Kapitel et

En profet for Gud bringer menneskene lys

1, 2. Hvilke omstændigheder er årsag til ængstelse hos mange?

VI LEVER i en tid hvor intet synes umuligt for menneskene. Rumrejser, computerteknologi, gensplejsning og andre videnskabelige landvindinger har åbnet for nye muligheder og givet menneskene håb om et bedre liv, måske oven i købet et længere liv.

² Men har disse nye muligheder fået os til at fjerne låsene på vore døre? Har de elimineret truslen om krig? Har de fjernet sygdom eller sorgen over en kær vens død? Det kan man næppe sige. De menneskelige fremskridt er — hvor bemærkelsesværdige de end måtte være — kun begrænsede. „Vi har fundet ud af at rejse til månen, lave stadig mere effektive elektroniske mikrochips og transplantere menneskelige gener,“ anføres det i en rapport fra Worldwatch Institute. „Men vi har endnu ikke kunnet skaffe rent vand til milliarder af mennesker, nedsætte den fart hvormed tusinder af dyrearter uddør, eller opfylde vores energibehov uden at ødelægge atmosfæren.“ Det er forståeligt at mange ser fremtiden i møde med ængstelse eftersom de ikke ved hvor de skal finde trøst og håb.

3. Hvordan var situationen i Juda i det 8. århundrede før vor tidsregning?

³ Vores situation i dag ligner Guds folks situation i det 8. århundrede før vor tidsregning. Dengang gav Gud sin tjener Esajas et budskab om trøst som skulle overbringes Judas indbyggere, og trøst var netop hvad de havde brug for. Voldsomme begivenheder rystede nationen. Assyrerriget med sin grusomme fremfærd ville snart være en trussel mod landet og fyldte mange med frygt. Hvor skulle Guds folk søge frelse? Jehovas navn var på alles læber, men de foretrak at sætte deres lid til mennesker. — 2 Kongebog 16:7; 18:21.

Et lys som skinner i mørket

4. Hvilket tosidigt budskab fik Esajas til opgave at forkynde?

⁴ Som følge af Judas oprør mod Gud ville Jerusalem blive ødelagt og Judas befolkning ført i fangenskab i Babylon. Der var mørke tider i vente. Jehova gav sin profet Esajas til opgave at forudsige denne skæbnesvangre tid, men han skulle også forkynde godt nyt. Efter 70 års landflygtighed ville jøderne blive udfriet fra Babylon! En rest ville vende tilbage til Zion, fyldt med glæde, og ville få det privilegium at genoprette den sande tilbedelse dér. Med dette glædelige budskab lod Jehova, gennem sin profet, et lys skinne i mørket.

5. Hvorfor åbenbarede Jehova sine hensigter så lang tid i forvejen?

⁵ Juda blev ikke lagt øde før godt og vel hundrede år efter at Esajas havde nedskrevet sine profetier. Hvorfor åbenbarede Jehova sine hensigter så lang tid i forvejen? Ville de der personligt havde hørt Esajas forkynde, ikke for længst være døde når profetierne blev opfyldt? Jo. Men takket være Jehovas åbenbaringer til Esajas ville de der levede på det tidspunkt da Jerusalem blev ødelagt, i 607 f.v.t., have Esajas’ profetiske budskaber i skriftlig form. Det ville være et uigendriveligt bevis på at Jehova er den der „fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort“. — Esajas 46:10; 55:10, 11.

6. I hvilke henseender står Jehova langt over mennesker der prøver at forudsige fremtiden?

⁶ Kun Jehova kan med rette gøre krav på at kunne dette. Et menneske kan måske forudsige den nærmeste fremtid ud fra sin forståelse af de politiske eller samfundsmæssige forhold. Men kun Jehova kan med absolut sikkerhed forudse hvad der vil ske på et hvilket som helst tidspunkt, selv i en meget fjern fremtid. Han kan også give sine tjenere evne til at forudsige begivenheder længe før de vil indtræffe. Bibelen erklærer: „Den suveræne Herre Jehova gør . . . intet uden at han har åbenbaret sin fortrolige sag for sine tjenere profeterne.“ — Amos 3:7.

Hvor mange „Esajas’er“?

7. Hvordan har mange forskere betvivlet at Esajas har skrevet den bog der bærer hans navn, og hvad er grunden?

⁷ At Esajas’ Bog gør krav på at være profetisk, er en af de ting der har fået mange forskere til at betvivle at hele bogen er skrevet af Esajas. De hævder at den sidste del af bogen må være skrevet af en der levede i det 6. århundrede før vor tidsregning, enten under eller efter landflygtigheden i Babylon. De hævder at profetierne om Judas ødelæggelse må være skrevet efter deres opfyldelse, og at de altså slet ikke er forudsigelser. De gør også opmærksom på at Esajas’ Bog efter kapitel 40 taler som om Babylon var den dominerende verdensmagt, og at israelitterne var i fangenskab i Babylon. Derfor hævder de at den der skrev sidste del af Esajas’ Bog, må have gjort det på den tid da dette fandt sted, altså i det 6. århundrede før vor tidsregning. Er der noget solidt grundlag for denne påstand? Nej!

8. Hvornår begyndte man at betvivle at Esajas havde skrevet hele Esajas’ Bog, og hvordan har denne opfattelse bredt sig?

⁸ Det var først i det 12. århundrede efter vor tidsregning at man begyndte at betvivle at Esajas var den egentlige skribent. Den der gav anledning til det, var den jødiske bibelkommentator Abraham Ibn Ezra. Herom siger Encyclopaedia Judaica: „I sin kommentar til Esajas anfører [Abraham Ibn Ezra] at anden halvdel af bogen, fra kapitel 40, er skrevet af en profet der levede under landflygtigheden i Babylon og i tiden kort efter hjemkomsten til Zion.“ I løbet af det 18. og 19. århundrede blev Ibn Ezras synspunkter antaget af flere lærde, deriblandt den tyske teolog Johann Christoph Döderlein, hvis eksegetiske værk om Esajas’ Bog udkom i 1775, med en 2. udgave i 1789. New Century Bible Commentary siger: „Alle forskere undtagen de mest konservative har nu accepteret den hypotese som blev fremsat af Döderlein . . . at profetierne i Esajas’ Bog, kapitlerne 40-66, ikke er udtalt af profeten Esajas i det 8. århundrede, men stammer fra en senere tid.“

9. (a) Hvordan har man dissekeret Esajas’ Bog? (b) Hvordan er resultatet af hele denne opsplitning af Esajas’ Bog blevet beskrevet?

⁹ Men spørgsmålet om hvem der har skrevet Esajas’ Bog, standsede ikke her. Teorien om „en anden Esajas“ — en Deuterojesaja — affødte den tanke at der også var tale om en tredje skribent.a Esajas’ Bog blev derefter dissekeret yderligere med det resultat at kapitel 15 og 16 tilskrives en ukendt profet, og at der sættes spørgsmålstegn ved hvem der har skrevet kapitlerne 23-27. Yderligere hævdes det at Esajas ikke kan have skrevet de ord man finder i kapitel 34 og 35. Hvorfor ikke? Fordi de har stor lighed med det man finder i kapitlerne 40-66, som man allerede har tilskrevet en anden end profeten Esajas fra det 8. århundrede! Meget rammende sammenfatter bibelkommentatoren Charles C. Torrey resultatet af hele denne opsplitning således: „Den engang så ’store profet’ er svundet ind til at blive en ganske ubetydelig person som nu ligger næsten begravet under mængden af brudstykkerne af hans bog.“ Det er dog ikke alle forskere der er enige om at give Esajas’ Bog en så hård medfart.

Vidnesbyrd om én skribent

10. Giv et eksempel på hvordan ensartethed i udtryksformen vidner om at der kun er én person der har skrevet Esajas’ Bog.

¹⁰ Der er stærke grunde der taler for at Esajas’ Bog kun er én persons værk. Én række vidnesbyrd drejer sig om ensartethed i udtryksformen. For eksempel findes udtrykket „Israels Hellige“ 12 gange i kapitlerne 1-39 og 13 gange i kapitlerne 40-66, men kun 6 gange i den øvrige del af De Hebraiske Skrifter. Den gentagne brug af dette ellers sjældne udtryk vidner om at der er tale om den samme skribent.

11. Hvilke lighedspunkter er der mellem kapitlerne 1-39 og kapitlerne 40-66 i Esajas’ Bog?

¹¹ Der er andre lighedspunkter mellem kapitlerne 1-39 og kapitlerne 40-66 i Esajas’ Bog. I begge afsnit gøres der hyppigt brug af de samme karakteristiske billedlige udtryk, som for eksempel en kvinde der har fødselsveer, og „vej“, „banet vej“ eller „landevej“.b Også ordet „Zion“ bruges hyppigt. Det forekommer 29 gange i kapitlerne 1-39 og 18 gange i kapitlerne 40-66. Ja, det forekommer oftere i Esajas’ Bog end i nogen anden bog i Bibelen! Som The International Standard Bible Encyclopedia gør opmærksom på, „sætter disse ord og udtryk et personlighedspræg på bogen som det er svært at forklare“ hvis den var skrevet af to, tre eller flere forskellige personer.

12, 13. Hvordan fremgår det af De Kristne Græske Skrifter at Esajas’ Bog er skrevet af kun én person?

¹² Det stærkeste bevis på at Esajas’ Bog er skrevet af kun én person, finder man i de inspirerede Kristne Græske Skrifter. Her ser man tydeligt at det første århundredes kristne havde den opfattelse at Esajas var ene om at have skrevet bogen. Lukas fortæller for eksempel om en ætiopisk embedsmand der sad og læste et stykke i Bibelen, en passage som nu findes i Esajas 53, netop i den del som nutidens bibelkritikere tilskriver Deuterojesaja. Men Lukas siger at ætiopieren „læste højt af profeten Esajas“. — Apostelgerninger 8:26-28.

¹³ Et andet eksempel er Mattæus, der i sit evangelium forklarer hvordan Johannes Døber opfyldte de profetiske ord der nu findes i Esajas 40:3. Hvem tilskriver Mattæus denne profeti? En ukendt Deuterojesaja? Nej, han siger slet og ret „profeten Esajas“.c (Mattæus 3:1-3) Ved en lejlighed læste Jesus de ord højt som vi nu finder i Esajas 61:1, 2. I sin beretning herom siger Lukas: „Så rakte man ham profeten Esajas’ skriftrulle.“ (Lukas 4:17) I sit brev til menigheden i Rom henviser Paulus til både den første og den sidste del af Esajas’ Bog, men han ikke så meget som antyder at der skulle være tale om mere end én person der har skrevet bogen. (Romerne 10:16, 20; 15:12) Det fremgår heraf at det første århundredes kristne ikke mente at der stod to, tre eller flere skribenter bag Esajas’ Bog.

14. Hvordan modbeviser Dødehavsrullerne påstanden om at der var flere Esajas’er?

¹⁴ Vi kan også henvise til Dødehavsrullerne — gamle håndskrifter hvoraf mange er fra før Jesu tid. Et af disse håndskrifter, Esajasrullen, stammer fra det 2. århundrede før vor tidsregning og modbeviser påstanden om at en Deuterojesaja har skrevet den del der begynder med kapitel 40. Hvordan kan man se det? I dette gamle håndskrift begynder det vi nu kalder kapitel 40, på sidste linje i en spalte, mens sætningen fuldføres i næste spalte. Afskriveren har tydeligvis ikke haft kendskab til nogen formodet „anden Esajas“ eller deling af bogen på dette sted.

15. Hvad siger den jødiske historiker Flavius Josefus fra det første århundrede om Esajas’ profetier om Kyros?

¹⁵ Endelig har vi fra det første århundrede den jødiske historiker Flavius Josefus’ vidnesbyrd. Han siger ikke alene at profetierne om Kyros i Esajas’ Bog er skrevet i det 8. århundrede før vor tidsregning, men også at Kyros havde kendskab til dem. Josefus skriver: „Dette vidste Kyros fordi han havde læst det i den profetiske bog som Esajas havde efterladt sig to hundrede og ti år tidligere.“ Kendskabet til disse profetier har måske oven i købet medvirket til at Kyros gav jøderne lov til at rejse tilbage til deres hjemland, for Josefus skriver at Kyros „blev grebet af et stærkt og ambitiøst ønske om at gøre det der stod skrevet“. — Jewish Antiquities, XI, kapitel 1, paragraf 2.

16. Hvad kan der siges om den påstand at Babylon i den sidste del af Esajas’ Bog beskrives som den dominerende verdensmagt?

¹⁶ Som tidligere nævnt påpeger mange bibelkritikere at Babylon fra og med kapitel 40 beskrives som den dominerende verdensmagt, og at israelitterne omtales som var de allerede i landflygtighed. Tyder det ikke på at skribenten levede i det 6. århundrede før vor tidsregning? Ikke nødvendigvis. Allerede før kapitel 40 i Esajas’ Bog beskrives Babylon som verdensmagten. For eksempel kaldes Babylon i Esajas 13:19 for „rigernes pryd“, eller „det skønneste af alle riger“, som Today’s English Version gengiver det. Disse udtryk er klart profetiske, for Babylon blev ikke den dominerende verdensmagt før hundrede år senere. Dette såkaldte problem „løses“ af én bibelkritiker ved at han simpelt hen affærdiger Esajas 13 som værende en anden skribents værk! I virkeligheden er det i Bibelens profetier ganske almindeligt at omtale fremtidige begivenheder som om de allerede havde fundet sted. Dette stilistiske virkemiddel understreger meget effektivt at en profeti med sikkerhed vil blive opfyldt. (Åbenbaringen 21:5, 6) Ja, kun den Gud som alene kan fremsætte sand profeti, kan sige: „Nu forkynder jeg nye ting. Før de spirer frem, lader jeg jer høre om dem.“ — Esajas 42:9.

En bog med pålidelige profetier

17. Hvordan kan den ændrede stil i Esajas’ Bog fra kapitel 40 og fremefter forklares?

¹⁷ Hvilken konklusion kommer vi til på grundlag af de vidnesbyrd der er nævnt i det foregående? At Esajas’ Bog er skrevet af én inspireret skribent. Hele bogen er ned igennem tiden blevet overleveret som et enkelt værk, ikke som to eller flere. Det er sandt, som nogle måske vil anføre, at stilen i Esajas’ Bog er lidt anderledes fra kapitel 40 og fremefter. Men her må vi huske at Esajas’ profetgerning strakte sig over ikke mindre end 46 år. I den tid må man forvente at indholdet af hans budskab og hans måde at udtrykke det på ville ændre sig. Den opgave han fik overdraget af Gud, bestod ikke blot i at han skulle overbringe strenge domsbudskaber og advarsler. Han skulle også overbringe Jehovas ord: „Trøst, trøst mit folk.“ (Esajas 40:1) Det ville være til stor trøst for Guds pagtsfolk at få løfte om at skulle vende tilbage til hjemlandet efter 70 års landflygtighed.

18. Hvad er temaet i mange af de profetier i Esajas’ Bog der vil blive behandlet i dette bind?

¹⁸ Jødernes udfrielse fra fangenskabet i Babylon er temaet i mange af de kapitler i Esajas’ Bog der vil blive behandlet i dette bind.d Som vi skal se, får flere af disse profetier en opfyldelse i vor tid. Desuden finder vi i Esajas’ Bog mange betagende profetier der blev opfyldt på Guds enestefødte søn — både i forbindelse med hans liv og med hans død. Det vil være til gavn for såvel Guds tjenere som andre på hele jorden at studere de betydningsfulde profetier der findes i Esajas’ Bog. De vil være et lys for alle mennesker.

Kapitel to

Trøstende profetier der berører dig

Esajas 41:1-29

1. Hvorfor bør vi være interesserede i Esajas’ profetiske bog?

ESAJAS skrev den bog der bærer hans navn, for næsten 3000 år siden, men den er også af stor værdi for os i dag. Vi kan udlede vigtige principper af de historiske begivenheder han omtalte, og et studium af de profetier han nedskrev i Jehovas navn, kan styrke vores tro. Esajas var en profet for den levende Gud, Jehova, som inspirerede ham til at nedskrive historie på forhånd — at beskrive begivenheder før de indtraf. På denne måde gav Jehova bevis på at han kan både forudsige og forme fremtiden. Sande kristne vil, efter at de har studeret Esajas’ Bog, være overbeviste om at Jehova vil opfylde alt hvad han har lovet.

2. Hvordan var situationen i Jerusalem da Esajas nedskrev sin profetiske bog, og hvordan ville den ændre sig?

² På det tidspunkt da Esajas var færdig med at skrive sin profetiske bog, havde Jerusalem overlevet den assyriske trussel. Templet stod der stadig, og befolkningen udførte deres daglige arbejde på næsten samme måde som de havde gjort i århundreder. Men det skulle ændre sig. Den tid ville komme da de jødiske kongers kostbare skatte ville blive bortført til Babylon og unge jøder blive taget til hofmænd i Babylons konges palads.a (Esajas 39:6, 7) Dette ville ske mere end 100 år senere. — 2 Kongebog 24:12-17; Daniel 1:19.

3. Hvilket budskab finder man i kapitel 41 i Esajas’ Bog?

³ Guds budskab gennem Esajas var dog ikke blot et domsbudskab. Kapitel 40 begynder med ordet „Trøst“.b Jøderne kunne hente trøst i forsikringen om at enten ville de eller deres børn kunne vende tilbage til deres hjemland. I kapitel 41 fortsætter Esajas det trøstende budskab og forudsiger at Jehova vil oprejse en mægtig konge som vil opfylde det der var Guds vilje. Det indeholder forsikringer om Guds hjælp og støtte og opfordrer jøderne til at stole på Gud. Det afslører også at de falske guder som nationerne sætter deres lid til, er magtesløse. I det hele taget var der meget her som kunne styrke troen på Esajas’ tid, og det samme gælder i dag.

Jehova udfordrer nationerne

4. Med hvilke ord udfordrer Jehova nationerne?

⁴ Gennem sin profet siger Jehova: „Hør på mig i tavshed, I øer; og lad folkestammerne hente ny kraft. Lad dem træde nærmere. Lad dem så tale. Lad os sammen træde frem for retten.“ (Esajas 41:1) Med disse ord udfordrer Jehova de nationer der modstår hans folk. Lad dem træde frem foran ham og gøre sig rede til at tale! Som vi senere skal se, forlanger Jehova som en dommer i en retssag at nationerne fører bevis for at deres afguder virkelig er guder. Kan de forudsige frelsesgerninger for deres tilbedere eller domme over deres fjender? Og i bekræftende fald, kan de opfylde sådanne profetier? Svaret er nej. Det er kun Jehova der kan gøre dette.

5. Forklar hvordan Esajas’ profetier kan få mere end én opfyldelse.

⁵ Når vi nu ser nærmere på Esajas’ profetiske ord, skal vi tænke på at de, som mange andre af Bibelens profetier, får mere end én opfyldelse. I 607 f.v.t. kom judæerne i landflygtighed i Babylon. Men Esajas’ profeti åbenbarede at Jehova ville udfri dem af fangenskabet. Det skete i 537 f.v.t. En parallel hertil fandt sted i begyndelsen af det 20. århundrede. Under den første verdenskrig oplevede Jehovas salvede tjenere på jorden en trængselstid. I 1918 bragte pres fra Satans verden — under indflydelse af kristenheden, som er den mest betydningsfulde del af Babylon den Store — praktisk talt den organiserede forkyndelse af den gode nyhed til ophør. (Åbenbaringen 11:5-10) Nogle af Vagttårnsselskabets ansvarlige ledere blev fængslet på falske anklager. Tilsyneladende havde verden vundet kampen mod Guds tjenere. Men, som det også skete i 537 f.v.t., udvirkede Jehova helt uventet deres udfrielse. I 1919 blev de fængslede medlemmer af Vagttårnsselskabet løsladt og anklagerne mod dem senere trukket tilbage. I september 1919 satte stævnet i Cedar Point, Ohio, nyt mod i Jehovas tjenere og gav dem kraft til at genoptage forkyndelsen af den gode nyhed om Riget. (Åbenbaringen 11:11, 12) Siden da har dette arbejde fået en bemærkelsesværdig udbredelse. Desuden vil mange af Esajas’ profetiske ord få en storslået opfyldelse når Paradiset bliver genoprettet på jorden. På den måde berører Esajas’ profetier alle folkeslag og nationer i dag.

En befrier kaldes frem

6. Hvordan beskriver profeten en erobrer der vil komme?

⁶ Gennem Esajas forudsiger Jehova at der vil komme en erobrer som både vil udfri Guds folk fra Babylon og eksekvere dommen over dets fjender. Jehova spørger: „Hvem har opvakt en fra solopgangen? Hvem kalder ham i retfærdighed hen for sin fod og overgiver nationer foran ham og lader ham byde over konger? Hvem giver dem som støv til hans sværd, så de bliver blæst bort som halmstrå for hans bue? Han forfølger dem, går i god behold videre på sine fødder ad stien som han ikke ellers kommer ad. Hvem har udvirket og gjort dette, kaldt generationerne frem fra begyndelsen? Jeg, Jehova, den Første; og hos de sidste er jeg den samme.“ — Esajas 41:2-4.

7. Hvem er erobreren der vil komme, og hvad gør han?

⁷ Hvem er den erobrer der vil komme fra solopgangen, fra øst? Medo-Persien og Elam lå øst for Babylon. Derfra kommer perseren Kyros marcherende med sin mægtige hær. (Esajas 41:25; 44:28; 45:1-4, 13; 46:11) Selv om Kyros ikke tilbeder Jehova som Gud, handler han i overensstemmelse med Jehovas, den retfærdige Guds, vilje. Kyros underlægger sig konger, og de spredes som støv foran ham. På jagt efter erobringer går han „i god behold“, altså sikkert og trygt, ad stier han ellers ikke kommer ad, og overvinder alle forhindringer. I 539 f.v.t. når Kyros frem til den mægtige by Babylon og indtager den. Som følge heraf bliver Guds folk sat fri og får mulighed for at vende tilbage til Jerusalem for at genoprette den rene tilbedelse. — Ezra 1:1-7.c

8. Hvad kan kun Jehova gøre?

⁸ Således har Jehova gennem Esajas længe før Kyros’ fødsel forudsagt at Kyros ville fremstå som konge. Det er kun den sande Gud der kan forudsige en profeti så nøjagtigt. Han har ikke sin lige blandt nationernes falske guder. Med god grund siger Jehova: „Jeg giver ikke min herlighed til nogen anden.“ Kun Jehova kan med rette sige: „Jeg er den første og jeg er den sidste, og ud over mig er der ingen Gud.“ — Esajas 42:8; 44:6, 7.

Folkeslagene, som stoler på afguder, gribes af frygt

9-11. Hvordan reagerer nationerne da de hører at Kyros rykker frem?

⁹ Esajas beskriver nu hvordan nationerne reagerer over for denne fremtidige erobrer: „Øerne ser det og bliver bange. Ved jordens ender skælver man. Man nærmer sig og kommer. Man giver sig til at hjælpe hinanden, og til sin broder siger man: ’Vær stærk.’ Så styrker kunsthåndværkeren smeden; den der glatter ud med smedehammeren, styrker den der slår på ambolten, idet han siger om lodningen: ’Den er god.’ Til sidst gør man det fast med søm så det ikke kan bringes til at vakle.“ — Esajas 41:5-7.

¹⁰ Jehova ser omkring 200 år ud i fremtiden og betragter verdensskuepladsen. Vældige hære under anførsel af Kyros rykker hurtigt frem og nedkæmper alle der stiller sig i vejen for ham. Folkeslag — selv øernes beboere, de der befinder sig på de mest fjerntliggende steder — skælver ved hans komme. Af frygt forener de sig for at gå imod den som Jehova har hidkaldt fra øst til at eksekvere dommen. De opmuntrer hinanden med ordene: „Vær stærk.“

¹¹ Kunsthåndværkere arbejder i forening på at lave afgudsbilleder som kan udfri folket. Én tildanner en træfigur, hvorefter han opfordrer en guldsmed til at belægge den med metal, måske guld. En billedhugger hamrer metallet glat og jævnt og godkender lodningen. Måske sarkastisk nævnes det at gudebilledet gøres fast med søm så det står solidt og ikke vakler, sådan som Dagons gudebillede, der faldt om foran Jehovas ark. — 1 Samuel 5:4.

Frygt ikke!

12. Hvilken forsikring giver Jehova Israel?

¹² Nu vender Jehova sin opmærksomhed mod sit folk. Til forskel fra nationerne, der stoler på livløse afguder, behøver de som stoler på den sande Gud, aldrig at frygte. Jehovas forsikring begynder med at han minder om at Israel er hans ven Abrahams afkom. Esajas gengiver Jehovas ord, der vidner om stor ømhed: „Du, Israel, er min tjener, du, Jakob, hvem jeg har udvalgt, min ven Abrahams afkom, som jeg har taget fra jordens ender, og som jeg har tilkaldt fra dens fjerneste egne. Derfor sagde jeg til dig: ’Du er min tjener; jeg har udvalgt dig, og jeg har ikke vraget dig. Vær ikke bange, for jeg er med dig. Se dig ikke rådvildt om, for jeg er din Gud. Jeg vil støtte dig. Ja, jeg vil hjælpe dig. Ja, jeg vil holde dig fast med min retfærdigheds højre hånd.’“ — Esajas 41:8-10.

13. Hvorfor vil Jehovas ord være til trøst for jøderne i fangenskabet?

¹³ Disse ord vil være til stor trøst for jøderne når de befinder sig som fanger i et fremmed land. Hvor styrkende for dem at høre Jehova kalde dem „min tjener“ på et tidspunkt hvor de er i landflygtighed, er Babylons konges tjenere! (2 Krønikebog 36:20) Selv om Jehova vil tugte dem på grund af deres troløshed, vil han ikke forkaste dem. Israel tilhører Jehova, ikke Babylon. Der er ingen grund til at Guds tjenere skal skælve ved tanken om at Kyros nærmer sig. Jehova vil være med sit folk og hjælpe og støtte det.

14. Hvordan er Jehovas ord til Israel til trøst for os i dag?

¹⁴ Ordene har også været til styrke og trøst for Guds tjenere i vor tid. I 1918 længtes de efter at vide hvad Jehovas vilje var med dem. De længtes efter at blive udfriet fra deres åndeligt fangne tilstand. Og i dag længes vi efter at blive befriet for det pres som Satan, denne verden og vores egen ufuldkommenhed øver. Men vi forstår og værdsætter at Jehova ved nøjagtig hvornår og hvordan han skal handle til gavn for sit folk. Som små børn holder vi fast i hans vældige hånd i tillid til at han vil hjælpe os til at holde ud. (Salme 63:7, 8) Jehova tager sig af dem der tjener ham. Han støtter os i dag, ligesom han støttede sit folk i de vanskelige år 1918-19, og ligesom han støttede de trofaste israelitter i fortiden.

15, 16. (a) Hvordan vil det gå Israels fjender, og på hvilken måde er Israel som en orm? (b) I betragtning af hvilket angreb er Jehovas ord især til opmuntring i dag?

¹⁵ Lad os se på hvad Jehova derefter siger gennem Esajas: „’Se! Alle der bliver optændt af vrede imod dig vil blive beskæmmet og ydmyget. De mænd der er i strid med dig vil blive til intet og gå til grunde. Du vil søge efter dem, men du vil ikke finde dem, de mænd der er i kamp med dig. De vil blive til intet og til ingenting, de mænd der er i krig med dig. For jeg, Jehova din Gud, griber din højre hånd, jeg er den der siger til dig: „Vær ikke bange. Jeg vil hjælpe dig.“ Vær ikke bange, Jakob, du orm, I Israels mænd. Jeg vil hjælpe dig,’ lyder Jehovas udsagn, og han er din Genløser, Israels Hellige.“ — Esajas 41:11-14.

¹⁶ Israels fjender vil ikke sejre over det. Alle der bliver optændt af vrede imod Israel, vil blive beskæmmet. De der kæmper imod det, vil gå til grunde. Selv om de fangne israelitter ser ud til at være lige så svage og forsvarsløse som en orm der vrider sig i støvet, vil de ikke bukke under, for Jehova vil hjælpe dem. Hvilken opmuntring for sande kristne her i „de sidste dage“ hvor de har mødt hårdnakket fjendtlighed fra mange sider! (2 Timoteus 3:1) Og hvilken kilde til styrke i betragtning af det snarlige angreb fra Satan, profetiens „Gog fra Magogs land“! Under Gogs rasende angreb vil Jehovas folk tilsyneladende være lige så forsvarsløst som en orm — et folk som „bor uden mure“ og hverken har „slå eller døre“. Dog behøver de der håber på Jehova, ikke at skælve af frygt. Den Almægtige selv vil kæmpe for at udfri dem. — Ezekiel 38:2, 11, 14-16, 21-23; 2 Korinther 1:3.

Trøst til Israel

17, 18. Hvordan beskriver Esajas at Israel får styrke, og hvilken opfyldelse kan vi være sikre på at disse ord vil få?

¹⁷ Jehova fortsætter med at trøste sit folk: „Se! Jeg har gjort dig til en tærskeslæde, et nyt tærskeredskab med tveæggede tænder. Du kommer til at tærske bjergene og knuse dem; og højene gør du til avner. Du renser dem, og en vind bærer dem bort, og en storm spreder dem. Men du vil juble over Jehova. Af Israels Hellige vil du rose dig.“ — Esajas 41:15, 16.

¹⁸ Israel vil få styrke til at gå offensivt til værks og til i åndelig forstand at sejre over sine bjerglignende fjender. Når Israel vender hjem fra landflygtigheden, vil det sejre over de fjender der vil forhindre genopbygningen af templet og Jerusalems mure. (Ezra 6:12; Nehemias 6:16) Men Jehovas ord vil få en større opfyldelse på „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Jesus gav de salvede kristne følgende løfte: „Den der sejrer og holder sig til mine gerninger til enden, ham vil jeg give myndighed over nationerne, og han skal vogte dem med en jernstav så de knuses som lerkar, således som jeg også har fået myndighed fra min Fader.“ (Åbenbaringen 2:26, 27) Ja, den tid kommer da Kristi brødre, efter at være blevet oprejst til himmelsk herlighed, vil være med til at nedkæmpe Jehova Guds fjender. — 2 Thessaloniker 1:7, 8; Åbenbaringen 20:4, 6.

19, 20. Hvad skriver Esajas om Israels genrejsning i et smukt og frodigt land, og hvordan blev det opfyldt?

¹⁹ Med malende billeder understreger Jehova sit løfte om at ville komme Israel til undsætning. Esajas skriver: „De nødstedte og de fattige søger efter vand, men der er intet. Deres tunge er blevet tør af tørst. Jeg, Jehova, vil svare dem. Jeg, Israels Gud, vil ikke forlade dem. På nøgne høje vil jeg åbne for floder, og midt på sletterne for kilder. Jeg vil gøre ørkenen til en rørbevokset vanddam, og det udtørrede land til vandkilder. I ørkenen vil jeg sætte cederen, akacien og myrten og olietræet. På ørkensletten anbringer jeg samtidig enebærtræet, asken og cypressen, for at man samtidig kan se og vide og give agt og indse at det er Jehovas hånd der har gjort dette, og Israels Hellige der har skabt det.“ — Esajas 41:17-20.

²⁰ Selv om de landflygtige israelitter boede i en velstående verdensmagts hovedstad, var det for dem som at bo i en ørken uden vand. De havde det som kong David da han var på flugt for kong Saul. I 537 f.v.t. åbnede Jehova vejen for dem så de kunne vende tilbage til Juda og genopbygge templet i Jerusalem og genoprette den rene tilbedelse, og Jehova velsignede dem. I en senere profeti siger Esajas: „Jehova vil trøste Zion. Han vil trøste alle dets øde steder, og han vil gøre dets ørken som Eden og dets ørkenslette som Jehovas have.“ (Esajas 51:3) Dette skete virkelig efter at jøderne var vendt tilbage til deres hjemland.

21. Hvilken genoprettelse har fundet sted i nutiden, og hvad vil der yderligere ske?

²¹ Noget lignende er sket i nutiden, hvor den større Kyros, Kristus Jesus, har udfriet sine salvede disciple fra et åndeligt fangenskab og gjort det muligt for dem at genoprette den rene tilbedelse. De er blevet velsignet med et frodigt åndeligt paradis, billedligt talt en Edens have. (Esajas 11:6-9; 35:1-7) Snart, når Jehova tilintetgør sine fjender, vil hele jorden blive omdannet til et bogstaveligt paradis, sådan som Jesus lovede forbryderen på marterpælen. — Lukas 23:43.

En udfordring til Israels fjender

22. Med hvilke ord udfordrer Jehova igen nationerne?

²² Jehova vender nu tilbage til sin retstrætte med nationerne og deres afguder: „’Fremlæg jeres retstrætte,’ siger Jehova. ’Fremfør jeres argumenter,’ siger Jakobs konge. ’Lad dem fremføre noget og fortælle os om det der skal ske. De første ting — fortæl hvad de er, så vi kan åbne vort hjerte og vide hvad de ender med. Eller lad os høre om de kommende ting. Fortæl om de ting der kommer senere, så vi kan vide at I er guder. Ja, I må gøre noget, godt eller ondt, så vi spændt kan se os om og samtidig se det. Se! I er intet, og jeres værk er ingenting. En vederstyggelighed er enhver som vælger jer.’“ (Esajas 41:21-24) Er nationernes guder i stand til at profetere nøjagtigt og på den måde bevise at de har en overnaturlig kundskab? Hvis de er, må der være nogle resultater, gode som dårlige, der kan bekræfte deres påstand. Men når alt kommer til alt, kan afguder ingenting udrette, for de er intet. De eksisterer ikke!

23. Hvorfor fordømte Jehova gennem sine profeter så vedholdende afgudsdyrkelse?

²³ I vor tid vil nogle måske undre sig over at Jehova, gennem Esajas og andre profeter, brugte så meget tid på at fordømme afgudsdyrkelsen og afsløre dens tåbelighed. At menneskeskabte guder intet er værd, vil være klart for mange i dag. Alligevel er det en kendsgerning at så snart en falsk religiøs lære og tankegang har vundet indpas og er blevet almindeligt anerkendt, er det svært at udrydde den hos dem der har antaget den. Mange nutidige religiøse opfattelser er lige så ufornuftige som den at livløse gudebilleder virkelig er guder, og dog holder folk fast ved dem trods overbevisende argumenter der viser at de er uholdbare. Kun ved at høre sandheden igen og igen bliver det muligt for nogle at se visdommen i at stole på Jehova.

24, 25. I hvilken forbindelse nævnes Kyros igen, og hvilken anden profeti minder dette os om?

²⁴ Jehova nævner igen Kyros: „Jeg har opvakt en fra nord, og han kommer. Fra solens opgang vil han påkalde mit navn. Og han vil trampe på landsfogeder som var de ler, ja som en pottemager der træder det fugtige ler.“ (Esajas 41:25)d I modsætning til nationernes guder er Jehova i stand til at gøre noget. Når han tilkalder Kyros østfra, „fra solens opgang“, vil han give bevis på sin evne til at forudsige og forme fremtiden for at opfylde sin profeti.

²⁵ Disse ord minder os om apostelen Johannes’ profetiske beskrivelse af nogle konger der vil skride til handling i vor tid. I Åbenbaringen 16:12 siges der at vejen vil være beredt „for kongerne fra solens opgang“. Disse konger er ingen andre end Jehova Gud og Jesus Kristus. Ligesom Kyros udfriede Guds folk i fortiden, vil disse langt mægtigere konger tilintetgøre Guds fjender og lede hans folk sikkert gennem den store trængsel ind i en ny, retfærdig verden. — Salme 2:8, 9; 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 7:14-17.

Jehova er den højeste

26. Hvilket spørgsmål stiller Jehova nu, og bliver det besvaret?

²⁶ Igen erklærer Jehova at han alene er den sande Gud. Han spørger: „Hvem har fortalt noget fra begyndelsen, så vi kan vide det, eller fra tidligere tider, så vi kan sige: ’Han har ret’? Nej, der er ingen der fortæller noget. Nej, der er ingen der forkynder noget. Nej, der er ingen der hører nogen udtalelser fra jer.“ (Esajas 41:26) Ingen afgud forkyndte at der ville komme en erobrer og befri dem der stolede på den. Alle disse afguder er livløse, tavse. De er slet ikke guder.

27, 28. Hvilken vigtig sandhed understreges i de afsluttende vers i Esajas 41, og hvem alene forkynder dette?

²⁷ Efter at have gengivet disse stærke profetiske ord fra Jehova fastslås en vigtig sandhed: „Som den første siger jeg til Zion: ’Se! Her er de!’ og til Jerusalem giver jeg en som bringer godt nyt. Og jeg blev ved med at se, men der var ingen; nej, blandt disse var der ingen som gav råd. Og jeg blev ved med at spørge dem, for at de kunne svare. Se! De er alle intet. Deres værker er ingenting. Deres støbte billeder er luft og tomhed.“ — Esajas 41:27-29.

²⁸ Jehova er den første. Han er den højeste! Han er den sande Gud, som forkynder sit folks udfrielse og bringer godt nyt. Og kun hans vidner forkynder hans storhed for nationerne. Hånligt udtaler Jehova sin foragt for dem der stoler på afguder, ved at betegne deres afgudsbilleder som „luft og tomhed“. En stærk grund til at holde fast ved den sande Gud! Jehova alene er værdig til vor tro og tillid.

[Fodnoter]

[Illustration på side 19]

Skønt Kyros var hedning, blev han udvalgt til at gøre Guds værk

[Illustration på side 21]

Nationerne stoler på livløse afguder

[Illustrationer på side 27]

Som „en tærskeslæde“ vil Israel ’knuse bjergene’

Kapitel tre

„Min udvalgte, som min sjæl har godkendt!“

Esajas 42:1-25

1, 2. Hvorfor er kapitel 42 i Esajas’ Bog af interesse for kristne i dag?

„’I ER mine vidner,’ lyder Jehovas udsagn, ’ja min tjener, som jeg har udvalgt.’“ (Esajas 43:10) Denne erklæring, som er udtalt af Jehova og nedskrevet af profeten Esajas i det 8. århundrede før vor tidsregning, viser at Jehovas pagtsfolk i fortiden var en nation af vidner. Den var Guds udvalgte tjener. Omkring 2600 år senere, i 1931, var der salvede kristne som offentligt erklærede at disse ord gjaldt dem. De antog navnet Jehovas Vidner og påtog sig helhjertet det ansvar der var forbundet med at være Guds jordiske tjener.

² Det er Jehovas Vidners oprigtige ønske at behage Gud. Derfor er det 42. kapitel i Esajas’ Bog af overordentlig interesse for dem, for det tegner et billede af en tjener som Jehova godkender, og et andet af en tjener som han forkaster. Et studium af denne profeti og dens opfyldelse kan fortælle hvad der medfører enten Guds godkendelse eller hans mishag.

„Jeg har lagt min ånd på ham“

3. Hvad profeterede Jehova gennem Esajas om ’sin tjener’?

³ Gennem Esajas profeterede Jehova at der ville komme en tjener som han selv havde udvalgt: „Se! Min tjener, som jeg holder fast ved! Min udvalgte, som min sjæl har godkendt! Jeg har lagt min ånd på ham. Ret vil han bringe ud til nationerne. Han vil ikke råbe eller løfte sin røst, og han vil ikke lade sin stemme høre på gaden. Intet siv der er knækket vil han knuse; og ingen svagtlysende væge af hør vil han slukke. I trofasthed vil han bringe ret ud. Han vil ikke blive svag og ikke blive knækket før han får indført ret på jorden; og på hans lov vil øerne vente.“ — Esajas 42:1-4.

4. Hvem var den „udvalgte“ som var forudsagt, og hvordan ved vi det?

⁴ Hvem er den tjener som omtales her? Det lades vi ikke i tvivl om, for vi finder ordene citeret i Mattæusevangeliet og møntet på Jesus Kristus. (Mattæus 12:15-21) Jesus er den elskede tjener, den „udvalgte“. Hvornår lagde Jehova sin ånd på Jesus? Det skete ved hans dåb i år 29 e.v.t. Den inspirerede beretning beskriver dåben og fortæller at da Jesus steg op af vandet, „åbnedes himmelen og den hellige ånd dalede ned over ham i legemlig skikkelse som en due, og en stemme lød fra himmelen: ’Du er min søn, den elskede; jeg har godkendt dig.’“ På denne måde viste Jehova selv hvem der var hans elskede tjener. Den tjeneste Jesus derefter udførte, og de mirakuløse gerninger han gjorde, beviste til fulde at Jehova havde lagt sin ånd på ham. — Lukas 3:21, 22; 4:14-21; Mattæus 3:16, 17.

’Han vil bringe ret ud til nationerne’

5. Hvorfor var der i det første århundrede brug for at få klarhed over det der var sand ret?

⁵ Jehovas udvalgte ville ’bringe ret ud’ til nationerne. Han ville lade det der var sand ret, træde klart frem. „Hvad der er ret vil han gøre klart for nationerne.“ (Mattæus 12:18) Det var der virkelig brug for i det første århundrede. Jødernes religiøse ledere lærte folket en forvansket form for ret og retfærdighed. De søgte at opnå retfærdighed ved at følge strenge lovregler, hvoraf mange var nogle de selv havde opstillet. Deres rigoristiske overholdelse af disse love var uden barmhjertighed og medfølelse.

6. Hvordan viste Jesus hvad der var sand ret og retfærdighed?

⁶ I modsætning hertil åbenbarede Jesus Guds syn på hvad der var ret. Både i sin lære og i sit liv viste han at sand retfærdighed er medfølende og barmhjertig. Som eksempel kan nævnes hans bjergprædiken. (Mattæus, kapitlerne 5-7) Her har vi en mesterlig beskrivelse af hvordan sand ret og retfærdighed bør praktiseres. Gør Jesu medfølelse med de fattige og nødstedte ikke indtryk på os når vi læser beretningerne i evangelierne? (Mattæus 20:34; Markus 1:41; 6:34; Lukas 7:13) Han forkyndte sit opmuntrende budskab for mange der var som knækkede siv, mennesker som var nedbøjede og mishandlede. De var som ulmende væger af hør; deres sidste livsgnist var ved at slukkes. Jesus knuste ikke noget ’knækket siv’ og slukkede „ingen svagtlysende væge af hør“. Hans kærlige og medfølende ord og handlinger virkede tværtimod opløftende på dem som var ydmyge af hjertet. — Mattæus 11:28-30.

7. Hvorfor hed det i profetien at Jesus ikke ville ’råbe eller løfte sin røst på gaden’?

⁷ Men hvorfor siges der i profetien at Jesus ikke ville ’råbe eller løfte sin røst, og at han ikke ville lade sin stemme høre på gaden’? Fordi han ikke ville fremhæve sig selv, som så mange gjorde på den tid. (Mattæus 6:5) Da han havde helbredt en mand der var spedalsk, sagde han til ham: „Se til at du ikke fortæller nogen noget.“ (Markus 1:40-44) I stedet for at tiltrække sig folks opmærksomhed og lade dem drage deres slutninger på grundlag af andenhåndsoplysninger ønskede han at de skulle drage deres slutninger på grundlag af sikre vidnesbyrd som de selv havde set — vidnesbyrd om at han var Messias, Jehovas salvede tjener.

8. (a) Hvordan bragte Jesus ret ud til nationerne? (b) Hvad kan vi lære om ret og retfærdighed af Jesu billedtale om den barmhjertige samaritaner?

⁸ Den udvalgte tjener ville ’bringe ret ud til nationerne’. Det gjorde Jesus. Foruden at han understregede at Guds retfærdighed er forbundet med medfølelse, lærte han at den ville omfatte alle mennesker. Ved en lejlighed mindede han en lovkyndig om at han skulle elske Gud og sin næste. Manden spurgte da Jesus: „Hvem er egentlig min næste?“ Måske forventede han at Jesus ville svare: „Din landsmand, en jøde som dig selv.“ Men så fortalte Jesus lignelsen om den barmhjertige samaritaner. I lignelsen kommer en samaritaner en mand der er faldet blandt røvere, til undsætning, mens en levit og en præst undlader at hjælpe. Manden der havde stillet spørgsmålet, måtte indrømme at i denne situation var det ikke levitten eller præsten, men den foragtede samaritaner der var næsten. Jesus sluttede denne billedtale med at sige: „Gå du hen og gør det samme selv.“ — Lukas 10:25-37; 3 Mosebog 19:18.

„Han vil ikke blive svag og ikke blive knækket“

9. Hvordan vil det påvirke os at forstå hvad der er sand ret og retfærdighed?

⁹ Eftersom Jesus gjorde klart hvad der er sand ret og retfærdighed, lærte hans disciple at gøre det samme og at efterligne ham. Det må vi også gøre. Som det første må vi anerkende Guds normer for hvad der er godt og ondt, for det er ham der bestemmer hvad der er ret og retfærdigt. Efterhånden som vi bestræber os for at gøre tingene på Jehovas måde, vil vores adfærd og retskaffenhed vidne om hvad der er sand ret og retfærdighed. — 1 Peter 2:12.

10. Hvorfor hører det med til at vise sand ret og retfærdighed at man deltager i forkyndelsen og underviser andre?

¹⁰ Vi viser også at vi forstår hvad der er ret og retfærdigt, når vi flittigt deltager i forkyndelsen og er med til at undervise andre. Jehova har gavmildt sørget for at der er adgang til en livreddende kundskab om ham, hans søn og hans hensigter. (Johannes 17:3) Det ville ikke være rigtigt eller retfærdigt at beholde denne kundskab for sig selv. „Forhold ikke nogen en godhed som tilkommer dem, når det er i din hånds magt at gøre noget,“ siger Salomon. (Ordsprogene 3:27) Lad os helhjertet dele det vi ved om Gud, med alle mennesker, uanset deres race, etniske afstamning eller nationalitet. — Apostelgerninger 10:34, 35.

11. Hvordan kan vi behandle andre sådan som Jesus gjorde?

¹¹ En sand kristen vil også behandle andre sådan som Jesus gjorde. Mange har problemer som gør dem mismodige, og har derfor brug for medfølelse og opmuntring. Selv indviede kristne kan være så medtagne af livets tilskikkelser at de kan sammenlignes med knækkede siv eller ulmende væger. Har de ikke brug for vores støtte? (Lukas 22:32; Apostelgerninger 11:23) Det er en stor glæde at høre til et samfund af sande kristne, som søger at efterligne Jesus ved at øve ret!

12. Hvorfor kan vi være sikre på at der snart vil være retfærdighed for alle?

¹² Vil der nogen sinde blive retfærdighed for alle? Ja. Jehovas udvalgte „vil ikke blive svag og ikke blive knækket før han får indført ret på jorden“. Meget snart vil den opstandne Kristus Jesus som konge i himmelen ’bringe hævn over dem der ikke kender Gud’. (2 Thessaloniker 1:6-9; Åbenbaringen 16:14-16) Menneskers styre vil blive erstattet af Guds rige. Der vil råde ret og retfærdighed overalt. (Ordsprogene 2:21, 22; Esajas 11:3-5; Daniel 2:44; 2 Peter 3:13) Med stor forventning ser Jehovas tjenere frem til den dag — også de der befinder sig på fjerntliggende steder, på „øerne“.

’Jeg gør ham til et lys for nationerne’

13. Hvad profeterer Jehova om sin udvalgte tjener?

¹³ Esajas fortsætter: „Således har den sande Gud, Jehova, sagt, himmelens Skaber og den Mægtige der udspænder den; Han der udbreder jorden og dens afgrøde, Han der giver folket på den ånde, og ånd til dem der vandrer på den.“ (Esajas 42:5) Hvilken magtfuld beskrivelse af Jehova, Skaberen! Denne påmindelse om Jehovas magt og vælde giver hans udtalelse stor vægt. Han siger: „Jeg, Jehova, har kaldet dig i retfærdighed, og jeg griber din hånd. Og jeg vil værne dig og gøre dig til en pagt for folket, et lys for nationerne, for at du kan åbne de blinde øjne, føre fangen ud af fangekælderen, ud af arresthuset dem der sidder i mørke.“ — Esajas 42:6, 7.

14. (a) Hvad betyder det at Jehova griber sin godkendte tjeners hånd? (b) Hvilken vigtig opgave får den udvalgte tjener?

¹⁴ Universets store Skaber, den som giver og opretholder liv, griber sin udvalgte tjeners hånd og lover ham dermed sin fulde og stadige støtte. Hvor betryggende! Desuden bevarer Jehova ham og gør ham til „en pagt for folket“. En pagt er en kontrakt, en overenskomst, et højtideligt løfte. Det er også en fast forordning. An American Translation siger „en garanti for folket“.

15, 16. På hvilken måde var Jesus „et lys for nationerne“?

¹⁵ Som „et lys for nationerne“ vil den lovede tjener åbne „de blinde øjne“ og udfri „dem der sidder i mørke“. Det gjorde Jesus. Ved at vidne om sandheden herliggjorde Jesus sin himmelske Faders navn. (Johannes 17:4, 6) Han afslørede religiøse løgne, forkyndte den gode nyhed om Riget og åbnede døren til åndelig frihed for dem der var i religiøs trældom. (Mattæus 15:3-9; Lukas 4:43; Johannes 18:37) Han advarede imod gerninger der hører mørket til, og afslørede Satan som „løgnens fader“ og „denne verdens hersker“. — Johannes 3:19-21; 8:44; 16:11.

¹⁶ Jesus sagde: „Jeg er verdens lys.“ (Johannes 8:12) Det blev han på en ganske enestående måde da han gav sit fuldkomne menneskeliv som en løsesum. Han gjorde det derved muligt for dem der har tro, at opnå tilgivelse af synder, at få et godkendt forhold til Gud og håb om evigt liv. (Mattæus 20:28; Johannes 3:16) Ved at bevare sin gudhengivenhed ubrudt gennem hele livet støttede Jesus sin Faders suverænitet og beviste at Djævelen er en løgner. I overført betydning åbnede han virkelig blinde øjne og udfriede dem der sad i mørke!

17. På hvilke måder kan vi være lysbærere?

¹⁷ I Bjergprædikenen sagde Jesus til sine disciple: „I er verdens lys.“ (Mattæus 5:14) Betyder det ikke at vi også skal være lysbærere? Ved vores forkyndelse og ved den måde vi lever på, har vi det privilegium at lede andre til Jehova, som er kilden til sand oplysning. Ligesom Jesus gør vi Jehovas navn kendt, støtter Jehovas suverænitet og forkynder hans rige som menneskehedens eneste håb. Som lysbærere afslører vi desuden religiøse løgne, advarer mod urene gerninger der hører mørket til, og afslører Satan, der er ophav til alt ondt. — Apostelgerninger 1:8; 1 Johannes 5:19.

„Syng for Jehova en ny sang“

18. Hvad lader Jehova sit folk få kendskab til?

¹⁸ Jehova vender nu sin opmærksomhed mod sit folk og siger: „Jeg er Jehova. Det er mit navn; og jeg giver ikke min herlighed til nogen anden, og ikke min pris til billedstøtter. De første ting — se de er indtruffet, og nu forkynder jeg nye ting. Før de spirer frem, lader jeg jer høre om dem.“ (Esajas 42:8, 9) Profetien om Guds „tjener“ blev ikke udtalt af nogen af de værdiløse afguder, men af den eneste levende og sande Gud. Den ville helt sikkert blive opfyldt, og det skete. Jehova Gud er den der er ophav til „nye ting“, og han lader sit folk få kendskab til dem før de indtræffer. Hvordan skal vi stille os til det?

19, 20. (a) Hvilken sang gives der opfordring til at synge? (b) Hvem synger i dag denne lovsang?

¹⁹ Esajas skriver: „Syng for Jehova en ny sang, hans lovsang fra jordens ende, I som går ned til havet og til det som fylder det, I øer og I som bor på dem. Lad ørkenen og dens byer løfte deres røst, de bebyggelser Kedar bebor. Lad indbyggerne på klippebjerget råbe af glæde. Lad dem råbe højt fra bjergenes top. Lad dem tilskrive Jehova herlighed, og lad dem forkynde hans pris på øerne.“ — Esajas 42:10-12.

²⁰ Indbyggerne i byer og landsbyer i ørkenen og på øerne, ja selv i de bebyggelser Kedar bebor, det vil sige lejre i ørkenen — folk overalt — opfordres til at synge en lovsang til Jehova. I vor tid har millioner fulgt denne profetiske opfordring. De har taget imod sandheden fra Guds ord og anerkender Jehova som Gud. Hans folk synger denne nye sang og tilskriver Jehova herlighed i over 230 lande. Hvilken forret at synge med i dette verdensomspændende kor af sangere der kommer fra mange forskellige kulturer, racer og sprog!

21. Hvorfor vil Guds folks fjender ikke kunne bringe lovprisningen af Jehova til ophør?

²¹ Kan nogen modstandere bringe dette lovprisningskor til tavshed? Det er umuligt! „Jehova drager ud som en vældig kriger. Som en stridsmand vil han vække sin nidkærhed. Han vil udstøde sejrsråb, ja han vil udstøde krigsråb; han vil vise sig stærkere end sine fjender.“ (Esajas 42:13) Hvem kan stå sig mod Jehova? For omkring 3500 år siden sang profeten Moses og Israels sønner: „Jehova er en stridsmand. Jehova er hans navn. Faraos vogne og hans styrker har han kastet i havet, og hans ypperste vognkæmpere er blevet sænket i Det Røde Hav.“ (2 Mosebog 15:3, 4) Jehova sejrede dengang over datidens største militærmagt. Ingen fjende af Guds folk kan vinde sejr når Jehova drager ud som en vældig kriger.

„Jeg har tiet i lang tid“

22, 23. Hvorfor ’tier’ Jehova i lang tid?

²² Jehova er retfærdig, selv når han eksekverer dommen over sine fjender. Han siger: „Jeg har tiet i lang tid. Jeg forblev tavs. Jeg beherskede mig. Nu stønner jeg som en kvinde der føder, gisper og snapper samtidig efter vejret. Jeg vil afsvide bjerge og høje, og alle deres planter vil jeg udtørre. Og jeg vil forvandle floder til øer, og rørbevoksede damme vil jeg udtørre.“ — Esajas 42:14, 15.

²³ Før Jehova fuldbyrder sin dom, lader han en rimelig tid gå for at give overtræderne mulighed for at vende om fra deres onde handlinger. (Jeremias 18:7-10; 2 Peter 3:9) Som eksempel kan nævnes babylonierne, der som den dominerende verdensmagt ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t. Jehova tillod dette for at tugte israelitterne for deres troløshed. Imidlertid forstod babylonierne ikke det hverv de havde fået overdraget. De behandlede Guds folk meget strengere end Guds dom krævede. (Esajas 47:6, 7; Zakarias 1:15) Det må have smertet den sande Gud at se sit folk lide, men som forudsagt holdt han sig tilbage indtil hans tid var inde. Så skred han til handling — han stønnede som en fødende kvinde — og udfriede sit pagtsfolk, bragte det til verden som en uafhængig nation. For at gøre dette ’afsved’ og ’udtørrede’ han Babylon og dets forsvarsværker i 539 f.v.t.

24. Hvad gav Jehova Israels folk mulighed for?

²⁴ Det må have været en stor glæde for Jehovas folk efter så mange års landflygtighed endelig at kunne se vejen hjem ligge åben foran dem! (2 Krønikebog 36:22, 23) Det må have fyldt dem med en ganske særlig følelse at erfare opfyldelsen af Jehovas løfte: „Jeg vil lade de blinde vandre på en vej de ikke har kendt; en sti de ikke har kendt, lader jeg dem betræde. Jeg forvandler mørket foran dem til lys, og det knudrede terræn til fladt land. Dette er hvad jeg vil gøre for dem, og jeg vil ikke forlade dem.“ — Esajas 42:16.

25. (a) Hvad kan de der tilbeder Jehova i dag, være helt sikre på? (b) Hvad bør vi være besluttede på?

²⁵ Hvordan er disse ord blevet opfyldt i dag? Jehova har nu i lang tid — i århundreder — ladet nationerne gå deres egne veje. Men hans fastsatte tid til at bringe orden i forholdene er nær. Her i vor tid har han oprejst et folk som kan aflægge vidnesbyrd om hans navn. Enhver modstand der har været rettet imod dem, har han gjort til intet og således jævnet vejen for dem så de har kunnet tilbede ham „i ånd og sandhed“. (Johannes 4:24) Hans løfte lød: „Jeg vil ikke forlade dem,“ og han har holdt ord. Hvad så med dem der er blevet ved med at tilbede falske guder? Jehova siger: „De skal trække sig tilbage, de vil blive dybt beskæmmede, de som sætter deres lid til billedstøtten, de som siger til støbte billeder: ’I er vore guder.’“ (Esajas 42:17) Det er derfor vigtigt at vi forbliver tro mod Jehova, i lighed med hans udvalgte!

’En tjener som er døv og blind’

26, 27. Hvordan viste Israel sig at være ’en tjener som var døv og blind’, og hvad blev følgen?

²⁶ Guds udvalgte tjener, Jesus Kristus, forblev tro til døden. Men Jehovas folk i fortiden, Israel, viste sig at være en utro tjener som var døv og blind i åndelig forstand. Henvendt til dette folk siger Jehova: „Hør, I døve; og løft blikket, I blinde, og se. Hvem er blind, om ikke min tjener, og hvem er døv som mit sendebud, som jeg sender? Hvem er blind som den der belønnes, eller blind som Jehovas tjener? Der var mange ting at se, men du gav ikke agt. Der var noget at åbne ørerne for, men du hørte ikke efter. Jehova har for sin retfærdigheds skyld fundet behag i at fremhæve lovens storhed og majestæt.“ — Esajas 42:18-21.

²⁷ Israel var en sørgelig fiasko. Gang på gang faldt folket fra og gav sig til at dyrke nationernes dæmonguder. Jehova blev ved med at sende sine sendebud til det, men folket gav ikke agt. (2 Krønikebog 36:14-16) Esajas forudsagde hvad følgen ville blive: „Det er et folk man har røvet fra og plyndret, alle er de fanget i fangehuller og holdt skjult i arresthuse. De er blevet til rov, og der er ingen befrier, til plyndring, og ingen siger: ’Giv tilbage!’ Hvem iblandt jer vil lytte til dette? Hvem vil give agt og høre efter i fremtiden? Hvem har overgivet Jakob til plyndring, og Israel til røvere? Er det ikke Jehova, ham som vi har syndet imod, og på hvis veje de ikke ville vandre og hvis lov de ikke hørte efter? Derfor blev Han ved med at udøse forbitrelse, ja sin vrede, og krigens voldsomhed over ham. Og den blev ved med at fortære ham rundt om, men han tog ikke ved lære; og den blev ved med at flamme op imod ham, men han tog det ikke til hjerte.“ — Esajas 42:22-25.

28. (a) Hvad kan vi lære af judæernes eksempel? (b) Hvordan kan vi søge Jehovas godkendelse?

²⁸ På grund af folkets troløshed tillod Jehova at Judas land blev ødelagt og udplyndret i 607 f.v.t. Babylonierne nedbrændte Jehovas tempel, lagde Jerusalem øde og bortførte jøderne som fanger. (2 Krønikebog 36:17-21) Måtte vi mærke os dette advarende eksempel og aldrig vende det døve øre til Jehovas bud og befalinger eller være blinde for hans skrevne ord. Måtte vi derimod søge Jehovas godkendelse ved at efterligne Kristus Jesus, den tjener som Jehova har godkendt. Måtte vi, som Jesus, i vore ord og handlinger gøre kendt hvad der er sand ret og retfærdighed. På den måde vil vi forblive blandt Jehovas folk og tjene ham som lysbærere der lovpriser den sande Gud og er til ære for ham.

[Illustrationer på side 33]

Sand ret og retfærdighed er medfølende og barmhjertig

[Illustration på side 34]

I lignelsen om den barmhjertige samaritaner viste Jesus at sand ret og retfærdighed omfatter alle mennesker

[Illustrationer på side 36]

Vi viser en retfærdighed som Guds ved at være opmuntrende og venlige

[Illustrationer på side 39]

Vi viser en retfærdighed som Guds ved at forkynde

[Illustration på side 40]

Den godkendte tjener blev „et lys for nationerne“

Kapitel fire

„I er mine vidner“!

Esajas 43:1-28

1. Hvordan gør Jehova brug af sin evne til at profetere, og hvad skulle hans folk gøre i forbindelse med de opfyldte profetier?

EN AF de ting der adskiller den sande Gud fra alle falske guder, er evnen til at forudsige fremtiden. Når Jehova profeterer, har han dog mere i tanke end at bevise sin guddommelighed. Som det fremgår af kapitel 43 i Esajas’ Bog, er profetierne et bevis både på Jehovas guddommelighed og på hans kærlighed til sit pagtsfolk. Dette folk skulle på sin side ikke se og forstå at profetien blev opfyldt, og derefter forholde sig tavst, men skulle aflægge vidnesbyrd om hvad det havde set. Ja, det skulle være Jehovas vidner!

2. (a) Hvordan var Israels åndelige tilstand på Esajas’ tid? (b) Hvordan åbnede Jehova sit folks øjne?

² På Esajas’ tid befandt Israel sig imidlertid i en så beklagelig åndelig tilstand at Jehova betragtede folket som åndeligt handicappet. „Før det blinde folk frem som dog har øjne, og de døve som dog har ører.“ (Esajas 43:8) Hvordan kan nogle der er åndeligt blinde og døve, tjene som levende vidner for Jehova? Der findes kun én måde. Deres øjne og ører må åbnes mirakuløst. Og det var hvad Jehova sørgede for! Men først måtte folket tugtes. Det skete for det nordlige riges vedkommende i 740 f.v.t., da indbyggerne blev ført i landflygtighed, og for Juda riges vedkommende i 607 f.v.t. Derefter kunne Jehova handle til gavn for sit folk ved at udfri det og føre en åndeligt genrejst og angrende rest tilbage til dens hjemland i 537 f.v.t. Jehova var så sikker på at hans hensigt i denne henseende ville blive gennemført, at han omkring 200 år i forvejen talte om Israels udfrielse som om den allerede havde fundet sted.

3. Hvilken opmuntring gav Jehova de fremtidige landflygtige?

³ „Men nu, således har Jehova sagt, han som skabte dig, Jakob, og som dannede dig, Israel: ’Vær ikke bange, for jeg har genløst dig. Jeg har kaldt dig ved dit navn. Du er min. Når du går gennem vande, vil jeg være med dig, og gennem floder, vil de ikke overskylle dig. Når du går gennem ild, vil du ikke blive svedet, og flammen vil ikke brænde dig. For jeg er Jehova din Gud, Israels Hellige, din Frelser.’“ — Esajas 43:1-3a.

4. På hvilken måde var Jehova Israels Skaber, og hvilken forsikring gav han sit folk med hensyn til at føre det tilbage til dets hjemland?

⁴ Jehova nærede en særlig interesse for Israel, for det var hans folk; det tilhørte ham. Han havde selv skabt det som en opfyldelse af sin pagt med Abraham. (1 Mosebog 12:1-3) I Salme 100:3 siges der: „Erkend at det er Jehova der er Gud. Det er ham der har frembragt os, og ikke os selv. Vi er hans folk og hans græsgangs hjord.“ Som Israels Skaber og Genløser ville Jehova føre sit folk sikkert tilbage til dets hjemland. Forhindringer som vande, svulmende floder og brændende ørkener ville ikke hindre det eller skade det, lige så lidt som de sinkede rejsen for dets forfædre da de var på vej til det forjættede land tusind år tidligere.

5. (a) Hvordan er Jehovas ord til trøst og opmuntring for det åndelige Israel? (b) Hvem har sluttet sig til det, og hvem blev de forudskildret ved?

⁵ Jehovas ord er også til trøst og opmuntring for det åndelige Israels rest i dag, hvis medlemmer er en åndsavlet „ny skabning“. (2 Korinther 5:17) De er trådt modigt frem midt i menneskehedens „vande“ og har erfaret Guds kærlige omsorg og beskyttelse når „floder“ truede med at opsluge dem. Ild i form af ildprøver som deres fjender har sendt over dem, har ikke skadet dem, men har tværtimod lutret dem. (Zakarias 13:9; Åbenbaringen 12:15-17) Jehovas omsorg og beskyttelse har også omfattet ’den store skare’ af „andre får“ som har sluttet sig til Guds åndelige nation. (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:16) De blev forudskildret ved ’den talrige blandede flok’ der gik ud af Ægypten sammen med israelitterne, og ved de ikkejøder der vendte tilbage fra landflygtigheden i Babylon sammen med jøderne. — 2 Mosebog 12:38; Ezra 2:1, 43, 55, 58.

6. Hvordan viste Jehova at han var en retfærdig Gud med hensyn til løskøbelsen af (a) det kødelige Israel? (b) det åndelige Israel?

⁶ Jehova lovede at han ville udfri sit folk fra Babylon ved hjælp af mederne og perserne. (Esajas 13:17-19; 21:2, 9; 44:28; Daniel 5:28) Som en retfærdig Gud ville Jehova give sine medo-persiske „tjenere“ en passende løsesum for Israel. „Jeg har givet Ægypten som en løsesum for dig, Ætiopien og Seba i dit sted. Da du er dyrebar i mine øjne, er du blevet æret, og jeg elsker dig. Og jeg vil give mennesker i dit sted, og folkestammer i stedet for din sjæl.“ (Esajas 43:3b, 4) Historien bekræfter at Perserriget erobrede Ægypten, Ætiopien og det nærliggende Seba, sådan som Gud havde forudsagt. (Ordsprogene 21:18) Svarende til israelitternes udfrielse i fortiden udfriede Jehova i 1919 det åndelige Israels rest ved hjælp af Jesus Kristus. Jesus behøvede imidlertid ikke at få nogen belønning herfor. Han var ikke nogen hedensk hersker, og han udfriede sine egne åndelige brødre. Desuden havde Jehova allerede i 1914 givet ham „nationer i arv og den vide jord i eje“. — Salme 2:8.

7. Hvilke følelser nærede Jehova for sit folk i fortiden, og gælder det samme i dag?

⁷ Læg mærke til hvordan Jehova giver udtryk for sine følelser for de genløste landflygtige. Han siger at de er ’dyrebare’, at de er „blevet æret“, og at han „elsker“ dem. (Jeremias 31:3) For sine loyale tjenere i dag nærer han de samme stærke følelser. De salvede kristne har opnået et meget nært forhold til Gud, ikke ved at de er født ind i det, men ved at Guds hellige ånd har virket på dem efter at de personligt har indviet sig til deres Skaber. Jehova har draget dem til sig selv og til sin søn og skrevet sine love og principper på deres modtagelige hjerter. — Jeremias 31:31-34; Johannes 6:44.

8. Hvilken forsikring gav Jehova de landflygtige, og hvordan ville denne udfrielse være for dem?

⁸ Som en yderligere forsikring til de landflygtige tilføjer Jehova: „Vær ikke bange, for jeg er med dig. Fra solopgangen vil jeg bringe dit afkom, og fra solnedgangen vil jeg samle dig. Jeg vil sige til norden: ’Giv slip!’ og til syden: ’Hold ikke tilbage! Bring mine sønner fra det fjerne, og mine døtre fra jordens ende, enhver som kaldes med mit navn og som jeg har skabt til min herlighed, som jeg har dannet, ja, som jeg har frembragt.’“ (Esajas 43:5-7) De fjerneste egne på jorden ville ikke være uden for Jehovas rækkevidde når tiden kom til at hans sønner og døtre skulle udfries og føres tilbage til deres elskede hjemland. (Jeremias 30:10, 11) I deres øjne ville denne udfrielse langt overgå udfrielsen fra Ægypten. — Jeremias 16:14, 15.

