En udbredt lære

„Jeg havde mareridt om at jeg blev brændt i helvede! Jeg drømte at jeg blev kastet ind i ilden, og jeg vågnede ofte med et skrig. Det er vist unødvendigt at sige at jeg gjorde alt hvad jeg kunne, for ikke at synde.“ — Arline.

TROR du på at helvede er et sted hvor syndere bliver pint? Den opfattelse deler mange. Ifølge en undersøgelse som en teolog i 2005 foretog på University of St. Andrews i Skotland, troede en tredjedel af de adspurgte skotske præster at de der var adskilt fra Gud, ville lide „evig mental pine i helvede“. En femtedel mente at de der befandt sig i helvede, ville lide fysisk pine.

Troen på helvede er en udbredt lære i mange lande. En gallupundersøgelse foretaget i 2007 i USA viste at omkring 70 procent af de adspurgte troede på helvede. Selv i lande hvor folk ikke er særlig religiøse, er der stadig nogle som tror på helvede. En gallupundersøgelse i 2004 i Canada viste at 42 procent af de adspurgte troede på denne lære. I Storbritannien var 32 procent overbeviste om at der findes et helvede.

Holdningen blandt præster

Mange præster er holdt op med at fremholde den opfattelse at helvede er et bogstaveligt brændende pinested. Deres definition af helvede ligner snarere den der udtrykkes i Den katolske kirkes katekismus. Den lyder: „Helvedes vigtigste straf består i den evige adskillelse fra Gud.“

Ikke desto mindre holder mange stadig fast ved troen på at helvede er et sted hvor man pines mentalt eller fysisk. De der fremholder denne lære, påstår at den er baseret på Bibelen. „Den er ganske enkelt en af Bibelens sandheder,“ hævder Albert Mohler, lederen af Southern Baptist Theological Seminary.

Hvorfor er det ikke lige meget hvad man tror?

Hvis helvede virkelig er et pinested, bør vi frygte det. Men hvis denne lære ikke er sand, gør religiøse ledere der fremholder den, sig skyldige i at skabe forvirring og unødig frygt blandt dem der tror på dem. De smæder også Gud.

Hvad siger Guds ord, Bibelen, om dette emne? De følgende artikler vil ud fra bibeloversættelser der bruges af både katolikker og protestanter, besvare tre spørgsmål: (1) Hvad sker der i virkeligheden når man dør? (2) Sagde Jesus noget om et brændende helvede? (3) Hvordan kan dét at lære hvad sandheden er om helvede, berøre dig?

Hvad sker der i virkeligheden når man dør?

„Alle sjæle er udødelige, også de ondes . . . For eftersom disse vil lide evig straf i en uudslukkelig ild og ikke kan dø, vil det være umuligt for dem at få bragt deres lidelser til ophør.“ — Clemens af Alexandria, en skribent der levede i det andet og tredje århundrede efter vor tidsregning.

LIGESOM denne oldtidsforfatter antager de der fremfører læren om at helvede er et brændende pinested, at menneskesjælen er udødelig. Er det også hvad Bibelen lærer? Overvej hvad Guds ord siger som svar på følgende spørgsmål.

Havde det første menneske, Adam, en udødelig sjæl? Jacob Christian Lindbergs oversættelse fra 1866 siger om Adams skabelse: „Gud Herren dannede altsaa Mennesket af Muld af Jorden, og blæste Livsaande i hans Næse, saa Mennesket blev til en levende Sjæl.“ (1 Mosebog 2:7) Læg mærke til at der ikke siges at Adam fik en sjæl.

Hvad skete der med Adam efter at han havde syndet? Den straf Gud udmålte, var ikke evig pine i helvede. Den danske autoriserede oversættelse af 1931 gengiver Guds dom på denne måde: „I dit ansigts sved skal du spise dit brød, indtil du vender tilbage til jorden; thi af den er du taget; ja, støv er du, og til støv skal du vende tilbage!“ (Kursiveret af os; 1 Mosebog 3:19) Denne udtalelse fra Gud antyder på ingen måde at en del af Adam ville leve videre efter hans død. Da Adam døde, var det sjælen Adam der døde.

