Et babyboom som følge af fertilitetsbehandling

Da en lille pige som fik navnet Louise Joy Brown, kom til verden i Oldham i England den 25. juli 1978, var det en opsigtsvækkende fødsel der fandt sted. Louise var det første reagensglasbarn i historien.

NI MÅNEDER tidligere var Louise blevet undfanget på et laboratorium ved hjælp af en teknik der kaldes in vitro fertilisation (IVF), eller reagensglasbefrugtning. Befrugtningen skete i en petriskål hvor et æg fra hendes mor og sæd fra hendes far var blevet anbragt. Da den befrugtede ægcelle to og en halv dag senere ved deling var blevet til otte mikroskopiske celler, blev denne lille klynge celler indført i moderens livmoder, hvor den normale udvikling kunne finde sted. Louises fødsel var begyndelsen på et helt nyt kapitel inden for fertilitetsbehandling.

IVF satte skub i det der i dag kaldes assisteret reproduktionsteknologi (ART) — eller blot assisteret reproduktion — som indbefatter alle de former for fertilitetsbehandling hvor æg og sæd bringes i tættere kontakt. I 1984, for eksempel, fødte en kvinde i Californien et barn efter at være blevet gravid med en anden kvindes æg. Samme år blev der i Australien født et barn udviklet af et embryo som havde været nedfrosset. I 1994 fødte en 62-årig kvinde i Italien et barn efter at have fået anbragt donoræg befrugtet med hendes mands sæd, i sin livmoder.

En progressiv udvikling

I dag, cirka 25 år efter at Louise Joy Brown blev født, råder forskere over en mængde lægemidler og højteknologiske metoder som har vendt op og ned på behandlingen af barnløshed. (Se rammerne „Forskellige former for behandling af barnløshed“ og „Hvilke risici er der?“). Sådanne gennembrud har ført til en drastisk vækst i antallet af børn født ved hjælp af assisteret reproduktion. I 1999 resulterede assisteret reproduktion i mere end 30.000 fødsler alene i USA. I nogle skandinaviske lande bliver mellem 2 og 3 procent af de børn der fødes, undfanget ved hjælp af sådanne behandlingsmetoder. På verdensplan fødes der årligt cirka 100.000 børn som følge af reagensglasbefrugtning. Det anslås at der er blevet født cirka én million reagensglasbørn siden 1978.

Assisteret reproduktion anvendes hovedsagelig i de industrialiserede lande. Hver behandlingscyklus koster tusinder af kroner, og i mange lande dækkes disse udgifter hverken af offentlige eller private sygeforsikringer eller af sygeforsikringer som betales af arbejdsgiveren. Tidsskriftet Times har skrevet at „en 45-årig kvinde som har været igennem syv IVF-behandlingscyklusser, meget let kan komme til at betale 100.000 dollars for behandlingen“. Men for barnløse par hvis eneste alternativ til selv at få et barn er adoption, giver sådanne behandlingsmetoder nyt håb. De fertilitetsbehandlinger der anvendes i dag, er rettet mod et bredt spektrum af årsager til mænds og kvinders manglende evne til at få børn.a

Hvorfor så populær?

En af grundene til at flere og flere par ønsker at gøre brug af assisteret reproduktion, er vor tids livsstil. En rapport udgivet af American Society for Reproductive Medicine oplyser: „Gennemsnitsalderen for førstegangsfødende er steget i de sidste tre årtier eftersom flere og flere kvinder har fokuseret på uddannelse og karriere og har ventet med at gifte sig. Samtidig er en stor gruppe kvinder der blev født under babyboomet (1946-1964), nu tæt på afslutningen af den fødedygtige alder, hvilket har medført at flere kvinder i denne alder ønsker at blive behandlet for infertilitet.“

Nogle kvinder er måske ikke klar over hvor hurtigt deres evne til at få børn svækkes efterhånden som de bliver ældre. Ifølge U.S. Centers for Disease Control and Prevention er sandsynligheden for at en kvinde kan få et barn ved hjælp af sine egne æg når hun er nået 42-årsalderen, mindre end 10 procent i forhold til perioden hvor hun var mest frugtbar. Der bliver derfor ofte benyttet donoræg til ældre kvinder som ønsker assisteret reproduktionsbehandling.