9. På hvilke to måder har Jehova forbundet udfrielsen med sit navn?

⁹ Ved at minde sit folk om at det er kaldt med hans navn, bekræfter Jehova sit løfte om at ville udfri Israel. (Esajas 54:5, 6) Han forbinder desuden sit navn med sine løfter om udfrielse. Derved sikrer han sig at det er ham der får æren når hans profetiske ord går i opfyldelse. Ikke engang Babylons erobrer vil få æren af det. Den tilkommer kun den eneste levende Gud.

Guderne stilles for retten

10. Hvilken udfordring stiller Jehova nationerne og deres guder over for?

¹⁰ Jehova gør nu sit løfte om at udfri Israel til grundlaget for en retssag der omfatter hele universet, og hvori han stiller nationernes guder for retten. Vi læser: „Lad alle nationerne blive samlet på ét sted, og lad folkestammerne blive ført sammen. Hvem [af deres guder] blandt dem kan meddele dette, eller forkynde os de første ting? Lad dem [deres guder] føre deres vidner og få ret, eller lad dem høre og sige: ’Det er sandhed!’“ (Esajas 43:9) Det er en formidabel udfordring Jehova har stillet verdens nationer over for. Han siger i virkeligheden: ’Lad jeres guder bevise at de er guder, ved at forudsige fremtiden nøjagtigt.’ Da det kun er den sande Gud der kan fremsætte ufejlbarlig profeti, vil denne prøve afsløre alle bedragere. (Esajas 48:5) Men den Almægtige fremsætter endnu en betingelse: Alle som gør krav på at være sande guder, må føre vidner, både om deres forudsigelser og om hvordan disse er blevet opfyldt. Jehova udelukker naturligvis ikke sig selv fra dette retslige krav.

11. Hvilken opgave har Jehova givet sin tjener, og hvad åbenbarer han om sin guddommelighed?

¹¹ Da de falske guder er magtesløse, kan de ikke stille nogen vidner. Vidneskranken forbliver derfor pinligt tom. Men nu er tiden inde til at Jehova bekræfter sin guddommelighed. Henvendt til sit folk siger han: „I er mine vidner, . . . ja min tjener, som jeg har udvalgt, for at I kan vide det og tro på mig og forstå at jeg er den samme. Før mig blev ingen Gud dannet, og efter mig er der fortsat ingen. Jeg, jeg er Jehova, og ud over mig er der ingen frelser. Det er mig der har forkyndt det og frelst og ladet det høre, da der ingen fremmed gud var iblandt jer. Så I er mine vidner, . . . og jeg er Gud. Og hele tiden er jeg den samme; og der er ingen som kan udfri af min hånd. Jeg handler, og hvem kan afvende det?“ — Esajas 43:10-13.

12, 13. (a) Hvilket storslået vidnesbyrd har Jehovas folk aflagt? (b) Hvordan er Jehovas navn blevet kendt i vor tid?

¹² Som følge af Jehovas ord fyldes vidneskranken snart til trængsel af glade vidner. Deres vidnesbyrd er klart og utvetydigt. I lighed med Josua aflægger de det vidnesbyrd at ’alt hvad Jehova har sagt, er gået i opfyldelse. Ikke et ord er slået fejl.’ (Josua 23:14) I Jehovas folks ører lyder stadig de samstemmende udsagn fra Esajas, Jeremias, Ezekiel og andre profeter om judæernes landflygtighed og deres mirakuløse udfrielse. (Jeremias 25:11, 12) Selv navnet på deres befrier, Kyros, blev nævnt, endog før han var blevet født! — Esajas 44:26–45:1.

¹³ Hvem kan — i betragtning af dette bjerg af vidneudsagn — benægte at Jehova er den eneste sande Gud? Til forskel fra de hedenske guder er Jehova ikke skabt; han alene er den sande Gud.a Det folk der bærer hans navn, har derfor haft det enestående privilegium at berette om hans underfulde gerninger for kommende generationer og andre som har stillet spørgsmål om ham. (Salme 78:5-7) Jehovas nutidige vidner har desuden det privilegium at forkynde hans navn på hele jorden. I løbet af 1920’erne blev bibelstudenterne mere og mere klar over Guds navns store betydning. Den 26. juli 1931 forelagde Selskabets præsident, Joseph F. Rutherford, ved stævnet i Columbus, Ohio, derfor en resolution med titlen „Et nyt Navn“. Ordene „Vi ønsker at blive kendt under og kaldt med dette Navn, nemlig Jehovas Vidner,“ begejstrede tilhørerne, som vedtog resolutionen med et rungende „Ja!“ Siden da er Jehovas navn blevet kendt i hele verden. — Salme 83:18.

14. Hvad minder Jehova israelitterne om, og hvorfor var det på sin plads?

¹⁴ Jehova drager omsorg for dem der bærer hans navn med ære, og betragter dem som sin „øjesten“. Det minder han israelitterne om. Han fortæller hvordan han udfriede dem fra Ægypten og førte dem sikkert gennem ørkenen. (5 Mosebog 32:10, 12) På det tidspunkt var der ingen fremmed gud iblandt dem, for de havde med egne øjne set hvordan alle Ægyptens guder var blevet ydmyget. Hele den ægyptiske gudeverden havde ikke kunnet beskytte ægypterne og heller ikke forhindre israelitterne i at forlade landet. (2 Mosebog 12:12) På samme måde ville det mægtige Babylon, hvor bybilledet domineredes af mindst 50 templer for falske guder, ikke kunne holde den Almægtiges hånd tilbage når tiden kom til at hans folk skulle udfries. Ud over Jehova var der „ingen frelser“.

Stridsheste falder, fængselsdøre åbnes

15. Hvad profeterer Jehova om Babylon?

¹⁵ „Således har Jehova sagt, jeres Genløser, Israels Hellige: ’For jeres skyld vil jeg sende bud til Babylon og lade fængslernes slåer gå ned, og lade kaldæerne gå ned på skibene med deres klagende råb. Jeg er Jehova, jeres Hellige, Israels Skaber, jeres Konge.’ Således har Jehova sagt, han som anlagde en vej gennem havet, og en sti gennem de voldsomme vande, han som samtidig førte stridsvognen og hesten, kampstyrken og de stærke derud: ’De ligger der. De rejser sig ikke. De blev slukket. Som en væge af hør gik de ud.’“ — Esajas 43:14-17.

16. Hvad vil der ske med Babylon, de kaldæiske købmænd og eventuelle forsvarere af byen?

¹⁶ Babylon er som et fængsel der forhindrer de landflygtige i at vende tilbage til Jerusalem. Men Babylons forsvarsværker er ikke nogen hindring for den Almægtige, som „anlagde en vej gennem havet“ — Det Røde Hav — og „en sti gennem de voldsomme vande“ — øjensynlig Jordans vande. (2 Mosebog 14:16; Josua 3:13) På samme måde vil den som Jehova gør brug af, Kyros, få den vældige Eufratflods vande til at trække sig tilbage så hans krigere kan gå ind i byen. De kaldæiske købmænd som benytter Babylons kanaler — hvor flere tusind handelsskibe færdes og de babyloniske guder transporteres på fladbundede både — vil klage og sørge når deres prægtige by falder. Ligesom Faraos stridsvogne i Det Røde Hav vil Babylons stridsvogne være hjælpeløse. De vil ikke kunne frelse byen. Lige så let som man slukker vægen i en olielampe, vil erobreren gøre det af med eventuelle forsvarere.

Jehova fører sit folk sikkert hjem

17, 18. (a) Hvad er det ’nye’ som Jehova profeterer om? (b) Hvorfor og i hvilken forstand skal folket ikke mindes de første ting?

¹⁷ Idet Jehova sammenligner sine tidligere frelsesgerninger med det han står i begreb med at gøre, siger han: „Mindes ikke de første ting, og vend ikke tankerne mod de tidligere ting. Se! Jeg gør noget nyt. Nu spirer det frem. Bemærker I det ikke? Jo, gennem ørkenen lægger jeg en vej, gennem ødemarken floder. Markens vilde dyr vil herliggøre mig, sjakalerne og strudsene; for jeg vil have skaffet vand i ørkenen, floder i ødemarken, for at lade mit folk, min udvalgte, drikke, folket som jeg har dannet mig, for at de skal forkynde min pris.“ — Esajas 43:18-21.

¹⁸ Med ordene „mindes ikke de første ting“ opfordrer Jehova ikke sine tjenere til at udviske hans tidligere frelsesgerninger af deres hukommelse. Mange af disse frelsesgerninger var jo en del af Israels guddommeligt inspirerede historie, og Jehova havde netop befalet israelitterne at de skulle mindes udgangen af Ægypten hvert år ved påskehøjtiden. (3 Mosebog 23:5; 5 Mosebog 16:1-4) Dét Jehova nu ønsker, er at de skal herliggøre ham på grund af „noget nyt“ — noget de selv vil komme til at opleve. Det bestod ikke blot i deres udfrielse fra Babylon, men i hele deres mirakuløse rejse mod hjemlandet, måske ad en mere direkte vej gennem ørkenen. Gennem dette øde og golde land ville han anlægge „en vej“ for dem og gøre undergerninger i lighed med dem han havde gjort til gavn for israelitterne på Moses’ tid — han ville skaffe mad til de hjemvendende jøder i ørkenen og slukke deres tørst med veritable floder. Så rigeligt ville Jehova sørge for dem at selv de vilde dyr ville herliggøre Gud og undlade at overfalde hans folk.

19. I hvilken forstand vandrer det åndelige Israels rest og dens medarbejdere ad „Hellighedens Vej“?

¹⁹ Svarende hertil blev det åndelige Israels rest i 1919 udfriet fra et babylonisk fangenskab og begav sig ud på en vej som Jehova havde afstukket for den, „Hellighedens Vej“. (Esajas 35:8) De salvede kristne skulle ikke som israelitterne drage igennem en brændende ørken fra ét geografisk sted til et andet, og deres rejse endte ikke efter nogle få måneders forløb med at de kom til Jerusalem. Men „Hellighedens Vej“ førte dem alligevel til et åndeligt paradis. Denne vej må de blive på, da de stadig er på rejse gennem den nuværende onde tingenes ordning. Så længe de bliver på „Hellighedens Vej“ — så længe de overholder Guds love for renhed og hellighed — vil de befinde sig i det åndelige paradis. Til deres glæde har de på denne vej fået følgeskab af en stor skare „ikkeisraelitter“. I modsætning til dem der sætter deres håb til Satans ordning, kan resten og dens medarbejdere glæde sig over et rigt åndeligt bord som Jehova har dækket for dem. (Esajas 25:6; 65:13, 14) Mange som har haft en dyrisk indstilling og personlighed, og som har lagt mærke til hvordan Jehova har velsignet sit folk, har forandret sig og herliggør nu den sande Gud. — Esajas 11:6-9.

Jehova føler sig krænket

20. Hvordan havde israelitterne på Esajas’ tid svigtet Jehova?

²⁰ I fortiden var den genrejste israelitiske rest meget forandret i sammenligning med den onde generation på Esajas’ tid. Om den sidstnævnte siger Jehova: „Mig har du ikke kaldt på, Jakob, for du er blevet træt af mig, Israel. Du har ikke bragt mig dine brændofres får, og med dine slagtofre har du ikke herliggjort mig. Jeg har ikke nødet dig til at tjene mig med en gave, og jeg har ikke trættet dig med krav om virak. Du har ikke købt mig kalmus for penge; og med dine slagtofres fedt har du ikke mættet mig. Tværtimod har du nødet mig til at tjene på grund af dine synder; du har trættet mig med dine misgerninger.“ — Esajas 43:22-24.

21, 22. (a) Hvorfor kan man sige at Jehovas krav ikke var en byrde? (b) Hvordan fik israelitterne i realiteten Jehova til at tjene dem?

²¹ Udtalelsen „jeg har ikke nødet dig til at tjene mig med en gave, og jeg har ikke trættet dig med krav om virak“ betyder ikke at slagtofre og virak (en bestanddel af den hellige røgelse) ikke var nødvendige. De udgjorde stadig en væsentlig del af gudsdyrkelsen under Lovpagten. Det samme gjaldt „kalmus“, et aromatisk krydderi der var en af ingredienserne i den hellige salveolie. Israelitterne havde forsømt at gøre brug af alt dette i tempeltjenesten. Ville det være en byrde at opfylde disse krav? Absolut ikke! Jehovas krav var lette at opfylde i sammenligning med de falske guders krav. Jehova havde for eksempel aldrig krævet børneofre, sådan som den falske gud Molek gjorde. — 5 Mosebog 30:11; Mika 6:3, 4, 8.

²² Hvis israelitterne havde været åndeligsindede, ville de ikke ’være blevet trætte af Jehova’. De ville i hans lov have set hans store kærlighed til dem og med glæde have bragt ham deres slagtofres „fedt“ — det bedste af ofrene. I stedet beholdt de det begærligt for sig selv. (3 Mosebog 3:9-11, 16) Jehova følte sig uendelig tynget og træt af at bære byrden af israelitternes synder. I realiteten havde de fået Jehova til at tjene dem! — Nehemias 9:28-30.

Tugt lønner sig

23. (a) Hvorfor er tugten fra Jehova velfortjent? (b) Hvad ville Jehovas tugt føre til for Israel?

²³ Skønt Jehovas tugt er streng — og dét med rette — fører den til de ønskede resultater, og dette gør det muligt for Jehova at vise barmhjertighed. „Jeg, jeg er den som udsletter dine overtrædelser for min egen skyld, og dine synder vil jeg ikke huske. Mind mig; lad os træde frem for retten sammen; aflæg din beretning, så du kan få ret. Din første forfader har syndet, og dine talsmænd [„tolke,“ fodnoten] har begået overtrædelser imod mig. Derfor vanhelliger jeg helligdommens fyrster, og jeg overgiver Jakob som en der er viet til udslettelse, og Israel til spot.“ (Esajas 43:25-28) Som alle verdens nationer nedstammer Israel fra Adam, som var den „første forfader“. Derfor kan ingen israelit „få ret“ selv om han ville føre bevis for det. Selv Israels „talsmænd“ — dets lovlærere, eller fortolkere af Loven — har syndet mod Jehova og lært løgne. Jehova vil til gengæld overgive hele sit folk „til udslettelse“ og „til spot“, og han vil vanhellige dem der forretter tjeneste ved hans ’helligdom’.

24. Af hvilken grund tilgiver Jehova i første række sit folk, både i fortiden og i nutiden, og hvad føler han ikke desto mindre for dem?

²⁴ Læg imidlertid mærke til at Guds barmhjertighed ikke blot skyldes Israels anger; Jehova viser barmhjertighed for sin egen skyld, for sit eget navns skyld. Hvis han lod Israel forblive i landflygtighed, ville det kaste forsmædelse over hans navn hos de omboende folkeslag. (Salme 79:9; Ezekiel 20:8-10) På samme måde går helligelsen af Jehovas navn og hævdelsen af hans suverænitet i dag forud for menneskenes frelse. Ikke desto mindre elsker Jehova dem der uden forbehold tager imod hans tugt, og som tilbeder ham i ånd og sandhed. Han viser sin kærlighed til både de salvede og de „andre får“ ved at udslette deres overtrædelser på grundlag af Jesu Kristi offer. — Johannes 3:16; 4:23, 24.

25. Hvilken ærefrygtindgydende handling vil Jehova udføre i nær fremtid, og hvordan kan vi vise at vi forstår og værdsætter dette?

²⁵ Jehova vil desuden snart give bevis på sin kærlighed til en stor skare loyale tilbedere når han gør noget nyt til gavn for dem ved at føre dem frelst gennem „den store trængsel“ og ud på en renset „ny jord“. (Åbenbaringen 7:14; 2 Peter 3:13) De vil blive vidne til den mest ærefrygtindgydende manifestation af Jehovas magt som mennesker nogen sinde har set. Udsigten til at skulle opleve dette fylder den salvede rest og den store skare med glæde og tilskynder dem til hver dag at leve i overensstemmelse med den ophøjede opgave de har fået tildelt med ordene: „I er mine vidner.“ — Esajas 43:10.

[Fodnote]

[Illustration på side 48, 49]

Jehova vil hjælpe jøderne på deres vej tilbage til Jerusalem

[Illustrationer på side 52]

Jehova udfordrer nationerne til at føre vidner for deres guder

1. Bronzestatue af Ba’al 2. Lerstatuetter af Astarte 3. Ægyptisk trehed bestående af Horus, Osiris og Isis 4. De græske gudinder Athena (til venstre) og Afrodite

[Illustrationer på side 58]

„I er mine vidner.“ — Esajas 43:10

Kapitel fem

Den sande Gud forudsiger sit folks udfrielse

Esajas 44:1-28

1, 2. (a) Hvilket spørgsmål stiller Jehova? (b) Hvordan vil Jehova bevise at han alene er den sande Gud?

’HVEM er den sande Gud?’ Dette spørgsmål er blevet stillet i århundreder. Det er derfor overraskende at Jehova i Esajas’ Bog selv stiller dette spørgsmål. Han opfordrer mennesker til at tænke over spørgsmålet: ’Er Jehova den eneste sande Gud, eller findes der en anden som kan gøre krav på hans stilling?’ Efter selv at have stillet spørgsmålet fremsætter Jehova overbevisende argumenter som besvarer det. De vil føre den ærlige læser til at drage én uomtvistelig slutning.

² På Esajas’ tid var tilbedelsen af afgudsbilleder, eller billedstøtter, meget udbredt. I kapitel 44 i Esajas’ profetiske bog vises det klart og utilsløret hvor nytteløst det er at dyrke afguder. Ikke desto mindre var Guds eget folk faldet i denne snare. Derfor kunne israelitterne, som vi har set i tidligere kapitler i Esajas’ Bog, vente at blive tugtet. Men samtidig forsikrede Jehova kærligt sit folk om at skønt han ville tillade babylonierne at føre folket i fangenskab, ville han udfri det når hans tid var inde til det. Opfyldelsen af profetierne om udfrielse fra fangenskabet og om genoprettelse af den rene tilbedelse ville ud over enhver tvivl bevise at Jehova alene er den sande Gud, til skam for alle som tilbad nationernes livløse guder.

3. Hvordan er Esajas’ profetiske ord til hjælp for kristne i dag?

³ Profetierne i dette kapitel i Esajas’ Bog og deres opfyldelse i fortiden styrker de kristnes tro i dag. Desuden får Esajas’ profetiske ord en opfyldelse både i vor tid og engang i fremtiden. Og opfyldelsen af disse profetier, der indbefatter løfterne om en befrier og en befrielse, er tilmed større end den der var forudsagt for Guds folk i fortiden.

Håb for dem der tilhører Jehova

4. Hvordan opmuntrer Jehova Israel?

⁴ Kapitel 44 anslår fra begyndelsen en optimistisk tone ved at minde Israel om at det er blevet udvalgt af Gud og adskilt fra de omkringboende folkeslag for at blive hans tjener. Profetien lyder: „Men nu, hør efter, Jakob, min tjener, og Israel, som jeg har udvalgt. Således har Jehova sagt, han som frembragte dig og dannede dig, som fortsat hjalp dig helt fra moders liv: ’Vær ikke bange, min tjener Jakob, og Jesjurun, som jeg har udvalgt.’“ (Esajas 44:1, 2) Jehova har taget sig af Israel helt fra moders liv, så at sige — helt fra den tid Israel blev til som et folk efter udgangen af Ægypten. Han kalder sit folk for „Jesjurun“, der betyder „den retskafne“, et hædersnavn han giver det som udtryk for sin hengivenhed og ømhed. Navnet skulle også minde israelitterne om at blive ved med at være retskafne, noget de ofte havde undladt.

5, 6. Hvad vil Jehova sørge for til sit folk, og hvad sker der som følge heraf?

⁵ De følgende ord er forfriskende og oplivende som vand for den tørstige. Jehova siger: „Jeg vil udgyde vand over den tørstige, og strømmende vand over det tørre land. Jeg vil udgyde min ånd over dit afkom, og min velsignelse over dine efterkommere. Og de skal spire frem som planter imellem det grønne græs, som popler ved vandgrøfterne.“ (Esajas 44:3, 4) Selv i et varmt og tørt land kan man se træer vokse og trives i nærheden af vand. Når Jehova lader Israel nyde godt af hans sandheds livgivende vand og udgyder sin hellige ånd over det, vil folket vokse og trives som træer der vokser ved bredden af overrislingskanalerne. (Salme 1:3; Jeremias 17:7, 8) Jehova vil give sit folk styrke til at aflægge vidnesbyrd om hans guddommelighed.

⁶ Et resultat af denne udgydelse af den hellige ånd vil for nogles vedkommende være en fornyet værdsættelse af Israels nære forhold til Jehova. Som der videre siges: „En her vil sige: ’Jeg tilhører Jehova.’ Og en dér vil kalde sig med Jakobs navn, og en her vil skrive på sin hånd: ’Tilhører Jehova.’ Og han vil tage navnet Israel som tilnavn.“ (Esajas 44:5) Ja, det vil være en ære at bære Jehovas navn, for man vil forstå at han er den eneste sande Gud.

En udfordring til guderne

7, 8. Hvad udfordrer Jehova nationernes guder til?

⁷ Under Moseloven kunne en genløser — som regel den nærmeste mandlige slægtning — købe en person fri når denne havde måttet sælge sig selv som træl. (3 Mosebog 25:47-54; Rut 2:20) Jehova siger nu at han vil være Israels Genløser, den som vil løskøbe folket, til stor forsmædelse for Babylon og alle dets guder. (Jeremias 50:34) Han udfordrer de falske guder og deres tilbedere med ordene: „Således har Jehova sagt, Israels Konge og dets Genløser, Hærstyrkers Jehova: ’Jeg er den første og jeg er den sidste, og ud over mig er der ingen Gud. Og hvem er som jeg? Lad ham råbe det ud og fortælle det og fremstille det for mig. Fra jeg grundlagde det ældgamle folk — lad dem dog fortælle både om de ting der kommer og om de ting der er ved at indtræffe. Vær ikke rædselsslagne, og bliv ikke lamslåede. Har jeg ikke lige siden ladet hver enkelt af jer høre derom og forkyndt det? Og I er mine vidner. Er der vel nogen Gud foruden mig? Nej, der er ingen Klippe. Jeg ved ikke af nogen.’“ — Esajas 44:6-8.

⁸ Jehova udfordrer guderne til at føre bevis for deres guddommelighed. Kan de benævne det som ikke er, som om det var; kan de forudsige fremtidige begivenheder med så stor nøjagtighed at det vil se ud som om de allerede var ved at indtræffe? Kun ’den første og den sidste’ — som eksisterede før der nogen sinde fandtes falske guder, og som stadig vil være der når de falske guder for længst er glemt — kan gøre dette. Hans folk behøver ikke at frygte for at aflægge vidnesbyrd om denne sandhed, for de støttes af Jehova, der er lige så fast og urokkelig som en klippe! — 5 Mosebog 32:4; 2 Samuel 22:31, 32.

Billeddyrkelse er tomt og nytteløst

9. Måtte israelitterne overhovedet ikke lave afbildninger af noget? Forklar nærmere.

⁹ Jehovas udfordring til de falske guder leder tanken hen på det andet af De Ti Bud. I dette bud hed det udtrykkeligt: „Du må ikke lave dig noget udskåret billede eller noget som helst afbillede af det der er i himmelen oventil eller det der er på jorden nedentil eller det der er i vandene under jorden. Du må ikke bøje dig for dem eller lade dig forlede til at dyrke dem.“ (2 Mosebog 20:4, 5) Det betød naturligvis ikke at israelitterne ikke måtte lave afbildninger af noget som helst og bruge dem til udsmykning. Jehova havde jo selv givet vejledning om at man lavede billeder, udskæringer eller figurer der forestillede planter og keruber, til udsmykningen af teltboligen. (2 Mosebog 25:18, 33; 26:31) Men de måtte ikke æres eller tilbedes. Man måtte ikke bede til dem eller ofre til dem. Budet, som var givet af Gud, forbød at man lavede et billede og gjorde det til genstand for tilbedelse. At tilbede et billede eller bøje sig ærbødigt for det var afgudsdyrkelse. — 1 Johannes 5:21.

10, 11. Hvorfor er det i Jehovas øjne en skændsel at lave og at tilbede en billedstøtte?

¹⁰ Esajas beskriver nu hvor nytteløse afgudsbilleder er, og fortæller at de der laver dem, vil blive til skamme: „De som tildanner en billedstøtte er alle tomhed, og deres højt skattede guder vil intet gavne; og som deres vidner ser de intet og ved de intet, at de må blive til skamme. Hvem har tildannet en gud eller støbt en billedstøtte? Til ingen som helst gavn har det været. Se! Alle hans partnere vil blive til skamme, og kunsthåndværkerne hører til blandt mennesker. De samler sig alle. De står stille. De bliver rædselsslagne. De vil på én gang blive til skamme.“ — Esajas 44:9-11.

¹¹ Hvorfor er det i Jehovas øjne en skændsel at lave og at tilbede en billedstøtte? For det første er det umuligt at give et sandt billede af den Almægtige ved hjælp af livløst stof. (Apostelgerninger 17:29) For det andet er det en fornærmelse mod Gud og hans guddommelighed at tilbede noget der er skabt, i stedet for Skaberen selv. Og i betragtning af at mennesket er skabt „i Guds billede“, er det også under dets værdighed at gøre det. — 1 Mosebog 1:27; Romerne 1:23, 25.

12, 13. Hvorfor kan et menneske ikke lave en billedstøtte som er værdig til at blive tilbedt?

¹² Kan dødt stof på en eller anden måde blive helligt fordi det er blevet formet til at skulle tilbedes? Esajas minder os om at en billedstøtte kun er lavet af et menneske. Den der laver et gudebillede, bruger de samme redskaber og den samme teknik som enhver anden håndværker: „Den der arbejder i jern med sit værktøj forarbejder gudebilledet i kullene; og med hamre tildanner han det, ja han forarbejder det med sin kraftfulde arm. Men bliver han sulten, da er han uden kraft. Drikker han ikke vand, da bliver han træt. Den der arbejder i træ udspænder målesnoren; han opmærker det med rødt kridt; han tilvirker det med en træskraber; og med en passer opmærker han det, og efterhånden tilvirker han det efter en mands skikkelse, efter menneskelig skønhed, til at bo i et hus.“ — Esajas 44:12, 13.

¹³ Den sande Gud har skabt alle levende skabninger på jorden, deriblandt mennesket. Levende og sansende skabninger er et vidunderligt vidnesbyrd om Jehovas guddommelighed, men naturligvis står alt hvad Jehova har skabt, under ham. Er det muligt at mennesket har større evner? Kan det skabe noget som befinder sig på et højere plan end det selv, noget som er værdigt til at blive tilbedt? Når en mand laver et gudebillede, bliver han træt, sulten og tørstig. Det er de begrænsninger mennesket er underlagt, men de viser i hvert fald at manden er i live. Den billedstøtte han har lavet, er måske formet som et menneske. Den er måske endda smuk. Men den har ikke liv. Billedstøtter er på ingen måde guddommelige. Ingen billedstøtte er nogen sinde ’faldet fra himmelen’, som om den stammede fra nogen anden end et dødeligt menneske. — Apostelgerninger 19:35.

14. Hvordan er en der laver en billedstøtte, helt afhængig af Jehova?

¹⁴ Esajas fortsætter med at vise at den der laver en billedstøtte, er helt afhængig af de naturlige processer som Jehova har sat i gang, og de materialer som han har skabt: „En er gået hen for at fælde cedre; og han tager et træ af en anden art, ja et vældigt træ, og til sit formål lader han det vokse sig stærkt blandt skovens træer. Han har plantet et laurbærtræ, og skylregnen gør at det bliver stort. Og det er til brændsel for mennesket, så han tager noget af det for at varme sig. Ja, han tænder en ild og bager brød. Han forarbejder også en gud som han kan bøje sig for. Han har lavet det til en billedstøtte, og han kaster sig ned for den. Halvdelen af det har han brændt i ilden. Med halvdelen af det steger han en steg; han spiser kødet og bliver mæt. Han varmer sig også og siger: ’Ah! Jeg varmer mig. Jeg ser ildskæret.’ Men resten af det har han lavet til en gud, til sin billedstøtte. Han kaster sig ned for den og bøjer sig og beder til den og siger: ’Udfri mig, for du er min gud.’“ — Esajas 44:14-17.

15. Hvordan viser den der laver en billedstøtte, at han er helt blottet for forstand?

¹⁵ Kan et stykke træ udfri nogen? Naturligvis ikke. Det kan kun den sande Gud. Hvordan kan nogen gøre noget som er livløst, til en afgud? Esajas viser at årsagen må søges i menneskets hjerte: „De ved det ikke, og de forstår det ikke, for deres øjne er klinet til så de ikke kan se, deres hjerte, så de ikke kan indse. Og ingen overvejer det i hjertet eller har viden eller forstand til at sige: ’Halvdelen af det har jeg brændt i ilden, og over dets kul har jeg også bagt brød; jeg steger kød og spiser. Og resten af det skulle jeg lave til en vederstyggelighed? Skulle jeg kaste mig ned for et stykke tørt træ?’ Han ernærer sig ved aske. Hans hjerte, som er blevet ført bag lyset, har vildledt ham. Og han udfrier ikke sin sjæl, og siger heller ikke: ’Er der ikke en løgn i min højre hånd?’“ (Esajas 44:18-20) Ja, at tro at afgudsdyrkelse kan føre til noget godt i åndelig henseende, er som at spise aske i stedet for nærende mad.

16. Hvordan opstod afgudsdyrkelse, og hvad gør afgudsdyrkelse muligt?

¹⁶ Afgudsdyrkelse begyndte i realiteten i himmelen dengang den mægtige åndeskabning der blev Satan, begærede den tilbedelse som alene tilkommer Jehova. Så stærkt var Satans ønske at det fjernede ham fra Gud. Det var begyndelsen til afgudsdyrkelse, for apostelen Paulus siger at havesyge, begær, er det samme som afgudsdyrkelse. (Esajas 14:12-14; Ezekiel 28:13-15, 17; Kolossenserne 3:5) Satan forførte det første menneskepar til at tænke selvisk. Eva begærede det Satan tilbød hende: „Jeres øjne [vil] blive åbnet, og I vil blive som Gud og kende godt og ondt.“ Jesus sagde at havesyge stammer fra hjertet. (1 Mosebog 3:5; Markus 7:20-23) Afgudsdyrkelse bliver muligt når hjertet fordærves. Det er derfor vigtigt at vi alle ’vogter vort hjerte’ og aldrig giver nogen eller noget lov til at indtage den plads i hjertet som rettelig tilkommer Jehova! — Ordsprogene 4:23; Jakob 1:14.

Jehova appellerer til hjertet

17. Hvad skal Israel huske?

¹⁷ Jehova beder dernæst israelitterne om at tænke på det privilegium og ansvar de har. De er hans vidner! Han siger: „Husk disse ting, Jakob, ja, Israel, for du er min tjener. Jeg har dannet dig. Du er en tjener der tilhører mig. Israel, du vil ikke blive glemt af mig. Jeg vil udslette dine overtrædelser som med en sky, og dine synder som [med] en skymasse. Vend om til mig, for jeg vil genløse dig. Råb af glæde, du himmel, for Jehova har grebet ind! Råb triumferende, I jordens dybder! Bryd ud i glædesråb, I bjerge, du skov og alle I træer i den! For Jehova har genløst Jakob, og på Israel viser han sin hæder.“ — Esajas 44:21-23.

18. (a) Hvorfor har Israel grund til at glæde sig? (b) Hvordan kan Jehovas tjenere i nutiden vise den samme barmhjertighed som Jehova?

¹⁸ Israel har ikke dannet Jehova. Han er ikke en menneskeskabt gud. Det er tværtimod Jehova der har dannet Israel og valgt det som sin tjener, og Jehova vil endnu en gang give bevis på sin guddommelighed når han udfrier sit folk. Han taler kærligt til det og forsikrer det om at hvis det angrer, vil han udslette dets synder, skjule dets overtrædelser som bag et uigennemtrængeligt skylag. Israel har sandelig grund til at glæde sig og juble! Med sit eksempel tilskynder Jehova sine tjenere i nutiden til at vise en lignende barmhjertighed. Når nogen har begået et fejltrin, kan de prøve at bringe vedkommende åndeligt på fode igen hvis det er muligt. — Galaterne 6:1, 2.

Prøven på sand guddommelighed når sit højdepunkt

19, 20. (a) Hvordan fører Jehova sin argumentation i retssagen frem til det afgørende højdepunkt? (b) Hvad profeterer Jehova han vil gøre for sit folk, og hvem vil han bruge til at gennemføre det?

¹⁹ Jehova fører nu sin argumentation i retssagen frem til det endelige og dramatiske højdepunkt. Han er nået til at fremlægge det mest afgørende bevis på sand guddommelighed — evnen til at forudsige fremtiden nøjagtigt. En bibelforsker har kaldt de næste fem vers i kapitel 44 i Esajas’ Bog for „et digt om Israels Guds transcendens“, han som alene er Skaberen, som alene åbenbarer fremtiden og kan give Israel håb om udfrielse. Passagen stiger til et magtfuldt crescendo med åbenbarelsen af navnet på den mand der vil udfri folket fra fangenskabet i Babylon.

²⁰ „Således har Jehova sagt, din Genløser, og den der dannede dig fra moders liv: ’Jeg, Jehova, gør alt, udspænder i egen person himmelen, udbreder jorden. Hvem var hos mig? Jeg er den der forpurrer tegnene fra dem der fører tom tale, og den der får spåmændene til at handle forrykt; den der driver vismændene tilbage og gør deres kundskab til tåbelighed; den der lader sin tjeners ord gå i opfyldelse og fuldbyrder sine sendebuds råd; den der siger om Jerusalem: „Det vil blive beboet,“ og om Judas byer: „De vil blive genopbygget, og dets øde steder vil jeg genrejse;“ den som siger til dybet: „Fordamp! Ja, dine floder udtørrer jeg;“ den der siger om Kyros: „Han er min hyrde, og alt hvad jeg har lyst til, vil han fuldbyrde;“ også det jeg sagde om Jerusalem: „Det vil blive genopbygget,“ og om templet: „Du vil få din grundvold lagt.“’“ — Esajas 44:24-28.

21. Hvad er Jehovas ord en garanti for?

²¹ Ja, Jehova har ikke alene evnen til at forudsige fremtidige begivenheder, men også magt til at gennemføre sin åbenbarede hensigt til fuldkommenhed. Denne erklæring vil være en kilde til håb for Israel. Den vil være en garanti for at selv om de babyloniske hære vil lægge landet øde, vil Jerusalem og de omkringliggende byer rejse sig igen, og den sande tilbedelse vil blive genoprettet. Men hvordan vil det ske?

22. Beskriv hvordan Eufratfloden ’fordampede’.

²² Spåmænd, som ikke er inspirerede af Gud, tør som regel ikke være for detaljerede i deres forudsigelser, for det kunne jo være de tog fejl! I modsætning til dem åbenbarer Jehova gennem Esajas selve navnet på den mand han vil bruge til at udfri israelitterne fra fangenskabet så de kan rejse hjem og genopbygge Jerusalem og templet. Hans navn er Kyros; han er kendt som perserkongen Kyros den Store. Jehova åbenbarer oven i købet den strategi som Kyros vil følge for at trænge igennem Babylons stærke og komplicerede forsvarssystem. Babylon vil være beskyttet af høje mure og af kanaler der løber rundt om og igennem byen. Kyros vil drage fordel af det vigtigste element i dette forsvar, nemlig Eufratfloden. Ifølge de to oldtidshistorikere Herodot og Xenofon ledte Kyros nord for byen vandet fra Eufratfloden bort indtil vandstanden i floden var blevet lav nok til at hans soldater kunne vade gennem flodlejet. Den vældige Eufratflod ’fordampede’ simpelt hen og kunne således ikke beskytte byen.

23. Hvilket vidnesbyrd har vi om at profetien der forudsagde at Kyros ville give israelitterne fri, blev opfyldt?

²³ Hvordan gik det med løftet om at Kyros ville give Guds folk fri og sørge for at Jerusalem og templet blev genopbygget? I en officiel bekendtgørelse som er overleveret i Bibelen, erklærede Kyros selv: „Således har kong Kyros af Persien sagt: ’Alle jordens riger har Jehova, himmelens Gud, givet mig, og han har betroet mig at bygge ham et hus i Jerusalem, som er i Juda. Hvem der end er iblandt jer af hele hans folk, med ham være hans Gud, så han drager op til Jerusalem, som er i Juda, og genopbygger Jehovas, Israels Guds, hus — han er den sande Gud — som er i Jerusalem.’“ (Ezra 1:2, 3) Jehovas ord gennem Esajas blev således opfyldt til fuldkommenhed!

Esajas, Kyros og de kristne i dag

24. Hvilken forbindelse er der mellem Artaxerxes’ befaling om at „genrejse og genopbygge Jerusalem“ og Messias’ komme?

²⁴ Kapitel 44 i Esajas’ Bog ophøjer Jehova som den eneste sande Gud og som sit folks Befrier i fortiden. Desuden har profetien stor betydning for os i dag. Kyros’ dekret om at templet i Jerusalem skulle genopbygges — et dekret der blev udstedt i 538/537 f.v.t. — satte nogle begivenheder i gang der kulminerede i opfyldelsen af en anden bemærkelsesværdig profeti. Kyros’ dekret blev efterfulgt af et andet dekret, som blev udstedt af en senere konge, Artaxerxes, der befalede at byen Jerusalem skulle genopbygges. Daniels Bog fortæller at „fra ordet om at genrejse og genopbygge Jerusalem udgår [hvilket skete i 455 f.v.t.], indtil Messias, Føreren,“ ville der være 69 „uger“, som hver ville strække sig over 7 år. (Daniel 9:24, 25) Denne profeti gik også i opfyldelse. Nøjagtig til tiden, nemlig i år 29 e.v.t., 483 år efter at Artaxerxes’ dekret trådte i kraft i det forjættede land, blev Jesus døbt og begyndte sin jordiske tjeneste.a

25. Hvad peger Babylons fald forårsaget af Kyros frem til i nutiden?

²⁵ Jødernes udfrielse fra fangenskabet i Babylon efter byens fald skildrede på forhånd de salvede kristnes udfrielse i 1919 fra et åndeligt fangenskab. Denne udfrielse var et vidnesbyrd om at et andet Babylon — beskrevet som en skøge, nemlig Babylon den Store, et symbol på alle verdens falske religioner under ét — var faldet. Som beskrevet i Åbenbaringens Bog så apostelen Johannes dette fald i et profetisk syn. (Åbenbaringen 14:8) Han så også Babylon den Stores pludselige undergang. Beskrivelsen af dette afgudsdyrkende verdensimperiums ødelæggelse ligner i nogle henseender Esajas’ beskrivelse af Kyros’ heldigt gennemførte erobring af det gamle Babylon. Ligesom Babylons beskyttende floder og kanaler ikke kunne frelse byen fra Kyros, sådan vil menneskehedens „vande“, som understøtter og beskytter Babylon den Store, ’tørre bort’ før dette verdensimperiums endelige tilintetgørelse. — Åbenbaringen 16:12.b

26. Hvordan styrker Esajas’ profeti og dens opfyldelse vores tro?

²⁶ Nu, mere end to og et halvt årtusind efter at Esajas udtalte sin profeti, kan vi se at Jehova virkelig „fuldbyrder sine sendebuds råd“. (Esajas 44:26) Opfyldelsen af Esajas’ profeti er derfor et talende eksempel på at alle profetierne i Bibelen er pålidelige.

[Fodnoter]

[Illustration på side 63]

Kan et stykke træ udfri nogen?

[Illustration på side 75]

Kyros opfyldte profetien ved at lede vandet i Eufratfloden bort

Kapitel seks

Jehova — „en retfærdig Gud og en Frelser“

Esajas 45:1-25

1, 2. Hvad får vi forsikring om i kapitel 45 i Esajas’ Bog, og hvilke spørgsmål vil vi se nærmere på?

JEHOVAS løfter er pålidelige. Han er en åbenbaringens Gud og en skabelsens Gud. Atter og atter har han vist sig at være en retfærdig Gud og en Frelser for folk af alle nationaliteter. Det er nogle af de opløftende forsikringer vi finder i kapitel 45 i Esajas’ Bog.

² Desuden indeholder kapitel 45 et bemærkelsesværdigt eksempel på Jehovas evne til at forudsige begivenheder. Guds ånd satte Esajas i stand til at betragte fjerne lande og se begivenheder der først ville finde sted århundreder frem i tiden. Guds ånd tilskyndede ham også til at beskrive en begivenhed som kun Jehova, den sande profetis Gud, kunne forudsige med en sådan nøjagtighed. Hvilken begivenhed var det? Hvilken indflydelse fik den på Guds folk på Esajas’ tid? Og hvilken betydning har den for os i dag? Lad os se på hvad profeten siger.

Jehovas budskab mod Babylon

3. Med hvilke malende udtryk beskrives Kyros’ erobring af Babylon i Esajas 45:1-3a?

³ „Således har Jehova sagt til sin salvede, til Kyros, hvis højre hånd jeg har grebet for at kue nationer foran ham så jeg kan løse bæltet om kongers hofte, for at åbne de tofløjede døre foran ham så end ikke portene lukkes: ’Selv går jeg foran dig, og højdedragene jævner jeg. Kobberdørene knuser jeg, og jernslåerne hugger jeg af. Og jeg giver dig dermed mørkets værdier og skjulestedernes gemte skatte.’“ — Esajas 45:1-3a.

4. (a) Hvorfor kalder Jehova Kyros for sin „salvede“? (b) Hvordan vil Jehova sikre at Kyros sejrer?

⁴ Gennem Esajas taler Jehova til Kyros som om han lever, skønt han endnu ikke var født på Esajas’ tid. (Romerne 4:17) Da Jehova på forhånd har udnævnt Kyros til at udføre en bestemt opgave, kan han siges at være Guds „salvede“. Under Guds ledelse vil han undertvinge nationer og gøre konger svage og ude af stand til at yde modstand. Når Kyros angriber Babylon, vil Jehova sørge for at byens porte står åbne og derfor gør lige så lidt gavn som porte der er blevet knust. Han vil gå foran Kyros og udjævne alle forhindringer. Til sidst vil Kyros’ soldater erobre byen og bemægtige sig dens „gemte skatte“, dens rigdomme som findes skjult i mørke hvælvinger. Det forudsagde Esajas. Gik hans ord i opfyldelse?

5, 6. Hvornår og hvordan opfyldes profetien om Babylons fald?

⁵ I 539 f.v.t. — omkring 200 år efter at Esajas har nedskrevet sin profeti — ankommer Kyros til Babylon for at angribe byen. (Jeremias 51:11, 12) Men det bekymrer ikke babylonierne. De mener at byen er uindtagelig. Dens tårnhøje mure rejser sig over dybe voldgrave som er fyldt med vand fra Eufratfloden, der udgør en del af byens forsvar. I over hundrede år har ingen fjende kunnet storme byen og indtage den. Ja, Babylons regent, Belsazzar, som residerede i byen, føler sig så sikker at han fester sammen med sine stormænd. (Daniel 5:1) Den nat — natten mellem den 5. og 6. oktober — udfører Kyros en strålende militær bedrift.

⁶ Nord for Babylon har Kyros’ ingeniørtropper gravet sig gennem Eufratflodens bred og ledet vandet bort så det ikke længere løber mod syd, gennem byen. Inden længe er vandstanden i floden faldet så meget i og omkring Babylon at Kyros’ tropper kan vade gennem flodlejet helt ind i byen. (Esajas 44:27; Jeremias 50:38) Forbavsende nok står portene langs floden åbne, ganske som Esajas har forudsagt. Kyros’ styrker strømmer ind i Babylon, erobrer paladset og dræber kong Belsazzar. (Daniel 5:30) På en eneste nat er erobringen overstået. Babylon er faldet, og profetien er blevet opfyldt til punkt og prikke!

7. Hvad betyder den bemærkelsesværdige opfyldelse af Esajas’ profeti om Kyros for kristne i dag?

⁷ Den nøjagtige opfyldelse af denne profeti styrker de kristnes tro i dag. Den giver dem et stærkt grundlag for at stole på de bibelprofetier der endnu ikke er opfyldt. (2 Peter 1:20, 21) Jehovas folk i dag véd at den begivenhed der blev forudskildret ved Babylons fald i 539 f.v.t. — Babylon den Stores fald — allerede fandt sted i 1919. De ser nu frem til at dette nutidige religiøse system ødelægges for bestandig. De ser også frem til at det politiske system som er underlagt Satans herredømme, fjernes, at Satan kastes i afgrunden, og at den lovede nye himmel og nye jord indføres. (Åbenbaringen 18:2, 21; 19:19-21; 20:1-3, 12, 13; 21:1-4) De véd at de profetier Jehova har givet, ikke er tomme løfter, men beskrivelser af begivenheder der med sikkerhed vil finde sted. De kristnes tillid til Gud styrkes når de tænker på hvordan Esajas’ detaljerede profeti om Babylons fald blev opfyldt i alle enkeltheder. De véd at Jehova altid opfylder sit ord.

Hvorfor Jehova begunstiger Kyros

8. Hvad er en af grundene til at Jehova lod Kyros indtage Babylon?

⁸ Efter at have fortalt hvem der vil indtage Babylon, og hvordan det vil ske, anfører Jehova en af grundene til at Kyros har fået den ære at vinde denne sejr. Profetisk taler Jehova til Kyros og siger „for at du kan vide at jeg er Jehova, den der kalder dig ved navn, Israels Gud“. (Esajas 45:3b) Det vil være på sin plads at herskeren over bibelhistoriens fjerde verdensrige anerkender at hans største sejr skyldes en der er større end han, selve universets Suveræn, Jehova. Kyros bør anerkende at den som har kaldt ham — den som har overdraget ham dette hverv — er Jehova, Israels Gud. Bibelen viser at Kyros virkelig anerkendte at hans største sejr blev vundet med Jehovas hjælp. — Ezra 1:2, 3.

9. Af hvilken anden grund lod Jehova Kyros indtage Babylon?

⁹ Jehova angiver endnu en grund til at han har ladet Kyros indtage Babylon: „For min tjener Jakobs og for min udvalgtes, Israels, skyld kalder jeg dig ved dit navn; jeg giver dig et æresnavn, skønt du ikke kender mig.“ (Esajas 45:4) Kyros’ sejr over Babylon forårsagede en stor omvæltning. Den betød afslutningen på ét verdensrige og begyndelsen til et nyt og satte sig varige spor i historien. Men de omkringboende folkeslag, som ivrigt iagttog begivenhederne, anede intet om at det alt sammen skete til gavn for nogle få tusind „ubetydelige“ landflygtige i Babylon — jøderne. Imidlertid var Jakobs efterkommere, israelitterne, langtfra ubetydelige i Jehovas øjne. De var hans „tjener“. Af alle folk på jorden var de hans ’udvalgte’. Selv om Kyros hidtil intet havde kendt til Jehova, blev han brugt af Jehova som hans salvede til at omstyrte den by som ikke ville give sine fanger fri. Det var ikke Guds hensigt at hans udvalgte folk skulle hensygne på fremmed jord.

10. Hvad er den vigtigste grund til at Jehova brugte Kyros til at omstyrte det babyloniske verdensrige?

¹⁰ Der er en tredje, endnu mere betydningsfuld, grund til at Jehova lod Kyros omstyrte Babylon. Jehova siger: „Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Bortset fra mig er der ingen Gud. Jeg vil spænde bæltet fast om dig, skønt du ikke kender mig, for at man kan vide fra solens opgang og fra dens nedgang at der ingen er ud over mig. Jeg er Jehova, og der er ingen anden.“ (Esajas 45:5, 6) Det babyloniske verdensriges fald er et vidnesbyrd om Jehovas guddommelighed, et bevis på at han alene er værdig til at blive tilbedt. Som følge af at Guds folk bliver givet fri, vil folk i mange lande — fra øst til vest — erkende at Jehova er den eneste sande Gud. — Malakias 1:11.

11. Med hvilket billede illustrerer Jehova at han har magt til at fuldbyrde sin hensigt vedrørende Babylon?

¹¹ Esajas udtalte denne profeti omkring 200 år før den gik i opfyldelse. Det er muligt at nogle dengang har tænkt: ’Mon Jehova virkelig har magt til at opfylde den?’ Som historien viser, er svaret ja. Jehova forklarer selv hvorfor det er rimeligt at forvente at han kan fuldføre det han giver løfte om: „Jeg som dannede lyset og skabte mørket, frembragte fred og skabte ulykke, jeg, Jehova, gør alle disse ting.“ (Esajas 45:7) Alt i skaberværket — fra lys til mørke — og alt i historien — fra fred til ulykke — er underlagt Jehovas magt. Ligesom han har skabt dagens lys og nattens mørke, sådan vil han skabe fred for Israel og ulykke for Babylon. Ligesom Jehova havde magt til at skabe universet, sådan har han også magt til at opfylde sine løfter. Det er en forsikring for kristne i dag, som flittigt studerer hans profetiske ord.

12. (a) Hvad vil Jehova lade den symbolske himmel og jord frembringe? (b) Hvilket storslået løfte indeholder Esajas 45:8 for kristne i dag?

¹² Meget passende bruger Jehova forhold i naturen til at illustrere forhold som de fangne jøder kan se frem til: „Du himmel, lad det dryppe ovenfra, og lad det strømme fra skydækket med retfærdighed. Lad jorden åbne sig, og lad dens frugt blive frelse, og lad den samtidig få retfærdighed til at spire frem. Jeg, Jehova, har skabt det.“ (Esajas 45:8) Ligesom der falder en livgivende regn fra den bogstavelige himmel, sådan vil Jehova lade retfærdighed på forskellige områder strømme ned over sit folk fra den symbolske himmel. Og ligesom den bogstavelige jord åbner sig og giver en rigelig høst, sådan vil Jehova forårsage at den symbolske jord lader begivenheder ske i overensstemmelse med hans retfærdige hensigt — især til frelse for hans folk der var i fangenskab i Babylon. I 1919 lod Jehova på lignende måde ’himmelen’ og „jorden“ blive årsag til begivenheder som førte til udfrielse for hans folk. Når kristne i dag ser dette, glæder de sig, for disse begivenheder styrker deres tro mens de med forventning ser frem til den tid da den symbolske himmel, Guds rige, vil udøse velsignelser over en retfærdig jord. Da vil den retfærdighed og frelse der udgår fra den symbolske himmel og jord, være langt større end da fortidens Babylon blev omstyrtet. Det vil være den storslåede endelige opfyldelse af Esajas’ ord! — 2 Peter 3:13; Åbenbaringen 21:1.

Velsignelser ved at anerkende Jehovas suverænitet

13. Hvorfor er det latterligt at mennesker kritiserer Jehovas hensigter?

¹³ Efter denne beskrivelse af glædelige fremtidige velsignelser skifter tonen brat i profetien, og Esajas udtaler et dobbelt ve: „Ve ham der kives med den som dannede ham, som et potteskår med jordens andre potteskår. Skulle leret sige til den der tildanner det: ’Hvad laver du?’ Og dit værk sige: ’Han har ingen hænder’? Ve den der siger til sin fader: ’Hvad bliver du fader til?’ Og til kvinden: ’Hvad føder du?’“ (Esajas 45:9, 10) Åbenbart gør Israels sønner indsigelse mod det Jehova har forudsagt. Måske tror de ikke på at Jehova vil lade sit folk gå i landflygtighed. Eller måske kan de ikke lide tanken om at Israel vil blive udfriet af en hedensk konge i stedet for af en konge af Davids hus. For at vise hvor absurde disse indvendinger er, sammenligner Esajas dem der fremsætter dem, med kasserede lerklumper og potteskår der vover at betvivle pottemagerens visdom. Det som pottemageren har skabt, vover at sige at pottemageren ingen hænder har eller ikke evner at forme leret. Hvor tåbeligt! De der rejser denne kritik, er som små børn der sætter sig op mod deres forældre.

14, 15. Hvad viser betegnelserne „Israels Hellige“ og „den som dannede det“ om Jehova?

¹⁴ Esajas gengiver Jehovas svar til disse kritikere: „Således har Jehova sagt, Israels Hellige og den som dannede det: ’Spørg mig om de kommende ting vedrørende mine sønner; og vedrørende mine hænders virke kan I give mig påbud. Det var mig der frembragte jorden og skabte mennesket på den. Jeg har med mine hænder udspændt himmelen, og hele dens hær har jeg givet påbud. Det var mig som vakte ham i retfærdighed, og alle hans veje vil jeg jævne. Det er ham som skal bygge min by og give mine landflygtige fri, ikke for betaling og ikke for bestikkelse,’ har Hærstyrkers Jehova sagt.“ — Esajas 45:11-13.

¹⁵ Med betegnelsen „Israels Hellige“ understreges Jehovas hellighed, og med betegnelsen „den som dannede det“ understreges hans ret som Skaber til at bestemme begivenhedernes gang. Jehova er i stand til at oplyse Israels sønner om kommende begivenheder og kan tage sig af sine hænders virke, sit folk. Igen viser han at der er en forbindelse mellem principperne for skabelse og for åbenbaring. Som universets Skaber har Jehova ret til at lede begivenhederne på den måde han ønsker. (1 Krønikebog 29:11, 12) I det tilfælde vi her taler om, har den suveræne Hersker besluttet at oprejse en hedning, Kyros, og bruge ham som Israels befrier. Skønt Kyros’ komme stadig hører fremtiden til, er hans komme lige så sikkert som at himmelen og jorden eksisterer. Hvem af Israels sønner ville da vove at kritisere Faderen, „Hærstyrkers Jehova“?

16. Hvorfor bør Jehovas tjenere underordne sig ham?

¹⁶ I de samme vers hos Esajas anføres endnu en grund til at Guds tjenere bør underordne sig Gud, nemlig at hans beslutninger altid er til bedste for hans tjenere. (Job 36:3) Han har givet love som er til gavn for hans folk. (Esajas 48:17) Jøderne på Kyros’ tid som underordnede sig Jehovas suveræne herredømme, erfarede at det var til gavn for dem. Kyros, som handlede i overensstemmelse med Jehovas retfærdighed, gav jøderne fri så de kunne rejse tilbage til deres hjemland, hvor de skulle genopbygge templet. (Ezra 6:3-5) De der i dag følger Guds love i deres daglige liv og underordner sig hans suveræne herredømme, vil også blive velsignet. — Salme 1:1-3; 19:7; 119:105; Johannes 8:31, 32.

Velsignelser til andre nationer

17. Hvem ville foruden Israel få gavn af Jehovas frelsesgerning, og hvordan ville det ske?

¹⁷ Israel ville ikke være den eneste nation der fik gavn af Babylons fald. Esajas siger: „Således har Jehova sagt: ’Ægyptens ubetalte arbejdere og Ætiopiens købmænd og sebæerne, høje mænd, vil komme over til dig, og de vil blive dine. Bag dig vil de vandre; i fodjern vil de komme over, og for dig vil de bøje sig. Til dig vil de bede og sige: „Virkelig, hos dig er Gud, og der er ingen anden; der er ingen anden Gud.“’“ (Esajas 45:14) På Moses’ tid fulgte „en talrig blandet flok“ af ikkeisraelitter med jøderne ud af Ægypten. (2 Mosebog 12:37, 38) Da jøderne vendte hjem fra Babylon, var der også fremmede der fulgte med dem. De blev ikke tvunget til at rejse, men de ville selv „komme over“. Med ordene „for dig vil de bøje sig“ og „til dig vil de bede“ hentydede Jehova til at de fremmede villigt ville underordne sig Israel og vise det troskab. I overført betydning bærer de „fodjern“ som de selv har taget på, som tegn på deres villighed til at tjene Guds pagtsfolk idet de siger: „Virkelig, hos dig er Gud.“ De ville tilbede Jehova som proselytter på Lovpagtens betingelser og med de fordele det indebar. — Esajas 56:6.

18. Hvem i dag høster gavn af at Jehova har udfriet „Guds Israel“, og hvordan gør de det?

¹⁸ Efter 1919, da „Guds Israel“ blev udfriet fra åndeligt fangenskab, har Esajas’ ord fået en større opfyldelse end den der fandt sted på Kyros’ tid. Millioner på hele jorden har vist at de er villige til at tjene Jehova. (Galaterne 6:16; Zakarias 8:23) Som de „arbejdere“ og „købmænd“ Esajas nævner, stiller de med glæde deres kræfter og midler til rådighed for at støtte den sande tilbedelse. (Mattæus 25:34-40; Markus 12:30) De indvier sig til Gud og vandrer på hans stier, idet de glæder sig over at være trælle for ham. (Lukas 9:23) De tilbeder kun Jehova og er lykkelige for at være knyttet til Jehovas „trofaste og kloge træl“, som har et særligt pagtsforhold til Gud. (Mattæus 24:45-47; 26:28; Hebræerne 8:8-13) Selv om de ikke har dette pagtsforhold, får de gavn af pagten og adlyder de love der er knyttet til den, mens de frimodigt forkynder: „Der er ingen anden Gud.“ Det er storslået i dag at være øjenvidner til den store vækst der finder sted i antallet af dem der villigt støtter den sande tilbedelse. — Esajas 60:22.

19. Hvad ville der ske med dem der fortsat dyrkede afguder?

¹⁹ Efter at have åbenbaret at folk fra nationerne ville slutte sig til tilbedelsen af Jehova, udbryder profeten: „I sandhed, du er en Gud som holder sig skjult, Israels Gud, en Frelser!“ (Esajas 45:15) Selv om Jehova ’holdt sig skjult’ og afholdt sig fra at vise sin magt, ville han ikke fortsat gøre det. Han ville vise at han var Israels Gud, sit folks Frelser. Men Jehova ville ikke frelse dem der stolede på afguder. Om dem siger Esajas: „De vil afgjort blive til skamme og endog blive ydmyget, alle sammen. I forening må de ydmygede vandre, de der fremstiller afgudsbilleder.“ (Esajas 45:16) Deres ydmygelse ville bestå i mere end en midlertidig følelse af skam og vanære. Den ville betyde døden for dem — det modsatte af hvad Jehova derefter lovede Israel.

20. Hvordan ville Israel erfare „en varig frelse“?

²⁰ „Israel, derimod, frelses ved [eller: i, „Lindberg“; „Byington“] Jehova med en varig frelse. I vil ikke blive til skamme, og I vil ikke blive ydmyget, aldrig i al evighed.“ (Esajas 45:17) Jehova lovede Israel evig frelse, men ikke uden betingelser. Folket måtte forblive „i Jehova“, det vil sige i samhørighed med ham. Da Israel brød denne samhørighed ved at forkaste Jesus som Messias, mistede folket udsigten til „en varig frelse“. Der var dog nogle i Israel som tog imod Jesus i tro, og de blev kernen i det Guds Israel som ville indtage det kødelige Israels plads. (Mattæus 21:43; Galaterne 3:28, 29; 1 Peter 2:9) Det åndelige Israel ville aldrig blive ydmyget. Det ville blive ført ind i ’en evig pagt’. — Hebræerne 13:20.

Jehova er til at stole på i sit skaberværk og i sine åbenbaringer

21. Hvordan viser Jehova både i sit skaberværk og i sine åbenbaringer at han er til at stole på?

²¹ Kan jøderne stole på Jehovas løfter om evig frelse for Israel? Esajas svarer: „For således har Jehova, der har skabt himmelen, sagt, Han, den sande Gud, der har dannet jorden og frembragt den, Han som grundfæstede den, som ikke skabte den forgæves, men dannede den til at bebos: ’Jeg er Jehova, og der er ingen anden. Jeg talte ikke i det skjulte, på et af jordens mørke steder; jeg sagde heller ikke til Jakobs afkom: „I skal søge mig forgæves.“ Jeg er Jehova, som siger hvad der er retfærdigt, som fortæller hvad der er retskaffent.’“ (Esajas 45:18, 19) For fjerde og sidste gang i dette kapitel indleder Esajas et betydningsfuldt profetisk udsagn med udtrykket: „Således har Jehova sagt.“ (Esajas 45:1, 11, 14) Hvad er det Jehova siger? At han er til at stole på, både i sit skaberværk og i sine åbenbaringer. Han har ikke skabt jorden „forgæves“. Han har heller ikke sagt til sit folk, Israel, at det skulle søge ham „forgæves“. Ligesom Guds hensigt med jorden vil blive gennemført, sådan vil hans hensigt med hans udvalgte folk blive gennemført. I modsætning til de dunkle udtalelser der kommer fra dem som tilbeder falske guder, er Jehovas udtalelser lettilgængelige og letforståelige, udtalt så alle kan høre og forstå dem. Hans ord er retskafne, og de vil blive opfyldt. De der tjener ham, vil ikke tjene ham til ingen nytte.

22. (a) Hvad kunne de landflygtige jøder i Babylon være sikre på? (b) Hvad kan kristne i dag være sikre på?

²² For Guds landflygtige folk i Babylon var disse ord en forsikring om at det forjættede land ikke ville blive ved med at ligge øde. Det ville blive beboet igen. Og Jehovas løfter blev opfyldt. Esajas’ ord er desuden en forsikring til Guds folk i dag om at jorden ikke vil blive en ødelagt klode — brændt op af ild, som nogle tror, eller ødelagt af kernevåben, som andre frygter. Guds hensigt er at jorden skal bestå for evigt, klædt i paradisisk skønhed og befolket af retfærdige mennesker. (Salme 37:11, 29; 115:16; Mattæus 6:9, 10; Åbenbaringen 21:3, 4) Ja, som i Israels tilfælde vil Jehovas ord være til at stole på.

Jehova viser barmhjertighed

23. Hvad bliver resultatet for dem der dyrker afguder, og hvordan vil det gå dem der tilbeder Jehova?

²³ Jehovas næste ord understreger Israels frelse: „Saml jer og kom. Nærm jer i forening, I undslupne fra nationerne. De har ingen kundskab, de der bærer deres træbilledstøtte, eller de der beder til en gud som ikke kan frelse. Afgiv beretning og fremlæg jeres sag. Ja, lad dem rådslå sammen. Hvem har ladet dette høre fra gammel tid? Hvem har fortalt det fra netop den tid? Er det ikke mig, Jehova? Foruden mig er der ingen anden Gud, en retfærdig Gud og en Frelser; der er ingen bortset fra mig.“ (Esajas 45:20, 21) Jehova opfordrer de „undslupne“ til at sammenligne deres frelse med det der sker med dem der tilbeder afguder. (5 Mosebog 30:3; Jeremias 29:14; 50:28) De der beder til og tjener magtesløse guder som ikke kan frelse, „har ingen kundskab“. Tilbedelsen af dem er forgæves — til ingen nytte. Men de der tilbeder Jehova, vil erfare at han har magt til at lade begivenheder ske som han har forudsagt „fra gammel tid“, blandt andet at han vil frelse sit landflygtige folk i Babylon. En sådan magt og forudviden adskiller Jehova fra alle andre guder. Han er „en retfærdig Gud og en Frelser“.

„Frelsen skylder vi vor Gud“

24, 25. (a) Hvilken indbydelse fremsætter Jehova, og hvorfor vil hans løfte med sikkerhed blive opfyldt? (b) Hvad kræver Jehova med rette?

²⁴ Jehovas barmhjertighed får ham til at fremsætte følgende indbydelse: „Vend jer til mig og bliv frelst, alle I ved jordens ender; for jeg er Gud, og der er ingen anden. Ved mig selv har jeg svoret — af min egen mund, i retfærdighed, er ordet udgået, så det ikke vender tilbage — at for mig vil hvert knæ bøje sig, til mig vil hver tunge aflægge edsløfte og sige: ’Ja, ved Jehova er der retfærdighed og styrke. Til ham skal de komme — og blive til skamme, alle som bliver optændt af vrede imod ham. Ved Jehova vil hele Israels afkom få ret og rose sig.’“ — Esajas 45:22-25.

²⁵ Jehova lover israelitterne at han vil frelse dem der befinder sig i Babylon, og som vender sig til ham. Profetien kan ikke slå fejl, for Jehova har både viljen og evnen til at udfri sit folk. (Esajas 55:11) Jehovas ord er pålideligt i sig selv, og dét i endnu højere grad når han føjer sin ed til. (Hebræerne 6:13) Han kræver med rette at de der vil opnå hans gunst, bøjer sig for ham (’hvert knæ vil bøje sig’) og forpligter sig over for ham (’hver tunge vil aflægge edsløfte’). De israelitter der holder fast ved tilbedelsen af ham, vil blive frelst. De vil kunne rose sig af det Jehova har gjort for dem. — 2 Korinther 10:17.

26. Hvordan efterkommer „en stor skare“ af alle nationer indbydelsen til at vende sig til Jehova?

²⁶ Men indbydelsen til at vende sig til Gud var ikke begrænset til de landflygtige i oldtidens Babylon. (Apostelgerninger 14:14, 15; 15:19; 1 Timoteus 2:3, 4) Den lyder stadig, og „en stor skare . . . af alle nationer“ efterkommer den og forkynder: „Frelsen skylder vi vor Gud . . . og Lammet [Jesus].“ (Åbenbaringen 7:9, 10; 15:4) Hvert år føjes flere hundrede tusind til den store skare idet de vender sig til Gud, anerkender hans suverænitet og offentligt giver udtryk for det løfte de har aflagt om trofast at tjene ham. Samtidig støtter de loyalt det åndelige Israel, „Abrahams afkom“. (Galaterne 3:29) De giver udtryk for deres kærlighed til Jehovas retfærdige styre ved i hele verden at forkynde: „Ved Jehova er der retfærdighed og styrke.“a I Romerbrevet citerer apostelen Paulus Septuaginta-oversættelsens gengivelse af Esajas 45:23 for at vise at til sidst vil alle der lever, anerkende Guds suverænitet og lovprise hans navn for evigt. — Romerne 14:11; Filipperne 2:9-11; Åbenbaringen 21:22-27.

27. Hvorfor kan kristne i dag have absolut tillid til Jehovas løfter?

²⁷ Hvorfor kan medlemmerne af den store skare have tillid til at det betyder frelse at vende sig til Gud? Fordi man kan stole på Jehovas løfter, sådan som de profetiske ord i kapitel 45 i Esajas’ Bog klart viser. Ligesom Jehova havde magt og visdom til at skabe himmelen og jorden, sådan har han magt og visdom til at lade sine profetier gå i opfyldelse. Og ligesom han sørgede for at profetien om Kyros gik i opfyldelse, sådan vil han opfylde alle andre profetier der stadig venter på at blive opfyldt. De der tilbeder Jehova, kan derfor have tillid til at Jehova snart igen vil vise at han er „en retfærdig Gud og en Frelser“.

[Fodnote]

[Illustrationer på side 80, 81]

Jehova, som dannede lyset og skabte mørket, kan frembringe fred og skabe ulykke

[Illustration på side 83]

Jehova vil lade velsignelser strømme ned fra ’himmelen’ og lade „jorden“ give frelse som frugt

[Illustration på side 84]

Skulle kasserede potteskår betvivle pottemagerens visdom?

[Illustration på side 89]

Jehova har ikke skabt jorden forgæves

Kapitel syv

Vend om til tilbedelsen af Jehova

Esajas 46:1-13

1. Hvilke to fremtrædende babyloniske guder nævnes her, og hvad forudsiges der om dem?

NÅR israelitterne kom til Babylon som landflygtige, ville de være omgivet af falske guder. På Esajas’ tid befandt Jehovas folk sig stadig i deres eget land og havde deres eget tempel og præsteskab, men alligevel var mange i dette indviede folk bukket under for afgudsdyrkelse. Det var derfor vigtigt på forhånd at advare dem så de ikke lod sig imponere af Babylons falske guder og følte sig fristet til at tilbede dem. Profetisk siger Esajas derfor om to af Babylons mest fremtrædende guder: „Bel har bøjet sig, Nebo luder; deres gudebilleder er blevet de vilde dyrs og husdyrenes, ting de løfter, som må bæres, en byrde for de trætte dyr.“ (Esajas 46:1) Bel var kaldæernes øverste gud, og Nebo blev æret som visdommens og lærdommens gud. Den ærefrygt man nærede for disse to guder, ses af at deres navne indgik i mange babyloniske personnavne — Belsazzar, Nabopalassar, Nebukadnezar og Nebuzar-Adan, for blot at nævne nogle af dem.

