Forfejl ikke hensigten med vor gudgivne frihed

„Hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ — 2 KORINTHER 3:17

1. Hvorfor kan Esajas 65:13, 14 anvendes om Jehovas vidner?

JEHOVA er frihedens Gud. Vor gudgivne frihed er en stor velsignelse. Følgende ord af den suveræne Herre Jehova passer derfor på hans indviede tjenere: „Se! Mine tjenere skal spise, men I skal sulte. Se! Mine tjenere skal drikke, men I skal tørste. Se! Mine tjenere skal fryde sig, men I skal beskæmmes. Se! Mine tjenere skal råbe af glæde af et veltilpas hjerte, men I skal skrige af hjerteve og hyle af sønderbrudt ånd.“ — Esajas 65:13, 14.

2. Hvorfor erfarer Jehovas folk åndelig vækst?

² Guds folk erfarer denne åndelige velstand fordi de er ledet af hans ånd eller virksomme kraft. Apostelen Paulus sagde: „Jehova er Ånden; og hvor Jehovas ånd er, er der frihed.“ (2 Korinther 3:17) Hvad er formålet med denne gudgivne frihed? Og hvordan kan vi udnytte den fuldt ud?

Den frihed Gud ejer

3. Hvilken frihed ejer Gud, og hvorfor?

³ Jehova er den eneste der ejer ubegrænset og absolut frihed. Ingen af hans skabninger kan begrænse hans frihed eftersom han er Gud den Almægtige og universets Suveræn. Som den trofaste mand Job udtrykte det: „Hvem kan sætte sig til modværge mod ham? Hvem siger til ham: ’Hvad gør du?’“ (Job 9:12) Babylons kong Nebukadnezar blev også tvunget til at erkende at ’ingen kan holde Guds hånd tilbage og sige til ham: „Hvad gør du?“’ — Daniel 4:35.

4. Hvorfor holder Jehova sin frihed inden for visse grænser?

⁴ Jehovas egne retfærdige principper bevirker imidlertid at han holder denne absolutte frihed inden for visse grænser. Det fremgår af det spørgsmål Abraham stillede da han var bekymret for indbyggerne i Sodoma: „Den der dømmer hele jorden, skulle han ikke øve ret?“ Guds svar viser at han erkender sit ansvar for at øve ret. Han ville ikke have udslettet Sodoma hvis der havde været nogle retfærdige indbyggere tilbage i den. (1 Mosebog 18:22-33) På grund af sin kærlighed og visdom sætter Gud også nogle grænser for sig selv i den forstand at han er sen til vrede. Han viser selvbeherskelse. — Esajas 42:14.

Grænser for den menneskelige frihed

5. Hvilke faktorer sætter grænser for menneskers frihed?

⁵ Jehova Gud er den eneste der besidder absolut frihed. Alle andre handler og bevæger sig inden for de grænser der sættes af deres evner, deres levested, og faktorer som den begrænsede levetid de i øjeblikket har. Menneskene blev oprindelig skabt med en fuldkommen frihed som de kunne bruge inden for de grænser Jehova havde sat for dem. Ja, det ligger i selve tingenes natur at menneskenes frihed måtte være relativ, det vil sige begrænset, og ikke absolut.

6. Hvordan berøres vor frihed af at vi skal stå Gud til regnskab?

⁶ For det første er menneskenes frihed begrænset fordi de blev skabt til at tjene Guds hensigt. Jehova er ’værdig til at modtage herligheden og æren og magten, for han har skabt alle ting, og på grund af hans vilje var de til og blev de skabt’. (Åbenbaringen 4:11) Menneskene skal altså stå deres Skaber til regnskab, og han har med rette fastlagt nogle love som menneskene skal adlyde. I det gamle Israel under Moseloven krævede Gud dødsstraf over dem der spottede hans navn eller brød sabbatten. (2 Mosebog 20:7; 31:14, 15; 3 Mosebog 24:13-16; 4 Mosebog 15:32-36) Skønt vi som kristne ikke er underlagt Moseloven begrænses vor frihed tydeligvis af at vi til hver en tid skal stå til ansvar over for Skaberen, Jehova Gud, der er vor Dommer, Lovgiver og Konge. — Esajas 33:22; Romerne 14:12.

7, 8. (a) Hvordan sætter de fysiske love grænser for menneskets frihed? (b) Hvilke andre af Guds love begrænser vor frihed som mennesker?

⁷ For det andet er menneskets frihed begrænset af Guds fysiske love. Man kan for eksempel ikke springe ud fra en skyskraber uden at blive slået ihjel. Det er indlysende at Guds fysiske love begrænser vor frihed.

⁸ For det tredje begrænses menneskets frihed af Guds morallove. De fleste har sikkert måttet sande rigtigheden af apostelen Paulus’ ord i Galaterbrevet 6:7, 8: „Bliv ikke vildledt: Gud kan man ikke narre. For hvad et menneske end sår, dette skal han også høste; for den der sår med henblik på sit kød, skal høste fordærv af sit kød, men den der sår med henblik på ånden, skal høste evigt liv af ånden.“ Det kan ikke bestrides at Jehova Guds morallove også begrænser vor frihed, men for at opnå livet må man adlyde dem.

9. Hvorfor sætter det grænser for vor frihed at vi er en del af menneskesamfundet?

⁹ For det fjerde sætter dét at vi er en del af menneskesamfundet, grænser for vor frihed. Omfanget af denne frihed må ikke gribe uretmæssigt ind i andres frihed. Kristne må underlægge sig „de højere myndigheder“ og adlyde dem så længe de ikke kræver at vi overtræder Guds love. (Romerne 13:1; Apostelgerninger 5:29) Vi skal for eksempel adlyde skattelovene, færdselslovene og så videre. At vi skal adlyde „kejserens“ love er endnu et vidnesbyrd om at vor gudgivne frihed er relativ og ikke absolut. — Markus 12:17; Romerne 13:7.

Hvorfor en relativ frihed?

10, 11. Hvorfor gav Jehova menneskene relativ frihed?

¹⁰ Hvorfor gav Gud menneskene denne relative frihed? Blandt andet fordi Skaberen derved kunne have fornuftbegavede skabninger på jorden som ville prise og ære ham i ord og gerning. Det kan menneskene gøre, men det kan dyrene ikke. Dyrene kender intet til moral, men ledes af instinkter. Man kan lære en hund at den ikke må tage en bestemt ting, men man kan ikke lære den hvorfor det er forkert at stjæle. Et dyr hvis handlinger så at sige er programmerede, kan ikke træffe beslutninger der ærer og priser Jehova Gud sådan som moralsk frit stillede mennesker kan — ved for eksempel at vælge at tjene Skaberen fordi de elsker ham og værdsætter det han har gjort.

