Fra Port Moresby sejlede de til Torsdagsøen og derefter til Java, en stor indonesisk ø. Opa fattede stor kærlighed til dette land, der er blevet beskrevet som „en kæde af perler trukket hen over ækvator“. Dengang var Indonesien en hollandsk koloni, så Opa lærte både hollandsk og indonesisk. Publikationerne han tilbød i distriktet var imidlertid på fem sprog: hollandsk, indonesisk, kinesisk, engelsk og arabisk.

Opa spredte mange bibelske publikationer. Engang blev Clem Deschamp, som var ansvarlig for Vagttårnets depot i Batavia (nu Djakarta), kaldt ind til en hollandsk officer som nøje havde overvåget vort forkyndelsesarbejde. „Hvor mange folk har du til at arbejde nede i den østlige del af Java?“ spurgte han.

„Kun én,“ svarede broder Deschamp.

„Vil du have jeg skal tro på det?“ råbte officeren. „Du må have en hel hær dernede, at dømme efter alle de publikationer der bliver delt ud!“

For Opa var det en af de mest tilfredsstillende komplimenter han nogen sinde har fået. Og det var fuldt fortjent, for det var ikke usædvanligt for ham at sprede mellem 1500 og 3000 publikationer om måneden.

Ægteskab, forbud og krig

I december 1938 giftede Opa sig med en ung indonesisk kvinde, der senere blev min mormoder. Hun hed Wilhelmina. Oma, eller mormoder, var mild, venlig, flittig og elskværdig. Jeg ved det, for hun var min bedste ven under min opvækst.

Efter at de blev gift fortsatte de i pionertjenesten sammen. På det tidspunkt var de andre besætningsmedlemmer på Lightbearer enten rejst til andre dele af verden eller vendt hjem. Men Opa havde gjort Indonesien til sit hjem, og han var besluttet på at blive der.

Da Anden Verdenskrig nærmede sig, begyndte den hollandske regeringsmagt, stærkt presset af præsterne, at lægge visse restriktioner på Jehovas Vidners forkyndervirksomhed, og det endte med at den forbød arbejdet. Forkyndelsesarbejdet fortsatte kun med besvær, og udelukkende med Bibelen som hjælpemiddel. I næsten hver eneste by de besøgte blev Opa og Oma slæbt for myndighedspersoner og afhørt. De blev behandlet som kriminelle. Kort efter forbudet blev Omas svoger fængslet for sit neutrale kristne standpunkt. Han døde i et hollandsk fængsel.

Opa og Oma boede i en lastbil hvor der var bygget en slags hus på ladet. Mens de boede i dette mobile hjem forkyndte de på hele Java. I 1940, da den japanske militærinvasion truede, blev de velsignet med en datter, min moder. De kaldte hende Victory, efter titlen på et foredrag der to år tidligere var blevet holdt af Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford. Trods familieforøgelsen fortsatte de ufortrødent i pionertjenesten.

Tidligt i 1942 var Opa, Oma og Victory med på en hollandsk fragtbåd tilbage fra Borneo, da man pludselig kunne høre en japansk destroyers kanoner tordne. Alt lys gik ud og folk skreg. Sådan kom krigen ind i vor familie. Skibet nåede sikkert i havn, men få dage senere invaderede japanerne Java, og en hollandsk officer afslørede for de japanske soldater hvor Opa og Oma befandt sig.

Da japanerne fandt dem, blev de frataget alle deres ejendele, endda lille Victorys legetøj, og sendt til to forskellige koncentrationslejre. Victory fik lov til at blive hos Oma, og Opa så dem ikke de næste tre og et halvt år.

Livet i koncentrationslejrene

Under sin internering blev Opa flyttet fra by til by — fra Surabaja til Ngawi, derfra til Bandung og til sidst til Tjimahi. Disse konstante flytninger skulle umuliggøre ethvert forsøg på at flygte. Fangerne var hovedsagelig hollændere samt nogle få briter og australiere. Mens de var i lejrene lærte Opa sig barberkunsten, en kunst han indimellem stadig praktiserer. Den eneste religiøse bog han fik lov at beholde var Bibelen — King James-oversættelsen.