2. Hvordan skildres de babyloniske guders hjælpeløshed?

² Esajas siger at Bel har „bøjet sig“ og Nebo „luder“. Disse falske guder vil blive ydmyget. Når Jehova eksekverer sin dom over Babylon, vil disse guder ikke komme deres tilbedere til hjælp. De vil ikke engang kunne frelse sig selv. Bel og Nebo vil ikke mere blive båret i æresprocession, som det skete under de babyloniske nytårsfestligheder. De må i stedet læsses på kærrer og slæbes af sted af deres tilbedere som anden oppakning. Lovprisningen og tilbedelsen af dem må vige for hån og foragt.

3. (a) Hvad bliver et chok for babylonierne? (b) Hvad kan vi lære i dag af det der skete med Babylons guder?

³ Hvilket chok for babylonierne at få at vide at deres højtelskede guder må bæres bort af trætte lastdyr! Verdens guder i dag — dét som folk sætter deres lid til, og som de bruger deres kræfter på, måske endda sætter livet til for — er, ligesom de babyloniske afguder, blot en illusion. Rigdom, våben, fornøjelser, regenter, fædrelandet og dets symboler og mange andre ting er blevet dyrket som guder. Men de kan ikke indfri menneskers forventninger og vil blive afsløret når Jehovas tid er inde. — Daniel 11:38; Mattæus 6:24; Apostelgerninger 12:22; Filipperne 3:19; Kolossenserne 3:5; Åbenbaringen 13:14, 15.

4. I hvilken forstand ’luder’ Babylons guder og ’bøjer sig’?

⁴ Profetien fortsætter sin beskrivelse af de babyloniske guders magtesløshed: „De skal lude; de skal bøje sig i forening; de kan ikke bringe byrden i sikkerhed, og deres sjæl må gå i fangenskab.“ (Esajas 46:2) Babylons guder ser ud til at „lude“ og „bøje sig“ som om de er blevet såret i kamp eller er mærket af alderdom. De kan ikke engang lette byrden for de stakkels lastdyr eller bringe byrden i sikkerhed for dem. Skulle jøderne, Guds pagtsfolk, da ære dem, selv om de var fanger i Babylon? Nej! Da Jehovas salvede tjenere i nutiden befandt sig i åndeligt fangenskab i „Babylon den Store“, ærede de heller ikke de falske guder man støttede sig til. Disse guder kunne ikke forhindre Babylon den Stores fald i 1919 og vil ikke kunne frelse det fra ulykken i ’den store trængsel’. — Åbenbaringen 18:2, 21; Mattæus 24:21.

5. Hvordan undgår kristne i dag at begå de samme fejl som de afgudsdyrkende babyloniere?

⁵ Sande kristne i dag tilbeder ikke afguder. (1 Johannes 5:21) Krucifikser, rosenkranse og helgenbilleder kan ikke lette adgangen til Skaberen. Helgener kan ikke gå i forbøn for os. Jesus lærte sine disciple hvordan man bør bede til Gud, da han sagde: „Jeg er vejen og sandheden og livet. Ingen kommer til Faderen uden gennem mig. Hvis I beder om noget i mit navn, vil jeg gøre det.“ — Johannes 14:6, 14.

’Båret fra moders liv’

6. Hvordan adskiller Jehova sig fra nationernes guder?

⁶ Efter at have afsløret det nytteløse i at tilbede Babylons afguder siger Jehova til sit folk: „Hør på mig, Jakobs hus, og alle I der er tilbage af Israels hus, I som er blevet båret af mig fra moders liv, I som er blevet løftet fra I kom af moders skød.“ (Esajas 46:3) Hvilken forskel mellem Jehova og Babylons billedstøtter! Babylons guder kan intet gøre for deres tilbedere. Hvis de skal fra ét sted til et andet, må de bæres af et lastdyr. Jehova har derimod selv båret sit folk. Han har holdt det oppe „fra moders liv“, siden det blev dannet som en nation. Mindet om hvordan Jehova har båret dem, burde tilskynde jøderne til at gå langt uden om afgudsdyrkelse og at sætte deres lid til ham som deres Ven og Fader.

7. Hvordan overgår Jehovas omsorg for sine tilbedere jordiske forældres omsorg for deres børn?

⁷ Og Jehova fortsætter med følgende kærlige ord til sit folk: „Til jeres alderdom er jeg den samme; og til hårene gråner er det mig der bærer byrden. Jeg vil gribe ind, så det er mig der løfter og mig der bærer byrden og bringer den i sikkerhed.“ (Esajas 46:4) Jehovas omsorg for sit folk overgår langt de mest omsorgsfulde jordiske forældres. Forældrenes følelse af ansvar for børnene mindskes som regel efterhånden som børnene vokser op, og når forældrene bliver gamle, er det ofte børnene der tager sig af dem. Sådan er det ikke med Jehova. Han holder aldrig op med at tage sig af sine jordiske børn — heller ikke når de bliver gamle. De der tilbeder Jehova i dag, stoler på deres Skaber og nærer kærlighed til ham, og de finder stor trøst i disse ord fra Esajas’ profeti. De behøver ikke at ængstes for de dage eller år de endnu må leve i den nuværende tingenes ordning. Han vil blive ved med at ’bære’ dem der er oppe i årene, og give dem den nødvendige styrke til at holde ud og forblive trofaste. Han vil bære dem, give dem styrke og bringe dem i sikkerhed. — Hebræerne 6:10.

Pas på afguderne

8. Hvilken utilgivelig synd havde nogle af Esajas’ landsmænd gjort sig skyldige i?

⁸ Vi kan forestille os babyloniernes skuffelse når de erfarede at deres afguder slet ikke var til nogen nytte. Kunne disse afguder sammenlignes med Jehova? Naturligvis ikke! Med rette spørger Jehova israelitterne: „Hvem vil I sammenligne mig med eller gøre til min ligemand eller sidestille mig med, så vi kan blive hinanden lig?“ (Esajas 46:5) Der var ingen undskyldning for de israelitter der på Esajas’ tid var gået over til at dyrke stumme, livløse og hjælpeløse billedstøtter. Det var tåbeligt at et folk som kendte Jehova, stolede på livløse afgudsbilleder der intet formåede, og som var skabt af menneskehænder.

9. Beskriv afgudsdyrkernes ufornuftige tankegang.

⁹ Afgudsdyrkerne tænker ikke fornuftigt. Profetien fortsætter: „Der er nogle som øser guld ud af pungen, og som med vægtarmen udvejer sølv. De lejer en smed, og han laver det til en gud. De kaster sig ned, ja, de bøjer sig.“ (Esajas 46:6) Som om en kostbar billedstøtte af guld eller sølv har større evne til at frelse end en der er billig og lavet af træ, sparer man ikke på noget når man fremstiller den. Men uanset de anstrengelser man gør sig, og uanset materialerne, er og bliver det en livløs billedstøtte.

10. Hvordan beskrives det hvor tåbeligt det er at dyrke afguder?

¹⁰ Profetien fortsætter med at fremhæve det tåbelige i at dyrke afguder: „De løfter den på skulderen, de bærer den og de stiller den på dens plads, og den bliver stående, den flytter sig ikke fra sit sted. Selv om man råber til den, svarer den ikke; den frelser ingen fra hans kval.“ (Esajas 46:7) Hvor latterligt at bede til en billedstøtte der hverken kan høre noget eller gøre noget! Salmisten beskriver rammende hvor nytteløse sådanne afguder er: „Deres gudebilleder er sølv og guld, menneskehænders værk. Mund har de, men kan ikke tale; øjne har de, men kan ikke se; ører har de, men kan ikke høre; næse har de, men kan ikke lugte. De har hænder, men kan ikke føle. De har fødder, men kan ikke gå; de giver ingen lyd fra sig med deres strube. Som dem vil de der laver dem blive, alle der stoler på dem.“ — Salme 115:4-8.

’I må samle mod’

11. Hvad vil hjælpe dem der vakler, til at „samle mod“?

¹¹ Efter at have vist hvor tåbeligt og formålsløst det er at dyrke afguder, begrunder Jehova nu over for sit folk hvorfor det bør tilbede ham: „Husk dette, så I kan samle mod. Tag det til hjerte, I overtrædere. Husk de første ting fra fjerne tider, at jeg er Guddommen og at der ingen anden Gud er, og at ingen er som jeg.“ (Esajas 46:8, 9) De der vakler mellem sand gudsdyrkelse og afgudsdyrkelse, bør huske på hvad der skete i fortiden. De bør huske hvad Jehova tidligere har gjort. Det vil hjælpe dem til at samle mod til at gøre det rette og hjælpe dem til at vende tilbage til tilbedelsen af Jehova.

12, 13. Hvilken kamp må de kristne kæmpe, og hvordan kan de vinde denne kamp?

¹² Denne opfordring er stadig aktuel. I dag må oprigtige kristne ligesom israelitterne kæmpe mod fristelser og deres egen ufuldkommenhed. (Romerne 7:21-24) Desuden har de en hård kamp at kæmpe mod en usynlig, men umådelig stærk fjende. Apostelen Paulus siger: „For os er kampen . . . ikke imod blod og kød, men imod regeringerne, imod myndighederne, imod verdensherskerne i dette mørke, imod ondskabens åndemagter i det himmelske.“ — Efeserne 6:12.

¹³ Satan og hans dæmoner vil gøre alt hvad de kan, for at vende de kristne bort fra den sande tilbedelse. For at vinde denne kamp må de kristne følge Jehovas opfordring og samle mod. Hvordan kan de gøre det? Apostelen Paulus forklarer: „Ifør jer den fulde rustning fra Gud, så I kan stå fast over for Djævelens listige anslag.“ Jehova sender ikke sine tjenere i kamp dårligt udrustede. Deres åndelige rustning består blandt andet i „troens store skjold, hvormed [de] kan slukke alle den ondes brændende pile“. (Efeserne 6:11, 16) Israelitterne blev overtrædere fordi de glemte hvad Jehova havde gjort for dem. Hvis de havde husket de vældige gerninger som Jehova havde gjort for dem i fortiden, ville de aldrig være begyndt at dyrke afguder. Vi bør tage ved lære af deres dårlige eksempel og være besluttede på aldrig at opgive kampen for at gøre det rette. — 1 Korinther 10:11.

14. Hvilken evne henviser Jehova til for at understrege at han er den eneste sande Gud?

¹⁴ Jehova er den „der fra begyndelsen fortæller om enden, og fra gammel tid om de ting der ikke er gjort, der siger: ’Min beslutning står fast, og alt hvad jeg har lyst til gør jeg.’“ (Esajas 46:10) Hvilken anden gud kan måle sig med Jehova i denne henseende? Evnen til at forudsige fremtiden er et enestående bevis på Skaberens guddommelighed. Men der kræves mere end forudviden for at sikre opfyldelsen af en profeti. Udtalelsen „min beslutning står fast“ understreger at Guds erklærede hensigt er uforanderlig. Da Jehova har ubegrænset magt, kan intet i universet forhindre ham i at gennemføre sin vilje. (Daniel 4:35) Derfor kan vi nære absolut tillid til at profetier som endnu ikke er opfyldt, med sikkerhed vil blive det når Guds tid er inde. — Esajas 55:11.

15. Hvilket bemærkelsesværdigt eksempel på Jehovas evne til at forudsige fremtiden henledes vores opmærksomhed på?

¹⁵ I Esajas’ profeti henledes vores opmærksomhed derefter på et bemærkelsesværdigt eksempel på Jehovas evne til at forudsige fremtidige begivenheder og til at opfylde det han har forudsagt: „Jeg der fra solopgangen hidkalder rovfuglen, fra et fjernt land den mand der skal fuldbyrde min beslutning. Ja, jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe. Jeg har udformet det; jeg vil også gennemføre det.“ (Esajas 46:11) Som den der „fra begyndelsen fortæller om enden“, vil Jehova Gud lade omstændighederne i de menneskelige forhold forme sig sådan at hans beslutning fuldbyrdes. Han vil hidkalde Kyros „fra solopgangen“, fra Persien, der lå mod øst, og hvor Kyros havde sin foretrukne residensstad Pasargadae. Kyros vil være som en ’rovfugl’ der pludseligt og uventet slår ned på Babylon.

16. Hvordan bekræfter Jehova at det han har forudsagt om Babylon, med sikkerhed vil blive opfyldt?

¹⁶ At Jehova med sikkerhed vil opfylde det han har forudsagt om Babylon, bekræftes af ordene: „Jeg har sagt det; jeg vil også lade det indtræffe.“ Ufuldkomne mennesker er tilbøjelige til impulsivt at give et løfte som det senere viser sig de ikke kan opfylde, men det gør Skaberen ikke. Han opfylder altid sit ord. Vi kan være sikre på at hvis han „har udformet det“, vil han „også gennemføre det“, for han er den Gud „der ikke kan lyve“. — Titus 1:2.

Vantro hjerter

17, 18. Hvem kan siges at være „dristige af hjertet“ (a) i fortiden? (b) i dag?

¹⁷ Endnu en gang henvender Jehova sig profetisk til babylonierne idet han siger: „Hør på mig, I dristige af hjertet, I som er langt borte fra retfærdighed.“ (Esajas 46:12) De „dristige af hjertet“ er dem som stædigt og vedholdende går imod Guds vilje. Babylonierne var langt borte fra Gud. Deres had til ham og hans folk fik dem til at ødelægge Jerusalem og templet og føre indbyggerne i landflygtighed.

¹⁸ I dag nægter de som er skeptiske og vantro af hjertet, stædigt at lytte til budskabet om Riget, der forkyndes på hele den beboede jord. (Mattæus 24:14) De anerkender ikke Jehova som den retmæssige Suveræn. (Salme 83:18; Åbenbaringen 4:11) Med hjerter der er „langt borte fra retfærdighed“, handler de i strid med hans vilje. (2 Timoteus 3:1-5) Som babylonierne lytter de ikke til Jehova.

Guds frelse vil ikke tøve

19. På hvilken måde vil Jehova handle retfærdigt til gavn for Israel?

¹⁹ De afsluttende ord i kapitel 46 i Esajas’ Bog fremhæver visse sider af Jehovas personlighed: „Jeg har ladet min retfærdighed komme nær. Den er ikke langt borte, og min frelse vil ikke tøve. Og jeg vil afgjort give frelse på Zion, min hæder til Israel.“ (Esajas 46:13) Når Gud udfrier Israel, handler han retfærdigt. Han vil ikke lade sit folk forblive i landflygtighed. Zions frelse vil indtræffe til tiden. Den „vil ikke tøve“. Efter at israelitterne er blevet udfriet fra fangenskabet, vil de omkringboende folkeslags øjne være rettet imod dem. Deres udfrielse vil være et vidnesbyrd om Jehovas magt til at frelse, og det vil være klart for alle at de babyloniske guder Bel og Nebo er magtesløse. De vil være afsløret som guder der intet er værd. — 1 Kongebog 18:39, 40.

20. Hvorfor kan vi være forvissede om at ’frelsen ikke tøver’?

²⁰ I 1919 udfriede Jehova sit folk fra et åndeligt fangenskab. Han tøvede ikke. Denne udfrielse samt de begivenheder der var forbundet med Babylons fald i fortiden da Kyros indtog byen, styrker vores tro i dag. Jehova har lovet at gøre ende på den nuværende onde tingenes ordning, inklusive dens falske religion. (Åbenbaringen 19:1, 2, 17-21) Fra et menneskeligt synspunkt vil nogle måske mene at deres frelse har ’tøvet’. Men i realiteten er den tålmodighed Jehova viser indtil hans tid er inde til at opfylde løftet, et udslag af hans retfærdighed. Hans tålmodighed skyldes at „han ikke ønsker at nogen skal lide undergang, men at alle skal nå til en sindsændring“. (2 Peter 3:9) Vi kan derfor være forvissede om at ’frelsen ikke tøver’. Efterhånden som frelsens dag nærmer sig, lader Jehova i sin kærlighed denne indbydelse lyde: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær. Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:6, 7.

[Illustrationer på side 94]

Babylons guder kunne ikke forhindre byens ødelæggelse

[Illustrationer på side 98]

Kristne må vogte sig for vore dages afguder

[Illustrationer på side 101]

Der skal mod til at gøre det der er rigtigt

Kapitel otte

Den falske religions dramatiske endeligt forudses

Esajas 47:1-15

1, 2. (a) Hvorfor mener nogle at det er usandsynligt at der snart vil ske en radikal forandring i den religiøse verden? (b) Hvordan ved vi at kapitel 47 i Esajas’ Bog også får en opfyldelse i fremtiden? (c) Hvorfor er „Babylon den Store“ en passende betegnelse for al falsk religion?

„RELIGIONEN får et comeback.“ Sådan lød overskriften til en artikel i det kendte amerikanske blad The New York Times Magazine. Det fremgik af artiklen at religionen stadig ser ud til at have et fast greb om millioner af menneskers hjerte og sind. Det kan derfor være svært at forestille sig at der snart vil finde en radikal forandring sted i den religiøse verden. Men at der vil ske en sådan forandring, fremgår af kapitel 47 i Esajas’ Bog.

² Esajas’ ord blev opfyldt for 2500 år siden. Imidlertid citeres ordene fra Esajas 47:8 i Åbenbaringens Bog i en sammenhæng der viser at de også får en senere opfyldelse. Her forudsiges den religiøse skøges, Babylon den Stores, undergang. (Åbenbaringen 16:19) „Babylon den Store“ er en passende betegnelse for alle verdens religioner, der udgør et religiøst verdensimperium, for det var i det gamle Babylon den falske religion havde sin oprindelse, og herfra spredtes den ud over hele jorden. (1 Mosebog 11:1-9) Religiøse forestillinger som sjælens udødelighed, et brændende helvede og en treenig guddom stammer fra Babylon og findes i så godt som alle religioner, også i kristenhedens kirkesamfund.a Kaster Esajas’ profeti lys over religionens fremtid?

Babylon må sætte sig i støvet

3. Hvor stort var det babyloniske rige?

³ Den opsigtsvækkende guddommelige erklæring lyder: „Stig ned og sæt dig i støvet, du jomfru, Babylons datter. Sæt dig på jorden hvor der ingen trone er, du kaldæernes datter. For du kommer ikke igen til at opleve at man kalder dig forfinet og forvænt.“ (Esajas 47:1) I årevis har Babylon været den dominerende verdensmagt og så at sige siddet på en „trone“. Den har været „rigernes pryd“ — en fremgangsrig magt i religiøs, kommerciel og militær henseende. (Esajas 13:19) Da det babyloniske rige stod på sin magts tinde, strakte det sig så langt mod syd som til den ægyptiske grænse, og da det indtog Jerusalem i 607 f.v.t., så det ud til at end ikke Gud kunne standse det i dets erobringer. Babylon betragtede derfor sig selv som en „jomfru“, en by der aldrig ville opleve at blive invaderet af fremmede.b

4. Hvad kommer Babylon til at opleve?

⁴ Men denne hovmodige „jomfru“ skal nedstyrtes fra sin trone. Hun vil miste herredømmet som den ubestridte verdensmagt og må opleve den ydmygelse at ’sidde i støvet’. (Esajas 26:5) Hun vil ikke længere blive betragtet som „forfinet og forvænt“ som en forkælet dronning. Jehova siger derfor til hende: „Tag en håndkværn og mal mel. Fjern dit slør. Affør dig det lange skørt. Blot benet. Vad over floderne.“ (Esajas 47:2) Efter at have ført Judas indbyggere bort som trælle vil Babylon nu selv blive behandlet som en træl! Mederne og perserne, som har frataget hende magten, vil tvinge hende til at udføre et ydmygende trællearbejde for dem.

5. (a) Hvordan vil Babylon blive berøvet sit ’slør og lange skørt’? (b) Hvad menes der muligvis med at hun må ’vade over floderne’?

⁵ Babylon må altså afføre sig sit ’slør og lange skørt’ og vil på den måde miste ethvert tegn på sin tidligere storhed og værdighed. „Vad over floderne,“ befaler hendes arbejdsfogeder. Måske vil nogle babyloniere blive sat til udendørs trællearbejde, men det er også muligt at nogle helt bogstaveligt vil blive slæbt over floder når de bliver ført i landflygtighed. I hvert fald vil Babylon ikke længere rejse fornemt som en dronning og blive båret over vandløb i en bærestol eller kørt af sted i en vogn. Nej, hun må som en træl lade al blufærdighed fare, løfte op i skørtet og blotte sine ben for at vade over en flod. Hvor ydmygende!

6. (a) I hvilken forstand vil Babylons nøgenhed blive blottet? (b) Hvad vil det sige at Jehova ’ikke kommer noget menneske i møde’? (Se fodnoten.)

⁶ Jehova fortsætter sin spot: „Din nøgenhed bør blottes. Også din forsmædelse bør ses. Jeg tager hævn, og jeg kommer ikke noget menneske i møde.“ (Esajas 47:3)c Babylon vil blive udsat for skam og vanære. Den ondskab og grusomhed hun har øvet mod Guds folk, vil blive afsløret. Intet menneske kan forhindre Gud i at tage hævn.

7. (a) Hvordan vil de jødiske landflygtige reagere når de erfarer at Babylon er faldet? (b) Hvordan vil Jehova genløse sit folk?

⁷ Efter at have været i fangenskab i Babylon i 70 år vil Guds folk glæde sig over at byen bliver indtaget. De fangne råber: „Der er En som genløser os. Hærstyrkers Jehova er hans navn, Israels Hellige.“ (Esajas 47:4) Hvis en israelit under Moseloven solgte sig selv som træl for at kunne betale sin gæld, kunne en genløser (en nær kødelig slægtning) købe ham fri, genløse ham. (3 Mosebog 25:47-54) Da jøderne er solgt som trælle til Babylon, har de brug for at blive genløst, at blive købt fri. For trælle betød dét at en by eller et land blev erobret af en fremmed magt, som regel blot at trællene skiftede herre. Men i dette tilfælde vil Jehova få sejrherren, nemlig Kyros, til at give jøderne fri, og Kyros vil som „løsesum“ for jøderne få Ægypten, Ætiopien og Seba. (Esajas 43:3) Israels Genløser er Jehova, og han kaldes meget passende „Hærstyrkers Jehova“. Babylons tilsyneladende mægtige hær er for intet at regne i sammenligning med Jehovas himmelske hærstyrker.

Prisen for grusomhed

8. I hvilken forstand vil Babylon „gå ind i mørket“?

⁸ Jehova genoptager sin profetiske fordømmelse af Babylon med ordene: „Sid i tavshed og gå ind i mørket, du kaldæernes datter; for du kommer ikke igen til at opleve at man kalder dig Rigernes Herskerinde.“ (Esajas 47:5) Der vil kun være mørke og dysterhed i vente for Babylon. Hun vil ikke mere tyrannisere andre riger som en grusom herskerinde. — Esajas 14:4.

9. Hvorfor harmedes Jehova på sit folk?

⁹ Hvorfor får Babylon i det hele taget lov til at undertrykke Guds folk? Jehova forklarer: „Jeg harmedes på mit folk. Jeg vanhelligede min arvelod og gav dem så i din hånd.“ (Esajas 47:6a) Der var god grund til at Jehova harmedes på jøderne. Han havde på forhånd advaret dem om at de ville blive fordrevet fra deres land hvis de overtrådte hans lov. (5 Mosebog 28:64) Når de forfaldt til afgudsdyrkelse og kønslig umoralitet, sendte Jehova i sin kærlighed profeter til dem for at føre dem tilbage til den rene tilbedelse. „Men de drev spot med den sande Guds sendebud og ringeagtede hans ord og gjorde nar af hans profeter, indtil Jehovas forbitrelse var vokset mod hans folk i den grad at der ingen lægedom var.“ (2 Krønikebog 36:16) Gud ville derfor tillade at hans arvelod, Juda, blev vanhelliget ved at babylonierne invaderede landet og besmittede hans hellige tempel. — Salme 79:1; Ezekiel 24:21.

10, 11. Hvorfor var Jehova vred på babylonierne skønt det var hans vilje at de skulle føre hans folk i fangenskab?

¹⁰ Men gør babylonierne så ikke blot Guds vilje ved at føre jøderne i fangenskab? Nej, for Gud siger: „Du viste dem ingen barmhjertighed. På den gamle mand gjorde du dit åg meget tungt. Og du blev ved med at sige: ’For stedse er jeg Herskerinde, ja, for evigt.’ Du tog ikke disse ting til hjerte; du havde ikke enden på sagen i tanke.“ (Esajas 47:6b, 7) Gud gav ikke babylonierne lov til at være urimeligt grusomme ved for eksempel ’ikke at vise de gamle mænd skånsel’. (Klagesangene 4:16; 5:12) Det var heller ikke hans ønske at de fandt en særlig fornøjelse i at spotte deres jødiske fanger. — Salme 137:3.

¹¹ Babylonierne forstod ikke at det kun var midlertidigt de fik lov at undertrykke jøderne. De ignorerede Esajas’ advarsler om at Jehova ville udfri sit folk når tiden var inde. De opførte sig som om de havde ret til at herske over jøderne for bestandig, og at Babylon for evigt var „Herskerinde“ over sine vasalstater. De gav ikke agt på budskabet om at der ville komme en ’ende på sagen’, at deres undertrykkende styre ville ophøre.

Babylons fald forudsagt

12. Hvorfor kaldes Babylon „du vellystige“?

¹² Jehova siger: „Og nu, hør dette, du vellystige, som sidder trygt, som siger i dit hjerte: ’Jeg og ingen anden! Jeg kommer ikke til at sidde som enke, og jeg kommer ikke til at kende til barnløshed.’“ (Esajas 47:8) Babylonierne var kendt for deres trang til sanselige fornøjelser. Herodot (5. århundrede før vor tidsregning) fortæller i sin historie om „den grimmeste af babyloniernes skikke“, der gik ud på at alle kvinder én gang i deres liv skulle tage plads i kærlighedsgudindens tempel og prostituere sig til ære for gudinden. Samstemmende hermed siger den romerske historiker Quintus Curtius Rufus (1. århundrede efter vor tidsregning): „Intet skørlevned kom på højde med det der fandtes i byen; intet systematisk fordærv kunne tilbyde mere fristende og lokkende udsvævelser.“

13. Hvordan vil Babylons hang til vellyst fremskynde byens fald?

¹³ Babylons hang til vellyst vil fremskynde byens fald. Samme aften som byen bliver invaderet, fester Babylons konge og hans stormænd og drikker sig fra sans og samling. Derfor bemærker de ikke at den medo-persiske hær trænger ind i byen. (Daniel 5:1-4) Babylon „sidder trygt“, for den tror at dens tilsyneladende uindtagelige mur og voldgrav vil beskytte den mod en invasion. Den siger: „Jeg og ingen anden!“ Ingen anden vil indtage dens ophøjede stilling. Den kan ikke forestille sig at den vil blive „enke“, miste sin mægtige hersker og tilmed blive ’barnløs’, miste sine børn, sin befolkning. Men ingen mur kan beskytte den mod Jehova Guds hævnende arm! Jehova siger senere: „Selv om Babylon stiger op til himmelen og selv om det gør sin styrkes højde utilgængelig, vil hærgerne fra mig komme mod det.“ — Jeremias 51:53.

14. På hvilken måde kommer Babylon til at opleve både „barnløshed“ og „enkestand“?

¹⁴ Hvad bliver resultatet for Babylon? Jehova fortsætter: „Men til dig vil disse to ting komme på et øjeblik, på én og samme dag: barnløshed og enkestand. I fuldt mål skal de komme over dig, på grund af dine mange trolddomskunster, på grund af dine besværgelsers store kraft.“ (Esajas 47:9) Ja, Babylons stilling som verdensmagt vil få en brat ende. At blive enke og at miste sine børn var den største ulykke der kunne overgå en kvinde i oldtidens Østen. Vi ved ikke hvor mange ’børn’ Babylon mistede den nat byen blev indtaget.d Men med tiden ville den blive fuldstændig forladt. (Jeremias 51:29) Den ville også blive enke, nemlig i den forstand at dens konger mistede deres herredømme.

15. Hvilken anden grund end Babylons grusomhed mod jøderne var der til Jehovas forbitrelse mod byen?

¹⁵ Men Jehovas vrede skyldes ikke blot Babylons dårlige behandling af jøderne. Dens mange trolddomskunster vakte også hans forbitrelse. I den lov Gud gav israelitterne, fordømmes spiritisme; men babylonierne var lidenskabeligt optaget af det okkulte. (5 Mosebog 18:10-12; Ezekiel 21:21) I en bog om dagliglivet blandt assyrerne og babylonierne siges det at babylonierne levede „i stadig frygt for den hærskare af dæmoner som de mente de var omgivet af“. — Social Life Among the Assyrians and Babylonians af A. H. Sayce.

Stoler på ondskab

16, 17. (a) Hvordan stoler Babylon på sin ondskab? (b) Hvorfor kan Babylons endeligt ikke afværges?

¹⁶ Kan Babylons troldmænd frelse byen? Jehova svarer: „Du stolede fortsat på din ondskab. Du sagde: ’Der er ingen som ser mig.’ Din visdom og din kundskab — det er den der har ført dig på afveje; og du bliver ved med at sige i dit hjerte: ’Jeg og ingen anden!’“ (Esajas 47:10) Babylon regner med at den kan bevare sin stilling som verdensmagt ved hjælp af sin verdslige og religiøse visdom, sin militære styrke og sin snedighed og hensynsløshed. Den mener at der ingen er som „ser“ den, ingen som vil kræve den til regnskab for dens onde gerninger. Den øjner heller ingen rival i horisonten og siger til sig selv: „Jeg og ingen anden!“

¹⁷ Men gennem en anden af sine profeter siger Jehova advarende: „Kan nogen skjule sig på sine skjulesteder så jeg ikke kan se ham?“ (Jeremias 23:24; Hebræerne 4:13) Jehova erklærer derfor: „Over dig skal ulykken komme; du vil ikke kende noget tryllemiddel imod den. Og over dig falder modgangen; du vil ikke kunne afværge den. Og over dig kommer der pludselig en ødelæggelse som du ikke kender.“ (Esajas 47:11) Hverken Babylons guder eller noget magisk „tryllemiddel“ opfundet af dens troldmænd kan afværge den kommende ulykke, en ulykke som ikke ligner noget den før har været udsat for.

Babylons rådgivere svigter

18, 19. Hvordan vil det vise sig at Babylons tillid til sine rådgivere har været forgæves?

¹⁸ Med en bidende sarkasme befaler Jehova: „Bliv dog stående med dine besværgelser og med dine mange trolddomskunster, dem du har slidt med fra din ungdom, så du måske kan få gavn af dem, så du måske kan slå folk med ærefrygt.“ (Esajas 47:12) Babylon skulle ’blive stående’, skulle blot blive ved med sine trolddomskunster. Helt fra sin „ungdom“ havde Babylon som nation betragtet slidt med at udvikle dem.

¹⁹ Men Jehova siger spottende: „Du har anstrengt dig med dine mange rådgivere. Lad dem dog træde frem og frelse dig, himmeltilbederne, stjernekiggerne, som ved nymånerne gør de ting kendt der vil komme over dig.“ (Esajas 47:13)e Babylon vil erfare at dens rådgivere har svigtet. Ganske vist har babylonierne udviklet deres astrologi på grundlag af astronomiske observationer gennem århundreder, men den nat byen bliver indtaget, vil astrologernes magtesløshed vise at deres spådomskunst er slået fejl. — Daniel 5:7, 8.

20. Hvad vil der ske med Babylons rådgivere?

²⁰ Jehova slutter denne del af profetien med ordene: „Se! De er blevet som halmstrå. En ild skal brænde dem op. De vil ikke kunne udfri deres sjæl fra flammens magt. Der vil ikke være nogen trækulsglød som man kan varme sig ved, ikke et ildskær at sætte sig foran. Således skal de blive for dig, dem du fra din ungdom har slidt sammen med som dine heksemestre. De skal tumle bort, hver til sin egn. Der vil ikke være nogen til at frelse dig.“ (Esajas 47:14, 15) Ja, der vil komme en tid med flammende ild over disse falske rådgivere. Det vil ikke være en hyggelig ild som den man sidder rundt om og varmer sig ved, men en ødelæggende, fortærende ild der vil afsløre at de falske rådgivere er som strå der ikke er til nogen nytte. Det er derfor ikke så mærkeligt at Babylons rådgivere vil flygte i panik. Når denne sidste støtte er borte, vil der ikke være nogen tilbage som kan frelse Babylon. Byen vil lide samme skæbne som den babylonierne lod overgå Jerusalem. — Jeremias 11:12.

21. Hvordan og hvornår viste det sig at Esajas’ profetiske ord var gået i opfyldelse?

²¹ Opfyldelsen af disse inspirerede ord begyndte i 539 f.v.t. Medernes og persernes hære under anførsel af Kyros indtog byen og dræbte den derboende konge, Belsazzar. (Daniel 5:1-4, 30) På en eneste nat blev Babylon nedstyrtet fra stillingen som den dominerende verdensmagt. På denne måde endte århundreders semitisk overherredømme, og verden blev underlagt et arisk herredømme. Babylon selv forfaldt i de efterfølgende århundreder. I det 4. århundrede efter vor tidsregning var den ikke stort mere end „stenhobe“. (Jeremias 51:37) Esajas’ profeti var blevet opfyldt.

Et nutidigt Babylon

22. Hvad kan vi blandt andet lære af det der skete med det stolte Babylon?

²² Der er meget som vi i dag kan lære af Esajas’ profeti. Blandt andet understreger den faren ved stolthed og hovmod. Det stolte Babylons fald bekræfter det bibelske ordsprog: „Stolthed går forud for fald, og en hovmodig ånd forud for snublen.“ (Ordsprogene 16:18) Da vi er ufuldkomne, kan stolthed undertiden være en fremtrædende side af vores personlighed, men at „blive opblæst“ kan føre til at man ’bliver udsat for kritik og falder i en Djævelens snare’. (1 Timoteus 3:6, 7) Vi gør derfor klogt i at følge Jakobs råd: „Ydmyg jer for Jehova, og han vil ophøje jer.“ — Jakob 4:10.

23. Hvordan kan Esajas’ profeti styrke vores tillid til Jehova?

²³ Esajas’ profeti kan også styrke vores tillid til Jehova, som er langt mægtigere end sine modstandere. (Salme 24:8; 34:7; 50:15; 91:14, 15) Det er godt at tænke på i de vanskelige tider vi nu oplever. Tillid til Jehova vil styrke vores beslutning om at bevare vores uangribelighed over for ham, for „den uangribelige . . . har en fremtid med fred“. (Salme 37:37, 38) Det er altid klogt at se hen til Jehova og ikke stole på sig selv når man bliver udsat for Satans „listige anslag“. — Efeserne 6:10-13.

24, 25. (a) Hvorfor er det ulogisk at sætte sin lid til astrologi, og hvorfor er der mange som gør det alligevel? (b) Nævn nogle grunde til at kristne ikke er overtroiske.

²⁴ Vi bliver i Bibelen advaret imod spiritisme, altså også astrologi. (Galaterne 5:20, 21) Efter Babylons fald mistede astrologien ikke sit tag i folk. Bogen Great Cities of the Ancient World (af L. Sprague De Camp, 1972) gør opmærksom på at selv om de stjernebilleder som babylonierne kortlagde på himmelhvælvingen, har „skiftet plads“ i forhold til deres stilling i oldtiden og derved „gjort hele idéen [med astrologi] absurd“, trives interessen for astrologi stadig. Mange aviser og ugeblade har derfor en fast spalte med horoskoper for at imødekomme et ønske hos deres læsere.

²⁵ Hvad får selv mange veluddannede mennesker til at rådføre sig med stjernerne eller foretage andre ulogiske og overtroiske handlinger? The World Book Encyclopedia siger: „Overtro vil sandsynligvis have en plads i mange menneskers liv så længe de nærer frygt for hinanden og er usikre med hensyn til fremtiden.“ Frygt og usikkerhed kan gøre folk overtroiske. Kristne er imidlertid ikke overtroiske. De nærer heller ikke frygt for mennesker, men sætter deres lid til Jehova. (Salme 6:4-10) Og de er ikke usikre med hensyn til fremtiden, for de kender Jehovas åbenbarede hensigter og nærer ingen tvivl om at „Jehovas beslutning står fast evindelig“. (Salme 33:11) Hvis man lever i overensstemmelse med Jehovas „beslutning“, vil det sikre én et lykkeligt liv langt ud i fremtiden.

26. Hvordan har det vist sig at „de vises tanker er forgæves“?

²⁶ I vor tid har nogle prøvet at skaffe sig viden om fremtiden på en mere „videnskabelig“ måde. Den disciplin der kaldes futurologi, fremtidsforskning, søger at finde ud af hvordan fremtiden muligvis vil forme sig, baseret på tendenser i fortid og nutid. For eksempel forudsagde Romklubben, der er en international sammenslutning af fremtrædende videnskabsmænd og forretningsfolk, i 1972 at verdens reserver af guld, kviksølv, zink og olie ville være udtømt inden 1992. Selv om verden har haft umådelige problemer at kæmpe med siden 1972, holdt ovennævnte forudsigelse dog ikke stik. Der findes stadig reserver af guld, kviksølv, zink og olie. Menneskene har gjort sig ihærdige anstrengelser for at forudsige fremtiden, men forudsigelserne har ikke været pålidelige. Det er sandt som der siges, at „de vises tanker er forgæves“. — 1 Korinther 3:20.

Babylon den Stores kommende endeligt

27. Hvornår og på hvilken måde er Babylon den Store faldet, svarende til at fortidens Babylon faldt i 539 f.v.t.?

²⁷ Mange af de falske religiøse opfattelser der fandtes i oldtidens Babylon, kan man finde i vore dages religioner. Derfor kan man med rette kalde alle disse religioner tilsammen for „Babylon den Store“, et religiøst verdensimperium. (Åbenbaringen 17:5) Dette „imperium“ har allerede lidt et nederlag. Babylon den Store er „faldet“, ligesom det gamle Babylon faldt i 539 f.v.t. (Åbenbaringen 14:8; 18:2) I 1919 kom resten af Kristi brødre ud af et åndeligt fangenskab og kom fri af det religiøse herredømme den havde været underlagt i kristenheden, som er en fremtrædende del af Babylon den Store. Siden da har religionen mistet en betydelig del af sin indflydelse i mange såkaldt kristne lande hvor den tidligere har stået stærkt.

28. Hvilken pralende påstand lyder fra Babylon den Store, men hvad vil der tværtimod ske?

²⁸ Babylon den Stores fald er imidlertid blot en forløber for den falske religions undergang. Profetien i Åbenbaringens Bog om Babylon den Stores undergang minder os om de profetiske ord i Esajas 47:8, 9. Ligesom Babylon i fortiden siger nutidens Babylon den Store: „Jeg sidder som dronning, og jeg er ikke enke, og jeg skal aldrig se sorg.“ Men som der videre siges: „Det er derfor hendes plager vil komme på én dag, død og sorg og hungersnød, og hun skal opbrændes med ild, for stærk er Jehova Gud, som har dømt hende.“ De profetiske ord i kapitel 47 i Esajas’ Bog er derfor en advarsel til dem som stadig er tilsluttet falsk religion. Hvis de vil undgå at gå til grunde sammen med den, må de følge befalingen: „Gå ud fra hende“! — Åbenbaringen 18:4, 7, 8.

[Fodnoter]

[Illustration på side 111]

Det vellystige Babylon må sætte sig i støvet

[Illustration på side 114]

Babylons astrologer vil ikke kunne forudsige byens fald

[Illustration på side 116]

Babylonisk astrologisk kalender fra det 1. årtusind f.v.t.

[Illustrationer på side 119]

Snart vil det nutidige Babylon ikke eksistere mere

Kapitel ni

Jehova lærer os hvad der gavner

Esajas 48:1-22

1. Hvad er det klogt at gøre når man hører Jehovas ord?

NÅR Jehova taler, gør man klogt i at lytte med respekt og rette sig efter hans ord. Alt hvad Jehova siger, er til gavn for os, og han ønsker at det skal gå os godt. Det varmer os om hjertet at læse hvad Jehova sagde til sit pagtsfolk i fortiden: „Hvis blot du gav agt på mine bud!“ (Esajas 48:18) Den vejledning Gud har givet, har stået sin prøve gennem tiden, og det skulle tilskynde os til at følge den. Dertil kommer at profetiernes opfyldelse fjerner enhver tvivl om at Jehova kan og vil opfylde sine løfter.

2. Hvem er ordene i kapitel 48 i Esajas’ Bog i første række henvendt til, men hvem kan også have gavn af dem?

² Ordene i kapitel 48 i Esajas’ Bog blev i første række skrevet til gavn for de jøder der ville komme til Babylon som landflygtige. Men de indeholder også et budskab som kristne i dag ikke må se bort fra. I kapitel 47 blev Babylons fald forudsagt. Nu beskriver Jehova hvad der ligger ham på sinde at sige til sit udvalgte folk i Babylon. Det piner ham at se jødernes hykleri og stædige mangel på tro på hans løfter. Alligevel vil han gerne give dem en vejledning som kan hjælpe dem. Han forudser en lutring som vil føre til at en trofast rest af jøder genrejses i deres hjemland.

3. Hvad var der galt med judæernes gudsdyrkelse?

³ Jehovas folk var kommet langt bort fra den rene tilbedelse. Esajas’ indledende ord vækker til eftertanke: „Hør dette, Jakobs hus, I som kalder jer med navnet Israel og er udgået af Judas vande, I som sværger ved Jehovas navn og nævner Israels Gud, men ikke i sandhed og ikke i retfærdighed. For de kalder sig indbyggere fra den hellige by, og til Israels Gud støtter de sig, Hærstyrkers Jehova er hans navn.“ (Esajas 48:1, 2) Hvor hyklerisk! At ’sværge ved Jehovas navn’ var tydeligvis noget de gjorde uden at mene noget med det. (Zefanias 1:5) Før jøderne kom i landflygtighed i Babylon, tilbad de Jehova i „den hellige by“, Jerusalem. Men det var kun en overfladisk tilbedelse. Deres hjerter var langt borte fra Gud, og deres tilbedelseshandlinger var „ikke i sandhed og ikke i retfærdighed“. De havde ikke patriarkernes tro. — Malakias 3:7.

4. Hvilken tilbedelse er antagelig for Jehova?

⁴ Jehovas ord minder os om at tilbedelsen af Gud ikke må være overfladisk. Den skal komme fra hjertet. Handlinger man udfører som en ren og skær symbolsk tjeneste — måske udført for blot at behage eller gøre indtryk på andre — kan ikke kaldes „handlinger der hører en hellig adfærd og gudhengivenhed til“. (2 Peter 3:11) At man kalder sig kristen, betyder ikke i sig selv at ens tilbedelse er antagelig for Gud. (2 Timoteus 3:5) Det er vigtigt at man anerkender at Gud er til, men det er kun en begyndelse. Jehova ønsker at man tilbeder ham af hele sin sjæl, og at motivet er dyb kærlighed til og taknemmelighed mod ham. — Kolossenserne 3:23.

Forudsiger nye ting

5. Hvad er nogle af „de første ting“ som Jehova har forudsagt?

⁵ Jøderne i Babylon havde åbenbart brug for at få opfrisket deres hukommelse. Jehova minder dem derfor endnu en gang om at han er den sande profetis Gud: „De første ting har jeg forkyndt for længe siden, og af min mund udgik ordene, og jeg lod dem fortsat høres. Pludselig greb jeg ind, så tingene indtraf.“ (Esajas 48:3) „De første ting“ er det som Gud allerede har gjort, som for eksempel at han udfriede israelitterne fra Ægypten og gav dem det forjættede land i eje. (1 Mosebog 13:14, 15; 15:13, 14) Sådanne forudsigelser udgår af Jehovas mund; de er af guddommelig oprindelse. Gud lader mennesker høre sine påbud, og det de hører, bør tilskynde dem til at adlyde ham. (5 Mosebog 28:15) Han griber pludselig ind for at gøre det han har forudsagt. At Jehova er den Almægtige, sikrer at hans hensigt bliver opfyldt. — Josua 21:45; 23:14.

6. Hvor genstridige og opsætsige er jøderne blevet?

⁶ Jehovas folk er blevet ’genstridigt og opsætsigt’. (Salme 78:8) Han siger rent ud til det: „Jeg ved at du er hård og at din nakke er som en sene af jern og din pande er kobber.“ (Esajas 48:4) Som de nævnte metaller er jøderne vanskelige at bøje — de er genstridige. Det er en af grundene til at Jehova åbenbarer hvad der skal ske, før det indtræffer. Ellers vil hans folk blot sige om det Jehova har gjort: „Det er mit gudebillede der har gjort dette, og det er mit udskårne billede og mit støbte billede der har påbudt det.“ (Esajas 48:5) Vil det Jehova nu siger, have nogen virkning på de troløse jøder? Gud siger til dem: „Du har hørt det. Se det hele. Og I, vil I ikke fortælle det? Jeg har ladet dig høre nye ting fra tiden nu, endog ting der er blevet holdt tilbage og som du ikke har kendt. Nu blev de skabt, og ikke tidligere, og før i dag har du ikke hørt dem, for at du ikke skulle sige: ’Se! Jeg kendte dem allerede.’“ — Esajas 48:6, 7.

7. Hvad må de landflygtige jøder indrømme, og hvad kunne de forvente?

⁷ Esajas havde nedskrevet profetien om Babylons fald længe før det skete. Som landflygtige i Babylon får jøderne nu profetisk befaling til at overveje opfyldelsen af den. Kan de benægte at Jehova er de opfyldte profetiers Gud? Og da Judas indbyggere har set og hørt at Jehova er sandhedens Gud, må de så ikke også forkynde dette for andre? Jehovas åbenbarede ord forudsagde nye ting som endnu ikke var sket, som for eksempel Kyros’ erobring af Babylon og jødernes frigivelse. (Esajas 48:14-16) Disse overraskende begivenheder kom som et lyn fra en klar himmel. Ingen kunne have forudset dem blot ved at betragte verdensbegivenhedernes gang. De indtraf tilsyneladende uden årsag. Hvem havde forårsaget dem? Eftersom Jehova havde forudsagt dem 200 år i forvejen, er svaret indlysende.

8. Hvilke nye ting nærer kristne i dag håb om, og hvorfor har de fuldstændig tillid til Jehovas profetiske ord?

⁸ Jehova opfylder sit ord til den tid han har fastsat. De opfyldte profetier er et bevis på hans guddommelighed — ikke alene for jøderne i fortiden, men også for kristne i dag. De utallige profetier der er blevet opfyldt i fortiden — „de første ting“ — er en forsikring om at de nye ting som Jehova har lovet, også vil blive opfyldt: blandt andet at der vil komme ’en stor trængsel’, at der vil vise sig „en stor skare“ som vil overleve denne trængsel, og at der vil blive oprettet „en ny jord“. (Åbenbaringen 7:9, 14, 15; 21:4, 5; 2 Peter 3:13) Denne forsikring tilskynder alle med den rette hjertetilstand til ivrigt at tale om Jehova. De føler som salmisten, der sagde: „Jeg har forkyndt godt nyt om retfærdighed i den store menighed. Se! mine læber lukker jeg ikke.“ — Salme 40:9.

Jehova lægger bånd på sig selv

9. Hvordan har Israels folk været en „overtræder fra moders liv“?

⁹ Jødernes manglende tro på Jehovas profetier har forhindret dem i at give agt på hans advarsler. Derfor siger han videre til dem: „Du har hverken hørt eller vidst det, og dit øre har heller ikke tidligere været åbent. For jeg ved jo at du ufravigeligt er blevet ved med at handle forræderisk, og at du er blevet kaldt ’overtræder fra moders liv’.“ (Esajas 48:8) Judas øre har været lukket for det gode budskab fra Jehova. (Esajas 29:10) Den måde hvorpå Guds pagtsfolk har handlet, vidner om at folket har været en „overtræder fra moders liv“. Lige fra det blev til som en nation og gennem hele dets eksistens, har folket gjort oprør. Overtrædelse og forræderi har været indgroede synder og ikke blot noget som skete nu og da. — Salme 95:10; Malakias 2:11.

10. Hvorfor vil Jehova lægge bånd på sig selv?

¹⁰ Er alt håb ude? Nej. Selv om Juda har været oprørsk og forræderisk, er Jehova altid pålidelig og trofast. For sit eget store navns skyld vil han lægge bånd på sin vrede. Han siger: „For mit navns skyld vil jeg bremse min vrede, og for min æres skyld vil jeg betvinge mig over for dig, så du ikke udryddes.“ (Esajas 48:9) Hvilken kontrast! Jehovas folk — både Israel og Juda — har været troløst. Men Jehova vil hellige sit navn ved at handle på en måde der er til ære for det. Derfor vil han ikke udrydde sit udvalgte folk. — Joel 2:13, 14.

11. Hvorfor vil Gud ikke tillade at hans folk bliver udslettet?

¹¹ De som er ret indstillede blandt de landflygtige jøder, tager imod Guds tilrettevisning og adlyder hans ord. Til dem er følgende forsikring henvendt: „Se! Jeg har lutret dig, men ikke som sølv. Jeg har udvalgt dig i elendighedens smelteovn. For min egen skyld, for min egen skyld vil jeg gribe ind, for hvordan skulle man kunne lade sig vanhellige? Nej, til ingen anden giver jeg min herlighed.“ (Esajas 48:10, 11) De prøvelser som Jehova havde tilladt at hans folk blev udsat for — i „elendighedens smelteovn“ så at sige — havde prøvet og lutret dem og vist hvad der boede i deres hjerte. Noget lignende var sket hundreder af år før, nemlig dengang Moses sagde til deres forfædre: „Jehova din Gud lod dig vandre i disse fyrre år i ørkenen for at ydmyge dig og sætte dig på prøve og for at få at vide hvad der boede i dit hjerte.“ (5 Mosebog 8:2) Trods jødernes oprørske indstilling udslettede Jehova ikke folket dengang, og han vil heller ikke gøre det nu. På den måde vil han handle til ære for sit navn. Hvis han lod babylonierne udslette sit folk, ville han ikke være tro mod sin pagt, og det ville vanhellige hans navn. Det ville se ud som om Israels Gud ikke kunne frelse sit folk. — Ezekiel 20:9.

12. Hvordan blev sande kristne lutret under den første verdenskrig?

¹² I vor tid har Jehovas folk også haft behov for at blive lutret. I begyndelsen af det 20. århundrede var der mange i den lille gruppe bibelstudenter der da fandtes, som tjente Gud ud fra et oprigtigt ønske om at behage ham; men der var nogle som havde et forkert motiv, for eksempel ønsket om at opnå en fremtrædende stilling. Før bibelstudenterne kunne gå i gang med den forkyndelse af den gode nyhed som skulle finde sted i hele verden i endens tid, måtte de gennemgå en lutring. (Mattæus 24:14) Profeten Malakias profeterede om netop en sådan lutring i forbindelse med Jehovas komme til sit tempel. (Malakias 3:1-4) Hans ord blev opfyldt i 1918. Under den første verdenskrig havde sande kristne gennemgået en prøvelsens tid, og den kulminerede i at Vagttårnsselskabets daværende præsident, Joseph F. Rutherford, og andre af Selskabets ledere blev fængslet. Disse kristne høstede gavn af lutringen. Efter den første verdenskrig var de mere besluttede end nogen sinde på at tjene deres store Gud på den måde han anviste.

13. Hvilken virkning har det haft på Jehovas folk at det er blevet udsat for forfølgelse efter den første verdenskrig?

¹³ Siden da har Jehovas Vidner fra tid til anden været udsat for de mest ondsindede former for forfølgelse. Men det har ikke fået dem til at tvivle på deres Skabers ord. De har mærket sig apostelen Peters ord til kristne som blev forfulgt på hans tid: „I . . . bedrøves [nu] ved forskellige prøvelser, for at den prøvede ægthed af jeres tro . . . kan blive fundet at være årsag til pris og herlighed og ære ved Jesu Kristi åbenbarelse.“ (1 Peter 1:6, 7) Forfølgelse får ikke sande kristne til at opgive deres uangribelighed. Forfølgelsen vil åbenbare at deres motiv er rent. Den vil føje den prøvede ægthed til deres tro og vise dybden af deres loyalitet og kærlighed. — Ordsprogene 17:3.

’Jeg er den første, og jeg er den sidste’

14. (a) I hvilken forstand er Jehova „den første“ og „den sidste“? (b) Hvilket storslået værk har Jehova frembragt ved hjælp af sin „hånd“?

¹⁴ Nu siger Jehova appellerende til sit pagtsfolk: „Hør på mig, Jakob, og Israel, min kaldede. Jeg er den samme. Jeg er den første. Jeg er også den sidste. Ja, det var min hånd der grundlagde jorden og min højre der udstrakte himmelen. Jeg kalder på dem, og sammen træder de frem.“ (Esajas 48:12, 13) Til forskel fra mennesker er Gud evig og forandrer sig ikke. (Malakias 3:6) I Åbenbaringens Bog erklærer Jehova: „Jeg er Alfa og Omega, den første og den sidste, begyndelsen og enden.“ (Åbenbaringen 22:13) Før Jehova var der ingen almægtig Gud, og efter ham vil der ikke være nogen. Han er den Højeste og den Evige, Skaberen. Hans „hånd“ — hans magt — grundlagde jorden og udstrakte stjernehimmelen. (Job 38:4; Salme 102:25) Når han kalder på sit skaberværk, er det rede til at tjene ham. — Salme 147:4.

15. På hvilken måde og i hvilken hensigt „elsker“ Jehova Kyros?

¹⁵ En højtidelig invitation lyder til både jøder og ikkejøder: „Saml jer alle og hør efter. Hvem iblandt dem har fortalt disse ting? Jehova elsker ham. Han vil gøre mod Babylon hvad han har lyst til, og hans arm vil være imod kaldæerne. Jeg — jeg har talt. Ja, jeg har tilkaldt ham. Jeg har bragt ham, og hans færd vil lykkes for ham.“ (Esajas 48:14, 15) Jehova alene er almægtig og i stand til at forudsige kommende begivenheder nøjagtigt. Ingen iblandt „dem“, de værdiløse afguder, kan forudsige sådanne begivenheder. Jehova, ikke afguderne, „elsker ham“, nemlig Kyros, i den forstand at Jehova har udvalgt ham til at tjene et særligt formål. (Esajas 41:2; 44:28; 45:1, 13; 46:11) Han har forudset Kyros’ indtræden på verdensskuepladsen og udvalgt ham til at blive Babylons fremtidige erobrer.

16, 17. (a) Hvorfor kan man sige at Gud ikke har talt i det skjulte? (b) Hvordan gør Jehova sine hensigter kendt i dag?

¹⁶ Derefter fremsætter Jehova opfordringen: „Kom hen til mig. Hør dette. Lige fra begyndelsen har jeg ikke talt i det skjulte. Fra den tid det skete, har jeg været der.“ (Esajas 48:16a) Jehova har ikke udtalt sine forudsigelser i det skjulte eller kun gjort dem kendt for nogle få indviede. Jehovas profeter talte åbenhjertigt på Guds vegne. (Esajas 61:1) De forkyndte offentligt hvad der var Guds vilje. De begivenheder der havde forbindelse med Kyros, var således ikke nye for Gud eller noget han ikke havde forudset. Omkring 200 år i forvejen forudsagde han gennem Esajas hvad der ville ske.

¹⁷ Det forholder sig på samme måde i dag. Jehova skjuler ikke sine hensigter. Der er millioner i dag i hundreder af lande og på øerne i havet der forkynder fra hus til hus, på gaderne og andre steder hvor det er muligt. Dét de forkynder, er advarselen om den kommende afslutning på den nuværende tingenes ordning og den gode nyhed om velsignelserne under Guds rige. Jehova er virkelig en Gud der fortæller hvad hans hensigter er.

’Giv agt på mine bud!’

18. Hvad ønsker Jehova af sit folk?

¹⁸ Med kraft fra Jehovas ånd erklærer profeten: „Den suveræne Herre Jehova [har] selv sendt mig, tillige med sin ånd. Således har Jehova sagt, din Genløser, Israels Hellige: ’Jeg, Jehova, er din Gud, den som lærer dig hvad der gavner, den som fører dig ad den vej du skal gå.’“ (Esajas 48:16b, 17) Dette kærlige udtryk for Jehovas omsorg er en forsikring til folket om at Jehova vil udfri det fra Babylon. Han er dets Genløser. (Esajas 54:5) Det er hans oprigtige ønske at israelitterne genopretter det gode forhold til ham og giver agt på hans bud. Den sande tilbedelse er grundlagt på lydighed mod Guds bud. Israelitterne kan ikke vandre på den rette vej medmindre de lærer ’den vej de skal gå’.

19. Hvilken indtrængende opfordring lyder fra Jehova?

¹⁹ Jehovas ønske om at hans folk skal undgå ulykken og glæde sig ved livet, udtrykkes smukt med ordene: „Hvis blot du gav agt på mine bud! Da ville din fred blive som floden, og din retfærdighed som havets bølger.“ (Esajas 48:18) Hvilken indtrængende opfordring fra den almægtige Skaber! (5 Mosebog 5:29; Salme 81:13) I stedet for at gå i landflygtighed vil israelitterne kunne glæde sig over en fred der er lige så rigelig som vandet i en flod. (Salme 119:165) Deres retfærdsgerninger vil være lige så utallige som havets bølger. (Amos 5:24) Som den der nærer oprigtig interesse for israelitterne, appellerer Jehova til dem og viser dem kærligt den vej de skal gå. Hvis blot de ville høre!

20. (a) Hvad ønsker Gud for Israel trods dets oprørskhed? (b) Hvad lærer vi om Jehova ud fra det han har gjort for sit folk? (Se rammen på side 133.)

²⁰ Hvilke velsignelser ville blive resultatet hvis Israel angrede og omvendte sig? Jehova siger: „Da ville dit afkom blive som sandet, og efterkommerne fra dit indre som dets korn. Hans navn ville ikke blive udryddet eller tilintetgjort for mit ansigt.“ (Esajas 48:19) Jehova minder folket om sit løfte til Abraham om at hans afkom ville blive så talrigt „som himmelens stjerner og som sandskornene der er ved havets bred“. (1 Mosebog 22:17; 32:12) Men disse efterkommere af Abraham har været oprørske og har derfor ikke ret til at se løftet opfyldt. I realiteten har deres gerninger været af en sådan art at de ifølge Jehovas egen lov fortjener at få deres navn udslettet. (5 Mosebog 28:45) Alligevel ønsker Jehova ikke at hans folk bliver tilintetgjort, og han vil derfor ikke svigte det fuldstændigt.

21. Hvilke velsignelser kan vi erfare i dag hvis vi lader os oplære af Jehova?

²¹ De principper der ligger bag ovennævnte magtfulde ord fra Jehova, gælder også hans tilbedere i dag. Jehova er livets kilde, og han ved bedre end nogen hvordan vi bør bruge vort liv. (Salme 36:9) Han har givet os retningslinjer at leve efter — ikke for at berøve os glæden ved livet, men for at gavne os. Sande kristne vil derfor lade sig oplære af Jehova. (Mika 4:2) Hans anvisninger beskytter vores åndelige sundhed og vores forhold til ham, og de er et værn mod Satans fordærvende indflydelse. Når vi forstår og værdsætter de principper der ligger til grund for Guds love, kan vi se at det Jehova lærer os, er til gavn for os. Vi erkender at hans bud ’ikke er byrdefulde’. Og det vil føre til at vi ikke går til grunde. — 1 Johannes 2:17; 5:3.

„Gå ud af Babylon!“

22. Hvad bliver trofaste jøder opfordret til, og hvilken forsikring får de?

²² Vil der, når Babylon falder, være nogen jøder der viser at de har den rette hjertetilstand? Vil de benytte sig af den udfrielse som er tilvejebragt af Jehova, vende tilbage til deres hjemland og genoprette den rene tilbedelse? Ja. De følgende ord, som er udtalt af Jehova, viser at han har tillid til at dette vil ske. „Gå ud af Babylon! Flygt fra kaldæerne. Forkynd med høje glædesråb, lad dette blive hørt. Lad det komme ud til jordens ende. Sig: ’Jehova har genløst sin tjener Jakob. Og de tørstede ikke da han lod dem vandre gennem øde steder. Han fik vand fra klippen til at flyde til dem, idet han kløvede klippen så vand strømmede ud.’“ (Esajas 48:20, 21) Jehovas folk bliver profetisk opfordret til uden tøven at forlade Babylon. (Jeremias 50:8) Dets udfrielse skal gøres kendt til jordens ender. (Jeremias 31:10) Ved udgangen af Ægypten sørgede Jehova for sit folks fornødenheder på dets vandring gennem ørkenen. På samme måde vil han sørge for sit folk på dets vej hjem fra Babylon. — 5 Mosebog 8:15, 16.

23. Hvem vil komme til at opleve en gudgiven fred?

²³ Der er et andet vigtigt princip som jøderne må holde sig for øje med hensyn til Jehovas frelsesgerninger. De som er retsindige, vil måske komme til at lide for deres synder, men de vil ikke gå til grunde. Det forholder sig anderledes med de uretfærdige. „’Der er ingen fred,’ har Jehova sagt, ’for de ugudelige.’“ (Esajas 48:22) De syndere som ikke angrer, vil ikke opleve den fred som Gud har tiltænkt dem der elsker ham. Der er ingen frelse for dem som hårdnakket forbliver ugudelige, eller som er uden tro. Frelsen er kun for dem som har tro. (Titus 1:15, 16; Åbenbaringen 22:14, 15) De ugudelige har ikke Guds fred.

24. Hvad har fyldt Guds folk i nutiden med glæde?

²⁴ I 537 f.v.t. fik trofaste israelitter til deres store glæde mulighed for at forlade Babylon. I 1919 førte Guds folks udfrielse fra babylonisk fangenskab også til stor glæde. (Åbenbaringen 11:11, 12) Denne lille gruppe kristne blev fyldt med håb og greb lejligheden til at udvide deres tjeneste. Det krævede mod at benytte sig af de nye muligheder for at forkynde i en fjendtlig verden. Men med Jehovas hjælp tog de fat på arbejdet med at forkynde den gode nyhed. Historien viser at Jehova velsignede dem.

25. Hvorfor er det vigtigt at give agt på Guds retfærdige bestemmelser?

²⁵ Denne del af Esajas’ profeti understreger at Jehova lærer os hvad der gavner. Det er meget vigtigt at give agt på Jehovas retfærdige bestemmelser. (Åbenbaringen 15:2-4) Hvis vi minder os selv om Guds visdom og kærlighed, vil det hjælpe os til at rette os efter hvad Gud siger. Alle hans bud er til gavn for os. — Esajas 48:17, 18.

[Ramme på side 133]

Den Almægtige lægger bånd på sig selv

’Jeg vil bremse min vrede . . . jeg vil betvinge mig,’ sagde Jehova til de frafaldne israelitter. (Esajas 48:9) En sådan udtalelse hjælper os til at se at Jehova sætter det fuldkomne eksempel ved aldrig at misbruge sin magt. Der er ingen der har større magt end Jehova. Derfor kaldes han „den Almægtige“, og han bruger med rette denne betegnelse om sig selv. (1 Mosebog 17:1) Han råder ikke alene over en ubegrænset kraft, men er også i besiddelse af al myndighed på grund af sin stilling som universets suveræne Herre og Skaber. Derfor kan ingen holde hans hånd tilbage og sige: „Hvad gør du?“ — Daniel 4:35.

Men Gud er sen til vrede, også når der er behov for at han viser sin magt over for sine fjender. (Nahum 1:3) Jehova kan ’bremse sin vrede’ og beskrives med rette som værende „sen til vrede“; for kærlighed — ikke vrede — er den dominerende egenskab hos ham. Når hans vrede kommer til udtryk, er den altid retfærdig, altid berettiget, altid under kontrol. — 2 Mosebog 34:6; 1 Johannes 4:8.

Hvorfor handler Jehova på denne måde? Fordi hans almagt er i fuldkommen balance med hans tre andre hovedegenskaber — visdom, retfærdighed og kærlighed. Han bruger altid sin magt i overensstemmelse med disse andre egenskaber.

[Illustration på side 122]

Esajas’ budskab om folkets genrejsning gav trofaste jøder i landflygtigheden håb

[Illustrationer på side 124]

Jøderne var tilbøjelige til at give afguder æren for Jehovas gerninger

1. Ishtar 2. En glaseret teglstensfrise langs Babylons processionsvej 3. Drage, symbol for guden Marduk

[Illustration på side 127]

„Elendighedens smelteovn“ kan afsløre om vore motiver til at tjene Jehova er rene

[Illustrationer på side 128]

Sande kristne har været udsat for de mest ondsindede former for forfølgelse

Kapitel ti

„En velviljens tid“

Esajas 49:1-26

1, 2. (a) Hvordan blev Esajas begunstiget af Jehova? (b) Hvem gælder de profetiske ord i første halvdel af kapitel 49 af Esajas’ Bog?

ALLE som tror, har længe kunnet glæde sig over Guds godkendelse og beskyttelse. Det er ikke et gode som Jehova skænker alle og enhver. Der er visse betingelser man må opfylde. Det gjorde Esajas. Han blev begunstiget af Jehova og blev brugt af ham til at gøre hans vilje kendt for andre. Et eksempel herpå finder vi i første halvdel af kapitel 49 i Esajas’ profeti.

² Ordene er profetisk henvendt til Abrahams afkom. Dette afkom er i den første opfyldelse Israels folk, som nedstammede fra Abraham. Men størstedelen af det der siges, gælder den lovede Messias, det afkom af Abraham som man længe havde set frem til. Ordene gælder imidlertid også Messias’ åndelige brødre, der bliver en del af Abrahams åndelige afkom, og som udgør „Guds Israel“. (Galaterne 3:7, 16, 29; 6:16) Især beskriver profetien det særlige forhold der råder mellem Jehova og hans elskede søn, Jesus Kristus. — Esajas 49:26.

Indsat og beskyttet af Jehova

3, 4. (a) Hvilken støtte får Messias? (b) Hvem taler Messias til?

³ Messias har Guds velvilje, hans godkendelse. Jehova giver ham den bemyndigelse og de akkreditiver som er nødvendige for at han kan fuldføre sin opgave. Den fremtidige Messias siger derfor med rette: „Hør på mig, I øer, og giv agt, I fjerne folkestammer. Jehova har kaldet mig fra moders liv. Fra jeg var i min moders indre har han nævnt mit navn.“ — Esajas 49:1.

⁴ Messias taler her til „fjerne folkestammer“. Selv om løftet om ham blev givet til det jødiske folk, vil hans tjeneste være til velsignelse for alle folkeslag. (Mattæus 25:31-33) Og skønt ’øerne’ og ’folkestammerne’ ikke har indgået nogen pagt med Jehova, bør de give agt på Messias, for han vil blive til frelse for alle mennesker.

5. Hvordan blev Messias’ navn nævnt allerede før han blev født?

⁵ Det siges i profetien at Jehova vil nævne Messias’ navn før han bliver født som menneske. (Mattæus 1:21; Lukas 1:31) Længe før Jesus blev født, blev han kaldt „Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste“. (Esajas 9:6) Immanuel, sandsynligvis navnet på en søn af Esajas, viste sig også at være et profetisk navn på Messias. (Esajas 7:14; Mattæus 1:21-23) Selv det navn som Messias ville blive kendt under — Jesus — blev forudsagt før hans fødsel. (Lukas 1:30, 31) Dette navn kommer af det hebraiske ord der betyder „Jehova er frelse“. Jesus er altså tydeligvis ikke nogen selvbestaltet Messias.