Har noget menneske en udødelig sjæl? Gud sagde til profeten Ezekiel: „Den sjæl, der synder, den skal dø.“ (Ezekiel 18:4, da. aut. 1931) Apostelen Paulus skrev: „Synden kom ind i verden ved ét menneske [Adam], og ved synden døden, og sådan kom døden til alle mennesker, fordi alle syndede.“ (Romerne 5:12, da. aut. 1992) Eftersom alle mennesker synder, må den logiske slutning være at alle sjæle dør.

Kan en død sjæl tænke eller føle? Guds ord siger: „De levende ved, at de skal dø, men de døde ved ingenting!“ (Prædikeren 9:5, da. aut. 1992) Om det der sker ved et menneskes død, siger Bibelen: „Han bliver Jord igjen, paa den Dag forgaa hans stolte Tanker.“ (Salme 146:4, Lindberg) Hvis de døde ’ingenting ved’, og deres ’tanker forgår’, hvordan skulle de da kunne føle pine i et helvede?

Det er værd at lægge mærke til at Jesus Kristus ikke sammenlignede døden med en eller anden form for bevidsthedstilstand, men med søvn.a (Johannes 11:11-14) Her vil nogle måske gøre indsigelse og påpege at Jesus ved andre lejligheder talte om et brændende helvede som syndere ville blive kastet ned i. Lad os se nærmere på hvad Jesus rent faktisk havde at sige om dette emne.

[Fodnote]

Sagde Jesus noget om et brændende helvede?

„Hvis dit øje forarger dig,“ sagde Jesus, „så riv det ud! Det er bedre for dig at gå enøjet ind i Guds rige end med begge øjne i behold at kastes i Helvede, hvor ’deres orm ikke dør, og ilden ikke slukkes’.“ — MARKUS 9:47, 48, den danske autoriserede oversættelse af 1948.

Ved en anden lejlighed talte Jesus om en domsperiode hvor han ville sige til de onde: „Gaa bort fra mig, I forbandede, til den evige Ild, som er beredt for Djævlen og hans Engle.“ Han sagde også at disse skal „gaa til den evige Straf“. — MATTÆUS 25:41, 46, Erikke Rosenørn-Lehns katolske oversættelse.

VED første øjekast kunne det måske se ud som om disse ord af Jesus støttede tanken om at der findes et helvede. Men Jesus ville aldrig sige noget der var i modstrid med Guds ord, som klart siger: „De døde ved ingenting!“ — Prædikeren 9:5, da. aut. 1992.

Hvad mente Jesus da med at nogle ville blive kastet „i Helvede“, som det siges i ovennævnte oversættelse? Er „den evige Ild“ Jesus advarede om, bogstavelig eller symbolsk? Og i hvilken forstand skal de onde „gaa til den evige Straf“? Lad os tage spørgsmålene ét ad gangen.

Hvad sigtede Jesus til da han talte om at man kunne blive kastet „i Helvede“? Det oprindelige græske ord der i ovenstående oversættelse af Markus 9:47 er oversat med „Helvede“, er geʹenna. Ordet kommer af det hebraiske gē hinnomʹ, der betyder „Hinnoms Dal“. Hinnoms Dal lå i udkanten af Jerusalem. På de israelitiske kongers tid blev stedet brugt til børneofringer — en afskyelig handling som Gud fordømte. Gud sagde at han ville udrydde dem der deltog i denne afgudsdyrkelse. Hinnoms Dal ville blive kaldt „Drabets dal“, hvor „ligene af dette folk“ ville ligge frit fremme på jorden. (Jeremias 7:30-34, da. aut. 1992) Jehova forudsagde altså at Hinnoms Dal ville blive et destruktionssted for lig, ikke et pinested for levende.

På Jesu tid brugte Jerusalems indbyggere Hinnoms Dal som losseplads. Her henkastede man ligene af grove forbrydere, og der brændte en stadig ild som fortærede affaldet og ligene.

Da Jesus talte om orm som ikke dør, og om ild der ikke slukkes, refererede han tydeligvis til Esajas 66:24. Om „ligene af de mænd, der faldt fra [Gud],“ siger Esajas at „deres orm dør ikke, og deres ild slukkes ikke“. (Da. aut. 1931) Jesus og hans tilhørere vidste at disse ord i Esajas’ Bog sigtede til det man gjorde ved ligene af dem der ikke blev anset for værdige til en begravelse.

