Ved overgang til en ny tanke. Når du er færdig med et hovedpunkt og går over til et nyt, vil en pause give ordene tid til at bundfælde sig. Tilhørerne får tid til at indstille sig på at tankerne tager en ny retning, og de bliver klar til at tage imod det næste du vil sige. Det er lige så vigtigt at du holder pause når du går over til en ny hovedtanke, som det er at du kører langsommere når du skal omkring et gadehjørne.

Nogle talere forsømmer at holde pause mellem hovedpunkterne. Det kan skyldes at de har for meget stof med. Andre taler bare altid sådan. Måske gør alle i deres omgivelser det samme. Men det bliver undervisningen ikke bedre af. Hvis du har noget på hjerte som er værd at høre og værd at huske, må du tage den tid der skal til, for at få tanken til at stå klart. Du må indse at pauserne er nødvendige hvis tankerne skal være tydelige.

For at skabe eftertryk. Du kan skabe eftertryk ved at holde en „dramatisk“ pause før eller efter at du siger nogle ord som har særlig vægt. En sådan pause vækker publikums forventning til det du vil til at sige, eller den giver dem tid til eftertanke når du har sagt det. De to ting er ikke det samme. Vælg det der passer formålet bedst. Men husk at du kun skal bruge den form for eftertryk når du siger noget der virkelig skal fremhæves. Ellers vil sådanne udsagn miste deres vægt.

Når forholdene kræver det. Der kan også forekomme afbrydelser der kræver at du må holde en pause. Ved besøg i forkyndelsesarbejdet kan trafikstøj eller barnegråd gøre en kort pause nødvendig.

Pauser er naturligvis ikke kun vigtige når man taler fra et podium, men også når man taler med én eller to. Nogle holder tilsyneladende aldrig pauser. Hvis det er tilfældet med dig, så anstreng dig oprigtigt for at udvikle denne taleegenskab. Det vil forbedre din evne til at kommunikere, og det vil gøre din forkyndelse mere virkningsfuld. En pause er et øjebliks stilhed, og det er med rette blevet sagt at stilhed fremhæver det sagte, skærper opmærksomheden og er velgørende for øret.

Almindelige samtaler er en udveksling af tanker. Andre vil være mere tilbøjelige til at lytte til én hvis man også lytter til dem og interesserer sig for det de siger. Det forudsætter at man holder nogle pauser der er lange nok til at den anden part kan komme til orde.

Vores forkyndelse i distriktet er mest virkningsfuld når den foregår som en samtale. Mange forkyndere finder at det er godt, efter en udveksling af hilsener, at bringe et emne på bane og så stille et spørgsmål. Derefter holder de en pause for at give den anden lejlighed til at udtale sig, og de anerkender det han siger, ved at svare høfligt. I samtalens videre forløb giver de den besøgte mange anledninger til at udtale sig. De ved at de lettere kan hjælpe den anden hvis de kender vedkommendes syn på det emne der drøftes. — Ordsp. 20:5.

Det er selvfølgelig ikke alle der vil reagere positivt på spørgsmål. Dét afholdt imidlertid ikke Jesus fra at standse op længe nok til at selv hans modstandere kunne svare hvis de ville. (Mark. 3:1-5) Når man opfordrer den anden part til at udtale sig, giver man ham samtidig lejlighed til at gøre sig nogle tanker, og måske vil han da give til kende hvad der bor i hans hjerte. Et af formålene med vores tjeneste er netop at nå ind til folks hjerte ved at fremlægge vigtige oplysninger fra Guds ord som de må tage stilling til. — Hebr. 4:12.

Ja, det er en kunst at anvende pauser på den rigtige måde i vores tjeneste. Men når vi bruger pauserne rigtigt, vil vores budskab være klart og tydeligt, og det kan gøre varigt indtryk.