6. På hvilken måde er Messias’ mund som et skarpt sværd, og i hvilken forstand er han skjult, eller gemt?

⁶ Messias’ profetiske ord fortsætter: „Og han gjorde min mund til et skarpt sværd. I sin hånds skygge skjulte han mig. Og han gjorde mig til en sleben pil. Han gemte mig i sit kogger.“ (Esajas 49:2) Da tiden kom til at Jesus skulle begynde sin jordiske tjeneste i år 29 e.v.t., viste hans ord og handlinger sig at være som et skarpt og slebet våben der kunne trænge ind i hans tilhøreres hjerter. (Lukas 4:31, 32) Hans ord og handlinger fremkaldte vrede hos Jehovas store fjende, Satan, og dem Satan benyttede sig af. Lige fra Jesus blev født, prøvede Satan at komme ham til livs, men Jesus var som en pil der var gemt i Jehovas eget kogger.a Han kunne stole helt på sin Faders beskyttelse. (Salme 91:1; Lukas 1:35) Til den fastsatte tid gav Jesus sit liv til gavn for menneskene. Men den tid kommer da han vil drage ud som en vældig himmelsk kriger der er udrustet på en helt anden måde, nemlig med et skarpt sværd der udgår af hans mund. Denne gang står det skarpe sværd for Jesu bemyndigelse til at udtale og eksekvere Jehovas domme over hans fjender. — Åbenbaringen 1:16.

Guds tjeners anstrengelser er ikke forgæves

7. Hvem er Jehovas ord i Esajas 49:3 henvendt til, og hvad er begrundelsen herfor?

⁷ Nu udtaler Jehova disse profetiske ord: „Du er min tjener, Israel, du er den på hvem jeg vil vise min hæder.“ (Esajas 49:3) Jehova kalder Israels folk sin tjener. (Esajas 41:8) Men Guds ypperste tjener er Jesus Kristus. (Apostelgerninger 3:13) Ingen af Guds skabninger kan genspejle Jehovas „hæder“ bedre end Jesus. Skønt de profetiske ord formelt er henvendt til Israel, gælder de i realiteten Jesus. — Johannes 14:9; Kolossenserne 1:15.

8. Hvordan blev Messias modtaget af sit eget folk, men til hvem ville Messias overlade at dømme om hans tjeneste var lykkedes?

⁸ Men blev Jesus da ikke foragtet og forkastet af størstedelen af sit eget folk? Jo. I det store og hele tog Israels folk ikke imod Jesus som Guds salvede tjener. (Johannes 1:11) For Jesu samtidige forekom det han udrettede, måske ikke at have nogen særlig værdi, ja var måske helt uden betydning for dem. At hans tjeneste således tilsyneladende var en fiasko, hentyder Messias selv til med de følgende ord: „Det er til ingen nytte jeg har slidt. På tomhed og ingenting har jeg opbrugt min kraft.“ (Esajas 49:4a) Vil det sige at han havde mistet modet? Læg mærke til hvad han derefter udtaler: „Ganske vist, min ret er hos Jehova, og min løn hos min Gud.“ (Esajas 49:4b) Om hans tjeneste var lykkedes eller ej, skulle Gud, ikke mennesker, dømme om.

9, 10. (a) Hvilken opgave havde Messias fået overdraget af Jehova, og hvilke resultater opnåede han? (b) Hvordan bliver kristne i dag opmuntret af Jesu eksempel?

⁹ Jesus var først og fremmest interesseret i at opnå Guds godkendelse, eller velvilje. I profetien siger Messias: „Nu har Jehova, der dannede mig fra moders liv som sin tjener, sagt at jeg skal føre Jakob tilbage til ham, for at Israel kan blive samlet hos ham. Og jeg vil blive herliggjort i Jehovas øjne, ja, min Gud er blevet min styrke.“ (Esajas 49:5) Messias kom for at vende Israels sønners hjerter om til deres himmelske Fader. De fleste tog ikke imod ham, men nogle gjorde. Hans virkelige løn var dog hos Jehova Gud. Resultatet skulle ikke måles efter en menneskelig målestok, men efter Jehovas.

¹⁰ I dag har Jesu disciple måske undertiden følelsen af at de slider til ingen nytte. Nogle steder synes resultaterne af deres tjeneste kun ringe i forhold til deres anstrengelser og det store arbejde de gør. Men de holder alligevel ud, tilskyndet af Jesu eksempel. De føler sig også styrket af apostelen Paulus, der skrev: „Derfor, mine elskede brødre, vær faste, urokkelige, idet I altid har rigeligt at gøre i Herrens gerning og idet I ved at jeres arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren.“ — 1 Korinther 15:58.

„Et lys for nationerne“

11, 12. Hvordan er Messias blevet „et lys for nationerne“?

¹¹ I Esajas’ profeti opmuntrer Jehova Messias ved at minde ham om at det naturligvis er en opgave at være Guds tjener. Foruden at han skal „rejse Jakobs stammer og føre Israels bevarede tilbage“, vil Jehova også sætte ham som „et lys for nationerne“, så frelsen fra Jehova „kan nå ud til jordens ende“. (Esajas 49:6) Hvordan oplyser Jesus folk „til jordens ende“ når hans jordiske tjeneste var begrænset til kun at omfatte Israel?

¹² Bibelen viser at Guds „lys for nationerne“ ikke forsvandt da Jesus forlod den jordiske skueplads. Omkring 15 år efter Jesu død citerede Paulus og Barnabas profetien i Esajas 49:6 og anvendte den på Jesu disciple, hans åndelige brødre. De forklarede: „Jehova har . . . givet os denne befaling: ’Jeg har sat dig til lys for nationer, for at du skal være til frelse til jordens fjerneste egne.’“ (Apostelgerninger 13:47) Før sin død oplevede Paulus at den gode nyhed om frelse ikke blot var nået ud til jøder, men til „al skabningen under himmelen“. (Kolossenserne 1:6, 23) I dag fortsætter resten af Kristi salvede brødre dette forkyndelsesarbejde. Hjulpet af „en stor skare“ som tæller millioner, tjener de som „et lys for nationerne“ idet de forkynder i over 230 lande rundt om i verden. — Åbenbaringen 7:9.

13, 14. (a) Hvilken reaktion har Jesus og hans disciple mødt når de forkyndte? (b) Hvilken ændring i situationen har fundet sted?

¹³ Jehova har virkelig været til styrke for sin tjener Messias, hans salvede brødre og den store skare der sammen med dem forkynder den gode nyhed. Det er rigtigt at Jesu disciple, ligesom Jesus selv, har været udsat for modstand og foragt. (Johannes 15:20) Men når tiden var inde, har Jehova altid sørget for at vende situationen for at redde og belønne sine loyale tjenere. Om Messias, „som man af sjælen ringeagter“, og „som er afskyet af nationen“, gav Jehova følgende løfte: „Konger vil se det og rejse sig, også fyrster, og de vil bøje sig, på grund af Jehova, som er trofast, Israels Hellige, som udvælger dig.“ — Esajas 49:7.

¹⁴ Senere skrev apostelen Paulus til de kristne i Filippi om denne forudsagte ændring i situationen. Han beskrev Jesus som en der var blevet ydmyget ved at måtte lide døden på en marterpæl, men derefter blev ophøjet af Gud. Jehova gav sin tjener „en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn, så at i Jesu navn hvert knæ skal bøje sig“. (Filipperne 2:8-11) Kristi trofaste disciple har fået at vide at de også vil blive forfulgt, men ligesom Messias bliver de forsikret om at de har Jehovas velvilje. — Mattæus 5:10-12; 24:9-13; Markus 10:29, 30.

„En særlig velkommen tid“

15. Hvilken særlig „tid“ nævnes i Esajas’ profeti, og hvad betyder dette udtryk?

¹⁵ Esajas’ profeti fortsætter med en meget betydningsfuld udtalelse. Jehova siger til Messias: „I en velviljens tid har jeg svaret dig, og på en frelsens dag har jeg hjulpet dig; og jeg har fortsat bevaret dig så jeg kunne give dig som en pagt for folket.“ (Esajas 49:8a) En lignende profeti kan læses i Salme 69:13-18. Salmisten nævner „en velviljens tid“, altså det samme udtryk som Esajas bruger. Udtrykket betyder at Jehova udstrækker sin velvilje og beskyttelse på en særlig måde, men kun midlertidigt i en ganske bestemt periode.

16. Hvornår var det „en velviljens tid“ for det gamle Israel?

¹⁶ Hvornår var det en sådan „velviljens tid“? Som Esajas brugte udtrykket, var det en del af en genoprettelsesprofeti der forudsagde jødernes hjemkomst fra landflygtigheden. Israels folk oplevede en velviljens tid da de kunne „genrejse landet“ og på ny tage deres „øde arvelodder“ i besiddelse. (Esajas 49:8b) De var ikke længere ’fanger’ i Babylon. På deres rejse hjem sikrede Jehova at de ikke kom til at „sulte“ eller „tørste“, og at ingen „brændende hede og sol“ plagede dem. Israelitterne, som var blevet spredt til mange områder, strømmede tilbage til deres eget land, „langt borte fra . . . fra nord og fra vest“. (Esajas 49:9-12) Ud over denne dramatiske opfyldelse af profetien viser Bibelen imidlertid at den også bliver opfyldt senere, på flere forskellige tidspunkter.

17, 18. Hvilken velviljens tid rådede i det første århundrede?

¹⁷ Ved Jesu fødsel forkyndte englene „fred blandt mennesker der har Guds velvilje“. (Lukas 2:13, 14) Denne velvilje blev ikke tilbudt mennesker i almindelighed, men kun dem der viste tro på Jesus. Senere oplæste Jesus i en offentlig forsamling profetien fra Esajas 61:1, 2 og anvendte den på sig selv som den der udråbte „et velviljens år fra Jehova“. (Lukas 4:17-21) Apostelen Paulus gør opmærksom på at Kristus „i sit køds dage“ nød Guds særlige bevågenhed og beskyttelse. (Hebræerne 5:7-9) Den „velviljens tid“ der rådede dengang, gjaldt altså den tid da Jesus erfarede Guds gunst mens han levede på jorden som menneske.

¹⁸ Men profetien får også en yderligere opfyldelse. Efter at have citeret Esajas’ ord om en velviljens tid fortsætter Paulus: „Se! Nu er det en særlig velkommen tid. Se! Nu er det en frelsens dag.“ (2 Korinther 6:2) Disse ord skrev Paulus 22 år efter Jesu død. Med den kristne menigheds oprettelse på pinsedagen i år 33 udvidede Jehova med andre ord sit velviljens år til også at omfatte Kristi salvede disciple.

19. Hvordan kan kristne i dag drage nytte af en velviljens tid fra Jehova?

¹⁹ Hvordan forholder det sig med de disciple af Jesus der ikke er salvede som medarvinger til Guds himmelske rige? Kan de som har et jordisk håb, få gavn af denne velkomne tid? Ja. Åbenbaringens Bog i Bibelen viser at det nu er en tid da Jehova viser velvilje mod den store skare der vil komme ud af „den store trængsel“, og som vil kunne glæde sig over at leve på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 7:13-17) Alle kristne kan derfor drage nytte af denne begrænsede tidsperiode hvor Jehova viser ufuldkomne mennesker velvilje.

20. Hvordan kan kristne undgå at forfejle hensigten med Jehovas ufortjente godhed?

²⁰ Før apostelen Paulus forkyndte at det var en velkommen tid fra Jehova, udtalte han en advarsel. Han anmodede indtrængende de kristne om „ikke at forfejle hensigten“ med at de havde „taget imod Guds ufortjente godhed“. (2 Korinther 6:1) Derfor benytter kristne enhver lejlighed til at gøre Guds vilje for at behage ham. (Efeserne 5:15, 16) De følger Paulus’ formaning: „Se til, brødre, at der aldrig i nogen af jer udvikles et ondt hjerte uden tro, ved frafald fra den levende Gud; men bliv ved med at tilskynde hinanden hver dag, så længe det hedder ’i dag’, for at ikke nogen af jer skal blive forhærdet ved syndens bedragende magt.“ — Hebræerne 3:12, 13.

21. Hvilken opfordring slutter første del af kapitel 49 i Esajas’ Bog med?

²¹ Efter den profetiske samtale mellem Jehova og Messias giver Esajas følgende opfordring: „Råb af glæde, du himmel, og jubl, du jord. Lad bjergene bryde ud i glædesråb. For Jehova har trøstet sit folk, og han viser sine nødstedte barmhjertighed.“ (Esajas 49:13) I sandhed smukke og trøstende ord til israelitterne i fortiden, til Jehovas store tjener, Jesus Kristus, og til Jehovas salvede tjenere og deres medarbejdere, de andre får, i dag!

Jehova glemmer ikke sit folk

22. Hvordan understreger Jehova at han aldrig vil glemme sit folk?

²² Esajas fortsætter nu med at gengive Jehovas udtalelser. Han forudsiger at de landflygtige israelitter vil være tilbøjelige til at blive trætte og modløse. Han siger: „Zion blev ved med at sige: ’Jehova har forladt mig, ja, Jehova har glemt mig.’“ (Esajas 49:14) Er det sandt? Har Jehova forladt sit folk og glemt det? Esajas fortsætter, idet han taler på Jehovas vegne: „Kan en kvinde glemme sit diende barn så hun ikke har barmhjertighed med sit moderlivs søn? Selv disse kvinder kan glemme, men jeg, jeg glemmer ikke dig.“ (Esajas 49:15) Hvilket kærligt svar fra Jehova! Guds kærlighed til sit folk er større end en moders kærlighed til sit barn. Han tænker til stadighed på dem der er loyale mod ham. Han husker dem som var deres navne indridset på hans hænder: „Se! På mine håndflader har jeg indridset dig. Dine mure er bestandig foran mig.“ — Esajas 49:16.

23. Hvordan udtrykte Paulus at de kristne kunne stole på at Jehova ikke ville glemme dem?

²³ Apostelen Paulus gav galaterne følgende indtrængende opfordring: „Lad os ikke give op med hensyn til at gøre det der er rigtigt, for til sin tid skal vi høste hvis vi ikke giver tabt.“ (Galaterne 6:9) Til hebræerne skrev han de opmuntrende ord: „Gud er ikke uretfærdig så han glemmer jeres arbejde og den kærlighed I har vist mod hans navn.“ (Hebræerne 6:10) Vi bør aldrig få den tanke at Jehova har glemt sit folk. Som Zion i fortiden har de kristne god grund til at glæde sig og tålmodigt vente på Jehova. Han holder fast ved sin pagt, både dens betingelser og løfter.

24. Hvordan vil Zion blive befolket igen, og hvilke spørgsmål stiller byen?

²⁴ Gennem Esajas trøster Jehova jøderne yderligere. De der „rev [Zion] ned“, enten babylonierne eller de frafaldne jøder, udgør ikke længere nogen trussel. Zions „sønner“, landflygtige jøder der er forblevet loyale mod Jehova, „har skyndt sig“. De bliver „samlet“. Efter at jøderne er vendt hjem til Jerusalem, vil de være en pryd for deres hovedstad, ligesom „smykker“ er til pryd for „en brud“. (Esajas 49:17, 18) Zions tomter har ligget „afsvedne“ og „øde“. Man kan forestille sig de hjemvendte jøders overraskelse da der pludselig er så mange indbyggere at stedet synes for trangt! (Læs Esajas 49:19, 20.) Meget naturligt spørger de om hvor alle disse ’børn’ kommer fra: „Du skal sige i dit hjerte: ’Hvem er blevet fader til disse for mig, eftersom jeg har været barnløs og ufrugtbar, landflygtig og taget til fange? Og disse, hvem har opfødt dem? Se! Jeg var ladt alene tilbage. Hvor er disse kommet fra?’“ (Esajas 49:21) I sandhed en lykkelig situation for et tidligere barnløst Zion!

25. Hvilken genrejsning har det åndelige Israel erfaret i nutiden?

²⁵ Disse ord får også en opfyldelse i dag. I de vanskelige år under den første verdenskrig befandt det åndelige Israel sig i en situation der kunne sammenlignes med et fangenskab og en øde tilstand. Men det åndelige Israel blev genrejst og kom derefter til at befinde sig i et åndeligt paradis. (Esajas 35:1-10) Ligesom den forhen ødelagte by som Esajas beskriver, glædede det åndelige Zion sig over at være fyldt med glade, aktive tilbedere af Jehova.

„Et signal for folkeslagene“

26. Hvilken anvisning giver Jehova sit udfriede folk?

²⁶ Profetisk fører Jehova nu Esajas frem til den tid da Guds folk vil blive udfriet fra Babylon. Vil de få nogen anvisning fra Gud at gå efter? Jehova svarer: „Se! Jeg løfter min hånd som tegn til nationerne, og for folkene rejser jeg mit signal. Og de skal komme med dine sønner i favnen, og dine døtre vil blive båret på skulderen.“ (Esajas 49:22) I den første opfyldelse er Jehovas „signal“ Jerusalem, det tidligere regeringssæde og stedet hvor Jehovas tempel lå. Selv fornemme og indflydelsesrige personer i andre nationer, som for eksempel „konger“ og „fyrstelige hustruer“, vil hjælpe israelitterne på deres vej tilbage. (Esajas 49:23a) Perserkongerne Kyros og Artaxerxes den Langhåndede og deres embedsmænd vil vise sig at være blandt disse hjælpere. (Ezra 5:13; 7:11-26) Men Esajas’ ord får også en senere opfyldelse.

27. (a) Hvilket „signal“ vil nationerne flokkes om i den større opfyldelse? (b) Hvad bliver resultatet når alle nationer bliver tvunget til at bøje sig for Messias’ herredømme?

²⁷ Esajas 11:10 taler om „et signal for folkeslagene“. Apostelen Paulus møntede disse ord på Kristus Jesus. (Romerne 15:8-12) I den større opfyldelse er Jesus og hans salvede medregenter Jehovas „signal“ som nationerne flokkes om. (Åbenbaringen 14:1) Med tiden må alle jordens folk — også de regerende i verden — bøje sig for Messias’ herredømme. (Salme 2:10, 11; Daniel 2:44) Hvad bliver resultatet? Jehova siger: „Du skal vide at jeg er Jehova, og at de der håber på mig ikke vil blive til skamme.“ — Esajas 49:23b.

„Nu er vor frelse nærmere“

28. (a) Med hvilke ord forsikrer Jehova endnu en gang sit folk om at det vil blive udfriet? (b) Hvad forpligter Jehova sig til med hensyn til sit folk?

²⁸ Nogle af de landflygtige i Babylon vil måske spørge om det virkelig er muligt at Israel vil blive udfriet. Det spørgsmål foregriber Jehova selv idet han siger: „Kan man tage krigsbyttet fra en vældig kriger, eller kan tyrannens fanger undslippe?“ (Esajas 49:24) Svaret er ja. Jehova forsikrer dem: „Den vældige krigers fanger vil blive taget fra ham, og tyrannens krigsbytte vil undslippe.“ (Esajas 49:25a) Hvor beroligende! I sin godhed forpligter Jehova sig endvidere til at beskytte sit folk. Med ord som ikke kan misforstås, siger han: „Mod enhver som strider mod dig vil jeg stride, og dine sønner vil jeg frelse.“ (Esajas 49:25b) Disse ord gælder stadig. Som der står i Zakarias 2:8, siger Jehova til sit folk: „Den der rører jer, rører min øjesten.“ Det er rigtigt at vi nu oplever en velviljens tid hvor folk på hele jorden har mulighed for at slutte sig til det åndelige Zion. Men denne velviljens tid vil en dag være forbi.

29. Hvilken fremtid må de der ikke adlyder Jehova, se i møde?

²⁹ Hvad vil der ske med dem der hårdnakket nægter at adlyde Jehova og forfølger dem der tilbeder ham? Han siger: „Jeg vil lade dem der behandler dig dårligt, æde deres eget kød; og som af sød vin bliver de berusede af deres eget blod.“ (Esajas 49:26a) Det er barske udsigter! Der vil ikke være nogen fremtid for disse modstandere. De vil gå til grunde. Jehova vil på denne måde vise sig som Frelser, både ved at han udfrier sit folk, og ved at han udsletter dets fjender. „Alt kød skal vide at jeg, Jehova, er din Frelser og din Genløser, Jakobs Mægtige.“ — Esajas 49:26b.

30. Hvilken frelse har Jehova allerede udvirket til gavn for sit folk, og hvad vil han yderligere gøre?

³⁰ Disse ord blev opfyldt første gang da Jehova brugte Kyros til at udfri sit folk fra babylonisk fangenskab. Derpå blev de opfyldt i 1919 da Jehova ved sin søn, Jesus Kristus, udfriede sit folk fra åndeligt fangenskab. Derfor omtaler Bibelen både Jehova og Jesus som frelsere. (Titus 2:11-13; 3:4-6) Jehova er den der i første række frelser os, og Jesus, Messias, er hans „hovedformidler“. (Apostelgerninger 5:31) Den frelse Jehova udvirker ved Jesus Kristus, er storslået og mangesidig. Ved hjælp af den gode nyhed udfrier Jehova de retsindige fra trældom under falsk religion. Ved genløsningsofferet udfrier han dem fra trældom under synd og død. I 1919 udfriede han Jesu brødre fra åndelig trældom, og i Harmagedonkrigen, som hastigt nærmer sig, vil han udfri en stor skare troende og trofaste mennesker fra den udslettelse som vil komme over synderne.

31. Hvad bør vi gøre i betragtning af at Gud nu viser sin velvilje?

³¹ Det er derfor et stort privilegium at være genstand for Guds velvilje! Måtte vi alle gøre klog brug af den tid hvori han viser denne velvilje, og måtte vi handle i overensstemmelse med tidens alvor ved at følge Paulus’ formaning til menigheden i Rom: „I kender tiden, at den time allerede er her da I skal vågne op af søvne, for nu er vor frelse nærmere end da vi blev troende. Natten er langt fremme; dagen er kommet nær. Lad os derfor aflægge de gerninger der hører mørket til, og lad os iføre os lysets våben. Lad os vandre anstændigt som ved dag, ikke med sviregilder og drikketure, ikke i ulovlig kønslig omgang og skamløshed, ikke i strid og skinsyge. Men ifør jer Herren Jesus Kristus, og læg ikke på forhånd planer for kødets lyster.“ — Romerne 13:11-14.

32. Hvad kan Guds folk være forsikret om?

³² Jehova vil til stadighed støtte og hjælpe dem der følger hans vejledning. Han vil give dem de kræfter og evner de måtte behøve for at udføre forkyndelsen af den gode nyhed. (2 Korinther 4:7) Jehova vil bruge sine tjenere som han bruger deres Fører, Jesus. Han vil gøre deres mund „til et skarpt sværd“ så de kan nå de sagtmodiges hjerter med den gode nyhed. (Mattæus 28:19, 20) Han vil skjule sit folk „i sin hånds skygge“ og gemme sine tjenere som ’en sleben pil i sit kogger’. Jehova vil ikke svigte sit folk! — Salme 94:14; Esajas 49:2, 15.

[Fodnote]

[Illustration på side 139]

Messias er som „en sleben pil“ i Jehovas kogger

[Illustration på side 141]

Messias har været „et lys for nationerne“

[Illustration på side 147]

Guds kærlighed til sit folk er større end en moders kærlighed til sit barn

Kapitel elleve

„Sæt ikke jeres lid til fornemme mænd“

Esajas 50:1-11

1, 2. (a) Hvilket inspireret råd lyttede jøderne ikke til, og hvad blev resultatet? (b) Hvorfor spørger Jehova: ’Hvor er jeres moders skilsmisseattest?’

„SÆT ikke jeres lid til fornemme mænd, til en menneskesøn, hos hvem der ikke er frelse. . . . Lykkelig er den der har Jakobs Gud som sin hjælp, den hvis håb står til Jehova hans Gud, som frembragte himmel og jord.“ (Salme 146:3-6) Hvis blot jøderne der levede på Esajas’ tid, ville gøre som salmisten rådede til! Hvis blot de ville sætte deres lid til „Jakobs Gud“ og ikke til Ægypten eller nogen anden hedensk nation! Så ville Jehova beskytte Juda når dets fjender kom imod det. Men Juda vil ikke søge hjælp hos Jehova. Derfor vil han tillade at Jerusalem bliver ødelagt og Judas indbyggere ført som fanger til Babylon.

² Juda har ikke andre end sig selv at takke for dette. Befolkningen kan ikke med rette hævde at landets ødelæggelse skyldes at Jehova har bedraget sit folk eller har brudt sin pagt med det. Skaberen er ikke nogen pagtsbryder. (Jeremias 31:32; Daniel 9:27; Åbenbaringen 15:4) Dette understreger Jehova med spørgsmålet: „Hvor er da jeres moders skilsmisseattest hvormed jeg sendte hende bort?“ (Esajas 50:1a) Under Moseloven måtte en mand som ville skille sig fra sin hustru, give hende en skilsmisseattest. Derefter var hun fri til at gifte sig med en anden mand. (5 Mosebog 24:1, 2) Jehova havde i billedlig forstand udstedt en sådan skilsmisseattest til Judas søsterrige, Israel, men han havde ikke gjort det til Juda.a Han var stadig Judas „ægtemand“. (Jeremias 3:8, 14) Juda var ikke fri til at indgå forbindelse med hedenske nationer. Dets forhold til Jehova ville fortsætte lige til Silo, Messias, trådte frem. — 1 Mosebog 49:10.

3. Hvad er grunden til at Jehova vil ’sælge’ sit folk?

³ Jehova stiller også Juda spørgsmålet: „Til hvilken af mine kreditorer har jeg solgt jer?“ (Esajas 50:1b) Jøderne ville ikke blive sendt i fangenskab i Babylon som betaling for en formodet gæld Jehova havde pådraget sig. Jehova er ikke som en fattig israelit der må sælge sine børn til en kreditor for at komme ud af sin gæld. (2 Mosebog 21:7) Nej, hvad der er den virkelige grund til at hans folk ville komme i trældom, viser Jehova idet han siger: „Se! På grund af jeres misgerninger blev I solgt, og på grund af jeres overtrædelser blev jeres moder sendt bort.“ (Esajas 50:1c) Det er jøderne der har svigtet Jehova, ikke ham der har svigtet dem.

4, 5. Hvordan har Jehova vist sin kærlighed til sit folk, men hvordan har Juda reageret?

⁴ Jehovas næste spørgsmål vidner om hans kærlighed til sit folk: „Hvorfor var der ingen da jeg kom? Ingen der svarede da jeg kaldte?“ (Esajas 50:2a) Gennem sine tjenere profeterne er Jehova så at sige trådt ind i jødernes hjem for at bede dem vende om til ham af hele deres hjerte. Men de svarer ikke. Jøderne foretrækker at se hen til jordiske mennesker efter hjælp; undertiden har de endog søgt hjælp hos Ægypten. — Esajas 30:2; 31:1-3; Jeremias 37:5-7.

⁵ Er Ægypten en mere pålidelig frelser end Jehova? De utro jøder har åbenbart glemt de begivenheder der førte til deres nations fødsel århundreder tidligere. Jehova spørger dem: „Er min hånd da blevet for kort til at løskøbe, eller er der ingen kraft i mig til at udfri? Se! Med min revsende tale udtørrer jeg havet; jeg gør floder til ørken. Deres fisk stinker fordi der ikke er vand, og de dør af tørst. Jeg klæder himmelen i dunkelhed, og jeg gør sækkelærred til dens dække.“ — Esajas 50:2b, 3.

6, 7. Hvordan viste Jehova at han havde magt til at frelse israelitterne fra den ægyptiske trussel?

⁶ I 1513 f.v.t. var Ægypten undertrykkeren, ikke befrieren som man håbede på. Israelitterne var slaver i dette hedenske land. Men Jehova udfriede dem, og hvilken befrielse! Først sendte han ti plager over Ægypten. Efter den ødelæggende tiende plage, som var rettet mod ægypternes førstefødte, bad Farao israelitterne om straks at forlade landet. (2 Mosebog 7:14–12:31) Men aldrig så snart var de borte, før Farao ombestemte sig. Han mønstrede sine tropper og drog af sted for at tvinge israelitterne til at vende tilbage til Ægypten. (2 Mosebog 14:5-9) Med en hær af ægyptiske soldater bag sig og Det Røde Hav foran sig var israelitterne som fanget i en fælde! Men Jehova var der og ville kæmpe for dem.

⁷ Ægypterne blev standset brat i deres forfølgelse ved at Jehova satte en skysøjle mellem dem og israelitterne. På ægypternes side af skysøjlen var der mørke, og på israelitternes side var der lys. (2 Mosebog 14:20) Mens den ægyptiske hær således blev holdt tilbage, „tvang [Jehova] . . . havet tilbage ved hjælp af en stærk østenvind hele natten og gjorde hav til tør grund“. (2 Mosebog 14:21) Så snart der var dannet en vej gennem havet, kunne hele folket — mænd, kvinder og børn — gå gennem Det Røde Hav og nå i sikkerhed på den anden side. Da de var nået næsten over, fjernede Jehova skyen, og ægypterne styrtede ud på havbunden efter israelitterne. Men da disse var nået i sikkerhed på den anden bred, lod Jehova vandene vende tilbage, og Farao og hans hær druknede. Således kæmpede Jehova for sit folk. Hvilket vidnesbyrd for kristne i dag om hvad Jehova kan gøre! — 2 Mosebog 14:23-28.

8. Trods hvilke advarsler må Judas indbyggere til sidst gå i landflygtighed?

⁸ På Esajas’ tid var der gået syv hundrede år siden denne guddommelige sejr. Juda er nu et selvstændigt kongerige. Undertiden står det i diplomatisk forbindelse med udenlandske regeringer, som for eksempel Assyrien og Ægypten. Men man kan ikke stole på disse hedenske nationers ledere. De lader altid deres egne interesser komme før de pagter de indgår med Juda. Profeterne, som taler i Jehovas navn, advarer folket mod at sætte sin lid til sådanne mænd, men de taler for døve ører. Til sidst vil jøderne blive sendt i landflygtighed i Babylon og må opholde sig dér i 70 år. (Jeremias 25:11) Men Jehova vil ikke glemme sit folk og vil heller ikke forkaste det for bestandig. Han vil huske det til den fastsatte tid og åbne vejen for jøderne så de kan vende tilbage til deres hjemland og genoprette den rene tilbedelse. Hvorfor? For at vejen kunne være beredt for den kommende Silo, den hvem folkenes lydighed skal tilhøre.

Silo kommer

9. Hvem er Silo, og hvilken slags lærer er han?

⁹ Århundrederne går. „Da tiden var udløbet“, træder Herren Jesus Kristus, han der kaldes Silo, frem på jorden. (Galaterne 4:4; Hebræerne 1:1, 2) At Jehova har udpeget den der står ham nærmest, til at være sin talsmand over for jøderne, viser hvor højt han elsker sit folk. Hvilken talsmand viser Jesus sig at være? En talsmand af højeste karat! Jesus er mere end en talsmand. Han er en lærer — en uforlignelig lærer! Det er ikke overraskende, for han har selv haft en uovertruffen Lærer, Jehova Gud selv. (Johannes 5:30; 6:45; 7:15, 16, 46; 8:26) Det bekræftes af det Jesus profetisk siger gennem Esajas: „Den suveræne Herre Jehova har givet mig de oplærtes tunge, så jeg kan vide hvordan jeg kan svare den trætte med ord. Han vækker mig morgen efter morgen; han vækker mit øre til at høre som de oplærte.“ — Esajas 50:4.b

10. Hvordan genspejlede Jesus Jehovas kærlighed til sit folk, og hvordan tog folket imod ham?

¹⁰ Før Jesus kom til jorden, arbejdede han ved sin Faders side i himmelen. Det nære forhold mellem Faderen og Sønnen beskrives poetisk i Ordsprogene 8:30: „Da var jeg hos [Jehova] som værkmester; . . . Hele tiden glædede jeg mig for hans ansigt.“ Jesus glædede sig over at lytte til sin Fader, og han delte Faderens glæde over „menneskenes sønner“. (Ordsprogene 8:31) Da Jesus kom til jorden, svarede han „den trætte med ord“. Han begyndte sin tjeneste med at oplæse de trøstende ord fra Esajas’ profeti: „Jehovas ånd er over mig, fordi han salvede mig til at forkynde godt nyt for fattige; . . . for at sende de undertvungne bort som frigivne.“ (Lukas 4:18; Esajas 61:1) Det var godt nyt for de fattige og gav ny styrke til de trætte! Hvilken glæde for folket at høre dette! Men der var også nogle der ikke glædede sig. Det viste sig til sidst at der var mange som ikke anerkendte vidnesbyrdene om at Jesus var oplært af Jehova.

11. Hvem stillede sig under åget sammen med Jesus, og hvad erfarede de?

¹¹ Der var dog nogle som gerne ville høre mere. De tog med glæde imod Jesu hjertevarmende indbydelse: „Kom til mig, alle I som slider og slæber og er tyngede af byrder, og jeg vil give jer ny styrke. Tag mit åg på jer og lær af mig, for jeg har et mildt sind og er ydmyg af hjertet, og I vil finde ny styrke for jeres sjæle.“ (Mattæus 11:28, 29) Blandt dem der samledes om Jesus, var de mænd der blev hans apostle. De var klar over at det betød arbejde at stille sig under åget sammen med Jesus. Dette arbejde indbefattede blandt andet at forkynde den gode nyhed om Riget til jordens ender. (Mattæus 24:14) Efterhånden som apostlene og andre blev involveret i dette arbejde, opdagede de at det virkelig gav ny styrke. Det samme arbejde udføres af trofaste kristne i dag, og de finder den samme glæde ved det.

Han var ikke opsætsig

12. Hvordan viste Jesus at han adlød sin himmelske Fader?

¹² Formålet med at Jesus kom til jorden, var at han skulle gøre Guds vilje, og dette mål tabte han aldrig af syne. Hans indstilling var blevet forudsagt med ordene: „Den suveræne Herre Jehova har åbnet mit øre, og jeg var ikke opsætsig. Jeg unddrog mig ikke.“ (Esajas 50:5) Jesus var altid lydig mod Gud. Han sagde ligefrem: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre.“ (Johannes 5:19) I sin førmenneskelige tilværelse arbejdede Jesus sandsynligvis ved sin Faders side i millioner, måske milliarder, af år. Efter at han var kommet til jorden, fortsatte han med at følge sin Faders anvisninger. Hvor meget mere bør vi som Jesu ufuldkomne disciple da ikke gøre som Jehova siger!

13. Hvad kunne Jesus vente, og hvordan viste han mod?

¹³ Nogle af dem der forkastede Jehovas enestefødte søn, forfulgte ham, og det var ligeledes forudsagt: „Min ryg prisgav jeg til dem der slår, og mine kinder til dem der river skæg af. Mit ansigt skjulte jeg ikke for ydmygelser og spyt.“ (Esajas 50:6) Ifølge profetien ville Messias blive udsat for lidelser og ydmygelser fra sine modstanderes side. Det vidste Jesus. Og han vidste også hvad forfølgelsen ville ende med. Men da hans tid på jorden nærmede sig sin afslutning, viste han ingen frygt. Med en beslutsomhed der var fast som flint, begav han sig på vej til Jerusalem, hvor han vidste han skulle ende sine dage her på jorden. På vejen sagde han til disciplene: „Se, vi går nu op til Jerusalem, og Menneskesønnen vil blive overgivet til de øverste præster og de skriftlærde, og de vil dømme ham til døden og overgive ham til folk fra nationerne, og de vil gøre nar af ham og spytte på ham og piske ham og dræbe ham, men tre dage efter skal han opstå.“ (Markus 10:33, 34) Mishandlingen af ham ville ske på foranledning af nogle som burde vide bedre — de øverste præster og de skriftlærde.

14, 15. Hvordan blev Esajas’ ord om at Jesus ville blive slået og ydmyget, opfyldt?

¹⁴ Om aftenen den 14. nisan i år 33 befandt Jesus sig i Getsemane Have sammen med nogle af sine disciple. Han bad til sin himmelske Fader. Pludselig ankom en pøbelsværm og tog ham i forvaring. Men han var ikke bange. Han vidste at Jehova var med ham. Jesus forsikrede sine skrækslagne apostle om at han sagtens kunne bede sin Fader om at sende mere end tolv legioner engle for at redde ham, men han tilføjede: „Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt?“ — Mattæus 26:36, 47, 53, 54.

¹⁵ Alt hvad der var forudsagt om forhørene og Messias’ død, gik i opfyldelse. Efter en fingeret retssag i Sanhedrinet blev Jesus forhørt af Pontius Pilatus, som lod ham piske. De romerske soldater „slog ham . . . i hovedet med en rørkæp og spyttede på ham“. Sådan blev Esajas’ ord opfyldt. (Markus 14:65; 15:19; Mattæus 26:67, 68) Skønt Bibelen ikke direkte fortæller at Jesus fik nogle af sine skæghår revet af — noget man gjorde som tegn på den største foragt — skete det uden tvivl, sådan som Esajas havde forudsagt.c — Nehemias 13:25.

16. Hvordan optrådte Jesus under det umådelige pres han var udsat for, og hvorfor følte han ikke skam?

¹⁶ Da Jesus stod over for Pilatus, bad han ikke om at hans liv måtte blive skånet, men han bevarede sin værdighed da han vidste at han skulle dø for at Skriften kunne blive opfyldt. Da den romerske landshøvding sagde at han havde magt til enten at dømme Jesus til døden eller til at løslade ham, svarede Jesus frygtløst: „Du havde slet ingen myndighed over mig hvis ikke den var blevet givet dig ovenfra.“ (Johannes 19:11) Pilatus’ soldater underkastede Jesus en umenneskelig behandling, men det lykkedes dem ikke at få ham til at føle skam. Hvorfor skulle han det? Han havde ikke begået nogen forbrydelse som han burde straffes for. Tværtimod blev han forfulgt for retfærdigheds skyld. Her blev de næste ord af Esajas’ profeti opfyldt: „Den suveræne Herre Jehova vil hjælpe mig. Derfor har jeg ikke følt mig ydmyget. Derfor har jeg gjort mit ansigt hårdt som flint, og jeg ved at jeg ikke vil blive beskæmmet.“ — Esajas 50:7.

17. Hvordan støttede Jehova Jesus under hele hans tjeneste?

¹⁷ Jesu mod skyldtes hans fuldstændige tillid til Jehova. Hans værdige optræden stemmer med Esajas’ ord: „Den der erklærer mig retfærdig er nær. Hvem kan stride mod mig? Lad os træde frem sammen. Hvem er min modpart i retten? Lad ham træde hen til mig. Se! Den suveræne Herre Jehova vil hjælpe mig. Hvem er der som kan erklære mig skyldig? Se! Alle vil de blive slidt op som en klædning. Møl vil fortære dem.“ (Esajas 50:8, 9) Da Jesus blev døbt, erklærede Jehova ham retfærdig som en åndelig søn af Gud. Ja, man hørte Guds egen stemme sige fra himmelen: „Denne er min søn, den elskede, som jeg har godkendt.“ (Mattæus 3:17) Da Jesus nær afslutningen af sit jordiske liv knælede i Getsemane Have, „viste en engel fra himmelen sig for ham og styrkede ham“. (Lukas 22:41-43) Jesus vidste derfor at hans Fader havde godkendt hans livsløb. Denne fuldkomne søn af Gud havde ikke begået nogen synd. (1 Peter 2:22) Hans fjender anklagede ham falskeligt for at have brudt sabbatten, at være forfalden til vin og at være besat, men Jesus blev ikke vanæret af deres løgne. Gud var for ham; hvem kunne da være imod ham? — Lukas 7:34; Johannes 5:18; 7:20; Romerne 8:31; Hebræerne 12:3.

18, 19. Hvad har de salvede kristne været udsat for i lighed med Jesus?

¹⁸ Jesus advarede sine disciple: „Hvis de har forfulgt mig, vil de også forfølge jer.“ (Johannes 15:20) Begivenhederne skulle snart vise at dette var sandt. På pinsedagen i år 33 blev den hellige ånd udgydt over Jesu trofaste disciple, og den kristne menighed blev til. Næsten med det samme forsøgte de religiøse ledere at standse den forkyndelse som blev påbegyndt af de trofaste mænd og kvinder der nu var forenede med Jesus som en del af „Abrahams afkom“ og var blevet antaget som åndelige sønner af Gud. (Galaterne 3:26, 29; 4:5, 6) Lige fra det første århundrede og frem til i dag har salvede kristne måttet kæmpe mod bagtalelse og bitter forfølgelse fra Jesu fjenders side, men de har holdt fast ved det der er ret og retfærdigt.

¹⁹ De har tænkt på Jesu opmuntrende ord: „Lykkelige er I når folk skælder jer ud og forfølger jer og løgnagtigt siger alt muligt ondt om jer for min skyld. Fryd jer og spring af glæde, for jeres belønning er stor i himlene.“ (Mattæus 5:11, 12) Selv under de heftigste angreb har de salvede kristne derfor holdt hovedet højt. Hvad deres modstandere end måtte sige, har de altid vidst at Gud har erklæret dem retfærdige. I hans øjne er de „hellige og dadelfri og uangribelige“. — Kolossenserne 1:21, 22.

20. (a) Hvem får de salvede kristne hjælp fra, og hvad har de erfaret? (b) Hvordan lærer de salvede kristne og de „andre får“ at tale med de oplærtes tunge?

²⁰ I nutiden har de salvede kristne fået hjælp af „en stor skare“ „andre får“. Også de har holdt fast ved det der er ret og retfærdigt. Som følge heraf har de måttet lide sammen med deres salvede brødre, og de har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“. Jehova har erklæret dem retfærdige med henblik på at de skal overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:9, 14, 15; Johannes 10:16; Jakob 2:23) Deres modstandere er måske tilsyneladende stærke lige nu, men Esajas’ profeti siger at når Guds tid er inde, vil de vise sig at være som en mølædt klædning der er tjenlig til at blive kasseret. I mellemtiden holder både de salvede kristne og de „andre får“ sig stærke ved regelmæssigt at bede, læse og studere Guds ord og overvære de kristne møder. På den måde bliver de oplært af Jehova og lærer at tale med de oplærtes tunge.

Tillid til Jehovas navn

21. (a) Hvem vandrer i lyset, og hvad vil der ske med dem? (b) Hvad vil der ske med dem der vandrer i mørke?

²¹ I det følgende sættes to ting i kontrast til hinanden: „Hvem er der iblandt jer som frygter Jehova og hører efter hans tjeners røst, som har vandret i dybt mørke og for hvem der ikke har været noget klart lys? Lad ham sætte sin lid til Jehovas navn og støtte sig til sin Gud.“ (Esajas 50:10) De som hører efter Guds tjeners, Jesu Kristi, røst, vandrer i lyset. (Johannes 3:21) Ikke alene bruger de Guds navn, Jehova, men de sætter også deres lid til ham. Selv om de tidligere har vandret i mørke, gør de det ikke mere, for de frygter ikke mennesker. De støtter sig til Gud. De der vandrer i mørke, lever derimod i frygt for mennesker. Sådan var det med Pontius Pilatus. Selv om han vidste at Jesus var uskyldig og anklagerne mod ham var falske, var det frygt der forhindrede ham i at give Jesus fri. De romerske soldater dræbte Jesus, men Jehova oprejste ham og kronede ham med herlighed og ære. Hvordan gik det Pilatus? Ifølge den jødiske historiker Flavius Josefus blev Pilatus blot fire år efter Jesu død afsat som romersk landshøvding og beordret til at vende tilbage til Rom for at svare på alvorlige anklager for en despotisk embedsførelse. Hvad skete der med de jøder som var skyldige i Jesu død? Knap fyrre år senere ødelagde de romerske hære Jerusalem og dræbte indbyggerne eller førte dem bort som slaver. Der er intet „klart lys“, intet lykkeligt udfald, for dem som foretrækker mørket! — Johannes 3:19.

22. Hvorfor er det tåbeligt at se hen til mennesker efter frelse?

²² Det er tåbeligt at se hen til mennesker efter frelse. Esajas’ profeti forklarer hvorfor: „Se! Alle I som antænder ild, idet I får gnister til at lyse op: gå blot i lyset af jeres ild og blandt gnisterne som I har tændt. Fra min hånd skal I få dette: I smerte kommer I til at ligge.“ (Esajas 50:11) Jordiske ledere kommer og går. En karismatisk person kan måske tryllebinde folk for en tid; men selv de mest oprigtige har deres begrænsninger. I stedet for at antænde et flammende bål, som deres tilhængere forventer, vil det kun lykkes dem at få nogle få „gnister“ til at lyse op. De giver kun en lille smule lys og varme og vil hurtigt dø ud. De der sætter deres lid til Silo, Guds lovede Messias, vil derimod aldrig blive skuffet.

[Fodnoter]

[Illustration på side 154, 155]

Jøderne så hen til jordiske herskere og ikke til Jehova

[Illustration på side 156, 157]

Ved Det Røde Hav beskyttede Jehova israelitterne ved at sætte en skysøjle mellem dem og ægypterne

Kapitel tolv

Trøst til Guds folk

Esajas 51:1-23

1. Hvilke mørke udsigter tegner der sig for Jerusalem og dens indbyggere, men hvilket håb har de også?

HALVFJERDS år — den normale levetid for et menneske — så længe skulle Judas befolkning være i fangenskab i Babylon. (Salme 90:10; Jeremias 25:11; 29:10) De fleste af dem der blev bortført som fanger, ville blive gamle og dø i Babylon. Hvor ville det være ydmygende for dem at høre på deres fjenders hån og spot! Og hvilken forsmædelse for deres Gud, Jehova, at den by som hans navn var knyttet til, skulle ligge øde så længe! (Nehemias 1:9; Salme 132:13; 137:1-3) Det elskede tempel, der blev fyldt med herlighed fra Gud da det blev indviet af Salomon, ville heller ikke eksistere mere. (2 Krønikebog 7:1-3) Hvilke mørke udsigter! Men gennem Esajas forudsiger Jehova en genoprettelse. (Esajas 43:14; 44:26-28) I kapitel 51 i Esajas’ Bog finder vi yderligere profetier med dette trøstende og opmuntrende tema.

2. (a) Hvem henvender Jehova gennem Esajas sit trøstende budskab til? (b) Hvordan vil trofaste jøder ’jage efter retfærdighed’?

² Til de indbyggere i Juda som vender deres hjerte til Jehova, siger han: „Hør på mig, I som jager efter retfærdighed, I som søger Jehova.“ (Esajas 51:1a) At ’jage efter retfærdighed’ betyder handling. De som „jager efter retfærdighed“, vil ikke blot hævde at de er Guds folk. De vil ivrigt stræbe efter at være retfærdige og efter at leve i overensstemmelse med Guds vilje. (Salme 34:15; Ordsprogene 21:21) De vil se hen til Jehova som den eneste kilde til retfærdighed, og de vil ’søge Jehova’ for at finde ham. (Salme 11:7; 145:17) Det er ikke sådan at de ikke allerede ved hvem Jehova er, og hvordan de skal komme til ham i bøn. Men de vil stræbe efter at få et nærmere forhold til ham i deres tilbedelse af ham, i deres bønner til ham og ved at søge hans ledelse i alt hvad de gør.

3, 4. (a) Hvem er „klippen“ som jøderne blev udhugget af, og hvem er „grubens hule“ som de blev udgravet fra? (b) Hvorfor ville det være en trøst for jøderne at tænke på hvem de stammede fra?

³ Imidlertid er de som oprigtigt jager efter retfærdighed, forholdsvis få i Juda, og det kan have gjort dem svage og modløse. Jehova opmuntrer dem derfor idet han bruger et specielt billede. Han siger: „Se hen til klippen hvorfra I blev udhugget, og til grubens hule hvorfra I blev udgravet. Se hen til Abraham, jeres fader, og til Sara, som fødte jer under veer. For han var kun én da jeg kaldte ham, hvorpå jeg velsignede ham og gjorde ham til mange.“ (Esajas 51:1b, 2) „Klippen“ som jøderne blev udhugget fra, er Abraham, en historisk skikkelse som Israels folk var meget stolt af. (Mattæus 3:9; Johannes 8:33, 39) Han er stamfaderen, nationens menneskelige ophav. „Grubens hule“ er Sara, af hvis moderliv Israels forfader Isak blev født.

⁴ Abraham og Sara var barnløse og tilmed ude over den forplantningsdygtige alder. Alligevel lovede Jehova at velsigne Abraham og ’gøre ham til mange’. (1 Mosebog 17:1-6, 15-17) Han genoplivede Abrahams og Saras forplantningsevne så de i deres alderdom fik en søn som Guds pagtsfolk stammede fra. På denne måde gjorde Jehova „én“, Abraham, til fader til en nation der blev så talrig som himmelens stjerner. (1 Mosebog 15:5; Apostelgerninger 7:5) Hvis Jehova kunne hente Abraham fra et fjernt land og gøre ham til en talrig nation, kunne han også opfylde sit løfte om at udfri en trofast rest fra fangenskab i Babylon, føre den tilbage til dens hjemland og igen gøre den til et stort folk. Guds løfte til Abraham blev opfyldt, og det ville hans løfte til de landflygtige jøder også blive.

5. (a) Hvem er Abraham og Sara billeder på? Forklar nærmere. (b) Hvem stammer i den endelige opfyldelse fra „klippen“?

⁵ Billedet der bruges i Esajas 51:1, 2, har sandsynligvis også en højere, åndelig betydning. I Femte Mosebog 32:18 kaldes Jehova „Klippen“ som avlede Israel, og den som „bragte [Israel] til verden under fødselsveer“. I det sidstnævnte udtryk bruges det samme hebraiske verbum som i Esajas 51:2 i forbindelse med Sara, der ’fødte Israel under veer’. Abraham bliver derved et profetisk billede på Jehova, den større Abraham, og Abrahams hustru, Sara, bliver et billede på Jehovas universelle himmelske organisation af åndeskabninger, i Bibelen skildret som Guds hustru, eller kvinde. (1 Mosebog 3:15; Åbenbaringen 12:1, 5) I den endelige opfyldelse af disse ord hos Esajas er „Guds Israel“ den nation der stammer fra „klippen“. Det er de salvede kristnes menighed, som blev grundlagt på pinsedagen i år 33. Som behandlet i tidligere kapitler i denne bog oplevede denne nation et babylonisk fangenskab i 1918, men blev udfriet i 1919, hvorefter den erfarede en tilstand med åndelig fremgang. — Galaterne 3:26-29; 4:28; 6:16.

6. (a) Hvad vil der ske med Judas land, og hvilken genoprettelse vil også finde sted? (b) Hvilken genoprettelse i nutiden minder Esajas 51:3 os om?

⁶ Jehovas trøst til Zion, eller Jerusalem, omfatter mere end blot et løfte om at blive en folkerig nation. Vi læser: „Jehova vil trøste Zion. Han vil trøste alle dets øde steder, og han vil gøre dets ørken som Eden og dets ørkenslette som Jehovas have. Glæde og fryd vil man finde i det, taksigelse og lyden af sang og spil.“ (Esajas 51:3) I de 70 år hvor Judas land ligger øde, vil det blive som en ørken eller ødemark, overgroet med tornede planter og andet ukrudt. (Esajas 64:10; Jeremias 4:26; 9:10-12) Folkets bosættelse i landet efter landflygtigheden vil derfor også betyde en genoprettelse for landet, der vil blive omdannet til en Edens have med frugtbare marker og frugtlunde der får tilstrækkeligt med vand. Det vil være som om jorden glæder og fryder sig. I sammenligning med den øde tilstand under landflygtigheden vil landet være som et paradis. I 1919 var det netop et sådant paradis i åndelig forstand Guds Israels salvede rest trådte ind i. — Esajas 11:6-9; 35:1-7.

Hvorfor man kan have tillid til Jehova

7, 8. (a) Hvad betyder Jehovas opfordring til at lytte til ham? (b) Hvorfor er det vigtigt at jøderne giver agt på Jehova?

⁷ Jehova opfordrer igen sit folk til at lytte opmærksomt idet han siger: „Giv agt på mig, mit folk; og lyt til mig, min folkestamme. For lov vil udgå fra mig, og mit lovbud vil jeg give et fast sted som et lys for folkeslagene. Min retfærdighed er nær. Min frelse skal gå frem, og mine arme skal dømme folkeslagene. På mig vil øerne håbe, og min arm vil de vente på.“ — Esajas 51:4, 5.

⁸ Jehovas opfordring til jøderne om at de skal lytte til ham betyder mere end blot at de skal høre hans budskab. Det betyder at de skal vise budskabet opmærksomhed i den hensigt at handle efter det. (Salme 49:1; 78:1) Folket må virkelig forstå at Jehova er den hvorfra undervisning, retfærdighed og frelse udgår. Han alene er kilden til sand åndelig oplysning. (2 Korinther 4:6) Han er den som menneskene i sidste instans skal dømmes af. De love og lovbud som udgår fra ham, er et lys for dem som lader sig lede af dem. — Salme 43:3; 119:105; Ordsprogene 6:23.

9. Hvem vil, foruden Guds pagtsfolk, få gavn af frelsen fra Gud?

⁹ Alt dette gælder ikke blot Guds pagtsfolk, men alle retsindige hvor de end bor, selv på de fjerneste øer i havet. Deres tillid til Gud og til hans evne til at handle til gavn for sine trofaste tjenere og frelse dem, vil ikke blive gjort til skamme. Han vil bruge sin magt, eller kraft, billedligt fremstillet ved hans „arm“, og den kan ingen holde tilbage. (Esajas 40:10; Lukas 1:51, 52) I dag har den forkyndelse som nidkært udføres af resten af Guds Israel, ført til at millioner — mange på fjerntliggende øer i havet — har vendt sig til Jehova og sætter deres lid til ham.

10. (a) Hvilken sandhed måtte kong Nebukadnezar erkende? (b) Hvilken ’himmel’ og ’jord’ vil gå til grunde?

¹⁰ Jehova nævner derefter en sandhed som kong Nebukadnezar af Babylon måtte erkende: Intet i himmelen eller på jorden kan forhindre Jehova i at gennemføre sin vilje. (Daniel 4:34, 35) Vi læser: „Løft jeres øjne mod himmelen, og se på jorden hernede. For himmelen skal opløses som røg, og jorden vil blive slidt op som en klædning, og dens indbyggere vil dø som myg. Men min frelse forbliver evindelig, og min retfærdighed knuses ikke.“ (Esajas 51:6) Skønt de babyloniske konger er kendt for ikke at give deres fanger fri og lade dem vende hjem, kan de ikke forhindre Jehova i at frelse sit folk. (Esajas 14:16, 17) Den babyloniske ’himmel’, den babyloniske regeringsmagt, vil blive omstyrtet. Den babyloniske ’jord’, undersåtterne under den babyloniske regering, vil gå til grunde lidt efter lidt. Selv den tids største magt kan ikke stå sig mod Jehova eller forhindre hans frelsesgerninger.

11. Hvorfor er det opmuntrende for kristne i dag at vide at profetien om den babyloniske ’himmel’ og ’jord’ blev opfyldt?

¹¹ Det er opmuntrende for kristne i dag at vide at disse profetiske ord blev opfyldt til punkt og prikke. Hvorfor opmuntrende? Fordi apostelen Peter brugte lignende udtryk om en begivenhed som endnu hører fremtiden til. Han talte om ’Jehovas dag’ som hastigt nærmer sig, „den dag hvorved brændende himle skal opløses og stærkt ophedede elementer vil smelte“, hvorefter han tilføjede: „Men efter hans løfte venter vi nye himle og en ny jord hvori retfærdighed skal bo.“ (2 Peter 3:12, 13; Esajas 34:4; Åbenbaringen 6:12-14) Verdens mægtige nationer og deres herskere, der er højt hævede som stjerner, trodser måske i øjeblikket Jehova, men når hans tid er inde, vil de forsvinde og blive til intet — de vil blive knust så let som var det en myg. (Salme 2:1-9) Kun Guds retfærdige regering vil være tilbage og vil herske for bestandig over et retfærdigt menneskesamfund. — Daniel 2:44; Åbenbaringen 21:1-4.

12. Hvorfor behøver Guds tjenere ikke at være bange når de bliver udsat for deres modstanderes spot?

¹² Henvendt til dem som „jager efter retfærdighed“, siger Jehova nu: „Hør på mig, I som kender retfærdighed, folket som har min lov i sit hjerte. Vær ikke bange for dødelige menneskers smæden, og bliv ikke skrækslagne for deres spot. For møl vil æde dem som en klædning, ja, klædemøl vil æde dem som uld. Men min retfærdighed forbliver evindelig, og min frelse i utallige generationer.“ (Esajas 51:7, 8) De som sætter deres lid til Jehova, vil blive bagtalt og spottet på grund af deres modige standpunkt, men de behøver ikke at være bange. De som spotter, er blot dødelige mennesker som vil forsvinde, fortæret som en ulden klædning fortæres af møl.a Som de trofaste jøder i fortiden vil sande kristne i dag ikke have grund til at frygte nogen der modstår dem. Jehova, som er Gud til evig tid, vil være deres frelse. (Salme 37:1, 2) Den spot de bliver udsat for, vil være et vidnesbyrd om at de har Guds ånd. — Mattæus 5:11, 12; 10:24-31.

13, 14. Hvad skildres ved udtrykkene „Rahab“ og „havuhyret“, og hvordan blev det ’hugget ned’ og ’gennemboret’?

¹³ Som for at anmode Jehova om at gribe ind til gavn for sit fangne folk råber Esajas nu: „Vågn op, vågn op, klæd dig i styrke, Jehovas arm! Vågn op som i fortids dage, som i generationerne der levede for længe siden. Er du ikke den der huggede Rahab ned, der gennemborede havuhyret? Er du ikke den der udtørrede havet, det vidtstrakte dybs vande? Den der gjorde havets dybder til vej så de genløste kunne gå over?“ — Esajas 51:9, 10.

¹⁴ De historiske begivenheder som Esajas nævner som eksempler på Jehovas magt, er velvalgte. Enhver israelit kendte beretningen om folkets udfrielse fra Ægypten og overgangen over Det Røde Hav. (2 Mosebog 12:24-27; 14:26-31) Udtrykkene „Rahab“ og „havuhyret“ sigter til Ægypten under den farao som ville forhindre israelitterne i at forlade Ægypten. (Salme 74:13; 87:4; Esajas 30:7) Fortidens Ægypten lignede et vældigt dragelignende uhyre som med sit hoved ved Nilens delta og sin lange, slanke krop strakte sig hundreder af kilometer langs den frugtbare Nildal. (Ezekiel 29:3) Men dette uhyre blev hugget ned da Jehova udgød sine ti plager over det. Det blev gennemboret, såret og svækket da dets hær gik til grunde i Det Røde Hav. Ja, Jehova viste sin arms styrke da han gjorde det af med ægypternes modstand. Ville han ikke være lige så rede til at kæmpe for sit landflygtige folk i Babylon?

15. (a) Hvornår og hvordan ville Zions sorg og suk flygte? (b) Hvornår flygtede sorg og suk for Guds Israel i nutiden?

¹⁵ Profetien fortsætter, idet der nu ses frem til israelitternes udfrielse fra Babylon: „Og de der er løskøbt af Jehova skal vende tilbage og komme til Zion med glædesråb; og varig fryd er på deres hoved. Glæde og fryd opnår de. Sorg og suk skal flygte.“ (Esajas 51:11) Hvor sørgelig situationen end ville være i Babylon, kunne de der søgte Jehovas retfærdighed, se en herlig fremtid i møde. Den tid ville komme da der ikke mere ville være sorg og suk. Der ville være glæde og fryd. Fra de løskøbtes læber ville man høre glædesråb. I den nutidige opfyldelse af disse profetiske ord blev Guds Israel udfriet fra babylonisk fangenskab i 1919, og de åndelige israelitter vendte tilbage til deres åndelige land med stor glæde — en glæde som er varet ved til den dag i dag.

16. Hvilken pris bliver betalt for jødernes udfrielse?

¹⁶ Hvad vil være prisen for jødernes udfrielse? Esajas’ profeti har allerede vist at Jehova vil give „Ægypten som en løsesum for dig, Ætiopien og Seba i dit sted“. (Esajas 43:1-4) Dette ville finde sted senere. Efter at Perserriget har erobret Babylon og frigivet de jødiske fanger, vil det erobre Ægypten, Ætiopien og Seba. De vil blive givet som kompensation for de israelitiske sjæle. Det stemmer med princippet i Ordsprogene 21:18: „Den ugudelige er løsesum for den retfærdige, og forræderen træder i de retskafnes sted.“

En yderligere forsikring

17. Hvorfor behøver jøderne ikke at frygte Babylons forbitrelse?

¹⁷ Jehova giver sit folk en yderligere forsikring: „Jeg, jeg er den som trøster jer. Hvem er du at du skulle være bange for et dødeligt menneske, som dør, og for en menneskesøn, hvem det går som det grønne græs? Og at du skulle glemme Jehova, som har frembragt dig, ham der udspænder himmelen og grundlægger jorden, så du til stadighed, dagen lang, var rædselsslagen over forbitrelsen hos den der indeslutter dig, som om han var rede til at ødelægge dig? Og hvor er forbitrelsen hos den der indeslutter dig?“ (Esajas 51:12, 13) Mange års landflygtighed ligger foran det jødiske folk. Alligevel er der ingen grund til at frygte Babylons forbitrelse. Skønt denne tredje verdensmagt i den bibelske beretning vil underlægge sig Guds folk og søge at ’indeslutte’ det, spærre vejen for dets udfrielse, véd de trofaste jøder at Jehova har forudsagt Babylons fald, og at det vil ske ved en mand ved navn Kyros. (Esajas 44:8, 24-28) I modsætning til Skaberen — den evige Gud, Jehova — vil Babylons indbyggere forgå som græsset der visner under solens hede i den tørre årstid. Og hvor vil deres trusler og forbitrelse da være? Det viser hvor uklogt det er at frygte mennesker og glemme Jehova, den som har skabt himmel og jord!

18. Hvilken forsikring giver Jehova sit folk skønt det vil være i fangenskab for en tid?

¹⁸ Skønt Jehovas folk vil være i fangenskab for en tid, „holdes krumbøjet af lænker“ så at sige, vil dets udfrielse komme pludseligt. Jøderne vil ikke blive udslettet i Babylon eller dø af sult som fanger og ligge livløse i Sheol, gravens dyb. (Salme 30:3; 88:3-5) Jehova forsikrer dem: „Den der holdes krumbøjet af lænker skal i hast blive løst; og han skal ikke dø og lægges i gravens dyb; og hans brød skal ikke mangle.“ — Esajas 51:14.

19. Hvorfor kan trofaste jøder have fuldstændig tillid til Jehovas ord?

¹⁹ Og Jehova trøster fortsat Zion idet han siger: „Men jeg, Jehova, er din Gud, den som oprører havet så dets bølger bruser. Hærstyrkers Jehova er hans navn. Og jeg vil lægge mine ord i din mund, og jeg vil dække dig med min hånds skygge for at plante himmelen og grundlægge jorden og sige til Zion: ’Du er mit folk.’“ (Esajas 51:15, 16) Bibelen nævner gentagne gange Guds magt til at indvirke på havet og beherske det. (Job 26:12; Salme 89:9; Jeremias 31:35) Han har fuld kontrol over naturkræfterne, som man så det da han udfriede sit folk fra Ægypten. Hvem kan blot tilnærmelsesvis sammenlignes med „Hærstyrkers Jehova“? — Salme 24:10.

20. Hvilke „himle“ og hvilken „jord“ vil blive til når Jehova genopbygger Zion, og hvilke trøstende ord vil han udtale?

²⁰ Jøderne er stadig Guds pagtsfolk, og Jehova forsikrer dem om at de vil vende tilbage til deres hjemland og igen komme til at leve under hans lov. De vil genopbygge Jerusalem og templet og igen opfylde deres pagtsforpligtelser som står nedskrevet i Moseloven. Når landet bliver befolket igen med de hjemvendte israelitter og deres husdyr, vil „en ny jord“ blive til. Over sig har de „nye himle“, en ny regeringsordning. (Esajas 65:17-19; Haggaj 1:1, 14) Jehova vil igen sige til Zion: „Du er mit folk.“

En opfordring til at handle

21. Hvilken opfordring fremsætter Jehova?

²¹ Efter at have forsikret Zion om at det vil blive genopbygget, fremsætter Jehova en opfordring til at handle. Som om Zion allerede har nået afslutningen på sine lidelser, siger han: „Vågn op, vågn op, rejs dig, Jerusalem, du som har drukket forbitrelsens bæger af Jehovas hånd. Drikkebægeret, bægeret som får dig til at slingre, har du drukket, har du tømt.“ (Esajas 51:17) Ja, Jerusalem må rejse sig fra sin ulykkelige stilling og atter indtage sin tidligere position. Det vil få sin tidligere storhed tilbage. Den tid kommer da det har tømt det symbolske bæger med gengældelse fra Gud. Der vil intet være tilbage af Guds vrede mod det.

22, 23. Hvad vil Jerusalem erfare når hun drikker Guds vredesbæger?

²² I den tid Jerusalem udstår sin straf er der imidlertid ingen af byens indbyggere, dens „sønner“, som vil kunne forhindre det der sker. (Esajas 43:5-7; Jeremias 3:14) Profetien lyder: „Ingen af alle de sønner hun har født, leder hende, og ingen af alle de sønner hun har opfødt, griber hendes hånd.“ (Esajas 51:18) Hun vil blive udsat for store lidelser fra babyloniernes side. „Disse to ting hændte dig. Hvem viser dig deltagelse? Hærgen og sammenbrud, sult og sværd! Hvem vil trøste dig? Dine sønner er besvimet. De har lagt sig ved alle gadehjørnerne som et vildfår i et net, som dem der er fulde af Jehovas forbitrelse, din Guds irettesættelse.“ — Esajas 51:19, 20.

²³ Stakkels Jerusalem! Hun vil blive udsat for „hærgen og sammenbrud“ foruden „sult og sværd“. Ude af stand til at lede og støtte hende vil hendes „sønner“ blot se hjælpeløse til, udhungrede og ikke stærke nok til at afværge den babyloniske invasion. Meget synligt, ved alle gadehjørnerne, er de faldet om, svage og udmattede. (Klagesangene 2:19; 4:1, 2) De har drukket bægeret med Guds forbitrelse og vil være lige så magtesløse som dyr der er fanget i et net.

24, 25. (a) Hvad vil Jerusalem ikke komme til at opleve igen? (b) Hvem vil efter Jerusalem være den næste der kommer til at drikke Jehovas vredesbæger?

²⁴ Men denne bedrøvelige situation vil få en ende. Esajas siger trøstende: „Hør derfor på dette, du kvinde som er nødstedt, og som er beruset, men ikke af vin. Således har din Herre, Jehova, ja, din Gud, som strider for sit folk, sagt: ’Se! Jeg tager bægeret, som får dig til at slingre, ud af din hånd. Drikkebægeret, min forbitrelses bæger — du kommer aldrig igen til at drikke af det. Men jeg skal give det i deres hånd som plager dig, som har sagt til din sjæl: „Bøj dig så vi kan gå hen over dig,“ så du gjorde din ryg som jorden, og som gaden, for dem der gik over.’“ (Esajas 51:21-23) Efter at have tugtet Jerusalem er Jehova rede til at vise barmhjertighed og at tilgive.

²⁵ Jehova vender nu sin vrede bort fra Jerusalem og retter den mod Babylon. Babylon har hærget og ødelagt Jerusalem og ydmyget byen. (Salme 137:7-9) Men Jerusalem skal ikke igen drikke et sådant bæger som rækkes hende af Babylon og dets forbundsfæller. Bægeret vil i stedet blive taget ud af Jerusalems hånd og rakt til dem der frydede sig over hendes vanærende skæbne. (Klagesangene 4:21, 22) Babylon vil falde om, døddrukken. (Jeremias 51:6-8) Men Zion vil rejse sig! Rollerne byttes om! Hvilken trøst for Zion at vide dette! Og Jehovas tjenere kan være forsikrede om at Guds navn vil blive helliget ved hans frelsesgerninger.

