Hvem er den eneste sande Gud?
NÆSTEN lige så længe der har været mennesker til, har der været mange guder. Det er vanskeligt at angive præcist hvor mange guder og gudinder der har været, men tallet løber op i millioner.
Vi har fået fastslået at der findes en Gud. Men hvem af alle de guder som er blevet tilbedt på jorden, er den sande Gud? At der kun findes én sand Gud, siges meget tydeligt i Bibelen. I Johannes 17:3 står der: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“
Et karakteristisk navn
Man må forvente at en gud som har en personlighed, har et personligt navn som adskiller ham fra alle andre guder. Et navn som denne gud selv har valgt, vil være at foretrække frem for et navn som gudens tilbedere har fundet på.
I den forbindelse er det forvirrende at de fleste veletablerede religioner har personlige navne på deres guder, hvorimod jøderne og hovedparten af kristenhedens kirker undlader at identificere den gud de tilbeder, med et karakteristisk, personligt navn. De anvender i stedet titler som Herren, Gud, den Almægtige og Faderen.
Skribenten David Clines skriver i tidsskriftet Theology: „På et eller andet tidspunkt mellem det femte og det andet århundrede før vor tidsregning kom Gud ud for en tragisk ulykke: han mistede sit navn. Mere præcist skete der dét at jøderne holdt op med at bruge Guds personlige navn, Jahve. I stedet henviste man til ham ved hjælp af forskellige omskrivninger som Gud, Herren, Navnet, Den Hellige, Den Nærværende, ja endog Stedet. Selv dér hvor der stod Jahve i bibelteksten, læste man Adonaj. Da templet blev endeligt ødelagt, ophørte de sjældne liturgiske ceremonier hvor man brugte navnet, og endog kendskabet til den rette udtale af navnet gik tabt.“ Ingen kan imidlertid sige nøjagtig hvornår de ortodokse jøder holdt op med at udtale Guds navn og i stedet begyndte at sige de hebraiske ord for Gud og suveræne Herre.
Det ser derfor ud til at den første vigtige faktor i bestræbelserne for at identificere „den eneste sande Gud“ er at finde frem til hans navn, og det er slet ikke vanskeligt. Navnet på Skaberen, den almægtige Gud, er nemlig tydeligt anført i Salme 83:18: „At mennesker må kende at du, hvis navn alene er JEHOVA, er den højeste over hele jorden.“ (King James Version) Eller som den danske autoriserede oversættelse af 1992 siger [i vers 19]: „Til de forstår, at du alene — Jahve er dit navn — er den Højeste over hele jorden.“
Jehova eller Jahve?
Navnet Jehova findes i King James-oversættelsen og andre bibeloversættelser, men som det ses af den danske autoriserede oversættelse, foretrækker nogle at bruge navnet Jahve i stedet for Jehova. Hvilket af dem er det rigtige?
De ældste bibelhåndskrifter blev skrevet på hebraisk. I De Hebraiske Skrifter forekommer det guddommelige navn næsten 7000 gange, og det staves med fire konsonanter — JHWH. Dette ord på fire konsonanter kaldes i almindelighed for tetragrammet, en betegnelse der er dannet af to græske ord, og som betyder „de fire bogstaver“. Spørgsmålet om den rigtige udtale opstod fordi man i det oprindelige hebraiske skriftsprog kun brugte konsonanter. Læseren fik ingen hjælp af vokaler. Om tetragrammet skal udtales Jahve eller Jehova, afhænger altså af hvilke vokaler læseren indføjer. Formen Jahve foretrækkes i dag af mange hebraiskkyndige.
Ønsket om at være konsekvent taler imidlertid for at man bruger formen Jehova. På engelsk har denne form været brugt og anerkendt i århundreder. Det samme gælder på dansk. De der er imod brugen af denne form, burde også opponere mod den gængse udtale af navnet Jeremias, ja endog af navnet Jesus. Jeremias måtte ændres til Jirmejahʹ, eller Jirmejaʹhu, den oprindelige hebraiske udtale, og Jesus til enten Jesjuʹa‛ (hebraisk) eller Iēsousʹ (græsk). Af den grund mener mange som studerer Bibelen, deriblandt Jehovas Vidner, at hvis man vil være konsekvent, bør man bruge det allerede velkendte „Jehova“ eller en dertil svarende form.
Har det nogen betydning?
Nogle vil måske indvende at det ikke har nogen større betydning om man bruger et personligt navn når man henvender sig til den almægtige Gud. De er tilfredse med at omtale og tiltale Gud som Faderen eller slet og ret Gud. Men begge disse betegnelser er titler og ikke navne, og de er hverken personlige eller karakteristiske. På Bibelens tid brugte man ordet Gud (hebraisk: ’Ælohīmʹ) som betegnelse for enhver gud, endog filistrenes hedenske gud Dagon. (Dommerne 16:23, 24) Hvis en hebræer sagde til en filister at han dyrkede „Gud“, uden at oplyse filisteren om navnet på ham, ville filisteren derfor ikke forstå hvilken Gud hebræeren mente.
