Et land der blev ’behandlet med foragt’

13. Hvad var „nationernes Galilæa“, og hvordan gik det til at det blev ’behandlet med foragt’?

¹³ Esajas hentyder nu til en af de værste katastrofer der ramte Abrahams efterkommere: „Dog skal dunkelheden ikke være der, som da landet havde trængsel, som tidligere da man behandlede Zebulons land og Naftalis land med foragt og senere da man lod det blive æret — vejen til havet, i egnen ved Jordan, nationernes Galilæa.“ (Esajas 9:1) Galilæa var et område i det nordlige Israels rige. I Esajas’ profeti hører „Zebulons land og Naftalis land“ med til det; og også „vejen til havet“, en vej der fra gammel tid gik langs Galilæas Sø og førte til Middelhavet. På Esajas’ tid blev området kaldt „nationernes Galilæa“, sikkert fordi mange af byerne var beboet af ikkeisraelitter.c Hvordan blev dette land ’behandlet med foragt’? Ved at de hedenske assyrere erobrede det, førte israelitterne i landflygtighed og lod hedninger, som ikke var Abrahams efterkommere, bosætte sig i området i stedet for. Således forsvandt tistammeriget ud af historien som en selvstændig nation. — 2 Kongebog 17:5, 6, 18, 23, 24.

14. I hvilken forstand ville „dunkelheden“ i Juda blive mindre end den der ramte tistammeriget?

¹⁴ Juda blev også trængt af assyrerne. Ville det synke ned i evig ’dunkelhed’ som tistammeriget, repræsenteret ved Zebulon og Naftali? Nej. „Senere“ ville Jehova velsigne dette sydlige rige, Juda rige, og desuden det område der tidligere var underlagt det nordlige rige. Hvordan ville det ske?

15, 16. (a) På hvilket „senere“ tidspunkt ændrede situationen sig for „Zebulons land og Naftalis land“? (b) Hvordan blev det land der før blev behandlet med foragt, nu æret?

¹⁵ Apostelen Mattæus besvarer dette spørgsmål i sin inspirerede beretning om Jesu jordiske tjeneste. Om det der skete kort efter at Jesus havde påbegyndt sin tjeneste, siger Mattæus: „Dernæst, efter at have forladt Nazaret, kom han og bosatte sig i Kapernaum ved søen i Zebulons og Naftalis egne, for at dét kunne opfyldes som var udtalt gennem profeten Esajas, der sagde: ’Zebulons land og Naftalis land, langs vejen til havet, på den anden side af Jordan, nationernes Galilæa! det folk som sad i mørke, så et stort lys, et lys steg op for dem der sad i dødsskyggens land.’“ — Mattæus 4:13-16.

¹⁶ Ja, det tidspunkt Esajas betegner som „senere“, er det tidspunkt hvor Jesus udførte sin jordiske tjeneste. Størstedelen af den tid Jesus var på jorden, tilbragte han i Galilæa. Her begyndte han sin gerning idet han forkyndte: „Himlenes rige er kommet nær.“ (Mattæus 4:17) Det var i Galilæa han holdt Bjergprædikenen, udvalgte sine apostle, gjorde det første af sine mirakler og efter sin opstandelse viste sig for omkring 500 af sine disciple. (Mattæus 5:1–7:27; 28:16-20; Markus 3:13, 14; Johannes 2:8-11; 1 Korinther 15:6) På denne måde opfyldte Jesus Esajas’ profeti og ærede „Zebulons land og Naftalis land“. Men Jesu forkyndelse var naturligvis ikke begrænset til befolkningen i Galilæa. Ved at forkynde den gode nyhed i hele landet ærede han hele Israels nation, hvortil Juda hørte.