En af de nyere behandlingsmetoder nogle barnløse par benytter sig af, er „adoption“ af et overskydende embryo efter fertilitetsbehandling af et andet barnløst par. Det anslås at der alene i USA er oplagret cirka 200.000 frosne embryoer. En CBS-nyhedsrapport meddelte for nylig: „I årevis har embryodonation ubemærket fundet sted i mindre målestok.“

Det er ikke overraskende at udviklingen inden for assisteret reproduktion har givet anledning til en række spørgsmål. Hvilke etiske og moralske aspekter er der ved disse behandlingsmetoder? Hvad er Bibelens syn på dette emne? Disse og andre spørgsmål vil blive behandlet i den næste artikel.

[Fodnote]

[Ramme/illustration på side 4]

FORSKELLIGE FORMER FOR BEHANDLING AF BARNLØSHED

ARTIFICIAL INSEMINATION (AI). Insemination. En teknik hvor sæd indføres i kvindens kønsorganer på anden måde end ved samleje. Det er ofte denne metode der anvendes i første omgang.

GAMETE INTRAFALLOPIAN TRANSFER (GIFT). Ved denne teknik udtager man æg fra kvindens æggestok. Æg og sæd blandes i laboratoriet, og ved hjælp af et laparoskop (et kikkertapparat som kan bruges til at undersøge bughulen) anbringes sæden og de ubefrugtede æg i kvindens æggeleder gennem bugvæggen.

INTRACYTOPLASMIC SPERM INJECTION (ICSI). (Ses forstørret til venstre) Mikroinsemination. En teknik hvor en enkelt sædcelle indsprøjtes direkte i en ægcelle.

IN VITRO FERTILIZATION (IVF). In vitro fertilisation, også kaldet reagensglasbefrugtning. En teknik hvor man udtager æg fra kvindens æggestok, befrugter dem uden for kroppen og indfører dem i livmoderen gennem livmoderhalsen.

ZYGOTE INTRAFALLOPIAN TRANSFER (ZIFT). En teknik hvor æg udtages fra en kvindes æggestok og befrugtes uden for kroppen. Et befrugtet æg anbringes dernæst i æggelederen gennem et lille snit i bugvæggen.

[Kildeangivelser]

Oplysningerne i denne ramme er baseret på Reproductive Health Information Source, U.S. Centers for Disease Control and Prevention.

Med tilladelse af University of Utah Andrology and IVF Laboratories

[Ramme/illustration på side 5]

HVILKE RISICI ER DER?

MENNESKELIGE FEJL. I USA, Holland og Storbritannien er det på fertilitetsklinikker sket at man ved en fejltagelse har fået forbyttet sædceller eller embryoer. I ét tilfælde fik et ægtepar tvillinger af en anden race, og i et andet tilfælde fødte en kvinde tvillinger som tilhørte hver sin race.

FLERFOLDSGRAVIDITETER. Undersøgelser har vist at flerfoldsgraviditeter — et resultat af at flere embryoer er blevet overført til livmoderen — øger risikoen for en for tidlig fødsel, lav fødselsvægt, dødfødsel og på længere sigt invaliditet.

MEDFØDTE DEFEKTER. Ifølge en undersøgelse er der hos børn undfanget ved hjælp af IVF en øget risiko for medfødte defekter, som for eksempel hjerte- eller nyreproblemer, ganespalte eller manglende nedstigning af testiklerne.

MØDRENES HELBRED. Komplikationer som følge af hormonbehandling eller en flerfoldsgraviditet udgør en sundhedsrisiko for moderen.

Valgmulighederne og spørgsmålene

Mange ægtepar som inderligt ønsker sig et barn, men som ikke er i stand til at få børn på grund af sterilitet, undersøger hvilken hjælp lægevidenskaben kan give dem. Der er blevet udviklet mange teknikker til behandling af barnløshed. Er det underordnet hvilken behandling man vælger, hvis man da overhovedet vælger en?

