøreres hjerte, altså deres motiv? I nogle tilfælde ønskede han at hans tilhørere skulle bede om at få ordene forklaret for helt at forstå dem. De der var ydmyge, ville stille spørgsmål, mens de hovmodige eller ligegyldige ikke ville gøre det. (Mattæus 13:36; Markus 4:34) Jesu illustrationer åbenbarede altså sandheden for dem hvis hjerte længtes efter at høre den, mens de skjulte den for dem der var stolte.

6. Hvilke andre formål tjente Jesu illustrationer?

⁶ Jesu illustrationer tjente flere andre formål. De vakte interesse og tvang folk til at lytte. De malede et billede for deres indre øje som de kunne forstå. Som nævnt i indledningen hjalp illustrationerne også Jesu tilhørere til at huske hans ord. Bjergprædikenen, som vi har den i Mattæus 5:3–7:27, er et godt eksempel på Jesu hyppige brug af billeder. Ifølge én optælling indeholder denne prædiken over 50 billedlige udtryk. For at sætte det i relief kan vi tænke på at denne prædiken kan læses højt på omkring 20 minutter. Det vil sige at der gennemsnitlig nævnes et billedligt udtryk cirka hvert tyvende sekund! Det er klart at Jesus havde øje for værdien af at male billeder med sine ord.

7. Hvorfor skal vi prøve at efterligne Jesu brug af illustrationer?

⁷ Som disciple af Jesus ønsker vi at efterligne hans undervisningsmetode, og altså også hans brug af illustrationer. Ligesom krydderier i en ret mad skærper appetitten, bevirker gode illustrationer at vores undervisning bliver mere appellerende. Gennemtænkte illustrationer kan også gøre vigtige sandheder lettere at forstå. Lad os nu betragte nogle af de ting der gjorde Jesu illustrationer så virkningsfulde. På den måde vil vi kunne se hvordan vi kan gøre brug af denne værdifulde undervisningsmetode.

Enkle sammenligninger

8, 9. Hvordan gjorde Jesus brug af enkle sammenligninger, og hvad gjorde sammenligningerne så virkningsfulde?

⁸ I sin undervisning brugte Jesus ofte enkle sammenligninger som kun krævede få ord. Men de enkle ord fremkaldte billeder i tilhørernes sind som fik vigtige åndelige sandheder til at stå klart for dem. Da han for eksempel opfordrede sine disciple til ikke at bekymre sig om de daglige fornødenheder, viste han hen til „himmelens fugle“ og „liljerne på marken“. Fuglene sår og høster ikke, og liljerne spinder og væver ikke. Men Gud tager sig af dem. Det vi skal lære, er let at se — nemlig at hvis Gud tager sig af fuglene og blomsterne, vil han også sørge for mennesker som ’bliver ved med først at søge riget’. — Mattæus 6:26, 28-33.

⁹ Jesus gjorde også hyppigt brug af metaforer, billedlige udtryk, som er en endnu stærkere sammenligning. En metafor omtaler en ting som var den noget andet. Igen holdt han sig til helt enkle sammenligninger. Ved en lejlighed sagde han til disciplene: „I er verdens lys.“ Disciplene forstod udmærket hvad Jesus mente, nemlig at de i ord og gerning kunne lade sandhedens lys skinne og derved hjælpe andre til at herliggøre Gud. (Mattæus 5:14-16) Her er nogle andre metaforer Jesus brugte: „I er jordens salt,“ og: „Jeg er vintræet, I er grenene.“ (Mattæus 5:13; Johannes 15:5) Sådanne billedlige udtryk er meget magtfulde i al deres enkelhed.

10. Nævn nogle eksempler på hvordan vi kan bruge illustrationer i vores undervisning.

¹⁰ Hvordan kan vi gøre brug af illustrationer i vores undervisning? Vi behøver ikke at finde på nogle der er lange og indviklede. Vi skal blot finde på nogle der er enkle. Lad os forestille os at vi skal tale om emnet opstandelse, og at vi gerne vil fortælle at det ikke er vanskeligt for Jehova at oprejse de døde. Hvad kan vi sammenligne det med? Bibelen sammenligner døden med en søvn. Vi kunne derfor sige: „Gud kan oprejse de døde lige så let som vi kan vække en der sover.“ (Johannes 11:11-14) Lad os nu forestille os at vi gerne vil illustrere at børn har brug for kærlighed og omsorg hvis de skal trives. Hvilket eksempel kunne vi så bruge? Bibelen bruger denne sammenligning: Børn er som „nyplantede oliventræer“. (Salme 128:3) Vi kunne sige: „Kærlighed og omsorg er for et barn hvad solskin og vand er for et træ.“ Jo enklere sammenligningen er, jo lettere vil det være for tilhørerne at få fat i meningen.

