Høsttid i landet med is og sne

GRØNLAND, verdens største ø, er virkelig et land med is og sne. Hovedparten af denne ø, der er næsten 2700 kilometer lang, ligger nord for polarcirklen og er permanent dækket af en iskappe der gennemsnitligt er halvanden kilometer tyk. Den øvrige del af Grønland er dækket af sne mindst fem til otte måneder om året. Efter sigende kaldte vikingerne øen for Grønland for at trække nybyggere til, og i den korte sommer passer navnet også udmærket på visse kyststrækninger.

Om foråret bryder havisen op ud for Nordøstgrønland, og denne drivis bevæger sig ned langs østkysten, runder Kap Farvel, og fortsætter op langs vestkysten hvor den i månedsvis skaber store problemer for skibsfarten. Om vinteren er det meste af havet omkring Grønland frosset til, og de beboede steder er derfor afskåret fra omverdenen. Isen behersker i bogstaveligste forstand landet, havet og folkets levevis. Måske lyder det derfor mærkeligt at man skulle kunne høste noget under disse nordlige himmelstrøg.

En begyndelse

Eskimoerne i Grønland har i århundreder levet som fangere. I 1721 kom den lutherske præst Hans Egede til Grønland for at missionere. Senere drev herrnhuterne en aktiv mission i flere egne. Nogle af deres missionærer oversatte visse bøger i Bibelen til grønlandsk og bibeholdt Guds personlige navn, Jehova. Men siden 1900 har Den Danske Folkekirke haft „religiøst monopol“.

I 1953, mens Grønland stadig var en dansk koloni, skete der en betydningsfuld forandring. Den nye danske grundlov som trådte i kraft dette år, gav nemlig religiøse grupper uden for folkekirken lov til atter at missionere i Grønland. I januar 1955 blev to Jehovas vidner fra Danmark derfor sendt dertil som missionærer. Deres distrikt omfattede hele den 2000 kilometer lange sydvestkyst, hvor næsten alle grønlændere bor — en befolkning på 27.000, hvoraf de fleste var fangere og fiskere.

En af de to missionærer, Kristen Lauritsen, beretter: „Vi kunne så godt som ikke ét ord grønlandsk, men vi ønskede brændende at lære grønlænderne sandheden fra Guds ord at kende. Vi havde nogle få traktater på grønlandsk, og brochuren ’Denne gode nyhed om Riget’ kom senere på året.“ Hvordan bar de sig ad med at forkynde?

„Til at begynde med brugte vi trykte kort når vi skulle forklare formålet med vores besøg. Men senere lærte vi nogle sætninger udenad. Vi rejste altid med båd fra by til by. Men bådene afgik meget uregelmæssigt, eftersom der praktisk taget ingen fartplaner fandtes. Og tit blev man søsyg. Det var også svært at finde steder at overnatte. Ofte måtte vi klare os med det telt vi altid havde med i vores bagage.“

Ikke desto mindre var grønlænderne venlige og gæstfri mennesker. Det er naturligt for dem at tro på Gud og at nære respekt for Bibelen. I næsten alle hjem findes hele Bibelen på grønlandsk. Kristen husker at en lille pige engang kom hen til dem med en lap papir hvorpå der stod: „Hvis I ikke har fundet noget sted at overnatte, så kom og bo hos os.“ Denne familie hjalp dem også med at finde et sted hvor de kunne vise en af Selskabets film.

Der kommer forstærkning

Fra og med 1961 begyndte familier fra Danmark at flytte til Grønland for at tjene hvor behovet var større. De gjorde en beundringsværdig indsats for at lære det uhyre vanskelige grønlandske sprog og for at klare at være afskåret fra samvær med trosfæller. De holdt regelmæssigt møder og bevarede en stærk tro og nidkærhed. Deres slid har bestemt ikke været forgæves. Samme år blev de første to menigheder i Grønland dannet, den ene i hovedstaden Nûk (Godthåb) og den anden i Qaqortoq (Julianehåb) i syd. Det var en stor glæde for forkynderne at erfare at nogle grønlændere som var flyttet til Skandinavien var blevet døbt.