¹¹ Gud gav også menneskene relativ frihed af hensyn til deres egen velfærd og lykke. Menneskene kan bruge deres relative frihed til at udvise kreativitet og opfindsomhed, næstekærlighed og samarbejdsvilje, og de kan frit vælge arbejde og bopæl. I vore dage begrænses valgfriheden ofte af økonomiske og politiske faktorer, men det skyldes menneskenes begærlighed, ikke den måde Gud oprindelig har skabt os på.

12. Hvorfor er størstedelen af menneskeheden i trældom?

¹² Skønt Jehova skænkede menneskene et stort mål af frihed, ser vi i dag at størstedelen af menneskeheden befinder sig i håbløs trældom. Hvad er der sket? Jo, det første menneskepar, Adam og Eva, forfejlede hensigten med deres gudgivne frihed. De gik ud over de grænser Gud havde sat for deres frihed, og anfægtede Jehova Guds retmæssige herredømme over dem som den suveræne Herre. (1 Mosebog 3:1-7; Jeremias 10:10; 50:31) De var ikke tilfredse med at bruge deres frihed til ære for Gud, men brugte den selvisk, til uafhængigt af Gud at afgøre hvad der var rigtigt og hvad der var forkert, hvorved de stillede sig på Satans side i oprøret mod Jehova. I stedet for at opnå større frihed blev synderne Adam og Eva imidlertid underlagt byrdefulde begrænsninger og kom i trældom. Deres frihed blev indskrænket og til sidst døde de. Disse begrænsninger og denne trældom gik i arv til alle deres efterkommere. „For alle har syndet og mangler Guds herlighed.“ „Den løn synden betaler er døden.“ — Romerne 3:23; 5:12; 6:23.

13. Hvorfor har Satan været i stand til at trælbinde mennesker?

¹³ På grund af oprøret i Eden kom Adam og hans efterkommere også i trældom under Satan Djævelen, for Bibelen siger at „hele verden ligger i den ondes magt“. (1 Johannes 5:19) Da Satans magt og evner overstiger menneskers, er det lykkedes ham at bedrage og trælbinde hele den del af menneskeheden der er fremmed for Gud. Dertil kommer at selviske mennesker gennem tiden har udøvet myndighed over andre til skade for dem. (Prædikeren 8:9) Menneskeheden i almindelighed er altså nu i trældom under synd og død, under Satan og hans dæmoner, og under denne verdens politiske, økonomiske og religiøse systemer.

Hvordan man kan opnå sand frihed

14. Hvad er menneskehedens håb om sand frihed knyttet til?

¹⁴ Menneskets håb om at blive løst fra synd og død og ikke længere være underlagt Djævelen, er knyttet til Jehova Guds beslutning om at afgøre stridsspørgsmålet om retmæssigheden af hans universelle suverænitet. Da det var Satan der rejste dette stridsspørgsmål, har Jehova ladet ham blive i live, ligesom Han lod Farao blive i live et stykke tid. Derved kan Jehova til fulde demonstrere sin magt og få sit navn forkyndt på hele jorden. (2 Mosebog 9:15, 16) Gud vil snart hævde sig som universets Suveræn og hellige sit navn ved at fjerne den forsmædelse som Satan og Adam og Eva ved deres oprør har bragt over det. Det vil betyde at gudfrygtige mennesker vil blive løst fra trældommen under synden og døden, og blive ført ind i en ny verden hvori der vil herske gudgiven frihed. — Romerne 8:19-23.

15. Hvilken rolle spillede Jesus i forbindelse med menneskehedens frigørelse?

¹⁵ For at give menneskene friheden igen sendte Jehova sin søn til jorden som et menneske. Ved frivilligt at ofre sit fuldkomne menneskeliv bragte Jesus Kristus et genløsningsoffer, grundlaget for menneskehedens frigørelse. (Mattæus 20:28) Han forkyndte også et budskab om frihed. Ved begyndelsen af sin tjeneste anvendte han følgende ord på sig selv: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede.“ — Esajas 61:1; Lukas 4:16-21.

16. Hvilke skridt måtte jøderne i det første århundrede tage for at opnå sand frihed?

¹⁶ Hvordan ville folk opnå denne frihed? Jesus sagde: „Hvis I bliver i mit ord, er I virkelig mine disciple, og I skal kende sandheden, og sandheden skal frigøre jer.“ Jesu disciple nyder således åndelig frihed. (Johannes 8:31, 32, 36) Jesus sagde desuden til den romerske landshøvding Pontius Pilatus: „Dertil er jeg født, og dertil er jeg kommet til verden, at jeg skal vidne om sandheden. Enhver der er på sandhedens side hører min røst.“ (Johannes 18:37) De jøder der tog imod den sandhed som Jesus Kristus forkyndte og efterlevede, ændrede sind med hensyn til deres synder, ophørte med deres tidligere, urette adfærd, fremstillede sig for Jehova og lod sig døbe sådan som Jesus var blevet. (Mattæus 3:13-17; Apostelgerninger 3:19) Derved opnåede de en relativ, gudgiven frihed.

17. Hvorfor skænker Jehova sine tjenere frihed?

¹⁷ Jehova skænker ikke alene sine tjenere frihed for at hævde sin suverænitet, men også for at trøste og gavne dem. Han førte israelitterne ud fra trældommen i Ægypten for at de kunne ære ham ved at blive et kongerige af præster, hans vidner. (2 Mosebog 19:5, 6; Esajas 43:10-12) På samme måde førte Jehova først og fremmest sit folk ud af fangenskabet i Babylon for at de kunne genopbygge hans tempel og genoprette den sande tilbedelse. (Ezra 1:2-4) Men da de tilbagevendte landflygtige kun tænkte på deres egen materielle bekvemmelighed, sendte Jehova sine profeter Haggaj og Zakarias for at minde dem om deres forpligtelser over for Gud. Da de således blev hjulpet til at se deres gudgivne frihed i det rette perspektiv, blev arbejdet med at genopbygge templet fuldført til ære for Gud, og til glæde og gavn for dem selv.

Forfejl ikke hensigten med den gudgivne frihed

18. Hvorfor kan man sige at Jehovas tjenere i vor tid ikke har forfejlet hensigten med deres gudgivne frihed?

¹⁸ Hvad med Guds tjenere i nutiden? Som organisation betragtet har Guds tjenere ikke forfejlet hensigten med deres gudgivne frihed. I 1870’erne begyndte de at blive udfriet fra de babyloniske vildfarelser og opnå øget kristen frihed. Dette skete i harmoni med det der står i Ordsprogene 4:18: „De retfærdiges sti er som det klare dagslys der gradvis vokser indtil højlys dag.“ Ligesom Guds folk i fortiden for en periode kom i trældom i det gamle Babylon, kom Jehovas tjenere i nutiden (i 1918) i en form for trældom under „Babylon den Store“. (Åbenbaringen 17:1, 2, 5) Dette religiøse imperiums medlemmer jublede da Jehovas „to vidner“ lå åndeligt døde på gaden. Men ved Guds ufortjente godhed blev hans salvede vidner i 1919 atter vakt til live og i åndelig forstand udfriet. (Åbenbaringen 11:3, 7-11) De udnyttede deres gudgivne frihed og blev nidkære vidner for den Allerhøjeste. Det var derfor passende at de i 1931 med glæde antog navnet Jehovas Vidner. (Esajas 43:10-12) Navnlig siden 1935 har „en stor skare“, som håber at opnå evigt liv på jorden, sluttet sig til dem. Disse har heller ikke forfejlet hensigten med deres gudgivne frihed. — Åbenbaringen 7:9-17.