[Fodnote]

[Illustration på side 167]

Jehova, den større Abraham, er „klippen“ hvorfra hans folk blev „udhugget“

[Illustration på side 170]

Guds folks modstandere vil forsvinde som en klædning der fortæres af møl

[Illustration på side 176, 177]

Jehova har givet bevis på sin magt til at beherske elementerne

[Illustration på side 178]

Det bæger som Jerusalem har drukket af, vil blive rakt til Babylon og dets forbundsfæller

Kapitel tretten

„Bryd i forening ud i glædesråb“!

Esajas 52:1-12

1. Hvorfor giver de profetiske ord i kapitel 52 i Esajas’ Bog grund til glæde, og hvilke to opfyldelser får de?

UDFRIELSE! Findes der noget skønnere budskab for et folk der er i fangenskab? Da udfrielse og genoprettelse er et af de gennemgående temaer i Esajas’ Bog, er det ikke overraskende at der — med undtagelse af Salmernes Bog — findes flere udtryk for glæde i denne bog end i nogen anden bog i Bibelen. Især kapitel 52 viser hvorfor Guds folk kan glæde sig. Disse profetiske ord blev opfyldt på Jerusalem i 537 f.v.t., og de får en større opfyldelse på „Jerusalem som er oventil“, Jehovas himmelske organisation af åndeskabninger, der undertiden fremstilles som en moder og en hustru. — Galaterne 4:26; Åbenbaringen 12:1.

„Ifør dig din styrke, Zion!“

2. Hvornår vågner Zion op, og hvordan sker det?

² Gennem Esajas råber Jehova til sin elskede by, Zion: „Vågn op, vågn op, ifør dig din styrke, Zion! Ifør dig dine smukke klæder, Jerusalem, du hellige by! For ingen uomskåren eller uren skal mere komme ind i dig. Ryst støvet af dig, rejs dig, tag sæde, Jerusalem. Fri dig for båndene om din hals, du fangne Zions datter.“ (Esajas 52:1, 2) Jerusalem har ligget øde i 70 år fordi dens indbyggere har vakt Jehovas vrede. (2 Kongebog 24:4; 2 Krønikebog 36:15-21; Jeremias 25:8-11; Daniel 9:2) Nu er tiden inde for den „fangne Zions datter“ til at vågne op og iføre sig frihedens smukke klæder. Jehova har bevæget Kyros’ hjerte til at give Jerusalems tidligere indbyggere og deres efterkommere fri, så de kan forlade Babylon og vende tilbage til Jerusalem for at genoprette den sande tilbedelse. Ingen uomskårne eller urene må findes i Jerusalem. — Ezra 1:1-4.

3. Hvorfor kan de salvede kristnes menighed kaldes „Zions datter“, og hvad er de blevet befriet for?

³ Disse ord hos Esajas opfyldes også på den kristne menighed. De salvede kristnes menighed kan betegnes som den nutidige „Zions datter“, for „Jerusalem som er oventil“ er de salvedes moder.a Efter at være blevet befriet for hedensk lære og kristenhedens falske dogmer må de forblive rene i Jehovas øjne, ikke ved en bogstavelig omskærelse af kødet, men ved hjertets omskærelse. (Jeremias 31:33; Romerne 2:25-29) Det indbefatter at de må forblive åndeligt, mentalt og moralsk rene i Jehovas øjne. — 1 Korinther 7:19; Efeserne 2:3.

4. Hvad har børnene af „Jerusalem som er oventil“ oplevet, svarende til det Jerusalems indbyggere erfarede i fortiden?

⁴ „Jerusalem som er oventil“ har aldrig handlet ulydigt over for Jehova, men hendes jordiske børn — de salvede kristne — har uden at vide af det overtrådt Jehovas lov. Det skete under den første verdenskrig fordi de ikke havde den rette forståelse af sand kristen neutralitet. De mistede Guds gunst og kom i åndeligt fangenskab under „Babylon den Store“, den falske religions verdensimperium. (Åbenbaringen 17:5) Situationen kulminerede i 1918 da otte medlemmer af Vagttårnsselskabets stab på hovedkontoret i New York blev fængslet på falske anklager, deriblandt anklager for spionage. Den organiserede forkyndelse af den gode nyhed blev praktisk talt bragt til ophør. Men i 1919 lød en gjaldende opfordring til at vågne op åndeligt. De salvede kristne begyndte mere markant at skille sig ud fra den moralske og åndelige urenhed i Babylon den Store. De rystede fangenskabets støv af sig, og „Jerusalem som er oventil“ kom til at stråle som en ’hellig by’ hvor åndelig urenhed ikke bør findes.

5. Hvorfor havde Jehova ret til at genløse sit folk uden at give dem der havde taget dem til fange, nogen betaling?

⁵ Både i 537 f.v.t. og i 1919 e.v.t. havde Jehova absolut ret til at udfri sit folk. Esajas forklarer: „Således har Jehova sagt: ’Det var for intet I blev solgt, og det vil være uden penge I bliver genløst.’“ (Esajas 52:3) Hverken Babylon i fortiden eller Babylon den Store gav nogen betaling da de førte Guds pagtsfolk i trældom. Da der ikke fandt nogen transaktion sted hvori der indgik penge, var Jehova stadig den retmæssige ejer af sit folk. Stod han derfor i gæld til nogen? Naturligvis ikke. I begge tilfælde kunne Jehova med rette genløse sine tilbedere uden at give dem der tog dem til fange, nogen betaling. — Esajas 45:13.

6. Hvad havde Jehovas fjender ikke lært af fortidens begivenheder?

⁶ Jehovas fjender havde intet lært af fortidens begivenheder. Vi læser: „Således har den suveræne Herre Jehova sagt: ’Det var til Ægypten mit folk først drog ned for dér at bo som udlændinge; og Assyrien undertrykte dem uden grund.’“ (Esajas 52:4) Ægyptens Farao gjorde israelitterne til trælle skønt de var blevet indbudt til at bo som gæster i hans land. Men Jehova lod Farao og hans hær gå til grunde i Det Røde Hav. (2 Mosebog 1:11-14; 14:27, 28) Da assyrerkongen Sankerib truede Jerusalem, dræbte Jehovas engel 185.000 mand i den assyriske hær. (Esajas 37:33-37) Heller ikke det gamle Babylon i fortiden eller Babylon den Store i nutiden ville slippe for følgerne af at undertrykke Guds folk.

’Mit folk vil komme til at kende mit navn’

7. Hvordan har det berørt Jehovas navn at hans folk er kommet i fangenskab?

⁷ Som profetien viser, er det til vanære for Jehovas navn at hans folk er taget til fange: „’Og nu, hvad har jeg her?’ lyder Jehovas udsagn. ’For mit folk er blevet taget bort for intet. De der hersker over det er blevet ved med at hyle,’ lyder Jehovas udsagn, ’og til stadighed, dagen lang, er mit navn blevet behandlet respektløst. Derfor vil mit folk komme til at kende mit navn, ja derfor, på den dag, for jeg er den der taler. Se, det er mig.’“ (Esajas 52:5, 6) Hvad har Jehova her som berører ham? Hvordan berørte det ham at Israel var i trældom? Babylon har taget hans folk til fange og har ’hylet’ triumferende over det, og det har ført til at Jehovas navn er blevet behandlet respektløst. Derfor må han gøre noget. (Ezekiel 36:20, 21) Babylon har slet ikke forstået at grunden til at Jerusalem nu ligger øde, er at Jehovas folk har pådraget sig Guds mishag. Babylon har betragtet jødernes tilfangetagelse som tegn på svaghed hos deres Gud. Den babyloniske konges medregent, kong Belsazzar, spotter oven i købet Jehova ved at bruge karrene fra hans tempel under en fest til ære for Babylons guder. — Daniel 5:1-4.

8. Hvordan er Guds navn blevet vanæret siden apostlenes død?

⁸ Hvordan opfyldes dette på „Jerusalem som er oventil“? Lige siden frafaldet fandt sted blandt de første kristne, kan det siges at Guds navn er blevet spottet blandt nationerne på grund af disse frafaldne kristne. (Romerne 2:24; Apostelgerninger 20:29, 30) På det tidspunkt var jøderne på grund af en overtroisk indstilling allerede begyndt at undgå at bruge Guds navn. Og kort efter apostlenes død fulgte de falske kristne trop og holdt op med at bruge navnet. Resultatet af frafaldet blev den forvanskede form for kristendom som man finder i den såkaldt kristne verden, i kristenheden, som udgør en fremtrædende del af Babylon den Store. (2 Thessaloniker 2:3, 7; Åbenbaringen 17:5) Den skamløse umoralitet og blodskyld man finder i kristenheden, har også vanæret Jehovas navn. — 2 Peter 2:1, 2.

9, 10. Hvilken større forståelse af hvad Jehova kræver, og af hans navns betydning har Guds pagtsfolk i nutiden fået?

⁹ Da den større Kyros, Jesus Kristus, i 1919 udfriede Guds pagtsfolk fra dets fangne tilstand i Babylon den Store, fik det en større forståelse af hvad Jehova kræver. De åndelige israelitter havde allerede renset sig for mange af kristenhedens lærdomme som havde deres rod i gammelt hedenskab, som for eksempel treenighedslæren, læren om sjælens udødelighed og om evig pine i et brændende helvede. Nu gik de i gang med at befri sig for alle spor af babylonisk indflydelse. De forstod også betydningen af at forholde sig neutrale og ikke tage parti i denne verdens politiske anliggender. De ville endog rense sig for den blodskyld som nogle af dem måtte have pådraget sig.

¹⁰ Jehovas tjenere i nutiden fik også en større forståelse af Guds navns betydning. I 1931 antog de navnet Jehovas Vidner og gav på den måde offentligt til kende at de stod på Jehovas side og ville ophøje hans navn. I Ny Verden-Oversættelsen, der begyndte at udkomme på engelsk i 1950, har Jehovas Vidner genindsat Guds navn på dets rette plads i Bibelen. Ja, de sætter Jehovas navn højt og gør det kendt til jordens ender.

„Den som bringer godt nyt“

11. Hvorfor var udråbet „din Gud er blevet konge!“ på sin plads med hensyn til begivenhederne i 537 f.v.t.?

¹¹ Nu rettes vor opmærksomhed igen mod Zion mens det ligger øde. Et sendebud nærmer sig med godt nyt: „Hvor skønt et syn på bjergene: til fods kommer den som bringer godt nyt, den som forkynder fred, den som bringer godt nyt om noget bedre, den som forkynder frelse, den som siger til Zion: ’Din Gud er blevet konge!’“ (Esajas 52:7) Hvordan kunne man i 537 f.v.t. sige at Zions Gud var blevet konge? Har Jehova ikke altid været konge? Jo, han er „evighedens Konge“. (Åbenbaringen 15:3) Men udråbet „din Gud er blevet konge!“ er alligevel på sin plads, for Babylons fald og Kyros’ proklamation om at jøderne skulle genopbygge templet i Jerusalem og genoprette den rene tilbedelse, var en ny manifestation af Jehovas kongedømme. — Salme 97:1.

12. Hvem har sat eksemplet med hensyn til at ’bringe godt nyt’, og hvordan gjorde han det?

¹² På Esajas’ tid kunne man ikke identificere „den som bringer godt nyt“, med en bestemt person eller med en gruppe af personer. Men det kan man i dag. Nu ved man hvem fredens sendebud er. Jesus Kristus er Jehovas vigtigste sendebud som bragte godt nyt om fred. Mens han levede på jorden, forkyndte han den gode nyhed om at menneskene ville blive befriet for alle den nedarvede synds virkninger, altså også sygdom og død. (Mattæus 9:35) Jesus satte eksemplet med hensyn til flittigt at forkynde godt nyt om noget bedre, for han benyttede enhver lejlighed til at forkynde om Guds rige. (Mattæus 5:1, 2; Markus 6:34; Lukas 19:1-10; Johannes 4:5-26) Og hans disciple fulgte hans eksempel.

13. (a) Hvordan udvider apostelen Paulus udtrykket: „Til fods kommer den som bringer godt nyt“? (b) Hvordan skal det forstås at sendebudenes ’fødder’ er „skønne“?

¹³ I sit brev til romerne citerer apostelen Paulus Esajas 52:7 for at vise hvor vigtigt det er at forkynde det gode budskab. Han stiller en række tankevækkende spørgsmål, som for eksempel: „Hvordan kan man høre uden at nogen forkynder?“ Og han tilføjer: „Som der står skrevet: ’Hvor skønt et syn: til fods kommer de som forkynder godt nyt om gode ting!’“ (Romerne 10:14, 15) Paulus udvider altså det der siges i Esajas 52:7 til at gælde flere. Han bruger flertalsformen „de“ i stedet for entalsformen „den“, som der står hos Esajas. Det vil sige at alle kristne i lighed med Jesus Kristus skal være sendebud der bringer godt nyt om fred. Esajas taler som om sendebudet nærmer sig Jerusalem fra bjergene i nærheden. Egentlig står der: „Hvor skønne på bjergene er fødderne af den som bringer godt nyt,“ men „fødderne“ repræsenterer her personen selv, sendebudet, der kommer til fods. I det første århundrede var Jesus og hans disciple et skønt syn for de sagtmodige når de bragte godt nyt, og det samme er nutidens vidner for Jehova når de bringer det gode budskab ud til dem der vil høre.

14. Hvordan er Jehova blevet konge i nutiden, og siden hvornår har man forkyndt det?

¹⁴ Siden hvornår har man i nutiden hørt råbet „din Gud er blevet konge!“? Siden 1919. Ved et stævne i Cedar Point, Ohio, i dette år var det store højdepunkt Vagttårnsselskabets daværende præsidents, J.F. Rutherfords, „Tale til medarbejderne“. Dette foredrag, der var baseret på Esajas 52:7 og Åbenbaringen 15:2, opfordrede alle de tilstedeværende til at tage forkyndelsen op. På denne måde begyndte sendebudene at vise sig „på bjergene“. Først var det de salvede kristne og senere deres medarbejdere, de „andre får“, som nidkært forkyndte den gode nyhed om at Jehova var blevet konge. (Johannes 10:16) Hvordan var han blevet konge? I 1914 viste han at han var blevet konge ved at indsætte sin søn, Jesus Kristus, på tronen i det nyoprettede himmelske rige, og i 1919 gav han endnu en gang bevis på sit kongedømme ved at udfri „Guds Israel“ fra Babylon den Store. — Galaterne 6:16; Salme 47:8; Åbenbaringen 11:15, 17; 19:6.

„Dine vægtere har løftet røsten“

15. Hvem er de „vægtere“ der løfter røsten i 537 f.v.t.?

¹⁵ Kommer der nogen reaktion på råbet: „Din Gud er blevet konge!“? Ja. Esajas siger videre: „Hør! Dine vægtere har løftet røsten. I forening råber de af glæde; for det vil være ansigt til ansigt de ser når Jehova fører Zion tilbage.“ (Esajas 52:8) Der var ingen bogstavelige vægtere posteret i Jerusalem i 537 f.v.t. som kunne hilse de første landflygtige velkommen tilbage. Byen havde jo ligget øde i 70 år. (Jeremias 25:11, 12) De „vægtere“ der løfter røsten, må derfor være de israelitter der først får nyheden om at Zion skal genopbygges, og som derefter giver nyheden videre til resten af Zions børn. Da vægterne ser at Jehova har overgivet Babylon i Kyros’ hånd i 539 f.v.t., er de ikke i tvivl om at det er Jehova der har udfriet sit folk. Sammen med dem der hører deres budskab, bliver de ved med at råbe af glæde og lader på den måde andre høre den gode nyhed.

16. Hvem ser vægterne „ansigt til ansigt“, og hvad betyder det?

¹⁶ De årvågne vægtere har et nært, personligt forhold til Jehova. Det er som om de ser ham „ansigt til ansigt“. (4 Mosebog 14:14) Deres nære forhold til Jehova og til hinanden forstærker deres enhed og deres glæde over budskabet. — 1 Korinther 1:10.

17, 18. (a) Hvordan har den nutidige vægterskare ’løftet sin røst’? (b) Hvordan har vægterskaren ’råbt i forening’?

¹⁷ I den nutidige opfyldelse har vægterskaren, „den trofaste og kloge træl“, ikke blot ’løftet sin røst’ over for dem som allerede befinder sig i Guds synlige organisation, men også over for dem udenfor. (Mattæus 24:45-47) Der lød en opfordring i 1919 til at indsamle resten af de salvede, og opfordringen intensiveredes i 1922 ved stævnet i Cedar Point, Ohio, da appellen lød: „Forkynd, forkynd, forkynd om Kongen og hans Rige.“ Siden 1935 er opmærksomheden blevet rettet mod indsamlingen af en stor skare, de symbolske får. (Åbenbaringen 7:9, 10) I de senere år er budskabet om Jehovas kongedømme blevet yderligere intensiveret. Hvordan? Ved at omkring seks millioner i år 2000 deltog i forkyndelsen i over 230 lande og områder, og ved at bladet Vagttårnet, som er det redskab vægterskaren først og fremmest benytter til at udbrede det gode budskab, nu udgives på over 130 sprog.

¹⁸ En sådan forenet forkyndelse kræver ydmyghed og broderkærlighed. Skal forkyndelsen desuden være effektiv, må alle der deltager i den, forkynde det samme budskab, som lægger vægt på Jehovas navn, hans genløsningsforanstaltning, hans visdom og kærlighed og hans rige. Når kristne i hele verden således arbejder skulder ved skulder, styrkes deres personlige forhold til Jehova, og resultatet bliver en forenet og glædebringende forkyndelse af det gode budskab.

19. (a) På hvilken måde bryder „Jerusalems øde steder“ ud i glædesråb? (b) I hvilken forstand har Jehova „blottet sin hellige arm“?

¹⁹ Samtidig med at Guds folk råbte af glæde, ville endog de steder hvor de kom til at bo, bryde ud i glædesråb. Profetien fortsætter: „Bryd i forening ud i glædesråb, I Jerusalems øde steder, for Jehova har trøstet sit folk; han har genløst Jerusalem. Jehova har blottet sin hellige arm for alle nationernes øjne; og hele den vide jord skal se frelsen fra vor Gud.“ (Esajas 52:9, 10) Når de landflygtige vendte hjem fra Babylon, ville de øde steder i Jerusalem, som så ud til at sørge, nu glæde sig og juble fordi tilbedelsen af Jehova var blevet genoprettet. (Esajas 35:1, 2) Det er klart at det er Jehova som har udvirket dette. Han har i overført betydning „blottet sin hellige arm“ for at gribe ind og frelse sit folk. — Ezra 1:2, 3.

20. Hvad har det ført til i nutiden at Jehova har „blottet sin hellige arm“, og hvad vil det senere føre til?

²⁰ I disse „sidste dage“ har Jehova „blottet sin hellige arm“ for at bringe sin salvede rest, de „to vidner“ der er omtalt i Åbenbaringens Bog, til live igen. (2 Timoteus 3:1; Åbenbaringen 11:3, 7-13) Siden 1919 er de blevet ført ind i et åndeligt paradis, det åndelige domæne som de nu befinder sig i sammen med millioner af deres medarbejdere, de andre får. Til sidst vil Jehova blotte sin hellige arm for at frelse sit folk ved „Har-Magedon“. (Åbenbaringen 16:14, 16) Da skal „hele den vide jord . . . se frelsen fra vor Gud“.

Et vigtigt krav som må opfyldes

21. (a) Hvilket krav må de som „bærer Jehovas redskaber“, opfylde? (b) Hvorfor er der ingen grund til at flygte fra Babylon i panik?

²¹ For dem der drager ud af Babylon for at vende hjem til Jerusalem, er der et vigtigt krav de må opfylde. Esajas skriver: „Vend jer bort, vend jer bort, drag ud derfra, rør ikke noget urent; drag ud fra hende, bevar jer rene, I som bærer Jehovas redskaber. For I kommer ikke til at drage ud i panik, og I går ikke som var I på flugt. For Jehova går foran jer, og Israels Gud er jeres bagtrop.“ (Esajas 52:11, 12) Alt hvad der har haft blot den mindste berøring med afgudsdyrkelsen i Babylon og er besmittet af den, må israelitterne efterlade før de drager ud. Da de bærer redskaberne fra Jehovas tempel i Jerusalem, må de være rene, ikke blot ceremonielt, i det ydre, men først og fremmest i det indre, i hjertet. (2 Kongebog 24:11-13; Ezra 1:7) Desuden vil Jehova gå foran dem, så de behøver ikke at blive grebet af panik eller at løbe over hals og hoved som om nogle forfølgere var lige i hælene på dem. Israels Gud er deres bagtrop. — Ezra 8:21-23.

22. Hvordan understreger Paulus at det er nødvendigt for de salvede kristne at bevare sig selv rene?

²² Esajas’ ord om at de som forlod Babylon, skulle bevare sig selv rene, får en større opfyldelse på dem som er børn af „Jerusalem som er oventil“. Da Paulus formanede de kristne i Korinth til ikke at lade sig spænde i ulige åg med ikketroende, citerede han Esajas 52:11: „’Derfor, gå ud fra dem, og skil jer ud,’ siger Jehova, ’og hold op med at røre det urene.’“ (2 Korinther 6:14-17) Ligesom israelitterne der var på vej ud af Babylon, må kristne holde sig fri af babylonisk afgudsdyrkelse.

23. På hvilke områder stræber Jehovas tjenere i dag efter at bevare renheden?

²³ Det var også et krav som de salvede disciple af Jesus Kristus måtte opfylde da de flygtede ud af Babylon den Store i 1919. Lidt efter lidt rensede de sig for alle spor af falsk religion. (Esajas 8:19, 20; Romerne 15:4) De blev også mere og mere klar over betydningen af at holde sig moralsk rene. Skønt Jehovas Vidner som helhed altid har fulgt en høj moralsk standard, var det alligevel nødvendigt at Vagttårnet i 1952 i flere artikler indskærpede at man i menighederne måtte tage disciplinære forholdsregler over for dem der levede umoralsk. Disse forholdsregler ville medvirke til at holde menigheden ren og også være en hjælp for overtræderne selv til at indse at de måtte ændre sind og handlemåde. — 1 Korinther 5:6, 7, 9-13; 2 Korinther 7:8-10; 2 Johannes 10, 11.

24. (a) Hvad er „Jehovas redskaber“ i nutiden? (b) Hvordan kan kristne i dag have tillid til at Jehova vil gå foran dem og også vil være deres bagtrop?

²⁴ De salvede kristne er sammen med den store skare „andre får“ besluttede på ikke at røre noget som er urent i åndelig henseende. Deres rene og rensede tilstand gør dem egnede til at bære „Jehovas redskaber“ — de storslåede foranstaltninger Jehova har truffet for at de kan udføre hellig tjeneste ved at gå fra hus til hus, lede bibelstudier og deltage i andre grene af den kristne virksomhed. Ved at forblive rene kan Guds tjenere i dag have tillid til at Jehova altid vil gå foran dem og også vil være deres bagtrop. Som Guds rene folk har de mange grunde til ’i forening at bryde ud i glædesråb’!

[Fodnote]

[Illustration på side 183]

Zion vil blive udfriet fra fangenskabet

[Illustration på side 186]

Fra og med 1919 har sendebudene som forkynder godt nyt, igen vist sig „på bjergene“

[Illustration på side 189]

Jehovas Vidner forkynder „i forening“ det samme glædesbudskab

[Illustration på side 192]

De som „bærer Jehovas redskaber“, må være moralsk og åndeligt rene

Kapitel fjorten

Jehova ophøjer sin messianske tjener

Esajas 52:13–53:12

1, 2. (a) Hvordan var situationen for mange jøder i begyndelsen af det første århundrede efter vor tidsregning? (b) Hvordan havde Jehova sørget for at troende jøder kunne kende Messias?

FORESTIL dig at du skal møde en betydningsfuld person. Tid og sted for mødet er fastsat. Men du har et problem: Du ved ikke hvordan personen ser ud, og han rejser meget diskret, uden at vække opmærksomhed. Hvordan skal du kende ham? Det ville være en hjælp hvis du havde en detaljeret beskrivelse af ham.

² I begyndelsen af det første århundrede efter vor tidsregning befandt mange jøder sig i netop den situation. De ventede Messias — den mest betydningsfulde person i verden. (Daniel 9:24-27; Lukas 3:15) Men hvordan skulle troende jøder kunne kende ham? Gennem de hebraiske profeter havde Jehova givet en detaljeret beskrivelse af begivenheder der ville finde sted i forbindelse med Messias, og som ville sætte de opmærksomme i stand til at identificere ham med sikkerhed.

3. Hvilken beskrivelse af Messias finder vi i Esajas 52:13–53:12?

³ Blandt de hebraiske profetier om Messias er der ingen der giver et så detaljeret billede af ham som det man finder i Esajas 52:13–53:12. Her giver Esajas over 700 år i forvejen en beskrivelse af Messias — ikke af hans fysiske udseende, men af noget som havde større betydning, nemlig en beskrivelse af hvordan og hvorfor han skulle lide, og af detaljer ved hans død, begravelse og ophøjelse til himmelen. En undersøgelse af denne profeti og dens opfyldelse vil varme os om hjertet og styrke vores tro.

„Min tjener“ — hvem er han?

4. Hvilke opfattelser angående ’tjeneren’ har jødiske lærde fremsat, og hvorfor kan det ikke være de rigtige forklaringer?

⁴ Esajas har netop fortalt om jødernes udfrielse fra landflygtigheden i Babylon. Nu ser han fremad til en endnu større begivenhed og gengiver Jehovas ord: „Se! Min tjener vil handle med indsigt. Han vil være højt stillet, ja vil være hævet højt og meget ophøjet.“ (Esajas 52:13) Hvem er denne „tjener“ helt nøjagtigt? Jødiske lærde har i tidens løb givet forskellige forklaringer. Nogle har ment at han repræsenterede hele Israels nation under landflygtigheden i Babylon. Men denne forklaring stemmer ikke med profetien. Guds „tjener“ underkaster sig frivilligt lidelser, og skønt han er uskyldig, lider han for andres synder. Sådan forholdt det sig ikke med det jødiske folk, som kom i landflygtighed på grund af dets synder. (2 Kongebog 21:11-15; Jeremias 25:8-11) Andre har forklaret at tjeneren repræsenterede de fromme i Israel, og at de led på grund af de syndige israelitter. Dertil er at sige at ingen speciel gruppe har lidt for andre i Israels trængselstider.

5. (a) Hvem har nogle få jødiske lærde møntet Esajas’ profeti på? (Se fodnoten.) (b) Hvilken klar udtalelse angående ’tjeneren’ findes i bogen Apostelgerninger i Bibelen?

⁵ Før kristendommens indførelse og til en vis grad i de første århundreder efter vor tidsregnings begyndelse møntede nogle få jødiske lærde profetien på Messias. At det er den rigtige forståelse, ses i De Kristne Græske Skrifter. Bogen Apostelgerninger fortæller at da den ætiopiske eunuk spurgte disciplen Filip hvem ’tjeneren’ var i Esajas’ profeti, forkyndte Filip „den gode nyhed om Jesus“ for ham. (Apostelgerninger 8:26-40; Esajas 53:7, 8) Samstemmende hermed siger andre bøger i Bibelen at Jesus Kristus er den messianske tjener i Esajas’ profeti.a Når vi nu gennemgår profetien, skal vi se at der kan drages uomtvistelige paralleller mellem den Jehova kalder „min tjener“, og Jesus fra Nazaret.

6. Hvordan viser Esajas’ profeti at Messias vil gøre Guds vilje og gennemføre sin tjeneste med et godt resultat?

⁶ Profetien begynder med at beskrive det gode resultat som Messias’ tjeneste i sidste ende vil føre til under udførelsen af Guds vilje. Ordet „tjener“ viser at han underkaster sig Guds vilje, som en tjener underkaster sig sin herres vilje. Under udførelsen af denne opgave handler han „med indsigt“. Indsigt er evnen til at se ind i en situation. At handle med indsigt er at handle klogt, med skønsomhed. Om det hebraiske udsagnsord der bruges her, siger et opslagsværk: „Det centrale i ordets betydning er dét at handle klogt og forstandigt. Den der handler klogt, vil opnå et godt resultat.“ At Messias vil gennemføre sin tjeneste med et godt resultat, ses af at profetien siger at han „vil være hævet højt og meget ophøjet“.

7. Hvordan handlede Jesus „med indsigt“, og hvordan er han blevet „hævet højt og meget ophøjet“?

⁷ Jesus ’handlede med indsigt’ på den måde at han viste at han forstod de profetier der gjaldt ham, og lod sig lede af dem til at gøre sin Faders vilje. (Johannes 17:4; 19:30) Hvad blev resultatet? Efter Jesu opstandelse og opstigning til himmelen „ophøjede Gud ham . . . til en højere stilling og gav ham i sin godhed navnet som er over ethvert andet navn“. (Filipperne 2:9; Apostelgerninger 2:34-36) Derefter blev Jesus i 1914 yderligere ophøjet, for da satte Jehova ham på det messianske riges trone. (Åbenbaringen 12:1-5) Ja, Jesus blev „hævet højt og meget ophøjet“.

’Vil stirre forbløffede på ham’

8, 9. Hvordan vil de jordiske ledere reagere når den ophøjede Jesus kommer for at eksekvere dommen, og hvad er grunden?

⁸ Hvordan vil nationerne og deres politiske ledere reagere når de ser den ophøjede Messias? Profetien lyder — med udeladelse af den parentetiske bemærkning i anden halvdel af vers 14: „Ligesom mange har stirret forbløffede på ham . . . således vil han forskrække mange nationer. Over for ham vil konger lukke munden, for de skal få noget at se som ikke er blevet fortalt dem, og de skal få noget at tænke over som de ikke har hørt om.“ (Esajas 52:14a, 15) Med disse ord beskriver Esajas ikke situationen som den var ved Jesu første komme, men som den vil være når de jordiske regeringsledere til sidst konfronteres med ham.

⁹ Når den ophøjede Jesus kommer for at eksekvere dommen over den nuværende onde tingenes ordning, vil de jordiske regeringsledere ’stirre forbløffede på ham’. Sandt nok vil de jordiske ledere ikke bogstaveligt se den herliggjorte Jesus, men de vil se de synlige tegn på hans magt når han fra himmelen kæmper for Jehova. (Mattæus 24:30) De vil blive tvunget til at rette deres opmærksomhed mod noget som deres religiøse ledere ikke har fortalt dem — at Jesus er den der eksekverer Jehovas domme! Guds ophøjede tjener, som de da vil stå over for, vil handle på en måde som de ikke har forventet.

10, 11. Hvordan kan man sige at Jesu udseende var „skæmmet“ i det første århundrede, og hvordan er det tilfældet i dag?

¹⁰ I den parentetiske bemærkning i vers 14 siger Esajas: „Så skæmmet var hans udseende, som ingen anden mands, og hans skikkelse, som ingen af menneskenes sønners.“ (Esajas 52:14b) Var Jesu udseende vansiret eller var hans legeme forkrøblet? Nej. Selv om Bibelen ikke fortæller hvordan Jesus så ud, havde han som en fuldkommen søn af Gud uden tvivl et tiltalende udseende. Øjensynlig hentyder Esajas’ ord til den ydmygelse Jesus blev udsat for. Han afslørede modigt sin tids religiøse ledere som hyklere, løgnere og mordere, og til gengæld udskældte de ham. (1 Peter 2:22, 23) De beskyldte ham for at være en lovovertræder, en gudsbespotter, en bedrager og en oprører som satte sig op mod Rom. De falske anklagere tegnede på denne måde et helt fordrejet billede ham.

¹¹ Denne forkerte fremstilling af Jesus fortsætter den dag i dag. De fleste mennesker forestiller sig Jesus som et lille barn der ligger i en krybbe, eller som en lidende skikkelse der er naglet til et kors, og hvis ansigt er fortrukket af smerte under en tornekrone. Kristenhedens præster har gjort deres til at fastholde dette billede af Jesus. De har undladt at fremstille Jesus som den mægtige himmelske konge som nationerne må stå til regnskab. Når de jordiske regeringsledere i nær fremtid konfronteres med den ophøjede Jesus, står de over for en Messias som har „al myndighed i himmelen og på jorden“. — Mattæus 28:18.

Hvem vil tro på den gode nyhed?

12. Hvilke interessante spørgsmål giver Esajas 53:1 anledning til?

¹² Efter at have beskrevet den forbløffende forandring der sker med Messias — fra „skæmmet“ til „meget ophøjet“ — spørger Esajas: „Hvem troede på det de hørte af os? Og for hvem er Jehovas arm blevet åbenbaret?“ (Esajas 53:1) Disse ord af Esajas rejser nogle interessante spørgsmål: Vil denne profeti blive opfyldt? Vil „Jehovas arm“ — hans evne til at udøve magt — åbenbare sig og sørge for at disse ord bliver opfyldt?

13. Hvordan viste Paulus at Esajas’ profeti blev opfyldt på Jesus, og var der mange der ville høre?

¹³ Svaret er et ubetinget ja. I Romerbrevet citerer Paulus Esajas’ ord og viser at den profeti som blev hørt og givet videre af Esajas, blev opfyldt på Jesus. Jesu herliggørelse efter hans lidelser på jorden var en god nyhed. Paulus siger imidlertid med henblik på de vantro jøder: „Dog var det ikke alle der adlød den gode nyhed. Esajas siger jo: ’Jehova, hvem troede på det de hørte af os?’ Troen kommer altså af det man hører. Og det man hører, kommer gennem ordet om Kristus.“ (Romerne 10:16, 17) Desværre var det kun få på Paulus’ tid der troede på den gode nyhed om Guds tjener. Hvad var grunden?

14, 15. Under hvilke omstændigheder skulle Messias træde ind på den jordiske skueplads?

¹⁴ Profetien forklarer derefter hvad grunden var til de spørgsmål der stilles i vers 1, og giver samtidig svar på hvorfor der ikke var mange som tog imod Messias: „Han skyder op som en kvist foran en, og som en rod op af udtørret land. Han har ingen statelig skikkelse og ingen pragt; og når vi ser ham, har han ikke et udseende så vi drages mod ham.“ (Esajas 53:2) Vi ser her de omstændigheder hvorunder Messias ville træde ind på den jordiske skueplads. Hans entré ville finde sted under meget beskedne forhold, og for en iagttager ville han ikke se ud til at skulle blive til noget særligt. Han ville være som en kvist, en ung gren, der vokser på et træ, og som en rod der kræver vand i udtørret og afsvedet jord. Han kommer ikke med pomp og pragt som en konge, med en fornem kongekåbe og et strålende diadem. Hans indtræden er uanselig og lidet iøjnefaldende.

¹⁵ Hvilken træffende beskrivelse af Jesu ringe begyndelse som menneske! Den jødiske jomfru Maria fødte ham i en stald i en lille by der hed Betlehem.b (Lukas 2:7; Johannes 7:42) Maria og hendes mand, Josef, var fattige. Omkring 40 dage efter Jesu fødsel bragte de det syndoffer som krævedes af fattige, „et par turtelduer eller to dueunger“. (Lukas 2:24; 3 Mosebog 12:6-8) Med tiden slog Maria og Josef sig ned i Nazaret, hvor Jesus voksede op i en stor familie, sandsynligvis under beskedne kår. — Mattæus 13:55, 56.

16. Hvordan kan man sige at Jesus ikke havde nogen „statelig skikkelse“ eller var omgivet af nogen „pragt“?

¹⁶ Det så ud til at Jesus som menneske ikke havde sine rødder i den rette jord. (Johannes 1:46; 7:41, 52) Han var et fuldkomment menneske og en efterkommer af kong David, men de beskedne forhold hvorunder han levede, gav ham ikke nogen „statelig skikkelse“ eller omgav ham med nogen „pragt“ — i hvert fald ikke over for dem der forventede at Messias ville være af mere fornem herkomst. Tilskyndet af jødernes religiøse ledere blev mange forledt til at overse og endda foragte ham. Da folkeskarerne til sidst skulle give udtryk for deres valg, var der intet hos denne fuldkomne søn af Gud de følte sig draget af. — Mattæus 27:11-26.

„Ringeagtet og undgået af folk“

17. (a) Hvad begynder Esajas med at beskrive, og hvilken grammatisk form brugte han, og hvorfor? (b) Hvem var det som ’ringeagtede’ og ’undgik’ Jesus, og hvordan gjorde de det?

¹⁷ Esajas begynder nu detaljeret at beskrive hvordan man ville betragte og behandle Messias: „Han blev ringeagtet og undgået af folk, en lidelsernes mand og kendt med sygdom. Og det var som om ansigtet blev skjult for os. Han blev ringeagtet, og vi regnede ham ikke for noget.“ (Esajas 53:3) Esajas var så sikker på at dette ville ske, at han beskrev det i datid som om det allerede var sket. Blev Jesus virkelig ringeagtet og undgået af folk? Ja! De selvretfærdige religiøse ledere og deres tilhængere betragtede ham som den mest foragtelige af alle. De kaldte ham ven med skatteopkrævere og skøger. (Lukas 7:34, 37-39) De spyttede ham i ansigtet. De slog ham med knytnæver og brugte skældsord mod ham. De hånede og spottede ham. (Mattæus 26:67) Under indflydelse af disse fjender af sandheden tog Jesu eget folk ikke imod ham. Som der siges: „Hans egne tog ikke imod ham.“ — Johannes 1:10, 11.

18. Hvordan var Jesus „en lidelsernes mand og kendt med sygdom“ skønt han aldrig selv var syg?

¹⁸ Som et menneske der var fuldkomment, blev Jesus ikke syg. Alligevel var han „en lidelsernes mand og kendt med sygdom“. Det var ikke hans egne lidelser og egen sygdom. Jesus kom fra himmelen til en syg verden. Han var omgivet af smerte og lidelse, men han undgik ikke dem som var syge, hverken de legemligt eller åndeligt syge. Som en omsorgsfuld læge blev han på nærmeste hold kendt med de sygdomme folk led af. Desuden var han i stand til at gøre noget som ingen almindelig læge kan. — Lukas 5:27-32.

19. Hvis ansigt var „skjult“, og hvordan viste Jesu fjender at de ’ikke regnede ham for noget’?

¹⁹ Ikke desto mindre betragtede Jesu fjender ham som den der var syg, og de så derfor ikke på ham med venlige øjne. Han ansigt var „skjult“, men ikke fordi han skjulte sit ansigt. I sin gengivelse af Esajas 53:3 siger The New English Bible: „Noget man vender blikket bort fra.“ Jesu modstandere fandt ham så frastødende at de vendte sig bort fra ham — som om han var for afskyelig at se på. De regnede ham ikke for mere værd end prisen for en træl. (2 Mosebog 21:32; Mattæus 26:14-16) De regnede ham for mindre værd end morderen Barabbas. (Lukas 23:18-25) Hvad mere kunne de have gjort for at vise at de ’ikke regnede ham for noget’?

20. Hvad har Jehovas tjenere i dag erfaret?

²⁰ Som en bekræftelse af Esajas’ ord har Guds tjenere i dag erfaret det samme som Jesus erfarede. De har fra deres modstanderes side mødt den samme foragt og er ikke blevet regnet for noget af dem. Men som i Jesu tilfælde véd de at det der virkelig betyder noget, er hvordan Jehova Gud ser på dem. Selv om mennesker ’ikke regnede Jesus for noget’, ændrede det intet ved hvordan Gud betragtede ham. I hans øjne havde han stor værdi!

„Gennemboret for vor overtrædelse“

21, 22. (a) Hvad tog Messias på sig og bar til gavn for andre? (b) Hvordan betragtede mange Messias, og hvornår nåede hans lidelser deres højeste?

²¹ Hvorfor måtte Messias lide og dø? Esajas’ ord giver svaret: „I sandhed, han bar vore sygdomme; og han slæbte på vore lidelser. Men vi, vi regnede ham for plaget, slået af Gud og mishandlet. Men han blev gennemboret for vor overtrædelse; han blev knust for vor brøde. Den tugt der skulle tjene til vor fred, kom til at hvile på ham, og ved hans sår blev der helbredelse for os. Som får flakkede vi alle om; vi havde vendt os hver til sin vej; men Jehova lod al vor brøde ramme ham.“ — Esajas 53:4-6.

²² Messias bar andres sygdomme og tog deres lidelser på sig. Han løftede så at sige deres byrder op og anbragte dem på sine egne skuldre. Og da sygdom og lidelse skyldes menneskenes syndige tilstand, var det deres synder han bar. Mange forstod ikke hvorfor han måtte lide, og troede at Gud straffede ham og ligefrem plagede ham med en afskyelig sygdom.c Hans lidelser nåede deres højeste da han blev gennemboret, knust og såret — stærke ord der beskriver en voldsom og pinefuld død. Men hans død havde en sonende kraft; den danner grundlag for helbredelse af dem der flakker om på grund af brøde og synd, og hjælper dem til at opnå fred med Gud.

23. På hvilken måde bar Jesus andres lidelser?

²³ Hvordan bar Jesus andres lidelser? Mattæusevangeliet siger, idet der citeres fra Esajas 53:4: „Folk [kom] til ham med mange dæmonbesatte; og han uddrev ånderne med et ord, og han kurerede alle som havde det dårligt, for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: ’Han tog selv vore svagheder og bar vore sygdomme.’“ (Mattæus 8:16, 17) Når Jesus helbredte dem der kom til ham med forskellige sygdomme, tog han i virkeligheden deres lidelser på sig, og det tærede på hans kræfter. (Lukas 8:43-48) Hans evne til at helbrede alle slags sygdomme — fysiske såvel som åndelige — beviste at han havde magt og myndighed til at rense folk for synd. — Mattæus 9:2-8.

24. (a) Hvorfor så det for mange ud som om Jesus var „plaget“ af Gud? (b) Hvorfor måtte Jesus lide og dø?

²⁴ Men alligevel så det for mange ud som om Jesus var „plaget“ af Gud. Han blev trods alt udsat for lidelser som var bragt over ham af højtagtede religiøse ledere. Men han led ikke for nogen synder som han selv havde begået. Som apostelen Peter siger: „Også Kristus led for jer, hvorved han efterlod jer et forbillede så I kan følge lige i hans fodspor. Han begik ikke synd, og der blev heller ikke fundet svig i hans mund. Han bar selv vore synder i sit legeme på pælen, for at vi skulle være døde og borte fra synderne og leve for retfærdigheden. Og ’ved hans sår blev I helbredt’.“ (1 Peter 2:21, 22, 24) Vi har alle engang været fortabte på grund af synd og været „som får der var faret vild“. (1 Peter 2:25) Men gennem Jesus har Jehova sørget for at vi er blevet købt fri fra vores syndige tilstand. Han lod vores brøde „ramme“ Jesus, det vil sige hvile på ham. Den syndfri Jesus underkastede sig villigt straffen for vore synder. Ved uforskyldt at lide en skændig død på en pæl gjorde han det muligt for os at blive forligt med Gud.

„Han lod sig mishandle“

25. Hvordan ved vi at Messias var villig til at lide og dø?

²⁵ Var Messias villig til at lide og dø? Esajas siger: „Han var hårdt trængt, og han lod sig mishandle; dog åbnede han ikke sin mund. Han blev ført som et får til slagtning; og som et hunfår der er stumt over for dem der klipper det, således åbnede han ikke sin mund.“ (Esajas 53:7) Den sidste aften i sit liv kunne Jesus have tilkaldt „mere end tolv legioner engle“ til at komme ham til hjælp. Men han sagde: „Hvordan ville Skrifterne så blive opfyldt, som siger at det nødvendigvis må ske på denne måde?“ (Mattæus 26:53, 54) Nej, „Guds lam“ gjorde ingen modstand. (Johannes 1:29) Da de øverste præster og de ældste rettede falske anklager mod ham over for Pilatus, svarede han ikke. (Mattæus 27:11-14) Han ville ikke sige noget der kunne forhindre Guds vilje i at ske med ham. Jesus var villig til at dø som et offerlam, for han vidste at hans død ville genløse lydige mennesker fra synd, sygdom og død.

26. På hvilken måde gjorde Jesu modstandere sig skyldige i „undertrykkelse“?

²⁶ Esajas fortæller nu flere detaljer om Messias’ lidelser og ydmygelse. Profeten skriver: „På grund af undertrykkelse og dom blev han taget bort; og hvem vil bekymre sig om hans herkomst? For han blev afskåret fra de levendes land. På grund af mit folks overtrædelse fik han et slag.“ (Esajas 53:8) Da Jesus til sidst blev pågrebet af sine fjender, sine religiøse modstandere, gjorde de sig skyldige i „undertrykkelse“ ved den måde de behandlede ham på. Det var ikke sådan at de undertrykte deres had til ham, men de undertrykte, eller tilbageholdt, ret og retfærdighed. I sin gengivelse af Esajas 53:8 siger den græske Septuaginta-oversættelse „ydmygelse“ i stedet for „undertrykkelse“. Jesu fjender ydmygede ham ved ikke at give ham den retfærdige sagsbehandling som selv en simpel forbryder havde ret til. Retssagen mod Jesus var en parodi på ret og retfærdighed. Hvordan?

27. Hvilke regler tilsidesatte jødernes religiøse ledere som førte sagen mod Jesus, og på hvilke punkter overtrådte de Guds lov?

²⁷ Fast besluttede på at få Jesus dømt, forsyndede jødernes religiøse ledere sig mod deres egne regler. En overtrædelse der var dødsstraf for, kunne Sanhedrinet ifølge overleveringen kun behandle i „de tilhuggede stens sal“ på tempelområdet, ikke i ypperstepræstens hus. Retssagen skulle også foregå om dagen, ikke efter solnedgang. Og i en sag hvor dommen lød på dødsstraf, skulle dommen bekendtgøres dagen efter at forhøret var afsluttet. Derfor kunne ingen sager behandles dagen før en sabbat eller en højtid. Disse regler blev alle sammen tilsidesat i retssagen mod Jesus. (Mattæus 26:57-68) Værre endnu — de religiøse ledere brød skamløst Guds lov under behandlingen af sagen. For eksempel gjorde de brug af bestikkelse for at kunne lægge hånd på Jesus. (5 Mosebog 16:19; Lukas 22:2-6) De benyttede sig af falske vidner. (2 Mosebog 20:16; Markus 14:55, 56) Og de var enige om at give en morder fri, hvorved de bragte blodskyld både over sig selv og deres land. (4 Mosebog 35:31-34; 5 Mosebog 19:11-13; Lukas 23:16-25) Der var altså i realiteten ingen „dom“, ingen retfærdig sagsbehandling som resulterede i en korrekt og upartisk kendelse.

28. Hvad havde Jesu fjender ikke undersøgt?

²⁸ Undersøgte Jesu fjender hvem den mand var som stod anklaget foran dem? Esajas stiller et lignende spørgsmål: „Hvem vil bekymre sig om hans herkomst?“ Da Jesus var stillet for Sanhedrinet, bekymrede dets medlemmer sig ikke om hvem han egentlig stammede fra — om han opfyldte betingelserne for at være den lovede Messias. De anklagede ham i stedet for gudsbespottelse og sagde at han var skyldig til døden. (Markus 14:64) Senere gav den romerske landshøvding Pontius Pilatus efter for deres krav og dømte Jesus til at blive pælfæstet. (Lukas 23:13-25) Således blev Jesus, blot 33¹/₂ år gammel, midt i sit liv, „afskåret fra de levendes land“.

29. Hvordan gik det til at Jesus ved sin død og begravelse var både „hos de ugudelige“ og „hos de rige“?

²⁹ Om Messias’ død og begravelse siger Esajas derefter: „Og man giver ham gravsted hos de ugudelige, og hos de rige ved hans død, skønt han ikke øvede vold og der ikke var svig i hans mund.“ (Esajas 53:9) Hvordan gik det til at Jesus ved sin død og begravelse var både hos de ugudelige og de rige? Den 14. nisan år 33 døde han på henrettelsespælen uden for Jerusalems mure. Eftersom han blev pælfæstet mellem to forbrydere, kan man i en vis forstand sige at hans gravsted var hos de ugudelige. (Lukas 23:33) Efter Jesu død var der imidlertid en velhavende mand, Josef fra Arimatæa, som tog mod til sig og bad Pilatus om tilladelse til at tage Jesu legeme ned fra pælen og lægge det i en grav. Sammen med Nikodemus beredte Josef legemet til at blive gravlagt og lagde det derefter i en nylig udhugget grav som tilhørte ham selv. (Mattæus 27:57-60; Johannes 19:38-42) På den måde kom Jesu gravsted også til at være hos de rige.

„Jehova fandt behag i at knuse ham“

30. Hvordan skal det forstås at Jehova fandt behag i at „knuse“ Jesus?

³⁰ Derefter siger Esajas noget meget overraskende: „Men Jehova fandt behag i at knuse ham; han gjorde ham syg. Hvis du vil sætte hans sjæl som et skyldoffer, vil han se afkom, vil han få en lang række dage, og det som Jehova har behag i vil lykkes i hans hånd. På grund af sin sjæls møje kommer han til at se, bliver han mæt. Ved sin kundskab vil den retfærdige, min tjener, føre mange til en retfærdig stilling; og deres misgerninger vil han bære.“ (Esajas 53:10, 11) Hvordan kunne Jehova på nogen måde finde behag i at se sin trofaste tjener blive ’knust’? Naturligvis påførte Jehova ikke personligt sin elskede søn lidelser. Jesu fjender havde selv hele ansvaret for hvad de gjorde mod ham. Men Jehova tillod at de handlede grusomt mod Jesus. (Johannes 19:11) Hvorfor? Der er ingen tvivl om at det har smertet vor kærlige og medfølende Gud at se sin uskyldige søn lide. (Esajas 63:9; Lukas 1:77, 78) Jehova var ikke på nogen måde utilfreds med sin søn, men på grund af alle de velsignelser det ville medføre, fandt han behag i at hans søn var villig til at lide.

31. (a) På hvilken måde ’satte Jehova Jesu sjæl som et skyldoffer’? (b) Hvad må det især være tilfredsstillende for Jesus at vide efter alle de genvordigheder han måtte igennem som menneske?

³¹ En af disse velsignelser var at Jehova ’satte Jesu sjæl som et skyldoffer’. Da Jesus vendte tilbage til himmelen, trådte han frem for Jehova med værdien af sit opofrede menneskeliv som et skyldoffer, og det behagede Jehova at tage imod det til gavn for alle mennesker. (Hebræerne 9:24; 10:5-14) Ved hjælp af dette skyldoffer fik Jesus „afkom“. Som „Evig Fader“ kan han give liv — evigt liv — til dem der tror på hans udgydte blod. (Esajas 9:6) Efter al sin „møje“, alle de genvordigheder han måtte igennem som en menneskesjæl, vil Jesus være „mæt“, tilfreds. Det må være meget tilfredsstillende for Jesus at vide at han vil udfri mennesker fra synd og død. Og endnu mere tilfredsstillende at vide at han ved at forblive uangribelig har givet sin himmelske Fader et svar som denne kan bruge over for sin store modstanders, Satan Djævelens, forsmædelser. — Ordsprogene 27:11.

32. Ved hvilken „kundskab“ vil Jesus føre mange „til en retfærdig stilling“, og hvem opnår denne retfærdighed?

³² En anden velsignelse der er et resultat af Jesu død, er at han allerede nu ’fører mange til en retfærdig stilling’. Det gør han, som Esajas siger, „ved sin kundskab“. Øjensynlig er det den kundskab Jesus opnåede ved at blive menneske og lide uretfærdigt for sin lydighed mod Gud. (Hebræerne 4:15) Efter at have gennemgået lidelser der førte til hans død, tilvejebragte Jesus det offer som kunne føre andre til en retfærdig stilling. Hvem opnår denne retfærdighed? Først og fremmest hans salvede disciple. På grundlag af deres tro på Jesu offer erklærer Jehova dem retfærdige, hvorefter han kan antage dem som sønner og gøre dem til Jesu medarvinger. (Romerne 5:19; 8:16, 17) Derefter vil „en stor skare“ „andre får“, som følge af deres tro på Jesu udgydte blod, opnå en retfærdig stilling som Guds venner og vil overleve Harmagedon. — Åbenbaringen 7:9; 16:14, 16; Johannes 10:16; Jakob 2:23, 25.

33, 34. (a) Hvad får vi her at vide om Jehova? (b) Hvem er de „mange“ som den messianske tjener får ’en andel’ sammen med?

³³ Til sidst beskriver Esajas hvad Messias opnår som følge af de sejre han har vundet: „Derfor giver jeg ham andel blandt de mange, og med mægtige deler han bytte, fordi han udtømte sin sjæl til døden og blev regnet blandt overtrædere; og det var ham der bar manges synd, og for overtræderne trådte han mæglende ind.“ — Esajas 53:12.

³⁴ De afsluttende ord i denne del af Esajas’ profeti fortæller noget der varmer os om hjertet: At Jehova værdsætter dem der forbliver loyale mod ham. Det fremgår af løftet om at han vil give den messianske tjener en „andel blandt de mange“. Dette udtryk stammer uden tvivl fra den skik at krigerne efter en sejrrig kamp fik en andel af krigsbyttet. Jehova sætter pris på de „mange“ som har vist tro i fortiden, deriblandt Noa, Abraham og Job, og han vil betænke dem med ’en andel’ i sin kommende nye verden. (Hebræerne 11:13-16) På samme måde vil han give sin messianske tjener en andel. Jesus vil blive belønnet for sin uangribelighed. Vi kan også være forvissede om at Jehova ikke vil ’glemme vort arbejde og den kærlighed vi har vist mod hans navn’. — Hebræerne 6:10.

35. Hvem er de „mægtige“ som Jesus deler bytte med, og hvad er byttet?

³⁵ Guds tjener vil også få et krigsbytte som følge af sejren over sine fjender. Dette bytte vil han dele med „mægtige“. Hvem er disse „mægtige“ i opfyldelsen? Det er de disciple som var de første der besejrede verden ligesom Jesus gjorde — de 144.000 som hører til Guds Israel. (Galaterne 6:16; Johannes 16:33; Åbenbaringen 3:21; 14:1) Hvad er så byttet? Det er øjensynlig de „gaver i form af mennesker“ som Jesus vrister ud af Satans greb og skænker til den kristne menighed. (Efeserne 4:8-12) De 144.000 „mægtige“ får også en andel af et andet bytte. Som følge af deres sejr over verden fravrister de Satan ethvert grundlag for at smæde Gud. Ved deres ubrydelige troskab mod Gud ophøjer de ham og får hans hjerte til at glæde sig.

36. Var Jesus klar over at han opfyldte profetien om Guds tjener? Forklar nærmere.

³⁶ Jesus var klar over at han opfyldte profetien om Guds tjener. Den nat han blev arresteret, citerede han ordene som vi læser i Esajas 53:12, og anvendte dem på sig selv: „Jeg siger jer at det som står skrevet nødvendigvis må opfyldes på mig, nemlig dette: ’Og han blev regnet blandt lovløse.’ For det der angår mig er ved at få sin opfyldelse.“ (Lukas 22:36, 37) Med skam at melde blev Jesus virkelig behandlet som en lovløs. Han blev henrettet som en lovovertræder og blev pælfæstet mellem to røvere. (Markus 15:27) Men han bar med glæde sin skændsel i bevidstheden om at han trådte ind som mellemmand for os. Han stod så at sige mellem os som syndere og eksekveringen af dødsdommen og tog selv imod det slag der førte til døden.

37. (a) Hvad sætter den historiske beretning om Jesu liv og død os i stand til? (b) Hvorfor bør vi være Jehova Gud og hans ophøjede tjener, Jesus Kristus, dybt taknemmelige?

³⁷ Den historiske beretning om Jesu liv og død sætter os i stand til med usvigelig sikkerhed at sige at Jesus Kristus er den messianske tjener i Esajas’ profeti. Vi skylder Jehova en dybtfølt tak fordi han lod sin elskede søn opfylde det profetiske forbillede som Guds tjener der var villig til at lide og dø for at genløse os fra synd og død. Jehova har således vist os stor kærlighed. Romerbrevet 5:8 siger: „Gud anbefaler sin egen kærlighed til os derved at Kristus døde for os mens vi endnu var syndere.“ Derfor bør vi også være Jesus Kristus, Guds ophøjede tjener, dybt taknemmelige fordi han villigt udtømte sin sjæl til døden.

[Fodnoter]

[Oversigt på side 212]

(Tekstens opstilling ses i den trykte publikation)

JEHOVAS TJENER

Hvordan Jesus opfyldte profetien

Profeti: Es. 52:13

Begivenhed: Hævet højt og ophøjet

Opfyldelse: Apg. 2:34-36; Fil. 2:8-11; 1 Pet. 3:22

Profeti: Es. 52:14

Begivenhed: Forkert fremstillet og bragt i vanry

Opfyldelse: Matt. 11:19; 27:39-44, 63, 64; Joh. 8:48; 10:20

Profeti: Es. 52:15

Begivenhed: Forskrækkede mange nationer

Opfyldelse: Matt. 24:30; 2 Thess. 1:6-10; Åb. 1:7

Profeti: Es. 53:1

Begivenhed: Blev ikke troet

Opfyldelse: Joh. 12:37, 38; Rom. 10:11, 16, 17

Profeti: Es. 53:2

Begivenhed: Født som menneske under beskedne forhold

Opfyldelse: Luk. 2:7; Joh. 1:46

Profeti: Es. 53:3

Begivenhed: Ringeagtet og forkastet

Opfyldelse: Matt. 26:67; Luk. 23:18-25; Joh. 1:10, 11

Profeti: Es. 53:4

Begivenhed: Bar vore sygdomme

Opfyldelse: Matt. 8:16, 17; Luk. 8:43-48

Profeti: Es. 53:5

Begivenhed: Gennemboret

Opfyldelse: Joh. 19:34

Profeti: Es. 53:6

Begivenhed: Gennemgik lidelser for andres brøde

Opfyldelse: 1 Pet. 2:21-25

Profeti: Es. 53:7

Begivenhed: Tog ikke til genmæle over for sine anklagere

Opfyldelse: Matt. 27:11-14; Mark. 14:60, 61; Apg. 8:32, 35

Profeti: Es. 53:8

Begivenhed: Uretfærdigt forhørt og dømt

Opfyldelse: Matt. 26:57-68; 27:1, 2, 11-26; Joh. 18:12-14, 19-24, 28-40

Profeti: Es. 53:9

Begivenhed: Begravet hos de rige

Opfyldelse: Matt. 27:57-60; Joh. 19:38-42

Profeti: Es. 53:10

Begivenhed: Hans sjæl sat som et skyldoffer

Opfyldelse: Hebr. 9:24; 10:5-14

Profeti: Es. 53:11

Begivenhed: Gjorde det muligt for mange at opnå en retfærdig stilling

Opfyldelse: Rom. 5:18, 19; 1 Pet. 2:24; Åb. 7:14

Profeti: Es. 53:12

Begivenhed: Regnet blandt syndere

Opfyldelse: Matt. 26:55, 56; 27:38; Luk. 22:36, 37

[Illustration på side 203]

’Han blev ringeagtet af folk’

[Illustration på side 206]

’Han åbnede ikke sin mund’

[Kildeangivelse]

Detalje af maleriet „Ecce Homo“ af Antonio Ciseri

[Illustration på side 211]

„Han udtømte sin sjæl til døden“

Kapitel femten

Den ufrugtbare glæder sig

Esajas 54:1-17

1. Hvorfor længtes Sara efter at få børn, hvordan var situationen, og hvad skete der?

SARA længtes efter at få børn, men til sin store sorg fik hun ingen. Hun var ufrugtbar. På den tid var det en skam ikke at have født børn, men det var ikke den eneste grund til hendes sorg. Hun ville gerne se Guds løfte til hendes mand opfyldt. Abraham skulle blive fader til et afkom der ville blive til velsignelse for alle jordens slægter. (1 Mosebog 12:1-3) Men mange år efter at Gud havde givet dette løfte, havde hun stadig ikke født noget barn. Sara blev gammel og var stadig barnløs. Til tider har hun sikkert spekuleret på om hendes forhåbninger havde været forgæves. Så en dag blev hendes sorg vendt til glæde!

2. Hvorfor bør vi være interesserede i profetien i kapitel 54 i Esajas’ Bog?

² Saras ulykkelige situation hjælper os til at forstå profetien i kapitel 54 i Esajas’ Bog. Her tales der til byen Jerusalem som var den en ufrugtbar kvinde der oplever den store glæde at få mange børn. Jehova skildrer sit folk i fortiden kollektivt som sin hustru og viser dermed hvilke stærke følelser han nærer for det. Derudover er dette kapitel i Esajas’ Bog med til at opklare en betydningsfuld del af det Bibelen kalder „den hellige hemmelighed“. (Romerne 16:25, 26) Forklaringen på hvem ’den ufrugtbare’ er, og det hun oplever som en opfyldelse af profetien, kaster desuden lys over noget som har forbindelse med den rene tilbedelse i dag.

Hvem ’den ufrugtbare’ er

3. Hvorfor vil ’den ufrugtbare’ have grund til glæde?

³ Kapitel 54 begynder med en opfordring til glæde: „’Råb af glæde, du ufrugtbare som ikke har født! Bryd ud i glædesråb og opløft jubelskrig, du som ikke har haft fødselsveer, for den forladtes sønner er flere end ægtehustruens sønner,’ har Jehova sagt.“ (Esajas 54:1) Hvilken glæde for Esajas at få lov til at udtale disse ord, og hvilken trøst for de landflygtige jøder i Babylon at erfare opfyldelsen af dem! På det tidspunkt vil Jerusalem stadig ligge øde. Set med menneskers øjne synes der ikke at være noget håb om at byen nogen sinde vil blive befolket igen, lige så lidt som en ufrugtbar kvinde normalt vil gøre sig noget håb om at føde børn i sin alderdom. Men denne ’ufrugtbare kvinde’ har en stor velsignelse i vente — hun vil få børn. Jerusalem vil være ude af sig selv af glæde. Den vil igen komme til at myldre af „sønner“, af indbyggere.

4. (a) Hvordan hjælper apostelen Paulus os til at forstå at kapitel 54 i Esajas’ Bog vil få en større opfyldelse end den der fandt sted i 537 f.v.t.? (b) Hvad er „Jerusalem som er oventil“?

⁴ Esajas har sikkert ikke været klar over det, men hans profeti vil få mere end én opfyldelse. Apostelen Paulus citerer fra kapitel 54 i Esajas’ Bog og forklarer at ’den ufrugtbare’ er et billede på noget som er af langt større betydning end det jordiske Jerusalem. Han skriver: „Det Jerusalem som er oventil er frit, og det er vor moder.“ (Galaterne 4:26) Hvad er dette „Jerusalem som er oventil“? Ikke byen Jerusalem i det forjættede land. Denne by er her på jorden, ikke „oventil“, i himmelen. „Jerusalem som er oventil“, er Guds himmelske ’kvinde’, hans organisation af mægtige åndeskabninger.

5. Hvem er i det symbolske drama der er skitseret i Galaterbrevet 4:22-31, skildret ved (a) Abraham? (b) Sara? (c) Isak? (d) Hagar? (e) Ismael?

⁵ Men hvordan kan Jehova have to symbolske hustruer — en himmelsk og en jordisk? Er der en uoverensstemmelse her? Nej. Apostelen Paulus viser at svaret findes i det profetiske billede som Abrahams familie dannede. (Galaterne 4:22-31; se „Abrahams familie — et profetisk billede“, side 218.) Sara, „den frie kvinde“ og Abrahams hustru, er et billede på Jehovas hustrulignende organisation af åndeskabninger. Hagar, som var trælkvinde og Abrahams medhustru, er et billede på det jordiske Jerusalem.

6. Hvordan oplevede Guds himmelske organisation i billedlig forstand en lang periode med barnløshed?

⁶ På denne baggrund begynder vi at se den dybere betydning af Esajas 54:1. Efter at have været barnløs i mange år fødte Sara Isak da hun var 90 år gammel. På samme måde oplevede Jehovas himmelske organisation en lang periode med barnløshed. I sin tid lovede Jehova i Eden at hans ’kvinde’ ville få et „afkom“. (1 Mosebog 3:15) Over 2000 år senere indgik Jehova pagten med Abraham om det lovede afkom. Men Guds himmelske ’kvinde’ måtte vente mange hundrede år endnu på at se dette afkom. Men den tid kom omsider da denne tidligere ’ufrugtbare kvindes’ børn blev talrigere end det kødelige Israels. Dette profetiske billede hjælper os til at forstå hvorfor englene så brændende ønskede at se det lovede afkom. (1 Peter 1:12) Hvornår skete det?

7. Hvornår havde „det Jerusalem som er oventil“ grund til at glæde sig, som forudsagt i Esajas 54:1? Forklar nærmere.

⁷ Da Jesus blev født som menneske, var der stor glæde blandt englene. (Lukas 2:9-14) Det var dog ikke den begivenhed der var forudsagt i Esajas 54:1. Først da Jesus blev avlet af hellig ånd i år 29, blev han en åndelig søn af „det Jerusalem som er oventil“, og offentligt anerkendt af Gud selv som hans „søn, den elskede“. (Markus 1:10, 11; Hebræerne 1:5; 5:4, 5) Det var på det tidspunkt Guds himmelske ’kvinde’ kunne glæde sig, som en opfyldelse af Esajas 54:1. Endelig havde hun fået det lovede afkom, Messias! Århundreders ufrugtbarhed var forbi. Men der var mere hun kunne glæde sig over.

Den ufrugtbare får talrige sønner

8. Hvorfor havde Guds himmelske ’kvinde’ grund til at glæde sig efter at hun havde fået det lovede afkom?

⁸ Efter Jesu død og opstandelse kunne Guds himmelske ’kvinde’ glæde sig over at få sin højt begunstigede søn tilbage som „den førstefødte af de døde“. (Kolossenserne 1:18) Derefter fik hun flere åndelige sønner. På pinsedagen i år 33 blev omkring 120 af Jesu disciple salvet med hellig ånd og antaget som Kristi medarvinger. Senere samme dag blev yderligere 3000 føjet til. (Johannes 1:12; Apostelgerninger 1:13-15; 2:1-4, 41; Romerne 8:14-16) Denne skare blev ved med at vokse. Men da frafaldet tog sin begyndelse i løbet af de første århundreder, svandt mængden af nytilkomne betydeligt ind. Det skulle dog ændre sig i det 20. århundrede.

9, 10. Hvad betød opfordringen til at ’udvide pladsen i teltet’ for en kvinde dengang, og hvorfor glædede hun sig?

⁹ Esajas profeterer nu om en periode med en bemærkelsesværdig vækst: „Udvid pladsen i dit telt. Og lad dem udspænde din store boligs teltduge. Hold ikke igen. Gør dine teltreb lange, og gør dine teltpløkke stærke. For du vil brede dig til højre og til venstre, og dit afkom vil tage nationer i besiddelse, og øde byer vil de bebo. Vær ikke bange, for du vil ikke blive beskæmmet; og føl dig ikke ydmyget, for du vil ikke blive skuffet. For din ungdoms skam vil du glemme, og forsmædelsen fra din enkestands dage vil du ikke huske mere.“ — Esajas 54:2-4.

¹⁰ Der tales her til Jerusalem som var hun en hustru og moder der boede i telte ligesom Sara. Når en sådan kvinde blev velsignet med en voksende familie, måtte hun sørge for at boligen blev udvidet. Hun måtte have længere teltduge og teltreb og gøre teltpløkkene fast et nyt sted. Det er et arbejde hun glæder sig over, og som giver hende nok at bestille, så meget at hun helt glemmer de år hvor hun med bekymring tænkte på om hun nogen sinde ville få børn der kunne føre slægten videre.

