Men vent! Ikke langt fra ham var der noget som bevægede sig — en kæmpestor, mørk skikkelse, et levende væsen. Truende kom det direkte imod ham. Et stort gab åbnede sig, omsluttede ham og slugte ham!

Nu var det forbi. Og dog, Jonas mærkede noget helt utroligt. Han var stadig i live! Han var hverken knust, fordøjet eller død af iltmangel. Nej, han trak stadig vejret, skønt han befandt sig i det der burde have været hans grav. Langsomt blev Jonas fyldt med ærefrygt. Der var ingen tvivl om at det var hans Gud, Jehova, der havde ’sørget for at en stor fisk slugte Jonas’.c — Jonas 1:17.

Sekunder blev til minutter, og minutter blev til timer. Dér, i det dybeste mørke Jonas nogen siden havde oplevet, formede han sine tanker i en bøn til Jehova Gud. Hans bøn, som vi finder i sin fulde ordlyd i kapitel to i Jonas’ Bog, er meget sigende. Den viser at Jonas havde stor indsigt i Skrifterne, for han refererer ofte til Salmerne. Bønnen afslører også en hjertevarmende egenskab; taknemmelighed. Jonas slutter bønnen: „Jeg vil med højlydt taksigelse bringe slagtofre til dig. Hvad jeg har lovet, vil jeg holde. Frelsen tilhører Jehova.“ — Jonas 2:9.

Jonas lærte at Jehova er i stand til at udfri hvem som helst, hvor som helst og når som helst. Selv dér, „i fiskens indre“, fandt Jehova sin nedtrykte tjener og udfriede ham. (Jonas 1:17) Kun Jehova kunne bevare et menneske i live og uskadt i tre dage og tre nætter i bugen på en stor fisk. Det er godt for os i dag at huske at Jehova er „den Gud i hvis hånd dit åndedræt er“. (Daniel 5:23) Vi kan takke ham for hvert et åndedrag, ja for selve vores eksistens. Er vi ikke taknemmelige? Er det ikke rimeligt at vi derfor også er lydige mod ham?

Hvad med Jonas? Lærte han at vise sin taknemmelighed over for Jehova ved at være lydig? Ja, det gjorde han. Efter tre dage og tre nætter svømmede fisken helt ind til kysten og „spyede Jonas op på det tørre land“. (Jonas 2:10) Tænk engang — efter alt dette behøvede Jonas ikke engang at svømme i land.