19, 20. (a) Nævn en måde hvorpå Jehovas folk har gjort god brug af deres gudgivne frihed. (b) På hvilken anden bemærkelsesværdig måde gør Jehovas vidner god brug af den frihed Gud har givet dem?

¹⁹ Der er især to bemærkelsesværdige måder hvorpå Jehovas folk viser at de bruger deres frihed rigtigt. På den ene side sørger de for at have en god opførsel. (1 Peter 2:16) Dette har givet dem et godt omdømme. Engang kom en mand for eksempel ind i en rigssal i Zürich i Schweiz og sagde at han gerne ville være et af Jehovas vidner. Da man spurgte ham hvorfor, fortalte han at hans søster var et af Jehovas vidner, og at hun var blevet udstødt på grund af umoralitet. ’Det er sådan en organisation jeg gerne vil være tilsluttet — én der ikke tolererer en dårlig opførsel,’ sagde han. Det er ikke uden grund at New Catholic Encyclopedia skriver at Jehovas vidner har fået ry for at være „en af de mest velopdragne grupper i verden“.

²⁰ På den anden side bruger Jehovas vidner deres gudgivne frihed rigtigt ved at opfylde deres forpligtelse til at forkynde den gode nyhed om Riget ligesom Jesus gjorde. (Mattæus 4:17) Både ved hjælp af det trykte og det talte ord, både fra hus til hus og uformelt, fortæller de andre om Jehovas rige. Dette er til stor gavn for dem selv, fordi det styrker dem i troen og får håbet til at stå klarere. Desuden tjener det til frelse både for dem selv og dem der hører på dem. (1 Timoteus 4:16) Om deres virksomhed siges der i bogen Dynamic Religious Movements: „Det vil være svært at finde medlemmer af nogen anden gruppe der arbejder lige så hårdt for deres tro som Jehovas vidner.“

21. Hvilke vidnesbyrd har vi om at Jehova velsigner sit folks tjeneste?

²¹ Og Jehova velsigner os rigt når vi opfylder hensigten med vor gudgivne frihed. Det fremgår af sidste års tjenesterapport — et højdepunkt på over fire millioner forkyndere, og et samlet antal tilstedeværende på over ti millioner ved højtiden til minde om Jesu død. Rapporten viser at Irland har haft 29 rekorder i træk, Japan 153, og Mexico 78 rekorder på 80 måneder.

Gør god brug af din gudgivne frihed

22. Hvad er essensen af de tankevækkende spørgsmål vi kunne stille os selv?

²² Hvis du er et indviet vidne for Jehova, gør du da god brug af den frihed som Gud har givet dig? Lad os spørge os selv: ’Sørger jeg for at bruge min gudgivne frihed på en måde så jeg ikke ved en uret adfærd får nogen til at snuble? Adlyder jeg samvittighedsfuldt kejserens love, selv om jeg sætter Guds love først? Samarbejder jeg fuldt og helt med de ældste i menigheden? Udnytter jeg min gudgivne frihed fuldt ud i forkyndelsen? Har jeg altid „rigeligt at gøre i Herrens gerning“? Stræber jeg efter en karriere i verden, når jeg kunne bruge min gudgivne frihed bedre ved at udvide min tjeneste og række ud efter større ansvarsopgaver i menigheden eller i heltidstjenesten?’ — 1 Korinther 15:58.

23. Hvad bør vi gøre for ikke at forfejle hensigten med vor gudgivne frihed?

²³ Måtte vi alle ’smage og se at Jehova er god’. (Salme 34:8) Lad os stole på ham, adlyde hans love og herliggøre hans hellige navn ved nidkært at forkynde hans rige. Husk at „den der sår rigeligt, skal også høste rigeligt“. (2 Korinther 9:6) Lad os derfor helhjertet tjene Jehova og derved vise at vi ikke har forfejlet hensigten med vor gudgivne frihed.

Tag standpunkt for gudgiven frihed!

„Til en sådan frihed har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ — GALATERNE 5:1

1, 2. Hvordan gik den gudgivne frihed tabt?

JEHOVAS folk ejer frihed. Men de søger ikke uafhængighed af Gud, for det ville betyde at de lod sig trælbinde af Satan. De værner om deres forhold til Jehova og glæder sig over den frihed han skænker dem.

² Vore første forældre, Adam og Eva, mistede deres gudgivne frihed ved at synde og blev derved trælle under synden, døden og Djævelen. (1 Mosebog 3:1-19; Romerne 5:12) På denne måde ledte Satan hele verden ind på en syndig kurs der fører til undergang. Men de der holder fast ved deres gudgivne frihed vandrer på vejen til evigt liv. — Mattæus 7:13, 14; 1 Johannes 5:19.

Frihed fra trældom

3. Hvilket håb fremholdt Gud i Eden?

³ Det er Jehovas hensigt at udfri mennesker der ærer hans navn fra trældom under Satan og under synd og død. Gud fremholdt dette håb da han sagde til slangen som Satan talte igennem i Eden: „Jeg sætter fjendskab mellem dig og kvinden og mellem dit afkom og hendes afkom. Han skal knuse hovedet på dig, og du skal knuse hælen på ham.“ (1 Mosebog 3:14, 15) Afkommet fra Jehovas himmelske organisation, Jesus Kristus, fik knust hælen da han døde på pælen, men Gud tilvejebragte derved et genløsningsoffer for at udfri troende mennesker fra synd og død. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16) Når tiden er inde vil Jesus knuse hovedet på Satan, slangen fra fortiden. — Åbenbaringen 12:9.

4. Hvilken frihed erfarede Abraham, og hvad lovede Jehova ham?

⁴ Cirka 2000 år efter at dette løfte var blevet givet i Eden, adlød Abraham, der blev kaldt „Jehovas ven“, Gud og forlod byen Ur for at drage et andet sted hen. (Jakob 2:23; Hebræerne 11:8) Derved opnåede han gudgiven frihed og var ikke længere træl under Satans verden af falsk religion, politik og begærlig kommercialisme. Som en tilføjelse til profetien der blev fremsat i Eden, lovede Gud at alle slægter og nationer ville velsigne sig ved Abraham og hans afkom. (1 Mosebog 12:3; 22:17, 18) Abraham var ikke længere underlagt fordømmelse eftersom ’han troede på Jehova, der tilregnede ham det som retfærdighed’. (1 Mosebog 15:6) I dag vil et nært forhold til Jehova også føre til gudgiven frihed fra fordømmelse og fra trældom under den verden der ligger i Satans magt.