Illustrationer hentet fra hverdagen

11. Giv eksempler på hvordan Jesu lignelser afspejler ting han kan have set under sin opvækst i Galilæa.

¹¹ Jesus var en mester i at bruge illustrationer hentet fra folks hverdag. Mange af hans lignelser afspejlede situationer som han sikkert havde lagt mærke til under sin opvækst i Galilæa. Hvor ofte har han ikke som barn set sin mor male korn til mel og komme hævemiddel i dejen? Og hvor ofte har han ikke set hende tænde en lampe og feje huset? (Mattæus 13:33; 24:41; Lukas 15:8) Hvor mange gange har han ikke iagttaget fiskerne når de kastede deres net i Galilæas Sø? (Mattæus 13:47) Hvor ofte har han ikke set børnene lege på torvet? (Mattæus 11:16) Jesus så uden tvivl mange andre ting som er nævnt i hans lignelser — sædekorn der blev sået, bryllupper der blev fejret, og kornmarker der modnedes i solen. — Mattæus 13:3-8; 25:1-12; Markus 4:26-29.

12, 13. Hvorfor skal man lægge mærke til at Jesus talte om vejen der gik „fra Jerusalem til Jeriko“ da han fortalte lignelsen om den barmhjertige samaritaner?

¹² I sine illustrationer nævnte Jesus ting som hans tilhørere kendte til. For eksempel begyndte han lignelsen om den barmhjertige samaritaner således: „En mand var på vej ned fra Jerusalem til Jeriko og faldt blandt røvere, som ikke blot tog tøjet af ham men også tildelte ham flere slag, hvorpå de . . . efterlod ham halvdød.“ (Lukas 10:30) Læg mærke til at Jesus, for at få pointen frem, talte om vejen der gik „fra Jerusalem til Jeriko“. Da han fortalte lignelsen, befandt han sig i Judæa, ikke langt fra Jerusalem; så hans tilhørere kendte uden tvivl vejen. Den var berygtet for at være farlig, især for en der rejste alene. Den snoede sig gennem et øde landskab, hvor der var mange skjulesteder for røvere.

¹³ Jesus nævnte andre ting som vejen „fra Jerusalem til Jeriko“ var kendt for. Ifølge lignelsen kom først en præst og så en levit forbi — men ingen af dem standsede for at hjælpe den overfaldne. (Lukas 10:31, 32) Præsterne gjorde tjeneste ved templet i Jerusalem, og levitterne gik dem til hånde. Der var mange præster og levitter som boede i Jeriko når de ikke arbejdede i templet; Jeriko lå kun 23 kilometer fra Jerusalem. Derfor kunne man se dem færdes på vejen. Læg også mærke til at manden „var på vej ned“ fra Jerusalem, ikke på vej op til Jerusalem. Det forstod Jesu tilhørere. Jerusalem lå højere end Jeriko. Når man kom „fra Jerusalem“, ville man naturligt være „på vej ned“.b Jesus tænkte tydeligvis på hvem hans tilhørere var.

14. Hvordan kan vi have vore tilhørere i tanke når vi bruger illustrationer?

¹⁴ Vi må også have tilhørerne i tanke når vi bruger illustrationer. Hvad kunne for eksempel have indflydelse på vores valg af illustrationer når vi tænker på dem vi taler med? Måske sådan noget som alder, kulturel baggrund, familieforhold og beskæftigelse. Det kunne for eksempel være at en illustration der nævner forhold fra landbruget, ville blive bedre forstået i et landbrugsområde end i en storby. Det der optager vore tilhørere, deres liv og daglige beskæftigelse — børn, hus, mad og fritidsinteresser — kan også give stof til passende illustrationer.

Illustrationer hentet fra skaberværket

15. Hvorfor er det ikke så mærkeligt at Jesus var godt kendt med skaberværket?

¹⁵ Mange af Jesu illustrationer vidner om hans kendskab til naturen, for eksempel planter, dyr og vejrforhold. (Mattæus 16:2, 3; Lukas 12:24, 27) Hvor fik han denne viden fra? Under sin opvækst i Galilæa havde han uden tvivl rig lejlighed til at betragte skaberværket. Men frem for alt er Jesus „al skabnings førstefødte“, og ved skabelsen brugte Jehova ham som sin „værkmester“. (Kolossenserne 1:15, 16; Ordsprogene 8:30, 31) Det er derfor ikke så mærkeligt at Jesus var godt kendt med skaberværket. Lad os se hvordan han gjorde brug af denne viden.

16, 17. (a) Hvad viser at Jesus var bekendt med det der er karakteristisk for får? (b) Nævn et eksempel der viser at får virkelig kender deres hyrdes stemme.

