I de varme sommermåneder havde vi sent søndag eftermiddag bibelstudium hvor vi benyttede det seneste nummer af Vagttårnet. Bagefter, klokken 20.00, mødtes vi udendørs på markedspladsen i Leicester for at høre et offentligt foredrag. En aften var der 200 tilhørere. Denne aktivitet lagde grunden til mange af de menigheder der nu findes i og omkring Leicester.

Store stævner under krigen

Den anden verdenskrig brød ud i september 1939, og i 1941 var krigen på sit højeste. Tyske bombefly angreb dag og nat, og alle landets indbyggere skulle benytte mørklægningsgardiner. Der var fødevaremangel, og det der var tilgængeligt, var nøje rationeret. Transportmulighederne var begrænsede, selv togtrafikken. Trods disse tilsyneladende uoverstigelige hindringer afholdt vi et femdages landsstævne fra den 3. til 7. september 1941.

De Montfort-salen i Leicester blev valgt som stævneplads eftersom Leicester ligger midt i England. Da jeg arbejdede inden for tømmerindustrien, kunne jeg hjælpe med at fremstille averteringsskilte. Jeg sørgede også for den lokale transport af stævnedeltagere. Ved i forvejen at købe billetter og betale overpris kunne vi holde Leicesters sporvogne kørende også om søndagen.

Selv om trafikken var underlagt begrænsninger, håbede vi at 3000 forkyndere måske havde mulighed for at møde op. Forestil jer vores glæde da over 10.000 delegerede svarede at de ville komme. Men hvor kunne de overnatte? Indbyggerne i Leicester var venlige og tilbød at mange kunne bo i deres hjem. Derudover blev cirka tusind indlogeret i telte som var rejst på en mark 3 kilometer fra stævnepladsen. Camp Gideon, som vi kaldte den, vakte stor opsigt i byen.

Der blev lejet store hvide telte som kunne huse stævneafdelingerne og de store menneskemasser. Da det blev bemærket at disse hvide telte i måneskinnet kunne blive mål for nazisternes bombefly, blev de hastigt camoufleret. Krigen, og især Jehovas Vidners vægring ved at deltage i den, optog folk. Hundreder af forkyndere var på det tidspunkt fængslet på grund af deres bibelbegrundede neutrale standpunkt. — Esajas 2:4; Johannes 17:16.

Sunday Pictorial skrev den 7. september 1941: „Det er forbløffende at 10.000 mennesker, hovedsagelig unge, bruger en uge på at tale om religion næsten uden at nævne krigen.

Jeg spurgte om der var nogen Jehovas Vidner i Tyskland. Ja, lød svaret, og de fleste af dem, omkring 6000, opholder sig i koncentrationslejre.“

Journalisten tilføjede: „Åh, ja, nazisterne er ganske rigtig fjenden, men Vidnerne gør ikke meget ved denne fjende, bortset fra at sælge traktater og lytte til foredrag.“

Avisernes omtale af os var generelt negativ, og modstanderne tyede endda til vold i deres mislykkede forsøg på at afbryde vores stævne. Londonavisen Daily Mail gav denne, om end noget modstræbende, indrømmelse: „Organisationen er smidig, beskeden og effektiv.“

Vi blev anklaget for at være skyld i byens lille forsyning af cigaretter. Men The Daily Mail forklarede: „Hverken Leicester eller Tobakskontrolrådet kan klage over at Vidnerne opbruger Leicesters cigaretforsyning. De ryger nemlig ikke.“ Klager fra lokale indbyggere over at stævnedeltagerne tærede på madforsyningen, blev afvist med en forklaring om at Jehovas vidner selv havde medbragt næsten hele deres madration. Rent faktisk blev der efter stævnet doneret 150 firepunds brød til hospitalet Leicester Royal Infirmary — et betragteligt bidrag i disse tider med fødevaremangel.

Stævnet var til stor åndelig opmuntring for de omkring 11.000 Jehovas vidner i England. De var glade for at cirka 12.000 overværede stævnet. I et hidtil uset omfang deltog de delegerede med glæde i gadearbejdet i Leicester, og de besøgte afsidesliggende byer med grammofonprædikener.

Stævnets vigtigste foredrag var optagelser fra den foregående måned af foredrag som var blevet holdt ved Jehovas Vidners femdagesstævne i St. Louis i Missouri, USA. Afspilningen af broder Rutherfords foredrag „Kongens Børn“ var stævnets højdepunkt. Eftersom det ikke var muligt at importere eksemplarer af bogen Børn, som blev udgivet ved stævnet i St. Louis, blev der senere fremstillet en særlig paperbackudgave i England. Alle børn som havde overværet stævnet, fik tilsendt et eksemplar.

Et særligt årsmøde i Leicester

Efter krigen oplevede vi en fantastisk vækst i antallet af forkyndere i England. I begyndelsen af 1980’erne var antallet af menigheder i Leicester steget til ti. Vi blev informeret om at Jehovas Vidners Styrende Råd havde besluttet at afholde Vagttårnsselskabets årsmøde i Leicester i 1983. Eftersom jeg var bytilsynsmand, blev jeg snart involveret i forberedelserne og fik blandt andet til opgave at leje De Montfort-salen igen.

Tretten medlemmer af Det Styrende Råd kom fra Selskabets hovedkontor i Brooklyn. I alt 3671 delegerede — denne gang fra hele verden og hovedsagelig aldrende Jehovas vidner — fyldte salen. Yderligere 1500 hørte programmet i en nærliggende stævnehal.

Albert D. Schroeder havde ført tilsyn med Vagttårnsselskabets afdelingskontor i London da vi under krigen afholdt stævne i Leicester. Han var nu årsmødets ordstyrer. Broder Schroeder talte om stævnet i 1941 og spurgte: „Hvor mange af jer som er her i salen, overværede stævnet dengang?“ Over halvdelen af de tilstedeværende rakte hånden i vejret. „Hvor er det skønt at alle I trofaste og loyale nu er samlet,“ udbrød han. Det var bestemt en uforglemmelig oplevelse.