Et spændende symbolsk drama

5. Hvilke omstændigheder var Isaks fødsel forbundet med?

⁵ For at Abraham kunne få afkom tilbød hans ufrugtbare hustru, Sara, at hendes tjenestepige Hagar kunne føde hans barn. Med hende fik Abraham Ismael, men det var ikke ham Gud valgte som det lovede afkom. Da Abraham var 100 år gammel og Sara 90, fik de ved Jehovas hjælp en søn som de kaldte Isak. Da Ismael ved en lejlighed spottede Isak, blev Ismael og hans moder, Hagar, sendt bort. Abrahams søn med den frie kvinde, Sara, blev derved Abrahams ubestridte afkom. I lighed med Abraham viste Isak tro og vandt gudgiven frihed. — 1 Mosebog 16:1-16; 21:1-21; 25:5-11.

6, 7. Hvad havde falske lærere overbevist nogle kristne i Galatien om, og hvad forklarede Paulus?

⁶ Disse begivenheder var et forbillede på noget der ville få stor betydning for venner af gudgiven frihed. Dette understreges i det brev apostelen Paulus skrev til menighederne i Galatien omkring år 50 til 52 efter vor tidsregning. På dette tidspunkt havde det styrende råd bestemt at det ikke var et krav til kristne at de skulle lade sig omskære. Men falske lærere havde overbevist nogle af galaterne om at omskærelsen var et vigtigt træk ved kristendommen.

⁷ Paulus skrev til galaterne at et menneske erklæres retfærdigt ved tro på Kristus, ikke ved lovgerninger. (1:1–3:14) Loven ugyldiggjorde ikke det løfte der var knyttet til Abrahamspagten men gjorde overtrædelserne kendt og tjente som en opdrager der ledte dem til Kristus. (3:15-25) Ved sin død løskøbte Jesus dem der var under Loven for at de kunne blive sønner af Gud. At vende tilbage til en ordning hvor man skulle overholde dage, måneder, årstider og år, ville derfor være det samme som at vende tilbage til trældommen. (4:1-20) Paulus skrev derefter:

8, 9. (a) Giv med egne ord et kort referat af det Paulus siger i Galaterbrevet 4:21-26. (b) Hvem eller hvad skildrede Abraham og Sara i dette symbolske drama, og hvem er det lovede afkom?

⁸ „Sig mig, I som ønsker at være under loven: Hører I ikke loven? For eksempel står der skrevet at Abraham fik to sønner, en [Ismael] med tjenestepigen [Hagar] og en [Isak] med den frie kvinde [Sara]; men den med tjenestepigen var i virkeligheden født på kødets måde, den med den frie kvinde, derimod, som følge af et løfte. Dette står som et symbolsk drama; disse kvinder betyder nemlig to pagter, den ene [Lovpagten] fra Sinaj bjerg [hvor Gud indgik denne pagt med israelitterne], som føder børn til trældom; det er Hagar. [Den anden pagt var den der blev indgået med Abraham angående hans afkom.] Denne Hagar betyder altså Sinaj, et bjerg i Arabien, og hun svarer til det nuværende Jerusalem, for det er i trældom med sine børn [efterkommere af Abraham, Isak og Jakob]. Men det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ — Galaterne 4:21-26.

⁹ I dette symbolske drama er Abraham et billede på Jehova. „Den frie kvinde“, Sara, er et billede på Guds „kvinde“, hans hellige, universelle organisation. Kristus var et afkom af denne symbolske kvinde og den større Abraham. (Galaterne 3:16) Jesus underviste andre i sandheden og afslørede falsk religion for at vise mennesker hvordan de blev frigjort fra uren gudsdyrkelse, fra synden og fra Satan, men Jerusalem og hendes børn forblev i religiøs trældom fordi de afviste ham. (Mattæus 23:37, 38) Jesu jødiske disciple blev udfriet fra Loven, som viste at de var i trældom under ufuldkommenhed, synd og død. Alle der anerkender Jesus som den Guds „kvinde“ har frembragt til at være messiansk konge og „forkynde frigivelse for fanger“, er virkelig frie! — Esajas 61:1, 2; Lukas 4:18, 19.

Undgå et trældomsåg

10, 11. Hvilket trældomsåg frigjorde Kristus sine disciple fra, og hvilken parallel findes der hertil i dag?

¹⁰ Til dem der sammen med den større Isak, Kristus, udgør Abrahams afkom, siger Paulus: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder. . . . Vi, brødre, er løftets børn på samme måde som Isak. Men ligesom dengang han der var født på kødets måde [Ismael] begyndte at forfølge ham der var født på åndens måde [Isak], således også nu. . . . Vi [er] ikke tjenestepigens men den frie kvindes børn. Til en sådan frihed [fra Loven] har Kristus frigjort os. Stå derfor fast, og lad jer ikke igen spænde i trældoms åg.“ — Galaterne 4:26–5:1.

¹¹ Enhver af Jesu disciple som underlagde sig Loven ville blive ’spændt i trældoms åg’. I dag udgør falsk religion et sådant trældomsåg, og kristenheden er et modstykke til fortidens Jerusalem og hendes børn. De salvede er derimod børn af det Jerusalem som er oventil, Guds frie himmelske organisation. De salvede og deres medtroende som har et jordisk håb, er ikke i trældom under Satan. (Johannes 14:30; 15:19; 17:14, 16) Lad os nu da sandheden og Jesu offer har frigjort os, holde fast ved vor gudgivne frihed.

Tag standpunkt for gudgiven frihed

12. Hvilke skridt tager de der kommer til troen, og hvad vil vi nu behandle?

¹² I dag nyder millioner sand frihed som Jehovas vidner. Andre millioner studerer Bibelen, og nogle af disse er „ret indstillet til evigt liv“. Når de kommer til troen tager de standpunkt for gudgiven frihed ved at lade sig døbe. (Apostelgerninger 13:48, NV, revideret oversættelse; 18:8) Men hvilke skridt går forud for den kristne dåb?

13. Hvilken sammenhæng er der mellem kundskab og dåb?

¹³ Før man lader sig døbe må man tilegne sig nøjagtig kundskab fra Bibelen og handle efter den. (Efeserne 4:13) Jesus sagde til sine disciple: „Gå . . . ud og gør disciple af folk af alle nationerne, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den hellige ånds navn, og idet I lærer dem at holde alt det jeg har befalet jer.“ — Mattæus 28:19, 20.