„Et stort lys“

17. Hvordan kom „et stort lys“ til at skinne i Galilæa?

¹⁷ Hvad mente Mattæus med at man i Galilæa så „et stort lys“? Det var også et citat fra Esajas’ profeti. Esajas skrev: „Det folk der vandrede i mørket har set et stort lys. De der bor i landet med dystert mørke — lyset har skinnet på dem.“ (Esajas 9:2) Indtil begyndelsen af det første århundrede havde sandhedens lys været skjult af hedenske lærdomme. Situationen forværredes yderligere af de jødiske religiøse ledere, som holdt sig til deres religiøse overleveringer hvormed de ’gjorde Guds ord ugyldigt’. (Mattæus 15:6) Den jævne befolkning var undertrykt og forvirret. Den fulgte „blinde vejledere“. (Mattæus 23:2-4, 16) Da Jesus fremstod som Messias, åbnedes manges øjne på forunderlig vis. (Johannes 1:9, 12) Den gerning Jesus udførte på jorden, og de velsignelser hans offer medførte, beskrives træffende af Esajas som „et stort lys“. — Johannes 8:12.

18, 19. Hvilken grund havde de der lod sig lede af lyset, til at glæde sig?

¹⁸ De der lod sig lede af lyset, havde grund til at glæde sig. Esajas fortsætter: „Du har gjort nationen folkerig; du har gjort fryden stor for den. De har frydet sig for dit ansigt som man fryder sig i høsttiden, som de der jubler når de deler byttet.“ (Esajas 9:3) Som følge af Jesu og hans disciples forkyndelse viste de retsindige sig og tilkendegav at de ønskede at tilbede Jehova i ånd og sandhed. (Johannes 4:24) På mindre end fire år tog store skarer imod kristendommen. På pinsedagen i år 33 blev tre tusind døbt, og kort efter steg „tallet på mændene“ til „omkring fem tusind“. (Apostelgerninger 2:41; 4:4) Efterhånden som disciplene nidkært lod lyset skinne, øgedes „antallet af disciple i Jerusalem . . . fortsat stærkt; og en stor skare præster begyndte at adlyde troen.“ — Apostelgerninger 6:7.

¹⁹ Ligesom de der fryder sig over en rigelig høst, eller som glæder sig over at dele et kostbart bytte efter en stor militær sejr, glædede Jesu disciple sig over væksten. (Apostelgerninger 2:46, 47) Med tiden lod Jehova også lyset skinne blandt folk fra nationerne. (Apostelgerninger 14:27) Mennesker fra alle folkeslag glædede sig således over at vejen til Gud nu var åben for dem. — Apostelgerninger 13:48.

„Som på Midjans dag“

20. (a) På hvilke måder viste midjanitterne sig at være Israels fjender, og hvordan gjorde Jehova ende på truslen fra dem? (b) Hvordan vil Jesus på en fremtidig „Midjans dag“ gøre ende på truslen fra Guds folks fjender?

²⁰ Virkningerne af Messias’ gerning ville være varige, som det fremgår af Esajas’ næste ord: „Deres byrdes åg og staven på deres skuldre, deres arbejdsfogeds kæp, har du splintret som på Midjans dag.“ (Esajas 9:4) Hundreder af år før Esajas’ tid havde midjanitterne og moabitterne sammensvoret sig om at lokke Israel til at synde. (4 Mosebog 25:1-9, 14-18; 31:15, 16) Senere terroriserede midjanitterne i syv år israelitterne ved at angribe deres landsbyer og ødelægge eller røve deres afgrøder. (Dommerne 6:1-6) Men ved sin tjener Gideon slog Jehova Midjans hære på flugt. Efter denne „Midjans dag“ er der intet der tyder på at Jehovas folk nogen sinde mere kom til at lide overlast for Midjans hånd. (Dommerne 6:7-16; 8:28) I nær fremtid vil den større Gideon, Jesus Kristus, rette det sidste tilintetgørende slag mod de nutidige fjender af Jehovas folk. (Åbenbaringen 17:14; 19:11-21) På denne måde vil en fuldstændig og varig sejr være vundet, „som på Midjans dag“, ikke ved menneskers kampmod og styrke, men ved Jehovas kraft alene. (Dommerne 7:2-22) Guds folk vil aldrig mere komme til at mærke undertrykkelsens åg.