The Imperial Bible-Dictionary fra 1874 har en interessant kommentar om navnet Jehova: „Det er alle steder et egennavn der betegner Gud personligt og ham alene, hvorimod Elohim mere har karakter af et fællesnavn der som regel, men ikke nødvendigvis og heller ikke hver gang, betegner den Allerhøjeste. . . . Hebræeren kan sige Elohim med den bestemte artikel foran og dermed mene den sande Gud i modsætning til alle falske guder, men han siger aldrig Jehova med den bestemte artikel foran, for Jehova er navnet på den sande Gud alene. Han siger igen og igen min Gud . . ., men aldrig min Jehova, for når han siger min Gud, mener han Jehova. Han taler om Israels Gud, men aldrig om Israels Jehova, for der er ingen anden Jehova. Han taler om den levende Gud, men aldrig om den levende Jehova, for han kan ikke forestille sig Jehova som andet end levende.“
Den sande Guds egenskaber
At kende en persons navn betyder naturligvis ikke i sig selv at man har et nærmere kendskab til den pågældende. De fleste af os kender navnene på fremtrædende politikere. Vi er måske også bekendt med navnene på prominente mænd og kvinder i andre lande. Men at kende deres navne og vide hvordan disse navne udtales, er ikke ensbetydende med at man kender disse mennesker personligt og ved hvilke egenskaber de har. Tilsvarende må vi, for at kende den eneste sande Gud, have kendskab til hans egenskaber.
Intet menneske vil nogen sinde kunne se Gud, men han har i sin kærlighed sørget for at vi gennem Bibelen kan få kendskab til mange sider af hans personlighed. (2 Mosebog 33:20; Johannes 1:18) Nogle af de hebraiske profeter fik inspirerede syner af den almægtige Guds himmelske haller. Deres beskrivelser af Gud afspejler ikke alene stor værdighed og ærefrygtindgydende majestæt, men også ophøjet ro, orden, skønhed og afklarethed. — 2 Mosebog 24:9-11; Esajas 6:1; Ezekiel 1:26-28; Daniel 7:9; Åbenbaringen 4:1-3.
Jehova beskrev også nogle af sine tiltrækkende og tiltalende egenskaber for Moses, sådan som det er skildret i Anden Mosebog 34:6, 7: „Jehova, Jehova, en barmhjertig og nådig Gud, sen til vrede og rig på loyal hengivenhed og sandhed, som bevarer loyal hengivenhed mod tusinder, tilgiver misgerning og overtrædelse og synd.“ Er det ikke sandt at vort kendskab til disse egenskaber hos Gud drager os nærmere til ham og får os til at ønske at lære ham endnu bedre at kende som person?
Skønt intet menneske nogen sinde vil kunne se Gud på hans trone i himmelen, har vi alligevel mulighed for at lære ham at kende, for mens Jesus Kristus opholdt sig på jorden som menneske, genspejlede han sin himmelske Faders, Jehova Guds, personlighed. Jesus sagde ved en lejlighed: „Sønnen kan slet intet gøre af sig selv, men kun hvad han ser Faderen gøre. For hvad denne end gør, dette gør også Sønnen på samme måde.“ — Johannes 5:19.
Heraf kan vi slutte at Jesu venlighed, medfølelse, mildhed og varme, hans stærke kærlighed til retfærdighed og had til det onde alt sammen er egenskaber som han havde lagt mærke til hos sin Fader, Jehova Gud, i himmelen, før han kom til jorden som menneske. Når vi lærer den fulde betydning af Jehovas navn at kende, har vi derfor al mulig grund til at elske og velsigne dette hellige navn, prise og ophøje det og sætte vor lid til det.
At lære den eneste sande Gud at kende på denne måde er i virkeligheden en fortsat proces, hvilket tydeligt fremgår af gengivelsen af Johannes 17:3 i Ny Verden-Oversættelsen af De Hellige Skrifter. Grundbetydningen af det græske udsagnsord som bruges i skriftstedet, er „at kende“. Til hjælp for forståelsen fremgår det imidlertid af gengivelsen af udsagnsordets tid at der er tale om noget vedvarende, en kontinuerlig proces. Den form af det græske udsagnsord som anvendes, er nemlig ikke simpel nutid, men derimod den nutidsform der angiver at der er tale om en påbegyndt, men ikke fuldført handling. Vi læser: „Dette betyder evigt liv: at de lærer dig at kende, den eneste sande Gud, og den som du har udsendt, Jesus Kristus.“ Ja, vores fortsatte bestræbelse for at erhverve os kundskab om den eneste sande Gud er en proces der aldrig bør få ende.
Den sande Gud åbenbaret
Den sande Gud er altså let at skelne fra de mange falske guder. Han er den almægtige Skaber af hele universet, inklusive planeten Jorden og menneskene på den. Han har et enestående navn, Jehova eller Jahve. Han er ikke en del af en mystisk treenighed. Han er en kærlig Gud der kun ønsker det bedste for menneskene. Men han er også en retfærdig Gud, og han vil ikke for evigt tolerere dem der fortsætter med at ødelægge jorden og ophidse til krig og vold.
Jehova har åbenbaret sin beslutning om ikke alene at befri jorden for ondskab og lidelse, men også om at gøre den til et paradis hvor retsindige mennesker kan leve lykkeligt til evig tid. (Salme 37:10, 11, 29, 34) Den almægtige Gud har nu indsat sin søn, Jesus, som konge i sit himmelske rige, og snart vil han indføre en ny og retfærdig verden og genoprette paradisiske tilstande på jorden. — Daniel 2:44; Mattæus 6:9, 10.
Forhåbentlig har du nu lettere ved at besvare spørgsmålene: „Findes der en Gud?“, og „Hvem er den eneste sande Gud?“
[Illustration på side 9]
Jesus Kristus erklærede at Jehova er den eneste sande Gud