14. Hvad må man forstå for at blive døbt i Faderens, sønnens og den hellige ånds navn?

¹⁴ At lade sig døbe i Faderens navn vil sige at anerkende Jehovas stilling og myndighed som Gud, som Skaber og universel Suveræn. (1 Mosebog 17:1; 2 Kongebog 19:15; Åbenbaringen 4:11) At lade sig døbe i Sønnens navn vil sige at anerkende Kristi stilling og myndighed som en ophøjet åndeskabning, messiansk konge og den hvorigennem Gud har tilvejebragt „en tilsvarende løsesum“. (1 Timoteus 2:5, 6; Daniel 7:13, 14; Filipperne 2:9-11) At blive døbt i den hellige ånds navn vil sige at anerkende at Jehova anvendte sin virksomme kraft ved skabelsen og til at inspirere de bibelske skribenter, samt på andre måder. (1 Mosebog 1:2; 2 Peter 1:21) Der er naturligvis meget andet at lære om Gud, Kristus og den hellige ånd.

15. Hvorfor må man have tro før man kan lade sig døbe?

¹⁵ Før dåben må man have tro der bygger på nøjagtig kundskab. „Uden tro er det umuligt at have [Jehovas] velbehag.“ (Hebræerne 11:6) Den der tror på Gud og Kristus og på de guddommelige hensigter, vil ønske at blive et af Jehovas vidner, leve i overensstemmelse med Guds ord og have en meningsfyldt andel i forkyndelsen af den gode nyhed. Han vil tale om Jehovas kongedømmes herlighed. — Salme 145:10-13; Mattæus 24:14.

16. Hvad er sindsændring, og hvordan er sindsændring forbundet med den kristne dåb?

¹⁶ Inden man lader sig døbe må man ændre sind. At ændre sind vil sige „at skifte mening eller opfattelse, at ombestemme sig, at angre eller fortryde en tidligere handling eller en handling man har haft til hensigt at gøre eller har undladt at gøre“. Jøderne i det første århundrede måtte angre de synder de havde begået mod Jesus Kristus. (Apostelgerninger 3:11-26) Nogle af dem der kom til troen i Korinth havde været utugtige, afgudsdyrkere, ægteskabsbrydere, homoseksuelle, tyve, havesyge, drankere, spottere og udsugere, men de ændrede sind. Som følge af deres sindsændring var de blevet „vasket rene“ i Jesu blod, „helliget“ som nogle der var sat til side til tjeneste for Jehova, og „erklæret retfærdige“ i Jesu Kristi navn og med Guds ånd. (1 Korinther 6:9-11) Ønsker man at opnå en god samvittighed og slippe af med den skyldfølelse synden har lagt på os, er sindsændring derfor et skridt hen imod gudgiven frihed. — 1 Peter 3:21.

17. Hvad vil det sige at omvende sig, og hvad kræver det af den der har planer om at blive døbt?

¹⁷ Man må også omvende sig før man kan blive døbt som et Jehovas vidne. Et angrende menneskes omvendelse finder sted efter at vedkommende er holdt op med den forkerte levevis og har besluttet sig for at gøre det der er ret. De hebraiske og græske udsagnsord for omvendelse betyder „at vende tilbage, at vende om“. Brugt i positiv åndelig forstand, sigter det til at man vender om til Gud fra en uret handlemåde. (1 Kongebog 8:33, 34) Omvendelse kræver at man ’gør gerninger der stemmer med sindsændringen’, at man gør hvad Gud befaler, forlader falsk religion og af hele sit hjerte vender om til Jehova og tjener ham. (Apostelgerninger 26:20; 5 Mosebog 30:2, 8, 10; 1 Samuel 7:3) Dette kræver „et nyt hjerte og en ny ånd“, en ændret tænkemåde, og en fornyet drivkraft og målsætning i livet. (Ezekiel 18:31) Den deraf følgende nye personlighed fortrænger ugudelige træk og erstatter dem med guddommelige egenskaber. (Kolossenserne 3:5-14) Ja, ægte sindsændring får virkelig én til at „vende om“. — Apostelgerninger 3:19.

18. Hvorfor må man indvi sig til Gud i bøn, og hvad vil det sige at man indvier sig?

¹⁸ Indvielse til Gud i bøn må gå forud for dåben. (Jævnfør Lukas 3:21, 22.) At noget er indviet vil sige at det er sat til side til et helligt formål. Dette skridt er så vigtigt at vi i en bøn til Gud må give udtryk for vor beslutning om at tjene ham for evigt med udelt hengivenhed. (5 Mosebog 5:8, 9; 1 Krønikebog 29:10-13) Vi indvier os naturligvis ikke til et arbejde, men til Gud selv. Dette blev understreget ved den begravelse der i 1916 blev holdt for Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell. Selskabets sekretær og kasserer, W. E. Van Amburgh, sagde: „Dette store verdensomfattende værk er ikke et menneskes værk. Det er meget for stort dertil. Det er Guds værk, og det forandres ikke. Gud har i det forgangne brugt mange tjenere, og han vil uden tvivl bruge mange i fremtiden. Vor indvielse er ikke til et menneske eller til et menneskes værk, men til at gøre Guds vilje, således som han vil vise os den igennem sit ord og sit forsyns ledelse. Gud er endnu ved roret.“ Hvad mere kræver vor indvielse til Gud?

19. (a) Hvordan viser man offentligt at man har indviet sig til Jehova? (b) Hvad er vanddåben et symbol på?

¹⁹ Dåben er den offentlige bekendelse af ens indvielse til Jehova. Vanddåben er et symbol på at man har foretaget en ubetinget indvielse til Jehova Gud gennem Jesus Kristus. (Jævnfør Mattæus 16:24.) Når en dåbskandidat nedsænkes i vandet og derefter igen løftes op, dør han i billedlig forstand fra sit tidligere liv og oprejses til et nyt liv for nu uforbeholdent at gøre Guds vilje. (Jævnfør Romerbrevet 6:4-6.) Da Jesus blev døbt fremstillede han sig til uforbeholdent at gøre sin himmelske Faders vilje. (Mattæus 3:13-17) Bibelen viser den ene gang efter den anden at de der har opnået tro og er kvalificerede bør lade sig døbe. (Apostelgerninger 8:13; 16:27-34; 18:8) For at blive et af Jehovas vidner må man derfor vise tro og lade sig døbe. — Jævnfør Apostelgerninger 8:26-39.

Hold fast!

20. Nævn nogle bibelske eksempler der viser at det vil medføre velsignelser at tage standpunkt for gudgiven frihed som døbte vidner for Jehova.

²⁰ Hvis du har taget et afgjort standpunkt for gudgiven frihed ved at blive et døbt vidne for Jehova, vil han velsigne dig på samme måde som han velsignede sine tjenere i fortiden. Jehova velsignede for eksempel Abraham og Sara så de i en høj alder fik en gudfrygtig søn, Isak. Ved tro valgte profeten Moses at blive mishandlet sammen med Guds folk „fremfor at have den midlertidige nydelse af synd, da han anså Messias’ skændsel for større rigdom end Ægyptens værdier; han så nemlig ufravendt frem til betalingen af lønnen“. (Hebræerne 11:24-26) Det er sandsynligvis den skændsel der følger med den forret at være et forbillede på Messias, Guds salvede, der her tales om. Moses fik den forret at blive brugt af Jehova til at føre israelitterne ud af trældommen i Ægypten. Eftersom han trofast tjente Gud vil han blive oprejst og vil komme til at tjene som en af fyrsterne på jorden under den større Moses, Jesus Kristus. — Salme 45:16; 5 Mosebog 18:17-19.