Jesus brugte derfor Hinnoms Dal, eller Gehenna, som et passende symbol på en død uden mulighed for en opstandelse. Det tydeliggjorde han da han advarede om at Gud „kan ødelægge både sjæl og legeme i Helvede [græsk: geʹenna].“ (Mattæus 10:28, da. aut. 1948) Gehenna er et symbol på evig død, ikke evig pine.

Er „den evige Ild“ Jesus advarede om, bogstavelig eller symbolsk? Læg mærke til at „den evige Ild“ der omtales af Jesus i Mattæus 25:41, er beredt for „Djævlen og hans Engle“. Tror du at åndeskabninger kan brændes i bogstavelig ild? Eller kan det tænkes at Jesus brugte ordet ild symbolsk? „Faarene“ og „Gedebukkene“ der nævnes i samme passage, er tydeligvis ikke bogstavelige; de illustrerer to slags mennesker. (Mattæus 25:32, 33, Erikke Rosenørn-Lehn) Den evige ild Jesus talte om, vil fuldstændig opbrænde de onde i overført betydning.

I hvilken forstand skal de onde „gaa til den evige Straf“? De fleste oversættelser bruger ordet straf i Mattæus 25:46, men grundbetydningen af det græske ord koʹlasis er „det at bremse et træs vækst“, det vil sige at beskære det, eller skære overflødige grene af. De der betegnes som får, vil altså modtage evigt liv, mens de ikkeangrende gedebukke vil lide evig straf, blive afskåret fra liv i al evighed.

Hvad mener du?

Jesus har aldrig sagt at mennesket har en udødelig sjæl, men han talte ofte om en opstandelse af de døde. (Lukas 14:13, 14; Johannes 5:25-29; 11:25) Mon Jesus ville sige at de døde vil blive oprejst, hvis han vidste at deres sjæle ikke var døde?

Jesus fremholdt ikke den tanke at Gud i ondskabsfuldhed vil pine de onde i al evighed. Jesus sagde derimod: „Saa højt har Gud elsket Verden, at han har givet sin enbaarne Søn, for at enhver, som tror paa ham, ikke skal gaa til Grunde, men have det evige Liv.“ (Johannes 3:16, Erikke Rosenørn-Lehn) Hvorfor mon Jesus lod forstå at de der ikke troede på ham, ville gå til grunde hvis han i virkeligheden vidste at de ville leve evigt og blive pint i et brændende helvede?

Læren om et pinested kaldet helvede er ikke baseret på Bibelen. Det er en hedensk lære forklædt som en kristen lære. (Se rammen „Kort om helvedeslæren,“ på side 6). Gud piner ikke mennesker for evigt i helvede. Hvordan kan dét at lære hvad sandheden er om helvede, berøre din indstilling til Gud?

[Ramme på side 6]

Kort Om Helvedeslæren

AF HEDENSK OPRINDELSE: Oldtidens ægyptere troede på et brændende helvede. Bogen Amduat, der er dateret til 1375 f.v.t., omtaler nogle der „vil blive kastet hovedkulds ned i gruber af ild; og . . . ikke vil kunne slippe ud derfra, og . . . ikke vil kunne flygte fra flammerne“. Den græske filosof Plutarch (ca. 46-120 e.v.t.) skrev følgende om dem der var i underverdenen: „[De] opløftede et klageskrig mens de gennemgik frygtelige pinsler og led forsmædelige og uudholdelige straffe.“

ANTAGES AF JØDISKE SEKTER: Den jødiske historiker Josefus (37–ca. 100 e.v.t.) skrev at essenerne, en jødisk sekt, troede at „sjælene er udødelige og evige“. Han tilføjede: „De deler den anskuelse med grækernes sønner, at der venter . . . de onde sjæle . . . en mørk og iskold hule, hvor straffene aldrig hører op.“

VINDER INDPAS I ’KRISTENDOMMEN’: I det andet århundrede efter vor tidsregning stod der i den apokryfe bog Peters Åbenbaring følgende om de onde: „Deres straf er ilden. . . . de vil blive straffet for evigt.“ Der stod også: „Ezrael, hans vredes engel, vil bringe mænd og kvinder, hvis legemer er halvt i flammer, og de vil kaste dem på et mørkt sted, som er menneskenes Helvede. Og en vredes ånd vil piske dem.“ Fra samme periode har vi en udtalelse af forfatteren Theofilos af Antiochia, som citerer den græske profetinde Sibylle for at profetere straf over de onde: „Brændende ild skal komme over dig, og til evig tid skal I daglig brænde i flammer.“ Dette hører til de ord der ifølge Theofilos er „sande og nyttige og rette og gavnlige for alle mennesker“.