I 1970’erne rejste nogle unge ihærdige specialpionerægtepar til Grønland, hvor de førte an i forkyndelsesarbejdet. I 1973 fik man Vagttårnet og bogen Sandheden der fører til evigt liv på grønlandsk. Udstyret med dette nye materiale gennemarbejdede pionererne byerne og bygderne ved kysten, idet de gavmildt såede sandhedens sæd. For første gang forkyndte man også i Ammassalik (Angmagssalik) på den isolerede østkyst. Det vakte stor begejstring da der samme år langt om længe var en grønlænder i Grønland som tog imod sandheden!

Omsider høstudbytte!

Efterhånden som der kom flere bibelske hjælpemidler på det lokale sprog, blev der uddelt mange publikationer. For eksempel var det ikke usædvanligt at et forkynderpar i ledigt distrikt på nogle få uger kunne afsætte 1000 blade, 300 til 400 bøger og lige så mange brochurer, samt tegne 60 til 70 abonnementer.

Eftersom der blev sået og vandet flittigt, velsignede Gud forkyndelsen både blandt de indfødte grønlændere og blandt danskerne i Grønland. (1 Korinther 3:5-7) I dag er der 117 forkyndere fordelt på syv menigheder og en isoleret gruppe, rundt om i dette land med is og sne. Lad os træffe nogle af dem.

Rundt i det grønlandske distrikt

Den sydligste menighed, Qaqortoq (Julianehåb), er et naturligt udgangspunkt. Her tjener fem familier, der er kommet fra Danmark. Nogle af dem har virkelig lagt sig i selen for at lære grønlandsk så de kan forkynde for de grønlændere som ikke forstår dansk. Flemming, der er familiefader og pioner (heltidsforkynder) i denne menighed, fortæller: „Vort vidtstrakte distrikt omfatter de mange fiskebygder og fåreavlsstationer der ligger gemt langs sydkystens utallige fjorde.“ I egne motorbåde sejler forkynderne helt op til 640 kilometer for at besøge deres medmennesker på disse fjerne udsteder.

Efter tre timer med båd gennem maleriske fjorde kommer vi til Narsaq. Her bor én familie med fire forkyndere. Selv om de bor isoleret opmuntrer og opbygger de hinanden åndeligt gennem gode studievaner og ved regelmæssigt at holde møder og deltage i forkyndelsen.

Vi går nu om bord på et passagerskib som lægger til her én gang om ugen i sommermånederne. Efter 24 timers sørejse vil vi nå Paamiut (Frederikshåb), hvor der er ti forkyndere. Men på halvvejen passerer vi en bygd hvor der bor to isolerede forkyndere. Den ene, Ane Marie, har en søn i Nûk som lærte sandheden at kende for et par år siden og som begyndte at forkynde for hende pr. telefon og pr. brev. Hun satte stor pris på det han fortalte. Efter at have læst alt hvad Vagttårnsselskabet havde udgivet på grønlandsk og efter at have lyttet til bånd hvor grønlandske forkyndere fortalte deres oplevelser, tog Ane Marie standpunkt for sandheden. Til trods for at hun var over 60 år og ikke havde en lokal menighed at støtte sig til, lykkedes det hende at holde op med at ryge efter at hun havde røget i 50 år. Hun holdt også op med at fejre jul og fødselsdag, og begyndte at forkynde i hele bygden. Som følge af hendes tålmodige indsats og gode eksempel er der nu ti interesserede der samles for at studere Bibelen og lytte til båndoptagelser af møder.

Vi forlader Paamiut, og efter 14 timers sejlads i hård sø anløber vi hovedstaden Nûk. Den har 13.000 indbyggere, og der er 43 forkyndere i menigheden, hvoraf over en tredjedel er grønlændere. De ugentlige møder holdes dels på dansk og dels på grønlandsk, hvilket er noget af en udfordring for begge sproggrupper.