21. Hvilke opmuntrende eksempler har vi på gudfrygtige kvinder fra fortiden?

²¹ I dag kan indviede kristne også finde opmuntring ved at betragte de kvinder som erfarede sand frihed og lykke, deriblandt moabitterinden Rut som både oplevede den sorg at blive enke og den glæde at blive udfriet fra falsk religion. Hun forlod sit folk og sine guder og blev hos sin svigermoder No’omi, der også var blevet enke. „Dér hvor du går hen, vil jeg gå hen, og dér hvor du overnatter, vil jeg overnatte,“ sagde Rut. „Dit folk skal være mit folk, og din Gud skal være min Gud.“ (Rut 1:16) Som Boaz’ hustru blev Rut moder til Davids bedstefader Obed. (Rut 4:13-17) Jehova skænkede denne ydmyge ikke-israelitiske kvinde „fuld løn“ ved at lade hende blive stammoder til Jesus, den lovede Messias. (Rut 2:12) Det vil blive en stor glæde for Rut at erfare dette når hun bliver oprejst. Den tidligere skøge Rahab, der blev udfriet fra umoralitet og falsk religion, vil uden tvivl opleve en lignende glæde, og det samme vil Batseba, der syndede men vendte om, for Jehova lod også dem blive stammødre til Jesus Kristus. — Mattæus 1:1-6, 16.

22. Hvad vil blive behandlet i den næste artikel?

²² Sådan kunne man blive ved med at berette om nogle der har opnået gudgiven frihed. For eksempel kunne man nævne de troens mænd og kvinder der omtales i Hebræerbrevets 11. kapitel, og som blev udsat for trængsler og dårlig behandling — „dem var verden ikke værd“. Dertil kan man føje Kristi loyale disciple fra det første århundrede og andre trofaste der har levet siden, blandt andet de millioner der i dag tjener Jehova som hans vidner. Hvis du, ligesom de, har taget standpunkt for gudgiven frihed, har du stor grund til glæde. Dette vil vi komme nærmere ind på i den næste artikel.

Gudgiven frihed bringer glæde

„Jehovas glæde er jeres fæstning.“ — NEHEMIAS 8:10

1. Hvad er glæde, og hvorfor kan Guds indviede tjenere være glade?

JEHOVA fylder sit folks hjerte med glæde. At hans tjenere er lykkelige og frydefulde skyldes at de har opnået noget godt og venter mere godt. Alle der har indviet sig til Gud kan erfare denne glæde fordi den er en frugt af Guds hellige ånd, hans virkekraft. (Galaterne 5:22, 23) Som Jehovas tjenere der ledes af hans ånd kan vi derfor være glade, selv når vi kommer ud for prøvelser.

2. Af hvilken grund var jøderne på Ezras tid glade ved en bestemt lejlighed?

² Ved en bestemt lejlighed i det femte århundrede f.v.t. benyttede jøderne deres gudgivne frihed til at afholde en glædelig løvhyttefest i Jerusalem. Efter at Ezra og andre levitter havde oplæst og udlagt Guds lov for dem, „gik hele folket hen for at spise og drikke og sende noget af maden til andre og holde fest med stor fryd, for de havde forstået de ord der var blevet gjort kendt for dem.“ — Nehemias 8:5-12.

Jehovas glæde er vor fæstning

3. Hvordan kan „Jehovas glæde“ være vor fæstning?

³ Under denne højtid erfarede jøderne sandheden i disse ord: „Jehovas glæde er jeres fæstning.“ (Nehemias 8:10) Denne glæde er også vor fæstning hvis vi står fast i vor gudgivne frihed som indviede, døbte vidner for Jehova. Nogle få iblandt os er blevet salvet med hellig ånd og antaget som medlemmer af Guds familie, og vil blive Kristi medarvinger i himmelen. (Romerne 8:15-23) Langt de fleste Jehovas vidner ser imidlertid frem til at leve i et paradis på jorden. (Lukas 23:43) Vi har al grund til at være glade.

4. Hvad sætter kristne i stand til at udholde lidelser og forfølgelse?

⁴ Trods vort vidunderlige fremtidshåb er det ikke let at udholde lidelser og forfølgelse. Men vi kan holde ud fordi Gud giver os sin hellige ånd. Den skænker os glæde og overbevisning om at intet kan berøve os vort håb eller Guds kærlighed. Vi kan desuden være sikre på at Jehova vil være vor fæstning så længe vi elsker ham af hele vort hjerte og sind, hele vor sjæl og styrke. — Lukas 10:27.

5. Hvor kan vi finde noget at glæde os over?

⁵ Jehovas folk nyder rige velsignelser og har mange grunde til at fryde sig. Nogle af disse grunde er omtalt i Paulus’ brev til galaterne. Andre er anført forskellige steder i Bibelens øvrige bøger. Det vil gøre os vel til mode at betragte disse glædebringende velsignelser.

Værdsæt den gudgivne frihed

6. Hvorfor tilskyndede Paulus de kristne galatere til at stå fast?

⁶ Som kristne kan vi glæde os over at være antagelige for Gud. Kristus frigjorde sine disciple fra Moselovens bestemmelser. Galaterne blev derfor tilskyndet til at stå fast og ikke lade sig spænde i dette „trældoms åg“. Hvordan forholder det sig med os? Hvis vi forsøgte at blive erklæret retfærdige ved at overholde Loven, ville vi være skilt fra Kristus. Men ved åndens hjælp venter vi på den retfærdighed der udspringer af tro som virker gennem kærlighed, og ikke af omskærelse eller andre lovgerninger. — Galaterne 5:1-6.

7. Hvordan bør vi betragte den hellige tjeneste for Jehova?

⁷ Det er en velsignelse at kunne anvende den gudgivne frihed til at ’tjene Jehova med fryd’. (Salme 100:2) Ja, det er et uvurderligt privilegium at kunne yde ’Jehova Gud, den Almægtige, evighedens Konge’, hellig tjeneste. (Åbenbaringen 15:3) Hvis vi nu og da føler os uduelige kan det være gavnligt at tænke på at Gud, ved Jesus Kristus, har draget os nær til sig og har betroet os en andel i „det hellige arbejde med Guds gode nyhed“. (Romerne 15:16; Johannes 6:44; 14:6) Også dét giver os grund til glæde og taknemmelighed mod Gud.