11. (a) Hvordan blev Guds himmelske „kvinde“ velsignet i 1914? (Se fodnoten.) (b) Hvordan er de salvede på jorden blevet velsignet efter 1919?

¹¹ Det jordiske Jerusalem blev velsignet med en sådan vækst og udvidelse efter landflygtigheden i Babylon, og „Jerusalem som er oventil“ er blevet velsignet i endnu højere grad.a Især siden 1919 har hendes „afkom“ af salvede oplevet en forøgelse i antal i deres genoprettede åndelige paradis. (Esajas 61:4; 66:8) De har ’taget nationer i besiddelse’ på den måde at de er rejst ud til mange lande for at søge efter alle dem der ville slutte sig til deres åndelige familie. Som følge heraf skete der en eksplosionsagtig vækst i indsamlingen af salvede. Det endelige antal på 144.000 så ud til at være nået i midten af 1930’erne. (Åbenbaringen 14:3) På det tidspunkt var formålet med forkyndelsen ikke længere at indsamle de salvede. Men væksten standsede ikke her.

12. Hvem, foruden de salvede, er blevet indsamlet til den kristne menighed siden 1930’erne?

¹² Jesus selv forudsagde at der foruden hans „lille hjord“ af salvede brødre ville være „andre får“ som skulle føres ind i de sande kristnes fold. (Lukas 12:32; Johannes 10:16) Skønt de ikke er salvede og sønner af „det Jerusalem som er oventil“, har de alligevel en betydningsfuld opgave som de salvedes trofaste medarbejdere og opfylder dermed en velkendt profeti. (Zakarias 8:23) Indsamlingen af disse „andre får“ er gået for sig siden 1930’erne og har resulteret i at der nu er „en stor skare“, og dette igen har medført en udvidelse af den kristne menighed uden lige. (Åbenbaringen 7:9, 10) I dag tæller denne skare millioner, og væksten har skabt et påtrængende behov for flere rigssale, stævnehaller og afdelingskontorer. Opfyldelsen af Esajas’ ord bliver tydeligere for hver dag der går. Hvilken glæde at have en andel i denne forudsagte udvidelse!

En moder der har omsorg for sine børn

13, 14. (a) Hvad kan det være svært at forstå i forbindelse med nogle af de udtryk der er henvendt til Guds himmelske „hustru“? (b) Hvad er forklaringen når vi ser nærmere på det billede der bruges?

¹³ Vi har set at ’den ufrugtbare’ i den større opfyldelse af profetien er Jehovas himmelske organisation. Men efter at have læst Esajas 54:4 melder det spørgsmål sig måske hvordan denne organisation af åndeskabninger kunne blive udsat for skam og forsmædelse. De følgende vers fortæller at Guds „hustru“ ville blive vraget, lide nød og blive udsat for angreb. Hun ville oven i købet vække Guds harme. Hvordan kunne det ske for en organisation af fuldkomne åndeskabninger som aldrig havde syndet? Svaret findes i det billede der bruges.

¹⁴ Jehova bruger forholdene i en familie — forholdet mellem mand og hustru, mellem moder og børn — til at fortælle dybe åndelige sandheder, for disse billeder er velkendte for os. Uanset mængden eller karakteren af de erfaringer vi selv har gjort på dette område, har vi uden tvivl en idé om hvordan et godt ægteskab eller et godt forhold mellem forældre og børn bør være. Det er derfor et meget talende billede Jehova bruger for at fortælle os at han har et nært, tillidsfuldt og kærligt forhold til de vældige skarer af åndeskabninger der står i hans tjeneste, og en meget udtryksfuld måde hvorpå han viser os at hans himmelske organisation har stor omsorg for sine salvede børn på jorden. Når de jordiske tjenere lider, lider de trofaste himmelske tjenere, „Jerusalem som er oventil“, også. Svarende hertil sagde Jesus: „I det omfang I har gjort det mod en af mine mindste brødre dér, har I gjort det mod mig.“ — Mattæus 25:40.

15, 16. Hvem opfyldes Esajas 54:5, 6 først på, og hvem gælder ordene i den større opfyldelse?

¹⁵ Det er derfor ikke overraskende at en hel del af det der siges til Guds himmelske „hustru“, i virkeligheden er noget som hendes børn oplever her på jorden. Profetien siger videre: „’Den Mægtige som frembragte dig er din ægtemand; hans navn er Hærstyrkers Jehova. Og Israels Hellige er din Genløser; han kaldes Hele Jordens Gud. For Jehova har kaldt på dig som på en hustru der var forladt og bedrøvet i ånden, ja, som på en ungdomshustru der var vraget,’ har din Gud sagt.“ — Esajas 54:5, 6.

¹⁶ Hvem er den hustru som ordene er henvendt til? I den første opfyldelse er det Jerusalem, som repræsenterede hele Guds folk. I de 70 år israelitterne var i landflygtighed i Babylon, ville de føle det som om Jehova havde vraget dem og helt forladt dem. I den større opfyldelse er ordene møntet på „Jerusalem som er oventil“ og det denne „hustru“ erfarer i forbindelse med at frembringe det lovede „afkom“ som en opfyldelse af Første Mosebog 3:15.

Tugtet et øjeblik, velsignet for evigt

17. (a) Hvordan blev det jordiske Jerusalem udsat for „et udbrud“ af Guds harme? (b) Hvilket „udbrud“ af Guds harme blev sønnerne af „det Jerusalem som er oventil“ udsat for?

¹⁷ Profetien fortsætter: „’Et lille øjeblik forlod jeg dig, men med stor barmhjertighed vil jeg samle dig. Med et udbrud af harme skjulte jeg et øjeblik mit ansigt for dig, men med loyal hengivenhed vil jeg for stedse forbarme mig over dig,’ har din Genløser, Jehova, sagt.“ (Esajas 54:7, 8) Det jordiske Jerusalem blev overvældet af „et udbrud“ af Guds harme da babylonierne angreb byen i 607 f.v.t. De 70 års landflygtighed kunne synes lang tid. Men en sådan prøvelsens tid er kun „et øjeblik“ i sammenligning med de evige velsignelser der venter dem der tager imod tugten. På samme måde følte de salvede sønner af „Jerusalem som er oventil“ det som om de var blevet overvældet af „et udbrud“ af Guds vrede da han tillod at de blev angrebet af politiske elementer på foranledning af Babylon den Store. Men denne tugt syntes kun kortvarig i sammenligning med de åndelige velsignelser de har erfaret siden 1919.

18. Hvilket betydningsfuldt princip kan man udlede angående Jehovas vrede mod sit folk, og hvordan kan det komme til at berøre os personligt?

¹⁸ Disse vers fortæller en anden vigtig sandhed: at Guds vrede er forbigående, mens hans barmhjertighed varer for evigt. Hans vrede flammer op når nogen handler forkert, men han har den altid under kontrol, og den har altid en hensigt. Og hvis vi tager imod tugten fra Jehova, varer hans vrede blot „et øjeblik“, så forsvinder den og afløses af hans store barmhjertighed — hans tilgivelse og hans loyale hengivenhed. Disse sider af Guds personlighed varer „for stedse“. Når vi synder, bør vi derfor aldrig tøve med at ændre sind og få det gode forhold til Gud genoprettet. Hvis der er tale om en alvorlig synd, bør vi straks henvende os til menighedens ældste. (Jakob 5:14) Det er muligt at der bliver brug for tugt, og den kan være svær at tage imod. (Hebræerne 12:11) Men den vil være kortvarig i sammenligning med de evige velsignelser der følger med at modtage Jehova Guds tilgivelse.

19, 20. (a) Hvad var regnbuepagten, og hvorfor er det relevant at den nævnes i forbindelse med de landflygtige i Babylon? (b) Hvilken forsikring får de salvede kristne i dag ifølge Guds fredspagt?

¹⁹ Jehova giver nu sit folk en trøstende forsikring: „’Dette er som Noas dage for mig. Som jeg svor at Noas vande ikke mere skal gå hen over jorden, sådan har jeg svoret at jeg ikke vil harmes på dig eller revse dig. For selv bjergene kan vige, og selv højene kan vakle, men min loyale hengivenhed vil ikke vige fra dig, og min fredspagt vil ikke vakle,’ har Jehova, han som har barmhjertighed med dig, sagt.“ (Esajas 54:9, 10) Efter Vandfloden indgik Gud en pagt — undertiden kaldet regnbuepagten — med Noa og alle andre levende sjæle. Jehova lovede at han aldrig mere ville ødelægge jorden med en jordomspændende vandflod. (1 Mosebog 9:8-17) Hvad betød det for Esajas og hans folk?

²⁰ Det var en trøst for israelitterne at vide at den straf de fik — de 70 års landflygtighed i Babylon — kun ville forekomme én gang. Når den var overstået, ville det ikke ske igen. Derefter ville Guds „fredspagt“ træde i kraft. Det hebraiske ord for „fred“ indeholder ikke blot tanken om en tilstand uden krig, men om velbefindende og velfærd af enhver art. Fra Jehovas side er pagten evig. Bjerge og høje kan forsvinde, men ikke hans loyale hengivenhed over for sit trofaste folk. Sørgeligt nok levede hans jordiske folk ikke op til deres forpligtelse over for pagten, men satte sin fred over styr ved at forkaste Messias. Sønnerne af „det Jerusalem som er oventil“ gik det derimod bedre. Da deres svære tid med tugt var forbi, fik de forsikring om Guds beskyttelse.

Guds folks åndelige sikkerhed og tryghed

21, 22. (a) Hvorfor betegnes „det Jerusalem som er oventil“ som nødstedt og stormhærget? (b) Hvad viser den tilstand Guds himmelske „kvinde“ befinder sig i, med hensyn til hendes „afkom“ på jorden?

²¹ Jehova forudsiger derpå at hans trofaste folk vil være i sikkerhed: „Du nødstedte, stormhærgede, som ikke er blevet trøstet, se, jeg lægger dine sten i hård mørtel, og jeg skal lægge din grundvold med safirer. Og jeg skal lave dine brystværn af rubiner, og dine porte af ildrøde, strålende sten, og alle dine grænser af kostbare sten. Og alle dine sønner vil være oplært af Jehova, og stor bliver dine sønners fred. I retfærdighed vil du blive grundfæstet. Du vil være langt borte fra undertrykkelse — for du vil ikke frygte nogen — og fra alt skræmmende, for det vil ikke komme dig nær. Hvis nogen overhovedet skulle angribe, vil det ikke være efter min ordre. Enhver der angriber dig, skal falde på grund af dig.“ — Esajas 54:11-15.

²² Jehovas himmelske „kvinde“ har naturligvis aldrig selv været nødstedt og stormhærget, men hun har lidt når hendes salvede „afkom“ på jorden har lidt, for eksempel da det kom i åndeligt fangenskab i 1918-19. Når, på den anden side, den himmelske „kvinde“ ophøjes, er det tegn på en lignende tilstand blandt hendes afkom på jorden. Læg derfor mærke til beskrivelsen af den strålende himmelske by, „Jerusalem som er oventil“. Stenene som lægges i „hård mørtel“, de kostbare sten som danner portene, grundvolden, ja, selv grænserne, vidner om „skønhed, pragt, renhed, styrke og noget som er solidt,“ siger en bibelkommentar. Hvad bevirkede at de salvede kristne kom til at opleve denne tilstand af tryghed og sikkerhed?

23. (a) Hvilken virkning har det haft på de salvede kristne at de nu i de sidste dage er blevet „oplært af Jehova“? (b) I hvilken forstand er der blevet sat „grænser af kostbare sten“ for Guds folk?

²³ Det svarer vers 13 i kapitel 54 i Esajas’ Bog på: Alle vil være „oplært af Jehova“. Jesus selv møntede disse ord på sine salvede disciple. (Johannes 6:45) Profeten Daniel forudsagde at de salvede i „endens tid“ ville blive velsignet med stor kundskab og åndelig indsigt. (Daniel 12:3, 4) Denne indsigt har medført at de har kunnet iværksætte den største undervisningskampagne i historien og derved ladet en oplæring fra Gud nå ud over hele jorden. (Mattæus 24:14) Denne indsigt har samtidig hjulpet dem til at se forskel på sand og falsk gudsdyrkelse. Esajas 54:12 omtaler „grænser af kostbare sten“. Siden 1919 har Jehova givet de salvede en stadig bedre forståelse af de grænser — de åndelige demarkationslinjer — der adskiller dem fra falsk religion og denne verdens ugudelige elementer. (Ezekiel 44:23; Johannes 17:14; Jakob 1:27) De er blevet sat til side som Guds eget folk. — 1 Peter 2:9.

24. Hvordan kan vi sikre os at vi bliver oplært af Jehova?

²⁴ Hver eneste af os gør derfor klogt i at spørge sig selv: ’Bliver jeg oplært af Jehova?’ Det er ikke en oplæring som sker automatisk. Vi må selv gøre noget. Hvis vi læser Guds ord regelmæssigt og tænker over det, og hvis vi tager imod den undervisning der gives gennem de bibelske publikationer fra „den trofaste og kloge træl“ og forbereder os til og overværer de kristne møder, vil vi blive oplært af Jehova. (Mattæus 24:45-47) Hvis vi bestræber os for at anvende det vi lærer, og vi forbliver åndeligt vågne og på vagt, vil denne oplæring fra Gud adskille os fra den gudløse verden. (1 Peter 5:8, 9) Og bedre endnu: Det vil hjælpe os til at ’komme nær til Gud’. — Jakob 1:22-25; 4:8.

25. Hvad betyder Guds løfte om fred for hans folk nu i tiden?

²⁵ Esajas’ profeti viser også at de salvede vil blive velsignet med stor fred. Vil det sige at de aldrig bliver udsat for angreb? Nej, men Gud forsikrer dem om at han aldrig vil give ordre til sådanne angreb eller lade dem lykkes. Vi læser: „’Se! Jeg har selv skabt kunsthåndværkeren, som blæser til trækulsilden og med sit håndværk frembringer våben. Det er også mig der har skabt ødelæggeren så han kan bryde ned. Intet våben der dannes imod dig vil du’, og enhver tunge som rejser sig imod dig i retten vil du få kendt skyldig. Dette er Jehovas tjeneres arvelod, og deres retfærdighed kommer fra mig,’ lyder Jehovas udsagn.“ — Esajas 54:16, 17.

26. Hvorfor er det beroligende at vide at Jehova har skabt alle mennesker?

²⁶ For anden gang i dette kapitel hos Esajas minder Jehova sine tjenere om at han er Skaberen. Tidligere har Jehova fortalt sin symbolske hustru at han er ’den Mægtige som har frembragt hende’. Nu siger han at han er den som har skabt alle mennesker. I vers 16 beskrives en smed der blæser til ilden på essen mens han smeder sine ødelæggelsesvåben, og en kriger der er ’en ødelægger der bryder ned’. Disse mænd kunne forekomme skræmmende, men de ville ikke kunne gøre sig noget håb om at klare sig over for den der havde skabt dem. På samme måde i dag. Når de mægtigste og stærkeste i denne verden angriber Jehovas folk, har de ingen chance for at deres angreb vil lykkes. Hvordan kan det være?

27, 28. Hvad kan vi være sikre på i denne vanskelige tid, og hvordan ved vi at Satans angreb på os ikke vil lykkes?

²⁷ Den tid er forbi da man kan vente et ødelæggende angreb på Guds folk og deres tilbedelse i ånd og sandhed. (Johannes 4:23, 24) Jehova tillod Babylon den Store at foretage ét angreb af den art, et angreb som kun lykkedes for en tid. Et kort øjeblik oplevede „Jerusalem som er oventil“ at hendes afkom på jorden næsten blev bragt til tavshed, og at forkyndelsen blev så godt som bragt til standsning. Det vil aldrig ske mere! Nu glæder hun sig over sine sønner, for de er i åndelig forstand uovervindelige. (Johannes 16:33; 1 Johannes 5:4) Der er naturligvis blevet smedet våben imod dem, og der vil komme flere. (Åbenbaringen 12:17) Men de har intet kunnet udrette, og de vil intet kunne udrette. Satan har intet våben der kan besejre de salvedes og deres medarbejderes tro og nidkærhed. En sådan åndelig fred er „Jehovas tjeneres arvelod“, og ingen kan tage den fra dem. — Salme 118:6; Romerne 8:38, 39.

²⁸ Nej, intet som Satans verden kan gøre, kan forhindre eller standse Guds indviede tjeneres rene tilbedelse af ham. Det kan de salvede sønner af „Jerusalem som er oventil“ være helt sikre på. Det samme gælder den store skare af deres medarbejdere. Jo bedre vi lærer Jehovas himmelske organisation at kende og ser hvordan Jehova tager sig af sine tilbedere på jorden, jo stærkere bliver vores tro. Så længe vores tro er stærk, vil Satans våben intet kunne udrette imod os!

[Fodnoter]

[Ramme på side 218, 219]

Abrahams familie — et profetisk billede

Apostelen Paulus forklarede at Abrahams familie tjener som et symbolsk drama, et profetisk billede på Jehovas forhold til sin himmelske organisation og til Israels folk under Lovpagten. — Galaterne 4:22-31.

Abraham er som familieoverhoved et billede på Jehova Gud. Abrahams villighed til at bringe sin elskede søn Isak som et brændoffer skildrer billedligt at Jehova var villig til at bringe sin egen elskede søn som et offer for menneskenes synder. — 1 Mosebog 22:1-13; Johannes 3:16.

Sara er et billede på Guds himmelske „hustru“, hans organisation af åndeskabninger. Denne himmelske organisation beskrives passende som Jehovas hustru, for den har et nært og fortroligt forhold til Jehova, underlægger sig hans ledelse og samarbejder med ham i gennemførelsen af hans hensigter. Den kaldes også „Jerusalem som er oventil“. (Galaterne 4:26) Det er den ’kvinde’ der nævnes i Første Mosebog 3:15, og som ses i synet i Åbenbaringen 12:1-6, 13-17.

Isak er et billede på Guds kvindes åndelige afkom, i første række Jesus Kristus. Men til dette afkom hører også Kristi salvede brødre, der antages som åndelige sønner af Gud, og som bliver Kristi medarvinger. — Romerne 8:15-17; Galaterne 3:16, 29.

Hagar, Abrahams medhustru, var trælkvinde. Hun er et træffende billede på det jordiske Jerusalem, for her var Moseloven den gældende lov, og alle der var underlagt den, blev afsløret som trælle under synd og død. Paulus siger at „Hagar betyder . . . Sinaj, et bjerg i Arabien,“ fordi Lovpagten blev indgået her. — Galaterne 3:10, 13; 4:25.

Ismael, Hagars søn, er et billede på det første århundredes jøder, som var børn af det Jerusalem der stadig trællede under Moseloven. Ligesom Ismael forfulgte Isak, sådan forfulgte jøderne de kristne, der var salvede sønner af den billedlige Sara, „Jerusalem som er oventil“. Og ligesom Abraham sendte Hagar og Ismael bort, sådan forkastede Jehova til sidst Jerusalem og dets oprørske børn. — Mattæus 23:37, 38.

[Illustration på side 220]

Efter sin dåb blev Jesus salvet med hellig ånd, og Esajas 54:1 begyndte at få sin mest betydningsfulde opfyldelse

[Illustration på side 225]

Jehova skjulte blot „et øjeblik“ sit ansigt for Jerusalem

[Illustrationer på side 231]

Kan krigeren og smeden stå sig mod deres Skaber?

Kapitel seksten

Et håbets budskab til mismodige fanger

Esajas 55:1-13

1. Beskriv situationen for de landflygtige jøder i Babylon.

DET var en mørk periode i Judas historie. Guds pagtsfolk var blevet tvunget bort fra sit hjemland og befandt sig nu som fanger i Babylon, hvor de længtes tilbage til deres land. Sandt nok havde de et vist mål af frihed til at føre en normal tilværelse. (Jeremias 29:4-7) Nogle lærte et håndværk eller drev forretning.a (Nehemias 3:8, 31, 32) Men livet for de jødiske landflygtige var alligevel ikke let. De var i fangenskab, både fysisk og åndeligt. Lad os se hvordan.

2, 3. Hvilken indvirkning havde det på jødernes tilbedelse af Jehova at de var i landflygtighed?

² Da babylonierne ødelagde Jerusalem i 607 f.v.t., var det mere end en nation der gik til grunde; det gik også ud over den sande tilbedelse. De plyndrede Jehovas tempel og ødelagde det. Præsteordningen blev sat ud af kraft ved at nogle af Levis stamme blev bortført som fanger eller ligefrem dræbt. Uden tempel, alter eller organiseret præsteskab var det umuligt for jøderne at bringe de ofre til den sande Gud som Moseloven foreskrev.

³ De trofaste jøder kunne dog bevare deres religiøse identitet ved at foretage omskærelse og følge Moseloven i den udstrækning det var muligt. For eksempel kunne de holde sig fra forbudte spiser og overholde sabbatten. Men herved udsatte de sig for hån og latterliggørelse, for babylonierne betragtede jødernes religiøse ritualer som tåbelige. De landflygtiges mismod kommer til udtryk i salmistens ord: „Ved Babylons floder — dér satte vi os. Og vi græd når vi mindedes Zion. På poplerne i dets midte hængte vi vore lyrer. For dér bad de os, de som holdt os fangne, om sange; ja, de der spottede os bad om fryd: ’Syng en af Zions sange for os.’“ — Salme 137:1-3.

4. Hvorfor kunne jøderne ikke gøre sig håb om at blive udfriet af nogen af de omboende folkeslag, men hvem kunne de hente hjælp hos?

⁴ Hvor kunne de jødiske fanger hente trøst? Fra hvilken kant ville frelsen komme? Ikke fra nogen af de omboende folkeslag! De formåede intet over for babyloniernes hærstyrker, og mange var fjendtligt indstillede over for jøderne. Dog var situationen ikke håbløs. Jehova, som de havde gjort oprør imod da de var et frit folk, udstrakte barmhjertigt en opmuntrende indbydelse til dem i landflygtigheden.

„Kom, her er vand“

5. Hvad ligger der i ordene: „Kom, her er vand“?

⁵ Gennem Esajas taler Jehova profetisk til jøderne der er i fangenskab i Babylon: „Hej, alle I tørstige! Kom, her er vand. Og de som ikke har penge! Kom, køb og spis. Ja, kom, køb vin og mælk uden penge, ja uden betaling.“ (Esajas 55:1) Sproget der bruges, er rigt på billeder. For eksempel når der siges: „Kom, her er vand.“ Uden vand er liv umuligt. Uden denne dyrebare væske kan et menneske kun leve i omkring en uge. Det er derfor meget passende at Jehova bruger vand som et billede på den virkning hans ord vil have på de jødiske fanger. Budskabet fra ham vil være forfriskende som koldt vand på en varm dag. Det vil virke opløftende på dem, gøre ende på deres mismod og slukke deres tørst efter sandhed og retfærdighed. Det vil også indgyde dem håb om udfrielse fra fangenskabet. Men for at få gavn af det må de landflygtige jøder tage imod det, give agt på det og handle efter det.

6. Hvordan vil det gavne jøderne at købe „vin og mælk“?

⁶ Jehova tilbyder dem også „vin og mælk“. Mælk styrker legemet og hjælper børn og unge til at vokse. På samme måde giver Jehovas ord hans folk åndelig styrke og befæster forholdet til ham. Og hvad med vinen? Vin bruges ofte ved festlige lejligheder. I Bibelen forbindes den med velstand og glæde. (Salme 104:15) Ved at opfordre israelitterne til at ’købe vin’ forsikrer Jehova dem om at hvis de helhjertet vender om til den sande tilbedelse, vil det bevirke at de ikke skal ’andet end fryde sig’. — 5 Mosebog 16:15; Salme 19:8; Ordsprogene 10:22.

7. Hvorfor er Jehovas medfølelse med de landflygtige bemærkelsesværdig, og hvad lærer vi heraf om Gud?

⁷ Hvor barmhjertigt af Jehova at styrke og opmuntre de landflygtige jøder på denne måde! Hans medfølelse er især bemærkelsesværdig når man tænker på hvordan jøderne gang på gang har været genstridige og gjort oprør mod Gud. Egentlig har de ikke gjort sig fortjent til den. Men salmisten David skrev flere hundrede år tidligere: „Jehova er barmhjertig og nådig, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed. Han vil ikke bebrejde for bestandig, og han vil ikke være fortørnet for stedse.“ (Salme 103:8, 9) Så i stedet for at slå hånden af sit folk tager Jehova tværtimod det første skridt til en forsoning. Han er virkelig en Gud der „har behag i loyal hengivenhed“. — Mika 7:18.

En forkert anbragt tillid

8. Hvem stolede mange jøder på til trods for den advarsel de havde fået?

⁸ Indtil nu har mange jøder ikke stolet helt og fuldt på Jehovas evne til at frelse. Før Jerusalems fald så folkets ledere for eksempel hen til mægtige nationer efter støtte og bedrev åndelig utugt med både Ægypten og Babylon. (Ezekiel 16:26-29; 23:14) Med god grund advarede Jeremias dem: „Forbandet er den våbenføre mand som sætter sin lid til det jordiske menneske og har gjort kød til sin arm, og hvis hjerte vender sig bort fra Jehova.“ (Jeremias 17:5) Men det var præcis hvad Guds folk gjorde!

9. På hvilken måde var det muligt at mange jøder ’betalte penge for noget der ikke var brød’?

⁹ Nu var de kommet i trældom under en af de nationer som de havde sat deres lid til. Havde de så lært noget heraf? Måske der var nogle som ikke havde, for Jehova spørger: „Hvorfor betaler I penge for noget der ikke er brød, og hvorfor slider I for noget som ikke kan mætte?“ (Esajas 55:2a) Hvis de jødiske fanger stolede på nogen anden end Jehova, ’betalte de for noget der ikke var brød’. Babylonierne ville ikke give dem fri, for de var kendt for aldrig at give deres fanger lov til at vende hjem til deres land. Med sin imperialisme, kommercialisme og afgudsdyrkelse havde Babylon intet at tilbyde de landflygtige jøder.

10. (a) Hvordan vil Jehova belønne de landflygtige jøder hvis de hørte på ham? (b) Hvilken pagt havde Jehova sluttet med David?

¹⁰ Jehova beder indtrængende sit folk: „Hør opmærksomt på mig, og spis noget der er godt, og lad jeres sjæl nyde de fede retter. Bøj jeres øre og kom til mig. Hør, og jeres sjæl vil blive i live, og jeg vil slutte en varig pagt med jer om de pålidelige beviser på loyal hengivenhed mod David.“ (Esajas 55:2b, 3) Det eneste håb for disse åndeligt underernærede er Jehova, der nu taler profetisk til dem gennem Esajas. Deres liv afhænger helt af om de opmærksomt hører på budskabet fra Gud, for derved vil ’deres sjæl blive i live’. Men hvad er det for „en varig pagt“ Jehova vil slutte med dem der hører på ham? Det er pagten om „de pålidelige beviser på loyal hengivenhed mod David“. Mange hundrede år før havde Jehova lovet David at hans trone ville blive „grundfæstet for stedse“. (2 Samuel 7:16) Den ’varige pagt’ drejede sig derfor om kongedømmet.

En evig arving til et varigt kongedømme

11. Hvorfor har opfyldelsen af Guds løfte til David uden tvivl forekommet de landflygtige jøder i Babylon usandsynlig?

¹¹ Tanken om et kongedømme i Davids slægtslinje har sikkert ligget de jødiske landflygtige fjernt. De havde mistet deres land; ja, oven i købet deres nationalitet! Det var dog kun for en tid. Jehova havde ikke glemt sin pagt med David. Guds løfte om et evigt kongedømme i Davids slægt ville blive opfyldt, hvor usandsynligt det end måtte forekomme. Men hvordan og hvornår ville det ske? I 537 f.v.t. udfriede Jehova sit folk fra fangenskabet i Babylon og førte det tilbage til dets hjemland. Blev resultatet at et varigt rige eller kongedømme blev oprettet? Nej, jøderne fortsatte med at være underlagt et andet hedensk rige, Medo-Persien. De „fastsatte tider“ for nationerne var endnu ikke udløbet. (Lukas 21:24) Der var ingen konge på tronen i Israel, så det løfte Jehova havde givet David, ville forblive uopfyldt i århundreder endnu.

12. Hvilket skridt tog Jehova hen imod opfyldelsen af den pagt han havde sluttet med David om et varigt rige?

¹² Over 500 år efter israelitternes udfrielse fra fangenskabet i Babylon tog Jehova et stort skridt hen imod opfyldelsen af pagten med David. Det skete da han overførte sin førstefødte søns liv — hans skaberværks begyndelse — fra himmelsk herlighed til den jødiske jomfru Marias moderliv. (Kolossenserne 1:15-17) Da Maria fik budskabet herom, sagde Jehovas engel til hende: „Han skal være stor og skal kaldes den Højestes søn, og Jehova Gud vil give ham hans fader Davids trone, og han skal herske som konge over Jakobs hus for evigt, og der skal ikke være ende på hans kongedømme.“ (Lukas 1:32, 33) På denne måde blev Jesus født i Davids kongelige slægtslinje og arvede retten til kongemagten. Når Jesus var indsat på tronen, ville han herske „for stedse“. (Esajas 9:7; Daniel 7:14) Vejen var nu åben for at Jehova kunne opfylde sit århundredgamle løfte om at ville give kong David en evig arving.

„Fører og leder for folkestammer“

13. Hvordan var Jesus et „vidne for folkestammer“ både under sin jordiske tjeneste og efter sin himmelfart?

¹³ Hvad ville denne fremtidige konge gøre? Jehova siger: „Se! Som vidne for folkestammer har jeg givet ham, som fører og leder for folkestammer.“ (Esajas 55:4) Da Jesus var blevet voksen, repræsenterede han Jehova her på jorden; han var Guds vidne over for nationerne, folkestammerne. Hans jordiske tjeneste var dog hovedsagelig rettet mod „de bortkomne får af Israels hus“. Men kort før han steg til himmelen, sagde han til sine disciple: „Gå derfor ud og gør disciple af folk af alle nationerne . . . Og se, jeg er med jer alle dage indtil afslutningen på tingenes ordning.“ (Mattæus 10:5, 6; 15:24; 28:19, 20) Med tiden blev budskabet om Riget derfor bragt ud til ikkejøder, og nogle af disse fik en andel i opfyldelsen af pagten med David. (Apostelgerninger 13:46) Selv efter sin død, opstandelse og himmelfart fortsatte Jesus på denne måde med at være Jehovas „vidne for folkestammer“.

14, 15. (a) Hvordan viste Jesus at han var en „fører og leder“? (b) Hvad havde Jesu disciple i det første århundrede udsigt til?

¹⁴ Jesus skulle også være „fører og leder“. I overensstemmelse med denne profetiske beskrivelse påtog han sig fuldt og helt det ansvar der fulgte med opgaven. Han førte på enhver måde an. Han tiltrak store skarer, underviste dem og pegede på den gavn man ville få af at følge hans ledelse. (Mattæus 4:24; 7:28, 29; 11:5) Han oplærte sine disciple effektivt og forberedte dem til det forkyndelsesarbejde der lå foran dem. (Lukas 10:1-12; Apostelgerninger 1:8; Kolossenserne 1:23) I løbet af blot tre og et halvt år lagde Jesus grunden til en forenet international menighed med tusinder af medlemmer fra mange folk og racer. Kun en virkelig „fører og leder“ kunne have udført et så monumentalt værk.b

¹⁵ De som blev indsamlet i det første århundrede og kom til at udgøre den første kristne menighed, blev salvet med Guds hellige ånd og havde udsigt til at blive Jesu medregenter i hans himmelske rige. (Åbenbaringen 14:1) Esajas’ profeti rækker imidlertid ud over de første kristnes tid. Historien og Bibelens profetier viser at Jesus Kristus ikke begyndte at herske som konge i Guds rige før 1914. Kort efter opstod der blandt de salvede kristne på jorden en situation som på mange måder svarede til situationen blandt de landflygtige jøder i det 6. århundrede før vor tidsregning. Ja, det der skete, var i realiteten en større opfyldelse af Esajas’ profeti.

Fangenskab og udfrielse i nutiden

16. Hvilke trængsler markerede Jesu indsættelse på tronen i 1914?

¹⁶ Jesu indsættelse på tronen i 1914 blev her på jorden markeret af trængsler uden fortilfælde. Hvad var grunden? At Jesus som den indsatte konge uddrev Satan og de andre onde åndeskabninger fra himmelen. Da Satans virkeområde nu var begrænset til jorden, begyndte han at føre krig mod dem der var tilbage af de hellige, resten af de salvede kristne. (Åbenbaringen 12:7-12, 17) Angrebet kulminerede i 1918 da forkyndelsen praktisk talt blev bragt til ophør og de ansvarlige ledere på Vagttårnsselskabets hovedkontor i New York blev fængslet, falskeligt anklaget for statsfjendtlig virksomhed. På denne måde kom Jehovas nutidige tjenere i åndeligt fangenskab, svarende til fortidens jøders bogstavelige fangenskab. Det var til stor forsmædelse for dem.

17. Hvordan ændredes situationen for de salvede i 1919, og hvordan blev de styrket til arbejdet?

¹⁷ Guds tjeneres fangne tilstand varede dog ikke længe. Den 26. marts 1919 blev de fængslede ledere løsladt, og senere blev de renset for alle anklager. Jehova udgød hellig ånd over sine udfriede tjenere og gav dem således kraft til at udføre det arbejde der lå foran dem. De tog med glæde imod indbydelsen til „frit [at] tage af livets vand“. (Åbenbaringen 22:17) De købte „vin og mælk uden penge, ja uden betaling,“ og blev åndeligt styrket til den vækst som ville finde sted, og som den salvede rest ikke havde forudset.

En stor skare kommer løbende til Guds salvede

18. Hvilke to skarer finder man blandt Jesu Kristi disciple, og hvad udgør de i dag?

¹⁸ Blandt Jesu disciple er der to skarer med hver sit håb. For det første er der dem der har håb om himmelsk liv som Jesu medregenter i Guds rige. Det er den „lille hjord“ på 144.000, der består af salvede kristne af både jødisk og ikkejødisk herkomst. De udgør „Guds Israel“, og de indsamles først. (Lukas 12:32; Galaterne 6:16; Åbenbaringen 14:1) For det andet er der dem der har håb om evigt liv i et paradis på jorden. Det er ’den store skare’ af „andre får“ som har vist sig her i de sidste dage. Denne store skare, hvis antal ikke er bestemt på forhånd, tjener — før den store trængsel bryder løs — side om side med den lille hjord, og begge skarer udgør „én hjord“ under „én hyrde“. — Åbenbaringen 7:9, 10; Johannes 10:16.

19. Hvordan har „en nation“ som Guds Israel ikke tidligere kendte til, sluttet sig til de salvede?

¹⁹ I de efterfølgende ord i Esajas’ profeti aner man indsamlingen af denne store skare: „Se! En nation som du ikke kender, vil du kalde på, og folk fra en nation som ikke har kendt dig, vil komme løbende til dig, for Jehova din Guds skyld, ja, på grund af Israels Hellige, fordi han har hædret dig.“ (Esajas 55:5) I årene umiddelbart efter udfrielsen fra det åndelige fangenskab forstod den salvede rest ikke at den skulle „kalde på“ en stor „nation“ som også skulle samles omkring tilbedelsen af Jehova før Harmagedon. Men som tiden gik, var der mange retsindige som ikke havde et himmelsk håb, der begyndte at slutte sig til de salvede og tjene Jehova med den samme nidkærhed som dem. De havde lagt mærke til den tilstand der rådede blandt Guds folk, og forstod at Jehova var med det. (Zakarias 8:23) I 1930’erne fik de salvede forståelse af hvem denne voksende gruppe var, og de blev klar over at der endnu var et stort indsamlingsarbejde tilbage. Den store skare kom i billedlig forstand „løbende“ til Guds pagtsfolk, og det med god grund.

20. (a) Hvorfor er det vigtigt at søge Jehova nu, og hvordan gør man det? (b) Hvad vil Jehova til gengæld gøre mod dem der søger ham?

²⁰ På Esajas’ tid lød opfordringen: „Søg Jehova mens han kan findes. Kald på ham mens han er nær.“ (Esajas 55:6) I vor tid gælder disse ord både dem der udgør Guds Israel, og den voksende store skare. Jehova giver ikke sin velsignelse betingelsesløst eller lader sin indbydelse stå åben på ubestemt tid. Nu er tiden inde til at søge Guds gunst. Når den tid Jehova har fastsat til dommens eksekvering, er kommet, vil det være for sent. Derfor siger Esajas: „Lad den ugudelige forlade sin vej, og den ondskabsfulde sine tanker; og lad ham vende om til Jehova, som vil forbarme sig over ham, ja til vor Gud, for han vil tilgive i rigt mål.“ — Esajas 55:7.

21. Hvordan viste israelitterne at de ikke forblev tro mod deres forfædres erklæring?

²¹ Udtrykket „vende om“ på hebraisk er det samme som at „vende tilbage“, det vil sige at de der skal vende om til Jehova, tidligere har haft et godt forhold til ham. Udtrykket minder os om at mange sider af Esajas’ profeti i første omgang blev opfyldt på de jødiske fanger i Babylon. Århundreder før havde deres forfædre erklæret at de var fast besluttede på at adlyde Jehova, nemlig da de sagde: „Det kunne aldrig falde os ind at forlade Jehova for at dyrke andre guder.“ (Josua 24:16) Historien viser at ’det der ikke kunne falde dem ind’, alligevel skete — oven i købet flere gange! Guds folks troløshed var grunden til at det var i landflygtighed i Babylon.

22. I hvilken forbindelse siger Jehova at hans tanker og veje er højere end menneskers?

²² Hvad ville der ske hvis de vendte om? Gennem Esajas lover Jehova at han vil „tilgive i rigt mål“. Og han tilføjer: „’For jeres tanker er ikke mine tanker, og mine veje er ikke jeres veje,’ lyder Jehovas udsagn. ’For som himmelen er højere end jorden, sådan er mine veje højere end jeres veje, og mine tanker højere end jeres tanker.’“ (Esajas 55:8, 9) Jehova er fuldkommen, og hans tanker og veje ligger uendeligt højere end vore. Selv hans barmhjertighed er så højt hævet over vores at vi aldrig vil kunne gøre os håb om at nå op på siden af den. Tænk nemlig over følgende: Når vi tilgiver nogen, er det en synder som tilgiver en anden synder. Vi forstår at vi før eller senere vil få brug for at nogen tilgiver os. (Mattæus 6:12) Men Jehova får aldrig brug for nogens tilgivelse, og alligevel tilgiver han „i rigt mål“! Hvilken kærlig og gavmild Gud! Og i sin barmhjertighed åbner Jehova himmelens sluser og udøser velsignelser over dem der vender om til ham af hele deres hjerte. — Malakias 3:10.

Velsignelser til dem der vender om til Jehova

23. Med hvilket billede viser Jehova at hans ord med sikkerhed vil blive opfyldt?

²³ Jehova giver sit folk dette løfte: „Ligesom skylregnen og sneen kommer ned fra himmelen og ikke vender tilbage dertil før den har vædet jorden og fået den til at bære og spire, og givet sæd til den der sår, og brød til den der spiser, sådan vil det være med mit ord som går ud af min mund. Det vender ikke tilbage til mig med uforrettet sag, men vil gøre hvad jeg har behag i, og gennemføre hvad jeg har sendt det til.“ (Esajas 55:10, 11) Alt hvad Jehova siger, vil blive opfyldt. Ligesom regnen og sneen der falder fra himmelen, opfylder det formål at væde jorden og få den til at bære frugt, sådan er Jehovas ord som går ud af hans mund, fuldstændig pålideligt. Det han lover, vil han opfylde — det er helt sikkert! — 4 Mosebog 23:19.

24, 25. Hvilke velsignelser ventede der de landflygtige jøder som gav agt på Jehovas ord gennem Esajas?

²⁴ Hvis jøderne derfor ville give agt på de ord Jehova profetisk havde rettet til dem gennem Esajas, ville de komme til at opleve den frelse Jehova havde lovet, og de ville erfare en glæde uden lige. Jehova siger: „For med fryd drager I ud, og med fred føres I ind. Bjergene og højene bryder ud i glædesråb foran jer, og markens træer vil alle klappe i hænder. I stedet for tornekrattet vil enebærtræet skyde op. I stedet for brændenælden vil myrten skyde op. Og det skal være til berømmelse for Jehova, et varigt tegn som ikke udslettes.“ — Esajas 55:12, 13.

²⁵ I 537 f.v.t. drog de landflygtige jøder ud af Babylon med stor glæde. (Salme 126:1, 2) Da de ankom til Jerusalem, fandt de landet overgroet med tornekrat og brændenælder — det havde jo ligget øde i årevis! Men de hjemvendte jøder kunne nu rydde jorden og gøre landet smukt igen. Høje træer, som for eksempel enebærtræet og myrten, erstattede tornekrat og brændenælder. Det var tydeligt at landet blev velsignet af Jehova mens folket tjente ham med „glædesråb“. Det var som om landet og jorden selv glædede sig.

26. Hvilken begunstiget tilstand kan Guds folk glæde sig over i dag?

²⁶ I 1919 blev resten af de salvede kristne udfriet fra deres åndelige fangenskab. (Esajas 66:8) Sammen med den store skare andre får tjener de nu Gud og glæder sig over at være i et åndeligt paradis. Efter at være blevet befriet for enhver babylonisk indflydelse befinder de sig i en begunstiget tilstand, en tilstand som er blevet „til berømmelse“ for Jehova. Deres åndelige velstand kaster glans over hans navn og ophøjer ham som den sande profetis Gud. Det Jehova har gjort for dem, er et bevis på hans guddommelighed og et vidnesbyrd om at han er tro mod sit ord og har barmhjertighed med dem der angrer og omvender sig. Måtte alle som fortsætter med at ’købe vin og mælk uden penge, ja uden betaling,’ glæde sig over at tjene ham i al evighed!

[Fodnoter]

[Illustration på side 234]

Jøder som var åndeligt tørstige, blev indbudt til at komme og drikke „vand“ og købe „vin og mælk“

[Illustration på side 239]

Jesus viste at han var „fører og leder“ for folkestammer

[Illustrationer på side 244, 245]

„Lad den ugudelige forlade sin vej“

Kapitel sytten

Udlændinge indsamles til Guds bedehus

Esajas 56:1-12

1, 2. Hvilken opsigtsvækkende meddelelse blev givet ved et stævne i 1935, og hvad var den en opfyldelse af?

FREDAG den 31. maj 1935 talte Joseph F. Rutherford til en stor forsamling ved stævnet i Washington, D.C. Spørgsmålet han behandlede, var: Hvem er ’den store skare’ som apostelen Johannes så i sit syn? Som højdepunkt på foredraget sagde broder Rutherford til forsamlingen: „Vil alle de der håber at komme til at leve evigt på jorden, være så venlige at rejse sig!“ Ifølge en af stævnedeltagerne „rejste omkring halvdelen af de tilstedeværende sig“. Derefter sagde taleren: „Se! Den store skare!“ En anden af de tilstedeværende fortæller: „Først var der helt stille. Så hørte man et glædesudbrud, og jubelen lød højt og længe.“ — Åbenbaringen 7:9.

² Dette var et uforglemmeligt øjeblik! Man erfarede her opfyldelsen af en profeti som var blevet nedskrevet omkring 2700 år før, nemlig den der findes i kapitel 56 i Esajas’ Bog. Som mange andre profetier hos Esajas indeholder den både trøstende løfter og alvorlige advarsler. I første række gjaldt profetien Guds pagtsfolk på Esajas’ egen tid, men opfyldelsen strækker sig over de følgende århundreder helt frem til vor tid.

Hvad man må gøre for at blive frelst

3. Hvad måtte jøderne gøre hvis de ville opnå frelse?

³ Kapitel 56 i Esajas’ Bog begynder med en formaning til jøderne, men alle sande tilbedere bør mærke sig det profeten skriver. Vi læser: „Således har Jehova sagt: ’I skal overholde hvad der er ret, og gøre hvad der er retfærdigt. For min frelse er nær, er ved at komme, og min retfærdighed er ved at blive åbenbaret. Lykkeligt er det dødelige menneske som gør dette, og den menneskesøn som holder fast ved det, som holder sabbatten så han ikke vanhelliger den, og holder sin hånd fra at gøre noget som helst der er ondt.’“ (Esajas 56:1, 2) Hvis indbyggerne i Juda ville opnå frelse, måtte de adlyde Moseloven ved at overholde det der er ret, og gøre det der er retfærdigt. Hvorfor? Fordi Jehova selv er retfærdig. De der jager efter retfærdighed, bliver lykkelige fordi de ved at Jehova ser med velvilje på dem. — Salme 144:15b.

4. Hvorfor var det vigtigt at overholde sabbatten i Israel?

⁴ Profetien fremhæver sabbatten fordi overholdelsen af den var et vigtigt bud i Moseloven. En af grundene til at Judas indbyggere til sidst kom i landflygtighed, var jo netop at de forsømte at overholde sabbatten. (3 Mosebog 26:34, 35; 2 Krønikebog 36:20, 21) Sabbatten var et tegn på det særlige forhold som Jehova havde til jøderne, og når jøderne overholdt den, viste de at de forstod værdien af dette forhold. (2 Mosebog 31:13) Desuden ville overholdelse af sabbatten minde dem om at Jehova er Skaberen. Den ville minde dem om hvad Jehova havde gjort for dem. (2 Mosebog 20:8-11; 5 Mosebog 5:12-15) Og den ville være en fast, regelmæssig og organiseret ordning som hørte med til tilbedelsen af Jehova. Jøderne ville ved én gang om ugen at hvile fra deres daglige arbejde, få lejlighed til bøn, studium og nærmere eftertanke.

5. Hvordan kan kristne i princippet følge opfordringen til at overholde sabbatten?

⁵ Hvordan forholder det sig med de kristne? Gælder opfordringen til at overholde sabbatten også dem? Ikke direkte, for de kristne er ikke underlagt Moseloven og skal derfor ikke overholde sabbatten. (Kolossenserne 2:16, 17) Alligevel forklarede apostelen Paulus at der er „en sabbatshvile“ for trofaste kristne. Den består i at man har tro på Jesu genløsningsoffer som fører til frelse, og at man ophører med at stole på gerninger alene. (Hebræerne 4:6-10) Derfor minder ordene i Esajas’ profeti angående sabbatten Jehovas tjenere i dag om at det er nødvendigt at have tro på Guds frelsesforanstaltning, og de minder os desuden om at det er nødvendigt at opdyrke et nært forhold til Jehova, og at vores tilbedelse af ham må være regelmæssig og konsekvent.

Trøst til udlændingen og eunukken

6. Hvilke to grupper rettes opmærksomheden nu imod?

⁶ Jehova henvender sig nu til to grupper som gerne ville tjene ham, men som under Moseloven ikke var kvalificerede til at komme ind i den jødiske menighed. Vi læser: „Lad ikke udlændingen som har sluttet sig til Jehova sige: ’Jehova vil uden tvivl skille mig ud fra sit folk.’ Lad heller ikke eunukken sige: ’Se! Jeg er et tørt træ.’“ (Esajas 56:3) Udlændingen er bange for at han vil blive udelukket af Israel, og eunukken er ked af at han aldrig vil få børn som kan bevare hans navn for eftertiden. Begge grupper kan fatte mod. Før vi ser på grunden til det, vil vi se på hvilken status de havde under Moseloven i forhold til Israels folk.

7. Hvilke begrænsninger var udlændinge ifølge Moseloven underlagt i Israel?

⁷ Uomskårne udlændinge kunne ikke deltage i gudsdyrkelsen sammen med Israel. De kunne for eksempel ikke spise af påskeofferet. (2 Mosebog 12:43) Udlændinge som ikke skamløst brød landets love, nød landets gæstfrihed og havde visse rettigheder, men intet permanent bånd bandt dem til nationen. Der var naturligvis nogle som helt antog Moseloven, og mændene blev omskåret som tegn herpå. De blev på den måde proselytter og havde ret til at tilbede i forgården til Jehovas hus, og de blev betragtet som en del af Israels menighed. (3 Mosebog 17:10-14; 20:2; 24:22) Men selv proselytter havde ikke nogen fuld andel i Jehovas pagt med Israel, og de fik ingen arvelod i det forjættede land. Andre udlændinge kunne bede, vendt mod templet, og øjensynlig kunne de bringe ofre gennem præsteordningen så længe ofrene var i overensstemmelse med Loven. (3 Mosebog 22:25; 1 Kongebog 8:41-43) Men israelitterne måtte ikke have noget nært samkvem med dem.

Eunukker får et varigt navn

8. (a) Hvordan betragtede man eunukker under Moseloven? (b) Hvad brugte man eunukker til i de hedenske nationer, og hvad kunne ordet „eunuk“ undertiden betyde?

⁸ Eunukker blev nægtet fuldt medlemskab af Israels nation, også selv om de var født af jødiske forældre.a (5 Mosebog 23:1) I nogle hedenske nationer på Bibelens tid havde eunukker en særlig stilling, og det var skik at kastrere nogle af de børn der blev taget til fange i krig. Man brugte eunukker som hofmænd ved de kongelige hoffer og til at passe på kvinderne eller medhustruerne eller til at gøre tjeneste for dronningen. (Ester 2:3, 12-15; 4:4-6, 9) Der er intet der tyder på at israelitterne fulgte denne praksis, eller at man brugte eunukker som hofmænd der stod i de israelitiske kongers tjeneste.b

9. Hvilke trøstende ord udtaler Jehova til dem som var virkelige eunukker?

⁹ Ud over kun i begrænset omfang at kunne deltage i tilbedelsen af den sande Gud måtte de som var virkelige eunukker i Israel, lide den store ydmygelse ikke at kunne avle børn der kunne føre familienavnet videre. Derfor er de næste ord i profetien til stor trøst for dem. Der siges: „Således har Jehova sagt til de eunukker der holder mine sabbatter og har valgt det jeg har behag i og som holder fast ved min pagt: ’Dem vil jeg give et mindesmærke og et navn i mit hus og inden for mine mure, noget som er bedre end sønner og døtre. Et varigt navn vil jeg give dem, et som ikke udslettes.’“ — Esajas 56:4, 5.

10. Hvornår ændredes situationen for dem som var eunukker, og hvad har de haft mulighed for siden da?

¹⁰ Ja, den tid ville komme da selv det at være eunuk i fysisk henseende ikke længere ville være nogen hindring for i fuldeste forstand at blive antaget som en tjener for Jehova. Hvis en eunuk forblev lydig mod Gud, ville han få „et mindesmærke“, eller en plads, i Jehovas hus og et navn der var bedre end sønner og døtre. Hvornår blev det muligt? Det skete efter Jesu død. Da blev den gamle lovpagt erstattet af en ny pagt, og det kødelige Israel erstattet af „Guds Israel“. (Galaterne 6:16) Siden da har alle der udviser tro, kunnet tilbede Gud og blive godkendt. Deres tidligere stilling eller fysiske tilstand havde ingen betydning mere. De der trofast holder ud, vil, uanset deres fysiske tilstand, få „et varigt navn . . . et som ikke udslettes“. Jehova vil ikke glemme dem. Deres navne vil være indskrevet i ’bogen til minde om dem som frygter Jehova’, og når Guds tid er inde, vil de få evigt liv. — Malakias 3:16; Ordsprogene 22:1; 1 Johannes 2:17.

Udlændinge tilbeder sammen med Guds folk

11. Hvad opfordres udlændingene til at gøre for at blive velsignet?

¹¹ Hvad med udlændingene? Profetien vender nu tilbage til dem, og Jehova udtaler trøstende ord til dem. Esajas skriver: „Udlændingene som har sluttet sig til Jehova for at tjene ham og for at elske Jehovas navn, for at være hans tjenere, alle som holder sabbatten så de ikke vanhelliger den, og som holder fast ved min pagt, også dem vil jeg bringe til mit hellige bjerg og lade dem fryde sig i mit bedehus. Deres brændofre og deres slagtofre vil blive godkendt på mit alter. For mit hus skal kaldes et bedehus for alle folkeslagene.“ — Esajas 56:6, 7.

12. Hvilken forståelse havde man engang af Jesu profeti om de „andre får“?

¹² I vor tid har man lidt efter lidt fået forståelse af hvem „udlændingene“ er. Før den første verdenskrig forstod man at der var flere der ville opnå frelse, end dem der havde håb om at herske i himmelen sammen med Jesus Kristus — dem vi i dag kalder Guds Israel. Bibelstudenterne var bekendt med Jesu ord i Johannes 10:16: „Jeg har andre får, som ikke hører til denne fold; dem bør jeg også føre, og de vil høre min stemme, og de vil blive én hjord, én hyrde.“ Man forstod at disse „andre får“ var en jordisk skare, men de fleste bibelstudenter mente at de først ville vise sig i løbet af Kristi tusindårige regering.

13. Hvordan kom man til den slutning at fårene i kapitel 25 i Mattæusevangeliet måtte vise sig i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning?

¹³ Med tiden fik man større forståelse af en anden passage i Bibelen som også taler om får. Det var Jesu lignelse om fårene og gederne, der findes i Mattæusevangeliet, kapitel 25. Ifølge denne lignelse opnår fårene evigt liv fordi de hjælper Jesu brødre. Det vil sige at de udgør en skare som er adskilt og forskellig fra Jesu salvede brødre. Ved et stævne i Los Angeles, Californien, i 1923 blev det forklaret at ’fårene’ måtte vise sig i de sidste dage for den nuværende tingenes ordning og ikke i tusindårsriget. Hvorfor? Fordi Jesus fortalte lignelsen som en del af sit svar på spørgsmålet: „Hvornår vil disse ting ske, og hvad vil være tegnet på din nærværelse og afslutningen på tingenes ordning?“ — Mattæus 24:3.

14, 15. Hvordan fik man en større og større forståelse af de andre fårs stilling i endens tid?

¹⁴ I løbet af 1920’erne var der nogle af dem som havde sluttet sig til bibelstudenterne, der følte at de ikke havde Guds ånds vidnesbyrd om at de var kaldet til liv i himmelen. Men de var alligevel nidkære tjenere for den allerhøjeste Gud. I 1931 fik de en bedre forståelse af deres stilling da bogen Det store Opgør udkom på engelsk. Denne bog indeholdt en vers-for-vers-gennemgang af Ezekiels Bog og forklarede i den forbindelse synet af „manden“ der bar et skrivesæt ved hoften. (Ezekiel 9:1-11) I synet ser man denne mand gå midt igennem Jerusalem og sætte et mærke i panden på dem der sukker og stønner over alle de vederstyggeligheder der øves. Denne „mand“ er et billede på Jesu brødre, resten af de salvede kristne der befinder sig på jorden på det tidspunkt da dommen skal eksekveres over det modbilledlige Jerusalem, kristenheden. De der får mærket, er de andre får som lever på den tid. Ifølge synet bliver de skånet når Jehova fuldbyrder dommen over den frafaldne by.

¹⁵ I 1932 fik man en større forståelse af det profetiske drama om Israels kong Jehu og hans ikkeisraelitiske hjælper Jonadab. Man blev klar over at ligesom Jonadab steg op i vognen til Jehu og støttede ham da han udryddede ba’alsdyrkelsen, sådan støtter de andre får Kristi salvede brødre. Endelig forstod man i 1935 at de andre får som lever i endens tid for den nuværende tingenes ordning, er identiske med den store skare som apostelen Johannes så i sit syn. Dette blev forklaret første gang ved det føromtalte stævne i Washington, D.C., da Joseph F. Rutherford identificerede dem der har et jordisk håb, med ’den store skare’.

16. Hvilken forret og hvilket ansvar har „udlændingene“?

¹⁶ På denne måde kom man lidt efter lidt til klarhed over at „udlændingene“ indtager en betydningsfuld plads i Jehovas hensigter i disse sidste dage. De slutter sig til Guds Israel for at tilbede Jehova. (Zakarias 8:23) Sammen med denne åndelige nation bringer de Gud antagelige ofre og går ind til sabbatshvilen. (Hebræerne 13:15, 16) De tilbeder Gud i hans åndelige tempel, der ligesom templet i Jerusalem er „et bedehus for alle nationerne“. (Markus 11:17) De viser deres tro på Jesu Kristi genløsningsoffer idet de „har vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, og de tjener til stadighed Jehova ved at de „yder ham hellig tjeneste dag og nat“. — Åbenbaringen 7:14, 15.

17. Hvordan holder de nutidige udlændinge fast ved den nye pagt?

¹⁷ Disse nutidige udlændinge holder fast ved den nye pagt i den forstand at de ved at slutte sig til Guds Israel nyder visse goder og velsignelser der følger med den nye pagt. Selv om de ikke er med i pagten, underordner de sig helhjertet dens love. De har Jehovas lov i deres hjerte, og de kender Jehova som deres himmelske Fader og suveræne Herre. — Jeremias 31:33, 34; Mattæus 6:9; Johannes 17:3.

18. Hvilken indsamling er nu ved at blive fuldført her i endens tid?

¹⁸ Esajas’ profeti fortsætter: „Således lyder udsagnet fra den suveræne Herre Jehova, som samler Israels fordrevne: ’Jeg vil indsamle andre til ham foruden dem som allerede er indsamlet af hans.’“ (Esajas 56:8) Her i endens tid har Jehova samlet „Israels fordrevne“, den salvede rest. Desuden indsamler han andre, nemlig den store skare. Sammen tilbeder begge skarer i fred og enhed under Jehovas og hans indsatte konges, Jesu Kristi, ledelse. På grund af deres loyalitet mod Jehovas regering ved Kristus har „den gode hyrde“ samlet dem i én hjord, en forenet, glad og lykkelig hjord.

Blinde vægtere, stumme hunde

19. Hvad bliver skovens og det åbne lands vilde dyr indbudt til?

¹⁹ De foregående venlige og opmuntrende ord efterfølges af en slående, næsten chokerende, kontrast. Jehova er parat til at vise udlændinge og eunukker barmhjertighed, men mange som hævder at de hører til Guds menighed, vil han fordømme, og de vil derfor blive ramt af Guds dom. Og mere end det: de vil ikke engang blive begravet, men vil blive fortæret af vilde dyr. Som der siges: „Alle I vilde dyr i det åbne land, kom og æd, alle I vilde dyr i skoven.“ (Esajas 56:9) Hvem bliver et bytte for de vilde dyr? Det forklarer profetien. Deres skæbne minder os om den der vil overgå Guds modstandere i Harmagedonslaget, hvor himmelens fugle bliver indbudt til at holde måltid på de slagne. — Åbenbaringen 19:17, 18.

20, 21. Hvad gør de religiøse ledere uegnede til at være åndelige vejledere?

²⁰ Profetien fortsætter: „Alle hans vægtere er blinde. De er uvidende. Alle er de stumme hunde; de kan ikke gø, men puster, lægger sig, elsker at døse. Og det er hunde med en stærk og grådig sjæl; de kender ikke til mæthed. Og de er hyrder; de kender ikke til forstand. De har alle vendt sig hver til sin vej, hver til sin uærlige vinding, hver fra sin kant: ’Kom! Lad mig tage noget vin; og lad os drikke os fulde i stærke drikke. Og i morgen skal blive som i dag, helt ovenud storartet.’“ — Esajas 56:10-12.

²¹ Judas religiøse ledere hævder at de tilbeder Jehova. De er „hans vægtere“, siger de. Men de er i åndelig forstand blinde, stumme og døsige. Hvis de ikke kan holde vagt og advare om fare, hvad gavn gør de da? Sådanne religiøse vægtere har ingen forstand. De er ikke egnede til at give deres hjord åndelig vejledning. Desuden er de korrupte og har et umætteligt selvisk begær. I stedet for at følge Jehovas ledelse går de deres egne veje, søger uærlig vinding, drikker umådeholdent og opfordrer andre til at gøre det samme. De lukker øjnene for den faretruende dom der nærmer sig, og forsikrer samtidig folket om at alt er som det skal være.

22. Hvordan var de religiøse ledere på Jesu tid, sammenlignet med dem der fandtes i Juda på Esajas’ tid?

²² Esajas har tidligere i sin profeti brugt et lignende billede for at beskrive Judas utro religiøse ledere — de var åndeligt berusede, døsige og uden forstand. De bebyrdede folket med menneskers overleveringer, lærte folket religiøse løgne og søgte hjælp hos Assyrien i stedet for at se hen til Gud. (2 Kongebog 16:5-9; Esajas 29:1, 9-14) De havde tydeligvis intet lært. Det var den samme slags religiøse ledere der fandtes på Jesu tid. I stedet for at tage imod den gode nyhed der blev bragt dem af Guds egen søn, forkastede de Jesus og planlagde at få ham ryddet af vejen. Jesus kaldte dem for „blinde vejledere“ og sagde at „hvis en blind leder en blind, vil begge falde i et hul“. — Mattæus 15:14.

Nutidige vægtere

23. Hvilken profeti af Peter angående senere tiders religiøse ledere er blevet opfyldt?

²³ Apostelen Peter advarede om at der også ville komme falske lærere der ville lede de kristne vild. Han skrev: „Der optrådte imidlertid også falske profeter blandt folket [Israels folk], ligesom der også vil være falske lærere blandt jer. De vil liste ødelæggende sekter ind og vil endog fornægte den herre som har købt dem, og vil derved bringe hurtig ødelæggelse over sig selv.“ (2 Peter 2:1) Hvad har været resultatet af disse falske læreres virksomhed? Det ser vi i kristenhedens mange forskellige kirker og trossamfund, hvis religiøse ledere i dag beder om Guds velsignelse over deres politiske venner og lover en lys fremtid. Disse religiøse ledere har vist sig at være blinde, stumme og døsige i åndelig forstand.

24. Hvordan er det åndelige Israel og udlændingene forenede?

²⁴ Jehova har imidlertid ført millioner af ’udlændinge’ sammen med resten af Guds Israel i sit store åndelige bedehus. Skønt de er af forskellig nationalitet, race og sprog, er de forenede med hinanden og med Guds Israel. De er overbeviste om at frelsen alene kommer fra Jehova Gud gennem Jesus Kristus. De nærer kærlighed til Jehova, og sammen med Kristi salvede brødre taler de om deres tro. De henter stor trøst i den inspirerede apostels ord: „Hvis du offentligt bekender det ’ord i din egen mund’, at Jesus er Herre, og tror i dit hjerte at Gud oprejste ham fra de døde, vil du blive frelst.“ — Romerne 10:9.

[Fodnoter]

[Illustration på side 250]

Sabbatten var en lejlighed til bøn, studium og nærmere eftertanke

[Illustrationer på side 256]

De ’andre fårs’ stilling blev forklaret ved stævnet i Washington, D.C., i 1935 (foto af dåben nedenfor, programmet til højre)

[Illustration på side 259]

De vilde dyr bliver indbudt til et festmåltid

[Illustrationer på side 261]

Guds Israel og udlændingene er forenede

Kapitel atten

Jehova genopliver de ydmyges ånd

Esajas 57:1-21

1. Hvilken forsikring gav Jehova, og hvilke spørgsmål giver hans ord anledning til?

„SÅLEDES har han sagt, den Høje og Ophøjede, som bor evigt og hvis navn er helligt: ’I det høje og hellige bor jeg, men også hos den knuste og den med ydmyg ånd, for at genoplive de ydmyges ånd og for at genoplive de knustes hjerte.’“ (Esajas 57:15) Sådan skrev profeten Esajas i det 8. århundrede før vor tidsregning. Hvad skete der i Juda siden dette budskab var så opmuntrende? Og hvordan er disse inspirerede ord til opmuntring for kristne i dag? Vi får svaret på disse spørgsmål når vi nu ser nærmere på kapitel 57 i Esajas’ Bog.

„Kom herhen, I sønner af en sandsigerske“

2. (a) Hvornår finder det Esajas beskriver i kapitel 57, sandsynligvis sted? (b) Hvordan var situationen for de retfærdige på Esajas’ tid?

² Det ser ud til at det Esajas her beskriver, fandt sted på hans egen tid. Ondskab og ugudelighed har slået dybe rødder. Profeten siger: „Den retfærdige går til grunde, men ingen tager det til hjerte. Og mænd med loyal hengivenhed er blevet taget bort, og ingen forstår at det er på grund af ulykken at den retfærdige er blevet taget bort. Han går ind til fred; de hviler på deres leje, hver som vandrede ærligt.“ (Esajas 57:1, 2) Ingen bemærker at den retfærdige tages bort. Han dør for tidligt, men ingen tager notits af det. Han får fred i døden, udfrielse fra de lidelser som de ugudelige har påført ham. Han undslipper ulykken. Guds udvalgte folk er sunket beklageligt dybt. Men de der forbliver trofaste, kan hente trøst i at Jehova ikke alene ser hvad der foregår, men også vil komme dem til hjælp.

3. Hvad kalder Jehova den onde generation i Juda, og hvad er grunden?

³ Jehova opfordrer den onde generation i Juda til at træde nærmere idet han siger: „Men I, kom herhen, I sønner af en sandsigerske, afkom af en ægteskabsbryder og en prostitueret.“ (Esajas 57:3) Disse beskæmmende betegnelser — sønner af en sandsigerske og afkom af en ægteskabsbryder og en prostitueret — var velfortjente. De havde hengivet sig til afskyelige afguderiske handlinger der indbefattede spiritisme og tøjlesløse sexorgier. Jehova spørger dem derfor: „Over hvem er det I morer jer så vældigt? Mod hvem er det I lukker munden vidt op og rækker tunge? Er I ikke overtrædelsens børn, løgnens afkom, sådanne som gejler sig op mellem de store træer, under hvert frodigt træ, og som slagter børnene i regnflodsdalene neden for klippebjergenes kløfter?“ — Esajas 57:4, 5.

4. Hvad gør de ugudelige i Juda sig skyldige i?

⁴ De ugudelige i Juda praktiserer deres skamløse hedenske afgudsdyrkelse helt åbent. De „morer“ sig. Spottende gør de nar af Guds profeter der er sendt ud for at sætte dem i rette, idet de respektløst rækker tunge ad dem. Skønt de er Abrahams børn, gør deres oprørske handlinger dem til overtrædelsens børn og løgnens afkom. (Esajas 1:4; 30:9; Johannes 8:39, 44) Ude mellem de store træer på landet ophidser de hinanden og kommer i ekstase under dyrkelsen af deres afguder. Og afgudsdyrkelsen fører til sådanne grusomheder som at de slagter deres egne børn — de samme afskyeligheder som førte til at landets tidligere indbyggere blev fordrevet af Jehova! — 1 Kongebog 14:23; 2 Kongebog 16:3, 4; Esajas 1:29.

Udgyder et drikoffer til sten

5, 6. (a) Hvad har Juda valgt at gøre i stedet for at tilbede Jehova? (b) Hvor udbredt og iøjnefaldende er afgudsdyrkelsen?

⁵ Judas indbyggere er sunket dybt i deres afgudsdyrkelse: „De glatte sten i regnflodsdalen var din andel. De — de var din lod. Ja, til dem udgød du et drikoffer, ofrede en gave. Skulle jeg slå mig til tåls med disse ting?“ (Esajas 57:6) Jøderne er Guds pagtsfolk, men i stedet for at tilbede ham samler de sten i flodlejet og gør dem til deres guder. David forkyndte at Jehova var hans tilmålte del, men disse syndere har udvalgt sig livløse sten som deres afguder, gjort dem til deres lod og udgyder drikofre til dem. (Salme 16:5; Habakkuk 2:19) Hvordan kan Jehova finde sig i en så fordærvet tilbedelse udøvet af det folk der bærer hans navn?