BRUGES TIL AT RETFÆRDIGGØRE VOLD I MIDDELALDEREN: Den engelske dronning Maria 1. (1553-1558), der fik tilnavnet „Maria den Blodige“ efter at have brændt omkring 300 protestanter på bålet, skal have sagt: „Eftersom kætternes sjæle herefter skal brænde evigt i helvede, kan intet være mere passende for mig end at efterligne Guds hævn ved at brænde dem på jorden.“

EN NY DEFINITION: I de senere år har nogle trossamfund revideret deres lære om helvede. Den engelske statskirkes doktrinkommission fremsatte for eksempel følgende i 1995: „Helvede betegner ikke et sted med evig pine, men det endelige og uigenkaldelige valg af det som er så fuldstændigt og absolut i modstrid med Gud at det kun kan ende med absolut ikkeeksistens.“

[Ramme/​illustration på side 7]

HVAD ER ’ILDSØEN’?

Åbenbaringen 20:10 siger at Djævelen vil blive kastet i ’ildsøen’ hvor han „skal pines dag og nat i evighedernes evigheder“. (Da. aut. 1948) Hvis Djævelen skal pines i al evighed, må Gud bevare ham i live, men Bibelen siger at Gud vil „knuse Satan“. (Romerne 16:20, da. aut. 1948) Der siges at den symbolske ildsø er „den anden død“. (Åbenbaringen 21:8) Den er altså ikke den første form for død der nævnes i Bibelen — den død der skyldes Adams synd, og hvorfra der vil være en opstandelse. (1 Korinther 15:21, 22) Eftersom Bibelen ikke siger noget om at ’ildsøen’ giver dem der er i den, tilbage, må „den anden død“ sigte til en anden form for død, én der er uigenkaldelig.

Hvordan skal man da forstå dét at de som er i ’ildsøen’, bliver pint for evigt? Undertiden blev ordet for „at pine“ brugt i betydningen at straffe eller at berøve nogen deres frihed. At en frihedsberøvelse kan betegnes som en pine, kan ses når man sammenholder Mattæus 8:29 med Lukas 8:31. De der er i ildsøen, vil altså blive ’pint’ i den forstand at de bliver berøvet friheden for evigt i „den anden død“.

Hvordan kan dét at lære hvad sandheden er om helvede, berøre dig?

DE DER fremfører den lære at helvede er et pinested, er med til at give et groft forvansket billede af Jehova Gud og hans egenskaber. Det er sandt at Bibelen siger at Gud vil udslette de onde. (2 Thessaloniker 1:6-9) Men retfærdig vrede er ikke Guds mest fremtrædende egenskab.

Gud er ikke ondskabsfuld eller hævngerrig. Han spørger endda: „Mon jeg har lyst til den gudløses død?“ (Ezekiel 18:23, da. aut. 1931) Hvis Gud ikke finder behag i at den gudløse dør, hvordan skulle han da kunne glæde sig over at se dem blive pint i al evighed?

Den egenskab der kendetegner Gud mest, er kærlighed. (1 Johannes 4:8) Ja, „Herren er god mod alle, hans barmhjertighed gælder alle hans skabninger“. (Salme 145:9, da. aut. 1992) Gud ønsker til gengæld at vi viser ham kærlighed. — Mattæus 22:35-38.

Frygt for et brændende helvede eller kærlighed til Gud — Hvad motiverer dig?