8. Hvad kan Jehovas folk glæde sig over vedrørende Babylon den Store?

⁸ Endnu en grund til glæde er at vi er blevet udfriet fra Babylon den Store, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 18:2, 4, 5) Denne religiøse skøge „sidder på mange vande“, det vil sige behersker og påvirker „folk og skarer og nationer og tungemål“ i religiøs retning, men hun har ingen magt over Jehovas tjenere. (Åbenbaringen 17:1, 15) Mens Babylon den Stores tilhængere befinder sig i åndeligt mørke, kan vi glæde os over det vidunderlige lys fra Gud. (1 Peter 2:9) Det kan ganske vist være vanskeligt at forstå nogle af „Guds dybder“. (1 Korinther 2:10) Men hvis vi beder Gud om visdom og hjælp gennem den hellige ånd vil det sætte os i stand til at fatte sandheden der skænker åndelig frihed. — Johannes 8:31, 32; Jakob 1:5-8.

9. Hvad må vi gøre dersom vi ønsker at glæde os over varig frihed for religiøs vildfarelse?

⁹ Vi er velsignet med varig frihed for religiøs vildfarelse, men for at bevare denne frihed må vi fortsat afvise frafald. Galaterne var begyndt at løbe det kristne løb godt, men nogle hindrede dem i at adlyde sandheden. Denne ondsindede overtalelse kom ikke fra Gud, og de måtte bevidst modstå den. Ligesom en smule surdej gennemsyrer en hel dej, kan falske lærere eller frafaldne tendenser fordærve en hel menighed. Paulus ønskede at de der talte for omskærelse, og som søgte at undergrave galaternes tro, ikke blot ville lade sig omskære, men også lade sig kastrere. Det er stærke ord, men hvis vi skal holde vor gudgivne frihed ren for religiøs vildfarelse, må vi urokkeligt modstå frafald. — Galaterne 5:7-12.

Vær trælle for hinanden i kærlighed

10. Hvad har vi som kristne pligt til at gøre?

¹⁰ Gudgiven frihed har ført os sammen i et kærligt brodersamfund, men vi må selv vise kærlighed. Galaterne måtte ikke bruge deres frihed „som en anledning for kødet“, som en undskyldning for ukærlig selviskhed. De skulle være trælle for hinanden, drevet af kærlighed. (3 Mosebog 19:18; Johannes 13:35) Vi må også sky bagtalelse og had, der kan medføre at vi bliver tilintetgjort af hinanden. Dette vil naturligvis ikke ske hvis vi viser broderlig kærlighed. — Galaterne 5:13-15.

11. Hvordan kan vi være til velsignelse for andre, og hvordan vil de måske velsigne os?

¹¹ Ved at anvende vor gudgivne frihed i harmoni med Guds ånds ledelse vil vi vise kærlighed og være til velsignelse for andre. Vi bør have for vane at lade os beherske og lede af den hellige ånd. Så vil vi ikke nære hang til ukærligt at tilfredsstille vort syndige køds ønsker, som er „imod ånden“. Hvis vi ledes af Guds ånd vil vi handle kærligt, vel at mærke ikke fordi vi blot adlyder regler som vi ikke ustraffet kan overtræde. Kærlighed — og ikke blot det at overholde en lov — vil for eksempel afholde os fra at bagvaske andre. (3 Mosebog 19:16) Kærlighed vil anspore os til at tale og handle venligt. At vi udviser kærlighed som en frugt af ånden vil få andre til at ’velsigne os’ og tale godt om os. (Ordsprogene 10:6) Desuden vil de have gavn af at omgås os. — Galaterne 5:16-18.

Modstridende frugter

12. Hvilke velsignelser er blandt andet forbundet med at undgå de syndige „kødets gerninger“?

¹² Mange af velsignelserne ved vor gudgivne frihed udspringer af at vi undgår de syndige „kødets gerninger“. Som Guds folk undgår vi som et hele mange bekymringer fordi vi ikke giver os af med utugt, urenhed og skamløshed. Ved at holde os fra afgudsdyrkelse kan vi glæde os over at behage Jehova i denne henseende. (1 Johannes 5:21) Eftersom vi ikke udøver spiritisme er vi fri for at blive behersket af dæmoner. Vort kristne brodersamfund ødelægges ikke af fjendskaber, strid, skinsyge, vredesudbrud, tilfælde af stridbarhed, splittelser, sekter eller tilfælde af misundelse. Drikketure og sviregilder får heller ikke lov at berøve os glæden. Paulus advarede om at de der øver kødets gerninger ikke skal arve Guds rige. Men ved at rette os efter Guds anvisninger kan vi fastholde det glædebringende håb om Riget. — Galaterne 5:19-21.

13. Hvilken frugt frembringer Jehovas hellige ånd?

¹³ Gudgiven frihed bringer os glæde eftersom kristne frembringer Jehovas ånds frugt. Paulus’ ord til galaterne viser os tydeligt at det syndige køds gerninger er som torne i sammenligning med den smukke frugt af Guds ånd: Kærlighed, glæde, fred, langmodighed, venlighed, godhed, tro, mildhed og selvbeherskelse. Denne frugt har grobund i gudhengivne hjerter. Vi er besluttede på at vor livsførelse skal stå i modsætning til kødets gerninger; derfor ønsker vi at lade os lede af Guds ånd og leve i harmoni med den. Ånden gør os ydmyge og fredselskende, ikke „selvoptagne, så vi udfordrer hinanden og misunder hinanden“. Ja, det er en stor glæde at have fællesskab med dem der frembringer åndens frugt. — Galaterne 5:22-26.

Andre grunde til glæde

14.Hvilken rustning har vi brug for i vor kamp mod ondskabens åndemagter?

¹⁴ Vor gudgivne åndelige frihed er forbundet med beskyttelse mod Satan og hans dæmoner. For at vinde kampen mod ondskabens åndemagter må vi iføre os „den fulde rustning fra Gud“. Vi behøver sandhedens bælte og retfærdighedens brystharnisk. Vi må have fredens gode nyhed som sko på vore fødder. Vi har også brug for troens store skjold, hvormed vi kan slukke den ondes brændende pile. Og vi må bære frelsens hjelm og svinge „åndens sværd“, Guds ord. Lad os endvidere ’fortsat bede i ånd ved enhver lejlighed’. (Efeserne 6:11-18) Hvis vi bærer den åndelige rustning og afviser dæmonernes påvirkning, kan vi være frygtløse og glade. — Jævnfør Apostelgerninger 19:18-20.

