Georges Auzou, der er professor ved Det store Præsteseminarium i Rouen i Frankrig, har i sin bog La Parole de Dieu (Guds ord), der er godkendt af kirken, skrevet følgende om situationen i Frankrig i det 18. og 19. århundrede: „Man opmuntrede ikke folk til at læse i Bibelen. . . . Bortset fra gejstligheden og visse intellektuelle kredse, læste katolikker faktisk ikke længere i Bibelen. Den var forsvundet fra [de katolske] boghandeler. Man havde fortsat den idé at Bibelen var en farlig, ja endog skadelig bog . . . Den var forbudt i nonneklostre og på kristne [katolske] læreanstalter.“

Men så begyndte tingene at ændre sig. Mignot, den katolske biskop af Fréjus og Toulon i Frankrig, skrev i sit forord til Vigouroux’s Dictionnaire de la Bible (1891-1912): „Vi oplever virkelig bibelstudiets renæssance i Frankrig. For 20 år siden interesserede [bibelske spørgsmål] . . . kun en meget snæver kreds af indviede. . . . Der blev lagt mindre og mindre vægt på bibellæsning og bibelstudium. Det var aldrig noget man drøftede, og hvis en eller anden from lægmand måske citerede fra Esajas’ eller Ordsprogenes bog, ville folk se overrasket på ham og mistænke ham for i al hemmelighed at hælde til protestantismen!“

Selv om den katolske kirke nu tillader sine medlemmer at læse Bibelen, og endda skænker fuldt aflad „hvis læsningen fortsætter i mindst en halv time“, anser den altså ikke læsning af Bibelen for en absolut nødvendighed.a I den franske, katolske Dictionnaire de la Bible forklares hvorfor: „Det er fortrinsvis gennem traditionen at hele troslæren når frem til menneskeheden. Brugen af Det nye Testamentes skrifter kom senere. De indeholder ikke hele den betroede skat, hele troen, og brugen af dem er ikke det væsentlige.“

Traditionen sættes over Bibelen

Det stilles således ikke som et krav til katolikker at de skal læse Bibelen. Og hvis de gør det, må det de læser i Bibelen komme i anden række, efter traditionen. Den katolske kirke hævder at de første kristne var henvist til en mundtlig tradition inden de modtog det skrevne ord og at Bibelen derfor må forstås i lyset af traditionen sådan som den er blevet bevaret af kirken.

I en bog der er udarbejdet med det formål at hjælpe fransktalende katolikker til at læse Bibelen, bekræftes dette synspunkt: „Den guddommelige åbenbaring, også den som kommer til udtryk i Skriften, er blevet overdraget et samfund af troende, den levende Kirke; dette rejser det vigtige spørgsmål om det indbyrdes forhold mellem Bibelen, traditionen og Kirken. . . . Dette yderligere lys som er givet [i Bibelen], forenes med og fuldstændiggør traditionens skat. . . . Derfor er Skriften helt og holdent underordnet traditionen.“ — Initiation Biblique, siderne 963, 971. Kursiveret af forfatteren selv.

Den jesuitiske professor Paul Henry fra Det katolske Institut i Paris har skrevet: „Skriften er normgivende [fastslår den autoritative standard] for livet, gudsdyrkelsen, moralen og Kirkens teologiske læresætninger. At den er normgivende vil dog ikke sige at alt hvad Gud har åbenbaret eller ønsker, udtrykkeligt og i enkeltheder er nedskrevet i Bibelen, men det vil sige at intet af hvad Kirken gør eller ufejlbarligt lærer, kan være i modstrid med Skriften.“