⁶ Overalt — under store træer, i regnflodsdale, på bjerge og høje og i byerne — bedriver Juda religiøs utugt. Men Jehova ser det alt sammen, og gennem Esajas afslører han dets fordærv: „På et højt og højt hævet bjerg anbragte du din seng. Og dér steg du op for at bringe et slagtoffer. Og bag døren og dørstolpen anbragte du dit mindetegn.“ (Esajas 57:7, 8a) Juda har anbragt sin åndelige urenheds seng på højene, og dér bringer det slagtofre til fremmede guder.a Selv i husene har man opstillet afguder bag døren eller dørstolpen.

7. I hvilken ånd gav Juda sig af med den umoralske afgudsdyrkelse?

⁷ Nogle vil måske spørge hvordan Juda er blevet så involveret i denne form for afgudsdyrkelse. Har en stærk indflydelse udefra tvunget folket til at forlade Jehova? Svaret er nej. Man har gjort det af egen fri vilje, ja, ivrigt. Jehova siger: „Borte fra mig blottede du dig og steg så op; du gjorde din seng rummelig. Derpå sluttede du pagt med dem. Du elskede deres seng. Det mandlige lem så du.“ (Esajas 57:8b) Juda har sluttet en pagt med de falske guder og elskede sit ulovlige forhold til dem. Især elskede det de umoralske seksuelle handlinger som dyrkelsen af disse guder var forbundet med, og som uden tvivl indbefattede brugen af fallossymboler.

8. Især under hvilken konge bredte afgudsdyrkelsen sig i Juda?

⁸ Beskrivelsen af den groft umoralske og grusomme afgudsdyrkelse stemmer med det vi ved om flere af de onde konger i Juda. For eksempel opbyggede Manasse offerhøjene, rejste altre for Ba’al og satte andre afgudsaltre i de to forgårde til templet. Han lod sine sønner gå gennem ilden, øvede magi, brugte spådomskunst og benyttede spiritistiske medier. Desuden anbragte han den udskårne hellige pæl som han havde lavet, i Jehovas tempel.b Han forledte Juda til „at handle værre end de nationer som Jehova havde tilintetgjort“. (2 Kongebog 21:2-9) Manasses navn forekommer ganske vist ikke i Esajas 1:1, men nogle mener at han lod Esajas dræbe.

„Du fortsatte med at sende dine udsendinge“

9. Hvorfor sendte Juda udsendinge „langt bort“?

⁹ Judas overtrædelse bestod i mere end at dyrke falske guder. Gennem Esajas sagde Jehova: „Derpå steg du ned til Melek med olie og sørgede for at dine salver var rigelige. Og du fortsatte med at sende dine udsendinge langt bort, så du nedværdigede dig til Sheol.“ (Esajas 57:9) Det utro Juda rige rejste ned til „Melek“, på hebraisk „kongen“ — sandsynligvis en fremmed magts konge — med kostbare og tiltalende gaver symboliseret ved olie og vellugtende salver og sendte udsendinge til fjerne steder. Hvorfor? For at overtale hedenske nationer til at slutte forbund med det. Det vendte ryggen til Jehova og satte sin lid til fremmede magter.

10. (a) Hvordan søgte kong Akaz at slutte forbund med Assyriens konge? (b) På hvilken måde „nedværdigede“ Juda sig „til Sheol“?

¹⁰ Et eksempel herpå har vi fra kong Akaz’ tid. Truet af et forbund mellem Israel og Aram sendte Judas utro konge sendebud til assyrerkongen Tiglat-Pileser III med følgende budskab: „Jeg er din tjener og din søn. Kom op og frels mig fra Arams konge og Israels konge, der rejser sig mod mig.“ Akaz sendte sølv og guld som bestikkelse til Assyriens konge, og denne efterkom anmodningen ved at rette et ødelæggende angreb mod Aram. (2 Kongebog 16:7-9) Ved at forhandle med hedenske nationer har Juda ’nedværdiget sig til Sheol’, eller er ’steget ned til Dødsriget’. (Den danske autoriserede oversættelse af 1931) Derfor vil Juda dø, ophøre med at eksistere som en uafhængig nation med en konge.

11. Hvilken falsk tryghedsfølelse har Juda?

¹¹ Jehova fortsætter, henvendt til Juda: „På dine mange veje sled du. Du sagde ikke: ’Det er håbløst!’ Du fandt at din kraft blev genoplivet. Derfor blev du ikke syg.“ (Esajas 57:10) Ja, nationen har slidt i det på sine afvegne veje og ser ikke det håbløse i sine anstrengelser. Tværtimod bedrager den sig selv til at tro at den formår alt ved egen kraft. Den føler sig genoplivet og rask. Hvor tåbeligt!

12. Hvilke forhold i kristenheden har deres fortidige modstykke i Juda?

¹² Der findes i dag en religiøs del af verden hvis adfærd minder om Judas på Esajas’ tid. Det er kristenheden, som bruger Jesu navn, men indgår forbund med verdens politiske nationer og fylder sine tilbedelsessteder med afguder. Selv i de private hjem findes der afgudsbilleder. Kristenheden har ofret sine unge mænd på krigens alter, en vederstyggelighed for den sande Gud, hvis befaling til de kristne lyder: „Flygt fra afgudsdyrkelsen“! (1 Korinther 10:14) Ved at blande sig i politik har kristenheden ’begået utugt med jordens konger’. (Åbenbaringen 17:1, 2) Den er en af De Forenede Nationers store fortalere. Hvad vil der ske med denne religiøse skøge? Ja, hvad sagde Jehova til hendes modstykke i fortiden, det utro Juda, repræsenteret ved hovedstaden Jerusalem?

’De ting du har samlet dig vil ikke udfri dig’

13. Hvordan gav Juda sig til at „lyve“, og hvordan reagerede det over for Jehovas tålmodighed?

¹³ „Hvem ængstedes du for og kom til at frygte, så du gav dig til at lyve?“ spørger Jehova. Det er et godt spørgsmål! Juda nærer i hvert fald ingen sund frygt for Jehova. Ellers ville det ikke være blevet en nation af løgnere og have tilbedt falske guder. Jehova fortsætter: „Mig huskede du ikke. Du tog dig det ikke til hjerte. Forholdt jeg mig ikke tavs og skjulte sagen? Så mig var du ikke bange for.“ (Esajas 57:11) Jehova forholdt sig tavs ved ikke straks at eksekvere sin dom over Juda. Var Juda taknemmelig for dette? Nej, det betragtede i stedet Jehovas overbærenhed som ligegyldighed . Det frygtede ham overhovedet ikke.

14, 15. Hvad siger Jehova om Judas gerninger og ’de ting det havde samlet sig’?

¹⁴ Den tid hvori Gud har vist langmodighed, vil imidlertid få en ende. Herom siger Jehova: „Jeg selv vil forkynde om din retfærdighed og dine gerninger, at de ikke vil gavne dig. Når du råber om hjælp vil de ting du har samlet dig ikke udfri dig, men blæsten vil bære dem alle bort. Et pust vil føre dem bort.“ (Esajas 57:12, 13a) Jehova vil afsløre Judas foregivne retfærdighed. Dets hykleriske gerninger vil ikke gavne det. ’De ting Juda har samlet sig’, alle dets afguder, vil ikke være til nogen nytte. Når ulykken kommer, vil de guder som det stolede på, blive blæst bort som med et vindpust.

¹⁵ Disse ord blev opfyldt i 607 f.v.t. På det tidspunkt ødelagde Babylons konge, Nebukadnezar, Jerusalem, nedbrændte templet og bortførte størstedelen af befolkningen som fanger. „Således gik Juda i landflygtighed, bort fra sin jord.“ — 2 Kongebog 25:1-21.

16. Hvad venter der kristenheden og den øvrige del af „Babylon den Store“?

¹⁶ Kristenhedens mange afguder vil heller ikke være til nogen nytte på Jehovas vredes dag. (Esajas 2:19-22; 2 Thessaloniker 1:6-10) Kristenheden vil gå til grunde sammen med den øvrige del af „Babylon den Store“ — den falske religions verdensimperium. Det symbolske ’skarlagenrøde vilddyr’ og dets ti horn vil „gøre [Babylon den Store] øde og nøgen, og de vil æde hendes kød og opbrænde hende med ild“. (Åbenbaringen 17:3, 16, 17) Vi kan glæde os over at vi har adlydt befalingen: „Gå ud fra hende, mit folk, for at I ikke skal være delagtige med hende i hendes synder, og for at I ikke skal få del i hendes plager.“ (Åbenbaringen 18:4, 5) Måtte vi aldrig vende tilbage til hende og hendes veje!

„Den der søger tilflugt hos mig arver landet“

17. Hvilket løfte får den der ’søger tilflugt hos Jehova’, og hvornår vil det blive opfyldt?

¹⁷ Men hvordan forholder det sig med de næste ord i Esajas’ profeti: „Den der søger tilflugt hos mig arver landet og tager mit hellige bjerg i besiddelse“? (Esajas 57:13b) Hvem taler Jehova nu til? Han ser ud over den kommende katastrofe og forudsiger sit folks udfrielse fra Babylon og genoprettelsen af den rene tilbedelse på hans hellige bjerg, Jerusalem. (Esajas 66:20; Daniel 9:16) Hvilken kilde til opmuntring for de jøder som forbliver trofaste! Jehova siger videre: „Man skal sige: ’Anlæg vej, anlæg vej! Ryd vejen. Fjern enhver hindring fra mit folks vej.’“ (Esajas 57:14) Når tiden er inde til at Gud udfrier sit folk, vil vejen være banet og alle forhindringer fjernet. — 2 Krønikebog 36:22, 23.

18. Hvordan beskrives Jehovas ophøjede stilling, og hvilken kærlig omsorg viser han trods sin ophøjethed?

¹⁸ På dette tidspunkt følger så de ord af Esajas som blev citeret i indledningen til kapitlet: „Således har han sagt, den Høje og Ophøjede, som bor evigt og hvis navn er helligt: ’I det høje og hellige bor jeg, men også hos den knuste og den med ydmyg ånd, for at genoplive de ydmyges ånd og for at genoplive de knustes hjerte.’“ (Esajas 57:15) Jehovas trone er i de højeste himle. Der findes intet sted som er højere eller mere ophøjet. Det er en beroligende tanke at derfra ser han alt — ikke alene de ugudeliges synder, men også de retfærdige gerninger som gøres af dem der søger at tjene ham. (Salme 102:19; 103:6) Desuden hører han de undertryktes stønnen og genopliver de knustes hjerte. Ordene må have rørt de angrende jøders hjerter i fortiden, ligesom de rører vore hjerter i dag.

19. Hvornår hører Jehovas harme op?

¹⁹ De næste ord af Jehova er også til stor trøst: „Jeg vil ikke evindelig gå i rette, og jeg vil ikke bestandig harmes; for ellers ville ånden blive svag på grund af mig, ja de åndende skabninger som jeg selv har frembragt.“ (Esajas 57:16) Ingen af Guds skabninger ville blive i live hvis Jehovas vrede fortsatte i det uendelige. Men lykkeligvis varer Guds harme kun en begrænset tid. Når hensigten med den er nået, hører den op. Denne inspirerede indsigt fører til en dyb værdsættelse af Jehovas kærlighed til sine skabninger.

20. (a) Hvordan handler Jehova over for den der ikke angrer? (b) På hvilken måde trøster Jehova den der angrer?

²⁰ Vi får endnu større indsigt gennem de følgende ord af Jehova. Han siger først: „Over hans brødefulde, uærlige vinding harmedes jeg, og jeg slog ham da, idet jeg skjulte mit ansigt, mens jeg fortsat harmedes. Men han blev ved med at vandre som en troløs på sit hjertes vej.“ (Esajas 57:17) Den uret der begås som følge af begærlighed, fremkalder naturligvis Guds vrede. Og så længe den troløse fortsætter som hidtil, bliver Jehova ved med at harmes. Men hvad sker der hvis den troløse tager imod tugt? Så tilskynder Jehovas kærlighed og medfølelse ham til handling: „Jeg så hans veje; men nu vil jeg helbrede ham og føre ham og trøste ham og hans sørgende til gengæld.“ (Esajas 57:18) Efter at have taget disciplinære forholdsregler helbreder Jehova den angrende og trøster ham og ligeledes dem der sørger sammen med ham. Det er grunden til at jøderne kunne vende hjem i 537 f.v.t. Sandt nok blev Juda aldrig mere et uafhængigt kongerige under en konge i Davids slægt, men templet i Jerusalem blev genopbygget, og den sande tilbedelse blev genoprettet.

21. (a) Hvordan genoplivede Jehova de salvede kristnes ånd i 1919? (b) Hvilken egenskab gør vi som enkeltpersoner klogt i at opdyrke?

²¹ „Den Høje og Ophøjede“, Jehova, viste også sin omsorg for den salvede rest i 1919. På grund af dens ydmyghed og angrende indstilling lagde den store Gud, Jehova, mærke til den vanskelige situation den befandt sig i, og udfriede den fra dens babyloniske fangenskab. Han fjernede alle hindringer på dens vej og førte den ud til frihed, så den kunne tilbede Gud i renhed. Sådan blev Jehovas ord gennem Esajas opfyldt dengang. Men bag ordene ligger eviggyldige principper der gælder hver eneste af os. Jehova tager kun imod en tilbedelse der kommer fra dem der har et ydmygt sind. Hvis en af Guds tjenere synder, bør vedkommende derfor være hurtig til at erkende sit fejltrin, tage imod retledning og handle efter den. Måtte vi aldrig glemme at Jehova helbreder og trøster dem der er ydmyge, men „står de hovmodige imod“. — Jakob 4:6.

’Fred for dem der er langt borte og for dem der er nær’

22. Hvilken fremtid forudsiger Jehova for (a) den der angrer? (b) de ugudelige?

²² I det følgende stiller Jehova fremtiden for dem der angrer og omvender sig, i kontrast til fremtiden for dem der stædigt fortsætter på deres ugudelige vej. Han siger: „Jeg skaber læbernes frugt. Der vil være fortsat fred for den der er langt borte og for den der er nær, . . . og jeg vil helbrede ham. Men de ugudelige er som det oprørte hav, der ikke kan falde til ro og hvis vande bliver ved med at opskylle tang og dynd. Der er ingen fred . . . for de ugudelige.“ — Esajas 57:19-21.

23. Hvad er læbernes frugt, og hvordan „skaber“ Jehova denne frugt?

²³ Læbernes frugt er lovprisningsofferet til Gud — den offentlige bekendelse af hans navn. (Hebræerne 13:15) Hvordan „skaber“ Jehova denne offentlige bekendelse, dette lovprisningsoffer? For at kunne bringe det må man først lære Gud at kende og derefter tro på ham. Tro — som er en frugt af Guds ånd — tilskynder en til at fortælle andre det man har hørt. Med andre ord — man bekender offentligt, man forkynder. (Romerne 10:13-15; Galaterne 5:22) Desuden er det Jehova der bemyndiger sine tjenere til at lovprise ham. Og da Jehova er den der udfrier dem, er det ham der gør det muligt for dem at bringe dette lovprisningsoffer. (1 Peter 2:9) Derfor kan det med fuld ret siges at det er Jehova der skaber denne frugt af læber.

24. (a) Hvem havde Guds fred, og hvad førte det til? (b) Hvem havde ikke fred, og hvad blev resultatet for dem?

²⁴ Da jøderne vendte tilbage til deres hjemland, må de have bragt lovprisningsofre i overflod i form af lovsange til Jehova! De har været fyldt med glæde over at kende Guds fred, hvad enten de var „langt borte“ — fjernt fra Juda mens de ventede på at rejse tilbage — eller de var „nær“ — allerede i deres hjemland. I modsætning hertil havde de der ikke tog imod Jehovas tugt — de ugudelige — hvem de end var, og hvor de end befandt sig — ingen fred. De frembragte ikke læbernes frugt, men som det oprørte hav der ikke kan falde til ro, opskyllede de „tang og dynd“, alt hvad der er urent.

25. Hvordan opnår mange, både fjernt og nært, fred?

²⁵ I dag bringer Jehovas tjenere også lovprisningsofre til den eneste sande Gud i form af læbernes frugt. I mere end 230 lande forkynder de den gode nyhed om Guds rige både fjernt og nært. Deres lovsang lyder „fra jordens ende“. (Esajas 42:10-12) De der hører den og tager imod den, lærer sandheden fra Guds ord, Bibelen, at kende, og de opnår den fred der er et resultat af at tjene „den Gud som giver fred“. — Romerne 16:20.

26. (a) Hvilken fremtid venter der de ugudelige? (b) Hvilket storslået løfte får de sagtmodige, og hvad bør vi være besluttede på?

²⁶ De ugudelige, som ikke giver agt på budskabet om Riget, har derimod ingen fred. Og snart vil de ikke mere få lov til at forstyrre freden for de retfærdige. „Om kort tid, da er den ugudelige ikke mere,“ lyder Jehovas løfte. De som søger tilflugt hos Jehova, vil arve jorden. „De sagtmodige tager jorden i besiddelse, og de kan glæde sig over megen fred,“ siges der videre. (Salme 37:10, 11, 29) Da bliver jorden et dejligt sted at leve. Måtte vi være besluttede på aldrig at miste Guds fred, så vi kan lovprise Gud i al evighed.

[Fodnoter]

[Illustration på side 263]

Juda øvede sin umoralske afgudsdyrkelse under hvert frodigt træ

[Illustration på side 267]

Juda byggede altre over hele landet

[Illustration på side 275]

„Jeg skaber læbernes frugt“

Kapitel nitten

Hykleriet afsløres!

Esajas 58:1-14

1. Hvordan så Jesus og Jehova på hykleri, og hvordan gav hykleriet sig udslag på Esajas’ tid?

„UDVENDIG [ser I] retfærdige ud for mennesker, men indvendig er I fulde af hykleri og lovløshed,“ sagde Jesus til de religiøse ledere på hans tid. (Mattæus 23:28) Jesus så på hykleri på samme måde som sin himmelske Fader. Kapitel 58 i Esajas’ profetiske bog retter især opmærksomheden mod det hykleri der havde bredt sig i Juda på Esajas’ tid. Strid, undertrykkelse og vold hørte til dagens orden, og overholdelse af sabbatten havde udviklet sig til at være et tomt ritual. Folket ydede kun Jehova en symbolsk tjeneste og stillede en ydre fromhed til skue ved at faste på en måde som ikke var oprigtig. Det var ikke så mærkeligt at Jehova afslørede deres hykleri.

’Fortæl mit folk om dets synder’

2. Hvilken indstilling viste Esajas at han havde med hensyn til at forkynde budskabet fra Gud, og hvem følger hans eksempel i dag?

² Selv om Jehova følte sig frastødt af judæernes hykleri, indeholdt hans ord en indtrængende opfordring til folket om at angre og omvende sig. Da han ikke ønskede at hans retledning skulle være uklar, sagde han til Esajas: „Råb af fuld hals; hold ikke igen. Opløft din røst som et horn og fortæl mit folk om dets oprør og Jakobs hus om dets synder.“ (Esajas 58:1) Det kan godt være at Esajas fik folket imod sig hvis han forkyndte Jehovas ord ligeud, men han veg ikke tilbage. Han havde stadig den samme villighedens ånd som da han sagde: „Her er jeg! Send mig.“ (Esajas 6:8) Ved sin udholdenhed var Esajas et godt eksempel for vor tids Jehovas Vidner, som også har fået befaling til at forkynde Guds ord og afsløre religiøst hykleri. — Salme 118:6; 2 Timoteus 4:1-5.

3, 4. (a) Hvad gav folket det udseende af på Esajas’ tid? (b) Hvordan var situationen i virkeligheden i Juda?

³ Tilsyneladende søgte folket på Esajas’ tid Jehova og gav udtryk for at det havde behag i hans retfærdige kendelser, for Jehova siger: „Mig søger de dag efter dag, og kundskab om mine veje udtrykker de behag i; som om de er en nation der gør hvad der er retfærdigt og som ikke har forladt sin Guds lovbud, bliver de ved med at bede mig om retfærdige kendelser og holder sig nær til Gud, som de har behag i.“ (Esajas 58:2) Var denne påståede interesse for Jehovas veje ægte? Nej. De var som „en nation der gør hvad der er retfærdigt“, men det var kun en overfladisk lighed. Folket havde i realiteten „forladt sin Guds lovbud“.

⁴ Situationen lignede den som senere blev beskrevet for profeten Ezekiel. Jehova fortalte Ezekiel at jøderne sagde til hinanden: „Kom dog og hør hvad det er for et ord der er udgået fra Jehova.“ Men Gud advarede Ezekiel om at jøderne ikke var ærlige. Han sagde: „De vil komme til dig, . . . og de vil høre dine ord; men de vil ikke handle efter dem, for med deres mund udtrykker de begær, og deres hjerte går efter uærlig vinding. Og se, du er for dem som en der synger kærlighedssange, som en der har en smuk stemme og som spiller godt på et strengeinstrument. Og de vil høre dine ord, men ingen af dem handler efter dem.“ (Ezekiel 33:30-32) Jøderne på Esajas’ tid påstod også at de altid søgte Jehova, men de adlød ikke hans ord.

En hyklerisk faste

5. Hvordan prøvede jøderne at opnå Guds gunst, men hvordan så Jehova på det?

⁵ For at opnå Guds gunst fastede jøderne formelt, men det var kun en ydre, foregiven fromhed, som blot fjernede dem fra Jehova. Øjensynligt forvirrede spørger de: „Hvorfor har vi fastet og du så det ikke, spæget vor sjæl og du lagde ikke mærke til det?“ Jehova svarer dem direkte: „Se, på dagen for jeres faste finder I hvad der behager jer selv, og alle som slider for jer bliver I ved med at drive til arbejdet. Se, for at strides og kæmpe faster I, og for at slå med ugudeligheds knytnæve. Faster I ikke som var det en dag da I skulle lade jeres stemme høre i det høje? Skulle den faste jeg foretrækker, være som denne, en dag da mennesket spæger sin sjæl? Da han bøjer sit hoved som et siv og breder sæk og aske ud som leje? Kalder du dét en faste og en dag der er velbehagelig for Jehova?“ — Esajas 58:3-5.

6. Hvilke handlinger viste at jødernes faste var hyklerisk?

⁶ Mens jøderne fastede og foregav at være retfærdige og endda bad om retfærdige kendelser fra Gud, søgte de deres egne interesser og det der behagede dem selv. De stredes, øvede vold og undertrykte andre. For at dække over deres handlinger foregav de at de sørgede. De bøjede hovedet som et siv og sad i sæk og aske som om de angrede deres synder. Men hvilken værdi havde det hvis de stadig var oprørske? De viste intet tegn på den oprigtige sorg og anger som en virkelig faste burde være forbundet med. Deres højlydte klageråb blev ikke hørt i himmelen.

7. Hvordan handlede jøderne på Jesu tid hyklerisk, og hvordan gør mange i dag det samme?

⁷ Jøderne på Jesu tid stillede også en sådan ceremoniel faste til skue — nogle endda to gange om ugen. (Mattæus 6:16-18; Lukas 18:11, 12) Mange af de religiøse ledere lignede også dem på Esajas’ tid ved at de var strenge og tyranniske. Derfor afslørede Jesus modigt deres religiøse hykleri og sagde at deres gudsdyrkelse var forgæves. (Mattæus 15:7-9) Også i dag er der millioner der „offentligt bekender . . . at de kender Gud, men ved deres gerninger fornægter de ham, idet de er afskyelige og ulydige og ikke godkendte til nogen som helst god gerning.“ (Titus 1:16) De kan håbe på Guds barmhjertighed, men deres handlinger røber deres sande intentioner. I modsætning hertil må Jehovas Vidner vise sand gudsfrygt og ægte broderkærlighed. — Johannes 13:35.

Hvad sand anger og omvendelse vil sige

8, 9. Hvilke positive handlinger må oprigtig anger være ledsaget af?

⁸ Jehova ønsker at hans folk skal gøre andet og mere end at faste på grund af deres synder. Han ønsker at de skal angre deres synder og vende om fra dem. Så vil de opnå hans gunst. (Ezekiel 18:23, 32) Han forklarer at hvis fasten skal have nogen værdi, må den være ledsaget af en omvendelse fra tidligere synder. Derfor stiller han nogle ransagende spørgsmål: „Er dette ikke den faste jeg foretrækker: At løse ugudeligheds fodlænker, at løsne ågets bånd og sende de undertvungne bort som frie, og at I brækker hvert åg i stykker?“ — Esajas 58:6.

⁹ Fodlænker og åg er træffende symboler på hårdt trællearbejde. Så i stedet for at faste og samtidig undertrykke deres landsmænd burde jøderne adlyde befalingen: „Du skal elske din næste som dig selv.“ (3 Mosebog 19:18) De burde frigive alle dem de havde undertrykt og behandlet uretfærdigt som trælle.a Iøjnefaldende religiøse handlinger, som for eksempel at faste, var ikke nogen erstatning for sand gudhengivenhed og broderkærlighed. En af Esajas’ samtidige, profeten Mika, skrev: „Hvad kræver Jehova af dig andet end at du øver ret og elsker loyal hengivenhed og vandrer beskedent med din Gud?“ — Mika 6:8.

10, 11. (a) Hvad skulle jøderne hellere gøre end at faste? (b) Hvordan kan kristne i dag følge den vejledning som jøderne fik?

¹⁰ Retfærdighed, venlighed og beskedenhed kræver at der bliver gjort godt mod andre, hvilket var essensen af Jehovas lov. (Mattæus 7:12) I stedet for at faste ville det være langt bedre at dele sin velstand med dem der trængte til det. Jehova spørger: „Er [den faste jeg foretrækker] ikke at du deler dit brød med den sultne og at du bringer de hjemløse nødstedte ind i dit hus? At du klæder den nøgne når du ser ham, og at du ikke skjuler dig for nogen af dit eget kød?“ (Esajas 58:7) Ja, i stedet for at prale af at de fastede, skulle de der havde mulighed for det, hellere give føde, klæder og husly til deres nødstedte landsmænd i Juda — deres eget kød.

¹¹ Disse smukke retningslinjer som Jehova har givet med hensyn til at vise broderkærlighed og medfølelse, gjaldt ikke blot jøderne på Esajas’ tid. De tjener også som en rettesnor for kristne. I tråd hermed skrev apostelen Paulus: „Derfor, så længe vi har tiden til det, lad os da gøre det der er godt mod alle, men især mod dem der er beslægtede med os i troen.“ (Galaterne 6:10) Den kristne menighed må være et sted hvor man kan finde kærlighed og broderlig hengivenhed, især i betragtning af de stadig mere kritiske tider vi nu oplever. — 2 Timoteus 3:1; Jakob 1:27.

Lydighed medfører store velsignelser

12. Hvad ville Jehova gøre hvis hans folk adlød ham?

¹² Hvis blot folket ville være så forstandigt at det gav agt på Jehovas kærlige retledning! Han siger: „Da vil dit lys bryde frem som daggryet, og din helbredelse vil hastigt spire frem. Og foran dig skal din retfærdighed vandre; Jehovas herlighed vil være din bagtrop. Da kalder du, og Jehova svarer; du råber om hjælp, og han siger: ’Her er jeg!’“ (Esajas 58:8, 9a) Hvor tilskyndende og appellerende! Jehova velsigner og beskytter dem der finder glæde ved at vise barmhjertighed og retfærdighed. Hvis folket vendte om fra sin ubarmhjertighed og sit hykleri og adlød Jehova, ville alt se meget lysere ud. Jehova ville sørge for både en åndelig og fysisk „helbredelse“ af folket. Han ville også værne og beskytte det, sådan som han beskyttede dets forfædre da de gik ud af Ægypten. Og han ville straks komme det til hjælp når man råbte til ham. — 2 Mosebog 14:19, 20, 31.

13. Hvilke velsignelser kunne jøderne vente hvis de fulgte Jehovas opfordring?

¹³ Jehova fortsætter nu sin opfordring til folket: „Hvis du fra din midte fjerner åget [hårdt, uretfærdigt trællearbejde], det at pege fingre [måske i foragt eller som udtryk for en falsk anklage] og at tale ondt, og du skænker den sultne det din egen sjæl ønsker, og du mætter den nødstedte sjæl, da skal dit lys skinne i mørket, og dit mulm være som middagen.“ (Esajas 58:9b, 10) Selviskhed og ubarmhjertighed ville ødelægge en selv og medføre Jehovas vrede. Men venlighed og gavmildhed, især mod de sultne og nødstedte, ville medføre Guds velsignelse. Hvis blot jøderne ville forstå dette! Så ville deres åndelige udstråling og velstand få dem til at skinne som middagssolen og fordrive ethvert mørke. Frem for alt ville det være til ære og pris for Jehova, kilden til deres fremgang og deres velsignelser. — 1 Kongebog 8:41-43.

Et genrejst folk

14. (a) Hvordan tog Esajas’ samtidige imod hans ord? (b) Hvilket løfte gav Jehova ikke desto mindre?

¹⁴ Beklageligvis ignorerede folket Jehovas indtrængende opfordring og sank endnu dybere i ugudelighed. Til sidst havde Jehova intet andet valg end at sende det i landflygtighed, sådan som han havde sagt han ville gøre. (5 Mosebog 28:15, 36, 37, 64, 65) Men Jehovas næste ord gennem Esajas indeholder et håb. Han forudsiger at en tugtet og angrende rest vil vende hjem til Judas land med glæde, selv om det lå øde hen.

15. Hvilken glædelig genrejsning forudsagde Jehova?

¹⁵ Gennem Esajas siger Jehova, idet han peger frem til folkets genrejsning i 537 f.v.t.: „Jehova skal til stadighed føre dig og mætte din sjæl endog i afsvedet land, ja, dine knogler vil han styrke; og du skal blive som en vandrig have og som en vandkilde hvis vande ikke svigter.“ (Esajas 58:11) Jehova ville genrejse Israels afsvedne hjemland og gøre det frodigt og frugtbart. Og endnu mere storslået: Han ville velsigne sit angrende folk og ’styrke dets knogler’, som fra at være åndeligt livløse ville blive fulde af liv. (Ezekiel 37:1-14) Folket selv ville blive som „en vandrig have“ fyldt med åndelig frugt.

16. Hvordan ville landet blive genrejst?

¹⁶ Genrejsningen ville også betyde at byer som blev ødelagt af babylonierne i 607 f.v.t., ville blive genopbygget. „På din foranledning skal man opbygge steder der længe lå øde, og grundvolde der henlå generation efter generation vil du genrejse. Og du skal kaldes ’istandsætter af mure med brud’, ’genopretter af stier man bor ved’.“ (Esajas 58:12) De parallelle udtryk „steder der længe lå øde“ og „grundvolde der henlå generation efter generation“, viser at den hjemvendte rest ville genopbygge Judas ødelagte byer, især Jerusalem. (Nehemias 2:5; 12:27; Esajas 44:28) De ville istandsætte „mure med brud“, det vil sige huller i murene omkring Jerusalem og uden tvivl også i andre byers mure. — Jeremias 31:38-40; Amos 9:14.

Velsignelser ved trofast at overholde sabbatten

17. Hvordan appellerede Jehova til sit folk om at overholde sabbatsbudene?

¹⁷ Sabbatten var et udtryk for Guds store omsorg for sit folks fysiske og åndelige velbefindende. Jesus sagde: „Sabbatten er blevet til for menneskets skyld.“ (Markus 2:27) Denne dag, som var helliget af Jehova, gav israelitterne en særlig lejlighed til at vise deres kærlighed til Gud. På Esajas’ tid var den sørgeligt nok blevet reduceret til en dag hvor man overholdt tomme ritualer og plejede sin selviskhed. Endnu en gang må Jehova derfor irettesætte sit folk. Og igen prøver han at nå deres hjerter. Han siger: „Hvis du af hensyn til sabbatten vender din fod bort fra at gøre hvad du selv har behag i på min hellige dag, og kalder sabbatten din største glæde, en hellig dag for Jehova, en der herliggøres, og du herliggør den i stedet for at gå dine egne veje, i stedet for at finde hvad du selv har behag i og tale tomme ord — da vil Jehova være din største glæde, og jeg skal lade dig færdes på jordens højder, og jeg skal lade dig spise af din forfader Jakobs arvelod, for Jehovas mund har talt.“ — Esajas 58:13, 14.

18. Hvad ville resultatet blive af at jøderne ikke helligholdt sabbatten?

¹⁸ Sabbatten var en dag der var sat til side til åndelige betragtninger, bøn og tilbedelse i familien. Den skulle hjælpe jøderne til at tænke på de storslåede gerninger Gud havde gjort til gavn for dem, og på den retfærdighed og kærlighed der åbenbaredes i hans lov. Ved trofast at overholde denne hellige dag ville folket få et nærmere forhold til Gud. Men i stedet ødelagde de nu sabbatten ved at forfejle hensigten med den og var derfor i fare for at miste Jehovas velsignelse. — 3 Mosebog 26:34; 2 Krønikebog 36:21.

19. Hvilke store velsignelser havde Guds folk udsigt til hvis det vendte om og begyndte at helligholde sabbatten?

¹⁹ Men hvis jøderne ville tage ved lære af den tugt de fik, og de begyndte at respektere sabbatsordningen, kunne de se frem til store velsignelser. De gode virkninger af sand tilbedelse og respekt for sabbatten ville kunne mærkes på alle andre forhold. (5 Mosebog 28:1-13; Salme 19:7-11) For eksempel ville Jehova lade sit folk „færdes på jordens højder“. Dette udtryk betød at folket ville leve trygt og vinde sejr over sine fjender. Den der beherskede højderne — bjerge og høje — beherskede landet. (5 Mosebog 32:13; 33:29) Israel adlød engang Jehova, og nationen nød hans beskyttelse og blev respekteret, endog frygtet, af andre nationer. (Josua 2:9-11; 1 Kongebog 4:20, 21) Hvis folket vendte om til Jehova og adlød ham, ville det få noget af dets tidligere herlighed tilbage. Jehova ville give sit folk en fuld andel i „Jakobs arvelod“ — de velsignelser det havde fået løfte om gennem pagten med dets forfædre, især visheden for at det ville få det forjættede land i eje. — Salme 105:8-11.

20. Hvilken „sabbatshvile“ er der for kristne?

²⁰ Kan kristne lære noget heraf? Moseloven med dens sabbatskrav blev afskaffet ved Jesu død. (Kolossenserne 2:16, 17) Men den ånd som overholdelse af sabbatten skulle have fremkaldt hos jøderne — at give de åndelige interesser førstepladsen og få et nært forhold til Jehova — er stadig af vital betydning for dem der tilbeder Jehova. (Mattæus 6:33; Jakob 4:8) Desuden siger Paulus i sit brev til hebræerne: „Altså står der en sabbatshvile tilbage for Guds folk.“ Kristne går ind til denne „sabbatshvile“ ved at være lydige mod Jehova og jage efter den retfærdighed som er grundlagt på tro på Jesu Kristi udgydte blod. (Hebræerne 3:12, 18, 19; 4:6, 9-11, 14-16) Denne form for sabbat overholder kristne ikke blot én dag om ugen, men hver dag. — Kolossenserne 3:23, 24.

Det åndelige Israel „færdes på jordens højder“

21, 22. På hvilken måde har Jehova ladet det åndelige Israel „færdes på jordens højder“?

²¹ Siden de salvede kristne blev udfriet fra deres babyloniske fangenskab i 1919, har de trofast overholdt det der blev forudskildret ved sabbatten. Som følge heraf har Jehova ladet dem „færdes på jordens højder“. I hvilken forstand gør de det? I 1513 f.v.t. sluttede Jehova en pagt med Abrahams efterkommere om at hvis de overholdt pagten, ville de blive et kongerige af præster og en hellig nation. (2 Mosebog 19:5, 6) Under de 40 års ørkenvandring førte Jehova dem sikkert af sted — som en ørn bærer sine flyvefærdige unger — og han velsignede dem og drog omsorg for dem på alle måder. (5 Mosebog 32:10-12) Men folket manglede tro og gik til sidst glip af alle de privilegier det kunne have opnået. Men Jehova har alligevel et kongerige af præster i dag. Det er det åndelige Guds Israel. — Galaterne 6:16; 1 Peter 2:9.

²² Igennem hele „endens tid“ har det åndelige Israel gjort dét som fortidens Israel undlod at gøre: Bevaret troen i nært samfund med Jehova. (Daniel 8:17) Når de som udgør det åndelige Israel, nøje holder sig til Jehovas høje normer og følger hans ophøjede veje, sætter Jehova dem i åndelig forstand højt. (Ordsprogene 4:4, 5, 8; Åbenbaringen 11:12) Beskyttede mod den urene verden lever de et liv som er hævet over verden omkring dem, og i stedet for at følge deres egne veje lader de Jehova og hans ord ’være deres største glæde’. (Salme 37:4) Når de har mødt hårdnakket modstand, har Jehova sørget for at de har været i åndelig sikkerhed. Siden 1919 er ingen trængt ind i deres åndelige „land“. (Esajas 66:8) Som folket for hans ophøjede navn forkynder de dette navn med glæde i hele verden. (5 Mosebog 32:3; Apostelgerninger 15:14) Et stadig stigende antal fra alle nationer har nu den forret sammen med dem at blive oplært i Jehovas veje og blive hjulpet til at vandre på hans stier.

23. Hvordan har Jehova ladet sine tjenere „spise af . . . Jakobs arvelod“?

²³ Jehova har ladet sine salvede tjenere „spise af . . . Jakobs arvelod“. Da patriarken Isak velsignede Jakob i stedet for Esau, forudsagde han velsignelser for alle der viste tro på Abrahams lovede afkom. (1 Mosebog 27:27-29; Galaterne 3:16, 17) Ligesom Jakob — og i modsætning til Esau — værdsætter de salvede kristne og deres medarbejdere „det der er helligt“, især den åndelige føde som Gud tilvejebringer i overflod. (Hebræerne 12:16, 17; Mattæus 4:4) Denne åndelige føde — der indbefatter kundskab om det Jehova har gjort og gør ved hjælp af det lovede afkom og dem der slutter sig til det — er nærende, styrkende og af vital betydning for deres åndelige helbred. Derfor er det vigtigt at de til stadighed får åndelig næring ved at læse og meditere over Guds ord. (Salme 1:1-3) Det er nødvendigt at de samles med deres trosfæller ved kristne møder, og at de holder fast ved den rene tilbedelses høje normer samtidig med at de deler den åndelige føde med andre når de forkynder.

24. Hvad bør alle sande kristne i dag gøre?

²⁴ Måtte alle sande kristne fortsat afvise enhver form for hykleri mens de med forventning ser frem til opfyldelsen af Jehovas løfter, og måtte de fortsat glæde sig over at være i åndelig sikkerhed på „jordens højder“ mens de får næring fra „Jakobs arvelod“.

[Fodnote]

[Illustration på side 278]

Jøderne fastede og bøjede hovedet i foregiven anger — men de vendte ikke om

[Illustration på side 283]

De som havde midler til det, gav husly føde og klæder til de nødstedte

[Illustration på side 286]

Hvis Juda angrede og omvendte sig, skulle det genopbygge de byer som lå øde

Kapitel tyve

Jehovas hånd er ikke for kort

Esajas 59:1-21

1. Hvordan var situationen i Juda på Esajas’ tid, og hvad spekulerede mange på?

JUDA gør krav på at stå i et pagtsforhold til Jehova. Alligevel er der vanskeligheder overalt. Det skorter på retfærdighed. Kriminalitet og undertrykkelse breder sig, og der er ingen udsigt til at forholdene skulle blive bedre. Der er noget som er helt forkert. Mange spekulerer på om Jehova nogen sinde vil gribe ind. Sådan var situationen på Esajas’ tid. Men Esajas’ beskrivelse af tiden som den var dengang, er mere end blot historie. Hans ord er profetiske advarsler til alle som siger de tilbeder Gud, men som ikke adlyder hans love. Desuden indeholder den inspirerede profeti der findes i kapitel 59 i Esajas’ Bog, en tilskyndelse til alle som søger at tjene Jehova skønt de lever i en vanskelig og farlig tid.

Skilt fra den sande Gud

2, 3. Hvorfor beskyttede Jehova ikke Juda?

² Det er svært at forestille sig, men Jehovas pagtsfolk var faldet fra den sande Gud! Det havde vendt ryggen til dets Skaber og således fjernet sig fra hans beskyttende hånd. Derfor var det nu i alvorlig nød og gav måske Gud skylden for det. Esajas siger: „Se! Jehovas hånd er ikke for kort til at frelse, og hans øre er ikke for tungt til at høre. Nej, men det er jeres misgerninger der har skilt jer fra jeres Gud, og det er jeres synder der gør at han skjuler ansigtet for jer for ikke at høre.“ — Esajas 59:1, 2.

³ Det var frimodigt sagt, men sandt. Jehova var stadig frelsens Gud. Som den der „hører bøn“, vil han lytte til sine trofaste tjeneres bønner. (Salme 65:2) Men han velsigner ikke dem der gør uret. Folket havde selv fjernet sig fra Jehova. Dets egen ondskab og ugudelighed havde ført til at han skjulte sit ansigt for det.

4. Hvilke anklager rettes der mod Juda?

⁴ De synder og misgerninger Juda havde gjort sig skyldig i, var mange og hårrejsende. Esajas’ profeti opregner nogle af dem: „Jeres hænder er tilsølede med blod, og jeres fingre med brøde. Jeres læber har talt løgn. Jeres tunge er blevet ved med at mumle uretfærdighed.“ (Esajas 59:3) Folket lyver og taler uretfærdigt. Udtalelsen „jeres hænder er tilsølede med blod“ tyder på at nogle oven i købet har begået mord. Hvor vanærende for Gud, hvis lov ikke alene forbyder mord, men også at man ’hader sin broder i sit hjerte’! (3 Mosebog 19:17) Judæernes utøjlede syndighed og det den uundgåeligt ville føre til, skulle minde alle i dag om at syndige tanker og følelser skal holdes i tømme. Ellers kan det ende med ugerninger der vil skille en fra Gud. — Romerne 12:9; Galaterne 5:15; Jakob 1:14, 15.

5. Hvor vidt er det kommet i Juda?

⁵ Hele folket er inficeret med synd. Profetien siger: „Der er ingen som råber på ret i retfærdighed, og der er ingen som går til retten i trofasthed. Man har stolet på tomhed og talt usandhed. Man har undfanget ufred og født ondskab.“ (Esajas 59:4) Ingen taler sandt. Selv i en retssag er det sjældent at finde en som er til at stole på. Juda har vendt ryggen til Jehova og sat sin lid til forbund med andre nationer, ja, endda til livløse afguder. Alle disse er „tomhed“; de har ingen værdi. (Esajas 40:17, 23; 41:29) Der føres mange forhandlinger, men de er værdiløse. Der undfanges planer, men de fører til ufred og ondskab.

6. På hvilken måde ligner kristenheden Juda?

⁶ Den uretfærdighed og vold som fandtes i Juda, har i dag en parallel i kristenheden. (Se „Det frafaldne Jerusalem — et billede på kristenheden“, side 294.) To blodige verdenskrige er blevet udkæmpet mellem såkaldt kristne nationer, og indtil nu har kristenhedens kirker ikke formået at standse etniske udrensninger og nedslagtning af mennesker som hørte til forskellige stammer, men bekendte sig som kristne. (2 Timoteus 3:5) Selv om Jesus lærte sine disciple at sætte deres lid til Guds rige, stoler kristenhedens nationer stadig på våbenlagre og politiske aftaler til afværgelse af krig. (Mattæus 6:10) Det vækker til eftertanke at de fleste af verdens største våbenproducenter findes i kristenheden! Når kristenhedens nationer således sætter deres lid til menneskelige bestræbelser og institutioner for at sikre en tryg fremtid, er det også „tomhed“ de stoler på.

Der høstes en bitter frugt

7. Hvorfor førte de planer der blev lagt i Juda, kun til noget dårligt?

⁷ Afgudsdyrkelse og uærlighed kan ikke skabe et sundt samfund. De troløse jøder høster nu de vanskeligheder og den ufred som de selv har sået, fordi de søgte at afhjælpe situationen på deres egen måde. Vi læser: „En giftsnogs æg har de udruget, og edderkoppespind væver de. Den der spiser af deres æg vil dø, og af det æg der knækkes, bryder en giftslange ud.“ (Esajas 59:5) De planer der blev lagt i Juda, har, fra de blev undfanget og indtil de blev virkeliggjort, ikke ført til noget. Jødernes fejlagtige tankegang har kun ført til noget dårligt, ligesom en giftsnogs æg kun bliver til en giftslange. Og folket har lidt.

8. Hvad viser at judæerne tænker forkert?

⁸ Nogle indbyggere i Juda vil måske ty til vold for at beskytte sig, men det er ikke nogen nytte til. Anvendelse af fysiske kræfter kan ikke erstatte tillid til Jehova og retfærdige gerninger. De kan lige så lidt tjene som en beskyttelse som edderkoppespind kan erstatte rigtige klæder og beskytte mod vejrliget. Esajas siger: „Deres spind kan ikke tjene som klædning, og de kan ikke dække sig med deres gerninger. Deres gerninger er ondskabsfulde gerninger, og i deres hænder er der voldshandlinger. Deres fødder løber efter ondt, og de skynder sig for at udgyde uskyldigt blod. Deres tanker er ondskabsfulde tanker; der hærges og nedbrydes på deres veje.“ (Esajas 59:6, 7) Judæerne tænker forkert. De prøver at løse deres problemer ved at ty til vold og røber derved at de i deres inderste er onde. Det gør ingen forskel at mange af deres ofre er uskyldige, og at nogle er Guds sande tjenere.

9. Hvorfor vil kristenhedens ledere ikke opnå sand fred?

⁹ Disse inspirerede ord minder os om kristenhedens blodige historie. Jehova vil derfor kræve den til regnskab for dens sørgeligt forvrængede billede af hvad sand kristendom er. Ligesom jøderne på Esajas’ tid har kristenheden fulgt en moralsk fordærvet kurs fordi dens ledere tror den er den eneste realistiske. De taler om fred, men handler stik modsat. Hvilket dobbeltspil! Da de fortsætter med at bruge denne taktik, vil de ikke opnå sand fred. Det er som profetien siger: „Fredens vej har de ignoreret, og der er ingen ret i deres spor. Deres stier har de gjort krogede for sig selv. Ingen af dem der betræder dem, kender til fred.“ — Esajas 59:8.

De famler i åndeligt mørke

10. Hvilken bekendelse fremsætter Esajas på Judas vegne?

¹⁰ Jehova kan ikke velsigne Judas krogede og selvødelæggende veje. (Salme 11:5) På hele nationens vegne bekender Esajas derfor Judas skyld: „Ret [er] kommet langt bort fra os, og retfærdighed når os ikke. Vi håber på lys, men se! mørke; på klarhed, men i dybeste mulm vandrer vi omkring. Vi famler efter væggen som blinde, ja som dem der ikke har øjne famler vi. Vi snubler ved middagstid som i skumringen; blandt de velnærede er vi som døde. Vi bliver alle ved med at brumme som bjørne; og som duer kurrer vi sørgmodigt.“ (Esajas 59:9-11a) Jøderne har ikke ladet Guds ord være en lampe for deres fod og et lys på deres sti. (Salme 119:105) Som følge heraf ser det mørkt ud for dem. Selv ved højlys dag famler de om som ved nat. Det er som var de døde. I deres længsel efter en bedring i situationen brummer de som sultne eller sårede bjørne eller kurrer sørgmodigt som duer.

11. Hvorfor er Judas forhåbninger om ret og om frelse forgæves?

¹¹ Esajas er kun alt for godt klar over at grunden til Judas vanskelige situation er dets oprør mod Gud. Han siger: „Vi håber på ret, men der er ingen; på frelse, men den er langt borte fra os. For vore overtrædelser mod dig er mange; og hver eneste af vore synder vidner imod os. For vore overtrædelser har vi for øje; og vore misgerninger kender vi jo. Man har begået overtrædelser og fornægtet Jehova; og man har trukket sig tilbage fra at følge vor Gud, opfordret til undertrykkelse og genstridighed, undfanget og mumlet løgneord fra hjertet.“ (Esajas 59:11b-13) Da judæerne ikke har angret og omvendt sig, tilregnes deres synder dem stadig. Der er ingen ret og retfærdighed i landet, for de har forladt Jehova. De er helt igennem løgnagtige og har oven i købet undertrykt deres brødre. De ligner kristenheden i dag, hvor mange ikke blot tilsidesætter ret og retfærdighed, men også forfølger dem som trofast vidner om Jehova og søger at gøre hans vilje.

Jehova eksekverer sin dom

12. Hvad gjorde de som skulle håndhæve lov og ret i Juda?

¹² Der synes ikke at være nogen ret, retfærdighed eller sandhed i Juda. „Ret blev trængt tilbage, og retfærdighed blev stående langt borte. For på torvet er sandheden snublet, og ærligheden kan ikke komme ind.“ (Esajas 59:14) Inden for byportene i Juda var der torve hvor de ældste mødtes for at behandle retssager. (Rut 4:1, 2, 11) Disse mænd skulle dømme retfærdigt og søge ret. De måtte ikke tage imod bestikkelse. (5 Mosebog 16:18-20) Men nu dømte de i stedet efter deres eget forgodtbefindende. Og endnu værre: De betragtede enhver som oprigtigt stræbte efter at gøre det gode, som et let bytte. Som der siges: „Sandheden savnes, og den der vender sig fra det onde plyndres.“ — Esajas 59:15a.

13. Hvad ville Jehova gøre i betragtning af at dommerne i Juda var forsømmelige?

¹³ De som ikke tog til genmæle mod moralsk fordærv, glemte at Gud ikke er blind, uvidende og magtesløs. Esajas skriver: „Jehova [så] det, og det var ondt i hans øjne at der ikke var nogen ret. Og da han så at der ingen mand var, undrede han sig meget over at der ikke var nogen der trådte mæglende ind [at ingen greb ind, den danske autoriserede oversættelse]. Da bragte hans arm ham frelse, og hans retfærdighed støttede ham.“ (Esajas 59:15b, 16) Da de udnævnte dommere var forsømmelige, ville han selv skride ind. Han ville handle med retfærdighed og vise sin magt.

14. (a) Hvilken indstilling har mange i dag? (b) Hvordan gør Jehova sig rede til at handle?

¹⁴ Noget lignende gør sig gældende i dag. Vi lever i en verden hvor mange har „mistet al moralsk sans“. (Efeserne 4:19) Der er ikke mange der tror at Jehova nogen sinde vil gribe ind og udslette det onde. Men Esajas’ profeti viser at Jehova lægger mærke til det der foregår på jorden. Han fælder sin dom, og når hans tid er inde, skrider han til handling. Er hans dom retfærdig? Det viser Esajas at den er. Om det han gjorde i Judas tilfælde, skriver Esajas: „Så iførte [Jehova] sig retfærdighed som en brynje, og satte frelsens hjelm på sit hoved. Endvidere iførte han sig hævnens klæder som en dragt og hyllede sig i nidkærhed som en ærmeløs overklædning.“ (Esajas 59:17) Disse profetiske ord viser os Jehova som en kriger der ifører sig sin rustning før slaget. Han er fast besluttet på at hans sag skal føre til frelse. Han er sikker på sin egen absolutte og uangribelige retfærdighed. Og når han eksekverer sin dom, vil han handle frygtløst og nidkært. Der er ingen tvivl om at retten vil sejre.

15. (a) Hvordan vil sande kristne forholde sig når Jehova eksekverer sin dom? (b) Hvad kan man sige om Jehovas domme?

¹⁵ I nogle lande i dag søger fjender af sandheden at lægge hindringer i vejen for Jehovas tjeneres arbejde ved at sprede falsk og ærekrænkende propaganda. Sande kristne tøver ikke med at stå op for sandheden, men de søger aldrig personlig hævn. (Romerne 12:19) Selv når Jehova gør regnskabet op med den frafaldne kristenhed, tager hans tjenere på jorden ikke del i eksekveringen af dommen. De ved at Jehova har forbeholdt sig selv retten til at hævne, og at han vil skride til handling når tiden er inde. Profetien giver følgende forsikring: „Efter deres gerninger vil han gengælde, sine modstandere med forbitrelse, sine fjender efter fortjeneste. Øerne vil han gengælde efter fortjeneste.“ (Esajas 59:18) Som på Esajas’ tid vil Guds domme ikke alene være retfærdige, men også fuldstændige. De vil nå helt til „øerne“, til fjerne egne. Ingen vil være så langt borte eller så isolerede at de vil være uden for Jehovas rækkevidde.

16. Hvem vil overleve eksekveringen af Jehovas dom, og hvad vil de lære af det?

¹⁶ De som bestræber sig for at handle ret, vil få en retfærdig dom af Jehova. Esajas forudsiger at de vil overleve overalt på jorden — fra den ene ende til den anden — og at Jehovas beskyttelse vil bevirke at deres ærefrygt og respekt for ham bliver endnu større. (Malakias 1:11) Vi læser: „De fra solnedgangen vil komme til at frygte Jehovas navn, og de fra solopgangen hans herlighed, for han kommer som en flod med trængsel — Jehovas ånd har drevet den frem.“ (Esajas 59:19) Som en kraftig stormvind driver en ødelæggende mur af vand foran sig og skyller alt bort på sin vej, vil Jehovas ånd feje alle hindringer for opfyldelsen af hans vilje bort. Hans ånd har større kraft end nogen kraft mennesker råder over. Når han gør brug af den ved eksekveringen af sin dom over mennesker og nationer, vil hans domshandling blive gennemført helt og fuldstændigt.

Håb og velsignelse for dem der vender om

17. Hvem er Zions genløser, hvornår blev ordene opfyldt, og får de en senere opfyldelse?

¹⁷ Under Moseloven kunne en israelit som havde solgt sig selv til trældom, købes fri af en genløser. Tidligere i Esajas’ profetiske bog har Jehova betegnet sig selv som den der ville genløse dem der vendte om. (Esajas 48:17) Nu beskrives han igen som Genløseren. Esajas gengiver Jehovas løfte således: „’Til Zion skal Genløseren komme, og til dem der vender sig fra overtrædelse i Jakob,’ lyder Jehovas udsagn.“ (Esajas 59:20) Disse opmuntrende ord blev opfyldt i 537 f.v.t. Men de får også en senere opfyldelse. Apostelen Paulus citerede disse ord fra Septuaginta-oversættelsen og anvendte dem på de kristne. Han skrev: „På denne måde vil hele Israel blive frelst. Som der står skrevet: ’Befrieren skal komme fra Zion og fjerne ugudeligheder fra Jakob. Og dette er min side af pagten med dem, når jeg tager deres synder bort.’“ (Romerne 11:26, 27) Ja, Esajas’ profeti får en opfyldelse der rækker langt frem i tiden — helt til vor tid og længere endnu. Hvordan det?

18. Hvornår og hvordan blev „Guds Israel“ til?

¹⁸ I det første århundrede tog en lille rest af Israels folk imod Jesus som Messias. (Romerne 9:27; 11:5) På pinsedagen i år 33 udgød Jehova sin hellige ånd over omkring 120 af disse troende og førte dem ind i sin nye pagt med Jesus Kristus som mellemmand. (Jeremias 31:31-33; Hebræerne 9:15) Den dag blev „Guds Israel“ til, en ny nation hvis medlemmer kendetegnedes ved at de var avlet af Guds ånd, og ikke ved at de nedstammede fra Abraham. (Galaterne 6:16) Fra og med Kornelius kom uomskårne ikkejøder til at høre med til denne nye nation. (Apostelgerninger 10:24-48; Åbenbaringen 5:9, 10) Således blev de antaget af Jehova Gud som hans åndelige børn og blev Jesu medarvinger. — Romerne 8:16, 17.

19. Hvilken pagt slutter Jehova med Guds Israel?

¹⁹ Jehova slutter nu en pagt med Guds Israel. Der siges videre: „’Hvad mig angår, så er dette min pagt med dem,’ har Jehova sagt. ’Min ånd som er over dig, og mine ord som jeg har lagt i din mund — de vil ikke vige fra din mund eller fra dit afkoms mund eller fra dit afkoms afkoms mund,’ har Jehova sagt, ’fra nu af og for stedse.’“ (Esajas 59:21) Uanset om disse ord blev opfyldt på Esajas selv eller ej, blev de opfyldt på Jesus, som blev forsikret om at han ville „se afkom“. (Esajas 53:10) Jesus udtalte ord han havde lært af Jehova, og Jehovas ånd hvilede over ham. (Johannes 1:18; 7:16) Hans brødre og medarvinger, medlemmerne af Guds Israel, modtager også Jehovas hellige ånd og forkynder et budskab de har modtaget af deres himmelske Fader. De er alle „oplært af Jehova“. (Esajas 54:13; Lukas 12:12; Apostelgerninger 2:38) Enten gennem Esajas eller gennem Jesus, som Esajas er et profetisk billede på, slutter Jehova nu en pagt med dem om at han aldrig vil erstatte dem med nogen andre, men vil bruge dem for stedse som sine vidner. (Esajas 43:10) Men hvem er deres „afkom“, som også får gavn af denne pagt?

20. Hvordan blev Jehovas løfte til Abraham opfyldt i det første århundrede?

²⁰ Jehova gav i sin tid Abraham løftet: „Ved dit afkom skal alle jordens nationer velsigne sig.“ (1 Mosebog 22:18) I overensstemmelse hermed drog den lille rest af jøder der anerkendte Messias, ud til mange nationer, hvor de forkyndte den gode nyhed om Messias. Begyndende med Kornelius var der mange uomskårne ikkejøder der ’velsignede sig’ ved Jesus, Abrahams afkom. De blev en del af Guds Israel og en sekundær del af Abrahams afkom. De hører til Jehovas ’hellige nation’, som har fået til opgave ’vidt og bredt at forkynde hans dyder som har kaldt dem ud af mørket ind til sit vidunderlige lys’. — 1 Peter 2:9; Galaterne 3:7-9, 14, 26-29.

21. (a) Hvilket „afkom“ har Guds Israel fået i nutiden? (b) Hvilken forvisning ejer dette „afkom“ som følge af den pagt, eller kontrakt, Jehova har indgået med Guds Israel?

²¹ I dag ser det ud til at det fulde antal som udgør Guds Israel, er blevet indsamlet. Alligevel bliver nationerne fortsat velsignet — og dét i meget stor målestok. Hvordan? Ved at Guds Israel har fået „afkom“, disciple af Jesus, hvis håb er evigt liv på en paradisisk jord. (Salme 37:11, 29) Dette „afkom“ bliver også oplært af Jehova og lærer hans veje at kende. (Esajas 2:2-4) Selv om de ikke er døbt med hellig ånd eller bliver betragtet som parthavere i den nye pagt, får de kraft fra Jehovas hellige ånd til at overvinde alle de hindringer som Satan lægger i vejen for forkyndelsen. (Esajas 40:28-31) Deres antal tæller nu millioner, og det øges stadig efterhånden som de selv får „afkom“. Jehovas pagt, eller kontrakt, med de salvede giver dem der hører til dette „afkom“, forvisning om at Jehova også fortsat vil bruge dem som sine talsmænd og gøre det „for stedse“. — Åbenbaringen 21:3, 4, 7.

22. Hvilken tillid kan vi have til Jehova, og hvordan skulle det berøre os?

²² Måtte vi da alle bevare troen på Jehova. Han både kan og vil frelse! Hans hånd vil aldrig være for kort. Han vil altid udfri sit trofaste folk. Alle som stoler på ham, vil til stadighed have hans gode ord i deres mund, „fra nu af og for stedse“.

[Ramme på side 294]

Det frafaldne Jerusalem — et billede på kristenheden

Jerusalem, Guds udvalgte folks hovedstad, er et billede på Guds himmelske organisation af åndeskabninger og de salvede kristne, der oprejses til himmelen som Kristi brud. (Galaterne 4:25, 26; Åbenbaringen 21:2) Jerusalems indbyggere var imidlertid ofte troløse og svigtede Jehova, og byen blev derfor billedligt skildret som en utugtig kvinde, en skøge. (Ezekiel 16:3, 15, 30-42) Som sådan er Jerusalem et træffende billede på den frafaldne kristenhed.

Jesus kaldte Jerusalem for den der „dræber profeterne og stener dem der er sendt til hende“. (Lukas 13:34; Mattæus 16:21) Ligesom det utro Jerusalem hævder kristenheden at den tjener den sande Gud, men sandheden er at den er afveget fra hans retfærdige veje. Vi kan være sikre på at Jehova vil dømme kristenheden efter samme retfærdige norm som han dømte det frafaldne Jerusalem efter.

[Illustration på side 296]

En dommer skulle dømme retfærdigt, søge ret og ikke tage imod bestikkelse

[Illustration på side 298]

Som en flod der går over sine bredder, vil Jehovas domme feje alle hindringer for opfyldelsen af hans vilje bort

[Illustration på side 302]

Jehova har sluttet en pagt med sine tjenere om at de aldrig vil miste det privilegium at være hans vidner

Kapitel enogtyve

Den sande tilbedelse udbredes til hele verden

Esajas 60:1-22

1. Hvilket opmuntrende budskab indeholder kapitel 60 i Esajas’ Bog?

KAPITEL 60 i Esajas’ Bog er skrevet som et drama. Med de indledende ord fanges vores opmærksomhed af en meget bevægende scene. Derefter følger flere begivenheder hurtigt efter hinanden, og de fører frem til en storslået afslutning. Kapitlet giver en levende beskrivelse af genoprettelsen af den sande tilbedelse i fortidens Jerusalem og udbredelsen af den sande tilbedelse til hele verden i dag. Desuden peger det frem til de evige velsignelser der venter alle Guds loyale tilbedere. Vi kan hver især få en andel i opfyldelsen af dette spændende afsnit af Esajas’ profeti. Lad os derfor se nærmere på det.

Lys skinner i mørket

2. Hvilken befaling får en kvinde der ligger i mørke, og hvorfor er det vigtigt at hun følger opfordringen?

² De indledende ord i dette kapitel hos Esajas er henvendt til en kvinde der befinder sig i en sørgelig situation. Hun ligger øjensynlig udstrakt på jorden, omgivet af mørke. Pludselig gennemtrænges mørket af et lys idet Jehova, gennem Esajas, råber: „Rejs dig, kvinde, lys, for dit lys er kommet, og Jehovas herlighed er steget op over dig.“ (Esajas 60:1) Ja, ’kvinden’ skulle rejse sig og genspejle Jehovas herlighed! Det var af største vigtighed. Hvorfor? Profetien fortsætter: „Se! Mørket dækker jorden, og tykt mulm folkestammerne; men over dig stiger Jehova op, og over dig vil hans herlighed ses.“ (Esajas 60:2) Kvinden må ’lyse’ til gavn for dem der befinder sig rundt om hende og stadig famler i mørke. Hvad bliver resultatet? „Nationer skal gå efter dit lys, og konger efter din solopgangs klare lys.“ (Esajas 60:3) Disse indledende ord indeholder essensen af det der forklares mere detaljeret i de efterfølgende vers — at den sande tilbedelse skal udbredes til hele verden!

3. (a) Hvem er ’kvinden’? (b) Hvorfor har ’kvinden’ ligget i mørke?

³ Selv om der er tale om noget der skal ske i fremtiden, siger Jehova til ’kvinden’ at hendes lys „er kommet“. Det viser at profetien med sikkerhed vil blive opfyldt. Den omtalte „kvinde“ er Zion, Jerusalem, hovedstaden i Juda. (Esajas 52:1, 2; 60:14) Byen står for hele nationen. Ved tidspunktet for den første opfyldelse ligger kvinden i mørke, og det har hun gjort siden Jerusalem blev lagt øde i 607 f.v.t. Men i 537 f.v.t. vender en trofast rest af landflygtige jøder tilbage til Jerusalem og genopretter den rene tilbedelse. Jehova har endelig ladet lyset skinne på sin „kvinde“, og hans genrejste folk bliver en kilde til lys, eller oplysning, for nationerne, som befinder sig i åndeligt mørke.

En større opfyldelse

4. Hvem på jorden repræsenterer ’kvinden’ i dag, og hvem gælder opfyldelsen af profetien også?

⁴ Vores interesse for denne profeti strækker sig ud over opfyldelsen på fortidens Jerusalem. I dag repræsenteres Jehovas himmelske „kvinde“ af „Guds Israel“ på jorden. (Galaterne 6:16) I løbet af den tid denne åndelige nation har eksisteret — fra pinsedagen i år 33 og til nu — har den fået i alt 144.000 salvede medlemmer, „som er blevet købt fra jorden“, og som skal herske sammen med Kristus i himmelen. (Åbenbaringen 14:1, 3) Den nutidige opfyldelse af kapitel 60 i Esajas’ Bog drejer sig i første række om resten af de 144.000 der lever på jorden i „de sidste dage“. (2 Timoteus 3:1) Men den opfyldes også på de salvede kristnes medarbejdere, ’den store skare’ af „andre får“. — Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:11, 16.

5. Hvornår befandt de medlemmer af Guds Israel som endnu levede på jorden, sig billedligt talt liggende udstrakt på jorden i mørke, og hvornår lod Jehova sit lys skinne på dem?

⁵ En kort tid i begyndelsen af 1900-tallet befandt de som var tilbage af „Guds Israel“ her på jorden, sig billedligt talt liggende udstrakt på jorden og i mørke. Da den første verdenskrig endte, var deres situation den som er symbolsk beskrevet i Åbenbaringens Bog — deres lig lå „på den brede gade i den store by som i åndelig forstand kaldes Sodoma og Ægypten“. (Åbenbaringen 11:8) Men i 1919 lod Jehova sit lys skinne på dem. De rejste sig og genspejlede dette lys idet de frygtløst forkyndte den gode nyhed om Guds rige. — Mattæus 5:14-16; 24:14.

6. Hvordan har verden i almindelighed taget imod budskabet om Jesu nærværelse som konge, og hvem har følt sig draget mod Jehovas lys?

⁶ Under indflydelse af Satan, anføreren for „verdensherskerne i dette mørke“, har menneskeheden i almindelighed forkastet budskabet om at Jesus Kristus, „verdens lys“, er nærværende som konge. (Efeserne 6:12; Johannes 8:12; 2 Korinther 4:3, 4) Men millioner har følt sig draget mod Jehovas lys, deriblandt „konger“ (de salvede som arver det himmelske rige) og „nationer“ (den store skare af andre får).

En vækst der er årsag til glæde

7. Hvilket betagende syn ser ’kvinden’?

⁷ Jehova giver nu ’kvinden’ endnu en befaling idet han uddyber temaet i Esajas 60:3: „Løft dine øjne til alle sider og se.“ Da ’kvinden’ følger opfordringen, ser hun et betagende syn — hendes børn er på vej hjem! „De er alle blevet samlet; de er kommet til dig. Dine sønner kommer fra det fjerne, og dine døtre bæres trygt på hofte.“ (Esajas 60:4) Den verdensomspændende forkyndelse af Riget der begyndte i 1919, resulterede i at yderligere tusinder af salvede „sønner“ og „døtre“ sluttede sig til Guds Israel. På denne måde tog Jehova skridt til at fuldstændiggøre det forudsagte antal på de 144.000 som skal herske sammen med Kristus. — Åbenbaringen 5:9, 10.

8. Hvilken grund til glæde har Guds Israel haft siden 1919?

⁸ Denne vækst skabte glæde. „Til den tid vil du se det og stråle, og dit hjerte skal bæve og svulme, for til dig vender havets velstand sig; nationernes forråd kommer til dig.“ (Esajas 60:5) Indsamlingen af de salvede i løbet af 1920’erne og 1930’erne var til stor glæde for Guds Israel. Men de fik en yderligere grund til glæde. Især siden midten af 1930’erne er mennesker som før var en del af den gudfremmede menneskeheds „hav“, kommet fra alle nationer for at tilbede sammen med Guds Israel. (Esajas 57:20; Haggaj 2:7) De går ikke deres egne veje og tjener ikke Gud på deres egen måde, men de kommer til Guds „kvinde“ og bliver en del af Guds ene, forenede hjord. Resultatet er at alle Guds tjenere er med til at udbrede den sande tilbedelse.

