Bibelen eller traditionen? — Et dilemma for oprigtige katolikker

INDEN for de seneste år er Bibelen i stadig højere grad blevet tilgængelig i katolske lande. I Spanien, for eksempel, er der i løbet af de sidste 50 år blevet udgivet flere bibeloversættelser på castiliansk end i de 500 år der gik forud. Franske katolikker har på samme måde adgang til adskillige oversættelser af Bibelen fra grundteksten der er godkendt af kirken. Engelsktalende katolske teologer har også foretaget flere nye oversættelser af Bibelen.

Enhver katolik der i dag ønsker at læse Bibelen, har altså mulighed for det. Men han må kun læse en oversættelse der er behørigt godkendt af kirken og som er udstyret med forklarende noter. Hvorfor tager den katolske kirke dette forbehold? Fordi den hævder at der findes en yderligere guddommelig åbenbaring — traditionen — og man anser sådanne noter for nødvendige til at forene disse to kilder. Men hvilken af disse to kilder betragter kirken som vigtigst — Bibelen eller traditionen?

Tilladt, men ingen absolut betingelse

I bogen A Catholic Commentary on Holy Scripture stilles dette spørgsmål: „Er det nødvendigt at læse Bibelen for at opnå frelse?“ I svaret siges der: „Der findes ingen universelle forskrifter, hverken guddommelige eller apostolske, om at alle troende — hver mand, hver kvinde og hvert barn — personligt bør læse Bibelen.“

Selv om den katolske kirke nu tillader sine medlemmer at læse Bibelen, og endda skænker fuldt aflad „hvis læsningen fortsætter i mindst en halv time“, anser den altså ikke læsning af Bibelen for en absolut nødvendighed.a I den franske, katolske Dictionnaire de la Bible forklares hvorfor: „Det er fortrinsvis gennem traditionen at hele troslæren når frem til menneskeheden. Brugen af Det nye Testamentes skrifter kom senere. De indeholder ikke hele den betroede skat, hele troen, og brugen af dem er ikke det væsentlige.“

Traditionen sættes over Bibelen

Det stilles således ikke som et krav til katolikker at de skal læse Bibelen. Og hvis de gør det, må det de læser i Bibelen komme i anden række, efter traditionen. Den katolske kirke hævder at de første kristne var henvist til en mundtlig tradition inden de modtog det skrevne ord og at Bibelen derfor må forstås i lyset af traditionen sådan som den er blevet bevaret af kirken.

I en bog der er udarbejdet med det formål at hjælpe fransktalende katolikker til at læse Bibelen, bekræftes dette synspunkt: „Den guddommelige åbenbaring, også den som kommer til udtryk i Skriften, er blevet overdraget et samfund af troende, den levende Kirke; dette rejser det vigtige spørgsmål om det indbyrdes forhold mellem Bibelen, traditionen og Kirken. . . . Dette yderligere lys som er givet [i Bibelen], forenes med og fuldstændiggør traditionens skat. . . . Derfor er Skriften helt og holdent underordnet traditionen.“ — Initiation Biblique, siderne 963, 971. Kursiveret af forfatteren selv.

Men hvor megen tillid vil en oprigtig katolik have til Bibelen, når han i en bog skrevet af en katolsk professor med speciale i De hellige Skrifter kan læse: „Traditionen går forud for, omslutter, ledsager og går videre end Skrifterne“?b Eller hvad skal han tro når han i værket A Catholic Dictionary kan læse: „Kirken . . . bekræfter at hele Bibelen er Guds ord, men samtidig fastholder den at der findes et uskrevet ord fra Gud der står over Bibelen“?

Et dilemma for katolikker der læser i Bibelen

I århundreder har katolikker i almindelighed uden videre antaget kirkens dogmer, eftersom lægmænd ikke har været i besiddelse af en målestok hvormed de kunne vurdere troværdigheden af kirkens læresætninger. De fleste katolikker har lært deres tro på remse ved at blive undervist i katekismus. Hvis de bad kateketen eller præsten om at forklare vanskeligt forståelige dogmer som treenigheden eller Marias ubesmittede undfangelse, ville de sandsynligvis få svaret: „Det er et helligt mysterium.“

Men med Det andet Vatikankoncil indtraf der en forandring. Den romersk-katolske kirke gennemgik en aggiornamento, eller ajourføring, der åbnede mulighed for at katolikker kunne foretage en hidtil ukendt selvransagelse. Det andet Vatikankoncil gav grønt lys for at der kunne udgives nye „passende og nøjagtige oversættelser“ af Bibelen, og gav de katolske biskopper besked om at „give de troende der var betroet i deres varetægt passende vejledning om de guddommelige bøgers rette anvendelse“. Menige katolikker kan altså i dag anskaffe sig bibler, læse dem og sammenligne det de læser med det de har lært.