21. Hvad viser Esajas’ profeti med hensyn til krig?

²¹ Når Gud viser sin magt, sker det ikke for at forherlige krig. Den opstandne Jesus er Fredsfyrsten, og han vil indføre varig fred ved at tilintetgøre sine fjender. Esajas fortæller nu at den militære udrustning vil blive tilintetgjort, opbrændt i ild: „Hver støvle der tramper så det skælver, og kappen der er rullet i blod, ja, de er blevet til noget der brændes, føde for ilden.“ (Esajas 9:5) Man vil aldrig mere mærke jorden skælve under marcherende soldaters støvler. Og man vil aldrig mere se kampvante soldaters blodige uniformer. Der vil aldrig mere være krig! — Salme 46:9.

„Underfuld Rådgiver“

22. Hvilket sammensat profetisk navn bliver Jesus kaldt med i Esajas’ Bog?

²² Ved sin mirakuløse fødsel fik det barn der skulle blive Messias, navnet Jesus, der betyder „Jehova er frelse“. Men han har også andre navne, profetiske navne, som beskriver hans vigtigste opgave og hans ophøjede stilling. Et af disse navne er Immanuel, der betyder „med os er Gud“. (Esajas 7:14, fodnote) Esajas fortæller nu at han vil få et andet profetisk og beskrivende navn: „Et barn er født os, en søn er givet os; og det fyrstelige herredømme skal hvile på hans skulder. Og hans navn skal være Underfuld Rådgiver, Vældig Gud, Evig Fader, Fredsfyrste.“ (Esajas 9:6) Lad os se nærmere på betydningen af de enkelte dele af dette sammensatte profetiske navn.

23, 24. (a) På hvilken måde er Jesus en „Underfuld Rådgiver“? (b) Hvordan kan kristne rådgivere i dag følge Jesu eksempel?

²³ En rådgiver er en der giver råd, vejledning. Da Jesus gik på jorden, gav han råd og vejledning som man forundredes over. Vi læser i Bibelen at „folkeskarerne [var] helt forbløffede over hans måde at undervise på“. (Mattæus 7:28) Han var en klog og forstandig rådgiver med en usædvanlig indfølingsevne som gav ham forståelse af den menneskelige natur. Hans vejledning var ikke begrænset til irettesættelse og revselse. Den blev som oftest givet i form af undervisning og kærlig belæring. Som rådgiver var og er Jesus „underfuld“ fordi hans råd altid er kloge, fuldkomne og ufejlbarlige. Når de følges, fører de til evigt liv. — Johannes 6:68.

²⁴ Jesu råd er ikke blot udtænkt af hans skarpsindige hjerne. Han siger selv: „Den lære jeg fører er ikke min, men hans som har sendt mig.“ (Johannes 7:16) Som i Salomons tilfælde er Jehova Gud kilden til Jesu visdom. (1 Kongebog 3:7-14; Mattæus 12:42) Jesu eksempel skulle tilskynde lærere og rådgivere i den kristne menighed til altid at basere deres undervisning på Guds ord. — Ordsprogene 21:30.

„Vældig Gud“ og „Evig Fader“

25. Hvad fortæller navnet „Vældig Gud“ os om den himmelske Jesus?

²⁵ Jesus er også „Vældig Gud“ og „Evig Fader“. Det vil ikke sige at han tilraner sig Jehovas myndighed og stilling. Jehova er „Gud, vor Fader“. (2 Korinther 1:2) Om Jesus siges der at han „ikke tænkte på ran, nemlig at han skulle være lig Gud“. (Filipperne 2:6) Han kaldes Vældig Gud, men ikke den almægtige Gud. Jesus tænkte aldrig på sig selv som Gud den Almægtige, for han omtalte sin Fader som „den eneste sande Gud“, det vil sige den eneste Gud som man bør tilbede. (Johannes 17:3; Åbenbaringen 4:11) I Bibelen kan ordet „gud“ betyde „den mægtige“, eller „den stærke“. (2 Mosebog 12:12; Salme 8:5; 2 Korinther 4:4) Før Jesus kom til jorden, var han „en gud“; han var „i Guds skikkelse“. Efter sin opstandelse vendte han tilbage til himmelen, hvor han fik en endnu højere stilling. (Johannes 1:1; Filipperne 2:6-11) Betegnelsen „gud“ indeholder endnu en betydning. Dommerne i Israel blev kaldt guder — én gang af Jesus selv. (Salme 82:6; Johannes 10:35) Jesus er Jehovas udnævnte dommer som skal „dømme levende og døde“. (2 Timoteus 4:1; Johannes 5:30) Han bærer derfor med rette navnet „Vældig Gud“.

