Passende pauser

PAUSER de rigtige steder har betydning hvad enten vi holder foredrag eller fører en samtale. Uden pauser bliver ordene ikke et udtryk for tanker, men simpelt hen en talestrøm. Velanbragte pauser medvirker til at gøre talen klar. De kan også bruges til at trække hovedpunkterne op sådan at de gør varigt indtryk.

Hvordan finder du ud af hvor du skal holde pause? Og hvor lange skal pauserne være?

Pauser ved skilletegn. Tegnsætningen er en vigtig del af en trykt tekst. Den kan for eksempel angive hvor et udsagn eller et spørgsmål slutter. På mange sprog markeres et citat med citationstegn. Og visse tegn angiver hvordan en del af en sætning forholder sig til resten. Den der sidder og læser, kan se tegnene. Men når der bliver læst højt, er det oplæserens stemme der skal formidle det som tegnene viser i den trykte tekst. (Se også lektion 1: „Korrekt oplæsning.“) På dansk er det ganske vist ikke alle tegn der betyder pause. Men tegnene er alligevel vigtige for forståelsen, og uden de rigtige pauser kan det blive svært for andre at forstå det du læser; det kan ligefrem forvrænge meningen.

Også den måde tankerne udtrykkes på i en sætning, har indflydelse på hvor der skal holdes pauser. En berømt pianist sagde engang: „Tonerne kan mange andre pianister spille lige så godt som jeg. Men i pauserne mellem tonerne — dér ligger kunsten!“ Noget lignende gælder tale. Hvis du har forberedt dig godt på stoffet, vil rigtigt anbragte pauser fremhæve meningen og forskønne fremførelsen.

Når du forbereder dig på højtlæsning, kan det være en hjælp for dig at sætte nogle blyantsmærker i den trykte tekst. Indsæt en lille lodret streg dér hvor du skal holde en kort pause, måske bare en tøven. Sæt to lodrette streger hvis pausen skal være længere. Hvis en bestemt passage falder dig svær, og du let kommer til at holde forkerte pauser, så tegn en bue over de ord der hører sammen og skal læses ud i ét. Øv dig så på hele sætningen. Den metode bruger mange erfarne oplæsere.

I daglig tale har vi som regel ikke problemer med pauser; vi kender de tanker vi vil udtrykke. Men hvis du har den uvane at holde pauser med faste mellemrum uden hensyn til sammenhængen, vil det gå ud over kraften og klarheden i din tale. Herom er der nogle forslag i lektion 4: „Flydende fremførelse.“

Ved overgang til en ny tanke. Når du er færdig med et hovedpunkt og går over til et nyt, vil en pause give ordene tid til at bundfælde sig. Tilhørerne får tid til at indstille sig på at tankerne tager en ny retning, og de bliver klar til at tage imod det næste du vil sige. Det er lige så vigtigt at du holder pause når du går over til en ny hovedtanke, som det er at du kører langsommere når du skal omkring et gadehjørne.

Nogle talere forsømmer at holde pause mellem hovedpunkterne. Det kan skyldes at de har for meget stof med. Andre taler bare altid sådan. Måske gør alle i deres omgivelser det samme. Men det bliver undervisningen ikke bedre af. Hvis du har noget på hjerte som er værd at høre og værd at huske, må du tage den tid der skal til, for at få tanken til at stå klart. Du må indse at pauserne er nødvendige hvis tankerne skal være tydelige.

Når du holder foredrag ud fra en disposition, skal stoffet være ordnet sådan at det er indlysende hvor der er hovedpunkter, og hvor der derfor skal være pauser. Hvis du skal holde et manuskriptforedrag, bør du sætte mærker hvor der er en overgang mellem to hovedtanker.

Pauser mellem hovedtanker er som regel længere end pauser ved skilletegn, men de skal ikke være så lange at foredraget går i stå. Hvis de er for lange, virker du uforberedt, og man får indtryk af at du ikke ved hvad du vil sige.