Nationer samles i Jerusalem

9, 10. Hvem kommer til Jerusalem, og hvordan tager Jehova imod dem?

⁹ Med billeder som Esajas’ samtidige var kendt med, beskriver Jehova væksten. Fra sit udsigtspunkt på Zions Bjerg betragter ’kvinden’ først den østlige horisont. Hvad ser hun? „En vældig flok af kameler dækker dig, de unge kamelhingste fra Midjan og Efa. Alle dem fra Saba kommer. Guld og virak bærer de. Og Jehovas pris forkynder de.“ (Esajas 60:6) Rejsende købmænd fra forskellige stammer kommer dragende med deres kamelkaravaner ad vejene der fører til Jerusalem. (1 Mosebog 37:25, 28; Dommerne 6:1, 5; 1 Kongebog 10:1, 2) Der er kameler overalt. Det ser ud som om jorden er dækket af dem! De medfører kostbare gaver, et tegn på at handelsfolkene har fredelige hensigter. De ønsker at tilbede Jehova og bringer ham det bedste de har.

¹⁰ Købmændene er ikke de eneste der kommer. „Alle Kedars hjorde samles til dig. Nebajots væddere tjener dig.“ Ja, der kommer også hyrder med deres hjorde til Jerusalem. De medbringer gaver af det mest værdifulde de har — fåreflokke — og tilbyder deres tjeneste. Hvordan tager Jehova imod dem? Han siger: „Med min godkendelse bestiger de mit alter, og min hæders hus hædrer jeg.“ (Esajas 60:7) Jehova tager imod deres gaver, der vil blive brugt i den rene tilbedelse. — Esajas 56:7; Jeremias 49:28, 29.

11, 12. (a) Hvad får ’kvinden’ øje på da hun ser ud mod vest? (b) Hvorfor haster så mange til Jerusalem?

¹¹ Jehova beder nu ’kvinden’ se ud mod vest idet han spørger: „Hvem er disse der kommer flyvende som en sky, og som duer til hullerne i deres dueslag?“ Jehova svarer selv: „På mig håber øerne, ja tarsisskibene som tidligere, for at bringe dine sønner fra det fjerne, og med dem deres sølv og deres guld, til din Gud Jehovas navn og til Israels Hellige, for han har hædret dig.“ — Esajas 60:8, 9.

¹² Forestil dig at du står sammen med ’kvinden’ og ser ud over Det Store Hav mod vest. Hvad ser I? I det fjerne ses en sky af hvide prikker der bevæger sig hen over vandet. Den ligner en sky af fugle, men efterhånden som den nærmer sig, kan I se at det er skibe der kommer for fulde sejl. De kommer „langt borte fra“.a (Esajas 49:12) Der er så mange skibe der styrer mod Zion, at de ligner flokke af duer der vender hjem. Hvorfor har skibene et sådant hastværk? Fordi de bringer en ladning af tilbedere fra fjerne havne. Alle disse rejsende — både israelitter og fremmede, fra øst og vest, nær og fjern — haster til Jerusalem for at indvi alt hvad de har, til deres Gud Jehovas navn. — Esajas 55:5.

13. Hvem er i nutiden de der kaldes „sønner“ og „døtre“, og hvem udgør „nationernes forråd“?

¹³ Esajas 60:4-9 beskriver således med et malende billede den verdensomspændende vækst der har fundet sted siden Jehovas „kvinde“ begyndte at udsende sit lys midt i denne verdens mørke. Først kom det himmelske Zions „sønner“ og „døtre“, de som blev salvede kristne. De antog i 1931 officielt navnet Jehovas Vidner. Derefter kom i hast en „sky“ af sagtmodige mennesker, „nationernes forråd“ og „havets velstand“, som sluttede sig til resten af Kristi brødre.b I dag kommer alle disse tjenere for Jehova fra jordens fire hjørner og fra alle samfundslag og slutter sig til Guds Israel for at lovprise den suveræne Herre, Jehova, og ophøje det største navn i universet.

14. Hvordan skal det forstås at de nyankomne ’bestiger Guds alter’?

¹⁴ Men hvad betyder det at disse nyankomne fra nationerne ’bestiger Guds alter’? Man går op og lægger et offer på et alter. Apostelen Paulus brugte udtrykket „slagtoffer“ da han skrev til de kristne: „Jeg [beder] jer indtrængende . . . om at fremstille jeres legemer som et levende, helligt, Gud velbehageligt slagtoffer: jeres fornuftmæssige hellige tjeneste.“ (Romerne 12:1) Sande kristne er villige til at give sig selv. (Lukas 9:23, 24) De vier deres tid, kræfter og evner til fremme af den rene tilbedelse. (Romerne 6:13) De bringer på den måde antagelige lovprisningsofre til Gud. (Hebræerne 13:15) Det fylder vore hjerter med glæde at se at millioner som tilbeder Jehova i dag, både unge og gamle, lader Guds riges interesser komme før deres egne personlige ønsker. Det er en sand selvopofrende ånd. — Mattæus 6:33; 2 Korinther 5:15.

De nyankomne bidrager til væksten

15. (a) Hvordan viste Jehova sin barmhjertighed i fortiden over for udlændinge? (b) Hvordan har „udlændinge“ været med til at opbygge den sande tilbedelse i nutiden?

¹⁵ De nyankomne stiller både deres ejendele og deres tjeneste til rådighed for Guds „kvinde“. „Udlændinge skal bygge dine mure, og deres konger vil tjene dig; for i min harme har jeg slået dig, men i min velvilje vil jeg forbarme mig over dig.“ (Esajas 60:10) Jehova viste sin barmhjertighed i det 6. århundrede før vor tidsregning da udlændinge hjalp til ved genopbygningen af Jerusalem. (Ezra 3:7; Nehemias 3:26) I den større opfyldelse i dag hjælper „udlændinge“, det vil sige den store skare, den salvede rest med genopbygningen af den sande tilbedelse. De opbygger kristne egenskaber i dem de studerer Bibelen med, og de opbygger kristne menigheder og befæster ’murene’ omkring Jehovas bylignende organisation. (1 Korinther 3:10-15) De bygger også helt bogstaveligt, nemlig ved at opføre rigssale, stævnehaller og betelhjem. På denne måde støtter de deres salvede brødre i arbejdet med at tage sig af Jehovas voksende organisation. — Esajas 61:5.

16, 17. (a) Hvordan er ’portene’ til Guds organisation blevet holdt åbne? (b) Hvordan har „konger“ tjent Zion? (c) Hvad vil der ske med dem der søger at lukke de „porte“ som Jehova ønsker skal være åbne?

¹⁶ Som et resultat af det åndelige byggearbejde slutter hundredtusinder af „udlændinge“ sig hvert år til Jehovas organisation, og vejen er åben for endnu flere. Jehova siger: „Dine porte skal holdes åbne til stadighed; de skal ikke lukkes hverken ved dag eller ved nat, for at man kan bringe dig nationernes forråd, og deres konger fører an.“ (Esajas 60:11) Hvem er de „konger“ der fører an med hensyn til at bringe nationernes forråd til Zion? I fortiden påvirkede Jehova visse højtstående personers hjerte så han fik dem til at „tjene“ Zion. Kyros tog for eksempel initiativ til at sende jøderne hjem til Jerusalem for at genopbygge templet. Senere bidrog Artaxerxes med midler til genopbygningen af Jerusalems mure og lod i den forbindelse Nehemias rejse til Jerusalem. (Ezra 1:2, 3; Nehemias 2:1-8) Det er sandt som der siges: „En konges hjerte er som vandstrømme i Jehovas hånd.“ (Ordsprogene 21:1) Vores Gud kan få selv mægtige herskere til at handle i overensstemmelse med sin vilje.

¹⁷ I nutiden har mange „konger“ i form af verdslige øvrighedspersoner forsøgt at lukke ’portene’ til Jehovas organisation. Andre har ’tjent’ Zion ved at træffe afgørelser der har medvirket til at holde ’portene’ åbne. (Romerne 13:4) I 1919 blev Joseph F. Rutherford og hans medarbejdere løsladt af en verdslig øvrighed efter at have været idømt en uretfærdig fængselsstraf. (Åbenbaringen 11:13) Jordiske regeringer „opslugte“ den flod af forfølgelse som Satan havde sluppet løs efter at han var nedstyrtet fra himmelen. (Åbenbaringen 12:16) Nogle regeringer har fremmet religiøs tolerance, undertiden specielt til gavn for Jehovas Vidner. Denne form for tjeneste har gjort det lettere for mange at gå ind gennem de åbne „porte“ til Jehovas organisation. Og hvad med de modstandere som søger at lukke disse „porte“? Det vil ikke lykkes for dem, for Jehova siger: „Den nation og det rige der ikke vil tjene dig, går til grunde; og nationerne vil blive helt afsvedet.“ (Esajas 60:12) Alle som kæmper mod Guds „kvinde“ — det være sig enkeltpersoner eller organisationer — vil gå til grunde, om ikke før så i det kommende Harmagedonslag. — Åbenbaringen 16:14, 16.

18. (a) Hvad ligger der i løftet om at der skal vokse frodige træer i Israel? (b) Hvad er ’Jehovas fødders sted’ i dag?

¹⁸ Efter denne advarsel vender profetien tilbage til løfterne om ophøjelse og velstand. Henvendt til sin „kvinde“ siger Jehova: „Til dig kommer Libanons herlighed, enebærtræet sammen med asketræet og cypressen, for at hædre min helligdoms sted, ja mine fødders sted vil jeg herliggøre.“ (Esajas 60:13) Frodige træer bruges som billede på skønhed og frugtbarhed. (Esajas 41:19; 55:13) Udtrykkene „min helligdoms sted“ og „mine fødders sted“ i dette vers sigter til templet i Jerusalem. (1 Krønikebog 28:2; Salme 99:5) Imidlertid forklarede apostelen Paulus at templet i Jerusalem billedligt skildrede et større åndeligt tempel, den tilbedelsesordning hvorved man kan nærme sig Jehova på grundlag af Kristi offer. (Hebræerne 8:1-5; 9:2-10, 23) I dag herliggør Jehova ’sine fødders sted’, sit store åndelige tempels jordiske forgårde, og de virker så indbydende at de tiltrækker folk fra alle nationer og folkeslag, som kommer og deltager i den sande tilbedelse dér. — Esajas 2:1-4; Haggaj 2:7.

19. Hvad vil nogle modstandere blive tvunget til at anerkende, og hvornår vil de i hvert fald gøre det?

¹⁹ Jehova vender nu igen sin opmærksomhed mod sine modstandere og siger: „Sønnerne af dem som har mishandlet dig skal komme til dig, idet de bøjer sig; og alle som har handlet respektløst over for dig, skal kaste sig ned for dine fødder, og de skal kalde dig Jehovas By, Israels Helliges Zion.“ (Esajas 60:14) Ja, nogle modstandere vil, når de ser Guds folks vækst og det langt bedre liv som Guds velsignelse medfører, komme og bøje sig for ’kvinden’. Det vil sige at de bliver tvunget til på et eller andet tidspunkt — måske først i Harmagedon — at anerkende at den salvede rest og dens medarbejdere repræsenterer Guds himmelske organisation, „Jehovas By, Israels Helliges Zion“.

Bruger tilgængelige ressourcer

20. Hvilken stor forandring erfarer ’kvinden’?

²⁰ Jehovas „kvinde“ vil erfare en stor forandring. Jehova siger: „I stedet for at du er forladt og hadet og ingen drager igennem dig, skal jeg gøre dig til en varig stolthed, en glæde generation efter generation. Og du skal die nationernes mælk, og ved kongers bryst skal du die; og du skal vide at jeg, Jehova, er din Frelser, og Jakobs Mægtige din Genløser.“ — Esajas 60:15, 16.

21. (a) Hvordan blev fortidens Jerusalem til „en varig stolthed“? (b) Hvilke velsignelser har Jehovas salvede tjenere erfaret siden 1919, og hvordan har de ’diet nationernes mælk’?

²¹ I 70 år havde fortidens Jerusalem så at sige været fjernet fra landkortet; ’ingen var draget igennem den’. Men i 537 f.v.t. begyndte Jehova igen at befolke byen og gøre den til „en varig stolthed“. Svarende hertil erfarede Guds Israel hen imod slutningen af den første verdenskrig en tilstand hvori det følte sig fuldstændig „forladt“. Men i 1919 udfriede Jehova sine salvede tjenere fra fangenskabet og har siden da velsignet dem med en enestående vækst og åndelig velstand. Hans folk har ’diet nationernes mælk’ på den måde at det har brugt de materielle ressourcer i verden til fremme af den sande tilbedelse. For eksempel har den moderne teknologi gjort det muligt at oversætte og udgive bibler og bibelske publikationer på hundreder af sprog. Som følge heraf er der hvert år hundredtusinder der studerer Bibelen sammen med Jehovas Vidner og kommer til forståelse af at Jehova ved Kristus er deres Frelser og Genløser. — Apostelgerninger 5:31; 1 Johannes 4:14.

Organisationsmæssig fremgang

22. Hvilken særlig form for fremgang lover Jehova?

²² Samtidig med den talmæssige fremgang har Jehovas folk også erfaret en organisationsmæssig fremgang. Jehova siger: „I stedet for kobber bringer jeg guld, og i stedet for jern bringer jeg sølv, og i stedet for træ, kobber, og i stedet for sten, jern; og jeg indsætter fred som dine tilsynsmænd, og retfærdighed som dine arbejdsfogeder.“ (Esajas 60:17) Det er en forbedring at erstatte kobber med guld, og det samme er tilfældet med de andre materialer der nævnes. I overensstemmelse hermed har Jehovas folk erfaret flere forbedringer på det organisationsmæssige område her i de sidste dage.

23, 24. Hvilke organisationsmæssige ændringer har Jehovas folk oplevet siden 1919?

²³ Indtil 1919 havde menighederne demokratisk valgte ældste og diakoner. Men fra og med dette år blev en „arbejdsdirektør“ udnævnt teokratisk i hver menighed til at lede forkyndelsen udadtil. (Der var dog tilfælde hvor nogle valgte ældste modstod denne ordning.) Dette ændredes i 1932. Gennem Vagttårnet blev menighederne opfordret til at standse ordningen med valgte ældste og diakoner. I stedet for skulle de udpege et tjenesteudvalg som skulle arbejde sammen med arbejdsdirektøren. Det var en stor forbedring.

²⁴ I 1938 kom der mere „guld“ til da det blev indført at alle tjenere i en menighed skulle udnævnes teokratisk. Menighedens ledelse blev nu overdraget en kredstjener (senere kaldt en menighedstjener) og hans assistenter, alle udnævnt af „den trofaste og kloge træl“.c (Mattæus 24:45-47) I 1972 forstod man imidlertid at ledelsen af en menighed bibelsk set burde være overdraget et ældsteråd og ikke en enkelt mand. (Filipperne 1:1) Andre ændringer blev foretaget både for menighedernes og Det Styrende Råds vedkommende. Den seneste ændring fandt sted den 7. oktober 2000 da det blev bekendtgjort at medlemmer af Det Styrende Råd der havde været medlemmer af bestyrelsen for Watch Tower Society of Pennsylvania og dets datterselskaber, havde trukket sig tilbage fra disse poster. På denne måde ville Det Styrende Råd, som repræsenterer „den trofaste og kloge træl“, kunne ofre mere opmærksomhed på den åndelige ledelse af „Guds menighed“ og dens medarbejdere, de andre får. (Apostelgerninger 20:28) Alle disse ændringer har været forbedringer. De har styrket Jehovas organisation og været til velsignelse for dem der tilbeder ham.

25. Hvem har været årsag til de organisationsmæssige forbedringer blandt Jehovas folk, og hvilke velsignelser har de høstet?

²⁵ Hvem har været årsag til disse forbedringer? Skyldes de menneskers organisatoriske evner eller dygtighed? Nej, for Jehova sagde jo: „I stedet for kobber bringer jeg guld,“ og så videre. Alle disse fremskridt skyldes Guds ledelse. Efterhånden som Jehovas folk har underordnet sig hans ledelse og foretaget ændringer, har de høstet velsignelser. Der hersker fred iblandt dem, og kærligheden til retfærdighed tilskynder dem til at tjene ham.

26. Hvad har selv Jehovas Vidners modstandere lagt mærke til?

²⁶ Hvor der er gudgiven fred, sker der en forandring til det bedre. Jehovas løfte lyder: „Der høres ikke mere om vold i dit land, om at der hærges og nedbrydes inden for dine grænser. Og du skal kalde dine mure Frelse og dine porte Lovsang.“ (Esajas 60:18) Hvor er det sandt! Selv modstandere har lagt mærke til den fred der råder blandt Jehovas Vidner. (Mika 4:3) Denne fred med Gud og blandt Vidnerne indbyrdes gør deres mødesale til en oase midt i en voldelig verden. (1 Peter 2:17) Den er en forsmag på den fred der vil råde når alle der bor på jorden, vil være „oplært af Jehova“. — Esajas 11:9; 54:13.

Guds godkendelses strålende lys

27. Hvilket varigt lys vil skinne på Jehovas „kvinde“?

²⁷ Det strålende lys der skinner på Jerusalem, beskrives af Jehova med ordene: „Solen er ikke mere dit lys om dagen, og månens skin giver dig ikke mere lys. Men Jehova skal være varigt lys for dig, og din Gud din hæder. Din sol går ikke mere ned, og din måne vil ikke mere tage af; for Jehova skal være varigt lys for dig, og dine sørgedage skal være til ende.“ (Esajas 60:19, 20) Jehova vil være et „varigt lys“ for sin „kvinde“. Han vil ikke ’gå ned’ som solen eller ’tage af’ som månen.d Hans godkendelses stadige lys vil skinne på de salvede kristne, som repræsenterer hans „kvinde“ på jorden. Sammen med den store skare erfarer de et så strålende åndeligt lys at intet mørke på den politiske eller økonomiske skueplads i verden vil kunne fortrænge det. Dertil kommer at de ifølge Guds løfte har udsigt til en strålende fremtid. — Romerne 2:7; Åbenbaringen 21:3-5.

28. (a) Hvilket løfte fik de som vendte hjem til Jerusalem? (b) Hvad tog de salvede kristne i besiddelse i 1919? (c) Hvor længe vil de retfærdige have landet i besiddelse?

²⁸ Om Jerusalems indbyggere siger Jehova derefter: „Dit folk, de er alle retfærdige; for stedse har de landet i besiddelse, et skud af min plantning, mine hænders værk, til min hæder.“ (Esajas 60:21) Da israelitterne vendte tilbage til deres hjemland fra Babylon, tog de „landet i besiddelse“. Men i deres tilfælde viste „for stedse“ sig ikke at vare længere end til det første århundrede da romerne ødelagde Jerusalem og den jødiske stat gik til grunde. I 1919 kom de salvede kristnes rest ud af deres åndelige fangenskab og tog deres åndelige land i besiddelse. (Esajas 66:8) I dette land, eller virkeområde, råder der i åndelig henseende en paradisisk velstand der aldrig vil forsvinde. Til forskel fra Israel i fortiden vil det åndelige Israel som organisation betragtet aldrig vise sig utro. Derudover får Esajas’ profeti en bogstavelig opfyldelse når jorden bliver et virkeligt paradis hvor der råder „megen fred“. Da vil de retfærdige som har et jordisk håb, tage landet i besiddelse for evigt. — Salme 37:11, 29.

29, 30. Hvordan er „den mindste“ blevet til „tusind“?

²⁹ Kapitel 60 i Esajas’ Bog slutter med et højtideligt løfte hvis opfyldelse Jehova garanterer med sit eget navn. Han erklærer: „Den mindste vil blive til tusind, og den ringeste til en mægtig nation. Jeg, Jehova, vil fremskynde det når tiden er inde til det.“ (Esajas 60:22) Da de salvede, som havde været spredt, blev genrejst til aktivitet i 1919, var de „den mindste“.e Men deres antal voksede efterhånden som de resterende åndelige israelitter blev indsamlet. Og væksten blev helt overvældende da indsamlingen af den store skare begyndte.

³⁰ Inden længe tiltrak den fred og retfærdighed der rådede blandt Guds folk, så mange retsindige at „den ringeste“ bogstavelig talt voksede til „en mægtig nation“. På nuværende tidspunkt tæller den flere end der er indbyggere i mange lande i verden. Det er tydeligt at Jehova ved Jesus Kristus har ledet og fremskyndet Rigets arbejde. Det er fantastisk at se hvordan den sande tilbedelse er blevet udbredt til hele verden, og en stor tilfredsstillelse at have haft en andel i det. Vi glæder os over hele denne vækst, som herliggør Jehova, der selv profeterede om den for så længe siden.

[Fodnoter]

[Illustration på side 305]

’Kvinden’ får befaling til at ’rejse sig’

[Illustration på side 312, 313]

„Tarsisskibene“ bringer deres ladning af dem der tilbeder Jehova

Kapitel toogtyve

Retfærdighed spirer i Zion

Esajas 61:1-11

1, 2. Hvilken forandring vil der ske med Israel, og hvem vil udvirke den?

FORKYND frihed! Jehova har besluttet at udfri sit folk og genrejse det i dets fædreland. Ligesom frø der spirer efter en mild regn, vil den sande tilbedelse vise sig igen. Når den dag oprinder, vil fortvivlelse give plads for glad lovprisning, og hoveder som var dækket af sorgens aske, vil blive prydet med Guds godkendelse.

² Hvem vil udvirke denne mirakuløse forandring? Det kan kun Jehova. (Salme 9:19, 20; Esajas 40:25) Profeten Zefanias gav den profetiske befaling: „Råb af glæde, Zions datter! Bryd ud i jubelråb, Israel! Fryd dig og jubl af glæde af et helt hjerte, Jerusalems datter! Jehova har fjernet dommene over dig.“ (Zefanias 3:14, 15) Det vil blive en tid med glæde og jubel. Når Jehova til sin tid vil samle den genrejste rest og føre den ud af Babylon, vil det være som en drøm der var blevet til virkelighed. — Salme 126:1.

3. Hvornår blev profetien i kapitel 61 i Esajas’ Bog opfyldt, og får den en senere opfyldelse?

³ Denne genoprettelse er forudsagt i kapitel 61 i Esajas’ Bog. Profetien blev helt klart opfyldt i 537 f.v.t., men den får også en senere og mere detaljeret opfyldelse. Det skete i det første århundrede i forbindelse med Jesus og hans disciple, og den omfatter også Jehovas folk i dag. Disse inspirerede ord har derfor stor betydning.

„Et velviljens år“

4. Hvem fik til opgave at forkynde godt nyt i den første opfyldelse af Esajas 61:1, og hvem opfyldte derefter profetien?

⁴ Esajas skriver: „Den suveræne Herre Jehovas ånd er over mig, fordi Jehova har salvet mig til at bringe godt nyt til de sagtmodige. Han har sendt mig for at forbinde dem hvis hjerte er sønderbrudt, for at udråbe frihed for de fangne, og at øjnene skal åbnes helt for de fængslede.“ (Esajas 61:1) Hvem er det der får til opgave at bringe godt nyt? I den første opfyldelse var det efter alt at dømme Esajas, som blev inspireret af Gud til at nedskrive dette gode budskab til fangerne i Babylon. Men Jesus pegede på den mest betydningsfulde opfyldelse da han anvendte Esajas’ ord på sig selv. (Lukas 4:16-21) Ja, Jesus blev sendt ud for at bringe godt nyt til de sagtmodige, og i den hensigt blev han salvet med hellig ånd ved sin dåb. — Mattæus 3:16, 17.

5. Hvem har forkyndt godt nyt i omkring 2000 år?

⁵ Jesus lærte sine disciple at forkynde evangeliet, den gode nyhed. På pinsedagen i år 33 blev omkring 120 salvet med hellig ånd og blev derved åndelige sønner af Gud. (Apostelgerninger 2:1-4, 14-42; Romerne 8:14-16) De fik også til opgave at forkynde godt nyt for de sagtmodige og dem med et sønderbrudt hjerte. Disse 120 disciple var de første af 144.000 som skulle salves på denne måde. Resten af de 144.000 lever og virker stadig på jorden i dag. Det vil sige at salvede disciple af Jesus i omkring 2000 år har vidnet „om sindsændring over for Gud og tro på vor Herre Jesus“. — Apostelgerninger 20:21.

6. Hvem var den gode nyhed til opmuntring for i fortiden, og hvem er den til opmuntring for i dag?

⁶ Esajas’ inspirerede budskab var til opmuntring for de angrende jøder i Babylon. På Jesu og hans disciples tid var budskabet til opmuntring for jøder hvis hjerter var sønderbrudte på grund af ondskab og ugudelighed i Israel, og som følte sig fanget og undertrykt af jødedommens falske religiøse overleveringer. (Mattæus 15:3-6) I dag føler millioner i kristenheden sig bundet af hedenske skikke og gudvanærende overleveringer, og de „sukker og stønner“ på grund af alt det afskyelige der finder sted i kristenheden. (Ezekiel 9:4) De der tager imod den gode nyhed, bliver udfriet fra den sørgelige tilstand de befinder sig i. (Mattæus 9:35-38) Deres hjertes øjne bliver åbnet når de lærer at tilbede Jehova „i ånd og sandhed“. — Johannes 4:24.

7, 8. (a) På hvilke to tidspunkter begyndte der et „velviljens år“? (b) Hvornår indtraf der en „hævnens dag fra vor Gud“, og hvornår kommer der endnu en?

⁷ Der er givet en bestemt tidsperiode hvori den gode nyhed skal forkyndes. Jesus og hans disciple fik befaling til at „udråbe et velviljens år fra Jehova og en hævnens dag fra vor Gud; for at trøste alle de sørgende“. (Esajas 61:2) Et år er lang tid, men det har en begyndelse og en afslutning. „Velviljens år fra Jehova“ er den tidsperiode hvori Jehova giver de sagtmodige lejlighed til at høre og tage stilling til budskabet om udfrielse.

⁸ I det første århundrede begyndte „velviljens år“ for det jødiske folk i år 29 da Jesus påbegyndte sin jordiske tjeneste. Han sagde til jøderne: „I må ændre sind, for himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) Dette år med velvilje varede indtil „hævnens dag“, der kom i år 70 da romerne ødelagde Jerusalem og templet. (Mattæus 24:3-22) Vi oplever i dag et andet „velviljens år“. Det begyndte da Guds rige blev oprettet i himmelen i 1914, og det slutter med en anden, mere omfattende, „hævnens dag“. Jehova vil da tilintetgøre hele den nuværende onde tingenes ordning i ’den store trængsel’. — Mattæus 24:21.

9. Hvem får i dag gavn af året med Guds velvilje?

⁹ Hvem får i dag gavn af året med Guds velvilje? Det gør de der tager imod budskabet om Guds rige, viser sagtmodighed og nidkært støtter den forkyndelse der foregår „blandt alle nationerne“. (Markus 13:10) De erfarer at den gode nyhed er til sand trøst. Men de der afviser budskabet og ikke benytter sig af dette „velviljens år fra Jehova“, må tage konsekvensen af det når „hævnens dag“ kommer. — 2 Thessaloniker 1:6-9.

En åndelig frugt der herliggør Gud

10. Hvordan blev de jøder der vendte hjem fra Babylon, berørt af det Jehova havde gjort for dem?

¹⁰ De jøder som vendte tilbage fra Babylon, forstod at Jehova havde gjort noget stort for dem. Deres sorg over at være fanger blev vendt til glæde og lovsang fordi de endelig havde fået deres frihed. Esajas opfyldte således sit hverv som profet, der bestod i „at tildele dem der sørger over Zion, give dem en hovedbeklædning i stedet for aske, glædens olie i stedet for sorg, lovsangs kappe i stedet for mismodig ånd; og de skal kaldes retfærdigheds vældige træer, Jehovas plantning til hans hæder.“ — Esajas 61:3.

11. Hvem i det første århundrede havde god grund til at prise Jehova for det han havde gjort for dem?

¹¹ De jøder som blev udfriet fra trældom under falsk religion i det første århundrede, priste ligeledes Gud for det han havde gjort til gavn for dem. Deres mismod blev erstattet af „lovsangs kappe“ da de blev udfriet fra en åndeligt død nation. Som de første erfarede Jesu disciple denne forandring da sorgen over hans død blev vendt til glæde over at de var blevet salvet med hellig ånd af deres opstandne Herre. Kort efter erfarede 3000 andre en lignende forandring da de blev døbt efter at have taget imod det budskab som blev forkyndt af de kristne der var blevet salvet kort forinden. Det skete alt sammen på pinsedagen i år 33. (Apostelgerninger 2:41) De havde nu vished for at de havde Jehovas velsignelse. I stedet for at ’sørge over Zion’ modtog de hellig ånd, og deres sorg blev lindret med „glædens olie“, et symbol på den glæde der fylder dem der bliver velsignet af Jehova. — Hebræerne 1:9.

12, 13. (a) Hvem var de „vældige træer“ blandt de hjemvendte jøder i 537 f.v.t.? (b) Hvem har været „retfærdigheds vældige træer“ siden pinsen i år 33?

¹² Jehova ville velsigne sit folk med „retfærdigheds vældige træer“. Hvem er disse træer? I årene efter 537 f.v.t. var det nogle som studerede og grundede over Guds ord og fulgte Jehovas retfærdige normer. (Salme 1:1-3; Esajas 44:2-4; Jeremias 17:7, 8) Mænd som Ezra, Haggaj, Zakarias og ypperstepræsten Josua viste sig at være sådanne „vældige træer“, mænd som stod fast for sandheden og bekæmpede åndelig forurening i nationen.

¹³ Fra pinsen i år 33 har Gud plantet lignende „vældige træer“ — modige salvede kristne — i sin nye nations, ’Guds Israels’, åndelige land. (Galaterne 6:16) I tidens løb er deres antal vokset til 144.000, og de har båret retfærdigheds frugt til Jehova Guds hæder, det vil sige til herliggørelse af ham. (Åbenbaringen 14:3) De sidste af dem er kommet til i årene efter 1919 da Jehova genoplivede resten af Guds Israel efter dens midlertidige uvirksomme tilstand. Ved hjælp af en rigelig forsyning af åndeligt vand har Jehova så at sige frembragt en hel skov af retfærdige, frugtbærende træer. — Esajas 27:6.

14, 15. Hvilken genopbygning påbegyndte Jehovas udfriede tjenere i (a) 537 f.v.t.? (b) 33 e.v.t.? (c) 1919?

¹⁴ Esajas fortsætter, idet han fremhæver det arbejde disse „træer“ skulle udføre: „De skal genopbygge de steder som længe har været afsvedne; de rejser tidligere tiders øde tomter, og de skal forny de afsvedne byer, de steder der lå øde generation efter generation.“ (Esajas 61:4) De trofaste jøder som vendte hjem fra Babylon, genopbyggede i overensstemmelse med perserkongen Kyros’ dekret Jerusalem og templet som havde ligget i ruiner. På samme måde ville der også finde en genopbygning sted i tiden efter år 33 og 1919.

¹⁵ I år 33 blev Jesu disciple grebet af sorg på grund af hans arrestation, forhøret af ham og hans død. (Mattæus 26:31) Men der skete en forandring da han viste sig for dem efter sin opstandelse. Og så snart den hellige ånd var blevet udgydt over dem, fik de travlt med at forkynde den gode nyhed, „både i Jerusalem og i hele Judæa og Samaria og til jordens fjerneste egne“. (Apostelgerninger 1:8) På denne måde begyndte de at genoprette den rene tilbedelse. Svarende hertil lod Jesus Kristus resten af sine salvede brødre genopbygge „steder der lå øde generation efter generation“. I århundreder havde kristenhedens præsteskab undladt at give deres menigheder sand kundskab om Jehova Gud idet de havde erstattet den med menneskeskabte traditioner og ubibelske dogmer. De salvede kristne rensede deres menigheder for skikke der havde berøring med falsk religion, så den sande tilbedelse kunne blive genindført. Og de påbegyndte det der skulle vise sig at blive det største forkyndelsesarbejde verden nogen sinde havde set. — Markus 13:10.

16. Hvem har hjulpet de salvede kristne med genopbygningsarbejdet, og hvilke pligter har de fået overdraget?

¹⁶ Dette var en kæmpeopgave. Hvordan kunne de relativt få der var tilbage af Guds Israel, magte denne opgave? Jehova inspirerede Esajas til at sige: „Fremmede skal stå og vogte jeres hjorde, og udlændinge vil være jeres agerdyrkere og jeres vinavlere.“ (Esajas 61:5) De billedlige „fremmede“ og „udlændinge“ har vist sig at udgøre „en stor skare“ af Jesu „andre får“.a (Åbenbaringen 7:9; Johannes 10:11, 16) De er ikke blevet salvet med hellig ånd med henblik på at skulle modtage en himmelsk arv. De har derimod håb om evigt liv på en paradisisk jord. (Åbenbaringen 21:3, 4) Men de nærer kærlighed til Jehova og har fået til opgave i åndelig forstand at vogte hjorden og være agerdyrkere og vinavlere. Det er ikke tyendearbejde. Under ledelse af Guds Israels rest hjælper de med at vogte hjorden og give den føde og deltager i det åndelige høstarbejde. — Lukas 10:2; Apostelgerninger 20:28; 1 Peter 5:2; Åbenbaringen 14:15, 16.

17. (a) Hvad vil de der hører til Guds Israel, blive kaldt? (b) Hvilket offer alene kan tilgive synder?

¹⁷ Hvad med dem der hører til Guds Israel? Henvendt til dem siger Jehova gennem Esajas: „I vil blive kaldt Jehovas præster; som vor Guds tjenere omtales I. Nationernes forråd spiser I, og i deres herlighed bryster I jer.“ (Esajas 61:6) I fortidens Israel frembar det levitiske præsteskab ofre til gavn for sig selv og deres landsmænd. Men i år 33 ophørte Jehova med at bruge dette præsteskab og indstiftede en bedre ordning. Han tog imod Jesu fuldkomne liv som et offer for menneskehedens synder. Siden da har der ikke været brug for noget andet offer. Jesu offer har evigvarende gyldighed. — Johannes 14:6; Kolossenserne 2:13, 14; Hebræerne 9:11-14, 24.

18. Hvilket særligt præsteskab udgør Guds Israel, og hvilken opgave har det fået betroet?

¹⁸ På hvilken måde er de der hører til Guds Israel, da „Jehovas præster“? Apostelen Peter skrev til salvede medkristne: „I er ’en udvalgt slægt, et kongeligt præsteskab, en hellig nation, et folk til at være en særlig ejendom, for at I vidt og bredt skal forkynde hans dyder’, han som har kaldt jer ud af mørket ind til sit vidunderlige lys.“ (1 Peter 2:9) Som gruppe betragtet udgør de salvede kristne altså et præsteskab som har en særlig opgave, nemlig den at forkynde om Guds herlighed for nationerne. De skal være hans vidner. (Esajas 43:10-12) De salvede kristne har trofast udført denne vigtige opgave i disse sidste dage, og som følge heraf deltager nu millioner sammen med dem i arbejdet med at forkynde Jehovas rige.

19. Hvilken tjeneste får de salvede kristne til opgave at udføre?

¹⁹ Desuden har de der udgør Guds Israel, udsigt til at tjene som præster på en anden måde. Efter deres død bliver de oprejst til udødeligt, åndeligt liv i himmelen. Dér tjener de ikke alene som Jesu medregenter i hans rige, men også som Guds præster. (Åbenbaringen 5:10; 20:6) I denne egenskab har de til opgave at anvende goderne af Jesu genløsningsoffer til gavn for trofaste mennesker på jorden. I apostelen Johannes’ syn som vi læser om i Åbenbaringen, kapitel 22, beskrives de igen som „træer“. Alle de 144.000 „træer“ befinder sig i himmelen, hvor de „frembringer frugt tolv gange, idet de giver deres frugt hver måned. Og bladene på træerne [er] til lægedom for nationerne.“ (Åbenbaringen 22:1, 2) En beskrivelse af en storslået præstetjeneste!

Skam og ydmygelse, derefter fryd og glæde

20. Hvordan vil det kongelige præsteskab blive velsignet trods den modstand det møder?

²⁰ Siden 1914 da året med velvilje fra Jehova begyndte, har det kongelige præsteskab kun mødt modstand hos kristenhedens præsteskab. (Åbenbaringen 12:17) Ikke desto mindre er alle bestræbelser på at standse forkyndelsen af den gode nyhed i sidste ende slået fejl. Det blev forudsagt i Esajas’ profeti således: „I stedet for jeres skam vil I få en dobbelt del, og i stedet for ydmygelse vil de råbe af glæde over deres andel. Derfor vil de i deres land tage en dobbelt del i besiddelse. Varig fryd vil blive dem til del.“ — Esajas 61:7.

21. Hvordan gik det til at de salvede kristne fik en dobbelt del af velsignelser?

²¹ Under den første verdenskrig blev den salvede rest udsat for skam og ydmygelse i kristenheden, som var nationalistisk. Der var gejstlige blandt dem som falskeligt anklagede otte trofaste brødre fra staben på hovedkontoret i Brooklyn. Anklagen lød på statsfjendtlig virksomhed, og brødrene sad fængslet i ni måneder. De blev løsladt i foråret 1919, og senere frafaldt man alle anklager mod dem. Planen om at få forkyndelsen standset lykkedes altså ikke. Der skete det stik modsatte. I stedet for at Jehovas tjenere blev udsat for varig skam, udfriede Jehova dem og genrejste dem i deres åndelige virkeområde, „deres land“. Dér fik de en dobbelt del af velsignelser, som rigeligt opvejede alt det de havde lidt. De havde virkelig grund til at „råbe af glæde“!

22, 23. På hvilken måde ligner de salvede kristne Jehova, og hvilken belønning får de?

²² Dét Jehova dernæst udtaler, viser at de kristne i dag har endnu en grund til at glæde sig: „Jeg, Jehova, elsker ret, hader røveri sammen med uretfærdighed. Og jeg skal give dem deres løn i sandhed, og en varig pagt slutter jeg med dem.“ (Esajas 61:8) Gennem deres studium af Bibelen har de salvede lært at elske ret og at hade uret. (Ordsprogene 6:12-19; 11:20) De har lært at „smede deres sværd til plovjern“ og har derfor holdt sig neutrale i krige og under politiske omvæltninger. (Esajas 2:4) De har også aflagt sådan noget som bagtalelse, utugt, tyveri og drikkeri, alt sammen handlinger der vanærer Gud. — Galaterne 5:19-21.

²³ Da de salvede kristne nærer den samme kærlighed til ret som Jehova, har han givet dem „deres løn i sandhed“. Som en sådan „løn“ har han blandt andet sluttet „en varig pagt“, den nye pagt, med dem. På grundlag af denne pagt — som Jesus gjorde sine disciple bekendt med aftenen før sin død — er de blevet en åndelig nation, Guds særlige ejendom. (Jeremias 31:31-34; Lukas 22:20) Under denne pagt vil Jehova virkeliggøre alt det som Jesu genløsningsoffer har udvirket — tilgivelse af synder indbefattet — til gavn for både de salvede og alle andre trofaste blandt menneskene.

Glæde og jubel over Jehovas velsignelser

24. Hvem blandt nationerne er „det afkom“ som Jehova har velsignet, og hvordan er de blevet dette „afkom“?

²⁴ Nogle enkeltpersoner blandt nationerne har set at Jehova har velsignet sit folk. Dette blev forudsagt med følgende løfte fra Jehova: „Deres afkom skal blive kendt blandt nationerne, og deres efterkommere midt iblandt folkeslagene. Alle som ser dem vil genkende dem og se at de er det afkom som Jehova har velsignet.“ (Esajas 61:9) De salvede kristne, de som hører til Guds Israel, har virket blandt nationerne i året med velvilje fra Jehova. De som har reageret positivt på deres forkyndelse, tæller i dag flere millioner. Ved deres nære samarbejde med Guds Israel er de blevet „det afkom som Jehova har velsignet“. Den lykkelige tilstand der råder iblandt dem, er noget som alle lægger mærke til.

25, 26. Hvordan giver alle kristne udtryk for de følelser der beskrives i Esajas 61:10?

²⁵ Alle kristne, både de salvede og de andre får, ser frem til at lovprise Jehova i al evighed. De er fuldstændig enige med profeten Esajas, som under inspiration siger: „Jeg vil visselig glæde mig over Jehova. Min sjæl vil juble over min Gud. For han har klædt mig i frelsens klæder; i retfærdighedens ærmeløse overklædning har han hyllet mig, som en brudgom der på præstelig vis tager hovedbeklædning på, og som bruden der pynter sig med sine smykker.“ — Esajas 61:10.

²⁶ Iført „retfærdighedens ærmeløse overklædning“ er de salvede kristne besluttede på at forblive rene i Jehovas øjne. (2 Korinther 11:1, 2) De er blevet erklæret retfærdige af Jehova med henblik på at skulle arve himmelsk liv og vil aldrig vende tilbage til Babylon den Store, som de er blevet udfriet fra. (Romerne 5:9; 8:30) Frelsens klæder er dyrebare for dem. Deres medarbejdere, de andre får, er ligeledes besluttede på at følge Jehovas ophøjede normer for ren tilbedelse. De har „vasket deres lange klæder og gjort dem hvide i Lammets blod“, de er blevet erklæret retfærdige og vil overleve „den store trængsel“. (Åbenbaringen 7:14; Jakob 2:23, 25) Indtil det sker, følger de deres salvede medarbejderes eksempel og undgår enhver besmittelse med Babylon den Store.

27. (a) Hvad vil ’spire frem’ i tusindårsriget? (b) Hvor er den allerede spiret frem?

²⁷ Jehovas tjenere i dag glæder sig over at være i et åndeligt paradis. Snart vil de komme til at opleve et helt bogstaveligt paradis. Af hele vort hjerte ser vi frem til den tid, som de afsluttende ord i kapitel 61 giver en malende beskrivelse af: „Som jorden lader sine spirer bryde frem, og som haven lader det der er sået i den, spire, sådan vil den suveræne Herre Jehova få retfærdighed og lovsang til at spire foran alle nationerne.“ (Esajas 61:11) Under Kristi tusindårige styre vil ’retfærdighed spire frem’ på jorden. Menneskene vil råbe af glæde, og der vil råde retfærdighed på hele jorden. (Esajas 26:9) Men vi behøver ikke at vente på denne storslåede dag for at lovprise Jehova foran alle nationerne. Retfærdigheden er allerede spiret frem blandt de millioner som herliggør himmelens Gud og forkynder den gode nyhed om hans rige. Allerede nu giver vores tro og vort håb os rigelig grund til at glæde os og juble over velsignelserne fra Gud.

[Fodnote]

[Illustration på side 323]

Esajas har godt nyt at forkynde for de jødiske fanger

[Illustration på side 331]

Fra og med år 33 har Jehova plantet 144.000 „retfærdigheds vældige træer“

[Illustration på side 334]

Retfærdighed vil spire frem på jorden

Kapitel treogtyve

„Et nyt navn“

Esajas 62:1-12

1. Hvad giver kapitel 62 i Esajas’ Bog forvisning om?

TRØST, håb og forvisning om udfrielse — det var hvad de fortvivlede jøder i Babylon havde brug for. Der var gået adskillige årtier siden Jerusalem og templet var blevet ødelagt. Omkring 800 kilometer borte lå Juda øde, og tilsyneladende var jøderne blevet glemt af Jehova. Hvad kunne ændre situationen for dem? Det kunne løfter fra Jehova om at han ville føre dem tilbage til deres hjemland og lade dem genoprette den rene tilbedelse. Så ville sådanne udtryk som „forladt“ og „øde“ blive erstattet af ord som betød at de havde Guds godkendelse. (Esajas 62:4; Zakarias 2:12) Kapitel 62 i Esajas’ Bog er fyldt med løfter herom. Men som alle andre genoprettelsesprofetier rækker profetierne i dette kapitel langt ud over jødernes udfrielse fra fangenskabet i Babylon. I den større opfyldelse giver kapitel 62 i Esajas’ Bog os forvisning om at Jehovas åndelige nation, „Guds Israel“, vil opnå frelse. — Galaterne 6:16.

Jehova vil ikke forholde sig rolig

2. Hvordan viste Jehova at han atter ville begunstige Zion?

² Babylon blev indtaget i 539 f.v.t. Derefter udstedte perserkongen Kyros et dekret som gjorde det muligt for gudfrygtige jøder at vende tilbage til Jerusalem og genoprette tilbedelsen af Jehova. (Ezra 1:2-4) I 537 f.v.t. befandt de første jøder sig igen i deres hjemland, og Jehova begunstigede atter Jerusalem, som det fremgår af følgende profetiske løfte, der vidner om hans kærlighed til byen: „For Zions skyld vil jeg ikke være tavs, og for Jerusalems skyld vil jeg ikke forholde mig rolig før dets retfærdighed bryder frem som det klare lys, og dets frelse som en fakkel der brænder.“ — Esajas 62:1.

3. (a) Hvorfor blev det jordiske Zion til sidst forkastet af Jehova, og hvad trådte i stedet? (b) Hvilket frafald indtraf, hvornår skete det, og hvilken tidsperiode lever vi nu i?

³ I 537 f.v.t. opfyldte Jehova sit løfte om at ville genrejse Jerusalem, Zion. Byens indbyggere erfarede at de blev frelst af Jehova, og deres retfærdighed skinnede klart som lyset. Men senere afveg jøderne igen fra den rene tilbedelse. De tog ikke imod Jesus som Messias, og Jehova forkastede dem til sidst som sit udvalgte folk. (Mattæus 21:43; 23:38; Johannes 1:9-13) Jehova lod en ny nation, „Guds Israel“, fremstå. Denne nye nation blev hans særlige folk, og i det første århundrede forkyndte de som hørte til det, nidkært den gode nyhed i hele den dakendte verden. (Galaterne 6:16; Kolossenserne 1:23) Sørgeligt nok fandt der et frafald sted efter apostlenes død, og i dag ser man en afvegen form for kristendom praktiseret blandt såkaldte kristne. (Mattæus 13:24-30, 36-43; Apostelgerninger 20:29, 30) I århundreder har disse såkaldte kristne bragt stor forsmædelse over Jehovas navn, men i 1914 begyndte „et velviljens år fra Jehova“ og dermed også den større opfyldelse af denne del af Esajas’ profeti. — Esajas 61:2.

4, 5. (a) Hvem er Zion og hendes børn et symbol på i dag? (b) Hvordan har Jehova brugt Zion „som en fakkel der brænder“?

⁴ I dag er Guds løfte om at genrejse Zion blevet opfyldt på hans himmelske organisation, „det Jerusalem som er oventil“, der her på jorden repræsenteres af dets børn, de salvede kristne. (Galaterne 4:26) Jehovas himmelske organisation, hans „hustru“, er en hengiven støtte og hjælper — vågen, kærlig og flittig. Det var en glædelig begivenhed da hun „fødte“ det messianske rige i 1914. (Åbenbaringen 12:1-5) Især fra og med 1919 har hendes jordiske børn forkyndt om hendes retfærdighed og frelse. Som Esajas forudsagde, har hendes børn oplyst mørket som en brændende fakkel, og det gør de ved at lade deres lys skinne. — Mattæus 5:15, 16; Filipperne 2:15.

⁵ Jehova nærer dyb interesse for dem der tilbeder ham, og vil ikke hvile, eller forholde sig i ro, før han har opfyldt alle sine løfter til Zion og hendes børn. Resten af de salvede og deres medarbejdere, de „andre får“, vil heller ikke forholde sig i ro og forblive tavse. (Johannes 10:16) De lader deres røst lyde idet de peger på den eneste vej til frelse. — Romerne 10:10.

„Et nyt navn“ skænket af Jehova

6. Hvad har Jehova i tanke med hensyn til Zion?

⁶ Hvad har Jehova i tanke med hensyn til Zion, hans himmelske hustru, som fortidens Jerusalem var et billede på? Han siger: „Nationerne skal se din retfærdighed, og alle konger din herlighed. Og du skal kaldes med et nyt navn, som Jehovas egen mund bestemmer.“ (Esajas 62:2) Nationerne vil blive tvunget til at se at Guds folk handler retfærdigt. Selv konger må erkende at Jehova bruger Jerusalem, og at deres herredømme blegner i sammenligning med Jehovas rige. — Esajas 49:23.

7. Hvad betegner Zions nye navn?

⁷ Jehova bekræfter nu Zions ændrede tilstand og status ved at give det et nyt navn. Det nye navn betegner den velsignelsesrige tilstand og ærefulde status som Zions jordiske børn erfarede fra og med 537 f.v.t.a Navnet viser at Jehova anerkendte Zion som en by der tilhørte ham. I dag glæder Guds Israel sig på samme måde over at have Guds bevågenhed, og det gør de andre får også.

8. Hvordan har Jehova vist Zion ære?

⁸ Efter at have givet Zion det nye navn udtaler Jehova følgende løfte: „Du skal blive en hæderskrone i Jehovas hånd, og en kongelig turban i din Guds hånd.“ (Esajas 62:3) Jehova holder så at sige sin symbolske hustru, det himmelske Zion, frem, så andre kan se hende og beundre hende. (Salme 48:2; 50:2) ’Hæderskronen’ og ’den kongelige turban’ betyder at hun er blevet iklædt ære og myndighed. (Zakarias 9:16) „Guds Israel“, der repræsenterer det himmelske Zion, „Jerusalem som er oventil“, er et værk af Guds hånd — hans anvendte magt eller kraft. (Galaterne 4:26) Denne åndelige nation har med Jehovas hjælp bevist sin uangribelighed og loyalitet. Både de salvede og de andre får — som tæller flere millioner — har fået styrke til at vise en usædvanlig tro og kærlighed, og efter at de salvede har modtaget deres himmelske belønning vil de, under Kristi tusindårige regering, blive brugt af Jehova til at skænke den sukkende skabning evigt liv. — Romerne 8:21, 22; Åbenbaringen 22:2.

„Jehova har fundet behag i dig“

9. Beskriv den forandring som Zion kom til at opleve.

⁹ Det nye navn hører med til den forandring til det bedre som det himmelske Zion — repræsenteret ved sine jordiske børn — ville opleve. Der siges videre: „Du vil ikke mere blive omtalt som en kvinde der er forladt; og dit land vil ikke mere blive omtalt som øde; men du kaldes Hende Har Jeg Behag I, og dit land Ejet Som Hustru. For Jehova har fundet behag i dig, og dit land vil blive ejet som en hustru.“ (Esajas 62:4) Det jordiske Zion lå øde efter at det var blevet lagt i ruiner i 607 f.v.t. Men Jehovas ord forsikrede at det ville blive genrejst og på ny befolket. Det tidligere hærgede Zion ville ikke mere være som en kvinde der var forladt, og landet ville ikke længere ligge øde hen. Jerusalems genopbygning i 537 f.v.t. betød en ny tilstand for Zion i modsætning til byens tidligere øde tilstand. Jehova erklærede at Zion skulle kaldes „Hende Har Jeg Behag I“, og hendes land, „Ejet Som Hustru“. — Esajas 54:1, 5, 6; 66:8; Jeremias 23:5-8; 30:17; Galaterne 4:27-31.

10. (a) Hvilken forandring oplevede Guds Israel? (b) Hvad er Guds Israels „land“?

¹⁰ Fra og med 1919 oplevede Guds Israel en lignende forandring. Under den første verdenskrig var det som om de salvede kristne var blevet forstødt af Gud. Men i 1919 genvandt de deres begunstigede stilling, og deres tilbedelse blev renset. Det fik betydning for deres lære, deres organisation og deres virksomhed. Guds Israel blev ført tilbage til sit „land“, dets åndelige virkeområde. — Esajas 66:7, 8, 20-22.

11. Hvordan tog jøderne deres moder i eje som en hustru?

¹¹ For yderligere at understrege sit folks nye, begunstigede stilling erklærer Jehova: „Ligesom en ung mand tager en jomfru i eje som sin hustru, tager dine sønner dig i eje som hustru. Og med en brudgoms glæde over sin brud vil din Gud glæde sig over dig.“ (Esajas 62:5) Hvordan kunne jøderne, Zions „sønner“, tage deres moder i eje som en hustru? Det gjorde de på den måde at Zions sønner, som var vendt hjem fra fangenskabet i Babylon, tog deres gamle hovedstad i eje og bosatte sig dér igen. Zion lå derefter ikke mere øde hen, men blev fyldt med sine sønner. — Jeremias 3:14.

12. (a) Hvordan har Jehova vist at de salvede kristne er en del af den organisation der er forenet med ham som en hustru er forenet med sin ægtemand? (b) Hvordan er dét Jehova har gjort for sit folk, et ophøjet eksempel for ægteskaber i dag? (Se rammen på side 342.)

¹² Tilsvarende har det himmelske Zions børn siden 1919 taget deres land, deres åndelige virkeområde, i eje. Deres kristne virksomhed i dette land, der bærer det profetiske navn „Ejet Som Hustru“, har vist at de er ’folket for Jehovas navn’. (Apostelgerninger 15:14) Den omstændighed at de har båret Rigets frugter og forkyndt Jehovas navn, er et vidnesbyrd om at Jehova har behag i dem. Han har vist at de er en del af den organisation der er ubrydeligt forenet med ham. Ved at salve dem med hellig ånd, udfri dem fra åndeligt fangenskab og bruge dem til at forkynde håbet om Guds rige i hele verden har han vist at han glæder sig over dem som en brudgom glæder sig over sin brud. — Jeremias 32:41.

„Und jer ikke ro“

13, 14. (a) Hvordan blev Jerusalem i fortiden en by hvor man kunne finde beskyttelse? (b) Hvordan er Zion blevet „en lovsang på jorden“ i vor tid?

¹³ Det nye navn som Jehova i billedlig forstand gav sit folk, bevirkede at det følte sig trygt. Det vidste at det var anerkendt og ejet af ham. Jehova taler nu til sit folk idet han bruger et andet billede. Han sammenligner det med en muromkranset by: „På dine mure, Jerusalem, har jeg stillet vægtere. Dagen lang og natten lang, aldrig vil de være tavse. I som nævner Jehova, und jer ikke ro, og giv ham ikke ro før han grundlægger Jerusalem og før han gør den til en lovsang på jorden.“ (Esajas 62:6, 7) Efter at en trofast rest var vendt tilbage fra Babylon, blev Jerusalem med tiden „en lovsang på jorden“ — en muromkranset by hvis indbyggere kunne føle sig trygge. Dag og nat stod vægterne på vagt på murene for at sikre byen og advare dens borgere mod en truende fare. — Nehemias 6:15; 7:3; Esajas 52:8.

¹⁴ I nutiden har Jehova brugt sine salvede vægtere til at vise sagtmodige mennesker vejen til udfrielse fra trældom under falsk religion. De er blevet indbudt til at slutte sig til hans organisation, hvor de har fundet beskyttelse mod åndelig besmittelse og ugudelighed og mod at pådrage sig Jehovas mishag. (Jeremias 33:9; Zefanias 3:19) Vægterskaren, „den trofaste og kloge træl“, der sørger for åndelig „mad i rette tid“, har haft afgørende betydning for denne beskyttelse. (Mattæus 24:45-47) ’Den store skare’, der samarbejder med vægterskaren, har også haft betydning i forbindelse med at gøre Zion til „en lovsang på jorden“. — Åbenbaringen 7:9.

15. Hvordan tjener vægterskaren og dens medarbejdere Jehova „dagen lang og natten lang“?

¹⁵ Vægterskaren og dens medarbejdere er stadig optaget af deres tjeneste! Millioner arbejder helhjertet og nidkært, støttet af rejsende tilsynsmænd og deres hustruer, frivillige på Jehovas Vidners betelhjem og trykkerier, missionærer, specialpionerer, almindelige pionerer og hjælpepionerer. Andre arbejder flittigt med at opføre nye rigssale, besøge syge, yde rådgivende assistance under alvorlig sygdom og sørge for hjælp til ofre for naturkatastrofer og andre ulykker. Mange yder således en selvopofrende tjeneste „dag og nat“ helt bogstaveligt! — Åbenbaringen 7:14, 15.

16. Hvordan kan Jehovas tjenere følge opfordringen til ’ikke at give Jehova ro’?

¹⁶ Jehovas tjenere bliver formanet til at bede uophørligt. Blandt andet skal de bede: „Lad din vilje ske, som i himmelen, således også på jorden.“ (Mattæus 6:9, 10; 1 Thessaloniker 5:17) De opfordres til ’ikke at give Jehova ro’ før de forhåbninger og ønsker der er knyttet til genoprettelsen af den sande tilbedelse, er opfyldt. Jesus understregede over for sine disciple hvor nødvendigt det var altid at bede, idet han opfordrede dem til at ’råbe til Gud dag og nat’. — Lukas 18:1-8.

Det lønner sig at tjene Gud

17, 18. (a) Hvad kan Zions indbyggere forvente med hensyn til frugterne af deres arbejde? (b) Hvordan glæder Jehovas tjenere i dag sig over frugterne af deres arbejde?

¹⁷ Det nye navn som Jehova vil give sit folk, er en forsikring om at dets anstrengelser ikke vil være forgæves. „Jehova har svoret ved sin højre hånd og ved sin stærke arm: ’Jeg vil ikke mere give dit korn som føde til dine fjender, og udlændinge kommer ikke til at drikke din nye vin, som du har slidt for. Men de der indsamler det, vil spise det, og de skal prise Jehova; og de der samler den, vil drikke den i mine hellige forgårde.’“ (Esajas 62:8, 9) Jehovas højre hånd og stærke arm er symboler på hans magt og styrke. (5 Mosebog 32:40; Ezekiel 20:5) At han sværger ved dem, viser at han er besluttet på at ændre forholdene som de var for Zion. I 607 f.v.t. tillod Jehova at fjenderne udplyndrede byen. (5 Mosebog 28:33, 51) Men nu vil Zions indbyggere selv komme til at nyde frugterne af deres arbejde. — 5 Mosebog 14:22-27.

¹⁸ I den nutidige opfyldelse af dette løfte har Jehovas genrejste folk erfaret stor åndelig velstand. Hans tjenere glæder sig til fulde over frugterne af deres arbejde — en forøgelse i antallet af disciple og en overflod af åndelig føde. (Esajas 55:1, 2; 65:14) På grund af deres trofasthed tillader Jehova ikke at deres fjender ødelægger deres åndelige velstand eller berøver dem resultaterne af deres arbejde. Intet af det arbejde der udføres i Jehovas tjeneste, er forgæves. — Malakias 3:10-12; Hebræerne 6:10.

19, 20. (a) Hvordan blev vejen ryddet, så jøderne kunne vende tilbage til Jerusalem? (b) Hvordan er vejen blevet ryddet i nutiden, så andre kunne slutte sig til Jehovas organisation?

¹⁹ Det nye navn bevirker også at retsindige mennesker føler sig tiltrukket af Jehovas organisation. Tusinder strømmer til, og vejen holdes åben for dem. Esajas’ profeti siger: „Gå ud, gå ud gennem portene. Ryd en vej for folket. Anlæg vej, anlæg en banet vej. Rens den for sten. Rejs et signal for folkeslagene.“ (Esajas 62:10) I den første opfyldelse er der uden tvivl tale om at gå ud af de babyloniske byer og vende tilbage til Jerusalem. De der er på vej hjem, skal rydde vejen for sten, så rejsen bliver lettere, og rejse et signal som vejviser. — Esajas 11:12.

²⁰ Siden 1919 er de salvede kristne blevet sat til side til at udføre tjeneste for Gud, og de vandrer på „Hellighedens Vej“. (Esajas 35:8) De var de første der betrådte den åndelige vej som førte ud af Babylon den Store. (Esajas 40:3; 48:20) De fik den forret at føre an i forkyndelsen af Guds storslåede gerninger og at vise andre hen til den banede vej. At befri den for sten — rydde hindringer af vejen — skete først og fremmest til gavn for dem selv. (Esajas 57:14) Det var nødvendigt for dem at få et klart billede af Guds hensigter og lære. Forkerte opfattelser er snublesten på vejen til livet, men Jehovas ord er „som en smedehammer der knuser klippebjerge“. Med den knuste de salvede kristne de sten som kunne få andre der ønskede at tjene Jehova, til at snuble. — Jeremias 23:29.

21, 22. Hvilket signal har Jehova rejst for dem der forlader falsk religion, og hvordan ved vi det?

²¹ I 537 f.v.t. blev Jerusalem det signal som den jødiske rest styrede imod da den vendte hjem for at genopbygge templet. (Esajas 49:22) Da den salvede rest i 1919 blev udfriet fra trældom under falsk religion, havde den også et mål at styre imod. Jehova havde rejst et signal for den. Det var det signal som var forudsagt i Esajas 11:10: „På den dag vil Isajs rod stå som et signal for folkeslagene.“ Apostelen Paulus viser at disse ord gjaldt Jesus. (Romerne 15:8, 12) Ja, signalet er Kristus Jesus, der er indsat som konge på det himmelske Zions Bjerg! — Hebræerne 12:22; Åbenbaringen 14:1.

²² Både de salvede kristne og de andre får er nu samlet omkring Jesus Kristus for i forening at tilbede den højeste Gud. Hans herredømme vil hævde Jehovas universelle suverænitet og være til velsignelse for alle retsindige på hele jorden. Bør vi derfor ikke alle være med til at ophøje og prise ham?

„Din frelse kommer“!

23, 24. Hvordan kommer frelsen til dem der tror på Gud?

²³ Det nye navn som Jehova giver sin hustrulignende organisation, er forbundet med hendes børns evige frelse. Esajas skriver: „Se! Jehova har ladet det høres til jordens ende: ’I skal sige til Zions datter: „Se! Din frelse kommer. Se! Den belønning han giver, er med ham, og den løn han udbetaler, er foran ham.“’“ (Esajas 62:11) Frelsen kom for jøderne da Babylon faldt og de vendte tilbage til deres land. Men ordene peger også frem til noget større. De leder tanken hen på Zakarias’ profeti om Jerusalem: „Jubl højt, Zions datter. Bryd ud i hyldest, Jerusalems datter. Se, din konge kommer til dig. Han er retfærdig og frelses, sagtmodig og rider på et æsel, ja et fuldvoksent hanæsel, et hunæsels føl.“ — Zakarias 9:9.

²⁴ Tre og et halvt år efter at Jesus var blevet døbt i vand og salvet med Guds ånd, red han ind i Jerusalem og rensede templet. (Mattæus 21:1-5; Johannes 12:14-16) I dag er Jesus Kristus den der bringer frelse fra Jehova til alle som tror på Gud. Siden han blev indsat på tronen i 1914, er han også Jehovas udnævnte dommer og den der skal eksekvere dommen. I 1918, tre og et halvt år efter at han var blevet indsat på tronen, rensede han Jehovas åndelige tempel, på jorden repræsenteret af de salvede kristnes menighed. (Malakias 3:1-5) Da han blev rejst som et signal, markerede det begyndelsen til en stor indsamling af mennesker fra hele jorden som støttede det messianske rige. I overensstemmelse med forbilledet kom ’frelsen’ til Guds Israel da det blev udfriet fra Babylon den Store i 1919. Den „belønning“ eller „løn“ der venter de selvopofrende høstarbejdere, er enten udødeligt liv i himmelen eller evigt liv på jorden. Alle som forbliver trofaste, kan være sikre på at deres „arbejde ikke er forgæves i forbindelse med Herren“. — 1 Korinther 15:58.

25. Hvilken forsikring får Jehovas folk?

²⁵ Hvilke lovende udsigter for Jehovas himmelske organisation, for de salvede som repræsenterer den her på jorden, og for alle som aktivt støtter dem! (5 Mosebog 26:19) Esajas profeterede: „Man skal kalde dem ’det hellige folk’, ’Jehovas genløste’; og du kaldes ’den søgte’, ’byen som ikke er forladt’.“ (Esajas 62:12) Engang følte „Jerusalem som er oventil“ — repræsenteret ved Guds Israel — sig forladt. Den følelse vil det aldrig mere opleve! Jehovas folk vil for bestandig være genstand for hans beskyttelse og omsorg og vil til stadighed kunne glæde sig over at have Guds godkendelse.

[Fodnote]

[Ramme på side 342]

Et ophøjet eksempel for alle ægteskaber

Når nogen gifter sig, har de deres personlige forventninger til ægteskabet. Men hvilke forventninger har Gud? Da det er ham der har indstiftet ægteskabet, er det på sin plads at spørge: Hvad er hans hensigt med det?

Hvordan Gud ser på ægteskabet, fremgår blandt andet af hans forhold til Israels folk. Esajas skildrer dette forhold som et ægteskab. (Esajas 62:1-5) Læg mærke til hvad Jehova Gud som en ægtemand gør for sin „hustru“. Han beskytter og helliger hende. (Esajas 62:6, 7, 12) Han ærer og værdsætter hende. (Esajas 62:3, 8, 9) Og han finder behag i hende, som det ses af de nye navne han giver hende. — Esajas 62:4, 5, 12.

I De Kristne Græske Skrifter bruger apostelen Paulus et tilsvarende billede idet han sammenligner forholdet mellem en mand og hans hustru med forholdet mellem Kristus og de salvede kristnes menighed. — Efeserne 5:21-27.

Paulus opfordrede de kristne til i deres ægteskab at efterligne forholdet mellem Jesus og menigheden. Der findes ingen større kærlighed end den kærlighed Jehova har vist Israel, og den kærlighed Kristus viser menigheden. Forholdet mellem Jehova og Israel og mellem Kristus og menigheden er ophøjede eksempler til efterfølgelse for kristne som ønsker at opnå et lykkeligt ægteskab. — Efeserne 5:28-33.

[Illustration på side 339]

Jehova vil kalde det himmelske Zion med et nyt navn

[Illustrationer på side 347]

Jehovas vægterskare i vor tid har ikke forholdt sig tavs

Kapitel fireogtyve

Jehova skaber sig et hædersnavn

Esajas 63:1-14

1, 2. (a) Hvorfor er de kristne personligt interesserede i „Jehovas dags nærværelse“? (b) Hvilket ophøjet formål har Jehovas dag?

I NÆSTEN to tusind år har kristne ’ventet på Jehovas dags nærværelse og altid haft den i tanke’. (2 Peter 3:12; Titus 2:13) Man forstår at de længes efter den dag, for den vil betyde begyndelsen til at de befries for alle ufuldkommenhedens følger. (Romerne 8:22) Den vil også betyde enden på alle de lidelser de har måttet udholde i disse „kritiske tider som er vanskelige at klare“. — 2 Timoteus 3:1.

² Men samtidig med at Jehovas dag vil bringe lindring til de retfærdige, vil den betyde tilintetgørelse for „dem der ikke kender Gud og dem der ikke adlyder den gode nyhed om vor Herre Jesus“. (2 Thessaloniker 1:7, 8) Det vækker til eftertanke. Vil Gud virkelig tilintetgøre de onde udelukkende for at befri sit folk for alle trængsler? Kapitel 63 i Esajas’ Bog viser at denne dag har et langt mere ophøjet formål, nemlig helligelsen af Jehovas navn.

Den sejrrige kriger skrider frem

3, 4. (a) Hvad er baggrunden for profetien i Esajas, kapitel 63? (b) Hvem ser Esajas nærme sig Jerusalem, og hvem mener nogle bibelfortolkere han er?

³ I kapitel 62 i Esajas’ Bog har vi læst om jødernes udfrielse fra fangenskabet i Babylon og deres genrejsning i hjemlandet. Naturligt nok opstår derfor spørgsmålet: Har de grund til at frygte for at blive angrebet af andre fjendtlige nationer? Esajas’ syn vil i høj grad gøre det af med denne frygt. Profetien begynder: „Hvem er det der kommer fra Edom, fra Bozra med dybrøde klæder, som er prægtig i sin klædning, som skrider frem i sin store kraft?“ — Esajas 63:1a.