Efter yderligere otte timers rejse med kystskibet kommer vi til Maniitsoq (Sukkertoppen). Her virker fire familier fra Danmark foruden nogle få lokale forkyndere. De har gennemgået distriktet i byen så grundigt og har afsat så mange bibelske publikationer at der i hvert andet hjem findes et eksemplar af Min bibelhistoriebog på grønlandsk. De tager også regelmæssigt på forkynderture i motorbåd til afsidesliggende bygder.

Efter yderligere ti timers rejse mod nord gør vi holdt i Sisimiut (Holsteinsborg). I menigheden her er der fem danske familier og nogle få lokale forkyndere. Et specialpionerægtepar herfra tager med mellemrum over til østkysten. Først må de flyve en halv time med helikopter til lufthavnen, så to timer med fly tværs over indlandsisen, for til slut at flyve en kort tur med helikopter over en bugt til byen Ammassalik. Her er et imponerende natursceneri — knejsende, vildsomme bjerge gennemskåret af isbræer. Folk er modtagelige for budskabet, men kun få har taget standpunkt for sandheden.

Efter at vi er kommet tilbage over indlandsisen, fortsætter vi mod sidste stop på rejsen, Ilulissat (Jakobshavn), den nordligste menighed. Ilulissat betyder på grønlandsk „isbjerg“, et meget velvalgt navn. I nærheden ligger nemlig den nordlige halvkugles mest produktive isbræ, og bugten og fjordene er fyldt med isbjerge, hvilket gør området betagende naturskønt. Den meget aktive menighed består af seks familier fra Danmark og flere grønlændere. De har formentlig verdens nordligste forkynderdistrikt, som omfatter byen Ilulissat og hele Diskobugten og strækker sig helt op til bygden Kullorsuaq (Djævelens tommelfinger) nær den 75. nordlige breddegrad.

Et specialpionerægtepar, Bo og Helen, fra Ilulissat rejser regelmæssigt derop, og forkynder undervejs for folk i Upernavik og Uummannaq. De fortæller: „I vidderne mod nord finder man stadig et uberørt arktisk paradis. Området er tyndt befolket, og beboerne lever mere af jagt end fiskeri. Deres tilværelse er enkel, og de bekymrer sig ikke meget om fremtiden. Mange af dem er interesserede i åndelige spørgsmål. De lytter villigt til vores budskab.“ Tiden må vise om disse „får“ vil blive samlet ind i den rigtige „fold“ under ’hyrden’, Jesus Kristus. — Johannes 10:16.

Det er kun danske pionerer der har arbejdet i dette distrikt, men otte grønlændere i Nûk har lavet en videooptagelse hvori de beretter om vores tro og levevis. Når pionererne har brugt dette videobånd i deres hus-til-hus-forkyndelse, har folk rigtig fået tungen på gled og stillet spørgsmål, særlig om hvorfor vi ikke fejrer jul eller døber spædbørn. Under en fire ugers tur derop blev der spredt omkring 200 bøger.

Høsten fortsætter

Trods den barske natur og sprogbarrieren fortsætter høsten. Mange grønlændere har lært dansk for at kunne få udbytte af menighedens møder. Men stadig flere møder bliver holdt på grønlandsk, så flere kan få del i den åndelige føde.

Ved områdestævnet „Guds retfærdighed“ i 1988 blev programmet for eksempel holdt på dansk i Nûk, men en tredjedel af foredragene blev tolket til grønlandsk. Der var i alt 163 til stede. Delegerede fra den nordligste menighed i Ilulissat og den sydligste i Qaqortoq måtte rejse hele to døgn hver vej. Fire blev døbt ved stævnet.

Hvordan tegner den fremtidige høst? Meget lovende! Det var dejligt i år at se 205 overvære højtiden til minde om Jesu død. I øjeblikket bliver der ledet over hundrede bibelstudier. Ja, Jehova velsigner rigt sine tjeneres flittige indsats i dette land med is og sne.