I DAG har barnløse par mulighed for at få hjælp via behandlingsmetoder som ikke var til rådighed for blot nogle få årtier siden. Sammen med denne mulighed opstår der imidlertid et alvorligt spørgsmål: Hvilke etiske og moralske aspekter er knyttet til assisteret reproduktion? Men før vi kommer nærmere ind på det, vil vi se på hvordan forskellige trossamfund betragter sådanne behandlingsmetoder.

Forskellige trossamfunds holdning

I 1987 udsendte den katolske kirke et dokument angående de moralske aspekter ved fertilitetsbehandling. I rundskrivelsen, der kaldes Donum Vitae (Livets gave), gav kirken udtryk for at en behandlingsteknik som medvirker til at det kønslige samliv i ægteskabet fører til befrugtning, kan betragtes som moralsk acceptabel. Men ifølge samme skrivelse er en behandlingsteknik som erstatter kønsakten, moralsk forkert. Et operativt indgreb for at afhjælpe manglende passage i æggelederne samt brugen af lægemidler der kan øge frugtbarheden, betragtes altså som moralsk acceptabelt, mens reagensglasbefrugtning betragtes som umoralsk.

Året efter foretog en amerikansk kongreskomité en undersøgelse af forskellige trossamfunds syn på fertilitetsbehandling. Den endelige rapport viste at de fleste af dem accepterede traditionelle behandlingsmetoder, insemination med sæd fra ægtemanden samt reagensglasbefrugtning, forudsat at både æg og sæd var fra ægteparret selv. De fleste af de adspurgte trossamfund gav desuden udtryk for at bortskaffelse af embryoer, insemination med donorsæd og anvendelsen af rugemødre, eller surrogatmødre, er moralsk forkert.a

I en erklæring fra 1997 sagde den europæiske økumeniske kommission for kirke og samfund (EECCS), en kommission som repræsenterede protestantiske, anglikanske og ortodokse kirker, at der i deres rækker var delte meninger om assisteret reproduktion. Erklæringen pointerede at den enkeltes samvittighed og personlige ansvar er involveret, og tilføjede: „Med andre ord er der ikke en fælles holdning blandt EECCS’ medlemskirker. Der er snarere tale om mange forskellige holdninger.“

Der er tydeligvis delte meninger om assisteret reproduktion. Verdenssundhedsorganisationen indrømmer at de forskellige behandlingsformer „til stadighed rejser spørgsmål vedrørende de sociale, moralske og etiske normer og udgør en juridisk udfordring“. Hvilke faktorer bør man overveje før man træffer et valg angående assisteret reproduktionsbehandling?

Hvad bør man overveje?

Et grundlæggende aspekt man må tage i betragtning, er hvilken status og hvilke rettigheder et embryo har. Det indbefatter det meget vigtige spørgsmål: Hvornår er der tale om liv — ved undfangelsen eller først senere hen i graviditeten? Svaret på dette spørgsmål vil helt sikkert have indflydelse på mange gifte pars beslutning angående behandling. Hvis de for eksempel mener at livet begynder ved undfangelsen, er der nogle vigtige spørgsmål der bør gennemtænkes.

• Bør parret tillade at lægerne følger den almindelige procedure med at befrugte flere æg end man agter at indføre i kvinden, og oplagre dem til fremtidig brug?

• Hvad vil der ske med de oplagrede embryoer hvis parret på et tidspunkt ikke længere er i stand til at få flere børn eller ikke ønsker det?

• Hvad vil der ske med de oplagrede embryoer hvis parret bliver skilt eller den ene ægtefælle dør?

• Hvem vil påtage sig ansvaret for at sådanne embryoer destrueres?

Man kan ikke tage let på spørgsmålet om hvad der skal gøres med ubrugte eller oplagrede embryoer. I visse lande skal parret ifølge nogle juridiske retningslinjer skriftligt angive hvordan de ønsker at de overskydende embryoer skal behandles — om de skal oplagres, doneres, bruges til forskning eller destrueres. Parret skal være opmærksomt på at det visse steder betragtes som etisk acceptabelt at en fertilitetsklinik uden skriftlig tilladelse destruerer embryoer som har været oplagret mere end fem år. På klinikker i hele verden er der i dag oplagret hundredtusinder af nedfrosne embryoer.