Denne gennemgribende forandring har imidlertid ikke fundet sted uden problemer. Mange katolikker har for første gang i deres liv opdaget at de fleste af kirkens dogmer ikke findes i Bibelen. Det gælder blandt andet relikviedyrkelsen, læren om at man kan bede til „helgener“, Mariadyrkelsen, samt læren om aflad, om skærsilden og om limbus.

Vedrørende det sidste dogme indrømmes det i A Catholic Dictionary: „Der har været en udbredt modvilje mod at tro at de der ikke har begået synder skulle pines i helvede, og denne vanskelighed har fået teologer til at fremsætte forskellige teorier for at komme uden om problemet.“ Læren om limbus er en af disse teorier.c

Bibelen forklarer imidlertid at de døde sover i graven, hvorfra de venter en opstandelse. (Prædikeren 9:5, 10; Johannes 5:28, 29) Da der ikke findes nogen udødelig sjæl, kan der heller ikke findes pinsler i helvede. Det har derfor været unødvendigt at opfinde en teori om limbus for at slippe ud af denne teologiske knibe! Dette er blot ét eksempel på hvilket dilemma mange katolikker der læser i Bibelen nu befinder sig i. Hvad skal de tro på: menneskeskabte traditioner eller Bibelen?

Et dilemma for den katolske kirke

Men problemet er langt mere omfattende. En præst ville sandsynligvis vige uden om dilemmaet ved at sige: ’Det er ikke noget problem. Bibelens åbenbaring fuldstændiggøres blot af traditionen. Godtag derfor Kirkens tradition.’ Så enkelt er det imidlertid ikke.

Den jesuitiske professor Paul Henry fra Det katolske Institut i Paris har skrevet: „Skriften er normgivende [fastslår den autoritative standard] for livet, gudsdyrkelsen, moralen og Kirkens teologiske læresætninger. At den er normgivende vil dog ikke sige at alt hvad Gud har åbenbaret eller ønsker, udtrykkeligt og i enkeltheder er nedskrevet i Bibelen, men det vil sige at intet af hvad Kirken gør eller ufejlbarligt lærer, kan være i modstrid med Skriften.“

Det er slemt nok at påstå at traditionen fuldstændiggør Bibelen. Dette strider nemlig mod hvad katolikker kan læse i deres bibler i Første Korintherbrev 4:6. Men at undervise i læresætninger som helvedeslæren, læren om skærsilden og limbus, der, foruden at være ubibelske, klart „er i modstrid med Bibelen“, bringer den katolske kirke i et dilemma. — Ezekiel 18:4, 20; Romerne 6:23.

Traditionen eller Bibelen?

Ved Det andet Vatikankoncil lød der en offentlig tilskyndelse fra den katolske kirke til „alle troende kristne“ om „hyppigt at læse i De hellige Skrifter“. Desuden hedder det i A Catholic Dictionary: „Katolikken kan med rette forsvare og nære fuldkommen tillid til at ingen af Kirkens læresætninger kan være i modstrid med Bibelen.“ Vi tilskynder oprigtige katolikker til at følge deres kirkes opfordring og læse Bibelen for selv at forvisse sig om hvorvidt der findes katolske læresætninger som er „i modstrid med Bibelen“.

Dette er især vigtigt for de katolikker der ønsker at følge den opfordring der blev givet da Det katolske verdensforbund for Bibelforkyndelse afholdt sin tredje generalforsamling — nemlig at katolikker burde undervise andre i Bibelen. Hvad denne opfordring indbefatter vil blive behandlet i den følgende artikel.

[Fodnoter]

[Tekstcitat på side 5]

Findes der „et uskrevet ord fra Gud der står over Bibelen“?

[Tekstcitat på side 6]

Er det sandt at „intet af hvad Kirken gør eller ufejlbarligt lærer, kan være i modstrid med Skriften“?

[Illustration på side 6]

Med Det andet Vatikankoncil indtraf der en forandring

[Kildeangivelse]

UPI/​Bettmann Newsphotos