I den periode Esajas tjente som profet i Juda, rådede der sørgelige moralske tilstande i riget, navnlig i kong Akaz’ regeringstid. Både fyrster og folk havde vendt sig imod Jehova, og i hans øjne var nationen syg i både hjerte og hoved. Regenterne blev kaldt „Sodoma-førere“, og folket blev sammenlignet med „Gomorra-folk“. (Es 1:2-10) Esajas fik på forhånd at vide at de ville vende det døve øre til. Jehova sagde at det ville være sådan indtil landet blev øde og forladt, og at kun „en tiendedel“, „en hellig sæd“, ville blive ladt tilbage ligesom stubben af et vældigt træ. Esajas’ profetgerning må have trøstet og styrket troen hos dette lille antal, mens den øvrige del af folket nægtede at give agt på hans budskab. — Es 6:1-13.

Historisk baggrund. Esajas 1:1 oplyser at Esajas så disse ting i de dage da Uzzija, Jotam, Akaz og Ezekias var konger i Juda. Det var en periode med store internationale spændinger og en tid hvor falske religiøse opfattelser øvede en stærk indflydelse på Judas folk. Kort efter at Esajas havde begyndt sin løbebane som profet, døde kong Uzzija som spedalsk fordi han overmodigt havde søgt at brænde røgelse i templet, noget som kun præsterne havde ret til. (2Kr 26:16, 19-21) Om Uzzijas søn Jotam siges der at han gjorde hvad der var ret, „men folket handlede stadig ødelæggende“. — 2Kr 27:2; 2Kg 15:34.

Derefter kom kong Akaz på tronen. Han satte gennem 16 år et dårligt eksempel for folket ved at dyrke Ba’al og ofre mennesker til ham. „Man handlede troløst mod Jehova“ i den periode. (2Kr 28:1-4, 19) På det tidspunkt indgik kongerne af Aram og Israel forbund og belejrede Jerusalem. Som følge heraf sendte Akaz bud til assyrerkongen Tiglat-Pileser III og bad om militær hjælp, idet han ignorerede profeten Esajas’ råd. (2Kg 16:5-8; Es 7:1-12) Derved gjorde Akaz ’kød til sin arm, og hans hjerte vendte sig bort fra Jehova’. (Jer 17:5) Assyrien indgik forbund med Akaz, men var naturligvis hovedsagelig interesseret i at øge sin egen magt. Den assyriske hær erobrede Damaskus i Aram og førte åbenbart de indbyggere i det religiøst frafaldne Israel der boede øst for Jordan, i landflygtighed. — 1Kr 5:26.

Da Samaria senere undlod at betale tribut, blev også den belejret og dens indbyggere ført i landflygtighed. (2Kg 16:9; 17:4-6; 18:9-12) Dermed endte tistammeriget, og Juda var på alle sider omgivet af hedenske nationer. Senere assyriske herskere fortsatte de militære operationer i vest; de angreb byer i Juda og dets nabolande. Sankerib krævede endda at Jerusalem skulle overgive sig. Men i Ezekias’ regeringstid havde situationen i byen ændret sig. Ezekias stolede på Jehova, og Jehova viste sig at være med ham. — 2Kg 18:5-7; Es kap. 36, 37.