De satte et eksempel for os

FORTALT AF CRAIG ZANKER

I otte år har min hustru, Gayle, og jeg været pionerer, eller heltidstjenere, inden for Jehovas Vidner. I de sidste seks år har vi tjent blandt den australske urbefolkning i de mere afsidesliggende egne. Vi følger blot det gode eksempel som mine forældre og bedsteforældre har sat for os.

LAD mig især fortælle om mine bedsteforældre. Vi har altid kaldt dem Opa og Oma, der på hollandsk betyder bedstefader og bedstemoder. Min bedstefader, Charles Harris, tjener stadig som nidkær pioner i Melbourne, hvor han har boet i næsten 50 år.

Opa lærer sandheden fra Bibelen at kende

Opa blev født i en lille by i Tasmanien, Australiens østat. I 1924, da han var 14, købte hans fader på en auktion en sømands skibskiste. Åndeligt set viste det sig at være en rigtig skattekiste, for den indeholdt nogle bøger af Vagttårnsselskabets første præsident, Charles Taze Russell.

Tilsyneladende var Opas fader ikke særlig interesseret i bøgerne, men Opa begyndte at læse i dem og fandt straks ud af at de indeholdt vigtige bibelske sandheder. Han begyndte derfor at lede efter bibelstudenterne, der var repræsentanter for bøgernes udgivere, og som nu er kendt under navnet Jehovas Vidner. Han ønskede at tale med dem så han kunne få yderligere forklaring på de bibelske sandheder han lærte.

Efter megen søgen fandt han tre ældre kvinder som var optaget af at undervise andre. De fik stor betydning for den unge Charles. I 1930 indviede han sig til Jehova og blev døbt. Han sagde sit slagterjob op og rejste nordpå til Sydney, hvor han fik til opgave at virke som heltidsforkynder.

Pionertjenesten i Australien

I de næste par år forkyndte Charles blandt andet i kystbyen Bondi, der er en forstad til Sydney, såvel som i landområderne i staten New South Wales. Derefter fik han tildelt distrikt i Perth i Western Australia på den anden side af kontinentet, tusinder af kilometer borte. I seks måneder forkyndte han i forretningskvartererne i Perth, og fik derefter sammen med to andre pionerer til opgave at forkynde på de store åbne vidder i den nordvestlige del af Australien.

Disse tre — Arthur Willis, George Rollsten og Charles — forkyndte i et distrikt der var fire gange så stort som Italien! Der var kun få indbyggere, et ufrugtbart land og en kvælende hede. Nogle gange måtte de rejse mere end 500 kilometer mellem gårdene, eller kvægstationerne. Bilen de kørte i var et vrag, selv efter depressions-tredivernes standard, men de havde en stærk tro og stor beslutsomhed.

De smalle, hullede jordveje krydsedes af kamelspor, og nu og da dækkede det fine støv en farlig træstub. Det var ikke underligt at bilens affjedring ikke kunne stå distancen. Bagtøjet brød sammen to gange, og dækkene blev skåret op den ene gang efter den anden. Pionererne tog ofte nogle gamle dæk og boltede dem fast til indersiden af de eksisterende dæk, så de virkede som en slags foring der gjorde det muligt at fortsætte rejsen.

Da jeg var knægt spurgte jeg Opa hvad der fik dem til at holde ud under så vanskelige omstændigheder. Han forklarede at dét at de var så isolerede gav dem et nært forhold til Jehova. Det der til tider var fysiske anstrengelser, sagde han, blev til åndelige velsignelser.

Uden mindste spor af arrogance eller selvretfærdighed udtrykte Opa forbavselse over at så mange er overdrevent optagede af at samle sig materielle ejendele. „Livets rejse,“ sagde han, „foretages langt lettere med et minimum af bagage. Når Jesus var villig til om nødvendigt at sove under stjernerne, burde vi være glade for at gøre det samme hvis vort tildelte distrikt kræver det.“ (Mattæus 8:19, 20) Og dét var netop hvad Opa og hans venner gjorde.