26. Hvorfor kan Jesus kaldes „Evig Fader“?

²⁶ Betegnelsen „Evig Fader“ tager sigte på den messianske konges magt og myndighed til at give mennesker mulighed for at opnå evigt liv på jorden. (Johannes 11:25, 26) Vores stamfader, Adam, gav os døden i arv. Den sidste Adam, Jesus, „blev til en levendegørende ånd“. (1 Korinther 15:22, 45; Romerne 5:12, 18) Ligesom Jesus, den ’Evige Fader’, vil leve i al evighed, sådan vil de mennesker der adlyder Gud, i al evighed nyde gavn af at han er deres fader. — Romerne 6:9.

„Fredsfyrste“

27, 28. Hvilke goder vil ’Fredsfyrstens’ undersåtter få del i både nu og i fremtiden?

²⁷ Foruden evigt liv har menneskene også behov for fred, både med Gud og med deres medmennesker. De der underordner sig ’Fredsfyrstens’ styre, har allerede nu ’smedet deres sværd til plovjern og deres spyd til beskæreknive’. (Esajas 2:2-4) De nærer intet had på grund af politiske, nationale, racemæssige og økonomiske forskelle. De er forenede i tilbedelsen af den eneste sande Gud, Jehova, og søger at bevare et fredeligt forhold til andre, både inden for og uden for menigheden. — Galaterne 6:10; Efeserne 4:2, 3; 2 Timoteus 2:24.

²⁸ Når Guds tid er inde til det, vil Kristus på jorden indføre en fred der vil være global, grundfæstet og varig. (Apostelgerninger 1:7) „På det fyrstelige herredømmes omfang og på freden vil der ingen ende være, over Davids trone og over hans rige, for at det kan grundfæstes og opretholdes ved ret og ved retfærdighed, fra nu af og for stedse.“ (Esajas 9:7a) Jesus vil ikke tage tyranniske metoder i brug når han udøver sin myndighed som Fredsfyrste. Hans undersåtter vil ikke blive berøvet deres frie vilje og undertvunget med magt. Alt hvad han gennemfører, vil ske „ved ret og ved retfærdighed“. Hvilken velgørende forandring!

29. Hvad må vi gøre hvis vi vil opleve varig fred?

²⁹ I betragtning af alt det som Jesu profetiske navn giver løfte om, er de ord hvormed Esajas slutter denne del af sin profeti, virkelig betagende. Han skriver: „Hærstyrkers Jehovas nidkærhed vil gøre dette.“ (Esajas 9:7b) Ja, Jehova handler med nidkærhed. Han gør intet halvhjertet. Vi kan være sikre på at alt hvad han lover, vil han også opfylde. Enhver der længes efter varig fred, opfordres derfor til at tjene Jehova helhjertet. Og alle Guds tjenere tilskyndes til — ligesom Jehova Gud og Fredsfyrsten, Jesus Kristus — at være ’nidkære for gode gerninger’. — Titus 2:14.

[Billede på side 127]

Jesus var et lys i landet

Kapitel elleve

Ve oprørerne!

Esajas 9:8–10:4

1. Hvilken frygtelig fejltagelse begik Jeroboam?

DA JEHOVAS pagtsfolk blev delt i to riger, blev det nordlige rige, tistammeriget, underlagt Jeroboam. Den nye konge var en dygtig og energisk regent, men han manglede sand tro på Jehova. Derfor begik han en frygtelig fejltagelse der blev til skade for hele det nordlige rige og til sidst førte til dets undergang. Ifølge Moseloven skulle israelitterne tre gange om året rejse op til templet i Jerusalem, som lå i det sydlige rige, Juda. (5 Mosebog 16:16) Jeroboam, der var bange for at sådanne regelmæssige rejser skulle få hans undersåtter til at tænke på igen at blive forenet med deres brødre mod syd, „lavede to guldkalve og sagde til folket: ’Det er for meget for jer at tage op til Jerusalem. Se, Israel, det er din Gud som førte dig op fra Ægyptens land.’ Derpå opstillede han den ene i Betel, og den anden satte han i Dan.“ — 1 Kongebog 12:28, 29.

