-
GalatienIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
-
-
Man mener at store skarer af et indoeuropæisk folk kaldet keltere eller gallere, som var udvandret fra Gallien, omkring 278-277 f.v.t. er gået over Bosporus, hvorefter de slog sig ned i det område der fik navnet Galatien, efter græsk Galaʹtai (gallere). De medførte kvinder og børn og giftede sig åbenbart ikke ind i den lokale befolkning, hvorved de bevarede deres racemæssige særpræg i århundreder.
-
-
GalaterbrevetIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
-
-
Paulus’ udbrud: „Åh uforstandige galatere!“ betyder ikke at han kun havde et bestemt folkeslag som boede i den nordlige del af Galatien og udelukkende var af gallisk afstamning, i tanke. (Ga 3:1) Paulus irettesatte derimod nogle i de galatiske menigheder for at have ladet sig påvirke af judaister iblandt dem, jøder der søgte retfærdighed ved den mosaiske ordning i stedet for at blive erklæret retfærdige „som følge af tro“ under den nye pagt. (2:15–3:14; 4:9, 10) I racemæssig henseende var „menighederne i Galatien“ (1:2), som Paulus skrev til, en blanding af jøder og ikkejøder, og de sidstnævnte bestod af såvel omskårne proselytter som uomskårne hedninger, hvoraf nogle uden tvivl var af keltisk afstamning. (Apg 13:14, 43; 16:1; Ga 5:2) Paulus tiltalte dem alle under ét som „galatere“, eftersom de boede i provinsen Galatien. Som det fremgår af brevet, skrev Paulus til mennesker han kendte godt, og disse boede i den sydlige del af den romerske provins. Han skrev ikke til helt fremmede i den nordlige del, hvor han så vidt vides aldrig havde været.
-
-
GalaterbrevetIndsigt i Den Hellige Skrift, bind 1 (Ab-Ko)
-
-
Anledningen til brevet. Brevet afspejler mange af den galatiske befolknings karaktertræk som de kunne iagttages på Paulus’ tid. I det 3. århundrede f.v.t. var galliske keltere nordfra trængt ind i området, og den keltiske påvirkning var derfor stor. Kelterne (eller gallerne) regnedes for at være et vildt og barbarisk folk, og det hed sig at de bragte deres krigsfanger som menneskeofre. I den romerske litteratur beskrives de som et meget følelsesladet, overtroisk folk der havde mange ritualer, et træk der sandsynligvis afholdt dem fra at slutte sig til en gudsdyrkelse som kristendommen, der var så godt som blottet for ritualer.
-