Invitation til et fremmed distrikt

I 1935 fik Opa en ny opgave — at forkynde for øboerne i Stillehavet. Sammen med seks andre gik han om bord i Vagttårnsselskabets 52-fods sejlbåd Lightbearer.

Engang mens de sejlede i Koralhavet nord for Australien, satte hjælpemotoren på Lightbearer ud. Der var ingen vind, og de var langt fra land. Skønt der var fare for at lide skibbrud på Det Store Koralrev, var Opa imponeret af den ophøjede ro naturen udstrålede. „Havet var spejlblankt,“ skrev han i sin dagbog. „Jeg glemmer aldrig solnedgangene over det rolige hav. Det var så smukt et syn at det for evigt står prentet i min hukommelse.“

Lykkeligvis blæste det op før de gik på grund, og de kunne roligt sejle videre mod Port Moresby i Papua Ny Guinea, hvor de fik repareret motoren. Fra Port Moresby sejlede de til Torsdagsøen og derefter til Java, en stor indonesisk ø. Opa fattede stor kærlighed til dette land, der er blevet beskrevet som „en kæde af perler trukket hen over ækvator“. Dengang var Indonesien en hollandsk koloni, så Opa lærte både hollandsk og indonesisk. Publikationerne han tilbød i distriktet var imidlertid på fem sprog: hollandsk, indonesisk, kinesisk, engelsk og arabisk.

Opa spredte mange bibelske publikationer. Engang blev Clem Deschamp, som var ansvarlig for Vagttårnets depot i Batavia (nu Djakarta), kaldt ind til en hollandsk officer som nøje havde overvåget vort forkyndelsesarbejde. „Hvor mange folk har du til at arbejde nede i den østlige del af Java?“ spurgte han.

„Kun én,“ svarede broder Deschamp.

„Vil du have jeg skal tro på det?“ råbte officeren. „Du må have en hel hær dernede, at dømme efter alle de publikationer der bliver delt ud!“

For Opa var det en af de mest tilfredsstillende komplimenter han nogen sinde har fået. Og det var fuldt fortjent, for det var ikke usædvanligt for ham at sprede mellem 1500 og 3000 publikationer om måneden.

Ægteskab, forbud og krig

I december 1938 giftede Opa sig med en ung indonesisk kvinde, der senere blev min mormoder. Hun hed Wilhelmina. Oma, eller mormoder, var mild, venlig, flittig og elskværdig. Jeg ved det, for hun var min bedste ven under min opvækst.

Efter at de blev gift fortsatte de i pionertjenesten sammen. På det tidspunkt var de andre besætningsmedlemmer på Lightbearer enten rejst til andre dele af verden eller vendt hjem. Men Opa havde gjort Indonesien til sit hjem, og han var besluttet på at blive der.

Da Anden Verdenskrig nærmede sig, begyndte den hollandske regeringsmagt, stærkt presset af præsterne, at lægge visse restriktioner på Jehovas Vidners forkyndervirksomhed, og det endte med at den forbød arbejdet. Forkyndelsesarbejdet fortsatte kun med besvær, og udelukkende med Bibelen som hjælpemiddel. I næsten hver eneste by de besøgte blev Opa og Oma slæbt for myndighedspersoner og afhørt. De blev behandlet som kriminelle. Kort efter forbudet blev Omas svoger fængslet for sit neutrale kristne standpunkt. Han døde i et hollandsk fængsel.

Opa og Oma boede i en lastbil hvor der var bygget en slags hus på ladet. Mens de boede i dette mobile hjem forkyndte de på hele Java. I 1940, da den japanske militærinvasion truede, blev de velsignet med en datter, min moder. De kaldte hende Victory, efter titlen på et foredrag der to år tidligere var blevet holdt af Vagttårnsselskabets præsident, J. F. Rutherford. Trods familieforøgelsen fortsatte de ufortrødent i pionertjenesten.