I mellemtiden blev Oma og Victory også flyttet fra lejr til lejr. I disse lejre indkaldte lejrkommandanten kvinderne til at udføre „sociale tjenester“ uden for lejren. Af en eller anden grund blev Oma imidlertid aldrig indkaldt. Senere fandt hun ud af at kvinderne skulle tjene som prostituerede for de japanske soldater.

Eftersom de japanske soldater ikke brød sig om små piger, sørgede Oma altid for at Victorys hår var klippet kort og at hun var klædt som en dreng. Navnet Victory skabte store problemer da lejrkommandanten ville vide hvad navnet stod for — om det var sejr (engelsk: victory) for den japanske hær, eller sejr for amerikanerne.

Min mormoder svarede stolt: „Sejr for Guds rige over alle de jordiske regeringer!“

Som straf for ikke at ville sige „sejr for den japanske hær“, blev Oma og hendes femårige datter tvunget til at stå ret i otte timer under den brændende tropesol. Ingen skygge, intet vand, og de måtte ikke sidde ned eller bøje sig fremover. Men med Jehovas hjælp overlevede de denne forfærdelige ildprøve.

Et år efter Omas internering fortalte lejrkommandanten hende at Opa var død! Hun lagde Opas billede ned i sin ramponerede kuffert og holdt ud trods sin store sorg.

Livet i lejren var hårdt. De daglige rationer for hver person bestod af en kop tapioka til morgenmad, 190 gram sagobrød til middag og en kop med kogt ris i en vandig grøntsagssuppe til aftensmad. På grund af de små rationer var fejlernæring almindeligt forekommende, og dysenteri krævede hver dag sine ofre.

Under Opas internering kom han til at lide af pellagra og sultødem (hungersyndrom). Oma var også ved at miste livet fordi hun ofte gav sin mad til Victory for at den lille pige ikke skulle sulte ihjel. Grusomhed og sult var trofaste følgesvende. De overlevede kun ved at holde sig nær til deres Gud, Jehova.

En af Opas yndlingsudtalelser står tydeligt for mig: „Frihed er at være i harmoni med den Guddommelige, Jehova.“ Opa betragtede derfor sig selv som virkelig fri, selv under det barske fængselsophold. Den kærlighed som han og Oma havde til Jehova hjalp dem til at ’udholde alt’. (1 Korinther 13:7) Gayle og jeg søger at opdyrke det samme nære forhold til Gud.

Frihed og en bemærkelsesværdig genforening

Omsider, i 1945, endte Anden Verdenskrig. Kort efter Japans overgivelse blev Opa sendt af sted med tog. På vejen fra Djakarta til Bandung blev toget stoppet af indonesiske soldater. Skønt fjendtlighederne med japanerne nu var overstået, kæmpede indoneserne for at opnå uafhængighed af hollænderne. Opa var så forbavset over pludselig at blive taget af toget at han helt glemte at tale engelsk og i stedet begyndte at tale hollandsk. For indoneserne var hollandsk fjendens sprog, og fjenden skulle slås ihjel.

Da soldaterne undersøgte Opa fandt de heldigvis hans australske kørekort, som han selv havde glemt alt om. Lykkeligvis var indoneserne ikke i krig med Australien. Til den dag i dag betragter Opa det som guddommelig indgriben at de fandt hans kørekort som beviste hans australske statsborgerskab, for blot nogle timer senere dræbte de samme soldater på nøjagtig samme sted tolv hollændere som var passagerer i et tog.

Kort efter denne hændelse ventede Oma og Victory på at blive transporteret bort fra de krigshærgede zoner. Mens de sad ved vejsiden kom en endeløs række af lastbiler med soldater og civile forbi. Pludselig, uden nogen påviselig grund, holdt bilerne stille. Oma kastede tilfældigvis et blik ind på ladet af den lastbil der holdt nærmest, og dér sad, til hendes store forbløffelse, en udmagret mand som hun straks genkendte. Hendes egen mand! Ord kan ikke beskrive deres følelser ved denne genforening.

LAD mig især fortælle om mine bedsteforældre. Vi har altid kaldt dem Opa og Oma, der på hollandsk betyder bedstefader og bedstemoder. Min bedstefader, Charles Harris, tjener stadig som nidkær pioner i Melbourne, hvor han har boet i næsten 50 år.