2, 3. Hvilke følger fik Jeroboams fejltagelse for Israel?

² En tid så det ud til at Jeroboams plan skulle lykkes. Folket holdt lidt efter lidt op med at rejse til Jerusalem og begyndte at dyrke de to kalve. (1 Kongebog 12:30) Imidlertid førte dette religiøse frafald til tistammerigets fordærv. Selv Jehu, som havde vist stor nidkærhed for at udrydde ba’alsdyrkelsen i Israel, holdt ikke op med at bøje sig for guldkalvene. (2 Kongebog 10:28, 29) Hvad andet førte Jeroboams tragiske beslutning til? Politisk ustabilitet og lidelser for folket.

³ På grund af Jeroboams frafald sagde Jehova at hans slægt ikke ville bevare kongemagten i landet. Desuden ville det med tiden blive til ulykke for det nordlige rige. (1 Kongebog 14:14, 15) Jehovas ord gik i opfyldelse. Syv af Israels konger regerede i to år eller mindre endnu — nogle blot i få dage. Én konge begik selvmord, og seks blev snigmyrdet af ærgerrige mænd som derefter bemægtigede sig tronen. Især efter Jeroboam II’s regering, der endte omkring 804 f.v.t. mens Uzzija var konge i Juda, var Israel præget af uro, vold og snigmord. Det er på denne baggrund at Jehova gennem Esajas sender en direkte advarsel, „et ord“, til det nordlige rige. „Der var et ord som Jehova sendte imod Jakob, og det faldt på Israel.“ — Esajas 9:8.a

Hovmod og uforskammethed fortjener Guds vrede

4. Hvilket „ord“ sender Jehova imod Israel, og hvad er grunden?

⁴ Jehovas „ord“ får ikke lov til at gå upåagtet hen. „Folket skal lære det at kende, ja dem alle, Efraim og indbyggerne i Samaria, på grund af deres hovmod og på grund af deres uforskammede hjerte.“ (Esajas 9:9) „Jakob“, „Israel“, „Efraim“ og „Samaria“ er alle benævnelser for nordriget Israel, hvori Efraim udgør den mest fremtrædende stamme og Samaria er hovedstaden. Jehovas ord mod dette rige er en dom over det, for Efraim er forhærdet i sit frafald og optræder skamløst over for Jehova. Gud vil ikke fritage folket for konsekvenserne af dets ugudelighed. Det vil blive tvunget til at høre og give agt på Guds ord. — Galaterne 6:7.

5. Hvordan viser israelitterne at de er uanfægtede af Jehovas domshandlinger?

⁵ Efterhånden som tilstandene forværres, oplever befolkningen store tab, blandt andet mister de deres huse, der som regel er lavet af soltørrede sten og billigt træ. Blødgøres deres hjerter som følge af dette? Vil de give agt på Jehovas profeter og vende om til den sande Gud?b Esajas gengiver folkets hovmodige svar: „Det er lersten der er faldet, men med kvadersten vil vi bygge. Det er morbærfigentræer der er hugget om, men med cedre vil vi erstatte dem.“ (Esajas 9:10) Israelitterne trodser Jehova og lader hånt om hans profeter, der fortæller dem hvorfor de har så mange trængsler. I realiteten siger folket: ’Det kan godt være vi har mistet huse lavet af uholdbare lersten og billigt træ, men vi vil erstatte disse tab rigeligt ved at bygge med bedre materialer — kvadersten og cedertræ!’ (Jævnfør Job 4:19.) Det er nødvendigt at Jehova tugter dem yderligere. — Jævnfør Esajas 48:22.

6. Hvordan forpurrer Jehova Israels og Arams planer mod Juda?

⁶ Esajas fortsætter: „Jehova vil sætte Rezins modstandere op imod det.“ (Esajas 9:11a) Kong Peka af Israel og kong Rezin af Aram er allierede. De har planer om at erobre tostammeriget Juda og sætte en marionetkonge — en vis „Tabeals søn“ — på Jehovas trone i Jerusalem. (Esajas 7:6) Men planerne vil mislykkes. Rezin har mægtige fjender, og Jehova vil sætte disse fjender op imod „det“, Israel. Udtrykket ’sætte op imod’ (egentlig: ’hæve op over’) indeholder den tanke at fjenderne vil få lov til at føre en sejrrig krig der vil sprænge forbundet og gøre dets mål til intet.