Tidligt i 1942 var Opa, Oma og Victory med på en hollandsk fragtbåd tilbage fra Borneo, da man pludselig kunne høre en japansk destroyers kanoner tordne. Alt lys gik ud og folk skreg. Sådan kom krigen ind i vor familie. Skibet nåede sikkert i havn, men få dage senere invaderede japanerne Java, og en hollandsk officer afslørede for de japanske soldater hvor Opa og Oma befandt sig.

Da japanerne fandt dem, blev de frataget alle deres ejendele, endda lille Victorys legetøj, og sendt til to forskellige koncentrationslejre. Victory fik lov til at blive hos Oma, og Opa så dem ikke de næste tre og et halvt år.

Livet i koncentrationslejrene

Under sin internering blev Opa flyttet fra by til by — fra Surabaja til Ngawi, derfra til Bandung og til sidst til Tjimahi. Disse konstante flytninger skulle umuliggøre ethvert forsøg på at flygte. Fangerne var hovedsagelig hollændere samt nogle få briter og australiere. Mens de var i lejrene lærte Opa sig barberkunsten, en kunst han indimellem stadig praktiserer. Den eneste religiøse bog han fik lov at beholde var Bibelen — King James-oversættelsen.

I mellemtiden blev Oma og Victory også flyttet fra lejr til lejr. I disse lejre indkaldte lejrkommandanten kvinderne til at udføre „sociale tjenester“ uden for lejren. Af en eller anden grund blev Oma imidlertid aldrig indkaldt. Senere fandt hun ud af at kvinderne skulle tjene som prostituerede for de japanske soldater.

Eftersom de japanske soldater ikke brød sig om små piger, sørgede Oma altid for at Victorys hår var klippet kort og at hun var klædt som en dreng. Navnet Victory skabte store problemer da lejrkommandanten ville vide hvad navnet stod for — om det var sejr (engelsk: victory) for den japanske hær, eller sejr for amerikanerne.

Min mormoder svarede stolt: „Sejr for Guds rige over alle de jordiske regeringer!“

Som straf for ikke at ville sige „sejr for den japanske hær“, blev Oma og hendes femårige datter tvunget til at stå ret i otte timer under den brændende tropesol. Ingen skygge, intet vand, og de måtte ikke sidde ned eller bøje sig fremover. Men med Jehovas hjælp overlevede de denne forfærdelige ildprøve.

Et år efter Omas internering fortalte lejrkommandanten hende at Opa var død! Hun lagde Opas billede ned i sin ramponerede kuffert og holdt ud trods sin store sorg.

Livet i lejren var hårdt. De daglige rationer for hver person bestod af en kop tapioka til morgenmad, 190 gram sagobrød til middag og en kop med kogt ris i en vandig grøntsagssuppe til aftensmad. På grund af de små rationer var fejlernæring almindeligt forekommende, og dysenteri krævede hver dag sine ofre.

Under Opas internering kom han til at lide af pellagra og sultødem (hungersyndrom). Oma var også ved at miste livet fordi hun ofte gav sin mad til Victory for at den lille pige ikke skulle sulte ihjel. Grusomhed og sult var trofaste følgesvende. De overlevede kun ved at holde sig nær til deres Gud, Jehova.

En af Opas yndlingsudtalelser står tydeligt for mig: „Frihed er at være i harmoni med den Guddommelige, Jehova.“ Opa betragtede derfor sig selv som virkelig fri, selv under det barske fængselsophold. Den kærlighed som han og Oma havde til Jehova hjalp dem til at ’udholde alt’. (1 Korinther 13:7) Gayle og jeg søger at opdyrke det samme nære forhold til Gud.

Frihed og en bemærkelsesværdig genforening

Omsider, i 1945, endte Anden Verdenskrig. Kort efter Japans overgivelse blev Opa sendt af sted med tog. På vejen fra Djakarta til Bandung blev toget stoppet af indonesiske soldater. Skønt fjendtlighederne med japanerne nu var overstået, kæmpede indoneserne for at opnå uafhængighed af hollænderne. Opa var så forbavset over pludselig at blive taget af toget at han helt glemte at tale engelsk og i stedet begyndte at tale hollandsk. For indoneserne var hollandsk fjendens sprog, og fjenden skulle slås ihjel.