¹⁶ Vi husker at Jesus betegnede sig selv som „den rigtige hyrde“ og disciplene som „fårene“. Af Jesu ord fremgår det at han var bekendt med hvordan tamfår opfører sig. Han vidste at der var et stærkt bånd mellem hyrden og hans får. Han havde lagt mærke til at disse tillidsfulde skabninger villigt lod sig lede, og at de trofast fulgte deres hyrde. Hvorfor følger fårene deres hyrde? Fordi „de kender hans stemme,“ sagde Jesus. (Johannes 10:2-4, 11) Kan får virkelig kende deres hyrdes stemme?

¹⁷ På grundlag af egne iagttagelser skrev George A. Smith i sin bog The Historical Geography of the Holy Land (Det hellige lands historiske geografi): „Nogle gange tog vi vores middagshvil ved en af disse brønde i Judæa hvor tre eller fire hyrder kommer med deres hjorde. Hjordene blandede sig med hinanden, og vi tænkte på hvordan hyrderne mon ville få fat i deres egne får igen. Men da hjordene var færdige med at drikke og springe omkring, gik hyrderne én efter én i forskellige retninger op fra dalen, og hver af dem udstødte sit særlige råb. Fårene løb nu ud af flokken og hen til deres egen hyrde, og hjordene forlod stedet på lige så ordnet vis som de var kommet.“ Jesus kunne næppe have valgt et bedre eksempel på det han gerne ville understrege, nemlig at hvis vi anerkender og adlyder hans lære, og hvis vi følger hans ledelse, så vil „den rigtige hyrde“ tage sig af os.

18. Hvor kan vi finde oplysninger om Jehovas skaberværk?

¹⁸ Hvordan kan vi lære at bruge illustrationer der er hentet fra skaberværket? Det som specielt kendetegner et dyr, kan danne grundlag for en enkel men virkningsfuld sammenligning. Men hvor finder vi sådanne oplysninger? I Bibelen. Den indeholder et væld af oplysninger om mange forskellige dyr og bruger deres specielle kendetegn i mange sammenligninger. For eksempel taler den om at være hurtige som gazeller eller leoparder og at være forsigtige som slanger og uskyldige som duer.c (1 Krønikebog 12:8; Habakkuk 1:8; Mattæus 10:16) Andre steder hvor man kan hente sådanne oplysninger, er Vagttårnet og Vågn op! eller andre publikationer udgivet af Jehovas Vidner. Man kan lære meget ved at lægge mærke til hvordan disse publikationer bruger enkle sammenligninger hentet fra skaberværket.

Eksempler fra kendte forhold

19, 20. (a) Hvordan gjorde Jesus brug af en aktuel begivenhed for at tilbagevise en falsk påstand? (b) Hvordan kan vi i vores undervisning bruge eksempler og erfaringer fra det virkelige liv?

¹⁹ Man kan hente virkningsfulde illustrationer ved at bruge aktuelle begivenheder som eksempel. Jesus brugte ved en lejlighed en aktuel begivenhed for at tilbagevise den falske påstand at når nogen bliver ramt af en ulykke, er det fordi de har fortjent det. Han sagde: „De atten som tårnet i Siloam faldt ned over, så det dræbte dem, mener I at de viste sig at være større skyldnere end alle andre mennesker som bor i Jerusalem?“ (Lukas 13:4) Nej, de atten omkom ikke på grund af en eller anden synd som havde vakt Guds mishag. Deres tragiske død skyldtes „tid og tilfælde“. (Prædikeren 9:11) Jesus gendrev således en falsk lære ved at henvise til en begivenhed som hans tilhørere kendte til.

²⁰ Hvordan kan vi bruge eksempler og begivenheder fra det virkelige liv i vores undervisning? Lad os antage at vi taler om opfyldelsen af Jesu profeti om tegnet på hans nærværelse. (Mattæus 24:3-14) Vi kunne da nævne aktuelle begivenheder som er omtalt i nyhedsmedierne, for eksempel krige, hungersnød og jordskælv, for at vise at de er en opfyldelse af en bibelsk profeti. Eller måske vil vi gerne vise at det er muligt at forandre sig og få en ny personlighed. (Efeserne 4:20-24) Hvor finder vi en oplevelse der fortæller det? Vi kender måske personligt nogle Jehovas Vidner der har undergået en sådan forandring, eller vi kan måske finde noget i en beretning i en af Jehovas Vidners publikationer.

21. Hvad er belønningen for at være en dygtig lærer som underviser andre i Guds ord?

²¹ Jesus var virkelig en mester i at undervise. Som vi har set i denne del af bogen, var det hans livsopgave ’at undervise og at forkynde den gode nyhed om riget’. (Mattæus 4:23) Det er også vores livsopgave. Belønningen for at være en dygtig lærer er stor. Når vi underviser, giver vi af os selv, og der er lykke forbundet med at give. (Apostelgerninger 20:35) Det er en glæde at vide at vi giver andre noget af ægte og varig værdi, nemlig sandheden om Jehova Gud. Samtidig er det tilfredsstillende at vide at vi følger Jesus, den største lærer der har levet på jorden.