7, 8. Hvad fører Assyriens erobring af Aram til for Israel?

⁷ Opløsningen af dette forbund tager sin begyndelse med at Assyrien angriber Aram. „Assyriens konge drog op mod Damaskus [hovedstaden i Aram] og erobrede den og førte indbyggerne i landflygtighed til Kir, og Rezin lod han lide døden.“ (2 Kongebog 16:9) Efter at have mistet sin mægtige allierede ser Peka at hans planer med hensyn til Juda er strandet. Kort efter Rezins død bliver Peka snigmyrdet af Hosjea, som derefter tilraner sig Samarias trone. — 2 Kongebog 15:23-25, 30.

⁸ Israels tidligere allierede, Aram, er nu en vasalstat under Assyrien, som er den dominerende magt i området. Esajas profeterer om hvordan Jehova vil bruge denne nye politiske gruppering: „Dets [Israels] fjender vil han [Jehova] opirre, Aram østfra og filistrene bagfra, og de vil fortære Israel med åbent gab. Trods alt dette har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud.“ (Esajas 9:11b, 12) Ja, Aram er nu Israels fjende, og Israel må forberede sig på et angreb både fra Assyrien og fra Aram. Angrebet lykkes. Assyrien underlægger sig tronraneren Hosjea og kræver en klækkelig tribut. (Nogle få år tidligere havde Assyrien modtaget en stor sum af kong Menahem af Israel.) Profeten Hoseas’ ord kom til at passe: „Fremmede har fortæret hans [Efraims] kraft.“ — Hoseas 7:9; 2 Kongebog 15:19, 20; 17:1-3.

9. Hvorfor siges det at filistrene angriber „bagfra“?

⁹ Siger Esajas ikke at filistrene vil angribe „bagfra“? Jo. Før man fik magnetiske kompasser, betegnede hebræerne verdenshjørnerne som de blev opfattet af en person der stod med ansigtet mod solopgangen. Øst lå således foran personen, og vest bagved. Når der siges at filistrene ville angribe „bagfra“, betød det at de angreb fra vest, for de boede ved Middelhavets kyst. „Israel“ i Esajas 9:12 indbefatter muligvis i dette tilfælde Juda, for filistrene trængte ind i Juda under Pekas samtidige, kong Akaz, og indtog og besatte flere judæiske byer og fæstninger. Ligesom Efraim mod nord fortjente Juda denne tugt fra Jehova, for Juda var også henfaldet til afgudsdyrkelse. — 2 Krønikebog 28:1-4, 18, 19.

Fra ’hoved til hale’ en nation af oprørere

10, 11. Hvilken straf vil komme over Israel på grund af dets hårdnakkede oprør?

¹⁰ Trods alle dets lidelser — og trods de stærke udtalelser fra Jehovas profeter — fortsætter det nordlige rige hårdnakket sit oprør mod Jehova. „Folket er ikke vendt om til Den der slår det, og Hærstyrkers Jehova har det ikke søgt.“ (Esajas 9:13) Derfor siger profeten: „Jehova vil på én dag skære hoved og hale, topskud og siv af Israel. Ældste og mand af rang er hovedet, og profet der fører falsk lære er halen. Og det er dem der fører dette folk der får det til at fare vild; og det er dem der føres, der forvirres.“ — Esajas 9:14-16.

¹¹ ’Hovedet’ og ’topskuddet’ er nationens ledere — ældste og rangspersoner. ’Halen’ og ’sivet’ er falske profeter som kun udtaler hvad deres ledere ønsker at høre. I en bibelkommentar siges der: „De falske profeter kaldes halen fordi de havde den laveste moral i folket, og fordi de støttede og sleskede for de øverste ledere.“ Professor Edward J. Young siger om disse falske profeter: „De var ikke ledere, men de fulgte efter deres ledere, hvor disse end førte dem hen; de smigrede og krøb og logrede med halen som en hund.“ — Jævnfør Andet Timoteusbrev 4:3.