Da soldaterne undersøgte Opa fandt de heldigvis hans australske kørekort, som han selv havde glemt alt om. Lykkeligvis var indoneserne ikke i krig med Australien. Til den dag i dag betragter Opa det som guddommelig indgriben at de fandt hans kørekort som beviste hans australske statsborgerskab, for blot nogle timer senere dræbte de samme soldater på nøjagtig samme sted tolv hollændere som var passagerer i et tog.

Kort efter denne hændelse ventede Oma og Victory på at blive transporteret bort fra de krigshærgede zoner. Mens de sad ved vejsiden kom en endeløs række af lastbiler med soldater og civile forbi. Pludselig, uden nogen påviselig grund, holdt bilerne stille. Oma kastede tilfældigvis et blik ind på ladet af den lastbil der holdt nærmest, og dér sad, til hendes store forbløffelse, en udmagret mand som hun straks genkendte. Hendes egen mand! Ord kan ikke beskrive deres følelser ved denne genforening.

Tilbage i Australien

Det var ikke let for Opa og hans familie da de i 1946 vendte tilbage til Australien efter at have levet 11 år i Indonesien. De var krigsflygtninge — ludfattige, underernærede og mistænkelige, set med de lokales øjne. Oma og Victory mærkede til fulde de racistiske fordomme mod asiatiske indvandrere. Opa måtte arbejde hårdt og længe for at kunne forsørge sin familie. Trods disse trængsler holdt de ud og overlevede med åndeligheden i behold.

Nu, mere end 48 år senere, bor Opa i Melbourne og tager stadig del i forkyndelsesarbejdet fra hus til hus. Han har set Victory og hendes børn tage imod sandheden, indvi deres liv til Jehova, og efterhånden hver især tage heltidstjenesten op.

Des Zanker, min fader, og Victory blev døbt i begyndelsen af 50’erne, og i 1958 blev Des medlem af den australske betelfamilie. Da han giftede sig med Victory, som dengang var specialpioner, tjente de en tid sammen som pionerer, hvorefter de blev indbudt til at virke i rejsetjenesten. Så kom jeg til verden, og de måtte forlade rejsetjenesten for at opfostre mig. Men efter 27 år er min fader stadig pioner.

I begyndelsen af 1990 døde Oma fredfyldt i sit hjem, det selv samme hjem som min moder var vokset op i. Også jeg er vokset op i det hus i Melbourne, foruden min lillebroder og lillesøster. Det har været en stor velsignelse at hele familien har kunnet bo i samme hus. Til tider har det været trange forhold, men jeg kan ikke mindes at vi nogen sinde har tænkt over det. I løbet af de første fire år af vort ægteskab faldt endog min hustru, Gayle, til og holdt af at bo der. Da vi rejste derfra for at tage imod en ny opgave, græd jeg. I det hus havde jeg fået så megen støtte og kærlighed.

Men nu har Gayle og jeg grund til stor glæde, for vi har mulighed for at gøre hvad mine forældre, og deres forældre før dem, gjorde. Da vi tog hjemmefra fandt vi trøst ved at tænke på hvorfor vi tog af sted, nemlig for at gøre Jehovas vilje i heltidstjenesten. Vi forsøger ihærdigt at følge mine trofaste forældres og bedsteforældres gode eksempel. De fandt trøst når de arbejdede i vanskelige distrikter, når de ingenting havde og endda under års fangenskab i japanske koncentrationslejre. — 2 Korinther 1:3, 4.

Opa har altid følt sig trøstet ved de inspirerede ord af kong David, hvor han siger til Jehova: „Din loyale hengivenhed er bedre end livet.“ (Salme 63:3) Det har altid været min morfaders inderste ønske at nyde godt af denne loyale hengivenhed til evig tid — et ønske som hele hans familie gerne vil dele med ham.

[Illustration på side 21]

Oma og Opa Harris

[Illustration på side 23]

Craig Zanker (bagerst) med sin hustru, sine forældre og sine to yngre søskende