15. Hvilken glæde erfarer vi når vor adfærd er i harmoni med Guds ord?

¹⁵ Vi er glade fordi vor adfærd er i harmoni med Guds ord, og vi er fri for den skyldfølelse der nager mange overtrædere. Vi ’øver os altid i at have bevidstheden om ikke at støde an hos Gud og mennesker’. (Apostelgerninger 24:16) Derfor behøver vi ikke at frygte Guds gengældelse, der rammer dem der synder med vilje uden at angre. (Mattæus 12:22-32; Hebræerne 10:26-31) Når vi retter os efter rådet i Ordsprogene 3:21-26, erfarer vi sandheden i disse ord: „Værn om praktisk visdom og evnen til at tænke; så vil de blive liv for din sjæl og ynde om din hals. Da vil du vandre trygt på din vej, og du vil ikke støde foden mod noget. Når du lægger dig, vil du ikke føle rædsel; og når du har lagt dig, skal din søvn være sød. Du vil ikke frygte den pludselige rædsel, heller ikke uvejret over de ugudelige når det kommer. For Jehova vil være din tillid, og han vil vogte din fod mod at fanges.“

16. Hvilken glæde giver bønnen, og hvad betyder Guds ånd i den forbindelse?

¹⁶ Endnu en grund til glæde er vor gudgivne frihed til at nærme os Jehova i bøn med forvisningen om at han hører os. Ja, vore bønner bliver besvaret fordi vi nærer ærbødig „frygt for Jehova“. (Ordsprogene 1:7) Når vi desuden „beder med hellig ånd“, bliver vi hjulpet til at bevare os selv i Guds kærlighed. (Judas 20, 21) Dette gør vi ved at sørge for at have en hjertetilstand som Jehova kan godkende, og ved under den hellige ånds påvirkning at bede om noget der er i overensstemmelse med hans vilje og hans ord. I Guds ord lærer vi hvordan og om hvad vi skal bede. (1 Johannes 5:13-15) Hvis vi udsættes for svære prøvelser og ikke ved hvad vi skal bede om, ’kommer ånden vor svaghed til hjælp og går i forbøn for os med uudtalte suk’. (Romerne 8:26, 27) Vi bør bede om hellig ånd og lade den frembringe de frugter i os som vi behøver for at kunne stå en bestemt prøve igennem. (Lukas 11:13) Vi øger også vor glæde hvis vi flittigt og under bøn studerer Guds inspirerede ord og de kristne publikationer der er udarbejdet under åndens ledelse.

Velsignet med en hjælp der altid er nær

17. Hvordan viser Moses’ erfaring og Davids ord at Jehova er med sit folk?

¹⁷ Ved at anvende vor gudgivne frihed på rette måde kan vi glæde os i bevidstheden om at Gud er med os. Da uheldige omstændigheder tvang Moses til at forlade Ægypten, ’holdt han stand som så han den usynlige’. (Hebræerne 11:27) Moses var ikke alene; han vidste at Jehova var med ham. Koras sønner udtrykte en lignende tanke i sang: „Gud er for os en tilflugt og styrke, en hjælp som i trængsler er let at finde. Derfor frygter vi ikke, om så jorden forandres eller bjergene vakler i havets hjerte; om dets vande larmer, skummer over, om bjergene ryster ved dets frembrusen.“ (Salme 46:1-3) Hvis vi har en sådan tro på Gud vil han aldrig svigte os. Som David sagde: „Om så min fader og min moder forlod mig, da ville Jehova tage mig til sig.“ (Salme 27:10) Det er en stor glæde at vide at Jehova har en sådan omsorg for sine tjenere. — 1 Peter 5:6, 7.

18. Hvorfor er de der ejer Jehovas glæde fri for knugende bekymring?

¹⁸ Når vi ejer Jehovas glæde, ejer vi også frihed for knugende bekymring. „Vær ikke bekymrede for noget,“ sagde Paulus, „men lad i alt jeres anmodninger blive gjort kendt for Gud ved bøn og anråbelse sammen med taksigelse; og Guds fred, som overgår al forstand, vil ved Kristus Jesus beskytte jeres hjerter og jeres sind.“ (Filipperne 4:6, 7) Guds fred giver en uforlignelig ro selv under de mest prøvende omstændigheder. Den bevarer vort hjertes ro — hvilket gavner os åndeligt, følelsesmæssigt og fysisk. (Ordsprogene 14:30) Den gør det også lettere for os at bevare ligevægten, da vi er forvissede om at intet som Gud tillader, vil volde uoprettelig skade. (Mattæus 10:28) Denne fred kommer af et nært forhold til Gud gennem Kristus, og vi har den fordi vi er indviet til Jehova og lader os lede af hans ånd, der frembringer glæde og fred som frugt.

19. Hvad må vi rette vort hjerte mod hvis vi vil være glade?

¹⁹ Vi kan bevare glæden når vi retter vort hjerte mod vor gudgivne frihed og håbet om Riget. For eksempel må vi til tider affinde os med et dårligt helbred, men vi kan bede om visdom og styrke til at holde ud, og vi kan hente trøst ved at tænke over den åndelige sundhed vi har opnået nu og den fysiske helbredelse vi vil opnå under Rigets styre. (Salme 41:1-3; Esajas 33:24) Vi lider måske afsavn i dag, men i det nært forestående paradis vil der ikke være mangel på livets fornødenheder. (Salme 72:14, 16; Esajas 65:21-23) Ja, vor himmelske Fader vil opretholde os nu og til sidst gøre vor glæde fuldstændig. — Salme 145:14-21.

Værdsæt din gudgivne frihed

20. Med hvad bør vi ifølge Salme 100:1-5 træde frem for Jehova?

²⁰ Som Jehovas folk bør vi afgjort værdsætte den gudgivne frihed der har givet os glæde og mange velsignelser. Intet under at Salme 100:1-5 opfordrer os til at træde frem for Gud „med glædesråb“. Jehova ejer os og viser os omsorg som en kærlig hyrde. Ja, „vi er hans folk og hans græsgangs hjord“. Hans værdighed som Skaber og hans storslåede egenskaber motiverer os til at gå ind i hans helligdoms forgårde med lovsang og taksigelse. Vi bevæges til at ’velsigne hans navn’, tale godt om Jehova Gud. Vi kan desuden altid stole på hans loyale hengivenhed, hans medfølende omsorg, for os. „Generation efter generation“ er Jehova trofast, urokkelig i sin kærlighed til dem der gør hans vilje.

21. Hvilke opmuntrende ord stod i den første engelske udgave af dette blad, og hvilken indstilling bør vi nære til den gudgivne frihed?

²¹ Som ufuldkomne mennesker kan vi ikke undgå enhver prøve. Men med Guds hjælp kan vi være modige og glade vidner for Jehova. Det er i den forbindelse værd at lægge mærke til denne passage fra dette blads første udgave på engelsk, fra juli 1879: „Fat mod . . . min kristne broder eller søster som med trætte skridt søger at løbe ad den smalle vej. Æns ikke den ufarbare sti; den er indviet og helliget af Mesterens velsignede fødder. Regn hver torn for en blomst, hver skarp sten for en milesten der skynder på dig i løbet mod målet. . . . Hold dit blik rettet mod sejrsprisen.“ De millioner der nu tjener Jehova holder blikket rettet mod sejrsprisen og har mange grunde til at være modige og glade. Hold sammen med dem fast ved den gudgivne frihed. Forfejl ikke hensigten med den. Måtte Jehovas glæde altid være din fæstning.