Et andet spørgsmål som parret kan blive stillet over for, er om de vil donere deres ubrugte embryoer til stamcelleforskning. The American Infertility Association har tilskyndet par til at stille deres overskydende, oplagrede embryoer til rådighed for forskning. Et af formålene med stamcelleforskning er at finde nye måder at behandle sygdomme på. Men denne forskningsgren har givet anledning til megen debat fordi man ved udtagning af embryonale stamceller ødelægger embryoet.b

Nye teknologier inden for genforskning rejser nogle andre etiske spørgsmål. Tag for eksempel præimplantationsdiagnostik (PGD). (Se rammen „Hvad med præimplantationsdiagnostik?“). Ved denne metode foretager man en genetisk screening af embryoer for at afgøre hvilket af dem — måske et som har det ønskede køn eller er fri for et bestemt sygdomsfremkaldende gen — man vil anbringe i kvindens livmoder. Kritikere advarer om at denne metode kan føre til kønsdiskrimination, og at den med tiden måske vil blive brugt til at lade forældre vælge hvilke genetiske træk — eksempelvis hår- eller øjenfarve — deres børn skal have. PGD rejser det etiske spørgsmål: Hvad skal der ske med de embryoer som ikke bliver brugt?

Kan det berøre ægteskabet?

Endnu en faktor man bør overveje i forbindelse med visse former for fertilitetsbehandling, er om anvendelsen af en rugemoder eller donorsæd eller -æg kan påvirke ens ægteskab i negativ retning. Nogle former for behandling af barnløshed kan involvere en tredje part (en donor), en fjerde part (to donorer) eller endog en femte part (to donorer og en rugemoder).

I forbindelse med en behandling som indbefatter brugen af doneret genetisk materiale, er der nogle andre aspekter som de involverede parter bør tage i betragtning.

● Hvilke følelsesmæssige virkninger kan en sådan fødsel få på forældrene på længere sigt når kun den ene, eller måske ingen af dem, er den biologiske far eller mor?

● Hvordan vil barnet reagere hvis det får at vide at det er et resultat af en sådan usædvanlig undfangelsesproces?

● Bør barnet informeres om sin herkomst og have lov til at opsøge sin biologiske far eller mor?

● Hvilke moralske og juridiske rettigheder og pligter har den eller de personer som har doneret genetisk materiale?

Hvad med anonymiteten?

I mange lande er det almindelig praksis at lade donorer forblive anonyme. The Human Fertilisation and Embryology Authority, som kontrollerer brugen af humant reproduktivt materiale i Storbritannien, oplyser: „Med undtagelse af de tilfælde hvor donationen finder sted mellem personer der kender hinanden, forbliver nuværende og tidligere donorer anonyme for de par der behandles med deres æg eller sæd, og også for de børn der fødes som følge af behandlingen.“

Men visse steder er en sådan politik genstand for en hed debat, og nogle få lande har følgelig ændret deres politik eller love på området. De der er imod at donorernes anonymitet bevares, påpeger at børn har ret til at få fuld besked om deres identitet. En rapport siger: „Over 80 procent af alle adopterede personer forsøger på et tidspunkt at finde deres biologiske familie. Mange af dem gør det for at tilfredsstille deres årelange og helt naturlige nysgerrighed efter at vide noget om deres herkomst. Næsten 70 procent ønsker at indhente vigtige baggrundsoplysninger om eventuelle arvelige sygdomme hos deres biologiske forældre.“

En anden rapport som er baseret på interviews med 16 voksne undfanget ved donor-insemination, afslørede at „mange blev chokeret da de fik kendskab til deres biologiske oprindelse“. Rapporten tilføjer: „Mange af dem oplevede en identitetskrise og følte sig forladt. De følte sig også bedraget og nærede mistillid til familien.“

Hjælp til at træffe et valg

Lægevidenskaben vil uden tvivl føre udviklingen af assisteret reproduktion endnu videre. Nogle forudser at 30 procent af alle fødsler i fremtiden vil være et resultat af disse behandlingsmetoder. Så debatten angående de etiske og moralske aspekter vil fortsætte.