Selv ’enker og faderløse’ er oprørere

12. Hvor langt er fordærvet trængt ned i det israelitiske samfund?

¹² Jehova tager sig af enker og faderløse. (2 Mosebog 22:22, 23) Men alligevel siger Esajas: „Jehova [vil] ikke fryde sig over dets unge mænd, og han vil ikke have barmhjertighed med dets faderløse og dets enker; for alle er de frafaldne og onde, og hver mund taler uforstand. Trods alt dette har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud.“ (Esajas 9:17) Frafaldet er trængt ind i alle samfundslag, også enkernes og de faderløses. Jehova har tålmodigt sendt sine profeter i håb om at folket ville forbedre sig. For eksempel lød det fra Hoseas: „Vend om, Israel, til Jehova din Gud; du er jo snublet ved din brøde.“ (Hoseas 14:1) Hvor må det have smertet enkernes og de faderløses forsvarer at måtte eksekvere sin dom over dem!

13. Hvad kan vi lære af situationen på Esajas’ tid?

¹³ Ligesom Esajas lever vi i „kritiske tider“ nu forud for den dag da Jehova vil eksekvere sin dom over de onde og ugudelige. (2 Timoteus 3:1-5) Det er derfor vigtigt at sande kristne, uanset hvilket samfundslag de tilhører, forbliver åndeligt, moralsk og mentalt rene for at bevare Guds gunst. Alle må værne om deres forhold til Jehova, og ingen som er sluppet ud af „Babylon den Store“, må nogen sinde igen være „delagtige med hende i hendes synder“. — Åbenbaringen 18:2, 4.

Afgudsdyrkelse avler vold

14, 15. (a) Hvad fører dæmondyrkelse med sig? (b) Hvilken tilstand råder i Israel ifølge Esajas’ profeti?

¹⁴ Afgudsdyrkelse er i virkeligheden dæmondyrkelse. (1 Korinther 10:20) Som man så det før Vandfloden, fører dæmonernes indflydelse til vold. (1 Mosebog 6:11, 12) Det er derfor ikke overraskende at ugudelighed og vold fyldte Israels land da folket vendte sig fra Gud og begyndte at dyrke dæmonerne. — 5 Mosebog 32:17; Salme 106:35-38.

¹⁵ Med malende ordbilleder beskriver Esajas hvordan ugudelighed og vold har bredt sig i Israel: „For ugudelighed er flammet op som en ild; den fortærer tornebuske og ukrudt. Og den antænder krattene i skoven, og de hvirvles til vejrs som bølger af røg. Ved Hærstyrkers Jehovas heftige vrede er landet sat i brand, og folket bliver som føde for ilden. Ingen har medlidenhed, end ikke med sin broder. Og man mejer ned til højre, men vil dog være sulten; og man æder til venstre, men de vil dog ikke blive mætte. De vil hver især æde kødet af deres egen arm, Manasse Efraim og Efraim Manasse. Sammen vil de være imod Juda. Trods alt dette har hans vrede ikke vendt sig, og hans hånd er stadig rakt ud.“ — Esajas 9:18-21.

16. Hvordan opfyldes Esajas 9:18-21?

¹⁶ Som en ild breder sig fra tornebusk til tornebusk, antænder „krattene i skoven“ og udvikler sig til en ukontrollabel skovbrand, sådan breder volden sig og antager landsomfattende dimensioner. C. F. Keil og F. Delitzsch beskriver i deres bibelkommentar de dimensioner volden havde antaget, som „den mest umenneskelige selvødelæggelse under en borgerkrig der havde udviklet sig til anarki. Blottede for enhver medfølelse fortærede, det vil sige dræbte, de hinanden uden at blive mætte, tilfredse.“ Stammerne Efraim og Manasse nævnes specielt, sandsynligvis fordi de er hovedstammerne i det nordlige rige og repræsenterer de øvrige stammer, og som efterkommere af Josefs to sønner er de de nærmest beslægtede i de ti stammer. Det er kun når de fører krig mod Juda mod syd at broderkrigen ophører for en tid. — 2 Krønikebog 28:1-8.