For at skabe eftertryk. Du kan skabe eftertryk ved at holde en „dramatisk“ pause før eller efter at du siger nogle ord som har særlig vægt. En sådan pause vækker publikums forventning til det du vil til at sige, eller den giver dem tid til eftertanke når du har sagt det. De to ting er ikke det samme. Vælg det der passer formålet bedst. Men husk at du kun skal bruge den form for eftertryk når du siger noget der virkelig skal fremhæves. Ellers vil sådanne udsagn miste deres vægt.

Da Jesus stod i synagogen i Nazaret og læste højt fra Skrifterne, brugte han en pause på effektfuld vis. Han havde læst højt om sin opgave fra bogrullen med Esajas’ profeti. Men inden han gav sig til at fortolke ordene, rullede han bogrullen sammen, rakte den til tjeneren og satte sig ned. Så, mens alles øjne i synagogen var spændt rettede mod ham, fortsatte han: „I dag er det skriftsted I lige har hørt, blevet opfyldt.“ — Luk. 4:16-21.

Når forholdene kræver det. Der kan også forekomme afbrydelser der kræver at du må holde en pause. Ved besøg i forkyndelsesarbejdet kan trafikstøj eller barnegråd gøre en kort pause nødvendig. Hvis der opstår forstyrrelser under et foredrag, kan du måske blot tale lidt højere og fortsætte. Men hvis forstyrrelsen er meget kraftig, og den bliver ved, må du holde en pause; tilhørerne lytter alligevel ikke. Alt i alt må du bruge pauser på en måde der hjælper dit publikum til at få fuld gavn af det gode stof du vil give dem del i.

Pause for at give lejlighed til reaktion. Selv om du holder et foredrag hvor det ikke er meningen at forsamlingen skal svare direkte, er det vigtigt at de får lejlighed til at svare, om ikke højt så dog i deres tanker. Hvis du stiller spørgsmål for at få tilhørerne til at tænke, men ikke holder en tilstrækkelig lang pause, taber spørgsmålene meget af deres værdi.

Pauser er naturligvis ikke kun vigtige når man taler fra et podium, men også når man taler med én eller to. Nogle holder tilsyneladende aldrig pauser. Hvis det er tilfældet med dig, så anstreng dig oprigtigt for at udvikle denne taleegenskab. Det vil forbedre din evne til at kommunikere, og det vil gøre din forkyndelse mere virkningsfuld. En pause er et øjebliks stilhed, og det er med rette blevet sagt at stilhed fremhæver det sagte, skærper opmærksomheden og er velgørende for øret.

Almindelige samtaler er en udveksling af tanker. Andre vil være mere tilbøjelige til at lytte til én hvis man også lytter til dem og interesserer sig for det de siger. Det forudsætter at man holder nogle pauser der er lange nok til at den anden part kan komme til orde.

Vores forkyndelse i distriktet er mest virkningsfuld når den foregår som en samtale. Mange forkyndere finder at det er godt, efter en udveksling af hilsener, at bringe et emne på bane og så stille et spørgsmål. Derefter holder de en pause for at give den anden lejlighed til at udtale sig, og de anerkender det han siger, ved at svare høfligt. I samtalens videre forløb giver de den besøgte mange anledninger til at udtale sig. De ved at de lettere kan hjælpe den anden hvis de kender vedkommendes syn på det emne der drøftes. — Ordsp. 20:5.

Det er selvfølgelig ikke alle der vil reagere positivt på spørgsmål. Dét afholdt imidlertid ikke Jesus fra at standse op længe nok til at selv hans modstandere kunne svare hvis de ville. (Mark. 3:1-5) Når man opfordrer den anden part til at udtale sig, giver man ham samtidig lejlighed til at gøre sig nogle tanker, og måske vil han da give til kende hvad der bor i hans hjerte. Et af formålene med vores tjeneste er netop at nå ind til folks hjerte ved at fremlægge vigtige oplysninger fra Guds ord som de må tage stilling til. — Hebr. 4:12.

Ja, det er en kunst at anvende pauser på den rigtige måde i vores tjeneste. Men når vi bruger pauserne rigtigt, vil vores budskab være klart og tydeligt, og det kan gøre varigt indtryk.