Sande kristne tager en endnu vigtigere faktor med i deres overvejelser, nemlig Skaberens synspunkt. Det er trods alt ham der har givet menneskene evnen til at få børn. (Salme 36:9) Bibelen siger naturligvis ikke noget specifikt om de former for assisteret reproduktionsbehandling man har i dag, da de jo ikke fandtes på Bibelens tid. Men den indeholder nogle klare principper som viser os hvordan Gud ser på tingene. (Se rammen „Hvad siger Bibelen?“). Sådanne principper kan hjælpe os til at træffe de rette etiske og moralske valg så vi kan bevare en god samvittighed over for Gud. — 1 Timoteus 1:5.

[Fodnoter]

[Ramme/illustration på side 8]

Hvad er et præembryo?

Udtrykket „præembryo“ bliver brugt om det befrugtede æg under dets udvikling de første 14 dage efter befrugtningen. Derefter kaldes det et embryo indtil slutningen af ottende uge. Fra da af betegnes det som et foster. Men hvorfor bliver ordet „præembryo“ overhovedet brugt?

Ifølge tidsskriftet International Journal of Sociology and Social Policy blev udtrykket „anvendt som en begrundelse for at tillade brug af humane embryoer til forskning“ de første 14 dage efter at befrugtningen har fundet sted. Bogen Incredible Voyage — Exploring the Human Body siger: „Defineres embryoet som den struktur af celler der bliver til et barn, bliver embryoets tidligste rudimenter først dannet to uger efter at ægcellen er blevet befrugtet af sædcellen.“ Men kan et sådant ’præembryo’ blot betragtes som en klynge celler som man uden videre kan bruge til forskning? Lad os se på hvad der rent faktisk sker i denne tougers periode.

Efter at en sædcelle er trængt ind i en ægcelle, tager det cirka 24 timer for kromosomerne fra manden og kvinden at smelte sammen. I løbet af få dage begynder den befrugtede ægcelle at dele sig. Fire-fem dage efter befrugtningen danner denne klynge af celler, som stadig er mindre end et knappenålshoved, et hulrum med et ydre cellelag og en indre cellehob, og kaldes nu en blastocyst. Mange af cellerne i det ydre lag udvikler sig til væv som ikke bliver en del af selve embryoet. Fosteret dannes af den indre cellehob.

Implantationen i livmoderen finder sted cirka en uge efter befrugtningen. Blastocysten sætter sig fast i livmoderslimhinden, og derefter begynder dannelsen af moderkagen — det organ hvori ilt og næring fra moderens blodbane bliver overført til fosteret og fosterets affaldsstoffer bliver fjernet. Ifølge ovennævnte bog begynder den indre cellehob omkring 9. dagen „at danne et nyt menneske“. Den tilføjer: „Disse cirka 20 celler må i løbet af fem eller seks dage undergå en række omstruktureringer og differentieringer for at danne det første strukturelle element af selve embryoet.“ Dette „første strukturelle element“ — hvorfra centralnervesystemet efterhånden bliver dannet — begynder altså at vise sig i slutningen af den anden uge.

Det er denne indledende trin for trin-proces i det tidlige menneskeembryo som har fået nogle til at mene at „der ikke er nogen enkeltstående biologisk hændelse eller noget bestemt tidspunkt der kan betragtes som begyndelsen på et nyt humant embryo“.

Sande kristne mener dog at livet begynder ved undfangelsen. Den kendsgerning at ægcellen straks efter befrugtningen indeholder alle instruktionerne vedrørende implantationen, dannelsen af moderkagen, forbindelserne til moderens blodkar, og meget andet, øger kun deres beundring for den store Designer, Jehova Gud.

