Dette harmede Martin Luther, og i 1517 offentliggjorde han sine 95 berømte teser „af oprigtig Kjærlighed og Iver for at bringe Sandheden for Lyset,“ som han skrev i forordet.a

Eftersom Luther egentlig blot ønskede en drøftelse om emnet blandt de lærde, hvad han som professor havde ret til, var teserne skrevet på latin. Men teserne vakte „et uventet røre“, skriver Friedrich Oehninger. „I løbet af 14 dage blev [den trykte tyske oversættelse] kendt i hele Tyskland, og i løbet af fire uger var de nået ud til hele kristenheden. Nogle frydede sig over at der langt om længe var fremstået en mand som havde rejst sig mod Roms undertrykkelse; andre mødte Luther med had.“ Luther blev selv overrasket over den virkning teserne havde. Hvad var det de afslørede?

Hvad Luthers 95 teser afslørede

Ifølge den første tese skal „de troendes hele Liv på Jorden . . . være en Bod“. Synderen kunne ikke opnå fred med Gud gennem afladsbreve men ved oprigtig anger og en kristen livsførelse. En af de sidste teser lyder: „Gid derfor alle hine Profeter maatte forsvinde, som sige til Kristenfolket: Fred, Fred, og der er ingen Fred.“ — 92. tese.

Som sandt er, skrev Luther at det er evangeliet og ikke traditionen „som er det større“ og den „sande, ægte Skat“. (55., 62. og 65. tese) Jesus angav mønsteret ved at undervise ud fra de inspirerede skrifter, og om Guds ord sagde han: „Dit ord er sandhed.“ (Johannes 17:17; Lukas 24:44) Ved at afvige fra dette mønster afviste gejstligheden Bibelen som den højeste autoritet og blev fanget i menneskelige læresætningers snare. Det bebrejdede Luther dem idet han sagde: „De prædike Tant og Menneskeværk, der foregive, at saa snart Pengene klinge i Kisten, flyve Sjælene ud af Skærsilden.“ — 27. tese.

Luther advarede om at en sådan forkyndelse vil medføre at „Vinding og Havesyge øges“. (28. tese) Religionshistorien viser at præsteskabet ignorerede Bibelens advarsler og faldt som offer for kærligheden til penge. (Hebræerne 13:5) En katolsk historiebog indrømmer: „Hovedårsagen til kirkens forfald i denne periode skal findes i kuriens finanspolitik, der var stærkt skæmmet af simoni.“

Da Luther tog til orde mod „den ’hellige’ kirketradition“ og „uden omsvøb fordømte kirkens forfald til pengenes og magtens domæne,“ som en protestantisk historiker har udtrykt det, nåede han ind til problemets kerne: det store frafald fra de første kristnes lære.

Hvordan frafaldet fra sand kristendom begyndte

Den 11. tese beskrev en ubibelsk læresætning som ukrudt der øjensynlig er „bleven saaet, medens Bisperne sov“. Dette minder os om Jesu lignelse om hveden og ukrudtet, der er en profeti om at der ville fremstå navnkristne. (Mattæus 13:36-43) Efter apostlenes død blandede disse falske kristne og de frafaldne lærere Bibelens rene lære med græsk filosofi og indførte ubibelske læresætninger såsom læren om sjælens udødelighed, læren om et brændende helvede og treenighedslæren.b — Apostelgerninger 20:29, 30.

For eksempel benyttede de første kristne ingen billeder i gudsdyrkelsen, og de såkaldte kirkefædre betragtede det at vise et billede ære som „en overtrædelse og en vildfarelse“. Mod slutningen af det 4. århundrede var kirkerne imidlertid fyldt med portrætter af Jesus, Maria, apostlene, englene og profeterne. Ifølge Epifanios af Salamis blev de portrætterede gjort til genstand for upassende ære og tilbedelse når folk bøjede sig for dem. Lidt efter lidt tilsidesatte man advarselen om at ’vogte sig for afguderne’. — 1 Johannes 5:21; jævnfør Apostelgerninger 10:25, 26.

Nogle navnkristne forkastede Jesu bud da de begyndte at ’spille herrer over’ deres brødre ved at opstille et gejstligt hierarki. (Mattæus 20:25-27; 23:8-11) Senere gjorde Roms biskopper krav på forrang. Mens „kirkelivets forfald under det verdsliggjorte pavedømmes styre fortsatte ukontrolleret“, gjorde kirken forsøg på „at reformere sig selv, uden at det lykkedes for den,“ skriver historikeren Friedrich Oehninger.

I det 16. århundrede indtraf der flere forandringer. „Tidsånden var i [Luthers] favør,“ siger Friedrich Oehninger og tilføjer at „modstandere angreb ham og truede ham med døden for kætteri, men det fik ham blot til at foretage endnu flere undersøgelser grundlagt på Bibelen, indtil hele romerkirkens system begyndte at smuldre for øjnene af ham som det rene og skære menneskeværk.“ Men var de nyoprettede kirker virkelig frigjorte fra „farligt bedrag og falske læresætninger“?

Reformationen — ingen genoprettelse

Kravet om reformation i det 16. århundrede førte hverken til en genoprettelse af den „universelle“ kirke eller af de første kristnes lære men medførte blot at den frafaldne kristenhed blev splittet i forskellige frafaldne retninger der igen delte sig. Vore dages biskopper, heriblandt Luthers arvtagere, lader stadig til at „sove“, som det hed i hans 11. tese.