Læren om at sjælene bliver pint i helvede, får mange til at nære en sygelig frygt for Gud. Men når man lærer sandheden om Gud at kende og får kærlighed til ham, vil man få en sund frygt for ham. „At frygte Herren er begyndelsen til visdom, enhver, der gør det, bliver såre klog,“ siges der i Salme 111:10. (Da. aut. 1992) Denne frygt for Skaberen kendetegnes ikke af rædsel for ham, men af ærefrygt og dyb ærbødighed. Der er tale om en sund frygt for ikke at mishage Gud.

I den forbindelse er det interessant at se hvilken virkning det fik på den 32-årige Kathleen, en tidligere stofmisbruger, at lære hvad sandheden er om helvede. Engang var hendes liv præget af fester, vold, selvforagt og umoralitet. Hun indrømmer: „Når jeg så på min etårige datter, tænkte jeg: ’Sikken en måde jeg behandler hende på! Det bliver jeg nok straffet for i helvede.’“ Kathleen prøvede at holde op med at tage stoffer, men der var ikke noget der hjalp. „Jeg ville så gerne være et godt menneske,“ fortæller hun, „men alt i mit liv og i verden var så elendigt. Jeg syntes ikke at der var nogen grund til at være god.“

Men så kom Kathleen i kontakt med Jehovas Vidner. „Jeg lærte at der ikke findes et brændende helvede. De bibelske vidnesbyrd lød meget fornuftige,“ siger Kathleen. „Det var en enorm lettelse at få at vide at jeg ikke ville blive brændt i helvede.“ Hun lærte også at Gud har lovet at mennesker kan komme til at leve evigt på en jord der er renset for ondskab. (Salme 37:10, 11, 29; Lukas 23:43) „Nu har jeg et sikkert håb — at leve evigt i Paradiset!“ siger hun begejstret.

Kunne Kathleen holde op med at tage stoffer nu hvor hun ikke længere havde truslen om et brændende helvede hængende over hovedet? Hun fortæller: „Når jeg følte stærk trang til at tage stoffer, anråbte jeg Jehova Gud om hjælp. Jeg tænkte på hvordan han så på sådanne urene vaner, og jeg ønskede ikke at skuffe ham. Han besvarede mine bønner.“ (2 Korinther 7:1) Denne frygt for at mishage Gud hjalp Kathleen til at komme ud af sit misbrug.

Ja, når vi opdyrker kærlighed til Gud og nærer sund frygt for ham — ikke frygt for at blive pint i helvede — kan det motivere os til at gøre Guds vilje og derved opnå varig lykke. Salmisten skrev: „Lykkelig hver den, der frygter Herren og vandrer ad hans veje.“ — Salme 128:1, da. aut. 1992.

[Ramme/​illustration på side 9]

HVEM BLIVER UDFRIET FRA „HELVEDE“?

Nogle bibeloversættelser skaber forvirring ved at oversætte to forskellige græske ord — geʹenna og haiʹdēs — med blot ét ord, „helvede“. I Bibelen sigter ordet geʹenna til fuldstændig tilintetgørelse, hvorfra der ikke er nogen opstandelse. For dem der er i haiʹdēs, eller Hades, er der derimod håb om en opstandelse.

Et eksempel: Den engelske King James Version siger at efter at Jesus døde og var blevet oprejst, forsikrede apostelen Peter sine tilhørere om at Jesus „ikke blev efterladt i helvede“. (Apostelgerninger 2:27, 31, 32; Salme 16:10) Det ord der i denne oversættelse fejlagtigt bliver gengivet med „helvede“, er det græske ord haiʹdēs. Jesus kom ikke til et sted med ild og flammer. Han kom i Hades, eller Dødsriget, det vil sige graven. Jesus er dog ikke den eneste som Gud udfrier derfra.

Bibelen siger i forbindelse med opstandelsen: „Døden og Dødsriget [i Kalkars oversættelse: Helvede] gav de døde tilbage, som var i dem.“ (Åbenbaringen 20:13, 14, da. aut. 1948) At „Dødsriget“ — eller „Helvede“ som det undertiden fejlagtigt oversættes med — bliver tømt, vil sige at alle dem som Gud anser for værdige til en opstandelse, får livet igen. (Johannes 5:28, 29; Apostelgerninger 24:15) Sikken et skønt fremtidshåb — at opleve at vores kære som vi har mistet i døden, bliver bragt tilbage fra graven! Jehova Gud vil i sin uendelige kærlighed gøre dette.