[Illustration]

Embryoet tre dage efter befrugtningen (forstørret cirka 400 gange)

[Kildeangivelse]

Med tilladelse af University of Utah Andrology and IVF Laboratories

[Ramme/illustration på side 9]

HVAD MED PRÆIMPLANTATIONSDIAGNOSTIK?

Præimplantationsdiagnostik (PGD) er en ny teknik som bruges i forbindelse med reagensglasbefrugtning. Ved denne metode foretager man en genetisk screening af embryoer for at afgøre hvilket af dem man vil implantere i kvindens livmoder. Angående de etiske spørgsmål i forbindelse med denne metode siger bogen Choosing Assisted Reproduction — Social, Emotional and Ethical Considerations:

„Snart vil [forskere] være i stand til at fastslå hvilke fysiske, intellektuelle og måske følelsesmæssige og sociale karakteristika der ligger i et embryo. I en ikke så fjern fremtid vil det således være muligt for forældre at udvælge nogle af de karakteristika de ønsker deres børn skal have. Mange mennesker vil formentlig synes at det er i orden for par som er bærere af en alvorlig sygdom, at benytte sig af præimplantationsdiagnostik. Men nogle vil være imod at denne teknik gøres tilgængelig for par som ønsker at få et barn af et bestemt køn — eller, hvad der stadig er en fremtidsvision, et barn med blå øjne, som er musikalsk eller vil blive høj af vækst.

Præimplantationsdiagnostik rejser, ligesom mange andre former for teknologi, spørgsmålet om hvorvidt man skal gøre brug af en bestemt teknik blot fordi den er inden for rækkevidde. . . . Det vanskelige ligger i at afgøre hvor man bør trække grænsen — hvis der overhovedet skal trækkes en grænse — i forbindelse med dette højteknologiske skråplan.“

[Ramme/illustration på side 10]

HVAD SIGER BIBELEN?

Bibelen omtaler naturligvis ikke de forskellige former for assisteret reproduktionsbehandling der findes i dag. Den giver os dog mulighed for at finde ud af hvordan Gud ser på visse vigtige aspekter af sagen. At kende svaret på to grundlæggende spørgsmål kan hjælpe sande kristne til at træffe beslutninger som Gud godkender.

Hvornår begynder et menneskes liv? Ifølge Bibelen begynder livet ved undfangelsen. Læg mærke til følgende ord af salmisten David, som blev inspireret til at sige om Gud: „Dine øjne så mig som foster, og i din bog var alle dets dele skrevet op.“ (Salme 139:16) Tænk også på det der står i Anden Mosebog 21:22, 23, hvor teksten på originalsproget viser at man ville blive krævet til regnskab hvis man tilføjede et ufødt barn skade. Dette lærer os at Skaberen betragter livet som noget dyrebart, selv i de allertidligste udviklingsstadier i livmoderen. I Guds øjne vil dét at tilintetgøre et embryo med vilje blive betragtet som en provokeret abort.c

Er der nogen begrænsninger for hvordan forplantningsevnen må bruges? Guds syn på det spørgsmål kan udledes af Tredje Mosebog 18:20: „Du må ikke have kønslig omgang med [eller: „ikke give din udtømmelse som sæd til“, fodnote i studieudgaven af Ny Verden-Oversættelsen] din landsmands hustru og således blive uren derved.“ Det grundlæggende princip i dette bibelske påbud er: En mands sæd må ikke bruges til at befrugte andre end hans egen kone, og en kvinde må kun føde børn som hun selv og hendes mand er ophav til. En mands eller kvindes forplantningsevne må med andre ord ikke bruges i forbindelse med andre end vedkommendes ægtefælle. Sande kristne undgår derfor surrogatmoderskab og metoder som indebærer brugen af sæd, æg eller embryoer fra donorer.d

Sande kristne som overvejer assisteret reproduktionsbehandling, må tænke nøje over det Bibelen siger om Guds syn på sagen.e Det er trods alt ham der er ægteskabets og familielivets Indstifter. — Efeserne 3:14, 15.

[Fodnoter]

[Illustration på side 7]

Oplagrede frosne embryoer

[Kildeangivelse]

© Firefly Productions/CORBIS